tirsdag den 31. august 2010

Hall-begyndt er håbløst fortsat

KÆRE LARS, TAK FOR KRITIKERLISTEN, BO HAVDE SAT HALL PÅ DA VI MODTOG NIKOLAJSEN, DESVÆRRE. KH. E

Fordi Rasmus' bog var blandt mine forslag til Kritikerlisten med denne tekst:

Rasmus Nikolajsen: Socialdemokratisk digt. 68 sider, 169 kr. People’s PressDe bedste verslinjer i Danmark lige nu, ved bogen kun alt for godt selv: ”og i en mast slår et lyn ned/ som en tværpasning der åbner/ banen som en bog om os og/ skumringen ruller ned over rådhustårnet som en strømpe/ trækkes på og vinden ælter en vise/ og sneen tumler hen over legepladsen som/ kulsyre der stiger opløst/ i egen lidenskab”. Tra og la og la og la!

Og jeg skulle aldrig have anmeldt Martin Halls tre fjerdedel græsselige roman Kinoplex først, men det var jo bare for at få den overstået og varme op til den væsentlige anmeldelse, men så har jeg lært det: aldrig anmelde Martin Hall først, eller bare: aldrig anmelde Martin Hall - og hvorfor begge anmeldelser ikke bare kunne komme på, ved kun Gud Bjørnvig.

Tillykke til Dorrit W med de 2 x 35 i dag

Formel for nydelse:

I møntvasken med

4 mini-chokolademuffins og en flaske hyldeblomstsaft fra Emmery's og

prosamesteren Dorrit Willumsens erindringer Det søde med det sure,

bl.a. kapitlet "En datter vender hjem", der begynder så hjerteskærende skært:

En ung kvinde kommer ind i vores køkken.
Mormor rører hårdnakket i en gryde.
Kvinden taler hurtigt og stakåndet, som om hun lige har været ude i skarp blæst.
Vinden har presset klæderne ind om hendes krop. Maven står frem i en bule. Hun lægger sin lille håndtaske på køkkentaburetten. Ellers har hun ingen bagage.
Hun er meget bleg. Men stemmen er klangfuld og smuk.
"Fru Armin" er blevet sådan. Hun suger sine egne kinder ind. Og hendes hænder tegner en hulhed i luften.
Mormor svarer ikke.
Det er pigen på billeder. Barnet. Min mor er vendt hjem.

- hvis bare ikke det søde, men dybt forfjamskede dansk-amerikanske par, efter 40 år i Californien, skulle vejledes u-af-brudt.

Poesien, herunder Lynghonning, er 100.000 kilometer lang

Man kunne ikke bevæge sig for små og store og decideret betydelige (Marianne, Viggo, Eske!) digtere søndag aften til den spektakulære åbning af Poesiens Hus i Gothersgade, der viste sig at være et smukt og intrikat hus fra 1740 (hvor Ewald sagtens kunne have hængt ud), som vi straks må tage i brug, på alle tænkelige måder, fx nogle Hvedekorn-måder, tænker jeg.

På grund af digtermylderet fik jeg kun hørt min egen oplæsningsafdeling, og her var stjernen helt klart Klaus Lynggaard, der inderligt brølede digtet "100.000 kilometer lang ..." fra hans seneste digtsamling, notoriske Røv og nøgler, fra 1988 ... han opfordrede os til at brøle med på omkvædet, og det gjorde vi, uforbeholdent:

du er 100.000 kilometer lang, 100.000 kilometer lang.
rejsen begyndt og ingen vegne nu, trodsig og troløs verden,
grene mod ruden, vinduesvisker, mit hoved er en natklub,
gæster svinger drukne rundt, og musikken, musikken, ja.

er tørstig, så tørstig, lad mig drikke vandet på din pande, åh
vandet ja, hvis det med dig er meningen med livet, hvad er så
meningen med døden, står og ler over min skulder, vejer mig
ned ned, jeg stiger op op ...

du er 100.000 kilometer lang, 100.000 kilometer lang.
månens vandfarver ind over mine hænder, ind i mørket; skov
uden træer, by uden huse, et intet mellem sang og væg, mellem
dør og stol, et sprogløst landskab befolket af slunkne skygger -
søger menneske ...

står nøgen med hænderne over hovedet, sytten år i et snap,
mørk sløret sang, der hedder ikke-at-elske, noget uden form
begynder indeni, ved jeg ikke hvad jeg vil, ved jeg hvad jeg ikke
vil, synke sprogløs og fjertung mod dig og aldrig digte mere ...

[det var profetisk, kommenterede Klaus]

du er 100.000 kilometer lang, 100.000 kilometer lang.
støjen stilner i mit hoved, alle kører bort i taxi, sidder tilbage i
mig selv og blodets vandfaldsagtige sang, usynlig visket ud
mellem nattens stjerner, hvor de vinke, hvor de blinke, dirrer
dorsk mod den lille død, altid sange, jeg er bange, dybblåt fald
mod ukendt punkt ...

rejsen begyndt, vil ikke skræmmes af dødens sne, stråle i
morgenens barmhjertige salt, uden dig er alt så intet, stiger
som en ballon, falder som en sten, kærligheden gemmer sig i
sprækker, hvor de ensomme mennesker mødes, kærligheden
gemmer sig i sprækker, hvor ensomme mennesker mødes.

du er 100.000 kilometer lang, 100.000 kilometer lang.

- Vi er ikke kommet for at spille ludo! råbte Lars Frost i hyldest med et modificeret citat fra samlingens næstfølgende digt "jeg vil bore min pik ..." Hørt!

mandag den 30. august 2010

Jeg børster tænder til Joy Division

mit tandbørste er sort
- og synger på sidste vers.

søndag den 29. august 2010

Poesien er i Huset

Jeg ville skrive et rigtigt lyrikcentralt digt, jeg kunne læse op ved åbningen af Poesiens Hus i aften (fra klokken 20:30, Gothersgade 89, alle er velkommen), og det kunne jeg selvfølgelig ikke, så i stedet for skrev jeg den her tekst (som I lige har 3 timer til at foreslå tilføjelser til):

Poesiens Hus, synonymer

Poesiens Stikkontakt

Poesiens Sandslot

Poesiens Myretue
Poesiens Sneglehus
Poesiens Fuglerede

Poesiens Fuglehus

Poesiens Burhønsebur

Poesiens Hønsehus

Poesiens Musehul

Poesiens Rottehul

Poesiens Skildpaddeskjold

Poesiens Muldvarpetunnel

Poesiens Rævegrav

Poesiens Kængurupung

Poesiens Jordhule

Poesiens Klippehule
Poesiens Skyttegrav
Poesiens Tipi
Poesiens Spejdertelt
Poesiens Villatelt

Poesiens Cirkustelt

Poesiens Drivhus

Poesiens Lokum

Poesiens Telefonboks

Poesiens Skilderhus
Poesiens Lysthus

Poesiens Legehus

Poesiens Pavillon

Poesiens Stald

Poesiens Løvebur
Poesiens Fængselscelle
Poesiens Munkecelle

Poesiens Hospitalsstue
Poesiens Hummer

Poesiens Klubværelse

Poesiens Kollegieværelse
Poesiens Kælder

Poesiens Stuelejlighed
Poesiens Loftsrum

Poesiens Motelværelse
Poesiens Hotelværelse
Poesiens Kontor
Poesiens Kontorlandskab
Poesiens Sovesal

Poesiens Skur
Poesiens Rønne
Poesiens Hytte
Poesiens Spejderhytte
Poesiens Husmandssted

Poesiens Fyrtårn

Poesiens Muremestervilla

Poesiens Parcelhus

Poesiens Penthouselejlighed

Poesiens Strandsvejsvilla

Poesiens Bondegård
Poesiens Herregård

Poesiens Smedje

Poesiens Grønthandel
Poesiens Boghandel
Poesiens Bageri
Poesiens Mejeri

Poesiens Slagteri

Poesiens Købmandsbutik

Poesiens Supermarked
Poesiens Codanhus

Poesiens Teater
Poesiens Operahus
Poesiens Biograf

Poesiens Kasino

Poesiens Politistation
Poesiens Brandstation

Poesiens Domhus

Poesiens Klubhus

Poesiens Forsamlingshus

Poesiens Kaserne
Poesiens Kirke
Poesiens Synagoge
Poesiens Moske
Poesiens Tempel

Poesiens Domkirke

Poesiens Eksperimentarium
Poesiens Observatorium
Poesiens Universitet

Poesiens Parlamentsbygning

Poesiens Palads
Poesiens Kongeslot

Poesiens Hvide Hus

Poesiens Pyramide

Poesiens Storcenter

Poesiens Olympiske Stadion
Poesiens Rumstation

Poesiens Himmerige
Poesiens Helvede

Poesiens Mediehus

Danmarks slettest smagende anmelder

må være Jyllands-Postens Lars Ole Sauerberg, der torsdag gav Susanne Stauns (damptromle)tromlende thriller Døderummet sølle tre stjerner og fredag gav Georg Ursins (træslev)træske dystopi Undergangen (som jeg forgæves anmeldte til fredagens avis) hele fem stjerner (Bo Tao nøjedes med 4, hvilket var mindst 2 for meget) - Ursins roman er en håbløs kuriositet, Stausn roman er en højfrekvent skramlet (og reelt langt mere ambitiøs) original - no contest, som amerikanerne siger.

Her er til sammenligning en sætning på side 117 i Døderummet:

Der var i hendes tilfælde tale om konkurrerende dødsårsager: Hvis ikke hun var død af kværkning, var hun forblødt.

Og en sætning (der udgør sit eget, selvstændige afsnit) på side 117 i Undergangen:

Senere kom jeg igennem andre gader, hvor der traditionelt var få butikker, og hvor miljøet altså ikke i samme omfang var skæmmet af forretningslivets fattigdom.

- Har du spist rockwool, Sauerberg?

lørdag den 28. august 2010

DAN-MÆRKE!

Post Danmark har udsendt et DAN TURÈLL-FRIMÆRKE med et fint graveret, let violet portræt og et FREMRAGENDE (valgt) citat, fra Onkel Danny's dadaistiske disc-jockey djellaba jazzjungle joysticks:

Blækket er tørt
Kødet er mørt
Bilen er kørt
og samtalen ført

For 44 kr. kan man købe - og det gjorde jeg straks på Vesterbrogades Posthus - et smukt "temaark" med 8 klistermærke-udgaver af frimærket og 8 klistermærker med bonus-citater (i rødt) - der i sig selv er en FREMRAGENDE mini-antologi - og hvem søren er antologisten, er det dig, Asger? - jeg kan ikke lade være med at citere citaterne her:

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Roligt mand! Der er altid mere at miste

Jeg gør alting til ingenting
og får alting igen.
Jeg gør ingenting til alting
og får ingenting igen

Skrivemaskinens fordel er, at det er til at læse, hvad man skriver klokken tre om natten i en ordentlig brandert

Alfabetet er mit bedste legetøj. Jeg vil lege med det lige til det bliver for mørkt til at jeg kan sé det.

På Hawaii findes der en særlig race af blå umiskendeligt blå rejer. Dét burde være opmuntring nok for én dag.

Mennesker er mærkelige, Tro mig på mit ord - jeg ved det. jeg tilhører selv en fjern variant af stammen.

Lad os i det mindste møde katastrofen med stramt knyttet slips.

- Indtil næste takstforhøjelse er det simpelthen ikke tilladt at bruge andre frimærker, så tøv ikke med at hamstre!

fredag den 27. august 2010

Endnu 2 Borgen-skibbrudne bjerget

Til efteråret udkommer på Gyldendal både

Thøger Jensen med romanen Frøken Dissings blafrende sommerskørt

og Morten Søndergaard med genreløsheden Processen og det halve kongerige

- fornemt reddet (sig)

- andre tikkkende titler i det lille, fede efterårskatalog:

Katrine Marie Guldagers roman Ulven (jeg nægter at opgive håbet!)

Hans Otto Jørgensens 3. trilogibind i trilogi nr. 2 (på 300 sider!) Sæt Asta fri

Henning Mortensens novellesamling Albert Colds drømme om dronningen

Martin Johs. Møllers debutroman Skuespilleren der forsvandt

Jens Smærup Sørensens samtidsroman PHASE

Renè Jean Jensens digtsamling Jeg har planlagt at dagdrømme

Pablo Llambìas' digtsamling (?) Ud over havet (og sikke et divabillede, med læbestift og eyeliner!)

Leonora Ordtyv + FORUROLIGENDE

Det er vist redaktøren og det nye, (luftigt!) rigide design, der tilsammen er skurken, men

punchlinen mangler fatalt i mit kritikerportræt af Kamilla Löfström: Sidste ord (og tegn) skulle have været:

Foruroligende!

Og sgu også absurd, at Leonora Skov i anmeldelsen af Inge Pedersens erindringsroman citerer løs af min anmeldelse af første bind, mens ret præcis lige så mange ord er slettet (fra heldigvis kun referatet, men stadigvæk) i min egen anmeldelse af Susanne Stauns thriller: her critic's cut:

MORD TIL ANDET Heltindens semi-femikrimi-agtighed i Susanne Stauns nye thriller undergraves velgørende af retsmedicinsk dokumentarisme og seriemorderisk bogstavelighed

Åh, åh, en rød dotprikket bræmme

Susanne Staun: Døderummet. 330 sider, 299 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Efter den relative skuffelse, der var sidste års Fanny Fiske-roman nr. 5, Før jeg dør, anmeldelsen af hvilken gjorde mere ondt på mig end på forfatteren, er det ikke uden tøven denne inkarnerede fan åbner Susanne Stauns nye bog, ifølge omslaget en ”thriller”, med den blodigt forjættende titel Døderummet, hendes første ikke-Fanny Fiske-roman siden 2005’s hvidglødende Skadestuen:

Først to sider med en jegfortalt, rådvild opvågnen på et tysk hospital, der antyder alt muligt forudgående dramatisk. Yes! Det er en åbning, der kort og godt og hårdt er i orden!

Så 10 sider med kærlig og karsk venindesnak i Dyrehaven, dateret halvandet år tidligere, mellem jegfortælleren, der viser sig at være den nogen-og-fyrreårige retsmediciner Maria Krause, en mindre hys og sarkastisk og crazy Fanny Fiske, og hendes bedste og eneste veninde, den afrikanske retskemiker, eller hvad det kan hedde (det ved Staun garentrisset), Nkem, som har besluttet at tage et job på retsmedicinsk Institut i Odense. Nej, nej, nej! Det er alt, alt for venindegemytligt og intimsfærisk og semi-FEMIKRIMI-agtigt! Alarmklokken bimler højt!
Så otte sider med Maria til ”ansættelsessamtale” på en bedre odenseansk restaurant med den selvforelsket maskuline (men ikke aldeles utiltrækkende) chefobducent. Og ro på! Det er faktisk en ret sjov og skarp dissektion af et moderne kønrollespil. Men helt tryg føler jeg mig endnu ikke – på at min thrillermæssige utryghed vil blive ren nok i sin Staunske beskidthed!
Så, på side 29, efter to siders bedragerisk småsnak, vækkes Maria brat og sende ud af Odense til en fjernt gerningssted, hvor det grundigt og, viser det sig, gennem flere dage mishandlede lig af en ung kvinde befinder sig. Så er der ikke længere tid eller plads til smalltalk, så er der kun paniske bevidsthedsjag og kropslig bombethed (aldrig er primal kaffetørst blevet så skildret så indtrængende som i denne roman) og brutale konkreter. Og med få og små (og nødvendig) pauser fortsætter det sådan, jaget, bombet, konkret, romanen igennem. Ah, hvilken skøn, løbende åh-åh! lyder den blivende smagsdom, heldigvis!
Og på side 47 begynder første afsnit af det pseudo-maskinskrevne tekstspor, der er det modsatte af pauser, der nemlig er morderens selvfedt konverserende, lille selvbiografi om sit privilegerede, kærlighedsløse og grusomhedsrige liv frem til thrillerens nu, og allerede på side 49 konfronteres læseren med denne uhyggelige sætning: ”Hvis min mor, overlægefruen, indrømmede, offentligt tilkendegav, at hendes trettenårige søn lavede hende, var hun færdig i en provinsby som Bogense.” ’Lave” betyder i morderens hjemmelavede lingo ’have sex med’, hvilket alt andet lige er det samme som ’voldtage’. Suveræn ond skriptualitet!

Og så kan det godt være, at psykopatiske mordere i virkeligheden formulerer sig lige så primitivt og tvært som M i Christina Hagens nye, uhyggelige ikke-thriller 71 breve til M, han kryber ind under huden alligevel. Hos Staun er alt det hvinende eksplicit, som er hallucinatorisk kodet hos Hagen, hvilket ikke gør den ene bog bedre den anden, det er to væsensforskellige, men kunstnerisk lige stærke konfrontationer med (og illuminationer af) ondskabens hermetik (læs hinanden, Christina og Susanne, Gy skal nok levere bøger).

Maria reagerer, i romanens anden halvdel, med et voldsomt og morderisk raseri, som Staun som sædvanlig nægter at desavouere moralsk – i mellemtiden (og nu ved jeg ikke, hvor meget jeg skal røbe af det sjældne: en ikke bare god, men pissegod, fordi skidespændende thriller) har vi været igennem en væmmelig-omstændelig obduktion, hørt om Marias punkterede fortid: kedeligt ægteskab, en ”åreladende” voldtægt, en abort, et fantasibarn på samme alder og med samme navn som den myrdede pige, blevet viklet ind i i noget bizar og labyrintisk kriminalistik omkrig de røde mærker på pigens hals, der stammer fra sved fra et menneske i behandling for spedalskhed (hvilket bagsiden godt kunne have ladet være med at oplyse, ærlig talt!) og pauseret med lidt kokset sexchikane. Og det må så være mere end nok røbet.

Allersidste del af romanen er ind til benet ren thrillerhed, som (kun) Staun kan levere den: Gennem 30 sider ånder man praktisk taget ikke, og det gør det ikke bedre, det gør det kun ondere, at slutningen udspiller i Tyskland, og til allerallersidst i en SORT SKOV.
Og så omsider er denne Susanne Staun-fan lige så herligt og hjælpeløst fortabt i det skamløst artistiske mørke, som han håbede på at blive. Tak for det SUS i ondskaben!

torsdag den 26. august 2010

Muskuløs følelsesmanipulation kan for helvede da ikke være en god ting

Kim Skottes afsluttende, ekstremt uhyggelige og ildevarslende anbefaling af Susanne Biers nye film Hævnen i sin Politiken-anmeldelse gav mig 10 gange så meget lyst til at se Toy Story 3 (den linje 3-løse originalversion) denne eftermiddag (i stedet for at gå til Gyldendal-reception (med anderledes 1-dimensionelle legetøjsfigurer (som mig selv))):

Det er dog kun detaljer. Grundlæggende må det konstateres, at makkerparret Susanne Bier og Anders Thomas Jensen er sammen igen [fantastisk skarpsynet grundlæggende konstatering! LB], og at resultatet af deres fælles anstrengelser lever op til alle forventninger om en film, hvor følelser, udfoldes og manipuleres muskuløst efter alle kunstens regler."

Dagspris på alfabet: 337,26 kr. (meget rimeligt)

Kære Lars Bukdahl

Dansklærerforeningens Forlag forbereder i øjeblikket udgivelsen af et indskolingsmateriale til 2. klasse. materialet skal udkomme i april 2012 med et oplag på 3000 eksemplarer.

I nævnte materiale vil vi gerne have din tilladelse til at gengive digtet "Råbealfabetet" (1 normalside.

Vi foreslår afrtegning af teksthonorar efter Forlæggerforeningens takster, hvilket vil sige 112,42 pr. normalside pr. 1000 eksemplarer. Honoraret vil således beløbe sig til 337,26.

Honoraret vil blive udbetalt ved bogens udgivelse. Du bedes sende os dine bankkontooplysninger og cpr. eller cvr.nummer.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Dansklærerforeningens forlag

- min målgruppe: 2. klasse (meget præcist)

/men aldrig i mit liv har jeg skrevet en normalside/

Sidste suk nr. 2347858762345

Jens Blendstrup, inden han klokken 6:03 tog en taxi til Island:

Al den daggry!

onsdag den 25. august 2010

Endnu en fra Halfdannalerne

(bibelnavn udremset)

POTIFAR OG POTIMOR

Potifar og Potimor
fik tre små potibørn i fjor.
Den ene hedder Potistor,
den anden Potilille.
Den tredje hedder Potimindst.
Han kom som lotterigevinst,
mens de holdt barselsgilde.
Og det var ikke ilde!

hjem fra Ringkøbing

og en hel hoben Halfdanister,

som jeg forelæste for

over bl.a. dette - suverænt sammenbrændte - Tosseri, fra 1957:

NOGET OM SOLBÆR

Solbær! Sol og bær under sommerens skyr.
negerbryster en miniatur.
Gyngende kloder af tung, mørk og levende silke,
hviskende til dig: Vil vil ikke! Vil ikke! Vil'ke!!

Hånden skælver hemmeligt, modig og fej.
Hvilken sødmefuld, sær og forunderlig leg.
Dydige bryster der svulmer og synger og længes,
hviskende mod dig: Vi sprænges! Vi sprænges! Vi sprænges!

Et gir efter. Og to. Og fler blir jaloux.
Parvis kysser de hånden. Du nu. Og nu du.
Presser sig ind mellem fingrene. Duftende sommer
hvisker afmægtigt: Vi kommer! Vi kommer! Vi kommer!

Negerpigebryster, hvordan skal det gå?
Bær i krukker og glas og med fødselsår på.
Harem på solgyldne flasker. Fortroligt og kyndigt
ånder det mod dig: Hvor saligt! Hvor yndigt! Hvor syndigt!

Tandværk! Kval og smerte! Et tandlægebor!
Nye krukker med solbær. Bedriv ikke hor!
Kulsorte klæbende øjne. Forfærdende spydigt
stirrer de på dig: Hvor dydigt! Hvor dydigt! Hvor dydigt!

tirsdag den 24. august 2010

mandag den 23. august 2010

Ved toldkontrollen på Hovedbanegården

(efter udlandstur til Vejle)

- Noget at deklarere?

- Samme forpulede regn.

Og så af sted til Vejle

Bævr, debutanter!

søndag den 22. august 2010

2 poetiske illuminationer -

Fredag eftermiddag skruede en ung boghandler-
medhjælper en ny pære i ved reolen med lyrik
i Busck ved Rundetårn -

og denne søndag morgen hænger der en redningskrans
om en af lamperne i passagen under Det Ny Teater,

tak og tak for lys.

Kode til regnen

Regn er
et tegn:

Dråber
råber,

at vi bliver våde
uden nåde,

selv i redningsbåde.

lørdag den 21. august 2010

Fantomfirmafest

- jeg fik en invitation til Gyldendals efterårsreception på torsdag,
hvilket betyder, at det var sidste torsdag, den nittende,
at Borgen ikke holdt deres efterårsreception;
jeg er altså håbløst for sent på den til ikke
at være med foran fadølsanlægget i Valbygårds have,
hvor de forlængst ikke længere residerer -
det er ikke ikke ikke ikke ikke ikke vemodigt -

Sssh, Louisiana,

med jeres fimsede, lalleglade litteraturfestival-støj oppe i i Nordsjælland uden mig -

jeg sidder her og læser ny Susanne Staun-thriller, D-D-D-D-øderummet,

nej, forresten, bliv ved med at støje, ellers er det for uhyggeligt.

fredag den 20. august 2010

Knækket drink-paraply til Lars Frost

Omsider var Les parapluies de Cherbourg på DR K igen (sidst var der ingen lyd på), og så slumrer jeg hen en 45 minutter henne, meget mod min viljefaste glæde over filmen, og vågner først op igen 25 minutter senere, da Guy ER blevet forladt af Geneviève, og jeg fattede godt, at det havde noget med den sleske diamanthandler at gøre, men den melankolske slutning blev lige nogle grader mere helt urimelig, når jeg var gået glip af bruddets specifikke omstændeligheder - og bittersøde musik og klare farver.

Senere samme morgen: Tilbage fra postkassen, tre etager nede

Jeg ved ikke, hvad jeg synes som det nye layout på WA, umiddelbart bryder jeg mig ikke om det, det er alt for lækkert og luftigt stikkende, jeg foretrækker mine spalter krattætte (det kom til at lyde sjofelt, det var ikke meningen!) - men måske er det bare fordi, jeg mistænker, at mindre skrift nu fylder mere, og det gør det vistnok ikke, og fordi der ikke er blevet plads til tre af de fire anmeldelser, jeg skrev i denne uge, nemlig anmeldelserne af Christina Hagens 71 breve til M, Amalie Smiths De næste 5000 dage og Astrid Saalbachs Rødt og grønt & Pietà - men når det nu skal være, er det selvfølgelig cool nok (og ikke overraskende jo at Johs. Møllehave i sit læserbrev nægter at forstå ordet 'cool'), at den ene Anblik-bog, René Jean Jensens Om april, i maj, går forud for tre Gyldendal-bøger.

Og så Information: Gode gensyn med Tue Andersen Nexø, der grubler sensitivt over RJJ's fortræffeligheder (hvor jeg bare glæder mig løs) og Marie-Louise Kjølbye, der har mere kig på og sans for M(orderen) hos Christina Hagen, end jeg har, men til gengæld helt undlader at forholde sig til weirdheden i Vernon Valley-universet - det var en lettelse: jeg trampes ikke ned, jeg suppleres og bliver klogere - den ideelle kritiske situation, aah!

Forfatterforklaring uden fis

Christina Hagen har skrevet et langt, ærligt reflekteret, ultimativt facit-løst svar til læseren Henrik Blunck (der er blogpost nedenfor) på Gyldendals hjemmeside - jeg kan ikke helt gennemskue hvor meget, helt eller halvt?, det undergraver min egen anmeldelse af 71 breve til M, der forhåbentlig er i avisen i dag, jeg går ned til postkassen nu, og gruer for Informations bedreviden:

Kære Henrik Blunck. Tak for din anmeldelse af bogen. Det er meget rigtigt set, at forvirringen er større end afklaringen. Jeg forestiller mig, at netop det kommer til at fylde i mine fremtidige tekster. Bøger skal gerne være som livet. Jeg har fået mange spørgsmål fra journalister omkring Vernon Valley. "Hvad betyder Vernon Valley?", spørger de. Her er et forsøg på en forklaring: Jeg har aldrig fysisk været i Vernon Valley. Vernon Valley er et eksempel på et sted, og stedet findes i virkeligheden i New Jersey. Jeg´et bruger Vernon Valley, som hun kender til via M, som et mentalt refugium. Under mine samtaler med mine interviewpersoner kom der nogle synspunkter, teorier, forklaringer, løgne og sandheder frem, som jeg af forskellige årsager ikke kunne bruge "rå" i min bog. De forskellige årsager var bl.a.: At nogle af dem var en slags fortalelser - d.v.s. de eksisterede kun i det øjeblik, de første gang blev fortalt (interviewpersonerne ville ikke gentage), de blev aldrig formuleret af mine interviewpersoner (men en masse hentydninger samlede sig til sandheder, der lå bag nøje konstruerede, årelange løgne), jeg MÅTTE og ville ikke bruge dem, som de var, af hensyn til de implicerede/ofrene. Derfor findes der nu de her tekststykker fra idylliske Vernon Valley, hvor jeg´et kan flygte fra, hvad man kan kalde "ondskaben" og det uudholdelige. Tekststykkerne er finurlige og nogle af dem ligefrem humoristiske, selvom de alle er hæftet til tragiske informationer, jeg har fået fra mine interviewpersoner. En metode der har gjort det udholdeligt og muligt, rent praktisk/lovmæssigt/etisk (selvom den balancerer lige på kanten selv nu), for mig at skrive bogen og en overlevelsesstrategi/flugt for bogens jeg. Der er ikke noget i Vernon Valley-delen, der ikke giver mening, men samtidig er det lige så svært for mig at forklare, som hvis jeg havde malet et billede og man spurgte, hvorfor jeg havde tegnet en rød plet i højre hjørne. Jeg kan godt komme med en rationel forklaring, men det er en abstrakt tekst skabt ud fra nogle virkelige sætninger, sandheder og teorier, så jeg kan kun nærme mig en forklaring; den kan aldrig blive fuldstændig. Jeg ved, hvad hvert stykke i Vernon Valley betyder for mig og mine interviewpersoner, men det er ganske sandsynligt, at de vil komme til at betyde noget andet for hver enkelt læser. Jeg vil ikke komme med en løsning til de her gådeagtige tekststykker, for de kan fint læses uden at blive tydet, og jeg vil hellere have, at folk skaber deres egne tanker i stedet for, at de løser gåden, lægger bogen fra sig og glemmer alt igen. Det er ikke en betingelse, at alt bliver forstået.

Rasmus laver en omvendt Poulsen

Nikolajsen that is, venligt yderliggående yndlingsdigter:

Efter reelt eller .. stemningsmæssigt at være blevet smidt på porten af Borgen udgiver han sin nye bløde lasterstråle af en digtbog, Socialdemokratisk digt, som jeg netop har fået i hånden, kompromisløst (den er forhåndstrykt og kan (SKAL!) købes i boghandlere) på det ikke-hæderkonede forlag (med det for bogen perfekte navn) Peoples' Press, der før kun har udgivet 1 enkelt digtsamling, vistnok, af Politikens Kim Skotte -

og hvor er den skarpt frydefuld den bløde laserstråle! Udgivelsesdag 1. september, det er påbudt at glæde sig - og hey, fineste cover også: røde-russisk avantgarde-bogstavering og spion-mobil-snapshot af og ved digteren selv i nationalmusealt spejl og nationalmuseal uniform,

og vs. SUT's nedsilende regnvejrs-digt er her seks anderledes tindrende linjer om sneen fra det allerførste digt(afsnit) i bogen:

Sne der i marts rapeller/ ned som snublen over dørtrin,/ strimler af spyt, cheesy og/ prikker sig hen over jorden/ som netop lavkvalitetsost/ strøet ud på en frostpizza."

torsdag den 19. august 2010

Han, han, hans, han, hans, hans, hans, ham, han

Så tror da fanden, at jeg forholdt mig så underlig ambivalent til listerne med personer/dyr og talemåder under de enkelte afsnit i Mette Moestrups hybridroman Jævnet med jorden (jeg var lettere skeptisk i min anmeldelse og pænt begejstret i min WA-litteraturpris-nonimering):

Jeg benyttede mig for helvede af et parallelt trick i min gamle, godt og grundigt mislykkede roman Brat Amerika (fra 1990!):

På hver 10. side vist ca. oplistes samtlige foregående jeg'er, mig'er, 'min(e)'er, vi'er og 'os' er og vores'er transformeret til til han'er, ham'er, sig'er, sin(e)'er, de'er, dem'er og deres'er, således fx (to linjer ud af en klump - der er meget jeg & co. i den bog og derfor transformationerne, formoder jeg):

Han, han, hans, han, hans, hans, ham, han, hans, han, hans, hans, han, han, han, hans, hans, han, han, han, han

Det havde jeg bare glemt alt om, indtil jeg i dag var tvunget til for første gang i mange, mange år at åbne bogen (for at finde et citatet til en værkliste inde på WA's hjemmeside, der er blevet en mini-monstrøs citat-mosaik, som jeg er bange for ligner mig på et skudhul) - og selv hvis Mette har læst Brat Amerika, hvilket jeg virkelig håber, hun ikke har, har hun stensikkert glemt den lige så hurtigt og effektivt som jeg.

3 fortabte romanpersoner på ekstrabladet.dk

HER ER FAKTA-RØVEREN

NY ANMELDELSE: 71-ÅRIG KRÆNKET AF ARRESØ-BLOTTEREN

GREVE UNDER VAND: KOMMUNEN LOD OS I STIKKEN

onsdag den 18. august 2010

Rode til egnen

Det er på forsiden af Politiken i dag, at Søren Ulrik Thomsen skrev et digt i går, så det må være en vigtig nyhed:

På side 2 i 2. sektion er 1:1 aftrykt en faksimile-gengivelse af SUT's maskinskrevne a4-original; digtet hedder "Ode til regnen"og er på 10 tolinjere og 1 enlinjer og er signeret "Søren Ulrik Thomsen d.17.august 2010".

Der er 1 mere eller mindre besværet metafor på regnen i hver tolinjer, undtagen 1 måske: "dens nervøse skråskrift/ iler [hen over lyntogets ruder]", "dens halvgennemsigtige slør/svajer", "den græder", "den prikker sit efterårshaiku [på forruden selvom det straks viskes ud]", "dens silende sang", " den tordner", "den forbinder himlen og jorden/ i et hemmelighedsfuldt sakramente", "den driver" (ret død metafor, indrømmet), "dens store musik", "dens flydende lys på den sorte asfalt/ er negativet til dette digt". Ingen af dem synderligt originale eller meteorologisk øjeåbnende, ingen af dem (undtagen den med haikuen måske, haiku er sen kitsch i DK) kunne ikke have stået i et 120 år gammelt digt af Johannes Jørgensen.

Jeg vil som kontrast(væske) fremhæve det 44 år gamle digtfragment af Per Højholt, som ØK-ceremonimester Niels Ivar Larsen er så venlig at citere på bagsiden af Information i dag: "himmelens kolosalfysik/ vandafstande i mindsken/ et dråbefor dråbelofter blafrende i gennemtræk/ skraverede vandfolie".

Lad os se om vi ikke kan forbedre digtet med en helt simpel s + 7 via Gyldendals Ordbog for Skole og Hjem, 1982-udgaven:

Offerlam til regnestokken

Fordi dens nervøse skudlinie
iler henover lysbehandlingens ruderdamer

og fordi dens halvgennemsigtige slåenbusk
svajer foran højskolens lodrette lysreklame

fordi den græder på mine vejbygninger
over dét jeg alligevel ikke kan glemme

og fordi den prikker sin egennytte
på forsalget selvom den straks slettes ud

fordi det er en velvilje
at falde i sålelæder til dens silende sangpædagog

og eventyrligt at vågne i mådeudsagnsord
når den tordner mod billedbøgernes tagrender

fordi den forbinder hinduen og jordefærden
i en hemmelighedsfuld salamander

og fordi selv det smukkeste kvirrevit blir smukkere
når den driver gennem den lange hårrørsvirkning

fordi man har lov til at være i fred
indtil dens store muskat stilner af

og fordi dens flydende lysf'ølsomhed på den sorte askeonsdag
er neglebørsten til dette diktatur:

derfor elsker jeg regnestokken.

- det digt vil jeg gerne overveje til Hvedekorn 1, 2011.

Tautologisk totalpoetik

- alle tekster er tekster -

- al skrift er skrift -

- alle betyder alle -

- al betyder al (og ikke fx al capone) -

- er er er -

Kritisk øjeblikkelighed under stjernerne

Meget forløsende, efter jeg i går slavede i TIMEVIS på anmeldelsen af Christina Hagens umulige roman 71 breve til M, at gå ind på Gyldendals hjemmeside denne morgen og bruge præcist 1 øjeblik på at klikke stjerner, 4 ud af 5, til bogen - det må være den kortest og hurtigst mulige litteraturkritik i byen. Problemet er, at den enkelte stjerneafgivning bliver opløst i gennemsnittet af stjerneafgivninger (kun hvis du er den eneste stjerneafgiver, er du til at få øje på som 1 (anonym) stemme, hvilket jeg er af fx Niels Simonsens Datoer), og at det gennemsnit som regel vil være 4, fordi de fleste, der overhovedet giver stjerner, er positive (sympatisk nok), men optimal karakter er alligevel lige voldsomt nok at give, og 5 stjerner i gennemsnit ser simpelthen ikke ærligt ud, derfor burde det optimale antal da også, som i de fleste stjernesystemer (fx det jeg selv er tvunget til at benytte i filmbladet Ekko - og bare så der ikke er nogen tvivl: jeg går IKKE ind for stjerner, de er dumt og bastant reduktive), være seks stjerner, så ville man se en SMULE differentiering.

Det forunderlige ved lige præcis opslaget, eller hvad det hedder, på Christina Hagens bog, er at en af de foreløbig kun 3 stjerneafgivere Henrik Blunck på udgivelsesdagen i går efterlod en nuanceret kritisk kommentar, der meget præcist slår ned på det eller de sammenbrud i romanen, som jeg i min egen anmeldelse forsøger at læse som bevidst projektunderminerende, men til syvende og sidst lader den eminente læselighed komme bogen til gode:

På en måde er ideen med bogen nobel og ædel. Tanken om at gøre de fængslede mindre unormale, men det går hurtigt op for læseren at forvirringen er større end afklaringen. Brevene viser fascinationen af det farlige, det "forbudte", det tabubelagte, ensomheden, men også pludselige indfald af tanker som uvægerligt får os til at tænke: "Hvad sker der lige her?" Det seksuelle fyldstof er nærmest overflødigt, og devaluerer den tone læseren, som ikke har lavet samme grundige research for at kende miljøet, ville forvente af breve til en indsat. Alligevel formår forfatteren at overraske og tryllebinde sit publikum. Vi venter næsten en mulig forklaring på M's reaktioner på flere af de skrevne ting, men efterlades med en undren om næste bog kunne være svarene på de spørgsmål forfatteren stiller gennem bogen. Fire store stjerner for ideen, der er nyskabende.

En kritisk helt, hr. Blunck, under stjernerne.

tirsdag den 17. august 2010

Kort briefing om pressepools

(mail modtaget på adressen poesi@hvedekorn.dk
- men var det ikke den forrige prinsesse,
der var kineser? eller er det simpelthen en regel,
at den til enhver tid med Prins Joachim ægteviede
prinsesse er prinsesse for Kina - og blomster?
- må jeg så være prinsesse for poesi?
for så vil jeg gerne give en orden til sætningen:
Ved Ove Sprogøes plads skal prinsessen se de
udelukkende spiselige afgrøder der udstilles på pladsen)

Info til fotografer: Prinsesse Marie åbner
Blomsterfestivalen i Odense

Rute, pressepools og briefing ved åbningen af
Blomsterfestivalen i Odense den 18. august.

Onsdag d. 18. august kl. 17.00 besøger
H. K. H. Prinsesse Marie Odense
for at åbne årets blomsterfestival.
Prinsessen modtages af borgmester
Anker Boye - og i sagens natur også
af den traditionelle blomsterpige.

Vedhæftet er programmet
og ruten med indtegnede pressepools.

Der er kort briefing om pressepools
på ruten klokken 16.30 ved indgangen
til rådhuset, og en medarbejder
guider fotograferne rundt på ruten.

Blomsterdrager og kinesiske lamper
H.K.H. Prinsesse Marie ankommer
klokken 17. Fra scenen på Flakhaven midt
i Odense byder borgmester Anker Boye
derefter velkommen til den 12.
Blomsterfestival, der denne gang
udføres over temaet "Kinas Kulturskatte".
Temaet markerer, at Odense deltager
i verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai
frem til oktober, hvor mange kinesere
har taget godt imod pavillonen.
Odense Symfoniorkester spiller
kinesisk musik, og skuespiller Torben
Iversen læser et uddrag af "Nattergalen",
et kinesisk inspireret eventyr
af H.C. Andersen.
Sammen går H.K.H. Prinsesse Marie
og borgmester Anker Boye herefter
igennem byen og ser på blomsterdekorerede
drager og kinesiske lamper i
gågaden. Ved Ove Sprogøes plads skal
prinsessen se de udelukkende
spiselige afgrøder der udstilles
på pladsen. Derefter går turen til
skulpturen af Den flyvende Kuffert
hvor der udstilles Hibicus, og
Gråbrødre Plads, hvor der vises
planter og anlæg til haven.
Turen ender ved Rådhusets
Livsstilsudstilling, hvor odenseanere og
besøgende under hele festivalen
kan se eksempler på de nyeste trends
indenfor planter til boligen.
De ledsages under turen af
bestyrelsesformand for Blomsterfestivalen
Vagn Jørgensen, direktør for Cold College
Hans Skjerning, oplevelses- og
turistchef Claus Koch fra Odense kommune
og leder af Blomsterfestivalen,
Linda Hansen.

mandag den 16. august 2010

Rådvild præ-anmeldelses-læserapport

Jeg læste første halvdel af Christina Hagens 71 breve til M i søndags - som en fødselsdagsgave: skarpt flintrende velskrevethed betingelsesløst foræret mig, som jeg kunne nøjes med bare at sige tak for - ustadigt ud i luften, tak, tak, tak. Jeg læste anden halvdel i går som (halvdelen af) den anmeldelsesbog, romanen i realiteten er og blev i stigende grad desperat over, hvad af i stigende grad besynderligt, det hele egentlig går ud på, og hvordan jeg skulle formulere en fiksering af og forklaring på den besynderlighed i min forbandede anmeldelse - mens jeg ved siden af og nedenunder stadigvæk nød velskrevetheden, den så også stadig mere ramponerede velskrevethed.

Og jeg har ikke fundet en løsning på en læsning endnu - i dag anmeldte jeg lalleglad Renè Jean Jensens kortprosaarkiv Om april, i maj og læste Astrid Saalbachs to skuespil Rød og grønt & Piéta og halvdelen af forlaget Kronstorks yderst fortjenstfulde Antologi 2010 og Amalie Smiths kun LET forvirrende hybridarium De første 5000 dage, der alle udkommer og bør anmeldes denne uge (trendoptælling 3: offensiv, vrængende lysten kvindelig sexualitet, Hagen (i første halvdel!) og (antologiens) Asta Olivia Nordenhoff og glimtvist Smith)

Men i morgen tidlig er der ingen vej og ingen overspringshandlinger og ingen konkurrerende anmeldelser (aaaah, det kan godt være jeg lige starter med en lille, hurtig en af Saalbach, nej, jeg må ej, jeg skal gå lige i den kødhakkemaskine, der er 71 breve til M ) udenom.

Trendoptælling 2: Stalkeri!

Tekst under overskriften "vil du forfølges?" på Christina Hagens (fine) hjemmeside:

I forbindelse med research til et nyt skriveprojekt søger jeg mænd, der kunne have interesse i at blive forfulgt. Du skal være indstillet på eventuelt at blive fotograferet. Det har ingen betydning, om du er attraktiv - hverken fysisk eller på anden måde. Jeg er villig til at flytte for en periode, så jeg kan være tæt på dig. Derfor er det vigtigt, at du har overvejet, om det at blive forfulgt er noget for dig. At der er tale om et iscenesat projekt, må på intet tidspunkt omtales. / Send et billede og fortæl lidt om dig selv/din rolle, dine eventuelle forventninger til deltagelsen i eksperimentet, hvorfor du kunne være interessant at forfølge og få mere information. Det er planen, at projektet påbegyndes i slutningen af 2010/starten af 2011./Skriv til: smalltalkmedmere@hotmail.com

Et (stereo)afsnit i Amalie Smiths De næste 5000 dage er betitlet: "Stalkerprotokol"; venstresidesporet består af fotos af Amalie (?) der spiser en buket blomster (?), over korte tekser, der rapporterer fra tilfældige (?) møder rundt i byen med et vist du:

Jeg så dig i går aftes, du kom gående over Dronning Louises Bro. Dit hår var kort og ikke krøllet, som jeg huskede. Dit blik gled hen over den forsamling af mennesker, jeg stod i. Du så mig ikke, eller lod som du ikke så mig. Jeg så efter dig, da du gik ned ad Nørrebrogade, men skjulte det for dem, jeg stod sammen med."

søndag den 15. august 2010

Konkret nattesyn

piger
illumineret/oplyst
af deres
skriven/ skrift

lørdag den 14. august 2010

Astronaut & søn

min søn Sofus
har foræret mig
Bowies søn Zowies
film Moon -
på dansk: Måne -
om endnu
en astronaut
vild i rummet,
my mother Lise
said: you better not
mess with Major Tom,
you better not mess
with Major Tom,
mess around!
mess around!
mess around!

Digt som gæst

Min mangel på turden
er torden
Jeg linder
på et lyn.

Vejrindsigt

Det er ikke Indian Summer; det er

General Custer Sommer -

Kausaliteter i clinch

Det regner i dag, den fjortende august,

fordi det er Stig Tøftings fødseslsdag.

fredag den 13. august 2010

Trendoptælling

Ny trend i yngre forfatterskaber:

(Numeriske) taltitler

i næste uge udkommer på Gyldendal

Christina Hagens brevroman 71 breve til M
&
Amalie Smiths hybridskrift De næste 5000 dage _

som jeg begge to har en million - dvs. tilsammen 2000.000 - forventninger til -

Årsag til faderstolthed

Test: Dadaismen

Resultat: 93%

Navn: SOFUS LANDBO

Skole: SvS

Klasse: 9.a

Besvarelsesdato: 12. August 2010 klokken 20:39

Resultatoversigt
Kategori Point Vægt Vægtet bedømmelse

1: Indsætningsdiktat 92.6 31% 29%

2: Tekstdiktat 100 14% 14.1%

3: Rigtig form 91.7 14% 13%

4: Ét eller to ord? 88.9 9% 8.1%

5: Stavefejl 83.3 14% 11.8%

6: Ordklasser 100 5% 5.1%

7: Find led 100 8% 8.1%

8: Tegnsætning 92.9 4% 3.8%

hele testen: 93%

torsdag den 12. august 2010

Deadline 2. sektion nonsens-kontamineret

For satan (det siger jeg dog, på vej forbi kameraet), jeg fik ikke sagt en fjerdedel af, hvad jeg havde planlagt (bl.a. ville jeg have sagt, at jo uforståeligere en digter er, jo flere penge skal han have af staten, og så ville jeg selvfølgelig have stillet et lovsforslag om målrettet, øremærket statsstøtte til smal udgivelsesvirkelighed), da jeg fik syv minutter i Deadline 2. sektion mellem Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen og Deadline 2. sektion-vært Jes Stein Petersen (til min højre) og Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby (til min venstre), men jeg oplæste flere lyserøde strimler fra Jesper Elvings delfi lik - og 1 dialog fra Renè Jean Jensens Om april, i maj - og det er da NOGET, ikke også!!??

Her er René-dialogen, så kan I læse den op i kor med mig, når programmet bliver sendt på et eller andet gudsjammerligt sent tidspunkt søndag aften (og torsdag morgen kan I, SKAL I købe bogen i en velassisteret boghandler):

Køretur med lille chauffør

Er du en Knulli Bulli? spurgte jeg.
Nej, sagde den lille ærtegrønne fyr. Jeg er din matematiske sans.
Og hvorfor sidder du bag rattet i min bil?
Fordi det er mig, der overtager styringen nu.
Det lyder ikke rart. Du er en meget lille chauffør. Kan du overhovedet se vejen?
Det gør ingen forskel. Jeg skal nok regne den ud, sagde han og slog hænderne sammen i et tørt klap.
Vent, sagde jeg. Hvor skal vi hen?
Ud til vandet, sagde han. Bare læn dig tilbage og nyd turen. det bliver din sidste.
Så er det forhåbentlig noget meget fjerntliggende vand, sagde jeg.
Det ville jeg ikke sætte næsen op efter hvis jeg var dig. Og hvis man kan så kunne få lidt ro.
Men ... min matematiske sans, hvorfor vil du af med mig?
Simpel hævn, kære ven, simpel hævn.
Og så kørte bilen, mens den lille ært sad og prøvede at dingle med sine benstumper.

I skal også lige havde det centrale ord/digt - gentaget 3 gange i udsendelsen - af Jesper Elving:

dilmebok !

En digter-morfning tur-retur

Martin Larsen

Marin Larsen

Marine Larsen

Mariane Larsen

Marianne Larsen

Martianne Larsen

Martiann Larsen

Martinn Larsen

Martin Larsen

(og så kan vi sige tillykke til ham som sig selv, han er lige præcis 363 dage yngre end mig)

onsdag den 11. august 2010

2 kvindelige kortprosaserier, 1938 og 1939

1
ÆGGEDELER
Nr. 8314. Aluminiums Æggedeleren skærer med et eneste Greb Ægget over i 11 appetitlige Skiver. Stærke og fine Staalstrenge. Pris pr. Stk. 0.55

HUSHOLDNINGSVÆGT
Nr. 8323. Smukt lakeret Husholdningsvægt med Fininddeling paa Vægtskalaen indtil 1kg, derefter almindelig Inddeling intil 10 kg. En saadan Vægt Husmoderen har daglig Brug for. Pris pr. Stk. 4.35

RAAKOSTJERN
Nr. 8315. I vore "Raakosttider" er et Jern som dette praktisk til at skære Agurkeskiver, rive Gulerødder og Peberrod. Jernet maaler med Haandtag 26 X 11½ ctm. Pris o.35

Bredmuler
Nr. 8324. Længde 26 ctm. Pænt afpudset Træske til Sovs, Mel og andet. Pris pr. Stk. o.10

Kødhammer
Nr. 8329. Længde 30 ctm. En vægtig og solid Kødhammer af pænt afpudset Ahorn. Bemærk vor utrolig lave Pris. Pris pr. Stk. kun 0.20

Farsrører
Nr. 8328. Længde 36 ctm. De letter arbejdet kolossalt for Dem selv ved at bruge en aaben Farsrører i stedet for en almindelig tung Ske og Farsen bliver desuden pænere. Solid fortinnet Staaltråd og holdbart Ahornskaft. Brug den ogsaa til dejg. Pris pr. Stk. o.20

DAASEAABNER
Nr. 8311. Længde 15 ctm. En Daaseaabner af den gode gammeldags Slags; i Virkeligheden den De er bedst tjent med. Pris pr. Stk. 0.28

PROPTRÆKKER
Nr. 8312. Længde 11 ctm. Det er ikke alle Flasker, der lukkes med Kapsler, derfor maa De have en Proptrækker som denne af Støbejern med behageligt Greb, der aldrig drejes af. Pris pr. stk. o.48.

GASTÆNDER
Nr. 8313. Spar Tændstikker og brug vor nemme Gastænder, der er formet som en Revolver, og ved et Tryk frembringer en Gnist, stor nok til at tænder Gassen med. Pris o.48

Brødrist
Størr. 22X22 ctm. Paa en Brødrist som denne kan De riste Brødet saa det bliver mere velsmagende og sundere end friskbagt Brød. den er af Blik med Metaltraadsfletning. o.52

Træslev Nr. 0
Længde 26 ctm. Lille velforarbejdet og velpudset træselv. pris pr. Stk. 0.10

Træslev nr. 1
Nr. 8326. Længde 28 ctm. Større Træslev. En Ske, der aldrig bliver fortrængt af Metalskeer. Pænt forarbejdet og meget holdbar. Pris pr. Stk. 0.12

Træslev nr. 2
Nr. 8327. Længde 32 ctm. Til at røre i Mælkeretter er en Træslev som denne bedst. Den er hygiejnisk, solid og meget billig. Pris pr. Stk. 0.14

Gemyseskærer
Nr. 8316. Længde 19½ ctm. Den bestaar af en Tromle af 10 Hjul og en lille Klap, der kan vippes, saa Skæreren let kan kan gøres ren. Pris pr. Stk. 0.36

Flødespisker
Nr. 8318. Højde 28 ctm. En Flødepisker, der aldrig er Kludder med, fordi den er så enkel og solid. Haandtagene er pænt lakerede og Tandhjulene støbte. Til alt hvad man pisker er den bedst. Pris pr. Stik. 0.85

Stor. solid HAKKEKNIV
Klingen maaler 10 ctm. fra Spids til Spids. En meget solid Staal Hakkekniv med ordentlig fastgjort Haandtag. Uundværligt i Husholdningen. Pris pr. Stk. 1.35

Thesi
Nr. 8319. Størr. 7 ctm. i Diameter. Metalsi med fortinnet Staalnet som ikke ruster. Det er hurtigere at lave The over en Si end i en Thepottte. Pris pr. Stk 0.22

Sovse-Sigte
Nr. 8320. Størr. 13X7½ ctm. Metalsigte med fortinnet Staalnet, derfor hygiejnisk. Det fine Net fjerner enhver Ujævnhed i Sovsen. Pris pr. Stk. 0.38

Metal-Sigte
Nr. 8321. Størr. 14 ctm. i Diameter. Den praktiske Husmoder bruger en Metalsigte i Stedet for de mere gammeldags "Dørslag"; det er nemmere og bekvemmere. Sigten er at Metal med fortinnet Staalnet. Pris pr. Stk. 0.55

2
Hvid Brystholder.
Nr. 1636. Brystholder i god velsiddende Facon. Syet af hvidt Stof med smal Feston i Kanten og sm,alle Skulderstropper. En holdbar Brystholder til en lav pris. Føres i Størrelse fra 75 til 100 cm. Forlang Størrelse. Pris pr. Stk. 1.15

Laksefarvet Brystholder.
Nr. 1603. Af godt, mønstret Blondestof med Tyllsunderlag. Stærk, med god Pasform, smalle Skulderstropper og ekstra Kunstsilkeforstærkning under Brystet. En særdeles smuk Brystholder. Leveres i Størrelser 70 til 85 cm. Forlang Størrelse. Pris pr. Stk. 2.25

Rosa Brystholder af blomstret Satin.
Nr. 1606. En særdeles nydelig Brystholder, forarbejdet af rosa blomstret Satin, i meget velsiddende Facon med elastik i Siderne, ekstra Længde foran, smalle Skulderstropper og Sidehægtning. Føres i Størrelser fra 75 til 100 cm. Forlang Størrelse. Pris pr. stk. 2.50

Moderne Blonde Brystholder.
Nr. 1607.
Denne Brystholder er Idealet af en Holder. Den følger og former Linien saa fuldendt som det er muligt og dette skyldes dels Materialet, dels Forarbejdningen. Holderen er syet af Blondestof. Satin og Elastik forarbejdet saa den støtter rigtigt og giver de faste Linier, der bevirker at Figuren kommer helt til sin ret, Faas i Størrelser fra 65 til 80 cm. Forlang Størrelse. Pris p.r Stk. 3.50

Hofteholder af laksefarvet Stof.
Nr. 1637. Let og bekvem smal Hofte- og Strømpeholder, forarbejdet af laksefarvet Stof. Med 4 elastiske Holdere. En meget populær Facon, der leveres i Taillemaal fra 60 til 90 cm. Forlang Størrelse. pris pr. Stk. 1.95

Laksefarvet, mønstret Hofteholder.
Nr. 1605. En velsiddende Hofteholder, forarbejdet af laksefarvet mønstret Korsetstof med prima Elastik i Siderne og Hægtning. En behagelig Facon, udstyret med 4 gode Elastikholdere. Leveres i Størrelser fra 60 til 84 cm. Forlang Størrelse. pris pr. Stk. 3.25

Laksefarvet Hofteholder
Nr. 1600. En nydelig, stærk Hofteholder af laksefarvet mønstret Satin med god Elastik og 4 Strømpeholdere. Foretrukket af mange af vore Kunder. Føres i Størrelser fra 64 til 84 cm. Forlang Størrelse. Pris pr. Stk. 4.25

Laksefarvet Kunstsilke Satins Hofteholder
Nr. 1609. En pyntelig, smal Hofteholder, forarbejdet af Kunstsilke Satin med 4 holdbare Strømpeholdere forsynet med Gummiknap. En behagelig Holder, der sidder godt og ikke fylder ret meget. Leveres i Størrelser fra 60 til 76 cm. Forlang Størrelse. Pris pr. Stk. 2.85

Bred Hofteholder af Kunstsilke Satin
Nr. 1610. Laksefarvet Hofteholder af smukt glat Kunstsilke Satin med prima Elastik i Siderne og med Sidehægtning. En fortrinlig Facon med 4 gode Strømpeholdere med Gummiknap. Leveres i størrelser fra 62 til 84 cm. Forlang Størrelse. Pris pr. Stk. 4.95

(fra Daells Varehus-kataloger 1938 og 1939, afbildet i bogen Varens Tid, tilsendt mig af digteren Knud Steffen Nielsen, tak, Knud)

Klummekuller all night and all day

Jeg gider ikke skrive om Jakob Levinsen i dag, og jeg gider heller ikke skrive om, at jeg ikke gider skrive om Jakob Levinsen i dag i dag, selvom det nok er det, jeg vælger at gøre: er der ingen vej udenom - og det er der ikke, avisen skal ud - er meta-løsningen altid at foretrække.

tirsdag den 10. august 2010

Klummekuller

Jeg gider ikke skrive om Jakob Levinsen i morgen -

Magtfulde saucer - tirsdag aftens kortprosa

[- tilegnet René Jean Jensen og hans nye kortprosabog Om april, i maj, der udkommer om en uges tid omsider, og som Jens og jeg i går aftes læste op af for hinanden]

I Piemonte, tæt på byen Alba, ligger den produktionszone, der hedder Langhe. Farven er dyb ruby. Harmonisk og velafbalanceret. Næsen fyldes med en duft af blomster og frisk frugt., der blander sig med bløde, krydrede undertoner. Smagen har den moderne delikate hindbærfrugtsødme og en passende moden syre, som gør vinen meget drikkelig. En flot, tør og fyldig vin der er perfekt til kødretter med magtfulde saucer.

(etikettekst på Langhe Rosso 2008, drukket halvt)

mandag den 9. august 2010

Retarderet romankunst

Evnesvage, udviklingshæmmede, åndssvage etc. er farlige fiktionspersoner, i et væk skal de fortælle os de sentimentale sandheder, Forrest Gump-syndromet, I ved - i Dorph og Pasternaks nye krimi Jeg er ikke her, der for fanden stadigvæk ikke er udkommet, selvom jeg har læst den for 14 dage siden, er idioten snarere en art autist med dertil hørende dæmoniske særkundskaber - mens han i Lasse Ernsts lidet ophidsende debutroman Man dør kun en gang, også læst her i ferien med henblik på Vejles debutantpris, er halvt kær og halvt farlig (pædofil selvfølgelig) og dermed et fedt moralsk dilemma - men så er der Erling Jepsens roman Biroller, læst for skams skyld bare, hvor den kvindelige hovedperson er åbenlyst debil, konsekvent tænker og handler hun kritisk idiotisk, men hun skal vistnok ikke forestille at være underbegavet - vi får at vide (men får det ikke demonstreret, andet end i glimt), at hun er belæst og excellerer akademisk på sit dramastudie - debiliteten skal vistnok forestille at være charmerende og comic relief (hun lider rent faktisk af spisevægring, afsløres det ret sent, det er også sjovt!) indtil hun pludselig afsløres som en art søvngænger-morder, af en hund og en ung skuespillerinde, begge rivaler (jeg er sgu ligeglad med spoilers her), hvilket kun skaber en endnu større, men aldeles uproduktiv distance til læseren, der, hvis han er mig, og det er han, med tilbagevirkende kraft føler sin skepsis overfor den kælne naivitet i Jepsens forrige romaner retfærdiggjort, det var og er kunstnerisk forskruet idiot-kitsch ...

Uafsendt SMS til Line Knutzon

will ferrell er
på letterman
i shorts dave
klemmer wills
knæ de morer
hinanden saligt
will synger send
in the clowns
dave lægger sig
under dynen
til will kh lars

Den funky fejl

Transkription af Jørgen Leths samtale-fragment "Fejl" på hans cd med Michael Simpson og Frithof Toksvig (tilsammen: Vi sidder bare her) Ikke euforisk tilegnet min ven Johnnie McCoy, der (også) havde fødselsdag i går, hvor jeg var hjemme hos ham og spise middag (nakkekoteletter), han fik en flot, flot skjorte:

det meste af den kunst jeg godt lide, den rummer masser af fejl, det syens jeg er et meget interessant emne, det må jeg sige, det synes jeg det er, man kan sige i nogle former eksisterer fejl som en del af vejen, af den vej man skal tilbagelægge for at nå frem, det er det samme med pauserne, en pause, er det en fejl eller ej, det er jo et spørgsmål man kan stille sig, ikke, det er bedre at tænke på en fejl som et åndedræt, som noget der er vigtigt for at trække vejret, for at bruge tiden, altså, tiden skal man jo ikke bare være besat af, at den skal udfyldes med tegn hele tiden, det er jo en åndssvag beskæftigelse, det skal vi jo ikke, man skal tænke på den som noget der ligger, og som man kan gå ind ad og ud ad, og man kan bruge nogle flager af den, man kan gå videre, og man kan lade det stå, lidt, det lyder måske lidt langt ude, men altså jeg er meget optaget af at indoptage fejlene i arbejdet, ikke slette dem, ikke gøre det bedre, ikke korrigere det til glemsel, men at beavre det som en energi der ligger i stoffet, si stedet for at være stresset af at nu skal det være skideperfekt, og nu skal vi videre til en ny variation, og den skal være endnu mere kompliceret, og så skal ned, og så skal vi opad igen, og sådan noget, ikke, det er meget bedre at ryge med fejlen, fejlen er mere interessant end den oprindelige, skønne idé, meget mere interessant,

Nordre Strandvejs varme fortov

Teksten til titelsangen på The Arcade Fire's nye cd The Suburbs tilegnet min ven Jens Blendstrup, der havde fødselsdag i går og kommer forbi senere i dag (han får en flot, flot skjorte, kan jeg røbe, for han sidder i toget nu):

in the suburbs I, I learned to drive and you told me we'd
never survive. grab your mother's keys we're leaving
you always seemed so sure that one day we'd be
fighting in a suburban war, your part of town against mine
i saw you standing on the opposite shore but by the time
the first bombs fell we were already bored, we were
already bored
sometimes I can't believe it I'm moving past the feeling
sometimes I can't believe it I'm moving past the feeling
the kids want to be so hard but in my dreams we're still
screaming and running through the yard.
when all the walls they built in te 70's finally fall
and all the houses they built in the 70's finally fall ...
meant nothing at all? meant nothing at all, it meant nothing.
sometimes I can't believe it I'm moving past the feeling
sometimes I can't believe it I'm moving past the feeling
and into the night
so can you understand why I want a daughter while
I'm still young? I want to hold her hand, and show her
some beauty before all this damage is done.
but if it's too much to ask if it's too much to ask the
send me a son.
under the overpass in the parking lot we're still waiting
it's already past so move your feet from hot pavement
and into the grass 'cause it's already past
sometimes I can't believe it I'm moving past the feeling
sometimes I can't believe it I'm moving past the feeling again
I'm moving past the feeling, I'm moving past the feeling.
in my dreams we're still
screaming, we're still screaming

Bogafvikling/ Borgenafvikling - realityshow

Kære LARS BUKDAHL

I forbindelse med stigende lageromkostninger har vi ved gennemgang af vores lager vurderet at salget af

21026974 - BUKDAHL,LARS,LÆBERNE SPROGES - HOKUS POKUS .F.P - antal på lager 234 stk.

21033279 -BUKDAHL,LARS, ALFABETER FRA PLUTO - antal på lager 149 stk


ikke længere har den størrelse, der gør at bogen er rentabel.

Vi vil derfor forsøge at restsælge bogen og i yderste konsekvens, hvis dette ikke lykkes, lade bogen makulere.

Ønsker du at købe eksemplarer af din bog, bedes indsende eller maile os jmahler@borgen.dk bestillingskuponen. Sidste frist for bestilling er 12. august 2010. Herefter vil vi afvikle bogen.

Din pris vil være 20,00 kr. plus moms pr. eksemplar plus porto - der vil ikke blive afregnet royalty af dit køb. Lykkes det at restsælge bogen, vil du selvfølgelig få royalty af netto-totalbeløbet. De er ikke mulighed for at afhente eventuelle køb, din ordre vil blive leveret direkte fra vores lager.

Skulle du have spørgsmål vedrørende din bog, er jeg tilbage efter ferie d. 9. august 2010.

Med venlig hilsen
Jacob Mahler - tlf 30370500
Salg & Information