Jeg beder dig jo ikke
om at opfinde den
dybe tallerken, jeg
beder dig om at opfinde
en flyvende tallerken
(hjertens gerne er
køkkenet muntert, bare det
står på gloende pæle)
Lars Bukdahls Blog, den frie version 2.0
Jeg beder dig jo ikke
om at opfinde den
dybe tallerken, jeg
beder dig om at opfinde
en flyvende tallerken
(hjertens gerne er
køkkenet muntert, bare det
står på gloende pæle)
Fra interview med David Byrne i Rolling Stone (og hvornår, hvordan kan man se hans Spike Lee-instruerede koncertfilm? helt ærligt!)
The lyrics to one of your Talking Heads songs, “I Zimbra,” borrow from a nonsense poem by Dadaist poet Hugo Ball. How do you know when it’s time to stop making sense?
Never. My daughter has a young child, and I’m proud that I’ve shown him how to work a salad spinner with his head.
It was Brian Eno who suggested you adapt a Dada poem, leading
you to write “I Zimbra.” What are the biggest lessons you’ve learned
from working with him over the years?
We tended to work in a
different way each time we worked together. There was the stuff we did
with Talking Heads, that’s one thing, but when we worked together on
this My Life in the Bush of Ghosts
record, it was like a round robin, where one person makes a move, and
then the other person makes a move that reacts to that one, and you go
back and forth like that until you’ve built some kind of edifice based
on all your little reactions to things you’ve done. With some of the
other projects, there would be much more division of labor. With one
album, Everything That Happens Will Happen Today,
he had done all this music that he didn’t know what to do with, so I
just said, “I’m not going to touch the music, but I’ll write words and
melodies over top of it, but I won’t do any music myself.” By making
that kind of tacit agreement, and saying, “I’m not going to mess with
your stuff, but I’m going to just add on top of it,” that worked out
really well. We discovered different ways of collaborating each time.
JEG
ER
HER
UUUUUUUUUUH
Mette Moestrup har givet Blogdahl lov til at bringe dette digt fra Facebook, tak!:
Det kan jo ikke være første
gang jeg mødte hende,
for det var så sent som 1991,
kan jeg se, ved en reception
for erindringsantologien
Museum midt på dagen,
og det, jeg kan huske,
var under middagen bagefter
et sted på Nyhavn, da Pia
spurgte mig og Morti,
som jeg heller ikke husker at
have mødt før, og jeg var ret præcis
lige starstruck over at møde
ham og hende, om vi, til
brug for en oversættelse, kunne
nævne synonymer / slangord
for onani, jeg kan huske, at
Morti ingen bud havde, og
at det forbavsede mig, men
jeg kan ikke huske, hvad
min egne bud var, og det
gør mig lidt ked af det,
hvorfor kan vi aldrig
huske helt?
Jeg hørte - eller retter Cecilie hørte og så hørte jeg bagefter - en ulæst tekst af Pia Juul læst op i et P1-program om den udstilling på Den Sorte Diamant, der hedder "Drømmebøger", og hvor forlaget Ekbatana åbenbart bidrager med et sæt spillekort med tekster på (ikke liiiigefrem en original idé, men hvad fanden!), og deriblandt også en tekst af Pia Juul, som altså blev læst op og som jeg her har skrevet af; sjussende mig til tegnsætningen:
En koreaner står helt alene i en billardsalon. Men du har taget billedet. Han var altså ikke helt alene. Og med et andet billede af ham i et andet rum ville jeg muligvis ikke have tænkt alene men blot mand rum.
Pia (Elisabeth) Juuls første bog var en lille antologi med digte af børn og unge, Fugleskrig, som udkom på Gyldendal i 1980, tre år før hendes debut i Hvedekorn. Dette er bogens første og måske næstmest Juulske digt, "Sov jeg"
Jeg ved ikke om jeg sov.
men jeg husker det så tydeligt,
at der kom en lille fugl
og satte sig på min finger.
Den sang kønnere
end nogen anden havde gjort
Heidi Løvgren Madsen, 9 år
Her et lille digt fra Helt i skoven, 25 år senere
Ud af skoven
ud til markerne
ud i lyset
der er lærken.
I mangel af et digt af Pia selv har hun medtaget et digt af sin lillebror Martin i både hans egen og normalsproglig bogstavering, og det er jo egentlig ret meget ærke-Juulsk:
Jaj vel vao fråman
jaj vel vao fråman
jæj cgal nrg gæm nåd teldaj
nu gr jæj
hngæmdr tyu tusn
a vær
ducgatro hn loglad
da hun
cå de
og hun kikrd hm en i
åjn
og ha æltid hlt a hm cid
jeg vil være frømand
jeg skal nok gemme noget til dig
nu går jeg
han gemmer tyve tusind
af hver
du kan tro hun blev glad
da hun
så det
og hun kikkede ham ind i
øjnene
og har altid holdt af ham siden
Martin Juul, 5 år
- dvs. lige et år ældre end stjernedebutanten Louie Ashanti Bannor Boberg i Hvedekorn 2, 2020
Mit eksemplar af bogen er Hvedekornsredaktør Pouls Borums eksemplar foræret ham i 1987 af Pia Juul med en fin, let beskæmmet dedikation
Forfattere kan godt være rigtige venner med hinanden, og Pia Juul var rigtige, lysende venner med flere forfattere, blandt andre Helle Helle, som hun skrev denne liste til, da HH fik De Gyldne Laubær i 2012 (og hendes forlag, hedengangne Rosinante, gav hende et "privat" festskrift, og som jeg vist tidligere har citeret fra i en blogpost, men det kan virkelig ikke gøres for tit):
"Smykketabsliste
Veninderingen fra Eva (det var anden gang vi havde sådan nogle, de første blev for små (Kattegat)
Min oldemors Hedevigs sølvring (en G-nøgle på et blad, jeg elskede den) (Hald)
Min farmors sølvperlekæde (hun havde næsten ingen smykker) (et nattog i Tyskland)
Sølvarmringen fra min far (en kopi fra Fyrkat, den var snoet) (Fox-Amphoux)
Sølvarmringen fra min mand (jeg lagde den i sandet, havde den ellers altid på) (Bjergene)
Ingen af dem fandt jeg igen.
Men du. Du fandt din guldring igen. I køleskabet."
Og Naja Marie Aidt, som talte smukt om sit venskab og sin beundring til Information:
" Hvad var din relation til Pia Juul?
»Pia var min meget nære veninde i næsten 30 år. Vi har fulgtes ad i tykt og tyndt, lykke og ulykke, skrift og liv. Det er ubegribeligt for mig, at hun ikke er her mere, hun er et af de mennesker, jeg ikke ved, hvordan jeg skal leve uden. Pia kan ikke dø. Men Pia er død.«
-" Hvad vil du især huske hende for?
»Jeg husker Pia for så meget. Hendes trofasthed og varme, hendes lethed og tyngde, den store generøsitet, hun besad. Humoren, musikken i hendes væsen, elegancen, sanseligheden, egensindigheden. Der er jo ingen som Pia. Både som menneske og som digter og forfatter var hun så særlig. Hun var min hjerteven, det er jo det, jeg husker hende for. Det er hendes smukke væsen, jeg husker og savner.«
- Hvordan ser du på hendes forfatterskab, når du ser tilbage?
»Jeg kan ikke se tilbage endnu. Men jeg elsker hendes forfatterskab, jeg beundrer det helt vildt. Hun har været som en søster for mig i litteraturen, vi har jo altid slugt hinandens bøger og talt om dem. Den måde, hun kan løfte en sætning, så ordene, man læser, bliver til sang, det helt hverdagsnære og det absurde og abstrakte og det hemmelighedsfulde uudgrundelige, der særligt findes i nogle af hendes tidlige digtsamlinger, er jo så sindssygt stærkt. Men også hendes dramatik er helt særlig. Og novellerne, romanerne. Det er et utroligt stærkt forfatterskab uden lavpunkter. Ingen dårlige værker, simpelthen. Tonen og stemmen er altid konsekvent, og jeg ser vel egentlig det samlede forfatterskab som et stort musikværk, hvor alt hænger sammen.«
- Hvad har hun betydet for dit forfatterskab?
»Jeg vil nærmere sige, hvad har hun ikke betydet? Jeg så meget op til hende som ung digter, og jeg lærte så meget af hende. Men måske lærte jeg mest af alt, at jeg skulle være mig. Jeg skulle synge med mit næb og have tiltro til min egen stemme. Pia opmuntrede altid til det, når jeg som ny og sprød var i tvivl. Hun trak ikke noget ned over andre skrivende, hun elskede mangfoldigheden. Derfor var hun også sådan en god underviser. Hun lærte mig at forstå, at det at skrive ikke er noget, man egentlig kan dele, det er en meget personlig sag, og man skal gå sin egen vej. Det er ensomt og hårdt, men sådan er det. Vi læste aldrig hinandens tekster, før de udkom, og det er jeg meget taknemmelig over. Hun lærte mig at være stærk og egensindig.«
for at have indgivet Pia Juul mod og lyst til at skrive (og oplæse) poesi -
klip fra hvordan jeg blev digter-essayet "At kigge den anden vej", om en firserdigteroplæsning:
"Søren Ulrik Thomsen fik mig til at tabe underkæben. Han læste (eller rettere fremsagde) digtet "Det er dét, det handler om", og hér skete det endelig noget for mig af samme dimensioner som da jeg læste Eliots "Lovesong". Han fortalte mig, hvad jeg godt vidste, men som om jeg aldrig havde hørt det før, at jeg jeg skulle dø, men jeg skulle leve, og det blev fortalt mig som en trussel, en vuggevise, en advarsel, et kærtegn. Da han sang linjeren fra "Lilie Marleen" midt i digtet var jeg en besvimelse nær, i hvert flad vidste jeg på én gang, at det nyttede noget. Ikke at jeg selv kunne, men at andre kunne, og jeg forstod, at jeg for alvor selv gerne ville: skrive. Ved samme lejlighed var der noget andet jeg også gerne ville: få folk til at lytte
- her er Claus Hemplers nylige, meget smukke udgave af Lars H.U.G.s meget smukke sangificering af Thomsens meget smukke - ja da! - digt "Levende" i tv-programmet "Toppen af poppen": (læg mærke til hvordan H.U.G: ikke kan lade være at synge med på nogle af ordene, det er også meget smukt)
er det dobbelt hjerteskærende (er det det bedste mindedigt i dansk poesi? ja, det er - Tom K go home):
Pia Juuls digt blev første gang bragt i Den Blå Port 65, 2004 (MV døde spetember 2004, 41 år ung), siden optrykt i antologien Digteren Morti Vizki)
Morti Mark
Hver morgen har den ændret sig.
Den er indhyllet i dis i dag;
den er langhåret i totter af
græs; det er gult og vådt, det
damper. Den er som den film
vi så i Palads; kan du huske
den hovedløse rytter; du elskede
ham; du ville have mere
hovedløs rytter, ham glemmer du aldrig.
I går var den grøn og leende,
som dengang du dækkede bord med
det hele, med dug og sølvtøj og
kandelabre, en pianør spillede
i hjørnet, en damme
havde taget vores frakker. DU
spiddede alting omkring os, så
blidt, og dér kom den fagre
balletdanser farende forbi
vores bord. Jeg besvimer,
sagde du, men du besvimede ikke.
Metalgrå i regnvejr lå den en mandag,
stilren og bidende, ædende ond. Jeg skævede
til den på vejen forbi, skulle ikke
nyde noget, men endte med at gå
en runde alligevel. Gylden om torsdagen,
solbeskinnet, så skøn at jeg ikke
kunne bære at se den, opfyldt af glæde løb jeg
igennem med lukkede øjne.
I tusmørket var den fortryllet forleden
befolket af væsener uden navne; den var et eventyr.
Og dog: Enøjlil og Treøjlil,
var det ikke os? Du ringer,
din stemme så tæt på i røret, jeg råber:
Kom nu og se den, det er din mark!
Jeg ser den hver gang du nævner den, siger du;
nu er den gul,nu er den grøn, gylden, grå,
ædende ond, fortryllet, dampende, leende, levende,
skøn, du har ret, men jeg kan se mere, jeg har et
øje og to g tre øjne, jeg kan se dobbelt, jeg kan
se farver du ikke kan se, jeg kan trylle og synge
kastratsang og ralle og hoste og hikke og grine af
ting kun jeg syns er sjove, og I vil le med,
af Sternberg (tak for lån)
klokken 13.46, torsdag den 1.10., 2020
finder jeg ud af at Pia Juul er død
jeg kan slet ikke forstå at jeg
aldrig skal se hende igen
aldrig igen sige hej
aldrig igen høre hende læse op
aldrig igen være
i samme rum som hende
aldrig igen drikke en øl
i nærheden af hende
hun gjorde altid
sådan med hånden
sådan
døden er ikke til at fatte
punktum og slet ikke
når den rammer folk
der ikke er gamle
jeg kan ikke skrive et digt
som siger noget klogt om det
jeg troede da
at hun var rask
at hun ville være her
i masser af år endnu
og så dør hun
efter kort tids sygdom
det er svært
at skrive et digt om
men det giver måske
verdens mindste smule mening
at skrive et digt om
at det er svært at skrive et digt om
når det er
en digter der lige er død
jeg kan se hende tydeligt
Pia Juul er død
Pia Juuls første, pænt flittige blog (af i alt 2), der bare hed"Juul" som titel/overskrift (den anden hed bare "J") , kørte fra 23. oktober 2005 til 1. november 2006, dvs. ret præcist et år, og er, vil jeg mene et fuldgyldigt værk (måske endda hovedværk) i sin egen ret, som fortjener at blive bogudgivet i sin helhed af Asger Schancks forlag før eller siden, helst før selvfølgelig. og som jeg i sin tid var forudseende nok til at printe ud, lykkeligvis, dette er posterne fra måned 3, december 2005:
AFHØRING
Politiet ringer. Afhører mig. Jeg bliver straks vægtløs og varm og vil væk. Men jeg kan ikke undslippe. Jeg kunne blive meget syg af den følelse; denne: du-undslipper-ikke-følelse. Noget, man gør uden hensigt og uden at vide det, kan få fatale konsekvenser for ens eget liv. Hvordan vover nogen at gå udenfor en dør.
2005-dec-04 15:01
USYNLIG & LYDLØS
Ses ikke. Høres ikke. Ved hvor jeg er men kan ikke placere mig selv på landkortet.
2005-dec-05 21:06
SANG & EVENTYR
Jeg synger H.C. Andersen - "skade, at Amerika skal ligge så langt herfra" og læser bare en linje i et tilfældigt af hans eventyr . og ler. Og føler mig slet ikke alene mere, skønt jeg er alene hjemme.
2005-dec-07 19:48
SANDHED & LØGN
Min mac giver mig en underlig besked om at denne besked ikke kan lægges ud på nettet. Det vil vise sig om lidt, når jeg har skrevet den. Bedst som jeg siger til verdens bedste, flittigste og morsomste blogger, BM i Frankrig, at sandt er løgn og løgn er sandhed, tropper Haraold Pinter op og skelner mellem kunstens løgn-sandhed og resten af verdens sandhedsbegreb. hans stemme er rusten, hans taler er skarp. Nu skal jeg til Malmø og hente Fredrika Bremer og bagefter læse digte op på Victoriateatern.
2005-dec-08 13:57
FORBI MORTIS MARK
jeg har lige været gennem skoven og forbi Mortis mark, og det var helt fortryllet, mildt og stille. Se, er det ikke sødt? sagde barnet og pegede på fårene, der stod tæt sammen under juletræerne, og det VAR sødt.
2005-dec-14 12:06
Saxet fra Peter Englunds netdagbog
(Napoleon sa att ingen är hjälte inför ens egen kammartjänere; ingen är er heller litterärt geni inför ens egen redaktör)
2005-dec-15 13:24
SNE & JAGT
Nattens sne vil nu afsløre hvor morgnens jægere egentlig har bevæget sig i haven. Skuddene vækkede mig. Glasfuglene venter i silkepapir. De to egern gør den samme øvelse hver dag, en leg, en træning - måske er det en handling med et indlysende formål, jeg bare ikke kan få øje på. Rundt og rundt om stammen efter hinanden.
2005-dec-17 10:42
BOGHANDLERE & JUL
Hvem er mere irriterende end den boghandler der gerne vil sælge FLERE eksemplarer af Dan B og Harry P?? Eller end ham der aldrig læser anmeldelser, ikke ved andet end det der står på hans computerskærm og i øvrigt interesserer sig for alt andet end det han sælger. Det er den forfatter der gider at blive irriteret over det.
2005-dec-19 09:32
VINDUESKARM
En træhest med føl i maven fra Morti. En lerkanin fra E. Et mikadospil af ben fra Engberg. Et foto fra Italien. En snurretop fr Vordingborg. En glasæske fra søstrene. En terning af træ. Et spil i en trææske: TANGRAM. Aarestrup-medaljen. En kop med guldkant fra Kirsten H. Et stykke orange gglas med mit navn fra Kirsten C. To stofroser fra Peter Hugges forestilling i Aalborg. En hvid hinkesten af glas. En rød hinkesten af glas med Klods Hans. En gennemsigtig terning ad plastic. Et foto i ramme af mig selv som toårig, nytårsaften 1964. En glaskugle med hvid blomst indeni. Et foto af E. i lillebitte ramme. To billeder af D. og A. der løber. En rødmalet julenisse af ler. En gylden glaskugle så stor som en barnehånd. Et foto af mine søskende og mine forældre.
2005-dec-20 09:07
DEN KORTESTE DAG
Ostebutikken er lukket. Broderegarn kan endnu købes. Forfattere skriver under. Sprængt nakke kan afhentes imorgen. Julestjerner kan ikke tåle kulde. Avisen kan ikke læses. Hænder kan ikke løftes. Brændet ikke brænde - uden ild. Nu tænder jeg op - det hjælper måske.
2005-dec-21 13:41
DEN LÆNGSTE NAT
Jeg hostede. Jeg frøs. Jeg drømte men kunne ikke sove. Regnen dryppede gennem presenningen. Da det blev lyst var jeg fyldt 21 år, og Helmer grinede.
2005-dec-22 09:11
JULEDAG
Lyden er paradisisk. Jeg er fuldkommen overbevist om, at i Paradis må den lyd findes. Ringlende silkehaler. En flok røde bær i stærk stærk sol.
2005-dec-25 12:42
KINGO & BANVILLE
Det er lige før jeg udbryder: Vorherre bevare's, når jeg læser dette: Du ser nok, hvad mig skrækker,/ o, råd du bod derpå/ min egen kræft ej strækker/ til himmelhøjt at gå;/ så drag mig, Jesus, fort,/ det er jo dog en glæde/ til livet at indtræde/ igennem dødens port! Men Vorherre bevare's er mere passende - og ment på en ganske anden måde, når jeg siger det hverrtandet øjeblik, mens jeg slæber mig igennem John Banvilles The Sea. Mage til klichesamling er jeg da ikke længe stødt på.
2005-dec-27 14:59
BANVILLE & BULLSHIT-BINGO
Jeg slæber mig stadig frem gennem romanen, men nu siger jeg ikke længere bevar mig vel, men bullshit bingo hvertandet øjeblik. Men jeg MÅ igennem den. Der må jo være en grund til at manden (bogen) har fået Booker-prisen. Foreløbig er grunden fuldkommen usynlig. Jeg er ellers sneet inde i så høj grad at det var på tide jeg gik i gang med de bøger jeg glæder mig til. Roubaud fx.
Resultat fra Google-søgning på "Pia Juul Adressebogen" - "Ørelægerne Fisketorvet" lyder fuldstændig som et Pia Juul-digt - nu hun selv ikke længere kan skrive virkelige digte, med SUT's formulering, må virkeligheden skrive Pia Juul-digte
Motto til sagde jeg, siger jeg:
It's my party and I cry if I want to
Lesley Gore
Udlagt: Digtsamlingen er hendes fest, hvor hun derfor har lov til at græde, hvis det er det, hun skal og ikke kan lade være med (så vel som at le)
- nu er hun gået fra festen, og det er os, der græder
Pia fortale mig, da jeg skrev et værkportræt af samlingen og forlangte forklaringer på samtlige takkede navne nævnt i en stor sværm til sidst, at Søren Ulrik Thomsen blev takket, fordi han til hendes fødselsdag, da hun grædende (af bevægelse) flygtede ind på et værelse, havde råbt: It's my party and I cry if I want to !
Jeg kender bedst og og er utrolig glad for Bryan Ferry's version på These Foolish Things, som jeg spillede højt på repeat da jeg skrev nekrolog - færgen Brian blev 75 forleden, hvilket Pia skulle være blevet meget meget mere end, hvis der var nogen retfærdighed til, hvilket der tydeligvis ikke er
Info om nummeret fra Wikipedia:
"It's My Party" was credited to John Gluck, Wally Gold and Herb Weiner, staff writers at the Aaron Schroeder
Music firm in 1962. The lyrics were actually written by Seymour
Gottlieb, a freelance songwriter. He gave the lyrics to Herb Weiner,
with whom he partnered in writing songs, to peddle. It was based on
actual events relating to Gottlieb's daughter Judy's ‘Sweet 16’ party,
before which she cried over the prospect of her grandparents being
invited.
"It's My Party" was credited to John Gluck, Wally Gold and Herb Weiner, staff writers at the Aaron Schroeder
Music firm in 1962. The lyrics were actually written by Seymour
Gottlieb, a freelance songwriter. He gave the lyrics to Herb Weiner,
with whom he partnered in writing songs, to peddle. It was based on
actual events relating to Gottlieb's daughter Judy's ‘Sweet 16’ party,
before which she cried over the prospect of her grandparents being
invited.
Because of the pop cultural obsession with the song and its tragic nature, Gore recorded a sequel, "Judy's Turn to Cry". In this song, the teenage girl narrator gets her revenge on Judy. In the lyrics the narrator explicitly finds "foolish" how much she cried when she saw Johnny and Judy together, and seems determined to start anew. But after she kisses another boy at another party, Johnny gets jealous, punches the other boy and returns to her. Following just two months on the heels of "It's My Party," the sequel reached number five on the charts.
Tekst:
It's my party, and I'll cry if I want to
Cry if I want to, cry if I want to
You would cry too if it happened to you
Nobody knows where my Johnny has gone
But Judy left the same time
Why was he holding her hand
When he's supposed to be mine?
It's my party, and I'll cry if I want to
Cry if I want to, cry if I want to
You would cry too if it happened to you
Play all my records, keep dancing all night
But leave me alone for awhile
'Til Johnny's dancing with me
I've got no reason to smile
It's my party, and I'll cry if I want to
Cry if I want to, cry if I want to
You would cry too if it happened to you
Jeg kan ikke finde mit
eksemplar af Adresser (uddrag
af adresseebogen), Pias B16-
hæfte, som måske nok
er mit favorit-Juul-værk nr. 2,
og det er jo virkelig også et
bitte hæfte, og jeg tænkte,'
jeg måske havde gemt det
inde i en af bøgerne, som
jeg har gjort med andre B16'er;
da jeg skulle pakke i flyttekasser
senest, men nu har jeg bladret
igennem to gange uden held,
jeg tænker, det ikke er umuligt,
at den har sneget sig ind i en
helt anden ikke-Juul- men jo
nok i det mindste J-bog, det
ligner en god, reel ikke-umulighed
for opfyldelsen af et reelt, men
ikke ubærligt, uhjælpeligt savn,
og vistnok er hæftets tekst
inkluderet i de samlede digte, men
det er virkelig ikke det samme, og
desuden er den bog af pladshensyn,
fordi jeg jo havde bøgerne som
bøger i forvejen, TROEDE JEG,
pakket væk i kælderen, jeg
kommer til gengæld i tanke om,
at jeg citerer fra hæftet i
Generationsmaskinen, og her
er en tekst, og I kender selv-
følgelig allesammen den kode,
som jeg i sin tid var pinligt længe
om at regne ud, hvis jeg ikke
faktisk endnu pinligere fik den fortalt:
"næsten øretæveindbydende render romantikeren efter galanen altid dette enestående åndssvage renderi helt uden skønhed"
1. Fra antologien hvor jeg med sikkerhed var lykkelig, 2001 (PJ's bidrag in toto)
*
syrener syrener syrener
2. Fra antologien 101 danske digtere- folkebog, 2014 (oprindeligt håndskrevet) (onkel-bonus track)
Onkel Adam
Ham med det yndige land er alles onkel. Hver morgen overvejer jeg en kop te, men ender med neskaffe. Når den er drukket, går jeg ned og ser om han er der. Men han er der aldrig, kun hans slåbrok er tilbage; så må jeg slå armene om den. Montren er bare imellem. Det er nok meget godt; man kan også komme for tæt på.
3. Fra Brøndums Encyklopædi, 1994
Spøgelse. Der er mange ord for spøgelse, fx: apparition, bogeyman, fantasma, fantôme, gejst, genfærd, genganger, gespenst, ghost, larva, ombra, phantom, revenant, spectre, spettro, spirito, spook, spuk, spök, ånd. Ellers er der ikke meget at sige; man er nødt til at opleve dem selv. Hvis man oplever dem, findes de.
PJ
Fra antologien Gennem den kulsorte sky. Påskehitorier, 2015, fra PJ's afsnit "Skærtorsdagsord"
Afsked
Når vi ved at det er slut.
Om lidt er det forbi.
Om lidt er alting ændret,
farvel, om lidt er det
ovre, vi går fra dette til
en anden tilstand, et
andet liv, en anden verden bliver det herefter.
Alt er forandret om lidt, farvel. Aldrig mere dette, aldrig mere dig. Jeg siger: handlingen at skilles fra eller forlade en. At fare. Begive sig et sted hen; drage; rejse. Drage bort; forsvinde. Fare vel, fare ilde. Ilde faren.
Mærkeligt hvordan
jeg bedst husker da Pia
havde inviteret mig i
teatret og se Torben Toben,
fordi hun vidste jeg
også var Knutzon-fan, og
vi mødtes i en eller
anden teaterfoyer, og vi
stod dér og tøvede akkurat
for længe til, at vi kunne
give det knus, vi stod dér
og tøvede med at give,
og som om det tøvende
ikke-knus var finere,
inderligere end alle de
senere selvfølgeligt
realiserede, dengang
knus var noget man gav
bagefter, inde i salen, lo
vi og lo vi over hvad
dog Line havde hittet på
fra yndlingsdigtsamlingen sagde jeg, siger jeg:
*
Med samt min medfødte
blusel sætter jeg mig i et tog
for at rejse min vej og blive
væk
Endnu en gang er
det ikke forbi, og jeg må
ryste ved tanken om
at jeg ku tænke
ordet slut
om nogetsomhelst da
jeg var ung
Den uklædelige naivitet
Den voldsomme melankoli
bekom mig vel da
jeg var et barn
Nu vil jeg bare rejse
Jeg drømmer ikke mer
Jeg ved
om de mange tog
jeg skal sidde i
at jeg vil mumle
"Fortsæt"
og pille ved sædet
og tørre duggen af ruden
for at ku se på det hele
så længe
Jeg kan se, at jeg i min nekrolog over Pia Juul (så sindssygt forkerte ord at sætte sammen) ubevidst har glemt at nævnte hendes årstal, som jeg også i korrekturen på jubilæumsnummeret skal ændre fra et årstal til to årstal, og det har jeg virkelig heller ikke lyst til, og derfor skriver dem heller ikke her, er det ikke nok, at hun er væk, behøver folk at vide præcist, hvor kort tid, hun fik lov til at være her på jorden, jeg selv ved det jo kun alt for godt, jeg plejer at gøre en ære i at kende alle digteres fødselsår, nu vil jeg helst være fri