Den skyldes
a) varmen
b) tdc
c) 3 Danmark
d) varmen
e) varmen
f) varmen
g) varmen
h) varmen
i) varmen
j) varmen
k) varmen
l) varmen
m) varmen
n) varmen
o) varmen
p) varmen
q) varmen
r) varmen
s) varmen
t) varmen
u) varmen
v) varmen
w) varmen
x) varmen
y) varmen
z) varmen
æ) varmen
ø) varmen
å) varmen
torsdag den 31. juli 2014
onsdag den 30. juli 2014
De hemmelige benspænd 1 & 2
Min samvittighed (og du) byder mig at afsløre 2 anmeldelsers skjulte benspænd, nu den sidste af dem omsider er kommet i avisen.
Det er fordi, da Anna Libak fik nyt job og havde 4 uger tilbage som redaktør af Weekendavisen Bøger, gav jeg hende 4 ønsker, 1 pr. uge.
1. ønske var en anmeldelse kun i hovedsætninger. Det blev så tilfældigvis - men jeg ville nok ikke have udsat en bog, jeg decideret ikke brød om, for eksperimentet (uden at afsløre det) - anmeldelsen af Katrine Marie Guldagers digtsamling Et sted i verden - jeg snød så meget jeg kunne uden at snyde, masser af indskud, men ingen deciderede xtrasætninger, indskudte, bi- eller relativ-, mellem punktummer. Her begyndelsen:
2. ønske var endnu hårdere og smertfuldere en anmeldelse uden adjektiver (undtagen krimi-anmeldelses-adjektivet spændende), og smart nok havde jeg lige fået fingre i koncept-coole Lydia Davis' Can't and Won't, som ikke burde have noget imod at stå for skud (den bog var jeg så også endnu meget gladere for), og det blev til rigtig mange og tunge substantiveringer selvfølgelig. Begyndelsen medsamt trompet/underrubrik/rubrik:
- og så vidt jeg kan overskue, har ingen læsere bidt mærke i, at der var noget lusket på færde i de 2 tekster - bortset fra at en enkelt på FB roste Guldberg-anmeldelsens ekstraordinære koncentration og mårettethed - tilfredsstillende og skuffende nok!
3. ønske var en anmeldelse af en Melodi Grand Prix-bog af Jørgen de Mylius.
4. ønske nåede aldrig at blive formuleret, og jeg vurderer, at det nu er uhjælpeligt for sent.
- en fotograf forsøger at spænde ben for en anden Lars
Det er fordi, da Anna Libak fik nyt job og havde 4 uger tilbage som redaktør af Weekendavisen Bøger, gav jeg hende 4 ønsker, 1 pr. uge.
1. ønske var en anmeldelse kun i hovedsætninger. Det blev så tilfældigvis - men jeg ville nok ikke have udsat en bog, jeg decideret ikke brød om, for eksperimentet (uden at afsløre det) - anmeldelsen af Katrine Marie Guldagers digtsamling Et sted i verden - jeg snød så meget jeg kunne uden at snyde, masser af indskud, men ingen deciderede xtrasætninger, indskudte, bi- eller relativ-, mellem punktummer. Her begyndelsen:
Jeg kan ikke
anmelde Katrine Marie Guldagers nye digtsamling retfærdigt. Jeg er for
sentimentalt glad for hendes to seneste, 13 og 19 år gamle digtsamlinger, Styrt, 1995, og Ankomst, Husumgade, 2001, og deres turbulente og rasende firkanter.
Digtene i den nye bog, ligner digte, højremargen-flossede en halv til tre kvart
side lange, og ligner digtene i debutbogen Dagene
skifter hænder,1994, og ligner måske mest - og lyder nu da også som - digtene
i Søren Ulrik Thomsens bestseller Rystet
spejl.
I min anmeldelse i sin tid af debutbogen
kunne jeg godt hører ekkoer af både Thomsen og især Henrik Nordbrandt. Styrt imidlertid lød, rundt og rundt i
vaskemaskinens dødsdrom, som ingen andre end Guldager. Aldrig har jeg følt så
generations-broderlig en forbindelse til en bog. Aldrig har jeg været så jaloux
på en bog. Den bog burde jeg have skrevet!
Seks år
senere globaliserede og politiserede Guldager sit fart og tempo i Ankomst, Husumgade. Så tudsegammel er
den såkaldt ”nye” politiske/etiske digtning. Derpå stod den på prosa atter
prosa, noveller og romaner og romanserie, med stadig mindre turbo og stadig
mere alviden. Efter sin Kritikerpris-belønnede første novellesamling, København, 2004, udtalte digteren til
denne avis:2. ønske var endnu hårdere og smertfuldere en anmeldelse uden adjektiver (undtagen krimi-anmeldelses-adjektivet spændende), og smart nok havde jeg lige fået fingre i koncept-coole Lydia Davis' Can't and Won't, som ikke burde have noget imod at stå for skud (den bog var jeg så også endnu meget gladere for), og det blev til rigtig mange og tunge substantiveringer selvfølgelig. Begyndelsen medsamt trompet/underrubrik/rubrik:
LYDIA-NETIK
Lydia Davis formår at gøre køernes koreografi og vaskemaskinens messen
dødspændende
Nekrologers topfart
Lydia Davis: Can’t and Won’t. 289 sider, 190 kr. i Politikens Boghal. Hamish Hamilton
Lydia Davis: Can’t and Won’t. 289 sider, 190 kr. i Politikens Boghal. Hamish Hamilton
Selvfølgelig er
min yndlingstekst i mester-kortprosaisten Lydia Davis’ samling Can’t and Won’t (kan ikke og vil ikke) den,
der på dansk ville hedde ”Tingene i husets sprog”, og som begynder sådan her (jeg
oversætter halvt, det kan ikke oversættes helt, undtagen måske af James Joyce,
der ikke er til rådighed):
”Vaskemaskinen centrifugerende: ”Pakistani, Pakistani.”/ Vaskemaskinen agiteret (langsomt): ”Firfighter, firefighter, firefighter, firefighter.”// Tallerkener raslende i opvaskemaskinen: ”Neglected”
Og sådan fortsætter det gennem ikke færre end seks sider, med stumper af et hus-tings-sprogs-essay i kursiv; dette er de tre slut-notationer:
”Fugl: ”Marguerite!”/ Fugl: ”Hey, Frederika!”/ Suppeskål på disken: ”Fabrizio!”.
”Vaskemaskinen centrifugerende: ”Pakistani, Pakistani.”/ Vaskemaskinen agiteret (langsomt): ”Firfighter, firefighter, firefighter, firefighter.”// Tallerkener raslende i opvaskemaskinen: ”Neglected”
Og sådan fortsætter det gennem ikke færre end seks sider, med stumper af et hus-tings-sprogs-essay i kursiv; dette er de tre slut-notationer:
”Fugl: ”Marguerite!”/ Fugl: ”Hey, Frederika!”/ Suppeskål på disken: ”Fabrizio!”.
Omhuen og præcisionen, med hvilken tingenes
sprog er fremlyttet, både imponerer og fryder og foruroliger.
Som
oftest går Davis stik modsat til værks imidlertid, aflytter vaskemaskine- og
fuglelydene, der midt inde i sprogets orden signalerer absurditet og følsomhed,
paradoksalitet og sammenbrud.
- og så vidt jeg kan overskue, har ingen læsere bidt mærke i, at der var noget lusket på færde i de 2 tekster - bortset fra at en enkelt på FB roste Guldberg-anmeldelsens ekstraordinære koncentration og mårettethed - tilfredsstillende og skuffende nok!
3. ønske var en anmeldelse af en Melodi Grand Prix-bog af Jørgen de Mylius.
4. ønske nåede aldrig at blive formuleret, og jeg vurderer, at det nu er uhjælpeligt for sent.
- en fotograf forsøger at spænde ben for en anden Lars
Etiketter:
adjektiver,
Anna Libak,
benspænd,
hovedsætninger,
Katrine Marie Guldager,
Lydia Davis
tirsdag den 29. juli 2014
Anti-Gentofte(/Hellerup)litteratur = Vangedelitteratur
- fra Dan Turèlls Vangede Billeder, 1975:
"Pas på, når du kører igennem
Vangde ... Der bor ikke andet
end bisser"
Gentofte-villadame
til veninde i 50'erne (...)
Gentoftes historie - og Gnetofte betyder her: kvarterene Gentofte, Jægersborg, Hellerup, Ordrup og Charlottenlund, kort sagte hele Gentofte Kommune undtagen Vangede - Gentoftes historie er historien om konger og dronninger og adelsmænd og fyrster, eller i det mindste ministre og berømt digtere, storgrosserere og skibsrhedere og direktører og store huse, villaer og lystslotte og yachter og pelse og fine selskaber ... Det er Gentoftes historie, og dén historie er ikke Vangedes.
Der findes en masse bøger om gentofte (de har et helæt værelse fuld af dem på hovdbiblioteket i Hellerup), hvor de skriver side op og side ned om hvrt andet velhaverpalads på villavejene. I dem finder man aldrig ét ord om Vangede, ikke én ord om "småfolkene", "bisserne" eller "rosset" i Vangede.
... Gentoftes historie er ikke Vangedes historie. Lige fra middelalderen og måske længe før har Gentofte og Vangede været to selvstændige landsbyer der lå omkring Gentofte Sø på hver sin side af søen, sådan at søen dengang skilte dem som Lyngbyvejen lige ud for søen siden har gjort det. Allerede fra de ældste tider var der forskel på landsbyerne, de tre landsbyer der i Gjentofte Sogn: Gjentofte, Ordrup, Wangede.
Gjentofte var den største, den der havde kirken og kroen og senere skolen, den første landsbyskole. I Gjentofte boede præsten og degnen.
Ordrup var den mindste landsby, og den fornemste. I Ordrup boede herremanden, grev Bernstorff, for hvem alle egnens bønder var hovbønder.
Måske har de fattigste allerede dengang boet i Vangede. Måske har der allerde dengang været et vist fjendskab, i hvert fald et modsætningsforhold, imellem byerne. Sikkert er det, at forholdet var nøjagtigt som det er i dag mellem samme tre områder: Herremanden i Ordrup, hvor boss'erne nu bor, bankerne og gymnasierne og underboss'erne i Gentofte, den ny herremands nye ridefogeder - og arbejderne, nu som altid arbejderne (arbajerne md tryk på bajer, ha ha) i Vangede City ...
"Pas på, når du kører igennem
Vangde ... Der bor ikke andet
end bisser"
Gentofte-villadame
til veninde i 50'erne (...)
Gentoftes historie - og Gnetofte betyder her: kvarterene Gentofte, Jægersborg, Hellerup, Ordrup og Charlottenlund, kort sagte hele Gentofte Kommune undtagen Vangede - Gentoftes historie er historien om konger og dronninger og adelsmænd og fyrster, eller i det mindste ministre og berømt digtere, storgrosserere og skibsrhedere og direktører og store huse, villaer og lystslotte og yachter og pelse og fine selskaber ... Det er Gentoftes historie, og dén historie er ikke Vangedes.
Der findes en masse bøger om gentofte (de har et helæt værelse fuld af dem på hovdbiblioteket i Hellerup), hvor de skriver side op og side ned om hvrt andet velhaverpalads på villavejene. I dem finder man aldrig ét ord om Vangede, ikke én ord om "småfolkene", "bisserne" eller "rosset" i Vangede.
... Gentoftes historie er ikke Vangedes historie. Lige fra middelalderen og måske længe før har Gentofte og Vangede været to selvstændige landsbyer der lå omkring Gentofte Sø på hver sin side af søen, sådan at søen dengang skilte dem som Lyngbyvejen lige ud for søen siden har gjort det. Allerede fra de ældste tider var der forskel på landsbyerne, de tre landsbyer der i Gjentofte Sogn: Gjentofte, Ordrup, Wangede.
Gjentofte var den største, den der havde kirken og kroen og senere skolen, den første landsbyskole. I Gjentofte boede præsten og degnen.
Ordrup var den mindste landsby, og den fornemste. I Ordrup boede herremanden, grev Bernstorff, for hvem alle egnens bønder var hovbønder.
Måske har de fattigste allerede dengang boet i Vangede. Måske har der allerde dengang været et vist fjendskab, i hvert fald et modsætningsforhold, imellem byerne. Sikkert er det, at forholdet var nøjagtigt som det er i dag mellem samme tre områder: Herremanden i Ordrup, hvor boss'erne nu bor, bankerne og gymnasierne og underboss'erne i Gentofte, den ny herremands nye ridefogeder - og arbejderne, nu som altid arbejderne (arbajerne md tryk på bajer, ha ha) i Vangede City ...
Smukke, smukke Klaus fra Hellerup (dessertgafler)
- fra novellen
”Klaus” i Christian Hagens debutbog Sexdronning,
2008 (Boyfrind-skribler jr. - eller måske faktisk sr.!?)
Og så er der
Klaus. Smukke, smukke Klaus fra Hellerup. Jeg smager på ordet, når jeg går for
mig selv, shopper i stormagasiner eller sidder på toilettet. Hellerup. Jeg
udtaler det, så det lyder, som om min far har en havneplads i Rungsted Havn.
Måske skal vi giftes og have børn, Klaus og jeg. Børn, der går på
Bernadotteskolen. Og vi skal besøge hans forældre, der har sommerhus lidt
udenfor Cannes. (…)
Klaus er smuk
som mænd fra kataloger. Han går ind for brugerbetaling på bibliotekerne, og han
har sælskindspuder i sin sofa. Hans toiletbørste er formet son en kaktus. Klaus
har gået på Herlufsholm og været tyk af Wienerbrød, og hans mor har været
alkoholiker og haft en elsker, der ikke er hans far. En affære med en anden
mand. Og hun har drukket sig meget fuld og gået med solbriller inden døre og
fået ansigtsløftninger og skrællet huden af. Klaus har sat streger på
spiritusflaskerne for at tjekke, hvor meget hun drak. Og han har ikke inviteret
venner med hjem. Jeg elsker ham, tror jeg. Han bor hvidt og rent, og han har
reklame for Gucci hængende i sin spisestue. (…)
Jeg ringer til
ham og spørger, hvor jeg skal komme. ”Hvornår skal jeg komme?” ”Hvornår passer
det bedst?” Men det passer aldrig bedst. Klaus er i Magasin for at bytte gaver.
Han er i bil. Han er i en kælder.
Han har kolde fødder, siger han. Han underskriver sine mails med ”Knus, mister forvirret 2008”.
Han har kolde fødder, siger han. Han underskriver sine mails med ”Knus, mister forvirret 2008”.
Alligevel overtaler jeg ham med min snedige
teknik, for jeg er menneskekender, og vi knepper igen. Koldere end før. Ikke
længere som savannedyr. Vi knepper som salatgafler, og han vender sig om på
siden efter sex. Han siger alt, hvad der forventes af ham. Han er en avanceret
jukeboks. Han har pli. (…)
Miss Hellerup
-->
- fra Dorrit
Willumsens hybrid-bog Modellen Coppelia,
1973 (fundet af dig, men jo ikke = dig (du hat fx ikke fede kinder))
Født i 53
trykker jeg
bamsen
mod mine fede
kinder
Værelset er rosa
På gulvet står
Gyngehesten
bambien
og tøjdyr
med
uudgrundelige glasøjne
Siden fyldes
værelset
af vampyrer
flagermus
pludselige styrt
og mærkelige
drømme
siden igen af
filmshelte
Jeg spilder ikke
tiden
som syttenårig
har jeg været
ringforlovet
tre gange
Mine planer for
fremtiden:
At blive
heltinde
i en
kærlighedshistorie
der er upraktisk
umoralsk
og blottet for
biologi
Ganske
umusikalsk
ser jeg operaer
betaget af
handlingen
Julie får ikke
sin første rynke
Isolde oplever
ikke det første skænderi
Kærligheden er
en sygdom
en akut smerte
lukket inde i en
glasklokke
I eventyrene
er der ingen
alder
intet støv
kun de elskende
Når de forenes
er alt forbi
Jeg tænker på
hunedderkoppen
der efter akten
ganske langsomt
æder
sin tavse
elskedes
lange
ufordøjelige ben
Og jeg søger
partneren
med den høje blå
tone
hver eneste
sommer på stranden
i mine t-shirts
og bikinier
de blå de røde de
orange
og dem af
havannabrun bast
Jeg ryster ikke
mine sprayflasker
Med våde
plastickamme
reder jeg mine
parykker
og retter på
mine blomster
af gummi og
syntetisk tyll
Jeg lukker ikke
et øje
bag mine lune
solbriller
En dag siger de
en er druknet
at dykkere
nærmer sig kysten
slæbende på et
lig
For mig har
vandet altid været
et stykke hvidt
og levende fløjl
Jeg hørte til
de unge
de smukke
de solbrændte
Til frokost
henter jeg
bøfsandwich
som jeg spiser
direkte af
papiret
mens jeg tænker
på
hvor vidt tungen
på en druknet
sidder fast
eller
er meget løs
Ind imellem
bliver jeg
tørstig
og tænker på
coca-colaen
den kølige
hvidvin
og de mange appelsinvand
rundt om
i vore køleskabe
Men ingen af os
forlader
stranden
selv om huden
skaller
og vi trænger
til
tørre badedragter
Den dag
eksisterer
Både grillristen
og de lådne
cashimirsweatre
forgæves
Vi spiser kiks
og svøber os i
våde
håndklæder
mens vi stadig
ser
ud over vandet
Det bliver mørkt
Men vi tager
ikke
på diskotek
vore biler
står tomme
på stranden
Vi åbner for
vore hundrede
transistorer
Vi danser
Vi holder
hinanden
i hænderne
Og på vore
bryster
flagrer
sommerfugle
af blå silke
Om morgenen er
vore kroppe
tusind spor
af hvide snegle
i sandet
Jeg er sulten
jeg henter brød
og avis
jeg læser datoen
d. 17 august 72
har jeg endnu
engang
været forgæves
på stranden
I et anfald af
akut ungdom
svømmer jeg ud
og bliver væk i
en bølge
Findes nordsjællandsk skønlitteratur? Ja! siger tråden
Okay,
inden jeg jeg går op og spørger bibliotekaren her på Gentofte
Bibliotek, ny dansk skønlitteratur der udspiller sig i Hellerup /
Gentofte / Nordsjælland / Whiskybæltet (ud over Jan Sonnergaard) !! ??
- Gitte Broeng Hvis en (billedkunstners) ekspedition også tæller med, så Lasse Krog Møllers 'Ang.: Hellerup'
- Poul Peter Nicolai Jarlskov Hmmm... hvem tør skrive sådan en bog ? altså nu når hr. Bukdahl er på udkik ?
- Ingo Nielsen Hvornår skal bogen være klar, og hvad kunne du godt tænke dig, den handler om? Behøver den være lang? Behøver den være renskrevet?
- Maria Stensgaard Poulsen Whiskybæltet har meget andet at lave, end at skrive, har jeg ladet mig fortælle...men man har da lov til håbe. Det er længe siden Trampedach fortalte, at han var blevet en uhelbredelig underholder, når han med for meget alkohol i blodet, lå og væltede rundt på de ægte tæpper...nu ER han her ikke mere! Tak for det gode glimt fra ham. Han malede mens han boede der.....det er lige så farligt!
- Jens-Martin Eriksen "De uanstændige" af Panduro, hvor der nilres ved kønsdele og skydes til stor fortrydelse for den ene og den anden. Desuden "Midt i en Jazztid" af Sønderby. Fra kritikken: "”jazzende, bilkørende og whiskydrikkende Ungdom!”. Det kan umuligt blive mere rørende.
- Vagn Remme Blidahlund - en tragedie. Den er skrevet af både Sternberg og Vagn Remme. Det er dobbelt så godt.
- Peter Højrup Harald Voetmann "Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)" fra "En alt andet end proper tilstand" 2008 foregår i Brikerød. Jeg vil i øvrigt gerne forlange del 2-38 snarest.
- Simon Fruelund Dele af Verden og Varvara. Borgerligt tidsfordriv (hvis sådan cirka Søborg er Nordsjælland) kh Simon
- Lars Bukdahl Tak til alle, som jeg alle har ignoreret! Til fordel for kun Sonnergaard og Krog Møller. Avisen er kort! Se Blæksprutten i morgen i WA Bøger, sidste nummer før DEN NYE REDAKTØR! Men skøn tråd i sig selv jo, tråd som kritisk (opslags)værk -
Abonner på:
Opslag (Atom)