Lejlighedsforskydning

Jeg gik med barnevogn i snevejr i Amaliegade og tænkte, det er her, Jokum Rohde bor, i en vældig lejlighed, som jeg engang for mange år siden har besøgt, men hvad er det for en lejlighed han bor i? Måske bor han i en ny lejlighed i Amaliegade hver dag, vågner op i en ny lejlighed i Amaliegade hver morgen, lige som i den dér dystopiske si-fi-roman af Svend Åge, Se dagens lys, bortset fra, at det ikke for Jokum er dystopisk, det er sådan det er, og det er simpelthen i orden, at det er sådan det er, og det er heller ikke et vilkår eller et slags vilkår, andre end ham er underlagt, det er bare ham, der hver morgen vågner op i en ny lejlighed, en ny lejlighed i Amaliegade, som han den dag bebor, indtil han lægger sig til at sove,, og det er helt, helt i orden, så spørgsmålet skulle den aften have lydt: I hvilken lejlighed her i Amaliegade bor Jokum denne onsdag?

Påskehilsen på en Piedestal

- den her går ud til frokosterne med kærlig hilsen fra Rolf Sparre Johanssons inderligt rige, bedragerisk ukunstlede, nye digt- og tekstsamling Piedestal, der udkommer 13/4

"Er så sygt træt af familietraditioner
i dag Veras tre års fødselsdag i Skydebanehaven
de voksne vælter rundt i det og børnene
prøver at skærme sig for de voksne
der sidder og snakker og overlader børnene
til sig selv og andre voksne.

Veras tre års
vores elskede lille barn
vil bare godt have hun får en dejlig dag
de andre voksne vil de det?
eller vil de gerne sidde og snakke om job hus og børn
vil de det? eller hellere kaffe og rådne historier om ... hm

Er så træ af familieteater
alle spiller en en rolle eller bliver kvalt i en rolle
spiste for mange Sarah Bernhardt
der var ellers beslutningen at jeg skulle have kontrol over det
over hvad jeg spiser for ellers spiser jeg bare sukker
hvis du stiller det foran mig æder jeg det, også chips"

Rosen til billedet på næsen og dets meta-sjovhed

Min ikke voldsomt glade anmeldelse af Pua Tafdrups nye digtsamling Synet af lys i WA Bøger i onsdags mistede i sidste øjeblik, pga.. pladsmangel, denne glade slutning:

"Mit nr. to favoritdigt af Pia Tafrdup 2018 er selvfølgelig ”Seværdighed”, og ikke bare, fordi det handler om digterens store næse – lidt kontra meta-temaet – men fordi det har det sjovt med at handle om den næse, fordi en humoristisk metafor så nemt som ingenting sgu lykkes:

  ”Bedst som jeg stiller mig på en plads i Kunming/ for at se op på en pagode,/ stiller kineserne sig på pladsen, ikke så meget/ for at betragte mig, som for at se min næse,/ i Kina er min næse lidt af en seværdighed.// Smil vrider sig frem, så flækker kineserne/ af grin over hvor grim en stor næse er,/ det er tilsyneladende længe siden,/ de har moret sig så kosteligt i Kunming,// for min næse minder nok kineserne/ om en fritstående pagode,/ i det mindste er den for stor til/ at være andet end en vittighed."

 

pagode

-->

Asterisk holder Juul OG ATTER JUUL!

Lige et klip fra årets Pia Juul-bog NR. 2, Asterisk (udkommer 12. april) med løse, her og dér publicerede, ikke DIREKTE skønlitterære, men rigeligt skønne og litterære lejligheds-"Tekster", begyndelsen på den, der hedder "Mens vi venter på gøgen", der var en kronik i Politiken sidst i februar 2013, den føles lige nu i dette Lagkagehus på Strandvejen, hvor døren fucking går op hele tiden, FRYSENDE aktuel:

"Tildigt i januar var det som om det hele dæmrede. Julen var, undskyld udtrykket, overstået, og fordi der pludselig var milde dage, fik jeg den følelse at vinteren også var det. Det begyndte med en due der kurrede. I byen er duerne forhadte, men jeg bliver aldrig træt af at høre deres kurren. Det skyldes et barndomsminde, lyden sender mig altid tilbage til at vågne hos min farmor og farfar i Herning, et sted jeg hellere end gerne sendes tilbage til. den kurren i januar lød af forår, men forår var det ikke, og kulden kommer og går, nu bliver det rigtig koldt for syttende gang i vinter, og det bliver sikker ved på den måde lige til Sankt Hans"

Stiletnote (rundt om midnat)

Der er dette her vidunderlige, ordknapt ekspansive digt, et af den gruppe, vi kan kalde initial-digtene (den anden, gode, gamle gruppe er asterisk-digtene (i Sagde jeg, siger jeg er der også triple-asterisk-digtene) i Pia Juuls Forbi:

PDK

Jeg vil også
være den
der drikker te
men det er whisky
Jeg vil gi dig alt
og mere til
Jeg vil være
i dit liv
Jeg lader flyet flyve uden mig
Jeg venter i seks år
imens jeg lytter
rundt om midnat
sidder jeg
og lytter til
dit skæve spil og ved
der er ingen vej tilbage

Ifølge navnelisten til sidst i bogen, der - også - er en facitliste til titel-initialerne over initial-digtene, står PDK for

Pannonica de Koenigswarter

som jeg aldrig havde hørt om - men fantastisk navn jo (og, som Thelonius Monk siger ivideoen nedenfor, er fornavnet måske sommerfugleinspireret) - så jeg googlede løs, og dette klip fra en CNN-tekst kommer tættest på den virkelighed, digtet fabulerer over og hentyder til:

"The jazz record was only three minutes long, but it was enough time to cast a spell on a wealthy European heiress who became determined to meet the artist behind the beautiful ballad with the haunting overtones.

That record was "Round Midnight," by a relatively unknown jazz pianist Thelonious Monk and hearing it would herald the start of a life-long friendship between him and heiress Baroness Pannonica de Koenigswarter.

Born into the hugely wealthy Rothschild banking dynasty and married to a French diplomat, the baroness, known as Nica, gave up a world of privilege for the love of jazz and devoted herself to Monk, who was considered one of America's great musical geniuses.

She later became known as "the Jazz Baroness"—and could be spotted mingling with music legends of the bebop era, such as Charlie Parker, Art Blakey and Miles Davis.

To explore Nica's elusive past, Hannah Rothschild tells her great aunt's mysterious life story in her book, "The Baroness: The Search for Nica, the rebellious Rothschild".

Nica was first touched by jazz in 1948 while on a trip to New York. Just before catching a flight to join her family, she stopped to visit a friend, the jazz musician Teddy Wilson who put on "Round Midnight."

WATCH: YouTube video of Thelonius Monk performing "Round Midnight"

After hearing that record, the baroness' life changed forever, recalls Rothschild. "It was like the vinyl version of a spell being cast."

"It quite literally spirited her from one world to another and she never went home. That was it. She missed every single plane, stayed in New York, determined to meet this man Thelonious Monk."

In that very moment, she left her husband and five children behind and devoted herself to meeting the legendary musician.

Armed with a mile long cigarette holder, a fur coat and a set of pearls, Nica could be found swaying to the blues in the big apple's jazz clubs or ferrying bands to performances in her convertible Bentley.

But Nica didn't find herself in the presence of Monk until some years later at the 'Salon du Jazz 1954' concert in Paris. She was introduced to Monk backstage by a mutual friend - pianist Mary Lou Williams -- "and once they met they were inseparable", notes Rothschild."

Wikipedia opremser følgende Nica-inspirerede jazznumre:

"There are numerous compositions in her honour. Gigi Gryce's "Nica's Tempo", Sonny Clark's "Nica", Horace Silver's "Nica's Dream", Kenny Dorham's "To Nica", Kenny Drew's "Blues for Nica", Freddie Redd's "Nica Steps Out", Barry Harris's "Inca", Tommy Flanagan's "Thelonica" and Thelonious Monk's "Pannonica" were all named after her."

Her er Monks "Pannonica" med fine billeder af de to (og biografistisk kan jeg ikke lade være med at bemærke - sorry! - at PJ's mand er jazz-trommeslageren Frands Rifbjerg)

Promises, promises, promises

- Pia Juul i WA-interview:

"(...) jeg har en periode nu, hvor jeg dels har gjort de to nye bøger færdige, dels regner med at udgive en bog om Agnes Henningsen til november. Og så skriver jeg på en roman, som jeg faktisk tror på bliver færdig. Men jeg er selvfølgelig hele tiden bange for, at det skal gå over."

- Caspar Erics præsentation af Hanne Højgaard Viemose forud for pizzeria-oplæsning :

"HANNE HØJGAARD VIEMOSE debuterede i 2011 med romanen Hannah. Hun har siden udgivet den monstrøse roman Mado, og senere i år udkommer så hendes tredje roman HHV, FRSHWN. Der er en mørk humor på færde i Hannes værker, ligesom at opmærksomheden på det skæve og absurde ved den hverdag, som alle render rundt og tager for givet, er et centralt omdrejningspunkt."


Fra kommentarsporet:

Lars Bukdahl Meget vildt faktum: i foråret udkommer så hendes tredje roman HHV, FRSHWN!

Hanne Højgaard Viemose det blir vist først i august

Lars Bukdahl Kan det så ikke blive på min radikalt runde fødselsdag, den 14.!?

Caspar Eric Jeg debuterede på din fødselsdag, Lars. Jeg kommer d. 17. aug i år, det er fredagen efter din dag

Lars Bukdahl Kan jeg godt huske! Og det er tæt nok på til at det tæller som gave, jeg glæder mig meget bestemt!

 

Caspar Eric men altså jeg stemmer da også på at Hanne skal komme deromkring

Hanne Højgaard Viemose måske, problemet lige nu er at jeg for (alle lede forbandelser) ikke er færdiii 

- 3-4 bøger lovet her: 1-2 af PJ, 1 af HHV, 1 af CE!!!!

2-3 nylige forbier

Pia Juuls Forbi (og det er ikke forbi i marts med bøger af Pia Juul - der ligger endnu én, Asterisk, til mig på avisen, har jeg netop fået at vide, og det er jo slet ikke til at rumme!) er også en encyklopædisk undersøgelse af, hvad forbi dog betyder i vores liv og hverdag (og celebrering af hvor uhyrligt fint poetisk ord det er på dansk) - her er de forbier, jeg senest er faldet over:

1. Gasolins sang "Snehvide", 1. strofe + omkvædet:

Har du hørt om Snehvide
Hun er løbet bort fra sin Prins
Og er flyttet ind til byen
Men jeg ved slet ikke hvor

Tryllespejlet på væggen
Det var gået helt itu
Og fortryllelsen blev hævet
Eventyret var forbi

- Frida Hilarius Brygmann synger "Snehvide":

2/3 - fra Pernille Abd-El Dayems June:

side 47:
"Jeg skriver til Z. Hun er på en bar.
  - Kom forbi, hvis du vil.
  "Forbi" lyder henkastet, som om jeg bare skal passere forbi og vinke. Men da jeg ankommer, åbner kredsen ved cafébordet sig og indlemmer mig.
  Jeg får en drink uden at bestille.
  Ansigterne er ikke lyst helt op. smukke kindben, hårgrænser og talende munde toner frem. Z sider over for mig, skåler og spørger til min dag."

side 54:
"Forventningen om en metallisk duft fylder mig, da jeg ser tre-fire blodplettede vattotter på jorden i en gyde. Jeg kan ikke dufte dem, men de lover.
  En mand sidder lidt længere henne med ryggen mod muren. Ham fumler omkring sin ene arm.
  Da jeg kommer nærmere fornemmer og ser jeg, at han sidder og fixer. En kanyle og sprøjte sidder fast i armen. Han krummer sig sammen, forsøger at dreje sig ind mod muren, da han opdager mig, så meget når jeg at se, inden jeg kigger væk og går hurtigt forbi, for at give ham ro."

Moraler i Solar

1. Fitness er roden til alt ondt

2. Albertslund er helvedes forgård 

3. Computerspil er heller ikke sundt

4. Alle 3 sager, F, A, C, anbefales som probate midler til nedbrydning af sjæl og dannelse, bare kom i gang

Sætningsmagt

(der er den ventende blogost over min Viggo-tale om Tom's skildpadder og der er elefantsange og Snehvide-forbi og svar til Arne Herløv OG SAGER, men foreløbig bare dette)

Læste en hel bog med insisterende ligegyldig prosa, der totalt og brutalt overskygges og - problematisk nok, jeg skal anmelde i morgen - oblivioniseres af denne sætning 3 sider inde i Pernille Abd-El Dayemss debutroman June (udkommer næste næste uge), som jeg kun lige er begyndt på og virkelig ikke vil rushe (jeg er nået til Lemmerz-afsnittet i (første?) barndomssektion):

"Her bor folk vel bare i det beige."

Viggo + Viggo

- mit bidrag til Odense-folderen til Viggo Madsen var to fotos oven på hinanden - 1. Mig der fotograferer Viggos Håndtegn uden hånd ved siden af André Franquins originaltegning af Vakse Viggo (Gaston la Gaffe) i albummet Viggo kobler af, der indrammet (ja, hele albummet) hænger over døren til arbejdsværelset her. 2. Mig der fotograferer mig selv oppefra som om det er Viggo eller Viggo der fotograferer mig :

Peter giver respekt til Viggo

I den lille collage-folder, som af leder Cindy Lynn Brown blev produceret til fejringen af Viggo Madsens 75 års fødselsdag ved Odense Lyrikfestival, bidrager Peter Laugesen med denne autoritative mikrotekst - i folderen står den med røde typer, det ved jeg ikke om den gør oprindeligt:

Viggo
har i modsætning til alle andre
været der altid med sin brandbil.
Han var der allerede.

Peter Laugesen

Pristale, level: fuld ekstase

- hen mod slutningen i Asger Schnacks tryk 16-hvirvlende pristale for Peter Laugesen, da han fik Dan Turèll-medaljen, tilføjet de YEAH'er, som denne tilhører ikke kunne lade være være at udstøde mere eller mindre under mit vejr:

"Peter Laugesen er en ven af universet, dvs. han er tilgængelig for universel sandhed.
YEAH!
Man hører den, hvis man lytter til hans digte. Han vågner og er en del af den universelle sandhed. Han træder ind i stilheden og er en del af den universelle stilhed. Du er velkommen til at lytte med. Børn er også velkomne. Dyr. Jeg tvivler ikke på, at også planter er velkomne.
YEAH! JA, DE ER!
Peter Laugesen har befundet sig mange steder på Jorden under indtryk af naturen. Stjernerne taler til ham, både nat og dag.
YEAH! JA, DE GØR!
Universel tankegang er uafhængig af mørke eller lys, forstået som dagslys. Tanken er videre. Lytter du med på digtene, er det en videre tanke. Vi inkluderer månen, rejsen imellem græsstrå.
 YEAH!
Vi blænder op for en større sammenhæng.
YESAH
Peter Laugesen forstås af alle.
YEAH!
Han er løftet op over forståelseskløfter.
YEAH !
Som digter er han digternes digter.
YEAH!
Stjernernes digter.
YEAH!
Alle og enhvers digter.
YEAH!
Hans digte læses sammen med regndråber, der falder, græsstrå, der vajer i vinden, de taler græsstråenes sprog.
YEAH!
Peter Laugesen ser, det er sansningens første opgave. Han indfanger øjeblikket.
YEAH!
Men det er næsten ingenting i forhold til næste trin: at forvandle det sete til rytme, det er udødeliggørelsens proces.
YEAH!
Her findes ingen regler, her findes ingen ’skik og brug’. Der er højst nogle stier, man har gået ad før. Ikke for nødvendigvis at gå den samme vej, men for at variere det sete, gentagelsens genialitet, som Jørgen Gustava Brandt talte om.
YEAH! GUSTAVA! 
Men med tryk på praksis, ideer og forestillinger gør det ikke. Og her kommer vejrtrækningen ind med sin betydning: for hvordan skabe forbindelsen, broen, mellem sansningen og den sproglige rytme (som er lig med livsrytmen)? Hvis ikke gennem vejrtrækningen, åndedraget, der giver og giver – liv til den krop, der sanser og rummer bevidstheden.
NEJ, HVORDAN DOG! YEAH!
Således bliver vejrtrækningen ørnen, der flyver,
YEAH!
sneen, der fyger,
YEAH!
minuttet, der bliver til og indånder liv i digtet.
YEAH!
Til stadighed praktiserer Peter Laugesen denne forvandling, denne livgivning på mere eller mindre et helt folks vegne eller i alle tilfælde på menneskehedens vegne.
YEAH!
En dag langs Søerne i København, frysende ude eller med varmen i behold.
YEAH
Ind strømmer verden i digtet.
YEAH! JA, DEN GØR!
Der er plads nu, ikke blot til grene og tage og solens sidste stråler. Der er plads til cirkler og en tilbagevenden til kendte områder med et nyt syn,
YEAH! JA, DER ER!
ind glider navne på musikere, malere, digtere, hver især taler de med illumineret røst, det er, som om hele historien fra en tidlig tysk romantik til en stadig fornyende revolution får liv."
YEAH! 

Den sang Peter Laugesen NÆSTEN dansede til

i går på Vangede Bibliotek var

"RIPPLE"

THI SKRIFT ER EN KRUSNING!

Fra Grateful Deads 1970-plade American Beauty

Pristaler Asger Schnack citerer i en FB-opdatering fra Dan Turélls anmeldelse af pladen, der er optrykt i Medie-Montage-bindet Rockens rødder (min fremhævelse):

"På en måde er ’American Beauty’ hvad den antyder. Et trip omkring på landet, alles land, hvor Candyman kommer til byen og hænger på gadehjørnet, hvor Hun har alt hvad du har brug for, alt hvad du kan ønske. Hvor floden flyder, hvor musikken blir en flod, en smuk glasklar flod. Hvor det er meget enkelt at hver krusning er en bevægelse i landskabet, hvor du er min kvinde og gør dig smuk for mig, hvor jeg ikke rigtig véd og ikke finder det nødvendigt at vide – stillet over for vandet eller vinden f.eks. Hvor du somme tider overvældes af Lyset og andre gange ikke kan forestille dig det findes mere.”

Her er teksten til sangen, skrevet af Robert Hunter (ifølge internettet skrev han den "in 1970 in London in the same afternoon he wrote “Brokedown Palace” and “To Lay Me Down” (reputedly also drinking half a bottle of retsina in the process)"):

If my words did glow with the gold of sunshine
And my tunes were played on the harp unstrung
Would you hear my voice come through the music?
Would you hold it near as it were your own?

It's a hand-me-down, the thoughts are broken
Perhaps they're better left unsung
I don't know, don't really care
Let there be songs to fill the air

Ripple in still water
When there is no pebble tossed
Nor wind to blow

Reach out your hand, if your cup be empty
If your cup is full, may it be again
Let it be known there is a fountain
That was not made by the hands of men

There is a road, no simple highway
Between the dawn and the dark of night
And if you go, no one may follow
That path is for your steps alone

Ripple in still water
When there is no pebble tossed
Nor wind to blow

 LAD DER VÆRE SANGE TIL AT FYLDE LUFTEN

Jeg har set Peter Laugesen danse

NÆSTEN! 

da han i dag på Vangede Bibliotek som verdens største selvfølgelighed havde modtaget Dan Turèll Medaljen og havde læst op fra Deadlines, den bog han skrev på, da han (i Irland) hørte, at hans ven Dan Turèll var død, hvilken han ikke havde anset for muligt, og fik tændt for et Grateful Dead-nummer (kan nogen lige fortælle mig hvad for et), og mens det det nummer lød, stod Laugesen på scenen og dansede NÆSTEN og bagefter læste han krystalklart endnu to digte fra Deadlines, nemlig disse (eller var det kun det sidste, og det første så før Grateful Dead, det kan nogen sikkert huske!):

SWEENEY HØRER AT KONG DAN ER DØD

Glem alt hvad u har lært
og husk ikke hvad du ved
for det er en anden verden under stenen
Hvis du har livet kært
og elsker kærlighed
så stil dig aller yderst ud på grenen
Fortryder du så husk
at i hver lille busk
der sidder fuglene og synger falbelader
Og sandt som det har klang
så er det livets sang
der sprudler ud af mejser og af skader

&

Vi skulle have siddet sammen
om 30 år
på TV
eller hvad det hedder til den tid
og set gennem blafrende døre af whisky og røg
60 år tilbage på alt det
ingen af os længere
ville kunne huske

- Peter L får sin medalje af selskabsformand Lars M (foto Steen Møller Rasmussen)

Else Maries tale i aftes for Naja

Medlem af legatudvalget Else Marie Bukdahls 

Tale i anledning af, at Naja Marie Aidt har fået tildelt Tagea Brandts rejselegat d. 17 marts 2018.

Kære Naja, du har for længe siden fået din egen platform både i dansk og udenlandsk litteratur og kultur. Egensindigt, top engageret, med stigende intens poetisk kraft og udsyn har du i dit digteriske virke igen og igen besvaret de skiftende udfordringer, der præger vor verden, og som står i uforudsigelighedens og forvandlingens navn.

Gennem dine første digte, der senere blev samlet til en trilogi,  skabte du et rum, hvor nye sider af kvindeverdenen, især kærlighedens væsen og udviklingen fra barn til voksen blev afdækket. Digtene er enkle og har næsten en spinettone. De blev skrevet i tiden fra 1991-1994. Men først i din fjerde digtsamling Huset overfor (1995) trådte dit originale mangesidige talent for alvor frem. Både det vilde, det dynamiske og det hektiske i livet dukkede frem i digtene, samtidig med at det følsomme, de små umærkelige nuancer og de gyldne glimt af lykke kom til syne i et nyt lys. Alle temaer blev altid fortolket i et billedsprog, der rev det konventionalitetens slør bort, der ofte indhyller vor hverdag.

Således i denne strofe: 

"og hvisker du nu at det sner

så skulle vi lægge os,

viske hvide engle ud over jorden

og nynne, ja nynne, dale skråt ned

i en sang."

Dine digte lærer os, hvad Benny Andersen engang har udtrykt således: "Kunst er nyheder, der forbliver nye."

Derefter følger der en lang række digtsamlinger, hvor det digteriske erfaringsrum hele tiden bliver udvidet og billedsproget bliver mere og mere oplevelsesgivende og betydningsskabende. Således i Rejse for en fremmed (1999) og især i Balladen om Bianca (2002), der fremtræder som et meget helstøbt hovedværk. I denne digtsamling, hvor hovedpersonerne er den skønne Bianca og den unge slagter José, fremtræder tilværelsen som et splintret troldspejl med et væld af lysende og mørke facetter, men også med en understrøm af fragmenter af sammenhænge i en verden der står i metamorfosernes tegn.

Du har ret i, som du har udtrykt det, at "digtene rejser sig som søjler, så vi har noget at støtte os til" for de giver os nyt udsyn og orientering i en kendt verden.

 I digtsamlingen med den sigende titel Poesibog (2008) bliver  - i en ny optik -livets uforudsigelige foranderlighed et gennemgående tema. Vi oplever, hvorledes lysende lykkestunder forsvinder pludseligt og mørket igen tager

 magten. Eller som du selv har udtrykt det:

"Nu blomstrer lyngen og solen

dukker frem bag skyen

græsset læner sig op ad jorden

myggene sværmer i flok

indtagende og gentagende

men livet er altid pludseligt

forandrende, forvirrende

hver gang du elsker det hele

får du en blodtud:

det du troede var dit er nu væk

solen går ned i en sæk."

I Alting Blinker (2009), formår du - især  inspireret af dit liv  i New York - at skabe sanselige lyriske reflektioner over de forskellige aspekter af forholdet mellem det hjemlige og det fremmede. Disse refleksioner er udmøntet på en sådan måde, at der hele tiden fremkommer brudflader mellem det personlige og det almengyldige og mellem den lille og den store fortælling. Refleksionerne er ofte iklædt humorens dragt, således i følgende strofe :

"Hvis du kommer til Danmark

kan du klæde dig ud som

wienerbrød

så kan du bo

i bagerens vindue

indtil du bliver spist

eller smidt ud

så ligger du ingen

til last."

Heller ikke den dramatiske genre har du forsømt. Du skrev radiospillet Tjenende ånder med de mange skift mellem det eventyrlige og det hverdagslige (1998). Disse temaer optræder igen i nye og endnu mere fantastiske skikkelser i Siska (2000), som er et skuespil, der var bestemt for Café Teatret.

Novellegenren har en særlig central plads i dit forfatterskab.

I novellerne fra bl.a. Vandmærket (1993), Tilgang (1995) og Bavian (2006) kan man følge, hvorledes de både intense og skarptskårne scener bliver mere og mere varierede og afdækker nye dybder både i den indre og i den ydre virkelighed.  

Gennem et billedsprog, der sprænger hverdagsrealismens rammer, afdækker du de mange modsætninger, de ofte uforståelige irgange og lag i vort sind. Sådanne åbninger fremtræder i novellen Lille Fedtøre fra novellesamlingen Vandmærket (1993) og er fortolket på følgende måde:

"Hun dansede som en slange. Og da kvinden begyndte at hyle, kunne han ikke længere se skrinet. Hun hylede som en hyæne. Da hun satte tænderne i ham, for at fortære ham med løvens mund, forsvandt mindet om skrinet og dets indhold, og da hun til allersidst satte sig bag hans øjenlåg i skikkelse af en grib, blev de bløde, violette skygger hårde og hvide."

Et strejf af poetisk lykke dukker også op i den grå virkelighed. Således i Bøn til et stykke af himlen fra novellesamlingen Tilgang (1995) 

"- jeg var ung på den måde, at jeg fandt på at sige at dine øjne lignede to stykker af himlen."

Den måde, som du sprænger virkelighedsillusionen på, svarer på mange måder til den, som Francis Bacon foretager i maleriet og som han har beskrevet på følgende måde:"

"Jeg illustrerer ikke virkeligheden. Men skaber billeder som er virkelighedens koncentrat og sanseindtrykkenes stenografi."

I 2017 publicerer du din første store roman Sten, saks og Papir. Den er både helstøbt og perspektivrig. På en måde fremtræder den som en nutidig parallel til Honoré Balzacs dybdegående skildringer både af kælderdybet i den ydre og indre verden og af personernes opstigning og forfald. Og som Balzac evner du at inddrage læserne i det ofte voldsomme drama, som personerne deltager i. De lever deres eget omskiftelige liv i den kunstneriske illusion og  repræsenterer ikke ideologiske eller andre abstrakte holdninger. De fremtræder som levende mennesker, der afdækker ny indsigt i den ofte kaotiske og uigennemskuelige verden, vi lever i. Du har evnet at skildre dem med et næsten sitrende nærvær, der også rummer kraftfulde spændingselementer. Hovedpersonen Stens gradvise undergang, uforløste vrede og skam er fortolket med en særlig indlevelse og intensitet. Hans kæreste, Patricia og de andre personer, der bliver delagtige i hans smertefyldte skæbne fremstår som kontrastfigurer, men også de må hele tiden kæmpe sig igennem vanskelige konflikter. Du formår at skabe sansebårne, levende miljøskildringer og replikker. Sine steder er replikkerne præget af et meget saftigt sprog med eder og forbandelser, når det kan tjene til at tydeliggøre personernes særlige karakter og levemåde.

Om "den gode maler" udtalte Francis Bacon "at han/hun er en snegl, der efterlader spor af menneskeligt nærvær." Og netop denne roman viser, at en sådan snegl er du, Naja.

Også samarbejdet med andre digtere har du prøvet flere gange   - således f. eks. i Omina (2016) - hvor du skaber en digterisk flerstemmighed sammen med Mette Moestrup. Digtene fokuserer på oprørstrangen, især når det gælder kvinder. Det bliver amazonen, der optræder som metafor for dette sigte.

I bogen Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017) har du givet en hudløs indgående skildring af den bundløse fortvivlelse, det ubændige raseri og den udvejsløshed, som  din kære Carls død udløste. Vi er vidne til udfoldelsen af et voldsomt følelsesregister, som endog  spejles i de brudte, fragmenterede sætninger. Men gennem den kunstneriske bearbejdning skabes der lysglimt, der viser veje til igen at fatte mod, selvom tabet altid vil være nærværende. Denne erkendelse har du - uden at vide det  - allerede skildret  - bevægende og enkelt i følgende digt fra digtsamlingen Poesibog (2008). Netop dette digt bringer det monumentale skjaldekvad i Egils Saga  - Sønnetabet i erindring;

"Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv det tilbage

som du fik af den døde

da den døde var levende

da den døde var dit hjerte

giv det tilbage til en rose,

et kontinent, en vinterdag,

en dreng, der ser dig an

fra hættens mørke."

Trods alt har du oplevet   -  selv i denne meget vanskelig tid  - de strejf af kærlighed, som Leonardo da Vinci har beskrevet på følgende måde:

"Kærligheden er som Lyset, der skinner klarere jo dunklere sted, den kan finde. Kærligheden sejrer over alt."

Du har modtaget et væld af priser og hædersbevisninger, således bl. a. Kritikerprisen, Nordisk Råds Litteraturpris og Aarestrup-Medajlen. Og i det store udland er adskillige af dine værker blevet modtaget med begejstring.

Når man læser dine engagerede, altid uforudsigelige værker, følger det komplicerede netværk af symboler og skæbneforløb, som afdækker både de destruktive og de livgivende kræfter, kan man ikke undgå at tænke på, at du altid modigt og med stor kompromisløshed har fulgt de fordringer i dit digteriske virke og i dit liv, som du hele tiden har mødt. Du har opfyldt Leonardo da Vincis krav, som han har udtrykt på følgende måde:

"Livsnerven eller hjerteslaget i al kunst af kvalitet er at ville ét og hverken lade sig distrahere eller friste af de krav og lokkende tilbud, som kommer udefra og som ikke kan forenes med de idealer som kunstneren selv ønsker at realisere."

På baggrund at dit store og lødige digteriske virke er det for bestyrelsen for Tagea Brandts rejselegat både en ære og en stor fornøjelse af overrække dig et af dets rejselegater. Hjertelig tillykke.

 
-Tagea Brandt, født Rovsing

At få øje på planeten, jordkloden

- Solar, side 293-294:

"- Ja, for Mars er derovre! råber han og peger forbi mig ud ad vinduet. - Den ligger lige ude i vores kosmiske baghave sammenlignet med NGC 4993. Hvis folk har tænkt sig at rejse derud og bosætte sig, så ønsker jeg dem held og lykke. Men Mars' atmosfære er meget svag, helt uegnet for mennesket, temperaturen kan komme under minus 100. Uden rumdragt ville du blive udsat for kosmisk stråling deroppe, dit blod ville begynde at koge, du ville få dykkersyge og til sidst eksplodere! Men misforstå mig ikke, det ville være fantastisk at komme derud. Ingen tvivl, det ville det! råber han i slagblæsten. - Ubeskriveligt, magisk ... At træde ud på en anden planet i kosmos, tænk sig engang. Vende sig om og se sine egne fodspor gennem det røde støv ... stå under en fremmed himmel ... kigge ud i verdensrummet ... og få øje på vores lille blå planet. Dér .... Et lille, blåt øje i mørket. Hvilket ufatteligt under."

- Forbi, side 45, et af "5 One Word Poems":

"Bare en blå plet i en solstråle, 6 milliarder kilometer væk fra Voyager, så lillebitte så ubetydelig

Jordkloden"

Jeg mangler stadig 3 sider

i Theis Ørntofts Solar. - stod og læste mig næsten færdig ved barnevognen i S-toget i går - det er blevet den nye hoflæseposition - og så læste jeg mig næsten næsten færdig lidt senere på stolen ved sengen, hvor Samuel lå med dig, men så skulle jeg haste ind til hemmelig prisuddeling på Schæffergården, som nu ikke længere er hemmelig:

NAJA MARIE AIDT FIK TAGEA BRANDTS REJSELEGAT PÅ 75.000 KR.

og min faster Else Marie, oprindeligt magister i litteratur, holdt en smuk tale, og Naja sagde i sin tak, at hun netop havde formuleret en trang og en lyst til at rejse og nærmere bestemt til Cuba, da Else Marie, som hun for tyve år siden havde været på San Cataldo med - og hvor EM's snak om mosaikker gav inspiration til arbejdet med samlingen Huset overfor - og skrev til hende, at hun havde fået prisen, og hokus pokus velfortjent kunne drømmen opfyldes.

I går læste jeg ubændigt løs, men nu til morgen kan jeg ikke få mig til læse helt færdigt, helt barnligt, fordi jeg ikke vil have den til at slutte, og fordi jeg vil havde den til at slutte lykkeligt, for Theis-jeget, og for for verden, kloden, og det er det jo nok temmelig usandsynligt, at det gør, men det er jo på den anden side heller ikke umuligt, VEL?

Juul-poesi in real time - Helle & Helle - betydeligt blessed

Vi var for første gang i byen med barnevogn i går, og det gik fremragende

vi mødte Merete Pryds Helle ved Rundetårn

vi mødte Helle Helle - æres-fairy godmother - i Magasins kælder

hvis det ikke er HELLE-DIGT?

jeg smuttede op til.WA og hentede Pia Juuls nye digtsamling (PIA JUULS NYE DIGTSAMLING) Forbi

jeg havde spist en avocadomad i Magasin, og på Pilestræde gled jeg i noget grønt, der umiskendeligt lignede avocadokød, MEN FALDT IKKE!

i S-toget på vej hjem vogtede jeg barnevognen, men kunne ikke lade være at læse i PIA JUULS NYE DIGTSAMLING (udkommer i næste uge  - bare vent!), jeg læste 1 linje og så kiggede jeg til sødt sovende Samuel og læste 1 linje og kiggede til ham OG SÅ PLUDSELIG HANDLEDE LINJEN OM HAM OG HER!

her er det fulde, alt for smukke og sande digt - med læsningens regibemærkninger - på side 14:

Jeg vil have det
(kigger til S)
hér, nu, på jorden
(kigger til S)
Ikke se det når det først er tabt
(kigger til S)
Se sollyset, det
(kigger til S)
blinker på de våde grene
(kigger til S)
se blikket mellem
(kigger til S)
de to der sidder der på bænken
(kigger til S)
se barnets sovende ansigt
(tror ikke mine egne øjne, kigger til S, læser linjen én gang til: SE BARNETS SOVENDE ANSIGT, kigger til S)
Du ejer ikke evigt noget som helst
(kigger til S)
slet ikke det tabte

- og så vågnede han! 

Hikke. - semikolon - Solar

Jeg fandt på en citatside det her sjove citat krediteret en uhyggelig bestseller- og skrivemanualforfatter:

"The semi-colon is a burp, a hiccup. It's a drunk staggering out of the saloon at 2 a.m., grabbing your lapels on the way and asking you to listen to one more story."

 

James Scott Bell 

 

- og så læste jeg videre i (begyndelsen på - jeg nipper mig frem, er bange for at komme til at sluge for hurtigt (og få postapokalyptisk hikke) men det er som forventet djævelsk læseværdigt skrift (i sin rastløst bevidsthedsstrømmende, vittige/visionære polyfoni)) Theis Ørntofts Solar, og han er også, ligesom mig og Christina Hesselholdt m.fl. semikolonmisbruger, her er de mellem punktummer to seneste, side 41, Theis-jeget vandrer selvkritisk på hærvejen:

"Den ubrudte grusvej havde en desillusionerende virkning på mig, det var som om den lige vej afklædte vandringen dens eventyr og viste den frem som det den egentlig var: en distance melem a og b, en linje mellem et startpunkt og et slutpunkt; alt ud over dette var indbildning fra min side, jeg gik jo for helvede bare og indbildte mig vandringen, inde i skoven på de små knudrede danske stier, jeg bildte mig selv en rejse ind, alle disse sammenkrøllede stisystemer, op og ned, bregner og mos, gult og grønt, lys og mørke; vandringen er var ikke andet end en latterlig indbildning."

Om sandsynligheden af udstrakt, formfuldendt spontan-skønskrift ved nytårstide

- fra Martin Larsens anmeldelse af genudgivelsen af Dan Turèlls Here comes my 19th nervous breakdown i Information, 2002:

"Det første man bemærker, når man åbner den knaldsorte bog uden titel eller forfatternavn på omslaget, er, at størstedelen af den er skrevet og trykt med Onkel Dannys karakteristiske fine håndskrift. Kalligrafien veksler mellem at være enkel smuk og funktionel på den ene side og så at være spektakulær med store skælvende bogstaver og komponerede opsætninger på den næste. Hvilket ikke kan undgå at få én til at blive mistænkelig over for, hvorvidt teksten nu rent faktisk er skrevet på det lille døgns tid, den påstår at være. Der er ganske enkelt for lidt sjusk til, at man kan tro, at dette skulle være improviseret frem efterhånden. Det er selvfølgelig muligt, at teksten vitterligen er skrevet på de 22 timer, men så efterfølgende omhyggeligt er blevet kalligraferet (og sikkert også revideret). Det gør den ikke ringere, men det betyder, at håndskrivningen ikke fungerer som det tegn på autenticitet, man let kunne tage det som - fra bevidstheden direkte ud på papiret uden alle mulige filtrerende mekaniske mellemled - snarere er det et bevidst arbejde med tekstens udseende, og de sidste sider hen mod midnat bliver faktisk nærmest en slags visuel poesi."

Læserbrev nogle dage senere:

"Indsigelse

Til Martin Larsen, der den 17. okt. i en anmeldelse antød, at Dan Turèll snød med det tidsmæssige i sit '19. Nervøse sammenbrud' ved årsskiftet 1972/ 73. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Poesien er en naturkraft, ikke et kulturprodukt. Det kan da godt være en fordel med spærringer og barrierer, hvis man har lyst til at bruge sit liv på at debattere ligegyldige småting i mægtige systemer men fjerner man dem i f.eks. 22 timer kan man sagtens skrive 14 A-4 ark i hånden.

 Peter Laugesen"

Dæmoniske hikkearter

iflg. ODS

Kluk-hikke, en. (jf. klukke 2; sj.) stærk (klukkende) hikke. (hun fik) et Anfald af Klukhikke, saa hun maatte forlade Bordet. Bergstrøm.​KD.68.

Hikke-fnis, et. (sj.) fnis, som kommer stødvis ell. minder om hikke. VVed.​BB.230.

Hikke-graad, en. (jf. I. Hikke 2, II. hikke 2.1; nu sj.) heftig, hulkende graad. talem. (efter PSyv.​I. 250): den Skrikkelatter (dvs.: skoggerlatter), den skal . . vorde til Hikkegraad! HFEw. Fort.50.

Definition HIK af hikke

HIK I. Hik-ke, en. [ˈhegə] HIK i rigsspr. uden flt. (jf. Feilb.). HIK (ænyd. d. s. (jf. æda. hikkæn, HIK hykkæn (Harp.​Kr.34.62. HIK 73)), sv. hicka, no. hikke; til HIK II. hikke)
1) til II. hikke 1: HIK en slags aandedrætskrampe, HIK bestaaende i en stødvis HIK sammentrækHIKning af mellemgulvet, HIK ledsaget af HIK en ejendommelig indaandingsHIKlyd; spec. om saadan HIK krampe, fremkaldt af  HIK overdreven drik olgn. (jf. u. HIK II. hikke 1). Hun kunde HIK ikke tale for HIK hikke. Moth.​H204. HIK  Oehl.​I.49. Kan HIK man lede Patientens HIK Opmærksomhed bort HIK fra Hikken, saa HIK gaar den HIK over. Goldschm. I.393. HIK *Vi lo, til vi HIK næsten fik Hikke. HIK Drachm.​DG.90. HIK Panum.286. HIK  jf.: *Synge og HIK drikke | Til sidste Hikke (dvs.: HIK til sidste HIK aandedrag), | Saa HIK vare Forfædrenes HIK Skikke. Blich.​(19HIK20).IV.209. HIK
2) † HIK til II. hikke 2.1: HIK d. s. s. Hik 2.1. *Saa HIK faldte hendes HIK Ord, beblandt med HIK Suk og Hikke. Holb.​HIKMetam.20.  HIK

Ældre end en bog!

Nyt menneske, født 22/2. Ny bog, udkommer 23/3

(Gamle superhelte, i luften de sidste 50-60 år)

2 kloge humanoider, med 80 års mellemrum

Samuel Lind Bukdahl, årgang 2018, & Else Marie Bukdahl, årgang1937, kontemplerer eksistensen

Apropos top-håndskrift

- så glæd jer lige til Selina Rom Andersens for vilde bidrag til poesi-serien i næste nummer, aprilnummeret, af Ud & Se, kom nu, glæd jer, det varmer (oven i at glæde sig til de nye bøger, roman og digtsamling, af Theis Ørntoft og Pia Juul i næste uge, seriøs glæde-radiator her!)!

De 2 arter fragmentarium

Der er to måder, en tekst kan være og holde sig og ikke lade være med at være i stykker på, udefra eller indefra nemlig:

1. Sammenflik - sammenflikket - sammenflikning

2. Gennemhik - gennemhikket - gennemhikning 

Hikkup

Mod hikke kæmper selv guderne, herunder Morfeus, forgæves.

Men jeg er med dig i Hikkeland, min søn!

Hikke giver ikke køb på sit hækkeløb

Disclaimer: Lars' skrift er Lars'!

Lars Skinnebach meddeler, at brødtekstens kalligraferede skrift på venstresiderne i Teotwawki ikke er Goodiepals værk - pal'ens illuminering af de højresider går på de omkringcirklende, tilklippede billedeffekter - men Lars' eget med fjerpen i hånd. Duly noted - og beundret!

TS burde være nr. 1 - også dér

HVORFOR HAR TS HØEG IKKE UDGIVET EN HELT eller halvt eller en fjerdedel eller bare en ottendedel HÅNDSKREVET BOG, THI DE SMUKKESTE OG PERFEKEST PERSONLIGE HIEROGLYFFER ER OG BLIVER HANS (Dan vinder jo kun som publiceret håndskriftpoet!) - manus til de første bøger er i flere omgange håndskrevne, kan ESCHO ikke bare udgive renskriften til landskab ruller zone NU!?


 

udvidet, korrigeret, omkalfateret HÅNDSKRIFT top 10

Der var nogle både rimelige og grumme forglemmelser i (min optælling af kandidat-materialet til) min (rent mandlige) top 5 for danske poetiske håndskrift-værker, nok blandt andet fordi jeg tænkte traditonelt skriblende/kaligrafferende i s/h, jeg tænkte slet ikke i farver fx - her er der så i stedet og til erstatning en Top 10, sig til, hvis jeg stadig glemmer nogen (ud over de to antologier 78 digtere. En folkebog og 101 danske digtere. En folkebog, med mange fremragende enkelttekster (sidstnævnte fik sin egen dobbelte Top 5 i denne blogpost)):

1. Peter Laugesen & Dan Turéll: Dobbeltskrift

2. Dan Turéll: Manjana (/ Here comes my 19th nervous breakdown) 

3. Ursula Andkjær Olsen og Stense Andrea Lind Valdan: Vi rus salve

4. Peter Laugesen: 72 håndskrevne sider 

5. Christina Hagen: Boyfrind 

6. Ivan Malinowski: Kritik af tavsheden

7. Harald Voetmann: Amduat

8. Morti Vizki: Vej 

9. Lars Skinnebach: Teotwawki 

10. Vagn Lundbye: 2. oktober 1972

Systemdigteren Knud fylder firkantet

Knud Sørensen fylder 90 i dag (det blev så lige - en 16 dage gammel kom i vejen - i går) - TILLYKKE! - og mit i alle hyldesterne til hans godmodige visdom er der grundt til at minde om, at han dannede cool onkel- og alderspræsident-trio med Per Højholt og Vagn Steen (alle tre årgang 1928) i HJ Nielsens generationsantologi Eksempler fra 1968. Eksempelvis er han repræsenteret med disse to digte, første gang trykt i det ultimativt tjekkede tidsskrift TA':

ROBOT i NATUREN, FORÅR

Græsset er grønt
solen skinner
himlen er blå

Det er en dag i maj måned
og ordenes almindelighed føles
uudsigeligt.

Det er en dag i maj måned
og græsset er grønt
og solen skinner
og himlen er blå

De ord
er de ord jeg har.
Jeg lægger dem på et stykke papir.
Det forår.

HVORDAN SER EN ROBOT UD

En robot
kan se ud som en
robot der ved den ser ud som
en robot og er ligeglad
fordi den ved bedre

eller som en
robot der pudser sko
og studser skæg og ved
at det ikke er udseendet
der tæller men naturligvis
en robot kan jo have valgt
at se ud som en
robot

eller som
en robot der ikke har tænkt
så dybt og slet ikke så
langt men som
nærmest tilfældigt
går rundt og ser ud
som en robot.



Knud Sørensen bevisende at han ikke er en robot

Håndskrift-top 5

Hvad sker der for, at der er skrevet med håndskrift i foreløbig 2 af forårets væsentligste poetiske manifestationer, både Harald Voetmanns Amduat og Lars Skinnebachs Teotwawki (hos Skinnebach er håndskriften på anden hånd, eftersom den er udført klassisk kalligrafisk af bogens illuminator og mere eller mindre digressive kommentator, Goodiepal)? - håndgribelig, helt konkret retro-autenticitet flashes med omhu.

Her er derfor en Top 5 over (helt eller delvist) håndskrevne danske poesiværker (Robert Corydons halv-hermetiske Caligrapoetica-bind er ladet ude af betragtning) - klart er Dan Turèll vores største og skønneste (og vs. især PL omhyggeligste og sirligste ) håndskriftpoet!

1. Peter Laugesen & Dan Turéll: Dobbeltskrift

2. Dan Turéll: Manjana (/ Here comes my 19th nervous breakdown)

3. Peter Laugesen: 72 håndskrevne sider

4. Ivan Malinowski: Kritik af tavsheden

5. Harald Voetmann: Amduat/ Lars Skinnebach: Teotwawki 

R.E.M-trilogien?

Lars Skinnebach 2011-?:

Første bind, Øvelser og rituelle tekster, 2011
= THE END OF THE WORLD

Andet bind, Teotwawki, 2018
bogstaveligt talt = THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT

Tredje bind, ?, ?
=  IT'S THE END OF THE WORLD AS WE KNOW IT (AND I FEEL FINE)

Whatever is Awesome

Og apropos fuldendthed, så kan åbenbart hvilken som helst bog, i hvert fald fra Gyldendal, være perfekt god.

Forleden gav den nye Berlingske-anmelder Katherine Diez i hendes anmeldelse nr. 3, Kim Fupz Aakesons roman Skibets navn 6 stjerner.

Og så gav Mikkel Frantzen i Politiken Lars Skinnebachs (og Goodiepals) Teotwawki 6 hjerter, det vil sige 4 flere hjerter end han legendarisk skandaløst gav Christina Hagens parallelt collage-viltre Jungle, hvis betænkelige white girl-performativitet overskyggede dén collage-æstetiske avantgarde-underholdning, der åbenbart er helt anderledes absolut kostelig i Teotwawki, som jeg i WA Bøger også agerer temmelig glad for, men lige præcis mindst glad for (eller mere undrende over end glad for) som collage-værk (kan altså ikke komme op at køre over Goodiepals groft kuriøse kunstsamling og slet ikke i clinch med Skinnebachs intense skriftlige fantasmagorik)

- det er meget langt tid siden, jeg har læst og anmeldt en voksenbog af Kim Fupz (og vist også lang tiden siden han sidst har udgivet en), men jeg tillader mig altså totalt fordomsfuldt at tvivle på, han nu pludselig er er blevet prosamester...

vrisser jeg, mens opvågnende babyfødder sparker til mine fingre på tastaturet

Mennesker er collager, ikke også, Gud?

Jeg skrev tidligere i dag i en mail til Erik Skyum, om noget helt andet, arrangementsmæssigt, at vores søn er

formfuldendt,

hvilket er fuldstændigt rigtigt, men, hey, Erik, han er jo for fanden også

en hybrid,

der i mixet af C's og mine gener er blevet sin helt egen skabning, som det nemlig er reglen med vellykkede hybrider,

og lige før sad vi sammen, han og jeg (nu spiser han hos dig, hans mor), og hørte David Byrnes nye plade American Utopia FRA I DAG og nærmere bestemt sangen "Every Day Is a Miracle", hvilket også er sandt og føles særligt sandt lige nu, her er teksten, der sørme starter med en konstatering af (rosers) formfuldendthed, og senere taler i første person som Vorherre himself (eller hende selv), synes det som, akkurat som i din roman):

[Verse 1]
The rose is pruned to a perfect shape
Perfect for whom, I wonder
The chicken thinks in mysterious ways
But beauty is not what we're after

Now the chicken imagines a heaven
Full of roosters and plenty of corn
And God is a very old rooster
And eggs are like Jesus, his son

[Chorus]
Every day is a miracle
Every day is an unpaid bill
You've got to sing for your supper
Love one another

[Verse 2]
Cockroach might eat Mona Lisa
The pope don't mean shit to a dog
And elephants don't read newspapers
And the kiss of a chicken is hot

The brain of a chicken
And the dick of a donkey
A pig in a blanket
And that's why you want me

What does it feel like
To be your tongue
Moving around in your mouth
To be free in the forest of your love
A cockroach in the cosmos of your house

[Chorus]
Every day is a miracle
Every day is an unpaid bill
You've got to sing for your supper
Love one another

I'm a blond, a brunette and a redhead
I thought up the birds and the bees
My software is famous all over
My money is crawling on trees

The mind is a soft boiled potato
A jewel in a chocolate shell
I staple my love to your heart dear
With memories and beautiful smells

Every day is a miracle
Every day is an unpaid bill
You've got to sing for your supper
Love one another

Jeg troede aldrig jeg skulle læse den sætning

30 år efter jeg debuterede i bogform med Readymade! Stævnemøder og moderne digte på Borgens Forlag, en torsdag aften i marts på en mail fra mit forlag nr. 2:  

Vi nærmer os ok snart, at vi skal ha’ trykt et nyt oplag 

af Korshøjen.

- her er et digt fra dengang i 1987, for en blitzevighed siden: 

jeg 
bliver
foto
graf
eret
på en
mark
med
solen
lige i
øjnene
og 
bøger
under
armen

Anbefalelsesværdige anbefalinger (HH om CL!)

- fra Facebook: 

Bog & idé

March 5 at 7:01pm ·

👩💪 På torsdag er det kvindernes internationale kampdag. Derfor sætter vi i denne uge fokus på stærke kvinder i litteraturen. Vi har bedt nogle stærke, danske, kvindelige forfattere anbefale litteratur - af eller om andre stærke kvinder.
📚❤ Vores første anbefaling kommer fra Helle Helle, som om kort tid er klar med sin nye roman 'de' på forlaget Rosinante&Co
Helle Helle anbefaler TIL EN ENGELS FORSVAR! 👼
💬 "Cecilie Lind vil noget med hver eneste sætning i sine bøger, også i 'Til en engels forsvar'. Variationen er som i en nattergals sang. Hver trille er på en gang genkendelig og helt ny. Der er så meget kraft i den stemme. Det er stærkt." - Helle Helle

- og fra Villabyerne:

Biblioteket anbefaler: Lars Bukdahls ’Korshøjen’

Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard, Gentofte Hovedbibliotek

!“Jeg kan fornemme ham, men jeg kan ikke / få øje på ham, på en forfærdelig øm måde / er han tåget og helt væk, long gone.”
'Korshøjen' er på én gang tung af ømhed og svævende let. Ord og sætninger står nøgne og sårbare på siderne, og det er som om, de både råber og hvisker.
Teksten handler om at savne, i dette tilfælde en far. Den voksne Lars Bukdahl savner sin far, Jørgen Peder Kristian Ødvin Bukdahl, der døde, da han var 11 år.
Bogens savn er så håndfast, at faderen trækkes helt ind på hver eneste side:
”Jeg savner at savne, at han læser, hvad jeg / skriver, at han læser dette.”
Der er glimt tilbage til barndommen, og der er tråde ud i fremtiden, men begge dele er lige nærværende.
'Korshøjen' er en smuk og enkel bog, der ikke blot er dybt rørende, men også vækker alle de savn, der ligger i dvale hos læseren - hvis ikke den dysser dem ned, der allerede raser.
Bogen byder også på en perlerække af små ordopfindelser, for eksempel glemmer man aldrig ordene 'erindringssvimmel' og 'anekdoteløshed'. Og når Jørgen ikke er her længere, bliver han selvfølgelig til Ujørgen. Det er så fint, så fint.
For denne læser er 'Korshøjen's fineste egenskab dog, at den får både skønheden og brutaliteten ved det tabte frem i lyset.
Skriften gør savnet så værdifuldt, at meningsløsheden opvejes, og er det ikke noget af det fineste, litteraturen kan?"

Lars Bukdahl er digter, kritiker på WeekendAvisen, redaktør på tidsskriftet Hvedekorn samt blogger

Du forventes at du opfinder et alfabet, mindst, min søn

Morsealfabetet, opfundet af SAMUEL Morse:

Præ-Zeuthen: Cool bibelsk Samuel

Om end en smule forvirret - pga. Guds julelege - til en start:

"Samuel kaldes til profet

v1  Den unge Samuel gjorde nu tjeneste for Herren under Elis tilsyn. På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige.
v2  Engang skete der dette: Eli lå og sov, hvor han plejede; hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se. v3  Guds lampe var endnu ikke slukket, og Samuel sov i Herrens tempel, hvor Guds ark stod. v4  Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja v5  og løb hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.« Så gik han hen og lagde sig. v6  Igen kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.« v7  Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham. v8  For tredje gang kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, v9  og han sagde til Samuel: »Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!« Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove.
v10  Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: »Samuel, Samuel!« og han svarede: »Tal, din tjener hører!« v11  Herren sagde til Samuel: »Jeg vil gøre noget i Israel, som skal få det til at runge i ørerne på alle, der hører om det! v12  Den dag vil jeg fra først til sidst lade alt det ske for Eli, som jeg har truet hans hus med. v13  Jeg forkynder ham, at min dom over hans hus skal stå fast til evig tid på grund af hans skyld; han fik ikke sine sønner talt til rette, skønt han vidste, at de forbandede Gud. v14  Derfor sværger jeg: Den skyld, der hviler på Elis hus, skal aldrig kunne sones med slagtoffer eller afgrødeoffer.«
v15  Samuel blev liggende, til det blev morgen. Så åbnede han dørene til Herrens tempel; men han turde ikke fortælle Eli om synet. v16  Da kaldte Eli på Samuel: »Samuel, min søn!« Han svarede ja. v17  Eli spurgte: »Hvad sagde han til dig? Skjul det ikke for mig! Gud ramme dig igen og igen, hvis du skjuler noget som helst af det, han har sagt til dig.« v18  Så fortalte Samuel ham det hele og skjulte ingenting for ham; og Eli sagde: »Han er Herren, han gør, hvad han vil.«
v19  Samuel voksede op, og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden. v20  Og hele Israel fra Dan til Be'ersheba forstod, at det var betroet Samuel at være profet for Herren. v21  Herren blev ved med at vise sig i Shilo, for dér åbenbarede Herren sig for Samuel gennem sit ord. (4,1)  Og Samuels ord nåede ud til hele Israel."

Næstennavnespoileren Nikolaj

Jeg stod (med vuggehjerne) i Dronningesalen i den sorte diamant i forgårs til Clement K's Vidensfestival og læste op af Nikolaj Zeuthens Buemundet guitarfisk for at sammenligne dyrekortene (i almindelighed og titelkortet i særdeleshed) som dynamisk, surreelt hyperreel roman-metafor og -rekvisit med kommoden som blegt bastant novellesymbol i Lone Hørslevs novelle "Kommoden" og kom i tanke om, hvordan romanen , som vi læste sådan cirka samtidig, havde været lige ved at forhindre, at Samuel her i min favn kom til at hedde Samuel, fordi nemlig den hardcore-ynkelige hovedperson tre børn hedder Ask, Sigrid og SAMUEL, og stensikkert har Zeuthen tænkt hårdt og længe for at finde på de allermest typisk klingende frederiksbergske kreativ klasse/mellemlags-barnenavne, og det er jo bare hårdt at se i øjnene, at noget så inderligt bogstaveligt som navngivning er så tungt sociologisk determineret - her optræder navnet første gang, side 14-15:

"Indadtil og i det daglige møde med Nete var knap så nemt at opretholde det maskuline selvbillede. Den neurotiske husmor-figur var her en god del mere reel end end hans kodesensitive retoriske spilfægterier til parfrokosterne lod ane. Svagt og for dem begge trættende spurgte han efterhånden om tilladelse til selv de mindste ting.
  "Hey, Nete," kaldte han nede fra gangen. "De her uldvanter. Asks lyseblå uldvanter. Fingervanterne. Er de gode hvis det regner i morgen?"
  "Hey, Nete," kaldte han fra stuen hvor han netop havde modtaget en sms fra en forælder på skolen. "Bliver det for meget for Sigrid med en legeaftale onsdag?" Eller om aftenen da han som det sidste stod og vaskede madkasserne op: "Samuel vil så gerne have de der müslibarer med på en 10-frugt. Er det okay? Je tænker det måske kan være til om fredagen kun."

Hvordan kan et navn overleve så ætsende inderlig satire? Ved helt dybt og uden videre bare være DET RIGTIGE NAVN fortsat og for altid