søndag den 31. marts 2013
Digehun
Den dvælende måde DSB-stemmen siger Hundige på, Hunnn---diggge, som om der var tale om et kvindeligt dige, og uundgåeligt hører jeg næste station som Dræææve.
Juuls læsebriller forskønner og profeterer
Ligesom i tilfældet mig vs. René Jean Jensen vs. Anders Abildgaard nedenfor ville jeg ønske, at jeg som at par læsebriller kunne overtage Pia Juuls positive syn på og oplevelse af Jonas Rolsteds debutbog Flex death (senest, i Chemnitz-anmeldelsen, kaldt "formidabel" af Mikkel Bruun Zangenberg) i hendes fint konverserende bidrag til Politikens kroniks "naturskitse"-serie:
Jeg har flere gange i denne kolde vinter haft fornøjelsen at høre digteren Jonas Rolsted læse op af sin bog, ’Flex Death’.
Jeg kan godt lide den måde han læser på, lavmælt og insisterende, næsten monotont.
Det lyder muligvis kedeligt, men er det ikke, jeg bliver tvunget til at høre efter, og jeg har hver gang tænkt at det skyldes hans koncentration, der kalder på min.
Der er et sted i Carl Nielsens bog ’Levende musik’, der, sådan som jeg ser det, handler om nærvær og koncentration, som jeg har læst tit og citeret ofte, og da jeg bladrer i bogen for at genlæse det, finder jeg først noget helt andet, der også forbinder sig til Jonas Rolsteds bog.
I den står der: »Musik er en undersøgelse af intervaller (...)«.
Hos Carl Nielsen står der:
»Når man havde frembragt én tone, saa kom trangen til forskellige toner ganske af sig selv, og her er vi ved et af de hovedpunkter, jeg vil tale om, nemlig intervallerne. Intervallerne er efter min mening det, som allerførst vækker dybere musikalsk interesse; vi har her noget ærværdigt og dog evig friskt, som vi paa én gang maa elske og føle ærbødighed for. Intervallet bør være for vor kunst, hvad korn og brød og hellige kilder var for østerlænderne i det gamle testamente: det, hvoraf vi skal leve, det, som skal give os kræfter og lyst til at arbejde med musikken.
Der er sikkert ingen, der vil nægte, at det er intervallerne, der hver gang paa ny overrasker og glæder os, naar vi en sommerdag hører gøgen kukke. Ifald den kukkede paa samme tone, ville vi sikkert forholde os mere ligegyldige. Og hvad er det saa? En lille – sommetider en stor – terz« (LM s. 47).
Jeg afbrydes af en mail: »Jeg hader februar«, afslutter en kvinde den mail der besvarer min aflysning af et møde. Både hun og jeg er småsyge, det sner – nu igen – det er allerede mørkt, skønt februar ellers slet ikke er så mørk som vi har haft det. Nogle hævder at februars gamle navn blidemåned henviser til det lys der tiltager, men med februar forbinder jeg nu engang mest mørke, kulde, sjap og snue, selvom duerne kurrer så småt omkring huset.
Men ethvert pip fra en fugl giver i denne tid mindelser om det der kommer, giv tid, giv tid, og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue, nynner den glad (bilder man sig ind), det kan være et pip, et tilløb til en sang, det er øvelser og det er den pause den holder; jeg hører det, og det lysner.
Især når jeg læser Jonas Rolsteds bidrag til samme kronikserie, der snøvler sig kedelig koket af sted; det jeg har imod den nye alvor (og derfor er Morten Chmenitz undtagelsen) er jo ikke, at den er alvorlig, men at den pudser alvoren op til kitsch, hvilket jo er det modsatte af at tage den alvorligt (og hvor meget mere feministisk irriterende er ikke de metaforoverstregede, tavse kærester og ekskærester hos Rolsted end Blachmans ucamouflerede pin-ups? vil jeg gerne spørge hans klassekammerater):
Himlen hvidner og vokser et sted. Det er en fugl, tror jeg. Jeg har ikke linser i. Himlen bliver mere og mere hvid. Hvem har brug for sår, når vi har fugle? Jeg ser tingene åbne sig en for en, meddele sig og forsvinde, jeg ser på det, der lytter; ikke på det, der taler. Min kæreste gik fra mig i weekenden. Jeg kan høre hende i værelset ved siden af. Jeg kan høre en taske blive åbnet og lukket. Hun er ikke flyttet endnu. Jeg kan huske nogle lyde, som i drømmen. Det var hendes ansigt. Hendes ansigt var en lyd, en bevægelse mellem bladene. Et tæt kompleks af toner. I bevægelserne anede jeg en struktur. Og i strukturen et udsagn. Noget, der blev hvisket til mig gennem skoven. Vi ved ikke, hvor vi er, før vi drømmer.
Til gengæld er denne tekst fra Pia Juuls Kritikerprisvindende Af sted, til stede, den mest præcise læsning, jeg har læst, af alle filmhenvisningerne og -tyverierne i Niels Franks seriøst Krtikerpriskandiderende Nellies bog, det er Nellie himself, der taler i oversættelse:
EN UGES FILM
Det er så opslidende at se alt det og leve sig ind i det hele, den alkoholiserede politibetjent, hans stakkels hændervridende kone derhjemme, smuk er hun, hvad hjælper det hende, han kommer bare ikke hjem. Den gamle mand der forelsker sig i den lille pige, han er så ulykkelig, og det er for galt, men jeg forstår ham så godt, han store følelser, hans fortvivlelse, hans nedværdigende ydmygende kasten sig til jorden, der gør det hele værre, men han kan ikke andet, han hænger fast han er færdig og hun er ligeglad. Og hende der opfører et helt drama foran spejlet hjemme hos Holly, hendes latter og grådanfald i løbet af få minutter, fuld eller vind og skæv er hun, hende er jeg goså i de minutter det varer, men jeg kan snart ikke rumme mere, mit eget liv er så rigeligt, men så skal jeg følge med til det tomme hotel om vinteren, hvor vi bare skal passe på bygningen mens min mand skriver, og han skriver intet, han alder bare som om, og jeg bliver bange for ham, jeg bliver så bange, men det går over da jeg danser på Seinens bred og letter fra jorden i glæde og tryghed. Det flimrer og kaster lys og skygge over mit eget liv, blander sig med det jeg muligvis helt af mig selv kunne opleve og tænke, men det kan godt være lidt usikkert somme tider, lidt uklart hvis følelser det egentlig er jeg har.
Jeg har flere gange i denne kolde vinter haft fornøjelsen at høre digteren Jonas Rolsted læse op af sin bog, ’Flex Death’.
Jeg kan godt lide den måde han læser på, lavmælt og insisterende, næsten monotont.
Det lyder muligvis kedeligt, men er det ikke, jeg bliver tvunget til at høre efter, og jeg har hver gang tænkt at det skyldes hans koncentration, der kalder på min.
Der er et sted i Carl Nielsens bog ’Levende musik’, der, sådan som jeg ser det, handler om nærvær og koncentration, som jeg har læst tit og citeret ofte, og da jeg bladrer i bogen for at genlæse det, finder jeg først noget helt andet, der også forbinder sig til Jonas Rolsteds bog.
I den står der: »Musik er en undersøgelse af intervaller (...)«.
Hos Carl Nielsen står der:
»Når man havde frembragt én tone, saa kom trangen til forskellige toner ganske af sig selv, og her er vi ved et af de hovedpunkter, jeg vil tale om, nemlig intervallerne. Intervallerne er efter min mening det, som allerførst vækker dybere musikalsk interesse; vi har her noget ærværdigt og dog evig friskt, som vi paa én gang maa elske og føle ærbødighed for. Intervallet bør være for vor kunst, hvad korn og brød og hellige kilder var for østerlænderne i det gamle testamente: det, hvoraf vi skal leve, det, som skal give os kræfter og lyst til at arbejde med musikken.
Der er sikkert ingen, der vil nægte, at det er intervallerne, der hver gang paa ny overrasker og glæder os, naar vi en sommerdag hører gøgen kukke. Ifald den kukkede paa samme tone, ville vi sikkert forholde os mere ligegyldige. Og hvad er det saa? En lille – sommetider en stor – terz« (LM s. 47).
Jeg afbrydes af en mail: »Jeg hader februar«, afslutter en kvinde den mail der besvarer min aflysning af et møde. Både hun og jeg er småsyge, det sner – nu igen – det er allerede mørkt, skønt februar ellers slet ikke er så mørk som vi har haft det. Nogle hævder at februars gamle navn blidemåned henviser til det lys der tiltager, men med februar forbinder jeg nu engang mest mørke, kulde, sjap og snue, selvom duerne kurrer så småt omkring huset.
Men ethvert pip fra en fugl giver i denne tid mindelser om det der kommer, giv tid, giv tid, og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue, nynner den glad (bilder man sig ind), det kan være et pip, et tilløb til en sang, det er øvelser og det er den pause den holder; jeg hører det, og det lysner.
Især når jeg læser Jonas Rolsteds bidrag til samme kronikserie, der snøvler sig kedelig koket af sted; det jeg har imod den nye alvor (og derfor er Morten Chmenitz undtagelsen) er jo ikke, at den er alvorlig, men at den pudser alvoren op til kitsch, hvilket jo er det modsatte af at tage den alvorligt (og hvor meget mere feministisk irriterende er ikke de metaforoverstregede, tavse kærester og ekskærester hos Rolsted end Blachmans ucamouflerede pin-ups? vil jeg gerne spørge hans klassekammerater):
Himlen hvidner og vokser et sted. Det er en fugl, tror jeg. Jeg har ikke linser i. Himlen bliver mere og mere hvid. Hvem har brug for sår, når vi har fugle? Jeg ser tingene åbne sig en for en, meddele sig og forsvinde, jeg ser på det, der lytter; ikke på det, der taler. Min kæreste gik fra mig i weekenden. Jeg kan høre hende i værelset ved siden af. Jeg kan høre en taske blive åbnet og lukket. Hun er ikke flyttet endnu. Jeg kan huske nogle lyde, som i drømmen. Det var hendes ansigt. Hendes ansigt var en lyd, en bevægelse mellem bladene. Et tæt kompleks af toner. I bevægelserne anede jeg en struktur. Og i strukturen et udsagn. Noget, der blev hvisket til mig gennem skoven. Vi ved ikke, hvor vi er, før vi drømmer.
Til gengæld er denne tekst fra Pia Juuls Kritikerprisvindende Af sted, til stede, den mest præcise læsning, jeg har læst, af alle filmhenvisningerne og -tyverierne i Niels Franks seriøst Krtikerpriskandiderende Nellies bog, det er Nellie himself, der taler i oversættelse:
EN UGES FILM
Det er så opslidende at se alt det og leve sig ind i det hele, den alkoholiserede politibetjent, hans stakkels hændervridende kone derhjemme, smuk er hun, hvad hjælper det hende, han kommer bare ikke hjem. Den gamle mand der forelsker sig i den lille pige, han er så ulykkelig, og det er for galt, men jeg forstår ham så godt, han store følelser, hans fortvivlelse, hans nedværdigende ydmygende kasten sig til jorden, der gør det hele værre, men han kan ikke andet, han hænger fast han er færdig og hun er ligeglad. Og hende der opfører et helt drama foran spejlet hjemme hos Holly, hendes latter og grådanfald i løbet af få minutter, fuld eller vind og skæv er hun, hende er jeg goså i de minutter det varer, men jeg kan snart ikke rumme mere, mit eget liv er så rigeligt, men så skal jeg følge med til det tomme hotel om vinteren, hvor vi bare skal passe på bygningen mens min mand skriver, og han skriver intet, han alder bare som om, og jeg bliver bange for ham, jeg bliver så bange, men det går over da jeg danser på Seinens bred og letter fra jorden i glæde og tryghed. Det flimrer og kaster lys og skygge over mit eget liv, blander sig med det jeg muligvis helt af mig selv kunne opleve og tænke, men det kan godt være lidt usikkert somme tider, lidt uklart hvis følelser det egentlig er jeg har.
Printsavn (og brevsprækkelængsel) kl. 6, nej, 7:25
Lyden af søndagsavisen i entreen i den drøm, jeg netop er vågnet fra, er mindre virkelig end geværskuddene i den film om Che, jeg slumrede ind til på den blå sofa (sommertidens realitetsstatus vil jeg slet ikke udtale mig om).
lørdag den 30. marts 2013
Objektets ironiske panderynken
På-forhånd-automat-forargelsen over Blachmans blabren foran og om nøgne kvinder i hans kommende tv-show er hinsides letkøbt jo bare billigt købt af DR og Blachman, hvis største ønske er nøjagtig den slags plat forargelse; det skønne ved det korte klip, hvor Blachman blabrer om post-debut-score-festivitasen, mens Jan Sonnergaard sidder ved siden af ham i sit stiveste puds og ser noget småforfjamsket ud under sin flotte Meryl Streep-paryk, er jo den umiskendeligt ironiske panderynken, den tavse nøgemodel spontant artikulerer, og som totalt kastrerer den åndspotente duo, hvilket de udmærket er klar over, men bravt forsøger at ignorere. På fredag er det så Jan Sonnergaards nye, 520 sider overvægtige bog, Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer, der stiller sig splitternøgen frem til bedømmelse, sådan kan retfærdigheden være ganske prosaisk ...
Og så var de 3
Nu Simon Grotrians seneste salmesamling Natterøde daxis er udkommende på Gyldendal, sidder der vel kun 3 digtere (og intet poesitidsskrift) tilbage på engang førende lyrikforlag Borgen (principielt ved jeg ikke, om jeg også tilhører den eXklusive gruppe, eftersom jeg ikke har haft et poesimanus forbi siden mine Alfabeter, meeeeeen ...):
Benny Andersen
Marianne Larsen
Peter Laugesen
AK! Sick transit til glorien, mon ikke!
Her er akkurat en af Grotrians åndssvagt skønne (gærdet til huden!), nye salmer til trøst (og ikke nødvendigt at tolke Paradiszonen som Gyldendal, vel?):
Men fortiden ender jo altid på puden
og himlen lukkes i skridende øjne
vi stod ubehjælpsomt ved gærdet til huden
Vorherre har sendt os etikken at højne.
Vi nærmer os lyset i Paradiszonen
hvor bønnerne serves af englenes vinger
at trække sit vejr er at opfange tonen
der beder om liv, når hans regnbue svinger.
Men fremtiden løfter jo altid sin dyne
så fugle kan lette med udruget tømme
fra havet i brønden vil himlene lyne
og derfor passerer vi engle i drømme.
Benny Andersen
Marianne Larsen
Peter Laugesen
AK! Sick transit til glorien, mon ikke!
Her er akkurat en af Grotrians åndssvagt skønne (gærdet til huden!), nye salmer til trøst (og ikke nødvendigt at tolke Paradiszonen som Gyldendal, vel?):
Men fortiden ender jo altid på puden
og himlen lukkes i skridende øjne
vi stod ubehjælpsomt ved gærdet til huden
Vorherre har sendt os etikken at højne.
Vi nærmer os lyset i Paradiszonen
hvor bønnerne serves af englenes vinger
at trække sit vejr er at opfange tonen
der beder om liv, når hans regnbue svinger.
Men fremtiden løfter jo altid sin dyne
så fugle kan lette med udruget tømme
fra havet i brønden vil himlene lyne
og derfor passerer vi engle i drømme.
fredag den 29. marts 2013
Ib Michael har vredet mit cykelstyr 180 grader
hvilket må siges at være en mindre cykelforbrydelse og nemt og hurtigt påpladsvredet, så jeg ser det mest som et ligeså uhjælpeligt som uskyldigt TIC efter forsoningsartiklen på Forfattersiden og i WA, hvor IMs næse pludselig var min, og han kunne nøjes med at tæve sig selv, og nej, nej, nej, laaaaaaange artikel om den åndssvage fejde i næste nummer af Spring, dette er heller ikke en fiktiv blogpost!
Mellem to mosser / som'er (/sombreoer)
Langfredagslangmodighed: Jeg hører den nye, forholdsvis - men selvfølgelig COOL - sjaskede Strokes-plade, mens jeg ser et halvt afsnit af Bo Lilles Kulturhjørne, den ufrivillige, danske litteratur-tv-udgave af Zach Galifianakis' geniale anti-interview-serie Between Two Ferns - sammenlign selv! - denne gang går det ud over Professor i Poesi Peter Stein Larsen, der tager det som en god sportsmand, her link, og her Steve hos Zach:
Denne sne vil snyde
Denne
sne
har ikke sin hat på
sned
Denne
sne
ryger ikke på sin
snadde
Denne
sne
vejrer ikke med sin
snude
Denne
sne
er ikke en omsider pulveriseret udgave af den spejlvendte snemands-klon
sneJ PurtsdnelB
(står for alle oplæsningsjobs i Sønder-, Midt- og Vestjylland)
sne
har ikke sin hat på
sned
Denne
sne
ryger ikke på sin
snadde
Denne
sne
vejrer ikke med sin
snude
Denne
sne
er ikke en omsider pulveriseret udgave af den spejlvendte snemands-klon
sneJ PurtsdnelB
(står for alle oplæsningsjobs i Sønder-, Midt- og Vestjylland)
Ekstrapost fra Brooklyn
Vladimir Nabokovs The Original of Laura
(Købt under oplæsning ved Jonathan Lethem i Greenlight Bookstore - meget kedelig oplæsning!)
Three 5 (= 1 index card)
This is Flora of the close-set drank-blue eyes and cruel mouth recollecting in her midtwenties fragments of her past, with details lost or put back in the wrong order, TAIL betwe(e)n DELTA and SLIT, on dusty dim shelves, this is she. Everything about her is bound to remain blurry, even her name which seems to have been made expressly to have another one modelled upon it by a fantastically lucky artist. Of art, of love, of the
-----------------------------------------
Three 6 (næste index card)
difference between dreaming and waking she knew nothing but would have darted at you like a flatheaded blue serpent if you questioned her.
------------------------------------------
Tidsskriftet Fence, winter 2012-13
- fra Noah Eli Gordons bidrag "10 problems":
She writes a stunningly accurate review praising the reclusive novelist's long-awaited new book. Upon its publication, a key sentence of the review contains an error of omission that, while minor, reverses her intended meaning, rendering the piece a damning take on the book. Still, there is near universal agreement to her reviews stunning accuracy. The problem is, as any good narrator knows, accuracy is never stunning.
(Købt under oplæsning ved Jonathan Lethem i Greenlight Bookstore - meget kedelig oplæsning!)
Three 5 (= 1 index card)
This is Flora of the close-set drank-blue eyes and cruel mouth recollecting in her midtwenties fragments of her past, with details lost or put back in the wrong order, TAIL betwe(e)n DELTA and SLIT, on dusty dim shelves, this is she. Everything about her is bound to remain blurry, even her name which seems to have been made expressly to have another one modelled upon it by a fantastically lucky artist. Of art, of love, of the
-----------------------------------------
Three 6 (næste index card)
difference between dreaming and waking she knew nothing but would have darted at you like a flatheaded blue serpent if you questioned her.
------------------------------------------
Tidsskriftet Fence, winter 2012-13
- fra Noah Eli Gordons bidrag "10 problems":
She writes a stunningly accurate review praising the reclusive novelist's long-awaited new book. Upon its publication, a key sentence of the review contains an error of omission that, while minor, reverses her intended meaning, rendering the piece a damning take on the book. Still, there is near universal agreement to her reviews stunning accuracy. The problem is, as any good narrator knows, accuracy is never stunning.
torsdag den 28. marts 2013
Retorisk spørgsmål besvaret på århusiansk
Kan halvanden times poesihvirvlende, prosavrængende, poesi-og-prosa-sammenvridende oplæsning, ved Cecilie og Christina og Naja, i den store biografsal i Øst for Paradis - scene for en af mine største og tidligste fiaskoer: et Readymade-show med rekvisitter som opvarming til Purple Rain - kompensere for tre timers skinger fuldemandsuartikulerethed, ved en flok ualmindeligt stupide ungersvende, i det sidste IC3-tog hjem til København?
JA DA!
JA DA!
onsdag den 27. marts 2013
Frank Sort siger det
Frank Black siger det så klart, hvordan jeg har det:
This wrinkle in time, I can't give it no credit
I thought about my space and it really got me down
Got me so down, I got me a headache
My heart is crammed in my cranium and it still knows how to pound
og jeg oversætter, for klarheden skyld:
Denne foldning af tid, jeg kan ikke give den skylden
jeg tænkte på mit rum og fik det så nederen
fik det så nederen at jeg fik hovedpine
mit hjerte er stoppet ind i mit kranium og det banker stadig derudaf
NB dagen efter:
Og hvordan jeg havde det, var bare, at jeg havde hovedpine og feber: Det rum jeg tænkte på var tautologisk sygdommens rum, der vel altid er en foldning af tid, ikke denne herlige adresse!
This wrinkle in time, I can't give it no credit
I thought about my space and it really got me down
Got me so down, I got me a headache
My heart is crammed in my cranium and it still knows how to pound
og jeg oversætter, for klarheden skyld:
Denne foldning af tid, jeg kan ikke give den skylden
jeg tænkte på mit rum og fik det så nederen
fik det så nederen at jeg fik hovedpine
mit hjerte er stoppet ind i mit kranium og det banker stadig derudaf
NB dagen efter:
Og hvordan jeg havde det, var bare, at jeg havde hovedpine og feber: Det rum jeg tænkte på var tautologisk sygdommens rum, der vel altid er en foldning af tid, ikke denne herlige adresse!
Mod til rod af sod
Mine artikler i avisen burde, ligesom produkterne i Rodebutikken i Ikea, være tilføjet en advarsel om, at
artikel er skrammet / ridset
artikel er skrammet / ridset
Fjendsk anmeldelse, nu med initial ekskurs
(1. udgave af min anmeldelse af Anders Abildgaards Min fjendes fest, der omsider er kommet i avisen i dag:)
BLA-BILLED-SKÅR Anders Abildgaard kontrasterer cool nok egen halv-hysse sætningsstøj med udsøgt oversat Wittgenstein-nervøsitet
BLA-BILLED-SKÅR Anders Abildgaard kontrasterer cool nok egen halv-hysse sætningsstøj med udsøgt oversat Wittgenstein-nervøsitet
Alle de munde, vi har
Anders Abildgaard: Min fjendes fest. 85 sider, 200 kr.
Gyldendal
Af Lars Bukdahl
Gid det var digteren og kritikeren René Jean Jensens toptunet
ekstatiske anmeldelse, på kollektiv-bloggen Promenaden, af Anders Abildgaards
”digtsamling” Min fjendes fest, jeg
skulle anmelde. Eller gid det var den bog, Jensens anmeldelse uimodståeligt
fremmaner, jeg skulle anmelde. Eller gid jeg var lige så smittende og besmittet
begejstret for Anders Abildgaards bog som Jensens anmeldelse, der begynder
sådan her, er:
”Skulpturelle
tekster. Hvilken syre, hvilken erosionsproces. Cuts, jump-cuts. Stumfilmens
iris-shot, men her ikke pointeret eller prægnansbåret, ”en ny, rød Ipod”.
Parataksen og forståelsen og og’erne (her snarere kommaer) der ikke forbinder
men sidestiller, forståelsen der febrilsk leder efter niveauforskelle, den
slags forståelse, som en instans der vikler ud, udvider teksten, men hvad nu
hvis teksten allerede er fuldt udviklet, helt udvidet? Det kan den ikke være,
siger læseren. Jeg kan altid vikle mere ud, c’est ma raison d’être. Be my
guest.”
Jeg læste Abildgaards bog to gange, før jeg læste Jensens anmeldelse, og en halv gang lige efter og synes klart, at den blev et nøk bedre den halve gang, fordi anmeldelsen havde tvunget mig op i læse-gear. Og jo hurtigere mine øjne læser og synes de skal og kan læse, jo bedre oplever jeg bogen, men også i den halve læsning gik mit blik forholdsvis hurtigt ned i fart. Fordi jeg oplevede intensiteten i de disparate sætninger – der altså ikke automatisk gør mig desperat – og i springene i mellem dem som usikker og ustadig. Hvilket sagtens og sikkert er meningen, men det hjælper ikke på mine øjnes irritation. Eller kvalificerer irritationen avantgardistisk som ”febrilsk”. Her er første afsnit i bogens første tekst, prøv at læse det i al hast:
Jeg læste Abildgaards bog to gange, før jeg læste Jensens anmeldelse, og en halv gang lige efter og synes klart, at den blev et nøk bedre den halve gang, fordi anmeldelsen havde tvunget mig op i læse-gear. Og jo hurtigere mine øjne læser og synes de skal og kan læse, jo bedre oplever jeg bogen, men også i den halve læsning gik mit blik forholdsvis hurtigt ned i fart. Fordi jeg oplevede intensiteten i de disparate sætninger – der altså ikke automatisk gør mig desperat – og i springene i mellem dem som usikker og ustadig. Hvilket sagtens og sikkert er meningen, men det hjælper ikke på mine øjnes irritation. Eller kvalificerer irritationen avantgardistisk som ”febrilsk”. Her er første afsnit i bogens første tekst, prøv at læse det i al hast:
”Vi leger med Bakugan ved søen, vi sidder med
fødderne i vandet. Vi sidder på badebroen, så går vi ad badebroen på vej op til
huset, står foran døren og banker på, som var vi i et eventyr, den søde lyd af
screaming metal, horse og flame. Vi spiser af den store gryde, stuen er varm,
dyret frisk, skudt gennem halsen + Et fejlskud gennem bugen + Hil jagten, hil
kødet, det er mørt, skindet sprødt og øllet åh så drikkeligt og fedt,
tyktflydende som smeltet smør.”
Det går hurtigere og hurtigere, ikke også?
Men et dårligt humør toner også stadig mere ondt på, og jeg tripper altså bare
stærkere på optimeret, mærkbar vrængen end på eksemplarisk, nok så absurd
anonymitet som i citatets begyndelsen og afsnittets afslutning: ”Talsmand To
dykker i poolen, lyset virker igen./ De tygger på en gren, vi tygger en
lakridsrod./ Vi vælter rundt i hoppeborgen”
De bedste sætninger i bogens første kapitel
fire afsnit – to linje-spredninger, to totalklumper – er de mest marsbo-foragtfuldt
nidstirrende og aflyttende, på og til menneskenes dekadente og elementære
dårskab. Her et klip fra en seriøst og kostelig sort rundgang i totalklump nr.
1, det handler vistnok om sex:
”Tungen leder efter åbninger. Åbningerne
leder efter tunger. Alle de munde, vi har. Vi keder os i munden og kommer til
at ville gøre noget ved det.”
Flot fæl formel, ikke sandt?
Og gid jeg havde begyndt anmeldelsen med at
tale om bogens andet kapitel, der fylder 35 ud af 85 sider, og simpelthen er
Anders Abildgaards forfinet lydhøre oversættelse af filosoffen Ludwig
Wittgensteins dagbøger fra 30’erne, da han opholdt sig i Cambridge – og lige så
plat grotesk og grotesk plat, de kollektive vi’er og de’er i første kapitel
skriftligt ter sig, lige så civilisatorisk dirrende og stiligt skriver Ludwig i
al fundamental ensomhed om sine kvababbelser over sin kæreste, sine kolleger, sin
undervisning, sin filosofi og sig selv. Hvilket er en god, gammeldags
fornøjelse i sig selv og – som rekordlang del-readymade i ny, dansk litteratur
– et prægtigt postmoderne postyr i kombi med egenhændigt flerstemmige kapitel 1:
”Til cirka mit 23. leveår ville det have
været umuligt for mig at sove i en fritstående seng & i det hele taget kun
med ansigtet vendt mod væggen. Jeg ved ikke hvornår den frygt forlod mig. Var
det først under krigen?”
Og jeg kunne så bare ønske, at Anders Abildgaard
i højere RJ Jensensk grad, i sin til syvende og sidst for lidt maniske
maskerade havde annammet Wittgensteins sidste maxime:
”Manér i skrift er en slags maske hjertet
skærer ansigter bag som det lyster.”
Censureret påskeæg
Denne Facebook-opdatering af Keith Thomas Lohse ville jeg have foretrukket til min KIOSK i WA Bøger i dag - GOD PÅSKE! - men jeg anede, at den kunne være kontroversiel, så derfor fik de et fredeligere alternativ, der selvfølgelig blev foretrukket:
En brandvarm dag i
Galilæa for en masse år siden: Og Jesus kiggede karismatisk ud over den forsamlede skare, så
talte han og sagde, med sin vidunderlige malmfulde
Søn-af-Gud-fisseslikkerstemme: "I like to move it! I like to move it-move
it". Ingenting, ikke en lyd. Så prøvede han igen "For jeg ka li at
danse, jeg ka li at danse-danse!". Langt borte, ude over Nazareth Sø,
kunne man høre en vred måges brægen, det var alt. "I røvhuller, I ville
ikke kunne genkende sand X-Factor om den så sprang op og bed jer i pikken. Er
det fordi jeg er jøde?". Nu hulkede han tavst, og det lange hår flagrede
anklagende i den støvede semitiske eftermiddagsvind. En eller anden hoster.
tirsdag den 26. marts 2013
Feberlæber er et møbel der hedder Kissinger
IKEAKAOS
IKEAIKAROS
IKEAKAROSSERI
IKEAKARRUSEL
IKEAKARUSSESELV
IKEAIGGY
IKEAIKAROS
IKEAKAROSSERI
IKEAKARRUSEL
IKEAKARUSSESELV
IKEAIGGY
mandag den 25. marts 2013
Akutkritik, ud af din digitale øjenkrog!
Det er også sket på Promenaden et par gange, men det er mestendels et Facebook-fænomen og et temmelig smukt et, bortset lige fra, og det er et massivt bortset lige fra! for-andre-end-de-varskoede-venner-og-venners-venner-lukketheden: Som en steppebrand i real time løbende litterær debat om et brandnyt litterært værk (og derfra anden brandny litteratur). Her senest over weekenden en foreløbig 27 kommentarer lang steppebrand om (og fra) Morten Chemnitz' poetiske debutbog Inden april, der udkom i fredags, foranlediget af Lars-Emil Woetmanns link til Mikkel Bruuns Zangenbergs (nævenyttigt navnedroppende, men overraskende skarpe og nøgterne) anmeldelse i Politiken, derfor rimelig svært at finde og linke til. Primært diskuterende er de kloge uni-hoveder Tue Nexø og Mikkel Frantzen, og selv om jeg måske synes, at Zangenbergs og Tues gode-gode (fordi) mestendels bare formelt sansende anmeldelser taler mere centralt præcist og præcist centralt om Chmenitz' bog, er den vidtløftige snak om bogens eventuelle impressionistiske, fænomenologiske, ontologiske, etiske etc. ærinder sgu da fandeme forbilledlig i dens læse- og erkendelsesIVER, men netop i forhold til LÆSEETIK er det under al KRITIK, at snakken pågår i et fjernt, for de fleste utilgængeligt hjørne af et kommercielt, socialt medie! Her er til FRI aflæsning diskussionens foreløbigt sidste del, fortsæt venligst lige op i vores kritiktørstende ansigter:
Lone Nikolajsen På side 48 og 49 synes jeg, det forhåbentlige hinanden, der kan ses som bogens fikspunkt ret tydeligt viser sig som et menneskeligt (og potentielt politisk) anliggende. "Hvordan række udefter." står der. Og: "Som hvis håbet i det hele taget." Og: "Når jeg siger et endnu ikke hinanden. Siger jeg det så så det rækker udover. Hen imod hvilket hinanden. // Hvad for et udefter taler jeg så henimod. I grenværkets indeni." Det er vel ikke kun tingenes indbyrdes relationer, der er på færde her. Hvad den omhyggelige erfaring af de fysiske omgivelser har at sige eller gøre med det forhåbentlige hinanden er, ja, megaspændende, det kan jeg ikke svare på.
Lone Nikolajsen Og hey, punktummerne er formede som små fede plusser, flot Kizaja!
Lone Nikolajsen Og en ting til: hvad er det, du mener om syntaksen, Elisabeth? At den er politisk eller lægger an til en utopi? I så fald hvordan ...
Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen Hørt med det ontologiske frem for epistemologiske, det er en god hemmelig tese. Selvfølgelig er der en sansning, en sensibilitet - men det er ikke kun et subjekt, der perciperer, det er også et tænkende subjekt (og/eller det sanselige er også med fx Rancière allerede politisk). Noget andet: Da jeg først læste bogen, læste jeg af en eller anden grund det forhåbentlige hinanden som en forelskelse. Det gjorde jeg så ikke så meget anden, tredje, fjerde gang. Men jeg tænker også, at det hinanden kan være et intimt, et tosomt hinanden, sideløbende. Hvis der er en utopi om et kommende fællesskab kan den også være ganske konkret.
Lars-Emil Woetmann Nielsen I forhold til det ontologiske, så tænker jeg, at der er en længsel mod en intimitet med tingene eller omverden. Det betyder også, at der er en afstand. Og vejen til denne intimitet går gennem gentagelserne og ikke mindst de gentagede præpositionelle relationer, disse små forskydninger, der producerer en sammenfiltring eller forbundethed med verden a la kvantefysikken. Men om det har karakter af en form for nærværsmetafysik eller vi mere er ovre i noget differensontologi gumler jeg lige på. Og hvad sker der, når det bliver forår? Vigtigt som mikkel pegede på tidligere er det, at det ikke er forår endnu.
Tue Andersen Nexø Det er en fin tese, Mikkel, men den passer bedre til Amalie Smith og Ida Marie Hede end på den her bog. De er jo optaget af en verden, der eksisterer hinsides den måde, den umiddelbart fremtræder for os. Kræften som noget virkeligt, men på en måde usynligt osv. Det elektromagnetiske som noget, der kun kan ses indirekte, gennem sine effekter, aldrig i sig selv. Men Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg. Her er ingen markering af en forskel mellem hvordan verden er, og hvordan den fremtræder. Måske er epistemologisk det forkerte ord. Dens ærinde er fænomenologisk, hos Amalie Smith mfl handler det om at overskride fænomenologien.
Elisabeth Friis ja jeg mener faktisk at syntaksen er politisk (også fordi den lægger an til en utopi, men det er næste trin) - men det argument kræver en længere smøre - og den vil jeg skrive ligeså snart jeg kan. Og poste på naden jo nok.
Mikkel Frantzen okay en sidste ting, Tue (tak for alle de stadige/stædige indvendinger!): jeg ved ikke om tesen passer bedre til Smith og Hede (og Ravn og Rasmussen?) end til Chemnitz - MEN når jeg nu påstår at de har en eller anden grundanskuelse til fælles, at de deler en placering i det poetiske krydsfelt mellem ontologi eller etik (for nu at svinge os op på dén klinge) så kommer dette naturligvis vidt forskelligt til udtryk i de respektive bøger. Og det er i hvert fald mere "obvious" i ex. I Civil end i Inden April. Det kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Men det åbenlyse er jo ikke nødvendigvis en fordel eller en styrke for hverken akademiker eller forfatter. Hvad betyder det så for Inden April. Det betyder at det 'ontologiske' og det 'etiske' er trukket i baggrunden, men ikke desto mindre til stede. Jeg er meget i tvivl om det er præcist (nok) at sige at "Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg", eller at sige at bogen har et fænomenologisk ærinde. Jeg synes ikke det sansende jeg spiller så afgørende en rolle, at det berettiger til at sige den slags. Betyder det så at man som digterjeg kan komme hinsides det sansende og skrivende jeg: Nej. Men derfor kan der godt være noget på færde. Og hvad er det i øvrigt jeget gør første gang det træder ind på scenen og man som læser får noget af et chok (det gjorde jeg i hvert fald, andre jeg har talt med sagde at de faktisk første gang læste hen over jeget uden at bemærke det): Det, altså jeget, går gennem det sidste af vinteren. Men her stopper det ikke: Det går gennem det sidste af vinteren ligesom vinteren gør.
Lone Nikolajsen På side 48 og 49 synes jeg, det forhåbentlige hinanden, der kan ses som bogens fikspunkt ret tydeligt viser sig som et menneskeligt (og potentielt politisk) anliggende. "Hvordan række udefter." står der. Og: "Som hvis håbet i det hele taget." Og: "Når jeg siger et endnu ikke hinanden. Siger jeg det så så det rækker udover. Hen imod hvilket hinanden. // Hvad for et udefter taler jeg så henimod. I grenværkets indeni." Det er vel ikke kun tingenes indbyrdes relationer, der er på færde her. Hvad den omhyggelige erfaring af de fysiske omgivelser har at sige eller gøre med det forhåbentlige hinanden er, ja, megaspændende, det kan jeg ikke svare på.
16 hours ago · Like · 3
Lone Nikolajsen Og hey, punktummerne er formede som små fede plusser, flot Kizaja!
16 hours ago · Like · 1
Lone Nikolajsen Og en ting til: hvad er det, du mener om syntaksen, Elisabeth? At den er politisk eller lægger an til en utopi? I så fald hvordan ...
16 hours ago · Like · 1
Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen Hørt med det ontologiske frem for epistemologiske, det er en god hemmelig tese. Selvfølgelig er der en sansning, en sensibilitet - men det er ikke kun et subjekt, der perciperer, det er også et tænkende subjekt (og/eller det sanselige er også med fx Rancière allerede politisk). Noget andet: Da jeg først læste bogen, læste jeg af en eller anden grund det forhåbentlige hinanden som en forelskelse. Det gjorde jeg så ikke så meget anden, tredje, fjerde gang. Men jeg tænker også, at det hinanden kan være et intimt, et tosomt hinanden, sideløbende. Hvis der er en utopi om et kommende fællesskab kan den også være ganske konkret.
15 hours ago · Like · 1
Lars-Emil Woetmann Nielsen I forhold til det ontologiske, så tænker jeg, at der er en længsel mod en intimitet med tingene eller omverden. Det betyder også, at der er en afstand. Og vejen til denne intimitet går gennem gentagelserne og ikke mindst de gentagede præpositionelle relationer, disse små forskydninger, der producerer en sammenfiltring eller forbundethed med verden a la kvantefysikken. Men om det har karakter af en form for nærværsmetafysik eller vi mere er ovre i noget differensontologi gumler jeg lige på. Og hvad sker der, når det bliver forår? Vigtigt som mikkel pegede på tidligere er det, at det ikke er forår endnu.
15 hours ago · Like · 1
Tue Andersen Nexø Det er en fin tese, Mikkel, men den passer bedre til Amalie Smith og Ida Marie Hede end på den her bog. De er jo optaget af en verden, der eksisterer hinsides den måde, den umiddelbart fremtræder for os. Kræften som noget virkeligt, men på en måde usynligt osv. Det elektromagnetiske som noget, der kun kan ses indirekte, gennem sine effekter, aldrig i sig selv. Men Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg. Her er ingen markering af en forskel mellem hvordan verden er, og hvordan den fremtræder. Måske er epistemologisk det forkerte ord. Dens ærinde er fænomenologisk, hos Amalie Smith mfl handler det om at overskride fænomenologien.
Elisabeth Friis ja jeg mener faktisk at syntaksen er politisk (også fordi den lægger an til en utopi, men det er næste trin) - men det argument kræver en længere smøre - og den vil jeg skrive ligeså snart jeg kan. Og poste på naden jo nok.
12 hours ago · Edited · Like · 1
Mikkel Frantzen okay en sidste ting, Tue (tak for alle de stadige/stædige indvendinger!): jeg ved ikke om tesen passer bedre til Smith og Hede (og Ravn og Rasmussen?) end til Chemnitz - MEN når jeg nu påstår at de har en eller anden grundanskuelse til fælles, at de deler en placering i det poetiske krydsfelt mellem ontologi eller etik (for nu at svinge os op på dén klinge) så kommer dette naturligvis vidt forskelligt til udtryk i de respektive bøger. Og det er i hvert fald mere "obvious" i ex. I Civil end i Inden April. Det kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Men det åbenlyse er jo ikke nødvendigvis en fordel eller en styrke for hverken akademiker eller forfatter. Hvad betyder det så for Inden April. Det betyder at det 'ontologiske' og det 'etiske' er trukket i baggrunden, men ikke desto mindre til stede. Jeg er meget i tvivl om det er præcist (nok) at sige at "Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg", eller at sige at bogen har et fænomenologisk ærinde. Jeg synes ikke det sansende jeg spiller så afgørende en rolle, at det berettiger til at sige den slags. Betyder det så at man som digterjeg kan komme hinsides det sansende og skrivende jeg: Nej. Men derfor kan der godt være noget på færde. Og hvad er det i øvrigt jeget gør første gang det træder ind på scenen og man som læser får noget af et chok (det gjorde jeg i hvert fald, andre jeg har talt med sagde at de faktisk første gang læste hen over jeget uden at bemærke det): Det, altså jeget, går gennem det sidste af vinteren. Men her stopper det ikke: Det går gennem det sidste af vinteren ligesom vinteren gør.
Tidskriftstilfredsstillelse
Jeg brugte det meste af dagen i går på at læse Kritik, og nogle gange glemmer jeg, hvor tilfredsstillende det er at læse et genuint seriøst nådesløst tidsskriftsagtigt (modsat fx Ekko, jeg også har siddet og læst, som gør sig store anstrengelser for at holde sig nede-på-jorden-journalistisk, filmtillægsagtigt - jeg gør det også NÆSTEN i min artikel om amerikansk komik, "Sjovt inc.") tidsskrift, også selvom eller rettere også fordi man kan blive pisseirriteret på akademias mandarinsk docerende selvfedme og moralske (og æstetiske) overhøjhed, i dette nummer især i temaartiklerne om "gentrificering" (hvilket redaktørerne sjovt og sjældent nok (rimeligt nok! underligt for en skribent at se sit bidrag relativeret i et tidsskriftsforord (jeg har prøvet det engang, i Vinduet)) selv gør opmærksom på : "Det interessante er, at Schulman meget hårdnakket negligerer sin egen magt - f.eks. til at udtrykke sig, til at skabe sig et selvbillede, hvor hendes position er uangribelig. det vil vi gøre alt vi kan for at undgå - omend bjælken i eget øje altid er sværest at se." You do that, ladies!) No bullshit-klogeste og -fineste artikel er naturligvis Niels Franks om Thomas Mann og Døden i Venedig - jeg synes, al akademieriet er underholdende og i orden og ville nødigt undvære det, man selvfølgelig burde ALLE skrive klogt lige så fint (og selvstændigt - det mest anstrengende FAKTUM om (og GENREKRAV til) akademiske artikler, er at de altid skal starte og alenlangt forsætte med at være teori-referater; Frank citerer mest fra biografier, frækt nok!) som NF (hvilket redaktørerne selv forbilledligt har gjort i deres bøger om Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Pia Juul henholdsvis). Bedste akademiske artikel, fordi den refererer spændende teori, jeg ikke før har hørt om, og applicerer den på gode eksempler, Avatar og Anti-Christ, (og tildeler Lars Skinnebach den letteste ørefigen - og fortryder den igen), er Torsten Bøgh Thomsens "Grøn æstetik og mørk økologi" (det ene banalt plat og det andet herligt komplekst, lyder den typisk (af pro-kompleksitet camouflerede) sort-hvide dikotomi).
(jeg ville gerne have skrevet en Blæksprutte i WA om det nye nummer, hvor ovenstående kunne være blevet udfoldet journalistisk på fire gange så meget plads (med generøse citater), men en anden anmelder havde været først ude med sin anmeldelses-reservation, kedeligt nok).
(jeg ville gerne have skrevet en Blæksprutte i WA om det nye nummer, hvor ovenstående kunne være blevet udfoldet journalistisk på fire gange så meget plads (med generøse citater), men en anden anmelder havde været først ude med sin anmeldelses-reservation, kedeligt nok).
søndag den 24. marts 2013
KRITIsK tæt på min vugge
Jeg har snuppet mig det nye nummer af Kritik, nr. 207, redigeret af DE NYE REDAKTØRER (OG DERMED KULTURTIDSSKRIFTSREDAKTØRKOLLEGER, HEJ FRA NABO-PIND!)) URSULA ANDKJÆR OLSEN OG ELISABETH FRIIS - TILLYKKE MED DEBUTEN! Jeg har har kun læst sidelæns foreløbig, et par krakilt kritiske artikler om temaet GENTRIFICERING (hvis et kvarter - som nu her Frederiksberg - i forvejen bebos af (gammeldags) gentry, kan det så gentrificeres (af moderne gentry)?), Kristian Nya Glaffeys hedthvæsende barnløsheds-triptykon, Martin Larsens VISTNOK sarkastiske Rolsted-anmeldelse og Flemming Chr. Nielsens underholdende erindringskrønike om det eksistentialistiske / fænomenologiske/ semiotiske tidsskrift "Exils storhed og fald", der for følgende afsnits vedkommende foregår skråt overfor, hvor jeg voksede op, på Korshøjen i Vejlby-Risskov, og samtidig med, at jeg gjorde det, hvilket vel for fanden ikke kan være helt uden betydning, for mig - men stedet blev altså kaldt amanuensisghettoen og ikke magisterghettoen:
Fra 1970 blev Niels Egebak Exils ansvarshavende redaktør. Han virkede omgående som syltetøj på fluer, og foruden Nielsen og Toftdahl omgav han sig med yderligere en halv snes medredaktører, der på skift optrådte som aktive redaktører og som passive redaktionskomitémedlemmer. Omtrent som spiritistiske bankeånder, der enten reagerer på det svageste signal eller ligger i delvis dvale. De ugentlige redaktionsmøder foregik i noget, der hed Magister-ghettoen i Risskov. Adressen havde den fordel, at her boede i forvejen halvdelen af den nye redaktion(skomité). Blandt de tilrejsende var Nielsen & Toftdahl, der havde redigeret Exil på to små værelser i det århusianske arbejderkvarter - dels i enkefru Nansens neisseria gonorhoae-drivhus i Mejlgade og dels hos den anderledes honnette enkefru Hougaard i Knudriisgade. Uendelig bleg og tavs kom lyrikeren Peter Laugesen fra Odder og lignede Doktor Nikola. Forfatteren Svend Åge Madsen fra Vestre Strandallé i Risskov prøvede desperat at ligne et livstykke og andre stykker, og var som Egebak portrætteret i Marts 1970, men anderledes mildt og med kun én århusiansk og hviskende replik: "Hva'????' Kortvarigt dukkede også Jens Smærup Sørensen op, altid med en cykelpumpe i hånden, men hvorfra han kom, og hvorhen han skulle, vidste ingen.
Den unge og lovende og larmende litterat Vagn Thule blev pludselig ramt af dødelig sygdom, men vi hædrede ham ved at lade hans stol stå tom og altid placeret, hvor han sidste gang forlod den. Alt for tidligt døde også den umådeligt flittige og skarpsindige filosof Esberg Krause-Jensen, der i perioder lammedes af dybe depressioner og korte strejf af manier (en morgen klokken syv mødte jeg ham, da jeg var på vej til bageren. "En prægtig dag," sagde han, "siden jeg har fået lov til at udrette noget så tidligt." Tre radioforedrag havde han indtalt den morgenstund med henvisning til, at han klokken ni om formiddagen skulle indlægges på psykiatrisk hospital i Risskov).
Uden Per Højholt fra fjerne Funder og Niels Egebak, der ustandselig trak hinanden op til hidsig diskussion med en gensidig nøgle i ryggen, ville arrangementet være endt som en dødedans for skygger (....) Egebak var så umådelig generøs. Under redaktionsmøderne svømmede vi i hans franske rødvin, og hver aften ved midnat tilbød han at køre Peter Laugesen hjem til Odder. Med en hastighed på 180 km/t sad lyrikeren og skælvede i den røde sportsvogn (...)
det - Laugesen katapulteret ud af Korshøjen i en rød sportsvogn - vil jeg gerne tro, at jeg har oplevet, ud af mit vindue på rækkehusets anden sal en mareredet nat, eller i det mindst dybt og skæbnesvangert fornemmet!
Fra 1970 blev Niels Egebak Exils ansvarshavende redaktør. Han virkede omgående som syltetøj på fluer, og foruden Nielsen og Toftdahl omgav han sig med yderligere en halv snes medredaktører, der på skift optrådte som aktive redaktører og som passive redaktionskomitémedlemmer. Omtrent som spiritistiske bankeånder, der enten reagerer på det svageste signal eller ligger i delvis dvale. De ugentlige redaktionsmøder foregik i noget, der hed Magister-ghettoen i Risskov. Adressen havde den fordel, at her boede i forvejen halvdelen af den nye redaktion(skomité). Blandt de tilrejsende var Nielsen & Toftdahl, der havde redigeret Exil på to små værelser i det århusianske arbejderkvarter - dels i enkefru Nansens neisseria gonorhoae-drivhus i Mejlgade og dels hos den anderledes honnette enkefru Hougaard i Knudriisgade. Uendelig bleg og tavs kom lyrikeren Peter Laugesen fra Odder og lignede Doktor Nikola. Forfatteren Svend Åge Madsen fra Vestre Strandallé i Risskov prøvede desperat at ligne et livstykke og andre stykker, og var som Egebak portrætteret i Marts 1970, men anderledes mildt og med kun én århusiansk og hviskende replik: "Hva'????' Kortvarigt dukkede også Jens Smærup Sørensen op, altid med en cykelpumpe i hånden, men hvorfra han kom, og hvorhen han skulle, vidste ingen.
Den unge og lovende og larmende litterat Vagn Thule blev pludselig ramt af dødelig sygdom, men vi hædrede ham ved at lade hans stol stå tom og altid placeret, hvor han sidste gang forlod den. Alt for tidligt døde også den umådeligt flittige og skarpsindige filosof Esberg Krause-Jensen, der i perioder lammedes af dybe depressioner og korte strejf af manier (en morgen klokken syv mødte jeg ham, da jeg var på vej til bageren. "En prægtig dag," sagde han, "siden jeg har fået lov til at udrette noget så tidligt." Tre radioforedrag havde han indtalt den morgenstund med henvisning til, at han klokken ni om formiddagen skulle indlægges på psykiatrisk hospital i Risskov).
Uden Per Højholt fra fjerne Funder og Niels Egebak, der ustandselig trak hinanden op til hidsig diskussion med en gensidig nøgle i ryggen, ville arrangementet være endt som en dødedans for skygger (....) Egebak var så umådelig generøs. Under redaktionsmøderne svømmede vi i hans franske rødvin, og hver aften ved midnat tilbød han at køre Peter Laugesen hjem til Odder. Med en hastighed på 180 km/t sad lyrikeren og skælvede i den røde sportsvogn (...)
det - Laugesen katapulteret ud af Korshøjen i en rød sportsvogn - vil jeg gerne tro, at jeg har oplevet, ud af mit vindue på rækkehusets anden sal en mareredet nat, eller i det mindst dybt og skæbnesvangert fornemmet!
lørdag den 23. marts 2013
Elevatorord
Læst rigtig mange gange i dag:
BESIGTIGELSESSKILT -
og først tænker jeg, at det er da et vældigt stykke dobbeltkonfekt, ethvert skilt er vel et besigtigelsesskilt!? Så læser jeg det som - - og kan derefter ikke læse det som andet end -:
BESIGTIGELSESS
KILT!
BESIGTIGELSESSKILT -
og først tænker jeg, at det er da et vældigt stykke dobbeltkonfekt, ethvert skilt er vel et besigtigelsesskilt!? Så læser jeg det som - - og kan derefter ikke læse det som andet end -:
BESIGTIGELSESS
KILT!
Selvmordsfiktion
Karen Blixen har iflg Politiken skrevet denne tekst, da hun var i Afrika, formodentlig i sommeren 1931:
Jeg ved, det er forkert at komme til Deres hus og opføre mig på denne måde, men jeg kan ikke handle anderledes. Jeg prøvede at fortsætte, men jeg kan ikke. - Vær god at føre mig tilbage til Ngong Hills. - Gustav Mohr, Ruiru, ved om, hvad jeg ønsker foretaget. Jeg beder om tilgivelse. Tania Blixen
Forskere tolker dette som et selvmordsbrev:
Brevet er interessant, fordi det er et ret håndfast bevis på, at hun tænkte på at gøre det slut for sig selv«, siger Marianne Juhl, der sammen med Marianne Wirenfeldt Asmussen er bogens redaktører. "Ud fra sammenhængen er det en rimelig tolkning, at der er tale om et selvmordsforsøg. Under alle omstændigheder er dette brev udtryk for virkelig dyb fortvivlelse«
Hvilket man vel må kalde den ULTIMATIVE status og fortolkning af en tekst, og det er da rigtignok ikke en URIMELIG fortolkning, bortset fra akkurat at Karen Blixen IKKE begik selvmord, og at vi ikke har (andre) troværdigt rapporter om, at Karen Blixen faktisk FORSØGTE selvmord: til gengæld ved vi, at Karen Blixen var og især BLEV en fiktionsforfatter med speciale i fortælleres maskespil, som ville have set med betydelig afsmag på litteraturredaktør Jes Steins ivrige snak på netavisens video om, at forskere nu kan nå dybere ind i "private rum": Alt, vi kan sige, er, at teksten med raffineret og lumsk nøgtern styrke tilhører GENREN selvmordsbrev, og hvorfor ikke simpelthen betragte den som en STILØVELSE - med en mere eller mindre autentisk og akut følelsesbaggrund, som vi intet kan vide om - i genren selvmordsbrev (som der jo findes utallige eksempler på i unge og yngre menneskers skrivebordsskuffer (med en mere eller mindre ...)), og en ret fremragende sådan, eftersom den så mange år efter er i stand til både at overbevise og bevæge litteraturforskere. Jeg foreslår, at alle nulevende, danske forfattere, der lige nu læser med her, i aften skriver og tilbagedaterer et selvmordsbrev og placerer det i deres computers dokumentarkiv; det vil gøre læsningen af deres forfatterskab langt mere dramatisk, jf. bare Lasse Horne Kjældgaards ubetalelige bemærkning i artiklen:
Det er et scoop. Det er interessant, at kort før Karen Blixen tager tilbage til Danmark, overvejer hun muligheden af at slå sig selv ihjel. Havde hun gjort det, ville hendes forfatterskab ikke findes, og hun ville være glemt i dag.
Hvis hun var død, før hun havde skrevet sine bøger, kunne vi ikke have læst dem!
Jeg ved, det er forkert at komme til Deres hus og opføre mig på denne måde, men jeg kan ikke handle anderledes. Jeg prøvede at fortsætte, men jeg kan ikke. - Vær god at føre mig tilbage til Ngong Hills. - Gustav Mohr, Ruiru, ved om, hvad jeg ønsker foretaget. Jeg beder om tilgivelse. Tania Blixen
Forskere tolker dette som et selvmordsbrev:
Brevet er interessant, fordi det er et ret håndfast bevis på, at hun tænkte på at gøre det slut for sig selv«, siger Marianne Juhl, der sammen med Marianne Wirenfeldt Asmussen er bogens redaktører. "Ud fra sammenhængen er det en rimelig tolkning, at der er tale om et selvmordsforsøg. Under alle omstændigheder er dette brev udtryk for virkelig dyb fortvivlelse«
Hvilket man vel må kalde den ULTIMATIVE status og fortolkning af en tekst, og det er da rigtignok ikke en URIMELIG fortolkning, bortset fra akkurat at Karen Blixen IKKE begik selvmord, og at vi ikke har (andre) troværdigt rapporter om, at Karen Blixen faktisk FORSØGTE selvmord: til gengæld ved vi, at Karen Blixen var og især BLEV en fiktionsforfatter med speciale i fortælleres maskespil, som ville have set med betydelig afsmag på litteraturredaktør Jes Steins ivrige snak på netavisens video om, at forskere nu kan nå dybere ind i "private rum": Alt, vi kan sige, er, at teksten med raffineret og lumsk nøgtern styrke tilhører GENREN selvmordsbrev, og hvorfor ikke simpelthen betragte den som en STILØVELSE - med en mere eller mindre autentisk og akut følelsesbaggrund, som vi intet kan vide om - i genren selvmordsbrev (som der jo findes utallige eksempler på i unge og yngre menneskers skrivebordsskuffer (med en mere eller mindre ...)), og en ret fremragende sådan, eftersom den så mange år efter er i stand til både at overbevise og bevæge litteraturforskere. Jeg foreslår, at alle nulevende, danske forfattere, der lige nu læser med her, i aften skriver og tilbagedaterer et selvmordsbrev og placerer det i deres computers dokumentarkiv; det vil gøre læsningen af deres forfatterskab langt mere dramatisk, jf. bare Lasse Horne Kjældgaards ubetalelige bemærkning i artiklen:
Det er et scoop. Det er interessant, at kort før Karen Blixen tager tilbage til Danmark, overvejer hun muligheden af at slå sig selv ihjel. Havde hun gjort det, ville hendes forfatterskab ikke findes, og hun ville være glemt i dag.
Hvis hun var død, før hun havde skrevet sine bøger, kunne vi ikke have læst dem!
fredag den 22. marts 2013
Polemisk burger
Jeg spiste eftertrykkeligt en Hamburger i McDonalds på Kgs. Nytorv i eftermiddag - "serveret" af yderst sympatisk og hektisk (en egen excentrisk hektik NB, ikke en påtvunget, profikmaximerende) McDonalds-medarbejder ved navn Emil med moustache og tatoveringer og butterfly - i anledning af Søre Ulrik Thomsens dislikes i Information (for sikke også en sløv laks jeg fik, den sidste gang jeg var på Aporta):
Smeltet ost, nationalisme, kunstnermiljøer, teokrati, John Lennons Imagine, at alting skal være festival, glinsende sportstøj, lukningen af Nørrebrogade, Henry Millers vitalisme, illoyalitet, at sige farvel for altid, tag 3 betal for én, kvarterløft, hudløst ærlige interviews, at skulle ud af fjerene, stand up-komik, kemisk psykiatri, når dyr får tøj på, rygeforbud, rytmisk musik i kirken, hedebølger, piercinger, eddikedressing, antiintellektualisme, troen på at verden kan blive perfekt, bydele hvor der ikke længere bor gamle mennesker, krimier om transseksuelle seriemordere, at Restaurant Aporta er blevet til McDonalds, når elevatordørene lukkes, finere madlavning, grøn by, privatisering af etaterne.
Og her et stykke stand-up-komik:
Og her er et klip fra en krimi om en transseksuel seriemorder:
Smeltet ost, nationalisme, kunstnermiljøer, teokrati, John Lennons Imagine, at alting skal være festival, glinsende sportstøj, lukningen af Nørrebrogade, Henry Millers vitalisme, illoyalitet, at sige farvel for altid, tag 3 betal for én, kvarterløft, hudløst ærlige interviews, at skulle ud af fjerene, stand up-komik, kemisk psykiatri, når dyr får tøj på, rygeforbud, rytmisk musik i kirken, hedebølger, piercinger, eddikedressing, antiintellektualisme, troen på at verden kan blive perfekt, bydele hvor der ikke længere bor gamle mennesker, krimier om transseksuelle seriemordere, at Restaurant Aporta er blevet til McDonalds, når elevatordørene lukkes, finere madlavning, grøn by, privatisering af etaterne.
Og her et stykke stand-up-komik:
Og her er et klip fra en krimi om en transseksuel seriemorder:
Korrekt snøft
Den følsomme kalender-aforisme til slut i min anmeldelse i WA Bøger i dag af ("gamle" står der bare, jeg havde skrevet (med brug af Søren Ulrik Thomsens udødelige neologisme) "den gamle Bazar-skægfyr") Jens Winthers Nordbrandt-samtalebog, er blevet ommøbleret til træls grimhed, sådan her skal den lyde:
Det gælder om at have nogen at kalde på de
voksne, som aldrig kommer, sammen med.
Drengenes udødelighed
Jeg har helt glemt at skrige til himlen af fuld hals om Søren Faulis og Bo hr. Hansens misantropiske og offensivt sjove mesterværk (og hvad Fauli angår - hovedværk) De skrigende halse, der i anledning af 20 års-jubilæet er kommet ud på dvd omsider (min dyrebare VHS ligger og samler støv oppe i sommerhuset; i sin tid sad jeg som mange andre i den første generation af kultdyrkere og så genudsendelsen på DR og grinte, så tårerne stod ud, som ellers aldrig, når jeg så DR) og i søndags blev filmen vist på et ægte lærred i Cinemateket, hvor vi sad og så den alleryderst til højre på første række, som var et udmærket sted at sidde, når det er en i forvejen radikalt fortegnet karikatur, man sidder og ser, og lad mig bare blive helt hysterisk og sammenligne med Don Quijote, lige så meget mere underholdende den er end alle ridderromanerne, den parodierer, lige så meget mere underholdende er De skrigende halse end 80'erne! Søren Fauli sagde i sin lille intro, at en komedie jo ikke skal være sjov på papiret, men i munden og kroppene på komediespillerne, og det er såre sandt, hvad De skrigende angår, der i kombi'en af det vildt skarpe manus og de skarpt vilde skuespillere triumferer, Søren Pilmark som Djarnis(drengen), Kristian Holm Joensen som Ronnie(drengen), Thomas Bo Larsen som Frank(drengen), og fordi de spiller så TYDELIGT, kan man komme til at glemme Martin Brygman som den følsomme opportunist og trommeslager Anders(drengen), hans onde grimasseringer til spejlet, der brat falder sammen til et lykkeligt smil, er ikke det mindst klassiske i dette perfekte stykke meta-punk.
(men hvorfor er Faulis NÆSTEN lige så geniale mini-doku-trilogi, Tvangsritualer, Forsmåelse og Supermaterialisme ikke med på dvd'en som ekstramateriale (og hvorfor er kun Tvangsritualer på YouTube, se nedenfor (og link herfra jo til 2. sæson af lige nus bedste og vigtigste komedieserie Girls, hvor Hannah også lider under tvangsritualer (håber Fauli ser Girls og får lyst til at være radikalt sjov igen!)?)? og hvornår kommer hr. Hansens og Faulis NÆSTEN lige så geniale komedieserie På pletten, med Peter Frödin som opsøgende lokalt-tv-journalist, på dvd?)
LÆS BO HR. HANSENS "DEN LANGE SMØRE OM DE SKRIGENDE" I KOMMENTARFELTET!
(men hvorfor er Faulis NÆSTEN lige så geniale mini-doku-trilogi, Tvangsritualer, Forsmåelse og Supermaterialisme ikke med på dvd'en som ekstramateriale (og hvorfor er kun Tvangsritualer på YouTube, se nedenfor (og link herfra jo til 2. sæson af lige nus bedste og vigtigste komedieserie Girls, hvor Hannah også lider under tvangsritualer (håber Fauli ser Girls og får lyst til at være radikalt sjov igen!)?)? og hvornår kommer hr. Hansens og Faulis NÆSTEN lige så geniale komedieserie På pletten, med Peter Frödin som opsøgende lokalt-tv-journalist, på dvd?)
LÆS BO HR. HANSENS "DEN LANGE SMØRE OM DE SKRIGENDE" I KOMMENTARFELTET!
torsdag den 21. marts 2013
Brodahl
Min farfars store metafor og symbol og allegori var BROEN i almindelighed og Lillebæltsbroen i særdeleshed, her et par bro-citater fra den nyudgivne, lille bog Norden og Europa fra 1947:
Alle nationalitetsbevægelser ejer denne dualisme af frigørelse og bundethed. Pillen er det bundne; broen er det frigjorte. Det vil sige, at det nationale må vindes, derefter må dets selvtilstrækkelighed overvindes.
Både verdensborgelighed og internationalisme har med bro at gøre. Men sagt kort og polemisk. Verdensborgerlighed er en Lillebæltsbro, men internationalismen er en pontonbro.
Så tænkte jeg på, hvad der er af moderne dansk brolitteratur. Kapitlet om Danmark i bogen slutter med Henrik Pontoppidan, der jo skrev en tyk roman om ingeniøren Lykke-Per. Og Lars Frost har skrevet en "Ingeniørroman", Ubevidst rødgang, i 2008 med flere broer i. Hovedpersonen og ingeniøren Erik kommer på et tidspunkt renfærdigt og nostalgisk op at køre over Guldborgsundbroen, der blev færdig 10 år før min farfars bog, hvilket udvikler sig til en hel lille, eksalteret bro-revy:
Foran dem skyder Guldborgsundbroen ryg. Erik styrer bilen ind mod Guldborgsundbroen, mens han begynder at tale højt om, hvor dejlig weekenden har været, hvor heldige de har være med vejret, og er borgmesteren ikke en charmerende mand? spørger han Grete, og han spørger Ingrid, om ikke Kresten så frisk ud. De ruller ind under den første af broens to store boltede metalbuer, det giver et lille hop i vognen, da de rammer broklappen, og et til, da de forlader klappen, så fortsætter de ind under den anden bue, og nu kommer Erik i tanke om, at det er en af hans lærere fra Danmarks Tekniske Højskole, som har konstrueret Guldborgsundbroen, han drejer hovedet og fortæller, at Anker Engelund lavede den her bro, han var rektor en hel del år, husker Erik, han underviste Erik i bygningsstatik, fortæller Erik. Det er en fin bro, siger Grete. De blev en slags speciale for Engelund, den her slags klapbroer, forklarer Erik. Det er særligt de her smukke buer, man kan kende hans broer på, fortæller Erik og tegner en bue i luften. Guldborgsundbroen stod færdig i nittenfireogtredive, og i nittenniotredive åbnede Vildsundbroen over Limfjorden, en bro af samme slags, mere eller mindre, med fem buer og en dobbelt klap, forklarer Erik, det er bare lige de to, Erik kan huske i øjeblikket, men Engelund lavede flere, den mest imponerende er Dronning Alexandrines Bro over Ulvesund fra Kalvehave til Møn som på tords af besættelsen blev indviet sidst i maj nittentreogfyrre - måske Danmarks smukkeste bro, det er der folk, der mener, og Erik er fristet til at give dem ret. Lidt nord for Ørslev kommer Erik i tanke om, at Engelund da også udarbejdede planerne for Munkholmbroen og Langelandsbroen. I otteogtredive besluttede man at bygge Engelunds forslag til en buebro fra Siø til Langeland, men besættelsen forsinkede projektet dramatisk, i nittentres fik man endelig færdiggjort en bro fra Tåsinge til Siø, og først nittentoogtres stod Engelunds Langelandsbro færdig. Den sidste bro i det fine sæt af tre broer, som gør det muligt at køre i bil fra Fyn til Langeland, broen over Svendborgsund mellem Fyn og Tåsinge, en treogtredive meter lang bjælkebro med femogtyve bropiller, blev åbnet for fire år siden, fortæller Erik, og Grete siger, ser man det. Kan I ikke huske det, da de åbnede broen over Svendborgsund? spørger Erik, men hverken Ingrid eller Grete kan huske, at der er blevet åbnet en bro over Svendborgsund. Han er død nu, siger Erik. Han døde i enogtres inden Langelandsbroen blerv indviet. Hvem er død? spørger Ingrid. Anker Engelund, siger Erik.
Lidt senere fortæller vistnok Eriks ingeniørfirma som kollektivfortæller om den anderledes dæmoniske, dårligt funderede Fiskebækboren, funderet som den nemlig var med såkaldte Frankipæle, et kontra-symbol, a la min fafars internationalistiske pontonbro, til den smukke, vellykkede Guldborgsundbro, for smart og for tomt:
Hver enkelt Frankipæl er skræddersyet til sin placering, og de kraftige rystelser, som ved ramning af færdistøbte pæle vil kunne forplante sig menneskeører og revnefærdige mure i bygninger omkring byggepladsen, er nedsat til et minimum. Det spild i faldenergi, der under normal pæleramning bliver opædt af den elsastiske sammentrykning af pælen, er ved ramningen af Frankipælen reduceret til et minimum. der er ingen pæl at trykke sammen, der er kun det tomme rør og bundproppen.
Og så er der (og jeg er simpelthen heller ikke kommet i tanker om andet (suppler gerne, bloglæsere! - Benny Andersen skrev vistnok en sang til indvielsen af Storebæltsbroen, men den har jeg (heldigvis) ikke kunnet finde) afsnittet om "broer" i Klaus Høecks encyklopædiske monster-system-digt om Danmarks natur, kultur og ånd, Hjem, akkurat en hymne til Lillebæltsbroe(r)n(e), perfekt nok, den havde jeg gerne undt min farfar at læse (han døde tre år før Hjem udkom i 1985), en højskolesang kan den jo stadig nå at blive:
er en bro dæmonisk den går både
fra og til denne dobbelthed
spejler sjælens eget dilemma skal du brænde
broerne bag dig eller slå bro
vælger du den gamle eller ny
lillebælstbro et spørgsmål om tysk
stål fra krupp (jf. det (alen)lange Krupp-afsnit i Ufrivillig rødgang) eller den danske cement fra portland
måske en bro blot er en lettere
udvej så slipper du for at begive
dig ned i afgrunden selvom netop
den bestemmer tindernes højde
måske er en bro blot en regnbue som
sparer dig netop for dét besvær og
den smerte som brobygning koster
broens kabler bærer ikke bare en
motorvej men løfter en hel kultur
ind i en ny æra
på en bro vil du et øjeblik befinde dig
50 meter over alle sorgerne hinsides
din kærlighed og smerten broen hæver
dialektikken op i en frit svævende trekant
under broen graver en anden kraft
uophørligt i menneskets drøm: lillebælt
og en skønne dag river den
tårne og tyngdepunkt ned (også i dit
værk din hemmelige konstruktion) og genopretter
elementernes balance genforener eller genskaber
materiens vældige femstjerne af terracotta
hvis du betragter et luftfoto af
lillebæltsbroen ser du hvor
skrøbeligt dette spindelvæv mellem de
to landsdele er somom et enkelt
stjerneskud kan flænse det i stykker
men i virkeligheden måske stærkere end
menneskets tanke hvorfra det stammer
ethvert system (i dette tilfælde en bro)
vil indeholde sin egen modsætning
den usynlige krakelering selv i din
kærligheds baghaver findes en hvid mur hvor
hylden spreder vanviddet i revnerne
om din bro således styrter af indre eller
ydre årsager forbliver et åben spørgsmål
der går broer usynlige mellem
menneske og menneske vældige buer
af kærlighed som ikke kan corrodere
ved svovldioxyden men kun ved
mennesket selv når du glemmer
at gud er skaberen af de
lilla glorier på din sjæls fresco
alle elskende ved det: at øjenbrynet er
en bro at læberne er en hemmelig
overgang mellem hjerte og hjerte
er du den eneste som ikke tør tro
at kærligheden der rider dig som
en mare sluttelig vil
kærtegne dig i septembers høje brand
lillebæltsbroen fører dig også over
din egen afgrund fra en drøm til
virkelighedens fastland fuldt af
mørke ametyster lillebæltsbroen er mere
end en bro den er en mellemproportional
der samler landsdelene og knytter et
folk sammen i en skjult mandala
Alle nationalitetsbevægelser ejer denne dualisme af frigørelse og bundethed. Pillen er det bundne; broen er det frigjorte. Det vil sige, at det nationale må vindes, derefter må dets selvtilstrækkelighed overvindes.
Både verdensborgelighed og internationalisme har med bro at gøre. Men sagt kort og polemisk. Verdensborgerlighed er en Lillebæltsbro, men internationalismen er en pontonbro.
Så tænkte jeg på, hvad der er af moderne dansk brolitteratur. Kapitlet om Danmark i bogen slutter med Henrik Pontoppidan, der jo skrev en tyk roman om ingeniøren Lykke-Per. Og Lars Frost har skrevet en "Ingeniørroman", Ubevidst rødgang, i 2008 med flere broer i. Hovedpersonen og ingeniøren Erik kommer på et tidspunkt renfærdigt og nostalgisk op at køre over Guldborgsundbroen, der blev færdig 10 år før min farfars bog, hvilket udvikler sig til en hel lille, eksalteret bro-revy:
Foran dem skyder Guldborgsundbroen ryg. Erik styrer bilen ind mod Guldborgsundbroen, mens han begynder at tale højt om, hvor dejlig weekenden har været, hvor heldige de har være med vejret, og er borgmesteren ikke en charmerende mand? spørger han Grete, og han spørger Ingrid, om ikke Kresten så frisk ud. De ruller ind under den første af broens to store boltede metalbuer, det giver et lille hop i vognen, da de rammer broklappen, og et til, da de forlader klappen, så fortsætter de ind under den anden bue, og nu kommer Erik i tanke om, at det er en af hans lærere fra Danmarks Tekniske Højskole, som har konstrueret Guldborgsundbroen, han drejer hovedet og fortæller, at Anker Engelund lavede den her bro, han var rektor en hel del år, husker Erik, han underviste Erik i bygningsstatik, fortæller Erik. Det er en fin bro, siger Grete. De blev en slags speciale for Engelund, den her slags klapbroer, forklarer Erik. Det er særligt de her smukke buer, man kan kende hans broer på, fortæller Erik og tegner en bue i luften. Guldborgsundbroen stod færdig i nittenfireogtredive, og i nittenniotredive åbnede Vildsundbroen over Limfjorden, en bro af samme slags, mere eller mindre, med fem buer og en dobbelt klap, forklarer Erik, det er bare lige de to, Erik kan huske i øjeblikket, men Engelund lavede flere, den mest imponerende er Dronning Alexandrines Bro over Ulvesund fra Kalvehave til Møn som på tords af besættelsen blev indviet sidst i maj nittentreogfyrre - måske Danmarks smukkeste bro, det er der folk, der mener, og Erik er fristet til at give dem ret. Lidt nord for Ørslev kommer Erik i tanke om, at Engelund da også udarbejdede planerne for Munkholmbroen og Langelandsbroen. I otteogtredive besluttede man at bygge Engelunds forslag til en buebro fra Siø til Langeland, men besættelsen forsinkede projektet dramatisk, i nittentres fik man endelig færdiggjort en bro fra Tåsinge til Siø, og først nittentoogtres stod Engelunds Langelandsbro færdig. Den sidste bro i det fine sæt af tre broer, som gør det muligt at køre i bil fra Fyn til Langeland, broen over Svendborgsund mellem Fyn og Tåsinge, en treogtredive meter lang bjælkebro med femogtyve bropiller, blev åbnet for fire år siden, fortæller Erik, og Grete siger, ser man det. Kan I ikke huske det, da de åbnede broen over Svendborgsund? spørger Erik, men hverken Ingrid eller Grete kan huske, at der er blevet åbnet en bro over Svendborgsund. Han er død nu, siger Erik. Han døde i enogtres inden Langelandsbroen blerv indviet. Hvem er død? spørger Ingrid. Anker Engelund, siger Erik.
Lidt senere fortæller vistnok Eriks ingeniørfirma som kollektivfortæller om den anderledes dæmoniske, dårligt funderede Fiskebækboren, funderet som den nemlig var med såkaldte Frankipæle, et kontra-symbol, a la min fafars internationalistiske pontonbro, til den smukke, vellykkede Guldborgsundbro, for smart og for tomt:
Hver enkelt Frankipæl er skræddersyet til sin placering, og de kraftige rystelser, som ved ramning af færdistøbte pæle vil kunne forplante sig menneskeører og revnefærdige mure i bygninger omkring byggepladsen, er nedsat til et minimum. Det spild i faldenergi, der under normal pæleramning bliver opædt af den elsastiske sammentrykning af pælen, er ved ramningen af Frankipælen reduceret til et minimum. der er ingen pæl at trykke sammen, der er kun det tomme rør og bundproppen.
Og så er der (og jeg er simpelthen heller ikke kommet i tanker om andet (suppler gerne, bloglæsere! - Benny Andersen skrev vistnok en sang til indvielsen af Storebæltsbroen, men den har jeg (heldigvis) ikke kunnet finde) afsnittet om "broer" i Klaus Høecks encyklopædiske monster-system-digt om Danmarks natur, kultur og ånd, Hjem, akkurat en hymne til Lillebæltsbroe(r)n(e), perfekt nok, den havde jeg gerne undt min farfar at læse (han døde tre år før Hjem udkom i 1985), en højskolesang kan den jo stadig nå at blive:
er en bro dæmonisk den går både
fra og til denne dobbelthed
spejler sjælens eget dilemma skal du brænde
broerne bag dig eller slå bro
vælger du den gamle eller ny
lillebælstbro et spørgsmål om tysk
stål fra krupp (jf. det (alen)lange Krupp-afsnit i Ufrivillig rødgang) eller den danske cement fra portland
måske en bro blot er en lettere
udvej så slipper du for at begive
dig ned i afgrunden selvom netop
den bestemmer tindernes højde
måske er en bro blot en regnbue som
sparer dig netop for dét besvær og
den smerte som brobygning koster
broens kabler bærer ikke bare en
motorvej men løfter en hel kultur
ind i en ny æra
på en bro vil du et øjeblik befinde dig
50 meter over alle sorgerne hinsides
din kærlighed og smerten broen hæver
dialektikken op i en frit svævende trekant
under broen graver en anden kraft
uophørligt i menneskets drøm: lillebælt
og en skønne dag river den
tårne og tyngdepunkt ned (også i dit
værk din hemmelige konstruktion) og genopretter
elementernes balance genforener eller genskaber
materiens vældige femstjerne af terracotta
hvis du betragter et luftfoto af
lillebæltsbroen ser du hvor
skrøbeligt dette spindelvæv mellem de
to landsdele er somom et enkelt
stjerneskud kan flænse det i stykker
men i virkeligheden måske stærkere end
menneskets tanke hvorfra det stammer
ethvert system (i dette tilfælde en bro)
vil indeholde sin egen modsætning
den usynlige krakelering selv i din
kærligheds baghaver findes en hvid mur hvor
hylden spreder vanviddet i revnerne
om din bro således styrter af indre eller
ydre årsager forbliver et åben spørgsmål
der går broer usynlige mellem
menneske og menneske vældige buer
af kærlighed som ikke kan corrodere
ved svovldioxyden men kun ved
mennesket selv når du glemmer
at gud er skaberen af de
lilla glorier på din sjæls fresco
alle elskende ved det: at øjenbrynet er
en bro at læberne er en hemmelig
overgang mellem hjerte og hjerte
er du den eneste som ikke tør tro
at kærligheden der rider dig som
en mare sluttelig vil
kærtegne dig i septembers høje brand
lillebæltsbroen fører dig også over
din egen afgrund fra en drøm til
virkelighedens fastland fuldt af
mørke ametyster lillebæltsbroen er mere
end en bro den er en mellemproportional
der samler landsdelene og knytter et
folk sammen i en skjult mandala
onsdag den 20. marts 2013
Sønnen & krigshærget kulde
(faret vild i bjergene rundt om Sarajevo med 2 klassekammerater (han er kommet tilbage!))
Bukdahler EN MASSE!
Norden og Europa – Et essay af Jørgen Bukdahl
“Det er folket, der i kunsten tager sig selv i besiddelse”
80 sider tekst + XVI sider billedkunst.
Reception d. 20.03.2013 kl 18-20 hos MOTTO – Charlottenborg Kunsthal, Nyhavn 2.
Vi
serverer et glas vin. Kl. 18,30 vil der være oplæg om Jørgen Bukdahls
arbejde ved Finn Slumstrup, Lars Bukdahl, Else Marie Bukdahl og Carsten
Juhl.
I dagens anledning sælges bogen for 40,- DKK (normalpris 90,- DKK)
Billedkunstskolernes forlag har hermed fornøjelsen at invitere til reception i anledning af nyudgivelsen af Jørgen Bukdahls (1896-1982)
essay: “Norden og Europa” fra 1947. I dette essay argumenterer Bukdahl
for en udadvendt måde at komme andre folkeslag i møde gennem kunsten
frem for den nationalistiske selvhævdelse, Europa lige havde lagt bag
sig. Dette verdensvendte syn på det folkelige og det nationale kan
tillige læses som et indlæg i vor egen tids nationale og regionale
debatter om både kanonskrivning, det nye nordiske, Europa, oprindelighed
og nytilflytning.
Norden og Europa – et åbent spørgsmål
Norden
og Europa er et essay, der blev udgivet på dansk og engelsk i 1947,
dvs. midt i diskussionen om Europas idealer og muligheder efter to
verdenskrige. Essayet henvendte sig ikke blot til de nordiske lande for
at styrke deres gensidige forståelse, men var også et debatoplæg til de
engelsktalende sejrherrer, om hvordan man skulle gribe det kulturelle
genopbygningsarbejde an i Europa.
Et fremadrettet bud på det nordiske gennem litteratur og kunst
Bukdahl,
der var litteraturkritiker, tog i sin analyse udgangspunkt i de
forskellige nordiske landes nyere litteratur, snarere end i
folkelivsskildringer, folkeeventyr, Saga og Edda, og ønskede at tilbyde
et fremadrettet frem for et oprindelighedsbaseret bud på, hvad det
nordiske var, er og kan blive.
I
denne genudgivelse er det nordiske endvidere blevet illustreret og
opdateret ved hjælp af en række nutidige nordiske billedkunstneres
værker. Billedkunstneriske værker der, på hver deres måde, bearbejder,
udfordrer eller stiller spørgsmål til det nationale og internationale…
Ligesom
Bukdahl gennemgår litterære eksempler fra hver af de nordiske
nationaliteter, land for land, har en kunstner fra hver af disse lande
bidraget med et visuelt kunstnerisk eksempel. De bidragende kunstnere
er: Jóhan Martin Christiansen (FO), Pilvi Takala (FIN), Anette
Abrahamsson (SE) , Túmi Magnusson (ISL), Sonja Lillebæk Christensen
(DK), Beathe C. Rønning (NO).
- farfaren & bøger
- fasteren & bøger
- mig & bøger
Nellie er ikke (HELT) Gitte, men han taler 6512 decibel østjysk
Jeg har med vilje ladet være med at høre (og høre OM) de 2 radioudsendelser, AK 24-syv og Skønlitteratur på P1, hvor Niels Frank interviewes om og læser op fra min FOR TIDEN yndlingsbog, den der er Nellies, men det har jeg så gjort nu og fået nøjagtig den samme oplevelse som dengang Torben Brostrøm var i radiostudiet med Per Højholt og for første gang hørte ham læse op fra hans dagbogs-roman 6512 og hørte, at den navnløse jegfortæller talte rav-østjysk, for det gør Nellie også i Niels Franks mund, taler rav-østjysk, HØR BARE, som ellers kun hørt i Per Højholts rollespillende/monologiske oplæsning, og jo frem for alt Gittes monologer, som Frank i 24-syv-interviewet akkurat siger, han er bange for, at folk vil synes, det lyder som - også fordi han har et problem med Højholts patroniserende/nedladende attitude overfor Gitte (noget jeg også selv har haft et problem med, men som jeg er kommet mig over, min kur står at læse i et Gitte-portræt i antologien & Højholt), MEN NELLIE L Y D E R ALTSÅ PRÆCIST SOM GITTE, NIELS! sammenlign bare radioklippene med Gitte-videoen nedenfor! - mundtligtsplintrende (med det Højholtske ord, Frank holder af at bruge:) skriblende (Gitte taler bare), løsagtigt afsnits- og sætningsmæssigt (ikke så meget ordbogstaverende), ligner Nellie mest og meget 6512-skribleren, og det er vel i (udpræget uordentlig) orden!? (men hvorfor vil den Gitte-video, jeg har fundet på YouTube, ikke lade sig finde via bloggen, her er et tilsengsgående link i stedet)
tirsdag den 19. marts 2013
Halvkvædet identitet er halvopspædet integritet
De nye plader med
halvgammelgrupperne Suede og Black Rebel Motorcycle Club,
netop gennemhørt, mens jeg anmeldte Nordbrandt-samtalebog (bare for ar genere ham, Henrik N: "Jeg kan fx slet ikke tåle lyden af en elektrisk guitar. det er helt ligegyldigt, om den, der spiller, er virkelig dygtig. En elektrisk guitar er for mig et torturinstrument. Det er en hæslig lyd, der gør mig nervøs. Det er som en skalpel, der går ind og piller ved en eller anden nerve på en meget ubehagelig måde")
lyder (inkl. deres titler, Bloodsports og Specter at the Feast) med som
Suede"
og
Black Rebel Motorcycle Club"
(og netop ikke som "Suede" eller "Suede og "Black Rebel Motorcycle Club" eller "Black Rebel Motorcycle Club - Suede og Black Rebel Motorcycle Club kunne de vel kun lyde som, hvis de slet ikke lød som sig selv i nogen umiskendelighed ... (ligesom Henrik Nordbrandt i 9 ud af 10 digte lyder som "Henrik Nordbrandt" eller Henrik Nordbrandt" eller "Henrik Nordbrandt og i samtalebogen som ""Henrik Nordbrandt""" undtagen når han taler om sin elskede, lille datter, så lyder han pludselig som rent faktisk Henrik Nordbrandt!).
halvgammelgrupperne Suede og Black Rebel Motorcycle Club,
netop gennemhørt, mens jeg anmeldte Nordbrandt-samtalebog (bare for ar genere ham, Henrik N: "Jeg kan fx slet ikke tåle lyden af en elektrisk guitar. det er helt ligegyldigt, om den, der spiller, er virkelig dygtig. En elektrisk guitar er for mig et torturinstrument. Det er en hæslig lyd, der gør mig nervøs. Det er som en skalpel, der går ind og piller ved en eller anden nerve på en meget ubehagelig måde")
lyder (inkl. deres titler, Bloodsports og Specter at the Feast) med som
Suede"
og
Black Rebel Motorcycle Club"
(og netop ikke som "Suede" eller "Suede og "Black Rebel Motorcycle Club" eller "Black Rebel Motorcycle Club - Suede og Black Rebel Motorcycle Club kunne de vel kun lyde som, hvis de slet ikke lød som sig selv i nogen umiskendelighed ... (ligesom Henrik Nordbrandt i 9 ud af 10 digte lyder som "Henrik Nordbrandt" eller Henrik Nordbrandt" eller "Henrik Nordbrandt og i samtalebogen som ""Henrik Nordbrandt""" undtagen når han taler om sin elskede, lille datter, så lyder han pludselig som rent faktisk Henrik Nordbrandt!).
Coverboy Asgers daglige output
Apropos digtsamlingsomslag, så er en endnu en god grund til at være venner med Asger Schnack på Facebook, alle de smukke danske covers, han uafbrudt scanner og fremviser, og som helt simpelt gør en dag ved computeren gladere og lysere, jeg liker ustandseligt og lider måske allermest denne måske allersmukkeste forside, postet i dag, Poul Gernes' til Hans-Jørgen Nielsens 'Output', 1967 (som jeg engang har skrevet et sheik-digt om, jeg ikke har på mig lige nu), konkret, konkret lykke:
En værdig slipsedreng og ægte Danætling: PER V!
I dag klokken 15 i Dan Turèll-samlingen på Vangede Bibiliotek modtager Per Vers FORPULET FORTJENT Dan Turèll Medaljen (efter 2 tvivlsomme prismodtagere, 1 epigon og 1 misforståelse, er prisen tilbage på sporet - efter Onklen). Per V er en fremragende rapper og en overmenneskelig, nærmest UHYGGELIG freestyler - jeg har optrådt med ham 3-4 gange, senest på Statens Museum for Kunst gudhjælpeme, og hver gang forlangt at komme på først, for bagefter dén sproglige krudtrøg kan ingen få et ben til jorden, og DT er jo lige præcist én af yderst få danske digtere, der med held har dyrket den mundtlige improvisation, i hans heyday med Sølvstjernerne, hvor et nummer som "For meget mand" kunne blive ved og ved og ved, så det er svært at forestille sig et mere SELVFØLGELIGT valg, tillykke med det til både Per og komiteen og salig Danny - her lammetæver medaljemodtageren (der var nu mere sand stil over sagerne, da medaljen var en pris med medfølgende originalslips) blidt modstanderen Strøm til MC's Fight Night 2001, hans sidste, inden han ubesejret trak sig tilbage:
mandag den 18. marts 2013
Mein Freund skitserer altings forside
Dan Turèll-samlingen viser på sin Facebook-side udvalgte coverskitser af Peder "Mein Freund" Bundgaard, det er et syn for bodihsattvaer!
Her er 1 til 1. bind af den sidste sublime, viljestærkt og distinkt skrøbelige trilogi, Himalaya Hilton, 1991:
Og er er 1 til 2. bind Gud & Gokke, 1992:
Og så har vi alvorligt brug for skitser til 3, og (alleraller)sidste bind, Tja-cha-cha, det med slipsene ! (og det passer ikke, at det nu er 20 år siden, Dan Turèll døde, vel, og at vi nu er blevet snydt for 20 års DT-værker (inkl. givetvis fantastisk rammende og sardonisk vrængen af alle de elendige samtidskrimier)?
Her er 1 til 1. bind af den sidste sublime, viljestærkt og distinkt skrøbelige trilogi, Himalaya Hilton, 1991:
Og er er 1 til 2. bind Gud & Gokke, 1992:
Og så har vi alvorligt brug for skitser til 3, og (alleraller)sidste bind, Tja-cha-cha, det med slipsene ! (og det passer ikke, at det nu er 20 år siden, Dan Turèll døde, vel, og at vi nu er blevet snydt for 20 års DT-værker (inkl. givetvis fantastisk rammende og sardonisk vrængen af alle de elendige samtidskrimier)?
Nellievild
Jeg synes, Nellies bog er akkurat lige så fantastico og sublimissimo (ok, åndssvage ord - men jeg ville bruge nogle, jeg ikke plejer, og jeg ville ikke begå pastiche), som jeg håbede den ville være. Og er - selvom den jo har været et begrundet mistænkt mesterværk lige siden udgivelsen og min første gennembladring - først og fremmest bare så utroligt forundret over dens forunderlighed: Tænk at bogen findes, og at Niels Frank har skrevet den, og at den (det centrale forunderlige faktum om Finnegans Wake) ikke er en halv sides stiløvelse, men en reelt tyk roman (kvantitet betyder!)! Det er gode, præcise ting, Erik Skyum og Nanna Goul og Jeppe Krogsgaard, skriver i deres fuldgode (fuldegode, skrev jeg først) anmeldelser i Inf, WA, Berlingske (Lilian Rösing er også ok skarp i Pol, men 4 hjerter? ligesom Zangenbergs 4 hjerter til År 9 efter Loopet, det er jo totalt hjerteflimmer, mens trommedansen rundt om Kim Leine lystigt går)!) og Kamilla Löfströms selvtranskriberede Gy-snak på Promenaden, og det irriterer mig selvfølgelig, for så er der ikke så meget for mig at tilføje. Men jeg kan på den anden side ikke holde min kæft, så her er derfor lidt om læseoplevelsen: Jeg var nødt til at læse hurtigt til denne første omgang for simpelthen at læse (anti)HISTORIE(r)N(e) og ikke dvæle ved de enkelte misstavninger og degrammatiseringer, eller hvad man skal kalde dem; hele tiden når jeg i forbifarten akkurat at få øje på dit og dat, men jeg ved, det er farligt for gennemlæsnings-flowet at stoppe op; derfor havde jeg straks, jeg var færdig, lyst til at læse igen, men baglæns, en (afsat) sætning ad gangen eller bare et ord, men det, bogen jo nu er blevet, indtil jeg læser den igennem igen, for det skal jeg også gøre igen, det er jo akkurat en Finnegan: at slå tilfældigt op i og kulle nydende ud på hvor som helst og så tit som muligt som nedenfor skrive af fra, hvilket er den allerbedste læse-atomisering eller atom-læsning, fordi den bogstav for bogstav går lige i fingrene, på hver af hvilke der jo sidder et øje (synd at jeg kun skriver med 2 fingre!). Jeg synes også, det bør fremhæves, at Nellies bog i kraft af både fiktiviteten (og dens person- og verdensfremmanende styrke og generøsitet) og den formelle eksperimenteren (og dens (personfremmanende) karakterfuldhed og konsekvens (og udholdenhed!)) præsenterer et vildt og betydeligt spring i forfatterskabet på lige linje med springet fra mut minimalisme til glitrende konversation i Tabernakel for 17 år siden. Kamilla har som allerede tillinket taget sig kærligt af Erik Svendsens idiotanmeldelse, men jeg vil gerne pirke let til kollega Klaus Rothsteins blæksprutte i forrige WA Bøger, fordi den samler op på anmeldelserne, men selv prætenderer at flyde olympisk over vandene. Efter et horribelt Svendsen-citat skriver han: "(...) og han har helt sikker fat i noget, når han til sidst rejser tvivl om om, hvor mange læsere der vil følge Nellie. Det er nemlig anestrengende at læse romanen, og svært at afkode dens sprog." JA, for dig, Klaus, men sgu da ikke for fx mig, jeg synes, det er er FORNØJELIGT, en decideret LISE at læse bogen og temmelig let at afkode dens sprog. Og dig selv er den eneste læser, du som kritiker kan og bør udtale dig om for helvede (Erik Svendsen gider jeg ikke engang henvende mig til retorisk, han er en håbløs sag)! Til allersidst vil Rothstein trælst snusfornuftigt dele sol og vind lige: "Så forskelligt kan man se på sagerne, men Niels Franks roman er vel hverken et kaudervælsk attentat på demokratiet eller vor tids svar på James Joyce." Bare fordi der både er elskere og hadere derude, betyder det jo ikke, at bogen objektivt set er halvelendig og halvfremragende; jeg mærker en underliggende idé om, at bøger og måske især romaner, der opfører sig eksperimenterende, ikke kan være rigtigt betydelige og vigtige, det kan kun folkelige-realistiske sædeskildringer (jf. også Rothsteins underlige bemærkning i hans pastiche-anmeldelse af Dorthe Nors' Minna mangler et øvelokale (som jeg glæder mig til at læse lige om lidt): "Dorthes roman er en leg, ikke et radikalt skrifteksperiment (som Niels Franks nye roman)" hvorfor er Nellies bog ikke også en (lystig) leg? hvorfor er Minna mangler et øvelokale ikke også et mere eller mindre radikalt skrifteksperiment?). Endelig - jeg skal have anmeldt den bomberockerbiografi(!) - så opfordrede Kamilla mig i en blogkommentar til katalogisere alle filmreferencerne i bogen, det kan jeg virkelig ikke overskue (lige nu), men jeg vil godt udpege 2 deciderede scener, der er taget fra film, anmeldere og blogger(e) endnu ikke har nævnt (de 4, de har nævnt, er Vertigo, Forrest Gump, American Beauty, Rosemary's Baby): da Nellie bliver jaget gennem en appelsinplantage, fra Polanskis Chinatown, da Nellie på et hospital får at vide, at kvinden, han søger, er blevet hentet af en mand, der kaldte sig hendes onkel, fra Kubricks (og Nabokovs) Lolita (nå ja, og så er det ca. (bortset fra nemlig at den i bogen er i farver) Andy Warhols 8 timer lange film om Empire State Building, Nellie ser på et videobånd eller en dvd, han får af Roman). Fik jeg nævnt, hvor GREAT, jeg synes Nellies bog (der også, i anden halvdel, bare er en oprømt kærlighedserklæring til Mexico (og, tror jeg (nu bliver jeg et kort øjeblik groft autofiktiviserende) forfatterens svigerfamilie) er?
søndag den 17. marts 2013
Nellies (for Niels?) ukendte grantræsonkler
Det tætteste, man i dansk litteratur kommer Nellies bogstavering i Nellie's bog, er Storm P. vagabond-monologer og Per Barfoeds fiktive digter P. Sørensens Fugholms parodiske poemer; jeg er temmelig sikker på, at der ikke er tale om nogen bevidst og måske heller ikke ubevidst (som resultat af glemt eller fortrængt læsning i børne- eller ungdomsår) inspiration, men især ligheden med Fugholms gøglende radbrækninger er slående, her er første strofe af digtet En farlig Formadning (Fugholms digte står alle til at læse på denne hjemmeside):
Saa skal du da, min kjære Dreng
forlade Hjem og Arne,
for sidste Gang for Maggasing
du ud har brungen Var’ne,
ej mere nu som Sykle-Budd
du sent i Byen blier,
og gaar for Sodavand og -lud,
det var en skit Metier.
Og her teksten på et indstik i en af opsamlingerne:
Læserne af denne Bog maa indtil 1’ april kuns udlaanes og udleges i Bibloteker, Læseselvskaber, Legebiblioteker o.s.v, m.m.m. når de forsyndes med Hasselbachs Bogudlaans-Mærke. De kjøbes gjemmel Bogladerne eller derikte hos Forlaget, Boldhusgade 2./ Efter ovennævnte dato kan Samme udlaanes og udleges uden saadanne
Nellie op af dage, næspas!? Og jeg bliver nødt til at citere fra ham selv, nu jeg har holdt mig tilbage så længe (med Alice-link, alt fedt har altid Alice-link):
Præstnen sig dét lissom og vær tummelt ned i et Kanninhul , uden den Kannnin . En Kafe Kop ka gopdt blr din besdst ven , eller ku blir éen af dem , og et par vel tilpast Sko . Eller og grip i gelændret lige pærsist der hvor du ka trak dig Selv op fra de nedderst Triin blir som et Kærtegen . dét som om at dét er éen indenni dig Selv en fremmet inneni dig Selv en fremmet som ovredrev hvem som due er , eller undedrev det hvem som du er , og sir Du har ikke merer Tid til og spild éet Øjetblik merer Tid
Fugholm ned af dage, rajt!?
Saa skal du da, min kjære Dreng
forlade Hjem og Arne,
for sidste Gang for Maggasing
du ud har brungen Var’ne,
ej mere nu som Sykle-Budd
du sent i Byen blier,
og gaar for Sodavand og -lud,
det var en skit Metier.
Og her teksten på et indstik i en af opsamlingerne:
Læserne af denne Bog maa indtil 1’ april kuns udlaanes og udleges i Bibloteker, Læseselvskaber, Legebiblioteker o.s.v, m.m.m. når de forsyndes med Hasselbachs Bogudlaans-Mærke. De kjøbes gjemmel Bogladerne eller derikte hos Forlaget, Boldhusgade 2./ Efter ovennævnte dato kan Samme udlaanes og udleges uden saadanne
Nellie op af dage, næspas!? Og jeg bliver nødt til at citere fra ham selv, nu jeg har holdt mig tilbage så længe (med Alice-link, alt fedt har altid Alice-link):
Præstnen sig dét lissom og vær tummelt ned i et Kanninhul , uden den Kannnin . En Kafe Kop ka gopdt blr din besdst ven , eller ku blir éen af dem , og et par vel tilpast Sko . Eller og grip i gelændret lige pærsist der hvor du ka trak dig Selv op fra de nedderst Triin blir som et Kærtegen . dét som om at dét er éen indenni dig Selv en fremmet inneni dig Selv en fremmet som ovredrev hvem som due er , eller undedrev det hvem som du er , og sir Du har ikke merer Tid til og spild éet Øjetblik merer Tid
Fugholm ned af dage, rajt!?
Abonner på:
Opslag (Atom)
