Andre former for trisser

Jeg er i min årsopsamlingslæsning også kommet forbi Adda Djørups Poesi og andre former for trods, og jeg fatter ikke den udbredte begejstring for den bog og det forfatterskab - det er så selvkælent grimasseret kært og viist og fineuligt og jovialt, polyfon kitsch, falsk virtuositet -

den fattigfine mænades Christina Hesselholdt og Pia Juul:

"Det er klart, at han ikke vidste at min far var død. Måden han kom brasende ind af bagdøren, fløjtende, med to rammer toldfri øl og en flaske Lahproaig og stoppede brat da han så mig sidde alene i min fars sofa og glo ud i luften. Gad vide hvordan jeg selv så ud? Jeg havde jo ikke fundet en grimasse der kunne passe. Hvordan sørger man over Gud? "

 Vs.  (side 33(-34)i deres seneste prosabøger)

"Hvis ikke jeg kunne komme helt hen til ham ved egen hjælp, for jeg blev aldrig nogen rigtig sømand,  (engang måtte jeg stå ud af jollen og trække den, slukøret, vadende af sted gennem det lave vand, hjem til havnen, som Gulliver trækkende lilleputternes flåde efter sig), halede han mig til sig med bådshagen, så skurrede og knasede jollerne mod hinanden."


"Nitten år havde de faktisk været, da de mødte hinanden, det var nu langt mere end en menneskealder siden, men de bedyrede, og snart lød der lignende forsikringer fra de andre både, at de ikke følte sig spor gamle, de følte sig bare som dem, de altid havde været, og her lo de og slog smut med øjnene efter hinanden, Kisse og Knirk, og de skænkede mere vin, og jeg fik også, og jeg elskede dem allesammen og var sulten og tænkte på togturen i morgen, på livet foran mig, alt det der skulle ske."

Ellsworth Kelly 1923-2015

Det her er et B som i Bukdahl



- og det her et C som i Cecilie

Det kanoniske stewardessedigt

er åbenbart amerikanske James L. Dickeys "Falling", en moderne Ikaros-rutine, der særdeles ekapansivt fabulerer over en virkelig hændelse, her er begyndelsen (følg link for fortsættelsen):

Falling

By James L. Dickey

"A 29-year-old stewardess fell ... to her
death tonight when she was swept
through an emergency door that sud-
denly sprang open ... The body ...
was found ... three hours after the
accident.                                             
                              —New York Times

The states when they black out and lie there rolling    when they turn

To something transcontinental    move by    drawing moonlight out of the great

One-sided stone hung off the starboard wingtip    some sleeper next to

An engine is groaning for coffee    and there is faintly coming in

Somewhere the vast beast-whistle of space. In the galley with its racks

Of trays    she rummages for a blanket    and moves in her slim tailored

Uniform to pin it over the cry at the top of the door. As though she blew

The door down with a silent blast from her lungs    frozen    she is black

Out finding herself    with the plane nowhere and her body taken by the throat

The undying cry of the void    falling    living    beginning to be something

That no one has ever been and lived through    screaming without enough air

Still neat    lipsticked    stockinged    girdled by regulation    her hat

Still on    her arms and legs in no world    and yet spaced also strangely

With utter placid rightness on thin air    taking her time    she holds it

In many places    and now, still thousands of feet from her death she seems

To slow    she develops interest    she turns in her maneuverable body

To watch it. She is hung high up in the overwhelming middle of things in her

Self    in low body-whistling wrapped intensely    in all her dark dance-weight

Coming down from a marvellous leap    with the delaying, dumfounding ease

Of a dream of being drawn    like endless moonlight to the harvest soil

Of a central state of one’s country    with a great gradual warmth coming

Over her    floating    finding more and more breath in what she has been using

For breath    as the levels become more human    seeing clouds placed honestly

Below her left and right    riding slowly toward them    she clasps it all

To her and can hang her hands and feet in it in peculiar ways    and

Her eyes opened wide by wind, can open her mouth as wide    wider and suck

All the heat from the cornfields    can go down on her back with a feeling

Of stupendous pillows stacked under her    and can turn    turn as to someone

In bed    smile, understood in darkness    can go away    slant    slide

Off tumbling    into the emblem of a bird with its wings half-spread

Or whirl madly on herself    in endless gymnastics in the growing warmth

Of wheatfields rising toward the harvest moon.
(...)"

Natasja! råber Jørgen også

Jeg tænkte, at der stensikkert var stewardessedigte i fly-sektionen i Jørgen Leths Lykken i ingenmandsland, men det er langt fra sikkert, at der er tale om en reel stewardesse i hverken den 5 gange gentagne, på hver sin måde forvrængede, krimi-navnkundige digt "Om et øjeblik i himlen" på trods af den BLÅ klædedragt (var der tale om en "uniform", var der ingen tvivl - de tusinde mennesker tyder på en filmstjerne), her den mindst forstyrrede udgave, kursiv-udgaven:

"Jeg vil så forfærdeligt gerne
op at flyve med dig, sagde hun så,
og hun var klædt i blå. Omkring os
maste tusind mennesker for at være hende nær,
og jeg, som ikke er vant til at være hende nær,
blev noget urolig over hele situationen. men hun,
ja hun nød dette kaos som et skuespil. Hun smilte og
så strålende ud. Intet under at alles øjne hang ved hende.
Jeg må indrømme at blev skrupforelsket i hende. Ja, hun
viste sig virkelig som en dame med magt over tingene. den måde
hun beherskede hele skuepladsen på skabte et rum af stilhed midt
i kaos. Jeg faldt pladask for hende og bød hende på en tur
i min Douglas nårsomhelst hun måtte have lyst.
Til min store glæde sagde hun straks ja tak
og jeg fik i tilgift et lysende smil.
Jeg var ærlig talt henrykt ved
tanken om min smukke passager
og jeg håber på flyvevejr
allerede i morgen."

Eller titeldigtet "Lykken i Ingenmandsland", der begynder sådan her:

"OK, sæt Dem op, kvinde!
Vi skal starte, Jeg skal vise Dem
skyerne på himlen, skibene på havet
og menneskene på jorden.
Fasten seat-belts! No smoking!
Er De lykkelig eller er De ikke lykkelig?
Nu strater vi. Hold Dem godt fast i mig.
Your captain speaking.
Jeg tænker ikke på lykken men jeg håber
at De vil få dem en oplevelse for livet.
Må jeg bide i Deres brystvorter?
Må jeg kysse Dem i røven?
Hallo - Hvad tænker på lige nu?
(...)"

MEN SÅ HAVDE JEG HELT GLEMT DETTE UBETITLEDE IKKE-FLYDIGT PÅ SIDE 76!:

"Foran: træer, en hæk, asfalt.
Til venstre: vand, træer, skibe.
Til højre: en mur, roser.
Bagved: musik. Bag musikken: stilhed.
Hør, vandet løber ud i kummen.
Se. vinden får bladene til at bevæge sig.
             Men pludselig - det er Natasja!"

Stewardesssetegneren

Walthéry, ca. midtvejs, forgrublet: hvordan læser en stewardesse sandest? - bemærk viskelædersmulderet tv. foto: dig (ligesom nedenfor (inkl. hånd))

Min bedste gave er en stewardesse - læsende

(en original NATACHA, mit livs første pin up, som du i hemmelighed fik tegnet til mig i Rundetårn af Walthéry lui-même - den skal op at hænge over døren ved siden af min originale Viggo, smukkeste par!)

Nå ja, WA-pris (mens vi venter)!

Stem på stentavle - skal hugges ud af avisen - på enten

Hanne Højgaard Viemoses MADO

eller

Dorrit Willumsens Nær og fjern (kunne pludselige ikke huske titlen, Hus og hjem, Ny og næ, Her og dér, Nu og da ...)

eller 

Gitte Broengs Frøken Klokken

- MADO er jo aldrig færdig; her er dagens kapitel, endnu et Island-et:

Hanne Højgaard Viemose added a new photo.

1 hr · iOS ·

Nå, sne og blæst i Reykjavik, forleden spiste vi rådden gæret rokke (skade), ringede siden til politiet og givet et signalement af Lille Bløde som forsvandt i lufthavnen, B fik tlf da politiet ville vide hvordan den så ud: den hedder Lille Bløde, den er ikke lille, Dagurs hedder ikke Lille Bløde, engang vi havde lus sendte vi den til Grønland, det er ikke en isbjørn, det er LilleBløde 3, men det er Dagurs, det er min lillebror, han er tre år, nogle gange niver han, blablabla, Pabbi, hvordan siger man st Kongensgade på islandsk? Pabbi, politimanden vil gerne sige noget til dig! S har fyldt mit skab med tøj han har fundet på et byttemarked, Idag går jeg rundt i røde levis jeans og en glitrende t-shirt hvorpå der står: My boyfrind is a teenage Ware Woolf, jeg har gået rundt og købt julegaver i snevejret, og en lyserød strikketrøje str nyfødt (sig straks til hvis I kender nogen der vil ha den!), nu ser jeg Trouble in Paradise og spiser frysepizza, snart vil jeg gå på Baronstígur og sidde i bassinerne på taget i min nye badedragt med åben ryg og leopardflæser, hva laver I, har I det godt, har I fundet julekuglerne frem? GLÆDELIG JUL!!

Glædelig google!

Alle stjæler gladelig! En god kopi-jul ønskes bloglæserne med denne afskrift fra Christian Yde Frostholms hjemmeside:

Som juleaften

At høre fra kriminalteknikerne er lidt som juleaften
At snakke om rom en hel dag er som juleaften
MGP-aften er som juleaften for homoseksuelle
16. maj er som juleaften for jægerne
Første april er næsten ligesom juleaften for mælkebønderne
Warpigs er lidt som juleaften for ølelskere over hele verden
For karikaturtegnere må græsk afstemning være som juleaften
For parasitafdelingen er det næsten som juleaften og fødselsdag
på én og samme dag at få nye afføringsprøver ind
Varierende belønninger er som juleaften for dine brugere
Ivrige Iphone-fans i kø: Det er som juleaften
Lars Lilholt: Nibe er som juleaften!
Englegården: Næsten som juleaften
BogForum er som juleaften
Børn & Dyr på Bregentved er som juleaften
Juventus-kamp er som juleaften
Vild med dans er som juleaften
Premieren mod Langeskov I.F. er som juleaften
Nye glutenfri produkter er som juleaften
Et besøg i swingerklub er som juleaften
Samarbejde er som juleaften
Et folketingsvalg er som juleaften tre uger i træk
Det er som juleaften i november
Det er som juleaften gange fire
Som juleaften hver dag i en hel måned
Juleaften er oprettet som event på Facebook
Juleaften er en speciel situation
Juleaften er en ny opfindelse
Juleaften er fællesskabets aften
Juleaften er for alle og den skal deles
Juleaften er det perfekte mix af højtidelighed og hygge
Juleaften er anekdoter fra livet
Juleaften er traditionernes store dag
Juleaften er som den plejer
Juleaften er altid speciel
Juleaften er dagen, hvor vi giver efter
Juleaften er som et stykke cognacfyldt chokolade
Juleaften er godt for fordøjelsen
Juleaften er en melodi, der bæver
Juleaften er synonym med 2 hyppige og meget alvorlige problemer i vores familie
Juleaften er ikke noget problem for mig
Juleaften er en dejlig aften, selv om jeg ikke fejrer jul
Juleaften er den bedste arbejdsdag
Juleaften er ikke noget særligt
Juleaften er ingen særlig god fødselsdag
Juleaften er årets kedeligste aften for en muslim
Juleaften er også tyvenes fest
Juleaften er ikke nogen undtagelse
Juleaften er næsten det værste



- fra billedsøgning på "som juleaften"

Okay juleshow, rigtig god julesang

Nød lærer udvalg at finde på den smukkest indrammede vølve-pris, der går til den helt rigtige Rasmus

Formanden for Statens Kunstfonds afgående, meget fortjenstfulde litterære udvalg, Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver:

""Se, denne fine pris har Kunstfondens legatudvalg for Litteratur indstiftet. Vi har valgt at kalde den "Hanne Marie prisen" efter en af vores fineste forfattere Hanne Marie Svendsen.
I virkeligheden begyndte det trist. Vi fik nemlig pludselig at vide, at næsten alle de penge, som vi havde lagt til side til efterårets præmieringer var blevet taget fra os af sparekniven. Resultatet var, at vi kun havde penge til en enkelt præmiering. Og litteraturen er som bekendt ikke et hestevæddeløb med kun én vinder, så vi havde overhovedet ikke lyst til kun at præmiere et enkelt værk.
I stedet valgte vi at lave denne pris. Idéen er, at udvalget peger på en ældre forfatter og modtager af hædersydelsen, som så får lov til at vælge den forfatter, der skal modtage prisen. Selvfølgelig ud fra udvalgets overordnede tildelingskriterier. Vi er meget glade for at valget faldt på Rasmus Nikolajsen. Og synes alle skal læse Hanne Marie Svendsens fine tale.
Og så vil jeg blot nævne, at kunststøtten i mellemtiden og med denne nye kulsorte regering er blevet skåret yderligere. Jeg tror faktisk det er første gang fondsmidlerne til direkte kunststøtte er blevet reduceret. Ikke at det kan komme bag på nogen. Det er også denne regering der fx beskærer designskolerne med 20%. Velbekomme. Og tillykke til Rasmus Nikolajsen naturligvis."
 
Klip fra HMS' meget fint og viist læsende motivations-tale (hun skrev jo, før hun genopfandt sig som skønlitterær forfatter, en distinkt bog om romangenren): 

Som en anden Mahler bruger han gesunkenes Kulturgut, f. eks de gamle socialistiske sange, remixer, leger med bogstaver lyde og klange, bringer det sunkne frem i lyset i en helt anden form. Der er megen humor og leg i hans tekster, men også sorg, angst for det fragmenterede, for det kaos, som er menneskers livsvilkår.

Den lille tætte form med de mange vilde metaforer og sammenligninger fører vidt omkring, til andre steder, andre erfaringer. Der er essays, diskussioner om litteratur, kunst, politik og vores forhold til naturen. Små historier om dagliglivet, om sociale problemer om vanskeligheder med økonomien, med at leve som digter af skatteydernes penge, ”En tanke gemt i hjernen som en bombe i en pose stoppet ind under sædet.” ”Der er ingenting i verden så stille som løn, der går ind på en konto.”

Eller om parforholdet:

”Engang var vi det yndigste par, ja, altid med et SPIL på læben, men selv bjerge brokker sig, og nu piller vi os fra hinanden. Hvor flotte de var! Hvor mange danse de bar os igennem! Nu er den ene sko utæt, den anden udtrådt. ”

På otte linjer har forfatteren opridset en ægteskabsroman. Som H.C. Andersen skrev efter at have fortalt en familietragedie: Det var en sørgelig historie – men lille. Ja, han gjorde det på fire linjer.

Hvad er det så, der binder dette mylder af tanker, fortællinger, udflugter i fortid og nutid sammen, hvad skaber orden i kaos? Det er systemerne. Rasmus Nikolajsen er systemdigter. Ligesom Inger Christensen, ligesom Klaus Høeck og flere andre bruger han systemerne som et bolværk mod kaos. De regulerer kaos, giver holdepunkter,

Det er morsomt, elegant, men det er også, for at bruge et dyrt ord: eksistentielt.

Formen beskytter mod kaos, Men bag formens bolværker er det hele presset sammen. Hverdagen, angsten, det store skred, usikkerheden, det alment menneskelige. 

Smart og lyksaligt nok udkommer en ny digtbog af Rasmus N lige om lige om lidt på hans nye forlag, Samleren - med forside af Magritte, n'est ce pas?!

 

Rasmus Nikolajsen

Tilbage til unaturen

Tilbage til unaturen er en naturdigtsamling: Digte skrevet i naturen.

Mens jeg står her på højen og
ser himlen bryde sammen, er
jeg helt rolig. Det er resten
af tiden der er problemet.

                    - Citat fra bogen

  

Tilbage til unaturen er tredje bog i en serie, hvor Alting ender med et bryllup og Socialdemokratisk digt er de første to.

Samleren

Udkommer 29. januar

 

Kaligrafisk blues

Da jeg gik på High School i Californien i begyndelsen af 80'erne, var et mine valgfag Kalligrafi. Jeg blev aldrig særlig dygtig (som enhver der kender min håndskrift kan bevidne), og jeg husker mest, at jeg, uforståeligt for lærerne og mine klassekammerater, kalligraferede min yndlings-diapsalmata: "Jeg taler helst med børn, for om dem tør man dog håbe, at de blive fornuftsvæsener, men dem, so er blevne det, Herre Jamini!".

Og i dag læser jeg på forsiden af min avis, som jeg for en gang skyld ikke selv har skrevet noget i:

"(...) Et gymnasium i Augusta amt i Virginia måtte lukke fredag i sidste uge, efter at skolen havde modtaget så mange trusler, at ledelsen i samråd med den lokale sherif ikke fandt det ansvarligt at gennemføre undervisningen.
Årsag: En lærer havde i en lektion om arabisk kalligrafi bedt eleverne om at reproducere en trosbekendelse fra Koranen og blev i en telefon-og email-storm fra såvel forældre som helt udenforstående beskyldt for at ville »tvangsomvende eleverne«."

Min kommentar:

En film I ikke behøver at se i julen (tag Star Wars i stedet)

er Tale of Tales, som jeg anmelder til 3 stjerner på ekko.dk; dette er begyndelsen:

"Jeg stod for en måneds tid siden på Den Danske Filmskole og fortalte de opvakte elever om, hvad der heldigvis og desværre var ufilmatiserbart i litteratur.
Og noget af det, der er allersværest at gøre til levende billeder, er paradoksalt nok billedsprog, metaforer og sammenligninger, fordi skriftens hurtige spring fra realitet til et billede virker åndssvagt klodset på et lærred, hvis det ikke bare falder omstændeligt til jorden som en røvtung symbolik.
Matteo Garrones træls undervældende Tale of Tales er en filmatisering af tre folkeeventyr (med elementer fra andre mixet ind), der indgår i den italienske barokdigter Giambattista Basiles samling Pentamarone. Det er kendt for at være den første rene eventyr-samling, 100 år før Charles Perrault og Brødrene Grimm kom på banen (og stjal flere af eventyrene).
Men lige så kendt er værket for sit over-elaborerede, hyper-barokke billedsprog. Et godt eksempel: ”Som en hoflæge tog solen på visit hos de syge og svagelige blomster.”
De billeder er ikke med i filmatiseringen, det havde krævet et helt animationsstudie på fuldtid at virkeliggøre. Men gid dog forsøget var blevet gjort, måske filmen så var mislykkedes på en anderledes egensindig facon."

 - og hvis I gider, kan I læse resten HER!

Suk over et vist bogtillæg

der i fredags trykte en sidelang nedrakning af Texas Longhorn nr. 2 ved samme skribent, der nedrakkede nr. 1; og i den ideelle verden, hvor litterære tidsskrifter blev jævnligt eller måske faktisk hver gang anmeldt i avisen og til tider endda sidelangt, ville det også være en noget pointeløs øvelse, men tidsskrifter bliver ikke engang ujævnligt anmeldt, så kunne anmeldelse nr. 2, hvis den absolut skulle have været en anmeldelse af Texas Longhorn nr. 2, ikke have været en KOMPARATIV anmeldelse i det mindste sammenlignende med de nye numre, udkommende sidste uge og næste uge, af gode, gamle, men især gode Kritik og Hvedekorn, bare fx - ved ikke, hvornår Hvedekorn sidst har været anmeldt i det bogtillæg (ved ikke hvornår den pågældende skribent sidst, om nogensinde, har siddet med et nummer af Hvedekorn), selvom redaktøren er fast anmelder, så meget for nepotisme, siger samme red. halvanden-bittert her på hans blog - altså jeg, min.

& URSULA (kom)

Ursula Andkjær Olsen er også blevet lærer på Forfatterskolen, hvilket hun modsat Frost aldrig har været før. Dvs. at lærerteamet, ud over rektor Jeppe Brixvold, består af Asta Olivia Nordenhof, Lars Frost og Ursula Andkjær, en sand holddrøm! Det kan være, jeg omsider skal sende min optagelsesansøgning ind!?

Og imens er der 2 dage tilbage på Ursula & søsters julekalender, som er den bedste og hvert dag mest chokerende betimelige julekalender, VI begge 2 nogensinde har haft - i dag stod der (sat fancy op rundt om og indover en collage-ugle):

at lukke øjnene
   glem det
      GLEM ALT OM DET
       det der vil komme
              lad det komme

                    til mig
                        til mig

kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom

kom ko
m kom kom
kom kom kom kom k
om kom kom kom kom
kom kom kom kom kom k
om kom kom kom kom kom
kom kom kom kom kom k
om kom kom kom kom kom

Håb om Frost i hår

Stor nytårsønske:

Romancomeback fra (HURRA!: NY (RIGTIG!) FORFATTERSKOLELÆRER) Lars Frost:

Tegn i sol og måne? Gode!

= Afslutningsvise hårskildringer i 2 nylige, elegante, let pastichiøse løstekster -

"Havet", 1 sides særtryk fra Jakob Hansens Litteraturfestival 2015, håndsat og trykt på Heidelberg Vingemaskine fra 1951 i 200 eksemplarer (40 bliver uddelt, 20 ad gangen, ved de to næste Hvedekorn-oplæsninger på Rosinante! GRATIS! Tak, Dennis!) - video fra trykningen:

"Hvem har hun svigtet? Der er intet, der holder hende tilbage. Der blæser en frisk vind. En god vind. Der er intet, hun vil savne. Og nu, mens det langsomt mørkner, læner hun sig dovent mod den bagerste af de tre master. Hun har selv syet skjorten. Bukserne sidder som en drøm. Hun hviler hele sin vægt på det ene ben. Hun tager sig til håret, griber en vildfaren lok og låser den fast bag øret.
  (...)"

"Telefonen", tekst i Texas Longhorn 2:

Kysen! Bændlerne! Sløjfen, den løsnede sig. En sporvogn skramler forbi. En drosche med et mægtigt motordyr spændt for skramler forbi. En drosche med et prægtigt motordyr spændt for skramler forbi. Og hun dansede af sted under paltaner i knop, spæde kroner, hun dansede ned ad boulevardens fortovsbelægning, sten efter sten, fliser sat ned til kant. I retning mod den kølige biograf. Og de levende billeder! Endnu en sporvogn skramler forbi. I den anden retning denne gang! Åh, bændlerne - sløjfen løsnede sig. Kysen lettede, gled af, løftede sig fra hendes hoved, blottede hendes hår - for solen. Og byen. Og hver mand. Og fletningen, der som en sovende slange har ligget rullet sammen på hendes isse. Under kysen. Fletningen løsnede sig op. Fletningen faldt fra sig selv i stride strømme, en bæk tyk, solblondt hår.
  (....)"

Han er lovende - det kan enhver frisør se!

Dine forsvarsnoter

(noteret af Cecilie Lind i auditoriet, afskrevet og redigeret af Blogdahl)

-->

Vindrosen - vendekåben

Flå et stort brød op .

Hvem er jeg? hvem er bleg om næbbet: Jeg!

Slet og ret – flet og spræt – op – fisk

Glitterstaturanalyse

Uden-at-kny-realisme

På-nær-læser

Attitude: Kræekvilibrister

Kvinder med indmad

Prakke-på-løsning

Plottet er pletter for øjnene

Gå-på-modsprog

Skamlitteraturen

Så går man for meget og har for lange tånegle –

Smerte – og også det at flytte bjerge KONSTANT

Så hårdt – det giver vabler

En station (Memphis?) – en station foldes ud – papirklip?

Et juletræ er problemer – rødder er kappet – dog – den har en fod

Hvad er identitet? Hvem er frygtløs den frygtsomme hund?

Og hvem er jeg.  Og hvorfor så meget post. Breve, visitkort.

Komme til kort.

Du har: en krop, et indre, et ydre. MÅSKE har du også en pels.

Viljer, intention, linje, minion, Øjne - bryster

Stig Larsson: Autisterna Line K: Guitaristerne

Selvet konstitueres løbende – jeg løber for lidt

MYNDIG medspiller (MUMIE)

Så spag i min sarkofag

Et sund helt menneske der kan overleve i den sociale jungle, -

Lændeklæde – et selv, en elg, et gevir

Monumentale stilstand / mentale tilstand

Papfar/popmor det FALSKE selv savler

Social mobilitet - rulleskøjter

SØKO-logiske æg

NEONliberalistisk / Kong Kreons kvababbelser

Giddens er baby-kitten

Psykologer og sjakaler

Landbrugskultur – gråd og afgrøder –

Mit psykologiske landskab – mit månelandskab

Svind i spejlene

Nå, men min farfar er verdens bedste tingfinder og pusler planter

Hvad kan de nordiske lande bidrage med: Trolde!

Afhandlinger – afbagninger

Kan vi se Jessica Jones når vi kommer hjem?

Hvorfor er forfatterskab ikke kontekst? Og hvad med 70'er-prosa-BOOMET?

(kritik unævnt på blog og i avis)

En underlig og bare træls ting i Marianne Stidsens omgang med de forfattere, hvis tekster hun faktisk læser i bogen, er hvor lidt og hvor ustadigt hun præsenterer noget, der ligner overblik (vs. Hvem Hvad Hvor'sk danmarkshistorie og idelige teori-gentagelser) over forfatterskaber - læsning af Christina Hesselholdts Familiens skød, men ikke et ord om Camilla-fortællekredsene, der snor en hele anden snurrig vej, læsning af ALLE Juul-bøger frem til Siger jeg, sagde jeg og en enkelt novelle, men ikke et ord om Mordet på Halland og (super-collagen!) Radioteatret bare fx, læsning af en enkelt novelle af Naja Marie Aidt, en enkelt roman af Helle Helle, en enkelt roman af Lars Frost, etc., men ikke bare et SUMMARISK overblik over forfatterskaberne - og når nu Dan Turèll spiller så central en omvendt synder-rolle, kunne så ikke bare hovedværker/serier og faser NÆVNES?

Hvortil kommer så alle de forfattere der IKKE læses eller overblik-nævnes (Stidsen skriver at deres navne vil fylde 3 telefonbøger, 3 sider burde være rigeligt), hvoraf de stærkest og mest besynderligt savnede UD OVER DEN FORMIDABLE MENNESKEFORTÆLLENDE MODSTANDER SVEND ÅGE MADSEN (vs. de store læsninger af 2 firserdigtere, Strunge, Thomsen, og hele 3 senfirser-digtere, Juul, Frank, Grotrian, og 1 svensker og 2 nordmænd (hvoraf den ene, Kjærstad, er vedkendt Madsen-inspireret), når nu temaet for fanden er identitet, er de MEGAstore (60'er/)70'er(/(sen)80'er-prosaister (alle stadig hyperaktive!), hvoraf flere jo har skrevet deciderede og BETYDELIGE roman-SERIER om at blive til i denne identitetsforvirringens tid:

Henning Mortensen (serie!)
Dorrit Willumsen
Kirsten Thorup (serie!)
Vibeke Grønfeldt (serie!)
Jens Smærup Sørensen
Bent Vinn Nielsen
Hans Otto Jørgensen (serieR!)

Vi er kaos, lykkeligvis!

En masse hyldest til Marianne Stidsen i Søndags-Politiken, 6 hjerter-anmeldelser fra svensk professor, begejstret litteratur-redaktør-leder (litteratur handler om NOGET!) og så også en artikel (vistnok kun på nettet (sigende nok, net-forskrækkelsen - det er det nye kulurradikale skræmmebillede, i 60'erne var det poppen - in mente) med lidt sporadisk, frem-interviewet kritik fra mig og Tue Andersen Nexø (havde det ikke været smartere og sjovere med citater fra selve vores oppositioner!), som Stidsen stejlt afvisende ikke rigtig svarer på (jeg vil så gerne have svar på det med attituderelativisme som kulturelt gateway drug (hvorfor kom ikke det ord med i artiklen, men fedt nok med "Jeronimus"!) til nyliberalisme).

NÅ!

Superskurkene Turèll & Laugesen har selv de bedste og korteste opppositioner; jeg ville have sluttet min egen ex audtorio-opposition med det sidste digt i Dan Turèlls sidste digtbog Tja-a- cha-cha - og læg mærke til, at vi er virvar både før og efter frygtens fødsel vs. Stidsens idé om dødsbevidstheden der triumferer over netværkslivligheden:

Virvar:
Vi var:

Universets eneste
Gyldne Råstof,
eneste Alkymien værdig:
Tid ...

Tid var vi.
Virvar

Før & Efter
Frygtens Fødsel

- Stidsen citerer i afhandlingen flere gange, forskrækket og advarende, Per Højholts dictum: Jeg vil ikke stå i vejen for kaos. Aporpos er her oopistionen fra Peter Laugesen, hentet fra hans nye efterskrift til genudgivelsen af Livstid (og ja, selvfølgelig var der en pointe i at mit forsvarshandlingsreferat stod at læse i samme avis som min gladelig formalistiske anmeldelse af nye gamle Turèll- og Laugesen-bøger):

"(...) bibliotekerne præsenterer bogen som: "Digte, der beskriver tomheden i den moderne tilværelse, hvor historien hele tiden gentager sig, og mennesket er uden håb, om at livet indebærer andet end det totale kaos."
  Den underlige kommatering er bibliotekernes, og teksten er noget hysterisk sludder. "Livstid" er ikke en bog uden håb. Kaos er håb, og historien gentager sig ikke kun i den i snæver forstand "moderne" tilværelse den gentager sig i kæmpestore cykliske genkomster, som enhver læser af Gimabattista Vico og James Joyce vil vide.
  (...)
  Nu kommer "Livstid" igen. det er der en stor glæde i for mig. Kaos er ikke overvundet, og håbet består.

The Greening of Vangede Billeder

Om Gyldendals genudgivelse af Dan Turèlls vidunderlige Vangede Billeder:

PLUSSER:

Oprindeligt A4-format, alle illustrationer, collager og Bundgaard-tegninger, inkluderet, store kræfter er brugt på at få genudgivelsen til at ligne originalen (men ... (se nedenfor))

Træerne på Peder Bundgaards fugleperspektiviske cover er blevet grønne, som angivelig oprindeligt ønsket - det ser godt ud! Se selv:





Fede Arne hedder atter som i den originale udgave Fede Arne og ikke - som i de mellemliggende udgaver - Fede Asger, og Fede Arnes hedder Fede Arnes mor og ikke Fede Asgers mor. 2 stk. dokumentation desangående (78 stykker mad vs. 25 fede Arner):

((meget Vangedesk!) læserbrev i Ekstra Bladet 15/10 1975)

"DAN DET VAR ONDT

Må man virkelig som Dan Turèll gør i sine nye bog om Vangede hænge et menneske ud med en sætning som denne: ja, fede Arnes mor oppe på Stolpehøj. Hun sidder i en rød housecoat med papilotter i håret og er pillenarkoman ..."
  Min genbo kom ind med bogen til mig. Efter at have læst, kunne jeg ikke sove. Jovist jeg har haft store problemer med Arne, men alligevel ... Jeg har i øvrigt aldrig ejet en housecoat eller haft tid til at have en sådan på. Jeg er mor til ti børn. Det var op tidligt hver morgen og smøre 78 stykker mad, og arbejde i kælderen til langt ud på natten.

Arne mor, Stolpehøj"

(fra interview med DT, BT 17/10 1975)

"Dan Turèll: "Min bog skulle være en kærlig og solidarisk bog. Og jeg er frygtelig ked af, at jeg har skrevet sådan, at Arne genkendes. Jeg kender ikke hans mor og har kun truffet ham selv en enkelt gang. Jeg vil ikke udlevere de to. Jeg faldt for navnet "Fede-Arne" og måtte så opfinde en mor.
  Der eksiterer mere end 25 fede "arner" i Danmark og det er om alle dem, jeg skriver.
  "Vangede-billeder" er en blanding af direkte reportage og skønlitteratur om et hvilket som helst mindre bysamfund i Danmark."

MINUSSER

Originalen var håndtastet på en elektrisk IBM-kuglehovedmaskine af DT - med kuglehovedfonten Prestige Elite, som, jeg på nettet har fundet denne 70'er-præsentation af:



Gyldendal har valgt at nysætte bogen med en (formoder jeg) digital udgave af Prestige Font, sådan en har jeg også fundet på nettet:


Og der ser meget godt ud. Men problemet, hvis det er et problem, er, at fonten konkret nedtatstet af DT i den oprindelige udgave slet ikke ser (så) godt ud, den er nedslidt (af kuglehovedbrug) og lettere bleg og udværet, men paradoksalt nok af samme grund TYDELIGERE end den perfekte digitale font i genudgivelsen, der flimrer anonymt for øjnene. But what to do? Man kunne bare have SCANNET originaludgaven, hvilket sjældent bliver pænt (men det skulle det jo så heller ikke være!), eller genskrevet på gl. maskine med et omtrentligt lige så brugt kuglehoved og lige så brugt farvebånd ...

Til gengæld bliver det helt simpelt åndssvagt for autenticitetens skyld at genhåndskrive DT's håndskrevne accent grave'r ( `), som der jo ikke er en særlig æstetisk pointe i, men udelukkende skyldes, at det pågældende kuglehoved ikke gav mulighed for dem (til forskel fra accent aigu'erne ( ´ ). Til enhver tid ville DT da hellere have undgået håndskriften dér (og lige præcis i "dèr", hvor jeg - sikkert helt ukorrekt?! -  selv bruger aigu, sættes accenten suverænt hyppigst) og stensikkert ville han have modsat en gentagelse af den nødløsning i en genudgivelse!

Den fede overskrift-font, som DT i originaludgaven også selv står for, er sådan en westernskrift med nogle ordentlige seriffer - sheriff-seriffer kunne man passende kalde dem - som DT garanteret har kradset ud af noget letraset (ved nogen det!?). Jeg har ikke kunnet finde en identisk font på nettet, men denne ligner lidt:


I genudgivelsen benyttes en langt mere normalt og neutral udseende font, kaldet Stafford:



Hvilket jeg slet ikke kan forstå - især ikke når den gamle font er bevaret i illustrationer med tekst (fx skraveret billede af Rolling Stones og ved siden af teksten: VANGEDE/ VED/ VÆRRE").  Dèt vil jeg ikke kalde en skandale, men det ligner, næsten!

Skolerådgiveren DT

Turèll-samlingen på Vangede Bibliotek gør altid et uundværligt nummer ud af julen på Facebook; i år er det ikke helt en julekalender, her to af foreløbig fire opdateringer; det første præsenterer konceptet og tekst-typen:

Turèll-samlingen

December 11 at 3:30pm ·

I 1980'erne var der mange skoleelever, der skrev opgave om Dan Turèll. Dan stillede beredvilligt op og besvarede spørgsmål og til at blive interviewet af eleverne. Eleverne sendte de færdige opgavet til Dan - og nu er de kommet i Dan Turèll Samlingens besiddelse.
Vi bringer nogle klip fra interviews fra opgaverne her op mod jul.
I en opgave fra 1983 bliver Dan Turèll spurgt om hans kriminalromaner:
"Temaerne er sex, narkotika og død, og da det er de eneste tre interessante ting i tilværelsen, så kan jeg ikke se, hvad de ellers skulle handle om. Husk på, jeg er snart 40, jeg har været gift adskillige gange. Derfor er jeg meget interesseret i sex. Hvad narkotika angår, så er jeg gammel omvendt narkoman, men jeg kender det trip, jeg ved hvilke ting det medfører, også i rent økonomisk forstand - og samfundsmæssig forstand. Døden det er jo bare enden, og enden er det eneste alle tænker på fra det øjeblik de er født. Jeg skal love dig, at min 3 årige datter, hun tænker garanteret på døden. Somme tider kigger hun på mig og siger: 'Far, når du er død, så får jeg alle dine ting'. Så siger jeg: 'Ja, det gør du'. "

Turèll-samlingen

December 15 at 3:11pm ·

I et interview i en skoleopgave fra 1983 bliver Dan Turèll spurgt, om alle folk kan sætte sig ned og skrive; hvad der egentlig skal til:
Dan Turèll: "Ja, det kan alle folk godt, hvis de gider.
Det der skal til, det er hvad den gamle Disney-tegner Carl Barks en gang sagde: 'Det er ikke et spørgsmål om inspiration, det er et spørgsmål, om hvor længe du gider sidde og knække ryggen'.
Det er ret konkret.
Her er skrivemaskinen, her er jeg, jeg skal sidde her, sådan her, i så og så mange timer. Bag efter skal jeg tage fyldepennen op, rette og skyde til, så skal jeg renskrive, og imens farer alle mulige smukke piger rundt udenfor, og alle mulige gode venner, og alle mulige interessante koncerter finder sted uden for døren, så hvis det skal være det, så skal det først og fremmest være et spørgsmål, der hedder: Jeg vil, jeg vil med stort V, ellers bliver du distraheret af alting."

Det ANDET møntvaskdigt

Det første er naturligvis "At være beat" fra Manuskrifter om hvad som helst, som Marianne Stidsen i Den ny mimesis læser som forfærdelig dæmonisk horsontalistisk:

"(...) Turèll eksempelvis i en tekst som ovenstående omfavner alt amerikansk. Som nævnt går den ensidige dyrkelse af identitetens horisontale side, som bl.a. ses i et digt som "At være beat", nemlig fuldkommen i hak, skal det vise sig, med det neoliberalistiske paradigme, som just udspringer fra USA, og som kommer til at dominere over hele den globale arena efter 1980."

Det andet er at finde som to fragmenter nogle sider mellem hinanden blandt kilovare-teksterne af Laugesen og Turèll i Victor B. Andersens Maskinfabrik (anmeldt i WA Bøger i dag, sammen med genudgivelserne af Vangede Billeder, Nytår i Rom og Livstid - og hvor farligt er ås det for velfærdsstaten??:

AT THE AUTOMATIC WASHING SUPERMARKET

All those people
And not a word

I borught my bag of dirty clothes
So they did

I got high on the lavatory
Sat down to write a poem in the machine hall
With all their eyes in front of me

Sunday families
(Yes I remember
We all know of families)
Machines rolling
Clothes cleaning
Smells of soap
Coca-cola automate

I have no cigarette nor any money
Outside there's a travel agency
On the other side of the pale street
A hunting & fishing store

Metallic sounds
Each time someone makes a change
Or buys a drink
The lavatory is automatic too
First: drop meoney
Second: drop shit
All in all
               it's quite the same

Three phases:
Washing machine
Centrifugal extractor
Drycleaner

This is still the first

((...) ?)

I grab i my pockets after cigarettes
I re-lit the empty pipe
O pipes & cigarettes smoken long ago
The present society would crash without tobacco
WE SHOULD LET IT

Second phase
The wet partly cleaned clothes
Turn around in high speed

I'm a confessional cannabis smoker

Think there's about twenty people here
What will I do when I get home
What will they do

Enter conscience:
Washing one's dirty underwear
Confusing information on your body withheld

Second time I walk out for air
No one else seems to care
Lazy sunday midday traffic
Want some music (seeing arecord shop)

Third phase
Clothes drying very hot
They have a light system
                                         red yellow white
On each machine
And the machines are Italian

I go outside again
Refill pipe
Smoking a lonely pipe of Ganja
(Indian: Ganja means 'insight')
In front of the travel agency
Red colour pencil dancing in my fingers
On little pieces of paper
A notebook once bought & forgot

((...) ?)

Kodyl

kodyl  

 

adjektiv

også i formen: codyl

Bøjning -t, -e

Udtale [koˈdyˀl] 

Oprindelse kendt fra 1975 oprindelig varemærke for et smertestillende lægemiddel

Betydninger

 

(meget) stor eller overdreven SPROGBRUG uformelt

Se også fed   kanon3

Beslægtede ordbeta ...vis

grammatik almindelig som forstærkende førsteled i sammensætning, fx kodylstor

   

God, codyl dansk socialdemokratisk flæskestegsjul, helt efter opskriften, fuldstændig, som man gør den slags DRTV-int83

   

Orddannelser

Sammensætninger kodylbrandert   kodylfed   kodylsucces   kodylsvipser   kodyltræt

Nej, krigsprosa skal Pasternakificeres, hvis ikke Young Hemingwayificeres

dvs, ond og grusom minimalisme, minimalistisk ondskab og grusomhed

fremfor Carstens Jensen pynte-essayisme: KLASER af meninger og metaforer, metaforiske meninger og meningsfulde metaforer -

her begyndelsen på andet kapitel af Simon Pasternaks Dødszoner:

Manfreds kommandovogn skrumpler hen over jordvejen. Jeg har spurgt om Breker og Kindler, men kun fået enstavelsesord. Manfred stanger tænder med en lille tandstikker af elfenben. Det er steghedt, der står en en MG-skytte med hånden på fremførergrebet i fronten af vognen, der er fire lastbiler bag os, og med ét vælter skyerne ned over vejen, et stenskred af vejr, lynene springer hen over landskabet. Manfred har taget Weber med, forhenværende kriminaltekniker fra Köln, nu regimentskriver, han holder en kuffert i højre armhule. Er det hans instrumenter? Manfred må frygte det værste.
  Hele Webers lille krop ryster, han taber cigaretten.
  Jeg træder den ud med støvlesnuden og rækker mine Efkaer over til ham. Han siger et eller andet, men tager ikke pakken. Det er køligt nu, sigtet er tæt på nul.



En (hel!) tekst fra Ernest Hemingways In Our Time ("kapitel 6" i den korte 1924-udgave) - i copy-pastningen meget passende digt-ificeret! :

THEY

shot

the

six

cabinet

ministers

at

half

-

past

six

in

the

morning

against

the

wall

of

a

hospital.

There

were

pools

of

water

in

the

courtyard.

There

were

wet

dead

leaves

on

the

paving

of

the

courtyard.
It 

rained

hard.

All

the

shutters

of

the

hospital

were

nailed

shut.

One

of

the

ministers

was

sick

with

typhoid.

  Two

soldiers

carried

him

downstairs

and

out

into

the

rain.

They

tried

to

hold

him

up

against

the

wall

but

he

sat

down

in

a

puddle

of

water.

The

other

five

stood

very

quietly,

against

the

wall.

Finally

the

officer

told

the

soldiers

it
was

no

good

trying

to

make

him

stand

up.

When

they

fired

the

first

volley

he

was

sitting

down

in

the

water

with

his

head

on

his
knees

Juleleg: Helle Helleificering

EXEMPEL 1:

Begyndelsen på J.P. Jacobsens novelle "Mogens"

Sommer var det; midt på Dagen; i et Hjørne af Hegnet. Lige for stod der et gammelt Egetræ, om hvis stamme man gerne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel på Harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke krogede Grene, som mest af alt lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker. Bag ved Egen var der frodigt Krat af Hassel, med mørket, glansløst Løv, som var saa tæt, at man hverken så Stammer eller Grene,. Op over Hasselkrattet steg de to ranke, glade Ahorntræer og med lystig takkede blade, røde Stilke og langt Dingeldangel af grønne Frugtklasser. Bag Ahornene blev det Skov - en grøn, jævnt afrundet Skråning, hvor Fugle kom ud og gik ind som Ellefolk af en Græshøj.

Helle Helleficeret (stadig for mange adjektiver, men svært at gøre noget ved):

Det var sommer, midt på dagen; i et hjørne af hegnet. Lige for stod der et gammelt egetræ med forvreden stamme, gult løv og sorte, krogede grene. Bag ved egen var der et hasselkrat med mørkt løv, som var så tæt, at man hverken så stammer eller grene,. Op over Hasselkrattet steg de to ranke, ahorntræer med takkede blade, røde stilke og grønne frugtklasser. Bag ahornene blev det skov - en grøn, jævnt afrundet skråning, hvor fugle kom og gik.

EXEMPEL 2:

Begyndelsen på Carsten Jensens roman Den første sten:

Den hvidblå augusthimmel er flad som et loft. De kan ikke se ørkenen på den anden side af murene. De ved, den er der, uendelig på en måde, de ikke fantasi til at forestille sig. De skal lede efter fjenden, mens fjenden leder efter dem. En gemmeleg i tomheden venter på dem.
  Der er intet samlebånd, der bærer dem af sted mod deres skæbne, ingen oprullende torden, der varsler frontens nærhed, ingen stor hamrende rytme, der vil opsluge dem. Om fire måneder skal de på orlov, om seks vil de være ude igen. Krigen er blot en episode i deres liv.

Helle Helleficeret:

Augusthimlen er flad og hvidblå. De kan ikke se ørkenen på den anden side af murene. De ved, den er der. De skal lede efter fjenden, mens fjenden leder efter dem.
  De kan ikke høre fronten. Om fire måneder skal de på orlov, om seks vil de være ude igen.

Fortolkningsnøgle til første side af Hvis det er

træet er et træ

skoven er en skov

bladene er blade

mosehullet er et mosehul

de visne bregner er visne bregner

vablen er en vabel

solen er solen

himlen er himlen

kvinden er en kvinde

stien er en sti

lommen er en lomme

pandebåndet er et pandebånd

træningsjakken er en træningsjakke

hofterne er hofter

munden er en mund

tyggemusklerne er tyggemuskler

blikket er et blik

trækronerne er trækroner

nakken er en nakke

hovedet er et hoved

den blå himmel er himlen ovenfor, der er himlen, der altså, viser det sig nu, er blå

de krogede grene er krogede grene

månen er månen

hovedet er stadigvæk et hoved

træningsjakken er stadigvæk en træningsjakke

den store skov er skoven ovenfor, der er en skov, der altså, viser det sig nu, er stor

50 Helle Helle-sætninger i alfabetisk rækkefølge

(fra alle bøger og visse skrevne tekster (med en vis forholdsmæssighed i ratioen bøger vs. andet))

1.
At fryse ham ud/ var en fejl/ men natten var blevet så kølig/ og kroppen var så træt

2.
Bankdirektøren, der fylder 2 bænke/ blir opstemt af himlenes blå/ og pifter en gang efter Pedersens enke/ der taber sin sidste skrå

3.
Bortset fra et par turister, der stiger ud af en grøn bil, er torvet næsten affolket nu.

4.
Buller fik elefantfoden.

5.
Chokolade eller skintonic.

6.
Der var et hul under armen på hendes tweedfrakke.

7.
De var gået baglæns hele vejen ned ad bjerget i skam.

8.
Det, hun skulle, kan ikke gøres uden sko.

9.
Det varme vand brænder, og skal hele tiden blandes med koldt.

10.
Døden fandtes ikke, det fik jeg pludselig at vide til en familiefest.

11.
Edith ser op fra skærmen og nikker mod gavekassen, som Jeanette holder om med begge hænder.

12.
En pude er revet ned fra sofaen, og den er våd af hundens spyt.

13.
En sætning og et svar og et kort svar.

14.
Faktisk havde han ikke tænkt sig et kirkebryllup, men til gengæld var hun gået med til, at deres første barn ikke skulle døbes.

15.
Fasanen er en fasan, gryden er en gryde.

16.
Fire mænd i korte lærredsbukser spiller happyjazz, og rundt omkring på pladsen står folk i små grupper og råber til hinanden.

17.
færgerne de sejled og der skete ikk en skid/ somrene var varme og julen den var hvid

18.
Han hed Bjarne.

19.
Han spørger, hvordan jeg har det sådan generelt.

20.
Hendes læber bevægede sig, mens hun talte byttepenge.

21.
Holdt pause i tygningen og lyttede.

22.
Hun sad og var glad for sin undertrøje fra Aalborg Zoo, det meste af tøjet i sportstaskerne var mere lyserødt i det og med lynlåse, en del stumpede ved navlen. 

23.
Hun stillede sig selv forskellige spørgsmål og optog dem på båndet med pauser imellem, så hun kunne nå at svare.

24.
- Hvad om vi delte et grillspyd? sagde han.

25.
Hvor tit sad jeg ikke og fantaserede, når I var kørt.

26.
Høje stemmer fra et hus, og ellers ingenting. 

27.
I dag fungerer hun.

28.
I sprækken mellem blokkene kunne man se guirlanden nede på hovedgaden.

29.
- Ja, hej, sagde Susanne.

30.
Jeg er så dårlig til sko.

31.
Jeg er nødt til at lyne jakken op i halsen og komme helt ind under trøjen via rullekraven.

32.
Jeg husker ikke, at jeg lagde fem fnugruller i kufferten, men der må have været en bagtanke.

33.
Jeg kan se ham ude ved tørrestativet, måske synger han, hans mund bevæger sig.

34.
Jeg spiste også et stykke cheesecake, bagefter gik jeg ind i biblioteket og rundt mellem reolerne, jeg tog et hæfte om kommaregler og satte mig med det.

35.
Josefine Klougart besøger mig med sin grønne mynde.

36.
Køkkenet leverede så ostetallerkenen.

37.
- Man kan da ikke have en urtepotte på hovedet, det er alt for tungt, sagde jeg til Tine.

38.
Men så havde de ikke fået andet hjem end uklædelige oilskinfrakker.

39.
Mennesker med et stort ordforråd har tendens til at mene, at de fåmælte er mindre begavede og uden nogen mening om noget.

40.
Monas lille hånd med bjældearmbåndet ringlede og dinglede gennem larmen fra kunderne.

41.
Mon mormor bryder i brand på Bisserup Strand?

42.
Når jeg ligger på siden, falder lyset ind i min bog.

43.
- Nå, okay, siger hun med opspilede øjne, det drypper lidt fra piskerisene ned på hendes underarm.

44.
På et tidspunkt havde de deres egen mode, maosko med skisokker uden på bukserne.

45.
Så havner jeg i en grøn BMW med Sten og Britta.

46.
Så kom jeg og betog ham, dér blev han snydt.

47.
- Taler du hollandsk og alting?

48.
To gader længere væk står en blind mand uden for et supermarked. 

49.
Tårerne står i kø ved Pedersborg Sø.

50.
Tøjet kunne lige netop være på snoren, hvis jeg hængte det op på den korte led.

Helle Helle-remse 3

ÆLLE ÆLLE
BÆLLE BÆLLE
MIG
FORTÆLLE 
OG ATTER
FORTÆLLE:
100 x TILLYKKE
HELLE HELLE



(foto fra Paris: Sofie Amalie Klougart)

Helle Helle drømmer om dig!

Nye, sært vellignende drømme af Helle Helle i det nye nummer, 2, af Texas Langhorn, der fås gratis alle mulige steder og nægter at stoppe, mens legen er god og forhånet - redaktørrespekt herfra! 3 ud af 9:

juli, 2014
Jeg skal interviewe Cecilie Lind om hendes bog, Hvid Pels. Interviewet skal finde sted klokken 1:30, og jeg har store problemer med at cykle i mine natbukser.

juli, 2014
Yahya Hassan har skrevet et nyt digt. Jeg opfatter det som det mest feministiske nogensinde. I første linje har hans ven vundet et mesterskab i taekwondo. I anden linje læser han, at Christina Hagen har fået en blegning. For at fejre det sammenfald vil Yahya Hassan gå til købmanden. Han beder sin kæreste passe det spinkle træ, han sidder i. Det har kun én tynd, vandret gren. Hans kæreste springer op i træet. Hun lægger sig på grenen. Langsomt løfter hun sit ene ben op til lodret, så det flugter stammen. Nu vil hun aldrig komme ned ved egen hjælp. Yahya Hassan er gået. Sådan er hans digt.

september, 2014
Lars Frost spørger mig: "Stjæler pianisten en hest regnvejr?"
Jeg svarer: "Hvis dit hår er en hest, er mit en lille fjer."
Lars Frost siger: "Dit hår er da fint nok."
Jeg siger: "Men det er jo kun strå."
Han læner sig frem og plukker et af mit hoved:
"Se her, vi er 1:1," siger han.

- derudover drømme om eksmand, Line Knutzon (dvs. faktisk Gitta Dynesen), Ina Merete Schmidt Josefine Klougart og 2 om Asta Olivia Nordenhof

- derudover gode TEKSTER - jeg har langt fra læste alle - af Pablo Llambìas (lover så GODT om post- sonet-forfatterskab - meta-fint og -frivolt)), Caspar Eric, Andreas Pedersen (debuterer snart på Gladiator - lover SÅ godt) og ligesom i det næste nummer, 4, 2015, af Hvedekorn: 1 side med poesi af Signe Gjessing - det burde alle tidsskrifter indeholde, mindst! - denne 1-linjer handler om åkander, det er det, den handler om, på en hul prik:

de her fyrfadsskjuler-potteskjuler-sangskjuleragtige rumskjulere: åkander