When hayfever comes to town

after spending some time in the country -

This is the way the world ends
This is the way the world ends
This is the way the world ends
Not with a bang with a sneeze.

That's why the men are hollow, they have sneezed themselves inside out

Wastelandmine

Signeret: B.B. Eliot

Poeten skriver kriminalroman, 1977

(apropos Dorphs og Pasternaks samtidshistoriske krimiserie - fra albummet Poeten og Lillemor - og kystsocialisterne, 1977)

Poeten: Den anmeldelse af min digtsamling er så tåget og uklar, at jeg simpetlhen ikke forstår meningen!/ Lillemor: Ja, jeg måtte osse læse den flere gange før det gik op for mig.../ ... at han synes dine digte er uforståelige!

Veninde: Det siger du ikke ... vil Poeten til at skrive kriminalromaner ligesom Anders Bodelsen?/ Er det hans flydende, letlæselige stil, der har inspireret poeten?/ Lillemor: Næh, det er hans flotte motorcykel

Lillemor (til Poeten): Jeg er bange for at din kriminalroman er ved at blive lidt for højlitterær/ Enten må du gøre den mere jordnær, så folk vil købe den/ Eller også må du gøre den mere ubegribelig, så den kan få støtte af Kunstfonden

Poeten: Nej, der tager du helt fejl, Lillemor! Det er ikke morderen, der er den skyldige. Han er bare med for at lokke læseren på vildspor/ Lillemor: Hvis det ikke er morderen, hvem pokker er det så?/ Poeten: Samfundet - hvem ellers?

Lillemor (i telefonen): Poeten kan jo ikke leve af at skrive poesi/ Så for at skaffe til dagen og vejen er han nødt til indimellem at skrive nogle populære bøger ... / ... med den venstreorienterede hånd

Lillemor (til Poeten) Jeg må indrømme, at du forstår at gøre skurkene i din kriminalroman virkelig afskyvækkende/ Man bliver ligefrem besjælet af et brændende ønske om, at en grufuld straf må ramme ... / det samlede politikorps!

Poeten: Tror du ikke det social budskab i min kriminalroman vil gøre mig fortjent til en officiel udmærkelse?/ Lillemor: Joeh ... men jeg tror nu ikke, du skal sætte næsten op efter Akademiets Pris eller Nordisk Råds Litteraturpris ... / Men mon ikke du kan regne med Leninprisen?

Veninde: Hvordan gik det med den kriminalgyser, Poeten skrev for nogen tid siden?/ Lillemor: Årh, den blev nu ikke så uhyggelig, at den fortjente at blive kaldt gyser/ ... men anmeldelserne ... !

Jeg har en kritisk radioaftale lige om lidt

Den Store Roman

Christian Dorph & Simon Pasternak

Kl. 20:05 - 20:59  Radio24syv - Kritiker Lars Bukdahl og redaktør Niels Beider gæster studiet. Her skal de gennemhagle en scene fra manuskriptet til det fjerde bind, Tal til mig, i Dorph/Pasternaks serie, inden de to forfattere tager afsked med Den Store Roman.

 

Sådan begynder kapitel 15, der foregår 9. december 1989:

Helene giver mig et stort knus og træder tilbage i døren i det lille hvide rækkehus på Skjoldagervej, i den triste stribe bag motorvejsudfletningerne mellem Gentofte og Lyngby.

–      Du ser ud ad helvede til, Jesper …

Hele familien er derinde. Svigerfar Ole, den pensionerede oberst i garderhusarerne, sidder i lænestolen og pudser sine stålbriller, pulloveren har romber på og sidder stramt over maven. Han nikker, han rejser sig ikke. Hans kone går og ordner, en rank kvinde i 50’erne, jeg kan aldrig huske, hvad hun hedder. Jette? Mette? De må lige have spist, her lugter af rødkål og flæskesteg. Kaffe og finskbrød og jødekager på et fad. Her er hyggeligt og fint. Jeg havde et lille crush på Helene på sprogofficerskolen, men det blev ikke til noget. De er lykkelige, Lars i FE, hun i Udenrigsministeriet, en lille ny på vej. Kvalmen vender tilbage. Skal jeg kvase den lykke? Jeg helt tom indeni, som om jeg ser ind i et akvarium. Lars går over og hilser og støder sig ind til mig, hvisker, hørte du ikke hvad jeg sagde? Jo. Jeg krammer ham, holder ham længe ind til mig.

Han vrider sig løs.

Pænt intenst, synes jeg nok, men det jo ikke mit job at rose åbenbart!

Ang. sære københavnske firma-stød

elecTROlux (tørretumbleren er læk (mulig digtsamlingstitel), reparatøren kommer om lidt)

SYNoptik (tidligt tilflytterchok)

- muligt motto til en eller anden religion (der så passende kunne hedde/gendøbe sig (elektrisk) LUXOPTIK):

SÆTTER TRYK PÅ SYN OG TRO

Tjekkisk surrealistisk manifest

Ladies and gentlemen.
There are still many people, including so-called 'experts', who can't tell the difference between art and a cane. They believe that art should educate; that real art should make us better people. That's why many filmmakers, in an effort to meet this essentially domesticating requirement, stuff their films with what we czecks call 'the smell of humanity'. This is because I believe that the purpose of art - if is ha any at all - is to make people more free, to liberate us from those selfsame domesticating habits that have been forced upon us in childhood by our civilizing upbringing and education. Education, as we know from Sigmund Freud, is the tool of the reality principle. Whereas art is born of the pleausre principle. And these two principles get on together as well as dog and cat, or fire and water, or repression and freedom. This is what the film you are going to see is about, Conspirators of Pleasure, besides being the first erotic film without any scenes of sexual intercourse, is above all a film about freedom. Absolute freedom, as, for example, the divine Marquis de Sade concieved of it. Freedom - the only subject worth picking up a pen, brush or camera for - is concieved in this film thorugh grotesque black comedy. I believe black and objective humour, together with a mystifying and imaginative cynicism, provide a better way of depicting the degeneracy of our age than the 'whiff of humanity' so popular in czech films.

Jan Svankmajer, 1996
(citeret i ekstramaterialet til dvd-udgaven af Svankmajers Conspirators of Pleasure, 1996, gårsdagens 2. totalt overbevisende total-auteur-værk)

Anmeldelse af dagens WA Bøger

Jeg savner mig.

Forløsning med hindbærsmag

I DAG VAR TEISSEIRE-SAFTEVAND MED HINDBÆRSMAG TILBAGE PÅ HYLDEN MED EGET PRISSKILT I IRMA! YES! OG GIVETVIS PGA. PRESSIONEN FRA BLOGDAHL!

(i mellemtiden er min søn og jeg blevet svært glade for lime/citron-smagen, så nu er vi dobbelt afhængige, og det var måske også, konspirationsteoretiserer jeg, meningen!?

                                                                                                        )

1 Katrine (minus Katrine) ind, 1 Larslars ud

Samtidig med at denne nyhed stod i avisen (og jeg ved ikke, hvad Guldager var utilfreds med på Gyldendal, reklamer med hendes technicolor-airbrushede fjæs har været allestedsnærværende, men jeg kan selvfølgelig, sådan rent djævlekontraktmæssigt, godt se pointen i at få endnu mange flere penge for at (HAVE VALGT AT - KOM TILBAGE, EKS-IDOL!) skrive dårlige bøger):

Efter 18 år hos Gyldendal udkommer forfatteren Katrine Marie Guldager fremover på landets næststørste forlag, Lindhardt og Ringhof. L&R har de seneste år været gennem en bundvending, hvor man efter konstante chefudskiftninger, uro og markante millionunderskud så forfattere søge andre steder hen. Med den tidligere Gyldendalchef Lars Boesgaard som ny adm. direktør vil Lindhardt og Ringhof prøve at vende tilbage som et skønlitterært forlag, der kan være et alternativ til Gyldendal. Første bog hos L&R fra Katrine Marie Guldager bliver en samlet og revideret udgave af romanerne ' Ulv' og ' Lille hjerte'.

- modtog jeg en "Royalty afregning" fra Lindhardt og Ringhof på 0,00 kr, og måske hænger det sammen?:

Titel: Larslars

Primo lager 0
Trykte eksemplarer 0
Solgte eksemplarer detail 1
Solgte eksemplarer bogklub 0
Frieksemplar 0
Makulatur 0
Lagerkorrektioner (svind m.v.) -1
Partisalg 0
Ultimo lager 0

Så vidt jeg læser opgørelsen, opdagede forlaget, da de solgte 1 eksemplar af Larslars, at de rent faktisk havde 1 eksemplar på lager, selvom de havde opgjort, at lageret rummede 0 eksemplarer, og nu har de så atter 0 stk. Larslars - + 1 stk. Katrine Marie Guldager.

Månestigningsriget lige rundt om hjørnet

Jeg vil gerne lige prale med, at jeg glæder mig umådeligt til, at jeg om en halv time skal i Grand - som Ekko-anmelder, derfor giver det mildest talt skidt betalte job mening! - og se Wes Andersons næsten torturagtigt lovende nye film Moonrise Kingdom, det er som at skulle læse en ny bog af - hvem skal vi vælge, jo selvfølgelig! - Pia Juul, for beklager, alle andre digterstjerner på min litterære himmel, det er altid Juul-bøger, jeg glæder mig umådeligst til, og til august - please, ikke september - kommer en ny, en såkaldt (jeg har jo hørt og læst tekster jo!) "novellesamling", Af sted tilstede, og den glæder jeg mig til, som jeg glæder mig til Moonrise Kingdom dér på lærredet om et øjeblik, som et forkælet, lille barn:

Hastig se-rapport: Filmen skuffede IKKE! Bill Murray på ryggen i sengen med 1 blåt øje og 1 til (efter hvidvinspimpende og med nøgen overkrop at have forsøgt at fælde et træ - ud af ren eksistentiel kvide)! 

Komplet sommerferieordbog

stene - at være alene og foretage sig så godt som ingenting

chille - at være sammen med andre og foretage sig så godt som ingenting

eksempel:
- Hey, jeg sidder bare her og stener, kommer du og chiller?

Bekymring med hindbærsmag

I går, inden jeg skulle interviewes til Irma Krydderiet forsøgte jeg i butikken at købe min sædvanlige metaldunk med Teisseire--hindbærsaftevand, framboise på poetisk fransk, som var nr. 1 på den "Indkøbsliste", jeg var blevet bedt om at sammensætte, men den var der ikke, dunken, og det er den jo nogle gange ikke af den gode grund, at den er udsolgt, og der ikke er bestilt nye dunke, men jeg lagde mærke til, at der ikke længere var en tom plads til den, og endnu mere ildevarslende, at der ikke var et på hylden fastgjort prisskilt, hvor der stod "Teisseire saftevand hindbær", og der var både lime (som jeg drikker lige nu i mangel af det bedste, og det er OK, sådan klassisk sød-sur limonade-smag, men jo langt, langt fra alt for dybt og intenst søde hindbær) og blåbær (har jeg ikke prøvet) og tranebær (helt, helt forkert, nærmest TØR), men kan det virkelig passe, at Irma som sådan eller bare min Irma, hvilket er slemt nok, har valgt ikke længere at føre præcis hindbærsmagen!!!!!????? Jeg har ikke turdet spørge nede i butikken, men jeg kunne ikke lade være med desperat at nævne det overfor Krydderiet-journalisten, når jeg nu skulle tale om saftevandet, men selvfølgelig har han ikke taget det med i interviewet, sært sted at efterlyse en vare, nej, vel egentlig det helt rigtige sted, men jeg er virkelig, oprigtigt bekymret!

Og her er for distrahere mig selv en tidslinje fra den franske hjemmeside for Teisseire-firmaet, det er en gammel saftevand!

1720	Mathieu Teisseire crée à Grenoble une distillerie fabriquant des boissons à base de fruits et de plantes, dont le célèbre Ratafia, apéritif à base de cerises
1927	Début de la production et de la commercialisation de sirop
1957	Lancement du premier sirop en tube
1959	Teisseire met au point un emballage révolutionnaire : le Bidon Métallique, qui deviendra le symbole de la marque leader des sirops
1971	Construction de l’usine de production de Crolles (38)
1994	Lancement du Premier bidon de forme
2007	Teisseire relance l’innovation sur le marché du sirop. Lancement des gammes Teisseire 0% de sucre et Tropical
2009	Lancement de la gamme Teisseire Sirop pour le Sport .
2010	Lancement de la gamme Fraîcheur de fruits, au moins 90% de fruits*. *Jus de fruits à base de concentré.

Avantgardetrekvartgarderet - håndslag til After Hand

Fedt NOK at Vagn E. Olssons Mysterier 1 blev anmeldt af Mikkel Bruun Zangenberg til ironiske nul hjerter ("Her finder vi en iskold fornægtelse af de mange dødsattester, avantgarden har været forsynet med; Olsson går lige ind i avantgardernes forlængede hjertestop og fabrikerer dér sine mysterier./ Det er så hjerteløst, at vi selvfølgelig må holde alle hjerter tilbage" - men synd for dem, der ikke forstår ironien (i mangel af en klart (eller uklart for den sags skyld) formuleret smagsdom; man må nøjes med adjektiverne (hvad er det med Zangenbergs gammeldags (mandigt) kønnede adjektiver?) "klassisk bevidst og spændstig", "viril og heftig", "vittigt og aggressivt")) eller slet ikke når frem til ironien, fordi de nøjes med at registrere manglen på hjerter og den ikke i sig selv positive overskrift "Avantgarden har fået hjertestop"), og jeg er SLET ikke muggen over, at Politiken kom først med en anmeldelse, fordi min egen anmeldelse, skrevet til dagen, ikke kom i WA. Der er altid meget at irriteres over i en MBZ-anmeldelse, men denne gang også et par præcise aflæsninger, og selvfølgelig GLIMRENDE, at han tilsyneladende er glad for den gode bog, og at han og Politiken overhovedet anmelder en After Hand-bog, men jeg synes, det er lige lovligt hyklerisk at decideret skamrose forlaget - "Og det ville være en ikke bare beskidt kliché at kalde ham selv og og et af Danmarks suverænt bedste undergrundsforlag, nemlig After Hand, for kompromisløse" - når Politiken ud af After Hands seneste 14 skønlitterære udgivelser, Olsson, Behnan, Storm, K. Jensen, Zeuthen, Place (x 2), Elving, de la Serna, Skinnebach, G. Christian, Hjort, Nørgaard Thomsen, G. Laugesen, kun har anmeldt 2, Olsson og Laugesen og ikke engang Skinnebachs dagsordensættende klima-bog (WA har anmeldt 7 og er helst ikke færdig), don't sugarcoat the talk, if you don't review the walk. Mikkel!

I går eftermiddags i Dronningesalen i Den Sorte Diamant fik After Hand ved sr. og jr., Henrik Have og Mathias Kokholm, af foreningen for Boghåndværk ved en gammeldags værdig og akavet ceremoni, hvor også andre diplomer (burde nogle af de mange litteraturpriser ikke formateres til diplomer, Kritikerdiplomet, Monatanadiplomet?) og priser for design og bogindbinding uddeltes, yderst fortjent overrakt Xylograf F. Hendrickens Æresmedalje (nærmere omtale af pris og forlag her), og vi klappede som de avantgarde- og litteraturgale, vi er og bliver, og Have holdt en fantastisk tale i to dele, første en improviseret tale om det sorte objekt, han drev omgang med som lille og først senere fandt ud af var en bog, en bibel nærmere bestemt, og så en forberedt tale, der var en lang, lang festsang af en navneliste, fra Gud til Peter Laugesen, som han har lovet at renskrive (og fuldende, et par navne manglede åbenbart) og eksklusivt lade publicere på Blogdahl snarligst, og hvilken ekstremistisk ære!

Et forlag, hvor både Olson og Olsson, Charles og Vagn E., udkommer, er et ultimativt cool forlag. Endnu længere leve Efter Hånd! Anmeld det already, Politiken, totalt!

Vi kan ikke være 14 til BET-bords!

Og nu vi er ved varslerne!

Så har jeg siddet og prøvet at få det til at passe med 13 kandidater til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2012, og det bliver hele tiden til 14 i stedet for, og det går jo virkelig ikke, hver gang jeg med store sjælekvaler har pillet 1 kandidat fra listen, popper en ny pludselig op, og så har jeg balladen atter -

Planen er at Blog-offentliggøre de 13 kandidater på bloggen Roskilde-weekenden 7-8. juli og så afholde prisoverrækkelsen fredag 13. juli (yes, nemlig, FRIDAY THIRTEENTH!), og som sædvanlig udenfor Cafè Svejk ved 14-tiden, samme dag som kandidat-listen, med portrætter og citater, avis-offenliggøres, og fredagen efter reportage, paparazzi-fotos, pris-tale, og pris-inventarium, lyder det ikke som en plan?

Helt utidig reklame, fordi - DRUKNEHØJT SKUM!

ALLE KONTRAKTER ER PÅ PLADS:
PÅ KULTURNATTEN FREDAG 12. OKTOBER OPTRÆDER
PÅ STORM P. MUSEET
JENS BLENDSTRUP, LARS BUKDAHL OG T.S. HØEG
SOM DE TRE SMÅ MÆND
OG LINE KNUTZON
SOM NUMMERDAMEN
HVAD DET HELT PRÆCIS INDEBÆRER OG BETYDER
I SIG SELV OG FOR VERDENSSITUATIONEN
HAR VI ENDNU INGEN ANELSE OM
MEN DER HAR ALDRIG VÆRET NOGEN VEJ UDENOM

4 spiselige forfattere

Tak for alle forslagene til madtekster, herunder dem, der foreslog sig selv, Arne Herløv og Niels Frank, som jeg ikke før har tænkt på som markeret madglad digter, men det er jo rigtig nok, når jeg vender forfatterskabet i hovedet (som i den salatskål, mit hoved er), der er også den tekst fra Livet i troperne (?) om en kineser (?) (jeg kan helt reelt ikke nå bogen, heller ikke med stige, bunkerne er ved at overtage mit arbejdsværelse totalt), der står og laver mad (?). Mit valg faldt lidt konservativt (for de to førstes tilfælde, klassikerne) på 4 tekster/tekststykker, som der i hvert fald ikke er plads til at citere i Irma-bladet:

Johannes V. Jensen: Ved Frokosten - uddrag:

Nu har jeg det godt./ Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig./ Først spiser jeg et med Æg og Sild -/ O anelsen som Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!/ Derpaa sætter jeg Tand i et ung og skært Stykke med Steg,/ og her fordyber det Smagen at jeg tier.// Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende/ Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende/ Osen knyttes Stemningen af Forraadnelse og rygende/ Elskov sammen i mit Hjerte

Gustav Wied: Ædedolkeklubben-scenen/scenerne i Livsens ondskab - uddrag:

De tre Rejsende blev staaende maalløse inden for Døren. Dette var dem som en Drøm om Guds ruge:/ Midt paa Bordets snehvide Dug stod et uhyre Fad med seks store, højrøde, straalende Hummere. Forretten. Et Dyr til hver Broder. Og med Hummerfadet som centrum bredte sig saa ud til begge Sider Fad ved Fad, fyldt med alskens kolde Spiser tilberedt af Fisk, Pattedyr og Fugle. Der var nogle Rødspætter paa et pra Tommers Tykkelse, garneret af grønne Citroner. Der var en Dyrepostejmed Trøfler. En Oksemørbrad. En Fedekalvesteg. Og Lam omtrent fra Moders Liv. Unge Ænder. Gæs og Kapuner. Og ved hver Ende af Bordet stod en Pyramide af Vibeæg, kunstfærdig opstillet i vaadt Sand. Asietter med Sardiner, Sardeller, Frokostsild, Kaviar, røget Gaasebryst, Strassburger Leverpostej, Laks og Oksetunge dannede, spredt mellem de større Fade, lækre Hvilepunkter for Øjet. Og der var syv slags Syltetøj, Radiser fra Drivhus, fem Arter af Ost og Smør af fineste Mærke.

Lone Hørslev: Afsluttende digtserie i Ærgerligt, ærgerligt - uddrag:

BLOMSTER VISNER, CHOKOLADE FEDER, SIG DET MED ORD/ bekendelser./ Jeg ville stadig spise stjerneabis og dild på mine cornflakes/ bare for at få din opmærksomhed./ Drikke dåseøl med sugerør./ Give dig syltetøj og søde ord på krydderbollen/ og stadig mere sære OVERRASKELSER, hvis det ellers er det, du vil have./ Jeg elsker at spise mig en pukkel til/ i de sødeste drømme, det indrømmer jeg uden at rødme, og jeg spiste også/ gerne en ordentlig portion havregrød mere, hvis jeg bare ikke lige/ allerede var så mæt

Kirsten Hammann: Fra smørhullet, et afsnit med overskrift:

28/11 - Slikblanding
Mettes foretrukne slikblanding for tiden: Et stk. Schweizerdrop + to spejderhagl. Alle tre bolcher skal i munden. Kan anbefales. Blandingen af pebermynte, salmiak og chokolade er virkelig god./ Hvis der er lidt rigtig sult oven i lækkersulten, varmer hun ovnen op til 200 C, hælder tortillachops i et fad og fordeler en håndfuld revet cheddarost over. Uhm. Hun er ikke så interesseret i chokolade for tiden, det skifter jo sådan noget. Har købt to dåsser skumfiduser til skabet (der var juletilbud i Brugsen), men hun har faktisk ikke lyst til at spise dem.

VELBEKOMME! 

Lækre lokalnyheder

I forbindelse med research på After Hand-forfattere til en kommende Bloghpost, faltd jeg på InforMedia over disse to fantastiske lokalvinklede nyheder om Nikolaj Zeuthen og Kasper Nørgaard Thomsen fra henholdsvis Frederiksberg Bladet og Jyske Vestkysten (sønderjyllandssektionen):

Nu er det ganske vist. Byrådet har komfirmeret, at Rasmus Seebach og Nikolaj Zeuthen er valgt som henholdsvis Årets Frederiksberg Kunstner og Årets Frederiksberg Talent 2012.

Rasmus Seebach blev allerede sidste år indstillet som Årets Kunstner af bl. a. Socialdemokraterne, og Kultur-og Fritidsudvalget har igen i år modtaget et overvældende antal indstillinger på netop Seebach. Så valget var ikke svært.Rasmus Seebach er født i 1980 og har haft en kometagtig karriere. Det er blot tre år siden han debuterede med sin første single og er bl. a.blevet fremhævet for sin særlige evne til at skabe melodier og tekster, der rammer lige i hjertekulen. I flere af hans tekster dukker Frederiksberg op som kulisse til personlige fortællinger om barndom, ungdom og dét liv, der leves lige nu.Hans plade " Engel" har solgt 155.000 eksemplarer og dermed fået femdobbelt platin.Det er der ikke mange, der kan gøre Seebach efter.Borgmester Jørgen Glenthøj ( C) siger i den forbindelse: -Hvert år uddeler vi priserne Årets Frederiksberg Kunstner og Årets Frederiksberg Talent til to af byens kulturpersonligheder.En glædelig og tilbagevendende begivenhed, hvor vi i kommunen får lov at sige tak for alle de oplevelser vi får via kunstnernes store indsats. Og heldigvis er der altid rigtig mange dygtige kunstnere med tilknytning til Frederiksberg at vælge i mellem.Formand for Kultur-og Fritidsudvalget Morten Jung ( B) begrunder valget af Rasmus Seebach således: -Vi vil i kultur og Fritidsudvalget gerne kreditere for refrænerne der bider sig fast, for ærligheden og de rørende ballader, og for at Rasmus Seebach så åbenlyst deler glæden over Frederiksberg som baggrundskulisse. Årets Frederiksberg Talent, Nikolaj Zeuthen, er født i 1977 og debuterede med den anmelderroste digtsamling " Oliebål" i 2009 og udgav allerede året efter romanen " Verdensmestre". Begge udgivelser byder på samfundskritik og en bittersød skildring af familielivet. Nikolaj Zeuthen roses for sit knivskarpe portræt af sin egen generation med både vers og prosa. Nikolaj Zeuthen har i år udgivet digtsamlingen " Frivers fra Howitzvej" samt dramaet " Voksenfest", der begge har fået fine anmeldelser. Om valget af Nikolaj Zeuthen som Årets Frederiksberg Talent siger Morten Jung: -Nikolaj Zeuthen er blevet valgt på grund af sine mange lovende udgivelser, og den humoristiske og interessante udlægning af sin egen generation. Det bliver spændende at følge hvilke skildringer af verden, der kommer fra udsynet på Howitsvej næste gang.Overrækkelsen af priserne finder sted i løbet af efteråret og annonceres i lokalpressen.

Københavner skriver roman om Als

ALS: 39-årige Kasper Nørgaard Thomsen fra København har udgivet romanen » Termostatens nat « . Bogen udspiller sig på Als, og det er ikke tilfældigt. - Min mormor og morfar byggede et sommerhus i Fynshav i 60' erne. Og dér er jeg kommet hele mit liv.Så selvom jeg er københavner, så betyder landsdelen meget for mig. Jeg kan ikke holde mig væk fra Asserballeskov, siger Kasper Nørgaard Thomsen.Hovedpersonen er en navnløs morder, som befinder sig på Ærø. En dreng falder ned fra himlen til ham og sammen sejler de til Als. Romanen trækker på historien om forfatteren Herman Bang, der blev født i Asserballe, og krigen i 1864.- Bogen foregår først og fremmest i Asserballe, men er også forskudt i tid, da den trækker på krigen i 1864. Den foregår i et tidløst rum, hvor morderen og drengen opholder sig, siger Kasper Nørgaard Thomsen.I romanen mister morderen drengen til det kapitalistiske samfund.- Det kapitalistiske samfund fjerner drengen og fører ham til Alsion, hvor morderen leder efter ham, siger Kasper Nørgaard Thomsen. Kasper Nørgaard Thomsen er udannet på forfatterskolen og » Termostatens nat « er Kasper Nørgaard Thomsens femte roman.Den er udkommet på forlaget After Hand. kat.

To mænd ude at køre med en huskeseddel

dette er bare en huskeseddel, der skal huske mig på at gå ind og se den udstilling, "Life Clock", som min yndlingskunstnergruppe A-Kassen har kurateret i Den frie udstillingsbygning, jeg illustrerer min huskeseddel med en collage (på auktionssprog hedder et papirklip en collage nemlig) klippet af Albert Mertz i 1963 - på netauktion lige nu hos Bruun Rasmussen, titel: "To mænd ude at køre" (A-Kassen er en trio)

Spiselig litteratur ! ?

Jeg skal som "KENDT IRMAKUNDE" - noget har al den product placement i bloggen været godt for! - i morgen eftermiddag fotograferes og interviewes til butiksbladet IRMA KRYDDERIET, hvilket jeg er meget stolt over og spændt på, og er på forhånd blevet spurgt, om jeg kan fremhæve en "forfatter der er god til formidle passionen for mad? Nulevende og blandt klassikerne". og hvis vi nu bare holder os til DK, hvem og hvilke titler kan man så finde på? spørger jeg bloglæserne, her er, hvad jeg fik nedgriflet sent i aftes i sommerhuset, men jeg mangler garantrisset alle mulige oplagte navne og titler:

Schade: Kællingedigte
Helle H: Hus og hjem
Jensen: Frokosten
Blixen: Babettes gæstebud
Hammann: Smørhullet
Højholt: + 1 remse, Kongen ankommer til cafeteriaet ved havet
Gustav Wied: Ædedolkeklubben i Livsens Ondskab
Theis Ørntoft: Wasabi-digt (meget Irmask)
digte (skal lige tjekkes op) af Benny Andersen, Klaus Høeck, Lone Hørslev, Halfdan, Jac, Rif (Fasan), måske faktisk prosa af Jan Sonnergaard ...

her (første linje kun af) tungebrækkerremsen fra +1, som jeg engang råbte op til et fint kultur + mad-arrangement, arrangeret af Claus Meyer, i Nimbushallerne, lige ned i hovedet på de dyrt og fint spisende, på et tidspunkt, det er virkelig sandt, forsøgte en kvindelig spisende at skubbe mig ned fra stolen (eller var det faktisk selve bordet), jeg stod på, men jeg stod fast - mit livs (foreløbigt) eneste sande avantgarde-moment:

snaps fars kapers ribs laks asters sovs gips labskovs østers slips turnips

- og hvorfor kan man ikke købe slips i Irma (nu kineserne også går med slips!)? Eller gips?

Godnat til dagligstuen - LIVE

Det er lidt perfekt sådan hen på eftermiddagen at cykle hen til et smukt strandhotel og sætte sig i den blomstrede sofa i dagligstuen og være på nettet en halvanden times tid og besvare sin post og copypaste og afskrive og - som LIGE NU - live-skrive sine blogposter og skimme de andres uden andre forstyrrelser end tussende gamlinge (og OK lidt EM i går og i dag LIGE NU pænt irriterende smukke, unge og gamle, nordsjællandske mennesker til bryllupsreception), og så cykle hjem igen til ingen overspringshandlinger, ingen netrelaterede i hvert fald, og de er langt, langt de fleste, til ren læsning og pur skrivning - og hvis nu bare strandhotellet kunne ligge i København, og fx oppe Valby Bakke, så fik man også motionen, overfor Zoologisk Have, inde på (i?) Søndermarken, så!

Thøger tøver

Byger, der står og stammer,
det er den danske j-j-j-jammer

Hvorfor er det ikke Robert Corydons spøgelse, der er finansminister?

undervurderet, dansk digter (1924-1984), forfatter til bl.a. flere bind Calligrapoetica (jf. den smukke udstilling på afsnitp.dk her, der stadig er åben)

så ville skattereformen have set anderledes lovende ud:

Stenet cirkelræs

Skumfiduser
som bevidsthedens unedbrydelige rundkørselsmonumenter for
skamfadæser

Sylsalvet

Rolig dér, solselv,
du er endnu ej sælsolvent

Jeg taler ondt om græs igen - som altid

Græs er grynet, grimet, granuleret grus!

Næstsidste strå

En stråmand med høfeber
er en selvmordsbomber
flere gange dagligt -
med en stråhat kan han
være det med stil -
en ordentlig stramaj-sombrero

Gaverne under SUTtetræet

Mørkeræd er sagtens at kunne
se sine hænder for sig og mærke
dem i mørket, men at være bange
for alle de hænder, man hverken
kan se eller mærke i mørket, at
mørket er fuld af hænder, der føler
sig frem mod dig, at mørket er
én stor hånd, der folder sig om dig
- jeg er lidt mørkeræd lige nu

*

Måner under den samme
nu 3. måne, der ikke har
set noget lignende, men
det har vi: hinanden: Hey!

*

Mathiesens Bonjour, Monsieur Satie
burde have heddet Satie-slæng, nej,
Satie-slængkappe

*

i pivåben juni, i løsladt juli, i fritgående august,
i jernbanesaboteret september,
i aktualiseret oktober, i lækket november,
i decimeret december

*

bar-skrive digte, vrik-skæve digte

*

Landslangforsøg: Brug hjelmfyldet!

*

Høfeberpoetik: Mit nys vrænger 

Dyngvåd aforisme

Hvis regnen var rhinskvin
ville himlen raskere
som en rasende lille elv
ruinere sig selv.

Jylland bid for bid op i en spids

et tvært sted

en renfærdig skive

en ålende bæk

en stedt kande

et skandaløst gen

Det regner på sommerhuset som det regner på sommerhuset som det regner på sommerhuset

Hvad er pointen ved et sommerhus,

hvis det står midt i et regnslot,

der står midt i en mismodsbunker,

der står midt i et sensymbolistisk spejdertelt,

der bare er et sent symbol på sig selv - ?

Codanhus er Torneroses slot

I mangel af dagens avis kom jeg denne morgen til at læse i Berlingske Business Magasin, og virkelig hårdt med de alle bizarre og busy buzzwords over det hele; en klumme hedder Fra direktionsgangen, ”Berlingske Business Magasin giver hver uge ordet til en dansk topchef” (at være redaktør for Hvedekorn er det ikke også, i litterær sammenhæng, at være topchef? Jo, det er!), denne uge en mand med det glade navn Mike Holliday-Williams, der er CEO for vores københavnske nabo, Codan – og incitamentsstrukturer, det lyder kvalificeret frækt, sikke de inciterer, strukturerne under din T-shirt, veninde:

Vi skal være sikre på, at vi har den rette serviceattitude, hver eneste gang vi har kontakt med kunden. Derfor arbejder vi også med udvikle kulturen ved hjælp af f.eks. intern kommunikation, incitamentsstrukturer, rekrutteringsprincipper og introduktionsprogrammer./ Walt Disney sagde: ”Du kan fantasere dig til, skabe, designe og bygge det mest vidunderlige sted på jorden – men det kræver mennesker, hvis det skal blive til virkelighed.”

Så vidt jeg kan læse, sammenligner Holliday-Willimas forsikringsfirmaet Codan med forlystelsesparken Disneyland, og det er da en højst spooky og afslørende jævnføring, tænker jeg, der har været i Disneyland i både Californien og Paris – forsikringsagenter (hedder det stadig det?) som ”Pirates of the Carribean”, hule, monotone, mekanisk skræmmende sørøvere – holiday indeed!

Kandestedvejen er (ikke ligefrem) Mississipi

Vel er jeg ikke Huckleberry Finn, men lige nu er Kandestedvejen våd som en provinsiel og bedrøvelig parodi på Mississippi; det lømmelregner helt vildt, og jeg havde planlagt at cykle over til Hjorts Hotel og tjekke mail og blogge en smule, når jeg havde læst Huckleberry færdig, og det har jeg nu, og det er en fantastisk god roman, frit strømmende og energisk zigzaggende akkurat som den ægte Mississippi, og med en sindrig malstrøm af en slutning, der til allersidst sender Tom og Huck og Jim i vejret og tilbage på gyngende højkant, men i forhold til, hvad Huck og Jim udsætter sig for af livsfarlige eventyr på deres tømmeflåde-odyssé, er det jo ærligt talt noget sølle, at jeg ikke drage ud i regnen og gøre mig lidt våd, når jeg har den ædle mission at poste blogposter, klokken er nu halv fem, jeg tror lige, jeg venter en halv time og ser, om det ikke skulle klare op en smule, men hvis det ikke gør, lover jeg at  iklæde mig min mors gamle, lyseblå regnfrakke og trodse elementerne, og jeg som troede, at min store bedrift i dag var at cykle de 7 + 7 km. frem og tilbage til Aalbæk .- i melletiden afskriver jeg et pænt udødeligt afsnit om floden og natten og stjernerne fra Mark Twains store drengebog (Ole Storms gæve oversættelse):  

Sommetider havde vi hele den store flod for os selv det meste af natten. Langt ude var der bredder og øer, nu og da et lysglimt – der var et lys i et vindue og sommetider kunne man se et glimt eller to ude på vandet – det var fra en flåde eller en pram, og måske kunne man høre en violin eller sang ovre fra et af de andre fartøjer. Det er dejligt at leve på en flåde. Vi havde himlen over os, helt oversået med stjerner, og vi lå på ryggen og så op på dem og diskuterede om de var skabt eller bare var kommet af sig selv. Jim holdt på at de var skabt men jeg holdt på at de var kommet af sig selv. Jeg mente at det ville have taget for lang tid at have lavet så mange. Jim sagde at månen kunne have lagt dem og det lød jo meget rimeligt, så jeg sagde ikke noget imod det, for jeg havde set en frø lægge næsten lige så mange, så det kunne altså gøres. Vi så også på stjerneskuddene der fór som en streg over himlen. Jim holdt på at de havde været uartige og var blevet verfet ud af reden.

- klokken er nu halv seks, og det regner så ledt som nogensinde, og jeg vil jo for for fanden heller ikke søle hotellets dagligstue og blomstrede sofa til, jeg venter lidt endnu …

- klokken er nu halv ni - !

Jeg har fået en bule af at gå ind i taget på terrassen - som altid

en bille med en bule stor som en fastelavnsbolle lider ikke af byldepest, den kan roligt ællebælle på den lede halmballe

Jeg siger noget dårligt om græs - som altid

Det grusomme og gruelige,
grotesk begrædelige og anti-grinagtige,
giftiggrønne, græsselige, græsselige
græs, gid det var grånende!

Jeg har brat fået høfeber - som altid

Min høfeber er fuld af nys
som en høstak af lutter nåle
er fuld af de nåle,
utalligt skarpt lige præcis.

Falsk blogpost i skyggen

Denne blogpost skriver jeg på et almindelig word-dokument ved skrivebordet i sommerhuset, og senere går jeg så over til Hjorts Hotel og sætte mig i den blomstrede sofa i dagligstuen og connecter mig på deres w-fi og copypaster teksten ind i en post – sammen med nogle mindre poster, jeg har skrevet I HÅNDEN – og det føles meget, meget forkert og i den grad som snyd, en blogpost skal skrives direkte i skabelonen og postes umiddelbart, sådan er reglerne, og dem bryder jeg her, hvilket jeg bliver så desperat over, at jeg går i Jørgen Leth-mode: Foran mig opslagstavlen med et billede af min far, hvor han må være lidt yngre end jeg er nu, fordi han re præcist døde, da han var på min alder, et bryllupsbillede af min far og mor, hvor de ser forelskede på hinanden, han med cerut i mund, fire billeder af min mor, to portrætter, et, hvor hun er glad og et, hvor hun er skeptisk/cool, et billede, hvor hun vandrer i sort frakke langs sommerhuset, og et billede af hende som en lille, ironisk smilende pige, et billede af mig, der sidder med langt hår og pandebånd i en mark på Malta og læser i en af Sven Wernströms trælle-bøger, et billede af min lillesøster, der viser sin nye cykel frem foran carporten på Korshøjen, bagved kan min mor ses bidende negle og Saab’ens ene baglygte, billede af min niece djævelsk kær, tre digte af mig, to fra 80’erne, der begge centrerer sig om vores nabo Klaus Rifbjerg, og et fra 90’erne, der vistnok er med i Næseblod-bogen, ingen af dem vil jeg naturligvis citere her, et digt fra 1982 af min fars gode ven, den brillante, afdøde filosof Esbern Krause-Jensen, der begynder sådan her: EN STILHED FULD AF LYDE, FULD AF VEJR DE RUM/ HVOR HAVET BRUSER FJERNT, OG MAN BLIVER SALIGT LILLE,/ FORDI DEN HØJE HIMMEL GØR SJÆLELARMEN STUM,/ SÅ FÅR MAN INDRE FRED, - OG DET VAR HVAD MAN VILLE, en tegning tegnet af mig, der forestille en sur, grønfjæset heks på en kost med raketmotor, påskrift: ”SANKT HANS 1982/ HUN BLEV REDDET” (henviser vistnok til en Alfred Schmidt-tegning i to dele illustrerende en anekdote om Bjørnestjerne Bjørnson: på et billede af en ræv, der angriber nogle fugleunger skrev han ” De blev reddede”),  diverse huskesedler og telefonnumre og visitkort og en såkaldt ”TØMNINGSATTEST, et billede af min mor (i overalls) og min lillesøster og min kusine, der spiller boccia nede på stranden, hvor jeg ikke har været forbi endnu, der har været foruroligende rapporter fra beboerforeningen om, at den sædvanlige nedgangsklit er styrtet sammen, det må jeg hellere tjekke – i morgen.

BLOGDAHL-EXKLUSIVT: MAi-TALE TIL JENSEN

Professor Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen (der fra nu af uddeles til en digter for hans eller hendes bog nr. 2) til René Jean Jensen; Tue Andersen Nexøs tale kan læse ovre på Promenaden, blog-co-op! (tak til AMM for publikationsæren):

Michael Strunge prisen 2012

Michael Strunge sagde om sin bog nr. 2, Fremtidsminder, fra 1980, at det var som om alting stod i den bog – han var heldigvis ikke beskeden på sin egen digtnings vegne. Strunge kaldte også sin egen svære 2´er et sansekatalog og en ”udskrevet” bog over tid og rum. Han blev ved med at kredse om netop dette digtværk i vores samtaler om hans forfatterskab. Fremtidsminder var lykkedes for ham, og den var et reservoir, hvorfra han hentede motiver og indtryk til andre senere digte. Han talte om, at her var han nærværende i sit eget poetiske rum. Efter en succesfuld debut er det vanskeligt at komme igen som digter og forfatter. Debutanter bliver som regel nogenlunde venligt og menneskeligt modtaget, mens ingen anmeldernåde bliver bog nummer to til del. Bog nr. 2 kan havne i hårde hænder, og den kan nemt vise sig at være et flop, der brat stopper alt videre professionelt digterliv og ditto dagdrømme.  Modtagelsen af Strunges Fremtidsminder var blandet, men Poul Borum afgjorde nok sagen ved at pointere, at man i Fremtidsminder bliver indtaget af digterens personlige billedverden, som han hele tiden er i stand til at aftvinge nye aspekter. I Strunges tid var der ikke så meget tvivl om, hvornår man var debuteret; det var man med sin bog nr. 1, der udkom på et professionelt forlag. I dag stiller sagen anderledes. Ofte udsender de unge digtere og forfattere små pamfletter og hæfter på forlag, der forsvinder lige så hurtigt som de er opstået.  Man kan kalde det debut´er eller små prøveballoner, som ofte får et kort og flyvende liv. Sådan har det i al fald været for René Jean Jensen. Det første lille hæfte udkom i 2001 på Basilisk med titlen, Opvågningsbog. 16 sider til en rund tyver og for længst udsolgt fra forlaget.  I dag en sag for samlere. Så gik der mange år og så kom der lige i to bøger i rap i 2010. Debutbogen med prosastykker, Om april, i maj, fra forlaget Anblik, og den suveræne to´er, digtene , Jeg har planlagt at dagdrømme. Den ligner overhovedet ikke Michael Strunges Fremtidsminder, og så alligevel kan man nok med en vis snilde sammenligne bøgerne og finde berøringspunkter. Som Fremtidsminder er Jeg har planlagt at dagdrømme en bog, hvor man næsten synes at alting står. Den er et katalog over sprogvendinger, sansninger, oplevelser, paradokser og indfald. Vi er i en talende digtnings spor, i et hverdagsunivers, der kan åbne sig både for drøm, vision, fantasi og surrealistiske syner, selverkendelse og selvhad, og vi er i et spejlkabinet af jeg-figurer. Også selve titlen har en efterklang af Strunge - i al fald i den parodiske del af hans digtning. Bogen er et fletværk af formuleringer og indtryk, der veksler og af og til får man næsten en post-Strunge-fornemmelse, når man læser et digt som følgende:  

Jeg er endda lidt
misundelig på den måde
du er ingen
på

og nu er det min tur
til at være urimelig

nogen skal straffes
for ikke at være mig

vinduerne blækker

jeg ville gerne være
i nuet men det står
uden for mig

med fugle i.

Her er vi i en heldig kombination af en slags post-Strunge og post- Højholt poesi, og det er godt at være her som læser og en meget speciel erfaring at gå på opdagelse i bogens jungler af ord. Indimellem kan det bliver næsten for meget, halsen snører sig sammen, når man skubbes videre, før man får tænkt færdig over formuleringer som ”hvordan gøres den hjernevaskede beskidt igen?”.  ”Alt det sprog, det gør mig trist” (s. 22) – siger digteren, og læseren nikker, men sådan skal det være. En bog af poetisk highlights er utålelig.  Jeg kommer til at tænke på Erik Knudsen, der engang spurgte en kollega: Får du udskilt nogle ord for tiden? ”Ja”, svarede kollegaen. ”Gør det ondt?”, spurgte Knudsen; ”Nej”, svarede kollegaen. ”Så er det alvorligt”, konkluderede Knudsen.  Ofte synes man som læser netop sådan er det hos René Jean Jensen, og man tænker, at her – i netop i denne sætning - er der stof til en hel samling digte, men novelle, eller måske en roman i den enkelte sætning.  Tænk at læse en novelle med begyndelsesordene, ”Jeg har planlagt at stå på jorden og gynge på hælene” (s. 51), en roman med slutningen ”Køerne står tilfredse, smilende i aftenlyset” (s. 51) eller et digt med begyndelsesordene ”Agurkeduft i gaden” (s. 53). Sådan et digt kan man læse hos René Jean Jensen, og det gør læseren sulten efter flere ord, flere agurker, mere poesi og også gerne fortællinger.

Jeg har planlagt at dagdrømme opviser en ordkunst og sprogkunst, der kan sprede sig i mange forskellige retninger.  Der er noget i energien, det på en gang adspredte og det kompromisløse i projektet, der minder om midt tresser-generationen. Karakteristisk digter nok Rene Jean Jensen da også om en vis berømt Brabrand-hund, tilhørende en af disse digtere. Jeg tror, at det er godt og løfterigt, hvis bog nr. 2 er kompakt, næsten for fuld af sprog og ord, der måske vil falde ind i og ud af de følgende bøger, sådan som vi eksempelvis ser det hos Kirsten Thorup. René Jean Jensens bog nr. 2 ligner både et reservoir for nye bøger

Derfor fortjener bog og digter Michael Strunge-prisen 2012!

Den blomstrede sofa, fagligstuen, Hjorts Hotel, Kandestederne

PÅ!

(fortsættelse følger)

Sort skærm i sigte! Sagte og sart skræmmende!

Jeg tager op i sommerhus nu, men har ikke været i stand til at få styr på netforbindelsen, som deroppe bliver nødt til at være sådan et grønt lysende 3-usb-stik, jeg har ikke opgivet endnu, men det ser mystisk mystisk fucked ud og har sikkert noget at gøre med, at jeg i mellemtiden er skiftet over til en Mac-computer, jeg vidste, at en dæmoni ville slå ud før eller siden, SÅ MÅSKE VIL JEG i 3 DAGE, TORSDAG, FREDAG, LØRDAG IKKE VÆRE I STAND TIL AT BLOGGE, JEG VED, DET GØR ULIG MERE ONDT PÅ MIG END JER; MEN JEG KAN IKKE LADE VÆRE MED AT HÅBE, AT I FÅR DE ALLERMINDSTE ABSTINENSER, EN LET DIRREN I VENSTRE SIDE AF HØJRE PUPIL FX - VI SES PÅ DEN ANDEN SIDE, JEG HÅBER VIRKELIG IKKE, AT JEG BLIVER TVUNGET TIL AT HOLDE FAKTISK FERIE - I SATANISK SOLSKIN!

Vor tids Strunge - RJJ - nægter at runge

Jeg bør have styr på alt (smalt) litterært, så hvorfor er den revitaliserede Michael Strunge-pris blevet uddelt til René Jean Jensen - et valg jeg helhjertet bifalder og frygteligt gerne have bifaldet helt KONKRET - på en ukendt lokation og med flere taler, heraf en ved Tue Andersen Nexø (iflg. (han var også til stede!) Martin Larsens blog Udpost) UDEN MIT VIDENDE (men OK, måske er det min altid overfyldte postkasses skyld!?); nu sidder jeg her og føler mig snydt for deltagelse i fortjent bifald og alt, hvad jeg har, er denne mildest talt skaldede pressemeddelelse fra - af alle steder DR, iflg. hvilken det er Gyldendal, der har overrakt prisen, og jeg har også altid gerne villet møde Gyldendal in person:

René Jean Jensen tildeles Strunge-prisen

19. jun. 2012 13.19 Kultur Opdat.: 19. jun. 2012 16.00

Den 19. juni, på Michael Strunges fødselsdag, overrækkes prisen i hans navn til en skønlitterær forfatter. I år er det forfatteren René Jean Jensen, der skal hyldes for sin anden udgivelse. Han modtager prisen for digtsamlingen "Jeg har planlagt at dagdrømme". René roses for en "fuldstændig sikker, aldrig svigtende sans for sætningernes musik og rytme" af komitéen, der har udvalgt "Jeg har planlagt at dagdrømme" til prisen på 50.000 kroner. Digtene i samlingen roses for at være skønne, morsomme og intelligente.  René Jean Jensen er uddannet fra forfatterskolen. Han debuterede i 2010 med prosasamlingen "Om april, i maj". Michael Strunge-prisen overrækkes i år af Gyldendal. Digteren Michael Strunge blev født den 19. juni 1958 og begik selvmord den 9. marts 1986. Han nåede i sit kort liv at udgive 11 digtsamlinger.

MEN TILLYKKE RENÈ! Med så suverænt konverserende (frem for SKRIGENDE!) at opstille drømmens husholdningsregnskab (frem for at FOLDE dens FANER UD) med livlig listighed (frem for LIVETS HASTIGHED)

Er litteratur sundt for rappere (og omvendt)?

Spøjst at tænke på, at jeg for ni år siden var i Deadline med Niels Lyngsø, som dengang stadig var fundamentalistisk tørvetrillende lyrikanmelder på Politiken, for at diskutere Jokerens raptekst-opsamling Storby Stodder, som han var genuint forarget over - diskussionen fortsatte ud af studiet og hen ad gangen i hedengagne Gyngemosen - at jeg ville betragte som ægte poesi og litteratur.

Siden udsendte Lyngsøs selv en rap-plade, Stemmejernet, af tvivlsom både rap-mæssig og litterær kvalitet, og nu udkommer Jokeren under sit borgerlige navn Jesper Dahl med en næsten helt rap-fri samling digte og prosastykker/klummer, betitlet Det er bare ord  som jeg i går anmeldte sukkende kritisk. Det kan man da kalde skæbnens sarkasme.

Jeg vil ikke tage noget ansvar (via min rap-hype, i antologien Poesi dér og rundt og omkring) for Jokerens litterarisering, hans primære bogpusher er angiveligt Henrik List: Tidligere nøjedes Jokerino med at navnedroppe Dan Turèll, men i den nye bog er der ingen ende på shout outs til digtere fra Rifbjerg til gudhjælpeme Morti Vizki - plus deciderede gen/omskrivninger af tekster af Rimbaud, Ginsberg, Nietzsche, Turèll og (jep!) Laugesen, og det er alt sammen, egenskrivning og gen/omskrivninger, frygteligt (dødbringende adjektiv, brugt et par gange i anmeldelsen) sympatisk, men når der ikke er nogen rim i Jokerens tekster, så er der hellere noget dynamisk, egensindigt rum at operere sprogligt i, jf. her begyndelsen på hans ivrige, men fade versionering af Laugesens Hamr & Hak og sammenlign med originalens flænsende ævlen:

Hvad er forskellen på realisme og virkelighed egentlig? Realism, den rigtige isme, rigtisme. er det i virkeligheden muligt? Er det sandheden? Åh nej, nu ikke den igen. Så hellere overrealismen? Og hvorfor stoppe der? Hvad med superrealisme? Megarealisme? Udivdet virkelighed? Udvikrelighed. Indvirkelighed. Hvilken indvirkning har realisme på os? Den findes jo. Virkeligheden i modsætning til sandheden. Prøv bare at slå hovedet ind i væggen igen. Nåer du løber panden mod muren, rammer du virkeligheden. Så vil jeg hellere hamre og hakke mine tanker ud og lade ord og flyde anarkistisk frit for netop at sætte dem fri og gensidigt respektere deres ligeværd.

      De endeløse perioder med renskrivning af ting, der allerede længe har kunnet nøjes med at være det de er. Den endelige form: en bog (& en demonstration af, hvad en "bog" er - med rødder i alle processens detaljer). det fortsætter, og det skifter karakter, det er ikke længere det samme, & det betyder stadig ikke andet end det er. Hvis det stadig var det samme, ville det ha påtaget sig en hel flok af betydninger, som det hele tiden skubber fra sig eller nægter at møde, fordi det er en anden tid måske, eller fordi det blir hængende i en tid, der mere er det, der er./ Og på mere/ end een måde/ & nogen vil sige nåde/ er det illusion/ (men lad mig gemme "måde & nåde" til senere)./ og alligevel sætte det som overskrift til kapital af (ja, af hvad, hva?) - hammerv & persillehakkerf/ a hammer & hakkert/ hame   hamr & hak

Da jeg i 1999 (nittennioghalvfems!) holdt tale ved uddelingen af Maarum-prisen (for første gang er jeg faldet over listen over samtlige prismodtagere, og den er for vild: 1998 ikke uddelt 1997 ikke uddelt 1996 ikke uddelt 1995 Sofie Gråbøl (f. 1968) 1994 Erik Mortensen 1993 Tivoligarden 1992 Lisbet Dahl 1990 Anna Sophie Seidelin 1987 Otto Leisner (1917-2008) 1986 Poul Hartling (1914-2000) 1984 Tage Mortensen, f 1932 (1932-2001) 1983 Erik Balling 1982 Michala Petri (f. 1958) 1981 Jette Hecht-Johansen (1921-1999) 1980 Frits Helmuth (1931-2004) 1979 Claus Toksvig (1929-1988)!!!!!!!!!!!!!!)  til Malk de Koijn nævnte og citerede jeg både Halfdan Rasmussen, Per Højholt og vistnok også Edward Lear, og et par år senere remixede Tue Track Højholts Turbo- plade, og flere år senere har Geolo G og Blæs Buggi medvirket i rap/teater/(tryl)forestillinger ligesom især Blæs har tekstskrevet til andre sammenhænge, men hver gang på et - om jeg må sige - rappende grundlag. og det er forskellen i forhold til Jokeren, der så frygtelig gerne vil være rigtig poesi- og prosa-forfatter og derfor blegt, men nu og da ok proft reproducerer diverse, mere eller mindre i sig selv klichéplagede litteraturskabeloner, mest proft (fordi en (klart mindre kunserisk formående og formuende) prosa-fætter), men også mest klichéplaget gonzo-stilen, mens Malk-drengene slår sig vildt og voldsomt i rap-tøjret og derfor formår at flytte og ekspandere og bare optimalt udfolde samme tøjr. 

Outsiderspecialitet: Ordatomisering

Definition: At destillere ord ud af ord med komma eller punktum

Specialitet i Asger Stig Møllers sidste bøger, her et ex. fra Manden der så fontænerne, 2004

GROTTERNES ANKOMST

S,angeren
K,rist ku k,omme
i den r,inden af v,andet
s,om ku b,ære K,ristens kr,op
og p,å f,lugt
Vi s,å gennem risten v,andet
G,rotterne kommer!
De t,ager ingen f,anger.
Intet pr,ejer du som du helst vil.
I ald,rig restskrevne r,evner
eller indsigter.
I hellige, jeg k'ender jeres lugt
og tugt i msøgerne
i det meningsløse
rige
hvor skizofreni er oplevelses politik ...

- G,rotterne kommer!
S,angeren:
G,em j,er i operaens h,åndf,lader

Og virus i Vagn E. Olssons splinternye Mysterier 1, en lille sekvens:

A.SKE
P.ØSE
V.ÆDE
P.Å

V.ILD
A.VE
G.ØDE/Å
N.O/YDE/OGLE

Jeg, LB, siger: Ak-K.U.-rat!

Vidunderlighed er vidunderligere end prunkløshed

Hvis det nu ikke var fordi, Erik Skyum-Nielsen i sin litterære forårsrevy i forrige uges litteraturtillæg i Information havde ligestillet Agnete Braads debutroman Som om hun bare lagde røret på og forsvandt med tredje bind af Christina Hesselholdts Camilla-serie (IKKE IKKE IKKE en trilogi!) Selskabet gør op, ville jeg nok ikke have snuppet en dublet af Braads bog på avisen og spildt et par timer på at læse de 166 sider med store bogstaver; før Skyums komparation og efter Kamilla Löfströms og Nanna Gouls uglade anmeldelser mente jeg velsagtens, det var rigeligt og alt nok, at jeg havde blog-polemiseret mod det vældige, privatiserende interview i Information, og at forfatteren havde svaret hårdt tilbage om at glæde mig til min fasters død, og at jeg havde citeret og svaret igen i en forfattertræt WA-kommentar, og at vi havde hilst venligt og insisterende på hinanden på Louisiana, forfatteren og jeg, hvor hun, forfatteren arbejder (da jeg havde walket og talket om hvilken fordring myldrende kunstværker stiller til romanen om at form-forny sig radikalt HALLO!), men nu kan jeg ikke lade være med atter at erklære ufred, dette er hvad Skyum skriver (sigende at han bruger lige så mange adjektiver på Braads virkelige mor som på romanen - og vi husker, at han tidligere i artiklen roste Hesselholdts bog for at beskæftige sig "med nok så smertefuldt materiale: sygdom (både fysisk og psykisk), smerte, skilsmisse og opbrud, men at gøre "det med et vidunderligt og voldsomt smittende sprogligt overskud"): 

Fuldstændig forskellig herfra (Stine Pilgaards Min mor siger) er formen i Agnete Braads debutbog Som om hun bare lagde røret på og forsvandt, fortalt af kvinden, der inden for lidt over et år møder en mand hun kan lide, bliver gravid, føder sin datter og ikke mindst mister sin mor, den bandende og besværlige og kontroversielle og karismatiske og højrøstede og herlige sognepræst ved Sankt Stefans Kirke Anne Braad. På titelblad og omslag står ’roman’, og der forekommer fiktionaliserende indslag, men det meste er nøgent dokumentarisk (eller i det mindste nøgternt realistisk) og holdes sammen af en prunkløs, velgørende ukunstlet, knap og konkret fremstillingsform. Moderens galopperende kræftsygdom og afklarede dødsforberedelse giver selvsagt anledning til tilbageskuende familieopgør, men den kritik, som fremsættes over svigt engang, overvindes suverænt af den kærlige forsoning, hvad der gør bogen til et ægte og værdigt stykke sorgarbejde. Kald det så autofiktion eller ej. Nået hertil kunne det måske være betimeligt at påminde om, at også den prunkløse og anti-ekspressive realisme er en form, og at også den som ’roman’ arrangerede dagbog er en genreblanding. I den til tider lovlig indspiste kysse-kramme-lefle-rose-klub, der med f.eks. Forfatterskolen, Testrup Højskole og den hensygnende blog Promenaden for tiden skal gøre det ud for avanceret dansk litterær debat, synes der at herske bred konsensus om at fremhæve Christina Hesselholdt som noget i særklasse specielt. Men hvad hun laver, er i mine øjne blot pludre-plapre-bøger på højt niveau.

Jeg ved ikke, hvorfor Skyum har så stort et behov for at rose Agnete Braads bog, måske pga. hende den adjektiv + adjektiv + adjektiv + adjektiv + adjektiv + adjektiv + adjektiv mor og præst (og det er helt rigtig (og insisterende meningen) at familieopgøret overvindes af kærlig forsoning, det er bare ikke en forsoning, der rækker til morens bitre eksmand, som totalt uforsonligt og vrængende (men uden sprogligt/karikerende overskud) udleveres). I mine øjne fremstår det, han kalder prunkløs, ukunstlet, knap, konkret, nøgent realistisk, nøgternt dokumentarisk fremstillingsform (stil er et mere prunkløst ord) for det meste som uinspireret, sjasket skrevet, vilkårligt/kedeligt detaljeret virkelighedsreferat, her et eksempel:

Juledagene var iskolde, der faldt så meget sne, at vi knap kunne køre ind og ud fra Frederiksberg Allé. Jeg begyndte at tage elevatoren op, når jeg kom hjem, selvom det var for tidligt at have det sådan, tre måneder før jeg skulle føde. Måske var det vinterstøvlerne, der gjorde det værre, tungere, og svømmehallen holdt lukket mellem jul og nytår. Vandet var ellers det eneste sted, hvor maveskindet ikke kløede. Vi tog til Louisiana med svigermor Susanne. Hun syntes, det var synd, jeg ikke havde været der, siden jeg var barn, og Jonas havde et kort, så jeg kunne komme gratis med som gæst.

Når jeg læser den slags, tænker jeg: Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? Og hvad så? I små hjørner af teksten bestræber Braad sig pludselig på at få dynamisk, opfindsom gang i sproget og det er ikke altid ueffent, fx sådan her: "Vi trak mælken op af brønden, spandevis, fulde læs, pumpen knirkede metallisk, muldjord under sneen, bregner under bordet, vi kørte til møllen, malede mel, bagte brød, vaskede hvide lagner, vaskede mælken, vaskede melet, vaskede væggene ned." Men disse stilige undtagelser understreger jo blot, hvor græsseligt gråmeleret reglen er. 

Og nu vil jeg så slå tilfældigt op en to tredjedele henne i Selskabet gør op og demonstrere den himmelråbende kvalitative forskel på "prunkløs og anti-ekspressiv (hvad fanden betyder det ord? at sproget nægter at være udtryksfuldt?) realisme", der rigtignok også er en form, bare en kedelig én, og en pludre-plapre-bog på højt niveau. Og hvad så? Og hvad så? vs. Mer vil have mer associativt perlende - 4 punktummer:

Jeg husker at vi kort efter dette optrin tilfældigvis kom til at se en udsendelse om voldelige hustruer, alle sammen fra den engelsksprogede verden. Der var en kvinde som flere gange havde forsøgt at køre sin mand ned i indkørslen; det var en dramadokumentar, en (efter min mening) kun sjældent vellykket genre, fordi de illustrative scener der ledsager fortællingen som regel forsøger at dække den i et 1 til 1-forhold, de bliver afsnuppede og ufrivilligt komiske, fragmenter af fiktion stikker hovedet op af dramatisk musik, og man så en mand kaste sig til side for bilen med den rasende hustru og havne i hækken, og så en gang til for Prins Knud, i slowmotion (jeg skal lige sige noget vedrørende Prins Knud. For nogle år siden holdt jeg et foredrag om mit forfatterskab for danskstuderende i Gdansk, jeg gerådede i diskussion med dem om 'varme' og 'kolde' tekster, og jeg må på et tidspunkt (ophidset eller insisterende) have sagt 'en gang til for Prins Knud', for da jeg nogle måneder senere modtog et speciale fra en af de studerende som havde været til stede og taget noter under foredraget kunne jeg læse: 'Som Prins Knud engang har sagt, kan det godt brænde vældigt på under en teksts kølige overflade'. hendes specialevejleder var en dansk lektor, hun må have redet gennem specialet i galop), der var en en kvinde der altid stod på lur for at skubbe sin mand ned ad trappen, og så var der den allerværste kvinde, hende der en nat havde smeltet et utal af stearinlys på en stegepande, trukket dynen af sin mand og hældt den kogende stearin ned over hans skød. Man mødte den stakkels ægtemand mange operationer (ny hud, måske ligefrem splinternyt køn) senere. Jeg var glad for at jeg ikke tilhørte de voldeliges flok, at jeg kun havde stukket Kristian én eneste gang, at det var et uheld, brillerne knustes.

Quod erat demostrandum-dum-kugle gennem snemændenes flok!

Hvidvaskningsvederlag - en liste

(objekter drenge giver som betaling for at "whitwashe" et plankeværk, som Tom Sawyer i Mark Twains The Adventures of Tom Sawyer bilder dem ind er en en fornøjelse at "hvidvaske")

An apple
A Kite
A dead rat and a string to swing it with
Twelve marbles
Part of a jew¨s harp
At piece of blue bottle glass to look through
A spool canon
A key that wouldn't unlock anything
A fragment of chalk
A glass stopper of a decanter
A tin solider
A couple of tadpoles
Six firecrackers
A kitten with only one eye
A brass doorknob
A dog collar (but no dog)
The handle of a knife
Four pieces of orange peel
A dilapidated old window sash

Alternativt spørgsmål til samfundsfagseksamen i morgen

Hvor mange

jeger

har Mick

Jagger?

Flere eller færre end en jet-

jager-

eskadrille?

Verdens bedste tidsskrift (med verdens dårligste navn)

er givetvis Art and Literature, med den blærende undertitel "An International Review" der udkom i 12 eksklusive numre 1964-67 redigeret af bl.a. og ikke mindst (i Frankrig dengang bosatte) John Ashbery. Jeg købte den anden dag 3 velholdte, aura-emmende numre, nr. 3 og 5 og 6, til den latterlige pris af 100 kr. pr. stk. i det cool Kirkegaards Antikvariat i Gunløgsgade, ingen ende på de gloriøse navne, der bidrager eller er oversat (af gloriøse oversætternavne), John Cage, André Masson, Georges Bataille, Roland Barthes, Robert Rauscenberg, Öyvind Fahlström (husk at se hans kostelige Bob Hope/Mao-demo-film på Louisianas Pink Caviar-udstilling), Boris Pasternak, David Hockney, Kenneth Kock, Donald Barthelme, Gerard Malanga (Warhols senere indpisker som følsom poet), Antonin Artaud, Max Jacob, Jasper Johns, Laura Riding, foruden Ashbery selv, både som digter og som oversætter, bl.a. af Max Jacobs forunderlige prosadigte fra Raflebægeret:

THE  CENTAUR

Yes! I have met the Centaur! It was on a road in Brittany: the round trees were spaced out over the embankment. He is a café-au-lait color; he has conspucient eyes and his croup is more like the tail of a serpent than the body of a horse. I felt too faint to speak to him and my family, watching us form a distance, was more frightened than I. Oh sun! What mysteries you illuminate around you.

Og fra samme nummer, nr. 3, Autumn - Winter 1964, 2 af John Cages "26 statements re Duchamp" (dengang stadig levende Marcel)

The check. The string he dropped. The Mona Lisa. The musical notes taken out of a hat. The glass. The toy shotgun painting. The things he found. Therefore, everything seen - every object, that is, plus the process of looking at it - is a Duchamp.

Duchamp showed the usefulness of addition (moustache). Rauschenberg showed the function of subtraction (De Kooning). Well, we look forward to multiplication and division. it is safe to assume that someone will learn trigonometry.

- snotgrøn redaktørmisundelse!

Ikke Danmarks dårligste tidsskrift

er Femina. I sidste uge anmeldte Olga Ravn (der har det etisk dårligt med at anmelde på mange linjer i Information, men ikke med at skrive på få linjer i Femina - måske fordi der ikke er nogen i miljøet, der (indrømmer at de) læser Femina, men så copypaster jeg da bare) Rasmus Halling Nielsens Tvillingerne med disse præcise ord og 5 Femina-F'er ud af 6:

Det er en fest af en bog, Rasmus Halling Nielsen har skrevet. Hans digtsamling Tvillingerne (Samleren) flyder over med skriveglæde og livsglæde, samtidig med at den sitrer af uro og snigende neuroser. Tilsammen danner det en herlig nergi, der kaster ekstremt gode digte af sig. Små sjove og pudsige scener, der pludselig med en sætning eller et indfald bliver alvorlige, indsigtsfulde og overraskende. Halling Nielsen har udgivet en håndfuld gode bøger på mindre forlag, men sprænger nu igennem til de store forlags luftlag - og med bravur. der digtes med sikker og særegen stemme, i en kærlig og samfundskritisk stil. Jeg har svært ved at forestille mig andet, end at vi kommer se mange flere eksplosivt vilde og nænsomt fantastiske bøger i fra Hallings hånd.

Og med det seneste nummer følger en mini-paperback af (intervieweoffer i sidste uge) tryllebindende thriller Susanne Stauns Døderummet, den eneste Femina-medfølgende bog nogensinde, er jeg stensikker på, med rosende ord af mig på omslaget - signeret med mit dæknavn Weekendavisen:

"Ren thrillerhed, som (kun) Staun kan levere den: Gennem 30 sider ånder man praktisk taget ikke. Tak for det SUS i ondskaben."

Og til den ultrabilllge pris (i forhold til fx et nummer af WA) af 29,95 kr!

Læser bror søster?

Igen i dag en af de trælse lækker-rindalistiske reklamer for Politikens massive lørdags-kultursektion;, denne gang om de digte, den typiske Kultursektion-læser ikke gider læse eller høre læst op, men gerne vil læse om (en bebrillet poet i højhalset sweater knæler foran en mikrofon med en bittelille digtsamling):

HELDIGVIS KAN DU NØJES MED AT
LÆSE OM DEN MEST FØLSOMME POESI

Oppe i højre hjørne står med små bogstaver navnet på reklamefirmaet: MENSCH, hvis direktør er en vis Frederik Preisler, travl ekspert i alting og søn af filosoffen Peter Zinckernagel og bror til den bekendte, ikke ufølsomme DIGTER Juliane Preisler, som Frederik så åbenbart ikke orker at læse, hvis han kan nøjes med at læse om hende i Politiken: her er et af digtene fra Julianes seneste, følsomt kukkede og kukket følsomme digtsamling Drageånde (kan med en enkelt apostrof ændres til Dragéånde, får jeg pludselig øje på, altså dragé som i sukkerovertrukne lakridspastiller, købte senest en pose sort & hvide, der lignede en slags noir-piller (til helbredelse / til fremmelse af) på apoteket)

DEN MEST FØLSOMME POESI SKAL DU
IKKE NØJES MED AT LÆSE OM, LÆS PÅ!:

Forsøgsperson i
den skiftende årstid
Kuldemorgen, aftenlune,
gylden blæst i matte gader
hhhhhhhuuuuuuu
Går prøvende i hi i
svalereder
Ppiiippp ppiiippp
Pippippippip
Svømmer
i de regndryppende tagrender
Dop ... ... dop ... dopdop
Lader sig falde ud over
den dybe skrænt som med
vinger
TOK
Sten mod sten, på stranden
Hvor gråt skyller mod gråt,
og is smelter perlende
i de tørre rosers små ansigter
Dut ... dut ... dutdut
Tøbrud og stormskridt,
hvidt og grønt raslende
Rrrrrrrrtttttttttttttssssssss
mellem ærternes bælge
Og flammende bær i
den dybe sne, der helt
blødt
Dt
falder omkuld
mellem grene

Det der offensivt keder mig

ved Søren Ulrik Thomsens digte, som han står og læser dem op som Søren Ulrik Thomsen glimrende akkompagneret af Glemt Kvarter og voldsomt publikumstiljublet i Jazzhouse i går aftes, er ganske simpelt, at de aldrig overrasker eller overrumpler, at de HELT BEVIDST aldrig overrasker eller overrumpler, at hver linje hver gang er og SKAL VÆRE den mest forudsigeligt middle-of-the-road-bon-mot-SUT'SKE, man kan forstille sig (i det omfang ens forestillingskraft overhovedet påtager den slags kedsommelige opgaver, det gør min ikke). og fx den her: "Hver år på den dato/ der tilfældigvis blev din fødselsdag/ tager vi toget til Århus/ for at besøge din grav/ som nu engang er det sted i verden/ hvor du ikke er/ På turen op gennem byen køber vi blomster/ og taler som på enhver anden dag/ indtil vi står foran stenen/ Og på vejen tilbage regner det altid./ Eftersom intet af dette giver mening/ og alligevel finder sted/ må det være af største betydning."  Tænk hvis der (improviseret S+(11)7'sk) havde stået "må det være den største brandslange"! Ved siden af at være mere overraskende, havde det også været helt anderledes rammende og bevægende, vil jeg mene. Sammenlign med Theis Ørntoft, der parret med noget vel bastant fusion læste op af snart 3 år gamle Yeahsuiten og med nonchalant autoritet beviste, at disse bedragerisk letfærdige digte, sådan som vi i sin tid anede, vitterligt er nyklassikere, ikke mindst i kraft af deres agile og veloplagte spring mellem stemmespor og den HUMOR som diskurslegen oprømt-sirligt effektuerer; mit eksemplar af bogen gemmer sig et sted i bunkerne, og jeg kunne ikke lige net-finde et af de digte, Theis læste op i går, så her er et af de andre:
 "Fredspibe/ Sol på byens bygninger, en vildt god røv i løbebukser/ hej din lækre sæk! råber jeg/  fuck du er et svin! råber hun/ jeg fyrer af sted i den ligeste linie, men livet er ikke en retning/ selvom mange gerne vil anskue det geometrisk/ i den store forsimplings navn/ himlen er et herligt zigzag af flystriber/ det er sædceller der er uenige om/ hvad der skal befrugtes/ hvilket jeg også godt forstår, der er lidt uenighed omkring/ havde jeg indflydelse, blev der født langt færre idioter her på jorden/ min visdomstand bliver et faktum igen/ mit jeg trævles op så let som kødet på en kylling/ jeg hader at være uvenner med folk/ hvad enten jeg synes de er nogle idioter eller ej/ kom, vi ryger en fredspibe! får jeg lyst til at råbe til dem".  Og det er jo ikke bare fordi, Theis er ung og Søren Ulrik halvgammmel (men jo for fanden stadig ikke helgammel), alder er aldrig nogen undskyldning for at være kunstnerisk kedelig, ingenting er nogensinde en undskyldning for at være kunstnerisk kedelig.

Og Jens B og Girls at Airports eksploderede uimodståeligt taktfast funky - og tørrede gulvet af med den anden digter med skæg og alle dennes græsselige Dan T-platituder.

Og om eftermiddagen hørte jeg under noget ydmygere forhold, kunstspækket 2 værelses på Vesterbro, Kenneth Jensen og Rasmus Graff læse lovende op til reception for en anden levende 80'er legende, undergrunds- i stedet for overgrunds-, Vagn E. Olssons litterære comeback efter 22 års tavshed, Mysterier 1, som jeg desværre ikke nåede at høre ham selv læse malmfuldt op af, hvis han altså gjorde det; jeg er kun lige begyndt læse lystigt løs, men sådan her kan en 80'er-begyndelse også fortsætte:

GRÅDLABIL
GRØDHABIL

Svangerskabagtighed

Helt utroligt mange gravide kvinder på Gl. Kongevej her lørdag eftermiddag! Mange 100 virkede det som, men nok nok i virkeligheden 8-10 stykker, hvilket heller ikke er få. Tænk, hvis det var lige så tydeligt på forfattere, at de gik med svanger med en bog, og man kunne klappe dem (man kender!) let på maven (eller hvor udbulningen nu er, måske panden (nu bliver det meget Cronenbergsk)) og spørge, hvornår det skal være, hvornår de har termin, og få et rimeligt præcist svar, give and take et par uger, og udgivelsesdagen kunne så være dåben eller navnedagen.  

Long Live The Old Flesh

Blev overrumplet over, hvor meget jeg lignede David Cronenberg i badeværelsesspejlet i morges, og jeg ved virkelig ikke, hvor selvtilfreds og/eller foruroliget jeg bør være - men i hvert fald er det alt for lang tiden siden, jeg har set Videodrome, hvor Dr. Freud (bamsede Viggo med cigar i A Dangerorus Method) er smidt helt ud af laboratoriet

Mig, denne morgen, 2012: 



Mig, biologiundervisning, 9. klasse, 1983:

Christian Hesselholdt og co.

Så konsekvent og ofte taster jeg Christina som Christian og omvendt Christian for Christina (og Kristian og Kristina for Kristina og Kristian), at det før eller siden må generere nogle reelle, virtuelle forfattere ved navn Christian Hesselholdt, Christian Hagen, Kristian Nya Glaffey, Christina Yde Frostholm, Christina Dorph, Glenn Christina og Kristina Bang Foss med reelle virtuelle forfatterskaber med egne titler som fx Carsten - og resten af outsiderne, Black Boy, Fugle og insekter, Dronningeportræt med mennesker, Jeg er jo lige her, Sommerhusafhandlinger og Vindstille for ever, som vi pludselig alle sammen har drømt, at vi har læst.

White Girl Gone Wild

Når både Tue Nexø og jeg i henholdsvis Information og WA Bøger, med citat af samme tekst og parallel Ejersbo-disning og genrebetegnelses-skepsis, liker Christina Hagens White Girl, må det jo være objektivt sandt, at det er en god bog, ikke sandt!?

Og Hagen har allerede (under sit dæknavn, hermed røbet, C Privat) liket Tues anmeldelse på Facebook med disse White Girly ord:

Saa fuck den glad jeg er for den laesning og den anmeldelse i den avis Information!

Men åh, hvor er min underrubrik blevet mutileret, den skal lyde sådan her, fordi det er sådan, det er:

Christina Hagen optimerer vrængende hvide turisters klagesange over uforskammede indfødte, sådan rækker man labyrintisk tunge af alle!

Nu skal bogen bare have nogle flere lige så rundtosset positive anmeldelser og sælge helt utroligt, så er den i al sin forrygende fremmedgørelse hjemme!

Hamburgerrealisme - Readymade til Leths Warhol

Hamburger (Burger King)

En grillet klassiker: 100 % oksekød, pickles, ketchup, sennep og brød.

Næringsindhold

I gram hvis ikke andet er oplyst

Navn	Energi (kj/kcal)	Protein	Kulhydrater	Sukker	Fedt	Mættet fedt	Fiber
Hamburger	1141,50/272,4	15,15	30,4	5,7	10,4	3,90	1,8
Brød	324,25/76,7	2,75	14	1,8	1,3	0,15	0,8
Ketchup	39/9	0,1	2,2	2,1	0	0	0,1
Agurker	3/1	0	0,1	0	0	0	0
Sennep	10/3	0,1	0,1	0	0,2	0	0,1
Kød	441/106	9,4	0	0	7,6	3,6	0
Brødbund	324,25/76,7	2,8	14	1,8	1,3	0,15	0,8
Alternative ingredienser
Brød fullgrain	660/158	6,6	25,7	2,3	3,0	0,3	5,0
Bacon	188/56	3,3	1,2	0,2	4,2	1,8	0,1
Ost	174/42	2,5	0,5	0,5	3,5	2	0