Sebastian 25

Sebastian Nathan bliver 25 år i dag og debuterer omsider til august og skriver poetik og bliver interviewet i Information, altsammen er det poesi- og poetmæssigt sensationelt, for at være totalt Asger Schnacksk - 

informationoptrædenen:

Gesims.«

Sebastian Nathan

24 år. Debuterer med 'Honey moon'. Digtsamling. Forlaget Amulet. Udgivelsesdato: 27.8.2021

»i dag, onsdag, solen skinner men himlen er plettet af skyer. vejret skifter hele tiden, skyerne ruller ind, vinden bliver pludselig kold. jeg trækker skuldrene op om ørerene, ønsker jeg havde taget en varmere jakke på. kirsebærtræerne er på nippet til at springe ud, nogle steder er kirkegården dækket af vintergækker. et egern springer fra gren til gren over mit hoved.

teksten fyldes af det jeg savner. det at skrive er længselsfuldt. hvorfor vender skriften sig mod ro og lethed, mod nattehimlen, mod somre der er gået. fordi skriften er længselsfuld. mit hoved er uroligt. teksten vil have ro.

de her dage er varmere end de foregående, det bliver sommertid. jeg drikker kaffe i gården og cykler gennem byen uden overtøj. det er første gang i år. en aften stopper jeg på lille langebro og kigger ud over vandet. jeg skal ikke hjem, jeg skal ikke have varmen. det er ikke koldt.

for den der er i affekt, åbnes velkendte rum for nye betydninger. why do birds suddenly appear. jeg tænker den affekt som en mulighed for modstand. en forelskelse er, blandt andre ting, en drøm om en anden verden. ligesom sorg, er en forelskelse en afbrydelse af det kapitalistiske, der kan holde på det der ellers bliver fortrængt; følsomhed, sårbarhed, ømhed, skønhed og sorg.

jeg tror at teksten er det samme. teksten er en nærværende verden, en beholder for hengivenhed, opmærksomhed, omsorg. verden er kold, men teksten er noget andet. teksten er ikke-dystopi. teksten er et ønske om at forbinde sig, om ikke at være afgrænset.

det er ikke banalt eller naivt at tro på noget, der er smukt. jeg tænker på det sårbare som et oprør. ømhed er en ægte, vigtig og skøn politisk kraft. teksten er et alternativ, der er ved at blive formuleret, den fyldes af det vi savner.«

Tre spørgsmål til Sebastian Nathan

- Den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Ric havde købt blomster, lyserøde nelliker og han havde fået dem billigt, 8 for 2.50 og han var ved at arrangere dem til en pæn buket i et syltetøjsglas og han stod ved køkkenvasken og Ivan stegte rødspættefiletter og han havde altfor stærk varme og for lidt margarine og filetterne blev hurtigt sorte og Ivan skyndte sig at tage panden af.« (Fra Baby af Kirsten Thorup)

- Din yndlingssætning i din egen bog?

»hjertet er et højhus/det er saurons øje«

- En bog du gerne ville skrive, beskrevet med et ord?

»Birketræ«

Mærkedagsmylder

HVEDEKORN12021UD
KOMMER25ÅRSJUBIL
ÆUMPÅWEEKENDAV
ISENHEDVIG1ÅRVAC
CINERETIISHØJOPVA
SKEMASKINEREPARE
RETMONGRAFIUDKO
MMERSVIGERFAR60.

Litterært underskud

Søgte på Per Højholts roman 6512 og pludselig dukkede det yderst specifikke tal op i en Århus Stifttidende-artikel, der begyndte sådan - og Anne Marie kunne jo så passende være en Løgneren-henvisning:

Minus igen: Anne Marie ApS i Højbjerg holder sig i rødt

14. april 2021 Stiften.dk (Århus Stiftstidende)

Firmaet Anne Marie ApS i Højbjerg fik igen underskud i det seneste regnskabsår. Det fremgår af regnskabet for 2020, som virksomheden for nylig har publiceret hos Erhvervsstyrelsen.

I det seneste år er underskuddet blevet større fra -6512 til -74.792 kroner før skat. Set over selskabets seneste tre regnskabsår er det nyeste regnskab det dårligste. Bedst blev 2017, der endte med et resultat før skat på -5209 kroner.

HUMOR ER KRITISK

 (apropos whatever - udvidelse af mit +25 år gamle dictum: humor er kaos som gevinst)

HUMORS MERVÆRDI
ER ERKENDELSESMÆSSIG,
ÆSTETISK, SJÆLELIG
PROFIT LIGE NED I
LOMMEN PÅ ALTING

Assorterede weekender

 (citeret i min 25 års jubilæumsartikel sidste fredag)

Thurah-æraen

De drikker de lyse drikke

12. maj 2000

Prosa. Lars Frost debuterer med lumsk charme. Og paraplyer! Og oh! originalitet.

Lars Frost: Og så af sted til Wien. 124 sider, 168 kr. Lindhardt og Ringhof.

DET forbandede er jo, at når man omsider møder noget virkelig originalt, så står man med åben mund og polypper og er målløs. Hvilket er okay, ja glimrende for den menige læser, men unægtelig noget af et problem for kritikeren, som naturligvis godt kan gøre rede for omstændighederne, tricks og strukturer og strategier, men det er jo lige præcis denne egne tone, denne særlige svæven og snublen, der er sagen, og hvordan få ord på den? Ja, ja, jeg ved godt, det må blive min egen sag, og måske er det smarteste simpelthen at tage en enkelt umiskendelig sætning ud af the book in question, bogen i spørgsmål, unge Lars Frosts prosadebut - er det en novellesamling, er det en samling kortprosa, er det en roman, spændingen er ulidelig - Og så af sted til Wien (fino titel, hvilket altid giver point). Sætningen indgår i bogens måske mest virtuose tekst, den fra dags dato nyklassiske »Begravelsen«, som handler om gravøl og alt andet og hele tiden igen den åndssvage gravøl, faktisk meget ligesom Finnegans gravøl, og lyder i al beskedenhed sådan her:

»Jeg tumlede hjem ad Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Randersgade, den slags gader.« Hvorfor giver den sætning anledning til en sådan fryd, og hvorfor føler man helt bestemt, at den ikke kunne være skrevet af nogen anden end denne Frost, som man sidder her og læser for første gang? Det er absolut noget med tonen, den stilige nonchalance og den nonchalante stilighed, det er også den konkrete, minimalt overgjorte oplistning af almindelige og dejlige gadenavne i sig selv, og så er det fremfor alt selve tilføjelsen om den slags gader, der hos Frost nemlig ikke bare er en nonchalancemarkør, men antyder, at de nævnte gader, udover at være østerbroske og ganske almindelige er en særlig poetisk, ganske bestemt slags. Frost eller rettere hans jeg-fortæller, som vi mistænkeligt sent i bogen får sat navnet Pelle på, har en svaghed for lister og oplistninger, han samler f.eks. på samlere. dER er to afsnit i bogen med henholdsvis 1 + 3 og 1 + 4 tekster, nogle er rigeligt små og andre, nok de bedste, er rigeligt lange. Bogen gentager i superformatet de enkelte teksters ret løse og ret stramme og i deres selvfølgelige blanding af løshed og stramhed ret raffinerede struktur. På nær en enkelt lilletekst er det nævnte Pelle-jeg, der fører ordet, og han er som antydet en pludregøg for herren, han digresserer uafbrudt og hele tiden, falder i poetiske og tænksomme og følsomme staver, midt mellem Nicholson Baker og noget meget fransk, Tati-Vian-agtigt, hvilket afføder utallige små, autonome mirakler à la den citerede sentens. Lars og/eller Pelle gør sig skyldig i både sødme og charme, der klart er i familie med andre af de yngste, særlig mandlige digteres milde manerer, men han doserer med finfølelse. For han er heldigvis lige så klog og sjov og kvik, som han er sød. Meget sker der ikke - i den forstand: Pelle tumler rundt i først og fremmest København og digresserer og har sin kæreste Lene, som han både sødt kurtiserer og sødt bedrager, med hendes søster. Det sidste ligner selvfølgelig en historie, og er det også, den afsluttende og klart morsomste, der også er titelhistorien, for ikke bare boller Pelle med Mette, han holder også hemmelige møder med broren Johan, som søstrene ikke har set i flere år. Det er en farce, det kræver sin mand. Mere følsom kærlighedskonflikt indeholder »Kvinderne mellem træerne«, der finder Pelle splittet i sind og i krop mellem et »Du«, den gamle kæreste og så søde Lene. Og jeg har allerede berettet om »Begravelse«, hvor historiens og digressionernes forunderlige fundamentale ligeværdighed suverænt illumineres, når den sorgtunge, dyndtrivielle, monumentalt atomiserede gravøl på kryds og tværs gennemflyves. En total teaser er efterfølgeren »Fandt tilbage etc«, hvor de gladelige undvigelser omvendt igen og igen afbrydes af lako- niske, højeksplosive plothen- visninger til en advokat med et brev til den døde mand, som åbnes netop som teksten slut- ter... Det er svært at have en anelse om, hvor Lars Frost vil lande næste gang, så perfekt som hans debutbog åbner og lukker og åbner for sig selv, men der er grund til at nære den mest grænseløse tillid til den flyvende trapez i den unge mand. Og alle paraplyerne.

Wivel-æraen

Fanskare m. finsk åre vil føn-score

16. december 2005

Onsdag er død 36. Klummen er en afblanket julekalender i dag, lågerne blafrer melankolsk i den stride decembervind.

JEG ved ikke, hvad man kalder det omvendte af en kunstnerisk oplevelse, det meste i denne verden er jo (heldigvis) ikke-kunstneriske oplevelser, på den anden side ville det også være forkert at tale om en anti-kunstnerisk oplevelse, god anti-kunst er eller bliver automatisk god kunst, som for eksempel til stadighed Duchamps pissekumme, der jo også bare er så sjov, jeg tænker heller ikke på en oplevelse af ovenud kitschet kunst eller virkelighed, som for eksempel en roman af Jens Christian Grøndahl eller julegaverne foran rekonstruktionen af L. Ron Hubbards kontor hos Scientology i Jernbanegade, jeg tænker på indkøbscentret med det absurde navn Fisketorvet, som jeg i mandags pludselig befandt mig midt i, fordi min søn skulle have en mobiltelefon, og de havde ikke den rigtige, på forhånd udvalgte i Sonofon-butikken på Vesterbrogade, og drengen havde drømt og fablet om den telefon hele weekenden, ergo begav vi os straks af sted på tværs af Vesterbro i den retning, vores samlede trækfugleviden, min søns, hans kammerats og min, udstak som den rigtige, det var den dog ikke helt, vi trådte ud på Ingerslevsgade et godt stykke fra Dybbølsbro, til gengæld var det ikke svært at få øje på Fisketorvet, som en billig kopi af Joakim von Ands pengetank knejsede det over banelegemet, trafiklysene i krydset var under reparation, så det var i fare for vores liv, at vi trådte nærmere, og sikke et eftermæle: samme uge, som LB i en tegneserie i WA hånede gustaf munch-petersen, der blev skudt af falangisterne under den spanske borgerkrig, døde han selv ynkeligt under hjulene på en lastbil fuld af bacon, nå, men vi nåede heldigvis frem til centret i god behold, eller heldigvis og heldigvis, for da var det jo, jeg blev ramt af det modsatte af en kunstnerisk oplevelse, og helt specifikt var det en oplevelse af slet labyrintik, intet kunne overskues på en forsnævret, klumpet, absolut ikke-svimlende, ikke-charmerende facon, og slet Las Vegas, alt var kommercielt blikfang på en triviel, kuldslået, absolut ikke-spektakulær, ikke-barok facon, jeg husker amerikanske shopping malls som nogle langt klarere og strengere komplekser, men det er sikkert bare en erindringsforskydning, og hvis det gør mig til en bagstræberisk, semi-muslimsk modstander af moderniteten eller – hvad værre er – postmoderniteten, at Fisketorvet i den grad er mig imod, so be it, selvfølgelig blev det ikke bedre af, at de overalt julede aggressivt, syntetiske pebernødder blev formelig kastet i nakken på én, selv inde i Sonofon-butikken, hvor ekspedienten var akkurat lige så målrettet ungdommelig, som jeg havde frygtet, men jeg havde forberedt mig, havde jeg, jeg nægtede at blive informeret om noget som helst, jeg stak ham bare et udprint af kvitteringen på min søns kammerats mobil, bjæffede, so ein Dingeling muss ich auch haben, og lukkede min mund med syv segl og én lynlås.

Til sammenligning to ægte kunstneriske oplevelser: Franz Ferdinand i KB-hallen fredag aften; glad, melodisk støj uden ørepropper renser sjælen umådeligt, for mere Jeronimusagtig er jeg ikke end, at jeg stadigvæk foretrækker min rockmusik høj, brillerne skal vibrere på min næsetip. Jeg er også stadig en sucker for kvalificeret showmanship, og Franz’ forsanger, Alex Kaprakanos, er en ung mand, der forstår kunsten at springe op og falde ned på et trommesæt. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg begejstret skreg med på gruppens åndssvagt iørefaldende hit, »Do You Want To«: da jeg vågnede i nat/ sagde jeg jeg vil få nogen til at elske mig/ og nu ved jeg det er dig/ du er heldig heldig du er så heldig. Og Dorrit Willumsens nye novellesamling Den dag jeg blev Honey Hotwing, som jeg overrumplet slugte på halvanden eftermiddag, og som da for fanden burde være blevet indstillet til WA’s litteraturpris i stedet for hvem som helst; jeg havde forstået, at den var god, men ingen havde fortalt mig, at den var så god, og det kunne de godt have gjort, jeg bliver skeløjet af den slags overraskelser: det ene øje vil hastigt læse videre, mens det andet øje ikke tror på sig selv og lige må tjekke efter, om det virkelig var så godt, og det var det, hver gang: musikalsk excentrisk, poetisk ironisk, tænderskærende hjerteskærende. Jeg har en seriøs Willumsen-manko, som jeg straks må få gjort noget ved, hun er bare for god. Som der står til allersidst i bogen: »Og jeg skriver og skriver. I små, indbundne bøger. På ferskenfarvet papir, på blåt papir, på toiletpapir og på servietter og på deres fine, glatte hud: Honey Hotwing.«

ONSDAG ER DØD, men transmissionsfesten bliver ved!

Libak-æraen

Rockerrokoko

17. januar 2014 

 

Donnaen og kulien. Søren Baastrup har skrevet en portrætbog om Brian Sandberg og MFP: Top og bund i Hells Angels. Men hvad kalder man egentlig en journalist, der snakker forbrydere efter munden for penge? En løgne-hæler?

Søren Baastrup: Exit Hells Angels. 310 sider. Vejl. pris 300 kr. People'sPress.

Exit Hells Angels er journalisten Søren Baastrups anden rockerbog: Sidste år kom hans lobhudlende portræt af Bandidos-rockeren Lennart Elkjær Expect no mercy. Dette er til gengæld min tredje og forhåbentlig sidste rockerboganmeldelse - lad os kalde det en trilogi! - idet jeg sidste år foruden Expect no mercy anmeldte ex-Hells Angels-rockeren Lars Jensens malabarisk skrevne selvbiografi En forfærdelig mand. Disse mennesker vinder ikke ved nærmere bekendtskab, de fascinerer heller ikke, og de keder langt mere end de frastøder, sølle, afstumpede og sentimentale, som de er. To af slagsen er hovedpersoner i Exit Hells Angels. Gucci-og kändis-rockeren Brian Sandberg, i lang tid medlem af Hells Angels, nu af Bandidos, samt MFP, et tidligere medlem af Hells Angels-støttegruppen AK81. Sidstnævnte er med politiets hjælp gået under jorden, efter at han vidnede mod en hel hoben Hells Angels-brødre inklusive Sandberg, der i sin tid var med til at oprette AK81. Bogen indledes med første del af Sandbergs farvel til Hells Angels og er noget totalt pigefnidder: Sandberg blev fornærmet over at blive suspenderet fra HA, fordi nogle yngre brødre havde sladret om, at han havde disset nogle ældre brødre. Det afløses af en række highlights fra Sandbergs rockerkarriere med særlig fokus på den seneste bandekrig. Så vender bogen sig brat mod MFP, hvis korte, brutale og forvirrede tid nederst i hierarkiet minutiøst oprulles. Og til sidst får vi anden del af Sandbergs Hells Angels-farvel om vejen til den nye pigeklike. Sandberg blev helliget sin egen solo-rockerbog, Gangster i 2010, spøgelsesskrevet af Henrik Madsen og ulæst af mig, og nærværende bog er dermed en halv sequel. High concept-kontrasten og -kompositionen, »De var top og bund i Hells Angels«, afsløres allerede i forordet som en anstrengt sløjfe på spøgelsesgennemskrivningen af to halvkvædede og ganske givet solidt forløjede viser, som danner grundlag for bogen: 1. »121 tætskrevne A4-sider« affattet af Brian Sandberg i kachotten og overdraget People'sPress (måske for penge - det fremgår ikke) + en række interviews med Sandberg. 2. »det omfattende materiale fra byretssagen, hvor han (MFP, LB) over 12 retsdage selv afgav detaljerede forklaringer om sit liv (...)« + ingen interviews med pist forsvundne MFP. Det materiale ville jeg sgu hellere, hvis det endelig skal være, have læst i deres oprindelige og sikkert ulæselige (men så i det mindste autentisk ulæselige) form. En god journalist ville vide at bruge det kritisk, herunder kildekritisk, men sådan en journalist er Søren Baastrup ikke. Han tager begge forbryderes forklaringer for gode varer, selvom de gør alt for ikke at inkriminere sig unødigt og i det hele taget stå i det bedst mulige lys, menneskeligt og forbryderisk. Og så formaterer han dem, søforklaringerne, til empatisk, pseudo-mundtlig indre monolog med masser af klodsede flashbacks på værste kliché-fiktionsprosaiske vis, à la gennemsnitlig dansk krimi: »Normalt ville Frej (MFP's dæknavn) have røget en joint, men nervøsiteten fik ham til at stå over. Han havde både ondt i hovedet og i maven. Ja, det blev sværere og sværere for ham at sætte sig op til den opgave, der ventede ham. Men omvendt vidste han udmærket, at det var umuligt at bakke ud nu.« Lidt senere skyder MFP seks gange på klos hold en (forkert) kioskmedarbejder, der med nød og næppe overlever - men åh, hvor havde han inderligt svært ved at gøre det! Ligesom Brian Sandberg elsker sin søn åh så højt! Hvilket han sikkert gør, men hvad fucking så, når han nægter at udtale sig om noget som helst kriminelt, og vi intet får at vide om, hvordan dog HA'erne tjener deres mange penge? Der er masser af komisk potentiale i Sandberg-karakteren som patetisk laps og snob med rygmærke, og reel tragik i MFPkarakteren, der kokser ud i stadig alvorligere bestillings-hævnakter. Men fordi Søren Baastrup fra begyndelsen har solgt ud af sin journalistiske integritet, reduceres de to gode historier til hektisk udmarvet og pinligt loyal eftersnak - med sorte huller, der er langt større end dem, panserværnsraketter producerer i et klubhus, men lige så gabende meningsløse.

En potte af guld

1. april 2011

Store Mik. Ib Michael henriver massivt med sin nye, hårdtslående visionære roman om en kikset chokoladepige, der sammen med Abekongen går i krig mod yuppier og dødbidere.

Ib Michael: Regnbue og pil. 407 sider. People's Press. Udkommer i dag.

Der er ingen ende på den frembusende, næsten aggressive, litterære trolddom i Ib Michaels nye roman Regnbue og pil; ikke siden den undervurderede, kultklassiske Prins fra 1997 eller måske faktisk mandens ( første) folkelige succes Kejserfortællingen, 1989, har jeg været så begejstret for et nyt IM-værk. Det er, som om han har besluttet sig for at sprænge hele sit bugnende, komplekse talent i luften én gang for alle og lade mylderet af stumper og stykker dale ned på den afsvedne græsplæne og tilsammen blive denne unikke roman, der som en ophøjet køkkenmødding skal gennemvandres med øjnene på stylter. Plottet er noget nær genialsk: I en præcis opdatering af Troldmanden fra Oz og parallelt med den opfindsomme brug af Kilroy-myten i Kilroy Kilroy, 1989, er romanens hovedperson det opvakte, 12-årige, blæksorte adoptivbarn Dorothea, der bor i Ringkøbing sammen med sine adoptivforældre, postbudet Tom og naturhealeren Thit, og sin kæle-abe Kong Tut. Dorothea har det ikke sjovt i skolen; hun bliver mobbet usseligt af klassekammeraterne, fordi hun går klædt i sin fars aflagte, ræverøde postbuduniformer. Hendes forældre har for travlt med et hemmeligt projekt omkring mayaernes opfindelse af jade-frimærket til at bemærke Dorotheas ensomhed og trængsler; hun har kun Kong Tut i hele verden, og selv om hans øjne udtrykker en dyb forståelse, så kan han ikke svare på hendes betroelser med andet end uartikulerede hyl og slag på brystet.m EN mørk og stormfuld nat står Dorothea og Kong Tut og kigger ud på naturens vanvidsdans, da pludselig et egern, et blåt egern, slynges mod hendes vindue og holdes fast dér af blæsten. Dorothea åbner vinduet og suges på stedet op i en voldsom tyfon, sammen med Kong Tut og det blå egern. Inde i tyfonen lyder der smægtende panfløjtetoner, som fra et indianerorkester på Rådhuspladsen, og Dorothea forstår et og andet om universets rævegrave. Tyfonen slipper sine passagerer midt i Wall Street i New York, men ikke det reelle Wall Street, et fordrømt Wall Street på vrangen, hvor al djævelskaben tydeligt for alle står i lys lue. Pludselig er Dorothea ikke længere en lille, kikset chokoladepige, men en stolt Masai-krigerinde med spyd i hånd, og Kong Tut afslører sig som selve den mytiske, kinesiske Abekonge, en mester med bue og pil, mens det blå egern forbliver et blåt egern, et betydeligt filosofisk velartikuleret, blåt egern. Som på et mexicansk vægmaleri eller en dansk altertavle - der er klare links til Troubadurens lærling, 1984 - indledes en apokalyptisk, hvis ikke direkte apoplektisk kamp mod mørkets kræftknuder. Til slut står vores tre über-menneskelige helte ansigt til ansigt med selve den inderste skakcomputer, og så kan det nok være, at de retfærdige øretæver sidder løst.. I referatet kan handlingen godt lyde langt ude kulørt, men det skal man ikke lade sig snyde af, for nede i brødteksten har vi hele tiden Ib Michaels fænomenalt kraftfulde og muskuløse sprog, herunder ikke mindst billedsprog, til at pumpe visionerne sanseligt op. Som fx her, hvor Dorothea kaster et blik på nattehimlen inde fra tyfonen: »Dorothea gjorde sombrero-store øjne: Deroppe hang stjernerne som et utal af stjernekastere bundet sammen på kryds og tværs med råbåndsknob som en hængekøje i en mexicansk sivhytte og lyste som en tindrende drøm om juleaften langt, langt fra Roskilde.« Det er smukt at se den gamle, politisk spruttende og Villy-eventyrlige 68' er fra Rejsen tilbage, 1977, gøre comeback i en ny, koboltblå superheltedragt med guldkappe og vise de små, duknakkede koncept-poeter, hvordan far her skruer pæren i den magiske agitprop-lampe med én knyttet hånd. Denne lykkeligt mørbankede anmelder er ikke i tvivl: Regnbue og pil syrer for vitterligt!.

Baun-æraen

Den, der er ren, er mest stenet

17. marts 2017 Weekendavisen

Kommentar. Det er en dårlig og enfoldig læser, der kun går entydigt ind for bøger, der entydigt tager parti for den rigtige entydighed.

JEG skal holde op med at gå så meget op i antallet af hjerter i Politikens boganmeldelser, det er ikke sundt for mit eget anmelderhjerte. Jeg går op i det enkelte hjerteantal, og jeg går op i de enkelte hjerteantal i forhold til hinanden og forholdet mellem hjerteantal og anmeldelsestekst - selvom jeg hele tiden forsøger at nøjes med at gå op i anmeldelsesteksten rent, hvilket i Politiken så også kan være mere end hårdt nok. Tag nu bare Mikkel Krause Frantzens anmeldelse af Christina Hagens Jungle. Som han gudhjælpemig giver sølle to hjerter. Det chokerede mig alligevel. Så nært vi kan komme en æstetisk objektivitet, er og bliver det hjerteantal fuldstændig urimeligt. Det er OK og forståeligt at anfægtes betydeligt af Hagens besyngelser af sorte mænds hudorme og stjerneskud ved Snaptun Havn, men først efter at man har bøjet sig dybt for hendes skiftevis og på samme tid drævende og fræsende sproglige mesterskab og selve den konceptuelle originalitet og ambition. Men det bliver værre nede i anmeldelsesteksten, hvor Frantzen helt ucamoufleret giver bogen politiske smæk: »Jeg er ikke forarget, det handler ikke om moral det her, men om politik. Det vil jeg gerne ind1rømme. Spørgsmålet er nemlig også, om det er så politisk ukorrekt at være racistisk i dag? Det er j1eg ikke sikker på. I dag synes racismen at være det korrekte, konsensus selv. Det er i det hele taget, som om Hagen har så travlt med at positionere sig i forhold til et indbildt og såkaldt politisk korrekt forfattermiljø i København, at hun glemmer at positionere sig i forhold til samfundet som sådan.« Som man kan høre, er det snarere det kontroversielle interview med Hagen i Information (omtalt her i Bøger 10/3 i kommentar og kontrovers) og den deraf afledte formodning om forfatterintentionen, Frantzen anmelder, end det uregerlige værk selv. Og den aflæste intention er så både grim og forfejlet og bare slet ikke i orden, politisk set. Hvad er så den modsatte bog af Jungle dette forår? Det kunne være Caspar Erics Avatar, der fik fem hjerter i Politiken, men det er nok snarere Peter-Clement Woetmanns langdigt Bag bakkerne, kysten, der også handler om hvide og sorte kroppe - digterens krop versus flygtningens: »Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten//Min krop er ikke blind passager fundet død ved landingsstellet i et fly i Heathrow.« Den bog facebook-priste Mikkel Krause Frantzen henført få minutter efter endt læsning: »Én bog har fået mig til at græde i 2017, én bog har fået mig til at tænke: det her er en bog om verden pt, én bog har skrevet om vold uden selv at deltage i den som bog (), én bog har bevist at det stadig - mod alle odds - er muligt at skrive digte i dag.« I Jyllands-Posten, hvor Jungle fik tre stjerner og Avatar fem, gav Nicklas Freisleben Lund med cirka samme åndeløshed Bag bakkerne, kysten fem stjerner. I Politiken til gengæld fik bogen, mod alle odds, kun tre hjerter - stadig én mere end Hagen - af en tredje, yngre, mandlig anmelder, Alexander Vesterlund, der fandt, at bogen til syvende og sidst forblev i sin »lyriske comfort zone« og sammenlignede den ufordelagtigt med en nøgtern liste, bogen citerer fra og linker til, over mennesker, der er døde under deres flugt til Europa. Den sammenligning gav anledning til endnu en vældig diskussion på Facebook, med deltagelse af både Caspar Eric, Woetmann, anmelder Vesterlund og nærværende kommentator, om anfægtelsen ved den poetiske udnyttelse af andre menneskers tragiske skæbner. Jeg ved ikke, hvad der er den rigtigste reaktion; jeg ved, jeg anfægtedes stærkt af Avatar og let - måske faktisk fordi den så let overbeviste mig i første omgang - af Bag bakkerne, kysten. Det, der anfægter mig hos Christina Hagen, er den ubændigt og uhelligt skridende flertydighed, og det, der anfægter mig hos Caspar Eric og Peter-Clement Woetmann, er den fikst og fromt fikserede entydighed. For mig er de to anfægtelser væsensforskellige. Den ene trækker mig ind i værket, malstrømsagtigt, den anden puffer mig væk, parkbetjentagtigt. Og derfor gør det ondt helt ind i kritikerhjertet med de to hjerter til Jungle, fordi det er en jungle, også det hjerte, og ikke noget ordentligt og oplyst rum. Som Hagen skriver: »Der er palmer, der er slyngplanter og nogle lidt klistrede svampe. Myrer er der også, og det er lidt irriterende, men de skal være der ().«.

Fjerde weekend

læserbreve

7. juni 1996 Weekendavisen S

Rif i en ruf

HALLO og af sted. Klaus Rifbjerg læste Weekendavisen Bøger i forrige uge og det gik naturligvis ikke stille af. Sikke nogle lange tålmodigt vrisne bemærkninger til Ulrik Høys nekrolog over Grethe Heltberg og mine egne fire bidrag. En polemiks styrke kan som regel måles på graden af fortegning af offerets synspunkter, og her er Rifbjerg ude i nogle virkelig luftige proklamationer. Jeg skulle både have ment, at Poul Borum er den største kritiker, nationen har fostret, og at Ekstra Bladet er den eneste avis, der kan læses med nogen morskab. Jamen, mon dog? Og hvad angår vitsen om Anders Bodelsen, der afslutter min kommentar, så er den ikke en hel anmeldelse, men bare et lille pluk, der selvfølgelig ikke fungerer som bevis og eksempel på Borums kritiske herligheder, sådan som Rifbjerg hævder, den fungerer som en god vits (og måske også som en antydning af, hvad der ligger bag ved så godt som hvert eneste angreb på Borums kritiske virksomhed, en bunke af stikkende dårlige anmeldelser i baghovedet). Det mest afslørende ved Rifbjergs indlæg er jo det, han ikke kommenterer, nemlig de fire femtedele af min Borum-kommentar, der anvendes til at tilbagevise de stadig aktive beskyldninger om Godfather-aktivitet, som også Rifbjerg i tide og utide har kolporteret. De er nemlig enten sande eller falske. Om Borums kritiske kvaliteter kan vi derimod diskutere fra nu af og til dommedag, og det gør jeg gerne. Rifbjerg nøjes med at kalde Bodelsen-vitsen for en plat uforskammethed, og betegne det som »æsteticismens skrækkelige katedral med uldvanter og sørgebind«, at tre af Borums helte var Ole Sarvig, Peter Laugesen og Per Aage Brandt. Dybt suk. At forbinde vilde og milde Laugesen med æsteticisme, uldvanter og sørgebind er ikke bare en misforståelse, det er branddørsmækkende dumt, og hvad er det for en helt vilkårlig treenighed? Man kunne uden større besvær nævne tredive til fyrre danske digtere, Borum satte meget højt, Sarvig og Laugesen ville være nær toppen af listen (sammen med bl.a. Villy Sørensen, Peter Seeberg, Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, men de er måske også underlødige æsteticister efter Rifbjergs mening), Brandt ville nok slet ikke være med, og hvad så? Det er da ikke et kriterium for en kritikers fortræffelighed, at man er enig i hver eneste af hans vurderinger, vel nærmest tværtimod. Ligesom Rifbjerg synes jeg Ole Sarvig er kedelig, og ligesom Borum synes jeg Laugesen er genial. Og hvad i alverden så? Borum var en god kritiker, fordi han forenede analytisk præcision (der er skarpere nærlæsning i én af Borums ti-liniere end i samlede årgange af den øvrige danske lyrikkritik) og direkte oplevelsesformidling. Han turde være begejstret (ofte over ubemærkede underdogs, f.eks. i alle årene Laugesen) og han turde være tilintetgørende kritisk (ofte overfor forkælede superstars, som f.eks. Rifbjerg og Bodelsen). Han turde være sikker i sin sag, og så turde han faktisk også være i tvivl, hvilket måske er den mest sjældne kvalitet, sige, det her forstår jeg ikke et pluk af, men det er vistnok interessant. Desuden var der, især i de negative anmeldelser, en humor på spil, der var lige så ond som den var overgiven, og som til tider kunne blive ligefrem sublim i sin konkret-barokke billedskabelse. Apropos en roman af Jens Chr. Grøndahl fortalte Borum f.eks. følgende historie: »Jeg havde engang en ung norsk digter boende på mit gæsteværelse. Han ville da genre bidrage til husholdningen, så han indkøbte adskillige dåser presset skinkekød i vandlage, sådan noget de havde med, dengang han var ude med fiskerne. Uspiseligt og uden smag.« Helt utroligt er det, at Rifbjerg i forbindelse med Bodelsen-citatet og anmeldelsen af Nina Foighel vil belære Borum og mig om gode manérer. Det er som at blive beskyldt for at kaste med sten af en flinteøkse. Den absolut allerondeste er da til enhver tid Rifbjerg, han er mesteren og han kan ikke overgås. Rifbjergs ondskabsfuldhed er ligesom Borums frygtelig underholdende, men modsat Borum undslår han sig sjældent for at blive personlig. Borum gjorde grin med bøgers skavanker, Rifbjerg gør grin med menneskers skavanker og kalder Henrik Stangerup for et vandhoved, sammenligner Carsten Jensens profil med Andersine Ands, udskifter samtlige Borums vokaler med Ø'er etc., etc. Heller ikke som kritiker i de gode gamle dage lagde Rifbjerg fingrene imellem, Grethe Heltberg og Grethe Risbjerg Thomsen blev anmeldt under overskriften »Løræk« og nedslagtningen af John Prices Aladdin-opsætning er jo ligefrem legendarisk. Og så er Borum plat og uforskammet, når han kalder Anders Bodelsen for kedelig, og mig modbydelig, når jeg kritiserer en debutant for at skrive klichenoveller. Come on, Klaus. Den alvorligste anke jeg har imod Rifbjergs debatindlæg, er at det er så lidt morsomt og ondskabsfuldt, at det er lutter trætte og lemfældige parader. Jeg mener, at påtale min manglende respekt for Arthur Miller og hans dramaæstetik. Hvor Jeronimus. Jeg vil have en flinteøkse lige mellem øjnene, ikke surmulende susende flere kilometer forbi.

Lars Bukdahl

Tredje weekend

 

Roman med bakkenbarter

31. maj 1996 Weekendavisen 

Nostalgilitteratur. Den samme forbandede generationsroman endnu en gang.

Jesper Uhrup Jensen Atlantic City. 212 sider. 248 kr. Borgen. 

JEG har ikke undersøgt det, men jeg tror, det er en genre, der trækker sit slimede spor gennem det meste af dette århundrede, generationsromanen: Usårlig, overflødig og altid nøjagtig identisk med sig selv. Denne forfærdelige blanding af nostalgisk tårevædede inderligt trivielle ungdomskvababbelser og hektisk mærkenavnsdroppende pop-sociologisk tidskrønike. Nogle generationsromaner, og ikke altid de værste, kalder sig ungdomsbøger, nogle camouflerer sig effektivt som hovedværker og nogle formår ved selve deres talents ubændighed at bryde igennem genrens indbyggede begrænsninger og blive en slags kunst. Lad os tage et rigtigt typisk værk, en næsten helt blank generationsroman, Jesper Uhrup Jensens Atlantic City, og iagttage hvor kedeligt den træder de tilforordnede dansetrin. Her er først tre-fire sigende linier: »Sidst i april forsvandt foråret, og i nogle timer var det igen vinter. Jeg sad på Markus' værelse, da de store snefnug begyndte at dale ned. Vi skulle lave en geografirapport sammen, men Markus havde taget endnu en flaske Bell's fra sin fars skab, og ud på aftenen var det hele gået op i Let's Dance. Den nye Bowie-plade var lige kommet.« Ingen ende på specifikationerne, sidst i april, snevejr, Markus' værelse, geografirapport, en flaske »Bell's« fra Fars skab, »Let's dance« (der lige er er kommet), og det er sikkert rigtigt alt sammen, men stik mod den sædvanlige regel for fiktioner er effekten, at jo flere konkreter jo mere ligegyldigt, bl.a. fordi det sikkert er rigtigt alt sammen. Det bliver realisme som en livets geografirapport. Op mod en tredjedel af romanen består simpelthen ikke af andet end uironiske opremsninger, af tøjmærker, bilmærker, spiritusmærker, sangtitler, bogtitler, ting og sager. Hvilket netop ikke resulterer i nogen samtidsfornemmelse, men blot i en umærkelig bevægelse fra venstre til højre i et lykkehjulsgavebjerg. Og typisk nok leder det citerede afsnit op til en af romanens centrale tyndt melodramatiske scener, som man føler sig helt sikker på ikke er rigtig, den bedste ven Markus gør tilnærmelser til jeg- og hovedpersonen Martin, der modsat læseren endnu ikke har fattet, at han er til den anden side, og det er jo grumme chokerende. Romanen opsummerer ti års trummerum, fra midt i 3. g. til Martin vender hjem fra en rensende italiensrejse, i 200 siders trummerum. Intet sker uafbrudt, ligesom i virkeligheden, og i stedet for en struktur får vi fire melodramatiske højdepunkter, bedste vens afsløring af seksuel præference, brud med den store kærlighed, faderens død (som der virkelig tærskes langhalm på) og det store clou, den store kærligheds store bedrag. Så hårdt er det at være ung, lutter lynnedslag. Romanens to poler eller hovedmotiver er det store venskab med Markus (gumpetung jargon og Bruce Springsteen-fællessang) og de voldsomme familieforhold med millionær-bedstefar, dennes skygge-rådgiver, døgenigt-far, passiv moder, sindssyg søster, som hele tiden er lige ved at blive interessante, men kun meget nødigt forlader deres klichékonturer, for før de ved af det overhales de atter af almindeligt ungdomssløvsind. Men det værste ved en slem generationsroman er, at den er nostalgisk, for nostalgi er løgn, især i kunst. Fanden i samtidshistorien, hvis bare følelser og tanker opleves som samtidige. Nostalgi er forelskelse i forelskelsen (og sortsynet), selvforelskelse i anden potens. Og det rager læseren, fordi det rager på læseren, i stedet for at drage ham. Hvilket gælder, hvad enten forfatteren hedder Uhrup eller Michael. Ingen af de herrer er jo talentløse forfattere, men generationsromanen er en talentløs genre, der aldrig burde være blevet opfundet. Basta! Jeg kunne snildt undvære både Martin og Victoria, Den kroniske uskyld og Jørgen Stein, hvis bare en behjertet sjæl fandt ud af, hvordan man slår en genre ihjel med tilbagevirkende kraft.

Første weekend - for 25 år siden

Et småvrissende dødsbo

15. maj 1996 Weekendavisen 

Lyrik m.m. Skralt med de store fund i Per Langes efterladte manuskripter.   

Per Lange Det umuliges kunst. Efterladte manuskripter i udvalg ved Nils Birger Wamberg. 131 sider. 225 kr. Gyldendal.

 JA, Per Lange burde have skrevet en lang række hemmelige mesterværker i de enogtyve år, der henrandt fra udgivelsen af hans sidste essaysamling til hans død som halvfemsårig i 1991, for slet ikke at tale om tyveårslakunen mellem den sidste digtsamling og den første essaysamling. Det gjorde han bare ikke, han skrev så godt som ingenting, og et udvalg af det har Nils Birger Wamberg nu udgivet under titlen Det umuliges kunst på Gyldendal, og det burde han nok have ladet være med, for resultatet er mildest talt sølle.

Lad os først skynde os at fremhæve bogens fem digte, og især de to tidlige sager, »Bakkantinder« og »Skovene bruser og bruser«, der er lige den grad vildere end det er sædvanligt i Langes strengt klassiske, harmonisøgende poesi. »Bakkantinder« er den rene og skære, for fuldt hyl melodramatiske ekspressionisme, lyt bare til denne isnende begyndelsestrofe: »Dagen er alt for lys og stor./ Kolde og fjærne er alle Ting/ og rædselsfulde som dunkle Ord.« »Skovene bruser og bruser« er vildt ved at være, så vidt jeg kan overskue, Per Langes eneste digt i frie vers, en klar og bundløs melankoli: »Skovene bruser og bruser/ og hyller en Kappe af sang/ rundt om de døde Bjerge.// Og hendes lyse Øjne/ er så forundret store/ som Engenes mange blomster.// Blomster og øjne, jeg frygter/ at I skal falme og visne/ hvis jeg med blinde Hænder/ kommer og gør jer til mine.« eLLERS får vi to teateranmeldelser og en boganmeldelse fra et tredivertidsskrift, der rent faktisk hed »Sind og samfund«, en hel masse mere eller mindre eller slet ikke færdiggjorte essays og fire afdelinger »Blandede notater«, dvs først og fremmest alskens aforismer (findes der nogen mere a priori utålelig litterær genre?), hvoraf de bedste er de nøgent selvafslørende: »Jeg har aldrig brudt mig særlig om livet, men jeg kan godt lide at læse om det«, og de fleste er de sædvanligt anstrengte gruk- kvikheder: »Naar en forfatter kalder sig selv min Ringhed, er det næsten altid med rette.« Essaysene fylder mest, og det er helt umådeligt trist, hvor absolut ligegyldige, uoriginale og sluddervorne, de er, og så underligt altmodische. Dette er emnerne for de længste: Ruslandsrejseberetninger fra mellemkrigstiden (skrevet ca. 1980!), gode og dårlige Shakespeareoversættelser, Nietszche-anekdoter og -kommentarer, et portræt af Henri Nathansen, en redegørelse for Tom Kristensens og Hærværks søllethed, H.C. Andersens dagbøgers latterlighed og Johannes Ewald. Sikke scoops! Kun i analysen om Ewalds »Ode til Siælen« mærkes der noget, der ligner engagement, resten af teksterne holder sig trygt til det trætte og småvrissende, dog formår essayet om Tom K. i sin uforløste blanding af hån og patroniseren at blive direkte pinligt. Her er Lange som værst: »Som sagt, jeg tror at Tom var et ærligt menneske, saa ærlig som hans Svaghed tillod ham at være. »Tro mig aldrig, naar jeg vil være stærk,« skrev Strindberg til sin første Hustru, Siri von Essen. Men bortset fra Svagheden er der næppe nogen større lighed mellem de to Digtere, selv om Tom allerede i sin første Bog ytrede en vis interesse for Eksperimentalpsykologi: »Hos værten Solskins-Sørensen/ har jeg i Vine forsket;/ men stop med Rusen førend den/ blir flommende og torsket.« Ganske vist er digtere ikke til at lide paa, og det er muligt at Tom blot har skrevet »forsket« af Hensyn til det paafølgende Rim.« Bla bla bla, må jeg så være fri, og hvorfor mener Niels Birger Wamberg, at en så perfekt udført tavshed som Per Langes post festum skal undergraves af denne uværdige notatsamling. Man kunne snildt have nøjedes med et avisopslag med poesi, og dér ville dette formfuldendte forsvar for tavsheden ikke være til at undvære: »Behold for dig selv dine Drømmes Glæder,/ naar man tænker på Solen saa skinner den;/ behæng den ikke med Ordets Klæder,/ naar man taler om Solen forsvinder den.« 

Lars Bukdahl debuterede i 1987 med digtsamlingen Readymade! Siden er fulgt Mestertyvenes tid (1989), Kys mig (1990), Skyer på græs (1991), Spiller boccia med kongen (1994) samt romanerne Guldhornene (1988) og Brat Amerika (1991). Han er cand.phil. i litteratur og har siden 1988 anmeldt bøger i Kristeligt Dagblad. Lars Bukdahl vil fremover skrive i Weekendavisen.

 

 

SKØN LITTERATUR

SKØNLITTERATUR
ER OFTE SKINLITTERATUR,
SKÅNELITTERATUR,
SCANNET LITTERATUR
SKYNDET LITTERATUR

SKÆND LITTERÆRT UDEN NÅDE
PÅ DE LITTERATURSKONNERTER