- Pia Juuls 60 års fødselsdag i dag
"Juulerup Færby after dark - om En død mands nys, 4 topmøder", min artikel til dagens antologi om forfatterskabet, Forgorthedestilstanden blev ikke underligt alt for lang, her er noget af det, jeg måtte klippe ud:
Det var til en middag i
Nyhavn i anledning af udgivelsen af erindringsantologien Museum midt på dagen i derfor 1991, og så mange gange havde jeg endnu
ikke stødt på hende, om nogen vel egentlig, ansigt til ansigt, at Pia Juul sukkede,
at hun var træt af ordspil på sit navn (det er jeg også, sukkede Pias ven Morti
Vizki, der sad ved samme bord, men han havde jo selv fundet på det, navnet, og
kunne derfor selv være ude om det), og jeg, som dengang, glad, havde anmeldt en
enkelt Juul-bog, Forgjort, 1989, og jeg kan ikke huske, om jeg dér
havde ordspillet, tænkte, at det vil jeg så aldrig holde op med, og det har jeg
heller ikke gjort, og garanteret gjorde jeg det allerede (igen) to år senere i
min overrumplede og fortumlede anmeldelse af En død mands nys i Kristeligt Dagblad, som jeg ikke umiddelbart kan
få fingre i og genlæse.
Mellembemærkning A (genbrugt i kommentar i WA)
Hvor er det dejligt at nærlæse skønlitterære tekster,
også når man modsat professionelle akademiske litterater hverken har tid eller
råd til det, fordi ingen, bortset fra akademia, betaler for det; det er også
derfor, at forfattere, som ikke er dem, der er dårligst til at læse nært, så
sjældent gør det og kun gør det, når de slet ikke kan lade være, jævnfør
tekster og bøger af fx Niels Frank, Hans Otto Jørgensen, Jørgen Sonne, Poul Vad
og alt for få tekster af Pia Juul, men heldigvis nåede hun at fuldende sin
lille, perfekte bog om Agnes Henningsen (som hun også, som sit eneste portræt,
portrætterede i Danske digtere i det 20.
Århundrede).
Mellembemærkning B
Mon Pia Juul nogensinde fik hørt Lana del Rey, hørt hende ordentligt, det burde
hun have gjort, for der er klart et slægtskab, tante-kusine ca., i den
oprigtige ironi, i den stikkende sødme, i den legende, skamløse omgange med
tradition og citat. Fra sangen ”Wildflower Wildfire” på den seneste plade Blue Bannisters, 2021:
”
Here's the deal
’Cause I know
you wanna talk about it
Here's the
deal
I promise you, like, a million tomorrows
Here's the deal
What I can
promise is I’ll lie down
Like a bed of
wildflowers
And I'll
always make the sheets
Smell like
gardenias wild at your feet
And I nourish you hazily
Baby, I, I, I, I've been runnin' on stardust
Alone for so
long
I wouldn't know what hot fire was
Hot fire, hot weather, hot coffee
I'm better
with you
It's strange, but it's true, darling
Og jeg nærer dig diset – eller hvordan det skal oversættes –
det er da en genuin Juul-linje. Og Lana del Ray har jo sandsynligvis ikke læst
Pia Juul, men det kan hun nå endnu!
Mellembemærkning C
Jeg ville også gerne have sammenlignet diget fra En død mands nys med digte af fx generationskammerater som Morti
Vizki (især Morti), Simon Grotrian, Niels Frank, måske Juliane Preisler, der
skrev meget parallelt med Juul i starten, med en digter ti år og tyve år yngre ,men
jeg kan mærkeligt nok ikke komme i tanke om (bare lidt betydelige) digter, der
er født hverken 1972 – der er prosaisten Peter Adolphsen, så må det blive ham –
eller 1982, men en digter, der er 30 år yngre. er for syv søren Signe Gjessing,
hende ville det være skønt at sammenligne med, og så kunne man gå bagud i tiden
til Frank Jæger eller Jens August Schade eller Sophus Claussen eller Emil
Aarestrup, oplagt er også den (nu heller ikke – ak!) nulevende digter, som Juul
måske beundrede mest eller i hvert fald var hjerteligt gladest for, Eske K.
Mathiesen. Og udenlandske! Selvfølgelig Sylvia Plath, men også Edith Södergran,
Wallace Stevens, Dylan Thomas og måske faktisk nulevende Anne Carson?
Udgangsbemærkning (delvist genbrugt i anmeldelsen af Dorrit W's roman)
Nu skal jeg læse og anmelde Dorrit Willumsens nye roman Tjeneren og hans søster, og Pia Juul elskede Dorrit Willumsen, næsten
lige så højt som Agnes Henningsen fornemmer jeg, hun forsømte aldrig nogen
lejlighed til at fremhæve hende. Mærkeligt som man så konkret kan føle et
læsersavn på en andens bogs vegne, men det er kosmisk uretfærdigt, at Pia Juul ikke
skal læse den bog, og at den bog ikke skal læses af Pia Juul.
