Og så af sted til Værløse og de kommende debutanter

i Skovhuset, klokken 15:30, alle poesifantaster er hjerteligt velkomne, hvor en af (mig, red.) syv udvalgte 2011-Hvedekornsdebutanter, dvs. enten Jakob Slebsager Nielsen, Johannes Fogtmann, Ingrid Nymo, Tine Høeg, Julie Elmhøj eller Signe Gjessing (af Skovhuset bestyrelse) udnævnes til Årets Skovhuslyriker, får nogle gode penge og en stolt pristale, som jeg netop er blevet færdig med at skrive; Jakob, født 1993, har netop tilsendt Hvedekorn en buket nye digte, og han ved ikke endnu, at jeg bl.a. har valgt dette utroligt fine (og så utroligt finere end noget jeg producerede, da jeg var 19 år gammel, hvilket jo hårdt nok kan kontrolleres, også på bloggen) digt til et kommende nummer:

”vi enes: som yoghurt”

mere mandel er nu engang det bedste

middel mod mandel mellem tænderne.

jeg går ind for at hente kaffe,

men jeg gør det ikke.

psykologen sagde: den norm der hedder at være glad,

og så går jeg hjem og bruger ham som virkemiddel.

der er ingen skam i at behøve nogen.

husk: hver dig selv.

Debut-bonustracks II

digterdrengens andet jeg

drengen
springer
griber
efter projektørlyset
svæver
falder
og med et brag ender han
sin ungdom og korte liv
i den vildt forvirrede orkestergrav

*

nej nej ikke igen?

igennem og over
dunk dunk dunk dunk
blam fsssssssssssss
og

*

et råb for bowler

BOWLER BOWLER BLIR DER RASENDE RÅBT
ET STED PÅ 1 ELLER 2 ELLER 64 RÆKKE
ELLER SÅDAN NOGET LIGNENDE
JEG VÆLGER TOTALT AT IGNORERE DETTE
UPASSENDE OG RIMELIGT BLASFEMISKE
UDSLAG AF CHARLIE ELLER SAMUEL FOR
IKKE LIGE UD AT KALDE DET ONDSKAB OG
FOIRTSÆTTER MED AT LEDE OG FORDELE MIT
DEJLIGT USKYLDIGE ROLLESPIL OM PROBLEMER
OG SÅDAN NOGET LIGNENDE MENS HUNDENE
SMILER OG REKLAMERNE LER OG ALTING
HERLIGT SIR JEG BARE BRAVT OG DEJLIGT
NU KOMMER TÅREGASSEN OG JEG HAR OGDSÅ
PAVENS VELSIGNELSE OG ALLE SOLBRILLERNE
SÅ PÅ MED KNEBLEREN DRENGE OG PIGER
OG LAD OS SE HVORDAN DET GÅR MED EGON
                                                                     OG PULLE

*

(digtet til Bowie får I så ABSOLUT ikke; jeg kan huske hvor næsten aggressivt VILDT min redaktør Asger Liebst var imod det, og med rette: omkvæd: "lars vær cool og glad og spil dit spil", hvilket jeg så til gengæld har været og gjort, undtagen når jeg ikke har været og gjort det)

*

de rolige drenge

de rolige drenge er
lige her
hele tiden
lige bag mig ved siden af
og ofte foran
de rolige drenge
er alle vegne snart
de rolige drenge
kan bevæge et blik
med en sådan elegance at
kvinder skriger
de rolige drenge er ikke
til at slippe udenom de
rolige drenge siger ting
som glimter og lyner
de rolige drenge når de
krydser vejen svæver næsten
de rolige drenge dør ikke
de forsvinder pludseligt
på vejen med et smil
ved siden af dig
henad efteråret og ses
aldrig mere igen lige her

*

er elfenbenet ægte?

i mit elfenbesntårn
kan jeg godt lide at
se fjernsyn og lukke øjnene
og sådan noget og skrive digte
sommetider stiger jeg ned
'hej' siger jeg til
dem jeg kender
'hej' siger jeg
'sker der noget'
(det hele foregår i århus
 det hele foregår i århus)
'nej' siger de 'ingenting'
'nå' siger jeg så
og klatrer op igen

*

dette er ikke en film

 jeg ville gerne
 lave en masse film
 med to øjne
to øjne læser en roman
to øjne er til fodboldkamp
to øjne ser igennem byen
to øjne er til tennis (frem/tilbage)
to øjne betragter himlen og alle skyerne
to øjne ser to andre øjne i øjnene
to øjne læser et digt
to øæjne ser en film om to øjne
to øjkne lukkes
 og så vil jeg opfinde
 et kamera
 der kan filme drømme 
to øjne drømmer

*

(og det eneste digt Søren Ulrik Thomsen for alvor brød sig om da han skrev konsulentudtalelse om mit manuskript for Vindrose, sært nok)

hjerners flydeevne

hjerner flyder
ret dårligt
et par minutter eller tre
holder de sig på overfladen
tilsyneladende helt stille
og uvirksomme
tilsyneladende flydende
men
i realiteten suger de vand
med frygtelig fart
og pludselig
når tilstrækkelig mange celler
er blevet fyldt
synker de som en sten
hurtigt og konsekvent
og bliver liggende

*

hvis den unge digter
møder
en ung pige
på en café
i det indre københavn
og de sammen indtager
et stykke virkelighed
behøver det
selv i disse så
tekstfulde tider
ikke resultere i et
digt

*

afsked

mit ben
vokser
længere
end min arm
som griber
ud efter dig og
knipser

Debut-bonustracks I

Fundet ved bladren i to store bunker, den første håndskrevet, den anden computerudskrevet, med Readymade!-æra-poesi:

På dette glødende landskab
vil jeg bygge en iglo
og en iglo og en iglo
og en iglo og en iglo
og en iglo osv.

*

Men min lange næse
og med disse øjne,
der aldrig blinker
vil jeg lede uden pause
efter snore, der holder -

*

I en strålende cadillac
på atlanterhavet
er der omsider
ikke længere tid
til at tænke på
den storslåede yacht
alene på mtoorvejen.

*

i stort tavst rum
i stort tavst rum
med mange unge mennesker
som duknakkede og
tavse i det store tavse rum
skriver på hvidt papir
gennemskuer jeg det
hele
endnu en gang
men jeg prøver
at skrive dig
frem på det hvide papir
i stort tavst rum
så så for .... så for
mine øjne ikke bliver
altomfattende så
mine øjne
(ha ha det skriver jeg sgu)
gør det hvide papir
gør det store tavse rum
langt mere tavst
langt mere hvidt
med en tåre af sølv!
(det skriver jeg sgu)
en tåre af sølv!
- og jeg ved godt papiret er gult

(skrevet bag på på gult, linieret eksamenspapir, forrest en disposition til en dansk stil om kubisme, ser det ud til)

*

        blå piger over hovedet
som blå piger over hovedet
kan man
en tid
opleve
på vej gennem et nyt tilværelse

*

koloenorme
øjne af marcipan
kastes i grams

*

(i samarbejde med J. Blendstrup)

nu er verden
snart så smuk
at vi kan ridse i den
men først
skal den praktiseres
om et halvt år
lyser min
studentereksamen
og se!
min negl er en springkniv
glimter og forstår sig på
alt
og da vil vi
lette sammen
alle vennerne
suse
og forstørre TING
med vores falkeblik
vores jetjagerøjne
og vi kaster
vores kroppe
ned på gaden og
tvinger dem til at gå

*

udsagnet
er længere
med den
stjerne
som det
29. bogstav

*

Jeg går gennem
århus' gader
kigger mig omkring
'der sker lissom ikke noget'
siger den unge pige
med de mørke øjne
ved siden af mig
inden alt går i hvidt

Idolbrev

27.9.87

Kære Lars

Tak for den tilsendte, til lykke og velkommen i klubben. Jeg har læst den nogen gange nu, og de holder højden fint, synes jeg. Betænkelig er naturligvis din indgående beskæftigelse med Det Store Glas - hvem i helvede kender nok til det, og til tolkningerne af det, - du må ha læst Paz. Men om det holder som selvstændigt digt kan jeg jo ikke sige, fordi jeg straks ryger på den og allerede har tabt uskylden.
Men prøven blir så om du får sammendigtet ting og sager med dit liv, som det hedder. Og det synes jeg du gør. Der er fandme mange skidegode digte at tage fat i, flere end jeg kan nævne her, -Osse fordi deres vellykkethed er forskellig - det synes jeg næsten er det flotteste: at du får demonstreret hvor mange tilgange til poesi du råder over, - flot nok. Og din afsluttende tekst er et påhit af den slags enhver burde misunde dig, Det gør de nok ikke. I det hele taget kan  du risikere nogen mavesurhed fra mindreværdsfyldte anmeldere - dette unge menneske skal ikke komme her og vide mer end mig - men tag det roligt. Det er ikke hver dag man/jeg ser begejstring for digtning føre til digtning, men her sker det, talentet er indlysende, - nu glæder vi os til at se det folde sig ud. Igen tak og tillykke, og et løftet øjenbryn
fra Per Højholt

Hvad (jeg siger) anmelderne har sagt

Skarpt tilskårne anmeldelsescitater, skåret til af (og til) mig selv dengang (Juliane måtte jeg opgive at sakse i)

"vittigt og begavet ... en lovende debut -"

Poul Borum, Ekstra Bladet

"En flot debut ... forrygende frisk digtsamling ... et fyrværkeri af gode digte ... sproget slår smut ..."

Ulf Gudmundsen, Vestkysten

Readymade er en tiltalende og talentfuld ankomst: Sproglig sikkerhed og legedrengens øjne for det uventede  ..."

Kim Skotte, Det Fri Aktuelt

"Bukdahl - en jysk verdensmand"

Finn Stein Larsen, Weekendavisen

"... en glimrende debut, fræk og med indskrevet humør og selvironi."

Jørgen Chr. Hansen, Jyllandsposten

"Det er en lærd, vittig og opfindsom digtsamling, der også i de enkelte digte viser fin kunstnerisk formsans ... Efter min mening er Lars Bukdahals digte mere end en lovende debut, det er en selvstændig digtning, der underholder og stimulerer."

Bent Windfeld, Kristeligt Dagblad

"Og pludselig har jeg læst en af disse bøger, der slet ikke svarer til eller ligner eller undviger ... denne bog er usædvanlig sikker og flot -"

Niels Frank, Standart

"Af ydre en tynd lille digtsamling, men af indhold vægtig --- det var opløftende at læse disse, både sprogligt og indholdsmæssigt, livlige, sprælske, men også raffinerede digte."

Susanna Benthien, Lektørudtalelse

"Overdådig .... "Readymade" rumler og larmer af både latter, legelyst og belæsthed."

Anders Rou Jensen, Politiken

"Pragtfulde debutdigte ... "Readymade" er genistreg på genistreg ...

Jørgen Gleerup, Fyns Stiftstidende

Udvalgte oldanmeldelser

HØJT OG LAVT

Fem nye digtsamlinger - bl.a. af to debutanter

Et sted i Marianne Larsens nye, smukke, ægte og stædige digtsamling (Hvor du er) står der et lille fireliniers digt, der lyder: "nået til bunds/ hvor skal det gøre godt/ at skyde opad/ igen som en pil". det er en stærk og smertelig oplevelse, udtrykt præcist og med et slående billede. Samtidig siger det noget viogtigt om Marianne Larsens indsigtsfulde og væsentlige poesi, om den ægthed og præcision.
  Målt med det falder dagens andre digtsamlinger igennem. Flemming Røgilds lang, blues-agtigt gentagende digte (At vaske blod) har et fysisk nærvær som er ret betagende. Men der er rigtig nok også rigelig meget af, hvad han kaldewr 'alt for store armbevægelser'.
  Jannick Storms barske, selvbekendende digt-dagbog (Valnøddetid) forsøger at skrive sig ind igennem selvoptagetheden og ud på den anden side. det boglange digt svinger meget i intensitet, men hvor det er bedst, er dets sårbarhed næsten gribende.
  Begge digtere 'går til bunds', men det kniber med at få skudt pile op - og ramme.
  Dagens to debutanter bliver derimod på overfladen. 30-årige Mai Jacobsen (Den hvide skøge) er en lidt mere bastant Lola Baidel tilsat modernistiske effekter: som om den megen snak om 'den bløde mand' nu skal til at fremkalde modsætningen 'den hårde kvinde'. det er vist talent til stede, men hun spilder det på knaldperler.
  19-årige Lars Bukdahl er derimod helt uskydligt og glad optaget af at skrive 'postmodernsitiske' smådigte, vittigt og begavet og indforstået, men sagde han noget? Kun fortivlelsen, der dukker op et par steder, er uaertikuleret. Det er det man plejer at kalde en lovende debut - lad os nu se om han finder noget væsentligt at skrive om.

POUL BORUM (Ekstra Bladet)

Bukdahl - en jysk verdensmand

af Finn Stein Larsen (Weekendavisen (før Bogsektionen))

Forventningsfuld og en anelse frygtsom tager man bogen for sig. Man har allerede set forfatterens Hvedekornsdigte af høj karat, men lovlig kunstfilosofisk resonnerende. Frygtsomheden gøres til skamme under læsningen af samlingen. Bukdahl ser ikke gennem pedantisk lorgenet, men med et åbent, blidt og opmærksomt blik, der får hans levende omverdensbevidsthed - af hvilken vort århundredes kunst er en naturlig bestanddel - til at gå i organisk overgnag med en prøvende indkredsning af hans egen eksistens.
  Han er modsætningsrig. Hans stævnemøder er malet med bløde silkepensler, men størstedelen af samlingen er fuld af hvirvlende mobilitet og dynamik. Han smutter mellem fingrene på én mellem forvandlingsrige kulisser, så man knap når at hælde vandet ud af ørerne og finde ham bevægende. Han er både naiv og raffineret selvironisk. Se blot på digtsamlingens undertitel med dens både troskyldige og distancerede anvendelse af klicheen: MODERNE. Her er det i øvrigt godt at vide, at samlingens titel er skabt af Marcel Duchamps, dengang han i tyvernes vildt eksperimenterende periode fandt ud af, at et normalfænomen fra vor dagligdag: en stumtjener, et pissoir, en flaskerenser, kunne fungere som et færdiggjort kunstnerisk objekt: et readymade!
  Bukdahl er en synernes poet, men på sine egne helt unikke vilkår, for her drejer det sig ikke om rugende selvfordybelse, men om fingernem konstruktion af omverdenskollager.
  Løst kulisseværk vil nogen måske sige. Nej, hårfint sammenstillinger af et ungt belæst og livsoptaget menneskes forestillingsinventar: malerkunst, musicals, film noir, westerns, litteratur, beat- og evergreen-tekster, farver, former, bevægelse (fornemmelig eksplosioner), men mærkeligt nok ikke mange lyde: et sort hul i den rige, ubesværede forestillingsstrøm. Er Bukdahl ikke musikalsk? Intet forceres ind i sammenhængen, selv det mest groteske står der med en afslappet selvfølgelighed, rærcis hvor det skal.
  En prøve på Bukdahls evne til at få sine omverdens elementer til at falde i hak er et lille mottocitat af James Joyce: "You're to dada to dance": et utroligt forfinet forestillingssammenstød. Det er Joyce, den fortænkte litterære konstruktions fader, der snakker om en underbevidst (dada) styret kropsbevægelse (danse): Intellekt, følelse og krop i et fælles sug. bedre kan Bukdahls digtsamling ikke indledes. Og så er der endda synkopert jazz-rytme i citatet: dada-dance, dada dum, da doom. Måske lyder det det lærd, men det er det ikke
  Bukdahl drejer ivrigt på linserne, indstiller, kombinerer, redigerer og forvrider tekster, lærreder, skulpturer og film, så de pludselig lever deres eget liv: Han forstærker Dalis amøbevirkninger i sproget.
  Han føler Duchamps sømbeslåede strygejern arbejde bag næseroden på indersiden af sit eget kranium og giver den samme kunstners Mona Lisa med overskæg en morsom og opfindsom drejning. Næsten altsammen bliver skægt, smukt og dejligt, jeg siger næsten, for jeg kan ikke holde ud, at Nagasaki skal gøres til Hitchcock-fyrværkeri eller at man nærmer sig vores store Sophus (Claussen) uden helt at være opmærksom på at man står overfor en brændenede tornebusk, Men dette er små skrammer i Bukdahls private kraplakerede Disneyland, det er let, skævt og utroligt indtagende.
  Jeg har ikke i mine dage læst en digtsamling, der så bredfyldt af udtryksfulde tegneserieeffekter som denne. det brager, søkker og kronsjer ustandseligt i et sprog, der balancerer på kanten til det kropsligt spontane. Udråbene florerer, ja der er endog et udråbstegn i titlen, Flipmaskinens farver veksler ideligt. Men også denne voldsomme udfoldelse har sine modsætninger, for Bukdahls sprog er ikke bare et sammenløb af andres slagkraftige effekter. Pludselig står digteren forstandigt og følsomt og vejer sine farver og virkemidler.
  I et morsomt digt desavouerer han det banale sammenligningsrod som (han kalder Søren Ole Mikkelsen). Han ræsonnerer klogt og morsomt over metaforens virkelighedsændrende karakter, idet han foregiver at være dens opfinder. Fra fine klassicistiske parkscenerier krydsklipper han pludselig til skriftfilosofiske sammenhænge. Men helt sart og dæmpet klinger et par strofer, hvor han bare er sig selv, en ung mand der står på en mark med solen lige i øjnene og nogle bøger under armen eller et sted hvor han - næsten rørende og forsvarsløst - fatter sig midt i sine vilde montager:

Landskabet ligner
jeg ved ikke hvad
men det der er et træ
og derovre er en busk
det her er et digt
lidt tjek er der
da på det hele.

Det er såmænd ellers ikke, fordi samlingens tyngdepunkt ligger i identitetsbeskrivelsen. Hvem Bukdahl egentlig er, får vi ikke meget at vide om i denne omgang. Men at hans store farverige omverden giver tone i sammenstødet med hans originale og indfaldsrige sprog, det er der slet ikke tvivl om.
  Det kan være, jeg tager fejl, men jeg aner i denne digtsamling en speciel jysk tone. Der er højere til himlen end under Krasjnapolskis glaslofter. Den europæiske virkelighed er formidlet gennem andre medier end Peter Poulsens dræven og Carsten Jensens aforistiske host.
  Det århusianske "Øst for Paradis" anes her som den cineasternes Aladdins hule, hvorfra mange af Bukdahls frugter er hentet. Nils Malmros' i hovedstaden ukendte eksperimenterende kortfilm harb stimuleret digterens morsomme filmiske sprog og i udkanten af Bukdahls rum står Højholts "Turbo" som en kæmpestor energigivende brumbasse. Hører man også her et svagt ekko af den unge Thorkild Bjørnvigs hulken over en brækket hvid syren? Nej, det gør man ikke. Men man får en til vor tid savrende portrætskitse af en talentfuld og følsom ung mand fra de fordige provinser.

(LB NU: Stein citerer og fortolker derfor Finnegans Wake-mottoet forkert, korrekt staves det: You're too dada to dance = du er for dada til at danse)

Ironisk

Hurtige digte uden noget i

Af JULIANE PREISLER (Information)

Iorni er en særlig måde at meddele sig på. Og der det ved den, at den pludselig kan finde på at sparke bagud som en ondskabsfuld hest, man luge troede man stod og talte med. Lars Bukdahals digtsamling "Readymade" er en overordentlig ironisk og især selvironisk samling tekster stopfyldt med ikke hel tilsigtede bagud-spark.
  Problemet er, at Lars Bukdahl tager pulsen på den nutidige flimmer-virkelighed med et inisterende tryk, så han må formdeds at gå rundt med verdens ømmeste tommelfingre. Han har netop ikke mere end ironi til overs for de smarte blanke fartstriber, virkeligheden flygter ad. Når det så fra første færd åbenbares i hvor høj grad Lars Bukdahl selv er præget af denne nutid, bliver ironien til selvironi.
  Digtsamlingen er fuld af henvisninger til lidt tidligere kulturhistorie, primært de surrealistiske malere, men uden der knyttes nogen overbevisende forbindelse mellem de franske surrealisters syn (mere end der var at se) og Lars Bukdahls (mindre end der er at se). Bukdahl ironiserer tydeligt over den hypermoderne intethed:
  "med iintehed og ttomme llandskaber og ffragmentariske jjeger"
  Men er altså selv en så fuldgyldig repræsentant for den samme intethed, at han ikke rigtig kan komme til at skyde på andre end - sig selv.
  Hullet efter de "fragmentariske jeger" fyldes på en overordentlig trættende måde på med tidligere og nyere uvirkelighedssymptomer:
  "det er som/ at passere en film noir/ når jeg et eller andet sted/ ser/ to mænd i trench coats/ støde ind i hinanden"
  Et meget langt prosadigt et sted inde i samlingen er et forsøg på at skrive i en surreel associerende stil; det er en gammelkendt oplevelsesmåde, som her på nutidig vis ikke inderliggøres, men intetgøres - thi Lars Bukdahl beflitter sig ikke med at betragte sine egne syner, endsige vælge imellem dem; han hælder ud, og det der hældes ud holder ikke.
  Nogle af digtene vil jeg ikke tøve med at kalde ren plat. Eksempelvis dette indledningsdigt:
  "Look/ look/ look/ look/ hun har ild i røven/ afsted og bang! bang! bang! 
    Eller disse linier - et af de utallige steder hvor Lars Bukdahl undrer sig over forskellen mellem skrift og virkelighed, uden at få meget ud af sin undren:
  "stuen bliver gylden på dette tidspunkt/ dette tidspunkt hvor/ teksten bliver klassisk"
  Altså ud med ironien så længe der ikke nogen "andethed" i forhold til det, der ironiseres over. ud med al denne hurtige smartness. Instamatic-billederne af ingenting og den lethed i tonen som ville få selv et dårligt reklamebureau til at være på vagt overfor disse eksempler på "sprogtalent".
  Til gengæld ind med den Lars Bukdahl som engang imellem nærmest snubler over noget af en anden styrke og glemmer alt om sine projekter. Som kan finde på at tale om at være "en lamng nat i tunge talebobler på ryggen" og dermed pludselig bevæger sig væk fra sine egne automatiske henvisninger til allehånde billedindustri. Fordi han selv pludselig kommer til at lave et billede med krop.

Yo! Jubilæum! 25 år siden i dag

29. september 1987, udkom, så vidt jeg kan, min debutbog Readymade! Stævnemøder og moderne digte på Borgens Forlag det virker som om, det er 25 minutter siden. Jeg kan ikke nå mit eget reoleksemplar for avisbunkerne og må lige sprætte et enkelt opslag op i en af mine dubletter, her er et OK digt fra bogen:

MIN READYMADE

du
er min readymade
stævnemødt tilfældigt
planlagt og
umulighedsfuldt
en eller anden dag
kl. 9.34
en alleogenhver og
en verdenssensation
i total almindelighed
og suveræn kunst
uendeligt hovsa
dig

Og 19 år senere, i Go-go! skrev jeg det her digt med den samme titel om den gamle bog:

MIN READYMADE!

min Readymade!
min, ak!, første bog,
så uudholdelig pur,
så nævenyttig naiv,
så koket åndssvag,
ikke engang en
børnebog, bare
en bog skrevet
af en mindreårig,
det postmoderne
knækket i kasseret
80'er-neon, 41
hik-hakkende
humørpiller, et
mobilt og logrende
epigon-værksted,
umodenhed sat i
system, lutter
lusepusteri, for, ja,
ja, de havde ret,
alle de kedelige
kommisærtyper,
men, hey, hvem
gider være en kedelig
kommisærtype, og
hvem gider have ret,
jeg nægter for evigt
at lære min lektie,
og kun den første
fejltagelse er
værd at gentage,
ready, steady,
go-go.

GO-GO (og (og

(og tvangsmandestrip for Ib Michael'er (også og især når Ib Michael'en er kvinde))

(og Magic Mike er en rigtig god og kun en smule dramaturgisk film, auteursigneret Steven Soderbergh, om mandestrip i Florida med først og fremmest stadig show-sjovere Matthew McCoughnaghy eller hvordan søren man nu staver til ham!? M-i-k staver af en eller anden grund Ib Michael)

Definitions-Jam

POLE-MIK

er tvangspælesidning for Ib Michael'er

Hver-anden-gang-surhed og collage-aversion som kritisk ideologi

Jeg tænke selvfølgelig på Erik Skyum-Nielsens Informations-anmeldelse af Hans Otto Jørgensens formidable Springer - som jeg selv i WA Bøger af alle kræfter forsøger at overbevise læserne om at de skal forpulet ØDSLE deres kostbare tid på - her et par klip:

Hvorvidt ånds- og kropsfællesskabet omkring smerte og lidelse kan binde en hel bog sammen, så længe den ikke samtidig opretter et æstetisk kriterium (ud over collagen), tillader jeg mig at sætte et stort spørgsmålstegn ved. Særlig bogens to første (rodede) dele savner i mine øjne en forbindende kunstnerisk motivering bortset naturligvis fra overraskelsespræget. (...)

Springer indskriver sig i den bølge af tingsrepræsenterende og genremæssigt hybride bøger, som i 2011 bl.a. bragte os Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele kroppen og i 2012 især Amalie Smiths I Civil. Selv prætenderer Hans Otto Jørgensen at operere i en tradition for collage og readymade, der rækker tilbage fra de tidligste museer og frem til bl.a. Marcel Duchamps emblematiske pissekumme og Peter Seebergs sene, tingfinderagtige prosa. I portrættet af en kvinde, Asta, bedyrer Jørgensen således, at hendes indslusning af løsrevne oplevelser foregår »efter samme princip, som gjaldt i et gammeldags raritetskabinet (...)

(så springer jeg resten af citatet over med samt Skyums komplet ligegyldige afvisning af, at St. St. Blichers far skrev deprimt)

Nej, Jørgensens passus om raritetskabinettet må læses som et æstetisk credo gældende for hans egen bog, båret som den er af en tro på, at ting og tekster har noget at fortælle – og at ingenting må gå tabt. Går man under denne selvforståelse, viser den sig at spalte sig i to organisationslove. Den ene er krystallets, hvis symmetriakser sikrer, at et krystal lægger masse til, altså vokser, på den mest rationelle måde, der findes. Den anden organiserende lov lyder i sammentrængt karikatur, at alt, hvad der på et tidspunkt har passeret igennem Hans Otto Jørgensens hoved eller er hændt familien, automatisk har kunstnerisk relevans. Af de to principper hælder Springer mest til det sidste, dvs. væk fra den tanke, at kun ligedannethed eller formelt slægtskab kan oprette kriterier for indholdet af et litterært værk. Sagt med andre og knap så flotte ord: Bogen er mere mærkværdig, end den er bemærkelsesværdig. Men intensitet, det har den. Og dens overraskelseseffekt er som allerede antydet gennemgående høj.

Intens mærkværdighed - god definition af god skrivekunst, synes jeg sgu! Ligesom jeg intet problem har med en poetik, der lyder: Alt, hvad der på et tidspunkt har passeret igennem Hans Otto Jørgensens hoved eller er hændt familien, automatisk har kunstnerisk relevans - når Hans Otto for filen rent faktisk giver det kunstnerisk relevans gennem den dér egensindigt intense mærkværdighed (men Skyum mener jo så faktisk at der er et samlende tema: "ånds- og kropsfællesskabet omkring smerte og lidelse", det nytter bare ikke noget, når der ikke er oprettet andet "æstetisk kriterium" end collagen og dens overraskelsespræg, men hvorfor er collage-overraskelsen ikke meget nok og ikke et primært æstetisk kriterium (med en lang og rig tradition, som Skyum gudhjælpeme selv påpeger), why, why, why?). Mens rationel krystallinsk voksen lyder som referaterne i anmeldelserne af Anne Lise Marstrand-Jørgensens slægtsroman.

Minus smagsdom, dobbeltplus referat

Der er en hel masse døvende referat i Klaus Rothsteins anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens slægtsmursten Hvad man ikke ved i WA Bøger og meget lidt og slet ikke kvalificeret smagsdom.

Sådan noget refereren her, der gør mig helt grå af læseulyst: 

Da Rachel, som viser sig at have et lille barn, på den måde træder ind i historien igen, åbner forfatteren en port til fremtiden (og til bind to, der udkommer om et år), for mens Eric har planer om at tage til Indien for at realisere sig selv, flytter Flora til byen for at bo hos sin fars kusine. Men kort efter møder hun Rachel, og hendes emancipation eskalerer.

Samtlige smagsdomme i anmeldelsen:

vellykket og grum (hvis grumhed i sig selv er en kvalitet, det er det vel ikke) (i underrubrikken)
smidig titel
godt set og prægnant skildret (er (romanens udmøntning af) denne tykke epoke-tematiske under- eller rettere overtekstning: "Alle mennesker tænkte på skyld. der var ofte og bødler og ingenting midtimellem")
ubesværet (flytning af forfatterskabsfokus fra middelalderen til 60-70'erne),
vellykket (psykologisk velfærdsthriller)
som alle (...) kan spejle sig i

HVAD er vellykket HVORDAN og HVOR MEGET? Og er alment spejlingspotentiale virkelig en primær æstetisk kvalitet?

Jeg er stadig ikke overbevist om, at anmelderne VITTERLIG mener, at de 544 sider er værd at spilde min kostbare læsetid på.

Over Sprogøe er en vandrende død

Folkeligt slogan til den glimrende - forholdet mellem spatter-action og dramatisk/psykologisk konflikt 1:10 -  amerkanske tv-serie The Walking Dead, som jeg vold-ser med min søn lige nu for at slappe forbandet af (fra splatter-actionen og de dramatiske/psykologiske konflikter ude i virkeligheden, som, jep, Ivan, altid udgår herindefra):

Der kommer altid en cliffhanger og en zombie til!

Støj på HOJ-senderen

Oprindelig trompet på min anmeldelse af Hans Otto Jørgensens Springer i WA Bøger i dag: 

HOJ-DESPRINGER

Oprindelig overskrift: 

Skakternet øje

Og sidste afsnit er helt skamklippet, sådan skal det lyde: 

De allersomfineste og (af teltholderen) inderligst, hjerteblodigst fejrede boksere er de kunstneriske valgslægtskaber, Jørgen Nielsen i den nyklassiske besværgelse ”Åh, at se Jørgen Nielsen” og en hel miserabel hoben i ”Horden fra Nord/ de syge og de døde”, Ingeborg Stuckenberg, Amalie Skram, C.F. Hill, Ernst Josephson, Johannes Holbek OG CO. De opgiver rasende og fortsætter håbløst, nøjagtig som forfatter Jørgensen og hans tekster - og billeder, en hel sektion med farvefotos af meta-allegoriske minder, souvenirs og strandfund, de ligner også på den prikken for øjnene.

Luxusslutninger

Jeg hader slutninger, fordi de næsten aldrig er åbninger, men næsten altid lukninger. Men halleluja, hvilke slutninger, 3 i alt, mirakuløst absurde (især 1 og 3), på Leo Carax's geniale/åndssvage film Holy Motors, som jeg så i morges i Grand som Ekko.anmelder. Jeg vil så gerne fortælle om den, men det må jeg jo ikke, og forcen gangs skyld af en god anti-spoiler-grund, I skal have lov til at blive lige så über-overrumplede, men her er 3 hints i form af 3 titler på 3 andre kunstværker (det første med 1 lige så genial/åndssvag slutning):

Mordene i Rue Morgue


Maskerade


Cars

 

Torskevogn

Jeg vil meget helst skrive dette
simple smædedigt på det inderligt
ubæredygtige stykke printerpapir,
som den hvide WV Polo er, som
totalt tilplaskede mig og mit,
da jeg cyklede gennem Amagers
rædselsfulde ruse - et ord jeg
aldrig, never, kommer til at bruge
andre steder end her - af regn!

Hvad mener DU, Marie?

Tetzlaff i din Politiken-anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens foruroligende kæmpestore slægtsroman(-FØRSTE DEL for fanden)

(ALMJ er en god og glimrende forfatter, jeg har varmt gået ind for halvdelen af hendes romaner og digtsamlinger (herunder halvt ind for (hvert af) de to kæmpestore Hildegard-bind, og kun halvt grundet netop kæmpestorheden(s manglende monstrøsitet, der er plusordet og kvalifikationskravet for kæmpestore romaner)),  men kun kæmpestore digtere bør skrive kæmpestore romaner, og ja, for få kæmpestore digtere skriver kæmpestore romaner, men selv kæmpestore forfattere skal passe på med at skrive kæmpestore slægtsromaner (i flere dele), og efter Jens Smærup faktisk lykkedes med Mørkedage, bør kæmpestore digtere holde sig fra kæmpestore slægtsromaner i mindst 1 slægtled)  

Hvad man ikke ved (hader på halve ordsprogstitler) når du på typisk Politiken-vis krysterisk og opportunistisk udliciterer smagsdommen til et særligt læsersegment, her sædeskildringsfans, I ved hvem I er (ikke mig: jeg kan lide Thorup og Mad Men, men bestemt ikke Krøniken og Kampmann) nægter jeg at tror på, at det fjerde hjerte i de uddelte fire er ærligt ment:

Som læseren måske allerede fornemmer, kan Horn-sagaen i Anne Lise Marstrand-Jørgensens 'Hvad man ikke ved' og næste års annoncerede efterfølger godt blive en arvtager til Christian Kampmanns Gregersen-saga. Der er, trods den nye romans overvejende kvindelige fokus, mange ligheder. Stedvis rinder sågar Kirsten Thorups 'Himmel og helvede' én i hu, ligesom tv-serierne 'Matador' og 'Krøniken' og senest amerikanske 'Mad Men' om smarte reklamemænd og deres henholdsvis frustrerede og dæmoniserede kvinder. Det er inden for dette felt, denne roman utvivlsomt vil finde mange læsere.

God roman jeg anspurgt blandede mig i

Sven Ørnøs Dyndhåb, netop udkommet på Sohns forlag og ikke mindst fuld af gode skurke, bl.a. ham, der her er i aktion:

Sømandens næse sprang op, og blodet sprøjtede ud, men Grundig holdt ham fortsat oppe med venstre hånd og slog ham igen direkte i ansigtet.
  Det var tydeligt, at sømanden ville være gået i gulvet ved det første slag, og efter det andet var han bevidstløs, men Grundig nåede at slå to gange til. Han skulle til at fortsætte, men sømandens to kortspillende makkere sprang op og fór på ham.
  Grundig slap den lille sømand, som gled ned i savsmuldet på gulvet. Så smilede Grundig, og det løb koldt ned ad ryggen på Hald, der igen betragtede optrinnet fra baren, for det var, som om Grundigs øjne skiftede fra sort til sølvskinnende i det øjeblik.
  Den en af sømandens kammerater forsøgte at holde Grundig fast bagfra, mens den anden slog ud efter ham. Slaget så ud til at ville ramme Grundig på hagen, men han trak lynhurtigt hovedet tilbage, og i stedet ramte slaget ham på skulderen. Med en enkelt lige højre sendte Grundig manden i gulvet, hvor han blev liggende. Så rystede Grundig den anden sømand af sig og vendte sig mod ham. 

BREADBREAKING NEWS

LAGKAGEHUSET HAR ATTER VALNØDDEBRØD!

(og hvor smukt og mærkeligt et ord er valnød ikke; hvad siger ODS:

Valnød, en. [ˈvalˌnøð, især kbh. -ˌnøð'] (især tidligere ofte skrevet Valdnød). flt. -der [ˈvalˌnøð'ər] (ænyd. d. s., glda. valnøt (Mand.85), walnut (se u. Valnød(de)-kerne), æda. walnøt (se u. Valnød(de)olie), oldn. valhnot, oeng. walhhnutu (eng. walnut), mnt. walnut, -not (nht. walnuss); om 1. led se Valland; sml. lambertsk, valsk nød u. lambertsk, II. valsk 1.2)
1) frugten af valnødtræet, især af arten Juglans regia L.; dels om hele frugten, bestaaende af kerne og en haard skal, der igen er omgivet af et grønt kødet lag; dels om frugten, saaledes som den i reglen kommer i handelen, befriet for den bløde skal ell. tillige for den haarde. )

Stjålen læsningssødme over tynd kop kaffe på Skindbuxen

DAN SUKKER!

og fx sukker Dan T over alle de gyselige, kaffetyndt efterplaprende slam-poeter - det er ikke dem, der er mine sande efterfølgere, sukker Dan, det er langt snarere bogstavelige legebørn og udknaldede raga-magere som fx Rasmus Nikolajsen og Ursula Andkjær Olsen -

Evigsmuk septembersang overdøvende den forrige, momentant brugbare

Lou synger, nej, nemlig ikke, RECITERER Kurt:

God, betimelig, skrækkelig sang

Det har været en pænt katastrofal september rent eksistensmæssigt, og på godt og ondt, hvilket er gået ud over også bloggen; i en taxa den anden dag hørte jeg en sang, der med poetisk præcision udtrykte, hvad jeg sad på passagersædet og følte; jeg kunne godt høre, den ikke var god i den forstand, håbløst klagende, Sub-Springsteensk anthem-atig som den er,  men den var brugbar for mig lige dér som en undertekst på min skrammede og skramlede sjæl, og det gider jeg ikke se ned på som en æstetisk kvalitet, en øjeblikkeligt rammende og ramlende én:

Jeg stjæler Peiter Peitersens blogpost om Birgitte Krogsbøll + 1 om skovsnegle

Bue P. Peitersens hyper-hypre blog peiter peitersen er stadig en myreflittig yndlingsblog, og hvis WA Bøger ikke snart trykker min håbløst gamle anmeldelse af bloggen og Peitersens neo-nyssselige, selvtrykte hæfter, trykker jeg den på Blogdahl, anmeldelsen, det er en trussel!

To Birgitte Krogsbøll-lister

Birgitte Krogsbølls minilister er godt nok fine, når de sorterer deres små insekter og alt muligt andet ud fra diverse principper. Se her: 

dyr der stikker, ordnet efter grad af rundhed + ordbredde, stigende orden:

1) myg
2) hveps
3) fjæsing
4) pindsvin
5) søpindsvin

Dette miniaturesyn plus en håndfuld andre sniger sig pt. rundt på Birgitte Krogsbølls Facebookvæg, og hvis linket ikke virker, så kommer der lige et til her: 

ting der er kolde, ordnet efter grad af sødme, faldende orden: 

1) ispind
2) september
3) bankvæsner 

Labaner

Jeg har altid syntes
godt om 
skovsneglene: 
De er nogle o.k. labaner
der bare er der.

Et blåt tvangsabonnement når til vejs ende = mudder og dandsebod

Jeg modtog i går aftes fra min faster, der som medlem af Grundforskningsfondet var med til at kickstarte udgivelsen, de to sidste bind, 15 og 16 + tilhørende kommentarbind, af Søren Kierkegaards skrifter (bind 17-27, som er udkommet, er "papirer", bind 1-16 er udgivet tekst). Dette er det sidste afsnit i den sidste tekst ("Dømmer selv!", 1851), i sidste bind; de 10 allersidste ord tager jeg gerne som motto for Blogdahl:

Og lad det saa være sagt saa høit som muligt; og gidet blev hørt om muligt overalt, og give Gud, at det, overalt hvor det blev hørt, alvorligen vorde betænkt: det Onde i vor Tid er ikke det Bestaaende med dets mange Feil, nei det onde i vor Tid er just: denne onde Lyst, denne Leflen med at ville reformere, dette Falsknerie at ville reformere uden at ville lide og bringe Offer, denne letfærdige Indbildskhed med at ville kunne reformere uden enganbg at have en Forestilling end sige en ophøiet Forestilling om hvor uendeligt ophøiet den Tanke er "at reformere", dette Hyklerie med at flye Bevidstheden om sin egen Uduelighed ved at faae travlt med det Adspredende at ville reformere Kirken, hvad vor Tid mindst af alt duer til. Da Kirken trængte til en Reformation, da meldte Ingen sig, da var der ingen Trængsel for at komme med, Alle flyede tilbage, kun en eenlig Mand, Reformatoren, optugtedes i al Stilhed ved Frygt og Bæven og megen Anfægtelse til i Guds Navn at vove det Overordentlige. Nu er der et Mudder, som var det paa en dandsebod, med at alle ville reformere; dette kan ikke være Guds Tanke, men er et lapset Paafund af Mennesker, hvorfor der ogsaa istedet for Frygt og Bæven og megen Anfægtelse er

Hurra, Bravo, Acclamation, Ballotation, Jav, Commerce, Spektakel - og blind Allarm.

Se mig duellere DR2-vært

i Temalørdag om dueller, sendt på DR2 i går og nu seelig på dr.dk, link her; jeg sidder også inde på Det Kgl's gamle scene (foran den tomme, uhyggelige kulisse til Enetime) og ævler om Edvard Brandes' duel med Robert Schyberg, men hovedsagen er duellen med vært Mikkel Frey Damgaard på stok og paraply ud for Det Kgl.s billetkontor; min søn, der gik til fægtning i tre år, udtaler, at jeg ikke slås helt forfærdeligt, hvilket gør mig skrækkeligt stolt!

Forsvar for dug

Yndlingsdigter Christina Hagen i enquete om ord i Politiken i går:

Jeg kan få det dårligt af meget poetiske ord; smukke ord. Jeg mener ikke, at man nødvendigvis beskriver det smukke bedst med smukke ord. Dug som "duggen faldt" bryder jeg mig ikke om.

Yndlingsdigter Hans Otto Jørgensen i næste uges Springer:

Motivet er svampe, de er ikke ærbare, det er de for meget kød til, der er for megen lugt af jord og sovekammermørke. De giftige imellem, når man skal plukke og skelne mellem spiselige og giftige, kan medføre kramper. Underside og overside, blondepermissioner. Når de knækker, er der ingen anden lyd end fugtig lyd, hvis vi forestiller os dug som lyd. 

Forskydning af tredje yndlingsdigters bogtitel: 

Hærg hyperhetzende, dagklirrende dug, på mine pipppoppede pupiller!

Der er for LIDT amerikansk sitcom i dansk poesi

Hvor lidt polemisk ville bloggen ikke blive uden Mikkel Bruun Zangenberg? Så tak, Mikkel, for med stor konstans og konsekvens at opføre dig så kritisk åndssvagt ?

I sin 5 hjerter-anmeldelse af Lone Hørslevs La'os i Politiken proklamerer Zangenberg midt i en på den ene side-på den anden side-omtale af kortprosa-sektionerne om triste venner og sex med bad news, at

Vi er et godt stykke vej fra den sødligt kække marengs i den amerikanske tv-serie 'Friends';

Hvad er det for en kultursnobbet og bare kedelig og dum nedvurdering af Friends i særdelshed og amerikanske sitcoms i almindelighed? Der er mange dæmoniske, mørke episoder og handlingstråde i Friends, ikke mindst involverende Phoebe og hendes fortid som hjemløs og hendes onde tvillingesøster Ursula og hendes håbløse bror, hvis barn (børn?) hun føder; Friends og andre sitcoms har været erklæret primært inspirerende, situationelt såvel som komisk, af danske 90'er-forfattere som Kirsten Hammann og især Line Knutzon, og jeg forestiller mig, at Lone H ikke vil nægte, at hun også er påvirket af sådant tv; jeg kunne så i den nye bog godt have brugt flere skarpe vitser og og færre muntre moraler, på den led ligner La'os faktisk Friends mere end godt er (vs. sortere, særere, hårdere sitcoms som lige nu The Office, Parks and Rec, Community, 30 Rock).

Kalkunsæson er godt nyt for kulturens kulmuler

Fra Hans Otto Jørgensens Springer, 5. kalkunbind OMSIDER, 3. urent beskidte, altså i anden potens blakkede (små dirty kalkuntekster + ANDRE kontaminerede tekstslagser) kalkunbind:

DRIVING THE JUTLAND HIGHWAY

I don't fucking care about sammenhængskraft.

Bebopklubben + Mr. Bebop (der er formand, men ikke medlem!)

(fotograf: Lars Gundersen naturligvis - og brillerne var GRØNNEDE, kan jeg godt se)

Statusblues

For tre uger siden fik jeg en mail fra Thomas Hvid Kromann, jeg ikke svarede på:

Kære Lars, jeg skal sammen med Martin Glaz Serup skrive om den litterære blog i DK ifm. Standarts jubilæumsnummer. Din blog er linket til din papirbaserede kritikerpraksis, men fungerer også som supplement, hvilket er interessant. Ifm. Anne-Marie Mais bog om steder i litteraturen, var du lidt efter hende, fordi hun ikke aflæste antallet af besøgende korrekt og dermed marginaliserede bloggen. Ifm. vores artikel kunne det være interessant, hvis vi kunne få adgang til dine besøgstal på bloggen, dvs. "previous 30 days" og "previous 12 months". Det kunne være interessant at se hvilke svingninger der er. Og så kunne vi sammenligne med tilsvarende data på Kornkammeret. Det vil kræve at du går ind og tjekker historikken på din blog (hvilket jo er nemt nok) og så PDF'er disse tal til os? Det kunne være interessant også at have et statistisk perspektiv på artiklen. Lad os høre fra dig (deadline er om et par uger, så ...) Bedste hilsener Thomas

og i tirsdags mailer Martin mig - noget mere stram i mælet:

Kære Lars, Thomas Hvid Kromann og jeg skriver en artikel om litterære blogs til Standart - må vi ikke i den fiorbindelse sprøge til Blogdahls besøgstal? Hvor mange kigger egentlig forbi i snit om dagen/ugen/måneden???? Bedste hilsner fra Martin og THomas

Og nu svarer jeg omsider, omend nødtvungent, og jeg svarer, at jeg ikke har svaret, fordi jeg lige præcis de sidste fire uger, pga. VILDE force majeurer, har været utypisk inaktiv - mange dage kun en enkelt blogpost og decideret INGEN blogposter, hvilket gør mere ondt på mig end på jer, kære bloglæsere - og besøgstal hænger nu engang snævert sammen med skriveflid, rimeligt nok. Lige før bloggen gik ned i omdrejninger, havde jeg rimeligt fast et dagligt besøgtsal på 1000+ (op til 1300) og i forsommeren var månedstallet oppe på over 29.000 (nåede vist ikke 30.000). OG UNDSKYLD MIN UFORBEHOLDNE GLÆDE OVER DENNE PLATTE KVANTITATIVE POULARITET; MEN FOR FANDEN JEG HAR UDGIVET DEN ENE DIGTSAMLING EFTER DEN ANDEN; DER HAR SOLGT 123 EKSEMPLARER, I AM ENTITLED! Men sådan her ser tallene ud denne fredag 21. september klokken 10 (efter jeg i går og i dag (ikke kun af den grund!) har været en SMULE flittig):

Sidevisninger i dag 189
Sidevisninger i går 741
Sidevisninger den seneste måned 23.190
Samlet oversigt over sidevisninger 568.245

Tilfredse, Thomas og Martin? For det er jeg ikke!

Hvorfor er undtagelsen ikke reglen?

tænker jeg, når jeg læser Mette Moestrups og Lone Hørslevs nye, gode digtsamlinger, Dø, løgn, dø og La'os: Hvorfor er undtagelsesteksttyperne og -sektionerne - hos Moestrup konkret-happening-vejledningen til sidst, men også Sapfos datter-biografien og øjenvidne-udfaldet, hos Hørslev sex-med bad news-- og triste venner-kortprosaerne og Bakken-notaterne og TEGNINGERNE (ved Rikke Bakman) - sat på plads som akkurat undtagelser i forhold til de regelrette, i hvert sin gangart (men skægt rimende med akkurat deres små speedede rimerier) hvirvlende centraldigte? Hos Hørslev fylder undtagelserne vel ret præcist lige så meget som regelretheden, som jo så bare fylder fire gange så meget som hver enkelt af undtagelserne, og derfor forbliver reglen; i Moestrups forrige samling, nyklassikeren kingsize, var undtagelsen vel lige ved at være reglen, men blev det til syvende og sidst ikke helt i mine læsebriller (hvis en centralagtig digttype er repræsenteret, vil den, selvom den kun fylder lige så meget som eller måske faktisk mindre end de øvrige repræsenterede poesityper, alligevel se regelagtig ud). Eksempel på undtagelses-viis digter? Peter Laugesen selvfølgelig, hvem troede i?

Lone Hørslevs allegoriske fortolkning af Fifty Shades-hypen

i den effektivt one-trick-vittige sektion, "Den skærpede tone", som jeg glemte at nævne i min anmeldelse af La'os (fordi den kun er one-trick-effektiv, men netop derfor burde jeg have omtalt den, hædrende, fordi den tør være one-trick-effektiv i stedet for kækt kompleks (at tricket så godt kan minde en smule om tricket i Martin Glaz Serups Marken nævner jeg kun i dobbelt parentes, for det trick (ikke-person optræder som person) har jo heller ikke Martin fundet på); det er i virkeligheden de hårde økonomiske tider og nyheder - Den græske situation, Finanskrisen, Den nedjusterede danske vækst, Den globale opvarmning, Ungdomsarbejdsløsheden - de ivrigt læsende mødre drømmer om at have handlekraftig sex med:

Finanskrisen slikker med stor iver og beslutsomhed, den har et god tag i mine baller, emsn den slikker og slikker, bruger tungen så godt den nu kan. Finanskrisen er stærk, den stønner og løfter mig op på sin pik. Jeg er en lille smule overrakset over HVOR stærk den egentlig er, hvordan den kan holde mig sådan. Bagefter tager Finanskrisen mig bagfra, den bider mig i øret, og sådan bliver vi ved til den også er kommet.

Forbandet være bortnærværelsen

i dagens WA Bøger af min anmeldelse af Lone Hørslevs La' os og på 4. eller 5. uge - og nu har Information og/eller Kamilla Löfström omsider taget sig sammen til at stikke den et udråbstegn - Majse Aymo-Boots Spørgsmålene, det er noget forbandet fis, altså fraværet!

Helle Helle er min fasters blikkenslager

Drøm, januar, 2011

Else Marie Bukdahls afløb er hele tiden stoppet med noget rødt og blåt, og der er ikke andre end mig til at rense det.

(fra de "Ti nye drømme" af Helle Helle i Cool nr. 1, Bebops og Asger Schnacks nye, meget overlegne og konkurrencedygtige tidsskrift for åbenhed)

En eksklusiv klub blev lige 1 person mindre eksklusiv, smukt nok

Jeg
Torben
Jan (med de blåeste briller)
Bodil

og nu

Henriette

- modtagere af af den ultraCool Bebop Pris (Mig, Brostrøm, Kaspersen, Jac Andrees, Sennenvaldt), ingen af jer andre er medlem af den klub, endnu, og det er I med god ret bitre over.

Very Cool, Fastguy - 2 i'er

Min rygsæk stod intakt bag disken inde i restauranten, jeg tog imod den og proppede min reserverygsæk, der er min mors computertaske og som indeholdt Cool nr.1, ned i den: en rygsæk med to bøger og en avis og en rygsæk med et tidsskrift i i.

Not Cool, Lars, rygggesløst rædselslfuldt

Jeg glemte min rygsæk bag en stor plante udenfor Mielcke & Hurtigkarl ved Bebop-prisuddelingen/ Cool-lanceringen i eftermiddags; den indeholdt kun dagens Information og en pseudonym erotisk roman og en Hammer & Hammer-kriminalroman, alt sammen dybt undværligt, men det er rygsækken jo ikke, det er den sæk, jeg bærer min rygrad (og aske) i.

Annemette, 1957-2012, var en blyantstegnet blåspætte

Annemmette Larsen, fantastisk tyst billedkunstner med især en blyant, men også dengang det var 80'erne en følsomt poppet digter, er død alt for tidligt - ligeså strålende lys var hun, som hendes tegninger - jeg ejer heldigt nok 1 - var, nej for fanden ER forfinet grå; her er tre digte fra Hvedekorn 4, 1983 - jeg lærte hende at kende i en virkelig ørken:

hver morgen
når Bill sammen med de andre minearbejdere
steg ned i den mørke skakt
tænkte han:

dybere
dybere

i dødens negative støbeform

*

Bill's
billede II:
associationsflader
suger
filosoffer
og
sociologer
op
i
spiraler

*

om aftenen
da jeg kastede stenen i vandet
og så ringene brede sig
tænkte jeg:

nærmere
nærmere
kanten

(tegning inde i Simon Grotrians Slangehøst)

- faktuel og kærlig nekrolog, som jeg ikke kan linke til, ved Claus Carstensen og Søren Ulrik Thomsen i Politiken i dag

Morgen-anti-motto

Delicious, healthy food

- hvem ville fatte tillid til nogen, der reklamerede med

smuk, sund

kunst eller
litteratur eller
poesi

Morgenmotto

Ikke i rute

Se, det kalder jeg et referat

To the point kortfattet forjættende

- af Kristian Bang Foss' med ubændig længsel ventede, suverænt betitlede, nye roman Døden kører Audi, der udkommer om en måneds tid, på Gyldendal.dk's pressesider:

Asger dummer sig og mister alt og må tage et job som handicaphjælper for Waldemar, verdens sygeste menneske. Deres hverdag sammen i betonghettoen Stentofte på Vestegnen er et studie i håbløshed. Indtil de kører sydpå for at opsøge Torbi el Mekki, en healer i Marokko, Waldemars sidste håb.

KRAS ILd til NIKedukkerne, men slet ikke enOFF

Arthur Krasilinikoff 1941-2012

(som jeg kun nåede at anmelde to bøger af, den fantastiske erindringsfabel Hvalens øje og opsamlingen Græssets tryghed,  og stadig mangler at LÆSE alt for mange bøger af)

Mørkets vinter

Når han om vinteren sent på dagen kommer op fra kælderen, ligger sneen og ulmer i mørket. Lyset springer fra vinduerne i husene spredt over skråningerne ned mod havnen. Mørket stryger ham over næsen og munden med sin uldne og fugtige vind. Det er tøvejr på vej gennem luften. Menneskene er i deres huse. Det er aften. Havet simrer sort bag bakkerne.
  Astur går bag om huset hen til køkkenet. Plantagen luder som en sort ko bag stengærdet. Himlen er som svirpet ud til de yderste egne. Et hemmeligt lys er i mørket over træerne. Det kilder ham i øjnene så han ingenting kan se. Han sukker og går ind.
 i aften skal de ha plukfisk. Hanna står om gryden med løftede skuldre, som mørket står om huset, og håret lukker ansigtet inde. Lugten af sennep og fiskekød damper op forbi pæren med den hvide skærm af glas. Lyset stråler så skarpt at glødetråden i glasboblen tegner sig skarpt som brændende snore. Ilden pusler gennem den så hurtigt som indespærrede lyn.
  Moren står henne ved vasken og piller kartofler op i en skål. Da hun er færdig, tager hun skålen og bærer den til bordet. Hun bærer den, så dampen står hende bag om skuldrene som et slør.
  Astur er den første der sætter sig. Siden kommer de andre som kom de fra fremmede steder. Da har moren og Hanna allerede sat sig.
  Dampen fra gryden og skålen hænger om den hvide lampe. Ude i mrøket lusker mørket som ufodrede katte.

- fra Hvalens øje, 2004

Anonyme 80'er-digtere

Da jeg i går aftes skulle træde op til mikrofonen på Statens Museum for Kunst og præsentere Bazar-klippet for den pænt store, alment dannede menneskemængde, der havde købt billet til Zetland Live, fik jeg ubændig trang til at bekende, så jeg startede min mikro-intro med grådkvalt at proklamere, at

MIT NAVN ER LARS OG JEG ER 80'ER-DIGTER

hvorpå jeg med en helt anden frimodighed kunne hengive mig til de ordknappe mareridtssyner af 70'ernes hærskarer af rare skægmænd.

Nongen i novemberh

En tålmodig konceptuel digter, der ville City Slang-formatere Henrik Nordbrandts lyriske forfatterskab, så 'nogen' hver gang bleve stavet 'nongen' og 'november" 'novemberh': Året har 16 måneder: Novemberh/ december, januar, februar, marts, april/ maj, juni, juli, august, september/ oktober, novemberh, novemberh, novemberh, novemberh - apropos at jeg i aften på Statens Museum Kunst som et indslag i live-tidsskriftet Zetland præsenterer et klip fra den legendariske Bazar-udsendelse fra 1984, hvor SUT spillede playback-violin bag Lars H, efter Strunge og Baidel havde skændtes så udødeligt bravt.

Referatsump som virkelig ingen anbefaling

Jeg læser mig helt i død i referaterne i anmeldelserne af Leonora Christina Skovs nye roman Førsteelskeren, dybt kedeligt indviklede og fuldstændig glemt fra det ene til det andet referat, så det hver gang virker som en helt ny åndssvagt handlingsnedtynget roman:

Men, altså, Veronica spiller punk og skriver breve til Nat, som i mellemtiden er taget til Berlin, hvor han møder en anden kvinde med alias, Angelika. Som under forskellige østeuropæiske identiteter lever af at score stenrige mænd og forlade dem igen med en kuffert fuld af nøgler og dyrt tøj, der kan sælges igen. I virkeligheden hedder hun Rosa, og hun og Nat indleder - efter et første mislykket knald - et platonisk forhold. (Information)

Mormor Gina blev i sin tid anbragt som sindssyg på Oringe af sin mand. Men han løj hende død! Nu er der nogle efterladte breve fra Gina til datteren Lulu, og disse breve befinder sig i en skuffe i en lejlighed i Berlin. Lejligheden på Viktoria-Luise Platz' i Berlin ejes af Ginas desværre strubekræftsyge svigersøn, hr. Weinberg - som altså er far til Veronica. 

Lang tid før de æstetiske smagsdomme fældes, får jeg totalt mistillid til en roman, der tvinger sine anmeldere til at referatkløjes så druknende desperat, beklager, ærekære kollega.  

Søgte på Leonora og fandt en Lego-hurtigfærge

Se hurtigfærgen Leonora i lego

Bornholms Tidende | 14.09.2012 | Side 5 | 123 ord | Artikel-id: e366ef23 |  Original artikel    

 

Det tog en del længere tid at bygge den rigtige hurtigfærge Leonora Christina, men den er til gengæld også noget større, end den model, som Christian Christensen fra Allinge har begået i løbet af en måneds tid. Han har bygget den i Lego-klodser, og lørdag klokken 10 kommer han hen i Fætter BR på Store Torv i Rønne og afleverer den, så den kan blive udstillet til inspiration for andre eller kommende Lego-entusiaster.Det vil sikkert glæde mange, deriblandt familien Kirk Kristiansen, som ejer Lego og ligger øverst på listen over Danmarks rigeste familier med en formue på 55,3 milliarder kroner. De offentlige finanser i Danmark blev i øvrigt for 2011 opgjort til et underskud på 35 milliarder kron

Blogtyveri

Det er frygtelig skamfuldt med den lille, hårde tristhed over, at en tekst, man har skrevet til en BOG, lige så godt kunne have en været en lang BLOGpost - og hvilke tekster kan IKKE være blogposter? og hvilken størrelse kan en blogpost IKKE have? - som nu fx den tekst jeg netop har afsendt til Forfatterskolens 25 års jubilæumsbog, betitlet "1 stk. forfatterskolelitteratur", FORDI man/JEG ved, at teksten ville få mange flere læsere, vel ca. tre-fire gange så mange, på BLOGGEN end i BOGEN, og som sagt jeg skammer mig FRYGTELIGT!

Play it again and again and again and again and again, Klaus

Afvist overskrift til min anmeldelse i WA Bøger i dag af Klaus Rifbjergs nye (men sandsynligvis reelt 10 år gamle) roman Nøleren:
Forget it, Rif, it's Vestre Borgerdyd

Hej Vagn dér på Gl. Kongevej med virkelig dårlig timing i lørdags

Ubændig trang til at placere pupiller i O'erne på skiltet

VIDEOOVERVÅGNING

Spirer med sporer

sparer ikke på spærretidsoverskridelserne (og slet ikke når de hedder Rolf Sparre Johansson!)

I dag udkommer Hvedekorn 3, 2012, et seriøst excentrisk nummer

og i aften klokken 20.00 præsenteres i samme anledning  oplæsning hos Rosinante&Co, Kultorvet 11, over Klaptræet, under medvirken af følgende bizart beautiifulde bidragydere:

Marie Melchiorsen
Caspar Eric Christensen
Line Maria Jensen
Emil Kjær Voss
Joakim Vilandt
Cecilie Lind

Her et digt af debutanten Joakim Vilandt, nyslået musikvidenskabsstuderende, der forrige torsdag fik 3. g'ere på NGG og 8. klasser på Humlebæk skole til at spærre ørerne betydeligt op:

-->

*Skovens Rædselsomhed (Ensomhed oqchue hvadénd den gøres ved os)

      Saaledes... Eet bygkorn styckes i den muldnend Jord

      Och springer strax opp i Alle Farvbler!

      Deet piler blanckt ad Kjæret

      Vipper sagte runt ei Veiret

——Men har’intet den ka kalde paa som Moar.

      Der er kund Andre Straa at see i ded Fjerne...

      Det kan ensomt rykke og sælsomt bygge, men til sidst er der en   Smerte i dens Kerne.

For Hvad er det, hva Moar, Hvad er det, hva’Mor ka’du itte se det itte duer naar ditte slaar derinde efter datten; det forklemres oqchue forvirres, skeptixismen af DEM fortirres oqchue forties, hva er det Moar, jeg forvirres naar jeg bløder i en Verden der latrer. Du sir de andre oss’ tar bod, men det passer ikk’, DEt passer ikke Moar*!

      *Jo det gør, men de er ikke pinligt vrælende, lille Byg.

Cover: Teenageren Claus Carstensen. 1974

Slagskygge rømmes

Melankolsk ikke længere at skulle tynges af dét højere klitnærvær:

Klaus Rifbjerg sætter sommerhuset til salg    

Den danske forfatters sommerhuse - for faktisk er der to - ligger på toppen af en klit, og grunden leder direkte ned ned til Vesterhavet. Pris: 10 millioner kroner. Den 80-årige danske forfatter Klaus Rifbjerg er kommet i Kandestederne, siden han var barn, men nu er sommerhuset med den spektakulære beliggenhed sat til salg. På ejendomsmægleren Vedel og Coldings hjemmeside er prisen sat til 10 millioner kroner. For det får man ikke bare et, men to huse. Hovedhuset ligger på toppen af klitten med 180 grader udsigt over Vesterhavet og rummer soveværelse, køkken, bad, indhegnet solgård og en overetage med et stort soveværelse.Annekset lidt derfra er bygget af arkitekt Alfred Hansen og Klaus Rifbjerg har angiveligt brugt det som skrivestue. Tilbygningen består af et stort arbejdsværelse med glasvæg, en overetage med en soveplads samt en kælder med vaskerum, vinkælder og baderum. I alt er der 100 kvadratmeter boligareal, mens grunden, der går helt ned til vandet er på 25.650 kvadratmeter og delvist omfattet af klitfredning. På den ikke-beskyttede del af grunden er der tilladelse til at opføre en sommerbolig på 140 kvadratmeter. Siden debuten Under vejr med mig selv i 1956 har Klaus Rifbjerg udfoldet et mangfoldigt forfatterskab, der spænder over stort set alle genrer. Blandt de bedst kendte udgivelser er stadig romanen Den kroniske Uskyld fra 1958. Det fremgår ikke, hvorfor sommerhuset er sat til salg.

Do you Lilke To Read? (JA)

Apropos Olgas blogpost om sci-fi-romaner, hun gerne vil eje og læse, hvad så med de 6 omhyggeligt fremmanede, fantastisk forjættende sci fi/ fantasy-ungdomsbøger, som den ene af de to 12-råige hovedpersoner i Wes Andersons detajle-deliriske og -rørende mesterværk (det er mine 6 stjerner, der optræder i alle annoncerne; aldrig er jeg blevet citeret så spektakulært (for noget jeg ikke har sagt, men kun bestjernet)) Moonrise Kingdom, Suzy, har med i sin kuffert, da hun stikker af hjemmefra, og som jeg umuligt kan eje eller læse, da de for fanden er fiktive; Anderson har udsendt en lille, forunderlig sær-video, hvor filmens fortæller, Bob Balaban, præsenterer bøgerne, og Suzy læser deres indledninger op, og mere får vi hårdt nok ikke, aldrig nogensinde, og hvor ville jeg forfærdeligt gerne læse i det mindste Disappearance of the 6th Grade:

 

Hovsa, jeg spilder lige biografisme ud over det hele

Bjørn Bredal anmelder Klaus Rifbjergs nye roman Nøleren, der udkommer mandag, på forsiden af Politikens 2. sektion og ret præcist halvvejs inde begynder han at læse massivt biografistisk, hvilket kan være en ærlig, men beskidt sag, men da ikke, når man som Bredal koketterer med, at det slet ikke er noget, man bryder sig om at gøre, men der er bare ikke nogen vej udenom, at man ikke kan lade være: Derfor "nøjes" han med to lange citater og et kort fra en erindringsbog af Niels Barfoed, der "har temmelig mange træk til fælles med figuren 'Nikolaj'", vs. et enkelt citat fra selve romanen, hvor personen NB hedder Nikolaj og ikke - som en person faktisk gør i Marts 1970 - Niels Barfoed, det er ikke at biografistisk nøjes, det er at gå biografistisk amok, og det er dermed en totalt forloren-mudret sag:

NU ER DET måske lidt tøset af fortælleren sådan at lade andre sige ' sandhederne', så vi surmuler lidt og forlader et øjeblik romanen for at træde ud i virkeligheden.  Her findes et menneske ved navn Niels Barfoed, kendt kritiker, litterat, doktor på en afhandling om Don Juan og forfatter til en lang rækker bøger i alle genrer, senest biografien ' Manden bag helten' om grønlandsfareren Knud Rasmussen. Niels Barfoed har sandt at sige temmelig mange træk til fælles med figuren ' Nikolaj' i ' Nøleren', mens ' Nøleren' selv har meget til fælles med Rifbjerg, uden at der selvfølgelig er et en til en-forhold mellem nogen af størrelserne. I hvert fald er der jo byttet lidt rundt på faktorernes orden, så kunstneren er ham, der har brudt forholdet, mens kritikeren er ham, der fortæller ( men altså derved egentlig alligevel er kunstneren).Nå, personligt har jeg aldrig fundet fornøjelse ved at gå rundt med skæg og blå briller og dirke nøgleromaner op, så jeg tror, jeg vil nøjes med et par citater fra Niels Barfoeds erindringsbog fra 2007 med den sigende titel ' Farvel så længe!'.

Amagermanifest

ALT I STØVSUGERPOSER
(skilt på Holmbladsgade)

 INKL. IKKE  MINDST

GRAVID JERN
(produkt på Christianshavns Apotek)

Så var det pludselig 12 grader

og nu er det 23 grader

vejret er springsk,

springende frem og tilbage på at

være på grænsen til at være

på spring til efterår

men det skal blive så herligt og ægte faldsk:

et lyntog lander i min favn!

18 ord og 3 tal

21 grader er det udenfor,
siger computeren, 
poesiens temperatur nøjagtigt,
nej, kærlighedens,
ok, det kan komme ud på 1,
nej, 2.

Lyt til tavshed på Spotify

Man kan rent faktisk godt høre John Cages tavse klaverkoncert 4'33" på Spotify med en sær knitren ind over, der vel sagtens bare er lyden af nålen mod lp-pladen, hvis det ikke er en kolibris dirrende vinger, der TILFÆLDIGVIS er i nærheden - og tjek også Cages og David Tudors Variations med alskens kostelige Mad Men Era-støjkilder i munden på hinanden.

Frank / Cage, Ærlig / Bur

Ifølge Cage indeholder enhver lyd fire elementer: Tone, varighed, overtone, fylde. Stilheden, på den anden side, indeholder kun eet af disse elementer, nemlig varighed. For Cage er det derfor vigtigt, at han i sine rent rytmiske strukturer opgiver tonalitet: Han må give plads til varighed, til stilheden. Og det er en stilhed der altid kommer udefra; trafik fra gaden, en støj i rummet, nogen der synger i badeværelset. Alt dette fylder en pause ud i selve værket. Cage komponerer således sin musik for at vi skal få øje på den lyd, der ikke er i værket. Lyden af os selv, når vi lever. For ham er al lyd følgelig musik.
  Stilheden binder på denne måde den rytmiske struktur sammen. Spørgsmålet er da - og jeg stiller det til mig selv gang på gang, indtil nogen åbner en dør, en bog, og jeg kan se lige ind - spørgsmålet er, hvor megen plads stilheden bør indtage i forhold til lyden?
  Cage betragtede oprindeligt musikken som værende udafhængig af tid, dvs. at forholdet mellem lyd og stilhed ikke var noget tidsligt fænomen, men snarere et spørgsmål om tilfældighed: Når musikken slutter, hører vi måske en kop blive sat på et bord, en dør smække, en stol blive skubbet hen over et gulv. Eller vi hører stilhed. Men det er altsammen afhængigt af, hvad der tilfældigvis sker i rummet efter at musikken er hørt op. Musikken har ingen indflydelse på det der vil ske, og det skete har ingen indflydelse på musikken: Musik og handling er adskilte i tid.
  Senere ændrer Cage denne opfattelse. Han skriver i midten af 60'erne et værk for klokkespil, der opføres på en pigeskole i det sydvestlige Virginia. Før stykkets opførelse beder han klokkespilleren spille stykket - der består af ti dele spillet på begge sider af fem stykker krydsfinér - så længe som han selv ønsker det. den eneste betingelse Cage stiller, er at klokkespilleren forholder sig stille i lige så lang tid, som det tog ham at spille stykket, og derefter begynder forfra og holder pause igen og begynder forfra osv. med samme intervaller.
  Ved opførelsen står publikum udenfor og lytter til musikken. det er vidunderligt; de kan mærke hvordan stilheden spiller med: Pludselig er der ingen forskel mellem musik og ingen-musik. (jeg siger til mig selv, som om jeg også stod der, at det ikke kan passe: Den ingen-lyd de lytter til mellem de spillede dele, er sandt nok en del af musikken, men i virkeligheden lytter de ikke til stilhed; de lytter til en pause i musikken, hvor de selv er tavse: De lytter til deres egen tavshed. Og tavsheden bærer deres handling, overlagt; de tvinger sig selv til at være tavse, når musikken holder pause. Til sidst er der slet ingen forskel mellem stilhed og tavshed, eller mellem stilhed og musik: Der er ingen forskel mellem stilhed og tavshed og musik. Tingene udtrykker sig ikke længere igennem deres modsætning, men igennem deres symbolske sammenfald, deres gengivelse, gentagelse, af hinanden. Jeg har altså atter taget fejl: Det lyder altsammen ens).

- fra Niels Franks essay "Tavshedens syv segl/ Cage, Gould, Reich: En kollektivroman" i Yucutan, 1993, stadigvæk den bedste tekst om Cage på dansk, og som jeg da vist hørte Frank sørgmodigt læse op på Aarhus Universitet, før det helt var 90'erne. Nu er Frank ikke længere sørmodig - det er han heller ikke rigtigt i essayet, han har bare ikke selv opdaget det endnu - hvilket gør det endnu mere uudholdeligt, at vi åbenbart skal vente helt til februar, før han udsender sin nye ROMAN! Nellies bog - spyt den ud, nu, du!

Luk ingenting ud af buret! - Cage 100 i dag!

(efter at have skrevet kommentar/anmeldelse af Karl Aage Rasmussens anbefalelsesværdige monografi til fredagens WA Bøger) slår tilfældigt op, som han venligst har formanet os om at gøre, i hans bog M. Writings '67-'72:

Make a book that's edible.

Og slår så op i X. Writings '79-'82:

                        duchaMp telephones
                       from kAnsas
it's like nothing on eaRth  i feel as i did
                   before beComing a ghost
                          i havE no regrets
                           i weLcome whatever happens next

TILLYKKE TIL VORES LYKKELIGE, NYE ØRER

Psykosomatisk nys

Jeg forstår ikke, eller jeg forstår kun alt for godt, hvorfor jeg nådesløst bliver angrebet af, hvad jeg vil kalde høtyvefeber: en forloren, men derfor 20 gange værre overfølsomhed overfor selve luftens evige, mikroskopiske melodramatik: Atju-bang!

Hemmelig dobbeltglæde

over de to 2011/12-debutanter, vi i juryen for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, den eneste ordentlige debutantpris,  i eftermiddag ved et møde på Vejle Bibliotek under indtagelse af fiskefileter og napoleonshatte valgte til at blive årets prismodtagere (sidste års: Amalie Smith og Hanne Højgaard Viemose), de er så vilde og cool, begge!

Drømte mig en kritiker i nat

Han hedder Nicklas Freisleben Lund, og jeg har aldrig hørt om ham før, og jo af den gode grund, at jeg drømte ham i nat, og i Politiken anmelder han Cecilie Linds viljefast (viljefest skrev jeg først) forhvirvlede debutbog Dughærget pupil accelererer tusmørke til de 5 hjerter, den som mindstemål skal have, og siger klogt sansede ting om de ømt og lumsk undvigende tekster - Kamilla Löfström, som jeg ikke har drømt, hun findes absolut verificerbart som en yndlingskritiker, er lige så glad for at være glad for bogen og lige så god til at være begge dele i sin anmeldelse i Information, og det glæder mig også, groft godartet, inden jeg atter falder i kritisk søvn.

Mail fra månen

Månen er lige så fuld
som min postkasse
og af samme gyngende
grund: Akut overtydelighed.