Tue Nexø og jeg skulle aldrig have givet Promenaden den dobbelte opsang i LiteraturHaus, for sikke de pludselig producerer og er oppe på beatet; nu er de også hurtigere end Blogdahl til at kommentere dagens aviser, og det er jo virkelig konkurrence-kritisk; jeg havde tidligt i dag påbegyndt en blogpost om Erik Skyum-Nielsens koksede polemik i hans "oversigtsartikel" om forårets danske litteratur i Information, og før jeg var vendt tilbage til den, havde Martin Glaz Serup været inde over i denne Promenaden-post, mere udstillende end diskuterende, men stadigvæk: fordømt! Her er så min overhalede version:
Umuligt at finde ud af om Skyum er knotten på Christina Hesselholdts Selskabet gør op eller bare på alle os, der er begejstrede for den og måden vi ligesom er det på. Det gør det så ikke nemmere, at han mærkeligt umærkeligt har det med at skifte mening og smagsdom i løbet af en anmeldelse/artikel, og som regel fra glad til sur. Det begynder vældigt positivt, rimende på alle os begejstrede:
Christina Hesselholdt, der i sin nyeste bog ret beset beskæftiger sig
med nok så smertefuldt materiale: sygdom (både fysisk og psykisk),
smerte, skilsmisse og opbrud, men gør det med et vidunderligt og
voldsomt smittende sprogligt overskud. Selskabet gør op handler om at befinde sig i frit fald, men på en
eller anden mirakuløs måde lære at holde det ud, og jeg kan ikke se
rettere end at denne her mystiske ’måde’ må bestå i skriften, som
myldrer med tangentielle associationer og tillader sig kæmpe
parentetiske indskud, men så alligevel hele tiden formår at bakse sig
tilbage i sporet. Forfatteren har i et interview udtalt, at fortællingerne i kredsen,
når lige bortses fra et afsnit hvor alle personer – inklusive en hund
(som hilsen til Virginia Woolf) – får mæle, taler ligesom hendes egen
mor snakkede, dvs. i lange, velkonstruerede, om end gerne lidt
overlæssede psykiatersætninger uden øh eller uhm. Det skal såmænd nok
passe og svarer fuldstændig til, hvad vi i dag ved om stilen i Peer
Hultbergs Byen og Verden, at den var en art æstetisk ekspropriering af
tone og syntaks og perfidi i hans adoptivmors ofte
timelange telefonsladder.
Allerede her sker der lidt af et skred fra "vidunderligt og smittende sprogligt overskud" til "lange, velkonstruerede, om end gerne lidt overlæssede psykiatersætninger uden øh eller øhm", som ikke lyder helt så fedt, vel? Sammenligningen med den snobbede sladder-fortæller i Byen og verden er stærkt misvisende, synes jeg, den fortæller holder Hultberg jo ud i strakt arm som markeret karikeret og stiliseret, mens Hesselholdt taler stiligt løs som så totalt og ekspansivt og spontant sig selv som muligt gennem sine fortællekredses fortællere.
Ca. en spalte senere vender Skyum tilbage til Selskabet gør op, og så bliver det virkelig forvirrende:
Nået hertil kunne det måske være betimeligt at påminde om, at også
den prunkløse og anti-ekspressive realisme er en form, og at også den
som ’roman’ arrangerede dagbog er en genreblanding. I den til tider
lovlig indspiste kysse-kramme-lefle-rose-klub, der med f.eks.
Forfatterskolen, Testrup Højskole og den hensygnende blog Promenaden for
tiden skal gøre det ud for avanceret dansk litterær debat, synes der at
herske bred konsensus om at fremhæve Christina Hesselholdt som noget i
særklasse specielt. Men hvad hun laver, er i mine øjne blot
pludre-plapre-bøger på højt niveau. Kuppet består i at lade snakken og
det løse notat bryde ind og befolke romanen eller fortællekredsen.
Jeg vil da mene, at en bog "med vidunderligt og smittende sprogligt overskud" til hver en tid er "noget i særklasse specielt", men Glaz Serup har nok ret i, at Skyum her, som altid uden navns nævnelse, polemiserer imod Tue Nexøs anmeldelse, der smukt talte i tunger om, at Hesselholdts fortællekredse forjættede en ny, fri og virtuos art litteratur. Og nu er bøgerne så pludselig "bare", hvilket vil sige, at det ikke er noget særligt, "pludre-plapre-bøger på højt niveau". Jeg ved ikke, hvad vrænge-betegnelsen "pludre-pladre-bøger" står for, men det kan ikke være noget fint, når det ikke er noget særligt, at de er det på et højt niveau (hvis man nu sagde, at en bog var en kriminalroman på højt niveau ville jeg forstå det sådan, at den var et lige så fint stykke litteratur som fx en psykologisk roman på højt niveau). Men i næste sætning bliver det kaldt "et kup", hvilket er en ren positiv, Egon Olsensk term for et særdeles og sjældent vellykket kunstnerisk greb, at "lade snakken og
det løse notat bryde ind og befolke romanen eller fortællekredsen", altså splejse roman/fortællekreds med pludre-plapren. Hvad fanden mener manden?
fredag den 8. juni 2012
Uklar polemik har fandens oldemor ophostet
Etiketter:
Christina Hesselholdt,
Erik Skyum-Nielsen,
Selskabet gør op
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Nexø mangler at forklare, hvad det er ved Hesselholdts bog, der tegner en ny vej for dansk litteratur. Jeg forstod ganske enkelt ikke hans anmeldelse, som stort set gik i citatselvsving. Anmeldelsens henførte slutning om en åben og rig fremtid for dansk litteratur er decideret kvalmefremkaldende. Nexø, tag lige og forklar, hvorfor det at forvandle / reducere sorg, smerte, lidelse til en art knopskydende munterhed er dansk litteraturs fremtid? Hvad er det for en verden DU lever i????
SvarSletPS. Kunne selvfølgelig have skrevet dette indlæg på Promenaden, men de sletter indlæg der ikke passer ind i deres kysse-kramme verdensbillede.
Kan du ikke skrive under på dine indlæg? Den slags almindelig anstændighed lever vi andre op til.
SvarSletSelv hvis jeg så ignorerer den fornærede hidsighed - man er nok selvstændig og undertrykt af parnasset, kilder det i maven? - så ... ja, så synes jeg egentlig jeg skrev ret meget om, hvorfor jeg var så glad for Hesselholdts bog i min anmeldelse.
Jeg er ikke enig i din (og Skyums) tolkning. Bogen handler ikke om at ophæve sorgen gennem skriftens munterhed. For mig er ligger dens kvalitet i dens sprog og det sprogs bevægelighed, men også - det skrev jeg vel til slut - det sprogs evne til at skildre livet og erindringen så rigt og åbent som muligt. Og her betyder åbent simpelthen fornemmelsen af, at teksten hele tiden kan bevæge sig et hvilket som helst sted hen, både i sin stil, i sin stemning og i sin gestaltede verden. Der er også virkeligt fjollede og glade passager undervejs, alt kan ske på alle niveauer. Sådan var (er) min læsning, det kan være jeg tager fejl, det kan være min anmeldelse ikke har udtrykt det klart nok, det ville være fedt, hvis du ville argumentere med den i stedet for med stråmænd.
En sidste ting er så, at min idé om dansk litteraturs rigdom jo ikke kun handlede om Christina Hesselholdt, men også om Lars Frost og Jeppe Brixvold. Selvom de er meget forskellige forfattere, så deler de arbejdet med en åben og bevægelig, på sin vis suveræn stemme i skriften. Den synes jeg er ny og tit virkelig fantastisk at læse, den har stadig mange muligheder i sig. Det ville være fedt (men det er jo ikke noget jeg bestemmer), hvis den satte aftryk i dansk litteratur.
Jeg lever vel i samme verden som dig. Hvilken verden lever DU i? Det er jo ikke til at vide, når du ikke vil sige hvem du er.
Kh (trods alt)
Tue