Jeg stoler ikke på WA's hjemmeside,
så kan nogen derude fortælle mig:
Er min grundigt glade anmeldelse af Niels Franks Spørgespil, med citat af Jacob Paludan og jævnføring med Dan Turéll (og Paludan! og ikke et ord om Kenneth Koch eller John Ashbery, hi, hi, hi), kommet med i dagens avis?
For hvis ikke, så %¤/&%¤&/{[€$[{€[/&%()%({[€][€[]€#¤"&%#"¤&#/!
onsdag den 31. marts 2010
2 nordiske tabersange
Ljust blåa Förgättmigej. nere vid
i människojorden. Ljusa blåa. F o r g ä t m i g e j.
Människo människojorden. Genomskinliga
människohinna. Varför ska ögonen
finnas?
- fra Ann Jäderlunds nordiske taberbog Vad hjälper det en människa om hon häller rent vatten över sig i alla sine dagar
Jeg ville bare kaste mig ind i mørket
hvor efterårsstormen blæser bladene sammen som afgangstavler
på store banegårde
Jeg ville sådan set bare binde kvistene sammen til bogstaver
og se dem knuses i ord
- fra Peter Laugesens nordiske taberbog Fotorama
i människojorden. Ljusa blåa. F o r g ä t m i g e j.
Människo människojorden. Genomskinliga
människohinna. Varför ska ögonen
finnas?
- fra Ann Jäderlunds nordiske taberbog Vad hjälper det en människa om hon häller rent vatten över sig i alla sine dagar
Jeg ville bare kaste mig ind i mørket
hvor efterårsstormen blæser bladene sammen som afgangstavler
på store banegårde
Jeg ville sådan set bare binde kvistene sammen til bogstaver
og se dem knuses i ord
- fra Peter Laugesens nordiske taberbog Fotorama
tirsdag den 30. marts 2010
Tak for min halve tirsdag, Sofi Oksanen
Jeg havde pisket noget af en stemning op i sommerhuset til at klokken blev 10:45 og det i meget lang tid ikke blev meddelt på min elendige net-forbindelse. tak 3!, hvem der havde vundet Nordisk Råds Litteraturpris, og havde 90 sider tilbage (=halvdelen) i Ann Jäderlunds digtsamling og 20 sider tilbage i Gunnar Hoydalas mursten
OG GID DOG PETER LAUGESEN HAVDE VUNDET!
men når nu han ikke gjorde, var jeg glad for at det ikke blev Espedal (-løv?) eller Jäderlund (som jeg nok skal få læst færdig, bare ikke liiige nu) eller Hoydal (som jeg, selvom jeg mangler de kun 20 sider, IKKE vil læse færdig og IKKE vil tage med hjem - jeg smider den ind i redskabsskuret til de mugne bocciakugler og de tomme flasker - for sikke dog et sejlende og klippeklumpet mix af selvbiografi og nationalkrønike og så alt for lidt af en glimrende nok historisk roman: mustensmos!)
i stedet for at skrive - og overvære skrivning af - pristrut tog vi ind til Skagen og spiste frokost i Pakuset nede ved havnen
RASENDE GOD RØDSPÆTTEFILET!
OG GID DOG PETER LAUGESEN HAVDE VUNDET!
men når nu han ikke gjorde, var jeg glad for at det ikke blev Espedal (-løv?) eller Jäderlund (som jeg nok skal få læst færdig, bare ikke liiige nu) eller Hoydal (som jeg, selvom jeg mangler de kun 20 sider, IKKE vil læse færdig og IKKE vil tage med hjem - jeg smider den ind i redskabsskuret til de mugne bocciakugler og de tomme flasker - for sikke dog et sejlende og klippeklumpet mix af selvbiografi og nationalkrønike og så alt for lidt af en glimrende nok historisk roman: mustensmos!)
i stedet for at skrive - og overvære skrivning af - pristrut tog vi ind til Skagen og spiste frokost i Pakuset nede ved havnen
RASENDE GOD RØDSPÆTTEFILET!
søndag den 28. marts 2010
Danske læsefrugter & nordisk råddenskab
Nogle gange føler man sig åndssvagt forkælet af dansk litteratur:
At gå lige fra Niels Franks lifligt løstblomstrende Spørgespil til
Harald Voetmanns romerske roman om Pliniuser, Vågen ...
BORTSET FRA AT DET KAN JEG IKKE!
Fordi vi, WA-kritikere, er beordret på nordisk lotteri-mission:
onsdag klokken 15 er absolut sidste deadline på påskeavisen;
11:45 offentliggøres vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris,
1 af os skal inden da have læst vinderen;
jeg er foruden dansker Laugesen og dansker Jessen
bebyrdet med nordmand Tomas Espedals Imot kunsten,
læst i går som ulidelig inderlig dobbeltkontraktlighed:
hvor inderlig er ikke bare jeg, men hele min traurige slægt!
svensker Ann Jäderlunds Vad hjälper det (og så noget med vand),
der er hermetisk hård, men OK, fordi poetisk hermetisk hård,
og færing Gunnar Hoydals 523 sider lange roman I havets hjerte,
som jeg hele dagen har holdt fra livet med Mad Men:
neurotiske, amerikanske reklamefolk vs. drøje, færøske præster,
hvilket bare betyder at jeg skal læse havhjertelighed hele dagen
i morgen, som jeg, som om det ikke er slemt nok, tilbringer
i toget til Frederikshavn, og hvis jeg er heldig, vinder Hoydals
drøje præster: så får jeg lov at skrive om dem hele halvdelen
af tirsdag ved skrivehusets sommerbord. Godnat!
At gå lige fra Niels Franks lifligt løstblomstrende Spørgespil til
Harald Voetmanns romerske roman om Pliniuser, Vågen ...
BORTSET FRA AT DET KAN JEG IKKE!
Fordi vi, WA-kritikere, er beordret på nordisk lotteri-mission:
onsdag klokken 15 er absolut sidste deadline på påskeavisen;
11:45 offentliggøres vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris,
1 af os skal inden da have læst vinderen;
jeg er foruden dansker Laugesen og dansker Jessen
bebyrdet med nordmand Tomas Espedals Imot kunsten,
læst i går som ulidelig inderlig dobbeltkontraktlighed:
hvor inderlig er ikke bare jeg, men hele min traurige slægt!
svensker Ann Jäderlunds Vad hjälper det (og så noget med vand),
der er hermetisk hård, men OK, fordi poetisk hermetisk hård,
og færing Gunnar Hoydals 523 sider lange roman I havets hjerte,
som jeg hele dagen har holdt fra livet med Mad Men:
neurotiske, amerikanske reklamefolk vs. drøje, færøske præster,
hvilket bare betyder at jeg skal læse havhjertelighed hele dagen
i morgen, som jeg, som om det ikke er slemt nok, tilbringer
i toget til Frederikshavn, og hvis jeg er heldig, vinder Hoydals
drøje præster: så får jeg lov at skrive om dem hele halvdelen
af tirsdag ved skrivehusets sommerbord. Godnat!
lørdag den 27. marts 2010
Stilhedens kendingsmelodi - Scoop: Brostrøms Kritikerpristale til Eske
Stilhedens kendingsmelodi
Kritikerprisen til Eske K. Mathiesen
Af TORBEN BROSTRØM
Det allerførste digt i Eske K. Mathiesens nu prisbelønnede værk med titlen Bonjour monsieur Satie er en henvendelse til den musikalske mester Erik Satie, der levede 1866-1925. Dér hilser tjenestepigen ham godmorgen og præsenterer en smukt flettet tæppebanker for ham, så det suser i luften, og siger om genstanden: ”Hun hedder Smæk for Skillingen!” Så fortsætter digtet:
Satie bukker dybt: Et yndigt navn.
Mademoiselle Smæk.
Må jeg kalde hende det?
Hvem der nu var et støvet tæppe
og trængte til en ordentlig
omgang!
Der er dermed lagt op til smæk for skillingen, en vending der ret betænkt betyder ’smæk i stedet for skillinger’, således at Eske nu får skillinger af Kritikerlavet for at have givet Satie en ordentlig omgang med sin fortroligt huslige tæppebanker. Den er så smukt flettet af sprog, at jeg forestiller mig, med hvilken tilfredshed den gode, gamle komponist i sin dadaistiske himmel modtager sine dada med passende masochistisk fryd. For det er dog tydeligt, at Eske elsker sin prügelknabe Erik, ikke som sadist men som ’satist’. Satie optræder i bogen både som sig selv og som en stilfærdig stunt-figur, en stand-in for digteren, som hans kæphest. Sådan har chacun son dada. Og på bogens fint farvelagte omslag lader Per Kirkeby meget passende digteren ride på en vælig ganger.
Indenfor træffer vi et stort antal dyr, flest små dyr, ganske vist, gerne vingede, samt en større mængde kunstnere: digtere, malere, musikere fra modernismens epoke i 1920’ernes Paris, der danner bogens fint flanerende miljø og Montmartre-kolorit, Tristan Tzara, Picabia, Cocteau, Max Jacob, Brancusi, Braque, Milhaud, i samtale, enetale eller omtale, og såmænd også den unge Knudåge Riisager, der dengang færdedes i kredsen og her af Satie roses for sin musikalske ’Gåsemor’, og således lykkes det Eske Mathiesen at få de gæs til at medvirke, som han altid har sværmet for og med lige fra sin debut i 1976, Fra spætternes have, hvorefter de blev titeldyr det følgende år med samlingen Ind i gåsens vendekreds, en vendekreds, der egentlig også kunne staves vennekreds. I begge bøger har Henning Christiansen sat digte i musik med nodebilag, en komponist, der også hentydes til i den aktuelle Satie-bog, eksperimenterende kunstner fra Mathiesens eget dada-beslægtede Fluxus-miljø i 1970’erne med værket ’Dejligt vejr i dag, n’est-ce pas, Ibsen?’ Vendingen forekommer i en samtale mellem Satie og billedhuggeren Brancusi, der netop arbejder på sin berømte søjle, der skal nå op til evigheden. ”Hvor ved du fra at den er foroven?” spørger Satie næsvist, mens de ellers taler om Yoghurt og hønsekødssuppe. Det er vers, der fint slentrende går på jorden, hvor poesien har sin evighed.
Ud over de særdeles mange referencer og allusioner til anden kunst og folklore verden rundt, er der vejr og vinger overalt i digterens mange, mange digthæfter ligesom i hans prosaeventyr, alle med gode, naturnære navne, og et af dem er selvfølgeligt og drilagtigt Kæpheste, mens det, der samler digte 2004-2008, hedder Tranedun. Og så er det endda lykkedes ham at producere endnu et lille hæfte siden Satie, med grafik af Seppo Mattinen, Vinterfluen, hedder det, fuldt som det er af vingedyr.
Eske Kaufmann Mathiesen er en sprogfølsom fuglefænger, der med en særligt indrettet tryllefløjte hej hop! kan fremkalde det almindeliges mærkværdige selvfølgelighed eller som med den tålmodige hyrdes øre kan opfange ’stilhedens kendingsmelodi’. Som en poesiens John Cage kan han lægge et selvvalgt filter i form af et lag beskrevet papir hen over de stemte pianostrenge og kalde en anden lyd frem, uanstrengt, men strengt i betydningen klanglig præcist. Hvor er det sjovt og uvant at overvære disse små verbale happenings, når Satie f.eks. høfligt letter på bowleren og træder til side for regnbygen, så den kan passere og solen træde til. For den dag ville Satie blot kontrollere, at solstrålerne faldt som de skulle. Det er som en samtale med sproget eller som et klaverstykke af den slags, Satie selv kalder ’gymnopédie’, der kan betyde noget i retning af at gå på bare fødder. Andre legende titler er Saties ’kynisk idyl’, ’streng reprimande’, ’uappetitlig koral’. Eske Mathiesens Goddag til Erik Satie er et punktlyrikkens svar på den prosaiske samtalebog. Blot nøjes den ikke med at være tostemmig, idet den omfatter Satie og hans venner og folk, han møder, eller som poeten lader ham møde.
De giver deres besyv med som f.eks. kvinden, hvis nye forlovede er musiker og spiller redekam. Men han kan desværre ikke spille med på komponistens divertissement ’La Brillantine’ for redekam med sideskilning, for den sidder i venstre side. Det er jo hårrejsende.
Og dér til venstre sidder sympatierne tydeligt nok i al selvfølgelighed, eftersom magthaverne minder ham om den gamle krage i nabohaven, der trak ormene kun halvt op af mulden og lod dem sprælle jorden af sig, inden den slubrede dem i sig. På den måde er digterens praksis et modsprog til dominansen, til konventionerne i stort og småt, ikke i direkte udsagn, men i evnen til at se det almindelige fra en anden synsvinkel og forunderliggøre vanerne. Eller skabe helt nye vaner, når ”Satie beder Gud om tilgivelse for en ganske særlig synd”, den at sænke blikket fra altertavlen, krucifikset og prædikestolen ned på gulvet,
Jeg kan ikke gøre for det
Men de hårdt brændte flisers
enkle mønstre danner
hinkeruder, som mine øjne, der godt
kan være lidt ulydige, fordi
de er så barnlige, ikke
kan lade være med
at hoppe rundt i.
Som et nyt præludium på klaviaturet eller en ’gnossienne’. En synlig musik. Satie havde sin egen gnosis.
Og den unge mand som ville have ham til musiklærer i den høje kunst, henviser han helt forarget til rejekællingen i
Rue de Seine, hende der råber
med friske fisk fra Dieppe, hende
med det knaldgule forklæde.
Dér kan han smage den første salte dråbe af musikkens væld. Selv siger han i et andet digt om at bytte potteskår med toner, at han fanger tonerne med sit øre, der er indrettet til den slags, og gemmer dem i sit indre klaver.
Erotikken er af den generte for ikke at sige frække slags, tæppebankning eller som i digtet om komponistens syv sange tilegnet snemanden. Den er smeltet, og ingen ved, hvor sangene er blevet af.
Stakkels mand. Han er forvandlet
til det rene vand, som søger
ned i afløbet, kan jeg se,
hvor det om lidt vil
blande sig med
det vaskevand, som den lille
mademoiselle på første sal netop
har kastet ud
efter at have vasket sig, gid jeg
vidste hvor.
Så diskret, på så afromantiseret vis, kan drømmen om og længslen efter den fysiske og åndelige forening mellem kunst og krop, mand og kvinde anskueliggøres. Og så stille kan en dansk digter parafrasere Andersens eventyr om Snemanden. Eske Mathiesen kan som den gamle eventyrdigter og den modernistiske komponist lade tingene tale for sig. Det er i den forbindelse værd at nævne, at Erik Satie valgte at skrive sit fornavn Erik med ’k’, fordi han var begejstret for H.C. Andersen og de nordiske vikinger.
Om kærligheden er der her desuden at sige, at Satie kan forsikre en vis fru Vinkelkraut om, at også pærer kan forelske sig. Men de bliver så hurtigt bløde. Det er deres problem.
Drømmen kan være mere kontant som i det lille digt om Saties ikke sidste, men næsten sidste ord, fra sygehuset hos nonnerne, hvor han drømte, at han var udstyret med to eksemplarer af det mandlige lem. ”Hvad kunne man ikke udrette med sådan et apparat! udbrød han til sygeplejersken, da han vågnede. Tænk Dem!”
Der er nu megen sproglig avlelyst i forfatterens variationer over tankemøder med musikeren. Han har i mange udgivelser holdt akkompagnerende stævnemøder med malere og grafikere og anvendt sådanne objektive korrelater til sin poesi på egen subjektiv vis. Han har med megen indføling i anden kunst og andre kunstnere leveret portrætter og selvportrætter med elegant distance, i en raffineret folkelig ånd, der ikke er indladende og måske derfor ikke har ramt det store publikum, men som ejer en ironisk varme – ironi i den betydning at sige noget andet, lige ved siden af, måske lige til venstre for det egentlige med virkning af netop at sætte det i relief.
Med det apparat har han udrettet ikke så lidt i potens, og kritisk potentiale nok, til at modtage årets Kritikerpris.
Kritikerprisen til Eske K. Mathiesen
Af TORBEN BROSTRØM
Det allerførste digt i Eske K. Mathiesens nu prisbelønnede værk med titlen Bonjour monsieur Satie er en henvendelse til den musikalske mester Erik Satie, der levede 1866-1925. Dér hilser tjenestepigen ham godmorgen og præsenterer en smukt flettet tæppebanker for ham, så det suser i luften, og siger om genstanden: ”Hun hedder Smæk for Skillingen!” Så fortsætter digtet:
Satie bukker dybt: Et yndigt navn.
Mademoiselle Smæk.
Må jeg kalde hende det?
Hvem der nu var et støvet tæppe
og trængte til en ordentlig
omgang!
Der er dermed lagt op til smæk for skillingen, en vending der ret betænkt betyder ’smæk i stedet for skillinger’, således at Eske nu får skillinger af Kritikerlavet for at have givet Satie en ordentlig omgang med sin fortroligt huslige tæppebanker. Den er så smukt flettet af sprog, at jeg forestiller mig, med hvilken tilfredshed den gode, gamle komponist i sin dadaistiske himmel modtager sine dada med passende masochistisk fryd. For det er dog tydeligt, at Eske elsker sin prügelknabe Erik, ikke som sadist men som ’satist’. Satie optræder i bogen både som sig selv og som en stilfærdig stunt-figur, en stand-in for digteren, som hans kæphest. Sådan har chacun son dada. Og på bogens fint farvelagte omslag lader Per Kirkeby meget passende digteren ride på en vælig ganger.
Indenfor træffer vi et stort antal dyr, flest små dyr, ganske vist, gerne vingede, samt en større mængde kunstnere: digtere, malere, musikere fra modernismens epoke i 1920’ernes Paris, der danner bogens fint flanerende miljø og Montmartre-kolorit, Tristan Tzara, Picabia, Cocteau, Max Jacob, Brancusi, Braque, Milhaud, i samtale, enetale eller omtale, og såmænd også den unge Knudåge Riisager, der dengang færdedes i kredsen og her af Satie roses for sin musikalske ’Gåsemor’, og således lykkes det Eske Mathiesen at få de gæs til at medvirke, som han altid har sværmet for og med lige fra sin debut i 1976, Fra spætternes have, hvorefter de blev titeldyr det følgende år med samlingen Ind i gåsens vendekreds, en vendekreds, der egentlig også kunne staves vennekreds. I begge bøger har Henning Christiansen sat digte i musik med nodebilag, en komponist, der også hentydes til i den aktuelle Satie-bog, eksperimenterende kunstner fra Mathiesens eget dada-beslægtede Fluxus-miljø i 1970’erne med værket ’Dejligt vejr i dag, n’est-ce pas, Ibsen?’ Vendingen forekommer i en samtale mellem Satie og billedhuggeren Brancusi, der netop arbejder på sin berømte søjle, der skal nå op til evigheden. ”Hvor ved du fra at den er foroven?” spørger Satie næsvist, mens de ellers taler om Yoghurt og hønsekødssuppe. Det er vers, der fint slentrende går på jorden, hvor poesien har sin evighed.
Ud over de særdeles mange referencer og allusioner til anden kunst og folklore verden rundt, er der vejr og vinger overalt i digterens mange, mange digthæfter ligesom i hans prosaeventyr, alle med gode, naturnære navne, og et af dem er selvfølgeligt og drilagtigt Kæpheste, mens det, der samler digte 2004-2008, hedder Tranedun. Og så er det endda lykkedes ham at producere endnu et lille hæfte siden Satie, med grafik af Seppo Mattinen, Vinterfluen, hedder det, fuldt som det er af vingedyr.
Eske Kaufmann Mathiesen er en sprogfølsom fuglefænger, der med en særligt indrettet tryllefløjte hej hop! kan fremkalde det almindeliges mærkværdige selvfølgelighed eller som med den tålmodige hyrdes øre kan opfange ’stilhedens kendingsmelodi’. Som en poesiens John Cage kan han lægge et selvvalgt filter i form af et lag beskrevet papir hen over de stemte pianostrenge og kalde en anden lyd frem, uanstrengt, men strengt i betydningen klanglig præcist. Hvor er det sjovt og uvant at overvære disse små verbale happenings, når Satie f.eks. høfligt letter på bowleren og træder til side for regnbygen, så den kan passere og solen træde til. For den dag ville Satie blot kontrollere, at solstrålerne faldt som de skulle. Det er som en samtale med sproget eller som et klaverstykke af den slags, Satie selv kalder ’gymnopédie’, der kan betyde noget i retning af at gå på bare fødder. Andre legende titler er Saties ’kynisk idyl’, ’streng reprimande’, ’uappetitlig koral’. Eske Mathiesens Goddag til Erik Satie er et punktlyrikkens svar på den prosaiske samtalebog. Blot nøjes den ikke med at være tostemmig, idet den omfatter Satie og hans venner og folk, han møder, eller som poeten lader ham møde.
De giver deres besyv med som f.eks. kvinden, hvis nye forlovede er musiker og spiller redekam. Men han kan desværre ikke spille med på komponistens divertissement ’La Brillantine’ for redekam med sideskilning, for den sidder i venstre side. Det er jo hårrejsende.
Og dér til venstre sidder sympatierne tydeligt nok i al selvfølgelighed, eftersom magthaverne minder ham om den gamle krage i nabohaven, der trak ormene kun halvt op af mulden og lod dem sprælle jorden af sig, inden den slubrede dem i sig. På den måde er digterens praksis et modsprog til dominansen, til konventionerne i stort og småt, ikke i direkte udsagn, men i evnen til at se det almindelige fra en anden synsvinkel og forunderliggøre vanerne. Eller skabe helt nye vaner, når ”Satie beder Gud om tilgivelse for en ganske særlig synd”, den at sænke blikket fra altertavlen, krucifikset og prædikestolen ned på gulvet,
Jeg kan ikke gøre for det
Men de hårdt brændte flisers
enkle mønstre danner
hinkeruder, som mine øjne, der godt
kan være lidt ulydige, fordi
de er så barnlige, ikke
kan lade være med
at hoppe rundt i.
Som et nyt præludium på klaviaturet eller en ’gnossienne’. En synlig musik. Satie havde sin egen gnosis.
Og den unge mand som ville have ham til musiklærer i den høje kunst, henviser han helt forarget til rejekællingen i
Rue de Seine, hende der råber
med friske fisk fra Dieppe, hende
med det knaldgule forklæde.
Dér kan han smage den første salte dråbe af musikkens væld. Selv siger han i et andet digt om at bytte potteskår med toner, at han fanger tonerne med sit øre, der er indrettet til den slags, og gemmer dem i sit indre klaver.
Erotikken er af den generte for ikke at sige frække slags, tæppebankning eller som i digtet om komponistens syv sange tilegnet snemanden. Den er smeltet, og ingen ved, hvor sangene er blevet af.
Stakkels mand. Han er forvandlet
til det rene vand, som søger
ned i afløbet, kan jeg se,
hvor det om lidt vil
blande sig med
det vaskevand, som den lille
mademoiselle på første sal netop
har kastet ud
efter at have vasket sig, gid jeg
vidste hvor.
Så diskret, på så afromantiseret vis, kan drømmen om og længslen efter den fysiske og åndelige forening mellem kunst og krop, mand og kvinde anskueliggøres. Og så stille kan en dansk digter parafrasere Andersens eventyr om Snemanden. Eske Mathiesen kan som den gamle eventyrdigter og den modernistiske komponist lade tingene tale for sig. Det er i den forbindelse værd at nævne, at Erik Satie valgte at skrive sit fornavn Erik med ’k’, fordi han var begejstret for H.C. Andersen og de nordiske vikinger.
Om kærligheden er der her desuden at sige, at Satie kan forsikre en vis fru Vinkelkraut om, at også pærer kan forelske sig. Men de bliver så hurtigt bløde. Det er deres problem.
Drømmen kan være mere kontant som i det lille digt om Saties ikke sidste, men næsten sidste ord, fra sygehuset hos nonnerne, hvor han drømte, at han var udstyret med to eksemplarer af det mandlige lem. ”Hvad kunne man ikke udrette med sådan et apparat! udbrød han til sygeplejersken, da han vågnede. Tænk Dem!”
Der er nu megen sproglig avlelyst i forfatterens variationer over tankemøder med musikeren. Han har i mange udgivelser holdt akkompagnerende stævnemøder med malere og grafikere og anvendt sådanne objektive korrelater til sin poesi på egen subjektiv vis. Han har med megen indføling i anden kunst og andre kunstnere leveret portrætter og selvportrætter med elegant distance, i en raffineret folkelig ånd, der ikke er indladende og måske derfor ikke har ramt det store publikum, men som ejer en ironisk varme – ironi i den betydning at sige noget andet, lige ved siden af, måske lige til venstre for det egentlige med virkning af netop at sætte det i relief.
Med det apparat har han udrettet ikke så lidt i potens, og kritisk potentiale nok, til at modtage årets Kritikerpris.
fredag den 26. marts 2010
Alice debriefed
Visionens visualitet OK vidunderlig
i al artificiel fantasifuldhed,
men forunderlandet så plat plotificeret,
Jabberwocky himself afnonsensificeret:
Et tu, Tim!
i al artificiel fantasifuldhed,
men forunderlandet så plat plotificeret,
Jabberwocky himself afnonsensificeret:
Et tu, Tim!
Biografdage
I går aftes var min søn og jeg inde og se Paul Greengrass' The Green Zone i Palads, som praktisk talt ligger lige ved siden af: Mudret og udpindet plot, men suverænt nærværende eksplosioner.
Om ti minutter vandrer vi hele vejen op ad Gl. Kongvevej for at se Tim Burtons Alice in Wonderland i Falkoner-biografen, hvor ingen af os før har sat vores ben, fordi vi ikke vil se den i Palads, og den er allerede smidt ud af Imperial, men vi vil så heller ikke se den i 3D. Det er for distraherende, når man er til auteur-seance.
Om ti minutter vandrer vi hele vejen op ad Gl. Kongvevej for at se Tim Burtons Alice in Wonderland i Falkoner-biografen, hvor ingen af os før har sat vores ben, fordi vi ikke vil se den i Palads, og den er allerede smidt ud af Imperial, men vi vil så heller ikke se den i 3D. Det er for distraherende, når man er til auteur-seance.
Det forsvundne (sære) lem
Irriterende udskiftning af min overskrift til anmeldelsen af Klaus Rifbjergs nye roman i dagens WA Bøger:
I stedet for det meningsløse udråb "Rifraf Filongongong" (om en i særklasse tyst roman! (jeg havde brugt "Rifraf" bare, hentydende til ordet riffraff's engelske betydning: udskud, som anmeldelsens trompet - der nu i stedet er "mesterværk", og det er en rigtig god bog, men det sågu ikke noget mesterværk)) var min overskrift et omhyggeligt valgt citat fra romanen:
Den sære, stumme styrke i lemmet
(og nej, min overskrift til Boberg-anmeldelsen ovenover var heller ikke "Magtfuld surhed", men "Han snubler hele vejen op" - jeg har min rubrikære!)
I stedet for det meningsløse udråb "Rifraf Filongongong" (om en i særklasse tyst roman! (jeg havde brugt "Rifraf" bare, hentydende til ordet riffraff's engelske betydning: udskud, som anmeldelsens trompet - der nu i stedet er "mesterværk", og det er en rigtig god bog, men det sågu ikke noget mesterværk)) var min overskrift et omhyggeligt valgt citat fra romanen:
Den sære, stumme styrke i lemmet
(og nej, min overskrift til Boberg-anmeldelsen ovenover var heller ikke "Magtfuld surhed", men "Han snubler hele vejen op" - jeg har min rubrikære!)
Den fortsatte samtale med ænderne på Skt. Jørgens Sø
I er nok foret med fjer,
men jeg er fjoget med feer.
men jeg er fjoget med feer.
torsdag den 25. marts 2010
Albuen Albinus
Blogposten nedenfor fortsat efter jeg har brugt et døgns tid på at få mit vejr:
Dvs. Tammi Øst sang og guitarspillede til mine digte "Amerika" II & III (som 1 sang) og "Søren Ole Mikkelsen" III, alle fra Go-Go, med Jens Albinus på kor og klaver og mundharpe og plasticrør - og det troede jeg aldrig jeg skulle høre; jeg sad bogstaveligt talt med åben mund og polypper; jeg var sikker på, at den eneste lyd, der lød i de digte, var min egen skingert risskovianske stemmeføring, jeg troede ikke for mit liv, at de var kønt og dramatisk og insisterende sangbare, og pludselig var det overhovedet ikke mine digte, de tilhørte Tammi og Albinus i stedet og det ikke lille publikum, som jeg, selvom jeg sad på scenen, nu var en del af. Dette er omkvædet (= "Amerika" III) i den første sang, som nu slet ikke kan læse som et digt, men kun høres som et omkvæd:
drømmen om et liv
med tydelige fartstriber,
det er mine ansigter,
stjernerne skal skære.
Også fantastisk at opleve min yndlings-monster-revyvise "Postdistrikter" for fuld hammer og bowlerhat og slå løs med plasticrøret til readymade-popsangen "PSM Bib", men digtsangene, de gik lige ind - og igennem: jeg sad dér fuld af skudhuller!
(min søn filmede seancens hightlights og forhåbentlig får vi kastet nogle klip ud her eller dér henover weekenden)
Dvs. Tammi Øst sang og guitarspillede til mine digte "Amerika" II & III (som 1 sang) og "Søren Ole Mikkelsen" III, alle fra Go-Go, med Jens Albinus på kor og klaver og mundharpe og plasticrør - og det troede jeg aldrig jeg skulle høre; jeg sad bogstaveligt talt med åben mund og polypper; jeg var sikker på, at den eneste lyd, der lød i de digte, var min egen skingert risskovianske stemmeføring, jeg troede ikke for mit liv, at de var kønt og dramatisk og insisterende sangbare, og pludselig var det overhovedet ikke mine digte, de tilhørte Tammi og Albinus i stedet og det ikke lille publikum, som jeg, selvom jeg sad på scenen, nu var en del af. Dette er omkvædet (= "Amerika" III) i den første sang, som nu slet ikke kan læse som et digt, men kun høres som et omkvæd:
drømmen om et liv
med tydelige fartstriber,
det er mine ansigter,
stjernerne skal skære.
Også fantastisk at opleve min yndlings-monster-revyvise "Postdistrikter" for fuld hammer og bowlerhat og slå løs med plasticrøret til readymade-popsangen "PSM Bib", men digtsangene, de gik lige ind - og igennem: jeg sad dér fuld af skudhuller!
(min søn filmede seancens hightlights og forhåbentlig får vi kastet nogle klip ud her eller dér henover weekenden)
onsdag den 24. marts 2010
Den saglige hjemkundskab - TONIGHT PÅ DET KGL!
I Skuespilhusets foyer medvirker jeg i aften 18:30-19:30 i Tammi Østs og Jens Albinus' ugentlige sang- og diskussionssalon om og med "Den hjemløse sagkundskab", og det kommer ikke til at gå stille af - ind i mellem diskussioner om god og dårlig smag vil Øst og Albinus afsynge Anton Melbyes sindssyge revyvise "Nye postdistrikter", ønsket af mig, plus et par gamle LB-digte (sat til ny musik af Øst) og et popnummer med ny readymade-tekst ved mig, ønsket af Øst og Albinus, som i originaldudgaven (den er rimeligt nok blevet kraftigt bearbejdet, kan jeg forstå) lyder sådan her (gæt selv readymade-konteksten):
PSM BIB- en readymade popsang
Orwells håb og frygt. Mere Munk.
Den fjerde statsmagt. Munk.
Magt og afmagt. Spor.
Den naturlige orden. Miljøproblemer-
lokalt og globalt. Kurs mod katastrofer.
Nat uden daggry. Midt i redeligheden.
Tro, håb og fællesskab. Fra tid til anden.
Livet i gøgereden. På sporet af det forsvundne menneske.
Synspunkter i konservatismen. Erotismen.
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
Orwells håb og frygt. Mere Munk.
Den fjerde statsmagt. Munk.
Magt og afmagt. Spor.
Den naturlige orden. Miljøproblemer-
lokalt og globalt. Kurs mod katastrofer.
Nat uden daggry. Midt i redeligheden.
Tro, håb og fællesskab. Fra tid til anden.
Livet i gøgereden. På sporet af det forsvundne menneske.
Synspunkter i konservatismen. Erotismen.
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
(syng med alle sammen)
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
- og nå ja, jeg vil også recitere noget Storm P., "Aakirkeby" selvfølgelig (der i dagens anledning vil blive omdøbt til "Åkirkeby"!). Mød op strunkt, ewnhver af jer, der nogensinde er blevet dømt for at have smag, god eller dårlig!
Her er et link:
http://www.kglteater.dk/Forestillinger/DKTplus_liste/DKTplus09_10/salon.aspx
PSM BIB- en readymade popsang
Orwells håb og frygt. Mere Munk.
Den fjerde statsmagt. Munk.
Magt og afmagt. Spor.
Den naturlige orden. Miljøproblemer-
lokalt og globalt. Kurs mod katastrofer.
Nat uden daggry. Midt i redeligheden.
Tro, håb og fællesskab. Fra tid til anden.
Livet i gøgereden. På sporet af det forsvundne menneske.
Synspunkter i konservatismen. Erotismen.
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
Orwells håb og frygt. Mere Munk.
Den fjerde statsmagt. Munk.
Magt og afmagt. Spor.
Den naturlige orden. Miljøproblemer-
lokalt og globalt. Kurs mod katastrofer.
Nat uden daggry. Midt i redeligheden.
Tro, håb og fællesskab. Fra tid til anden.
Livet i gøgereden. På sporet af det forsvundne menneske.
Synspunkter i konservatismen. Erotismen.
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
(syng med alle sammen)
Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen
mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826
bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli bib bib bibli yeah
- og nå ja, jeg vil også recitere noget Storm P., "Aakirkeby" selvfølgelig (der i dagens anledning vil blive omdøbt til "Åkirkeby"!). Mød op strunkt, ewnhver af jer, der nogensinde er blevet dømt for at have smag, god eller dårlig!
Her er et link:
http://www.kglteater.dk/Forestillinger/DKTplus_liste/DKTplus09_10/salon.aspx
Hjerteoppumpning 3
Politikens tredje excessive hjerteuddeling til et stykke genrelitteratur på under en uge: I dag onsdag giver Anders Bodelsen fire hjerter til Olav Hergels propaganda-thriller eller "spændings- og nøgleroman om den svære integrationsproces" Indvandreren efter i sin anmeldelse at have formuleret føgende giftigheder:
'Indvandreren' er altså en nøgleroman. Det er ikke meningen, at man skal bryde sin hjerne med hensyn til, hvem der er hvem. Eller - hvor forfatteren selv befinder sig./ Det sidste er på én gang bogens svaghed og styrke [nøjagtig samme sofistiske formel brugte Sophie Engberg Sonne i sin Leif Davidsen-anmeldelse: styrke er også svaghed!!?? LB]. Mens handlingen lunter af sted, affyres der meninger på kryds og tværs. I et efterord fortæller Hergel, at "nogle af de udtalelser romanens personer fremkommer med, har stået i andre sammenhænge i danske medier". Ærlig snak. Men de store talebobler af lånt tekst gør fiktionen stiv.
Handlingsluntende og citatstiv spændingsroman: Værsgo, fire hjerter! Mens Klaus Rifbjergs nye, bittelille og utroligt fine (anti-spændings)roman, Skiftespor, som jeg selv hjerte- og stjerneløst, men markeret glad i låget anmelder fredag, ovre i yderste højre spalte må stille sig tilfreds med sølle tre hjerter, selv om Lasse Horne Kjældgaard, så vidt jeg kan læse, ingen steder i sin anmeldelse eksplicit kritiserer romanen for noget som helst, ud over at den ikke er særlig lang, og at den ikke uden videre handler om dansk fremmedpolitik ligesom Hergels roman:
Kan Rifbjergs nye roman læses som et indlæg i den aktuelle 'udlændingedebat' eller den endeløse strid om, hvad vi kan og skal 'bruge' besættelsestiden til i dag? Ja - det ville være oplagt - og alligevel ikke adækvat [adækvat!!?? hvad er det for et kontorcheford! LB]/ Som roman gør 'Skiftespor' nemlig først og fremmest indtryk i kraft af sine fint registrerede stemninger samt den - undskyld udtrykket! [alt forladt!? LB] - skæve synsvinkel ...
Men for satan i helvede: Olav Hergel er en skide journalist, der skriver skide journalistisk, Klaus Rifbjerg er en rigtig digter, der skriver rigtig digterisk (hvilket Anders Bodelsen vistnok og måske også er, han var det i hvert fald dengang, han skrev den nøgleroman om Rifbjerg, der hedder Straus). Der er lige præcis fanden til forskel!
'Indvandreren' er altså en nøgleroman. Det er ikke meningen, at man skal bryde sin hjerne med hensyn til, hvem der er hvem. Eller - hvor forfatteren selv befinder sig./ Det sidste er på én gang bogens svaghed og styrke [nøjagtig samme sofistiske formel brugte Sophie Engberg Sonne i sin Leif Davidsen-anmeldelse: styrke er også svaghed!!?? LB]. Mens handlingen lunter af sted, affyres der meninger på kryds og tværs. I et efterord fortæller Hergel, at "nogle af de udtalelser romanens personer fremkommer med, har stået i andre sammenhænge i danske medier". Ærlig snak. Men de store talebobler af lånt tekst gør fiktionen stiv.
Handlingsluntende og citatstiv spændingsroman: Værsgo, fire hjerter! Mens Klaus Rifbjergs nye, bittelille og utroligt fine (anti-spændings)roman, Skiftespor, som jeg selv hjerte- og stjerneløst, men markeret glad i låget anmelder fredag, ovre i yderste højre spalte må stille sig tilfreds med sølle tre hjerter, selv om Lasse Horne Kjældgaard, så vidt jeg kan læse, ingen steder i sin anmeldelse eksplicit kritiserer romanen for noget som helst, ud over at den ikke er særlig lang, og at den ikke uden videre handler om dansk fremmedpolitik ligesom Hergels roman:
Kan Rifbjergs nye roman læses som et indlæg i den aktuelle 'udlændingedebat' eller den endeløse strid om, hvad vi kan og skal 'bruge' besættelsestiden til i dag? Ja - det ville være oplagt - og alligevel ikke adækvat [adækvat!!?? hvad er det for et kontorcheford! LB]/ Som roman gør 'Skiftespor' nemlig først og fremmest indtryk i kraft af sine fint registrerede stemninger samt den - undskyld udtrykket! [alt forladt!? LB] - skæve synsvinkel ...
Men for satan i helvede: Olav Hergel er en skide journalist, der skriver skide journalistisk, Klaus Rifbjerg er en rigtig digter, der skriver rigtig digterisk (hvilket Anders Bodelsen vistnok og måske også er, han var det i hvert fald dengang, han skrev den nøgleroman om Rifbjerg, der hedder Straus). Der er lige præcis fanden til forskel!
Why Did Obama Use So Many Pens to Sign the Health Care Bill?
After more than a year of bitter political debate and seemingly inescapable congressional deadlock, President Obama sat down in the White House East Room on March 23 and signed the 2010 Patient Protection and Affordable Care Act into law with a stroke of his pen. And then another pen. And another. Obama used 22 pens to sign the landmark $938 billion health care bill. It would seem that either the President has an undiagnosed case of OCD or the White House needs better office supplies. Actually, the President was just adhering to an obscure Washington tradition. The practice of using multiple pens to sign important legislation dates at least as far back as Franklin Roosevelt and is now one of our government's frivolous little quirks, much like that oversize gavel Nancy Pelosi carried around the other day. The rationale is fairly simple. The pen used to sign historic legislation itself becomes a historical artifact. The more pens a President uses, the more thank-you gifts he can offer to those who helped create that piece of history. The White House often engraves the pens, which are then given as keepsakes to key proponents or supporters of the newly signed legislation. When Lyndon Johnson signed the Civil Rights Act in 1964, he reportedly used more than 75 pens and gave one of the first ones to Martin Luther King Jr. Senators Hubert Humphrey and Everett McKinley Dirksen also received pens for their aid in shuttling the bill through Congress. And in 1996, President Clinton gave the four pens he used to sign the Line-Item Veto bill — which allowed Presidents to veto individual sections of legislation rather than the entire thing — to those most likely to appreciate the bill's impact: Gerald Ford, Jimmy Carter, Ronald Reagan and George H.W. Bush. But how does a President even sign his name with so many pens? Does he print it? Does his signature come out looking disconnected and wobbly? What if he runs out of letters? "I've been practicing signing my name slowly," President Obama joked in January 2009 when he signed the Lilly Ledbetter Fair Pay Act — for which he used seven pens. President Kennedy had the process figured out: when he needed more letters, he wasted ink by spelling out his middle name and adding a flourish under his signature. Once they're given away, some pens wind up in museums; others are displayed proudly in recipients' offices or homes. But they sometimes pop up again, like in the 2008 presidential campaign, when John McCain vowed to use the same pen given to him by President Reagan to cut pork from the federal budget. Not every President goes for the multipen signature, however. President George W. Bush preferred signing bills with only one pen and then offering several unused "gift" pens as souvenirs. Even a piece of legislation as famous as the Homeland Security Act got only one line of ink. When it was over, the President is rumored to have pocketed it.
- fra time.com
- fra time.com
tirsdag den 23. marts 2010
Og så af sted til Helsingør
Dato for foredragets afholdelse: 23. marts 2010
Tidspunkt for foredragets afholdelse; 19:00-21:00
Adresse for foredragets afholdelse: Toldkammeret, Havnepladsen 1, 3000 Helsingør
Emne for foredraget: Yndlingsaversioner & yndlingsperversioner
Pris for foredraget: x + transport
Udstyr: intet
Kontakperson: Niels-Bo Vogensen
Tidspunkt for foredragets afholdelse; 19:00-21:00
Adresse for foredragets afholdelse: Toldkammeret, Havnepladsen 1, 3000 Helsingør
Emne for foredraget: Yndlingsaversioner & yndlingsperversioner
Pris for foredraget: x + transport
Udstyr: intet
Kontakperson: Niels-Bo Vogensen
Tiggende tyndhed
Jeg kommer heller ikke til at holde kæft om Skyum dér, men inden jeg går i gang med min gævt glade anmeldelse af Thomas Bobergs sublimt sure digtsamling Hesteæderne, vil jeg gerne anholde (mindst!) 1 stk. citatmisburg i Erik Skyum-Nielsen anmeldelse i Information, hvor han nemlig skoser digterjegets patos:
ja, han beskriver sig som så jamrende fattig, at "kun en ganske tynd film skiller mig fra tiggerens eksistens"
Men prøv lige at læse det hele, lille digt, citatet er hentet fra:
En ganske tynd eksistens
skiller mig fra filmens tigger.
En ganske filmisk eksistens
skiller mig fra den tiggende tyndhed.
En ganske tynd tigger
skiller mig fra eksistensens film.
En ganske tynd film
skiller mig fra tiggerens eksistens.
Et udsagn genereret af så eksplicit mekanisk en permutationsproces kan for syv søren da ikke tages for gode, centrallyriske varer, og da slet ikke med ordet "film" som den centrale joker-glose, der både betyder levende billeder (fra smalfilm til biograffilm) og (Nudansk ordbog): "et tyndt materiale af plastic" og "en tynd glat belægning".
ja, han beskriver sig som så jamrende fattig, at "kun en ganske tynd film skiller mig fra tiggerens eksistens"
Men prøv lige at læse det hele, lille digt, citatet er hentet fra:
En ganske tynd eksistens
skiller mig fra filmens tigger.
En ganske filmisk eksistens
skiller mig fra den tiggende tyndhed.
En ganske tynd tigger
skiller mig fra eksistensens film.
En ganske tynd film
skiller mig fra tiggerens eksistens.
Et udsagn genereret af så eksplicit mekanisk en permutationsproces kan for syv søren da ikke tages for gode, centrallyriske varer, og da slet ikke med ordet "film" som den centrale joker-glose, der både betyder levende billeder (fra smalfilm til biograffilm) og (Nudansk ordbog): "et tyndt materiale af plastic" og "en tynd glat belægning".
mandag den 22. marts 2010
Hjerteoppumpning 2
De fremturer, Politiken, med deres uforholdsmæssige hjertegivning i markeret skeptiske anmeldelser af genrelitteratur. I dag gælder det Leif Davidsens nye roman Min broders vogter, om hvilken det i Sophie Engeberg Sonnes anmeldelse bl.a. hedder:
(...) den seneste omgang 'krimiunderholdning møder historieundervisning' fra storsælgeren Leif Davidsen (...) romanens rejse (...) er imponerende i sit omfang - og en lille smule udmattende. (...) Man må tage det gode med det onde, når det kommer til Davidsen. Det er nemlig de samme ting, der gør hans romankunst så levende og læsevenlig, der gør 'Min broders vogter' lidt trættende. (...) Somme tider tipper tonen mod det ophobet vidensformidlende – der går historietime i fortællingen, og Davidsen har en tendens til at blive lidt pedantisk i sin viden.
Grundighed er en dyd, men den overdrevne detaljerigdom truer enkelte steder med at blive en hæmsko for læsningen af de 464 tætskrevne sider.
Og tik - tik- tik- tik så får bogen fire hjerter! Sonnes anmeldelse er ikke så sønderknusende som Bo Taos af Hammmer'ne, men med de citerede klare, flere gange gentagne forbehold burde man ikke komme op på mere end tre hjerter (taget på ordet var Bo Taos anmeldelse til en eller to hjerter). Og jeg vil vove at påstå, at hvis det i stedet havde været en anmeldelse af en digtsamling eller anden boglig smalhed, så ville en karakterstik af bogen som udmattende, trættende, ophobet vidensformidlende, pedantisk etc. aldeles have umuliggjort en karaktergivning på fire hjerter. Fordi generelitteratur (angiveligt, vi er nogle der er uenige, for den gode genrelitteraturs skyld!) ikke skal kvalificere sig litterært, trækker en kritik af dens litterære kvaliteter ikke fra i bedømmelsen, tværtimod, Men det virkelig urimelige er jo, at hos både Bo Tao og Sophie Sonne er kritikken (også) en kritik af bøgernes genre-performance eller -funktionalitet: Davidsen har (som sædvanlig, jeg har læst en håndfuld) skrevet en roman, der er åndssvagt leksikalsk tung i røven, og det er sgu da et større og mere centralt problem, når genren er historisk spændingsroman end hvis genren fx bare var historisk roman, eftersom en historisk spændingsroman skal forestille være en historisk roman, der er spændende. En spændingsroman, der ikke er spændende, er nu ikke bare bedre end en digtsamling, der ikke er poetisk, men automatisk top-hjertelig rigtig, rigtig god! That ain't right!
(...) den seneste omgang 'krimiunderholdning møder historieundervisning' fra storsælgeren Leif Davidsen (...) romanens rejse (...) er imponerende i sit omfang - og en lille smule udmattende. (...) Man må tage det gode med det onde, når det kommer til Davidsen. Det er nemlig de samme ting, der gør hans romankunst så levende og læsevenlig, der gør 'Min broders vogter' lidt trættende. (...) Somme tider tipper tonen mod det ophobet vidensformidlende – der går historietime i fortællingen, og Davidsen har en tendens til at blive lidt pedantisk i sin viden.
Grundighed er en dyd, men den overdrevne detaljerigdom truer enkelte steder med at blive en hæmsko for læsningen af de 464 tætskrevne sider.
Og tik - tik- tik- tik så får bogen fire hjerter! Sonnes anmeldelse er ikke så sønderknusende som Bo Taos af Hammmer'ne, men med de citerede klare, flere gange gentagne forbehold burde man ikke komme op på mere end tre hjerter (taget på ordet var Bo Taos anmeldelse til en eller to hjerter). Og jeg vil vove at påstå, at hvis det i stedet havde været en anmeldelse af en digtsamling eller anden boglig smalhed, så ville en karakterstik af bogen som udmattende, trættende, ophobet vidensformidlende, pedantisk etc. aldeles have umuliggjort en karaktergivning på fire hjerter. Fordi generelitteratur (angiveligt, vi er nogle der er uenige, for den gode genrelitteraturs skyld!) ikke skal kvalificere sig litterært, trækker en kritik af dens litterære kvaliteter ikke fra i bedømmelsen, tværtimod, Men det virkelig urimelige er jo, at hos både Bo Tao og Sophie Sonne er kritikken (også) en kritik af bøgernes genre-performance eller -funktionalitet: Davidsen har (som sædvanlig, jeg har læst en håndfuld) skrevet en roman, der er åndssvagt leksikalsk tung i røven, og det er sgu da et større og mere centralt problem, når genren er historisk spændingsroman end hvis genren fx bare var historisk roman, eftersom en historisk spændingsroman skal forestille være en historisk roman, der er spændende. En spændingsroman, der ikke er spændende, er nu ikke bare bedre end en digtsamling, der ikke er poetisk, men automatisk top-hjertelig rigtig, rigtig god! That ain't right!
ALLE i poetiske RØDder og Jacbørn!
Det kan nås endnu:
Digtkonkurrence!
Præsentation af konkurrencen.
I anledning af Allerød Kommunes 40års jubilæum udbydes hermed en digtkonkurrence for alle interesserede.
Der er to deltagerkategorier:
0-14 årige
15-? årige
Betingelser.
For at deltage i konkurrencen skal du skrive et digt, der refererer til Allerød.
Digtet skal handle om Allerød og ordet "Allerød" skal indgå.
Man må gerne indsende flere bidrag.
Navn, adresse, telefonnummer og alder(sgruppe) skal fremgå af det indsendte bidrag.
Priser/præmier.
Der er rigtig flotte præmier til vinderne af hver kategori i form af gavekort til Allerød butikkerne.
Tidshorisonter og frister.
Dit digt skal indsendes eller afleveres til
Allerød Bibliotek, Skovensvej 4, 3450 Allerød
senest torsdag d. 25. marts 2010 kl. 14.
Præmieoverrækkelse lørdag d. 10. april 2010 kl. 14 på Allerød Bibliotek.
Præsentation af dommerpanelet.
Dommerpanelet består af forfatter, redaktør og kritiker Lars Bukdahl,
rektor ved Allerød Gymnasium Kirsten Schiellerup,
Souschef Nina Madsen og Bibliotekar Maria Björnsdóttir.
Præmierne overrækkes af borgmester Erik Lund.
Digtkonkurrence!
Præsentation af konkurrencen.
I anledning af Allerød Kommunes 40års jubilæum udbydes hermed en digtkonkurrence for alle interesserede.
Der er to deltagerkategorier:
0-14 årige
15-? årige
Betingelser.
For at deltage i konkurrencen skal du skrive et digt, der refererer til Allerød.
Digtet skal handle om Allerød og ordet "Allerød" skal indgå.
Man må gerne indsende flere bidrag.
Navn, adresse, telefonnummer og alder(sgruppe) skal fremgå af det indsendte bidrag.
Priser/præmier.
Der er rigtig flotte præmier til vinderne af hver kategori i form af gavekort til Allerød butikkerne.
Tidshorisonter og frister.
Dit digt skal indsendes eller afleveres til
Allerød Bibliotek, Skovensvej 4, 3450 Allerød
senest torsdag d. 25. marts 2010 kl. 14.
Præmieoverrækkelse lørdag d. 10. april 2010 kl. 14 på Allerød Bibliotek.
Præsentation af dommerpanelet.
Dommerpanelet består af forfatter, redaktør og kritiker Lars Bukdahl,
rektor ved Allerød Gymnasium Kirsten Schiellerup,
Souschef Nina Madsen og Bibliotekar Maria Björnsdóttir.
Præmierne overrækkes af borgmester Erik Lund.
søndag den 21. marts 2010
Hvedekornskrummer
Atter er der inde hos dr.dk's Testklub http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Testklubben/Testklubben.htm spot på to Hvedekornsdebutanter, denne gang Pernille Abd-el Dayem og Bror S. Skardhamar (og modsat hvad mange tror bliver debutanter ikke udvalgt efter de poetiske kvaliteter i deres navne) fra nr. 4, 2010, en tekst af hver fra debuten og et billede af hver (stort trip for mig!) og et interview med hver, her er Pernilles og Brors bud henholdsvis på " en kort beskrivelse af dig selv"
Jeg er 24 år gammel. Hver dag er der noget jeg skal, men også mange ting jeg faktisk ikke skal.
Mit navn er Bror, jeg er twenty-something og læser neo-fascisme i København. Så kan jeg godt lide film, tal og moderne dans.
Jeg vil også citere de "særlige temaer eller dilemmaer" der optager Pernille:
Smidighed. Hvordan at tekster kan være det. Hvordan det måske kræver mod at være lige så smidige som dem.
To mere erfarne skribenter, som er førstegangsHvedekornsoptrædende i nr. 4, 2010 med hver deres interaktive bidrag, Frederik Bjerre Andersen og Thomas Ladegaard, har markeret begivenheden på hver deres blog:
http://bjerreandersen.dk/hvedekorn-debut/
http://www.kommunikationsforum.dk/thomas-ladegaard/blog/foerste-gang-i-hvedekorn
Bidragyderne er Hvedekorns bedste reklameagenter!
Jeg er 24 år gammel. Hver dag er der noget jeg skal, men også mange ting jeg faktisk ikke skal.
Mit navn er Bror, jeg er twenty-something og læser neo-fascisme i København. Så kan jeg godt lide film, tal og moderne dans.
Jeg vil også citere de "særlige temaer eller dilemmaer" der optager Pernille:
Smidighed. Hvordan at tekster kan være det. Hvordan det måske kræver mod at være lige så smidige som dem.
To mere erfarne skribenter, som er førstegangsHvedekornsoptrædende i nr. 4, 2010 med hver deres interaktive bidrag, Frederik Bjerre Andersen og Thomas Ladegaard, har markeret begivenheden på hver deres blog:
http://bjerreandersen.dk/hvedekorn-debut/
http://www.kommunikationsforum.dk/thomas-ladegaard/blog/foerste-gang-i-hvedekorn
Bidragyderne er Hvedekorns bedste reklameagenter!
Halvhjerneanmeldelse
Jeg vil gerne give 1 halv hjerne til Politikens Bo Tao Michaëlis' 4 hjerter til Søren og Lotte Hammers überhypede kriminaroman Svinehunde, som han i anmeldelsens brødtekst fuldstændig nådesløst, herunder nådesløst elegant, kritiserer sønder og sammen, bl.a. og afslutningsvist således:
Romanen er solgt til en række lande, og åbenbart er det det, den læsende verden tørster efter: nordisk stegt flæsk med persillesovs, fæle mord i forstæderne, trakasserier mellem slægt og venner i sommerhus og soveby plus lidt heftig sex på skandinavisk facon. Du ved, det frie, frejdige fuck, som alligevel giver ekko af Ingmar Bergmans protestantiske skyldsbevidsthed fra scener af et svensk ægteskab. Alt sammen sat op med opklarende luntetrav med kaffe og småkager, klager over dit og dat om velfærdssamfundets mangler og dyder og så alligevel glæde ved en dejlig kvinde i bad, kaffe og en velsmurt ostemad. Nuvel, journalister er selvfølgelig noget skarn, mens anstændige samfundsborgere må finde sig i alskens samfundsmæssigt sjusk og sløseri! Sproget i ’Svinehunde’ er nogle gange mærkværdigt diffust, bagvendt og altmodisch.
Som metaforen »gustent som en moden byld«, mens gymnasiaster i dag kaldes for gymnasieelever, medmindre man var i kongens klæder sammen med oberst Hackel fra dengang i Korsbæk.
Hvorpå konklusionen helt ufunderet lyder: "Alligevel er ’Svindehunde’ en genuint gennemført og gedigen krimidebut." Og over anmeldelsen placeres de fire hjerter som fire jordbær på toppen af en fuldfed fluesvamp.
Romanen er solgt til en række lande, og åbenbart er det det, den læsende verden tørster efter: nordisk stegt flæsk med persillesovs, fæle mord i forstæderne, trakasserier mellem slægt og venner i sommerhus og soveby plus lidt heftig sex på skandinavisk facon. Du ved, det frie, frejdige fuck, som alligevel giver ekko af Ingmar Bergmans protestantiske skyldsbevidsthed fra scener af et svensk ægteskab. Alt sammen sat op med opklarende luntetrav med kaffe og småkager, klager over dit og dat om velfærdssamfundets mangler og dyder og så alligevel glæde ved en dejlig kvinde i bad, kaffe og en velsmurt ostemad. Nuvel, journalister er selvfølgelig noget skarn, mens anstændige samfundsborgere må finde sig i alskens samfundsmæssigt sjusk og sløseri! Sproget i ’Svinehunde’ er nogle gange mærkværdigt diffust, bagvendt og altmodisch.
Som metaforen »gustent som en moden byld«, mens gymnasiaster i dag kaldes for gymnasieelever, medmindre man var i kongens klæder sammen med oberst Hackel fra dengang i Korsbæk.
Hvorpå konklusionen helt ufunderet lyder: "Alligevel er ’Svindehunde’ en genuint gennemført og gedigen krimidebut." Og over anmeldelsen placeres de fire hjerter som fire jordbær på toppen af en fuldfed fluesvamp.
Læselettelser x 2
Jeg er så umanerligt lettet over, at
Klaus Rifbjergs roman Skiftespor og
Thomas Bobergs digtsamling Hesteæderne
læst i ét dobbelt stræk denne søndag eftermiddag
ikke skuffede: serielle maveplaskere afløst af
melankolsk henholdsvis galsindig saltomortale
Klaus Rifbjergs roman Skiftespor og
Thomas Bobergs digtsamling Hesteæderne
læst i ét dobbelt stræk denne søndag eftermiddag
ikke skuffede: serielle maveplaskere afløst af
melankolsk henholdsvis galsindig saltomortale
Snestorm var billigt sluppet åbenbart
Beijing ramt af sandstorm
Indbyggerne i Kinas hovedstad hovedstad Beijing vågnede i går op til en sandstorm. Sandstormen er den hidtil kraftigste, der har ramt millionbyen i år, skriver AP. Luftkvaliteten er "meget dårlig" for helbredet, advarer meterorologerne, der opfrodrer kineserne til at vinuder lukkede og dække munden til, når de går ud [med fx en mundkurv, for hvem har ikke en mundkurv liggende i deres cykelkurv LB].
Indbyggerne i Kinas hovedstad hovedstad Beijing vågnede i går op til en sandstorm. Sandstormen er den hidtil kraftigste, der har ramt millionbyen i år, skriver AP. Luftkvaliteten er "meget dårlig" for helbredet, advarer meterorologerne, der opfrodrer kineserne til at vinuder lukkede og dække munden til, når de går ud [med fx en mundkurv, for hvem har ikke en mundkurv liggende i deres cykelkurv LB].
Røde stregers røde tråd
Den perfekte måde at kondensere en tekst og et forfatterskab på: Stavekontrollens røde, stiplede streger! Her er først de understregede ord i Christina Hesselholdts bidrag til Hvedekorn 1, 2010:
checket
udforsken
slæberi
Ifigenia-kjole
truttelut
bell
Sava
glitren
gliden
vintret
fortættethed
udadslærte
bortvendthed
blodløshed
Og her er de understregede ord i Vibeke Grønfeldts bidrag:
hækplante
Nini
Agate
træblokke
hårdynge
trælugt
papirtøj
Krittes
lyskast
tagrude
gymnasielærertid
2 fremragende prosaister poetisk fanget på kornet af en virtuel dansklærer.
checket
udforsken
slæberi
Ifigenia-kjole
truttelut
bell
Sava
glitren
gliden
vintret
fortættethed
udadslærte
bortvendthed
blodløshed
Og her er de understregede ord i Vibeke Grønfeldts bidrag:
hækplante
Nini
Agate
træblokke
hårdynge
trælugt
papirtøj
Krittes
lyskast
tagrude
gymnasielærertid
2 fremragende prosaister poetisk fanget på kornet af en virtuel dansklærer.
lørdag den 20. marts 2010
Citatanmeldelse
Citater fra Katrine Grünfelds roman Sommerferie i positive anmeldelser af samme i Weekendavisen, Politiken (fire hjerter) og Information:
Den smasken, en lille kæde af trygge, varme smask, du laver med munden, når noget stemmer overens med din opfattelse af verden, fylder køkkenet.
(anmelderen: en sproglig ømhed og en psykologisk begavelse, der imponerer med sine skarpe iagttagelser af især detaljen)
Vi har ingen grund til at være andet end lykkelige. Her er varmt og smukt. Så dansk. Man skal bare have ryggen til klitterne, for lyngen ser trist ud, når den ikke er i blomst. Den ligner noget, der står tilbage efter en markbrænding.
(anmelderen: Katrine Grünfelds foruroligende sprogtone, der får lov at slutte som en anbefaling i sig selv)
Jeg har fået dig med ned til vandet. Selvom du hellere ville være blevet i sommerhuset.
[de taler om fortiden for] for noget skal vi jo taler om, det er så længe siden, vi har haft tid sammen.
Jeg går ud på terrassen, I er gået, lad det vare længe.
Det er altid rart at vise de gamle venner, at man har et liv, hvor man møder mennesker, spændende mennesker, som de ikke nødvendigvis har hørt om, at der kommer nyt vand i pølen ...
(anmelderen: Grünfeld er en eminent iagttager af ægteskabet og menneskers spil med hinanden.)
Og jeg siger, at jeg godt kan lide den sang, og du siger, at den er en overfladisk popsang. Jeg ved, at du har ret. Men jeg er irriteret, du irriterer mig, så derfor siger jeg, at det er alt for nemt at indtage den holdning.
(anmelderen: Samtidig har Grünfelds hyperrefleksive Jophanne en hørslevsk tendens til at rable eller pludre ren sprogligt:/ Så er parforholdsdissektionen slået an)
Jeg kan høre, han taler om lyset, om hvordan han har udviklet nogle helt nye og anderledes ideer, siden han slog sig ned her. Nogle ideer, han aldrig ville have udviklet i København, hvor han hang fast i den middelmådige kunstscene. Selv New York kan ikke måle sig med Fanø.
... hvordan blandingen af dårlige kloakforhold, duftranker, hvidløg fra den mad, folk i byen nød at tilberede, tilsammen lugtede af rigtige menneskers liv.
(anmelderen: Grünfelds kombination af kølige betragtninger, selvrefleksioner og indfølingsevne er utroligt rammende. Al sårbarheden, som heldigvis også gemmer sig i Johanne, skinner igennem i den intime henvendelsesform 'du' og i de konkrete sansninger, for eksempel i:)
- det er bemærkelsesværdigt mange citater for en romananmeldelse nu om dage, ligesom det er sjældent, at en prosaforfatter eksplicit roses for sin stil(ighed); mens jeg synes akkurat, problemet ved de citerede citater er, at de så kælent kvikt insisterer på at blive beundret for deres lydhøre, altgennemskuende (men ah så sørgmuntre) ironi, at det fuldstændig overdøver nogen genuin klang af virkelighed, i og udenfor fortællerstemmen. De er "citater" i bogen, allerede før de er citater i anmeldserne.
I næste uge vil jeg forsøge omsider at faktisk LÆSE Katrine Grünfelds roman ...
Den smasken, en lille kæde af trygge, varme smask, du laver med munden, når noget stemmer overens med din opfattelse af verden, fylder køkkenet.
(anmelderen: en sproglig ømhed og en psykologisk begavelse, der imponerer med sine skarpe iagttagelser af især detaljen)
Vi har ingen grund til at være andet end lykkelige. Her er varmt og smukt. Så dansk. Man skal bare have ryggen til klitterne, for lyngen ser trist ud, når den ikke er i blomst. Den ligner noget, der står tilbage efter en markbrænding.
(anmelderen: Katrine Grünfelds foruroligende sprogtone, der får lov at slutte som en anbefaling i sig selv)
Jeg har fået dig med ned til vandet. Selvom du hellere ville være blevet i sommerhuset.
[de taler om fortiden for] for noget skal vi jo taler om, det er så længe siden, vi har haft tid sammen.
Jeg går ud på terrassen, I er gået, lad det vare længe.
Det er altid rart at vise de gamle venner, at man har et liv, hvor man møder mennesker, spændende mennesker, som de ikke nødvendigvis har hørt om, at der kommer nyt vand i pølen ...
(anmelderen: Grünfeld er en eminent iagttager af ægteskabet og menneskers spil med hinanden.)
Og jeg siger, at jeg godt kan lide den sang, og du siger, at den er en overfladisk popsang. Jeg ved, at du har ret. Men jeg er irriteret, du irriterer mig, så derfor siger jeg, at det er alt for nemt at indtage den holdning.
(anmelderen: Samtidig har Grünfelds hyperrefleksive Jophanne en hørslevsk tendens til at rable eller pludre ren sprogligt:/ Så er parforholdsdissektionen slået an)
Jeg kan høre, han taler om lyset, om hvordan han har udviklet nogle helt nye og anderledes ideer, siden han slog sig ned her. Nogle ideer, han aldrig ville have udviklet i København, hvor han hang fast i den middelmådige kunstscene. Selv New York kan ikke måle sig med Fanø.
... hvordan blandingen af dårlige kloakforhold, duftranker, hvidløg fra den mad, folk i byen nød at tilberede, tilsammen lugtede af rigtige menneskers liv.
(anmelderen: Grünfelds kombination af kølige betragtninger, selvrefleksioner og indfølingsevne er utroligt rammende. Al sårbarheden, som heldigvis også gemmer sig i Johanne, skinner igennem i den intime henvendelsesform 'du' og i de konkrete sansninger, for eksempel i:)
- det er bemærkelsesværdigt mange citater for en romananmeldelse nu om dage, ligesom det er sjældent, at en prosaforfatter eksplicit roses for sin stil(ighed); mens jeg synes akkurat, problemet ved de citerede citater er, at de så kælent kvikt insisterer på at blive beundret for deres lydhøre, altgennemskuende (men ah så sørgmuntre) ironi, at det fuldstændig overdøver nogen genuin klang af virkelighed, i og udenfor fortællerstemmen. De er "citater" i bogen, allerede før de er citater i anmeldserne.
I næste uge vil jeg forsøge omsider at faktisk LÆSE Katrine Grünfelds roman ...
Hoveren på Skt. Jørgens Sø
Isen er sprød nu.
Hvor mennesker frygter at træde,
spankulerer ænder selvfedt.
Jeg skulle have buldret
derhenover,
mens tid var.
Hvor mennesker frygter at træde,
spankulerer ænder selvfedt.
Jeg skulle have buldret
derhenover,
mens tid var.
Frisko - nu med e
Hvedekorns nye font er cool og køn og "humanistisk" og hedder:
FRESKO
Glæd jer til den! Det gør jeg!
FRESKO
Glæd jer til den! Det gør jeg!
torsdag den 18. marts 2010
Anti-snestorm
Senere i Kenneth Rexroths One hundred poems from the chinese er der et digt af Tu Fu, hvis slutning modsiger den på litteraturens vegne modløse slutning i samme digters "Snestorm", som jeg som omtalt nedenfor læste i toget til sneplagede Nanjing og læste op for kolleger og studerende, da jeg var nået frem:
Night in the House by the River
It is late in the year;
Yin and Yang struggle
In the brief sunlight.
On the desert mountains
Frost and snow
Gleam in the freezing night,
Past midnight,
Drums and bugles all ring out,
Violent, cutting the heart.
Over the Triple Gorge the Milky Way
Pulsates between the stars.
The bitter cries of thousand of households
Can be heard above the noise of the battle.
Everywhere the workers sing wild songs.
The great heroes and generals of old time
Are yellow dust forever now.
Such are the affairs of men.
Poetry and letters
Persist in silence and solitude.
Hvilket jeg så til gengæld læste, da jeg sad i flyet i Beijing Lufthavn og ikke kunne komme ud af stedet pga. lige præcis en snestorm. Men nu er jeg kommet hjem, og så syntes jeg, at I skulle læse digtet.
Night in the House by the River
It is late in the year;
Yin and Yang struggle
In the brief sunlight.
On the desert mountains
Frost and snow
Gleam in the freezing night,
Past midnight,
Drums and bugles all ring out,
Violent, cutting the heart.
Over the Triple Gorge the Milky Way
Pulsates between the stars.
The bitter cries of thousand of households
Can be heard above the noise of the battle.
Everywhere the workers sing wild songs.
The great heroes and generals of old time
Are yellow dust forever now.
Such are the affairs of men.
Poetry and letters
Persist in silence and solitude.
Hvilket jeg så til gengæld læste, da jeg sad i flyet i Beijing Lufthavn og ikke kunne komme ud af stedet pga. lige præcis en snestorm. Men nu er jeg kommet hjem, og så syntes jeg, at I skulle læse digtet.
Referatanmeldelse
Tænk hvis man en gang imellem kunne få lov til bare at anmelde forlagets referat af en roman; det ville spare os allesammen, nej okay vel kun anmelderen en masse tid; det ville indrømmet gå galt 1 ud af 25 gange, men 24 ud af 25 gange ville det ikke gå galt, i hvert fald ikke hvad angår fantasiambitionen - som var noget jeg talte med Sjón om i et sent kinesisk tog forrige mandag - ikke engang en præ-2000-Helle Helle-novelle ville gide nøjes med (og i hendes tilfælde, det ene ud af de 25, få noget godt ud af) den handling, der ifølge Gyldendal er handlingen i Katrine Grünfelds nye roman nr. 2 (jeg har læst nr. 1), Sommerferie (man kunne også nøjes med at anmelde titlers fantasiløshed/fantasifuldhed, og igen: 1 ud 25 vs. 24 ud af 25):
Johanne, hendes mand Jakob og deres tre børn tager som altid af sted til deres sommerhus på Fanø for at tilbringe ferien der. Alt forløber, som det plejer, med strandliv, dasen, selskabelighed, snak, men med den ene undtagelse, at Johanne efter en meget våd sankthansfest går med en fremmed mand hjem. Hun lister ubemærket tilbage til sin familie om morgenen - det har været et øjebliks spænding, der står i modsætning til hendes lidt lidenskabsløse, rutineprægede, men velfungerende og harmoniske familie- og hverdagsliv.
- og hvis nu bare sankhansfesten er våd, fordi Vadehavet er ved at gå over sine bredder som led i en verdensomspændende syndflod, men det er den ikke nikke nej. Hvorfor dog skal den almindelige danske skønlitterære fantasipraksis være så utroligt indskrænket, at et referat som dette kan forekomme forlag og forfatter ikke bare fyldestgørende, men også tillokkende. Jeg ved virkelig ikke, om bogen er god, men referatet er godt nok ringe!
Johanne, hendes mand Jakob og deres tre børn tager som altid af sted til deres sommerhus på Fanø for at tilbringe ferien der. Alt forløber, som det plejer, med strandliv, dasen, selskabelighed, snak, men med den ene undtagelse, at Johanne efter en meget våd sankthansfest går med en fremmed mand hjem. Hun lister ubemærket tilbage til sin familie om morgenen - det har været et øjebliks spænding, der står i modsætning til hendes lidt lidenskabsløse, rutineprægede, men velfungerende og harmoniske familie- og hverdagsliv.
- og hvis nu bare sankhansfesten er våd, fordi Vadehavet er ved at gå over sine bredder som led i en verdensomspændende syndflod, men det er den ikke nikke nej. Hvorfor dog skal den almindelige danske skønlitterære fantasipraksis være så utroligt indskrænket, at et referat som dette kan forekomme forlag og forfatter ikke bare fyldestgørende, men også tillokkende. Jeg ved virkelig ikke, om bogen er god, men referatet er godt nok ringe!
onsdag den 17. marts 2010
En lertøjsskål er ikke nogen legetøjsskål
Så har Hvedekorn sørme fået fem stjerner igen af Jørgen Johansen i Berlingske TIdende, og jeg tror da simpelthen bare, at jeg citerer hele anmeldelsen:
Et kapitel i tidsskriftets og i forlagets historie er skrevet til ende. Vemodigt nok! I 46 år har Borgen kærligt plejet lyrikken og generøst givet husly til det på samme tid ærværdige og ungdommeligt sprælske Hvedekorn. Når historien trods alt ikke er ren begrædelighed, skyldes det, at et nyt forlag, Rosinante, står parat til at overtage ansvaret for driften af »talenternes fristed«. Netop det tilnavn lever denne sidste Borgen-udgave af Hvedekorn smukt op til med en lang stribe debutanter og Hvedekorn-leverandører med et par års anciennitet. De må imidlertid alle sammen finde sig i, at veteranen Eske K. Mathiesen løber med opmærksomheden. Mathiesen, der har optrådt i tidsskriftet siden 1969, præsenterer sin egen kanon for billedkunst. Ti digte gjort af samme stof som den vidunderligt morsomme bog »Bonjour Monsieur Satie«, der netop har indbragt forfatteren årets kritikerpris.
Eske Mathiesen har i et (som sædvanligt maskinskrevet) brev til redaktionen påpeget, at der ærgerligt nok har indsneget sig en fejl i afskriften (afskrift pga. maskinskriften) af digtet til og om keramikeren Buller Henriksen; der skal stå "lertøjsskål" og ikke "legetøjsskål" selvfølgelig, og undskyld for det til Eske og læseren, her er det korrekt klingende digt:
Når jeg knipser på kanten
af den buttede blå lertøjsskål
og synes den klinger som en
fjern aftenklokke over
grønne enge, så skyldes det næppe,
at der er indbagt nogen missionerende
hensigt i skålen. Det er blot
det fromme barn i mig selv, der sover
så let, vågner for ingen ting.
Et kapitel i tidsskriftets og i forlagets historie er skrevet til ende. Vemodigt nok! I 46 år har Borgen kærligt plejet lyrikken og generøst givet husly til det på samme tid ærværdige og ungdommeligt sprælske Hvedekorn. Når historien trods alt ikke er ren begrædelighed, skyldes det, at et nyt forlag, Rosinante, står parat til at overtage ansvaret for driften af »talenternes fristed«. Netop det tilnavn lever denne sidste Borgen-udgave af Hvedekorn smukt op til med en lang stribe debutanter og Hvedekorn-leverandører med et par års anciennitet. De må imidlertid alle sammen finde sig i, at veteranen Eske K. Mathiesen løber med opmærksomheden. Mathiesen, der har optrådt i tidsskriftet siden 1969, præsenterer sin egen kanon for billedkunst. Ti digte gjort af samme stof som den vidunderligt morsomme bog »Bonjour Monsieur Satie«, der netop har indbragt forfatteren årets kritikerpris.
Eske Mathiesen har i et (som sædvanligt maskinskrevet) brev til redaktionen påpeget, at der ærgerligt nok har indsneget sig en fejl i afskriften (afskrift pga. maskinskriften) af digtet til og om keramikeren Buller Henriksen; der skal stå "lertøjsskål" og ikke "legetøjsskål" selvfølgelig, og undskyld for det til Eske og læseren, her er det korrekt klingende digt:
Når jeg knipser på kanten
af den buttede blå lertøjsskål
og synes den klinger som en
fjern aftenklokke over
grønne enge, så skyldes det næppe,
at der er indbagt nogen missionerende
hensigt i skålen. Det er blot
det fromme barn i mig selv, der sover
så let, vågner for ingen ting.
tirsdag den 16. marts 2010
Ismalphabet
ABCism (everything must be alphabetized)
Brothism (everything must be soupified)
Cigarism (everything must smoke the cigar)
Dizzyism (everything must faint)
Electric boilerism (everything must boil and turn off by itself)
Fuckupism (everything must fuck up)
Getoffism (everything must get off)
HickupHICKism (everything HICK must HICK hickup)
Iceism (everything must ice over into a giant ice cream)
Jollyism (everything must be uncomfortably nice)
Kommunism (everyone must be equal)
Larsism (everything must be Larsified)
Mmmmmmism (everything must be hummed)
Netstockingism (everything must rustlingly network)
Ohifimaysaysoism (everything must oh if I may say so be said)
Pointlessism (everything must lack point)
Qism (everything must be used to help a secret agent)
Rimexistensialism (everything must live on the very rim)
Staststsatammerism (everything must stammer with stamina)
Tetherism (everything must pull at its tether)
Undueism (everything must unduely use as many U's as possible)
Vroufism (everything must bark)
Wowism (everything must gawp)
X-traism (everything must have that little extra)
Yellism (everything must yell)
- eller: Youism (everything must be you)
Zebraism (everything must be instriped)
- Oversat efter "Ismealfabetet", Alfabeter fra Pluto, af Rebecca Albinus og oplæst af mig i The Glamour Bar onsdag aften (Rebecca havde glemt G - ligesom jeg i mit allerførste alfabet Råbealfabetet glemte L - som jeg selv er kommet med et bud på; Y var en særdeles hård nød, som vi har hvert vores knæk på (nr. 2 er mit)). Tak til Rebecca for oversættelsen og resten af hendes entusiastiske og allersomvenligste indsats i Shanghai.
Brothism (everything must be soupified)
Cigarism (everything must smoke the cigar)
Dizzyism (everything must faint)
Electric boilerism (everything must boil and turn off by itself)
Fuckupism (everything must fuck up)
Getoffism (everything must get off)
HickupHICKism (everything HICK must HICK hickup)
Iceism (everything must ice over into a giant ice cream)
Jollyism (everything must be uncomfortably nice)
Kommunism (everyone must be equal)
Larsism (everything must be Larsified)
Mmmmmmism (everything must be hummed)
Netstockingism (everything must rustlingly network)
Ohifimaysaysoism (everything must oh if I may say so be said)
Pointlessism (everything must lack point)
Qism (everything must be used to help a secret agent)
Rimexistensialism (everything must live on the very rim)
Staststsatammerism (everything must stammer with stamina)
Tetherism (everything must pull at its tether)
Undueism (everything must unduely use as many U's as possible)
Vroufism (everything must bark)
Wowism (everything must gawp)
X-traism (everything must have that little extra)
Yellism (everything must yell)
- eller: Youism (everything must be you)
Zebraism (everything must be instriped)
- Oversat efter "Ismealfabetet", Alfabeter fra Pluto, af Rebecca Albinus og oplæst af mig i The Glamour Bar onsdag aften (Rebecca havde glemt G - ligesom jeg i mit allerførste alfabet Råbealfabetet glemte L - som jeg selv er kommet med et bud på; Y var en særdeles hård nød, som vi har hvert vores knæk på (nr. 2 er mit)). Tak til Rebecca for oversættelsen og resten af hendes entusiastiske og allersomvenligste indsats i Shanghai.
mandag den 15. marts 2010
Beijing-le-jangle 3 & Finland-finte
Afsted med mig: Søndag morgen tyve minutter i syv i Beijing, hvilket vil sige tyve minutter i midnat i København, og sådan er det hele vejen, Kina er altid foran – med dobbelt så lang fortid.
Beijing Boogie Woogie: Jeg vandrede Beijing rundt i går, bortset fra at det kan man jo ikke, jeg vandrede sikkert, hvad der i København svarer til Kgs. Nytorv, rundt, fra de smalle, nysselige gyder, hutongerne, hvor mit hotel ligger, til kommunismens og markedsøkonomiens ondt imposante paladser. Og jeg vandrede over den flade, flade Himmelske Freds Plads – ikke nogen rar himmel som dér er faldet ned på jorden som en stenet pandekage - og gennem Den Forbudte Bys hysteriske dukketeaterkulisse og sagde WOW på amerikansk rigtig og OPrigtig mange gange. Men en egentlig spadsereharmoni indfandt sig først, da jeg trådte ud på den smalle sti, der leder væk fra Jadeøen; her gik kineserne i omhyggelig slowmotion deres eftermiddagstur, og der gjorde jeg snart også.
KIPLING: Som sidste punkt på fodrejsen købte jeg en rygsæk til de fem kilo bøger, jeg i Shanghai Lufthavn, hvor det ikke gjorde nogen forskel, opdagede, at min kuffert vejede for meget. Og det er ikke løgn, at den er af mærket KIPLING.
Kildebeskyttelse: Jeg spiste mutters alene i en restaurant lige ved siden af hotellet, der på engelsk hed Source, med alt for mange småbitte tjenere, som en japansk familie, lallet gamling, yngre, nervøs kone, forkælet datter, ledt bossede rundt, som var det en scene i Tintin-hæftet Den blå lotus, som godt nok foregår i Shanghai, men alligevel. Desto kraftigere roste jeg igen og igen den udsøgte kinesiske mad, men det blev tjenerne lige så forskrækkede over.
Muzakken siger ping: Det er fire timer senere, jeg sidder i Beijing Lufthavn, og muzakken, lige nu en fløjte-version af noget Simon & Garfunkel, går blidt til marv og ben, rundt om mig snakker ældrebyrden skånsk og finsk og spiser rugbrødmadder med ost, mine to stykker håndbagage bugner med rådvilde køb for mine sidste kinesiske penge, en mini-terracotta-kriger, en dvd-boks med Alfred Hitchcocks tv-serie (kun ca. 150 kr.!), Anthon Berg-chokolade-flasker, og udenfor sner det guddøeme, selvom solen strålede varmt i går, sådan er (også) det kinesiske forår, og selvom det kunne have set godt ud med sne på forbudte by, må man jo sige, at det er en venlig meteorologisk sekvens, som Kina i det hele taget har været helt utrolig venlig, og kineserne og expats’ene og Danmarks og Nordens repræsentanter i det hele taget har været helt utroligt venlige, jeg bukker og takker og kommer snart igen, der er jo også den mur! KH
Finsk kidnapping: Klokken er 4:30 I HELSINKI FOR HELVEDE, Hotel Cumulus hedder hotellet, som om det er med i en roman af Ole Sarvig fra 1955, vi sad seks en halv time i flyet i Beijing og var grounded pga. snevejr, jeg holdt hurtigt op med at læse i mine klassiske kinesiske digte, for de havde kun godt eller i det mindste poetisk at sige om snevejr, det havde jeg ikke, i stedet så jeg en dårlig, Oscar-belønnet film, The Blind Side, om en Texas-dame (en expat, der ikke er taget nogen steder), der tager sig en sort football-spiller som sin personlige teddybjørn, mens spaniolerinden ved siden af mig så den gode, ikke-Oscar-belønnede film Up in the air, om at leve sit liv på business class, og den finske og skånske ældrebyrde (der usynligt stadig omringer mig nu her på Hotel Cumulus) bitchede til hinanden og personalet, og i spejlet bag min computer ligner JEG finsk og skånsk ældrebryde: sammenkrøllet melankolsk, og da vi landede i Helsinki omsider, var det aften, og når det er aften i Finland, så sker der ikke mere, så er det sket, så kører en bus dig gennem snedriverne til Hotel Cumulus, hvor du bespises med finsk gryderet og vågner op med et sæt klokken 17 miniutter over 3 og ikke ved dine levende råd og ser to episoder af Alfred Hitchcock Presents, også fra 1955, de definerede 1955, Alfred Hitchcock og Ole Sarvig, om en husholderske der måske er morder og en lurendrejer der måske selv bliver luret, for hvad skal du ellers foretage dig i Helsinki klokken 17 minutter over 3 om morgenen, og om ti minutter er klokken 5, og så er der finsk morgenmad i Hotel Cumulus, og jeg glæder mig sådan.
Home: Øst, øst, hjemme lyst!
Beijing Boogie Woogie: Jeg vandrede Beijing rundt i går, bortset fra at det kan man jo ikke, jeg vandrede sikkert, hvad der i København svarer til Kgs. Nytorv, rundt, fra de smalle, nysselige gyder, hutongerne, hvor mit hotel ligger, til kommunismens og markedsøkonomiens ondt imposante paladser. Og jeg vandrede over den flade, flade Himmelske Freds Plads – ikke nogen rar himmel som dér er faldet ned på jorden som en stenet pandekage - og gennem Den Forbudte Bys hysteriske dukketeaterkulisse og sagde WOW på amerikansk rigtig og OPrigtig mange gange. Men en egentlig spadsereharmoni indfandt sig først, da jeg trådte ud på den smalle sti, der leder væk fra Jadeøen; her gik kineserne i omhyggelig slowmotion deres eftermiddagstur, og der gjorde jeg snart også.
KIPLING: Som sidste punkt på fodrejsen købte jeg en rygsæk til de fem kilo bøger, jeg i Shanghai Lufthavn, hvor det ikke gjorde nogen forskel, opdagede, at min kuffert vejede for meget. Og det er ikke løgn, at den er af mærket KIPLING.
Kildebeskyttelse: Jeg spiste mutters alene i en restaurant lige ved siden af hotellet, der på engelsk hed Source, med alt for mange småbitte tjenere, som en japansk familie, lallet gamling, yngre, nervøs kone, forkælet datter, ledt bossede rundt, som var det en scene i Tintin-hæftet Den blå lotus, som godt nok foregår i Shanghai, men alligevel. Desto kraftigere roste jeg igen og igen den udsøgte kinesiske mad, men det blev tjenerne lige så forskrækkede over.
Muzakken siger ping: Det er fire timer senere, jeg sidder i Beijing Lufthavn, og muzakken, lige nu en fløjte-version af noget Simon & Garfunkel, går blidt til marv og ben, rundt om mig snakker ældrebyrden skånsk og finsk og spiser rugbrødmadder med ost, mine to stykker håndbagage bugner med rådvilde køb for mine sidste kinesiske penge, en mini-terracotta-kriger, en dvd-boks med Alfred Hitchcocks tv-serie (kun ca. 150 kr.!), Anthon Berg-chokolade-flasker, og udenfor sner det guddøeme, selvom solen strålede varmt i går, sådan er (også) det kinesiske forår, og selvom det kunne have set godt ud med sne på forbudte by, må man jo sige, at det er en venlig meteorologisk sekvens, som Kina i det hele taget har været helt utrolig venlig, og kineserne og expats’ene og Danmarks og Nordens repræsentanter i det hele taget har været helt utroligt venlige, jeg bukker og takker og kommer snart igen, der er jo også den mur! KH
Finsk kidnapping: Klokken er 4:30 I HELSINKI FOR HELVEDE, Hotel Cumulus hedder hotellet, som om det er med i en roman af Ole Sarvig fra 1955, vi sad seks en halv time i flyet i Beijing og var grounded pga. snevejr, jeg holdt hurtigt op med at læse i mine klassiske kinesiske digte, for de havde kun godt eller i det mindste poetisk at sige om snevejr, det havde jeg ikke, i stedet så jeg en dårlig, Oscar-belønnet film, The Blind Side, om en Texas-dame (en expat, der ikke er taget nogen steder), der tager sig en sort football-spiller som sin personlige teddybjørn, mens spaniolerinden ved siden af mig så den gode, ikke-Oscar-belønnede film Up in the air, om at leve sit liv på business class, og den finske og skånske ældrebyrde (der usynligt stadig omringer mig nu her på Hotel Cumulus) bitchede til hinanden og personalet, og i spejlet bag min computer ligner JEG finsk og skånsk ældrebryde: sammenkrøllet melankolsk, og da vi landede i Helsinki omsider, var det aften, og når det er aften i Finland, så sker der ikke mere, så er det sket, så kører en bus dig gennem snedriverne til Hotel Cumulus, hvor du bespises med finsk gryderet og vågner op med et sæt klokken 17 miniutter over 3 og ikke ved dine levende råd og ser to episoder af Alfred Hitchcock Presents, også fra 1955, de definerede 1955, Alfred Hitchcock og Ole Sarvig, om en husholderske der måske er morder og en lurendrejer der måske selv bliver luret, for hvad skal du ellers foretage dig i Helsinki klokken 17 minutter over 3 om morgenen, og om ti minutter er klokken 5, og så er der finsk morgenmad i Hotel Cumulus, og jeg glæder mig sådan.
Home: Øst, øst, hjemme lyst!
lørdag den 13. marts 2010
Beijing-le-jangle 1 og 2
Shamaner Inc: Torsdag morgens fly var en time forsinket, så vi styrtede, kulturinstitutsekretær Anne og jeg, fra Beijing Lufthavn ud til litteraturfestivalen, der hedder The Bookworm, fordi den foregår i en reelt hyggelig (sammenlignet med den forlorne Glamour Bar) kombineret café og boghandel, der hedder The Bookworm. Jeg nåede knap at hilse på de øvrige paneldeltagere, meget mexicanske Alberto (armbevægelser dobbelt så overstyrede som mine), meget skotske Liz (jovial hønemor) og meget amerikanske Scott (deep. deep bønnespire med goatee), før panelet var i gang, og som frygtet kørte de øvrige paneldeltagere på den kosmiske (amerikaneren og mexicaneren) og snusfornuftige (skotten) autenticitet i folk tales, shamaner og hellige laks og brownies (skotske nisser, ikke kager), og de skal komme efter dig, i samlet magisk flok, og ikke helt overbevist om, at det ikke var en nederdrægtig ond drøm, fablede jeg noget kokset noget om HCA og friheden, ha, i hans totalkunstige eventyr, hvorefter jeg over hals og hoved flygtede fra åstedet.
Fransk reggae: Skævvreden og desperat middagslur på mit overbevisende gammelkinesiske hotel (den faux autenticitet er modsat shamanerne OK åbenbart, fordi den er ny hat!?), middag på gedigen snask med Anne og tre unge mennesker fra ambassaden, fransk reggae (så bliver det ikke mere ægte falsk) live på halvtomt spillested, en favnfuld kinesiske øl, en sump af søvn.
En kineser ved navn Kåre: Foredrag fredag på – med stor kraftanstrengelse – LANGSOMT dansk om ”Dansk poesi som readymade”, Pejk M, Mette M, Martin L, Lars B, for 15 kinesiske danskstuderende, der efter halvandet års undervisning i vores fjottede modersmål stillede formfuldendte spørgsmål, der røbede, at de havde forstået i hvert fald en fjerdedel af, hvad jeg havde sagt; så god er statistikken ikke på et gennemsnitligt gymnasium. Imponerende! Apropos Monogrammer snakkede vi en del om navne, og en studerende, der af en eller anden grund hed Kåre, spurgte til sine klassekammeraters intense fnisen, hvordan jeg vurderede det navn. Med bolleå synes jeg det er et cool og kvikt navn, vurderde jeg. Kulturinstitutdirektør Eric Messerschmidt fik den idé, at de studerende selvfølgelig skulle give sig i kast med oversættelser af dansk litteratur, og vi blev enige om, at de 1, 2, 3, skal begynde med Helle Helle, fordi hun er vores mest klassisk kinesiske forfatter jo.
Dig a pony: God rødvin og fin tapanade og fremragende diplomatisk sladder (altså sladder om diplomatiet) på spanskagtig café her i kvarteret. Tilbage til spillestedet ene mand til to timers venten på koncert med amerikanske St. Vincent, et hav af sms’er til familie og venner for simpelthen at holde mig vågen, undren fra flere over sms’ernes engelsk, men jeg har for fanden fået kinesisk sim-kort og kan ikke slå ordbogen fra, skarp, skarp koncert omsider med en lige så æterisk som aggressiv (på sin elektriske guitar, ikke på publikum, hvilket der ellers var god grund til, sådan som de mumlede massivt) St. V, cool flænsende cover af Beatles’ ”Dig a Pony”, som jeg og kineseren ved min side var helt enige om at gå helt amok over.
Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by: Hvor er det fedt at skrive som en realistisk og helt rimelig sætning: Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by.
Fransk reggae: Skævvreden og desperat middagslur på mit overbevisende gammelkinesiske hotel (den faux autenticitet er modsat shamanerne OK åbenbart, fordi den er ny hat!?), middag på gedigen snask med Anne og tre unge mennesker fra ambassaden, fransk reggae (så bliver det ikke mere ægte falsk) live på halvtomt spillested, en favnfuld kinesiske øl, en sump af søvn.
En kineser ved navn Kåre: Foredrag fredag på – med stor kraftanstrengelse – LANGSOMT dansk om ”Dansk poesi som readymade”, Pejk M, Mette M, Martin L, Lars B, for 15 kinesiske danskstuderende, der efter halvandet års undervisning i vores fjottede modersmål stillede formfuldendte spørgsmål, der røbede, at de havde forstået i hvert fald en fjerdedel af, hvad jeg havde sagt; så god er statistikken ikke på et gennemsnitligt gymnasium. Imponerende! Apropos Monogrammer snakkede vi en del om navne, og en studerende, der af en eller anden grund hed Kåre, spurgte til sine klassekammeraters intense fnisen, hvordan jeg vurderede det navn. Med bolleå synes jeg det er et cool og kvikt navn, vurderde jeg. Kulturinstitutdirektør Eric Messerschmidt fik den idé, at de studerende selvfølgelig skulle give sig i kast med oversættelser af dansk litteratur, og vi blev enige om, at de 1, 2, 3, skal begynde med Helle Helle, fordi hun er vores mest klassisk kinesiske forfatter jo.
Dig a pony: God rødvin og fin tapanade og fremragende diplomatisk sladder (altså sladder om diplomatiet) på spanskagtig café her i kvarteret. Tilbage til spillestedet ene mand til to timers venten på koncert med amerikanske St. Vincent, et hav af sms’er til familie og venner for simpelthen at holde mig vågen, undren fra flere over sms’ernes engelsk, men jeg har for fanden fået kinesisk sim-kort og kan ikke slå ordbogen fra, skarp, skarp koncert omsider med en lige så æterisk som aggressiv (på sin elektriske guitar, ikke på publikum, hvilket der ellers var god grund til, sådan som de mumlede massivt) St. V, cool flænsende cover af Beatles’ ”Dig a Pony”, som jeg og kineseren ved min side var helt enige om at gå helt amok over.
Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by: Hvor er det fedt at skrive som en realistisk og helt rimelig sætning: Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by. Så vil jeg gå en tur ud til den forbudte by.
fredag den 12. marts 2010
Shanghai-hat 6 (forsinket)
Ud af klappen: Klokken er seks om morgenen, Shanghai-time, og jeg har pakket som en gal, for selvfølgelig kunne vi ikke nære os, da vi i går besøgte en boghandel, en krønike om Shanghais dekadente 20’erne, billige kinesiske samlinger af tang-digte, moderne digte og zen-anekdoter etc., og klokken syv skal jeg af sted til lufthavnen, for klokken 9 flyver mit fly til Beijing, og i går blev det endelig afsløret hvad egentlig, jeg skal lave i Beijing: på deres litteraturfestival, Bookworm, er jeg 12:30 i dag torsdag (!) deltager i en paneldiskussion (jeg tror helvede er én lang paneldiskussion) om ”folk tales” med en vis skotsk forfatter og en vis mexicansk forfatter, ingen af hvem jeg nogensinde har hørt om, men som måske faktisk har forstand på folkeeventyr, det har jeg helt sikkert faktisk ikke, men til gengæld kommer jeg fra H.C. Andersens hjemland, og H.C. er the greatest i Kina, så hvis jeg bare læser op på ”Nattergalen”, men hvilken nattergal er mekanisk, og hvilken ikke?
Verdens værste turistguide: Hun var vældig sød og havde boet 4 år i New Zealand og 2 år i Australien, men hun vidste ingenting om Shanghai, ingen verdens ting, hun vidste bare, hvor hun skulle tage Riitta, Sjón og mig hen, men hun vidste så bare ikke, at promenaden på The Bund var ved at blive moderniseret og derfor utilgængelig, og at den charmerende lille markedsgade var ved at blive nederevet og derfor spærret. Meget hurtigt begyndte Sjón og jeg simpelthen at læse op for hinanden og Riitta af min Shanghai-guide; den fantastisk labyrintiske Ming-have havde vi slet ikke fået noget at vide om, hvis vi ikke havde læst op om den, mens vi forvildede os rundt i den. Da Sjón helt overtog kontrollen og forlangte at se et ”food market”, vi havde passeret om tirsdagen, gik den stakkels guide helt i panik og tilkaldte sin chef, en lidt ældre og skarpere ung pige, som kørte foran os til markedet med dets friske grøntsager og skildpadder, som de to piger i hvert fald ikke skulle nyde noget af. Hvorpå vi bestemte, at vi ville i boghandlere. Hvorpå vi bestemte, at vi ville hjem til hotellet.
Mmmmmmm: Om aftenen optrådte Sjón og jeg som duo ved expat-festivalen i Glamour Bar, Sjón præsenterede skælmsk sin (skidegode) internationale bestseller Skygge-Baldur, på engelsk The Blue Fox, mens jeg kaotisk præsenterede min nationale anti-bestseller Alfabeter fra Pluto og udnævnte Sjón, der er lige 6 år ældre end mig, til min litterære ”business model”. En expat-dame spurgte, hvad der var det mest melankolske bogstav, og jeg svarede, at her i Kina måtte det det jo selvfølgelig være hjemløse Æ, Ø og Å. Hårdt presset pegede Sjón på M som sit yndlingsbogstav. Mmmmmmm, mimrede han.
Verdens værste turistguide: Hun var vældig sød og havde boet 4 år i New Zealand og 2 år i Australien, men hun vidste ingenting om Shanghai, ingen verdens ting, hun vidste bare, hvor hun skulle tage Riitta, Sjón og mig hen, men hun vidste så bare ikke, at promenaden på The Bund var ved at blive moderniseret og derfor utilgængelig, og at den charmerende lille markedsgade var ved at blive nederevet og derfor spærret. Meget hurtigt begyndte Sjón og jeg simpelthen at læse op for hinanden og Riitta af min Shanghai-guide; den fantastisk labyrintiske Ming-have havde vi slet ikke fået noget at vide om, hvis vi ikke havde læst op om den, mens vi forvildede os rundt i den. Da Sjón helt overtog kontrollen og forlangte at se et ”food market”, vi havde passeret om tirsdagen, gik den stakkels guide helt i panik og tilkaldte sin chef, en lidt ældre og skarpere ung pige, som kørte foran os til markedet med dets friske grøntsager og skildpadder, som de to piger i hvert fald ikke skulle nyde noget af. Hvorpå vi bestemte, at vi ville i boghandlere. Hvorpå vi bestemte, at vi ville hjem til hotellet.
Mmmmmmm: Om aftenen optrådte Sjón og jeg som duo ved expat-festivalen i Glamour Bar, Sjón præsenterede skælmsk sin (skidegode) internationale bestseller Skygge-Baldur, på engelsk The Blue Fox, mens jeg kaotisk præsenterede min nationale anti-bestseller Alfabeter fra Pluto og udnævnte Sjón, der er lige 6 år ældre end mig, til min litterære ”business model”. En expat-dame spurgte, hvad der var det mest melankolske bogstav, og jeg svarede, at her i Kina måtte det det jo selvfølgelig være hjemløse Æ, Ø og Å. Hårdt presset pegede Sjón på M som sit yndlingsbogstav. Mmmmmmm, mimrede han.
onsdag den 10. marts 2010
Shanghai-hat 5
Oplevelsesmyldretid: I går morges møde med kinesiske forfattere i tændstikdirektørens tidligere, dengang garanteret ikke iskolde lejlighed og dén både høflige og dramatiske samtale (Sjón med pokerface: I know we can talk freely about this because we are in the building of Chinese PEN …) …) skriver jeg mere udførligt om i avisen, lover jeg; i går eftermiddags paneldebat om (igen og med gigantiske bogstaver på et rødt banner bag os som en anden partikongres) Litteratur i et Globalt Perspektiv på Fudan Universitetet, hvor jeg læste op af engelske oversættelser af danske expat-digtere i Amerika, Pejk Malinovski, Naja Marie Aidt, Per Aage Brandt, og vi signerede 100 postkort med vores kulørte portrætter, og hele to studerende roste mig for min ”passion”, og en tredje ville gerne oversætte mine digte til kinesisk, hun skulle så bare lige lære dansk først, og en fjerde bad mig om et skrive et godt råd på hendes postkort, og det blev vistnok til: ”Read only the strangest books, and then be (a) stranger yourself”, hvilket jo ingen mening overhovedet giver; i går aftes en forrygende kinesisk opera-udgave af Strindbergs Frk. Julie på teaterakademiet med spontane klapsalver til de vildeste, længstvarende triller og kraftspring og en mimisk virtuos ”Kristin”, der, hvis der er nogen retfærdighed til, snart får sin egen sitcom på kinesisk tv; sent i går aftes drinks i hotellobbyen og udmattede suk på islandsk, norsk, finsk og dansk.
tirsdag den 9. marts 2010
Shanghai-hat 4
Det sneede i Nanjing: I går besøgte vi universitetet i Nanjing, der ligger to timer i lyntog fra Shanghai. Hektisk venlige professor He Chengzou, ph.d. i Ibsen fra Oslo, har et ikke lille lokale til sit Nordic Center, men hårdt nok ingen studerende og ingen timer: alligevel arrangerede han sidste år et Ibsen-symposium, og året før kom Jostein Gaarder, hvis Sofies verden er kæmpe kinesisk bestseller, forbi, og nu var hele 4 nordiske forfattere på besøg, så det går fremad. Efter et besøg i et særdeles intrikat buddhistisk tempel, der bare blev ved og ved, mens snestormen udenom bare blev stridere og stridere, hastede vi tilbage til universitetet og et stopfyldt auditorium. Åsne og Riitta og Sjón klarede deres turneren af dagens (= hver dags, også i dags) emne: litteratur i et globalt perspektiv, glimrende proft; jeg selv snublede improviseret ud i en oplæsning af et 1300 år gammelt digt at Tu Fu, jeg tilfældigt havde læst på toget, og som måtte siges at være højst aktuelt, eftersom titlen akkurat er ”Snow storm”, det er den amerikanske digter Kenneth Rexroths oversættelse i hans antologi One hundred poems from the chinese fra 1965 (som havde brugt 45 år på at rejse fra Amerika over Danmark og hjem til Kina); og pointen er selvfølgelig, at selvom bogstaverne er nytteløse, skriver digteren sit digt alligevel, for kun i et digt kan bogstavernes nyttesløshed, varigt, besværges og dermed fornægtes:
Tumult, weeping, many new ghosts.
Heartbroken, aging, alone, I sing
To myself. Ragged mist settles
In the spreading dusk. Snow skurries
In the coiling wind. The wineglass
Is spilled. The bottle is empty.
The fire has gone out in the stove.
Everywhere men speak in whispers.
I brood on the uselessness of letters.
Hvilket de kinesiske studerende var så venlige at fnise højt og tydeligt af.
Highlights of Nanjng cuisine: Griseører og “smelly tofu” (det hed det, og det var det).
Fra tirsdags Shanghai Times: ”Nearly 300 Miss Etiquettes began a two-month training course yesterday in Zheijang Province, preparing them for the Shanghai 2010 World Expo./ After the Expo opens on May 1, the Miss Etiquettes will welcome visitors from around the world (…) The training had three stages, military, etiquette and real-time (…)
Tumult, weeping, many new ghosts.
Heartbroken, aging, alone, I sing
To myself. Ragged mist settles
In the spreading dusk. Snow skurries
In the coiling wind. The wineglass
Is spilled. The bottle is empty.
The fire has gone out in the stove.
Everywhere men speak in whispers.
I brood on the uselessness of letters.
Hvilket de kinesiske studerende var så venlige at fnise højt og tydeligt af.
Highlights of Nanjng cuisine: Griseører og “smelly tofu” (det hed det, og det var det).
Fra tirsdags Shanghai Times: ”Nearly 300 Miss Etiquettes began a two-month training course yesterday in Zheijang Province, preparing them for the Shanghai 2010 World Expo./ After the Expo opens on May 1, the Miss Etiquettes will welcome visitors from around the world (…) The training had three stages, military, etiquette and real-time (…)
mandag den 8. marts 2010
Shanghai-hat 3
Night time is the right time: Det forbliver mærkeligt, som byen gråner ned, når det bliver dag, højhusene som smuldrende grantræer i den finske skov, finske Riitta kalder sit hjem, og lyser op, når det bliver aften, som et forbandet juletræ (i Fanny og Alexander måske, hvis vi skal blive i den nordiske metaforik, men det skal vi vel for fanden ikke); det er ikke længere Shanghai, der ligner Blade Runner, det er Blade Runner, der ligner Shanghai, nej, det er Shanghai, der stadig tydeligere ligner Shanghai.
Bring on the chinese: De eneste kinesere, vi har mødt foreløbig, er piccoloer, tjenere, taxachauffører, butiksekspedienter – + en enkelt porcelænsfin, ældre kineserinde ved den litterære morgenmad – så det bliver velgørende at komme til Nanjing Universitetet i dag og møde kinesiske professorer og kinesiske studerende og tale med dem i øjenhøjde - indtil vi får virkelig ondt i ryggen.
Expats United: I stedet møder vi, udover vores omsorgsfulde organisatorer, Anna, Rebecca, Martin, expats: herboende (i Kina og med kineserne uintegrerede: de ville ikke kunne (men heller ikke skulle) bestå nogen kinesiskheds-test) udlændinge, det er dem, der arrangerer litteraturfestival og dem, der er publikum til festivalen, og det var søde og interesserede danske expats, jeg i går aftes fortalte om yndlingsaversioner (meget få) og -perversioner (en god bunke, heriblandt Pejks M’s dugfriske Drømmebog) i det særeste rumkapselagtige mødelokale i det endnu mere luxuriøse Howard Johnson Business Hotel
More og less fake: Sammen med den frivillige ”elf” Jocelyn, amerikansk expat gift med en business-finne, var Riitta og jeg i går eftermiddags ude ved et såkaldt Fake Market, hvor vi opdagede, at der er grader af falskhed, eller rettere: et hierarki af falskhed. Falske varer kan være af mere eller mindre god kvalitet, og Jocelyn vidste nøjagtig hvilke boder, der solgte de bedste falske varer, ”real fakes” som ekspedienten stolt proklamerede om sine Marc Jacobs-tasker – og så er der i topboderne altid lige en håndfuld ægte ægte, virkelige virkelige varer, ”fallen off a truck”, der er rigtig (men ikke rigtig rigtig) dyre.
Fra dagens Shanghai Daily: (et tema om kinesiske navne): ”Quian Leijin works in a bank in Zhebgzhou, Henan Province. His friends say he was made for this profession. his full name literally means “the accumulation for a thousand gold pieces.””
Bring on the chinese: De eneste kinesere, vi har mødt foreløbig, er piccoloer, tjenere, taxachauffører, butiksekspedienter – + en enkelt porcelænsfin, ældre kineserinde ved den litterære morgenmad – så det bliver velgørende at komme til Nanjing Universitetet i dag og møde kinesiske professorer og kinesiske studerende og tale med dem i øjenhøjde - indtil vi får virkelig ondt i ryggen.
Expats United: I stedet møder vi, udover vores omsorgsfulde organisatorer, Anna, Rebecca, Martin, expats: herboende (i Kina og med kineserne uintegrerede: de ville ikke kunne (men heller ikke skulle) bestå nogen kinesiskheds-test) udlændinge, det er dem, der arrangerer litteraturfestival og dem, der er publikum til festivalen, og det var søde og interesserede danske expats, jeg i går aftes fortalte om yndlingsaversioner (meget få) og -perversioner (en god bunke, heriblandt Pejks M’s dugfriske Drømmebog) i det særeste rumkapselagtige mødelokale i det endnu mere luxuriøse Howard Johnson Business Hotel
More og less fake: Sammen med den frivillige ”elf” Jocelyn, amerikansk expat gift med en business-finne, var Riitta og jeg i går eftermiddags ude ved et såkaldt Fake Market, hvor vi opdagede, at der er grader af falskhed, eller rettere: et hierarki af falskhed. Falske varer kan være af mere eller mindre god kvalitet, og Jocelyn vidste nøjagtig hvilke boder, der solgte de bedste falske varer, ”real fakes” som ekspedienten stolt proklamerede om sine Marc Jacobs-tasker – og så er der i topboderne altid lige en håndfuld ægte ægte, virkelige virkelige varer, ”fallen off a truck”, der er rigtig (men ikke rigtig rigtig) dyre.
Fra dagens Shanghai Daily: (et tema om kinesiske navne): ”Quian Leijin works in a bank in Zhebgzhou, Henan Province. His friends say he was made for this profession. his full name literally means “the accumulation for a thousand gold pieces.””
søndag den 7. marts 2010
Shanghai-hat 2
Mine to kinesiske identiteter: Da jeg ankom til hotellet fredag stod der i værelset en lille kurv med frugt og en velkomst fra hoteldirektøren: ”Dear Mr. Xu,/ Welcome back to Shanghai and to the Holiday Inn Shanghai Vista. Please do call me for anything you need during your stay with us./ Pleasure to have you being our esteemed PCR loyal guest./ (underskrift)/ Otto Kurzendorfer/ General Manager”. Om eftermiddagen bankede en tjener på døren med en skål med (en større portion) frugt og endnu en velkomst fra hoteldirektøren: “Dear Mr. Kukdahl, A warm welcome and thank you for choosing to stay with us. We hope that you will have a most pleasant and productive stay./ (underskift)/ Otto Kurzendorfer/ General manager”.
Literary breakfast: Det er nu søndag morgen efter morgenmad. Da jeg skrev i går, var det lørdag morgen før morgenmad, der viste sig at være literary breakfast for deltagerne i litteraturfestivalen i et særlig rum sammen med den tyskfødte hoteldirektør, Otto Kurzendorfer, hans amerikanske kone og hans lille søn Oskar og høflig tvangskonversation med samme (Oskar sagde ikke meget, han kedede sig bare, bravt). Også denne morgen viste tjeneren mig høfligt, men bestemt ind til den litterære morgenmand, men jeg rystede lige så høfligt, men bestemt på hovedet og entrede den ikke-litterære morgenmad med alle ikke-litteraterne, hvor jeg i ro og fred spiste mine dejligt tørre mini-croissanter (Sjón valgte i går den kinesiske morgenmad med de mest mærkelige støvede æg, som han formeligt guffede i sig) og læste lidt rundt i Carl Kjersmeiers 1948-udvalg af kinesisk lyrik, Perlemorsviften.
Nordic lights, aquavit and smorrebrod: Kinesisk bittesmå, men ellers glimrende smørrebrød (laks, roastbeef, æg med kvaiar), og så sad vi ellers i den grad i panel, Sjón, Åsne, Riitta og jeg. Vores danske moderator, Rebecca Albinus havde forberedt sig overmenneskeligt, men fik kun stillet en brøkdel af sine glimrende spørgsmål, for vidtløftigt talte panelet i øst og vest, og i mangel af nogen international profil valgte jeg snedigt klovnens rolle og bagtalte for 118.gang nordiske femikrimier af begge køn, det morede ex-pat-publikummet sig meget over, og så glemte jeg endda at citere Sjóns bon mot fra morgenens taxatur, apropos Hvedekorn og Rosinante&Co og Liza Marklund: When crime pays, it should pay for poetry.
1 flodpram: Jeg gik en lang tur fra festivalen hjem til hotellet gennem Shanghais svimlende mix af 1200- og 2200-tal; langs den smalle Wusong-flod snoede sig en nysselig promenade-sti, vogtet af en meget ensom vagt, der smilede taknemligt, da jeg passerede: Dagens gæst. Der var også kun 1 flodpram på den hele flod.
Shanghai Cuisine Highlights: Babyål og andetunger (ikke af chokolade eller noget: a-n-d-e-t-u-n-g-e-r, og de smagte ikke udelikat).
Et digt af Vang Vei (699-759): Æbletræet/ Du, som lige er kommet tilbage fra min hjemstavn, fortæl mig, hvad nyt der er sket./ Så du, om æbletræet ved mit vindue stod i blomst.
LB alias Mr. Xu alias Mr. Kukdahl
Literary breakfast: Det er nu søndag morgen efter morgenmad. Da jeg skrev i går, var det lørdag morgen før morgenmad, der viste sig at være literary breakfast for deltagerne i litteraturfestivalen i et særlig rum sammen med den tyskfødte hoteldirektør, Otto Kurzendorfer, hans amerikanske kone og hans lille søn Oskar og høflig tvangskonversation med samme (Oskar sagde ikke meget, han kedede sig bare, bravt). Også denne morgen viste tjeneren mig høfligt, men bestemt ind til den litterære morgenmand, men jeg rystede lige så høfligt, men bestemt på hovedet og entrede den ikke-litterære morgenmad med alle ikke-litteraterne, hvor jeg i ro og fred spiste mine dejligt tørre mini-croissanter (Sjón valgte i går den kinesiske morgenmad med de mest mærkelige støvede æg, som han formeligt guffede i sig) og læste lidt rundt i Carl Kjersmeiers 1948-udvalg af kinesisk lyrik, Perlemorsviften.
Nordic lights, aquavit and smorrebrod: Kinesisk bittesmå, men ellers glimrende smørrebrød (laks, roastbeef, æg med kvaiar), og så sad vi ellers i den grad i panel, Sjón, Åsne, Riitta og jeg. Vores danske moderator, Rebecca Albinus havde forberedt sig overmenneskeligt, men fik kun stillet en brøkdel af sine glimrende spørgsmål, for vidtløftigt talte panelet i øst og vest, og i mangel af nogen international profil valgte jeg snedigt klovnens rolle og bagtalte for 118.gang nordiske femikrimier af begge køn, det morede ex-pat-publikummet sig meget over, og så glemte jeg endda at citere Sjóns bon mot fra morgenens taxatur, apropos Hvedekorn og Rosinante&Co og Liza Marklund: When crime pays, it should pay for poetry.
1 flodpram: Jeg gik en lang tur fra festivalen hjem til hotellet gennem Shanghais svimlende mix af 1200- og 2200-tal; langs den smalle Wusong-flod snoede sig en nysselig promenade-sti, vogtet af en meget ensom vagt, der smilede taknemligt, da jeg passerede: Dagens gæst. Der var også kun 1 flodpram på den hele flod.
Shanghai Cuisine Highlights: Babyål og andetunger (ikke af chokolade eller noget: a-n-d-e-t-u-n-g-e-r, og de smagte ikke udelikat).
Et digt af Vang Vei (699-759): Æbletræet/ Du, som lige er kommet tilbage fra min hjemstavn, fortæl mig, hvad nyt der er sket./ Så du, om æbletræet ved mit vindue stod i blomst.
LB alias Mr. Xu alias Mr. Kukdahl
lørdag den 6. marts 2010
Shanghai-hat 1
Blogcensur underløbet: Det er ikke muligt fra Kina at skrive eller læse blogs, i hver fald ikke til eller fra blogspot.com (Facebook er heller ikke tilgængelig, det er anderledes overleveligt, måske endda mentalt sundt). Derfor er, hvis operationen lykkes, denne meget lidt subversive tekst cut&pastet på bloggen via en mail til min søn hjemme i DK.
Det regner ikke længere i Shanghai: I går fredag, da vi ankom, silede det deprimt ned hele dagen, men her lørdag morgen. klokken er 8:30 i Shanghai, 01:28 I København, er det nok gråt og grimet, men tilsyneladende tørt, som jeg kigger ud af vinduet i mit absurd roomy hotelværelse på 13. Etage på den nedslidt futuristiske arkitektur, alle, guides og guidebøger, er enige om at sammenligne med Blade Runner, og det er rigtigt nok, det ligner til forveksling Blade Runner, især når neonen flammer op aftenligt – der er et kasino, er Sjón og jeg enige om det må være, med den sindsygste neo-drage her lige ved siden af hotellet, der for resten er Holiday Inn Shanghai Vista, 700 Chang Shou Road.
Shanghai Literary Festival: Festivalen er en stor ting i Shanghai, jeg har ved siden af mig en bunke i byen-blade, City Weekend, That’s Shanghai, Time Out Shanghai, Talk Shanghai, festivalen er på forsiden af dem alle sammen, og kuriøst nok er forsiden på Talk Shanghai og That’s Shanghai den samme danske (70’er?)bogreol med titler af Hans Scherfig og Soya og Herdis Møllehave og Dea Trier Mørch, på That’s Shanghai er titlerne bare doktoreret væk og erstattet med magasinets overskrifter: Use your noodle i stedet for Leif Panduro: Daniels anden verden.
Sjón og Riitta og Åsne: Jeg er et internationalt nul ved siden af mine tre nordiske kolleger, islandske Sjón, der uhyrligt cool er i gang med at lave en timelang National Geographic-musical med Björk og Michel Gondry, finske Riitta Jalonen, der rent faktisk er oversat til kinesisk, og norske Åsne Seierstad (der først ankom i aftes), der rapporterer boglangt fra krigszoner, men foreløbig aner ingen uråd.
Glamour Bar: Festivalen blev åbnet med et cocktail party i aftes i den yderst fashionable Glamour Bar, som er den ene af festivalens to scener: pink, pink pink, og en grøn, digital mus, der løb panisk rundt på væggen, og lige så panisk minglen, men ikke helt klart, hvem der var forfattere, og hvem der var Shanghai high society, og en ligesom røget champagnedrink, og til aftensmad en jævn strøm af apetizers. Jes suis glamour, står der på barens tændstikæske, og hvis de siger det!
Det regner ikke længere i Shanghai: I går fredag, da vi ankom, silede det deprimt ned hele dagen, men her lørdag morgen. klokken er 8:30 i Shanghai, 01:28 I København, er det nok gråt og grimet, men tilsyneladende tørt, som jeg kigger ud af vinduet i mit absurd roomy hotelværelse på 13. Etage på den nedslidt futuristiske arkitektur, alle, guides og guidebøger, er enige om at sammenligne med Blade Runner, og det er rigtigt nok, det ligner til forveksling Blade Runner, især når neonen flammer op aftenligt – der er et kasino, er Sjón og jeg enige om det må være, med den sindsygste neo-drage her lige ved siden af hotellet, der for resten er Holiday Inn Shanghai Vista, 700 Chang Shou Road.
Shanghai Literary Festival: Festivalen er en stor ting i Shanghai, jeg har ved siden af mig en bunke i byen-blade, City Weekend, That’s Shanghai, Time Out Shanghai, Talk Shanghai, festivalen er på forsiden af dem alle sammen, og kuriøst nok er forsiden på Talk Shanghai og That’s Shanghai den samme danske (70’er?)bogreol med titler af Hans Scherfig og Soya og Herdis Møllehave og Dea Trier Mørch, på That’s Shanghai er titlerne bare doktoreret væk og erstattet med magasinets overskrifter: Use your noodle i stedet for Leif Panduro: Daniels anden verden.
Sjón og Riitta og Åsne: Jeg er et internationalt nul ved siden af mine tre nordiske kolleger, islandske Sjón, der uhyrligt cool er i gang med at lave en timelang National Geographic-musical med Björk og Michel Gondry, finske Riitta Jalonen, der rent faktisk er oversat til kinesisk, og norske Åsne Seierstad (der først ankom i aftes), der rapporterer boglangt fra krigszoner, men foreløbig aner ingen uråd.
Glamour Bar: Festivalen blev åbnet med et cocktail party i aftes i den yderst fashionable Glamour Bar, som er den ene af festivalens to scener: pink, pink pink, og en grøn, digital mus, der løb panisk rundt på væggen, og lige så panisk minglen, men ikke helt klart, hvem der var forfattere, og hvem der var Shanghai high society, og en ligesom røget champagnedrink, og til aftensmad en jævn strøm af apetizers. Jes suis glamour, står der på barens tændstikæske, og hvis de siger det!
torsdag den 4. marts 2010
Down the Worm-Hole
Jeg kan lige nå et citat af Lewis Carroll:
Either the well was very deep, or she fell very slowly, for she had plenty of time as she went down to look about her, and to wonder what was going to happen next. First, she tried to look down and make out what was she was coming to, but it was to dark to see anything; then she looked at the sides of the well, and noticed that they were filled with cupboards and bookshelves : here and there she saw maps and pictures hung upon pegs. She took down a jar from one of the shelves as she passed: it was labeled "ORANGE MARMELADE", but to her great disappointment it was empty: she did not like to drop the jar, for fear of killing somebody underneath, so managed to put it into one of the cupboards as she fell past it.
Og et af Peter Seeberg:
Graves sagde meget alvorligt, at det var planen, at hullet skulle graves helt ned til kineserne, ganske nøjagtigt til spaden rørte ved den første kineserfod.
Herbert spurgte ophidset, om Graves havde tænkt sig, at det skulle gøres ved håndkraft.
"Det var planen" sagde Graves, "I kan jo sikkert regne med, at det tager en rum tid. Da det er jo første gang, det bliver gjort, har man ikke turdet gøre noget overslag. Men det er vel i grunden også det samme?"
Han så på os.
"Helt det samme," sagde Jess.
Vi er i øjeblikket godt to kilometer nede i jorden. Vi er alle på det rene med, at der er et stykke vej igen.
Og så er jeg den der er fløjet!
Either the well was very deep, or she fell very slowly, for she had plenty of time as she went down to look about her, and to wonder what was going to happen next. First, she tried to look down and make out what was she was coming to, but it was to dark to see anything; then she looked at the sides of the well, and noticed that they were filled with cupboards and bookshelves : here and there she saw maps and pictures hung upon pegs. She took down a jar from one of the shelves as she passed: it was labeled "ORANGE MARMELADE", but to her great disappointment it was empty: she did not like to drop the jar, for fear of killing somebody underneath, so managed to put it into one of the cupboards as she fell past it.
Og et af Peter Seeberg:
Graves sagde meget alvorligt, at det var planen, at hullet skulle graves helt ned til kineserne, ganske nøjagtigt til spaden rørte ved den første kineserfod.
Herbert spurgte ophidset, om Graves havde tænkt sig, at det skulle gøres ved håndkraft.
"Det var planen" sagde Graves, "I kan jo sikkert regne med, at det tager en rum tid. Da det er jo første gang, det bliver gjort, har man ikke turdet gøre noget overslag. Men det er vel i grunden også det samme?"
Han så på os.
"Helt det samme," sagde Jess.
Vi er i øjeblikket godt to kilometer nede i jorden. Vi er alle på det rene med, at der er et stykke vej igen.
Og så er jeg den der er fløjet!
Og så af sted til Shanghai
Vi ses på lørdag klokken 12 til Nordic Panel, NORTHERN LIGHTS: Nordic Literature, Smorrebrod & Aquavit.Venue: M on the Bund, Crystal Room, 7th floor, No. 5 Guangdong Lu, The Bund (外滩,5号7楼广东路口 近广东路); Lars Bukdahl, Riitta Jalonen, Sjón and Åsne Seierstad.
onsdag den 3. marts 2010
Blindt kuriøsere
Jeg bliver så aldeles ufunderet vred på kloge J. Hobermans patroniserende anmeldelse af Tim Burtons Alice in Wonderland i The Village Voice http://www.villagevoice.com/2010-03-02/film/tim-burton-s-alice-in-wonderland/ den eneste anmeldelse der er til at finde i dag onsdag, og i morgen har filmen premiere, og første forestilling starter ret akkurat som mit fly lifter off fra Kastrup, og hvor urimeligt er det lige, sådan som jeg har glædet mig til den filmatisering af ikke bare verdens bedste børnebog, som kålormen siger i Cykelmyggen Egon, men verdens bedste bog overhovedet, og man kan sagtens gennemskue, at der er ret meget, hr. Hoberman er glad for i filmen, bl.a. Johnny Depps gale hattemager og Helena Bonham Carters røde dronning, han vil bare ikke rigtig være ved det, og så er patronisering sådan et effektivt røgslør, men han skulle skamme sig, skulle han, når en anden ikke får chancen for at se filmen ved selvsyn før næste-næste mandag, for den går nok ikke i Shanghai Kino.
Last News from the Castle
I dag udkommer Hvedekorn 4, 2009, her er den presserende meddelelse:
HVOR STILHEDEN FØRER DET STORE ORD
Bortset fra at god poesi altid er en sensation – og at hvert eneste nummer af Hvedekorn er stoppet til randen med dette det ultimative euforiserende stof – så er scoopet i nr. 4, 2009: MATHIESENS KANON FOR DANSK BILLEDKUNST
Digteren, der hedder Eske til fornavn og som netop har modtager Kritikerprisen, opstiller en alternativ, poetisk liste over de billedkunstnere, der betyder mest for HAM, fra Hinrich Jensen von Holstein, maler, til Buller Hermansen, keramiker; midt imellem finder vi O.D. Mortensen, om hvem det smukt hedder:
På flækkede kæppe af pil,
med en opflosset pind som pensel
dyppet i saft af hyldebær og brombær
tegnede han som vogterdreng
de vilde blomster så omhyggeligt,
at man kunne kende dem igen,
hvis de løb væk.
Der er i alt 26 bidragydere til nummeret, fra den afdøde franskmand Louis Althusser, 1918-1990, som Mikkel Thykier har oversat en vittig prosatekst af, ”Portræt af den materialistiske filosof”, til den unge debutant Bror S. Skardhamar, født 1988, der med parallel nådesløshed gør sig til bedste over en folketale, hvem mon det ligner på en prik: ”Struds var en personlighedsmand/ han var vævende i sin tale/ og flygtig i sine nok-er godt-nok-taler// Så vandet slog krummende tæer i tusinde/ granatsplinter”. Velkommen, Bror, mand!
En hel sektion er viet Interaktiv Poesi: Frederik Bjerre Andersen har skrevet et digt, der også er en instruktion i at tegne det forunderlige væsen en rovhøne på kvadreret papir, og debutant Mathias Winther Madsen præsenterer nye versioner af klassiske selskabslege sten, saks, papir og navneleg: ”Poul Henningsen, Helle Virkner, Klaus Riskær Pedersen og Johanne Luise Heiberg placeres i en dansk domkirke efter eget valg.” …
Og Kristoffer Raasted, Hvedekorns helt egen Georg Gearløs, har opfundet en ny, original måde at skrive TO digte på: Med hver sin hånd skriver han på to computere det samme digt, samtidigt! Og selvfølgelig kalder han de to digte ”Højre hjernehalvdel” og ”Venstre hjernehalvdel”.
Dette er det sidste nummer af Hvedekorn, der udkommer på Borgens Forlag, der gennem 46 år har løftet og båret. 1000 tak for den umådelige indsats. Fra nr. 1, 2010, overtager Rosinante&Co stafetten.
HVOR STILHEDEN FØRER DET STORE ORD
Bortset fra at god poesi altid er en sensation – og at hvert eneste nummer af Hvedekorn er stoppet til randen med dette det ultimative euforiserende stof – så er scoopet i nr. 4, 2009: MATHIESENS KANON FOR DANSK BILLEDKUNST
Digteren, der hedder Eske til fornavn og som netop har modtager Kritikerprisen, opstiller en alternativ, poetisk liste over de billedkunstnere, der betyder mest for HAM, fra Hinrich Jensen von Holstein, maler, til Buller Hermansen, keramiker; midt imellem finder vi O.D. Mortensen, om hvem det smukt hedder:
På flækkede kæppe af pil,
med en opflosset pind som pensel
dyppet i saft af hyldebær og brombær
tegnede han som vogterdreng
de vilde blomster så omhyggeligt,
at man kunne kende dem igen,
hvis de løb væk.
Der er i alt 26 bidragydere til nummeret, fra den afdøde franskmand Louis Althusser, 1918-1990, som Mikkel Thykier har oversat en vittig prosatekst af, ”Portræt af den materialistiske filosof”, til den unge debutant Bror S. Skardhamar, født 1988, der med parallel nådesløshed gør sig til bedste over en folketale, hvem mon det ligner på en prik: ”Struds var en personlighedsmand/ han var vævende i sin tale/ og flygtig i sine nok-er godt-nok-taler// Så vandet slog krummende tæer i tusinde/ granatsplinter”. Velkommen, Bror, mand!
En hel sektion er viet Interaktiv Poesi: Frederik Bjerre Andersen har skrevet et digt, der også er en instruktion i at tegne det forunderlige væsen en rovhøne på kvadreret papir, og debutant Mathias Winther Madsen præsenterer nye versioner af klassiske selskabslege sten, saks, papir og navneleg: ”Poul Henningsen, Helle Virkner, Klaus Riskær Pedersen og Johanne Luise Heiberg placeres i en dansk domkirke efter eget valg.” …
Og Kristoffer Raasted, Hvedekorns helt egen Georg Gearløs, har opfundet en ny, original måde at skrive TO digte på: Med hver sin hånd skriver han på to computere det samme digt, samtidigt! Og selvfølgelig kalder han de to digte ”Højre hjernehalvdel” og ”Venstre hjernehalvdel”.
Dette er det sidste nummer af Hvedekorn, der udkommer på Borgens Forlag, der gennem 46 år har løftet og båret. 1000 tak for den umådelige indsats. Fra nr. 1, 2010, overtager Rosinante&Co stafetten.
tirsdag den 2. marts 2010
- til +
"Elektrisk relief med interaktivt lys", 1966, af William Soya på netauktion hos Bruun Rasmussen http://www.bruun-rasmussen.dk/search.do?pg=6&iid=300305480&did=1002375&mode=detail med følgende universelle note:
Værket virker, men der garanteres ikke for funktionaliteten.
Og kunstnerens egen generøse fortolkning, oversat til engelsk, fra et interview i Søndags-Aktuelt:
It is a picture of the lack of communication that exists everywhere where you can not have contact with each other . The light passes around the picture, but the bright fields will never connect with the black, although there are quite a few combinations built into my image. - Whether it is the lack of contact between blacks and whites? No, not alone. Also, the lack understanding between yellow and white, between blond and red hair, between you and your wife, between master race and the Jews. All kinds of lack of communication. It is the main problem. I have purposely not used people, but squares. They are international and they are not uniformed (...)".
Der er foreløbig kun budt 1000 kr., jeg sidder alvorligt på spring!
Værket virker, men der garanteres ikke for funktionaliteten.
Og kunstnerens egen generøse fortolkning, oversat til engelsk, fra et interview i Søndags-Aktuelt:
It is a picture of the lack of communication that exists everywhere where you can not have contact with each other . The light passes around the picture, but the bright fields will never connect with the black, although there are quite a few combinations built into my image. - Whether it is the lack of contact between blacks and whites? No, not alone. Also, the lack understanding between yellow and white, between blond and red hair, between you and your wife, between master race and the Jews. All kinds of lack of communication. It is the main problem. I have purposely not used people, but squares. They are international and they are not uniformed (...)".
Der er foreløbig kun budt 1000 kr., jeg sidder alvorligt på spring!
i halsen, på læberne, i buxerne
Hjertelighed - hjerteløshed
Folk, der selv have Hjertet i Halsen, paa Læberne, i Buxerne, kort ethvert andet Sted end på rette Sted, forskylde ganske naturligt at sigte Den for Hjerteløshed, just Den, der har Hjertet paa rette Sted.
Efter nemlig forgjeves at have søgt hans Hjerte paa ethvert af de dem bekjendte Steder for Hjertet, forvisses de om, at han intet Hjerte har; han har det nemlig paa rette Sted, og der falder det dem ikke ind at søge det.
- Søren Kierkegaard i Øieblikket nr. 10 , det handler også om forloren dyb(følt/sindig/borende) kunst & kritik vs. overfladeskøjtende æstetisk kunst & kritik fx.
Folk, der selv have Hjertet i Halsen, paa Læberne, i Buxerne, kort ethvert andet Sted end på rette Sted, forskylde ganske naturligt at sigte Den for Hjerteløshed, just Den, der har Hjertet paa rette Sted.
Efter nemlig forgjeves at have søgt hans Hjerte paa ethvert af de dem bekjendte Steder for Hjertet, forvisses de om, at han intet Hjerte har; han har det nemlig paa rette Sted, og der falder det dem ikke ind at søge det.
- Søren Kierkegaard i Øieblikket nr. 10 , det handler også om forloren dyb(følt/sindig/borende) kunst & kritik vs. overfladeskøjtende æstetisk kunst & kritik fx.
mandag den 1. marts 2010
Mandags ternede dug
Overrumplende gode, halvanden time lange møder på fuldfede statsinstitutioner, Det Kgl. Teater og DR - Tammi Øst har komponeret popmusik til to, eller var det tre?, af mine digte! Kåre V. Poulsen vil arrangere grande Hvedekorn-event i DR-byen! - men sikke man skal tisse bagefter, hvordan klarer de befolkningsgrupper sig, som deltager i indtil flere møder hver dag?
Tre generationer køber ind - i Irma på Gl. Kongevej (årets Irmabutik 2009, med rette): Ved kasse 1 digteren Klaus Rifbjerg, født 1931, ved kasse 2 digteren Sigurd Buch Kristensen, født 1988, ved kasse 3 spionen mig, født 1968.
I møntvaskeriet holdt jeg mig vågen ved at læse Pejk Malinowskis drømmebog - og omsider, da jeg var på vej ud med kuffert og sportstaske, bad den smukke, mørklødede nordmand om assistance med tørretumbleren (hun sagde også 'prosit', på norsk, da jeg under pakningen nøs).
Og lige om lidt kommer min faster og giver flere gode råd om Kina; i går fortalte hun mig, at man tjekker pengesedlernes ægthed ved at gnubbe på formand Maos skjorteflip; hvis flippen er nopret, er sedlen ægte.
Tre generationer køber ind - i Irma på Gl. Kongevej (årets Irmabutik 2009, med rette): Ved kasse 1 digteren Klaus Rifbjerg, født 1931, ved kasse 2 digteren Sigurd Buch Kristensen, født 1988, ved kasse 3 spionen mig, født 1968.
I møntvaskeriet holdt jeg mig vågen ved at læse Pejk Malinowskis drømmebog - og omsider, da jeg var på vej ud med kuffert og sportstaske, bad den smukke, mørklødede nordmand om assistance med tørretumbleren (hun sagde også 'prosit', på norsk, da jeg under pakningen nøs).
Og lige om lidt kommer min faster og giver flere gode råd om Kina; i går fortalte hun mig, at man tjekker pengesedlernes ægthed ved at gnubbe på formand Maos skjorteflip; hvis flippen er nopret, er sedlen ægte.
Konspirationsfaktum
Faktaboks:
Der er en hård kærne af kvindelige digtere
født i 1960'erne, som ved alt,
ikke bare om hinanden, også om os,
de læser blogs, men det er ikke derfra,
de ved alt, det gør de bare,
og de får alle priserne, rimeligt nok,
for de ved alt - og kan alt.
Der er en hård kærne af kvindelige digtere
født i 1960'erne, som ved alt,
ikke bare om hinanden, også om os,
de læser blogs, men det er ikke derfra,
de ved alt, det gør de bare,
og de får alle priserne, rimeligt nok,
for de ved alt - og kan alt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
