torsdag den 31. juli 2014

Blogdahl beklager den svage juliaktivitet

Den skyldes

a) varmen

b) tdc

c) 3 Danmark

d) varmen

e) varmen

f) varmen

g) varmen

h) varmen

i) varmen

j) varmen

k) varmen

l) varmen

m) varmen

n) varmen

o) varmen

p) varmen

q) varmen

r) varmen

s) varmen

t) varmen

u) varmen

v) varmen

w) varmen

x) varmen

y) varmen

z) varmen

æ) varmen

ø) varmen

å) varmen
Indsendt af kl. 3 kommentarer:
Etiketter:

onsdag den 30. juli 2014

De hemmelige benspænd 1 & 2

Min samvittighed (og du) byder mig at afsløre 2 anmeldelsers skjulte benspænd, nu den sidste af dem omsider er kommet i avisen.

Det er fordi, da Anna Libak fik nyt job og havde 4 uger tilbage som redaktør af Weekendavisen Bøger, gav jeg hende 4 ønsker, 1 pr. uge.

1. ønske var en anmeldelse kun i hovedsætninger. Det blev så tilfældigvis - men jeg ville nok ikke have udsat en bog, jeg decideret ikke brød om, for eksperimentet (uden at afsløre det) - anmeldelsen af Katrine Marie Guldagers digtsamling Et sted i verden - jeg snød så meget jeg kunne uden at snyde, masser af indskud, men ingen deciderede xtrasætninger, indskudte, bi- eller relativ-, mellem punktummer. Her begyndelsen:


Jeg kan ikke anmelde Katrine Marie Guldagers nye digtsamling retfærdigt. Jeg er for sentimentalt glad for hendes to seneste, 13 og 19 år gamle digtsamlinger, Styrt, 1995, og Ankomst, Husumgade, 2001, og deres turbulente og rasende firkanter. Digtene i den nye bog, ligner digte, højremargen-flossede en halv til tre kvart side lange, og ligner digtene i debutbogen Dagene skifter hænder,1994, og ligner måske mest - og lyder nu da også som - digtene i Søren Ulrik Thomsens bestseller Rystet spejl.
   I min anmeldelse i sin tid af debutbogen kunne jeg godt hører ekkoer af både Thomsen og især Henrik Nordbrandt. Styrt imidlertid lød, rundt og rundt i vaskemaskinens dødsdrom, som ingen andre end Guldager. Aldrig har jeg følt så generations-broderlig en forbindelse til en bog. Aldrig har jeg været så jaloux på en bog. Den bog burde jeg have skrevet!
  Seks år senere globaliserede og politiserede Guldager sit fart og tempo i Ankomst, Husumgade. Så tudsegammel er den såkaldt ”nye” politiske/etiske digtning. Derpå stod den på prosa atter prosa, noveller og romaner og romanserie, med stadig mindre turbo og stadig mere alviden. Efter sin Kritikerpris-belønnede første novellesamling, København, 2004, udtalte digteren til denne avis:

 2. ønske var endnu hårdere og smertfuldere en anmeldelse uden adjektiver (undtagen krimi-anmeldelses-adjektivet spændende), og smart nok havde jeg lige fået fingre i koncept-coole Lydia Davis' Can't and Won't, som ikke burde have noget imod at stå for skud (den bog var jeg så også endnu meget gladere for), og det blev til rigtig mange og tunge substantiveringer selvfølgelig. Begyndelsen medsamt trompet/underrubrik/rubrik:


LYDIA-NETIK Lydia Davis formår at gøre køernes koreografi og vaskemaskinens messen dødspændende

Nekrologers topfart

Lydia Davis: Can’t and Won’t. 289 sider, 190 kr. i Politikens Boghal. Hamish Hamilton

Selvfølgelig er min yndlingstekst i mester-kortprosaisten Lydia Davis’ samling Can’t and Won’t (kan ikke og vil ikke) den, der på dansk ville hedde ”Tingene i husets sprog”, og som begynder sådan her (jeg oversætter halvt, det kan ikke oversættes helt, undtagen måske af James Joyce, der ikke er til rådighed):
  ”Vaskemaskinen centrifugerende: ”Pakistani, Pakistani.”/ Vaskemaskinen agiteret (langsomt): ”Firfighter, firefighter, firefighter, firefighter.”// Tallerkener raslende i opvaskemaskinen: ”Neglected”
  Og sådan fortsætter det gennem ikke færre end seks sider, med stumper af et hus-tings-sprogs-essay i kursiv; dette er de tre slut-notationer:
  ”Fugl: ”Marguerite!”/ Fugl: ”Hey, Frederika!”/ Suppeskål på disken: ”Fabrizio!”.
  Omhuen og præcisionen, med hvilken tingenes sprog er fremlyttet, både imponerer og fryder og foruroliger.
  Som oftest går Davis stik modsat til værks imidlertid, aflytter vaskemaskine- og fuglelydene, der midt inde i sprogets orden signalerer absurditet og følsomhed, paradoksalitet og sammenbrud.
- og så vidt jeg kan overskue, har ingen læsere bidt mærke i, at der var noget lusket på færde i de 2 tekster - bortset fra at en enkelt på FB roste Guldberg-anmeldelsens ekstraordinære koncentration og mårettethed - tilfredsstillende og skuffende nok!

3. ønske var en anmeldelse af en Melodi Grand Prix-bog af Jørgen de Mylius.

4. ønske nåede aldrig at blive formuleret, og jeg vurderer, at det nu er uhjælpeligt for sent.



- en fotograf forsøger at spænde ben for en anden Lars 
Indsendt af kl. 3 kommentarer:
Etiketter: , , , , ,

tirsdag den 29. juli 2014

Anti-Gentofte(/Hellerup)litteratur = Vangedelitteratur

- fra Dan Turèlls Vangede Billeder, 1975:

"Pas på, når du kører igennem
Vangde ... Der bor ikke andet
end bisser"

Gentofte-villadame
til veninde i 50'erne (...)

Gentoftes historie - og Gnetofte betyder her: kvarterene Gentofte, Jægersborg, Hellerup, Ordrup og Charlottenlund, kort sagte hele Gentofte Kommune undtagen Vangede - Gentoftes historie er historien om konger og dronninger og adelsmænd og fyrster, eller i det mindste ministre og berømt digtere, storgrosserere og skibsrhedere og direktører og store huse, villaer og lystslotte og yachter og pelse og fine selskaber ... Det er Gentoftes historie, og dén historie er ikke Vangedes.
  Der findes en masse bøger om gentofte (de har et helæt værelse fuld af dem på hovdbiblioteket i Hellerup), hvor de skriver side op og side ned om hvrt andet velhaverpalads på villavejene. I dem finder man aldrig ét ord om Vangede, ikke én ord om "småfolkene", "bisserne" eller "rosset" i Vangede. 

... Gentoftes historie er ikke Vangedes historie. Lige fra middelalderen og måske længe før har Gentofte og Vangede været to selvstændige landsbyer der lå omkring Gentofte Sø på hver sin side af søen, sådan at søen dengang skilte dem som Lyngbyvejen lige ud for søen siden har gjort det. Allerede fra de ældste tider var der forskel på landsbyerne, de tre landsbyer der i Gjentofte Sogn: Gjentofte, Ordrup, Wangede.
  Gjentofte var den største, den der havde kirken og kroen og senere skolen, den første landsbyskole. I Gjentofte boede præsten og degnen.
  Ordrup var den mindste landsby, og den fornemste. I Ordrup boede herremanden, grev Bernstorff, for hvem alle egnens bønder var hovbønder. 
  Måske har de fattigste allerede dengang boet i Vangede. Måske har der allerde dengang været et vist fjendskab, i hvert fald et modsætningsforhold, imellem byerne. Sikkert er det, at forholdet var nøjagtigt som det er i dag mellem samme tre områder: Herremanden i Ordrup, hvor boss'erne nu bor, bankerne og gymnasierne og underboss'erne i Gentofte, den ny herremands nye ridefogeder - og arbejderne, nu som altid arbejderne (arbajerne md tryk på bajer, ha ha) i Vangede City ...
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , ,

Smukke, smukke Klaus fra Hellerup (dessertgafler)


- fra novellen ”Klaus” i Christian Hagens debutbog Sexdronning, 2008 (Boyfrind-skribler jr. - eller måske faktisk sr.!?)

Og så er der Klaus. Smukke, smukke Klaus fra Hellerup. Jeg smager på ordet, når jeg går for mig selv, shopper i stormagasiner eller sidder på toilettet. Hellerup. Jeg udtaler det, så det lyder, som om min far har en havneplads i Rungsted Havn. Måske skal vi giftes og have børn, Klaus og jeg. Børn, der går på Bernadotteskolen. Og vi skal besøge hans forældre, der har sommerhus lidt udenfor Cannes. (…)

Klaus er smuk som mænd fra kataloger. Han går ind for brugerbetaling på bibliotekerne, og han har sælskindspuder i sin sofa. Hans toiletbørste er formet son en kaktus. Klaus har gået på Herlufsholm og været tyk af Wienerbrød, og hans mor har været alkoholiker og haft en elsker, der ikke er hans far. En affære med en anden mand. Og hun har drukket sig meget fuld og gået med solbriller inden døre og fået ansigtsløftninger og skrællet huden af. Klaus har sat streger på spiritusflaskerne for at tjekke, hvor meget hun drak. Og han har ikke inviteret venner med hjem. Jeg elsker ham, tror jeg. Han bor hvidt og rent, og han har reklame for Gucci hængende i sin spisestue. (…)

Jeg ringer til ham og spørger, hvor jeg skal komme. ”Hvornår skal jeg komme?” ”Hvornår passer det bedst?” Men det passer aldrig bedst. Klaus er i Magasin for at bytte gaver. Han er i bil. Han er i en kælder.
  Han har kolde fødder, siger han. Han underskriver sine mails med ”Knus, mister forvirret 2008”.
  Alligevel overtaler jeg ham med min snedige teknik, for jeg er menneskekender, og vi knepper igen. Koldere end før. Ikke længere som savannedyr. Vi knepper som salatgafler, og han vender sig om på siden efter sex. Han siger alt, hvad der forventes af ham. Han er en avanceret jukeboks. Han har pli. (…)

Vi kører ned ad Strandvejen og holder ind hos en optiker for at få rettet hans Police-solbriller til. Jeg bliver siddende i bilen og tænker på, hvor fantastisk det hele er. Betragter ham, idet han kommer ud af butikken, og ved, at min tid snart løber ud. Han sætter sig ind i bilen og smiler til mig og starter. Han kører godt, og vi tager på Louisiana lige inden lukketid. Vi har kneppet til 15.00 og er udmattede og forelskede og diskuterer malerier, og jeg overvejer, om mit tøj er pænt nok.
Indsendt af kl. 1 kommentar:
Etiketter: , ,

Miss Hellerup

-->
- fra Dorrit Willumsens hybrid-bog Modellen Coppelia, 1973 (fundet af dig, men jo ikke = dig (du hat fx ikke fede kinder))

Født i 53
trykker jeg bamsen
mod mine fede kinder
Værelset er rosa
På gulvet står
Gyngehesten bambien
og tøjdyr
med uudgrundelige glasøjne
Siden fyldes værelset
af vampyrer flagermus
pludselige styrt
og mærkelige drømme
siden igen af filmshelte
Jeg spilder ikke tiden
som syttenårig
har jeg været ringforlovet
tre gange
Mine planer for fremtiden:
At blive heltinde
i en kærlighedshistorie
der er upraktisk
umoralsk
og blottet for biologi
Ganske umusikalsk
ser jeg operaer
betaget af handlingen
Julie får ikke sin første rynke
Isolde oplever ikke det første skænderi
Kærligheden er en sygdom
en akut smerte
lukket inde i en glasklokke
I eventyrene
er der ingen alder
intet støv
kun de elskende
Når de forenes er alt forbi
Jeg tænker på hunedderkoppen
der efter akten
ganske langsomt æder
sin tavse elskedes
lange ufordøjelige ben
Og jeg søger partneren
med den høje blå tone
hver eneste sommer på stranden
i mine t-shirts og bikinier
de blå de røde de orange
og dem af havannabrun bast
Jeg ryster ikke mine sprayflasker
Med våde plastickamme
reder jeg mine parykker
og retter på mine blomster
af gummi og syntetisk tyll
Jeg lukker ikke et øje
bag mine lune solbriller
En dag siger de en er druknet
at dykkere nærmer sig kysten
slæbende på et lig
For mig har vandet altid været
et stykke hvidt og levende fløjl
Jeg hørte til
de unge
de smukke
de solbrændte
Til frokost henter jeg
bøfsandwich
som jeg spiser
direkte af papiret
mens jeg tænker på
hvor vidt tungen
på en druknet
sidder fast eller
er meget løs
Ind imellem
bliver jeg tørstig
og tænker på
coca-colaen
den kølige hvidvin
og de mange appelsinvand
rundt om
i vore køleskabe
Men ingen af os
forlader stranden
selv om huden skaller
og vi trænger til
tørre badedragter
Den dag eksisterer
Både grillristen
og de lådne
cashimirsweatre
forgæves
Vi spiser kiks
og svøber os i våde
håndklæder
mens vi stadig ser
ud over vandet
Det bliver mørkt
Men vi tager ikke
på diskotek
vore biler
står tomme
på stranden
Vi åbner for
vore hundrede
transistorer
Vi danser
Vi holder hinanden
i hænderne
Og på vore bryster
flagrer sommerfugle
af blå silke
Om morgenen er vore kroppe
tusind spor
af hvide snegle
i sandet
Jeg er sulten
jeg henter brød og avis
jeg læser datoen
d. 17 august 72
har jeg endnu engang
været forgæves på stranden
I et anfald af akut ungdom
svømmer jeg ud
og bliver væk i en bølge
Indsendt af kl. 1 kommentar:
Etiketter: ,

Findes nordsjællandsk skønlitteratur? Ja! siger tråden

Okay, inden jeg jeg går op og spørger bibliotekaren her på Gentofte Bibliotek, ny dansk skønlitteratur der udspiller sig i Hellerup / Gentofte / Nordsjælland / Whiskybæltet (ud over Jan Sonnergaard) !! ??
Indsendt af kl. 6 kommentarer:
Etiketter: ,
Abonner på: Opslag (Atom)