Hyper-rullefald (tilegnet unge Johnnie)

- også lige den her:

Hvepsekrone i lys lue - Nicolaj 50!

Der er heldigvis Rimbauder, der får lov til at blive ældre end unge. I dag fylder uforbederligt romantisk og modernistisk og bare POETISK blåøjede Nicolaj Stochholm guddødeme 50. TILLYKKE! Jeg har zigzag-anmeldt ham gennem årene, men jeg er og bliver inkarneret fan af NS som hovedløst vildest og visionærest. Her forvandles han fra yndlingsaversion til yndlingsperversion lige for øjnene af mig - i min WA-anmeldelse af hans tredje bog, Rekonstruktion, 1998:

"Tidseltunge

Klassisk. Nicolaj Stochholm gør comeback med ubændigt frembusende patos.

Nicolaj Stochholm: Rekonstruktion. 83 sider, 158.00 kroner. Lindhardt og Ringhof. 

At man skulle høre sig selv sige det: Det er da godt, at nogen står fast på deres patos, slår alt for store brød op og tramper heftigt rundt i krummerne, det skal jo da for fanden ikke være til lyst det hele, vi har pinedød brug for kvalificeret hysteriske mørkemænd, manende modernister som vor mor lavede dem. Sådan én var Nicolaj Stochholm i sine to første samlinger, Biografi, 1991 og især Sammenfald, 1992, som jeg virkelig fik ondt i hovedet af, hvilket jeg i dag kan se var et meget godt tegn. Til gengæld havde kritikeren Marianne Stidsen ikke læst noget bedre siden Schack Staffeldt, og så blev det rasende talent pludselig tavst, fik Kunstfondets tre-årige legat og rejste ud i verden, kun efterladende denne drabelige definition i Brøndums Encyklopædi:

»Jeg: Jeg kommer fra helvede«. 

  Nu omsider er han tilbage hos os med den store samling, Rekonstruktion og han er heldigvis stadigvæk sådan en hysterisk mørkemand og manende modernist, dette er det første digt, fint betitlet »Kolofonengel«: 

  "Fanget/ af bussens torden/ gennem gaden med frost/ taxaernes hvide snit i mørket/ til højre og klokkerne der ringer/ til messe for det øde centrum/ ved lygtepælen hænger et/ sammenføjet sind, en uden/ ansigt gennem byen, optrin/ og jeget mellem fire heste/ i bevægelse over himlens tag«. 

  Dette er seriøst, venner, dæmonisk ladet storbylandskab - det er ikke den bus, Kirsten Hammann og Katrine Marie Guldager stiger på - og afsluttende drastisk og absolut symbolsk action, jeget mellem fire heste over himlens tag, det er så utrolig tæt på klicheen, men ved selve sin stolte og flossede kraftfuldhed redder det sig akkurat i land. Dette digt hører så også til de mere nydelige i samlingen, i langt de fleste får energien og fragmenteringen på en langt mere radikal facon frit spil, billeder og erklæringer haster hovedløst af sted, mens de af deres lungers fulde kraft råber hinanden ind i hovedet og skubber til med albuen, »en magtfuld forsvinden hvor billedet brænder et øjeblik« står der meget præcist et sted. 

  Eksemplarisk for det fineste og flotteste i Stochholms poesi er denne større sag, »Tilegnelse«, der starter i (næsten for) klassisk retorisk stil og med stadig større fart flænser sig op til alle sider (her er det den omvendte bevægelse af indledningsdigtet, fra tung abstraktion til eksploderende konkreter): 

  »Fra hvilke uantastelige højder/ falder dråben ned på det blad/ der driver løst med den styrke/ strømmen fra regnen skaber:/ jeg er fejet med støvet fra mit ark/ drivende ad brøndens tunger forbi/ hvidkalkede huse halvt under vand/ og min hånd en kost af olivengrene/ ind gennem kolde, frostsprængte rør/ ud til broens brændte båre, et greb/ lyset fra gaden, der synker og synker/ i kvadratet mellem brosten og papir/ malede fortøjningspæle på Fisketorvet/ en sveder i kabyssen, den sorte kasse/ flydende køreplan for en rusten rute/ stenuglens skrig fra et tag tre gange/ nationalprodukt og Sankt Thomas Plads«.  

  Stochholm er utrolig god til at få gang i den, »min hånd en kost af olivengrene/ ind gennem kolde, frostsprængte rør ud til broens brændte båre«, det er så for meget for meget, at det bare er for fedt; kun rimeligt, at han i en af bogens få formelle øvelser tager konkurrencen op med selveste S.U. Thomsen og skriver sin poetiske version af Beaufort-skalaen for vindstyrker: »løbende folketælling af voksende hvide heste lægger murene ned« (Thomsens kan findes i et gammelt nummer af Den blå port).
  De enkelte figurer, udsagn og sætstykker er hele vejen igennem typisk modernistiske, det er splittede og flerdobbelte jeger med hænderne triumferende fulde af sprængte billeder, en gang imellem kønt reddet af eller henvendende sig til kærligheden, og så vil jeg bare nedlægge det pragmatisk æstetiske vurderingskriterium, jo mere kant, jo vildere postyr, jo højere hastighed jo bedre, for det er sådan en hård, tæt, næsten mættet måde, Stochholm går amok på, det samler sig, som det spreder sig, samtidig med, at der hele tiden lyder denne her helt drengeagtige hujen gennem brokkerne, når det går højt, et digt hedder direkte »Rid med mig«. Jeg bryder mig bedst om de store hvirvlende klumper og om de helt stramme små energibomber, jeg vil have ingen sammenhæng eller pur enkelhed (som i kærlighedsdigtene, som f.eks. »Spejlets invitation«), men allerbedst er måske kombinationen som i det storslået søndersplittende kærlighedsdigt "En kærlighedsbuket for alle vinde"; det tretten sider lange langdigt »Dagsrejse« er en for tyk tåge gennemstrålet af for få stjerner efter min øjeblikkelige mening, og en håndfuld andre steder står digteren rigeligt længe og beundrer og fortolker sine egne tegn og gerninger, inden han pligtskyldigt jager videre, et par modernistiske klicheer er bare modernistiske klicheer, men skide være med det, når rosen råber: »kron mig i en ørken med rasende hvepse« (da jeg i sin tid så dette udråb i poesiantologien »I det åbne« opfattede jeg det som et emblem på de allerværste patetiske manerer, hvad det jo lige præcis frydefuldt er).
  Jeg vil slutte med at citere det digt, der programmatisk hedder »Gud dør hver dag«, og som jeg synes er forbandet godt, det hærger frem med vilde fagter i sin beskrivelse af blot og bar solnedgang, hver eneste dag og hvert eneste digt er verdens og poesiens rekonstruktion, velkommen tilbage, lille, stridbare sol: 

  »Så mange omkring mig, jeg havde/ ikke troet I var samlet som luft/ vinden kan ikke komme frem/ før den skiller jer ad, mægtige/ vogtere og bestøvere, alle dage/ føjet til en, se mig uden form/ en sommers korstog gemt i et/ tørt brød, bøndernes samling/ af sten imellem hvide aks, den/ blinde pige på vej ind i digtet/ over marker der blot kværner/ de levende fra de døde, grønne/ øjne taget som slaver af lyset/ for solen er den indadvendte/ mester fra hedenold, et levned/ på skrømt fra hullet i maven/ som tidsler med spisevægring/ rækker fra markers sandede/ jord, fra havet er det kommet,/ kongen der alene brænder sin/ rutefart før havet fryser til en/ dansehal af fravær med gulve/ poleret af en sprængt blind/ tarm, en orm fra sandet taler/ med fiskenes blink i mørket/ fra havet skal det igen opstå«."

(foto: Susanne Mertz)

Velkommen til MBZ i WA-B (GOML!)

Med en glimrende, vidende anmeldelse af et nyt bind Niels Brunse-oversættelser af Shakespeare debuterer tidl. Politiken-medarbejder Mikkel Bruun Zangenberg - som jeg har skændtes bravt med i over 10 år (bare googl Z + B) - i denne uges WA Bøger som Berlingske-shanghajede Kristian Ditlev Jensens afløser som verdenslitteraturanmelder: Hej med dig herinde, Mikkel!

Blogosfærisk vision

Sådan bruser og larmer litterære blogs ikke i DK (heller ikke til en (post-)begyndelse), men gid de gjorde (også rent stilistisk!) - fra Vibeke Grønfeldts Endnu ikke (jeg-dagbogsskriver er jo forfatteren Elvine Brink) - VIBEKE! PÅBEGYND EN VITTERLIG BLOG SELV, NU:

"Søndag. Majkulde

Når en blog har levet et stykke tid og nået interesserede læsere, bruser den op, blogbestyreren stråler som et fødselsdagsbarn, alle vennerne trækker i baltøjet for at give deres nummer - yndlingsmusikken larmer, udvælgelsen begynder, og de første tilløbere rystes langsomt af igen. Kliken slår ring om sig selv. de klogestes inderkreds. de behøver hinanden og ingen andre som medspillere og modstandere for at nå deres fulde størrelse. Småpip udefra fra folk, der som Andreas Moe, engang imellem dukker op for at forsvare syge mostre og blive lukket ind, ignoreres eller sparkes hen i en krog. Kulden slår mod den forvildede indtrængende som mod en tilskuer der synger  med i operaen. Andreas Moe plages et par dage af skærende fortrydelse; hvorfor var så dum at føre sig frem, klæde sig af. Din ynkelige blotter. Søller, elendig ... Han står op om natten for at slå til, så de mærker det, skære ned med får skarpe ord. Han Kan, for han har ingen illusioner at sætte til. hensynsløs over for sig selv, hensynsløs over for dem. der skal ikke blive noget tilbage ... Heldigvis, heldigvis, sender han ikke. Og da han om morgenen tænder for maskinen og sletter, er det med en fornemmelse af at redde noget af det, der er hængt ud, tilbage.
  Han åbner aldrig mere siden. den er død for ham. Så let er det. Så let er det at slukke for det, man ikke vil se.
  Kredsen skriver videre på lånt tid, til og om hinanden under omskrivninger og dæknavne. de flirter på skrømt. K. har ret, han kan læse, han kan forstå, den eneste lige nu, andre skraber og bukker for en stemning. De ironiserer over det, de hemmelig elsker. Påstår at holde af, påstår at foragte. Så let er det. Prøver at lokke afsløringer frem uden selv at afsløre. det er det spidsfindige. Helt fremme. De bukker og bøjer, spænder ben, opvarter, stikker nåle i hjertet på hinanden. Til sidst er der to tilbage, der slås for at udstille og pulverisere hinandens meninger og ord, bevise deres mangel på sammenhæng og ærlighed, på tankekraft og sjæl. Få det sidste ord.
  Der er én tilbage.
  Virkeligheden begynder ved mig. Så meget står fast.
  Og den betyder ingenting."

Illustreret romanside, romaniserede gadefotos

 

Christina Hesselholdt: Vivian, side 50-51 (fundet på den officielle hjemmeside for Vivian Maier, hvor mange, mange flere uforglemmelige snapshots kan øjnes):

"Viv

Mine seneste uforglemmelige:

Udbrændt lænestol på gaden, sky af røg hængende over

Kvinde i brusende hvid kjole, om halsen en cape af sølvræv, på vej mod sit dollargrin, nat

 Audrey Hepburn

Velklædt og plakatfuld dværg der føres bort af en betjent og en selskabsklædt mand de har taget ham under armen, men må gå sammenbøjede (dværgens triumf

To ældre mennesker, er de søskende, er det et ægtepar, han er velklædt, hun har en umådelig krøllet nylonkjole på, han fører hende af sted (kunne Carl og jeg have delt livet på søsterlig vis broderlig vis - det var helt bestemt mig der havde fået den opgave at drage bort med ham). Jeg ser ofte mennesker blive ført bort, og jeg grues - på vej til et fængsel, på vej til en anstalt.

Tysk polsk kvinde taler truende til betjent, hun har stukket sit ansigt helt op i hans"

Frivillig, kollegial betagelse

Peter Højrup

September 30 at 10:11am ·

I dag udkommer Christina Hesselholdts nye bog Vivian, som jeg er blæst helt omkuld af. Gid den må få al den hæder og alle de læsere den fortjener.

Hanne Højgaard Viemose

September 30 at 9:04am ·

TRUTTRUUT LARM OG SKRAMMEL: Idag udkommer VIVIAN af Christina Hesselholdt, tillykke Christina og allermest tillykke til alle os andre, det er den bedste bog jeg har læst i årevis <3 span=""> Hurra for Christina Hesselholdt og Vivian Maier, læslæs!

66 You, Cecilie Lind, Martin Glaz Serup and 63 others

Comments

Bjørn Krag Rasmussen I WANT NOW

Hanne Højgaard Viemose der er også en film, men læs først http://www.vivianmaier.com/film-finding-vivian-maier/

Documentary Film Finding Vivian Maier | Vivian Maier Photographer

vivianmaier.com

Bjørn Krag Rasmussen GIV ET CITAT, BARE ET LILLE ET

Hanne Højgaard Viemose Ja! kommer straks

Hanne Højgaard Viemose "Da Charles Maier for anden gang slog Hauser med børsten, rejste han sig op i baljen og var ved at glide og greb ud i den tomme luft i det trange køkken, og hvordan det gik til var der ingen der nåede at se, men kalkunen faldt ned i baljen til ham, `skal du også skrubbes', råbte han og pressede den store gyldne karamel ned mellem sine ben (og her inviteres I til at se for jer scenen i den Fellini-film, jeg kan ikke huske hvad den hedder, hvor en gruppe drenge fanger en flok høns som de så puler eller foregiver at pule, hver dreng med en baskende høne trykket mod underlivet, og de baskende vinger ligner propeller der trækker drengenes kroppe fremad), men så blev han slået igen, og han trak kalkunen op fra mørket og rakte den til Maria. Hun stod parat med et håndklæde og tog imod den som (var den) et barn der kommer op af bølgerne og skal frotteres, al hån veget for omsorg, tanken om Depressionen nærværende igen, det var et kolossalt dyr kalkun."

Lea Marie Løppenthin Hvor skønt 🙋🏽

René Jean Jensen "Når en baby ankommer til en roman, har man altid en fornemmelse af at den er blevet sendt med posten; den bliver afleveret; en af de ældre karakterer går ud og samler den op og viser den til læseren, derefter bliver den sædvanligvis lagt på køl, indtil den kan tale eller på anden vis bidrage til handlingen. Man møder først Jesus igen da han er omkring tolv år og belærer de skriftkloge i templet i Jerusalem."

Bjørn Krag Rasmussen Åh jeg smelter, se dén parentes er komik og elskelig og giver mig lyst til at leve 4 evigt <3 span=""> nu ringer jeg efter en taxa og kører direkte ned i boghandlen

Anne Mari Borchert omg omg den er så god <3 span=""> <3 span="">

PROSA I FLOR

LIGE EN CITAT-SALUT TOTALT I VERSALER
FOR DEN ENE FANTASTISKE PROSABOG EFTER DEN ANDEN
DETTE FORÅR 2016:

FRA JENS BLENDSTRUPS SLAGTERKONER OG BAGERENKER, SIDE 311, SOCIAL-HALLUCINATORIK:

"OM NATTEN DRØMMER JØRGEN AT HAN FINDER ANITAS PATTER I SPRIT OVRE HOS MADSEN. DER ER OGSÅ ANDRE BRYSTER. OG I EN SKUFFE FINDER HAN EGON WEIDEKAMPS TESTIKLER I EN CHOKOLADEÆSKE. MEN MADSEN HAR GIVET ANITAS BRYSTER DEN BEDSTE PLADS. USSES KONES JUVELER, STÅR DER. I DRØMMEN LEDER JØRGEN EFTER MADSEN MED ET OVERSAVET JAGTGEVÆR. MEN DA HAN ENDELIG FINDER HAM ER NOGEN KOMMET HAM I FORKØBET. MADSEN STÅR SÅ LANG HAN ER I SPRIT. ARBEJDER FRA DET 22. ÅRHUNDREDE MED MYNTE, STÅR DER PÅ FLASKEN. TIL SIDST FINDER JØRGEN UD AF AT DET ER DYREMOSE DER STÅR BAG. HAN OVERRASKER HAM MENS DYREMOSE ER VED AT DISSEKERE LILLEBRO FRA INGRID OG LILLEBROR. HAN STÅR OG SKÆRER I DUKKENS HÅND, SÅ DER KAN BLIVE PLADS TIL FORMALINEN. JØRGEN PRESSER GEVÆRET MOD HANS BAGHOVED OG TRYKKER AF. MEN I STEDET FOR BLOD FOSSER DET UD MED VILDMARKSBROCHURER. DAN HAN GÅR, SÆTTER LILLEBROR SIG OP OG SYNGER: BLÆSTEN KAN MAN IKKE STOLE PÅ.
  SÅ VÅGNER JØRGEN OG GÅR UD OG BØRSTER TÆNDER FOR AT FJERNE SMAGEN AF SINGLEMALT OG LEFFE. HANS HOVED ER SÅ VARMT. SOM OM HAN HAVDE INFLUENZA."

FRA KRISTINA NYA GLAFFEYS MOR OG BUSSER SKAL SKILLES, SIDE 48, RUTSJEBANE-NAIVISME:

""BUSSER SIGER, AT SKUESPILLERE OG FORFATTERE ER LIDT LIGESOM TO FORSKELLIGE FOLKESLAG I RINGENES HERRE, OG AT FORFATTERNE ER SÅDAN NOGLE SKUMMETMÆLKSBLÅ NOGLE, DER IKKE VED, HVORDAN MAN HILSER ORDENTLIGT PÅ FOLK OG BLIVER BANGE, HVIS DE ER TVUNGET TIL AT TALE MED NOGEN I MERE END FEM MINUTTER AD GANGEN, OG SKUESPILLERNE ER NOGLE KULØRTE LAMPER, DER TALER OG GRINER MEGET HØJT HELE TIDEN OG KONKURRERER OM, HVEM DER KAN SIGE DE SJOVESTE TING I MUNDEN PÅ HINANDEN TIL PREMIEREFESTERNE, OG HVIS MAN BLANDER DE TO FOLKESLAG SAMMEN, SIGER BUSSER, SÅ FÅR MAN SÅDAN EN LIDT UNDERLIG UDGAVE AF YIN-YANG-TEGNET FRA KUN FU PANDA MÅSKE LIDT I RETNING AF DET, SOM BEDSTEFAR MALEDE I FEDTFARVER ENGANG I 70'ERNE, OG SOM HÆNGER UDE I ANNEKSET VED SIDEN AF BEDSTEMORS KERAMIKRELIEF OG ALLE BUSSERS UBEHJÆLPSOMME FORMNINGSPROJEKTER."

FRA VIBEKE GRØNFELDTS ENDNU IKKE, SIDE 73, INSPIRATIONS-FUNDAMENTALISTISK FIKTIONS-FRAGMENTARIUM:

"DEN 11.11. KLOKKEN OTTE

OVER TOLV GRADER I MORGENSOL, VINDSTILLE, FUGLEFLØJT. ET MÆRKELIGT ÅR.
  LIGESOM DET KONGESKIB, VI SÅ TIT HAR SET SEJLE UD FRA ALLE DE NU OVERFLØDIGE SOMMERHAVNE OG ÅR FOR ÅR LADE EN MERE STORSLÅET AFSKEDSSALUT SUSE OG KNALDE MOD EN HVID MIDNATSHIMMEL, DALENDE MOD ET OGSÅ HVID HAV I ALLE FYRVÆRKERIETS KULØRER, UDSENDER FOLGENE I ÅR REKORDTYKKE KATALOGER OG NYOVERSATTE MESTERVÆRKER: PÅ SPORET ... TUSIND OG EN NAT, ULYSSES .. STORT OPSPARET AFSKEDSBRAG, DER UDSTILLER ÅRETS ØVRIGE UDGIVELSER OG MED KVALMENDE GRUNDIGHED VISER, AT DET HELE ER FORBI.
  MEN DET ER IKKE DAGENS RET, DER GØR DET AF MED STORHEDEN, ELLER STORHEDEN, DER GØR DET AF MED DAGENS RET ...
  LADE DE VÆRE ... LAD VÆRE.
  NATØLLET HOLDER FEM PROCENT. EN POKKERS VELLYKKET BALANCE PÅ KNIVSÆGGEN. FIRE KOMMA SEKS ER SLAP, SYV KAN VIRKE SKARP PÅ FASTENDE HJERTE."

FRA CHRISTINA HESSELHOLDTS VIVIAN, SIDE 55, IDENTIFIKATIONS-HENGIVELSE (EMILY DICKINSON CITERES TIL SIDST, SELVFØLGELIG):

"SARAH

"DA JEG GIK FORBI BEDE MED DE METERHØJE DIGITALIS (OGSÅ AF FRØ MOR HAVDE MED) RAMTE EN AF DEM MIG PÅ SKULDEREN SOM EN PENIS, ET RIDDERSLAG, SOM NOGET FRA EN GLEMT VERDEN, EN VERDEN HVOR MAN KAN BLIVE I SENGEN MED SIN ELSKEDE EN HEL DAG OG GRAVE SIG IND I HINANDEN. HVOR MAN ER BLEVET BUDT OP SÅ MANGE GANGE AT MAN ER MAT AF LYKKE OG IKKE KAN BEVÆGE SIG MERE. VINDUET STÅR ÅBENT, OG SKOVEN ELLER SØEN UDENFOR ER RYKKET IND OG HAR LAGT SIG OVER ´EN - SÅ TUNGT HVILER MAN UD. ÅH, HVOR ER DET LÆNGE SIDEN.

   A BEE HIS BURNISHED CARRIAGE
   DROVE BOLDLY TO A ROSE -"

FRA IBEN MONDRUPS KARENSMINDE (SOM JEG ANMELDER I WA BØGER I DAG), SIDE 100, INDLEVELSES-BRUTALITET (OG -EKSPLOSION - DETTE ER 1 ØJEBLIKS BEVIDSTHEDSSTRØMHVIRVEL):

"INDE FRA STALDEN KUNNE HAN SE UD AD DET LILLE VINDUE. INTET UNORMALT, IKKE UDENFOR I HVERT FALD. DET BLÆSTE PÅ EN GROV MÅDE, VINDEN REV DEN TYNDE RØG FRA BRÆNDEOVNEN HEN OVER TAGET OG SPREDTE DEN SOM KRYDRET LUGT PÅ HELE MATRIKLEN. DET VAR HYGGELIGT. DE SAD INDE I STUEN OG VARMEDE SIG, DE SPISTE VAFLER ELLER KOGTE SUPPE, SÅDAN NOGET KUNNE MAN TRO. HVIS MAN IKKE KENDTE DEM. MAN VILLE IKKE SKULLE SKYNDE SIG, MEN KUNNE I STEDET TAGE SIG GOD TID TID, GÅ OM BAG HUSET OG TØRRE TRAKTORENS MOTOR AF MED EN KLUD, MÅSKE VILLE MAN STARTE DEN NÅR NU MAN IKKE KUNNE STARTE BÅDEN, OG LÆGGE ØRET MOD MASKINEN I STEDET, MAN VILLE HØRE DEN SPINDE SIG GENNEM ÅRTIERNE, DEN TRAKTOR VAR FOR HELVEDE OLDGAMMEL, MAN VILLE LYTTE TIL MOTOREN INDEN MAN GIK TILBAGE TIL HUSET OG STILLEDE SINE GUMMISTØVLER UDEN FOR DØREN OG GIK IND. MAN VILLE GLÆDE SIG.
  MEN DET KUNNE MAN IKKE, IKKE SOM DET VAR NU. HAN MÆRKEDE AT DET KOM SIVENDE OVER GÅRDSPLADSEN OG IND TIL HAM GENNEM STALDDØREN, SOM HAN HAVDE LADET STÅ PÅ KLEM, EN SLAGS GAS DER NEV I HANS NERVER, OG SOM FIK DET TIL AT PRIKKE OVER DET HELE. DE VAR PÅ KOLLISIONSKURS DERINDE, SOM DE HAVDE VÆRET FLERE GANGE; DET VAR KUN BLEVET VÆRRE PÅ DET SENESTE. BEDST SOM HAN GIK OG PASSEDE SIG SELV OG VAR I GANG MED NOGET, VAR DE KØRT IND PÅ DEN BANE SOM UVÆGERLIGT ENDTE I GRØFTEN, OG HAN MÅTTE SKYNDE SIG, SLIPPE DET HAN HAVDE I HÆNDERNE, OG LØBE IND. SOM NU, HAN KUNNE IKKE BARE LIVE STÅENDE HERUDE, HELLER IKKE SELV OM HAN HAVDE LYST TIL DET. ELLER BRUG FOR DET."

Dobbelt-hypdangbok

Fast pensum i min stilistik-undervisning er Knud Holtens FORBANDET NOK STADIGVÆK seneste bog, Flamme-Øglens Tåre, 1999, og nærlæses (og måske endda gøres udgangspunkt for en skriveøvelse) skal helst beskrivelsen af monstret HYPDANGBOK i kapitel 14, "Filitot - Hypdangbok'ens besejrer":

"Alex Morgenstjerne havde stået ansigt til ansigt med en del uhyrlige skabninger i sit liv – men aldrig havde han set noget på én gang så modbydeligt, grotesk og skrækindjagende som det væsen, der nu kom brasende ned gennem trækronerne og landede få meter foran ham.
Det var over to meter højt og havde bulnende, farveløse menneskeøjne i et kolossalt, fladtrykt hoved, placeret direkte på kroppen – der både lignede og stank som en kødklump i stærk forrådnelse. Idet monstrummet satte sine tre billeagtige ben i græsset, svirpede det lynsnart et par gennemsigtige vinger sammen, som var de rullegardiner, og lod med en metallisk hvinen nogle sorte dækvinger glide om sig som et panser. Tre ligblege fangearme, tæt besat med sugekopper, fimrede på hver side af munden, som ikke så ud af andet end et slimdryppende hul – men da væsenet i næste nu spærrede den vidt op, vældede en lang, svullen tunge frem fra svælget, hvor nogle skinnende, savtakkede tænder roterede i rasende fart som en djævelsk affaldskværn."

Denne gang kontrasterede jeg for første gang med et (oplæst) uddrag fra Jess Ørnsbos skuespil Hypdangbok, 1968 (selvstændig udgivelse på Borgens Forlag, senere opsamlet i 14 spil for løst publikum), som Holtens monster har lånt sit navn fra:

"AGNETE - - (holder pludselig inde, anklagende) - Sådan er det at lide af osmotisk tryk - (strækker arme og ben stift frem) - bar striber altsammen - - - det kan være man skulle gøre ligesom ved hugormebid - få det til at bløde og så suge det ud - (kaster sig over opgaven, bider sig ind på sin overarm og begynder at spytte ud på gulvet. Ved synet heraf tager Orla skyndsomt sin hat på igen og tager fat i Agnetes tøj. Han trækker over mod væggen som han nu begynder at interessere sig for. Han tager på den)
ORLA: (opdager noget og standser forbavset med den ene hånd på tapetet) - _ Der er skrevet noget på tapetet - der er ridset noget ind - (finder flere steder) - og der - Agnete og Peter - - Agnete og Hans - og et hjerte med synål igennem - - - - (videre) - Agnete og Anders - - Agnete og Torben - - Agnete og Helmut - - - du hedder altså Agnete - - - Agnete og Bent - - Agnete og Tove - nå - og Aagnete og Bent igen -
AGNETE: (op fra sit arbejde) - Der er så mange der hedder Bent -
ORLA: - Agnete og Søren og Niels og Ole - - - - her er en Agnes og Edward -
AGNETE: Det er min mor - fra dengang hun var ung - - tapetet er meget gammelt - - Edward det var sådan noget min mor altid kaldte min far - - de endte også med at blive gift af det -
ORLA: - Agnete og Børge - - Agnete og Jesper - - Agnete og Edward (studser) - - Agnete og Edward - - - - Agnete og Morten - - nå det er altså her du går og sværmer -
AGNETE: - Ja - om sommeren - når det er varmt nok til det (Bider sig stadig og spytter) - - - min mor siger ellers jeg skal holde op med alt det kradseri - - hun siger tapetet går ud af det - - og hvad så -"

Hypernegativitet

4. Darren Wershler ‏@alienated
Darren Wershler har retweetet Mark W.
I love Metal Machine Music but my vinyl copy was stolen by a neo-Surrealist years ago. Fuck those guys.



 
Mark W. @TMITGS
Review of Metal Machine Music by Lou Reed

To, nej, tre Opppenheimdrømme

- oversat af Mikkel Thykier sammen med 7 andre til Banana Split (åh, vi savner Banana Split!) 19, 2000 under overskriften "I STEDET FOR EN DAGBOG - drømmeoptegnelser":

"mellem 1942 o. 1950 (omtrent)
Jeg forsøgte at overtale min /afdøde) mormor til at følge med til "Kunsthalle" (en restaurant, hvor jeg ofte mødes med mine kolleger). Hun stritter imod, hun er jo død.
  Jeg siger: "Det gør altså ikke noget, man kan ikke se dig, du er jo gennemsigtig." Hun svarer: "Ja, men det er alligevel ikke det samme."
  En anden gang drømte jeg, at jeg gik med min mor til samme restaurant, til "Kunsthalle", og at vi ved entréen smurte ind med en salve. den gjorde os gennemsigtige og gjorde det muligt at se ånderne. Det kæmpestore lokale var fyldt fra gulv til loft med åndevæsener. de lå stablede oven på hinanden horisontalt.

mellem 1942 o. 1950
Sammen med min mormor og mor sidder jeg i et lille åbent køretøj. Det er lavet af en kunststen, som ligner den, der bruges til gravsten. Vi kører på et spor, som i en spiralformet bane fører op ad et kegleformet bjerg. det går meget langsomt. Jeg stiger ud for at plukke blomster. ("Endnu gives der lidt tid.")

dec 1959
Igen og igen drømmer jeg, at man beretter, at min mor ligger for døden. jeg har åbenbart ikke taget hendes død til mig endnu (april 1959).

  Engang er jeg med far på markedspladsen i Basel om natten. Vi ved begge, at mor skal død. I markedets nordlige hjørne, i retning af Nadelberg, brænder det.
  Eller vi følger hende på vej (hun ved, at hun skal dø). Vi hulker, men derpå ler vi igen allesammen. (I begyndelsen af juli drømmer jeg, at jeg mødte hende udenfor køkkenet i Carona. Hun er "en smule gennemsigtig", som en film, der er blevet dobbelteksponeret (f.eks. et landskab med en person over). Jeg siger: "Goddag, kære lille spøgelse." Hun siger omtrent: Om femten år er vi sammen igen. Dødsprognose?)"

(hun døde dog først i 1985, så moren regnede 10 år galt, heldigvis)

(foto af Man Rays foto af MO med (af MO) håndtegnet kind-tatovering - ved dig)

Meret merits mention

Der er den fineste udstilling på Øregaard Museum her lige her om hjørnet af den livslange surrealist, pelskoppemesteren MERET OPPENHEIM, en smule trælst betitlet lige netop Beyond the Fur Cup, med både malerier, tegninger, skulpturer, TING, smykker, tøj og DIGTE (håndskrevne) spiraler som i Ursula Andkjærs Havet er en scene) - blandt mange andre smukke og sære sager havde jeg ikke før set Oppenheims hieroglyfiske portræt af "Giacomettis øre" (der er tilstede i to udgaver, både på papir og som mini-relief):







og hvordan ikke indtages totalt i "Egern" fra 1969, der sagtens konkurrerer med koppen (som dens sene, mandlige tvilling) og som er det allerførste der formeligt SPRINGER frem i ens fjæs på udstillingen; her er selve OBJEKTET, og nedenunder dit foto gennem montren af mig, der læser udstillingstekst:

Trump taler som en kvinde

- fra artikel i Politico af Julie Sedivy:

"(...)
It’s not just a lazy stereotype that men and women speak differently. In fact, researchers who have sifted through thousands of language samples from men and women have identified clear statistical differences. Some of these differences are exactly what you’d expect—men are more likely to swear and use words that signal aggression, while women are more likely to use tentative language (words like maybe, seems or perhaps) and emotion-laden words (beautiful, despise). But other patterns are far from obvious. For example, contrary to the common stereotype that men can’t resist talking about themselves, women are heavier users than men of the pronoun “I” whereas the reverse is true for the pronoun “we”; women produce more common verbs (are, start, went) and auxiliary verbs (am, don’t, will), while men utter more articles (a, the) and prepositions (to, with, above); women use fewer long words than men when speaking or writing across a broad range of contexts.
Jennifer Jones, a doctoral candidate of political psychology at the University of California at Irvine, has combined these statistics into an index capturing the ratio of “feminine” to “masculine” words, and applied it to the language of 35 political candidates over the past decade. Hillary Clinton’s language falls above the average on this index—more feminine than George W. Bush’s, but less so than Barack Obama’s.
But Donald Trump is a stunning outlier. His linguistic style is startlingly feminine, so much so that the chasm between Trump and the next most feminine speaker, Ben Carson, is about as great as the difference between Carson and the least feminine candidate, Jim Webb. And Trump earns his ranking not just because he talks a lot about himself or avoids big words (both of which are true); according to Jones, he also shows feminine patterns on the more subtle measures, such as his use of prepositions and articles. The key then is not what Trump talks about—making Mexico pay for the wall or bombing the hell out of ISIL—but rather how he says it.

Trump’s unusually feminine style has been on display during all three presidential debates. Here’s how he talked about his economic plans during the first debate: “My tax cut is the biggest since Ronald Reagan; I’m very proud of it. It will create tremendous numbers of new jobs. But regulations, you are going to regulate these businesses out of existence. When I go around—Lester, I tell you this, I’ve been all over. And when I go around, despite the tax thing, the thing that business—as in people—like the most is the fact that I’m cutting regulation…. I’m really calling for major jobs because the wealthy are going to create tremendous jobs. They’re going to expand their companies. They’re going to do a tremendous job.”
To which Hillary Clinton responded in the more familiar—and more masculine—style that we’re used to hearing from politicians: “I don’t think top-down works in America. I think building the middle class, investing in the middle class, making college debt-free so more young people can get their education, helping people refinance their debt at a lower rate—those are the kinds of things that will really boost the economy. Broad-based, inclusive growth is what we need in America, not more advantages for the people at the very top.
(...)"

Slagtede darlings og bagte bonusser 12 DAMEBYER B

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

Personer:

Villavejsfruerne

Kvinder i høj fart (hvor elskov foregår på lige strækninger, aldrig i kurver)

De læbeløse åndsbesnakkere - kvinder uden læber hvis tænder ser ud om som de ler hele tiden. Også længere nede, samtidig med at de konstant prøvede at føre teoretiske diskussioner af H.C. Andersens eventyr. Erotisk var det som at elske en åben dør i en færge.

Ambasadør-fruerne - altid nippende til nyheder og drinks, altid elskende for blafrende gardiner, til dæmpet eksotisk musik fra terrassen, altid talende langsomt og tydeligt, ofte endnu mere betonende ting med øjebrynene og kropsmusklerne. Meget blev aldrig udtalt, men det der blev sagt blev altid afleveret med stil. Fælles sympati blev altid tilkendegivet diskret. Jeg blev indlogeret på et luxuriøst hotel, og alle kontakter foregik ved hjælp af konvolutter lydløst afleveret på min dørmåtte af dameben på strømpesokker. (den ene dag en congonesisk frue, den næste en tysk og så videre). Alle i nationaldragter naturligvis. Det var som om vi mødte hinanden bedst som lande eller kontinentplader der støder ind i hinanden og beriger.

Dennegang helt oprevet over en cyste på mit lår forsvandt jeg under et lægebesøg, i en tisseflaske jeg fik besked på at fylde. Ude af mig selv og egentligt ikke i humør ankom jeg til De kemoramte kvinder. Disse afkræftede kvinder. Udstyret med hospitalstøj og kræftesløse hænder der famlede sig frem af byens gelænder. Navne havde de ikke. Mig sendte de kun et blegt smil. Kommer du også her hovedperson? Ja, jeg er jo helten sukkede jeg, bange for hvad der skulle ske. Og angst for om jeg overhovedet kunne give dem noget af min åndsforsnottede kraft. Du skal ikke være bange, trøstede de med de blege kolde hænder. Støt mig hen til Placebo-parken, så finder vi ud af det. Har du også mistet nogen? Ja, jeg mistede min far, han gabte over et sår der ikke kunne hele, svarer jeg blufærdigt. Savner du ham. Ja. Sådan er det, helt. I der bliver tilbage har det sværere end os der tar afsted. Men før vi tar afsted skal vi da feste. Kager ankom på godsvogne. Rødvin blev hamret op af kilder i jorden. Søjler af søde sager og læskende væske. Vi får anti-kvalme midler så vi æder alt. Lad os elske, vi kan altid brække det op igen. Eller holde det nede med kvalmestillende midler. Det var som om at hver dag var den sidste. Fordi der ikke var noget håb undlod vi sjældent at snakke om alt. Stolte var de. Selvom de var syge. Hår var der sjældent noget af. Men indeni dem spirede håbet i store totter. Det går nok, hovedperson, så længe du er her, er jeg her for nogen. Det er godt at være her for nogen. Det er klart at angsten over døden overrumplede dem. Der var nætter hvor vi bare lå tæt. Jeg tilgav dem for deres umulige luner,  for i deres underlige gennemsigtige tilstand kunne jeg se hvad de havde været. Desuden var der mirakuløse øjeblikke hvor de blev raske. Som behørigt blev fejret med gotiske fester under byens enorme scanner hvor stearinlys var anbragt så de dryppede gloende tårer ud over byens kemoramte kvinder. Det fik dem til at håbe. Og snart gik vi hjem i en flok og nød at elske som en rebus af kød og blod og tårer. Behøver jeg sige jeg vendte hjem som en anden mand? I to dage huskede jeg det væsentlige jeg havde været vidne til, så kom jeg i detentionen for at synge aflangt i en irsk pub.

Kvinderne der ikke vidste hvem de var her for

Er vi her for dig, hovedperson. Eller er vi her for en anden? Det er frustrerende at være her for nogen vi ikke ved hvem er. I kan jo være her for jer selv, sagde jeg. For os selv, umuligt. Nej, vi er sat i verden for at være her for nogen. Alle her i byen er sat i verden for det ene formål. Frustrerende timer bliver tilbragt med frustrerende veninder der heller ikke ved hvad de er her for. Se skiltene på gaden, store spørgsmålstegn, og kryptiske opfordringer som ”pladsen hvor ham vi venter på skal stå når han kommer.” Jeg undlod at fortælle dem at jeg kun var her midlertidigt. Og i lang tid så det ud som jeg gav dem en vis mening. Ingen havde noget imod at dele mig, det var så sjældent de fik besøg. Måske fordi de udstrålede så meget tvivl. Til gengæld gjorde de meget ud af sig selv for at fange min opmærksomhed. Strålende makeup. Nærmest stumfilmsagtig smuk på afstand når jeg var i sorthvidt humør. Nogen gik sågar på stylter, skjult i lange slanke kunstige ben. Andre igen bar rundt på store trækonstruktioner der skulle fremhæve deres skygger når de i skumringen stillede sig foran 220 watts projektører i de snævre gader i tvivlens by. Og de helt enkle der bar deres ansigter som jomfru Maria, lidelsesfuldt smukke, men også uendeligt sarte hele tiden på nippet til at gå i tvivlens sø og drukne sig. Jeg ved ikke hvad der har skabt den by. Jeg ved kun jeg endte der en dag jeg lagde mig med influenza af frygt for repressalier i forbindelse med mit køb af et subwoofer-system til mit værkstedsskur.

Mødrenes by

Optaget af formering, elskov som et middel til erobring af liv. Over alt var der skrig og skrål og halvtomme krybber. Æsler hang og åd hø som var det ene bibelske scener. Alle vil have mig her. Jeg er jo hovedpersonen. Helten med hvilken der kan fabrikeres nye helte med faderens og moderens gener. Overalt bliver jeg da også modtaget med en sødmefuld respekt. Altid er de lækre at se på. Aldrig har de for travlt til et spil, eller en leg, altid vil de feste ud med mig til det sidste. Glimtet i deres øjne er forstærket af et neonrør der lyser gennem det hele. Alle har de særligt gule og grønne og blå og brune øjne. Og de kan skifte dem som ved en prisme, hvis det er det der behager mig. Bagefter omformes vores elskovsbriks dog straks til en slidske. Så har helten opfyldt sin mission. Og jeg ser mig selv vandre gennem de døde gader hvor mødrene har fået det de skulle. Frysende sidder jeg på en bænk og venter på at donere mere eller forlade deres by igen.

Kvinderne der havde rejst langt og var trætte. (lav om til nutid)

Jeg kommer lige fra Goa, jeg kommer lige fra Paris. Hele byen var oversået med halvåbne kufferter, og postkort der aldrig var blevet sendt. På deres værelser halvtomme flasker med sprut og parfume. I deres øjne eventyrets glød. Men trætte var de. Og dovne. Har du nogensinde været i Marokko, helt? Næ. Kameler fylder ørkenen. Har du nogensinde været borte fra Danmark mere end en uge? Nej. Jo, i Kandestederne. Kvinderne der havde rejst langt og var trætte lo. Har du nogensinde fodret en abe ved et tempel i Taj Mahal? Nej. Netop derfor er det eksotisk at elske med dig, hovedperson, du er så hjemlig som en stork, eller et rækkehus i Smørum Nedre. Tak, svarede jeg. Tager du ikke lige tandbørsten til mig, jeg orker ikke række ud efter den. I morgen skal vi jo videre igen, hele byen rykkes op med rode og proppes i en rygsæk. Hvad er næste mål? Det er forskelligt, der er nogen der skal til Schweiz og andre der skal til Grønland, sagde kejserinde-fortælleren Grete med det solafblegede hår og ring i næsen. Bliver du aldrig træt af at rejse? Nej sagde hun eventyrligt udmattet, skal vi ikke bare se at få elsket? Hun sendte mig et postkort da hun kom.

Orne-udskriverne

De altid væsentlige damers by (selvhøjtidelige og grå) altid læsende urban – dyrkende livet i nøje afmålte intervaller. Du har nu 3 minutter til at kneppe mig, så skal jeg til møde igen. ”Vent jeg skal lige have min brille på næsen.” Og noget interval-olie i den nedre regioner. Jeg er som en dampmaskine, forstår De. Tørhed får det hele til at gå i stå. Og tid har jeg ikke ti l…

De evigt ungdommelige mødre til svenske ishockey-spillere

(konen kunne også præsenteres i forbigående sætninger som)

Dennegang fallit efter eventyret hvor vi ville flytte på landet

Dennegang akut døende efter uheldig hjerterytme prøvet af ved lægen der nægtede at se noget specielt foruroligende

Dennegang faldende i søvn over et enormt billede af Mogens Lykketoft i MetroXpress

Dennegang rivende gal over noget med skatten kom jeg via et hul i skattelovgivningen ind i cirkulære frøknernes by. Deres liderlighed kunne kun stilles ved at jeg stemplede dem på deres erogene zoner med blæk-inddrevet metal. Efter hor var deres kroppe et virvar af mærkelige adresser på inkasso-kontorer og tvivlsomme IS-selskaber der alle som en havde en negativ egenkapital. Der er en stor forskel på os, sagde Bella, en dame i gult, vi holder bare forskellen for os selv til fyraften. Fordi vi holder vejret er vi i stand til at ligne hinanden, indtil stemplerne og stempelmændene kommer. Jeg var en stempelmand. Og jeg vidste hvad hun talte om. Når de blev ophidsede kunne de antage de mest pragtfulde forvandlinger. Og omvendt. Kun når de skreg den sidste store orgasme, var de sig selv. Jeg stemplede derfor løs. Det var et inferno af lyst og henlagt elskov. Mappe-sex var en anden variant. De anbragte sig på forskellige ringbind som jeg så skulle bære op på andre niveauer, med navne som ”Andersen-Pedersen”, "Fru Bertelsens fotoarkiv.” Og ”gennemsigtighed.” Tunge var de ikke, nærmest som fjer. Udpakkede fyldte de imidlertid noget mere. Men cirkulære frøknerne ejede en sjælden trang til hygge. Pressede som de var fra alle sider i deres hverdag gik de med sikkerhed altid planken ud når de havde fri. Det var det de med egne ord betegnede som vejfest-syndromet. Store munde, afsindig tørst, og umættelig dans under elsparepærer i telt. (bør muligvis flyttes til villavejsfruerne, altid optaget af at luge) Jeg lærte da også at elske dem. Og kom efter nogen tid i lære som stempelmand. Min svendeprøve var et 5-kantet stempel med ordlyden "aktieselskabet løgnagtige mæfikke du trænger til galskab af 2003". Et stempel som jeg senere høstede stor succes med. Ikke mindst hos min favorit Fru Underlag Knudsen, der i den grad blomstrede op under stemplets magiske tryk. Det er turbine-lækkert det du bedriver, stempelmand, gabte hun en morgen før arbejde. Det er heltens rolle, rettede jeg. Og gik i bad med damen for at vaske blækket af.

Dennegang flad efter grillfest

Dennegang helt åndssvag i gult

Dennegang grundlæggende elskelig

Dennegang delvis uudholdelig

Dennegang bræk-vipstjært efter selvbestaltet druktur gennem Horsens

Dennegang helt ude af flippen i nærheden af Kronborg, efter tur med Sveriges-båden

Dennegang ganske enkelt uskyldig, på vej med S-tog til Klampenborg

Dennegang rodløst suttende på bolsje fra det gamle bolsjekogeri

Dennegang efter hun beskyldte mig for nærighed i forbindelse med tur til Vesterhavet og et lejet sommerhus

Dennegang desværre kommet ud af gældsfængsel, grundet noget Hi-fi anlæg der blev for dyrt pga. kobbertråde i højtalerne fra B og W med udgangseffekt på 423

Dennegang fordi jeg blev fyret uden grund

Dennegang fordi jeg frygter fremtiden for efterlønnen, og hvad der skal blive af os alle sammen, i det her forfærdelige samfund af polyfone ringetoner, og alskens hardware

Dennegang bumlende rundt på Vesterbro til indisk middag

Dennegang efter uheldig snak med min kone

Dennegang kastet for svin

Dennegang ydmyget af min kones nye elske,r en Franz K født Ulme

Dennegang lidt ala Jonathan Livingstone Havmåge, i alt fald nedstyrtet i en bil på Blågårds Plads

Dennegang helt ren i sjælen

Dennegang forkølet og på pencilin og urter, lidt ynkelig vraltende ud af Dalgas Boulevard med kager

Dennegang helt slettet af hukommelsen

Dennegang havde vi faktisk sluttet fred

Dennegang helt idyllerisk mens fruen og barnet købte biletter til zoo blev jeg revet væk, til tigerbyen. Hvor damerne boede i 2-værelses med tremmer og bad

Dennegang som en racerbil helt uden for sin kurve, jo det var slemt i går, jeg tør ikke tage hjem. Mine øjne er oversvømmet som Rhinen.

Dennegang ulastelig, nydelig i jakkesæt, håbende på gevinst, en radiobil med slips på.

Dennegang nær død pga leverindtaget hos min kones forældre

Dennegang bare gående over for rødt I tweed-tøj.

Dennegang en efterårsdag (husk sommer forår, vinter – som pejlemærker i bogen)

Dennegang i lære som landmand, op alt for tidligt, må have snublet i noget vådt, havnede i alt fald promte hos nogle sunde damer der hele tiden tækkede tag og angav katte nye bakker med mus…

HVAD SLAGS BYER FINDES DER MERE…?