Young Blogdahl is now a presentable cyborg!

Nu er Young Blogdahl 2008-2009 så pæn og ordentlig og komplet, som jeg kan få den til at være; 17 blogposter fremstår fragmentariske med kun titler eller begyndelser, og et ukendt (ikke vildt højt) antal har været umulige at opstøve - og jeg har forsøgt at spekulere over egocentrien i med vold og magt og vildt besvær (og strikkehygge) at republicere denne brogede tekstmasse, hver gang selvslukker min computer, der AKUT trænger til udskiftning, imidlertid, men OK, jeg prøver en gang til: mit forsvar er, at det er tekster, jeg har offentliggjort - som ergo intenderet læselige - i det stykke tid, og derfor skal de også være til at læse nu, og de er NB ikke skrevet som sekundære tekster, men som (stadig mere, efterhånden som jeg følte mig hjemme (lidt fremmed skal man altid føle sig) i formen) primære tekster; dengang havde jeg rimeligt få bloglæsere, nu har jeg pænt mange, og det kan jo være, at de nye, der er kommet til, vil have glæde af (eller hade, det er også en varm følelse) de unge poster, når de åbenbart har glæde af (eller aktivt hader) de ældede; det er ikke mange danske skrivere, digtere eller kritikere, der har bloggen som en primær skrivepraksis, sidestillet med, mindst!, bøger, artikler, anmeldelser - en håndfuld eksempler: Thomas Krogsbøl, Martin Glaz Serup, Olga Ravn, Olivia Nordenhof - mit problem er, at bloggen synes at have afløst bogen, også bare tidsmæssigt, NÅ! NU KOMMER DER GÆSTER! JEG FORSÆTTER BLOGFORGRUBLINGEN I DET NYE ÅR! GODT NYTÅR!

Den eneste nyhed i Weekendavisen i dag

- i Klaus Rothsteins Blæksprutte om det nye års bøger, i næstsidste afsnit:

(...) men allermest ser jeg frem til Pia Juuls Af sted, til stede, der udkommer i maj side om side med hendes samlede digte.

*! *! *! *! *! *!

EN NY BOG AF PIA JUUL ER ALTID EN SENSATION, OG HVORFOR SKAL JEG ALTID FÅ NYS PÅ PÅ DE HER SIDELÆNS FORSKRÆKKENDE MÅDER, HVORFOR SENDER FORLAG OG DIGTER MIG IKKE ET TELGRAM PRÆCIS 6 MÅNEDER FØR? OG HVORFOR OPLYSER KR IKKE, HVAD GENRE BOGEN ER? JEG FORMODER DET ER EN ROMAN, NEJ, VENT, TYDER TITLEN IKKE SNARERE PÅ, AT DET ER EN DIGTSAMLING? MEN DET KAN OGSÅ VÆRE EN NOVELLESAMLING ELLER EN HYBRID, JEG VED DET JO GROFT NOK VIRKELIG IKKE, MEN DET VIGTIGSTE ER OGSÅ, AT DET ER EN BOG AF PIA JUUL, OG AT DEN UDKOMMER LIGE OM LIGE OM LIDT! DET BLIVER NØDVENDIGVIS ET GODT NYTÅR!

Justin Timberlake syre-styrer fantastikken

Så filmen In Time i Aarhus i går aftes med min søn, en lean mean concept machine, som en Svend Åge-app i pandebrasken:  i fremtiden holder alle mennesker op med at ældes, når de bliver 25 år, og så er verden delt op i dem, der har råd til at holde sig uendeligt i live, og dem, der kun har råd til til den næste dag eller time, og så løber Justin Timberlake og Amanda Seyfried som de unge tidsforbrydere og -revolutionære hele tiden fra the time keepers, og sikke det lille stykke sci-fi-fantastik er økonomisk actionagilt og konceptkonsekvent og præcist tilfredsstillende - til forskel fra Mathilde Walter Clarks Grumme historier, som jeg læste i IC3-toget på vej hjem fra Aarhus, hvor de gammelfikse ideer aldrig kommer dynamisk op at køre på nogen labyrintisk rutschebane - bagsidetekst: "En madanmelder mister en kropsdel, når han nyder et måltid. Fiskehandlerens kone forvandles langsomt til en fisk. En mand F (bedre kendt som B) har en drøm om at optræde i en bog. En rejsende kommer i besiddelse af en flaske med et lillebitte menneske. En kvinde tager til Himalaya for at møde Gud ..." Det er doven fabuleren, hvor fantasien hverken gymnasticeres eller uordentligt udsyrer, men bare småkælent og blinke-spøjst domesticeres; på håndledet gråner det digitale livsur, når du ikke har råd til mere tid - ...

Obligatorisk lokaliseringsbesværgelse

Det er ikke længere Å/Aarhus ude i mørket -

Det er Frederiksberg, som er et beskyttet indianerreservat midt i

KØBENHAVN, hvor jeg har og hører hjemme

forlængst og stadigvæk -

for længst er og bliver jeg stadig væk lige her i centrum

Rend mig i skosværtefabrikken, det er et blækhus, der har fødselsdag

En af mine helt store litterære helte, Charles Dickens, fylder 200 år 7. februar, og i den anledning skræller Per Theil, Politikens nye kritikredaktør, en ny biografi på bagsiden af 2. sektion, og jeg tillader mig at blive alvorligt irriteret over, hvor lidt af ca. ingenting han har at sige om skriftkunstneren og -forhekseren Dickens, som betyder ca. alting; hvor jeg bare ikke gider alt det sodede liv og tapetpåklistrede fortolkning:

Da  faderen kommer i gældsfængsel, sendes den 12 år gamle dreng på arbejde på en skosværtefabrik. Penge bliver et tilbagevendede issue i både Dickens' privatliv og hans bøger.

Her er, hvad det drejer sig om, begyndelsen på et brev til vennen Felton med en historie om en mand, der elskede østers, som jeg elsker Dickens:

1, DEVONSHIRE TERRACE, YORK GATE, REGENT'S PARK, LONDON,  Sunday, July 31st, 1842.

MY DEAR FELTON,

Of all the monstrous and incalculable amount of occupation that ever beset one unfortunate man, mine has been the most stupendous since I came home. The dinners I have had to eat, the places I have had to go to, the letters I have had to answer, the sea of business and of pleasure in which I have been plunged, not even the genius of an ---- or the pen of a ---- could describe.

Wherefore I indite a monstrously short and wildly uninteresting epistle to the American Dando; but perhaps you don't know who Dando was. He was an oyster-eater, my dear Felton. He used to go into oyster-shops, without a farthing of money, and stand at the counter eating natives, until the man who opened them grew pale, cast down his knife, staggered backward, struck his white forehead with his open hand, and cried, "You are Dando!!!" He has been known to eat twenty dozen at one sitting, and would have eaten forty, if the truth had not flashed upon the shopkeeper. For these offences he was constantly committed to the House of Correction. During his last imprisonment he was taken ill, got worse  and worse, and at last began knocking violent double knocks at Death's door. The doctor stood beside his bed, with his fingers on his pulse. "He is going," says the doctor. "I see it in his eye. There is only one thing that would keep life in him for another hour, and that is--oysters." They were immediately brought. Dando swallowed eight, and feebly took a ninth. He held it in his mouth and looked round the bed strangely. "Not a bad one, is it?" says the doctor. The patient shook his head, rubbed his trembling hand upon his stomach, bolted the oyster, and fell back--dead. They buried him in the prison-yard, and paved his grave with oyster-shells.

Giv mig en slurp Dickens eller 9 på mit futuristiske dødsleje, så jeg kan leve som læser den time mere!

Mørkemakker

De 2 violette PH-lamper, der hænger ude i det århusianske mørke, ligner til forveksling de 2, der hænger over spisebordet her, hvor jeg skriver uden mål og med på en fremmed computer, og også jeg er også kopieret derude, men langt mindre overbevisende, jeg ligner mest af alt en for længst glemt guldaldermaler, dermed snarere en ståluldaldermaler, ved navn Holm eller Palm eller Bulm, der kun fik færdiggjort dette ubeslutsomme, derivative selvportræt, inden han blev smidt ud af akademiet for mangel på kunstnerisk rygrad, og også jeg sidder også hele tiden og synker sammen i myrestolen, som ingen tvilling har i mørkekammeret, det er en ensom myre, jeg sidder på skødet af, mens PH-lamperne, der jo ikke i den forstand ligner den navnkundige rygesalonkommunist, men snarere på samme tid storhedsvanvittige og snusfornuftige møl, overvåger os eftertrykkeligt, dette deres mildest talt matte lys gør helt vildt ondt i nakken på både myren og mig og min dilettantiske, men jo ikke derfor følelsesløse dobbeltgænger, som han hænger  dér i luften og aner temmelig meget uråd.

Improviseret frygt for hunde og hvepse (gaven Jarvis)

En af de bedste julegaver var Jarvis Cockers Mother, Brother, Lover. Selected Lyrics med ikke bare (så godt som) alle de bidende følsomme tekster, men også hyper-informative NOTER til (så godt som) alle de bidende følsomme tekster, bl.a. transskriberede impro-sekvenser fra live-optræden med "His'n Hers", hvor Jarvis efter oplistningen af ting, han frygter, "I'm frightened of Belgian chocolates/ I'm frightened of potpourri/ I'm frightened of James Dean posters" spørger publikum, hvad de er bange for:

Keele University in October 1994:
JARVIS: Maybe you can tell me ... can you tell me what people in Keele are frightened of? Apart from getting crushed against that wall there. What are you frightened of?
GIRL IN AUDIENCE: Pardon?
JARVIS: I want to know what you are frightened of?
GIRL: Dogs.
JARVIS: What? Sorry?
GIRLS: Dogs!
JARVIS: Dogs. It's not a very well-known fact ... you've probably seen a lot of nature programmes, yeah? And in these nature programmes they make out that man was descended from the apes. And at at one time we were all walking around like this, yeah? We evolved to stand upright and drive cars. And er ... support football teams. But recent research ... recent research has proved that man is not descended from the apes as had previously been believed, but man is actually descended from dogs (...) this will explain lot of behaviour you get to see at night clubs and discos. Yeah like a dog sniffs a lamp post ...

Eller endnu skarpere improviseret på STIKordet "hvepse" i tv-programmet Butt Naked, også 1994 (og åh, Jarvis er også mit danse- eller bare bevægelses-idol):

Rigtig meget af en middelmådig ting er lettere deprimerende

En artikel i Information, "Digterne løb med opmærksomheden", gør et nummer ud af, at flere af årets digtsamlinger har solgt mere end som så og mere end hvad digtsamlinger plejer at sælge, og det kan man som poesi-interessent tydeligvis være nødt at være forbandet glad og taknemelig for, men det ved jeg ikke, om jeg gider være, når den digtsamling, der suverænt har solgt mest og urelativt så temmelig meget, er Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl - 20.600 eksemplarer - som jeg ikke mener er en synderlig betydelig digtsamling, heller ikke hvis jeg et kort øjeblik lod som om, at jeg mente, at Søren Ulrik Thomsen var en betydelig digter, og jeg ved godt, at folk beskylder mig for at drive chikane, når jeg siger, at han ikke er det, men det mener jeg altså helt ærligt ikke, han er, og hvis jeg mente det, ville jeg mene, at fx Ukendt under samme måne og Nye digte er langt betydeligere og betydningsfuldere digtsamlinger; at SUT får succes på bestesellerlisterne med så blank og lunken en rutinepræsation, efter 9 års lyrisk tavshed, synes jeg ikke er noget at råbe hurra for, som Peter Stein Larsen med vanlig rungen gør til sidst i artiklen:

»Hvis man skal sige det lidt højtideligt, synes jeg, det er en sejr for den litterære kvalitet, at en digter som Søren Ulrik Thomsen har solgt i 20.000 eksemplarer. Mediernes bevågenhed er som regel på slagkraftige genrer som krimien og biografien — men det er jo gerne lyrikerne, der står for den sproglige fornyelse.«

Poesi er jo ikke som sådan en fed ting (som Peter Stein synes at mene, når han hele tiden henviser til mængden af dilettant-poesi på nettet), god poesi er en god ting og fremragende poesi er en fremragende ting, og det er fedt nok, hvis god og fremragende poesi sælger godt og fremragende. Så hvis jeg bare ignorerer monster-salgstallet for Rystet spejl, kan jeg sagtens være glad og taknemlig for, at Thomas Bobergs Hesteæderne: Den store duel (som jo er en duel med en SUT-soundalike) har solgt 2600 eksemplarer, Rifbjergs Stederne 1800, Jørgen Leths Hvad er det nu det hedder 1600, Ursula Andkjærs samlede 1500 og Tranströmers samlede (den eneste ikke-Gy-titel i artiklen, mon ikke i det mindste Benny A også har solgt glimrende, givetvis har fx Marianne Larsen ikke, hendes fremragendehed er alt for mediemæssigt uprofilerbar) 4000. Hurra for det og dem for filen da!

Somewhere inside the rainbow

I mine øjne har Aarhus altid været violet (som set gennem lilla pisregn, strimler er 70''er-fløjl fra himlen ned), så lige den farvelægning var ikke mere illuminerende end som så.

Men hvorfor er der ikke et katalog til den blidt, men radikalt (fordi jeg ikke fået ordentligt fået øje på ham før, og han syner højst betydelig(t)) øjenåbnende Mogens Gissel-udstilling, sikke et sirligt flaksende virvar (af nærvær))?:

(og kunstsamlerudstillingen gider jeg slet ikke nævne, der er alt for mange suveræne 60'er-Dalsgaarder, købt siden 80'erne, som allesammen mangler på mine alt for få og små vægge)

Aarhus by, nat

her er
lige så
ustedsspecifikt
mørkt
som min fremtid
i dansk film
efter min
mislykkede
prøvefilming
til Århus by Night
i sin tid og
til stadighed

Arkivering er mit strikketøj

- og Young Blogdahl er decembers halsedisse -

jeg er lidt foruroliget over, hvor HYGGELIGT, jeg har det med at fiske WA-blogposter frem fra internettets fortid og omhyggeligt placere dem i kronologisk rækkefølge i Young Blogdahl 2008-2009, og nu er jeg snart ved vejs ende, bortset fra at der er en hel del poster, som jeg kun har været i stand til at redde titlen eller begyndelsen på, plus, er jeg sikker på, lige så mange, som jeg slet ikke har fået glimt af, der er nogle dæmoniske tidshuller mellem de enkelte net-snapshot, der skjuler flere post-sekvenser, og jeg er bange for, at det ikke bare er et overspring fra aktiv, deadlinedikteret skrivning, men også fra primær ordnen, af afsluttede tekster og notationer, men især fremtidige, deadlinedeterminerende papirer, hvoraf flere allerede er overskredet, altså deadlinene, inden de er blevet ordnet, og det er derfor det er så HYGGELIGT at pusle med Young Blogdahl, og så UHYGGELIGT, at jeg lige om lige om lidt er færdig, og i går faldt jeg pludselig over en hel bunke glemte, ikke før opgravede poster med fællestitlen og -indholdet NY poesi (oversatte digte fra digtbøger købt i New York), og sikke et HYGGELIGT gensyn!

(skrevet (færdig) på fremmed computer i Aarhus, fordi min egen nægter at gå på nettet)

Tillykke til Præsident Sofus

Min søn har fødselsdag i dag og og som retro-ønsket har han fået en en æske med arkitektonisk Lego - da han i tidernes morgen for alvor var barn, var der sågu ikke en Legobutik på Strøget og heller ingen eksklusiv Architecture-serie med klassiske, internationale bygninger - og naturligvis valgte jeg Det Hvide Hus (uden mini-Obama og mini-Michelle, så vidt jeg kan se); han er ikke bare borgmester i Sofus City, han er også præsident i Sofusistan.

Ægs Boulevard

Selvfølgelig kan man på Værnedamsvej, ned på hvilken det lille norske æg kigger "mens det venter på at sygekassekontoret skal lukke op. Det har åbent fra 11-15.", denne 1. juledag købe en bakke æg og hvor ellers end hos grønthandleren?

Patetisk Zoos nyeste anskaffelse

Tåreperserkat

Jeg troede sgu lige Ib Michael havde stjålet min cykel IGEN

fordi jeg måske, måske ikke har stjålet juleeventyret nedenfor, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde parkeret den foran Kluns i går eftermiddags, da jeg skulle stresskøbe de sidste gaver i TP, og så hastede jeg ud af porten og op ad Gl. Kongeveje og fandt den intakt heldigvis, med samt hjelm, og så kørte jeg hen til 7-eleven og købte en sixpack med juleøl, ikke for at fejre fundet af cyklen, men fordi vi manglede juleøl til julefrokost, og så cyklede jeg hjem igen, og nu sidder jeg her og skriver blogpost og venter på, at min søster og hendes familie, som ikke er Ib Michael nogen af dem, ikke helt i hvert fald, dukker op, fordi jeg gerne vil ønske mine bloglæsere, der i løbet af 2011, er vokses eksplosivt i antal, ikke mindst, men forhåbentlig heller ikke mest, takket være Ib Michael, det bøllefrø, glædelig jul! 

Bue & Pilates - Et juleeventyr fra Blogdahl til alle jer

Det var den 24. december 2011, og sneen glimrede knitrende og alabasterhvidt ved sit fravær. Udenfor den statelige, bambusflettede digterwohnung i Kikhavn stod tre lysende, men mørklagte skikkelser og sukkede. Sikke de sukkede: Suk, suk, suk, som krystalhårde, falsterske sukkerroer! Det ligefrem dundrede gennem den hippiehonorære fritidsidyl.

  Trioen havde været uendeligt, for ikke at sige endeløst meget igennem sammen, delt glæder og sorger og kedsomhed, mest kedsomhed, af den tvangspåførte, litterære slags, hvor man får påbud om at betages i timevis, viklet ind i metaforiske lianer seje som forlagsdirektørslips, over selv det vandhanemindste vandfald. De var navnkundige i hele det lille, stolt indskrænkede kongerige, men alligevel følte de sig svigtet og forladt og godt og grundigt røvrendt af ikke mindst digterwohnungens kvieøjede og kajakkalibrerende indvåner.

  Som den popvakte læser allerede har gættet, drejede det sig om det 12-årige, blæksorte adoptionsbarn Dorothea, hendes kæleabe Kong Tut og det blå egern, der ikke havde noget navn, fordi det for fanden var alt nok at være et blåt egern – hovedpersonerne i det tredje årtusindes mest suveræne og hujende og bestialske bestseller, Regnbue og pil, der udkom på Leverandør til Kgl. Danske Hof People’s Press i begyndelsen af april samme forbandede og velsignede og forbandede og velsignede og forbandede år.

  Dorothea sukkede en ekstra, sjælerungende gang og bankede på den af 17 ekstra lag bambus pansrede bambusdør med sin lille næve, der mest af alt, af alting i hele den vide verden, lignede et dodoæg, altså et æg lagt af den i 1782 uddøde, klovnelignende urfugl, ikke af den buttede 80’er-popsangerinde af samme navn.
  Efter 23 minutter, der for vores tre helte føltes som mindst 27 ½ minut, åbnede digterwohnungens indvåner sin dør og stod foran sine bulede kreationer i al sin pragt og ælde. Salt og peber-håret var lige til at spise som den zebra-salat, det lignede og måske også var (zebrakød kan erhverves for en eksorbitant sum pr. kilo og ved diskret henvendelse til uddeleren, den tidligere pensionskassebedrager Rasmus Trads, i Kikhavns Megasuperbrugs); lige nedenunder tronede det asiatisk vældige hoved, der sagtens kunne minde om Mao Tse Tungs, hvis Mao var rejst til USA som 17-årig og amerikansk drømmende og i en rasende fart var avanceret fra avisdreng til tændstik-tycoon og nu på tredivte år henslæbte tilværelsen som international kunstklatretyv med speciale i Gauguins Tahiti-pinups. Hvis Mao! Så indvåneren!
  - jaH, ymtede indvåneren med den helt særlige, skarpe og skingre falset-snøvlen, som det havde taget mange måneder i spejlsalen i Versailles at indøve – til sidst var splintringen omsider total - og stirrede inderligt uforstående på verdensfredsforstyrrerne.

  Dorothea tog Kong Tut og det blå egern, der var det blå egern, der var det blå egern, i henholdsvis hånden, der viste sig at være den venstre fod (thi som Vagn Lundbye har skrevet flere Langlands-manifester om, så har aber FIRE HÆNDER, hvilket gør dem langt mere avancerede end mennesker) og poten og stillede med ad helvede til skælvende stemme det afgørende spørgsmål:

  -Har du personligt oplevet et eller flere af følgende fænomener pga. jobbet: Præstationsangst? Depression? Skilsmisse/ parforholdskrise? Økonomisk usikkerhed?
  Indvåneren blev så gennemgribende rasende over denne yderst sjældne ydmygelse, at han slog en gordisk knude på sig selv – hvilket langt fra var lige så nemt som til morgenyoga på Thylejren i sin henrundne tid – mere kompleks end nogen hallucinatorisk snabelsko. Og på en decibel kun hørlig for skabede hunde og – tilfældigvis! - blå egern fremsagde han følgende aztekiske evergreen (fra Inkaens sange, oversat Erik Voigt, Husets Forlag, 1979):
  - Tanken er tom som en såret vicuna./ Den løber fortvivlet, falder, rejser sig igen for at fortsætte sit endeløse løb, som aldrig fører til noget mål./ Tanke – nådesløse broder, fordømte usynlige genfærd, der kryber i mit indre som en giftig edderkop, og jeg kan ikke forjage den fra mit hoved./ Kunne jeg blot åbne min hjerne for at finde dig og styrte dig ud over offerskrænten, hvorfra ingen vender tilbage!/ Tanke – som tvinger mig til at grunde over ting, jeg ikke vil, og til at se tilbage på min smertefulde vej./ Lad mig i fred!/ Hold op at pine mig!/ Hvis dette er dit lys, da lad mig leve i det evige mørke!

  - Det er jo ikke noget svar, sagde Dorothea spidst som en spidsmus sitdown-strejkende i Milena Penkowas fiktive, spanske laboratorium, og ud af fryseboksen i Kong Tuts rygsæk trak hun en pyramideformet snebold, specialfremstillet af autonome, kryolitmine-besættende inuitter, gik tre skridt tilbage og kastede den med et fuldstændig ubesmykket KLASK lige i indvånerens sublimt selvfede fjæs.

  - Klædeligt sul! konstaterede det blå egern, tørt som et juletræ påskemorgen.

Dagens orddeling

(i min Martin A-anmeldelse i WA Bøger)

Mas-
hup

Den lyd, man udstøder, når man ved juletid blive mast til plukfisk i et metrotog

Særtrykket - en glemt skriftservice

Jeg har lige modtaget 23 særtryk af min anmeldelse af 2010's danske skønlitteratur i Nordisk Tidsskrift, og et særtryk er, som ordet siger, et særligt, selvstændigt trykt af kun 1 artikel, ens egen, fra et tidsskrift eller en antologi, men bortset fra Nordisk Tidsskrift er det noget, der for længst er fuldstændig afskaffet. Og det er sgu da sørme synd! Gennem de lige om lidt 25 år (!), jeg har skrevet artikler til antologier og tidsskrifter, mindes jeg ikke at have modtaget særtryk fra andre end Nordisk Tidsskift, mens til gengæld min barndomshjem flød over af familiemedlemmers særtryk; jeg ryddede op i dem efter min mors død, så der i det mindste ikke var (alt for mange) dubletter. Her er et lille, vilkårligt potpourri af familiære særtryksbegyndeleser:

Jørgen Bukdahl (min farfar): "Barndommens Ø", særtryk af Nørre Ørslev Folkehøjskoles Aarsskrift 1930 (med (senere!) dedikation til min søster og mig: ´"Til Lars og Dorte med tak for tegninger fra farfar"):

Barndommens Ø! - det begynder som en nær og haandgribelig Virkelighed, det ender som et Symbol, der sammenfatter og forklarer, hvad der siden blev brudt og delt; det begynder som en Hverdag, en sum af Oplevelser, store og smaa, Liv, der er levet, Drømme, der er drømt, - det ender som en Vision, i hvis Skær Barnets Verden bliver den eneste virkelige og alt, der kom efter, kun en Skinverden og et Skinliv. I dette skær bliver Barndommens Ø hint Eventyrets Atlantis, den sunkne Verden og det tabte Land, bliver hint Itaka, hvorefter man styrer, naar man er ked af Livets Odyssé, hin Prosepros Ø i Havet, hvortil Shakespeare trak sig tilbage for at tage Afsked med den Kunst, han godt vidste var mindre end det Liv, hvis Himmel og Helvede, den gav udtryk for, sige Farvel til en Skinverden, der var dyrt betalt med det, der maatte gaa under for ham i Livet . . endnu en gang vilde han føle sin Magt som Illusionens Magiker, sætte Caliban og Ariel Stævne, sætte Dom og og skifte Ret ... saa vilde han grave sin Tryllestav favnedybt ned i Jorden og skænke sin Grav hver tredie Tanke, den der først blev vor i Aand og Sandhed, naar vi opdagede, at der var en Verden udenfor Veronas Mure, og Ringen blev brudt paa det, at vi skulde forstaa, at evigt ejes kun det tabte; den ydre Verden blev en indre, det forandrelige blev noget konstant.

Jørgen K. Bukdahl (min far): "Etik og epoke, Om lighedstanken hos Søren Kierkegaard", Særtryk af "Studenterkredsen" nr. 1-2, 1967:

Hos Kierkegaard er lighedstanken en urokkelig forudsætning: For enhver pris må synden formuleres således, at alle er sammenfattet under dens bestemmelse og for enhver pris maa frelsen formuleres således, at alle har lige let eller lige vanskelig adgang til den. Alle individuelle forskelle, alle "differenser" - begavelse, talenter, social situation, psykologisk disposition - er derfor uden betydning, hvor talen er om menneskets etiske kvalitet: "enhver væsentlig Existents-Opgave forholder sig ligelig til ethvert Menneske." (VII 376). "Den digteriske Pathos er Fattigmands-Pathos, Pathos for Hvermand, thi ethvert Menneske kan handle i sig selv, og man finder stundom hos en Tjeneste-Pige den Pathos, man forgæves søger hos Digteren i hans Existens" (VII 383). Den Vanskelighed at blive kristen, er den "absolute, ikke comparativ-dialektisk (lettere for det ene Menneske end for det andet), fordi Vanskeligheden forholder sig absolut til ethvert Individ især, og absolut fordrer hans absolute Anstrængelse, men heller ikke mere, thi saa lidet som der i det Religieuses Spære er Lykkens Pamphiliusser eller Tallotteriets Trækning, saa lidet er der forurettede Indvider." (VIII 420).

Knud Togeby (min morfar): "Romanens metaformoser", særtryk fra antologien Romanproblemer, uden år:

Ordet roman, der træffes i fransk fra omkring 1150, betyder i sin oprindelse ikke blot en tekst fra romansk (fransk) folkesprog, men en tekst overførst fra latin til fransk. Da ordet opstår, bruges det om den nye genre, der består i at overføre latinske heltedigte til folkesprog: Roman de Thébes efter Statius' Thebiade og Roman d'Eneas efter Vergils Æneide, og derfor bliver roman først og fremmest genrebetegnelsen for den høviske roman./  Ifølge sin etymologi betegner ordet roman altså, at en episk tekst udsættes for et sprogskifte, et formskifte. Den følgende fremstilling skal være et forsøg på at vise, at denne etymologiske betydning af ordet udtrykker noget for romanen meget karakteristisk igennem hele dens udvikling. Når min titel er Romanens metamorfoser, skal derved ikke blot forstås det nærliggende, at romanen forandrer sig, men metamorfoser skal tages i sin etymologiske betydning af "formskifter". Min titel indeholder altså to ord, der i grunden betyder det samme.

Lise Togeby (min mor): "Er "vi" ved at vænne os til "dem"", særtryk fra tidsskriftet Politica, februar 1997 (manchetten):

Spørgsmålet om flygtninge og indvandrere er siden begyndelsen 1980'erne blevet genstand for stadig større opmærksomhed. I de seneste år synes denne opmærksomhed imidlertid at være aftagende. Indvandrerproblemerne er næppe blevet mindre, men vi synes at have vænnet os til, at de findes. Med den aftagende opmærksomhed er fulgt en øget tolerance på både det politiske og det økonomiske område, mensa der synes at være en stigende bekymring overfor de træk i udviklingen, der peger i retningen af et multikulturelt samfund. Artiklen diskuterer på denne baggrund mere generelt, hvordan holdningerne overfor over for flygtninge og indvandrere påvirkes af svingninger i opmærksomheden.

Hvis man gerne vil opleve det fantastisk sjældne og eksklusive at modtage et særtryk, er man velkommen til at sende en frankeret (det er ikke et tykt særtryk, bare 9 sider) svarkuvert til LB, Vodroffsvej 7, 3 th, 1900 FC.

Jeg vil hellere tale sort end gråt eller BEIGE, meget helle hellere

Anmeldelse af antologien om Helle Helle Hvor lidt der skal til ved Erik Svendsen i Jyllands-Posten, der morgenjysk vittigt afsluttes sådan her:

De tre redaktører er nogle flinke mennesker. Det er jeg sikker på, hvordan ellers forklare, at de har valgt at trykke Lars Bukdahls bidrag? Han annoncerer en idé »om kun at tale sort til alle et halvt år« og »minimalmaraton« er et lysende bevis på sort tale på skrift.

Hvilket jeg uden videre ville opfatte som en ros, hvis det var et stykke skønlitteratur, der blev anmeldt (og sådan har Erik Svendsen anmeldt pænt meget af min skønlitteratur, dengang jeg udgav sådan noget i bogform), men når det drejer sig om et stykke litteraturkritik, er det klart, at det er en træls smagsdom.

Hvis jeg havde trøst behov, ville det ingen trøst være, at Erik Svendsen selv er sådan en traurigt patroniserende læser af Helle Helle:

Undertegnede har givet udtryk for skepsis over for forfatterskabet - jeg betvivler ikke dets kunstneriske sikkerhed, men er loren ved den forsigtighed og fraværende refleksion, som bærer hendes bøger. Til gengæld er det underinformerende et trick, som vækker læseren: Teksterne siger sjældent noget klart om, hvad der sker inde i hovedet på figurerne, blot hvad en iagttager kan se, og hvad folk siger til hinanden. Der er meget scenisk over Helle Helles bøger, noget filmisk registrerende, og det giver læseren en masse fortolkningsfriheder. Læseren opfordres til, som det står et sted i antologien til mindreading. De erfaringer, som læseren har fra eget liv, er basis for de vurderinger, som gør læsningen af Helle Helles bøger til en dynamisk proces, og som betyder, at folk i de små hjem, i læsekredse, i skoleklasserne diskuterer, hvad der sker - for teksten siger det næppe. Man må så håbe, at folk ikke bare laver projektioner, når de afkoder hende.

Det danske folk sidder og husflids/husmands-fortolker, brodere/snedkerere-fortolker Helle-romaner, hvilket er noget hun udspekuleret tricker dem til, eller hvad står der? Jeg forstår heller ikke det med den manglende refleksion: er det personerne, der bør reflektere, og hvordan og om hvad? RUC-basisfags-agtigt?, hvad er det for et underligt krav at stille til en person(s kunstneriske gestaltning), eller er det forfatteren, der for fanden reflekterer plenty, i og med sin kunstneriske sikkerhed, men rimeligt nok ikke gør det eksplicit. Og hvordan forsigtig? Bare fordi det er provins og umelodramatisk, der er så meget dramatisk betydning og rig virkelighed i Helles fantastiske sætninger, og ikke mellem dem eller nedenunder dem, men PÅ dem, hvilket er lige præcis, hvad jeg prøver at fiksere i min minimalmarathon, men det er spildte ugudelige ord på uskægge Skæg Erik.

Undertegnede vil gerne give udtryk for dyb skepsis overfor Svendsen Svendsens litteraturkritik.

2012 begyndte i dag

Fordi jeg på avisen fik fingre i Harald Voetmanns Kødet letter, som jeg lykkeligvis skal anmelde, og nolede Simon Fruelunds Panamericana, som jeg ulykkeligvis ikke skal anmelde. En tilfældigt sætning fra den første:

Løjtnant Jensens mor sidder i en rosenhave, hun er en nydelig ældre dame i blomstret dødsfrakke og stråhat.

En tilfældig sætning fra den anden:

Man kan forestille sig en biograf.

Og jeg tror sgu bare jeg læser dem lige om lidt og i hvert fald før juleaften, men jeg skal nok lade være med at fortælle, for det må jeg ikke for Gyldendal, om de er lige så udårlige, som de ser ud til at være. 

Jeg skal lige nå at sige tillykke til Simon Grotrian, der fylder 50 i dag

med et hurtigt afskrevet digt, klokken er 23:55:

DIGTMASSER

Bygget af min indre røst
en sparkedragt

den hårde kant
er månens telefon

Kan et hulk være hæderligt?

Pia Juul kommenterer på, at jeg i min blogpost lige nedenfor ikke er sikker på, at min gråd over Dy Plambecks roman Gudfar er "kunstnerisk legitim gråd":

jeg vil gerne bede om en blogpost der forklarer begrebet "kunstnerisk legitim gråd" ... Please?

Jeg forsøger!

Først vil jeg understrege, at jeg synes Gudfar som sådan er kunstnerisk legitim og kvalificeret og (i al flosset uordentlighed) I ORDEN, at det med andre ord er en temmelig god roman, og at det særligt fint vellykkede - fordi modigt konciperede - er portrættet af en i bund og grund, trods alle mulige betænkelige træk (voldelig opfarenhed fx), GOD(HJERTET) (og oven i købet troende) mand, nemlig Uffe; hans velmente, men akavede omsorg for sin far og sin mor og sin guddatter finder jeg genuint, kunstnerisk legitimt rørende (fordi Uffe er karakterfuldt levendegjort via skrivekunst!), men jeg græder ikke over den, det gør jeg, eller jeg fælder en tåre i det mindste, hvilket er galt nok, over slutningen, hvor !SPOILER ALERT! Uffe efter på tv at have set sin guddatter Petring fanget midt i rydningen af ungdomshuset springer på motorcyklen:

Tåregassen sved i Uffes øjne, selv bag skærmen på hans hjelm. Hans øjne løb i vand. Reb, hjul, skrogene af udbrændte biler, der lå med bunden i vejret, stiger, brædder, et virvar af folk, dfer løb i alle retninger, den hylende lyd af bilhorn, der sad fast. Uffe kørte gennem det hele. Hans fortsatte op på fortovet, butiksruderne splintres omkring ham i den tunge lugt af træ, der brændte, en palle blev smidt ned på vejen foran ham. Han måtte slå et kraftigt slag til siden for ikke at køre ind i den, og der var hun. Hun stod på den anden side af gaden, et stykke fra et bål. Hun havde taget elefanthuen af og hætten på sin trøje op over hovedet. Uffe bremsede op. Petring, tror du, vi har hele dagen? råbte han. Der gik et øjeblik, før hun vendte sig om mod ham, som om lyden var forsinket i luften. Hun stod med armene ned langs siden og så på ham et øjeblik, før hun løb hen til ham.

SLUT
&
HULK

Igen, jeg synes det er fedt, at Dy kan og tør slutte sin roman med en så skamløs hollywoodsk en happy ending, bad endings er ikke nødvendigvis mere kunstnerisk legitime - jf. David Lynchs kvababbelser med slutningen på Wild at Heart (fra David Breskins interviewbog Inner Views):

I didn't buy the ending in the book. In the first script the ending was true to the book [Sailor and Lula go their seperate ways]. But emotionally it wasn't ringing true at all! I couldn't think of a reason when Samuel Goldwyn [filmselskabsmand] asked me, "Why is he leaving?" He hated the ending. If it had been honest, I could have given him an answer. But I said, "I hate the ending too." I think they've learned a lot more, and grown more, even through fantasy, this way. The other way was a real ... defeat./ Does the happy ending make you happy?/ Well, the thing is  ... yeah, of course it does. And it rings true to me, also. I think that Sailor and Lula are so fantastic a couple - I really like them a lot.

Mit problem med min tårekniben, er, at jeg ALTID kniber en tåre over happpy endings, lige meget hvor elendig bog eller især film, det er en lykkelig slutning på; mine tårekanaler er og bliver ÅNDSSVAGT sentimentale, ikke til at stole på over en dørtærskel i kunstneriske materier. Derfor er det problematisk for mig at skelne mellem kunstnerisk legitime og illegitime tårer, det er samme våde gråd. Dilemmaet kommer, fordi jeg faktisk kneb en tåre over slutningen; hvis jeg nu bare havde tolket spørgsmålet om, hvilken bog jeg "græd til", som, hvilken bog jeg var mest rørt over, kunne jeg sagtens havde svaret Gudfar. For jeg tror faktisk ikke, at jeg reelt har grædt eller knebet en tåre over Susanne Stauns Hilsen fra Rexville, som da også er rørende/bevægende/"tårevækkende" på en anden eller tredje måde end (de to måder i) Gudfar, ved nemlig, i de kursiverede mail-afsnit om en pige i en Münchhausen by proxy-mors vold, effektivt, cool indfølt at fortælle om grusomt sørgelige/ sørgeligt grusomme hændelser. Lad mig lave det mindste system over (principielle, kvalificeret potentielle) ) tårevækkelser; 1. Det er vildt synd for nogen (medlidenhed), 2. Nogen er vildt gode af sig (rørthed), 3. Det ender vildt godt for nogen (som man har lært at kende) (bevægethed (hvis ikke 2 er bevægethed og 3 rørthed?)). Gudfar er (legitimeret) 2 og 3, Hilsen fra Rexville er (legitimeret) 1, Oliver Twist er (legitimeret) 1, 2 og 3. Okay!?

Lyd, der kun findes, når man (gen)hører den

- nu har jeg imidlertid med stor viljestyrke erindret mig den fra for 1 time siden, således at den omsider kan registreres (men måske fortsætter forbandelsen, så man glemmer den, straks man har læst om den):

Fløjtelyden af et (langt) (støvle)snørebånd, der suges op i støvsugerrøret!

Gladelig forstår jeg ikke kaotiske valmuer

Her sen eftermiddag/tidlig aften var jeg i Radio 24syv og skulle udnævne årets bøger indenfor forskellige kategorier, det prøvede jeg så på:

Den du grinte til:
Juliane Preisler: Drageånde (som jeg læste 2 halve digte op af (jeg kunne ikke finde det første igen, da værten leende ville høre mere))

Den du græd til:
Susanne Staun: Hilsen fra Rexville
(første valg, men jeg er ikke sikker på, det er kunstnerisk legitim gråd: Dy Plambeck: Gudfar)

Den du forlod:
Martin K: Dansk ørken

Den du ikke forstod (fortolket positivt, fed hermetik):
Henrik Have: Forværelset (citerede ca. så meget her af digtet side 29 (og syntes så selvfølgelig, at det var helt indlysende, hvad det betød, og dog (og mon ikke den kaotiske valmue henviser til Højholts stadig mere komplicerede nellike?)): "Vi garderer en gravning med pelsede vinger,/ med visne blade som vi finder i poserne,/ dødens blomster der hverken er/ død eller blomster men blot et skilt/ der viser vej til noget som er gået over./ En kaotisk valmue der kløjs i krummer/ og chokolade af grin over de døde, og over/ at det lige er den der står for tur til/ at frigøre formen til ren idioti")
(første valg: Lars Frost: Skønvirke, men det irriterer mig såre, at Lars F og alle mulige andre alt for godt og kedeligt forstår den uforståelige slutning, som jeg til stadighed nægter at forstå)

Den du elskede (havde jeg glemte at svare på på forhånd):
Vibeke Grønfeldt: Livliner (men jeg fik også namedroppet Helle Helle: Dette burde skrives i nutid)

Den du hadede:
Ville have svaret Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen, fordi jeg ikke har læst den og derfor kan hade min fordom om den + de hysteriske slagstal, jeg gider ikke hade bøger, jeg har læst, men værten tvang mig til at nævne en faktisk læst bog, og så udpegede jeg Jens Andersen: M, selvom den hader jeg da virkelig heller ikke.

Den der overraskede (glemte værten at spørge om):
Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet & Hanne Højgaard Viemose: Hannah & Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily & Mette Østgaard Henriksen: Stikkersvin jeg fucker dig

Hvad ser du frem til:
Harald Voetmann: Kødet letter
 
Hvad ser du ikke frem til:
Fortsat krimisyndflod (kedeligt svar, men hvad skal man sige?)

Finlitteratur = (TYK) ikke-kriminallitteratur

iflg. en artikel i dag i Politiken, der bærer overskriften

Kloge bøger kan også blive bestsellere

og begynder sådan her:

Bogkøberne vil ikke bare underholdes. Store, tidskrævende fortællinger om selvet og samfundet sælger også./ Forfattere som Haruki Murakami, Karl Ove Knausgård og Hanne-Vibeke Holst har det rigtig fint på bestsellerlisterne, selv om forlagene op til jul stopfodrer markedet med den traditionelt mest salgsstærke romantype, krimien./ »Tiden er til fordybelse, de store linjer og de store fortællinger, der ofte berører eksistentielle spørgsmål«, begrunder Andreas Nordkild Poulsen fra Arnold Busck udviklingen i bogsalget i Kristeligt Dagblad.

Fordi Hanne-Vibeke Holsts Undskyldningen (senere i artiklen nævnes (af L&R's Hans Henrik Schwab) Benn Q. Holms Byen og øen) er en tyk bog, der ikke er en krimi, er den en ikke bare underholdende, stor, klog, tidskrævende fortælling om selvet og samfundet, der berører eksistentielle spørgsmål og tegner store linjer og kræver fordybelse.

Not quite how it works, I'm afraid! 

Til sidst i artiklen udtaler Johannes Riis sig naturligvis, og jeg gætter på, at det ikke er ham, men kloge Politiken, der ikke kan stave til Søren Ulrik Thomsen, og så er jeg altså meget tæt på at blive en Jule-Jeronimus:

Også litterær direktør hos Gyldendal, Johannes Riis, synes, man skal være varsom med at læse en generel tendens ud af bestsellerlisterne/ »Det kommer alt sammen an på udgivelserne i en given sæson. Det har meget at gøre med den enkelte titel. De bestsellere, vi har haft, repræsenterer et bredt spektrum. Fra krimi af Kepler over Franzens ’Frihed’ til Hanne-Vibeke Holst, Søren Ulrich Thomsens digte og Steve Jobs’ biografi. Man kan glæde sig over den tilslutning, Søren Ulrich Thomsens digte har fået, men de ville også have solgt godt for et par år siden«, siger Johannes Riis.

Under artiklen står på politiken.dk dette link:

FACEBOOK Bliv ven med Politiken

Svajeragtighed

Spøjse præmieringer fra Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg og endnu spøjsere motiveringer for samme; følgende bøger fra efteråret 2010 er præmieret: Christina Hesselholdts fortællekreds (som udvalget kalder en roman, det er det ikke) Camilla - og resten af selskabet, Tom Buk-Swiertys historiekrønike Slagtehus Als og Niels Brunses samlede Shakespeare-oversættelser, og fra foråret 2011  Jimbuts (Jun Fengs) digtsamling Ukendt, Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet spejl, Trine Andersens novellesamling Det ved vi ikke endnu og Rebecca Bach-Lauritsens ungdomsbog Veronika lyder som harmonika - jeg har af de præmierede så kun læst Hesselholdt (yeah!), Thomsen (tja) og Jimbut (tjo), men jeg har læst så meget andet fremragende i år og sidste år, ikke mindst af poesi, og så kan man jo godt blive lidt knotten over denne mildest talte forbeholdne ros til Jimbut:

Ukendt er digte om fremmedhed og nærvær; om grænseoverskridelser, geografiske såvel som sproglige og menneskelige, digte som indimellem brænder igennem i stor skønhed og klarhed. Det lykkes ikke altid helt, og Ukendt er en ujævn bog. Men ikke desto mindre repræsenterer den et kvalitetsmæssigt kvantespring i forhold til de tidligere udgivelser, hvilket Statens Kunstfonds litteraturudvalg gerne vil anerkende gennem denne præmiering. Med Ukendt viser Jimbut et stort talent, som det skal blive spændende at følge.

Som Tue Nexø skriver på Facebook (ikke om Jimbuts bog, men om begrundelsen NB): "Hvis jeg udgav en pisringe bog og så en der alligevel var bedre, kunne jeg så også få en præmie?" (i samme kommentartråd roser og anbefaler Martin Glaz Serup og Sissel Bergfjord Rebecca Bach-Lauritsen, det skriver jeg bag øret).

Bestselleren Thomsen til gengæld er der mildest talt ingen forbehold overfor, han synger i kor med Baudelaire og Eliot og Aspenström og (stadigvæk, virkelig?) Bowie, det svimler og bimler og himler for udvalget:

Man kommer til at tænke på Baudelaires berømte linje "Hypocrite lecteur! - mon semblable, - mon frère!" fra Les Fleurs du mal,  genbrugt i T. S. Eliots The Waste Land - og nu altså igen hos Thomsen, i en sært raffineret-troskyldig form. Aspenströms, Baudelaires, Bowies og mange andres åndedrag genlyder og fornemmes i digtene, hvilket også præciseres i det eliot'ske noteapparat til sidst. Som hos Eliot refererer værket både til den verden det skrives i og om, og den verden af tekster det indskrives i - og som læseren bydes indenfor i, for det er en bog, som drager læseren ind i sine indimellem svimlende, poetiske refleksioner over forgængelighed, tid og død, sorg og forsoning. Sjældent smukke digte, skrevet med en sjælden sproglig præcision. Og en nærmest svajeragtig humor, som på Nørrebro "hvor alle de kvinder jeg i mit liv har drømt om/står i portene og ryger King's og hedder Kate"! Der er masser af genklange. Men åndedraget er først og sidst Søren Ulrik Thomsens. Og Rystet spejl er stor litteratur.

Okay, svajeragtig humor! En svajer er vel sådan et cykelbud fra allersenest 60'erne, der råber: Se dig for, bessefar, og det passer på en måde meget godt til SUT's neurotiske og velpolerede nostalgi: en gigtplaget svajer  i bessefar-alderen. Jeg slår lige svajer op i ODS:

Svajer, en. flt. -e. (vel til II. svaje 2.2; kbh., vulg.) cykelbud (betegnelsen hentyder formentlig til budenes ofte uregelmæssige, svingende kørsel ell. til kroppens bevægelse under det haarde traad i pedalerne). BerlTid.²⁸/₇ 1939.M.28.sp.3-4. AsfaltensCowboys.​(1940). 61.

Det er derfor spejlet ryster, neonens sherif er kørt bardus ind i det. 

Overfladisk nattetanke

Mørke er skrupforvirret og rastløs overflade, der farer rundt i luften og ikke aner sine levende råd: hvor i alverden bør og skal jeg befinde mig? - belyst og dagklar virkelighed er overflade, der let snorkende (prøv at lyt efter, ja, den summen dér) omsider har mistet bevidstheden. Dybde er en pige, der hedder Debbie, der altid lige er gået og i øvrigt ikke værd at samle på; hør, hvor hun runger, det er den dybe, depri tone lige under overfladens snorken og (når den er mørke) hvislen. Pigen, du holder i hånden, siger med tegnsprog for begyndere sig selv, ligesom du dig, og mellem jeres hænder er mørket i sit es.

Unostalgisk kollegagensyn (helt minus gags!)

Faldt lige over en Niels Lyngsø-anmeldelse, af Vibeke Henningsens debut Universet er kærligt, 2000, og hold kæft, hvor er det bare insisterende kedsommeligt (første linje: "Vibeke Henningsen (f. 1954) debuterer med en samling digte som bevæger sig fra en erfaring af tab og afsked frem mod en forsoning med sorgen og en tøvende, men kærlig venden tilbage til livet.") og trælst korreksende (denne uddybning af anken over "nogle mislykkede formuleringer og enkelte småfejl" fylder over en fjerdedel af anmeldelsen: "Der er et for konstrueret præg over nydannelser som 'indsondrer', 'indkrystalliseret' og 'ovenlysbelyst' [sgu da et fint ord! LB]. Og der er et par uheldige formuleringer, f.eks. "siddende ved et bord i byen Rom/ kan deres blikke ikke længere ses". Her er ordet 'byen' unødvendigt og bliver næsten ufrivilligt komisk. Og det er vel næppe blikkene som sidder ved et bord; snarere er der tale om en klassisk syntaksfejl af typen "højgravid så han sin kone komme ind ad døren"" - Erik Skyum havde også en periode, på ca. samme tidspunkt, hvor de røde streger (især hos H.O. Jørgensen) fyldte uforholdsmæssigt meget, men kom dog over det; anmeldere skal ikke være vrantne dansklærere). Jeg ved virkelig ikke, om Lyngsøs afløser Mikkel Brunn Zangenberg med sin kælne, forlorne patroniseren og rådvilde, kanontunge namedropping er en bedre anmelder - han har lige så dårlig sans og gehør for litterær kvalitet - men alligevel er jeg taknemlig for, at det kommende års nye bøger og ikke mindst NYE DIGTERE (legendarisk er jo Lyngsøs nedsabling af Ursula Andkjærs debut, også fra 2000) ikke skal udsættes for dette særlige dødbideri (selvom man aldrig skal forsværge muligheden for et comeback; på Politiken mener man åbenbart, at godt nyt, i hvert fald hvad litteraturredaktionen angår, er gammelt Politiken-nyt, den nye/gamle redaktør Jes Stein har netop genhyret den gamle medarbejder Niels Barfoed - GYS (ikke over Barfoed, ham er jeg fan af (og jeg savner ham allerede som WA-kollega)) men over the return of Lyngsø))!

Ord fra Bolig, Belysning, Bøger, 3. sal, Magasin

nærmere bestemt et skærebrætord:

SAFTRILLE

Skægfnug

Det sner!

Snørret igen!

Af et afbarberet,
hvidt schnurrbart -

Snart Einsteins,
snart Mark Twains!

Fra himlen
snerrende ned!

Snirklet
& snorlige!

Januar er den nye oktober!

Januar plejer at være sibirisk øde for nye (gode) bøger, men nu nærmest tæppebomber Gyldendal med læsterligt lovende litteraturlir, disse 4 stk. inden 20. januar (længere går listen over kommende udgivelser ikke), hvorfor kan vi ikke ønske os dem til jul? FLYT JULEN TIL 24. JANUAR

mandag 9. januar

Kødet letter er en folkekomedie. Vi følger Kühleborn og Huldbrand, der er kontoransatte på et talgsmelteri i København. De plages af uklare længsler. Vi kommer til terapi hos dr. Ove Grub Jensen. For en kort bemærkning træder vi endda ind i køkkenet i en velrenommeret smørrebrødsrestaurant. Og hele tiden: denne hørm af smeltet indvoldsfedt.

torsdag 12. januar

Panamericana er en vej der går fra Alaska til Ildlandet, men det er også en roman om Anja og hendes familie, den chilenske mor Ana og den danske far Jarl.


tirsdag 17. januar

En lyrisk og temperamentsfuld samling om grøn uld og om at løsrive sig fra rollen som ung pige uden at vide, hvad man ellers kan være.

fredag 20. januar

Padder og krybdyr handler om at få børn, når familien består af to mødre. Det lesbiske moderskab giver jeg'et anledning til etiske og politiske overvejelser, men også kritisk, for ikke at sige totalt rasende gennemgang af de markedsøkonomiske intresser, der dominerer også dét område.

Glæder mig og glæder mig og glæder mig og glæder mig - nu gælder det anmeldelsesreservationerne, det kan godt holde hårdt, men jeg lover mig selv at insistere stålsat og hysterisk - og apropos stål: 

fredag 13. januar

struktur rimer

struktur
rimer på
druktur
rimer på
skruksur
rimer på
kruklur
rimer på
grukfur
rimer på
frugtur
(rimer på
Bukbur)

Konkretistisk spiseseddel

for Ekstra Bladet i dag (om fodboldspilleren Nicklas Bendtner, der "skriver åbent brev til både danske og engelske fans samt sin familie, hvor han siger undskyld for den seneste tids eskapader")

UNDSKYLD

UNDSKYLD

UNDSKYLD 

Guld på loftet

Jeg er uhjælpeligt fascineret-hypnotiseret af titlen på og central-metaforen i The Black Keys' sang "Gold on the Ceiling" (video i blogpost nedenfor), som jeg ikke har kunnet lokalisere som en fast amerikansk (død metaforisk) vending; ud over sangen linker en google-søgning til en hjemmeside om vægforsølvning og -forgyldning, gildedplanet.com; her er den pågående studse sangtekst:

Down in the waves
She screams again
Roar at the door
My mind can't take much more
I could never drown

They wanna get my
They wanna get my
Gold on the ceiling
I ain't blind
Just a matter of time
Before you steal it
It's alright
Ain’t no blood in my eye

Clouds covered love's
Barbed-wire fence
Strung up, strung out
I just can't go without
I could never drown

They wanna get my
They wanna get my
Gold on the ceiling
I ain’t blind
Just a matter of time
Before you steal it
It’s alright
Ain’t no blood in my eye

Godnatbolsjer

Da Stine fik to brødre, prøvede Baronessen også at lege med dem. En aften havde hun insisteret på at få lov til at lægge dem i seng, men så små børn havde hun jo ikke erfaring med, så de fik hver et bolsje at falde i søvn på! Vi fandt Thomas fuldstændig blå i ansigtet og ved at blive kvalt. Kun ved at tage fat i fødderne på ham og vende ham på hovedet reddede vi hans liv.

- fra Gyldendals Julebog 2011, Otto B. Lindhardts "Var det ikke nemmere at købe Gyldendal?" Historier fra et forlæggerliv

Fiktivt rygediktat

Elmore Leonard got in late and lit up his first cigarette since Michigan, just inside the door of the apartment on Horatio Street. The pack read Virginia Slims. "I was writing a book," he said. "And the girl - the character - started smoking Virginia Slims, and every once in while she'd say, 'I think i'll have a Slim.' I started buying them beacuse she liked them a lot."

- fra The Talk of the Town-klumme i det nye nummer af The New Yorker

Post festum en præcis uppercut eller 2 fra Henrik W

(...) Forfatterens idioti kommer af, at han sætter et skel, som dybest set slet ikke er der, og arbejder med et mediesyn, der er fuldkommen forældet.
  Lad os tage det sidste først. Ib Michael har - delvis - undskyldt sig med, at det var noget, han skrev på sin blog. Det var ikke beregnet til offentliggørelse. Med offentliggørelse mener Ib Michael åbenbart, når noget trykkes i en bog og udgives af et forlag, eller når noget trykkes i en bog og udgives af et forlag, eller når noget offentliggøres i den trykte presse, han tydeligvis og paradoksalt foragter. Men det er en gang monumentalt vrøvl. tekster er tekster, uanset hvor de står og hvor de læses, i printmedier eller på elektroniske platforme. nettet kan være en skraldespand, men det er kun, fordi typer som Ib Michael fylder det op med lort. Hvis han tog sin blog lige så alvorligt, som han tager sig selv, kunne det være den offentlige diskussion på nettet blev mere lødig og substantiel. Sådan som den er og kan være i avisernes netudgaver [bortset fra der i lige præcis Weekendavisens netudgave ikke blogges og ikke kan kommenteres].
  Og så til det skel Ib Michael tydeligvis arbejder med som en åbenbaret sandhed. Nemlig at der er forskel på en skønlitterær forfatter og en kritiker. Et hierarki, der ikke tåler at anfægtes. Og en fornemhed, som den ene oppebærer og den anden aldrig når. Opfattelsen er så dum, at det gør ondt. For der er ikke, og har sjældent været, nogen forskel på en forfatter og en kritiker. De er begge skribenter, og langt de fleste kritikere er også forfattere. Lars Bukdahl tilmed skønlitterær forfatter. De fleste af os kritikere er forfattere til faglitterære bøger og såkaldt kulturlitteratur, og for adskillige værkers vedkommende af en væg og betydning, der er blivende, ja måske endda vigtigere end endnu en roman af Mik. Så hvad fanden bilder Ib Michael sig ind? Han tamper på sine egne og er en dårlig kollega. Man kan kun ønske, at han fremover læser andet og mere end korrektur på sine egne bøger, og begynder at beskæftige sig med den mangfoldighed af tekster, der omgiver ham, og som en række kritikere og forfattere i dette nummer af Nordisk Tidsskrift formilder, fortolker, og vurderer med deres egne ord.

- fra Henrik Wivels forord til Nordisk Tidsskrift 3, 2011, hvor jeg anmelder dansk skønlitteratur 2011 under overskriften (stjålet fra Amalie Smith) "Der findes et fotografi af Sappho som ung"

Mellem slagtere

"Slagter Jens, den møre slagter" hævede penge i kontantautomaten ved Irma; Slagter Lars, den seje slagter, så skeptisk til: Ingen grund til ligefrem at lokke kannibalerne til, tænkte han, og penge har aldrig formildet barbarer.

Tillykke til og med et halvskjult, skidegodt RIfbjerg-digt

Vi har alle travlt med lykønske mediefænomenet og den gode digter Klaus Rifbjerg med hans 80 års fødselsdag i dag - selv tillykker jeg både i Politiken (som har omplaceret et 'og', så det ser ud som om, jeg mener, at forfatterskoleelever oftere burde bære uniform, sådan skal sætningen lyde: "Bag på pavemobilen, forestiller jeg mig, står en yndig forfatterskoleelev m/k iklædt schweizergardeuniform og – det gør de alt for lidt – læser i en Rifbjergbog af de skidegode") og Jyllands-Posten og i morgen dobbelt i WA Bøger - Blogdahls HURRA knopskyder fra blogposten nedenfor om papirtynde bøger, for Rifbjerg udgav i 1969 sammen med fotografen Flemming Arnholm en titelløs, polyudfoldelig (dvs. til forskel fra en ordinær Leporello ikke kun til siden, men også opad udfoldelig) papstykke-publikation med fotos og 3 digte (+ "John "Ford"-digtet fra Mytologi) (knopskydende) fra New York, og her det ene NY-digt, "Madison Avenue Salme", og bare fordi det er et skidegodt digt og et skidegodt Rifbjergsk digt, og det vel til syvende og sidst bag årtiernes og dagens rabalder hvad det handler om, så og så mange og alt i alt temmelig mange skidegode tekster, der skidegodt rifbjergske tekster (men hvad sker der for Promenadens kollektive tillykke, Lars Skinnebach disser Rifs poesi til fordel for Malinowskis, Maja Lucas undskylder, at hun ikke rigtig er Rif-læser, festligt!):

På Madison Avenue
hvor de gale går
og gumler på provinsielle
alliterattioner
og ser rasende på hinanden
ved tanken om trivialiteten
udstrakt fra Hackensack
til Poughkeepsie over
Schenetady til Skidmore
blæst ud i større format oppe
i Michigan nede i
Jersey.
Jersey City strålende af
almindelighed, fredhelliget
vulgær banalitet i Trenton
og eksploderet pludselig tværs
over kontinentet, nedslag af
umådelig ligegyldighed i
Utah, Salt Lake City
Missoula, St. Paul og næsten
til et postkort i Jacksonville, Fla.
hvor pelikanerne med halve timers
mellemrum støver bølgetoppene af
grå, opslugt ved tanken
om deres patruljegentagelse
turistoplevede, men dybt vidende
om poesiens kælderfødsel, dens
brasende, hamburgerblinkende
negertilværelse i Jacksonville
neonville, Madison Avenue
hvor de gale går og gumler
ha, hvor vi mødtes for ti år siden
og sagde fravel til alt det
vi ikke vidste, munde fuld af smil
og bevidstheden om møder
syn af papirsamlere, usædvanlige
kontorpiger, negresser som baseball-
bats i slag, elastiske, levende
baller og slankhed, sorte og kendt
fra celluoid-syn, nu kommet os i møde
og gået forbi, malet og
kolorerede af de drømme vi senere
har fået lov til, som det er blevet os
forundt at leve, ikke et øjeblik havde
vi næsebor nok til at fornemme
Madison Avenue som andet end
funklende honningfremtid, selv tanken
om højbanen på Tredje Avenue var smuk.

Åh, Madison Avenue blæst omkuld
af poesi, væltet i uendelighed af
Checkerboard Cabs, tilslutningen
af syvende i parallelmøde over
floden, Avenue of the Americas
Beekman Place som et glimt af bevidsthed
idet hælen er tre centimeter
fra gesimsen, flyv Dragos, flyv
redningen ligger i luften skønt
det eneste fashionable er selvmord på
Beekman Place, F. Scott Fitzgerald
Irving Berlin og Rosalind Russel
levende og døde
indeni og udenpå Esquire Magazine
holdt og brændt for evigt
af den galskab som man ikke kan få
tygget færdig på Madison Avenue
hvor ingenting blev opnået af os
alting stadig går forbi, intet
kan dispenseres fra vanskeligere end
kedsomheden, den gik ikke forbi
fortryllende ligegyldighed i kviksølvlys
som jeg har levet.

Staten Island Ferry, de uskelnelige måger
fra East River og udstrakt
sight-seeing i Harlem med
kniven vippende mellem to
ribben, husmødre placerede
deres indkøbsnet og spurgte ikke
om forlov mens de stjal sig til at
stjæle to pakker Quaker Oats i
en A & P og I spørger stadigvæk
og længes efter Madison Avenue som
er mere central og sindssynet
samlet i håbløse alliterationer og
vi mødtes ti år efter med
følelsen af Utah og virkeligheden
opsteg fra en undergrundsrist
mens vibratoren fik tæerne til at dirre
og vi prøvede af al magt i
det dramatiske lys, Madison Avenue
at lade være med at ligne noget
da én tændte en cigaret og lyset
blæste ind i ansigtet på os
og vi forstod at den eneste ophøjelse
var kedsomhed.

- derfor et tillykke af de tordnende!

Om umuligheden af en omvendt mursten-hitliste (en flis-hitliste?)

- altså for (gode) udgivelser så sidetalsbeskedne som muligt,

og fx under 16 sider, altså mindre end Basilisks legendariske B16-serie, men så var der for fanden også hedengange Adressens Forlags limbo-kortere serie A8 (som jeg selv deltog i med uopdriveligheden Udvalgte trompeter), og hvad med alle Viggo Madsens hånduddelte og -udkastede pamfletter eller flyveblade (som jeg som den eneste i verden har livsvarigt abonnement på), der er på enten 2 sider, for- og bagside på et a4 ark, eller 4 sider, et sammenfoldet A4-ark; senest uddelte han på Bogforum pamfletten at en krop i sig selv er en handling, bestående af på forsiden en collage (inkl. bl.a. Andersen Nexø som soldat (?) og med overteksten:  "hvis jeg var vand ville jeg hermed fordampe"), på midtersiderne et digt eller en sang (første ærke-Viggo'ske linje: "våd som en selvopfyldende profeti under likvidation") med tilhørende (?) nodeark og på bagsiden dette gloriøse gentagelsesnummer:

HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST
HÅBET ER FORSINKET AFVENT VENLIGST ANKOMST

- eller Eske K. Mathiesens 1 A4-side korte gækkebreve og jule- og nytårshilsener fra 70'erne, som han sendte til en sluttet kreds, inkl. Poul Borum, der trykte flere af dem i Hvedekorn, og i det hele taget alle 70'ernes løsark, TA' BOX for fanden, og det nulevende tidsskrift ARK (som jeg engang leverede et Højholt-ark til), for den mest sidetalsbeskedne publikation må vel være den, der er trykt og bogstaveret på kun 1(for)side, som nu nys udkomne og smukt nysselige (og snart anmeldte, I promise) Arena Kontra # 5 (der måske !!!!????? er den sidste Arena Kontra, efter Jonathan Nielsen og Jakob Østergaard er trådt ud af Arenas redaktion ?????!!!!! det håber jeg (& Bukdahals Bet - Den Smalle Litteraturpris) sandelig ikke), nemlig gamle Bet-favorit  Teddy Josephsens Om tyngdekraften og dens tilbehør, der er en udfoldelig, stor, men småttrykt tekst-plakat, citat: "forsætter ned og helt ind i de smidige puder/ i elektroners kredsløb", men den er jo lige præcis i en anden forstand kæmpestor, ligesom Josephsens forrige objektbog, den lange leporello Et kup det det fra sidste år, og hvad i det hele taget med leoporelloer, Arenas æske fuld af dem, de er jo principielt også på 1 side eller højst 2, men også på en måde snyd, en slags bogudfladning i stedet for et ægte papirtyndt værk, men skal man så skelne mellem hvor mange kvadratcm. et 1-sides-værk fylder, nej, det er simpelthen for kompliceret at få orden og hierarki på så radikal smalhed!

½ times vejrudsigt

det kommer til at
REGNE
på min
RULLEKUFFERT

JEG KOMMER TIL AT
rulle
MED EN
regnkuffert

Reserveringssystemet er ude af funktion

Men hvad så med systemreserveringen?
Jeg vil så gerne reservere et system til
at være 3 steder på 1 gang, fx både i
Aarhus til den ene oplæsning og på
Nørrebro til den anden oplæsning og
her foran skærmen, så blogskrivningen
omsider kan blive fuldstændig ubrudt -
jeg har hørt, at Johs. L. Madsen eks-
perimenterede med sådant et system,
involverende en lille portion LSD og
3 punkterede præ-Christiania-ladcykler,
engang i de vildt tidlige halvfjerdsere.
og jeg håbede sådan, at der var bare
1 eksemplar på lager i patentkontorets
hemmelige arkiv, se under 'Tredobbelt-
gænger', jeg kommer i tanke om endnu
en ingrediens: Popcorn! som dem, der
som en falsk snedrive lå spredt på for-
tovet foran porten denne onsdag morgen,
og som en af mig med garanti ville have
snublet i, hvis jeg faktisk havde været 3.

Mursten top 9

De 9 bedste danske bøger på over 500 sider de sidste 50 år i kvantitativ rækkefølge (inspireret af kvalitet-kvantitet-diskussionen med Lars Frost nede i kommentarfeltet til Ursula-posten);

hver forfatter optræder kun 1 gang, selvom han/hun har skrevet flere +500-bøger; med 1 kvalificeret undtagelse tæller opsamlinger (og romanserier og trilogier) ikke med; jeg kunne ikke finde 10, hvis jeg skulle overholde reglen 1 bog pr. forfatter; bloglæserne må frygtelig gerne supplere med mursten, jeg har glemt; generelt holder danske forfattere sig langt væk fra den rent kvantitative monstrøsitet (vores som sådan mest produktive forfatter, Klaus Rifbjerg, har kun skrevet 1 +400-bog (eller måske faktisk +300-?), Alea på 459 sider); sigende nemlig at flere af forfatterne på listen har skrevet flere +500-bøger, mens alle andre gode forfattere end de 9 ingen har skrevet (+400-bøger har pænt mange skrevet, hvilket tyder på, at det kritiske skel går ved de 500 sider):

1. Martin Larsen: Monogrammer 1-8, 2007, 5984 sider

2. Jess Ørnsbo: 14 spil for løst publikum, 1987 (de fleste ikke tidligere trykt i bogform, derfor inkluderet), 1012 sider

3. Kirsten Thorup: Himmel og helvede, 1982, 718 sider (2 500+bøger yderligere, Den yderste grænse, 1987, 707 sider, og Elskede ukendte, 1994, 615 sider)

4. Svend Åge Madsen: Tugt og utugt i mellemtiden 1-2, 1976, 696 sider (1 500-+bog yderligere, Syv aldres galskab, 1994, 508 sider)

5. Klaus Høeck: HJEM, 1985, 640 sider (1 +500-bog yderligere, Palimpsest, 2008, 579 sider)

6. Peer Hultberg: Requiem, 1985, 611 sider

7. Poul Vad: Kattens anatomi 1-2, 1978, 602 sider

8. Vibeke Grønfeldt: Mulighedernes Land 1-2, 1989, 548 sider (1 500+-bog yderligere, i års Livliner, 528 sider)

9. Niels Henrik Svarre Nielsen: Biografisk Skygge Leksikon, 2000, 503 sider

Og det er jo knap mursten nok til et hundehus!

TAG MED AARHUSTOGET 14:50!

I aften klokken 19:00 er der sgu da Hvedekornsoplæsning i Løves' Bogcafé i Aarhus under titlen HVEDEKORN GØR AARHUS med hele 7 jyske, men først og fremmest talentfulde Hvedekornsdigtere:

Mette Østgaard Henriksen, debut i Hvedekorn 2010, lige nu aktuel med den skægt syngelige smahsup-sangsamling-debut Stikkersvin jeg fucker dig

Signe Lodahl Gjessing, debut i Hvedekorn 4, 2011 (links til fyndige interviews og braget af en Forumoplæsning på hvedekorn.dk)

Mette Reinhardt Jakobsen, medarrangør og debut i Hvedekorn 2009, to optrædener siden

Kim Karmark, debut i nr. 3, 2011

Ingrid Nymo, debut i nr. 2, 2011

Louise Haugaard Jørgensen, debut i nr. 4, 2011

Flemming Lund, debut i Hvedekorn 2002, en masse optrædener siden, aktuel med drønet af en debutdigtsuite, Udbrud & efterspørsel

Jeg synes også alle I blaserte københavnere skal tage med derover, jeg springer på et tog her 14:50 og kan påstødes i den store bladkiosk et kvarter inden, henne ved musikmagasinerne (håber på et nyt Rolling Stone), er det en aftale!?

1001 tak til navnløs "Blogdahl-læser"

for blomsterne

- der er fornemt og luksuriøst hvide som sådan ca. mit bæredygtige IQ-printerpapir, som bloggen klarer sig så mærkværdigt glimrende uden -

!

Xtra-Ursula - mursten med lynende indstik

Der er den vildeste bonus i den netop udkomne kæmpeudgave af Ursula Andkjær Olsens samlede poesi 2000-2010 (869 sider! - det nye årtusindes flittigste og stædigste raptus!), opdager jeg pludselig:

7 (SYV!) XTRA ikke før bogopsamlede tekster!

Nogle af dem kendte jeg godt i forvejen, og en enkelt - der selvfølgelig er den MEST fantastiske! - den arabiske bænkedialog "1001 stjernere", har jeg trykt i Hvedekorn, men så er der, aldrig før øjnet, "Græssebreve", skrevet til et samarbejde med Anne Marie Ploug om en udstilling i 2006 - en 13-delt, slank og (anderledes) sirligt trallende niece til det undervurderede, naturpoetiske hovedværk (ja, ja, hun har kun skrevet hovedværker, men Skønheden er også et hovedværk!) Skønheden hænger på træerne, her de første 2 tral:

I

Brevduematerialet består af

1.           brevdue
2.           vildvinge og topskud
3.           tom og papir og skidt
4.           og de perler på grenene

og kan komme i betragtning

1.           bag en hæk
2.           hvor sangen ikke bliver tvungen
3.           og tagrenden drypper
4.           og når du nu står der og sjapper
5.           så fald på et tørt sted
6.           mens det prikker

II

Forårsgik en
tur.

Da.

Men først
da kunne du
have mig i en
kop.

Ja.

Gik en
tur. Og
da.

Fik du mig.

Ha.

Sådan kan det
gå.

Trala.

- For en Ursula- komplettist - og hvem er ikke det? - er der ikke noget at betænke sig på: Hæld den mursten i netstrømpen!

Hvordan man opdager at stressfaktoren er en negativ faktor

Når overståelsesglæden er større end (præcisions- og erkendelses- og) skriveglæden

- og her for et øjeblik siden var skriveglæden og overståelsesglæden ret præcist lige ½store, og det er var sgu ikke helt godt, dvs. ½skidt -

men åh, nej, hvor lyder jeg som en skrive-coach med speciale i flow-skrivning, så lad mig lige uopbyggeligt understrege, at jeg mener stressfaktoren, i hvert fald for koksede mig, er en nødvendig, til tider ligefrem berusende faktor, okay!

serialitet med små bogstaver er STOR RIF-NYHED!

Rifbjergs seneste skidegode poetiske værker var de tre prosadigt/kortprosa- serier/suiter, måske faktisk en skidegod trilogi, 70 epifanier, 2001, Sæsonen slutter, 2003, og Mojácar, 2004, som blev fulgt op af af en slet bare digtsamlings-trilogi, fuld af automat-polemiske og -nostalgiske og -opbyggelige manøvrer, Pap, 2004, Knastørre digte, 2006, og Time Out, 2009, hvoraf de sidste to var kendetegnet ved, i lighed med fx Bo Green-digtbøger , at hver linje begyndte med stort, hvilket altid ser åndssvagt ud, men ser xtra åndssvagt ud på så små (som i beskedent ambitiøse og energiske) digte - i den nye bog, der udkommer på 80-årsdagen på torsdag, Stederne, begynder alle linjer, undtagen hver digts første, igen med småt, hvilket er et godt tegn, dertil kommer at der atter er tale om en serie/suite bestående af 3 + sider lange, pænt langlinjede digte, hvilket er et endnu bedre tegn; og tegnene tegnede korrekt, fremgår det af min anmeldelse på fredag, her er resten af det indledningsdigt, jeg til den tid citerer, om sårskorper og landskaber og hvad fanden egentlig (sneskrabere og tæppebombardementer!)?:

det er faktisk varmere på landet end om
vinteren hvor husene mod al fornuft
står ude og gæssene går i sandaler
ligesom du selv med ansigtet rettet mod søen
og en sårskal

med sit skal skal-ikke
fordi det klør så herligt ingen kan være sikker
på om det nu giver sig til at bløde
fordi skallen brun & dejlig stadig hænger fast
det er problemet in a nutshell skønt

det ikke er et problem
hør nu her
det er ikke et problem

kun en absurd detalje med meget underlige
seksuelle over- og undertoner
sår kløe lyst blod
på en ellers lysebrun og lækker hud
og de blomster der lyser og nikker og nikker
i vinden som vist nok står i syd og trækker

en del af fugtigheden ind fra søen
et fladt vand uden den dybe grund men med
et imponerende areal et helt hav
sagt uden overdrivelse eller overdrift

eller hvad det hedder
et helt hav og en fjern horisont med alt
muligt bag ved så rædselsfuldt at billedet
burde tippe over men igen mirabile dictu
ikke gør det

det har jeg jo sagt
mens konkyliehorn om dine kyster lyde
pow, hvor skønt med neglen at vippe
den sårflage op og ned og blive ved og ved
og holde op og vende tilbage til
gerningsstedet og den fuldkomne idyl

uden sneskrabere og tæppebombardementer
og alting iscenesat i en boble af uforgængelig
fortid
det eneste holdbare og hvad fanden
skal man ellers sige for det er
en kendsgerning at blodet var til at overse
kun en lille klat
og Gud og hvermand ved at post coitum osv.

men indtil den er slidt op og nulret helt
færdig, kan sårskallen mellem to fingre
og evt. et lille stykke op under neglen
bringe en slags hyggelig trøst
og bevidstheden om at søen med sin horisont

sit solskin sine vippende blomster og
den pletfri hud med det ufrivilligt påførte
hurtigtlægende sår er der
fremkalde et minde så udeleligt som visse
tal i talrækken

og at stedet i sne
var en contradictio in adjecto
eller hvordan det nu er
hvis man vil blære sig

- comeback nr. ret præcist 117!

Marcel D's Storm P-maskine, att. energiministeren

En transformer designet til at udnytte de bittesmå, spildte energier som fx:
presset på en stikkontakt.
udpustningen af tobaksrøg.
hovedhårs, andet kropshårs og negles groen.
urins og ekskrementers fald.
bevægelser af frygt, forbavselse, kedsomhed, vrede.
latter.
tårers dryppen.
hænders og fødders demonstrative gesti, nervøse tics.
forbudte blik.
springe i vejret af overraskelse.
strække sig, gabe, nyse.
spytte almindeligt og spytte blod.
kaste op.
ejakulation.
uroligt hår, hårhvirvler.
lyden af at pudse næse, snorke.
besvime.
fløjte, synge.
suk, etc. ...

- Marcel Duchamps bidrag til Andre Bretons Anthologie de l'humour noir (oversat af LB fra engelsk oversættelse af den franske original)

Vanilleredningskrans

Jeg har nu spist en halv æske, og jeg kan stadig ikke bestemme mig for, om en vanillekrans er et O eller et 0!? O, jeg er mæt nu, jeg har 0 sult.

- kortest og enklest mulige modernistiske digt:

O, 0!

2 løst frembladrede julegavecitater

Jeg fik 2 mursten af min faster i går aftes - og tonstung tak for dem! -:

Søren Kierkegaards Løse papirer:

Den litteraire Lærdom ligner ofte en uigjennemtrængelig Urskov, hvor man vel paa enkelte Puncter finder et Sted, hvor man kan bede, og en Familie, som udgiver sig for at vide Veien i det nærmest liggende District, men som dog mere har Efterretningen derom traditionelt end ved selv at have vandret Veien. I denne litteraire Urskov opholder sig ogsaa en Mængde vilde Dyr (Rescensenter), som man med allehaande larmende Instrumenter maa holde borte, saaledes f.Ex. ved at træde i Pagt med andre Rescensenter. Det allerbedste vilde maaske være, naar man kunde gjøre ved Rescensenterne ligesom ved Rotter: afrette en til at bide de andre.

d. 9. Oct. 35

Henning Christiansen. Komponist, Fluxist og uden for kategori (en PRAGTbog!):

SONATA for piano ( 3 ) Henning Christiansen 63
for four hands
the lid must be closed

Men and women enter, naked. They bow to the audience and seat themselves at the piano, she at the treble, he at the bass.

1. movement
They all sit before the piano,
absorbed in deepest meditation.
They slide down on all fours and then crawl
as close to each other as possible
around each of the three legs of the piano.
Painstakingly.

2. movement
Again they sit before the piano,
absorbed in deepest meditation.
Both put right hands on the piano-lid
and hop ( like rabbits ) toward the left
twice around the piano, staying
as close to each other as possible.

3. movement
Again they sit before the piano,
absorbed in deepest meditation.
Now both gambol as quickly and as merrily
as possible one after the other, the right around
the piano. The movement culminates in a marvellous
copulation on top of the piano.

As soon as both are collapsed together in oblivion, the audience gently covers them with available articles of clothing, and the couple sleeps, as long as they wish, while the concert continues.

He is a wise man who does not perform this Sonata (3) until
the human race has fully understood the meaning of the words:
LOVE ONE ANOTHER

Søren Ulrik Thomsen handler i den forkerte Irma

- måske fordi jeg handler i den rigtige ... ?

Han har en kronik i Politiken i dag, der handler om nødvendigheden af høflighed, hvilket er ret patetisk og/eller grinagtigt, når han nu i over 10 år nægtede at hilse på mig, LB, selv når vi var de eneste mennesker på fortovet en sen aften på Nørrebro (andre har haft samme (årelange/livsvarige?) oplevelse).

Nå, det var det med Irma:

Tillad mig for argumentationens skyld at indlede med en historie som jeg her i avisen tidligere har fortalt i en rejsereportage fra amerikanske kirker og siden tænkt videre over: / Efter min hjemkomst fra USA begik jeg en mærkelig fejl, nemlig at sige ’farvel’ til kassedamen i Irma, hvad der fik de andre kunder til at stirre ned i gulvet, som om jeg havde gjort noget grænseoverskridende obskønt.
Fadæsen skyldtes, at jeg på min amerikarejse havde vænnet mig til, at alle tiltalte hinanden med høflighedsformer – en kultur, jeg tror, er begrundet i, at der i USA er så kolossalt store økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse forskelle, at folk er nødt til hele tiden at markere, at de anerkender hinanden, for ellers ville landet eksplodere i løbet af få minutter.

Det genkender jeg slet ikke fra vores Irma på Gl. Kongevej, hvor kassedamer- og -mænd så godt som altid hilser på og i hvert fald de kunder, der er os, hilser tilbage og siger pænt farvel, uden nogen rejser et øjenbryn af den grund. Så jeg ville gerne anbefale Thomsen at skifte Irma, hvis det ikke var fordi, han så risikerede at støde ind i mig på daglig basis, og selvom han efter den lange, groft uhøflige hilse-pause mindst 2 gange har hilst på, den ene gang, for 2½ år siden, med et faktisk håndtryk, så vil det måske alligevel være for meget af det gode.

Arkiveringspause

Nu har jeg på Young Blogdahl 2009-2009 helt og (mindre end) halvt genskabt de første 100 poster (der et par usikre tidsrum, særligt omkring jul/nytår) i med få undtagelser kronologisk rækkefølge, det er et dejligt hjernetomt, mekanisk arbejde, og selvfølgelig har jeg ikke kunnet ladet være med at læse med undervejs og sammenligne med den nuværende blogpraksis. Der var længere mellem posterne dengang, og mange af dem var mere ekstensive og afrundede, Promenaden-agtige med andre ord, samtidig var der også en del (nu næsten totalt fraværende) sjov med STORE bogstaver (må jeg fremhæve readymade/knækprosa-føljetonen om Carsten Jensen, googl!), men mindre decideret poesi (foreløbig ingen vejrdigte) og kort-ordspilleri, jeg vægrede mig også imod at udstille og opliste citater ukommenteret. Det var en langsommere, mere poleret og velopdragen og klumme-klogende Blogdahl, måske også fordi jeg i starten stadig havde fuld syntaktisk frihed på WA, nu fungerer bloggen ikke mindst som sproglig udladnings-oase, lidt ligesom USA's prøvesprængninger i New Mexicos' ørken (med samme indbyggede trussel om en bombe, der IKKE er en prøve) ...

Karen Blixen som kælkenisse!!!!????

Karen Blixen Jul

Rosendahls julepynt er designet af Ole Kortzau. Kortzau har hentet sin inspiration i Karen Blixens forkærlighed for blomster, og de går som en rød tråd gennem seriens forskellige dele. Den verdensberømte forfatterinde var kendt for sine elegante juletræer pyntet med kunstnerisk hånd.
Serien spænder fra juletræspynt til dekoration af bord og vinduer. Seriens dele findes både i forsølvede og forgyldte versioner.

(fra Rosendahls hjemmeside)

- ud over den afbildede kælkenisse inkluderer serien et par dansenisser, julemand m. barn, en nissefamilie og en julebuk; man bliver til stadighed overrasket over, hvilken fantastisk gotisk fortælling julen er.

Frem til fortiden - blogarkæologi

Jeg er fuldstændig forsvundet i opgravningen af de gamle, lige nu mindre end halve blogposter fra Blogdahls lige så genreforvirrede som -dedikerede ungdom på youngblogdahl.blogspot.com, skal nok få sprængt mig en tunnel ud til nutiden snart!

youngblogdahl.blogpost.com!

Museumsbloggen Young Blogdahl 2008-2009 - Weekendavisen-udgaven af Lars Bukdahls blog i flimrende genudsendelse - er nu oprettet HER!

Genudsendelse af Young Blogdahl x 4

poster tagget fødselsdag:
(blogposternes egne tags VIRKER (via WAyBackMachine!), prøv bare!)

Blogdahl: Digtet er en hårtørrer

Fredag, august 14, 2009

Tags: fødselsdag, hårtørrer, poesi

Bogstaveligt salt

DRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRR

siger det mellem facader og tingeltangel,

der er okay, og bøger, der ikke er det,

hele vejen fra hulter til bulter, helter til

skelter, skrider de fra stodderen, som

er min stenede sjæl alene med glitter,

der ikke er poesien, men tankerne om

poesien som raffe klæder uden kejser

dansende rundt om en klovneparyk,

der vel så er inspirationen til mig. Hej!

Blogdahl: Gaveøst og -vest

Fredag, august 14, 2009

Tags: Balstyrko, fødselsdag, gaver, Heroes, Iggy Pop

Familieforladt, stakgranskende, Summebirdgnaskende

kom nærmere  kom taet
se mit terningesaet
for skaebnen er ikke din egen
der er gevinster og sfinxer
og ting der gaar taet
skaebnen er ikke vor egen

kom naermere kom her
ingen skade sker
vi kan ikke undvære dig
elefanter
diamanter
og loever der ler
vi samles
de lokkes til mere

- nummeret "Velkomst" fra Balstyrkos cd Jagten paa noget

By 1961, when Jim reached ninth grade, most kids in his junior high school class would have considered the notion that Jim was regarded as an outsider or a dork as faintly ridiculous. Instead he was widely regarded as an impressive figure who was undeniably part of the classy set. In a preppy enviroment, Jim was more preppy than most, always nicely turned out in loafers, slacks, button-down shirt and nice sweater. It was a look to which many at Tappan aspired, but Osterberg managed it to perfection, and he convinced many that he was the product of inherited poise and fine breeding. Rather than being mocked for his trailer park origins, in these years he was more likely to irritate his peers with his sheer slickness and confidence: "Jim Osterberg?" says fellow pupil Dana Whipple. "He had the highest quality in BS of anyone I ever knew. He learned early on that you only had to keep one step in front of the others in order to impress them."

- fra kapitlet "Most likely to" i Paul Trynkas biografi Iggy Pop. Open Up And Bleed

"Godsend"
As Claire faces the consequences of her deal with the haitian, and as Hiro and Ando set out to finde a samurai sword, one new hero makes a schocking debut."

- episodereferat i bokssættet Heroes. Season 1. 

Blogdahl: 41 ord!

Fredag, august 14, 2009

Tags: 14. august, 41 ord, fødselsdag, lagkage

Her er de første fem!

  

Det er sent og kokkene er mange,

men den stædige lagkage, jeg er,

nægter at gå i seng, så længe

det hvide i mine øjne ikke

er pisket til flødeskum af den

elendige håndmixer: tastaturet.

Blogdahl: I dag fylder Jens Blendstrup 41 år

Lørdag, august 8, 2009

Tags: 41 år, fødselsdag, Jens Blendstrup, komodovaran

Fødselsdagshilsen mens jeg prøver at komme igennem til Korsør på mobilen

Hovsa,
komodovaran!
Livet halser
hovedløst

Stiløshed (prosit Store Klaus!)

Sommerhusejerforeningens formand har sendt dette billede af den forsvundne sti fra klitten ned til stranden i Kandestederne, måske var det bare Rifbjerg, 80 år på næste torsdag, der nøs i vilden sky, overfølsom som han er overfor skelsår og alder:

Hjælp ønskes til bjærgning af den unge Blogdahl

Da kontakten blev slukket for den første version af Blogdahl på Weekendavisen hjemmeside for ret nøjagtig 2 år siden, forsvandt samtidig blogpostarkivet, og nu kunne jeg godt tænke mig at få fingre i det og stille et eller andet op (forslag modtages gerne, men er det enkleste og smarteste ikke bare at oprette en selvstændig sidevognblog, som jeg fylder det hele arkiv på og hvor det så kan stå og være læseligt i sin virtuelle montre?), WA er ikke nogen hjælp, men er det ikke noget med, at jeg kan gå tilbage i tiden til WWW november 2009 og entre den gl. blog ligesom sidelæns, og hvordan fanden, Martin, Martin, Arne, anyone!?

Blogdahl - Promenaden 25-19

Der er gået en uge af december og på Blogdahl har der, inkl, denne, været 25 blogposter, på Promenaden 19, skrevet af 8 bloggere, hvilket egentlig ikke er dårligt gået, det er bare ikke lige så godt gået, hvis vi altså siger, at det handler om fart og tempo, hvilket det altid også gør, synes jeg, i hvert fald på en blog; til gengæld har der været ulig flere kommentarer, inkl. mine egne frivillige og ufrivillige, på Promenaden, og ikke kun på grund af jeres dumb luck med Niels Franks dumme blogpost og almindelig debutnysgerrighed, det bøjer jeg mig beskæmmet for, mens jeg manisk blogger videre, og jeg håber så sandelig, at I ligesom jeg skriver på den lange bane, det er ikke ovre, før den damede fedhed synker!

Glad regndigt

hver regndråbe
debuterer som
regndråbe i dag!
og klarer sig ganske
simpelt strålende!
hver regndråbe
når på vejen ned
at gå fra lovende
regndråbe til
moden regndråbe
til gammel mester-
regndråbe! hver
regndråbe gennem-
løber en serie af
våde stjernestunder!
hver regndråbe
er en evergreen
i min til overflod
oversvømmede
hundeskål af et
decemberhjerte!

Det siger TIK TAK

Lige voldsomt nok et memento mori at stirre direkte ind i (manglen på) et Mabel-hår 33 år senere i Irmas hundekolde grøntafdeling onsdag eftermiddag

2 radikale Power Puff-piger

- til (litterær!) inspiration

1.
Den målrettet incestuøse, erotiske superheltinde Susi i Jens August Schades crazy krimi  Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton Slot, 1945 (samme udgivelsesår som Martin A. Hansens Lykkelige Kristoffer, jf. min "klassiker"-anmeldelse i WA på fredag):

"Hvis jeg i Kraft af de mystiske Kræfter, jeg besidder, har hypnotiseret Elton [Grevens kammertjener og Susis bror]" sagde Susi paa et senere Tidspunkt i Afhøringen "saa at han kom ned og begik Mordet paa Greven [Susis og Eltons far] - saa viser det jo klart, at jeg ikke har hypnotiseret Greven til at voldtage mig - saa ønskede jeg det jo slet ikke. - Men jeg ønskede det jo netop, hvad jeg allerede har fortalt Dem, Herr Coolglimpse [politiinspektør] . altsaa har jeg ikke hypnotiseret Elton. - Men De kan jo ikke bevise, at jeg ønskede det. Ikke sandt? - Men det er den Slags, der ikke kan bevises af Mennesker, fordi det ligger for dybt i den menneskelige Bevidsthed til at det nogensinde kan drages frem. Her staar De virkelig overfor en Opgave, som intet Menneske nogensinde kan løse, fordi den ligger i en anden Dimension. Og i denne anderledes dimensionale Verden er det ikke Mennesket givet at bruge sin "Forstand". For i samme øjeblik, han bruger den, er den ophævet overfor Storheden i Problemet. - Altsaa set udfra den menneskelige Verden. - Kan De se, jeg siger Sandheden?"
  Coolglimpse smilede og saá paa hende - og der var Varme og Glæde i hans Øjne.
  Han havde fuldstændig opgivet at trænge tilbunds i Problemet og sad blot dér og måbede og lyttede til hendes Stemmes vidunderlige Klang.
  Det var i Sandhed den interessanteste Sag, han nogensinde havde haft med at gøre.
  Hun fortsatte.
  "Det er kun naar Forstanden parres med det øvrige, som jeg taler om - indgaar en intim Forbindelse dermed, son naar et Menneske indgaar en intim Forbindelse med et andet, erotisk eller paa anden Maade - at Forstanden ikke ophæves og er lig Nul i den store Verden, som jeg kan kalde den aabne Verden, som jeg repræsenterede, da jeg laa paa Sofaen med aaben Kjole og Chemise og Mund. -
  Lad os sige, at Forstanden indgaar en Kærlighedsforbindelse med "den aabne Verden".
  Nu er den tørstige Forstand i Stand til aabne den aabne Verdens Klippe med et "Sesam, sesam, luk dig op" - saa Livets Kilde flyder ud i Verden som i Sagnet om Moses i det gamle Testamente, hvor han slog paa Klippen med sin Stav, og Vandet strømmede ud."
  Nu skete der noget mærkværdigt-
  Politiinspektør Coolglimpse, der ellers var meget formel og afmaalt og skeptisk og jernhaard overfor Mennesker, saavel Damer som Herrer, rejste sig fra sin Lænestol og bad Club Globe gaa ud og bestille to Kopper stærk Kaffe i Køkkenet og inviterede Frøken Edda Susima til at drikke Kaffe med sig og erklærede samtidigt Afhøringen for afsluttet.
  Da Club Globe var gaaet ud, sagde han: "Det ligger for dybt i min Bevidsthed til, at jeg kan fortælle Dem, hvad det er, men jeg føler Deres Ønske."
  "Godt" sagde Edda Susima.
  Saa rev hun Kjolen af sig og lagde sig med hvide Arme og halvaaben Mund paa den lange Lædersofa.
  "Knæl" sagde hun.
  Og han lagde sig paa Knæ foran Uhyret.
  Det var mørk Nat, og Sporvognenes Støj lød langt borte, og der var ikke flere paa Politistationen i den Fløj af Bygningen.
  - - -
  To dampende varme Kopper Kaffe blev siden sat paa Bordet udenfor Døren ved Raabet fra Coolglimpse gennem den øde Bygning.

2.
Den rigt og lynhurtigt dissende, 19-årige rapper og sangerinde Azealia Banks, lige nu: