Vi bringe eksklusivt for Blogdahl Tue Andersen Nexøs tale ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen til Olga Ravn for hendes roman
Celestine:
-->
Kære Olga,
Tillykke med prisen. Den har du
fortjent, den har din bog fortjent.
Jeg har tænkt på et bestemt citat,
mens jeg har tænkt på din bog de sidste par dage. Citat kommer fra den tyske
romantiker Joseph von Eichendorffs lille roman Fra en døgenigts liv. Den navnløse døgenigt, hvis følelser er
letantændelige, troede, at den ædle frøken tænkte på ham og at hun til den
store fest ville smykkes med blomster fra netop hans have. Men det viser sig,
at det bare var hendes kammerpige, der havde bestilt blomsterne. Frøkenen selv
er nemlig forlovet til anden side. Det finder døgenigten ud af, mens han om
aftenen sidder i toppen af et træ og ser mod festen i paladset:
”Alt dette
sænkede mig ned i en afgrund af eftertænksomhed. Jeg viklede mig, helt som et
pindsvin, sammen i mine egne tankers pigge; fra slottet genlød dansemusikken
stadigt sjældnere, skyerne vandrede ensomt henover den mørke have. Og sådan sad
jeg oppe i træet, som en natugle, i min egen lykkes ruiner igennem hele natten.”
For mig berør det citat mange af de
ting, din bog handler om. Celestine handler
nemlig også om skuffet kærlighed, og om kærlighed, der går i stykker uden
nogens skyld. Den handler også om søvnløshed, om det at blive oppe mens alt
andet sover, om det at være forskubbet fra det almindelige livs rytme – rytmen
mellem nat og dag, rytmen mellem barndom og voksenliv. Men især handler den om
at befinde sig på eller nær lykkens sted, men lykken er der ikke mere. Den
handler om, at noget er forsvundet, men at man alligevel bliver der, hvor det
var, om at sidde som en natugle i sin lykkes ruiner. Det er det, spøgelset
Celestine gør, når hun går igen på de steder, hvor hun insisterede på sit
begær, og som fortælleren gør, når hun tænker på sig selv som et skilsmissebarn,
der ikke kan slippe den familie, der ikke er mere – og som derfor optræder som
en rest fra den familie i sine forældres nye liv. Eller som det forhold til Kim,
der fortsætter og fortsætter i Celestine,
selv om kærligheden tydeligvis er forsvundet. Og måske også som det arbejde som
lærer på en kostskole, som fortælleren har, og hvor hun ikke længere kan være ung,
dvask og ubekymret som eleverne, men heller ikke voksen som de andre lærere. Og
hvor hun derfor går og spøger og forstyrrer elevernes ungdommelige, begærlige drift.
Hvilket vel er de fire spor, din roman stiller sammen – spøgelset, kærligheden,
kostskolen, barndommen. Alle fire kredser om det lykkens sted – som ofte også
er begærets sted. Det sted, der ikke er mere og det sted, man ikke kan forlade.
Det er sorgens og tabets sted.
Celestine
handler også om at bebo det sted, om aldrig at rejse fra det. Det er ganske
vist et sted, man ikke selv har valgt at være. Og på sin vis er det et usundt
sted, mange selvudviklingsbøger ville sige, at det er et sted, man skal igennem
og konfrontere sig med, men kun som et stadie på vej hen mod noget andet. Sådan
vil din bog og din fortæller det ikke. Hun vil tværtimod tage det sted på sig og
blive i det, hun vil tale fra det sted, hun vil lære at nyde det. Tidligt siger
bogens fortæller: ”Jeg vil gerne lære at blive stående på det samme sted, at gå
den samme runde, at insistere. Jeg vil gerne blive i det, man ikke kan kalde
tilgivelse. Jeg vil hade, det skal holde mig oprejst, det skal holde mig
underholdt.”
Der er noget usundt over denne
position, det at svælge i tabet. I Celestine forbindes det ikke bare med
spøgelser, men også med kropsligt udflåd, lus og dårlig hud, udsmatning på alle
leder og kanter. Med en klistret seksualitet. Nogle gange forbindes det også
med noget trist og hjerteskærende over det. Men der er også, og det er nok
derfor, jeg har tænkt på citatet fra Eichendorff, noget festligt over det sted
i din bog. Det ser man især i din bogs stil, i dens utrolige mængde
sammenligninger, der bobler og rabler af sted, får eget liv, bliver små smykker
i egen ret. Et næsten tilfældigt eksempel:
”Morgenen siver
langsomt ind over himlen, som et skørt drikker af farven fra noget spildt.
Nogle ænder flyver op fra nabogårdens gadekær og strør sig selv over himlen som
rosiner.”
Heldigvis vælger din bog ikke mellem
det usunde, det hjerteskærende og det komiske. Det er snarere sådan, at du
skriver om tabet som permanent tilstand – og så får alle disse stemninger til
at være der, samtidig. Det er ikke nogen lille bedrift.
Også for den får du Michael
Strunge-prisen for den svære toer. Tillykke igen.
- Joseph von E
Olga Ravn
J.K. Rowling
