En anden ting, apropos Oscar

Fiktiv e-mail:

Kære Johannes

Det er ikke for sent at afsløre, at det i virkeligheden ikke var Flemming Rose, der vandt Weekendavisens Litteraturpris, men Anders Abildgaard - folk vil forstå, at fuck-up'et var nogle revisorers skyld, og at det er dem, der fører ordet i Anders' bog.

Forslag til overskrift:
Afblomstre som en Rosengård ...

kh Lars

Må have den vits af vejen

Trump tror
garanteret, at
han hed

Manhattan

Gandhi

eller er det bedre
sådan (kan nok slet ikke reddes):

 Hvem
tror Trump
han er?

Manhattan

Gandhi?

Højaktuel Højholt-kvababbelse 3

- fra Enhjørningens kvababbelser, 1979; bare apropos at være bange for det hele (Højholts note: "I anledning af en udbrændt sovjetisk satelit styrtede ned i Canada"):

Menneskeskræk

Hvor bange kan man blive?
Hvor meget skræk kan der være i en menneskekrop
og hvordan ser udslippet ud
og kommer den dag hvor pis og lort og kultveilte
ikke er det eneste vi udskiller?
- Jeg er bange fo tæv og for at køre bil i glat føre.
Jeg er også bange når min kone gør det.
Og vi er begge to mest bange, når vi har børnene med.
Men den skræk har sine forholdsregler:
man kan køre forsigtigt hvis man endelig er ude i det.
men trafikken i rummet er det en andens sag.
Når man næsten ingenting får at vide.
af det man syens man har krav på at få at vide
så er det lidt en kunst at være bange på en ordentlig måde.
Man har ingenting at holde sig til, kan ingenting se,
ved ikke hvad man skal tro, aner ikke hvornår de siger halvdelen
af hvad de ved og hvornår det hele.
Man kan ikke en gang udspørge dem
for man ved ikke hvad det er muligt for dem at vide.
Og selv kan de åbenbart ikke finde ud af det.
Nogen har tiet i årevis om de farlige satelitter,
HVEM? - sgu dem der nu fralægger sig ansvaret!
Dem der nu, stadigvæk, ikke regner vores angst for noget
der rager deres viden som eksperter!
Dem der for fanden da må have børn og røve og skæg om morgenen
ligesom alle os andre - hvordan bærer man sig ad?
Hvordan bærer man sig ad med hverken at have det ansvar
man lægger over på andre eller det andre lægger over på een?
Det er litd af en kunst ikke at være ansvarlig når man er det.
Eller er det noget ingen kan for?
Eller skyld oppe i den blå luft, kredsende, skabt af ingen,
en skræk-prut vi alle har bidraget til?

Der kredser et ukendt antal udbrændte atomkraftværker oppe i rummet
og jeg er gået udenfor i sneen.
Der kredser et ukendt antal aktive atomkraftværker oppe i rummet,
mange Barsebäcke små - og jeg står ude i sneen
og tør ikke engang fange den på tungen mere.
Jeg graver ned dær hvor jeg ved vintergækkerne kommer
og finder en spire. Jeg sætter hænderne for munden
og råber ned til det ivrige løg: Stands,
vend om, for himlens skyld, og tag mig med!
Jeg råber ud over snemarken, hvor hvert enkelt strå
står i sit eget optøede hul: Bliv væk, hold inde,
det betaler sig ikke det dær!
Og til mælkebøtterne som ligger med det alt sammen parat
nede under sneen: Lad så være med det pjat! Knyt knoppen,
løs ikke op for noget som helst,
løvetandsfnug hører til i en ubekymret verden!
Fyrretræerne står med forårets lys
skubbet sammen i knopper for ende af grenene,
jeg rører ved dem og hvæser: Hvis I også i år
skyder op og ranker jer, bløde og lysegrønne og klæbrige
i solskinnet og sommerregnen, så er I fandme dumme!
Og jeg sætter stige til og kravler op på husets tag
og sætter mig overskrævs, her oppe fra lyder
den ensomme rytters råb til alnaturen, det skvat:
Tag så og hold op! Det kan ikke blive ved på den måde!
Lad nu for en gangs skyld os, som har ansvaret,
være ene om følgerne.

Jegkvide 117

Jeg
er ingen
eg,
ej heller hverken
G-
nøgle eller -punkt
og da slet ikke
det rene ingenting,

I'm just the loneliest
gej

Palimpsest på Bagsværd Sø (selv Willi og Franz står i kø)

- og åh, jeg kan godt lide, hvordan Jens Unmack viljefast og varsomt (fan-viljefast og fan-varsomt) synger oven på alletiders bedste danske rocksang (og 70'er-sang og Gasolin-sang) "Det bedste til mig og mine venner" (ting jeg kan lide!) på Love Shops nye single, "Skøjteløb på Bagsværd Sø":

Bonuslinje i ét pludseligt HUG

I "original long version" på YouTube, som jeg ikke havde hørt før, og se og lyt til, hvor smuk (og sand) den er :

"og se solen

skinner gennem natten

på dig -"

- og lige efter har han foruden skyerne også MÅNEN med sig, det plejer kun at være guderne! 

Højaktuel Højholt-kvababbelse 2

- igen fra Enhjørningens kvababbelser, 1979 - apropos autofiktion og dobbeltkontrakt:

Didaktisk digt om sideben

Jeg bad Oluf Mortensen om at fortælle om sit liv,
han fortalte: "I 1969 var jeg på sygehuset,
siden har jeg ikke haft ondt i mit ben."
Jeg bad hans kone, Rigmor, om at fortælle om sit liv,
hun fortalte: "I 1969 var han på sygehuset,
siden har han ikke haft ondt i hans ben."
Jeg spurgte om der ellers var sket noget,
hun sagde: "Næh, ellers er der ikke sket noget."
"Hvad med børnene", spurgte jeg.
"Joh", svarede Rigmor, "de har det godt nok".

Jeg kan godt lide Rigmors stil.
Hun sagde ikke noget om ay Oluf var en ren satan
indtil han fik sat benet af i '69.
Rigmors stil har sideben, Olufs osse,
ikke noget med at fortælle at han sad i 3 år
før indehaveren af sognets eneste træben endelig døde
og det blev Olufs tur til at komme ud i luften,
eller at der allerede nu sad en ovre i Serup
og ventede på at Oluf ikke skulle bruge benet mere.
Meen - som folk sagde og flirede -
det gik nu ikke for ham i Serup,
for han var missions og benet kunne ikke bøjes.
Men måske menighedsrådet så ville bekoste et hængsel
i Guds navn? Jae, men mon ikke han ser på viljen
sådan som han plejer van? - i Hvert fald,
i hvert fald skal der lås på så, for hvad nu
hvis den næste igen er fritænker, lissom Oluf,
han kan jo ikke gå rundt og knæle med eet ben.

Det her var ikke Rigmors stil,
heller ikke Olufs,
det var min, og det var løgn, hvert ord.
Men hvad nu hvis det var sandt
alligevel? - Hvad nu hvis det var det
at jeg fandt på det jeg fandt på?
Hvad nu, hvis jeg sidder her
med kun eet ben?

det gale er, at alt hvad der skrives er løgn,
i hvert fald i forhold til sandheden.
Det er nemt nok for os der bare laver det dær kunst,
det værre for dem der skriver bekendelsesbøger,
de hænger på den, sandheden, de skal troes!
Men sandheden om sandheden er jo
at den er den ringeste løgn der findes,
rent kunstnerisk!

Et eksempel: Når Henrik Stangerup
skriver en bog om Hakon og Betty og Lotte og Fausto
og Lotte Hakon og Betty og Hjalmar og -
hvad de nu hedder allesammen,
så kan det ikke nytte noget at han fx hævder
at Lotte kun har eet ben, for det ved vi alle sammen
er en flot løgn (heldigvis, hviske-hviske-hviske)
Men havde han nu kaldt hende Rigmor
så havde han været ude over det problem
og så kunne han i fred og ro have skrevet
om sine andre problemer og blive gennemskuet alligevel
og om alt det hos Lotte som han så godt kan lide
og så var det måske blevet så fuldt af gode sideben
at det bejlede til kunsten,
og hvis Lotte så virkelig havde manglet et ben
havde hun regenereret på stedet!
Næh, bitte Henrik, den du skal gøre tilnærmelser,
her kaldet haneben, til - det er ikke sandheden
men kunsten, her kaldet Rigmor.

Det farlige ved at det der skrives kun er sandt
i forhold til løgnen er at folk så gerne vil tro på det.
Og er der noget at sige til det?
Hvad har vi egentlig tilbage at tro på
her i det her Danmark?
Politikerne lyver, statistikkerne lyver, alle lyver,
mere eller mindre. de eneste der ikke lyver
er CPR-numrene og løgnhalsene,
her kaldet kunstnerne. Og begges sandheder
er man bange for, for man forstår dem ikke helt
og man kan jo aldrig vide? - Rigmor,
hvad har du gjort af dit ene ben?

Men når folk bliver udmattede og trætte
og ikke synes de forstår noget af noget,
så bliver de journalister eller i hvert fald indiskrete,
det vil sige: de kan ikke mere kende forskel
på det der er gemt og det der er skjult, eller
på verdensgåden og det der er fejet ind under gulvtæppet,
og så var det jo lettest at tro
at det er verdensgåden der er fejet ind under gulvtæppet,
når nu de dær folk har gulvtæppe og kost og skidt
og man er tæppeløfter (Kelim).

Når læserne er stressede og kørt ned
gide de ikke have med fremmedarbejdere og jøder
og kunstnere at gøre, og i hvert fald ikke Kunst.
Når man har det sådan og kommer hjem fra arbejde
og har hængt alle problemer fra sig i en detalje,
så vil man have kæledægger, det hedder det:
Kæledægger - Bente Clod og Henrik Stangerup og
Christian Kampmann . alle de kære venner uden sideben!

Gud har ellers vist os
hvad man kan stille op med et sideben.

Og helt kort, side 31

Det er svært
at være her,
og ingen
andre steder
være henne.

BLÆST - MEN IKKE LÆST - IGENNEM!

Peter Laugesens genfundne 1979-manus Tohuvabohu, der udkommer om præcis en uge på Asger Schnacks Forlag, to dage før digterens 75 års fødselsdag - og det er vitterligt, som forjættet, det forunderligste tærskelværk, øjeblikkeligt uundværligt, nævenyttig (og nævnenyttig!) naivisme! Men det skal jeg nok granske og forklare nærmere i næste uges anmeldelse, lige nu er den sort-hvide eksistens mere end mirakel nok, og her er simpelthen bare et tekstopslag, side 46-47:

"med hvilken slags græs
   vil du dænge mig til

med hvilket nærvær
    ligge for min dør

hvorfra kommer spurvene
der døser på klaverets ansigt

hvorfra hyldens børn
der flyver i violinens bur


skiftespor, skifteord


betændelsen spiller på
nerverne som var de en harpe

det vil være en lettelse
at afbryde smerten med codyler

(græs og musik alene, på
grammofon, kan ikke klare det)

øjet løber i vand, lukker sig
mere og mere, men jeg kan ikke

se med det alligevel, rejse
på landet i en uge i morgen

socialkontoret i formiddag
ny rådgiver, nu kommer inga

og sidse med vasketøjet


så
er det senere

her er vi
på vej ud af døren

for at se på et skab
til sidses tøj

uden for er der tøsne
og det er lykkedes

at finde en tobak som
den gamle westmore


lad øjet brænde
gennem stenene
gennem kødet og knoglerne
gennem jord, vand, luft
og ild, brænd gennem branden
og brænd sammen, sammen
ikke en og en men to og to
og mange flere i ny
atmosfære af kærlighed
der flyder og skifter frit"

Dernede hvor Jesus har dyppet sin mundharpe i floden

Bassisten og komponisten Nicolaj Munch-Hansen er pludselig død urimeligt ung. Jeg nåede lige præcis at høre underskønne"Brev til Sonny Boy", med Kira Skov og Steen Jørgensen på vokal, fra hans plade med Laugesen-sange, Det flimrende lys over Brabrand Sø, på min fikse julegave-grammofon, før han var forduftet for good:

3 x Eno til Brian

Lars Bukdahl Kom til at tænke på, jeres små fælles Eno-bind, One, Zebra, High (1980, 1982, 1983), har I foræret dem til Eno, dengang eller senere (ligesom Bowie omsider fik Bowie Bowie, og Dylan vel skal have den nye Dylan Forever)?

Asger Schnack Jeg overrakte Brian Eno de tre bøger – sammen med en oversættelse til engelsk, som Klaus Høeck og jeg havde lavet i fællesskab – i Huset i Magstræde i januar 1986. Brian Eno var i København for at deltage i en udstilling med videoværker (Husets Udstillinger).

 

 

 

2 x Ulrike

1.
Sonet i Klaus Høecks Ulrike Marie Meinhof, 1977:

"I cellen har Ulrike Meinhof hængt sig.
Man plejer at sige, at det rammer een
i hjertekulen. Og sådan virker den
meddelelse, som et hårdt, tørt stød på mig.

Ulrike uden laurbær og sølv, u
den nylonstrømper og polkaprikket kjo
le. Ulrike uden kærlighed og so
vetabletter, helt alene med sin u

forsss a slierrr forrr de anresss robleme
ersss str omal aaaa aaa eeeefffff ii ii gled
ikkk kkkmmm mmm nnnn oooooo ss ss ss ss ss sig

udgrundelige stilhed med det hvide
håndklæde til at aftørre angstens sved
tidligt om morgenen den niende maj. "

2.
Ulrike Meinhof: "Et brev fra den døde afdeling. Fra perioden 16.6.72 til 9.2.73" - oversat af René Jean Jensen i det nye nummer 3 af Monsieur Anitpyrine:, første halvdel

"følelsen af at en hoved eksploderer (følelse af at hjerneskallen faktisk kunne sprække, skalle af) -
følelsen af at rygmarven bliver presset op i ens hjerne,
følelsen af at ens hjerne gradvist skrumper ind, som tørret frugt fx
følelsen af at der uafbrudt, umærkeligt, løber strøm igennem en, man bliver fjernstyret -
følelsen af at ens associationer bliver luget væk -
følelsen af at man pisser sjælen ud af kroppen, som når man ikke kan holde sig -
følelsen af at cellen bevæger sig. Man vågner, åbner øjnene: cellen bevæger sig; om eftermiddagen, når solen skinner ind, standser den pludselig.
Man kan ikke slippe af med følelsen af at den bevæger sig. Man kan ikke finde ud af, om man ryster af feber eller kulde -
man kan ikke finde ud af, hvorfor man ryster -
man fryser.
Anstrengelser for at tale i normal lydstyrke, som ved højlydt tale, næsten brølen -
følelsen af at man forstummer -
man kan ikke længere identificere ords betydning, kun gætte -
brugen af hvislelyde - s, ss, tz, z, sch - er absolut uudholdelig -
vagter, besøg, gård forekommer en at være af celluloid -
hovedpine -
flashs -"

Sentimental denim

Min far,
som døde 
i 1979,
havde akkurat
sådan en
cowboyjakke
(men nogle
andre briller
og intet
hageskæg)

Højaktuel Højholt-kvababbelse 1

- fra Per Højholts Enhjørningens kvabbabbelser, der udkom på After Hand i 1979 (Højholt havde det fine princip, at sine mest poppede bøger (og plader!) - kvababbelser (= radio-digte) og Gittes monologer - udgav han ikke på sit officielle overgrundsforlag, Schønberg, mens hos Henrik Have på mikroskopiske After Hand):

Kunstneren samfundets samvittighed

1.
Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig?
At være samfundets samvittighed er vel alles pligt
og derfor ikke kunstnernes.
Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan:
lave kunst sådan så det lissom bliver mer naturligt
for folk at være samfundets samvittighed, fx.
Det vil jeg godt være med til,
dog med den tilføjelse, at mine læsere
nok vil blive samfundets dårlige samvittighed,
ikke dets gode,
en god samvittighed - er der noget mer ufrugtbart,
rent kunstnerisk,
eller mer kedeligt, rent menneskeligt,
eller mere sjofelt og asocialt, rent politisk?
Samfundets dårlige samvittighed, det er bedre
kunne man selv spille den rolle
ville man måske trives som digter
og få en god samvittighed.

Alligevel duer det ikke: Samvittighed,
det er noget med at være sikker på noget,
at det er umagen værd, fx,
jeg er kun sikker på een ting:
jeg vil ikke stå i vejen for kaos.

2.
Jeg samfundets samvittighed, Perspektivkasse!
Ikke tale om, ikke i det her samfund
som har brug for en samvittighed
fordi det er et klassesamfund,
og de eneste i et klassesamfund som har en samvittighed
er dem der har råd til en.
En samvittighed er dyr, skidedyr,
i et kapitalistisk samfund, det er kun for de rige.
Men de er til gengæld også nødt til at have een,
ellers er det ikke til at holde ud at være rig.
Man kan kun være rig med god samvittighed
hvis man har en dårlig.
De rige sætter pris på digtere, gode digtere,
der kan give dem en kvalificeret dårlig samvittighed,
som de kan veje den gode op med.

Så længe man har en samvittighed
er der en Gud foroven.
Personlig råder jeg ikke over nogen samvittighed
men derfor kunne jeg selvfølgelig godt blive samfundets.
Fast ansat hund i keglespillet,
fordi keglespillet har brug for en hund
der kan vælte en kegle af og til,
en ad gangen, naturligvis, ikke alle ni,
eller tisse på den.

3.
På den anden side:
Der findes så megen uretfærdighed i verden,
der myrdes så mange, der undertrykkes så mange,
de fængsles og torteres og sendes i lejre,
de slagtes og deporteres og bombes og brændes,
-  bør digterne ikke gøre folk opmærksomme på den slags
fx ved at skrive om det?
Nææ. Sødet med lyrik er det svineri.

Hvad er da digterens rolle i samfundet?
At ødelægge det med gode digte.
Hvad ellers: indse det umulige i sit forehavende
og fortsætte alligevel.
Samvittighedsfuldt.

ps.
Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive
sit digt om Ulrike Meinhof: STANDS! Det er for sent
allerede. Hun er død. Hun er færdig med det digt.
der kostede hendes selv og andre livet.
Elendige samvittigheds-nager, hvordan smager et mord?
Smelter Ulrike på tungen?
Endnu en kort besked til digteren: Hvis håndklæde
hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det
ved lejlighed, du vasker alligevel dine hænder om lidt,
efter måltidet, ikke?
Nekrofile svin, stop et håndklæde i skrivemaskinen
og prøv hvordan det er.

80 SIDER! - og i dueslag nu (en S-togs-tur væk, men jeg hoster!)!

Asger Schnacks Forlag

February 20 at 4:18pm ·

Som bog nr. 15 på Asger Schnacks Forlag udkommer fredag den 3. marts 2017 Peter Laugesen: ”Tohuvabohu” – the lost (and found) Laugesen manuscript! Historien har jeg tidligere fortalt; i dag er der færdige bøger – med et træsnit af Knud Odde og et nyskrevet efterord af Peter Laugesen. Bogen kan allerede nu bestilles hos enhver (net)boghandel.

Produktdetaljer:

Sprog:

Dansk

ISBN-13:

9788799837953

Sideantal:

80

Udgivet:

03-03-2017

Udgave:

1

Forlag:

Asger Schnacks Forlag

Indbinding:

Bog, hæftet

Originalsprog:

Dansk

ISBN10:

8799837951

HESSELRUP! Levende (Nordisk) Råd

De danske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris er vildt fornuftigt udvalgt af Elisabeth Friis og Peter Stein Larsen til at være Vivian og Erindring om kærligheden (alle kandidatterne her, inkl. djævelske Jäderlund)

Udvalgte nominerede, Læsernes Bogpris

(sølle) 3 ud af 10 nominerede til Bibliotekernes og Berlingskes Læsernes Bogpris (stem og få yderligere info via dette link):

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed

Christina Hesselholdt: Vivian

Olga Ravn: Den hvide rose

(reduktion til) Hostepost

Host
hvor
vejrtrækningen
slår en
brugtvognsforhandler
på kæben

Feberpost 4 (udtonende)

Feberskæg
fupper, ak,
næppe dig
længere

Feberpost 3

Jeg føler mig
som et kort
over min
barndoms
fællesareal
tegnet med
F.P. Jacs
trofaste
feberpen

Feberpost 2

Jeg er i hvert fald ikke
Homo Faber, 
og da slet ikke
Homo Fiber,
jeg er blot
og totalt
Homo Feber

Feberpost

Jeg, febrile abe! 
Jeg 
HAR
feberen,
jeg
ER
aben

Gennemhakket overskrift

Jeg kunne nu meget godt lide den oprindelige overskrift til min skeptiske anmeldelse af Peder Frederik Jensens Skullfuckingi WA Bøger i går (i stedet blev min notation af Jensens monologstil brugt: "Hak. Hakhak. Hakketihak. Hak"):

-->

Flaskepost ad helvede til

Proust op og ned ad trappen, prust!

Jeg har dybt pinligt ikke fået læst Proust, men det er der andre her på adressen, der har, som denne blogpost er tilegnet med løfte om, at jeg nok skal få det gjort.

1- OP AD TRAPPEN

Max Beerbohms digt "On Proust" fra bogen Max in Verse. Rhymes and Parodies, 1963, købt for en slik ved hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken for et halvt års tid siden (har i tyve harft på fornemmelse, at jeg burde få læst Beerbohm, især romanen Zuleika Dobson, han virker som en vild og stilig og meget engelsk humorist, men har ikke fået det gjort, mon nogen af mine bloglæsere har!?) - håndskrevet i en for sent afleveret førsteudgave (!):

(On Proust)

"Dear Esther S----, I'm in distress,
It's very sad! My taste is bad.
The men that boost the work of Proust
(Those scholars and those Gentlemen,
Those Erudite and splendid men,
Of whom the chief is Scott Montcrieff)
All leave me cold. Perhaps I'm old?
'The reason why, I cannot tell,
I do not like the, Doctor fell ...'
But why not like the late Marcel? ...
Perhaps he wrote not very well?
This, bien entendu, cannot be
He was a prince of Paragons
(As undergraduates all agree -
Or did in nineteen-tenty-three-
With full concurrence of the Dons).
I only know that all the Swanns
Are now, as ever, geese to me.
Pity the blindness of poor M.B.!
P.S. How sad that I'm alive!
October Nineteen-twenty-five.

2- NED AD TRAPPEN

Det netop opdukkede eneste ene filmklip med Marcel Proust, på vej ned ad trappen med overskøg ved et celebert bryllup i 1904:

God forfatter interviewes i talkshow!

 - og værten har læst hans bog!
og forfatteren er MÅSKE FAKTISK værtens yndlingsforfatter!
Og har knust værtens hjerte på hver side!

The Late Show i i aftes!

Romanmodstand og spøgelseslicens

- fra samtale mellem Zadie Smith og George Saunders i det nye nummer af Interview:

"SAUNDERS: From the beginning, I actually had it in mind not to write a novel. I'd kind of gotten past that point where I felt bad for never having written a novel, even to where I felt really good about it, like I was a real purist. And then this material was around and I approached it, but almost warning it, like, "Do not try to bloat up on me because we're not doing that; we're not writing a novel. We're not going to suspend all the usual rules of composition that I have accrued over the years just to get past the 130-page mark."  There were several points where I would kind of turn to the book and say, "Get thee behind me." I don't think real novelists do that. But I make a distinction between prose that's very efficiency-minded (like, the minimum I can get away with), versus loosening the screws and letting the words spill out beautifully and so on. I don't really write beautifully naturally, unlike some people in this conversation. I don't feel like I have the intelligence to really inhabit a consistently high level of prose. I have to really squeeze it to make it into something. It blew my mind, reading Swing Time (Smiths seneste roman LB)  that I could take any sentence in the book, and it was one of the most beautiful sentences written in English, and you grafted all those sentences into this incredible, multi-continent, epic. Such a vast and expansive book. It made me a feel a little bit like when I used to read David [Foster] Wallace. Like, "I can't play that game. I wish I could, but I can't do it."

SMITH: The young people have a phrase for this now, which is "slay in your lane." [both laugh] That's a very important principle of writing. You have to work out what it is you can't do, obscure it, and focus on what works.

SAUNDERS: Yeah, that was the first 40 years of my life. But what was fun for me with this book was to start out with the principle that went, "We're going to fight every day to make this not a novel; make it too short to be a novel." And then with that principle in place, the book sort of starts to say, "Okay, but I really need this. I really need some historical nuggets." And you're like, "All right, but keep it under control." Or the book says, "I really need this sci-fi device of a ghost inhabiting another person." You say okay kind of begrudgingly. So the structure seemed informed by need and efficiency. There's not a lot of whimsicality in the form, not a lot of indulgence allowed. Like when I was younger, I would sometimes go, "Oh, every other section will be narrated by a chair." [Smith laughs] Or, "It will be a double helix shape!" That never really worked. I guess what I'm trying to say is that whatever weirdness was going to be in there, I felt, had to be earned. And it had to be required by the emotional needs of the book.

SMITH: What interests me in it is a slight perverse balance between the sublime and the grotesque. Like you could have landed only on the sublime. But my argument is that the sublime couldn't exist without this other half. For example, you have these grotesque, hilarious, profane ghosts in the book. Even the concept of talking ghosts is, from an aesthetic point of view, grotesque. It's not in good taste to have talking ghosts in a grown-up novel. [Saunders laughs] But you seem compelled by that risk in order to get to the other end of the equation.

SAUNDERS: I think it's also a kind of a psychological thing. As a kid, I had a real fascination with perverse, off-color, and kind of risky things, and I also had a very sanctimonious Catholic, purist side. For me, things were either very sullied or very pure, very controlled or very under-controlled. One of the big breakthrough moments was to realize that you aren't going to be able to excise one of those. But you are going to be able to use them against one another or in support of one another—almost like two people on a motorcycle. One tendency has to aid and abet the other, in a certain way. So if I find myself being too earnest and sentimental and hyperbolic and simplistic, which is definitely a tendency I have, then I bring in this perverse henchman.

SMITH: There's something very Catholic about that.

SAUNDERS: Right. And in my personal and spiritual life, I reject that. I don't believe in that. I'm always trying to get my mind into a less judgmental place, making less rigid judgments about things like "perverse" versus "pure." But in terms of prose, those sorts of oppositions seem to work. This book scared the shit out of me for many years because it seemed to me not all that open to the perverse or funny or naughty. And I knew if I evoked that stuff too easily or gratuitously, as a way of assuaging my fears of not being edgy or whatever, the writing would fall apart. This book was going to have to have some earnestness in it. "

Om varigheden af skærildsophold for mindreårige afdøde

Fra George Saunders' debutroman Lincoln in the Bardo, der udkom i tirsdags og som jeg lige nu læser på min iPad - to ældre sjæle samtaler i det biddhistiske venteværelse, der titlens Bardo (den talende står under replikken):

  "These young ones are not meant to tarry
roger bevins iii

  Matthisson, Aged Nine Years? Tarried less than 30 minutes. Then dispersed with a small fartlike pop. Dwyer, 6 yrs & 5 mos? Was not in the sick-box upon its arrival. Had apparently vacated in transit. Sullivan, Infant, tarried twelve or thirteen minutes, a crawling squalling ball of frustrated light. Russo, Taken in her Sixth Year, & Light of a Mother's Eye? Tarried a mere four minutes. Looking behind stone after stone. "I am investigating after my schoolbook."
hans vollman

  Poor dear.
the reverende everly thomas

  The Evans twins, Departede This Sorry Vale Together at 15 Years, 8 Months, tarried nine minutes, then left at precisely the same instant (twins to the end). Percival Strout, Aged Seventeen years, tarried forty minutes. Sally Burgess, 12 years & Dear to All, tarried seventeen minutes.
hans vollman

  Belinda French, Baby. Remember her?
roger bevins iii

  The size of a loaf of bread, and just lay there, giving off a dull white light and that high-pitched keening.
the reverend everly thomas

  But in time, she went.
roger bevins iii

  As these young ones should.
the reverend everly thomas

  As most do, quite naturally.
roger bevins iii

  Or else.
the reverend everly thomas

  Imagine our suprise, then, when, passing by an hour or so later, we found the lad still on the roof, looking expectantly about, as if waiting for a carriage to arrive and whisk him away.
han vollman

  And pardon me for saying so - but that wild-onion stench the young exude when tarrying? Was quite thick already.
roger bevins iii

  Something neede to be done.
the reverend everly thomas

90'er-stilidealerne

2 halvfemserdigtere har jeg på forskellige tidspunker - i mine og deres "karrierer" - haft som stilidealer:

1. Digterisk/poetisk i sidste halvdel af 90'erne: Katrine Marie Guldagers kortprosapoesi i Styrt, 1995, og Blank, 1996 - en styrtende tekst fra Styrt:

"Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg har fået et lad med roser hældt af ude foran din dør. Du må ikke vide, at jeg egentlig er faret vild i forklaringer, forviklinger. Din hoveddørs sirlige skrift. Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg banker på døren, banker den ned, og pløjer gennem lejligheden med roser: Røde roser, gule roser og en enkelt vase af glas."

2. Kritisk de sidste 10-12 år: Christina Hesselholdts prosa siden Du, mit du, 2003, og En have uden ende, 2005, men især Camilla-serien - et (vitterligt) tilfældigt nedslag i den samlede udgave, der bare hedder Selskabet:

"Jeg blev ført dertil, til Torremolinos, hvor der stadig var lidt hippie over det, af en englænder jeg havde mødt, han hed Tim, Tim King, men eftersom Charles og jeg ikke længere taler om tidligere forhold (det har vi overstået for længe siden), siger jeg, at jeg hellere vil fortælle hvordan jeg kom derfra igen. Vi blev uvenner, Tim og jeg, fordi jeg ikke ville sy en lap på hans cowboybukser der næsten kun bestod af lapper, og som han var stolt af. Bukserne kan sammenlignes med en af disse store brune eventyrkufferter med forstærkninger i hjørnerne man engang så på rullebånd i lufthavne, og måske stadig ser, klæbet til med mærkater fra forskellige destinationer, så man måtte forstå at indehaveren var globetrotter, at han eller hun befandt sig i i stadigt trav over kloden; for også bukserne havde været vidt omkring, og det var deres høje alder, alt det de havde stået igennem, i det varme syd og det høje nord, han var så stolt af, bukserne var billedet på hans rejseri, og den sparsommelighed han lagde for dagen for at få råd til dette rejseri, som var hans måde at distancere sig fra sin engelske underklassebaggrund, bedre at rejse end at stå på en fabrik (men det forstod jeg ikke dengang, jeg tænkte bare, efterhånden irriteret, at han foretog sine rejser for senere i bisætninger at kunne kommentere og fælde domme over byer og lande, og hvor pinagtigt var det ikke da han belærte mig om Christiania), og havde jeg ikke netop engang, på en billig italiensk restaurant i Torremolinos, gjort ham ude af sig selv ved at spørge ham hvad han havde lyst til at drikke. 'Hvad jeg har lyst til at drikke?', gentog han, med stigende ophidselse, selvfølgelig skulle vi begge have postevand, hvordan kunne jeg geråde ud i sådan en ekstravagance, rasede han, mens jeg nippede til skammens bæger, et glas af husets rødvin."

(i alt 3 punktummer - og 1 semikolon (og 2 parenteser))

Christina Hesselholdts minimal-labyrintiske debut

Det startede også med et digter-billedkunstner-samarbejde - i den antologi, som Forfatterskolens årgang nr. 2 lavede sammen med elever fra Kunstakademiet i 1989 med den opfindsomme titel Ord/billeder. Hesselholdt partnede op med Peter Kjær, der producerede en en sirlig s/h-labyrint på bogens midtersider. Siden før var blank og på siden overfor den stod denne lakoniske tekst:

   "Mod det hvide centrum
    - her falder øjet ind
    og herfra begynder
    bevægelsen ud









Stedet er bygget som faldende tid"

Ingen andre autofiktive tekster end denne får lov at findes i 2017

(bortset måske fra Lone Aburas', og Pablo Llambías' kommende bøger? - og i en vis forstand Christina Hagens ...!)

Christina Hesselholdts prosastykke nr. 7 i Maria Wandels ARTUR-billedbog Hemmeligheder alle vegne:

"At have tiden for sig

En udendørscafé før eller efter åbningstid, for der er ingen ved bordene, og parasollerne er ikke slået ud, jeg er sytten år og med mig har jeg The Penguin Book of English Romantic Verse, selv består jeg af lige dele længsel (efter kærlighedsmøder og efter at kunne skrive) og uformåenhed.
  Der står et træ med lyserøde blomster midt i caféen, jeg sætter mig ved et af bordene under det træ, jorden er hård og fejet glat som et gulv, det virker ejendommeligt at træet forsvinder ned i denne gulvagtige overflade, næsten synd, som om man har gjort vold imod det - selvom det ikke er til at sige hvordan: for eftersom træer ikke kan komme ud af stedet, er det skørt at påstå, at træet numere end nogensinde ikke vil komme derfra, at gulvet har fikseret det. Hele tiden er der blomster der giver slip og drysser ned fra kronen, også ned i min bog, det var dengang umuligt ikke at skirve, at de landede i min bog som lette suk - det står på indersiden af paperbackomslaget med min håndskrift, og på flere af siderne er der små brunlige plamager, det erde tidligere lyserøde blomster. Og ved bordet sidder altså den tidlige mig - før (for nu ikke bare at sende Duras som jeg dengang elskede højt en kærlig hilsen, men ligefrem give hende et klem; som om hun var en tube og ud kommer lidt tekst) bøgerne ægteskabet barnet skilsmissen flere bøger et nyt ægteskab min mors død endnu en skilsmisse og stadig bøger."
 

Mellemfornøjet mellemleder

Jeg skrev i forrige fredags WA Bøger denne mildt drilagtige Bogholderinote.

Turboblankt

Hans Henrik Schwab, Københavns-baseret redaktionschef på Århus-baserede  Turbine, lancerer sit forlags nye smalle udgivelseslinje, kækt kaldt Artur, via et frontalangreb på de øvrige mellemstore forlag for ikke at udgive lyrik. Mikrofonholder er Politiken:

  »I dag er det stort set kun Gyldendal-forlag, der føler en kulturel forpligtelse. De tre forlag, som kommer lige efter i størrelse, har vel højst udgivet 10 digtsamlinger de seneste 10 år. Altså, tilsammen (…) Vi starter også Artur, fordi det ellers bliver overladt til enten Gyldendal eller de helt små, uafhængige forlag. Da Politiken for nylig havde et tema om lyrik, var flere af bøgerne udkommet på forlag, jeg aldrig havde hørt om”.

   Enhver bare nogenlunde nysgerrig læser af ny, dansk poesi kender sagtens de småbitte forlag, der får bøger anmeldt i Politiken og bærer navne som Antipyrine, Basilisk, Gladiator, Korridor, Kronstork, OVBIDAT, OVO, Poetisk Bureau og Virkelig. Vedkendt ukendskab til denne dynamiske underskov skaber ikke ligefrem tillid til Schwabs og Arturs talentspejderevner.

  Og jep, det står skralt til med poesien på L&R, People’s Press og Politikens Forlag, men det virker en smule overilet at prale med egne egernskindhuer, før dyrene faktisk er indfanget. Foreløbig har Artur kun en enkelt bog på bedding, en grafisk roman (anmeldt POSITIVT i denne freddags WA Bøger LB nu) med billeder af Maria Wandel og tekst af Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad, alle med fast tilknytning til andre forlag.

   Bogholderiet gode råd til digterspirer: Et målrettet passioneret mikroforlag er til enhver tid at fortrække frem for et mellemforlag uden mål og med.

lb

- og fik i denne fredags WA Bøger følgende noget længere svar:

Hans Henrik Schwab Redaktionschef, ARTUR/Turbine

"I Weekendavisen Bøger (3/2) hævder Lars Bukdahl, at jeg på vegne af forlaget Turbine skulle have angrebet de »øvrige mellemstore forlag« i et interview om lyrikkens situation (Politiken 26/1). Imidlertid fejlrefererer Bukdahl min udtalelse og misser derved den centrale pointe. Jeg angriber således ikke de »øvrige mellemstore forlag« (hvilke i øvrigt?), men forsøger med lyrikken som eksempel at rejse en principiel debat ved at påpege, at de store forlagshuse i praksis ikke udgiver digte. Pointen er således, at dagens liberaliserede bogmarked er polariseret i en lille gruppe meget store forlagskoncerner på den ene side og heroverfor en myriade af mikroforlag, der efter bedste evne løfter den del af den kulturelle forpligtelse.

Alligevel er disse forlag ikke et reelt alternativ for visse forfattere. Det egentlige problem opstår således, når stadig flere, indimellem sågar statsstøttede, kvalitetsforfattere (også prosaister) falder ned i kløften mellem de helt store og helt små forlag - og forsvinder. Mit bud på en løsning - at et mellemstort forlag som Turbine går ind og tilbyder nogle af disse »hjemløse« forfattere såvel som helt nye navne en udgivelsesmulighed - falder ikke i god jord hos Bukdahl.

»Digterspire, blev ved dit mikroforlag«, lyder hans patroniserende råd. Bukdahl, der selv i mange år udkom på det pænt store og etablerede lyrikforlag Borgen, har alle dage været selvudnævnt bannerfører for de små forlag og smalle udgivelser. Forsvaret for de små er i sig selv sympatisk, men i Bukdahls fundamentalistiske udgave kommer han til at fastholde lyrikken i undergrunden, hvor den ifølge ham trives bedst. En konklusion og arbejdsdeling, de store koncerner helt sikkert vil bifalde. Afslutningsvis forsøger Bukdahl at sætte trumf på ved at påpege, at Turbines nye litterære imprint ARTUR endnu ikke har nogen udgivelser med egne forfattere »på bedding« og dermed ikke noget at »prale af«. Det er decideret ukorrekt. De to første digtsamlinger på ARTUR udkommer allerede i næste måned, hvilket Bukdahl blot ved at gå ind på forlagets hjemmeside kunne have forvisset sig om. For at få sit mikrobudskab igennem må Bukdahl således, bevidst eller ubevidst, indlede med at fejlcitere mig og afslutte med at fordreje fakta. Den store lilleput-elsker Bukdahl er åbenbart nødt til både at hugge en hæl og klippe en tå for at kunne klemme sig ned i så små sko."

Hermed blogreplik:

1. Poetisk point til det afsluttende billedsprog.

2. Undskyld for ikke at have tjekket hjemmesiden. Hvad Schwab undlader at meddele er, at Arturs marts-digtsamlinger er skrevet af halvfemserdigterne Annemette Kure Andersen og Lone Munksgaard Nielsen (Munksgaard er en vigtig helt i Generationsmaskinen og et par gange indstillet til Bukdahls Bet), som debuterede, med Schwab som deres redaktør, på Borgen i henholdsvis 1991 og 1993, og efter Borgens nedtur en tid kort udkom, med Schwab som redaktør, på Lindhardt & Ringhof, og nu har Schwab så meget smukt tilbudt dem husly en 3. gang (Munksgaard har i mellemtiden udgivet billedbøger på Gyldendal (hvor Schwab også helt kort, før L&R, har været redaktør). Jeg glæder mig til begge udgivelser, især Munksgaards Hvis du møder en ensomhed, men det ville sgu være synd at kalde dem et signal om fornyelse. Det manglede bare, at udgivelse nr. 4 er en ny samling af Peter Poulsen.

3. Jeg er ikke bannerfører for noget som helst andet end god poesi, og synes, at alle forlag, små og store og mellemstore (og hvad angår det med store og mellemstore: jeg tænkte bare, at Gyldendal var så meget større ned alle de andre store, at de i sammenligning var mellemstore- og så er Turbine måske mellemlille) burde udgive god poesi, både af idealistiske årsager, fordi det er godt, og af pragmatiske årsager, fordi talent er talent og talent er uforudsigeligt, også kommercielt (lige meget hvad Rosinante&Co's Jacob Søndergaard siger i København Læsers program - smalle der blev brede tæller bare fra 90'er-generationen Helle Helle, Kirsten Hammann, Katrine Marie Guldager, Christian Dorph, Merete Pryds Helle, Ida Jessen). Og jeg synes absolut, der er en farlighed i, at så meget af den vigtige smalhed udgives af skrøbelige små forlag, men når det er sagt, så er de altså temmelig gode til at udgive, både redaktionsmæssigt og synlighedsmæssigt, når forlag, Schwab ikke har hørt om, får deres bøger anmeldt i Politiken (se senest Lilian Munk Rösings store, gode anmeldelse af Jesper Bryggers Kronstork-digtsamling), hvilket ret mange af Turbines bøger nemlig ikke bliver.

4. Min pointe +en gang til for prins Gud: Hvis man endnu ikke har bevist sin kendskab til og flair for og engagement i ung smalhed (men foreløbig bare genindkalder gamle, hårdt plagede yndlinge), så er det lige arrogant nok at pege fingre af andre forlag og alt, alt for tidligt at fortjene en anbefaling fra denne lilleput-elsker.

Genreafsløring!

På Facebook udviklede et kommentarspor efter Simon Pasternak opdatering om et samtale-arrangement med ham og Lone Aburas til en quiz (copypastet i blogpost nedenfor) om genren på Aburas' næste bog, som Pasternak hævdede opfundet i 1917, altså genren - der var flere bud, readymade, lyddigt, revolution, men ikke noget, Pasternak erklærede som det rigtige.

Nu er svaret der!

Gem i et referat fra arrangementet ved Simons mor, Gita, på samme Facebook (min (genre)fremhævelse):

Gita Pasternak

February 9 at 1:35pm · 

 

"DAVIDS SAMLING havde i går inviteret til en samtale mellem Simon og Lone Aburas:
"Hvad skal vi med politisk litteratur? Lone Aburas og Simon Pasternak vil tale om hendes forfatterskab siden debuten "Føtexsøen". De vil diskutere satire, politik, meta- og samtidsromaner, og hvorvidt Lone Aburas' kulturelle baggrund overhovedet spiller en rolle i romanerne." Og det gjorde de - i halvanden time. Sluttende med:
L: Da jeg skrev "Føtexsøen" ville jeg bare være en god digter, jeg ville ikke alene være repræsentant for én, der havde en muslimsk baggrund - det gad jeg ikke snakke om dengang - alle er jo ikke bare deres baggrund
S: Nu er du mere klar til at skrive direkte og uden meta?
L: Nu da jeg har skrevet fire romaner - føler jeg, at jeg som privilegeret - MÅ deltage i den samtale. Og så har jeg skrevet en tekst, der hedder "Det er et jeg der taler. (Regnskabets time)"
S: Det er en kort, meget mundtlig tekst. Den har også fået en genre?
L: Ja, den har mine redaktører fundet på!
S: Vi tænkte, hvad sker der? Nu har du hidtil skrevet sjove bøger, romaner, og så pludselig er teksten blevet så kort! Så blev vi jo nødt til at finde en genre, for det var jo en god tekst - så derfor syntes vi, den skulle hedde Agitprop - altså den gamle sovjetiske politiske litteratur!
Hvad siger du i den tekst?
L: Den sniger sig også ud ad et spor, vil jeg meget gerne sige! Den tager udgangspunkt i noget nært mig, og så begynder den også at snakke om alt muligt andet.
S: Ret meget andet ......
Lone læste op af begyndelsen - og det var godt! Den udkommer sommer 2017."

(foto: Gita Pasternak)

Superforsvundet note

Der var så meget Trump i bogtillægget, at vi droppede denne Bogholderi-note, hårdt nok!

-->

"Super-politisering

Som var det Danmark i 70’erne, er ALT politisk i USA lige nu. Også amerikansk fodbold.  Søndag aftens vinder - lige på falderebet - af den såkaldte Superbowl, New England Patriots (tænkt hvis Brøndby hed Vestegns-Patrioterne), associeres med Donald Trump, fordi trænere og stjernespilleren Tom Brady er præsidentens personlige venner (i det omfang han overhovedet har personlige venner).

  Et særligt show i showet er de tv-reklamer, der afbryder kampen, og i år var det reklamen for ølmærket Budweiser, der stjal opmærksomheden, fordi det minut-korte epos blev fortolket som skarpt anti-trumpsk,: Vi oplever den tyske grundlæggers ankomst til Amerika, hvor han mødes af aggressive anti-immigrant-tilråb, før han strabadserer sig videre ind i landet på sin alkoholiske mission.

  I New York Times anmelder James Poniwoziek første afsnit af tv-serien 24: Legacy (en fortsættelse af den gamle 24 timer med ny hovedperson), sendt lige efter Super Bowl på Fox, som én lang reklame for Trumps mildest talt kontroversielle rejseforbud for borgere fra syv muslimske lande: Afsnittet begynder med en massakre i et amerikansk hjem begået af en professionel jihadist-terrorgruppe hentet direkte fra Trumps sort spruttende  tweets om de ”slemme folk”, der strømmer til landet.

   Hvordan skal dog en tyk roman eller et skinbarligt digt får et ben til jorden i denne uforsonlige, ustoppelige kamp mellem football-resultater og øl-reklamer, tweets og tv-anmeldelser, hvad som helst og hvad som helst?

lb"



- afslutningen på NYT-anmeldelsen:

"“24: Legacy” works on a different level of realism (end Homeland LB), and it probably expected to appear in a different world. Had Hillary Clinton won the presidency, we’d be talking about the implications of casting an African-American hero, or how incongruous it looks for the show’s presidential candidate (Jimmy Smits) to be a man. The show’s stereotyping would be the same, but we would not be seeing stereotyping’s consequences playing out in real life the way they are now.

But that’s not where we are. Nor are we even in the post-9/11 heyday of “24,” when George W. Bush stressed that Islam was a “religion of peace.” Mr. Trump is under the sway of those who see all of Islam as an enemy, advisers like Stephen K. Bannon, who has said, “Islam is not a religion of peace — Islam is a religion of submission,” at war with the “Judeo-Christian West.”

This wasn’t the only vision of America on display in the past week. Anheuser-Busch prepared a Budweiser commercial celebrating the brand’s founder, a German immigrant, for overcoming xenophobia to create an American icon. The ad went viral days before the Super Bowl.

“24: Legacy” may not have meant to enlist in this culture war. But anyone telling this kind of story now might be supplying rhetorical ammo to people who dream of making America smaller, meaner, more homogeneous and more afraid.

Does “24” want that to be its legacy?"

2 kvinder med 2 navne

Wiki-bio-besøgt de sidste 24 timer:

Gabriela Mistral (Spanish: [ɡaˈβɾjela misˈtɾal]; 7 April 1889 – 10 January 1957) was the pseudonym of Lucila Godoy y Alcayaga, a Chilean poet-diplomat, educator and humanist. In 1945 she became the first Latin American author to receive a Nobel Prize in Literature, "for her lyric poetry which, inspired by powerful emotions, has made her name a symbol of the idealistic aspirations of the entire Latin American world". Some central themes in her poems are nature, betrayal, love, a mother's love, sorrow and recovery, travel, and Latin American identity as formed from a mixture of Native American and European influences. Her portrait also appears on the 5,000 Chilean peso bank note.

 

 

Fouzia Azeem (Urdu: فوزیہ عظیم‎; 1 March 1990 – 15 July 2016), better known by the name Qandeel Baloch (Urdu: قندیل بلوچ‎), was a Pakistani model, actress, woman's rights activist and social media celebrity. Baloch rose to prominence due to her videos on social networks discussing her daily routine and various controversial issues.^[1]
Baloch first received recognition from the media in 2013, when she auditioned for Pakistan Idol; her audition went viral and she became an Internet celebrity.^[2][3] She was one of the top 10 most searched for persons on the internet in Pakistan and both celebrated and criticised for the content of her videos and posts.^[4]
During the evening of 15 July 2016, Baloch was asphyxiated while she was asleep in the house where her parents live in Multan.^[5] Her brother Waseem Azeem confessed to the murder saying she was "bringing disrepute" to the "family's honour".^[6][7][8]

Jacques og mig og Aa og Å

- fra den skønne, dobbeltsprogede digtbog På .../ En ...  af OULIPO'medlemmet og Metrodigt-opfinderen Jacques Jouet med digte skrevet i og og om Århus under et ugelangt ophold og til og tilsendt (rimelig) tilfældige aarhusianere:

"D. 21. april, 2015, Århus, digt tilegnet Karin V. Christiansen

50 - Paa vej ud. Sammen med Jette og Mikkel overraskes jeg over, a Aa fortrænger Å

det "diakritisk justerede" bogstav, jeg læser, "med ring på toppen"
skulle udstødes, forstår jeg
på grund af ret antiobskure grunde ved det moderne
forsimplende
angelsaksificerende, saboterende marked

det er dog tilgængeligt selv på
min Mac's tastatur, på telefonens
må¨ske på grund af
Ångström'en, selvom nanometret
ordener spørgsmålet (viden fra Wikipedia)"

- begyndelsen på min "intro" til Aarhus Universitetsforlags Aarhus-guide i serien Vide Verden:

" Å!

Jeg vil gerne helt forgæves og totalt reaktionært protestere mod to nyere, Å-relaterede facts om Aarhus:

  1. At byen nu staves med to a’er i stedet for bolle-å, Aarhus i stedet for Århus. Det ser helt forkert ud, som om Den gamle By har bredt sig til hele byen, selvom meningen vistnok er den modsatte: At å er et lidet internationalt bogstav, så i stedet for at udlændinge lærer den rette udtale, Orhhus, kan de helt frit gjalde AAAAAArhus.

  2.  At Aarhus Å (i det mindste staves det ikke Aarhus Aa) er blevet gravet fri og nu løber spektakulært og helt åbenlyst hele vejen gennem midtbyen til glæde for alle  og enhver undtagen mig, der synes, det ser helt forkert ud, som et overdimensioneret gadekær nærmest. "

Bjørn-alfabet, A, B og og cirka C

Bjørn Krag Rasmussen

February 7 at 1:21pm ·

"Jeg har A for advocado i mig. A for aj am afreid, aj am bange bange bjørn, B for sprogets forpulede bjørnetjeneste at gøre mig, B for det vi lærer i folkeskolen, at være dygtige. Men vi lærer en løgn. Jeg kan læse før jeg kommer i skole, men jeg staver dårligt, jeg fatter det ikke, lydene må da bestemme stavningen, musikken, rytmen, lyden må da afgøre hvordan ordene staves, men næ nej, jeg tager fejl, læreren får ret. Jeg kan ikke afkode hvad appelsinerne betyder i novellen, jeg forstår ikke hvad fasanen står for. Jeg taler og associerer vildt overbevisende, men jeg fanger ikke folkevisens morale. Jeg er dygtig udadtil, men ringe indeni, samlet sum: middelmådig. Jeg forstår det ikke, jeg bliver rasende, hidsig, hysterisk, forurettet, flipper ud, skriger, råber, det er uretfærdigt, det er mig der har ret og ikke læreren, ikke de voksne, jeg har det sådan: der er nogen der lyver her. Selvfølgelig er det mig der har fat i den lange ende, selvfølgelig er det mig der har ret: Vi må aflære os det dygtige. Vi må gå til nældens rod, til hestens egen mund og høre hvordan det lyder. Og det lyder sådan her, jeg har C for citronella cyber space i hjertet mit, lemonadernes forrykte hvin i det blide, et spring op på en sort tangent, flere, C er international, C er en verdensborger, C har en alien i sig, C har S som svanerne svalerne slangerne kæderne og K kød coke cola knyttet til sig, C synger med flere næb, en spaltet tunge, flere tungemål, flere tunger, flere modersmål, flere mødre, og det forvirrer den bange, det stikker i de bløde buer, det punkterer, av, vi vil hjem. (...)"

Bjørn Krag Rasmussen fra min nye bog Jeg er gråhvid.

Bjørn Krag Rasmussen

21 hrs ·

ok hear is the fucking deal are u freaking fucking listening 2 me - or are U a s dead outside your 1 skin like you are inside one another?? I dont think so. I think you are very sad and a good human being like me like all uf us. Weel, I Will say it, though I am not Will, I am Many Wills and forever. The Facit is Not Facism. I will say it agin, nice and slowly, I will do no harm, I will just speak this little tiny truth of my bewildered heart right now, I know, do U know, do u listen... THE FUCKING FACISTS IS USING THE ALPHABET AND THE NATURE, THE TRÆ, THE MATH, TO KILL THE OTHER!

Dickens-alfabet

A Dickensian Alphabet by Tom Gauld



- vistnok et viskestykke? Herfra via Erlend Loe på Twitter -

Karikeret ABC - LUXUSSIDEVOGN

MM for Melissa McCarthy som SS, Sean Spicer - grumt gloriøs karikatur.

Meeeget om Holbek

Mail fra: Susanne Jorn / I går, 17:43

Kære Lars

Jeg er en stor fan af Johannes Holbek pga min far. Han talte meeeget om Holbek, og jeg har stadigvæk kataloget fra 1965.

I min Fuglen i skoven skriver jeg til Holbeks værk "Planten" fra 1894
Jeg vil skynde mig og få fat i Dekadent barbari

Kh Susanne



(fra Susanne Jorn: Fuglen i skoven, digte til kunstværker på Museum Jorn)

"Planten

Fra vinduet    et flammehav af mørk passion og en mand i lys lue.
Den nøgne mand    hans balder, testikler, hårde manddom, tankebylder
En altædende flammevækst tæt på en    mørk passionsblomst.
Den nøgne mand fortæres af sin sjælekamp    tankeknuder, rablende vanvid"

Professionelle anarkister

top 3 - danske digtere-udgaven

1. Peter Laugesen

2. Ursula Andkjær Olsen

3. T.S. Høeg

15. Donald J. Trump ‏@realDonaldTrump 3. feb.
Professional anarchists, thugs and paid protesters are proving the point of the millions of people who voted to MAKE AMERICA GREAT AGAIN!
42.522 svar 42.073 retweets 167.170 likes

Samlede Laugesen-mottoer (CA.)

(første motto optræder i Himmel kærlighed frihed, 1982 - derpå er de fleste rene samlinger udstyret med et motto (en enkelt med flere)) 

Når det regner,
får man fregner.
Når det sner,
får man fler.

Waste, limit & mortality.
These are the powers.

- Charles Olson

And death shall have no dominion

- Dylan Thomas

Inte drömmer man när man är vaken och inte hör man det som inte talar. Det som inte finns kan man inte se. Vad är det då som man hör och ser?

- Dan Andersson

Aus Morgenluft gewebt und Sonneklarheit,
Der Dichtung Schleier aus der Hand der Warheit

- Goethe

I wanna be a paperback writer

- The Beatles

sans travail le vaisseau de la vie
humaine n'a point de lest

- Stendhal

I will sing of the white birds
In the blue waters of heaven,
The clouds that are spray to its sea

- Ezra Pound

And afterwards.
Now that is all.

- Gertrude Stein

 Gal, du skingre gøg, i birken, gal i klare klange, gulbryst!

- Kalevala 2:274

Fangen havde brækket spidsen af drypstenen, og ovenpå den stump der stod tilbage havde han anbragt en sten, som han havde hulet en fordybning i. På den måde kunne han opsamle de kostbare dråber, der faldt med et urværks ensformige regelmæssighed hvert tredje minut - en dessertskefuld i døgnet. De dråber faldt, da Rom blev grundlagt, da Kristus blev korsfæstet, da Vilhelm Erobreren oprettede det britiske rige, da Columbus sejlede, da slaget ved Lexington i den amerikanske borgerkrig var en nyhed. de falder stadig, de vil stadig falde, når alle disse ting er sunket ned i historiens tusmørke og opslugt af glemselens sorte nat. Måske er der en mening med alle ting. Måske faldt disse dråber tålmodigt fem tusind år for dette usle menneskekrybs skyld, og måske har de en ny vigtig opgave at løse om ti tusind år.

- Mark Twain: Toms eventyr

Vinden hoster med flåede lunger ...

- Pennti Saarikoski: Shakespeare

My heart beats so it scares me to death

- Elvis

                                                                that time allows
In all his tuneful turning so few and such morning songs

 - Dylan Thomas

 After the first death, there is no other

- Dylan Thomas 

Straight, No Chaser!

- T. Monk

jag skrattar alla dar

- Gunnar Björling

Jeg har altid helst villet bo
i et elfenbenstårn. Men
en stormflod af lort hamrer mod murene,
så de smuldrer.

- Flaubert til Turgenjev

C'etaient de belles journées

- Beckett

Fuck these killers of the world's heart

- Kerouac

Le feuille de papier blanc,
c'est ma pierre tombale

- Céline

Indicate precisely what you mean to say

- Paul McCartney

im Winde klirren die Fahnen

- Hölderlin

Den brede himmel uden stjerner skygger mig hjem

- John Berryman

He passed through grass where flowers hung like stars
and drove before him showers of budgerigars

- Roland Robinson

Jeg ler ved foden af trappen
Foran den vidt åbne dør
I den splittede sol

- Reverdy

How small the furniture of bliss

- Emily Dickinson

Og blomen som slær ud i eldraug lengsle
er han ein draum frå fyrste celle?

- Olav H. Hauge

It's so close. Just wipe away the words and look

- William S. Burroughs

Du sku' ta' og gøre lissom Passolini

- kort SMS-korrespondance denne morgen:

7:54
Hey lars, hvis du er vågen..! Jeg er på vej til vallekilde højskole for at holde foredrag. Sidder og tænker på en laugesen-bog, der starter med et passolini-citat. Har du nogen idé om hvilken af bøgerne det er? jeg tror måske det 'kulttur' men er ik sikker. Kh rolf. Citat lyder ca: jeg skriver til jer med almindeligt forståelige ord for at være sikker på at blive forstået

8:13
Kiggede lige alle mottoer igennem! Og vendte så tilbage til Kulttur og yes, det er beg. på første digt/tekst: Jeg standsede midt/ i et langt digt af Passolini/ --- "Jeg siger det her/ uden spor af poesi/ / for at I ikke skal læse mig/ som man læser digte" ---/ Er der nemlig nogen mening i den formaliserede dans/ som man på den måde kaste ordene ind i OSV - god talk KH L

Den perfekte karakteristik røbet

Jeg klagede i er blogpost nedenfor over, at Politikens Mikkel Frantzen havde den perfekte karakteristik af en bog , jeg også skule anmelde, men røbede hverken bog eller karakteristik, fordi ingen af vore anmeldelser havde været i avisen, det har de nu.

Bogen er Morten Holm Andersen debut, romanen Hesteskamferingerne 2004, der er udkommet på GYLDENDAL!

Karakteristikken er: Slagterkoner og bagerenker uden humor (og talent ville jeg tilføje) - eller med Mikkels egne ord i 2 hjerter-anmeldelsen:

"Romanen ' Hesteskamferingerne 2004' af debutanten Morten Holm Andersen minder en del, i hvert fald hvad angår tema og hovedperson, om Jens Blendstrups seneste roman, ' Slagterkoner og bagerenker'. Minus humoren.

Det er næsten en umulig tanke og er det af en grund.

Men ligesom Blendstrups bog handler ' Hesteskamferingerne 2004' om en mand, Svend, der bor i provinsen, er ved at være oppe i årene, mister sin kone, begynder helt sørgeligt og sølle at kigge på andre damer, mister sit arbejde, har en hund (der dør), og som går i hundene. I sig selv en helt almindelig historie, der alt efter en given forfatters forgodtbefindende og evne kan gøres tragisk, komisk, realistisk, grotesk etc. Eller bare lidt ligegyldig som her."