Jeg anmelder Prins Henriks nye digtsamling, der indeholder både Prinsens franske originaler og Niels Lyngsøs "gendigtninger", i onsdagens WA Bøger, og nævner, at Niels Lyngsø anmeldte Per Aage Brandts oversættelse af digtene i Prinsens første bog,
Cantabile, 2000, kritisk i Politiken; her er afslutningen på dengangs anmeldelse:
Der er i gendigtningerne talløse eksempler på udeladelser, tilføjelser
og forvanskninger. Den generelle tendens er kort sagt en næsten
vrængende idyllisering og platificering. Stillejet trækkes fra det
højtidelige ned til det kækt dagligsproglige eller pustes op fra en
oprindelig nøgternhed til en (ironisk?) overgjort romantisering. Det er
kort sagt ikke nogle særligt venlige gendigtninger. Og uanset om
Brandt har villet gøre grin med
prinsen eller
har villet forbedre hans digte, er de danske versioner simpelthen en
fornærmelse fordi de lægger sig så demonstrativt langt fra de franske. I
øvrigt antyder
Brandt at hans
gendigtninger ikke er tænkt som danske versioner (hvad de jo burde
være), men som selvstændige digte: Han taler i efterskriftet om en
»duet« mellem to digtemåder, en »jamsession« mellem to digtere. I både
en duet og en jamsession yder de medvirkende hvert deres originale
bidrag til et fælles værk. Men en gendigtning er ikke en duet: Der er én
som spiller førsteviolin, og det er originalteksten. Det har
Brandt ikke respekteret. Og det er synd for
prins Henriks charmerende og musikalske vers som desværre kun vil nå danske læsere i en stærkt forvrænget gengivelse.
Sublime le regard
vague et doux qui suit
l'exil attristé de deux yeux
et lance sur le quai d'une gare
vers un amour qui part
le musical adieu
d'une locomotive enfuie
Ophøjet blik,
som ømt forstår
et andets triste nik
imod den banegård
der snart skal svinde hen -
og fra perronens sten
sender en elsket sjæl
et ordløst, brat farvel:
fra damplokomotivet,
hvis kedel koger, klinger
med ét hjertets musik,
et skrig, en sang så skinger
som smerten over livet.
Digteksemplet i anmelderens vejledende og umusikalske rå-oversættelse
Ophøjet er det blik
som svævende og mildt følger
to øjnes bedrøvede eksil
og som på en perron
sender et musikalsk farvel
til en elsket som tager af sted
som et lokomotiv der forsvinde
- få dage efter interviewer Morten Sabroe (!) Brandt, et uddrag:
Du får nogen på frakken af Politikens Niels
Lyngsø!
»Det har jeg hørt. Jeg har ikke læst anmeldelsen, men fået den refereret på telefonen.
Lyngsø mener,
at oversættelsen burde være gjort anderledes. Han har nogle meget
originale synspunkter på, hvordan det skulle være. Jeg glæder mig til at
se
prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels
Lyngsø«.
Er det rigtigt!!??
»Der er digte, som er på vej til et nyt manuskript, ja«.
Kan man dermed sige, at
Lyngsø er
en smule inhabil
»Det ved jeg
ikke. Jeg tror simpelt hen, at han meget gerne ville have haft opgaven.
Det gør ham vel ikke inhabil. Jeg ved ikke, hvor habil han så er Nej,
det er meget interessant, det der«.
Det må man sige. Han siger, dine gendigtninger ikke er
fordanskninger, men forvanskninger.
»Ja, det er jo morsomt at sige i en
avis. Men jeg tager det ikke så højtideligt og opfatter
Lyngsø som
min elev fra gamle dage; han prøver, om han lige kan løfte snuden lidt.
Han ved ikke specielt meget om, hvad han snakker om«.
Hvilket fører til denne berigtigelse i avisen:
Politiken i går interviewede Morten Sabroe Per Aage
Brandt om hans gendigtning af
Prins Henriks digte i samlingen 'Cantabile'. I interviewet sagde Per Aage
Brandt, at
prins Henrik har en ny bog på vej, og at selv samme anmelder, som i Politiken kritiserede Brandts oversættelse, nemlig Niels
Lyngsø, skulle oversætte denne nye digtsamling. Per Aage
Brandt sagde også, at han mente, at Niels
Lyngsø meget gerne selv ville have haft opgaven med at oversætte 'Cantabile'. Og så påstår Per Aage
Brandt, at Niels
Lyngsø ikke kan fransk. Samtlige påstande afvises kategorisk af Niels
Lyngsø,
der ikke kom til orde i artiklen. »Det er uden noget som helst hold i
virkeligheden, at jeg skulle være i gang med at oversætte en bog af
prins Henrik. Jeg har aldrig set andre digte af
prinsen end dem, der står i 'Cantabile'. Og jeg har ingen kontakt haft med kongehuset«, siger Niels
Lyngsø. (pol)
Hvilket Sabroe fulgte op på med endnu et interview med Brandt:
Universitetslektor Per Aage Brandt, der af Politikens lyrikanmelder Niels Lyngsø fik en hård medfart for sin oversættelse af prins Henriks 'Cantabile', sagde i et interview her i avisen lørdag, at Lyngsø havde et problem, idet han jo selv skulle oversætte prins Henriks næste bog. Dette afviste Lyngsø søndag kategorisk som ren løgn. Vi ringede i går til Per Aage Brandt for at få afklaret, om han havde stukket ikke kun læserne, men også intervieweren, en lodret løgn.
Du sagde i interviewet: »Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, for der er jo mere på vej. Oversat af Niels Lyngsø«
»Ja«, forklarer Per Aage Brandt. »Jeg sagde, jeg glæder mig til at se den oversat af Niels Lyngsø, ikke? Jeg glæder mig til at se prinsens næste bog, komma, for der er jo mere på vej, komma, oversat af Niels Lyngsø, punktum. Det der sidste komma, det var en sarkasme«.
Så du havde ingen viden om, at Lyngsø var i gang med at oversætte noget af prinsens ...
»Nej, nej«, afbryder Per Aage Brandt.
»Men jeg syntes lige i øjeblikket, at det ville være en værdig opgave
for ham, siden han nu var så god til at give mig vejledning i, hvordan
man foretog den slags ting. Det var mere på den måde. Det var rent
drilleri«.
Rent
drilleri! Så har jeg misforstået det?
»Nej, det er mig, der ikke har sagt kommaerne højt nok«.
Det var en sarkasme, sagt med
kommaer?
»Det skulle forstås sådan: Oversat af Niels Lyngsø,
siden han jo ved, hvordan man gør dette her. Men nu fik jeg jo at vide i
Politikens notits i går, at han havde lært sig fransk, og det glæder
mig meget, at han har benyttet weekenden til noget nyttigt«.
Det var en sarkasme fra din side?
»Selvfølgelig var det det«.
Det var ikke en anklage mod Lyngsø om, at han var inhabil, nu han selv var på vej med en oversættelse af prinsens digte?
»Nej. I øvrigt ville jeg have modsagt mig
selv, for hvis han nu virkelig var oversætter, så skulle han jo kunne
fransk, ikke?«.
- Ingen, ved mange Forfatterskoleelever, er perfidere end PAaB, men nogle gange er perfiditeten så speedet, at den springer mellemregningerne over, og bliver uaflæselig.
Men det er og bliver da MEGET sjovt, at Prinsens næste-næste-næste-næste digtsamling blev oversat af Niels Lyngsø, nøjagtig i hans råoversættelses rimløse stil, n'est ce pas?