De bedste ikke-venskabelige nekrologer

er dem, der er skrevet af litterater, der skriver om litterariteten (med hele deres litterære hjerte - og hoved).

Tue Andersen Nexø i Information:

"Igen og igen strømmer bogen over af passager, hvor Hassan forestiller sig sin krop vredet af led. Munden tygger på foden, mennesket taler med røven, alle sanser har mistet deres forbindelse til en normal eksistens. Det er, som om trykket på hans barndomsår har været så voldsomt, at han kun kan se sig selv som en misvækst: MINE HÆNDER VAR KUN TIL UTAKNEMMELIGHED MIN KROP VAR KUN TIL GRÅDIGHED ØJNE DER FANTASEREDE MERE END DE SÅ EN MUND DER KASTEDE MERE OP END DEN SPISTE TÆNDER DER SAMLEDE FLERE MADRESTER END DE TYGGEDE EN NÆSE DER LUGTEDE MERE END DEN TRAK VEJRET Men der er utallige passager, der burde citeres.

Som digter mestrede Yahya Hassan nemlig fyndigheden, det sproglige smæld og den fuldstændigt forbløffende præcision lige så meget, som han mestrede det ekspressive, voldsomme billedsprog. Bag det, der kunne ligne et simpelt raseri eller ren attitude, lå der ofte forbløffende intelligente, komplicerede observationer og sammenstillinger.

Sådan er det også i et af forfatterskabets højdepunkter, debutbogens afsluttende langdigt, hvor Yahya Hassan skriver om at forblive kriminel og samtidig skulle udkomme på Gyldendal. Så blander scener fra ghettolivet sig med konfrontationer i institutioner og retssale - og med samtaler med redaktører og forfatterkolleger, alt sammen skrevet i et rytmisk, stiliseret, bevidst forkert indvandrerdansk. Midt i et hjemmerøveri dukker en henvisning til velfærdsstatens fodsoldater op: MIN HÅND PÅ HENDES MUND MIN VEN I HENDES PUNG MIG JEG LØFTER HENDE OVER I SENG SOM EN HJEMHJÆLPER OG OVERLADER HENDE TIL HENDES EPILEPSI SOM EN HJEMHJÆLPER Billedet er både ømt og nådesløst, røveren er som den hjemmehjælper, der på én gang tager sig af og ignorerer den gamle kvindes behov. Han og hjemmehjælperen inkarnerer på samme tid, paradoksalt, både velfærdsstatens omsorg og deroute. Det er et utroligt billede, litterært set et utroligt øjeblik i en på alle måder utrolig bog."

Lilian Munk Rösing i Politiken:

"En måde at reagere på en prædikering på kan være at tage den på sig som en pose.

Det gør Hassan helt gennemført med det afsluttende ' LANGDIGT' i første samling, hvor han poserer som indvandrer med kreative sprogfejl: MIG JEG ER PERKER MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER MIG JEG HAR IKKE JOGGET I NOGEN SPINAT OG HVIS DIG DU BLIVER VED MED OG SNAK OM SPINAT SÅ DIG DU FÅR EN PROBLEM Indvandrersprogets manér med at fordoble første person bliver her samtidig et udtryk for den splittelse, der kendetegner ethvert reflekteret jeg: JEG er den, der taler og tænker, men jeg er også objekt for min egen tale og tanke: MIG.

Der er en gentagelsestvang i Yahya Hassans drive, ligesom ' LANGDIGT' ikke mindst handler om den gentagelsestvang, der dikterer rytmen i jegets liv: ind og ud af spjældet. Men kunne det forholde sig sådan, at den puls, der ligger i den poetiske stemme, i rytmen, klangen, gentagelsen, versalernes overvættes artikulation af hvert eneste bogstav, har forandringens energi i sig? Kunne det tænkes, at der i selve digtets drive findes noget, der konverterer gentagelsestvangen til forandringens impuls? En magt i afmagten? Kunne det tænkes, at vi kunne rette opmærksomheden ikke mod perkeren eller digteren eller voldsmanden Yahya Hassan, men mod den pulseren, der udgår fra hans poetiske stemme?"

Så gode avantgardister var de vist

IKKE:

citat fra Tue Andersen Nexøs afsnit om "In The Making" i 20 før 20, Informations litteraturhistorie:

"Samtidig slog skikkelser som Lars Bukdahl, Niels Frank og Marianne Stidsen, der på dette tidspunkt forfægtede den litterære og kulturelle avantgardes lyksaligheder, igen og igen til lyd for en ny avantgarde i dansk litteratur. De var trætte af de tidlige firseres og de tidlige halvfemseres patosfyldte, jeg-alvorlige digtning,

der for dem syntes inkarneret af Søren Ulrik Thomsen, især hans digtsamlinger Hjemfalden (1991) og Det skabtes vaklen (1996), og som i slutningen af halvfemserne var en nærmest uforståeligt kontroversiel skikkelse i den danske litterære debat."

 

Ved siden af alle andre uhyggelige udviklinger til det værre så har Stidsen så gu aldrig været  Thomsen-skeptiker, hvilket Niels F og jeg indrømmet i den grad har været (og ER), og det var i hvert fald ikke dengang uforståeligt - for os selv - i forhold til hvor monumentalt monumental hans og hans poesi og hans poetiks betydning i løbet af få år havde vokset sig.

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (Nexø om Abd-El Dayem)

(Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2019 til Pernille Abd-El Dayem for romanen June)

Kære Pernille

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.

June er en svær bog at tale om. Det er på en gang let og svært at finde de rigtige tillægsord til at beskrive den. Den er god – det er let. Den er stilsikker. Men hvis man nu prøvede at sige, det er en rolig eller udramatisk bog, så er det som om, det både føles rigtigt og forkert. Der er en rolig eftertænksomhed i bogens stemme, i fortællerens måde hele tiden at mærke og overveje de situationer, hun befinder sig i. Men den ro er samtidig sitrende og overopmærksom, fyldt med, egentlig … uro. På samme måde er June en bog, der undgår dramaet, den store handlingsbue, de tragiske udsving. Den består snarere af anekdoter eller små vignetter, sjældent mere end to-tre korte sider lange. Alligevel er der sorg og store følelser i den. Det er der i passagerne fra fortællerens og hovedpersonens – hun hedder, som romanen June – familie, i al den død, der løber gennem den familie. Men det fortælles ligesom sidelæns, nærmest som en idyl. Som om det vigtige alligevel ligger et andet sted.

”Dit værelse var en verden af scener og opstillinger,” siger Junes mor til hende hen mod slutningen af bogen. Det er hendes bog også. June gør verden til en verden af små scener og opstillinger, som føles både ret almindelige, nærmest undselige – og helt uudgrundelige, helt mærkelige. Og som derfor må undersøges, mildt og nysgerrigt, men også uroligt.

Her har June mødt en ukendt mand på den ferie, hun er på i cirka halvdelen af bogen. Den er hun på, fordi hun har arvet penge fra sin morfar – i den anden halvdel af bogen hører man om hendes familie, mor, onkel og morfar og hendes opvækst i ”typebyen”. De taler om verdens største yacht, June og manden, som ligger ud for den græske ferieby. Manden kan ikke lide den yacht.

”Han løfter en pegefinger op i luften, lader den falde, så den peger mod mig, mit hjerte./ Han kigger selv på sin finger og bøjer og strækker den som en lille orm. Det gør mig forlegen./ - Ja, den yacht er lidt gammeldags! siger jeg. Jeg er på hans hold./ Vi er enige. Yachten er vulgær og upassende. Stemningen er underlig og tryg. Jeg ænser, at hans finger stadig ormer sig./ - Men alligevel er der noget ved den, der rører mig, siger jeg med en upassende ømhed over for yachten, det rigtigt rige./ - Jeg mener, at den fremstår lidt skrøbelig, fordi den er overdimensioneret.”

Upassende ømhed, uden at det upassende bliver utrygt. Det er mere en følelse af pinlighed, der alligevel er mere komisk end smertelig. Sådan som det også er her. Det er de stemninger, June kredser om. Det er en ømhed, der ligesom er ude af kontrol, hinsides viljen, og som i denne scene overtrumfer den, nåja, forudsigelige forargelse over rigdommen. Som overtrumfer det socialt passende, men gør det på en nænsom måde, på en meget lidt grænseoverskridende måde.

Det er en ømhed, der strømmer gennem kroppen snarere end bevidstheden, eller snarere ind og ud af kroppene, frem og tilbage mellem vores kroppe. Så må viljen og den sociale normalitet halse efter så godt de kan.

For mig er det vigtige i June denne forbindelse mellem krop, stemning og situation – men også de måder, de ikke går op i hinanden, de måder de bliver kiksede og de måder, man lever i det. Det vigtige er også dens tonefald, eftertænksomt og sitrende, ordknapt og overopmærksomt. June indfanger, sådan tænker jeg det, hvordan både de mest fnuglette og de tungeste øjeblikke har noget uudgrundeligt over sig, og hvordan stemningerne flyder mellem os uden for vores kontrol.

Det gør den på et smukt, smukt dansk. Også for det skal du have Strunge-prisen. Tillykke igen, du har fortjent den, det har din bog også.

EXCLUSIVT: STRUNGE-TALE 2 (Nexø om Eika)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-prisen 2018 til Jonas Eika for novellesamlingen Efter solen:

Kære Jonas,

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, dine noveller har fortjent den.

Der er noget ved dine fortællinger, som gør dem nærmest ubehagelige at læse og samtidig gør dem næsten umulige at slippe. De er lidt som en horrorfilm, hvor man hverken kan holde ud at se mere eller finde ud af at se væk. Men rædslen i dem er tit diffus, dens kilde er ikke altid til at placere. Og selv når den er helt konkret er den samtidig diffus, svær at placere. Som her i fortællingen ”Rachel, Nevada”, hvor en gammel mand sætter sig for at skære sit luftrør frit for at kunne … brumme, vel  … i takt med en sten, der er faldet ned fra en fremmed planet. Den slags er ikke rart. Men scenen bliver ikke bare intens, fordi han vil skære i sig selv, men også fordi hans handling både føles helt naturlig og helt uforklarlig for læseren. Og det gør den på grund af den rolige omhyggelighed, den blanding af nænsomhed og kølighed, der præger din prosa.

”Transformationen krævede at han lagde afstand til sig selv, forstod han nu, at han sad sin krop overhørig. Med venstre hånds pege- og langefinger lokaliserede han de to hårde bruskringe lige neden for struben, spændte huden ud imellem dem og lagde et snit på tværs. Huden åbnede sig med en lille forsinkelse, som om snittet først skulle gå op for den, og så kom blodet og smerten, sød, syrlig og varm. Han smagte den lige så meget som han mærkede den i sine nervebaner. Med en lidt mindre skalpel begyndte han at skære sig nedefter i dybden, igennem underhudens blodkar og fedtvæv, imens han holdt såret åbent med en ske i sin venstre hånd. Smerten fór igennem halsen i brandvarme stråler. Men selv hvis han forestillede sig kødet som en andens var der noget umuligt ved at føre kniven, noget uvirkeligt ved den målrettede bevægelse gennem lag på lag af menneskeligt kød. Ligesom synkront med sine arbejdende hænder måtte han række ud efter noget kommende, med åben hånd som når man vil røre ved regn, og hente alt sit mod der. Det føltes som at lægge arbejdet i hænderne på en anden. Pludselig sprang luftrøret frem i det fedtede kød, udspilet og riflet af bruskringe.”

Det er en voldsom passage. Jeg tænker det også som en lille poetik, et billede på, hvad dine fortællinger vil deres læser. Din bog skærer gennem verden på en måde, der lader noget grundlæggende – noget af det, vi normalt føler som helt selvfølgeligt – forskyde sig eller gå af led. Den insisterer på en verden, hvor meget nok er genkendeligt, men hvor de mest grundlæggende logikker, begæret eller økonomien eller intimiteten, er forandrede. De skriver rum frem, hvor det, vi ellers finder upåfaldende og selvfølgeligt, for eksempel vores luftrør – eller den sociale orden, eller forholdet mellem liv og død – er tvunget ud af form. Den lader diskrete og dybtgående, kosmiske mutationer finde sted.

Den forvridning opleves både som helt fremmed – og som helt selvfølgelig. For at være mere præcis: for læseren er det fremmed, for skikkelserne i dine historier er det, nåja, selvfølgeligt. Hvad er det for en blanding af arbejdslejr, kirke og stofmisbrug, der optræder i ”Mig, Rory og Aurora”? Hvordan kan det være, at drengene på stranden kan genoplive hinanden fra de døde i ”Bad Mexican Dog”? Det får vi ikke at vide. For fortællingen selv er det ligegyldigt, det er bare sådan det er. Det er helt andre ting, dine fortællinger vier deres opmærksomhed – og tit ved man som læser ikke, hvorfor netop de ting er vigtige at dvæle ved.

Man kunne sige, at du tvinger din læser ind i en meget fremmedartet opmærksomhedsmaskine. Man tvinges til at overtage en helt fremmed prioritering af, hvad der siger sig selv og hvad der må udfoldes. At kalde det desorienterende er jo ikke forkert, men upræcist. Det er mere sådan, at det er en stor og fremmedartet oplevelse – og at man samtidig skal sidde sin krop overhørig. Hele ens tanke- og sanseapparat vrides jo ligesom af led undervejs.

Men hvor vrider dine historier os så hen? Jeg tænker, at de med al deres ubehag og gådefuldhed rækker ud efter noget kommende. Hvis jeg skal sige hvad dét kommende så er, så kan jeg ikke komme det nærmere end at pege på din bogs titel, ”Efter solen”. Hvad kommer efter solen? Solen er kilde til liv, til den energi, der strømmer gennem kloden. En måde at beskrive bogen er at sige, at den vil undersøge de liv og de samfund, der opstår, når livets grundlæggende energikilde – det, der får alt til at bevæge sig – er vredet af led. Hvor kilden til liv ikke er solen, men er finanskapitalen. Eller stofmisbruget. Eller noget fjerde.  

Læst sådan fremskriver dine noveller historier fra dén verden, der fødes, når noget grundlæggende er ødelagt, og selv de mindste selvfølgeligheder må tænkes på ny. Det er ikke noveller, der eksplicit handler om klimaforandringer eller prædiker mod kapitalens logik eller global ulighed. Men det er noveller, der rækker ud efter den verden og det liv, vores samfund er ved at skære fri til os, imens det ødelægger vores nuværende livsgrundlag.

Også det kan være rædselsvækkende at tænke på. Men det er bare endnu en grund til at du skal have denne pris. Tillykke igen med Strunge-prisen. Du har fortjent den, det har din bog også.

(foto: Janne Breinholdt Bak) 
-->

Luft-bøf stroganoff til Per-Olof

Per-Olof Johansson (vistnok ingen relation til Rolf Sparre Johansson) havde dette læserbrev i onsdagens Weekendavisen Bøger:

"Lars Bukdahls artikel »Falsk ræv at trutte i« (bragt som Kontroversen i Bøger 23/3) er unfair på flere måder over for Arne Herløv Petersen. Lars Bukdahl er Facebookven med Arne Herløv Petersen, som også jeg, og læser på Facebook hans afsløring af, at det er ham, Arne Herløv Petersen selv, der står bag et par forfatternavne (Preben Klystrup og Mikkel Fossmo), som først ved receptionen ved udgivelsen af hans Udvalgte digte på Det Poetiske Bureaus Forlag kom for dagen. Dette har altså AHP selv detaljeret forklaret, dels ved receptionen og altså også sidenhen på Facebook. Det er både en morsom og spændende historie, som Weekendavisen sagtens i sin helhed kunne have indviet sine læsere i. I stedet for »refererer« Lars Bukdahl den, så man ikke kan skelne mellem referat og egen research. Om Weekendavisen siden vil anmelde Udvalgte digte, står ikke klart, her bliver det blot til et par korte bemærkninger og så ud med den. Æren bliver ikke reddet med den afsluttende ros til et enkelt trelinjersdigt. Lars Bukdahl vil gerne afvise, at han på nogen måde indtager en magtposition i Danmarks litterære univers. Denne mulighed for at demonstrere en kontrovers med Arne Herløv Petersen er vidne nok for mig: Under dække af referat af forfatterens afsløring af forlagenes uvillighed, nedgøres forfatteren ved kun minimalt at være til stede med egne ord. Når AHP greb til pseudonymerne, var det, i modsætning til hvad Lars Bukdahl skriver, netop for at få svar på, om der var andre forhold, der spillede ind ved Gyldendals valg af bøger end rent kvalitetsmæssige: »Det gjorde mig mismodig, at Gyldendal ikke ville have mine bøger, for en udgivelse på Gyldendal sikrer automatisk anmeldelser og omtale. Og jeg tænkte på, om det var af politiske grunde. Eller om jeg var begyndt at skrive dårligere. Det kunne jeg kun få at vide, hvis jeg sendte dem noget, de ikke vidste, var skrevet af mig.« Lars Bukdahl medgiver, at det må være »ungdoms og forlagsnavns magiske ikkelitterære effekt, som har sikret udgivelse, omtale, superlativer, store fine moneter,« da AHP som Mikkel Fossmo udkom på Samlerens Forlag. Men Lars Bukdahl mener videre, at det dog ikke beviser noget om kvalitet. Kvalitet eller ej, hvordan kan han mene, at det ville have været retfærdigt med afvisning af de nu pseudonyme udgivelser, begrundet i at indsendernavnet havde været Arne Herløv Petersen? Hvad den magtfulde Lars Bukdahl skylder os, er afdækning af de værker, der er sikret udgivelse, omtale, superlativer, store fine moneter begrundet i ungdoms og forlagsnavns magiske ikke-litterære effekt og en erkendelse af sin medskyld som anmelder i sådanne forløb, og ikke en unfair behandling af den, som klokkeklart har afsløret forholdet."

Svar: Jeg forstår virkelig ikke, hvordan min artikel om Mikkel Fossmo-affæren er unfair: Jeg fortæller, at det er Arne Herløv Petersen, der har afsløret sig selv som manden bag Fossmo, og så har jeg selv researchet en smule og gravet flere citater frem, men jeg forvrænger ikke noget af det, AHP selv skriver, heller ikke, at det var et delformål med forklædningen at afprøve institutionens skjulte fordomme, mod ældre digtere og AHP selv; jeg refererer loyalt, at "udgangspunktet" ikke var en lumsk maskepi, men en helt klassisk poetisk raptus, og så forholder jeg mig lige præcis til historiens underforståede "morale" og endda direkte bekræftende, ja, historien afslører debutant- og ungdomsdyrkelsen og en vis forlagsfavorisering. Til gengæld undlader jeg at gøre opmærksom på AHP's egne forvrængninger og/eller fortrængninger, fx og meget centralt, at Fossmos debutsamling angiveligt "fik smukke anmeldelser alle vegne", den fik OK gode anmeldelser i WA og Nordjyske, men pænt skeptiske anmeldelser i Jyllands-Posten (tre stjerner) og Politiken.* Jeg skal forestille at ville afvise, at jeg "på nogen måde indtager en magtposition i Danmarks litterære univers." Det ville da være stjernedumt af mig at afvise; selvfølgelig (og forhåbentligt) indtager jeg en magtposition, som jeg forsøger at forvalte ærligt og ansvarligt og retfærdigt (og underholdende) inden for de rammer og vilkår, jeg har på en kommerciel avis, som jeg ikke selv (til forskel fra Hvedekorn) på noget niveau redigerer. Jeg ville IKKE have syntes "at det ville have været retfærdigt med afvisning af de nu pseudonyme udgivelser, begrundet i at indsendernavnet havde været Arne Herløv Petersen" Jeg ville have syntes, det havde været retfærdigt med en afvisning under hvilket som helst indsendernavn. Ærgerligt og mudret nok for renheden i afsløringen. Så meget bedre en historie ville det have været, i min optik, hvis det havde været FOR MIG fremragende digte, der var blevet antaget under falsk navn og alder, af fx jævnaldrende, mainstream-afviste og -ignorerede digtere som Hans Chr. Bøgholm, Henrik Have, Erik Helger, Susanne Jorn, Knud Steffen Nielsen, Viggo Madsen (en stor pseudonym-misbruger), eller faktisk AHP som bedst, som naturlyrisk kortdigter, men selv da ville jeg ikke betragte digtene som vigtige eller betydelige nok til, at det var pinedød nødvendigt at udgive og anmelde dem., beklager! Og ja, der udgives, af store forlag, og anmeldes, af store aviser, jævnligt bøger, der er dårligere end både AHP som bedst og Mikkel Fossmo som værst, og en hel del vigtige og betydelige bøger og forfattere, blandt andre ovennævnte, bliver ikke udgivet, af store forlag, eller anmeldt, i store aviser, og blandt andet pga. ungdomsdyrkelse og forlagsfavorisering, men jo også pga. simple kommercielle hensyn og deres onde cirkler - bøger skal helst enten tjene penge eller få omtale, og aviser skal helst blive købt og læst, ergo udgiver man det, man tror sælger eller giver omtale, og omtaler det, man tror folk interesserer sig for - og heldigvis udgives og omtales ikke-sælgende "smal litteratur" stadig i et vist omfang, men selvfølelig er der en grænse for, hvor meget smalt, der omtales, og den begrænsning, som den foregår dag til dag på redaktionen, bestemmes også af andre kriterier end rent litterære/kvalitetsmæssige, herunder nyhedskriterier og relevanskriterier (fx hvad skriver de andre aviser om). Igen til forskel fra Hvedekorn, som jeg redigerer uden hensyn til andet end kvalitet og som indeholder al poesi af høj kvalitet, som jeg modtager (og som anført i min artikel trykte mine forgængere som redaktører digte af både AHP og Mikkel Fossmo), overvægten af ungdom og debutanter i Hvedekorn skyldes den kvantitative, kvalitetsmæssige overvægt til den side i de indsendte bidrag (som igen skyldes Hvedekorns profil som debutanttidsskrift) - det nye nummer, 1, 2018, indeholder ikke desto mindre digte af både H.C. Bøgholm og K.S. Nielsen, i næste nummer bidrager E. Helger). Jeg bruger min magt i alle de sammenhænge, jeg indgår i, til at fremme synligheden af de bøger og digtere, jeg finder vigtige og betydelige, også på avisen, som jeg igen ikke redigerer, og hvor jeg derfor må kæmpe, argumenterende, for at anmelde gode bøger, som redaktøren ikke prioriterer af sig selv - og derfor udvælger jeg også mine kampe med omhu, og derfor har jeg valgt ikke at kæmpe for AHP, som jeg dog en enkelt gang rent faktisk har anmeldt, af eget valg. Hvis jeg  selv skal klynke et øjeblik, så finder jeg det temmelig grotesk og uretfærdigt at blive anklaget for medskyld i skæv opmærksomhed, når jeg konstant har været på barrikaderne for miskendte og usynlige digtere i ikke mindst AHP's generation (bare fx har jeg redigeret bøger af L. Madsen, Viggo Madsen, Jorn, Mathiesen), men fuck nu den mangel på påskønnelse, jeg trucker videre, ligesom digterne. KH

* - Tue Andersen Nexø - opdager jeg nu - undlod at anmelde bogen i Information med denne begrundelse (formuleret i et kommentarspor til en blogpost:) "Vækstlaget havde, så vidt jeg husker, en art neddæmpet ØK-stil over sig; der var i mine øjne ikke noget nyt ved den. Derudover husker jeg en enorm irritation over trangen til at slutte et digt med en lille skæg "krølle", et svirp med halen, som ligesom skal trække det hele ned i øjenhøjde. Alt for tit fungerer dén slags digte rigtig dårligt. Selv når det fungerer godt, så gør de det kun første gang, man læser digtet. Jeg er i dén grad ikke enig med kunstfondens bedømmelse (som kan findes på Fossmos blog): "Livets alvor bliver hævet op af morskabens svæv" - det skriver de, og det lyder i sig selv ret forfærdeligt. Sådan som jeg husker det, er der snarere tale om, at ethvert alvorligt anslag nedgøres af en ikke særligt morsom digterstemme. Lyrisk humor kræver en langt højere grad af sproglig præcision, mere sproglig energi end det, man finder hos Fossmo. Synes jeg."



- cover ved Peter Holst Henckel (og ikke, som Arne Herløv fejlhusker, Peter Hentze)

Paparazzi-smalhed

(flere fotos fra ceremonien kan ses i fredagens WA-bøger - disse er knipset af trofast Bet-deltager Gita Pasternak) Bet-taleafholdelse, Bet-uddeling, Bet-beundring, Bet-vinder

EXCLUSIVE: STRUNGE-TALE 1 (TAN for CAM)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2017 til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser:

-->

"Kære Caroline, 

Tillykke med prisen, du har fortjent den, din bog har fortjent den.

Du har en måde at skrive på, som ligesom sniger sig ind på en, for så at gribe meget hårdt fat. Så sidder man i saksen, og også med en fornemmelse af at læse noget nærmest uhyggeligt godt, uden måske helt at have opdaget det undervejs. Opdaget, hvad det var, der gjorde den scene, den stemning eller den fortælling så god.

Der er noget omhyggeligt over sproget og skikkelserne i dine noveller. Jegfortællerne – næsten alle unge kvinder i tyverne, mange med et lille barn, mange udsat for et tab, der ikke rigtigt gives nogen forklaring på – taler med en enorm sikkerhed, med en form for autoritet om deres egen situation. Men samtidig taler de fra et både udsat og åbent sted. Åbent i betydningen: åben for mødet med andre mennesker, for i mange af novellerne strejfes fortællerne af næsten tilfældige møder med andre, en fransk tv-vært i ”Villages de France”, en præst i provinsen i titelnovellen ”Velsignelser”. Men også åben i betydningen: uden en speciel ide om, hvad der kunne komme. Åben, som i: et sæt af forventninger er faldet bort, nogle andre har ikke dannet sig endnu.

Sådan ser det ud i et par korte sætninger fra en af dine noveller, den næsten ubærlige ”Sorgens have”. Jegfortælleren – også hun hedder Caroline – kører med bussen til Hvidovre Hospital for at besøge sin kæreste, der har fået en hjerneskade og måske aldrig kan komme sig. Med sig har hun deres lille barn. Så står der: ”Vi var udenfor verden, det var en simpel tid. Jeg havde ingen forventning til dagene.”

Det er en stemning, man kan længes efter, den her fornemmelse af at falde ud af verden. Det er en stemning litteraturen ofte stræber efter og besynger. Noget af det mærkelige ved din bog er, at den stemning så konsekvent forbindes med sorgen og med fornemmelsen af at være slået ud af kurs. Sådan er skikkelserne i dine noveller nemlig, de er slået ud af kurs. Nu står tiden åben for dem, som en mark uden bygninger på. Det er der ikke noget sørgeligt i, men heller ikke noget specielt lykkeligt ved. Det er et vilkår, dine noveller konstaterer.

Jeg har tænkt en del over den åbenhed og det at være slået ud af kurs som et vilkår – og ikke noget, man stræber efter eller frygter. Især har jeg tænkt på, om det ikke bare er et billede af en sorg, men også er et billede af en generation. Om det er en generations-stemning, dine noveller beskriver. I al fald synes jeg, at man kan finde den hos flere andre forfattere på din alder.

Jeg har også tænkt over noget andet. Der er noget vildt, men for dig åbenbart helt selvfølgeligt i at have en fortæller, der både er gennemstrømmet af sorg og smerte, og samtidig ligesom står uden for sin egen situation. ”Det var en simpel tid,” kan fortælleren Caroline bare konstatere. I en anden novelle hedder det simpelthen: ”En tid, jeg bedst kan beskrive som svimmel, fulgte. Følelsen af ensomhed mindede om den beherskede smerte i en kariøs kindtand, inden betændelsen har spredt sig til nerven.” Igen er det som om, jeget på én gang har et overblik over og er midt i en tilstand. Det er et virkelig, ja, utroligt sprogligt greb. Det giver dine tekster en fantastisk, sitrende autoritet, som jeg synes er helt din egen.

Også for den – og for så meget andet, for billedsproget, for din evne til at komponere en samling – får du Strungeprisen 2017. Tillykke igen."

 

Ang. Lones bog

Tue siger det så rigtigt til sidst i sin Informations-anmeldelse af Det er et jeg der taler:

"Det er et jeg der taler fungerer også så fint, fordi stemmen i teksten nok er fuld af vrede og uden kompromiser, men den position, den stemme taler fra, viser sig igen og igen at være kompromitteret.

Ja, Aburas er en angiveligt privilegeret forfatter i Danmark. Ja, hun tilhører vel den kreative klasse, hvad det udtryk så end betyder.

Nej, hun er ikke fantastisk og heltemodig. Andre har det meget værre. Her hører vi ikke den undertryktes egen stemme.

»Hvad ved jeg om at ligge i lastrummet på en varetransport, at gå om bord i en af dødsbådene, at få en håndfuld jord af sin mor, man ikke skal se igen? Vi kunne alle sammen få hjælp af en krisepsykolog efter Kirkerydningen og for at have været tæt på traumatiserede flygtninge, og så gik vi hjem i vores fælleskøkkener og forældrekøb og skrev romaner og søgte ind på videregående uddannelser.« Men hvorfor skulle de privilegier føre til passivitet? Som om politisk handling skal forbeholdes undertrykte engle. Eller, som bogen selv skriver: »Så kom ikke her og tal om rabiate referencer og litterært selvmord. Jeg prøver sådan set bare at vække et eller andet, nu hvor den provinsielle ro omsider også har forladt mig.« Og hvad prøver jeg her? Jeg prøver vel at sige, at det er sådan her, det skal se ud, hvis traditionen for engageret litteratur skal vækkes til live igen. Den skal være uforsonlig, den skal handle om det konkrete og uretfærdige, ikke om det moralsk uangribelige.

Den skal vække til handling uden nødvendigvis at pege på, hvilken handling, der er den rigtige. Den skal tale klart og sandt."

Og Lone siger i interview med Berlingske: 

 "Lone Aburas fremhæver, at hun ikke ønsker at deltage i en samfundsdebat. Tværtimod. »Jeg er ikke på Facebook, og jeg deltager bevidst aldrig i debatten. De virker så fasttømrede, at man skal have en sportsmentalitet for at holde til det,« siger Lone Aburas, der selvfølgelig er enig i, at demokratier eksisterer i kraft af den engagerede samtale. Men det er ikke den, hun ser i disse år.

»Hvis jeg gik i debat med Inger Støjberg, ville det jo være underholdning. Vi ville stå i hvert sit hjørne, med hver sin holdning. Det ville ikke handle om at vi påvirkede hinanden og rykkede noget.«

Som kunstner vil Lone Aburas hellere lave et politisk værk end udtale sig. Hun mener i øvrigt ikke, at det skorter på politiske kunstværker. Tværtimod. »Jeg synes, at der er mange politiske bøger derude. Der er bare opstået en doven læsning, hvor vi kun ser pointerne, hvis de er meget tydelige,« siger hun - og nævner Casper Erics digtsamling »Nike« som et eksempel. »Det er også en tekst, der handler om at være udenfor. I hans tilfælde fordi han har en sygdom og det skriver han om på en stolt og sørgmodig måde. Den bog var jeg faktisk meget inspireret af.«

(...)

»Jeg ønsker virkelig ikke at være del af en krænkelseskultur. Jeg synes, at det er super nedværdigende, hvis man placerer sig selv som offer,« forklarer Lone Aburas. Jeg spørger, hvorfor det egentlig er så farligt. Der er der jo folk, der er. Ofre.

»Måske fordi det begrænser én. Hvis du er et offer, er det det eneste, du er.« Af samme grund ville Lone Aburas aldrig have brugt sin første bog på at tale om de her ting. Nu er hun 38-årig og på femte bog. Og hun har været både vred og afmægtig og desperat. Nu er det kommet nok på afstand til at få sit eget liv. Alligevel er der flere, der har sagt, at det var modigt at udgive værket. De har spurgt, om hun var nervøs.

»Og det forstår jeg ikke. Det er jo bare en bog, en slags koncentrat af vrede og magtesløshed, som er frosset fast. Det er jo det, som er så fantastisk ved at udgive sådan et værk. Jeg går jo ikke rundt og er vred hele tiden.«"

Og her er lige et stykke fra bogen, som ikke er god, fordi den er vigtig, men vigtig, fordi den er god som i åndssvagt bevidsthedsudvidende god: 

"I Danmark kan vi omsider lave den  perkerkanon som bekræftelse på, at etniske minoriteter er andet end vold og overrrepræsentation i kriminalitetsstatistikken og tvangsægteskaber og undertrykkende fædre, der tæver og sønderlemmer og knepper deres kvinder og kusiner og barnebrude og børn til blods, så det stænker helt op på tapetet i en passage på side 32 i Føtexsøen. det er ikke for sjov, når jeg siger, at det skal du ikke spørge mig om igen, lektor i dansk litteratur, du ved godt hve, du er, om det var blod, det der var på væggen i min fiktive tantes opdigtede lejlighed i Alexandria eller rose mig for at mestre beskrivelsen af arabernes offermentalitet til perfektion. Jeg har ligget vågen så mange gange og forestillet mig, hvor dum du må virke på dine omgivelser, når du forarges over antisemitisme, men selv er åbenlys islamofob, på din arbejdsplads fx? Der må være en kantine, hvor du skal interagere, men det er måske kun overfor mig du optræder som et lille svin? Og dig, litteraturens udenomsparlamentariske vidunderbarn, hvis navn jeg heller ikke nævner, der omtaler fremmedhadet som identitetspolitisk fnidder på linje med parforholdsproblematikker, partikulært menstuationslyrik: Kære dagbog, jeg blegede mit hårløse røvhul i dag. Som om jeg var dig, rundet af holistisk lilleskole, disciplineret af neo-marxistisk hippiemor, som du er på fornavn med."

Hvad rager jeg Jakob Ejersbos spøgelse?

Fra Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Rune Skyum-Nielsens Ejersbo-biografi (den mest skeptiske (og derfor helt uretfærdigt, hos mig, mest overbevisende) anmeldelse, måske fordi det er også er den mest Ejersbo-kritiske anmelder):

"Så man må nøjes med et portræt, der næsten udelukkende fokuserer på forholdet til forældrene og vennerne, på fnidderet i det litterære miljø - i forhold til, hvor meget Ejersbos venner foragter Lars Bukdahl, så taler de godt nok en del om ham - og på at kortlægge hvem af Jakob Ejersbos bekendte, der dannede model for hvilke skikkelser i forfatterskabet."

- og et klip fra kladden til en Bogholderi-note til fredagens avis (senere strammet op - og jegopløst):

"Jeg var lige inde i Arnold Busck på Strandvejen for at lede efter mig selv i en ny forfatterbiografi, som jeg ikke kunne finde, men heller ikke turde spørge efter (skulle jeg så offentligt stå og selvbladre)?"

EXKLUSIVT: STRUNGE-TALE 2 (Tue for Caspar)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2016. til Caspar Eric:
 
-->

Kære Caspar,

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, din bog har fortjent den.

Da jeg anmeldte din første bog skrev jeg blandt andet, at den havde et skarpt greb, som den brugte igen og igen, og at det var spændende at se, hvordan du ville komme videre derfra i bog nummer to. Nu ligger Nike her, som umiskendeligt er en bog skrevet af Caspar Eric, ikke bare fordi du ublu trækker på dit eget liv – dit brud med en kæreste, dit liv i tyverne i København, dit liv med cerebral parese – men også fordi den er skrevet med en sproglig sensibilitet, som man allerede genkender som din særlige signatur. Alligevel gør den noget nyt. Hvis jeg skulle sige hvad det nye er, så er det at den går all in på bekendelsesgenren, og at den samtidig forsøger at udvide og forandre den genre.

Ser man på halvfjerdsernes bekendelseslyrik – mest kendt er vel Vita Andersens Tryghedsnarkomaner – så er der ofte tale om digte, der handler om punkterede forhåbninger. Utroligt ofte handler de om de måder, digterjeget ikke kan leve op til sine egne og omverdenens krav – om at være smuk, klog, aktiv, god til kærlighed. Til gengæld kan jeget uproblematisk forklare, hvordan det ikke lever op til alle de krav og forestillinger, og hvordan det er ikke at leve op til dem. Digtene lader jeget udsige, klart og tydeligt, hvordan det lider nederlag, men også – måske – hvordan det alligevel klarer sig. Digtene er tit sidelange og fortællende, men de har alligevel en bestemt billedøkonomi. Alle deres triste detaljer er udvalgt, fordi de er sigende. De peger med eksemplets tyngde hen mod problemets kerne – at jeget ikke lever op til et både indre og kulturelt ideal – og gør det med virkelig klar og trist tydelighed. I halvfjerdsernes bekendelseslitteratur er det sådan, at der parallelt med det triste jeg, der optræder i digtene, er et suverænt jeg: udsigelsens jeg, der orkestrerer digtene.

Nike er et digt, der bekender og bekender. Det er også et digt, der handler om afstanden mellem de kulturelle idealer for vores kroppe og vores liv, og så jegets virkelighed, en virkelighed, der blandt andet, men jo ikke kun er præget af livet med cerebral parese, med en krop, der gør modstand. En krop, der gør fremtiden usikker. Men i Nike søger jeget trøst i popkulturen – det gjorde man ikke i halvfjerdserne. Og så er Nike ikke fyldt med sidelange enkeltdigte. I stedet er det et langdigt, strømmen af ord stopper aldrig rigtigt. Som langdigt orkestrerer den ikke sine detaljer med overblik. Den er heller ikke er komponeret i dele eller på anden struktureret af en overordnet plan. I stedet knopskyder scener og billeder ud af hinanden. Jeget associerer sig frem og dvæler ved enkelte øjeblikke – mere fordi der knytter sig en stemning til dem end fordi der knytter sig en pointe til dem.

Et af de rørende øjeblikke handler om en ung, navnløs pige, der er faldet af sin hest og nu sidder i kørestol:

”men pigen kunne ikke/ skjule hvor sindssygt/ hun fik det hver gang/ der kom en helikopter/ fordi hun ikke havde lært/ at være handicappet endnu/ og jeg tænker på hende/ hver gang/ jeg ser en helikopter/ selvom at ingen kan se det/ jeg har en kærlighed til gigantiske flyvende objekter/ som jeg deler med Johan/ selvom vi aldrig kan dele/ helikopteren på den måde/ fordi vi ikke deler hende/ hvis navn jeg skammer mig/ over ikke at kunne huske/ og jeg vil ikke sige noget/ specifikt med hende/ jeg vil bare have hende/ til at være her også”

Det er som om opmærksomheden skrider væk og tilbage til pigen i associerende kæder – ud til kærligheden til helikopteren, ud til vennen Johan, ud til jegets glemsomhed og skam. Til sidst er pointen ikke andet end at pege på hendes eksistens: hun er her også. Det er også en måde at være skadet på i verden. Snarere end den eksemplariske pointe handler billedøkonomien i Nike om inklusion og bevægelighed. Det sidste ser man helt ned i og ordene, for forbløffende tit er det sådan i bogens antilyriske stil at ordene bevæger sig i flere retninger, at de – hvis man stopper op – betyder en ting, men noget andet hvis man læser videre. Som når jeget sammenligner sig selv med en søstjernearm, der måske kan gro ud og blive en søstjerne igen, og så konkluderer:

”men jeg vil ikke hele/ jeg vil ikke hele tiden/ skulle blive helt/ menneske igen”

Som man kan se forskyder hele (som i heling) sig til hele tiden, altimens helt (som i hero) forskyder sig til helt (som i hel). Citatet peger også mod den stemning, der er i bogen og som føles som en signatur for dig. Nike er ikke en trist samling, men der en melankolsk tone i den, og også nogle gange en nærmest melankolsk vrede. Det er som om, den er skrevet i skyggen af et tab, som ikke er et rigtigt tab, for den er et tab af noget, man aldrig rigtigt har haft. Hvad er det så der er tabt? Det er, tror jeg, illusionen om at man kan leve et perfekt liv, et billedskønt liv. Som der står i begyndelsen: ”jeg føler mig ok/ ødelagt for tiden/ det er ikke en særlig/ original men alligevel/ singulær måde/ at have det på/ i den forstand/ kan alle være handicappede/ eller vi er menneskene/ der har forskellige handicap/ vi smadrer vores egne kroppe/ vi smadrer statuerne/ vi smadrer de små guder/ og så smadrer vi hinanden/ jeg har bare været smadre/ fra begyndelsen”

Nike er en bog om en krop og et liv og en stemning. Kroppen og livet er særligt, er singulært – pointen er ikke, at vi alle er ens, fordi vi alle i det skjulte har det som dig, eller at du repræsenterer ”den handicappede erfaring”, det siger du med rette nej til – men stemningen er fælles. Den stemning og alle dens nuancer fanger Nike virkeligt fint. Den er en generationsbog og også del af en hel bevægelse, der udvider og forskyder bekendelsens tradition blandt andet via langdigtet – jeg tænker her på Cecilie Lind eller Rolf Sparre Johansson. Men den er alligevel præget af din særlige tone.

Tillykke igen med prisen og med bogen.

Kunstkatalogsyge

Bare lige en populistisk kritik af og undren over Gyldendals pressemeddelelse om Morten Chemnitz' glimrende digtsamling Bindingerne (anmeldt af mig i WA Bøger forrige fredag), der nemlig lyder sådan her:

"Bindingerne består af en række fortættede prosadigte, som fortsætter og udvider det grammatiske arbejde fra Inden april. I rytmiske gentagelsestrukturer og med radikal opmærksomhed rettet mod småord som forholds- og bindeord fremskrives og omskrives tilknytninger, brudflader, overgange og sammenføjninger mellem naturen, jeget og sætningen."

Hvilket lyder som noget, der står på væggen på et moderne kunstmuseum - og må siges at være en eklatant jammerlig og misvisende reklame for de TYSTE OG SMUKKE ÅRSTIDS- OG LANDSKABSDIGTE (sig det efter mig, Gyldendal: T-Y-S-T-E O-G S-M-U-K-K-E Å-R-S-T-I-D-S- O-G L-A-N-D-S-K-A-B-S-D-I-G-T-E), helt uden metasnak og med forsvindende få jeger (som der er fx, på fuldt fantastisk vis, er meget og mange af i Peter Laugesens Brev til en maler); det, der STÅR, på denne helt særlige præpositions-punkede (vær så god, Gyldendal, det ord er en gav etil jer: præpositions-punkede), Chemnitzke facon, i digtene, handler kun om naturen og landskabet, hvor meget det end kan give (og er skrevet til at give) anledning til at reflektere over bindingerne til og i jeget og sætningen.  Jf. Tue Nexøs Information-anmeldelse (lige den grad mere skeptisk end min):

"Men hvor Rolsted trækker - og skriver - så man kan mærke inspirationen fra støj og eksperimenterende musik, og hvor der var et skarpt, konceptuelt greb bag Woetmanns bog, så føles Bindinger som et helt rent forsøg på at opdatere natursansningens sprog. Den vil ikke andet end disse landskaber. Hvad skal man så sige til det? Det er jo en meget smuk skrift, og hvis man er i humør til helt stille eftermiddage og ensomme ture i gummistøvler gennem en udramatisk, mennesketom natur - nu bare per bog - ja, så er Chemnitz sagen. Så er man nok også sådan en, der kan drømme om at falde hen til de langsomme toner fra en, der tøvende øver sig på klaver i et lokale langt væk. I en ellers affolket villa. Sagt på en anden måde: Bindingerne er altså en meget sart form for litteratur. Og på kanten til at være kedelig."

- kun på kanten NB!

Og jf. fremfor alt digtene selv (der er ingen genrebetegnelse og de er stillet op som prosa, men selvfølgelig er det digte, eller i hvert fald poesi!):

  "Og over græsset duggen. I et tyndt og gråblåt lag. henover som i de sortnende rande af det lyst omfoldede løv omkring buskene. Fra bladårerne rødbrune skjolder ud igennem. I det grønne imellem. Som solen opad i de furede stammer. Og i skyggen de tungt røde bær som hænger mørkt tilhægtede som mellem de fligede blade. Imellem fra de matsorte kviste i den fortættede sol. Og som ført med igennem. Med duggen lyst op øverst i buskene. Hvor solen når indtil. Imellem det grønne som viger.  Omfoldet af solen i de nedbuede grene. Mens det meste af græsset ligger i skygge endnu. Med duggen som samler sig om de brede strå. Solen i rønnens tunge klaser over de spredte snebær. Og i enkelte af bregnerne."

Exclusive: STRUNGE-TALE I (Nexø for Ravn)

Vi bringe eksklusivt for Blogdahl Tue Andersen Nexøs tale ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen til Olga Ravn for hendes roman Celestine:

-->

Kære Olga,

Tillykke med prisen. Den har du fortjent, den har din bog fortjent.

Jeg har tænkt på et bestemt citat, mens jeg har tænkt på din bog de sidste par dage. Citat kommer fra den tyske romantiker Joseph von Eichendorffs lille roman Fra en døgenigts liv. Den navnløse døgenigt, hvis følelser er letantændelige, troede, at den ædle frøken tænkte på ham og at hun til den store fest ville smykkes med blomster fra netop hans have. Men det viser sig, at det bare var hendes kammerpige, der havde bestilt blomsterne. Frøkenen selv er nemlig forlovet til anden side. Det finder døgenigten ud af, mens han om aftenen sidder i toppen af et træ og ser mod festen i paladset:

”Alt dette sænkede mig ned i en afgrund af eftertænksomhed. Jeg viklede mig, helt som et pindsvin, sammen i mine egne tankers pigge; fra slottet genlød dansemusikken stadigt sjældnere, skyerne vandrede ensomt henover den mørke have. Og sådan sad jeg oppe i træet, som en natugle, i min egen lykkes ruiner igennem hele natten.”

For mig berør det citat mange af de ting, din bog handler om. Celestine handler nemlig også om skuffet kærlighed, og om kærlighed, der går i stykker uden nogens skyld. Den handler også om søvnløshed, om det at blive oppe mens alt andet sover, om det at være forskubbet fra det almindelige livs rytme – rytmen mellem nat og dag, rytmen mellem barndom og voksenliv. Men især handler den om at befinde sig på eller nær lykkens sted, men lykken er der ikke mere. Den handler om, at noget er forsvundet, men at man alligevel bliver der, hvor det var, om at sidde som en natugle i sin lykkes ruiner. Det er det, spøgelset Celestine gør, når hun går igen på de steder, hvor hun insisterede på sit begær, og som fortælleren gør, når hun tænker på sig selv som et skilsmissebarn, der ikke kan slippe den familie, der ikke er mere – og som derfor optræder som en rest fra den familie i sine forældres nye liv. Eller som det forhold til Kim, der fortsætter og fortsætter i Celestine, selv om kærligheden tydeligvis er forsvundet. Og måske også som det arbejde som lærer på en kostskole, som fortælleren har, og hvor hun ikke længere kan være ung, dvask og ubekymret som eleverne, men heller ikke voksen som de andre lærere. Og hvor hun derfor går og spøger og forstyrrer elevernes ungdommelige, begærlige drift. Hvilket vel er de fire spor, din roman stiller sammen – spøgelset, kærligheden, kostskolen, barndommen. Alle fire kredser om det lykkens sted – som ofte også er begærets sted. Det sted, der ikke er mere og det sted, man ikke kan forlade. Det er sorgens og tabets sted.

Celestine handler også om at bebo det sted, om aldrig at rejse fra det. Det er ganske vist et sted, man ikke selv har valgt at være. Og på sin vis er det et usundt sted, mange selvudviklingsbøger ville sige, at det er et sted, man skal igennem og konfrontere sig med, men kun som et stadie på vej hen mod noget andet. Sådan vil din bog og din fortæller det ikke. Hun vil tværtimod tage det sted på sig og blive i det, hun vil tale fra det sted, hun vil lære at nyde det. Tidligt siger bogens fortæller: ”Jeg vil gerne lære at blive stående på det samme sted, at gå den samme runde, at insistere. Jeg vil gerne blive i det, man ikke kan kalde tilgivelse. Jeg vil hade, det skal holde mig oprejst, det skal holde mig underholdt.”

Der er noget usundt over denne position, det at svælge i tabet. I Celestine forbindes det ikke bare med spøgelser, men også med kropsligt udflåd, lus og dårlig hud, udsmatning på alle leder og kanter. Med en klistret seksualitet. Nogle gange forbindes det også med noget trist og hjerteskærende over det. Men der er også, og det er nok derfor, jeg har tænkt på citatet fra Eichendorff, noget festligt over det sted i din bog. Det ser man især i din bogs stil, i dens utrolige mængde sammenligninger, der bobler og rabler af sted, får eget liv, bliver små smykker i egen ret. Et næsten tilfældigt eksempel:

”Morgenen siver langsomt ind over himlen, som et skørt drikker af farven fra noget spildt. Nogle ænder flyver op fra nabogårdens gadekær og strør sig selv over himlen som rosiner.”

Heldigvis vælger din bog ikke mellem det usunde, det hjerteskærende og det komiske. Det er snarere sådan, at du skriver om tabet som permanent tilstand – og så får alle disse stemninger til at være der, samtidig. Det er ikke nogen lille bedrift.

Også for den får du Michael Strunge-prisen for den svære toer. Tillykke igen.

-  Joseph von E

Tillider

Det er så mærkeligt og forskellig med med ens tillider. Adda Djørups nye bog, en digt-indrammet novellesamling, Poesi og andre former for trods, havde jeg (dømt ud fra min læsning af hendes tidligere bøger, især fra nr. 2 og frem - nr. 1 er og bliver da vist meget fin) ingen synderlig tillid til, og selvom den blev voldsomt rost af blandt andet Erik Skyum i Information og Lilian Munk Rösing i Politiken (5 hjerter) og Line Maja Ernst hjemme i WA bevarede jeg min skepsis, troede simpelthen ikke anmeldelserne over en dørtærskel; jeg er ikke helt sikker på, jeg præcis forstår formuleringen af - omsider! - en skepsis i Victor Ovesens litteratur.nu.dk-anmeldelse, men jeg nærer tillid til den: 

Novellerne er effektivt struktureret. De korte plots genkommende figur er, at de tilforladeligt realistiske karakterer overmandes af mental ubalance og reagerer udad på radikale måder, f.eks. en læge, der valfarter mellem togperroner for at græde ud. En småkriminel langturschaffør, der lader sit eget korthus vælte. Titlens ‘trodsformer’ må vel læses som et fællesskab mellem det egensindige og det afsindige. Et kreativt galskabsmoment, der slår flænger i den ordnede virkelighed. Så selvom teksterne fungerer, står jeg lidt af på den måde Djørup administrerer sin tematik. Hun sigter ikke som sådan efter at anråbe en eksistentialistisk højdeskræk – karaktererne er ligesom bare fra den, patologisk. Og i stedet for så at motivere sammenbruddene æstetisk, at lade dem udmønte sig i vildskab i skriften, bliver galskaben mobiliseret som narrativ drivkraft – og endemål. Men hvorfor det? Når vanviddet sådan iscenesættes med sentimental fortrydelse eller fandenivoldsk fryd, sidder jeg tilbage uforstående over for den i bedste fald vage omsorg for de karakterer der skal martres. Og over, hvad der manifesterer sig i disse ‘former for trods’ – andet end provokation af det normale.
Tag f.eks. novellen ‘Helvedes gratier’, hvor en dygtig, men oversensitiv kunstvæver er i langsom bedring fra et sammenbrud. I sin bedring lader hun sig flyde i en slags middelmådighed. Midt i en efterårsfarvet sommerhusidyl får hun så et tilbagefald og ser pludselig kitschede gogo-dansere. Det føles på én gang sorgfuldt og småperfidt, det fremskrevne sammenbrud smager af psykologisk voyeurisme. I så fald er det en galde, jeg vil nøjes med at betragte gennem det glas, der stilles foran mig – og høfligt afstå fra at sluge.

Helt omvendt med Kamilla Hega Holsts roman På træk, der udkom i går og fik en rent positiv anmeldelse ved Nanna Goul i WA, en lettere skeptisk ved Lis Garsdal i Politiken og en stærk skeptisk ved Tue Andersen Nexø i Information. Holsts roman havde jeg stor tillid, og selv om jeg synes, både Garsdal og Nexø taler lidt rigeligt og unødvendigt om autofiktion (hvilket forfatteren meget selv er ude om: kort før udgivelsen skrev hun kronik om sin bogs nære mellemværende med virkeligheden), blev jeg modvilligt overbevist af Nexøs skepsis, ikke mindst fordi den var parret med en påskønnelse af og et stærkt blik for de særlige Hega Holstske kvaliteter, hvilket ærgrede mig enormt - men selvfølgelig har jeg et stærkt behov for at læse med egne øjne (det har jeg i langt mindre grad i Djørups tilfælde): 

Reelt zigzagger På træk afsted uden at lægge et ordentligt fokus. Midt i alt det andet handler den pludselig - og ret umotiveret - om Kayas familiehistorie, om oldeforældrenes og bedsteforældrenes og forældrenes rodede familieforhold. Hvordan de alle sammen mødte hinanden, hvordan der var i de forskellige barndomshjem, den slags. Skildringen af Kayas forhold til sine egne børn sitrer af en uforløst energi, men jappes meget hurtigt af i romanen. Til gengæld får vi scener fra den samme utroskab mindst fem forskellige gange. Reelt er pointen den samme hver gang, litterært set er det temmelig uøkonomisk - og føles derfor noget monotont, også selvom det lyder som om, Kaya har sig noget god og skyldbetynget sex. Og så hører man om livet i Thailand, uden at hverken læseren eller bogen egentlig interesserer sig for det. Så er der en mand dernede, der måske kunne være interessant, men På træk kan ikke rigtig tage sig sammen til at forfølge den historie. Der er alt for meget fyldstof og alt for lidt fremdrift, kort sagt. Man savner virkelig et greb, der kan give noget energi og fokus. Det er synd, især fordi Kamilla Hega Holst faktisk skriver en helt udmærket, realistisk prosa, måske ikke ligefrem skøn, men i det mindste uden klicheer og selvfølgeligheder.Og fordi hun er frygtløs i portrættet af sin hovedperson. Kaya er en hård, interessant skikkelse, fuld af ubehag og skam, både helt undselig og skrøbelig, nærmest livsuegnet, og fuld af en vild, ødelæggende energi.Der er en dump smerte i skildringen af skilsmissen og især årene op til den, i skildringen af et forhold, der ultralangsomt går i stykker. Det er virkelig fint at læse en historie om en familie, der falder fra hinanden, og hvor ingen er skurkene og ingen heller er andet end mennesker fulde af fejl. Man sidder og ønsker sig en bog, der bare holdt fast i det, et portræt af Kaya og Carsten og hvordan det gik itu for dem. Sådan skulle det ikke være.

Tredje bog er fjerde bind i Christian Dophs og Simon Pasternaks samtidhistoriske krimiserie, Tal til mig - og hvor ville jeg denne uge langt hellere have anmeldt Hega Holst og Dorphernak end, som tilfældet er, Tafdrup Jørgensen og Grünfeld - den skal jeg bare læse i en vis fart og vil jeg, lige meget hvad nogen siger, helt sikkert nyde i fulde drag, men jeg synes, Linea Ernst, hvis 2. læste krimi det er, siger nogle dejligt præcise ting om de kitschede og kunstneriske fornøjelser i duoens praksis:    

Det er også virkelig dejligt, at Dorph og Pasternak stoler på, at læseren godt vil være med til, at realismen skrider en gang imellem, så sproget kan flotte sig: »Hendes indre føltes som et stort spejl, som om hun var de her omgivelser, de her tage, tårne og kirker og kunne række ud og tage dem.« Til gengæld kom jeg til at grine ad det tegneserieagtigt hårdkogte sprog, når en politimand »griber knoglen«, giver vognen »fuld rulle« eller beskriver et skygget subjekt: »Lidt efter var han ude igen med en rullecigaret i flaben. Han fik ild på den og tog et hvæs.« Yes, politimester Striks. Det var en underholdt og anspændt fryd at læse den her plotdrevne omgang tjubanglitteratur, som både er omhyggelig med det historiske bagtæppe og fantastisk ligeglad med at leve op til nogen krav om sandsynlighed: Når forfatterne lader en død mand chokgenoplives med startkablerne fra en brun Ford Taunus, må man bare grine og overgive sig.

(men kuriøst, hvordan den sproglige/litterære kvaliteter kan opleves som direkte benspændende for den kriminalistiske effektivitet, Jesper Beinov i Berlingske: "Ingredienser som mord, opklaringsarbejde, intriger, voldsomme scener indgår ganske vist. Men der er en langt mere poetisk kraft bag Dorphs og Pasternaks prosa end i den traditionelle krimi: Uortodokse ord og udtryk dukker op hulter til bulter, en anløben kriminalkommissær refererer den postmoderne franske filosof Baudrillards tanker om, at vi er overladt til selv at skabe mening i vores liv. Der er en fortættet, ja, ligefrem minimalistisk sproglighed i forbindelse med voldsomme episoder. Sidehandlinger, der forgrener sig bagud til de foregående romaner. Aktionmæssige scener, der flere steder fungerer rigtig dårligt. Den slags vil klart irritere die hard-krimilæsere." - ja, heldigvis, og må de dø blødt og snart og uden for hørevidde!)

Nærmest en anmelderskole

er kurset i anmelderi på Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Tue Andersen Nexø har været lærer her og Kamilla Löfström er det lige nu (og har være flink til at lægge opgave-anmeldelser ud på Promenaden, senest denne). Som (ubenyttet) research til min kommentar om (manglende) Ung Kritik spurgte jeg Tue og Kamilla om kurset.

Tue:

Jeg plejede at begynde undervisningen med at sige, at der jo ikke var nogen, der kunne leve af at skrive anmeldelser i Danmark.

Kamilla:

Jeg plejer at indlede med at citere JC Jørgensen: At anmeldere i DK har lært at skrive anmeldelser ved at læse andre anmeldere.

Tue:

Mikkel Frantzen gik på mit første hold (efteråret 2006, mener jeg det var), Linea (Maja Ernst) på holdet efter. NIcklas Freisleben Lund, som har skrevet for politiken, har også fulgt det i tidernes morgen.

Kamilla:

På mit første hold gik en norsk studerende som begyndte at anmelde på et norsk kritiksite (kan godt finde navnet, hvis det er). Et par stykker har skrevet til litteratur.nu. Victor Boy Lindholm skriver anmelderlignende på sin blog indimellem (og anmelder for Atlas LB). Ellers har jeg undervist Nanna Storr-Hansen og Benedicte De Thurah Huang og Marie Kudahl, som jo i hvert fald er skrivende. De tre kunne jeg ønske mig som anmeldere i dagbladene

Han gør politiet med forskellige stemmer 1864-1865, 1922, 1976, 1994, 2014

Tue Andersen Nexø

September 13 · Edited

"He do the Police in different voices"
("The Waste Land"s oprindelige titel, nu fundet hos Dickens)

• You, Pia Juul, Lars-Emil Woetmann Nielsen, Louise Øhrstrøm and 2 others like this.
• 

  Lars Bukdahl Ja! I Our Mutual Friend, som det fremgår af mit 20 år gamle speciale om samme kaotiske, næstsidste roman, som I allesammen bør have læst, både romanen og specialet

  Yesterday at 7:49am · 
• 

  Lars Bukdahl Men skulle det ikke kun have været motto?

  Yesterday at 7:50am ·
• 

  Tue Andersen Nexø Hej Lars - altså, wikipedia siger at det var arbejdstitlen, og sådan husker jeg det også. Men måske ved Hans Hauge mere?

  Yesterday at 10:22am · 
• 

  Lars Frost I min familie har vi altid talt tre slags Frost. Fint, groft og mellem.

  20 hours ago ·
• 

  Hans Hauge lars b har ret - det var motto

  13 hours ago ·
• 

  Lars Bukdahl Pyh, min gamle speciale-censor giver mig ret, bare han nu ikke har det fra mit speciale, der, kan jeg se, har det fra Bertel Pedersens smågeniale Parodiens teori, som jeg ikke har lige her

(fra det speciale fra 1994 - romanen er fra 1864-65 (var jo en FØLJETON!), The Waste Land fra 1922)

I Bertel Pedersenss fine bog om Parodiens Teori fra 1976 bliver der i afsnittet om T.S. Eliots The Waste Land gjort rede for en Dickens-connection, der næsten er for god til at være sand. Det viser sig, at Eliot havde forsynet det oprindelige udkast til sit ærkemodernistiske digt md en undertitel eller måske rettere et motto, der var hentet fra Our Mutual Friend og i al sin enkelhed lød: "He do the Police in different voices".
 Sentensen finder mani første bogs kapitel 16 "Minders and re-minders", hvor Mr Rokesmith og Mr og Mrs Boffin i deres babyjagt er nået frem til den fattige, men stolte Betty Higden og hendes trofaste og meget akavede protegé Sloppy. Betty har netop forklaret de fine besøgende, at det er Sloppy, der har læst brevet fra præstefruen Mrs Milvey op for hende, hvilket får gæsterne til at skæve til samme Sloppy, og så kommer det kriminlle afsnit:

'For I ain't, you must know,' said Betty, 'much of a hand reading writing hand, though I can read my Bible, and most print. And I do love a newspaper. You mightn't think it, but Sloppy is a beautiful reader of anewspaper. He do the police in different voices.'

Sloppy er en skøn avisoplæser, fordi han giver de forskellige personer, der udtaler sig, forskellig stemmer, selv i en avissammenhæng så ensartet og anonym gruppe som politiet, der som regel bare optræder med uvillige kommentarer til deres opklaringsarbejde, individualiseres, ifølge Betty. Fortjenesten er helt og holdent Sloppys, for der er ingen grund til at mene, at der skulle være synderlig stilistisk forskel på avisens referater af politimænds udtalelser. Ved at spille politiet med forskellige stemmer skaber han ved egen hånd et helt politikorps, der er fuldstændigt fiktivt. Og nu kan man nok høre, hvor vi er på vej hen, men inden vi ankommer, er det nødvendigt et øjeblik at dvæle ved fortsættelsen af det citerede afsnit. For også i romanen gøres der et stort nummer ud af politi-bemærkningen:

The visitors again considered it a point of politeness to look at Sloppy, who looking at thm suddenly threw back his head, extended his mouth to it's utmost width, and laughed loud and long. At this the two inncocents, with their brains in that apparent danger, laughed, and Mrs Higden laughed, and the orphan laughed, and then the visitors laughed. Which was more cheerful than intelligible.

Det er jo en meget præcis analyse af årsagen til Sloppys oplæsningssucces Betty foretager ved at fremhæve politiets flerstemmighed, og hun er meget tæt på at røbe romanens egen hemmelighed, men i konteksten kommer den analyse behændigt nok til at fremstå som en besynderlig og absurd meddelelse på linje med Sloppys egne politistemmer; det ser Sloppy på gæsternes måbende reaktion og finder så fantastisk, at han må le pludseligt og højt (graden af erkendelse hos Sloppy kan man naturligvis kun gætte sig til, men min tillid til ham er stor), denne latter kan ikke undgå selv at forekommer barok og uforklarlig (næsten som et ekko af manden, der sagde "Esker!", der godt kan opfattes som Sloppys mindre sociale fætter) og formår derved i en dominoeffekt at smitte alle de øvrige personer, der må indrømme, at deres latter ligesom Dickens-læserens er mere munter end forståelig.
  Dette inspirerer endelig Sloppy til uforfalsket kaotisk støjfrembringelse så fjernt fra den forfinede politi-maskerade som muligt (og det er naturligvis de samme ekstremer, forfatteren Dickens opererer imellem):

The Sloppy seemed to be seized with a industrious mania or fury, turned to the mangle, and impelled it at the heads of the innocents with such a creaking and rumbling, that Mrs Hidgden stopped him.

Tilbage til Bertel Pedersen, som finder, at Dickens-mottoet understøtter en læsning af The Waste Land som "et voldsomt tekstuelt sammenstød mellem forskellige litterære former og konventioner", og fortsætter med at citere to centrale passager fra Eliots digt: " (...) you know only/ A heap of broken images", "I can connect/ Nothing with nothing." (side 259)
  Det er ikke Dickens, der hjælper til at forstå Eliot; Jorge Luis Borges har skrevet om, hvordan Kafka skaber sine egne forgængere; med sit kompromisløst splittede værk skaber Eliot også muligheden for at læse Dickens' værk på en ny måde. Det forekommer ikke overdrevet at anvende citaterne af Pedersen og Eliot om Our Mutual Friend, de rammer tværtimod lige i plet. Skulle fortælleren i Dickens' roman bryde ud i klagesang over sit eget projekt, og det gør han netop ikke, ville den ikke kunne undgå at lyde: Du kender kun en bunke knuste billeder, jeg kan forbinde intet med intet. Og var et overblik muligt over Dickens' London, ville dommen sikkert lyde: "Unreal City,/ Under the brown fog of a winter dawn,/ A Crowd flowed over London Bridge, som many,/ I had not thought death had undone so many./ Sighs, short and infrequent, were exhaled,/ And each Man fixed his eyes before his feet." Men Dickens' fortæller kommer ikke så højt op, han blander sig md mængden og overgiver sig gladelig til den rigdom, alle de døde og ensomme sjæles monologer tilsammen udgør. der var intet i vejen med Eliots kanonisering af politimændene med de forskellige stemmer, så hvorfor skulle Ezra Pund absolut smide dem ud med badevandet; det hører til den slags handlinger, der hævner sig (vold mod embedsmænd i funktion).