Viser opslag med etiketten Olga Ravn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Olga Ravn. Vis alle opslag

torsdag den 27. august 2020

Superrealisme er blerealisme

Den kosteligste, polemisk ondeste, dødeligt virkeligste sætning i Olga Ravns Mit arbejde (udkommer om en uge) er denne fra den udtømmende føljeton om en dag og nat i en moders liv, der med sirlig præcision beskriver, hvordan man giver et barn en ble på, hvilket nemlig helt sikkert aldrig nogensinde før har været skildret i verdenslitteraturen:

"Hun løftede hans ben op og lagde den nye ble på plads under ham, foldede modsatte ende af bleen op over skridtet og fæstnede bag- og forside sammen over maven med to klistrende papirflapper."

Mit Arbejde Af Olga Ravn, Indbundet - køb bøger online

mandag den 24. august 2020

Slående afrivning

Jeg havde revet et tilfældigt hjørne af enten en Politiken eller en WA, nok en WA, og brugt som bogmærke i Olga Ravns kloge og ømme, smadrende og smadrede moderskabs-monstrum Mit arbejde (som jeg - desværre - ikke skal anmelde) og kom efter endt læsning til at læse, hvad der stod, og der stod sgufandeme, fuldstændigt overflødigt kønnende:

 "De mulige afløsere er alle kvinder og med vigtige ordførerskaber, Rosa Lund (ret og udlændinge), Mai Villadsen (klima) samt Victoris Velazquez (beskæftigelse)."

Quod erat demonstrandum, som de gl. romere vistnok sagde.

fredag den 24. april 2020

Om pseudohekse, REGLER!

Fra Stidsen-portrættet i WA

"Selv Marianne Stidsens venner og meningsfæller finder citaterne problematiske, men anfører også, at det litterære Danmark er dygtigt til at finde og afbrænde hekse. Først var det kritiker Mette Høeg, der blev udnævnt til dansk litteraturs Voldemort. Siden blev Christina Hagen ekskommunikeret af det gode selskab af Asta Olivia Nordenhof, og nu er det så den midaldrende dr. phil., der har fået rollen som det store dyr i åbenbaringen. Hvad har de tre til fælles? At de er barnløse, ambitiøse kvinder, der sjældent viser sig i »miljøet«? At de opfører sig »maskulint« og taler en kulturel konsensus imod? At de har forrådt deres »egne« og sagen?"

1. (gælder hekse 1 og 2):  Man er ikke en heks, bare fordi man er en hadefuld idiot

2. Man er ikke en heks, bare fordi man synes man er en heks

3. Man er ikke en heks, når man er fastansat på KUA, har fået en ph.d. på KUA og derpå i London, udkommer på Gyldendal (det sidste, og også punkt 2 diskvalificerer tillige, i første omgang, Mette Moestrup og Olga Ravn m.fl. fra at være hekse, hvilket nemlig alligevel ikke betyder, at de ikke faktisk er hekse) 

4. Christina Hagen er en heks, selvom hun synes, hun er en heks, og (en gang imellem) udkommer på Gyldendal, det gælder muligvis også Mette Moestrup og Olga Ravn m.fl.

lørdag den 13. august 2016

Aktuelle Ravne

I næste uge udkommer både Olga Ravns Det hvide hjerte (se blogpost nedenfor for kort præ-ros), der bl.a. "handler om" at være nær en, der er alvorligt syg, og har dette gævt giftige cover ved LA Graphic Design:



og Klaus Lynggaards visdomsknirkende poesi-comeback Personfølsomme oplysninger, der "handler om" at VÆRE alvorligt syg (lykkeligvis blev han rask igen) og har dette nøgternt poetiske cover ved Olgas far, grafikeren og billedkunstneren Peter Ravn (med brug af George Shiras 100 år gamle, ikoniske foto):




- jeg citerede et digt fra Den hvide rose nedenfor, her er et fra Personfølsomme oplysninger

Sporenstregs
Blodig alvor
Smuk som et forkølelsessår

Nonsens der ikke er nonsens

Ord, der optræder flere gange i Olga Ravns forrygende indædte Den hvide rose (fx her: "138/ Fnokken har lagt sig på havet som olie/ vandet er dækket af sting og fnok/ jeg er ikke til stede/ jeg bærer dit navn i mig/ rosen får tænder i dyrets mund"):

Fnok

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Svævende mælkebøttefrø
Fnok fra Ager-Tidsel
Fnok eller pappus er den botaniske betegnelse for en hårkrans på frøene hos arter af Kurvblomst-familien (Asteraceae). Fnokken består af børster, tænder eller skæl, men i sjældne tilfælde kan den danne en hindeagtig kant på frøet. Fnokken er en omdannelse af bægerbladene hos de enkelte blomster i blomsterhovedet. Hos visse arter som f.eks. Mælkebøtte eller Gedeskæg er hårkransen hævet skærmagtigt til vejrs ved hjælp af en stilk.
Som regel bevirker fnokken, at frøene kan spredes ved vindens hjælp.

torsdag den 14. juli 2016

Olga straks fra barsel tilbage til anmelderjob atter


Nå men jeg læser Knausgaard 1000 år efter alle andre, og jeg har en fest med det. Gud, hvor han hader kvinder og elsker Hölderlin. Sammenligningen med Proust kan jeg godt forstå, mest fordi begge hovedpersoner er så komplet latterlige i deres afgrundsdybe selvoptagethed, at man må le. Mest fjollede romankarakter til dato. Han skriver dejligt, men de essayistiske passager er godt nok noget af det mest irriterende, jeg har læst, siden jeg skulle læse de forkælede gymnasiedrenges ansigter til skolefesterne, når de svedte af beruse, metadforlse og kritiserede velfærdsstaten for ikke at pace dem nok, hvorefter de kørte hjem i en bil, de havde fået af far, da de blev 18 og i sommermørket råbte efter mig "stop krænkelseskulturen!" eller måske "vores samfund har ingen helte på grund af den systematiske demaskulinisering i børnehavernes femi-regime!" eller måske "hvem har noget coke!" eller måske simpelthen bare "fisse!"

fredag den 15. april 2016

Reduceret til Ravn og List

Min åbenbart årlige blogpost om Statens Kunstfonds treårige arbejdslegater (tryk på tagget ude til højre) er i år leaset ud som kommentar i WA Bøger, men jeg gentager gerne pointen:

Der er fem legatmodtagere: Olga Ravn, Henrik List, Claus Bratt Østergaard, Morten Dürr, Anna Margrethe Kjærgaard; de eneste af disse, der er skønlitterære voksenforfattere er Ravn og List (der halvt er fagbogsforfattere; Østergaard har skrevet en roman i 2011, som han IKKE opfordres til at skrive en efterfølger til), og HIP! HUP! for de to meget forskellige digterkarakterer (List startede som pur lyrisk 80'er-epigon i 80'erne), det er rekord-få, fordi mere og mere betegnes som litteratur, oversættelser (Østergaard), B&U-litteratur (Dürr), faglitteratur, tegnserier, lydkunst, illustrationskunst (Kjærgaard), hvilket er smukt og meningsfuldt og retfærdigt nok, hvis det ikke lige var fordi, at det så hårdt reducerede antallet af skønlitterære voksenmodtagere (sidst var antallet fire, hvilket var foreløbig bundrekord), som er dem, mit hjerte slår voldsomt for, men okay, okay, okay, tjek denne totalt fine og triste tegning af Kjærgaard fra hendes og Jesper Wung Sungs gode billedbog Den hvide kanin og den sorte hat, 2015:

tirsdag den 5. april 2016

Vi forkæler svenskerne

Fra nylige svenske anmeldelser af fremragende danske bøger:

Anna Hallberg om Olga Ravns Celestine i Dagens Nyheter (link her):

"(...)
Hade det inte varit för språket skulle ”Celestine” kunnat passera som juvenil ungdomsroman.
Men Ravn skriver spänstigt och studsigt, orden landar aldrig riktigt där man förväntar sig: ”Varje dag runt tio rullar kökspersonalen in förmiddagsfikat på brickor med knäckebröd och döende smör. Eleverna gör sig till och gnuggar sig mot varandra och fnissar och gömmer sig bakom stora, speglande solglasögon, som är de inget annat än hundar som slickar en liten damm för att nå fram till sina egna spegelbilder, men till slut börjar dricka i stället.”
Stilen är elastisk och växlar mellan närhet och distans, ”Vad är det man säger? Syrenen blommar som en far som slår sin dotter.” Allt är i rörelse, bilderna dubbelprojiceras, det är mycket ungt och mycket gammalt, hur ska man älska någon? Hur kan man leva? ”När jag var barn var jag skilsmässans plats, och jag förmådde inte lyfta den som man skulle.”
Att läsa ”Celestine” är att gå in i en spegelsal där varje ansikte, inklusive det egna, studsar tillbaka. Efteråt pulserar ett pärlband av åldrar inom mig.

Foto:


















Valerie Kyeyune Backström om Maja Lee Langvads Hon är arg i Expressen (link her):

"(...)
Men egentligen är det kanske mest en enda lång dikt.
En dikt om transnationell adoption, en dikt om en person men som i det specifika blir allmängiltig, sann. En dikt som tar dig i besinning och erövrar dig, tar över din kropp i stunder. 
  Och jag älskar denna fysiska läsning, så få gånger en förunnat, denna dubbelhet och mer därtill som äntligen får ta fast form. Och på dessa sällsamma sidor gås adoptionsindustrin igenom, siffror redovisas, de vanliga förfalskningarna av identitet och föräldralöshet för att underlätta adoption, kostnaderna för olika barn - alla de olika åtgärder som vidtas för att förse en törstande västvärld där efterfrågan på barn att adoptera alltid är större än tillgången.
Men det är också en sorgesång, en motståndshandling, en genomgång, där den första meningen ofta motsägs av den påföljande. I motstridigheterna, motsägelserna stavas också det underliggande ut: det omöjliga att besitta en viss typ av kropp i denna värld och att bara vara, och att inte behöva vara arg.
Det är stundtals nattsvart, oftast hjärtslitande, lika ofta roligt och texten balanserar hela tiden elegant vid något jag tror måste kallas ett stup – detta gör texten så mycket vackrare. När jag lägger ifrån mig den känner jag först vrede över att den är över, att den och hon lämnat mig så abrupt, sedan känner jag något annat.
  Jag känner hopp."

Hon är arg

Jens Christian Hansen om Helle Helles Om du vill (link her):

"(...)
I en suverän scen skänker han henne en klockradio i julklapp. Det gör henne så rasande att hon inte kan sova:
”… till slut steg hon upp, gick in i vardagsrummet och skrev Du kunde ha gett mig en parfym, för helvete, på ett gammalt kuvert. Hon tog en whisky. Hon skrynklade ihop kuvertet. Det var trots allt mer invecklat än så.”
Dramat blir aldrig mycket större än så. Ändå är det smått hisnande att läsa Helle Helle. Frågan är om någon annan samtida skandinavisk författare har lika perfekt gehör. För musikaliteten i en berättelse. För den där svåra balansen mellan det blott antydda och de kärleksfullt avlästa detaljerna. Beroendeframkallande är det hur som helst."

Foto:

torsdag den 31. marts 2016

Febrile titelfortolkninger

Olga Ravn
Olga Ravn I dag tænkte jeg, at titlen på din nye bog er en slags enkel rorschach test for om man læser kost som "fejekost" eller som mad i "hård kost" (jeg tænker, at det ved du allerede godt). Jeg har hele tiden læst det som crazy(feje)kost, men nu slog det mig at det også er det andet. Jaja. Så kan du sådan ... gå og regne dine læsere ud, når du møder dem og de siger det ene eller det andet. "Ja, ja, ham der konferencieren til denne digtoplæsning, da han skulle præsentere mig, der sagde kan kost som i "råkost", ja det siger jo ikke så lidt, jaja" og så kan du grine lidt for dig selv og regne alle ud. Okay, nu glæder jeg mig til at læse bogen. KH

Martin Bastkjær Christensen
Martin Bastkjær Christensen Tænker også at "kost" som nedladende betegnelse for en kvinde er en mulig medbetydning (men bliver pludselig i tvivl om, hvorvidt det er udbredt slang, eller bare noget, man siger der hvor jeg kommer fra)

Olga Ravn
Olga Ravn ja det tænkte jeg også straks, første gang jeg læste det. Men fonetisk er det jo stadig kost som i "fejekost" -

Olga Ravn
Olga Ravn "scary(feje)kost" kan tænkes mere at være ord for en krop eller bevidsthed, stemme eller genstand - måske den der taler i bogen, mens "scary(rå)kost" mere lyder som en genrebetegnelse for fx teksten, den hårde kost læseren nu skal æde, eller i det hele taget bare et materiale i verden der skal ind i kroppen, som er scary. Akkeja, Cecilie, nu er vi allerede i gang med at læse din bog!

torsdag den 11. februar 2016

Magisk Twitter-sekvens + det løse

  1. Harry Potter og de overtrådte konventioner
  2. Harry Potter og Marianne fra HR
  3. Harry Potter og den lange barsel
  4. Along with "the Horcrux wasn't destroyed in CoS because Harry didn't die "

torsdag den 11. juni 2015

Exclusive: STRUNGE-TALE II (Mai for Ravn)

Vi bringe eksklusivt for Blogdahl Anne-Marie Mais tale (så genialt generøst at der holdes 2 taler) ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen til Olga Ravn for hendes roman Celestine:


Det er svært at fortælle om Olga Ravns Celestine, til gengæld er det ganske let at citere. Man kan som læser slet ikke lade være, for Olga Ravns Celestine er fuld af forunderlige sætninger og billeder, som griber læseren og bliver ved med at husere i ens tanker, som når det hedder ”sommeren var begyndt at blive krøllet og sortrandet”, (s. 15), ”forelskelsen var ufrivillig som en barndom” (s. 65) eller ”jeg gik rundt med en åben grav i mig” (s. 115). Desuden er citatet: ”Da jeg var barn, var jeg skilsmissens sted” – næsten allerede blevet en talemåde.  Når det er svært at fortælle om Olga Ravns roman, er det ikke fordi handlingen er svær at begribe: en ung højskolelærer er i en eksistentiel krise i forhold til sig selv, sin kæreste, sin mor og sin baggrund som skilsmissebarn. Hun er ved at miste sig selv til følelser, hun ikke kan magte og overkomme. Hendes liv og selvfølelse forsvinder, og hun forvilder sig ind sig i væremåder og talemåder, der fjerner hende fra sig selv.  Hun ligner og føler sig som et spøgelse og begynder selv at hjemsøge andre angivelige spøgelser for at give det indre gengangeri et ydre udtryk. Hun tilbyder derfor sin krop til renæssance-jomfruen Celestine, der efter sigende spøger på et gammelt slot.
Når det er svært at fortælle om romanen, hænger det sammen med, at det nemt kommer til at lyde som om Olga Ravn går en lang omvej i den gotiske roman og en indviklet spøgelseshistorie for at fortolke nogle meget nutidige menneskelige oplevelser og erfaringer, som mange deler: at opleve sine forældrenes skilsmisse, forældrenes nye kærester og disses børn, at have svært ved at få sit eget parforhold til at vare ved, at føle sig hjemme i sin alder og ikke lade tilværelsen glide sig af hænde. Et par af Celestines anmeldere har haft denne indvending mod romanen midt i deres ellers venlige uddeling af kors, bånd og stjerner, og hvad de ellers har at gøre godt med.
Men indvendingen er forkert. Spøgelseshistorien er tekstens kunstneriske balancepunkt, og besværet med at fortælle om romanen, uden at man forkorter og forenkler den, hænger sammen med, at det præcis lykkes for Olga Ravn at tage afsæt i vores hverdagssprogs omtale af, at nogen eller man selv ligner et spøgelse, eller at noget spøger i en bevidsthed, og få denne oplevelse til at leve og trænge sig ind på læseren. Det gør hun ved at skrive en roman, der både er gotisk og realistisk.  Hun kan netop kun komme dybt ind i de både skræmmende og krævende relationer mellem de børn og voksne, som vores nye serielle monogami skubber i armene på hinanden, ved at stå ved, at man kan ende som spøgelser for hinanden og tage den kunstneriske konsekvens af, hvad spøgeriet betyder. Renæssancens skønne ungmø Celestine blev muret inden, da hun brød datidens faderlov, mens den nutidige kvinde indser, hvor små og indestængte skilsmissebørnene og de sammenbragte søskende bliver, når de skal holde sammen på det kartotek af forhold, forældrene har tilegnet sig i deres liv.  ”Vi er spøgelser for hinanden” som det kan siges i slutningen af romanen, da historien har givet denne sætning rækkevidde.  Det gamle kvindespøgelse, der begynder at vise sig for romanens hovedperson i slutningen af historien, er skræmmende. Men det er ikke desto mindre hende, kvinden må lukke ind i sit indre rum, hvis hun ikke skal ende som en indemuret 16-årig. Eller hvad? Romanen fastholder sin ambivalens – dens sætninger og handling slynger sig ud og ind af beskrivelser af menneskelige erfaringer og oplevelser, som mange deler i nutiden, og iscenesætter de spøgelseshistorier, vi benytter os af, for at undgå at se de mentale indemuringer og dødningehoveder i øjnene.  Hen mod slutningen af romanen hedder det: ”Det var en lille og tung ulempe at være Kims kvinde. Han holdt ejerskabet løst i hænderne. Jeg ville være et skældsord i hans mund. Han ville drikke. Sommeren gjorde os øre og tyndslidte som lyse flader, firkanter af græs eller opstartende og nedlukkende skærme.  Sommeren skulle vise hvor let man kan blive. Mit øje skulle fyldes med sølvglimmer og spyt. Jeg skulle blive Celestine, men det blev jeg aldrig. Jeg ved aldrig, om hun kun er noget, man har fundet på, som jeg har fostret i mig, og så sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvad der er virkeligt.” (s. 149-150).
Tak for både handlingens sære dunk på sjælens dør og det mærkelige klister fra sætningernes edderkoppespind, som man ikke kan få af sig igen.  Romanen giver mindelser om Thit Jensens seancer med ånder, gengangeriet i Ibsens dramatik og de gotiske passioner hos Brontë-søstre – det lyder urimeligt og umuligt. Men det er det ikke: det er Olga Ravns svære og smukke to’er: Celestine. 
 

- unge ur-Thit

Exclusive: STRUNGE-TALE I (Nexø for Ravn)

Vi bringe eksklusivt for Blogdahl Tue Andersen Nexøs tale ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen til Olga Ravn for hendes roman Celestine:

-->
Kære Olga,
Tillykke med prisen. Den har du fortjent, den har din bog fortjent.
Jeg har tænkt på et bestemt citat, mens jeg har tænkt på din bog de sidste par dage. Citat kommer fra den tyske romantiker Joseph von Eichendorffs lille roman Fra en døgenigts liv. Den navnløse døgenigt, hvis følelser er letantændelige, troede, at den ædle frøken tænkte på ham og at hun til den store fest ville smykkes med blomster fra netop hans have. Men det viser sig, at det bare var hendes kammerpige, der havde bestilt blomsterne. Frøkenen selv er nemlig forlovet til anden side. Det finder døgenigten ud af, mens han om aftenen sidder i toppen af et træ og ser mod festen i paladset:
”Alt dette sænkede mig ned i en afgrund af eftertænksomhed. Jeg viklede mig, helt som et pindsvin, sammen i mine egne tankers pigge; fra slottet genlød dansemusikken stadigt sjældnere, skyerne vandrede ensomt henover den mørke have. Og sådan sad jeg oppe i træet, som en natugle, i min egen lykkes ruiner igennem hele natten.”
For mig berør det citat mange af de ting, din bog handler om. Celestine handler nemlig også om skuffet kærlighed, og om kærlighed, der går i stykker uden nogens skyld. Den handler også om søvnløshed, om det at blive oppe mens alt andet sover, om det at være forskubbet fra det almindelige livs rytme – rytmen mellem nat og dag, rytmen mellem barndom og voksenliv. Men især handler den om at befinde sig på eller nær lykkens sted, men lykken er der ikke mere. Den handler om, at noget er forsvundet, men at man alligevel bliver der, hvor det var, om at sidde som en natugle i sin lykkes ruiner. Det er det, spøgelset Celestine gør, når hun går igen på de steder, hvor hun insisterede på sit begær, og som fortælleren gør, når hun tænker på sig selv som et skilsmissebarn, der ikke kan slippe den familie, der ikke er mere – og som derfor optræder som en rest fra den familie i sine forældres nye liv. Eller som det forhold til Kim, der fortsætter og fortsætter i Celestine, selv om kærligheden tydeligvis er forsvundet. Og måske også som det arbejde som lærer på en kostskole, som fortælleren har, og hvor hun ikke længere kan være ung, dvask og ubekymret som eleverne, men heller ikke voksen som de andre lærere. Og hvor hun derfor går og spøger og forstyrrer elevernes ungdommelige, begærlige drift. Hvilket vel er de fire spor, din roman stiller sammen – spøgelset, kærligheden, kostskolen, barndommen. Alle fire kredser om det lykkens sted – som ofte også er begærets sted. Det sted, der ikke er mere og det sted, man ikke kan forlade. Det er sorgens og tabets sted.
Celestine handler også om at bebo det sted, om aldrig at rejse fra det. Det er ganske vist et sted, man ikke selv har valgt at være. Og på sin vis er det et usundt sted, mange selvudviklingsbøger ville sige, at det er et sted, man skal igennem og konfrontere sig med, men kun som et stadie på vej hen mod noget andet. Sådan vil din bog og din fortæller det ikke. Hun vil tværtimod tage det sted på sig og blive i det, hun vil tale fra det sted, hun vil lære at nyde det. Tidligt siger bogens fortæller: ”Jeg vil gerne lære at blive stående på det samme sted, at gå den samme runde, at insistere. Jeg vil gerne blive i det, man ikke kan kalde tilgivelse. Jeg vil hade, det skal holde mig oprejst, det skal holde mig underholdt.”
Der er noget usundt over denne position, det at svælge i tabet. I Celestine forbindes det ikke bare med spøgelser, men også med kropsligt udflåd, lus og dårlig hud, udsmatning på alle leder og kanter. Med en klistret seksualitet. Nogle gange forbindes det også med noget trist og hjerteskærende over det. Men der er også, og det er nok derfor, jeg har tænkt på citatet fra Eichendorff, noget festligt over det sted i din bog. Det ser man især i din bogs stil, i dens utrolige mængde sammenligninger, der bobler og rabler af sted, får eget liv, bliver små smykker i egen ret. Et næsten tilfældigt eksempel:
”Morgenen siver langsomt ind over himlen, som et skørt drikker af farven fra noget spildt. Nogle ænder flyver op fra nabogårdens gadekær og strør sig selv over himlen som rosiner.”
Heldigvis vælger din bog ikke mellem det usunde, det hjerteskærende og det komiske. Det er snarere sådan, at du skriver om tabet som permanent tilstand – og så får alle disse stemninger til at være der, samtidig. Det er ikke nogen lille bedrift.
Også for den får du Michael Strunge-prisen for den svære toer. Tillykke igen.




-  Joseph von E

CLONK/KOOL III - Olga er 80'erdigter (født '86)!



(foto: prismodtagerens far)

Med så stærke, selvfølgelig prismodtagere som sidste år Theis Ørntoft for Digtet 2014 og i går Olga Ravn for Celestine gider jeg ikke længere findes det kuriøst med Michael Strunge-prisens sene identitet som pris-for-fremragende-bog-nr.-2. TILLYKKE TIL OLGA med prisen og til prisen for at give mening! Celestine udkom helt tilbage i februar, så det giver ekstra god mening at erindre os allesammen om, hvor forrygende og vellykket manierisme-autofiktion-smash-uppende den er.

Michael Strunge skrev et par glimrende noveller og inkluderede i Nigger 2 en seks sider kort roman-parodi, her de første 4 kapitler:

M I N  F Ø R S T E  R O M A N
(den handler om en ung mand.)

1. kapitel 
George blev født en morgen, hvor solen sov længe. det var vidner, og faren blev glad. Jordemoderen hed fru Sørensen og havde et overskæg af hormonal karakter, tapetet var blåt og hvidt. Danmark havde lige vundet over Sverige (Ole Madsen, you know, tidskolorit). George var en dreng, og faren lærte ham at spille fodbold. Moder var i køkkenet, snart skulle hun maltraktere. der var lagt op til noget med sovs. Da George fyldte fem år før tiden, fik han et slips i fødselsdagsgave af sin onkel, Arne Bruun (noter: navnesymbolik). Det var aflangt og prikket, røde og blå prikker på sort. Der var fugle i luften og fjernsyn i tv. George hængte slipset væggen i sit værelse ved siden af et billede en engel af ubestemt køn (aha). Tæppet var mønstret og ublødt (aha). Gardinerne var blå og sorte og gule og grønne og røde og blå, og stolen ved det lille bord var meget lille og lavet af billig træ. Det var en billig familie, George dér var kommet ind i. 
  Kort efter blev der revolution, selv om det langt fra var sidste kapitel. Alt forblev dog det samme.

2. kapitel
(er kedeligt, vi springer det over)

3. kapitel
"God morgen, George, du skal i skole og der er cornflakes og en fiskefilet til din mave og har du læst? I øvrigt er din far død. Han prøvede at sluge sin skjorte for at få en nyere. Usle dyr. OP!" Og Geroge stod op. Radioavisen, Kennedy skudt. Igen. "Jeg hedder Kurt," sagde Kurt til læreren Erik Kaj. For han var træt af at være en George. 

4. kapitel
Nemlig! 

torsdag den 9. april 2015

Gyldendal lortecensurerer

Gyldendal har udgivet denne her bog:



(Har du altid drømt om flad mave, slankere lår, lækre arme eller en mindre numse? Men bliver de ekstra kilo siddende - uanset hvor sundt du spiser, og hvor meget du træner? Så er denne bog til dig. I Tab dig hvor du vil får du fitnessekspert og bestsellerforfatter Anne Bechs kost- og træningsplaner, der er skræddersyet til at gøre noget ved netop dit ømme punkt - på bare 10 uger.
Anne Bech har i sine 20 år i fitnessbranchen trænet hundredevis af kvinder og ved, hvad der skal til, hvis du skal de stædige kilo til livs, uanset om de sidder på mave, numse, lår eller arme. I Tab dig hvor du vil får du et målrettet 10 ugers forløb, der fjerner kiloene - en gang for alle. Du får kost- og træningsprogrammer til netop din kropstype og alle de sunde opskrifter og effektive øvelser, du skal bruge for at få drømmekroppen på bare 10 uger. Anne Bech er personlig træner, fitness-ekspert og kendt fra tv og radio. Hun har været i fitnessbranchen i 20 år og er forfatter til bestsellerne Guide til gudindekrop, Bikini Bootcamp, Fit på 100 dage og Toptrimmet på 12 uger.)

opdateringer/kommentarer på Asta Olivia Nordenhofs og (forårsdebutant Ina Munch Christensens kone) Sara Sommerfugls Facebook-sider:

Sara (hos Sara):
Inas projektleder fra gyldendal har lige sendt hende en sms, hvor han konfronterer hende med, at hun disser en af forlagets bøger på instagram. ina kommenterer på billedet af bogen tab dig hvor du vil: "ud fra titlen synes jeg, det lyder som en rigtig lortebog." jeg dør, hahahah.

Olivia (hos Sara):
seriøst?

Sara (hos Sara):  
ja, nu har de slettet kommentaren.

Olivia (hos Sara):
det er jo super fucked

Sara (hos Sara):
ja, Olivia!


Mette Jensen Hayles (hos Sara):  
Mmmm ytringsfrihed smager godt ... sådan bittersødt!

Ina (hos Sara): 
(...) jeg skriver ikke kommentaren igen for jeg skrev selv at de kunne slette den hvis det var. Han skrev: på instagram disser du en af vores bøger. Hvorfor dog? Jeg svarede: jamen, det må I undskylde, men jeg finder slankekulturen virkelig skadelig og forsøger generelt at modarbejde den. Og så at de måtte slette den. Så gjorde de det. Det vel fair nok så. Men jeg synes stadig det noget lort med de slanketitler i bydeform over det hele.

Olivia (hos Olivia):
Fungerer det virkelig sådan at gyldendalforfattere ikke må udtrykke sig kritisk om andre gyldendaludgivelser?? ‪#‎bøgerneudafhændernepåkapitalisternejøsses 

Harald Voetmann (forfatter på Gyldendal) (hos Olivia):
Det har jeg aldrig hørt om. Jeg har også råbt op om bøger fra Gyldendal et par gange på fb eller blog, men måske er det gledet under deres radar. Det lyder tåbeligt.
Ina har ret. Det lyder som en hæslig bog, burde slankes ud af kataloget.

Olga Ravn (forfatter og redaktør på Gyldendal) (hos Olivia): 
altså, jeg har jo anmeldt bøger dårligt som kom fra gyldendal, mens jeg selv udkom på gyldendal, og det er der mange der har, det tror jeg sagtens er i orden. at forskellige forfatter ikke kan lide forskellige bøger fra samme forlag og siger det osv. forstår ikke det med ina og slankebogen, forstår heller ikke ordet projektleder ?

jeg tror, man skal forstå det som en sag mellem projektlederen og ina og ikke mellem gyldendal og en forfatter, just saying. synes i øvrigt også slankebøger er noget lort.


Olivia (hos Olivia):
men uanset er der i hvert fald en medarbejder som lader til opfatte det sådan at gyldendals instagram er en reklamesøje som andre gyldendaludgivne forfattere skylder ikke at forholde sig kritisk til, og det synes jeg da er et problem

Mette Holbæk (velsagtens ansat som et eller andet på Gyldendal) (hos Olivia): 
Kære Ina, Asta og jer andre i debatten, der er altid plads til saglig kritik af alle de bøger, Gyldendal udgiver - uanset genre (og dem har vi mange og mange forskellige af på Gyldendal). I dette tilfælde gik sagen udelukkende på den valgte sprogbrug. Den forbeholder vi os retten til at moderere på forlagets profiler på sociale medier - ikke for at udelukke eller lukke for debat, men for at holde et bestemt niveau i den måde vores forfattere og deres store indsats, uanset genre og budskab, bliver omtalt på dér.

Steffen Boesen (vistnok ham Gyldendal-projektlederen) (hos Sara):  
Kære Ina og jer andre i debatten, der er altid plads til saglig kritik af alle de bøger, vi udgiver - uanset genre (og dem har vi mange og mange forskellige af på Gyldendal). I dette tilfælde gik sagen udelukkende på den valgte sprogbrug. Den forbeholder vi os retten til at moderere på forlagets profiler på sociale medier - ikke for at udelukke eller lukke for debat, men for at holde et bestemt niveau i den måde vores forfattere og deres store indsats, uanset genre og budskab, bliver omtalt på dér.

Sara (hos Sara): 
hej steffen, det var godt at møde dig. jeg er bare stolt af ina for at udtrykke sig offentligt. det bryder hun sig ikke om, så jeg fandt det ret komisk, at når det endelig skete, foregik det så bramfrit.

Helene Schou Abildsgaard (hos Olivia):
 
Mette Holbäk, at kalde "Tab dig hvor du vil" en lortebog har flere interessante pointer. 1) a spränge den borgelig-elitäre sproghegemoni, hvor kun de veltalende (veluddannede, ikke-ordblinde osv.) må komme til orde. 2) at oplöse det alvorlige i budskabet om at tabe sig overalt. For latterligt er det jo. Hån og latterliggörelse er veletablerede og anerkendte aktivistiske strategier, tag fx satiretegninen. Efter den analytiske kritik, som findes til overflod ift. slankekultur, er der måske netop nu i HÖJ GRAD brug for at knytte näven, at vredes og at le af, at vi konstant opfordres til at indrette vores liv efter vores mindrevärdskomplekser, der til stadig fodres af reklamer.

Caspar Eric (forfatter hos Gyldendal) (hos Sara): 
Jeg fatter det ikke. (til Steffen). Altså "en rigtig lortebog" virker da ellers til at have et ret særligt niveau af sproglig præcision. jeg har selv ledt efter et mere rammende udtryk - men hver gang jeg tænker på noget, har det en eller anden konnotation som er total diskriminerende over for en eller anden gruppe i samfundet el. lignende. Men jeg synes da også at titlen giver anledning til at tro at den bog, og/eller dens krav om at have en bestemt krop, er helt fuckd

René Fredensborg (hos Olivia):
Hej Mette. Vil du udtale dig til Radio24syv - AK24syv i aften, om hvilket niveau, der er tåleligt og ikke-tåleligt, når Gyldendals forfattere udtaler sig om bøger? Altså, præcisere det BESTEMTE niveau?

Mette Holbæk (hos Olivia):
Kære René, tak, men nej tak. Det ville være at skævvride proportionerne i det her.

René Fredensborg (hos Olivia): 
Blev proportionerne ikke skævvredet, da Gyldendal valgte at slette en kritisk kommentar på Instagram?

(udsendelsen blev sendt i aftes uden kommentarer fra andre end Ina - til gengæld blev flere af ovenstående opdateringer/kommentarer læst op)


- klart nok er det censur og klart nok (modsat Olgas formodning), jf. de to nøjagtigt enslydende kommentarer fra Gyldendaltvillinger, er det Gyldendal, der censurerer og (hvilket nok er det værste: som Gyldendalforfatter bør du ikke skrive (så) grimt om en Gyldendalbog!) korrekser