(altså i deres effekt, den første er Lines, den anden udviklede jeg fra en gammel anmelderværksteds-øvelse, den tredje fandt vi på i fællesskab og en vis desperation, da tekstlæsningerne i dag, kursets sidste, var overstået tidligere end forventet, men den virkede, den gjorde kursisterne sjove, nej, undskyld kursisterne gjorde den sjov, nej, øvelse og kursister mødtes i alkymistisk sjovhed - tak til Line og til kursister og til lærerkolleger og til lærerpartnere og til lærerbørn for en lattermild uge!))
1.
Skrive dialog for to personer.
A: Har fået ny frisure B: Kan ikke lide den nye frisure
2.
Fornærme pr. metafor
a. Kendt person
b. Familiemedlem ved at sammenligne med bil / køkkenredskab / møbel / beklædningsgenstand / madvare
3.
Skriv så formelt som muligt, gerne i punktform
klagebrev over god ven(s opførsel eller udseende etc.)
Det er første dag i Line Knutzons og mit Comedy-værksted ("Bare rolig, vi skal skrive tekster! Men de skal være sjove, hvilket er
det sværeste i verden – at lave regler for og bestillinger på. Vi gør
det alligevel! I alle komiske formater: Vits! Sketch! Farce! Komedie! Og
vi skal panderynkende studere sjovhed-kanonen, for måske faktisk at
lære noget, fra Gustav Wied til Jens Blendstrup - og hver dag skal vi se
mindst et YouTube-klip med Will Ferrell. Vi planlægger et ugelangt,
konstruktivt latteranfald. Kvalifikationer? Lars Bukdahl er Danmarks mest komiske kritiker, Line Knutzon er Danmarks grinagtigste dramatiker. LOL! Just kidding!") på Testrup Højskoles Tag og Skriv-kursus, vi begynder om ca. en time, alle, både lærere og kursister, er nervøse over deres sjovhed og mangel på samme. Jeg sluttede vore korte væksteds-intro i går aftes med denne lille tekst af Jens B, som der blev leet velvilligt og ligesom søgende af :
En tekst fra luske der ikke
kom med
Hjørneblødning
En dag blev heinos far
fundet død i et tog. Han havde kørte
rundt hele dagen uden folk havde set han var død. Han blev
begravet i stilhed. Heino sagde det var en hjørneblødning.
Han var gået ind i et hjørne
og var død fortalte han. Jeg vidste ikke man kunne
døaf at gåind i et hjørne.
Men det var jo heinos far sådet
måtte han vide. I lang tid var jeg pisse bange når de
gamle passerede hjørnerne af deres gule hus. Jeg satte
stole op såder
ikke kom flere mørke vinkler. Der er da ingen grund til
at ståstille derovre mor. Kom
da ind påmidten.
- Det eneste der saligt hjælper på Hadefuldt Republikansk Partikonvent-blues er bøger af Eske K. Mathiensen, og det er så længe siden sidst, men lykkeligvis fik jeg én i går og til prikkende overlod én til i dag:
Torsdag:
(sammen med Erland Knudssøn Madsen (også en EKM!) Lille Kakafoni inkl. Vi ser ham ikke
men fornemmer hans nærvær
inde i havens mørke,
Wei, det kinesiske pindsvin,
havens vogter.
Nu kommer han, kan jeg høre,
altid på stikkerne.
Fredag:
(sammen med Anette B. Ørom) Pastorale inkl.
Nu kommer pindsvinet tilbage,
det har tabt en pind.
Du giver det et kys i stedet,
og bløder lidt om munden.
Gyldendal
har modtaget en forespørgsel fra Dansklærerforeningens forlag. De
planlægger en udgivelse med titlen: Litteratur med udsyn, bind 2. De
skriver selv om udgivelsen:
To-bindsserien
Litteratur med udsyn - Globale perspektiver i danskundervisningen,
omhandler litterære tematikker herunder, geografiske funderede
fortællinger, vidnesbyrd- og migrationslitteratur. Bind 2 fokuserer på
tematiseringen og beskrivelsen af Orienten og Grønland i nyere dansk
litteratur.
I denne ønsker de at benytte følgende tekst:
116 chok for sheiken, side 48 (kr. 250,54)
- en ære for både mig og sheiken og klækkeligt betalt jo, men lettere mærkeligt valg, hvad enten det er det ene eller det andet digt på side 48 eller dem begge to, der er valgt ud som eksemplarisk tematisk globalistisk(e) (det første kunne også handle om anti-globalisten Donald Trump):
"Det var et chok for sheiken,
at Kong Midas skulle have et problem,
og så med guld.
Jeg er der Sandmann, sagde han,
alt gør jeg til sand, amd I feel fine.
*
Det var et chok for sheiken,
at hans hans chauffør, der var
indfødt ad helvede til,
talte svensk i søvne.
Jeg har for resten en enkelt gang
taget ham i at køre i venstre side
af sandet, sagde han."
Natten er uhyggelig og urolig
som det republikanske konvent
og føles lige så langt væk
og alt for tæt på, rager mig
en høstblomst og truer mig på livet,
men vi må opretholde, at
der er forskel, at natten er farlig,
er kun noget, jeg forestiller mig,
fordi jeg er mørkeræd, og fordi
jeg i morges, da alt var bedragerisk
lyst, så en gyser, der hedder Lights Out om et spøgelse, der
kun kan ses og se i mørke,
derfor råbte den lille dreng,
med Goethe: MERE LYS!
Min kortanmeldelse: Den film
skulle jeg ikke have set.
Jeg slukker ingenting og
går i seng og siger: Godnat, nat!
Gå ad helvede til, republikanske konvent!
"Det
er bedre at styrte loven i grus end at miste dens vogtere," sagde
kejser Tiberius i år 24 e.v.t. og gik i gang med udrensningerne efter et
mislykket kupforsøg. Nu ligger han allernederst i historiens
skraldespand.
Nå
men jeg læser Knausgaard 1000 år efter alle andre, og jeg har en fest
med det. Gud, hvor han hader kvinder og elsker Hölderlin.
Sammenligningen med Proust kan jeg godt forstå, mest fordi begge
hovedpersoner er så komplet latterlige i deres afgrundsdybe
selvoptagethed, at man må le. Mest fjollede romankarakter til dato. Han
skriver dejligt, men de essayistiske passager er godt nok noget af det
mest irriterende, jeg har læst, siden jeg skulle læse de forkælede
gymnasiedrenges ansigter til
skolefesterne, når de svedte af beruse, metadforlse og kritiserede velfærdsstaten
for ikke at pace dem nok, hvorefter de kørte hjem i en bil, de havde
fået af far, da de blev 18 og i sommermørket råbte efter mig "stop
krænkelseskulturen!" eller måske "vores samfund har ingen helte på grund
af den systematiske demaskulinisering i børnehavernes femi-regime!"
eller måske "hvem har noget coke!" eller måske simpelthen bare "fisse!"
Meget vildt og smukt er tidligere Forfatterskolerektor (men Kunstakademi-uddannede) Pablo Llambías taget til USA for at gå på et creative writing-kursus af den slags, der i sin tid både inspirerede og anti-inspirerede til Forfatterskolen (og de løse seminarer gennem tyve år hjemme hos Poul Borum der gik forud + og de højskolekurser på Holbæk Kunsthøjskole sammen med Inger Christensen, der gik forud for dem) - og rapporterer om det på Facebook, helt u-sonet-i-ficeret; et klip fra rapport nr. 2:
"Workshoppen består af omtrent 30 studerende, hvoraf 80 procent er
kvinder, nogenlunde tilsvarende danske kurser, hertil kommer en
lærergruppe på fem personer samt to interns. Vi bor i tre-fire lejede
sommerhuse, hvoraf det ene bruges som undervisningslokale, idet det har
en stor stue. Husene ligger som i et villakvarter langs haveflankerede
småveje. Husene er beklædt med små, grå træplader, der tørrer ud i
solen. Nogle af husene er forladte og forfaldne som dem, man ser i The
Walking Dead eller dokumentarfilm fra Detroit, de fleste er velholdte og
andre steder på øen særdeles velholdte med kæmpehuse diskret beliggende
bag træer og parker. Martha's Vineyard er en fredelig ø for velhavere,
beliggende meget langt fra sociale problemer i USA, men alligevel er der
bombehunde på den lille færge herover.
Efter Weinsteins
oplæsning bliver jeg introduceret for den underviser, der skal læse den
tekst, jeg har oversat og taget med til kurset. Han hedder Tony
Ardizzone, tredjegenerations sicilianer fra Chicago, likable og
slagfærdig på samme sociolekt som den Robert de Niro bruger; en
gudbenådet fortæller af anekdoter af nogenlunde samme kaliber som dem Al
Pacino bruger: Analogier fra køkkenet hjemme fra da han var barn
(selvfølgelig inklusive mor), fra arbejdet på fabrik, fra et mere eller
mindre tænkt privatliv. Jeg glæder mig til det. Jeg er åben for alt,
hvad han siger.
Jeg spiser hen under midnat middag med the
faculty, med underviserne, i det hus, de bor i, hyggeligere end de
andre. Alexander Weinstein laver mad, han har arbejdet ti år som chefkok
for at finansiere sine studier, sine skrivearbejder. Vi får lasagne og
affogato al caffé, vanilleis druknet i varm kaffe, som skal spises med
det samme. Udenfor dyr i mørket, som jeg har set i løbet af dagen:
racoon, skunk, hummingbird, wild turkey, chipmunk. fireflies."
Kamilla Jørgensen har fundet ham her Matt Siber, der kidnapper teksten fra byen, dvs. i den ene halvdel stik modsat og i den anden halvdel akkurat ligesom Chresten Forsoms Bet-vindende Manhattan-gadekryds:
I et gammeldags brev fra Århus Arrest beder Yahya Hassan mig om at "hilse alle pikhovederne!". Det er hermed viderebragt, men I må altså selv holde styr på, hvem han sender sine hilsner til. :-)
- fra Roald Dahls THE BFG (Big Friendly Giant), netop filmatiseret af Steven Spielberg, der sandsynligvis ikke har dette meget Alice-agtige stykke dialog med, men måske faktisk!? - det er kæmpens kæmpekolleger, der spiser "human beans, ikke den store rare kæmpe selv:
"'Danes from Denmark is tasting ever so much of dogs,' the Giant went on.
'Of course,' Sophie said. 'They taste of Great danes.'
'Wrong!' cried the Giant, slapping his thigh. 'Danes from Denmark is tasting doggy because they is tasting of labradors!'
'Then what do the people of Labrador taste of?' Sophie asked.
'Danes,' the Giant cried, triumphantly. 'Great danes!'
'Aren't you getting a bit mixed up?' Sophie said."
- fra Anders Juhl Rasmussens generøst store interview med efterhånden nærmest hyperaktive (oplæsning både her og dér, og en klar og selvbevidst stjerne i Jørgen Leths Lyrikporten, se nederst i posten) Klaus Høeck i Salon 55 om (anti-)arkiv og forfatterskab:
"JEG brænder igen
nogle manuskripter af
i haven men når
lige at læse:
da miles davis hørte bird
første gang udbrød
HAN: ’DET lød så for
færdeligt at jeg også
måtte spille så
dan’ – inden flammer
ne sletter resten som de
res rette brændstof
(Legacy, s. 452)
foreløbig er
der en vis oprydning at
tage vare på
(så der ikke er
efterladt for meget til
marodørerne)
jeg kører derfor
en sæk fuld af gamle ma
nuskripter ud til
genbrugsstationen
i korup og dumper den
i brændbart affald
(Live, s. 286)
AJR: Har du to praksisser for at skaffe dig af med manuskripterne?
KH: Mellem os to, så har jeg kun én praksis. Digtere lyver også
engang imellem. Jeg brænder altid mine manuskripter i haven. Det foregår
efter et rent ud sagt alkymistisk ritual, idet asken blandes med de
øvrige tre af de fire elementer, dvs. noget begraves i jorden, noget
kastes i dammen og noget spredes i luften. Hver gang et manuskript er
trykt, og der ligger ofte andre ting omkring det, digte, som ikke blev
til noget, så brænder jeg den store bunke manuskripter. Det gives
tilbage til elementerne og genopstår i mit næste værk. Jeg har brændt
mine efterladenskaber siden den allerførste bog i 1966. Dengang havde
jeg læst, hvad Hagar Olsson citerer Edith Södergran for i forordet til
udgivelsen af Ediths brev (1955), at der ikke skulle være noget
til »likmaskarna«, dvs. hvad vi på dansk ville kalde ligormene.
Södergran brændte selv alle sine manuskripter og personlige papirer. Det
bed jeg mærke i, og det var før, jeg overhovedet var begyndt at skrive
digte. Jeg læste i øvrigt kun Hager Olssons forord, aldrig Södergrans
breve. Det var ikke det, hun havde bedt om, vel? Jeg har ikke i
almindelighed noget imod at læse breve, jeg har da læst både Hölderlins
og Novalis’ breve, men jeg er ligesom Södergran skeptisk over for disse
biografer eller »ligorme«, der baserer deres fortolkninger på efterladte
breve og i det hele taget arkiver. Deres tolkninger er ikke udtryk for
andet end deres egne projektioner, og det er hverken interessant eller
sandt.
AJR: Var Södergrans anti-arkiviske holdning udslagsgivende for dig?
KH: Det kunne godt tyde på det. Lige når man begynder, betyder sådan noget ufattelig meget.
AJR: Er den alkymistiske forklaring, du har givet, så en efterrationalisering?
KH: Nej, de passer bare sammen. Forklaringen folder sig ud på den
måde. Du kan spørge, om det er noget i Klaus Høecks karakter, eller bare
rene tilfældigheder? Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været i tvivl om,
at det hænger sådan sammen.
AJR: Hvad vil det nærmere sige, at manuskripterne genopstår i det næste værk? Allerede i Hjem (1985) henviser du til den alkymistiske tradition, bl.a. med mottoet »Solve et coagula«, at opløse og inddampe.
KH: Det er en åndelig indsigt, som intellektet ikke skal blande sig
i. Intellektet kværner løs og skal have en forklaring på alting, mens
det forholder sig anderledes med ånden, og det kan du få både mit,
Kierkegaards og Nietzsches ord på. Værket er en hemmelighed, som den,
der læser det, skal delagtiggøres i – men hemmeligheden er måske, at der
ikke er nogen hemmelighed. Ved at brænde manuskripterne peger jeg på,
at alt omkring værket fører væk fra det. Overvejelserne hen til værket
kommer ikke andre ved end mig selv. Det kan være en misforståelse, men
sådan ser jeg på det.
(...)
AJR: Du forholder dig tydeligvis ironisk over for tanken om et arkiv i Legacy. Vil du også destruere dine brevvekslinger med andre forfattere?
KH: Det er denne Neugier(ichkeit), der ifølge Heidegger er
et eksistentiale i mennesket; jeg er imod det. Ja, jeg vil heller ikke
efterlade mig breve fra andre forfattere og slet ikke e-mails. Det
forsvinder alt sammen, forhåbentlig. Værket er værket, alt muligt andet
er alt muligt andet, som Søren Ulrik Thomsen siger et sted. Jeg er gode
venner med Peter Laugesen, og vi har ført en slags korrespondance per
e-mail. Men selvom jeg tilintetgør den, så gør Laugesen det muligvis
ikke.
AJR: Du har modtaget nogle breve fra Tage Skou-Hansen, der døde for nylig, ikke sandt?
KH: Tage Skou reagerede altid på mine digtsamlinger; han læste dem og
kommenterede dem mere eller mindre udførligt. Under hans allersidste år
modtog jeg ganske rigtigt nogle Hölderlin-agtige breve fra ham med
sådan nogle fascinerede udfald i den logiske sammenhæng, som jeg prøver
at indarbejde i mit igangværende manuskript.
AJR: Vil du også brænde brevene fra Skou-Hansen, når du engang bliver
færdig med din kommende bog, selvom de kunne have værdi for forskningen
i hans forfatterskab?
KH: Fuck det, ja, de skal brændes, når jeg er færdig.
AJR: Skriver du selv breve til nogen?
KH: Jeg skriver ingen breve til nogen og har næsten aldrig gjort det.
Jeg skrev engang, da jeg var betydeligt yngre, til min ven Christian
Høgsberg, at jeg ikke kunne fortsætte vores brevveksling, fordi jeg
havde opdaget, at mine breve var arrangerede. Siden har jeg, med ganske
få undtagelser, ikke skrevet breve eller e-mails.
(...)
KH: Døden kommer og intervenerer i ethvert forfatterskab. Hver øjeblik
står vi over for evigheden; det gælder, uanset om man er 36 eller 78 år.
Jeg kunne godt tænke mig selv at slutte mit forfatterskab af. Men så
kommer det ubehagelige spørgsmål, hvad skulle jeg så lave? Begge
muligheder, at slutte eller ikke at slutte mit forfatterskab, byder mig
inderligt imod. Hvis jeg dør i morgen, risikerer jeg desuden at
efterlade mig noget til arkivet, nemlig mit igangværende manuskript. Det
regner jeg så med, at Anne-Marie vil skaffe af vejen hurtigst muligt."
fra 4. maj:
»I aften mindes vi dem, der døde for, at du kan spise ostepops, være på Snapchat, stemme Liberal Alliance og drikke Gajolshots.«
»Det gode ved den skandinaviske velfærdsmodel er, at alle får
mandlen. Det dårlige er, at mandelgaven altid er en bog af Ib Michael
eller en pose rosiner.«
»Kære statsminister, vil du i din forestående nytårstale i år ikke nok
undtagelsesvist lade være med at genfortælle en anekdote om, at du
forleden var ude på en arbejdsplads eller et andet sted i
offentligheden, hvor du mødte en helt almindelig dansker, der f.eks. hed
Leif og sagde dig noget, som satte tanker i gang? Jeg har selv mødt
Leif, det var i Fakta forleden, han var småfuld og sprang over i køen.«
Endnu en fremragende amerikansk forfatter, George Saunders, begiver sig ind i folkedybets dæmoniske Trump-rallys for at undre sig og os klogere, i en kæmpeartikel i New Yorker, der begynder sådan her:
"He Appears
Trump
is wearing the red baseball cap, or not. From this distance, he is
strangely handsome, well proportioned, puts you in mind of a sea
captain: Alan Hale from “Gilligan’s Island,” say, had Hale been slimmer,
richer, more self-confident. We are afforded a side view of a head of
silver-yellow hair and a hawklike orange-red face, the cheeks of which,
if stared at steadily enough, will seem, through some optical illusion,
to glow orange-redder at moments when the crowd is especially pleased.
If you’ve ever, watching “The Apprentice,” entertained fantasies of how
you might fare in the boardroom (the Donald, recognizing your excellent
qualities with his professional businessman’s acumen, does not fire you
but, on the contrary, pulls you aside to assign you some important
non-TV, real-world mission), you may, for a brief, embarrassing instant,
as he scans the crowd, expect him to recognize you.
He
is blessing us here in San Jose, California, with his celebrity,
promising never to disappoint us, letting us in on the latest bit of
inside-baseball campaign strategy: “Lyin’ Ted” is no longer to be Lyin’
Ted; henceforth he will be just “Ted.” Hillary, however, shall be “Lyin’
Crooked.” And, by the way, Hillary has to go to jail. The statute of
limitations is five years, and if he gets elected in November,
well . . . The crowd sends forth a coarse blood roar. “She’s guilty as
hell,” he snarls.
He growls,
rants, shouts, digresses, careens from shtick nugget to shtick nugget,
rhapsodizes over past landslides, name-drops Ivanka, Melania, Mike
Tyson, Newt Gingrich, Bobby Knight, Bill O’Reilly. His right shoulder
thrusts out as he makes the pinched-finger mudra with downswinging arm.
His trademark double-eye squint evokes that group of beanie-hatted
street-tough Munchkin kids; you expect him to kick gruffly at an
imaginary stone. In person, his autocratic streak is presentationally
complicated by a Ralph Kramdenesque vulnerability. He’s a man who has
just dropped a can opener into his wife’s freshly baked pie. He’s not
about to start grovelling about it, and yet he’s sorry—but, come on, it
was an accident. He’s sorry, he’s sorry, O.K., but do you expect him to say it? He’s a good guy. Anyway, he didn’t do it.
Once,
Jack Benny, whose character was known for frugality and selfishness,
got a huge laugh by glancing down at the baseball he was supposed to be
first-pitching, pocketing it, and walking off the field. Trump,
similarly, knows how well we know him from TV. He is who he is. So sue
me, O.K.? I probably shouldn’t say this, but oops—just did. (Hillary’s
attack ads? “So false. Ah, some of them aren’t that false,
actually.”) It’s oddly riveting, watching someone take such pleasure in
going so much farther out on thin ice than anyone else as famous would
dare to go. His crowds are ever hopeful for the next thrilling rude
swerve. “There could be no politics which gave warmth to one’s body
until the country had recovered its imagination, its pioneer lust for
the unexpected and incalculable,” Norman Mailer wrote in 1960.
The
speeches themselves are nearly all empty assertion. Assertion and
bragging. Assertion, bragging, and defensiveness. He is always boasting
about the size of this crowd or that crowd, refuting some slight from
someone who has treated him “very unfairly,” underscoring his sincerity
via adjectival pile-on (he’s “going to appoint beautiful, incredible,
unbelievable Supreme Court Justices”). He lies, bullies, menaces, dishes
it out but can’t seem to take it, exhibits such a muddy understanding
of certain American principles (the press is free, torture illegal,
criticism and libel two different things) that he might be a
seventeenth-century Austrian prince time-transported here to mess with
us. Sometimes it seems that he truly does not give a shit, and you
imagine his minders cringing backstage. Other times you imagine them
bored, checking their phones, convinced that nothing will ever touch
him. Increasingly, his wild veering seems to occur against his will, as
if he were not the great, sly strategist we have taken him for but,
rather, someone compelled by an inner music that sometimes produces good
dancing and sometimes causes him to bring a bookshelf crashing down on
an old Mexican lady. Get more, that inner music seems to be telling him. Get, finally, enough. Refute a lifetime of critics. Create a pile of unprecedented testimonials, attendance receipts, polling numbers, and pundit gasps that will, once and for all, prove—what?
Apply Occam’s razor: if someone brags this much, bending every ray of light back to himself, what’s the simplest explanation?"
Som svar på min bogholderi-note i WA Bøger i fredags om litteraturen på Roskilde Festival (de gyldne år med Højskolernes Spoken Word-Scene vs. Gyldendals og Rosinante&Co's stadig mere sammenpressede (i år 3 x 20 minutter fulgt 3 x 45 minutter, søndag, mandag, tirsdag, torsdag, fredag, lørdag) Forfatterskabet-scene vs. Mayhem & Eschos nye hybrid-scene med generøs plads til digtere) skrev den tidligere leder af Spoken Words-scenen og nuværende forstander for den kommende Roskilde Festival Højskole Jesper Øland en lovende FB-opdatering:
Højskolerne blev ikke uvenner med Roskilde Festival. Festivalen var
tilbage i midten af nullerne bare ikke klar til at eksterne
samarbejdspartnere kunne levere en scene drevet professionelt og med
indhold - måske er de klar til det nu, og måske bør vi overveje at samle
holdet igen under festivalhøjskolens kasket 😉🤘
Som papirbog har Rasmus halling Nielsen i år (foreløbig) kun udgivet 1 enkelt værk: det 63 korte og slanke langdigt OGSÅ, som jeg behørigt har anmeldelsesrost i en papiravis.
Dertil kommer imidlertid indtil flere digitale, mere el mindre monstrøse publikationer, linket til på Facebook og hans nye (der har være tre fire stykker mellem år og dag) blog tysnatysnamonad ; jeg har optalt 5, hvoraf jeg har skaffet mig adgang til de 3 (jeg er eller rettere min computer (er der forskel?) er virkelig ikke venner med dropbox):
1. HENAANDE FÆRDIG, 405 sider, delvist læst af mig
- hierarkier af gentagelser, uddrag, uigenkendeligt pdf-copy/pastet):
"19. VÆBNEDE IRAKISKE KRÆFTER det kan ikke være rigtigt det kan
ikke være rigtigt stop nu stop nu
det kan ikke være rigtigt det kan ikke være rigtigt stop nu stop nu det
kan ikke være rigtigt det kan ikke være rigtigt stop nu stop nu det kan
ikke være rigtigt det kan ikke være rigtigt stop nu stop nu
20. IRAKISKE UDTALELSE & MEDIA
21. FANGEMISHANDLING fælde dom mishandling sommerregn
svanehals stop nu svanehals sommerregn
22. weapon kontrol
23. cost of war
24. intelligence failure
25. permanent basing
find nude you can kill
find nude when you are
afraid and
find them and hunt them
down and kill
you and send them earth
when coldest when
the danger lurking on
coloured nips confetti
around medal
shine dog in the cripple
lam
shine knuckles of
another person's
dentition
find nude you must kill
find nude you must kill
very fast
pull din knife
your human drag din
knife
with knivstikker weapon
attracts you something
der in the dark similar
slam from a sewer in
head
kill all
kill all
how does it out for you
now
when located there with
all your sölle
excuses of life
can you so not writing
en sms to support
stot the little petition
ser i draw
instead life
ser i just characters on
message
writing i draw in a
random order
cover for
good luck
and gor mig afraid
archive index
1. summaries
2. military ops & forces
3. old military ops &
forces (2002-2005) 4. the surge
Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.
