Ekskonsulen skal have råd til at ruinere sig på en yacht

Så kvalmende SMÅLIGT at mindstebeløbet på Statens Kunstfonds livsvarige ydelser afskaffes, således at kunstnere, der tjener over 375.000 kroner nu ingenting får ud over æren, hvilket betyder en vældig (ironi for begyndere 3) besparelse på 1,15 millioner kr. (16.700 pr. hoved) på de 69 ud af 275, der tjener for meget, WOW! - jeg synes jo, at kunstnere, der (ved at forkæle det danske kunst med uundværlig kunst) burde få SINDSSYGT mange penge og mindst 1 million, ligegyldigt hvad de ellers går og tjener, ud af simpel taknemlighed, så de ikke bare har råd til købe rigtig, rigtig god rødvin ("Slut med rødvinslegater" lyder Politikens overskrift kælent rindalistisk), men også pelse og diamanter og luksusbiler. Jørgen Leth er selvfølgelig også tildelt Det livsvarige, ikke som digter, men som filmkunstner (han burde have fået det dobbelt), det kan sagtens være, at han formelt er over indkomstgrænsen (men sikkert er det ikke), men det forhindrer ham ikke i at bruge alt for mange penge på alt for godt tøj, som om han rent faktisk, sådan som han burde, fik 1 million årligt øremærket luksus, jf. genopførelsen af den kostelige Armani-rutine i den nye erindringsbog, et uddrag inkl. bon mot:

I min generation, med baggrund i ungdomsoprør og politisk dogmatisme, var det ikke god tone at tage tøj alvorligt./ Mange mente, at tøj bare var et praktisk anliggende. Noget man skulle have på for ikke at fryse. Og selvfølgelig var der hele tiden det med, at tingene ikke må koste penge. Dyre ting var de velhavendes sammensværgelse. derfor fik dårligt tøj og dårlige ting i det hele taget så megen plads i et egalitært samfund. Selvom kapitalismen som spøgelse måske var skubbet væk fra scenen, så havde kampen mod den sat sig spor, der stadig spillede ind i dagliglivets valg./ Men man skal gøre det, man ikke har råd til./ Og det skarpe øje kan altid se, om det er Giorgio Armani, Versace, Adolpho Dominguez eller bare nogle af de mindre.

(typisk denne bog følger så en ydmygende anekdote om, hvordan han engang blev snydt til at købe et kop-jakkesæt ud af en bagsmæk på Israels Plads). Hvis han fik sin årlige million, ville Leth jo havde råd til sit Armani-kluns, så måtte han finde noget større ikke at have råd til, en yacht eller et privatfly eller en penthouselejlighed med Central Park-udsigt, og det er dér vi skal hen: De store kunstnere skal have det så klækkeligt fedt, at det er en kunstnerisk udfordring for Jørgen Leth at ruinere sig.