Udbrændt lokum i transit

Utroligt hvor glad man kan blive for at se et gammelt wc blive transporteret ned ad trappen op til 3. sal og væk, helt væk - "Arnoldi Rembrandt Mod" fik jeg lyst til at skrive på fajancen med min billige kuglepen.

Håndværkerværken

Der er blikkenslagere og elektrikere i vores badeværelse

- i morgen kommer tømmermændene.

At overfalde Printz Eugenius med larm

over-rumple, v. [18.2] [-ˌrom'blə] vbs. -ing (LTid.1731.615. SøkrigsA.(1752). §12. Heib.​Poet.​II.191. MilTeknO.). (ænyd. d. s.; fra ty. überrumpeln; til ty. rumpeln, larme (se rumle), og egl.: overfalde med larm)
1) komme bag paa; overfalde; især om fjende: besejre, faa bugt med, faa i sin magt ved pludseligt overfald; ogs. (nu sjældnere, jf. PEMüll.³430): overraske (1). Printz Eugenius (er) gaaet forbi alle Festninger for at overrumple Fiendens Armee. Holb.​Kandst. II.3. Jeg beder . . om nogle dages dilation (dvs.: udsættelse med betaling af skat), men i steden for at bekomme et svar . . overrumples ieg dagen efter med execution (dvs.: udpantning v. hj. af en korporal og to ryttere).sa.​Brv.97. de ville overrumple Elfsborg. Slange.​ChrIV.153. lad da . . Din Tiener hænge, som man har overrumplet, da han vilde stiæle Dit Sølv-Bordtøi. Skuesp. V.438. (mangen) Fodgiænger . . vilde være glad ved at age en Station imellem . . for snarere at overrumple en længselfuld ventende Kone. Bagges.​L.I.251. OttoLütken.​FatakisGiftermaal.​(1928).83.   (sj.) overvælde; overmande. Da overrumplede (han) hendes Styrke og kyssede hende. Schand.​BS.101.
2) overf.
   2.1) (nu sj.) om naturtildragelse olgn.: overraske (2.1); overfalde. (flaaden blev) af saa heftig en Virvelvind . . overrumplet, at 21 Skibe . . aldeeles ginge til Grunde. LTid.1732.751. Hauch.​V.340.
   2.2) (nu næppe br.) bedrage; narre. hemmelige og offentlige Fiender bruge tusinde Konstgreb til at overrumple hans Uskyldighed og hans Dyd. JSneed.​III.130.
   2.3) (nu l. br.) forbavse; overraske (2.2); ogs.: dupere. Langebek.​Breve.387. Ved det at (forlystelserne) blive dig alle forud bekiendte, saa vil du ingen behagelig Overrumpling af dem finde. Prahl.​AH.IV.129. Hvad der paa en særdeles behagelig Maade overrumplede mig her, var Giensynet af min gamle Regentsven. Bagges.​L.I.286. videnskabelige Societeter, hvis Medlemmer kunne være overmaade vel bevandrede hver i sit eget Fag, men slet forvarede mod . . smaa Overrumplinger paa deres Collegers Omraade. Gosch.​B.72. Med Robert Svendsen regnedes der kun i andet Plan (dvs.: i en flyverkonkurrence), men den 17. Juli . . ankom han ganske overrumplende til den svenske Flyveplads. Muusm.​S.102.

At underrumple

som må betyde at opføre sig særligt ligegyldigt eller skuffende,

og at rumple bare, som vel er en aktiv, men forventelig forholden sig til den anden i øjenhøjde, kærligt eller fjendtligt: Jeg rumpler dig og du rumpler mig, hej, hej.

I gårs let mølædte statsscener

1.
Gamle Scene, Det Kgl. Teater, med kulissen til Enetime og sikke en trøstesløs og grusom barre (hvor (ikke på scenen, i salen) jeg blev interviewet til noget DR2 Temalørdag om dueller)

2.
Lille Mødelokale, Kulturministeriet, med samtlige årgange af Den Blå Bog og Hof & Stat på reolen og urørte kager under plasticfolie på bordet (hvor jeg var til dramatisk og kaotisk møde om tidsskriftsstøtte)

Fjernsynet er ligesom en bog

Jeg så i aftes på TV2 en en reklame for et avanceret B&O-fjernsyn, der blev illustreret med en pop-op-bog, der blev bladret i, og så må det jo virkelig være et fantastisk fjernsyn, hvis det er konkurrencedygtigt med og lige så avanceret som en bog, sådan et har jeg ventet længe på!

Kald mig Otto hvor dumt!

Jeg troede, at Oscaruddelingen var  i nat, altså natten til tirsdag, og ikke i nat, altså natten til mandag (hvorfor hedder både sidste nat og næste nat i nat, danske sprog?), en (især for min søn, der stadig sover sødt) utilgivelig fejl, og mig, der ellers plejer at være så prisbevidst, og det er lige præcis 20 år siden, da Silence of the Lambs fortjent vandt det hele, at jeg stod med min mor udenfor Kodak Theatre lige bag en flok vrede aktivister (der protesterede mod at og hvordan seriemorderen Buffalo Bill i Silence er bøsse(t)) og betragtede alle mulige, uigenkendelige stjerne stige ud af deres limousiner, inden vi hastede hjem til hotellet og så showet på tv - og jeg får også enormt svært ved at nå Kritikerprisuddelingen 12. april (har jeg stemt? ja, jeg har stemt!), fordi jeg samme dag laver litterær hypnose i Støvring, som er endnu længere væk fra Frederiksberg end Los Angeles - jeg er virkelig i priskrise, det ender med, at Billy Crystal må overtage som vært for Bukdahls Bet til sommer.

Aftenens halvmånesprængning

Jeg nærmede mig halvmånefeltet i min halvmånestryger, da ...

Dagens OKAY!-læsefrugt

er nedenfor nævnte roman, En to tre - Justine, af billedkunstner m.m Iben Mondrup, der er ca. lige så oldgammel som mig og mine generationsfrænder, men iblandt skriver lige så heftigt, energisk vrængende-besværgende-besyngende om jeg og krop og sex (og billedkunst! ) som de bedste, yngste digtere, som selveste Bjørn R. Jeg mangler kun 50 sider og jeg er pænt begejstret på den dejligt overrumplende OKAY!-manér: I did not see THAT coming! Her er jeg kommet til på side 173:

Inden jeg vidste af det, spurgte Ane, helt fortrøstningsfuldt om hvordan det gik med os to, og med vores fremtid sammen?/ "Fremtid," sagde du. "Fremtid ... nu må vi jo se, hvordan det går med os i fremtiden."/ Tonen, og ordene, det hele var sagt i gummi på en måde som kunne bøjes. det lød som om vi havde talt om at vi ville se hvordan det gik med os i fremtiden. Ane tilføjede sød som hun er, det grænser næsten til naivitet, at man jo aldrig kan vide noget om hvad fremtiden vil bringe./ Hvad mente du med de hvisser og måskeer? Forstår du hvor ubehageligt det lød?/ Jeg holdt fast i din krop som faldt på sengen, lyset blev rødt, blev sort, jeg satte mig overskrævs på dig, holdt dit hoved fast under hagen lige over halsens puls, trak din trøje ud af form mens du stemmede i med arme og ben, og du, som den hund du er, pustede:/ "ja, ja."/ Stoffet gav sig, og du åd mine skuldre med dine negle og siden med dine tænder.

Bog med bid!

Dagens nyhed fra porten

Jeg KNAK min hoveddørsnøgle i låsen, så nøglen nu er i to dele, det skal nøgler ikke være, det ser alarmerende forkert ud

- og en halv time før læste jeg sætningen: "Nøglen er rasende" i Iben Mondrups roman En to tre - Justine, der udkommer i næste uge, og tænkte, at det kunne være en god anmeldelsesoverskrift -

Dagens nyheder fra møntvasken

1. Det var rent kaos

2. Der var kommet en ny, BLÅ kurvevogn, der allerede kørte elendigt

3. Jeg hilste på rapperen og beatbox-mesteren Zaki, som ret fremragende spillede trommer på låget til centrifuge nr. 30

2 førende Nettovarer

(placeret lige ved kassen, som meditative fikspunkter)

Katteseng i pil - "dobbeltdækker"

Brændselsbriketter i tønde

Og 3 aviser:
EB, BT og WA

Lær mig, Kamilla, at citere illustrativt - exemplevis!

Noget jeg er virkelig dårligt til i (prosa)anmeldelser og altid bliver glødende jaloux på i andres anmeldelser af de bøger, jeg selv har anmeldt, er (til forskel fra referaaaaaaaater) (handlings)EKSEMPLER i almindelighed og ILLUSTRATIVE citater i særdeleshed - når jeg anmeldelsesciterer er det som regel for at demonstrere, hvordan noget rent æstetisk er fedt eller dårligt eller problematisk/diskutabelt skrevet, jf. senest mine anmeldelser af Josefine Klougart og Jesper Elving, og så kan jeg evt. og helst gerne gå i krig med at analysere og måske endda fortolke på citatet. Men jeg glemmer - og det er rimelig smart og meningsfuldt at huske, især når det drejer sig om en god (prosa) bog - at eksemplificere detalje-konkret hvilke handlinger, personer, replikker, ting og sager, bogen er befolket er, og det gøres nu en gang mest præcist og effektivt ved et illustrativt citat. Sammenlign bare min overvejende positive WA-anmeldelse af Sissel Bergfjords nye roman Sortedam med Kamilla Löfströms ca. lige så glade anmeldelse af samme i Information, og læg mærke til, hvordan Kamilla modsat mig, der har alt for travlt med at holde foredrag om min læseoplevelses snoninger, skarpt citatillustrerer den fulde-pinlighed, der er så central i akkurat sin hypnotisk udtrukne (slo-mo af en helt anden akut orden end Klougarts lyriske/dybsindige røgslør) specificitet i romanen:

Det er den voksne, højgravide datter, der fortæller i tilbageblik, og herved tegnes et præcist portræt af en meget smuk og meget tørstig mor, så man samtidig mærker datterens ambivalens, og hvor smertefuldt det er at se sin mor blamere sig til familiefesten og snøvle »sjin og tånik« til en ung mand, samtidig med at hun smiler forførende.

At huske at citere - den med al hjerteskærende tydelighed bogstaverede snøvlen.

I dag er jeg Peter Nielsen

- desværre ikke digteren, men Inf-kulturredaktøren, som jeg afløser i panel i dag klokken 15:00 på Forfatterskolen ved det sidste arrangement på den dansk svenske kritikfestival - MEN det skal ikke forhindre mig og jer og OS i at forsøge at tænke u-Inf-kulturredaktionelt, dvs. PÅ EN FRISK om ny, kritisk offentlighed, vel?

FSL Kritikfestival : Kritikken i den nye offentlighed [nordisk kritiker debat]

alle er velkommen – fri entré

Hvad betyder det for samfundet og vores billede af alt hvad et menneske kan være, hvis den avancerede refleksion omkring kunst, litteratur, musik, teater, osv. forsvinder fra offentligheden? Hvad betyder det for demokratiet, hvis kritikken hverken opfattes eller erkendes som et alment anliggende. Det sidste halve årti har forandret vilkårene for kritikken. Kritikkens fora, former og værdi ombrydes.

Kritikken i den nye offentlighed er det overordnede tema for FSL’s kritikfestival 2012. Ved denne debat som er den sidste i en lang række af foredrag, seminarer, debatter, oplæsninger mm. diskuteres spørgsmålene både konkret og generelt gennem to paneldebatter

13:00 - 17:00

13:00- ...
1) Kryds-anmeldelser på tværs af Norden.
En række af FSL’s medlemmer har indgået aftaler med deres respektive aviser om at bytte avis fra tid til anden. Hensigten har blandt andet været at undersøge hinandens respektive offentligheder og angive en metode for en udvidet samtale omkring litteraturen, der ofte er svært nationalt funderet.
- Gro Jørstad Nielsen (NO)
- Tor Eystein Øverås (NO)
- Peter Mickwitz (FI)
- Mai Misfeldt (DK)
- Tatjana Brandt (FI)
-- debatten ledes af forfatter og kritiker Oscar Rossi (FI)

pause

15:00 - ...
2) Kritikken i den nye offentlighed.
I forlængelse af den foregående debat diskuterer tre nordiske kulturredaktører i under emnet ”Kritiken i den nye offentlighed”.
- Peter Nielsen [Information] (DK)*
- Karin Haugen [Klassekampen] (NO)
- Rakel Chukri [Sydsvenskan] (SE)
-- debatten ledes af redaktør Mathias Kokholm

* Peter Nielsen har måtte melde afbud. I stedet deltager kritikeren Lars Bukdahl (Weekendavisen / Blogdahl)

- og ambitionen og pointen må være, at Blogdahl før eller siden og som en selvfølgelighed skal stå før Weekendavisen; men allerførst skal Hvedekorn (og hvedekorn.dk) stå, til hver en tid! 

For en artsrig litteratur

Undskyld, jeg kunne ikke lade være med at læse denne overskrift og underrubrik i Politiken allegorisk:

HER VIL REGIONEN HAVE EN GRUSGRAV

Over hele landet riskerer rekreative områder at lade livet, fordi der skal graves grus til vejbyggeri. For eksempel er der planer om fældning af en artsrig fredskov på Vestsjælland.

Den artsrige fredskov er den gode skønlitteratur.

Grusgraven er krimierne (det er jo ikke et problem med lidt grus i en skov, fx en kedelig, snorlige grussti - grus er også en art, helst bare ikke DEN primære art)

Men i litteraturens zone er artsrig det modsatte af artig, og en fredskov er jo lige præcis en skov, der har fred til også at være crazy ufredelig.

Bog i eller som tøj

Det ser umiddelbart forkert og strengt ud, at jeg ikke har Gerd Laugesens fine Se min kjole med i opremsningen af "radikalt påhitsomme eksperimenter med, hvordan en bog skal te sig i hånden" i min udstillingsåbningstale og nu WA-kommentar "For en bog uden låg", når nu de flotte, specialsyede kjoler med plads til særligt denne bog hang i udstillingslokalet lige ved siden af på den Frie. Men det er jo fordi, selve bogen dér i lommen på kjolen er en bog er en bog er en bog, der uden videre er en bog - hvis det nu var kjolen i sig selv, der havde være bogen, så havde det været en anden sag. Som den påskrevne skjorte i dette (kan desværre ikke kopieres - før det er solgt) fænomenale billede af Sven Dalsgaard, der kommer på auktion hos Bruun Rasmussen lige om lidt og som jeg vistnok - vistnok! - ikke har råd til.

Bevar blogintegriteten!

Nu er en Promenaden-blogpost af Niels Frank igen (sidst var det lidt knudret: en afvist Politikenkronik, der havde været indkapslet i en blogpost) trykt som et debatindlæg i Information; jeg ved ikke (det blev antydet på et tidspunkt), om det er resultat af et decideret samarbejde med Inf, men jeg synes det er principielt åndssvagt og reelt kontraproduktivt i forhold til den udvikling, som Magnus William-Olsen forjætter i indlægget nedenfor; bloggene skal ikke komme til aviserne, aviserne skal komme til bloggene og allernådigst få lov til at referere og citere alt det langt mere interessante og skarpsindige og livlige og underholdende, der foregår her - og tragikomisk sigende bliver jo så Tue Nexøs bitre aftenlige suk på Facebook:  "Det er satme dejligt, når ens avis først ber om en replik (til Franks blogpost) og så voldklipper den ned til gnomiske uforståeligheder." Den voldklipning ville jo ikke blive foretaget i Promenadens kommentarfelt, for slet ikke at tale om Tues egen desværre stadig ikke genoplivede blog, men hey, du er velkommen til at få den hele replik trykt lige her på Blogdahl, kære kollega!

En svensker siger noget klogt om bloggeri

Fra klumme i Aftonbladet af Magnus William-Olsson, der er medarrangør af den Kritikfestival, der lige nu kører for fuldt blus (googl!) i Malmö og København, og som jeg skammeligt nok ikke har fået nosset mig sammen til at deltage i:

Offentligheten har partikulariserats och internationaliserats. Vi har fått mikrooffentligheter, platser där någon eller några inbördes bedriver kritik. Forum som har sin styrka i att de kan odla ytterst avancerade samtal och diskurser.
Fenomenet är kanske den viktigaste utvecklingen inom kritiken under de senaste decennierna. Men dess begränsningar är uppenbara, samtalen har svårt att nå utanför sina sammanhang. Och massmedierna behandlar dem som särintressen man inte behöver gå i dialog med.
En väg att möta detta ointresse är att etablera pseudooffentligheter som agerar strategiskt för att tvinga massmedierna till samtal. Ett intressant sådant exempel är den danska gruppbloggen Promenaden (www.prmndn.blogspot.com). De framstående författarna och kritikerna Elisabeth Friis, Lars Skinnebach, Lene Asp, Maja Lucas, Martin Glaz Serup, Niels Frank, Pia Juul och Thomas Boberg driver där en gemensam blogg som har en sådan tyngd att de stora medierna måste ta hänsyn till den. I skrivandes stund försiggår där en intressant polemik mellan den mäktiga tidningen Politiken och författaren Niels Frank kring tidningskritikens populism som belyser just hur pseudooffentligheter indirekt kan utöva inflytande över den större offentlighetens kritiska inriktning.

Jag tror att den sortens pseudoffentligheter har framtiden för sig. Trafiken mellan olika kritiska medier – bloggar, kultursidor, seminarier, tidskrifter, etcetera – kommer med stor sannolikhet att intensifieras i takt med att vi alla blir bättre på uppmärksamhetsekonomi. I längden vill vi inte slänga bort våra livs begränsade mängd uppmärksamhet på att scanna hela nätet efter det väsentliga, eller att ögna tidningarnas halvväsentligheter.
I det växande utbudet kommer vi i allt högre utsträckning att behöva informationshierarkier – om också instabila sådana – som hjälper oss att sortera kvalitativt. Redaktörens, bibliotekariens, kännarens kunnande blir alltmer efterfrågat. Tidningar och andra massmedier med stor publik kommer att behöva samverka med små kvalitativa publikationer för att svara sina läsare krav på kvallitet.

Gid han har har og får ret!

Storm P. om min søns sovevaner

At huske at indtage før din psychocandy

Ping-udbrud
i Peter og Ping-stribe fra 1935
om en ophidset mand ved navn Blomkaal:

Psykokompot!

Kortprosa-Storm

Jeg var passende nok på Storm P.-museet i dag, eller rettere i deres foreløbige lokaler ved siden af Mielcke & Hurtigkarl, mens museet moderniseres, og efter jeg havde siddet og bladret og sat post it'er i Fluer og Peter og Ping, faldt jeg over en scrapbog med en serie utrykte og ukendte kortprosatekster fra 1938 (der skulle afløse Grog, der netop var død, som føljeton, men kun kørte i et halvt år) - som munder ud i de rejsebreve og "Surrealistiske Breve", der blev bogopsamlet for to år siden (uden info om at det meste af den surrealistiske føljeton blev genbrugt i fortællingen "Et brev", 1940), men de øvrige tekster er mindst, hvis ikke, fordi ugenbrugte, mere interessante; de, jeg nåede at skimme, lignede nogle speedede koncentrater af fortællingerne som mest digressive, en slags lyn-digressioner, og en af dem, som jeg ikke fik læst, hed rent faktisk "Nonsens", og inspektør Nikolaj har lovet at kopiere dem til mig hurtigst muligt, og jeg kan næsten ikke vente, og selvfølgelig vil bloggen til den tid præsentere MINDST 1 teksteksempel, og selvfølgelig helst "Nonsens", hvis teksten, som jeg inderligt håber, lever op til sit navn.

Rutsjebaneblæst

Først boede vi i seks år tæt på Domus Vista, hvis supermarked, bibliotek og læge vi ofte frekventerede, nu er vi decideret nabo til Codanhus og hvor stor en idiot har man lov at være, for det er ikke som om, at vi ikke var advaret om det nedrige fænomen, der er HØJHUSBLÆST og simpelthen betyder, at hvis det blæser, blæser det ekstra kraftigt omkring et højhus, stormer umådeholdent aggressivt, fordi blæsten - forestiller jeg mig! jeg har ingen meteorologisk viden derom - rutsjer hujende og målrettet ned ad de mange etager, nogle gange synes jeg næsten, at jeg kan se den, og knockouter folk og mig og mine med overrumplende brutalitet, som Mike Tyson amok på en rutsjebane, og jeg har sagt noget slemt om hans mor, og jeg har intet imod Mike Tysons mor, er bare det, jeg vil fortælle højhusblæsten, der virkelig er en brutal motherfucker i dag.

Hinsides vindæg

er
der

blæstæg

stormæg

orkanæg

tornadoæg

tsunamiæg

at spejle sig i
blødende hårdkogt

Langt hyl, høj hyldeblomst

Hvad det gælder om er at hyle digtere IND i den,
poesien -

- og uafladeligt hylde dem der ER fanget i den,
poesien.

Helt ærligt uselvisk hierarki

1. Den bedste tekst at skrive:
Den der fra ende til anden er skrevet af efter en tekst skrevet af en anden

2. Den næstbedste tekst at skrive:
Den der er monteret af tekster skrevet af andre

3. Den næstnæstbedste tekst at skrive:
Den der i liste- og punktform (gerne med citater) organiserer og (det er allerede ikke helt lige så godt) typologiserer tekst/er skrevet af en anden/andre og anden kunst skabt af en anden/andre

4. Den næstnæstnæstbedste tekst at skrive:
Den der handler om/er styret af/forpligtet på tekst/er skrevet af en anden/andre og anden kunst skabt af en anden/andre

5. Den næstnæstnæstnæstbedste tekst at skrive:
Den der er skrevet af mig ud i (og bedre: om) det blå

Konklusion: Tekster er gode at skrive

2 koelskere

Jeg blev så glad på DK's mest kopassionerede og -kyndige forfatter Hans Otto Jørgensens vegne og mere præcist på Hans Ottos valgslægtskab med Andy Warhols vegne, da jeg denne morgen på forsiden af Politikens 2. sektion så disse to enquetesvar fra 1977 (det er i dag 25 år siden Warhol døde, han er så mobiliserende cool som nogensinde):

good animals

COWS

bad animals

ONLY COWS ARE GOOD

Vi vidste godt fra ko-tapeterne (se nedenfor), at Warhol holdt af køerne, men det er alligevel et par markant kategoriske udsagn. Og at HOJ holder af Warhol, ved vi fra samlingen af ungdomseksperimenter, Fluebogen, hvor en tekst i sin helhed lyder:

TOTAL

                 Andy

Og fra erindringsromanen The Factory, der har taget navn efter Warhols kollektive hovedkvarter i New York, et centralt citat derfra:

Jeg udfører reparationer på indhegningen, skifter en pæl, strammer tråden, mens jeg fortæller mig selv, det er kunst, jeg lever.
  At gå lige hen og finde en støvbold dér.
  Jeg mener, det er i en eller anden forstand den samme fabrik, vi arbejder på.
  Der er for os ikke noget, der er ægte, den ægte vare, ingenting oprindeligt, der er ikke en øverste instans, der kan refereres til, ikke histoppe noget samlende punkt, tværtimod.
  Det er en rus.
  Men også så pisse pisse hårdt.
  Men  jeg har en oplevelse af, at jeg lever i og for kunsten, at hver indånding og udånding er kunst, som hos Andy Warhol i The Factory. 
  En plade forkullede boller, som Tessa glemte i ovnen får status af et værk. Ligesom lokummet og den uredte seng. En paryk på væggen og en blomsteropsats i plast og den høje Hr. Standerlampe
  Den hellige almindelige ammunitionskasse.

MUH & MOOH!

Oh, at være kritisk motorcykelbetjent og FONA-medarbejder

At være kritiker som motorcykelbetjenten, som, da en bil på Rådhuspladsen ville svinge til højre ad HC Andersens Boulevard mod Vestergade, bare rystede stille på hovedet, og da bilens chauffør gestikulerede voldsomt, bare rystede stille på hovedet (med motorcykelhjelmen på jo) endnu en gang. 

At være kritiker som den engelsktalende FONA-medarbejder, der overbeviste mig om, at jeg oveni den nye dvd- og blueray-afspiller var nødt til at indkøbe et fancy, sølverne kabel, som jeg syntes så rigtig flot ud, men ikke rigtigt forstod pointen i - og lige om lidt, er jeg sikker på, kommer min søn hjem fra skole og fortæller mig, hvor åndssvagt unødvendigt det er.

Sådan en negativ kritiker.

Og sådan en positiv kritiker.

Hvad skældte min mor mig ud for

i mine drømme i nat? Jeg kan ikke huske det, men det forekommer mig ekstra urimeligt, når jeg i aftes omsider fik uddrevet en førende deadlinedæmon, ikke at jeg fik lavet det, jeg skal lave, men dæmonen blev venligt sparket ud af den labyrint i min bevidsthed, hvor den havde holdt sig skjult og udsendte sin endeløse, lige så passiviserende som uudholdelige hyletone, og helt frem i lyset, hvor den med en let syden opløstes, så kun opgaven var til at få øje og forholde sig til som noget, der med stille og rolig stress bare skal og frem for alt kan laves cirka nu og for en kort, effektiv tid overdøve de øvrige, små og store, gamle og tudsegamle deadlinedæmoner - og akkurat derfor var det så fandens upædagogisk af min mor at skælde mig ud, hvad hun nu end skældte mig ud for, men som regel handler det om deadlines, som hun som en selvfølge altid overholdt.

Skriv ikke at nogen er blød

eller sød eller kød eller en nød på forsiden af 1. sektion ("Rockrebellen Kira Skov er blevet blød"), det er nok med det, der rimer på død, uden at gøre det, især om morgenen -

Jeg har aldrig set On the Waterfront

(og hvad hedder den på dansk: I storbyens havn, I storbyens favn?)

men alligevel er jeg fire morgener i træk vågnet op med Lloyd Coles linje fra sangen "Rattlesnakes":

She looks like Eve Marie Saint in On the Waterfront

summende som en glad, men enerverende myg på læben og i hovedet -

(det er. mistænker jeg, ikke mindst den umulige sammenstilling af 'in' og 'On', der gør linjen så djævelsk uimodståelig)

(sikke også et navn, Eva Maria Helgen, jeg husker hende kun fra North by Norhwest (Menneskejagt), køligt sexet i sovevognen, trukket op fra de stenede præsidentansigter af Cary Grant)

Peter Laugesen-YouTube-top 3

1. Anarkotika ukomplet, SAS-hotellet, København, 2009, 1-5

2. Præsentation og oplæsning af Pentti Saarakoski, Kunstbygningen, Aarhus, 2009

3. Oplæsning med Jørgen Teller, Teater Momentum, Odense, 2007. 1-2

Bobler. Oplæsning af Céline, Mayhem, København, 2011

Fornuften tilhører sproget, ikke livet

Fra Peter Laugesens og Alan de Waals af de fleste af os usete film Konspiration, 1971 (præsentation fra Helge Kraups og Carl Nørresteds bog Eksperimentalfilm i Danmark:) "den meget komplekse film har flere lag: lydsiden består dels af en speakerstemme, der oplæser tørre facts fra bl.a. statistikker, om rige og fattige landes indkomst pr. indbygger og disse landes vækstrate (...) Disse opremsninger veksler med citater fra danske 'eksperter og økonomer (...) samt citater fra de Waals og Laugesens brevveksling./ Billedsiden udgøres af en dobbelteksponering dels af filmede optagelser dels af en skreven tekst, således at billede og tekst står oven i hinanden. Der er optagelser fra demonstrationerne (mod Verdensbanken) og af sæder for magtkoncentration (f.eks.) Nationalbanken) samt af brosten./ Den skrevne tekst består dels af korte velkendte citater, der via en let omskrivning har fået ny betydning: "Glemmer du, så husker jeg det mord for mord" o.l. Men vigtigst, af en filosofisk tekst af Laugesen, som står svært læseligt på lærredet og sprænger billedrammen.

(teksten er lykkeligvis afskrevet i en note til Krarups og Nørresteds bog - ekstremt vildt og desperat slår den sig i tøjret:)

Den dynamik. vi arbejder på, er vores egen. Den elektriske spænding, der får os til at fungere, er mellem de adskilte dele af vores egen lemlæstede sjæl. Der er kun fred i krigen eller vanviddet. Det er den mentale virkelighed, og det er ikke NEMT at gøre den rar og fredelig. Det er umuligt. Bevidstheden er sprogets koloni: enhver handling er en del af en nødvendig kolonikrig. Manglende bevidsthed om det er den åbne dør til en sindssyg normalitet, der har sin egen UHYGGELIGE ironi. Mens virkeligheden bliver stadig vanskeligere at se i øjnene, fordi den er vores egen totale umenneskelighed, stiller de sindssyge bekymrede spørgsmål om årsagerne til det voksende misbrug af lykkebringende midler som hash og vold. Bekymring hører fortiden til, uden vold er der overhovedet ikke noget liv længere, og det er ikke andet end en sidste rest af en anden verdens moral, når man stadig kan forlange, at man bruger den i stedet for at lade sig bruge af den, Kun de uhelbredeligt bevidstløse kan forlange, at den skal bruges med fornuft. Fornuften tilhører sproget, ikke livet.

SÆT DEN PÅ YOUTUBE!

Hjemme er adjektiv superlativ

Sikke en fantastisk KRASBØRSTIG, ny opvaskebørste!

Øjenvippestøvsuger

Jeg har virkelig svært ved at mandagskoncentrere mig;
kom lige til, i en anmeldelse, at skrive:
og rydder op i hendes blik -
hvilke nok faktisk er mere præcist end det korrekte:
og rydder op i hendes lejlighed.

PL-filmfestival - vhs'en er stum, dvd'en er dum (og lyver)

Jeg forsøger af alle kræfter af holde privat, researchende Peter Laugesen-filmfestival i aften, men dvd-afspilleren bliver ved med at hævde, at der er NO DISC, selvom det notorisk ikke passer, indtil den MÅSKE 13. gang, man fodrer den, hvis man er heldig, modstræbende accepterer dvd'ens eksistens, men heldigvis kan man i stedet ty til computeren, på hvilken jeg netop har genset interviewet i Systimes Danske Digterportrætter (**** ud af 6, for tætklippet) og kortfilmen Peter Laugesen - fire stemmer (****, anmeldte jeg da vist i WA i sin tid, alt for travl og flerstemmig, skulle have nøjedes med digteren og Dylan T), på dvd-afspilleren lykkedes det mig lige netop at gense Jonathans og Chrestens kortkortfilm Digter # 5 Peter Laugesen (****, på ondt og mest godt koncept-minimal - ja, ja, kedelig stjernegivning. lad os sige: **** 1/2) - på den gamle VHS-afspiller ville jeg se Tom Ellings 1997-film Nattegn. En film om Peter Laugesen, som jeg blev interviewet til (med store håndskrevne skilte visntok?), men totalt klippet ud af, og det kunne jeg også godt, bortset fra at der ingen lyd kom på, lige meget hvad jeg stillede op (og mon ikke den også er til ****, Mindspray-oplæsning og interview, men også poetisk illustrerende nattebilleder, og det går altså simpelthen ikke), og hey, derude, er der Laugesen-film, jeg ikke kan se og ikke har set, som jeg burde se?

Morgentilføjelse: Laugesens-sekvensen (pokerface i pippende skov, mens han på lydsporet oplæser "Ingen kan gå alene" i mildt reciteret, tidlig version - 33,35 minutter inde) i Jørgen Leths Dansk litteratur, 1989 (* * * * 1/2, alt, alt for kort jo - er der ikke nogen, der kan plante den på youtube?).

Savnsang

savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
savnet sivende i søvnen på savannen
(nynnes aftenligt indtil linjerne er sande:
savnet ER sivende i søvnen på savannen
(kræver så, at man faktisk befinder sig
på savannen, men gør vi ikke altid det?))

HØFLIG KONVERSATION

Jeg komponerede og indspillede en sing-along-punk-sang i mit hoved på vej ned ad rulletrappen på Forum Metrostation tidligere i dag; det er omkvædet, der tæller, versene formuleres om efter forgodtbefindende - eller kan helt undværes:

no end to your
POLITE CONVERSATION
blah blah blah your
POLITE CONVERSATION
so boring your
POLITE CONVERSATION
can't stand your
POLITE CONVERSATION
enough with your
POLITE CONVERSATION
to hell with your
POLITE CONVERSATION
POLITE CONVERSATION
POLITE CONVERSATION
POLTIE CONVERSATION
POLITE CONVERSATION
(kan evt. glide over i)
POLICE CONVERSATION
POLICE CONVERSATION
POLICE CONVERSATION

- sangen hedder "Polite Conversation" og kan downloades gratis fra mit hoved.

khurs - True Cover Girl

Velgørende, for ikke at sige vederkvægende at se en stor og ægte digter, Ursula Andkjær Olsen, på forsiden af både 1. og 2. sektion af Søndagspolitiken henvisende til stort interview ved Nils Thorsen, som selvfølgelig handler om alt muligt selvbiografi, det er jo et stort interview i Søndagspolitiken, men også det klarer Ursula med springsk, på samme tid ligefrem og snørklet værdighed, og det vil jeg ikke citere noget af, jeg vil citere, hvad hun siger om at fortælle historier - "For jeg forstår ikke verden gennem narrativer" - jeg elsker, når store og ægte digtere, oprigtigt undrende, disser romanagtighed:

"Det er helt vildt strengt sagt", begynder hun. "men  ... somme tider kan jeg godt tænke om al den historiefortælling: at så skal der være den ene slags person og den anden slags. Og så skal de have hår på i forskellige farver og gå rundt og være i parforhold og bo i huse på gader med fugle, der flyver rundt. Og butikker."
  "Altså når jeg tænker på at skrive en historie, virker alt det der på mig som staffage. Der er mange romaner, som jeg elsker - det er bare sjældent handlingen, som får mig til at forstå noget nyt om verden."

Olsens verdensursula!

Knækker ondt godt

Et glædeligt chok at gå fra Harley Davison-Shakespeare i Sons of Anarchy til crystal meth-Faust i Breaking Bad - 3. sæson omsider påbegyndt (havde meget idiotisk købt en region 1-blue ray, som ikke kunne afspilles på hverken computer eller blue ray-afspiller, men så faldt jeg over en tysk region 2-dvd hos Fona 2000, tak Fona), indledningssekvensen udsøgt hallucinatorisk: Mexicanere kravlende gennem en landsby, et par skumle tvillinger i jakkesæt ankommer i bil, ser sig omkring og kravler med - hen til et primitivt, dødekultisk tempel; pitch lige det som sæsonåbner på Borgen. Her en på samme tid knugende og komisk scene med de samme meget dødelige tvillinger fra lidt senere i afsnittet:

Faktaboksede, yngre kvinder, der boksfaktisk er yngre kvinder

Hysteriprisen går til Per Krogh Hansen (Helle Helle-ekspert ... !?), der i i Berlingske giver Josefine Klougarts roman Én af os sover seks stjerner ud af seks og mener, hun nok er "den stærkeste yngre forfatter vi har overhovedet" og med en mærkelig (måske JK-mimende) metafor (hvad præcist er det sorte af tasterne, mine er, bortset fra tegn og bogstaver, helt hvide!?) lader "denne besked gå ud til alle skriverkarlene og -pigerne i det ganske land: I skal op på det sorte af tasterne, hvis I skal komme op med noget, der kan matche »Én af os sover«."  Nå , men fuck nu det, det virkelig bizarre, som Krogh Hansen næppe har ansvaret for, er den påhæftede, såkaldte faktaboks (tastfejlene er Berlingskes):

3 andre unge kvindelige forfattere 

Olga Ravn (f. 1986)
Debuterede overbevisende meddigtsamlingen »Jeg æder mig selv som lyng«. »Bristefærdigt med talent. En debut der kalder på meget mere«, skrev Jeppe krogsgaard Christensen i Berlingske

Asta Olivia Nordenhoft (f. 1988).
Helt ny forfatter fra forfatterskolen. den fragmentariske debutroman »Et ansigt til Emily« hsøtede pæne anmeldelser

Christel Wiinblad (f. 1980).
Romanen »Min bror - En morgen i himlen, i hvert fald i det grønne« opnåede stor mediebevågenhed, da forfatterens bror efterfølgende begik selvmord. Den poetiske »Prolog« fra sidste år handler om en pige, som bliver seksuelt misbrugt af sin strenge far

Det er indrømmet et faktum, at der findes yngre, kvindelige forfattere og fx og fuldstændig vilkårligt (ud fra andre kriterier end: de er blevet interviewet og fotograferet i aviser) de nævnte, yderligere tre, ligesom der findes yngre, mandlige forfattere, fx Rasmus Graff, Bjørn Rasmussen og Peter-Clement Woetmann, men det er faktisk forkert, at Wiinblads "Min bror" er en roman, det er en digtbog, mens "den poetiske" prolog er en roman. Hanne Viemose og Pia Juul har meget præcist kommenteret faktaboksen på Facebook:

Hanne: 
hva f.. har de gang i? "Se en neger, den kan tale." "Lad os lave en liste over andre negre der kan tale."

Pia:
Jamen, Hanne, du kan da nok forstå at de må præcisere, når nu der nu fx er så mange mænd der hedder Olga, Asta og Christel ...

Hanne:
og som litterært er enormt beslægtede med Josefine eller ..

Pia: 
kvinder skriver jo bare kvindelitteratur. same same same ... 

Hanne:
 nåh ja, fra nu af skriver jeg kun under mandlige pseudonymer

2 glade udbrud ang 5. marts (drrrrrrrrrrrrrrrr!)

1.
Aldrig har jeg oplevet mindre digtertøven!

2.
Sikke dog helt utroligt forunderligt skønt et sted!

Jf.
http://www.facebook.com/events/334702106568952/?context=create

Den tidligere enfant terrible

Jeg faldt over en Pet Shop Boys-sang, jeg ikke kendte, men som er uhyggeligt rammende - som i uhyggeligt rammende MIG. LB, på den skaldede plet, jeg føler mig som, på 90'er-landkortet:

Pity him, the former
enfant terrible,
his career in aspic,
bent on pleasure,
gamely attempting
the tricky transition
from ageing outrage
to national treasure

"Gimme a bandwagon and I'll jump on it!
A drum to bang and I'll thump on it!
Criticism and I'll dump on it!
If you don't like it you'll be lumpin' it!"

He won't rest while there are
cameras around
He'll start a quarrel
for the moral high-ground
It's not enough to win a brace of top awards
He won't be happy till he's in the House of Lords

"Gimme a bandwagon and I'll jump on it!
A drum to bang and I'll thump on it!
Criticism and I'll dump on it!
If you don't like it you'll be lumpin' it!"

At self-promotion he's a master
Although the midweek's a disaster
They used to fix things so much easier
The good old days were fun and sleazier

Pity him, the former
enfant terrible,
his career in aspic,
bent on pleasure,
gamely attempting
the tricky transition
from ageing outrage
to national treasure

Opfucket Ugens Digt korrekset

Opsætningen af de to/fire digte fra Glenn Christians nye samling Fabrikssnoter, der er Ugens Digt bag på WA Bøger, er fucket helt op, sådan her skal de se ud:

Han møder ind
går hjem

ti år efter

med otte til
sytten
fastspændt
siddende som
en stor lort
under hver sko

Tanken

igen

igen gennempulet
af hård cancer
krabber sig vej

ud og ind

af noget

ovenud dårligt

*

Han

i fyraftenens

skær

fortabes brat

i denne hygiejne
for psykologisk
ligevægt

hvoraf feriepenge
indad døren

lover en uges
camping

med nærkiosk

og regnbyge

på teltdugen

Pjat

siger han

kørt i stykker
af kollegialt
rygepausering
fem minutter
over de næste
ti timer i vente
her skal jeg dø

Tematik er banalitet

især når den er umiddelbart citérbar - og har intet at skaffe med hverken sprogkunst eller litteraturvidenskab; så hvorfor er akademiske kritikere så store suckers på og efter tematik?

Dobbelteksponeringens logik, hvor der kan opstå noget helt tredje af to billeder lagt oven i hinanden, er hele tiden på færde. Når 'jeg'et' siger om sin tilstand: »Det er noget andet end kærlighed, noget andet end et fravær af kærlighed. Det er det billede, der opstår, når man lægger de to ting oven på hinanden.« Når hun betragter sin sovende mors ansigt og ser sin mormors i det - og samtidig også sit eget: »Et uhyggeligt ansigt er det, dette tredje.« Når hun filosoferer over forholdet mellem sine »billeder« og »livet« og har en uhyggelig følelse af, at »der opstår et eller andet et sted mellem virkeligheden og det skabte«. Når billedet af adskillelsen fra starten overlejrer billedet af mødet: Den dag vi mødte hinanden, var den dag, vi forlod hinanden.Det var den dag, vi døde i hinandens arme."

(Lilian Munk Rösing i Information)

Tankerne hvirvler rundt i cirkler, og ved slutningen af bogen er ingen af hendes problemer løst, måske fordi det er problemer, som ikke lader sig løse. For at illustrere karakteren af tankearbejdet og bogens udviklingsløse struktur skal to citater anføres: " Jeg tænker - jeg har været så forkælet. Jeg har aldrig prøvet at ville have noget, jeg ikke kunne få. Nu vil jeg bare én ting, ham, og nu kan jeg så bare få alt det, jeg ikke vil have." Sådan hedder det på side 16 om den mand, hun er ulykkeligt forelsket i, mens det på side 169 lyder næsten tilsvarende: " I ugerne efter hun mødte den nye mand, tænker hun: der er noget, som er værre end at længes efter dét, man ikke ved hvad er. Værre er: at vide, hvad man længes efter, vide, at det findes, men bare ikke her." Den slags logiske figurer, som inden for retorikken kaldes omvending og modstilling, er Klougart en mester til at tænke i. Det er også den slags retoriske figurer, Søren Ulrik Thomsens bedste digte fra 1990' erne består af.

(Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad)

Døden og tabet spiller overalt med, det at vi kun er her en kort stund: »Den tanke: at det hele er midlertidigt (...) Det er hele tiden en overgang, bare en overgang«. Taber jeget et glas, der knuses, vælder en tristhed op i hende, til irritation og undren for hendes kæreste, men: »Hun synes, det er urimeligt, at man ikke kan få lov at være ked af, at tiden går. At man hele tiden gør noget, der ikke kan gøres om, at pludselig dør man«.

(Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken)

Ja, det er det, romanen ord til andet siger, at den tematiserer, det er virkelig flot citeret, ph.d.´er!

Kritisk poesi

er ikke nødvendigvis noget græsseligt hø, men - :

" Én af os sover" er en tænksom og henførende bog, der helst skal læses, mens det stadig er vinter derude, og vi længes uhjælpeligt efter forårets milde vinde.

(anmeldelsesslutning af Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad (det er ikke atomvinter, Anders, foråret skal nok komme, så din længsel er ikke uhjælpelig))

Måske er det at føle sorg som at være nedsunket på havbunden - vandets grønt gyngende slør gør, at man kun langsomt og sejt strider sig frem gennem alt det våde; alt lyder anderledes end oppe i luften, alt ser anderledes ud. Sådan er det i hvert fald at læse Josefine Klougarts tredje roman, ' Én af os sover'.

(anmeldelsesbegyndelse af Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken (ergo er det som at føle sorg og som at drukne at læse romanen!?))

2 % konkretisme, 2 % autofiktion

eller litterær homøopati -

når Josefine Klougart i Èn af os sover har 1 side med en tegning af Josefinejegets mors køkkenhaveplan og 1 side med en overstreget linje: "JEG SAVNER DIG vil du ikke nok komme tilbage" - enten sætter man konkretismen (legen med bogstavelighed) ind som en reel stemme i sin tekst eller også lader man være, dekreterer jeg

- jeg havde det LIDT på samme måde med fotoene/dokumenterne i Hanne Viemoses og Bjørn Rasmussens debutbøger, de får kun lov til at være autfiktions-koketterende (sådan kan køkkenhaveplanen også opfattes: sikke virkelighedsuara!) fodnoter, hierarkisk underordnet skriften - i bøger der ellers handler om at gøre op med sexuelle/identitetsmæssige/sociale hierarkier -

når Josefine Klougart i Èn af os sover tilegner romanen "Til Jakob - jeg elsker dig" og så til allersidst lader sin mor afsløre, at den navnløse, gamle kæreste hedder Jakob (gør Julia Butschkow ikke det samme i Apropos Opa, lader bedstefaren hedde Butschkow 1 sted?) - det (+ måske køkkenhaveplanen) er sgu for let og gratis en måde at oprette dobbeltkontrakt på (i selve fiktionen eller jo så "fiktionen" er Josefinejeget forfatter, og hendes forældre bor på Mols, ligesom den virkelige Josefine og hendes forældre, hvilket er alt for vagt til i sig selv at oprette dobbeltkontrakt), men i Politiken ryger Mikkel Bruun Zangenberg (og Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad) lige på krogen og bruger mere plads på at referere dobbeltkontrakten end den fylder i romanen - uden i øvrigt at bruge den til noget i sin anmeldelse, ligesom Klougart heller ikke bruger den til noget i sin roman, fordi den ikke (aflæseligt) forpligter og skaber energi (nu er Èn af os sover også sjældent energifattig), som den heftigt gør hos Viemose og Rasmussen.

Klougart-anmeldelse - formalistisk version

(ret ca. den samme anmeldelse som i WA Bøger i dag, bare i omvendt rækkefølge, men jeg kan bedre lide den her version, FORDI den er formalistisk (determineret og konsekvent), trompeten er også mere truttende)

BILLEDBLOTTERI Josefine Klougarts tredje roman keder vel rigeligt ved at gennemvade et kærlighedsforhold på - og som - kryds og tværs

Kærestesorg på stylter

Josefine Klougart: èn af os sover. 264 sider, 300 kr. Rosinante

Af Lars Bukdahl

Tre tics-agtige formler i Josefine Klougarts nye, frustrerende flaksende roman Èn af os sover mere end frustrerer mig, de irriterer mig heftigt og, tror jeg, emblematisk:
   1 . Et kolon stukket totalt overflødigt ned i midt i en sætning: ”Klaveret er: støvet af.”

   2.  Et ”noget som:” stukket totalt overflødigt ned midt i en sætning: ”Himmelen, der bliver helt bleg og hvid ved udsigten til noget som: nat.”

   3. Et ”Ja, hvad egentlig.” med punktum og ikke spørgsmålstegn, stukket totalt overflødigt ned midt i et afsnit  (bonus: overflødigt kolon af type 1): ”Udkanten af byen, der hvor de sidste huse står og væver fra side til side, kvalmende, med udsigten til en afgrund, bremset i tide før: markerne, tømte og pløjede til, ja, hvad egentlig. Åbent land.

  Hvad i alverden forskel ville det gøre at skrive ”Klaveret er støvet af” og ”udsigten til nat” og ”tømte og pløjede til åbent land”?  

  Man kunne sagtens håne disse formler som kælne, stilistiske koketterier, og det gør jeg i og for sig også gerne, men først og fremmest er de emblemer på Klougarts litterære omgang med sin lige akkurat autofiktions-deklarerede  ikke-handling: Hjemme hos familien på Mols tænker en ung, jegfortællende kvinde på et afsluttet, langvarigt kærlighedsforhold og – i mindre grad - et nyt, frisk et plus sin mors overståede, alvorlige sygdom.
  Den litterære omgangssyges navn: Falden i staver.  Insisterende og uafladeligt falder Josefinejeget i slowmotion-genererende, forgrublede og billedmyldrende staver over detaljer og store linjer i sit meget, meget lidt dramatiske kærlighedshalløj; den gamle kæreste kaldes i starten ”min afdøde mand”, hvilket jo antyder melodramatik, men viser sig bare at være et melodramatisk billede på forholdets overståethed. 

   Og prøv bare at se, hvordan citatet ovenfor med ”Ja, hvad egentlig”-indstikket fortsætter, sirligt og træt snublende: ”Åbent land.  Et råb, der kan nå langt og ramme én i ryggen alligevel. Så falder man måske alligevel, så bliver det måske alligevel sådan, at husene styrter./ Men de står./ Bæver på kanten af landsbyen. Alene. ” 

  Her optræder en fjerde irriterende formel: At noget er sådan og/eller det er ikke sådan. Hvilket forstærker effekten af hip som hap,  som om selve det AT der besværgende faldes i staver er langt vigtigere end, hvad der (u)præcist forgrubles og sammenlignes med.

  Som værst resulterer det i lange, vilkårlige sammenlignings-lister a la Asger Schnack, ”en stemme, der lyder sprød, let  antændelig. En solstråle i et glas”,. Og som næsten værst i emfatiske udpegninger rimeligt meget a la Hans Otto Jørgensen, ”Sådan en stendysse”.

  Det er frustrerende er jo så, at Josefine Klougart godt kan skrive både scener og billeder, så de står fyndigt og skarpt,; hele tiden kommer bare den her på samme tid inderlige og yderlige tvangs-dis imellem og utydeliggør uspændende.   

   Utydeliggør situationerne og utydeliggør personerne, både Josefinejeget, hvilket måske er rimeligt nok, eftersom hun inkarnerer røgmaskinen, men også den gamle kæreste, der, hvis han fremstår som noget, fremstår som en temmelig veg og træsk ungersvend, hvilket jo devaluerer den store kærestesorg ikke så lidt – den nye kæreste, en ældre, succesfuld og verdenstræt herre, er nemmere at få øje på, han bliver heller ikke spredt ukronologisk ud over hele romanen som  gammelkæresten, men får sit eget lige ved og næsten sardoniske kapitel.  Men tænk på, hvad af satanisk jævnaldrende forfattere som Christina Hagen og forårsdebutant Stine Pilgaard kunne have fået ud af de starutter – Hagen og Pilgaard har så også humor, og det er nok den prosaiske kvalitet , Klougart savner mest fatalt. I hvert fald i forhold til at danne skikkelser.
  For det er jo ikke sådan, at det er forbudt at skrive lyriske, humorforladte slowmotion-romaner om unge kvinders skrøbelige følelsesliv. Eller det er det måske, men jeg ville så gerne overbevises til at udstede en særlicens, af den poetiske prosas klare og vilde syner og introspektive (nok så langesomme) energi. Det er bare ikke muligt, når øjenlågene bliver så forbandet tunge på både læseren og forfatteren.

Kendte hoster

Vores Irma er en kändis-Irma, og i dag havde en kendt skuespillerinde, som jeg ikke kan huske navnet på, og jeg spurgte ikke, valgt at være kunde, og hun havde det mest dramatiske, ligesom gøende host, 2 host oplevede jeg tæt på, 1 host i grøntafdelingen og 1 host foran mælken, og de lød begge ca. sådan her: HRRRKRRRRØHM!

Jeg vil læse en bog der er

som et snevejr

som et solskinsvejr (og faktisk ikke som et regnvejr, jeg læser så mange bøger, der pisregner daglangt, står ned i stangspringerstænger)

som et spejlkabinet under en skudduel som i The Lady from Shanghai

som et stort, mørkt rum, helst ikke en gymnastiksal, min elskede gemmer sig i

som en enebærbusk, jeg går rundt og rundt om

som en brændende tornebusk, der taler hebræisk

som en ørken, ingen oaser, men en overflod af fata morganaer

som en børnehavesandkasse torsdag klokken 17.00

som et skib i horisonten, der kommer nærmere og nærmere, og først for sent ser jeg, at det er et piratskib, og straks efter border de blodigt

som et pludseligt postrøveri, jeg beordres ned på gulvet, de maskerede røvere kører væk i deres flugtbil, politiet ankommer babu babu, mit signalement er altafgørende, nøjagtigt sådan

som en nullermand, der stædigt undgår støvsugeren

som en støvsuger, der stædigt forfølger en nullermand

som en minigolfbane på Milen camping

som myldretid på Åboulevarden (i København, ikke Aarhus, med bolle-å nemlig)

som en tegnebog, MIN tegnebog, der omhyggeligt dissekeres af en lommetyv (er det en metrobillet fra Madrid? ja, det er en metrobillet fra Madrid)

som et frimærkealbum, MIT frimærkealbum, i lys lue i Vestforbrændingen (med lutter frimærker med bro-motiver, Storstrømsbroen, Lillebæltsbroen, Storebæltsbroen, Øresundsbroen)

som en flok zebraer, der går i søvne

som en alkoholiseret myggesværm

som et haglvejr

som et haglgevær

som en spejlvendt udgave af Ginsbergs Howl (den skal altså ikke VÆRE en spejlvendt udgave af Ginsbergs Howl, den skal være SOM en spejlvendt udgave af Ginsbergs (jeg vil hele tiden sige Spielbergs, det gør jeg så) Howl)

som jeg ved ikke hvad

som jeg ved VIRKELIG ikke hvad

Blogdahl-information omsider om Arena-information

Slemt dårlig samvittighed har jeg over ikke at have blogomtalt, for slet ikke at tale om anmeldt Anders Juhl Rasmussens og Thomas Hvid Kromanns fortjenstfulde og samvittighedsfulde og bare cool, cool faksimile-opsamling Arena-Information. Et kapitel i dansk forlags- og litteraturhistorie, 2 forord og samtlige numre af abonnent-indstikket Arena-Information 1967-82, med samt 1 stk. nyt nummer Arena-Information ved Jens Smærup Sørensen. Jeg er ved at læse mig igennem og bliver bare så glad og rørt over den renfærdige, litteraturpassionerede iver i disse små præsentationer og selvpræsentationer.  Lad mig citere fra to tidlige Arena-Informationer, dateret april og juli 1967, om og af Elsa Gress og Niels Egebak, to ærke-Arena-forfattere; de taler begge to om kritik som kunstnerisk udtryksform, hvilket de jo unægtelig gør ret i:

Anglofile Gress:

Som det fremgår af ovenstående betjente jeg mig lige fra første lejligheder af begge litteraturens funktioner: den subjektivt ekspressive og den pragmatisk kritiske. Det er naturligvis sagt i al ualvorlighed, men det er alvorligt nok ment fra min side, at jeg aldrig har betragtet de to funktioner som væsensforskellige eller hinanden udelukkende. Det væsentlige er mennesket, ikke arterne, genrerne etc. Det ekspressive og udadrettede formålsbestemte kritiske er for mig heller ikke fjendtlige størrelser, de forudsætter tværtimod hinanden. det er derfor jeg altid har angrebet dårlig kritik. Kritikken - og ikke bare den rent litterære - forekommer mig at være en vigtig udtryksform, der ikke bør være kunsten modsat, men være en legitim udtryksform med strenge kriterier. For at præstere det må kritikeren leve ligeså farligt som kunstneren, hvad han kun meget sjældent gør.

Frankofile Egebak:

Den franske romanforfatter Claude Simon sagde engang i en samtale, at skribentvirksomheden for ham var en nødvendighed: han havde brug for at gøre noget, på samme måde som alle andre mennesker har brug for det, og da det eneste, han kunne, var at skrive. Han citerede i den forbindelse den tyske romantiske digter Novalis, der et sted har sagt, at spørgsmålet om, hvorfor en skribent skriver, er såre nemt at besvare: han skriver for at skrive. Og Claude Simon tilføjede, at efter hans opfattelse skriver man ikke i første række for at kommunikere, ja end ikke for at udtrykke sig eller udtrykke en virkelighed, der ligger uden for det at skrive: selve nedskriften - eller indskriften, om man vil (det vil Egebak gerne) - er en måde at skabe, og omskabe, virkeligheden på, og uden denne skabelse, som altså samtidig er en omskabelse, eksisterer den menneskelige virkelighed simpelthen ikke. Derfor kunne han også konkludere, at han egentlig skriver for at få at vide, hvad det egentlig er han vil skrive.
  Hvad Claude Simon her udtrykte, var naturligvis i første række digterens forhold til sin virkelighed og til sin skrivekunsts virkelighed - disse to "virkeligheder", der ikke lader sig adskille. Men jeg tror, at det gælder enhver form for skribentvirksomhed, også den, der overfladisk set blot er litteratur på litteratur; kritikken altså, der i almindelighed betragtes om digtningens tjenestepige, men som dybest set i sig selv er en form for skabende virksomhed. På samme måde iøvrigt som enhver menneskelig virksomhed, ethvert menneskeliv, enhver sansning og enhver bevidsthed, er en skabende virksomhed.

- IKKE sidste Blogdahl- og Bukdahl-information om Arena-Information!

Friheder

(Googlesøgeforslagsdigt)

Den frie rådgivning
Den frie lærerskole
Den frie encyklopædi
Den frie retshjælp aalborg
Den frie ungdomsuddannelse
Den frie bowling
Den frie vilje
Den frie købmand
Den frie tank

Dagens tale OG SÅ VIDERE

Jeg skal holde tale ved åbningen af lynudstilllingen KUNST & BØGER på Den Frie klokken 17 i dag, og jeg skrev talen i går, og spørgsmålet er, om den ikke er blevet lidt kedelig, ikke meget kedelig, bare lidt kedelig, og måske nok fordi jeg skrev den til også at fungere som kommentar i WA Bøger, hvor den ikke kommer på fredag, men først næste fredag igen, fordi jeg har en anmeldelse på forsiden, og man kan have ikke den samme signatur for og bag åbenbart, og nu er jeg bange for, at talen er blevet lidt kedelig af også at skulle være kommentar, og kommentaren lidt kedelig af også at skulle være tale, og spørgsmålet er, om jeg ikke lige skal afbryde talen med et ikke-taleagtigt og ikke-kommentaragtigt, mere BLOGagtigt, utopisk oplistende reklameindslag? Jo, det tror jeg, at jeg skal! Under alle omstændigheder er det jo ikke for min tale, I skal kommer strømmende til Østerbro I HORDER, men pga. alle de gode og skønne kræfter, der kunstfærdigt boger den, se bare:

Kvantitativ æstetik - og dog

I en artikel af redaktør Bjarke Larsen, der står at læse i det nye nr. 3, 2012, af Bogmarkedet, betitlet "Bogen på bloggen", udspørges Niels Frank fra Promenaden og jeg fra/som Blogdahl om bloggeri, først mig, så Frank, og ergo får jeg lige en ørefigen fra fætter:

Lars Bukdahl ser bloggen som en elektrisk notesbog:

”Det er vigtigt, at bloggen så at sige er flerstemmig: at man skriver om mange forskellige ting: En strøtanke affødt af noget, man har oplevet, et citat fra en bog, man lige har læst, et miniessay, en refleksion over vejret. Der skal være mange forskellige indgange og emner.”

”Det handler også om at publicere meget. Folk vil ikke kigge forbi, hvis der ikke er noget nyt hver dag. Og det er nok her, at jeg synes, en blog som Promenaden bliver for adstadig. Folkene bag bloggen føler åbenbart, at de skal lave et miniessay hver gang.”

Niels Frank, en af initiativtagerne til Promenaden – en fælles blog for otte danske lyrikere og forfattere – er ikke overraskende uenig med Lars Bukdahl:

”Det er ligegyldigt, hvor mange nuller, der er bag antallet af læsere. Det handler altid om ’hin enkelte’ – om læseren i ental. Sådan har jeg det. Og på den måde ligner bloggen for mig meget en bog, hvor man også skriver til hin enkelte. Når man skriver bøger, skal man have noget på hjerte, når man ytrer sig. Hvis Lars Bukdahl synes, det er vigtigt at poste meget, virker det som om han tænker lige som de medier, vi prøver at være kritiske over for. Man skal ville noget med det, man lægger på bloggen.”

Han medgiver dog, at indlæggene på Promenaden, der startede 1. december, er blevet lidt ens i form af miniessays .

Lad mig lige rette mig selv, det er jo ikke FORDI og FOR, at mange kommer forbi, at jeg publicerer meget, men fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg synes,  det er en vigtig del af bloggenrens æstetiske energi for både blogger og bloglæser, som elektronisk og elektrisk notesbog, at der publiceres meget, men jo så også, som jeg starter med at fremhæve, meget forskelligt - og her har jeg sjovt nok Niels Franks fremragende hybridbøger Livet i troperne, Første person, anden person og Spørgespil som ideal, der nemlig praktiserer en langt større og radikal (OG FLITTIG) flerstemmighed end 2 1/2 måneds (akkurat!) promeneren har gjort; en blog er en hybrid, der har travlt! Jeg mener til hver en tid også, at 1 læser er mere end nok, og ret mange flere har mine bøger (som jeg så heller ikke skriver længere, kom så i gang, Lars!) ikke, men faktisk - det er ikke længere en overraskelse, som da jeg oplevede det første gang i 1996 på WA - inciterer og forpligter det INSTINKTIVT og meget mod ens avantgardistiske børnelærdom at have flere læsere end som så (men jeg lader med vilje være med at tjekke gårsdagens hits dagligt - skræmmebillede: Dickens (tænkt hvis han havde haft en blog!), som desperat sendte Martin Chuzzlewit, i romanføljetonen af samme navn, til Amerika, fordi oplagstallet var dykket dramatisk - i går var jeg helt nede på 627 hits, damn! jeg må hellere skrive noget ondt om Jens Christian Grøndahl, det har jeg ikke gjort længe, og han udsender snart en ny roman, som jeg heldigvis ikke har læst, så er den lettere at smadre (OBS: IRONI PÅ FÆRDE!)). Jeg forstår ikke, at når jeg mener, det er vigtigt at poste meget, så tænker jeg ligesom de medier, Promenaden prøver at være kritiske overfor. Medmindre Frank & co. er kritiske over selve ideen om, at en avis skal ud (endda med identiske sidetal) hver dag eller uge - jeg forestiller mig også, at der er dage, hvor Frank, når han vågner på Østerbro dér ved 12:30-tiden, hellere ville blive liggende i sengen med en god, saftig selvbiografi af en New York-poet end at sætte sig hen til skrivebordet og skrive videre på næste fremragende hybridbog, men han gør det alligevel, fordi (bogen vil at) han skal. Det er i det hele taget noget fis med denne automatiske mistænksomhed overfor al snak om kvantitet. Selvfølgelig er kvantitet også æstetik! Det er også en æstetisk forskel, om en bog er tynd eller tyk, eller om en forfatter er produktiv eller fåmælt, det ene er ikke bedre end det andet (selvom især produktive forfattere har det med at blive mistænkeliggjort, jf. bare Franks veninde Marianne Stidsens hetz i diverse litteraturhistorier mod Peter Laugesen), og det har nok lige så meget at gøre med skrive- og genretemperament som med poetik (hængsel: inspirationsomgang: at afvente et digt eller gå i flæsket på det), men æstetik er og bliver det. Og så handler det simpelthen om prioritering: er bloggen et ligeværdigt, ambitiøst skriftudtryk og -projekt, det virker det ikke som om, at det er for Promenadens digtere (langt bedre end selve det træge blogposteri fungerer kommentarerne; Promenaden har klart de bedste (OG FLITTIGSTE!) kommentartråde). Jeg synes, den fedeste blog er den, der hvirvler heterogent gennem dagene og nætterne - men vil på den anden side gerne forestille mig en eksklusiv, Merete Torpsk blog med 1 glasklar og syleskarp blogpost hvert andet år - og jeg synes, den kedeligste blog er en distræt og pligtskyldig klummeblog.

Dybest nedgravede top 3

De mest usynlige og flittige, fremragende, yngre digtere lige nu SOM DYBT HAR FORTJENT EN HEL MASSE PRISER OG LEGATER OG ANMELDELSER (kriterier: mere end fire vigtige værker på kun undergrundsforlag eller nettet (Rasmus Halling udgiver bog på Rosinante&Co lige om lidt og ryger samme dag brutalt ud af listen, der så kun er er en top 2), så godt som ingen priser og legater og anmeldelser (andre steder end WA))

1. Rasmus Halling Nielsen 
seneste udgivelser: Det lille robotøje siger. OVBIDAT, 2011, Skottebogen, bd. 1 (med Toke Højby Lorentzen og Jesper Elving), E +, 2012

2. Glenn Christian
seneste udgivelser:  Det sorte ved munden - del 1, After Hand, 2011, Fabriksnoter, OVBIDAT, 2012 (udkommer på onsdag på Den Frie, klokken 17)

3. Jesper Elving
seneste udgivelser: metoj, After Hand, 2011, Skottebogen, bd. 1 (med Toke Højby Lorentzen og Rasmus Halling Nielsen), E +, 2012

Opstøv dem selv i dag!

Voxen er et smukt skældsord

Da jeg var 12-13 år og gik til børnehusmøder og børnerockkoncerter på Huset i Århus, var fjenden de voxne med x, de til forskel fra voksne med ks undertrykkende og undertrykte voxne - det er det sgu da stadigvæk, jeg må bare ikke bruge x'et i de blade og aviser, jeg er undercover på -

Fra af min anmeldelse af Alexander Payne's film The Descendants i seneste nummer af Ekko:

Det er sådan en film, Bo Green Jensen kalder ”en film for voksne”, hvilke for mig altid har været et dårligt tegn på sentimental opbyggelighed. (...) Nu håber jeg, at jeg har fået filmen til at lyde lige så rigt underholdende, som den viste sig at være, ikke fordi den ikke også er en slemt opbyggeligt og sentimental ”film for voksne”, som min kære kollega Bo Green Jensen vil skrive noget slemt sentimentalt og opbyggeligt om, når han anmelder den i Weekendavisen. Men det er den først i anden række, i første række er den en fint oprømt og sensitiv film for vakse.

Anmeldelsescitat i annonce for filmen i dag:

"... ALEXANDER PAYNE LAVER FORTSAT FREMRAGENDE OG AMBITIØSE FILM FOR FULDVOKSNE MENNESKER."
EuroMan

Endnu meget værre end voxen: fuldvoxen!

Formalist er en forbandet hædersbetegnelse

fordi formalisme er den mest klartseende og hudnære og sjæleligt lydhøre læsemåde

så formalistisk er noget en anmeldelse udmærker sig ved at være og har ære af at blive kaldt

(ja, ja, mavesur redaktion på redigering)

Godotmorgen

Den er ikke kommet endnu

Hvor bliver den af?

Det er helt absurd!

Jeg vil danse med nogen (til Whitney 1963-2012)

En central scene i den generationsroman, jeg aldrig kommer til at skrive og tjene kassen på, udspiller sig til en studenterfest i et lavloftet parcelhus i Risskov, hvor den unge, mandlige hovedperson danser håbløst, men i det mindste uden studenterhue, med hende, der skulle forestille at være den unge, kvindelige hovedperson, til "I Wanna Dance with Somebody (Who Loves Me)", fordi det i den grad er 1987.

Kontorforvandlings fristelse

Pludselig er musen nede på gulvet og en puck og støvsugerrøret følgelig en ishockeystav

- men jeg undlader at slå til af alle min kræfter mod det ellers helt udækkede mål.

ÆVL OG ROD og anden plotmodstand

I mandags underviste jeg de opvakte elever på Forfatterskolen for Børnelitteratur i det bestilte emne "Ej plot til lyst", her tilrettet afskrift af (noget af) mit forelæsningsmanuskript, og jep, det er helt utroligt groft tilskåret, men dog et slag på den flyvende dragkiste):

EJ PLOT TIL LYST

Andre, alternative, parallelle måder at organisere roman på end kausalitet, konflikt, plot/intrige, udvikling, organicitet

tragedien/komedien ren konflikt/intrige, helst ingen digressioner (en vis poetisk intervention, græske kor, Shakespeare)

konflikt indbygget i ALLE romaner pga. den STORE STØRRELSE, ikke 3 eller 5 akter, men en røvfuld kapitler, plot & co. vs. det autonomt episodiske (3. enhed: føljetonen) og stillestående beskrivelser (perosner/miljø) og dialoger, nødvendig overvægt af ikke-plot

(og så skrev jeg med store bogstaver på et selvstændigt ark)

plotmæssighed
VS

personers ÆVL mellemmenneskelig snak
OG
verdens ROD ting og sager på steder

jo mere kvalificeret kunstnerisk fremskriblet ÆVL OG ROD
jo værre for plotmæssigheden

- romanhistorien
prosaiseringer af parodier på eposer, folkesprog, nede på jorden
stærkt episodisk og digressivt, Don Q, Tristram S
picaresk roman, picarro,

Dickens -
Pickwick, rent episodisk
Olivier Twist, melodrama
expansive monstre i stigende grad forsøgt plotstyret og psykologiseret
men kapitler + personer vil (statisk) selvstændighed
(alternativ til plot (nr. 9 i typologien nedenfor): personkombinatorik (samtidig med personknopskydningen aldrig standser)
Our Mutual Friend (dræbt plot) vs. Great Expectations (vitalt plot)

dannelsesroman
realistisk/naturalistisk roman
psykologisk udvikling og plot, synsvinkelstyret
bliver normen sidst i 1800-tallet, er det stadigvæk

modernistisk roman
plot- og bevidsthedsopløsning
psykologisk udviklingsroman stivnet i tåge og mudder, Mann, Kafka
genredefaitistisk

TYPOLOGI OVER avantgardistiske/postmodernistiske plotalternativer
(og HURRA for hybrider)

0. Helt minus handling
lister, over navne, Monogrammer,  og ting, kun beskrivelser, noveau roman, centrifugal nonsens, Finnegans Wake (overfladisk læst, hvilket er en OK læsning!)

1. Collageroman
totalt eller delvist, spring i diskurs/genre, personer/lokation mellem kapitler/afsnit/sætninger, opsplittet kollektivroman, egentekst og/eller fremmedtekst (og ikke-bogstaveligt materiale), JLM's syre-collage For en person med verbale pupiller

2. (Neo)Episodisk roman
inspireret af picareske romaner eller ej, alt mulig magisk realisme, enkle eller raffinerede kinesisk æske-arrangementer: fortælling i fortælling i fortælling etc. , At fortælle menneskene

3. Encyklopædisk/leksikalsk organisering
eksplicit eller implicit, de hemmelige skemaer, sanser, organer, stilarter (collage-link) etc.,  bag Ulysses og Livet - en brugsanvisning

4. Intertekstuel/parodisk organisering
genreskabelon eller myteskabelon eller lige præcis den og den (ikke)roman, Odysseen i Ulysses, På vej mod en ny roman i Allermest af alt undrer det mig at vi kan glemme

5. Systemisk/spilfærdig organisering
efter regler, sine egne eller stjålne fra ikke-litterære såil, indeni eller udenfor teksten, styret tilfældighed, Roussels ordspil, skakspillet i Through the Looking Glass

6. Arkitektonisk organisering
rumlig struktur (collage-link), kapitel = 1 sted/rum, fiktiv eller reel, "oversat" arkitektur/struktur, Livet - en brugsanvisning, Liget og lysten

7. Hyperroman
handling der spalter sigt i valgfrie spor, i bog eller på internet, Dage med Diam, En million historier

8. Drømmeroman
drømmelogik, associationsspring, dag/læserester, de to Alice-romaner

(hvorpå jeg nærlæste de to Alice-romaner, der meget smukt og dybt siamesisk er hinandens gale tvillinger i typologien, Wonderland beskidt episodisk, Looking Glass beskidt systemisk)

HVORFOR:
fordi plotmekanikker er kedelige/klichéfulde/enstrengede måder at generere verdener og individualitteter på - og urealistiske!

FREMRAGENDE, NYE, DANSKE, ANTI-/ IKKE- (PRIMÆRT) PLOTTEDE ROMANER

Lars Frost: Skønvirke (trivi-parodisk/vrængende roman, der går i collage/nonsens-opløsning)
Vibeke Grønfeldt: Livliner (akronologisk episodisk roman, med nutidsramme)
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid (vel nærmest en liste-roman!?)
Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily (collageroman (dialoger + dagbog + breve))
Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (modernistisk (frenetisk, frem- og tilbagespolende), men også (skriftvolte-)episodisk og vel også (fotos) collageroman (og drømmeroman?))
Kasper Nørgaard Thomsen: Termostatens nat (drømme-, nej, mareridtsroman)
Harald Voetmann: Kødet letter (modernistisk (træg, digressiv, frem- og tilbagespolende, kronologisk flimrende) roman)

Intet kan sammenlignes med dig

Endnu en anti-sammenlignings-sang, mens jeg læser sammenligningsspækket bog, tilegnet bloglæseren dig:

Et ikke-husråd

Wasabinødder hjælper IKKE mod frossen næse

(næsen forbliver frysende udenpå, men brænder ad helvede til indeni - bloglæsende romanforfattere er velkomne til at bruge denne paradoksale sansning som rammende metafor på et eller andet graverende metafysisk/inderligt).

En ting er et hul i den ting den ikke er

1 time og 20 minutter, i skrivende nu, kan man stadig se Mikkel Carls udstilling too sexy for my skin i Henningsen Gallery i Fredericiagade, og det synes jeg, man skal (skynde sig!) at gøre, for det er cool sprudlende konceptualitet af den seværdigste art - gennem et hul i en væg, hvis aforistiske titel jeg har stjålet (og fordansket) til blogpostens overskrift, træder man ind i udstillingen, der inddrager galleristens skrivebord, der nemlig er flyttet ud i udstillingsrummet og bygget af kunstnerens eget hyperfunktionelle kontorsystem, modulE, men ellers præsenterer en perlerække af små, distinkt kvikke kunstobjekter eller "kunstobjekter" på gulv, væg og i kontorsystem; på væggen bl.a. kønne, men "falske" malerier konstrueret af en skoæske (Alexander McQueen), et tørklæde og et hundetæppe (brugt til at beskytte kunst under transport), på gulvet bl.a. det fineste, lille springvand, "Milk & Honey", materialer: "Found wood, lacquer pottery, water pump, Pastis and water", på kontorsystemet bl.a. kirsebærblomster af silke placeret i en grøn te-flaske, ægte kunstig poesi. Det er ikke umuligt, øjensynligt, at lave kunst som Duchamps forkælede barnebarn, når man bare er udstyret med den rette, på samme tid rå og forfinede og immer rastløse påhitsomhed - OK, nu er udstillingen kun åben 45 minutter endnu, af sted med jer! (flere billeder fra udstillingen her, hvis I nu ikke når det)

Kannibalistisk (til Peter Adolphsen)

(mærkat med portræt på "skinkemignon" fra Irma)

Mit kød er god smag til spisebordet

Velbekomme

Morten, slagtermester

At være Guldageranmeldelseslæser

når jeg plejer at være Guldagerlæser og Guldageranmelder, er underligt.

Katrine Marie Guldagers nye roman får 4 hjerter i Politiken af skjult lunkne Bjørn Bredal og 4 stjerner i Berlingske af skjult lunkne Eva Pohl og 3 stjerner i Jyllands-Posten af eksplicit lunkne Erik Svendsen og en så godt som eksplicit lunken anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Lars Handesten og en på-den-ene-side-på-den-anden-side-anmeldelse, der ender på den positive side, i Information af Lilian Munk Rösing (men lader man negativiteten fylde lige så meget som positiviteten i sin anmeldelse, kan der vel til syvende og sidst ikke være tale om en god bog, når der NB ikke er tale om en debutant, men om en anerkendt forfatter med et langt forfatterskab bag sig) og en totalt uargumenteret positiv anmeldelse i Weekendavisen af Poul Behrendt (der synes at mene, at Guldager er den første forfatter siden Thomas Hardy, der har fundet på at benytte sig af alvidende fortæller, med licens til forudskikkelse af handling etc, hvilket jo er eklatant og komisk forkert, hvad angår bare de sidste 10 års danske litteratur, fra Peter Adolphsen til (det er lang, lang vej) med neo-Guldager nært beslægtede Jette A. Kaarsbøl). Hvilket smart nok giver forlaget ret til at kalde bogen kritikerrost, selvom rosen ved nærmere eftersyn er dybt ormstukken.

I stedet for omstændeligt at stikke til anmeldelserne, vil jeg bare citere de tekststykker, hvoraf de fleste er billedsproglige nemlig, som anmelderne (tilsyneladende) citerer for det (kunstnerisk og livsvisdomsmæssigt) gode:

(Pohl)
(Datteren Leonoras følelser er kraftfuldt beskrevet:) »Så intens var Lillys interesse, at Leonora frygtede at være alene sammen med hende. Den mor, hun havde længtes sådan efter i det seneste års tid, var et mareridt tæt på.«

(Bredal)
"Leonora knugede sig ind til sin mor, som var det sin egen overlevelse og ikke bare en falsk pels, hun knugede sig ind til«

(Rösing)
»Hans hår var vandkæmmet på en måde, der fik én til at tænke på afskårne lemmer og pludselig homoseksualitet.« (næsten punket ordknapt, men også problematisk: pludselig homoseksualitet (hvad det så end er?)  som ligestillet med afskårne lemmer?)
(Som kunstnerinde sidder Lilly og tegner små mønstre. Et sted forekommer disse mønstre hende at være) »små glimt af sandhed«. (Et andet sted forekommer de hende at være) »små blyblomster, vokset frem på papiret netop dér, hvor kærlighedsevnen var blevet brændt«. (Her tager fortælleren ikke stilling, men enden på det hele bliver, at Lilly må forfølge sine små mønstre, hvad enten de er sandhedsglimt eller sår. Og det er en smuk morale.)

(Behrendt)
»At Leonora i dette øjeblik blev målt og vejet og udvalgt til at være Ellas hadeobjekt nummer et, havde hun ingen anelse om,«

Dette er ikke gode, dynamiske sætninger (og sprogbilleder), smagsdømmer jeg umiddelbart som menig Guldageranmeldelseslæser, det er bastant og klodset (syntaktisk og i konkret-abstrakt-balancen) banale sætninger (og sprogbilleder) - og ergo tro jeg ikke en snus på de positive smagsdomme.

At være Guldagerinterviewlæser

Utroligt at ORKE AT MENE alt det om, hvordan moderne familier ter sig, og MENE AT VIDE alt det om, hvordan moderne familier ter sig

- i Politiken skal Guldager forholde sig til, at anmeldere på Weekendavisen og Politiken var (i mit tilfælde mildest talt) skeptiske overfor hendes forrige roman Ulven: "De må gerne være skuffede. Som forfatter må man gå den vej, man nu skal." svarer hun, men i det mindste jeg måtte ikke have lov til at være skuffet, eftersom Guldager klagede over min anmeldelse og forlangte at blive genanmeldt eller i hvert fald ikke blive anmeldt af mig igen (hvilket jo på den anden side ikke skal forhindre redaktøren i ikke at lade mig anmelde den næste bog, sådan som det faktisk skete)

Frys ud

Når jeg går uden for en dør, fryser mit ansigt i sekvens, først næsen, derefter munden, så øjnene, til sidst ørerne, og er det, som her til morgen, nederdrægtigt koldt, fryser ikke bare sanseorganerne, men også sansningerne, lugtene - og duftene - fryser, synet - og synerne - fryser, talen - og tavsheden - fryser (hvis at tale og tie er at sanse? det er det!)!), lyden og - stilheden - fryser, i den rækkefølge.

Jeg er dér

Nu har jeg fundet det/et sted, hvor jeg (sandsynligvis) nævnes i Merete Pryds Helles Kære Mai - senere vil jeg læse bogen.

Jernlår

Jeg har storidiotisk fået et såkaldt trælår ved at hamre benet ind i det korte jerngelænder, der går ned til ejendommens kælderlokaler, og som jeg må have gået forbi 10.000 gange mindst uden problemer, og jeg tror ikke engang, jeg fumlede med min mobil, jeg tror bare, jeg gik i mine egne tanker, som det hedder, for hvis tanker skal vi ellers gå i, vi kan måske gå MED andres tanker, men dem, vi går I, er vores egne tanker, AV FOR SATAN! råbte jeg meget højt, hvilket jeg syntes var lidt pinligt, voksen mand råber AV, og hvorfor hedder det et trælår? fordi låret så føles som et stykke træ? hvordan man så end ved, hvordan et stykke træ føles, eller fordi det føles, som er man blevet slået med et stykke træ, en gren eller et bræt eller et baseballbat, men her slog jeg mig mod jern, så jeg synes, et mere rigtigt og præcist ord ville være JERNLÅR, det føles som jern og som at at være blevet slået med jern, og AV FOR SATAN! siger jeg hele tiden, hvor gør det jernlår stadig gigaidiotisk ondt!

Sammenlignet med hvad?

I anledning af snakken nedenfor og lige om lidt også ovenfor, forudsiger jeg, om romanbilledsprog, er her et funky og politisk meta-nummer med John Legend & The Roots, "Compared to What?:

Og her den ikke uefne tekst:

Love the lie and lie the love  
Hangin' on, with a push and shove  
Possession is the motivation  
That is hangin' up the God-damn nation
Looks like we always end up in a rut (everybody now!)
Tryin' to make it real - compared to what?
Slaughterhouse is killin' hogs  
Twisted children killin' frogs  
Poor dumb rednecks rollin' logs  
Tired old ladies kissin' dogs  
Hate the human, love that stinking mutt (I can't stand it!)  
Try to make it real - compared to what?
The President, he's got his war  
Folks don't know just what it's for  
Nobody gives us rhyme or reason
Have one doubt, they call it treason  
We're chicken-feathers, all without one gut (God damn it!)  
Tryin' to make it real - compared to what? (Sock it to me, now)
Church on Sunday, sleep and nod  
Tryin' to duck the wrath of God
Preacher's fillin' us with fright  
Tryin' to tell us what he thinks is right  
He really got to be some kind of nut (I can't use it!)  
Tryin' to make it real - compared to what?
Where's that bee and where's that honey?  
Where's my God and where's my money  
Unreal values, crass distortion  
Unwed mothers need abortion  
Kind of brings to mind ol' young King Tut (He did it now)  
Tried to make it real - compared to what?!

Trøsterig bekræftelse til hovedløse skribenter

ALLE ANONYME ER ENORMT COOL OG TALENTFULDE! 

 - for kan I så ikke holde kæft med al jeres ynkelige nid og nag kujonagtigt i intet navn?

Brand, Brandt, Brændt af (til Caspar Eric C)

(overskrift på forsiden af Alt for damerne)

* Designer
Julie Brandt
om at følge sit
hjerte og starte
eget brand

Knausgård Tidende

Nå ja, der er lige nu den slettede scene, der er SCOOPET i seneste nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik, den slettede skide-scene fra Karl Ove Knausgards Min Kamp, som Informations kulturredaktør Peter Nielsen bruger uforholdsmæssig meget plads på at skrælle og citere fra i en såkaldt anmeldelse (nå ja, der er også lige en slettet tekst af Bjørn Rasmussen, som vi har givet en pris) af nummeret i Informations bogtillæg. der snart burde skifte navn til Knausgård Tidende, så grundigt som de iiluminerer selv den mindste prut slået i dette Nordens allerstørste, nærmest titanisk store, brændende lokum.

Slettede scener, 2011 og 1871

Jeg så i går en fantastisk, deleted scene på dvd-udgaven af den virkelig vellykkede komedie Bridesmaids med Paul Rudd som hovedpersonen Kristen Wiigs perfekte date, der pludselig hysser helt forfærdeligt ud - klart nok er (dobbelt)scenen for lang og digressiv og autonom til at kunne rummes i filmen, men desto skønnere er den at få foræret som overskud med sløjfe på:

Det er sjældent at blive begavet med slettede scener fra de bøger, man holder af, men der er lige præcis fra ugens klassikere den slettede, melankolske/ulykkelige slutning på Great Expectations, hvor Pip IKKE får Estella, som blev offentliggjort få år efter Dickens' død, og det slettede kapitel om "The Wasp in a Wig" fra Through the Looking Glass, der først blev fundet, i en tidlig korrektur, 100 år efter, bogen udkom, i 1977 (og slettet fordi Carrolls illustrator Tenniel virkelig ikke så sig i stand til at illustrere DEN urimelighed)), og hvor Alice møder en meget trist hveps med gul paryk:

"I'm very sorry for you," Alice said heartily: "And I think if your wig fitted a little better, they wouldn't tease you quite quite so much."
  "Your wig fits very well," the Wasp mumured, looking a her with an expression of admiration: "it's the shape of your head as does it. Your jaws ain't that well shaped, though -  - I think you couldn't bite well?"
  Alice began with a little scream of laughter, which she turned into a cough as well as she could. At last she managed to say gravely, "I can bite anything I want."
  "Not with a mouth as small as that," the Wasp persisted. "If you were a-fighting, now - could you get hold of the other one by the back of the neck?"
  "I'm afraid not," said Alice.
  "Well, that's because your jaws are too short," the Wasp went on: "but the top of your head is nice and round." He took of his own wig as he spoke, and stretched out one jaw towards Alice, as if he wished to do the same for her, but she kept out of reach, and would not take the hint. So he went on with his criticisms.
  "Then your eyes - they're too much in front, no doubt. One would have done as well as two, if you must have them so close -"
  Alice dit not like having so many personal remarks made on her, an as the Wasp had quite recovered his spirits, she thought she might safely leave him. "I think I must be going on now," she said. "Goodbye."
  "Goodbye, and thank-ye", said the Wasp, and Alice tripped down the hill again, quite pleased that she had gone back and given a few minutes to making the poor old creature comfortable.

Uundværligt uudslettet!

På med relativitetsbrillerne

Velgørende at læse klassikere - i denne uges tilfælde: Alice og Store Forventninger - ved siden af deres umådelige frydefuldhed i sig selv får man sat perspektiv på hverdagslæsningen: Danmarkslitteratur er sjældent verdenslitteratur, men mindre - og det er forudsætningen for meningsfuldt anmelderi af national samtid: ellers skulle 99,7 procent afvises summarisk (dette forår alt andet end Harald Voetmann ca.) - kan også gøre det, derfor er det vigtigt, når man vender tilbage til forårssæsonens nye, danske titler, at tage relativitetsbrillerne på med deres tykke, tykke hinkesten.