Lygtepæleføljeton

(fra Radisson-hotellet mod Langebro - skrevet med samme graffitihånd):

FLOKDYR

FLOKDYR

FLOK

FLOK

FLOK

FLOK UBU

UBU ! ! !

FLOKDYR

Brændte mandler er ikke æbleskiver

Det er de bare ikke.

Æbleskiver hænger ikke på æbletræerne

Jeg er helt enig med Merete Pryds Helle, når hun på Facebook

synes at den nye kunstinstallation på Højbro Plads "Christmas Market" faktisk er bedre konceptuelt gennemført og vellykket end installationen "Ivolit" tidligere på året; samme retrostil med råt træ og flis; men en tydeligere ide og større involvering af brugerne i den kunstneriske ide. Og et kunstnerisk scoop at få en ægte tysker til at sælge Currywurst og derved pege på forbindelsen mellem det lokale og det globale og pege på diskursproblemerne i den moderne kunstverden.

Men jeg mener, at det afgørende konceptuelle indgreb i julemarkedet er, at currywurstens nærvær modsvares af æbleskivers fravær: DET ER ET JULEMARKED UDEN ÆBLESKIVER. HELT UDEN ÆBLESKIVER, ikke bare uden hjemmelavede - eller skal vi kalde dem stedspecifikke - æbleskiver, for det er ALLE julemarkeder nu om dage. Og alle æbleskivesalgssteder, selv i den bod ud for Magasin, hvor jeg købete æbleskiver forleden og som kalder sig BAGER Holm, smed man frosne æbleskiver fra en frysepose ind i mikrobølgeovnen, der smagte ret præcist af pap, det ville de vel ikke gøre med deres croissanter, hvorfor er æbleskiver helt anderledes kulinarisk æreløse; i gamle dage, da jeg havde årskort til Tivoli, kunne man som en selvfølge købe hjemmebage æbleskiver inde på deres julemarked, og jeg elskede lige at dandere indenfor og balancere ud på Vesterbrogade igen med ET SÆT, tre skiver og syltetøj og flormelis, der altid faldt som sne ud over min lange læderjakke, det kan man for længst ikke, og DERFOR har jeg ikke længere årskort; nutidens æbleskiver er RÅDNE æbleskiver, som jeg smider på alt, der er lige så meget af lave, de 7 minutter hver morgen, jeg tillader mig selv at være Jeronimus.

Jeg assisterer en assistent i positiv litterær nudgen

I - af alle steder - Bog&Idé i ødemarken Fields anbefaler en ung, kvindelig boghandlerassistent Kristian Bang Foss' nådesløst læseværdige roman Døden kører Audi (som sgu snart må blive nomineret til noget litteraturprishejs, på fredag skal vi fx diskuterer nomineringer til WA's litteraturpris, men først til januar til Kritikerprisen ...) til en rådvild midaldrende (hvilket sagtens kan betyde yngre end mig, fortæller jeg gysende mig selv) herre, der skal finde en samtidig dansk litterær julegave til sine kone: det kan godt være, at den ikke er blevet så omtalt, men hun har selv læst den, og den er virkelig god. Ja, kan jeg så ikke lade være med at indskyde, det er den virkelig, og salget er hjemme, og mindst 1 juletræ skal ikke skamme sig 24. december.

VELKEMMEN ANDROAS

I den nyligt udkomne, rigtig fine bogudgave af Bo hr. Hansens og Thomas Vinterbergs geniale novellefilm Drengen der gik baglæns (bedste danske film nogensinde? måske faktisk) kan vi omsider læse hele teksten til den nye klasses velkomstsang til Andreas, som i filmen voice over-overdøves og fades bort (og det er åbenbart sangersangskriver Agnes Obel, der er den lyshårede pige, der sidder ved siden af Andreas (spillet perfekt af Holger Thaarup)), man føler sig helt velkommen selv, i verden, omsider:

VELKOMMEN VELKOMMEN ANDREAS
DEN NYESTE GUT I VOR KLAS
ANDREAS DU ER JO SÅ AFLANG
SÅ NU SKAL DU HA' DIG EN SANG

VELKAMMEN TIL KLASSEN ANDREOS
VI HÅBER DU VIL KU' LI' OS
ANDREAS DIT DEJLIGE HODE
DEN MODIGSTE DRENG PÅ VOR KLODE

VELKOMMEN VELKOMMEN ANDREAS
VELKAMMEN VELKAMMEN ANDREOS
VELKOMMEN ANDREAS
VELKAMMEN ANDREOS
VELKEMMEN ANDROAS
VALKOMMEN ENDREAS

VELKOMMEN ANDREAS

(og, hallo, gamle drenge, man kan sørme se hele filmen på YouTube, det er obligatorisk, men en ren fornøjelse:

)

De er sjovest på Det Kgl.

Hele ensemblet, men måske særligt Tammi Øst som senil tjenestepige, i sommers på Ofelia Beach i Jokum Rohdes radikale sengekantsfarce  Har-har-har De set min kone?

Frem for alt plaget/ironisk brille-plirrende Jens Albinus og som hans søn manisk omkringjagende, lange, lange Peter Plaugborg i går aftes i skuespilhuset i Lulu - giv dog ham Plaugborg en hel, fuldstændig løsagtig FILMkomedie, selvfølgelig skrevet af Line Knutzon og - hvorfor ikke? - instrueret af Søren Fauli , hvor han kan gå Jim Carreysk amok; Albinus har allerede været ekstremistisk sjov på film, når manus altså har været af Lars von Trier, Idioterne, Direktøren for det hele, Erik Nietzsche - de tidlige år (som Niels Malmros-klon!), men det kan selvfølgelig blive vildere endnu! Hvad med et Satyrspil af Gustav Wied instrueret af Simon Staho!?

For en negativ litterær nudgen

Jeg synes, man inspireret af kampagnen mod godt gående elevatorrejsende i metroen, og særligt hinkeruden foran selve elevatoren (med beskeden om, at hvis den kan gennemhinkes, så har man da vist ikke brug for at tage elevator), skal installere en eller anden form for negativ litterær nudgen foran bunkerne med jammerlige bestsellere, kriminalistik og mommyporn, hos boghandlerne her i december, måske en hel masse brugte briller, som man bliver nødt til smertefuldt at gennemvandre for at nå frem til hammerligheden, og så beskeden:

Ydmyg ikke dine øjne!
Forkæl dem med fremragendehed! 
Udsæt dig ej for pegefingererende pudeskrift!
Slib dit laserblik smukkere på skønskrift!
Køb Bogstavets betydning af Vibeke Grønfeldt!
Fordi bogstaver kan og vil betyde betydeligt!

Anonym dobbeltfyring

Jeg har helt glemt at fortælle, at Jens Blendstrup og jeg efter ca. halvandet år i jobbet er blevet fyret som anonyme bidragydere til Weekendavisens 2. sektions BAGSIDE, som vi skrev og billedillustrerede ca. hver 5. fredag, og vistnok ikke fordi, vi ikke var sjove, men fordi bagsiden nu kun må kreeres af faste medarbejdere, der har deres faste gang TIL deres faste kontor i Antonigade, og det er jo fornuftigt nok så langt, at vi måske faktisk ikke, fordi vi var henvist til at nøjes med at støve google-links op, var helt så visuelt kreative, som vi burde og ville være, og blev det måske endda mindre og mindre, fordi processen for ofte ikke var et LIVE samarbejde, men foregik over mail, sådan at Jens sendte ideer som jeg flæskede ud og fandt billeder til, men det er fandeme TRIST, fordi det er så smukt og rigtig at SAMMENSKRIVE (og så sjovt at sammenbilledillustrere), selv og måske især når opdraget er at være yderligtgående PLAT, dvs. jo så SAMMENNPLATTESTSSLAGENDE. Her er vores (måske er den bare min?) allerførste prøve-bagsidetekst medsamt komplet pastede google-billedlinks:

Tekst med billede af Grauballemanden – der er ikke rigtig nogle i STORT format på Google og hvor han ligner Claus Beck; i den her er han set oppefra:

http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://de.academic.ru/pictures/dewiki/71/Grauballemanden2.jpg&imgrefurl=http://de.academic.ru/dic.nsf/dewiki/540888&usg=__HLldiNsDrZ_lM6clo63G3cYssV4=&h=988&w=2511&sz=2072&hl=da&start=0&zoom=1&tbnid=KZmb3nzPWliV0M:&tbnh=72&tbnw=184&ei=OpeITfWRLcjqOcj61MkN&prev=/images%3Fq%3Dgrauballemanden%26hl%3Dda%26sa%3DX%26biw%3D1280%26bih%3D619%26gbv%3D2%26tbas%3D0%26tbs%3Disch:1,isz:l&itbs=1&iact=rc&dur=616&oei=OpeITfWRLcjqOcj61MkN&page=1&ndsp=18&ved=1t:429,r:3,s:0&tx=74&ty=29

I det her er han nyligt opgravet med fladt fjæs:

http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://bibliotek7000.dk/historie/wp-content/grauballemand.jpg&imgrefurl=http://bibliotek7000.dk/historie/%3Fp%3D58&usg=__IkE9U0XYSTUgpLAz0NMowaDS0rI=&h=3189&w=3189&sz=1220&hl=da&start=0&zoom=1&tbnid=2ndfOYSVkzuT4M:&tbnh=141&tbnw=141&ei=OpeITfWRLcjqOcj61MkN&prev=/images%3Fq%3Dgrauballemanden%26hl%3Dda%26sa%3DX%26biw%3D1280%26bih%3D619%26gbv%3D2%26tbas%3D0%26tbs%3Disch:1,isz:l&itbs=1&iact=hc&vpx=126&vpy=99&dur=191&hovh=225&hovw=225&tx=136&ty=90&oei=OpeITfWRLcjqOcj61MkN&page=1&ndsp=18&ved=1t:429,r:0,s:0

Netop frikendte Das Beckwerk sagsøger nu avantgardekunstneren Grauballmanden A/S, der har et fast, men noget stillesiddende performancejob i en montre på Moesgaard Museum, for i små 2000 år at have kopieret den slående mangel på identitet og kød og blod, som Das Beckwerk til bevidstløshed i al uendelighed ejer rettighederne til. Grauballemanden udtaler lettere utydeligt inde fra sin montre, at han blev ramt af en slem omgang blues ved meddelelsen om Das Beckwerks sagsanlæg; han har ikke været så blå siden tyveriet af guldhornene i 1802.

Jeg pitchede lige denne skræmmende, suspensefulde kommentaroverskrift til min redaktør

(inspireret af lykønskningerne til Forfatterskolen, som åbenbart ikke er nogens fjende længere, og de gamle, trætte eksempler i Per Aage Brandts festforelæsning (SUT & co.))

NYE AVERSIONER ØNSKES

og jeg har lovet mig selv at komme med mindst 3 forslag til nye, nødvendige, præcise aversioner til sidst i kommentaren - jeg glæder mig meget til at se, hvilke de viser sig at være!

Endnu en anonym litteraturpris, hvor læserne, de idioter, bestemmer

Nu har Politiken også fået en litteraturpris (så mangler bare Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad) på hele 250.000 kr. lanceret og præsenteret på dagens forside af 2. sektion af litteraturredaktør Jes Stein Pedersen med en hel masse varm, KRONIKagtig luft om, at litteratur(priser) er en god sproglig ting, der handler om vigtige sproglige ting, fordi det er en god sproglig ting - "Litteraturpriser retter opmærksomheden mod det sprog, vi forstår os selv igennem, og i vores tid spiller sproget en større rolle end tidligere. Vi italesætter og realiserer os selv på en anden måde, end dengang vi var låst fast i familiebånd og klasseskel. Det samfundsmæssige drama, alt, hvad der har at gøre med magt og identitet, udspiller sig i sproget og ved hjælp af sproget på en måde, vi ikke har kendt før" - med sin (sympatisk nok!) RENE litterære motivation (til forskel fra Berlingskes og Bibliotekernes Læsernes Bogpris, der var den direkte provokerende årsag til Bukdhals Bet - Den Smalle Litteraturpris og til hvilken værker "med bred appel" nomineres (plus som regel 1 enkelt digtsamling, der jo ikke hvert år kan være SUT's Rystet spejl)): »For at en forfatter kan blive nomineret skal vedkommende have udgivet et værk, der har litterær kvalitet og tyngde i kalenderåret forud for uddelingsåret. Værket skal være rubriceret som roman, novellesamling, digtsamling, essayistik, litterær biografi, kulturkritik eller lignende. Forfatteren udvælges primært blandt personer, hvis forfatterskab er af nyere dato. Prisen kan tildeles et enkelt værk eller gives som anerkendelse af et forfatterskab som helhed«, ligner Politikens Litteraturprisen til forveksling Montanas Litteraturpris, hvortil også 7 værker nomineres, bortset fra at det ikke som hos Montana er en jury (der forvirrende nok ikke er lig med den gruppe Testrup- og Information-folk, der har foretaget nomineringerne), der udpeger vinderen, men ligesom med Læsernes Bogpris, Weekendavisens Litteraturpris og nu nedlagte Danske Banks Litteraturpris er læserne, de lustepustere. Hvilket forbliver åndssvagt og meningsløst populistisk, eftersom læserne jo ikke er forpligtet til at læse alle de nominerede værker (eller nogen af dem overhovedet), og så er det jo et lidet kvalificeret valg. Fedt nok med de 250.000 kr., der jo nok skal gå til en glimrende eller måske endda fremragende forfatter (den eneste konkrete bog, Jes Stein Pedersen nævner (via citater fra anmeldelsen, men uden navns og titels nævnelse) er Cecilie Linds debutbog Dughærget pupil accelererer tusmørke, godt vinderforslag!), men det kunne have været desto federe med en egentlig karakterfuld profil og ingen dum-demokratisk afgørelse.

Antologispoilere

Jeg hader, når digte, jeg har optaget i Hvedekorn, senere dukker op i digternes digtsamlinger, fordi bladet gerne vil have dem for sig selv, men det er selvfølgelig helt i orden, og betyder jo bare, at digteren ikke har sendt sine ringeste digte ind (helt i uorden er til gengæld, som man ser det i anderledes dybt forsinkede tidsskrifter som fx Den Blå Port, at trykke tekster fra bøger, der allerede er udkommet) -

hvad angår antologier, kan jeg måske godt forstå, at man, fordi man sjældent får penge for antologibidrag, genbruger sit bidrag som avisartikel eller -KRONIK, men helt godt stil i forhold til antologiens autonomi og eftertragtelsesværdighed er det ikke; selv kan jeg godt lide et klokkeklart unika-bogholderi, hvor tekster kun står 1 sted, hvor de så skal findes, anmeldelser i avisen, blogposter (og taler og foredragsnoter og performancetekster) på bloggen, antologibidrag i antologier, alt muligt andet de respektive alle mulige andre steder. Men jeg forstår virkelig ikke (for de tjener jo ikke engang penge på det), at Promenaden-skribenterne Martin Glaz Serup, Niels Frank, Elisabeth Friis & Peter Borum og Thomas Boberg vil undergrave Forfatterskolens jubilæumsskrift ved at publicere deres i alt FIRE bidrag (ud af 40) på bloggen, helt ærligt, drenge og pige (hellere havde vi da hørt, hvad Promenadisterne Lars Skinnebach og Lars Frost, der IKKE bidrager til skriftet, havde at sige om skolen)!

Distanceblunder blænder

Jeg vil nu omsider gerne skrive, at jeg virkelig ikke forstår, at litterære folk er så vilde med Jonas Rolsteds insisterende kedsommelige debutbog Flex Death. Først kunne jeg ikke skrive noget, fordi min anmeldelse blev ved med ikke at komme i, og nu er der pludselig gået en uge, siden min anmeldelse omsider var i, selvom det fint timet var samtidig med, at bogen blev nomineret til Montana-orisen, og så virker det ikke helt fair at bitche løs, men i går fremhævede Erik Skyum-Nielsen i sin totalt ukritiske fødselsdagshyldest til Forfatterskolen Rolsteds bog som et eksemplarisk fremragende Forfatterskoleelev-forfattet værk; som sædvanlig hos Skyum leverer han også perfekte skyts til en præcis disning af bogen:

Var man inkarneret forfatterskoleskeptiker, ville man formentlig aflæse mangetydigheden og flersporetheden i Flex Death som et symptom på, at værket må være blevet til som et ret ubearbejdet sæt opgaveløsninger fra uddannelsen, en såkaldt ’portfolio’. Det udtryk bruger man på universitetet om en mappe på 5-6 mindre semesteropgaver, som ved afslutningen på et kursus afleveres til samlet bedømmelse, evt. forbedret hist og her efter underviseres anvisninger.

Ja, nemlig, siger denne inkarnerede forfatterskoletilhænger! Som i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis fremmeste formål ellers er at nedskyde den polemiske luftkarikatur forfatterskolelitteraturt, til sidst og i al hast skitserer en aktuel og kedsommelig artighed, der til forveksling ligner den Rolsted praktiserer i sin bog (som jeg på nedskrivningstidspunktet endnu ikke havde læst jo:

Ligesom jeg parallelt med 90’ernes nogle gange meget nydeligt gennemtjekkede Ritter Sport-tekster, som jeg (som bitter ikke-Forfatterskoleelev, ja, ja) godt kunne blive træt af hver anden gang, kan skimte en tendens til at skrive en meget pænt reflekteret-følsom, konsensus-kuet fragment-prosa, der nægter sig egensindige udfald og ekstaser og sammenbrud, men det er for fanden heller ikke forfatterskolelitteratur, det er bare talentfuld begynderforsigtighed eller OK -duksethed.

Jeg har simpelthen også bare svært ved at gennemskue, hvad det egentlig er, at litterære folk beundrer og begejstres over i bogen, ud over portofolio-artigheden. En ting er Informations kulturredaktør Peter Nielsen i hans pinligt på samme tid overstyrede og helt blanke nominering af bogen til Montana-prisen (og sikke FORUDSIGELIGE (og genbrugte) nomineringer; Voetmann, Andkjær Olsen, Boberg, Hesselholdt, Nielsen, Rolsted - min hat af også til de første tre og halvt af til Boberg og sikekrt også til Nielsen, som jeg ikke har læst, men kunne dog ikke Rolsted være blevet udskiftet med en ægte opkørt og (derfor) ensporet stemme som Nya Gleffey eller Hagen eller ...), hvor han i klassisk Zangenberg-stil gudhjælpeme sammenligner Rolsted med (tidlig!) Wittgenstein: 

Rolsteds bog er tæt forbundet med skabelsen (HVAD BETYDER DET?). Han skaber på ny verden med sprog, men sproget har samtidig hele tiden været der med alle sine betydninger og spor (HVAD BETYDER DET?). Det gør Flex Death til en meget sprogbevidst bog (OG HVAD SÅ? HVAD DET END BETYDER?). Der er noget tidlig Wittgenstein over forfatterens bestræbelse på at skabe system og klarhed over sprogets relation til verden, samtidig med at bogen i sin form på smukkeste vis henter inspiration fra musikken, sådan som det også formuleres i bogen: »Musik er en undersøgelse af intervaller fuldstændig ligesom litteraturen.«

Også Tue Nexø i Information og den virkelige Zangenberg i Politiken fremhæver disse akavet pseudo-dybsindige refræner, som de vel aldrig ville tillade deres universitetsstuderende at fremævle. Tue selv er til gengæld og for en gangs skyld (muldent, nå, nej, sandet) lyrisk i mælet, han virker decideret forelsket i gråmeleretheden for some stange reason:

Men til start og slut strømmer prosaen af sted med ultrakorte sætninger, tit bare små fragmenter af en sansning, en tanke eller en scene. Det kunne være forvirrende, og det er det vel også, men især giver det en døsig fornemmelse af en solvarm bevidsthed. Rolsteds sætninger er som sandkorn, oprindeligt kommer de hvor som helst fra, fra andre tidsaldre, fra den anden ende af jordkloden. Der kunne være små glasskår mellem dem. Men nu glider de gennem ens fingre:
»Et sprog kræver at man taler det. Bed, så skal der gives jer. En stats historie. En mand glider frem bag en bil som en klitoris bag en finger. De bløde træk som langsomt vinder hårdhed. Jeg sidder i græsset og tager sokker på. Solen er lav og hvid. Hvidt, hvidt, hvidt. Som den scene hvor Rasmus Klump laver nordlys ved at hælde sne i en maskine og dreje rundt på et håndtag. Oboens nasale klang. Smykker forklædt som våben. Det er varmt og kvinder bærer børn og glas med kaffe ud i solen.«
Og sådan fortsætter det, sidevis. Der føles lykkeligt sådan at flyde med i disse siders forskelsløse drift fremad. Den følelse er værd at hæge om. Den er alligevel ret sjælden at møde i litteraturen. Så neddæmpet og så godt kan Jonas Rolsted altså skrive.

Ja, jeg døser også hen, når jeg ikke totalt enerveres (og jeg har et dusin andre ironiske gentagelser på tungen, glide gennem fingre, fortsættelse sidevis, forskelsløs drift etc., men jeg nærer mig); jeg kan ikke i Tues citat få øje på én sætning, der ikke er kedelig, kedeligt kedelig eller kedeligt prætentiøs, men de kedeligt kedelige sætninger er jo også, fordi de er åh så bevidst kedeligt kedelige, prætentiøse - og sikke også en (i sin ensomhed prætentiøst) kedelig, fordi barndoms-sentimental, popkultur-reference. Jeg forstår heller ikke, hvad Tue faktisk mener med "solvarm bevidsthed" og senere "solvarme sætninger", det er jo nærmest Asger Schnacksk poesi-tåge. Indtil flere gange kalder Tuebogen stilfærdig, men i mine øjne hviner den, fordi stilfærdigheden ikke er genuint poetisk, personligt, excentrisk mættet, som det fx er tilfældet hos Mikkel Thykier, et forbillede, hverken jeg eller de ande litterære folk har nævnt, men blot rungende tomt postuleret.

Og så gider jeg ikke pege fingre af Mikkel Brrun Zangenbergs anmeldelse også, det gør den glimrende selv, ved overhovedet ikke at kvalificere sine 5 hjerter, ud over at kalde bogen ambitiøs, hvilket jo rimer fint på prætentiøs døs. Hør, var der ikke en, der nøs - eller gøs? Næh, det var der slet slet ikke ...

Savnede skribenter i Forfatterskolens Jubilæumsantologi

som garantrisset er blevet spurgt, så det kan de ikke være det bekendt, især ikke hvis det er pga. nid og nag og gamle hangs - (lidt lemfældigt udvalgte - ja, det er også delvist (minus de pralværdige, der har bidraget jo) den praleliste, der mangler i bogen, men kunne der i det mindste ikke have været en KOMPLET elevliste, nu står den i Information i stedet) elever med småt, lærere og 1 rektor med STORT (lærere der også har været elever med KURSIVERET STORT):

PETER ADOLPHSEN, Lars K. Andersen, Lene Asp, Majse Aymo-Boot, Claus Beck-Nielsen, Sissel Bjergfjord, Anne-Louise Bosmans, Mads Brenøe, Glenn Christian, Christian Dorph, Mads Eslund, Kristian Bang Foss, Lars Frost, Christian Yde Frostholm, Kristian Nya Glaffey, Rasmus Graff, Katrine Marie Guldager, Christina Hagen, CHRISTINA HESSELHOLDT, Lone Hørslev, PIA JUUL, Ida Marie Hede, MERETE PRYDS HELLE, Lene Henningsen, Peter Højrup, Kristian Ditlev Jensen, René Jean Jensen, Thøger Jensen, John Bang Jensen, Katinka My Jones, HANS OTTO JØRGENSEN, Dennis Gade Kofod, Janus Kodal, Martin Larsen, Maja Lee Langvad, Kristian Leth, Maja Lucas, Christian Lund, Eli I. Lund, Thomas Lagermand Lundme, Pejk Malinovski, METTE MOESTRUP, Lone Munksgaard Nielsen, Olivia Nordenhof, Stine Pilgaard, Anne-Cathrine Ribenitzky, ULLA RYUM, ASGER SCHNACK, Palle Sigsgaard, LARS SKINNEBACH, Amalie Smith, Anders Søgaard, Morten Søkilde, Kasper Nørgaard Thomsen, Mikkel Thykier, Jens Jacob Toftegaard, Hanne Højgaard Viemose, Nina Søs Vinther, Harald Voetmann, Peter-Clement Woetmann, Theis Ørntoft

For Forfatterskolen, ikke for eftertiden

Jeg har heller ikke læst alle tekster i Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis titel vistnok er FS 25, men mine favoritter i sofabbladrelæsningen er ikke-elev Thomas Bobergs "Den grimme ælling" (kan læses på Promenaden HER, uden kildeangivelse):

Jeg læste bl.a. digtet ”Landskab” op, et abstrakt suggestivt tableau uden tid og sted, Poul Borum sagde:
- Det er vist et andet landskab end dit, Peter (Laugesen).
- Ja, det må man sige, sagde Peter Laugesen bestemt.
Jeg opfattede det straks som en kritik, og følte jeg havde blottet mig på en ubehagelig måde. Efter seancen kom Højholt hen til mig, bøjede sig ned  mig, og hviskede mig i øret:
- Det er mig, der har slået Sarvig ihjel.
Så vidste jeg jo, hvor det her bar hen. Jeg var altså symbolist, senmodernist, abstrakt og patetisk etc., og jeg hadede det hele.
og 1. årselev Solvej Balles Forfatterskolens appalusfri zone", der faktisk handler om hvad tekstlæsning er:

Jeg ved ikke, hvordan en sådan "applausfri zone" opstår, men når jeg husker tilbage til skolens begyndelse, er det klart, at det som regel var noget, der skete i kraft af Per Aage Brandt og Poul Borumsevne til at åbne for en tekst på en måde, så man kunne tage den ind. Måske fordi de kunne se noget vidt forskelligt i teksterne - og så naturligvis i kraft af deres ekstreme nærvær over for teksten både helt ned på detaljeplanet og i de store linjer. Men jeg tror også, at det handler  om, at når frem til en "urscene" (eller urzone) i arbejdet med teksten - et sted, hvor forskellige stemmer og muligheder går i dialog, men hvor der reelt ikke er nogen, der bestemmer, eller ved noget afgørende. Man er ganske enkelt nødt til at lytte til teksten og befinde sig i det rum af muligheder og begrænsninger, den giver - en situation, man kommer til at stå i igen og igen, hvis man faktisk ender med at bruge sit liv på at skrive (i modsætning til at få sig en karriere som forfatter eller blive "professionel", for så skal man jo netop lytte efter applausens brusende toner og agere derefter)

og eleverne og veninderne Helle Helle og Kirsten Hammanns "Billedserie", med klip fra deres skoletids-korrespondance (med pjæk-specifikationer), der bare er alt for hårdt klippet, vi vil have mere, dette ligner en surrealistisk udsøgt lig-leg (på en serviet), hvor HH og KH (blindt?) fortsætter hinandens linjer:

Bræk er lorts fætter
Og hvor er alle piger?
væk under kapslerne på fælleden
væk som
servietten suger blækket perfekt
og væk som når man skriver
med en pen,
som i virkeligheden er en
dryppende (overstreget)
kold hane lige ned i hjerneskallen
HVOR ALTING FLÆKKER OG JEG KAN NÆSTEN SE
DIG I SPRÆKKERNE LØBE FORVILDET I SLAGETS NU
SKRIDER VILDT FORSIGTIGT FRA SPRÆKKENS KANT TIL DYB I VOKS
OG HAN AFFRYRER FIRE SKUD I FISKENS GAT OG SI'R: MAN KAN DANSE
MENS MAN GØR DET; RYTMEN GÅR LIGE I NYRERNE. SANGEN ER
SYDHAVNEN PÅ EN SØNDAG AFTEN

og elev Ursula Andkjær Olsens "Før og efter", hvor hun beder tre udgaver af sig selv besvare det samme spørgeskema, her 3. omgang:

Spørgsmål til efter, anno 2012 (du behøver ikke at besvare alle spørgsmål lige grundigt):

21 Hvad forstår du ved skønhed? Det forstår jeg ikke.

22 Hvilke fem ord på dit modersmål kan du bedst lide? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

23 Hvad synes du om dialog? Ja, ja, det er da klart.

24 Hvad får ordet "økonomi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

25 Hvad får ordet "økologi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

26 Havde du et hemmeligt sted, da du var barn? Hvor lå det? Hvad brugte du det til? Jeg tegnede det, sagde jeg. Tegnede. Magnolier og alfer. Slemt. Heldigvis tegnede jeg også Simon Spies' morgenbolledamer, som jeg synes lød ret spændende (mere spændende end Simon Spies selv, tilsyneladende). Jeg fandt også en med en pige med et dødningehoved på en pind. Det hjalp lidt.

27. Hvis UAO12 var et dyr, hvilket? Female. Pattedyr.

28. Hvis UAO12 var en plante, hvilken? Kødædende. Håber jeg.

29. Hvad synes du om bogen Havet er en scene? Havet er en penis. Penis er en scene. For lang og alligevel for blød. Bogen, mener jeg.

30. Hvordan var det dengang? Hovedet ned og benene op, for det meste. Jeg var meget optaget af det patetiske. det er jeg blevet igen her for et par måneder siden.

31 Hvad skete der med dig undervejs? Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes der skete det helt store. Men både før og undervejs og et godt stykke tid efter var jeg jo nok i gang med et eller andet emancipatorisk projekt, nicht wahr, det stod bare på lidt endnu, altså, også efter skafotterskolen.

og eks-rektor Niels Franks dybt sukkende krønike om ikke så meget skolen som ham selv i selvtredjde og hans ulykkelige, ufrivilligt forløsende polemiker-karriere, "Glade dage?" (delvist optrykt som Politikens kronik i dag):

Hvem der underviste hvem, stod snart uklart, jeg sugede lige så meget til mig, som eleverne gjorde, og følte ofte, at jeg skulle tage mig fandens godt sammen, hvis jeg ville følge med, når de rullede deres talenter ud. Den fornemmelse delte jeg langt hen med de andre undervisere, er jeg sikker på, men efter et par år gik det pludselig op for os, at skolen måske nok sydede og kogte i det indvortes, men der kom ingen bøger ud af det. Vores talenter udkom ganske enkelt ikke. I tilbageblik var det her, jeg endte med at kaste mig gennem den flammende ring. Undskyld det noget dramatiske billede, men sådan føltes det. Sådan føles det.  Det begyndte med, at Harald Voetmann en dag kom og viste os et afslag fra Gyldendal, der havde bedt Harald om at indsende et manuskript, efter at forlaget havde læst nogle af hans tekster i antologier og aviser. Opfordringen var jo glimrende i sig selv og et flot udtryk for, at forlaget holdt øjne og ører åbne over for nye talenter. Men nu stod Harald og viftede med sit afslag, forbløffet, vred, for i brevet fra forlaget hed det, at han var for litterær (med dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget«, forudsat han altså troede, en sådan fandtes. Jeg tror, alle på skolen uden undtagelse læste det afslag, og blandt underviserne gik der i det samme noget op for os, for nu forstod vi jo, hvorfor den indvortes intensitet ikke var slået igennem i det udvortes. Jeg mindes svagt, at vi blev enige om, at jeg skulle skrive en artikel om miseren, og jeg skrev en vældig ophidset smøre til Berlingske Tidende, hvor Søren Kassebeer længe havde tryglet mig om at skrive et eller andet polemisk. Det kom så nu. Oktober 1999.

Rekonstrueret dårlig digt-kanon, nej bare -liste nok

fra Per Aage Brandts festforelæsning, hvis ikke festdiskussion på Forfatterskolen i formiddags (først fik vi nogle gamle og meget gamle eksempler fra engelske/amerikanske antologier over dårlige digte, og så gik PAaB over til frie danske vers, med stædigt, lettere monomant fokus på afslutningslinjer , den såkaldte kadencefeber (og allitteration, som vi er nogle, der nærer stor nævenyttighed for!) - og smart, men jo totalt misvisende at inkludere digte af store, gode digtere som PH og PL og (i mindre grad) store, skrumlede digtere som KR og BA):

1 (60'er-) digt af Thorkild Bjørnvig
1 digt af Klaus Rifbjerg fra Spansk motiv
3 digte af Per Højholt, "Praksis", "BLAPGA", "Supermules fastelavn", fra Revolver
1 digt af Peter Laugesen fra Åens skrift
1 digt af Pia Tafdrup fra Hvalerne i Paris
3 (?) digte af Søren Ulrik Thomsen fra Nye digte
2 digte af Niels Lyngsø fra Force majeure
2 digte af Benny Andersen (det var også lidt quiz, og det første Benny-digt troede jeg var af Prins Henrik, oversat af PAaB, de andre kunne jeg sagtens gætte)

og som de positive modtekster:

1 digt af Peter Laugesen
1 digt af Poul Borum fra Digte til musik

- og sikke en festlig diskussion om dårligdomme, vi fik dér!

Karakterfuldskab

Et antologiforfatterskab er et sølle forfatterskab - i dag eller i morgen udkommer den 3. antologi denne måned, som jeg har bidraget til, Forfatterskolens 25 års jubilæums-antologi, som jeg får i hånden om et par timer (da jeg påbegyndte blogposten, nu er det ret mange timere senere); de to andre novemeberantologier er Jørgen Leth-antologien Lethland og Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer, redigeret af Erik Skyum-Nielsen og Anne-Marie Mai, hvor jeg har portrætteret Bess (fra Pia Juuls Mordet på Halland (du skal have en bog, Pia, hvor ser jeg dig næste gang!?)), Gitte, Harald Horn, Huckleberry Finn, Sniggle (Dickens-biperson, of course) og Thummelumsen; jeg har ikke få læst så mange af de andre(s) portrætter, men meget ser lovende ud (der er både stærk og svage hoveder blandt de udvalgte kritikere, såvel Erik Svendsen og May Schack som Tue Nexø og Lilian Rösing), og Niels Franks (Tadzio og Blanche Dubois) og Peter Laugesens (Anna Livia Plurabelle og Dean Moriarty) er selvfølgelig - de er jo digtere for helvede - både læst og læseværdige, her PL's elektriske DM-portræt:

Dean Moriarty, barnebarn af den "professionelle Moriarty", der var Sherlock Holmes' dødsfjende og alligevel ikke omkom, da han styrtede i afgrunden efter den mytiske slåskamp på bjerget, dukkede op i New York, kort efter at Anden Verdenskrig var afsluttet. Hvad han havde lavet indtil da, fortaber sig i tågerne. Han blev meget populær på at rable løs om, hvordan hans far, professorens søn, havde hutlet sig igennem en fordrukken tilværelse som omrejsende barber, for det meste i åbne godsvogne, men der er ingen særlig grund til at tror på ham. Hans livslange søgen, ofte i stjålne eller lånte biler, efter en stamme af to meter høje indianere, der ikke laver andet end at sidde på toppen af høje bjerge og æde kokain, er kernen i ungdomsoprørers bibel: On The Road. Dean er dens Messias. Adspurgt svarede han, at han ledte efter "det", et begreb - muligvis en ting - han havde opsnappet fra sin lynlæsning D.T. Suzukis lille hvide bog om Zen, hvis store og tomme tomhed både han og hans idiotiske kammerater gjorde alt, hvad de kunne, for at fylde med tåbeligt fuldemandsnonsens. Sådan er det i hvert fald beskrevet udefra, også af toneangivende danske teologer fra omegnen af forlaget Gyldendal og tidsskriftet Vindrosen, hvis religion var af en langt mere sammenbidt frihedstilbedende karakter. Frihed spillede ingen rolle for Dean Moriarty, som den heller ikke spillede nogen rolle for hans bedstefar. De var fri.

Årets forfatter: K/CH + R + I S + T + I + A + N

KRISTIAN (Bang Foss: Døden kører Audi)

KRISTINA (Nya Glaffey: Padder og krybdyr)

CHRISTINA (Hagen: White Girl)

CHRISTINA (Hesselholdt: Selskabet gør op)
 
CHRISTIAN (Yde Frostholm: Things left behind)

(undtagelsen: CHRISTIAN (Jungersen; (Jeg kan heldigvis slet ikke huske titlen), som jeg stadig nægter at læse) -men ikke et ord, som hendes kone kan læse højt ved morgenbordet, om Leonora CHRISTINA Skov)

Ingenting & overskæg

2 aktuelle avantgardeudvandinger, der er aboslut OK:

1. Movember, med moustacher på alt og alle og især bybusser

2. Politikens bagside-serie om ingenting (som bl.a. ekspert i tomme bøger Thomas Hvid Kromann har bidraget til).

Duchamp og Mallarmé ryster smilende på hovedet i deres kæphestehimmel, Marcel med ingenting som moustache og Stéphane med moustache som ingenting.

Hypnotisk indhygget semnariekanon

I forgårs på Zahles Seminarium afleverede jeg de 3 sidste af i alt 15 mini-fordrag for medlemmer af Lærernes A-kasse, alle med overskriften og succeskriteriet "ELSK POESI PÅ 20 MINUTTER", hvert foredrag startede med en alfabetisk ind-tælling og sluttede med en alfabetisk ud-tælling, derimellem oplistede jeg "3 gode grunde til I ikke læser digte" - 1. I er blevet undervist i dem, 2. I har været til en digtoplæsning (værst i 70'erne eller 80'erne (alt kan læses op som et 80'erdigt, overivrigt spejderpræst-agtigt, ikke mindst brandinstrukser)), 3, I har læst en digtanmeldelse (Fims & Fortolkning hedder det flyttefrima, der ikke flytter noget som helst) - og 3 gode grunde til at læse digte - 1. De er smukke, 2. De er sande, 3. De er ubrugelige (og i bedste fald meningsløse); for hver 3 x 1 foredrag brugte jeg et nyt digt til at demonstrerede digtes skønhed, sandhed og ubrugelighed, og det var vigtigt, for hypnosens manipulative overbevisningskraft, at det var digte af digtere, der allerede var godt og grundigt indhygget i folkesjælen, hvilket passer for alle undtagen (for visse) den sidste digter (alle 5 digte optræder i min antologi Digte til drengene):

1.  Jeppe Aakjærs "Ole sad paa en Knold og sang" (Aarhus)

2. PH's "Ølhunden glammer" (Hjørring)

3. Benny Andersens "På tide" (Odense)

4. Dan Turèlls "Min Humphrey Bogart-morgen" (Esbjerg)

5. Jørgen Leths "Kneppe" (København)

Blakket om blogs og viskost om Vizki

Jeg har læst 2 artikler i det nye 25 års-jubilæumsnummer af Standart, den ene af pligt og den anden af lyst.

Artiklen, jeg har læst af pligt, selvom jeg helst havde læst den af lyst, er Thomas Hvid Kromanns og Martin Glaz Serups "Den litterære blog", som jo burde have den allerstørste egocentriske interesse for Blogdahl, især da tre blogs særligt highlightes, Blogdahl, Glaz Serups Kornkammeret og Glaz Serup & co's Promenaden, men netop fordi den ene af forfatterne selv-highlightende er stor-blogger, undrer det mig, at teksten ikke er mere lystfuld, ikke fordi der ikke står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men fordi der står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men ikke begejstret og henført og forjættende. Bedste pointe - men hvorfor ikke SYNGE den ud!?`- er bloggen som tidsskriftsagtigt mulighedsarkiv (men alligevel også en sær fremtidsudkastet musealisering, hvorfor må bloggen ikke være cool og vild nu?):

Der er måske endnu (er alt afgjort? næppe) ikke tale om at nogle danske blogs for alvor og gennem længere tid får et større publikum i tale, men hvilket litterært tidsskrift gør egentlig det i dag? Måske man kan se bloggen som en art tidsskrift. Tidsskrifter har historisk set spillet en vigtig rolle i den litterære offentlighed, fordi man savnede et knudepunkt, der kunne nytte lokale positioner sammen i en større helhed. Endvidere har de ofte fungeret som platforme for teori og praksis ift. nye kunst. og litteraturretninger. Alliegevel har et tidsskift som 'ta (1967-1968) næppe fyldt noget særligt i sin samtid, selvom dets litteraturhistoriske rolle siden har vist sig at være overordentlig vigtig. Som den amerikanske kunsthistoriker Gwen Allen  har påpeget, er tidsskrift vigtige som mulighedsarkiver, dvs. som arkiver for det sammensurium af diskurser, der ofte eksisterer i samtiden, men som kunst- og litteraturhistorieskrivningen ofte stryger i en nødvendig, men derfor ikke nødvendigvis rimelig eller repræsentativ kompleksistetsreduktion. Måske blog i fremtiden vil fungere som sådanne mulighedsarkiver og kontrastere eller supplere den herskende litteraturhistorieskrivning, forudsat at Det Kongelige Bibiloteks høstninger af disse hjemmesider vil kunne lokaliseres om et givent antal år.

Vi blogger for måske at blive høstet af det Kgl. Bibliotek!? Næppe!? Og hvorfor ikke bare en enkelt liste over favorit-blogs, hvorfor ikke bare en eller anden liste over litterære blogs lige nu (de blomstrer ivrigt, jf. bare disse 4 nye nævnt på Hvedekorns hjemmeside), hvorfor ikke nævne de to originaleste (flittige) litterære bloggere (hvis PRIMÆRE og fremragende litterære output er blogs) lige nu, Caspar Eric Christensen og Bue P. Peitersen!!??

Nå, men den artikel, jeg læste af lyst, er skrevet af en af mine yndlingsHvedekornsdigtere Lea Løppenthin, der ligesom andre unge skribenter født i Standarts fødeår 1987 (spædbarn! Hvedekorn oprettedes (som Klinte) 1920!) er blevet bedt om at genanmelde en bog, der blev anmeldt i Standarts første årgang, Lea har valgt Morti Vizkis debutroman Peters revolution, det kan jeg godt forstå, og min største ros af hendes kloge og legesyge og ømme tekst er, at den sagtens kunne være en blogpost (på den blog hun desværre ikke skriver længere), her er slutningen:

Jeg er virkelig ked af, at du er død. Du sejler ikke i luftballon du reder ikke din seng som nogen lille soldat du er et jakkesæt med knæ og skulderpuder i mit værelse. Et kærligt jakkesæt der helt klart hjælper min søvn. Du truer søvnen til at få eget liv. Men du er ikke en varme. Du er din hårde ansigtshud støbt. Måske troede du dine bøger var voodoo-dukker, at hvis mennesker behandlede dem nænsomt, opmærksomt, ville du også mærke det. Kan du mærke det? Du løb den risiko at tage den chance. Du lytter ikke til myrerne, du lyttede til myrerne. Jeg knægtes ved din stemme. Jeg knægtes, bliver knægt og vil ikke være andet. Vi blive knægt med mine venner og veninder. Vil gå med en alvorligt halsklud. Du kan ikke gøre mere skade på dine billeder./ Kærlig hilsen fra mig, Lea/ Odins Tværgade 2012

Min ultimative ed (forbedret)

Min ultimative ed, ikke mindst konfronteret med min psykel:

FOR DA GROTESK FUCK!

som jeg har tænkt, jeg burde ændre til det nu om stunder mere præcise (det sidste ord har Jon Stewart introduceret mig til):

FOR DA GOTISK CLUSTERFUCK!

(på dansk måske og desto gotiskere jo
FOR DA GOTISK KLOSTERFUCK!)

Min psykel 7

(tegning af panda på cykel, det kan ikke være sikkert)

FALCKCykler

Såfremt psyklen ikke er afhentet
            inden for 15 dage
mister man retten til cyklen

(men altså ikke ejerskabet over den, man har bare ikke rettigheder til den længere?)

Min psykel 6

Ib Michael har ikke noget at gøre med noget.

IB Michael har ikke noget at gøre med noget.

Ib MICHAEL har ikke noget at gøre med noget.

Ib Michael HAR ikke noget at gøre med noget.

Ib Michael har IKKE noget at gøre med noget.

Ib Michael har ikke NOGET at gøre med noget.

Ib Michael har ikke noget AT gøre med noget.

Ib Michael har ikke noget at GØRE med noget.

Ib Michael har ikke noget at gøre MED noget.

Ib Michael har ikke noget at gøre med NOGET.

Ib Michael har ikke noget at gøre med noget PUNKTUM:.

Min psykel 5

Mine pedaler klikker underligt, som det yderste, fjerde led på gamle menneskers fingre.

Min psykel 4

Jeg går nu ned og cykler et godt sted hen på min perfekte cykel og med min overordentlige hjelm ("ordentlighed forpligter" stod der på en lastbil fra et busstopreklamefirma set fra Baresso-vinduet i morges, nej overordentlighed er et guitarplekter på hovedet). 

Min psykel 3

Og nu var sadlen fucked (og min søn bekræftede, at lygten IKKE lyste eller afkræftede, AT den lyste, så nu er cyklen tilbage hos cykelsmeden), vippede op og ned, som om den var en ministertaburet og resten af cyklen et parlament, der hele tiden stiller mistillidsdagsorden, men jeg er og bliver portefølje uden minister.

Min psykel 2

Jeg kan ikke se om min netop reparerede magnet-forlygte lyser! Fordi jeg ikke ordentligt kan se den i øjnene MENS jeg cykler. I nat i nattemørket så det GRANGIVELIGT ud, som om den IKKE lyste, og i morges i morgenmørket så det VITTERLIGT ud, som om den lyste, med to små, tætsiddende øjne, som alienen Majken i Lines bog, og nu ved jeg VIRKELIG ikke, jeg cykler af sted om 10 minutter ned i byen for at hente en bog, som jeg har i forvejen, men jeg ved lige nu ikke hvor, så jeg vil gerne bede bloglæsere med ærinde på gaden eller med udsigt til Gl. Kongevej osv. ind til Rosinante&Co. på Købmagergade om at holde øje og i kommentarfeltet helt ærligt fortælle mig, om den forbandede lygte lyser eller bare hænger i laser som intet laserlys!

Min psykel 1

Jeg har fået en ny cykelhjelm, som jeg ligesom skruer ind til kraniet ved hjælp af en stor LYSENDE skrue bag på, som en slags elevateret, godartet garotte, og den udvider sig hele tiden, når jeg cyklet, det ENE kritiske SKRU, som jeg så må skrue på plads igen, altså skrue skruet (substantiv) på plads, og det har den gode PSYKISKE virkning, at det føles, som om jeg hele tiden lige skruer alt det KAOS, der er inde i mit hoved (fordi det 1:1 er ude i virkeligheden! jeg er benhård realist) det ene skru på plads, hvilket er totalt bedragerisk, men det er jo lige meget, når det faktisk virker, som om det virker!

Jeg er enig med Noah

i hans fremhævelse på hans blog af et vældigt, men anonymt (programmet var/er meget umuligt at gennemskue (min ledsager syntes, det var komisk at jeg kun kan opleve via et program eller et katalog eller en anden tekst, og det er det rigtignok)) talent til Fri kontakt-multi-kunstskole-performancen på Gl. Scene i går:

mand står i balkonfoyer og råbesynger tekst mens han semi-dj'er. taber papir på gulvet. tramper i jorden. det er formiddag det er formiddag det er formiddag vil gerne se mere med den neher mand

Semiotisk godkendt smiley

Jeg har fået en Facebook-besked (om korrektur til Hvedekorn 4, 2012, hvor han sensationelt bidrager) fra digter og Professor Emerirtus i semiotik Per Aage Brandt, der på fredag 10-12 i anledning af den af ham medstiftede Forfatterskoles 25 års jubilæum vil holde den uimodståelige festforelæsning "Pegasus Descending – Hvad er et dårligt digt?" ("Per Aage har lovet at præsentere eksempler til skræk, advarsel og underholdning! Alle er velkomne. Fri entré"), som han afslutter med en SMILEY, der meget mod min vilje ergo må betragtes som et semiotisk anerkendt og kvalificeret TEGN (der betyder så meget som SEGN ikke i denne REGN af HEGN)!

Marty ankommer hele tiden

TILLYKKE til Martin Scorsese, der fylder 70 i dag!

Og min yndlingsfilm vil altid være Goodfellas, som jeg så på premieredagen 21. september 1990 i en mall i Stony Brook, der var lige så rungende grå som mit elendige humør, der konfronteret med al den virtuose vold og voldelige virtuositet momentant krakelerede i sand kunstnydelse, tak ikke mindst for det, Marty! Livet bør være at ankomme til det bedste bord i den bedste natklub gennem lange, labyrintiske køkkenregioner fulgt af ubrudt steadydcam, ja, det bør så:

Udbokset kioskbasker

Jeg ville have haft dette citat til af afslutte min KIOSK-spalte i gårsdagens WA Bøger, men min redaktør mener, at vi taler for meget om Politiken, og det kan hun jo egentlig have ret i (heldigvis citerede Carsten Andersen IKKE generøst fra min og Leonoras åndssvage blog/fb-fejde i Bogfolk-klummen i dag, så nu er den måske faktisk glemt!? (anmeldelsen er Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af Ulrikka Gernes nye, ikke uefne (dårlig anmeldelsessamvittighed: den skal anmeldes NU) Flosset opus for strygere & blæsere):

-->

”Mandeanmelder skriver i Politiken …”

Adda Djørups kommentar på Facebook til politikens.dk’s overskrift ”Kvindepoet med stor K gærer og begærer i midtvejsdigte”

Fejllæst minoritet

Jeg troede overskriften på debatarrangementet var

HAR EUROPA ET ROMANPROBLEM?

Er der spørgsmålsnyt? Er det virkelig restaurantudgaven?

Jeg skulle have været i Kulturen På News i aften og have fortalt om anmeldelser med selvstændig æstetisk værdi, den eneste slags der jo burde findes, med udgangspunkt i en fantastisk restaurantanmeldelse i New York Times af en vis Pete Wells, men jeg er jo deep deep undercover i Jylland lige nu, så derfor må jeg i stearinlysets skær nøjes med at aftrykke begyndelsen af anmeldelsen, der virtuost og kosteligt ondsindet består af lutter spørgsmål til restaurantens ejer, og linke til spørgsmålsbølgen i ny dansk litteratur, fra Spørgespil til Spørgsmålene:

GUY FIERI, have you eaten at your new restaurant in Times Square? Have you pulled up one of the 500 seats at Guy’s American Kitchen & Bar and ordered a meal? Did you eat the food? Did it live up to your expectations?

Did panic grip your soul as you stared into the whirling hypno wheel of the menu, where adjectives and nouns spin in a crazy vortex? When you saw the burger described as “Guy’s Pat LaFrieda custom blend, all-natural Creekstone Farm Black Angus beef patty, LTOP (lettuce, tomato, onion + pickle), SMC (super-melty-cheese) and a slathering of Donkey Sauce on garlic-buttered brioche,” did your mind touch the void for a minute?

Did you notice that the menu was an unreliable predictor of what actually came to the table? Were the “bourbon butter crunch chips” missing from your Almond Joy cocktail, too? Was your deep-fried “boulder” of ice cream the size of a standard scoop?

What exactly about a small salad with four or five miniature croutons makes Guy’s Famous Big Bite Caesar (a) big (b) famous or (c) Guy’s, in any meaningful sense?

Were you struck by how very far from awesome the Awesome Pretzel Chicken Tenders are? If you hadn’t come up with the recipe yourself, would you ever guess that the shiny tissue of breading that exudes grease onto the plate contains either pretzels or smoked almonds? Did you discern any buttermilk or brine in the white meat, or did you think it tasted like chewy air?

Why is one of the few things on your menu that can be eaten without fear or regret — a lunch-only sandwich of chopped soy-glazed pork with coleslaw and cucumbers — called a Roasted Pork Bahn Mi, when it resembles that item about as much as you resemble Emily Dickinson?

When you have a second, Mr. Fieri, would you see what happened to the black bean and roasted squash soup we ordered?

Hey, did you try that blue drink, the one that glows like nuclear waste? The watermelon margarita? Any idea why it tastes like some combination of radiator fluid and formaldehyde?

Hils ikke på en cyklende kritiker

Jeg har engang rakt næse af en cyklende kritiker, nemlig Erik Svendsen samme dag som han i Jyllands-Posten ikke grundigt, men sjusket havde nedgjort en af de digtbøger, jeg åbenbart (men  ikke derfor!) ikke skriver længere -

men i går formiddags stod jeg og låste min cykel op ud for en cykelsmed på Islands Brygge, fordi mit styr ganske symbolsk (og sikkert effektueret af Ib Michael) var gået helt løs (og først, da klokken var 10 minutter i 10, havde jeg bare efterladt cyklen, men før jeg kom på den bus, jeg havde planlagt at tage i stedet for, vendte jeg tilbage, for i mellemtiden var de 10 minutter gået), og pludselig kom min reelt kære kritikerkollega Tue Andersen Nexø kørende på cykel, og hilste på mig, og alt for lang tid siden jeg havde talt med ham, så jeg lod min hilsende hånd blive i luften, og han bremsede ned, men blev straks - jeg så det ske i dæmonisk slo-mo - torpederet af en cyklist bagfra, der heldigvis ikke var seriøst hårdtslående, og ingen, hverken cykler eller cyklister, kom noget til, men det var virkelig tæt på, og lad det være en lærestreg til os begge to og alle andre kritikere og folk, der gerne vil hilse på og snakke med kritikere: Pas på og lad os være, når vi er på pedalerne!

Verden er en hartad uforståelig bukkevare

1. Ekstra Bladet - Man bliver glad i låget af 'Den eneste ene'

   ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/diverse/article1764648.ece

   24. maj 2012 – ... for jeg vil tro, at meget af musical-udgaven af 'Den eneste ene' vil være hartad uforståelig for folk, der ikke har set filmen mindst én gang.

2. ATS 2011 - Side 142 - Resultat for Google Books

   books.google.dk/books?isbn=8756799101

   Kornprins Joachim – hartad uforståelig. Kornprins Joachim har indset, at han ikke længere vil kunne gøre sig forståelig, efter at en lang række gammeldags ord ...
3. Ekkoer af Blixen | Kristeligt Dagblad

   www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/223976:Kultur--Ekkoer-af-Blixen

   8. jan 2001 – ... Karen Blixens forfatterskab, »Billedets ekko«, som hartad uforståelig, idet han samlede til bunke en række for ham utilgængelige sætninger.
4. Ville De turde købe brugt bil af denne genre?

   www1.sdu.dk/Hum/jhh/poetikartikel.html

   En stor del af dagens poetikker er hartad uforståelige og vil gerne være det. Her kan man pege på to forhold: dels graden af selvreferentialitet dels brugen af ...
5. PRINS OPGIVER AT TALE MED FOLK - Politiken.dk

   politiken.dk/bagsiden/atsbagsiden/.../prins-opgiver-at-tale-med-folk/

   26. jun 2011 – Kornprins Joachim – hartad uforståelig. PRINS OPGIVER AT TALE MED FOLK Kornprins Joachim har indset, at han ikke længere vil kunne ...
6. Åbn som html - Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole

   www.smks.dk/html-publikationer/Albertsen_samlet.htm

   Læserne af Wilhelm Meisters Lehrjahre indfanges af det uborgerlige, hartad uforståelige, i de tre første bind af romanen, der udkom i løbet af året 1795.
7. "Bukkevare"?

   dk.kultur.sprog.narkive.com › dk kultur sprog

   30. aug 2009 – at mødomme er blevet en sådan sjældenhed, at de hartad er en bukkevare. ... Det er desværre for mig aldeles uforståeligt, jeg ved ikke hvorfor ..

Peter Laugesen er ikke aflyst

men det er desværre pga. for miserabel tilmedling - JA, DET ER JER, HALVHJERTEDE (FREM FOR HALDHJERTEDE) FANS, JEG TALER TIL - 1-dags-seminaret for ham på Hald Hovedgaard fredag 23. november med mig og Stefan Kjerkegaard og Asger Schnack og Ham Hundeløse Selv som planlagte medvirkende, fejr ham straks med en læsning i jeres - JA JERES! - gøende lænestol i stedet - FOR AT HAVE VÆRET PÅ PLETTEN!

Og eksperiment: kan man straks finde et fremragende Peter-digt på nettet:

JA! man kan:

   Lad os drukke
      den apokalypso
        blå
   lad os floppe
      til der
kommer stjerner
        på
  Lad os hoppe
        den hypno
           til alle
             de grå
        skimler
         vrimler
            på himlen

Undskyld, Politikens Forlag

fFordi jeg i den i et snapseglas stormomsuste blogpost nedenfor anklagede jer for (stadigvæk) at være den smalle forfatter Jens Christian Grøndahls forlag, det er I for længst ikke, han bliver helst kun et par bøgers tid, og lige nu er han på Lindhardt & Ringhof, den plimsoller forklædt som en panserkrydser, nej, vent, Modtryk, nej, vent, Pretty Ink.

Skru ind på talent

På Bogmessen igår skulle Gyldendalredaktør Lene Wissing og jeg tale om talent, og vi havde hver udvlagt 2 tekster fra bunke på til dr.dk's Testklubben indsendte og fra Testrup Højskoles skrivelinje udsendte tekster. Dette er begyndelsen på den ene af de tekster, jeg vlgate, og som jeg sagde på scenen, efter den unge digter hardcore-henrivende havde læst op i egen person, ville jeg ønske, der var en DAB-kanal, man kunne skrue ind på, og så digtede Sophia Handler bare videre af sted på sær og sirlig fjed på sin tekst ved navn (og som) "Müsli", du må også gerne læse med, Leonora, kan din kæreste hilse og sige, det er det her, man kalder poesi, og som prosa, hvis man virkelig gør sig umage og har talent, i sjældne tilfælde kan nå op på siden af:


Fine ting er at løbe og at være sulten. Jeg mangler en taske, der passer til alle mine fine ting. Den skal også være smuk. Men jeg vil jo gerne holde noget helt tæt ind mod maven. Under dynen kunne der være koldt. Jeg undrer mig et øjeblik over retning syd. Vinduerne kunne være sydvendte. Der må være kommet e-mails. Otte. Jeg ved ikke, hvad der næste gang kommer ind i mig. Jeg fortryder et øjeblik en taske. Det går over igen lige efter. Jeg glæder mig til tasken. Den kunne være sort. Jeg kunne have haft en blå bluse på. Loftet kunne have været skråvægge, vi kunne have siddet oppe under det. At cykle en tur giver mulighed for at komme et sted hen. Neglelak ligner muselort, når den skaller eller trækkes af. Jeg kan godt lide at trække lakken af i store flager, jeg drømmer om at træ kke mine fingernegle af. Når noget ændrer toneart er det som et vejrskifte. Modulerende. Hvem som helst kunne kigge ind ad vinduerne. Karton kommer lidt ind i mig. Jeg ved ikke, hvad der næste gang opsøger mig. Risiko for at glemme, risiko for uorden, risiko for farvesymmetri. Det kunne være, rummet var fuldt af musikinstrumenter, det kunne være, rummet ikke var aflåst. Men jeg kunne jo rejse mig. En slags væk, eller én, og så to mænd, kunne der være. Jeg får kvalme i stedet for at blive sulten. Jeg mærker ikke sult, når jeg er sulten, jeg mærker noget andet men ved, at noget andet betyder sulten. At aflyse noget giver plads til at trække fingerneglene af. Risiko for ikke at glemme, risiko for kommunikation, risiko for blindhed. Jeg ruller øjnene nord, syd, øst og vest og mærker, hvor det gør mest ondt. Øst. At trække vejret giver mulighed for at komme videre. Det varme vand kunne være brugt op, det kunne være blevet koldt, før sæben var ude af øjnene. At se indebærer risici. Jeg har ikke tid til at skifte det øverste ben, når jeg lægger benene over kors med mindre, jeg aflyser noget. Der tømmes lidt luft ud af mig som balloner. At skifte toneart giver mulighed for ikke at vende tilbage. Opsat hår giver ondt i hovedet. Det kunne passe til en kjole. Når noget er pakket i emballage, er det en slags væk. Stolene kunne være stablet i et hjørne. En kvinde har dine sko på. Jeg ved ikke, hvad der næste gang omslutter mig. Jeg kunne være pakket i emballage. En toværelses kunne være for meget at bede om. På overkroppens blå emballage noget pynt. Vejret kunne være skiftet i mellemtiden. Tænk at være så nord. Hvor kontra.

Et spørgsmål om dobbelthed, gennemgribende

Hvorfor hedder det brystholder og BH og ikke brystholdere og BH'er, når det hedder bukser og briller, og ikke, meget helst ikke, bukse og brille?

Er skorød et fejt trick af en farvenuance?

De røde sko - feminisme nu! (2002) - Tiderne Skifter

www.tiderneskifter.dk/default.asp?pid=2&bogid=369

Leonora Christina Skov m.fl. De røde sko - feminisme nu! Pris: 248 kr. DENNE BOG ER UDSOLGT FRA FORLAGET. Bogen afdækker hvordan køn, seksualitet ...

Interview Valby Bladet | Leonora Christina Skov

www.leonorachristinaskov.com/anmeldelser/interview-valby-bladet

Netstrømper og røde sko. I det virkelige liv holder Leonora Christina Skov også af at overraske: Som denne mandag formiddag, hvor hun har trodset det disede ...

Hun fortjener ikke så mange tæv - En bog om ugen - Kultur og rejser ...

www.femina.dk/Kultur-og-rejser/.../1243-mette-blog-uge-33.aspx

23. okt 2012 – Her bliver Leonora Christina Skov interviewet på FEMINA-messens Caféscene af journalist Tine Bendixen. Læg mærke til de fine røde sko med ...

Forfatter Leonora Christina Skov gæster LitteraturStedet på Åby ...

www.aakb.dk › Biblioteker

25. apr 2012 – 19.00, når forfatter og litteraturkritiker Leonora Christina Skov holder ... Spring selv til og oplev/udlev en aften med gotik, queer og røde sko.

Røde Sko 115,-

www.lightinthebox.com/RødeSko

Smart Fodtøj - Op Til 60% Rabat
Lækre Sko Til Dig - Køb Nu!

Sunset on repeat

(MENINGSFULDT med en blogpost om igen igen igen Jørgen Leth efter blogpost om igen igen Leonora Christina Skov, synes jeg nok)

Højdepunktet i mit i interview med Jørgen Leth og Leth-monograf Dan Ringgaard på Bogmessen fredag var Leths - apropos hvad, har jeg glemt - begejstring for statsoverhoveder og andre big shots stiligt magtdemonstrerende exits fra limousiner og andre (Tet Bef!) køretøjer, og hans svar på mit opfølgende spørgsmål om hans egen bedste limousineoplevelse, som var i en laaaaang bil alene med sønnen Asger til verdenspremiere på Asgers Hollywoodfilm Man On a Ledge foran Graumann's Chinese Theatre i Hollywood.

Men jeg var også glad for, at det ikke mislykkedes med mit konceptuelle interviewpåfund, hvor Ringgaard først læste første del af sin skarpe analyse (IKKE fortolkning! - og kun næsten en parafrase) af Leths fremragende digt, et af fire med den titel og det (håbløst kitschede) motiv, "Solnedgang" fra Billedet forestiller, fordi litterater ellers aldrig får lov til at læse deres digtanalyser op:

Ingredienserne til et klassisk solnedgangsdigt er til stedet: solens skær, bjerge, hav og lyden af hav, skyer, bugt, hustage og træer, endda palmer. Og ordene er der: blegnen, skær, vandring, sitren og solnedgangens magiske time. Men det vil ikke samle sig. Digtet forsøger at registrere et antal rytmer som aldrig finder sammen: Skære blegner pludseligt imens skyerne bevæger sig forhastet og uden mål i utakt med havets relativt langsomme rytme, havet hvis brænding muligvis også er i utakt med sig selv, ligesom palmerne er det med deres egne hurtige, små bevægelser. Alt er "uden enighed". Billedet er arytmisk. Det er også trukket skævt. Solnedgangsskæret, som det hele burde handle om, er presset ud til venstre og mast ind mellem bjergenes aftegninger og et isoleret stykke hav; og nederst kan bugten ikke finde sin form fordi den ikke kan komme fri af tagene og træerne.
  Der er et 'nede' og et 'til venstre', men ingen orientering i dybden, måske lige bortset fra bjergkonturerne. Det er et fladt billede, et billede som er berøvet det perspektiv som skulle organisere det. Skulle man male det, måtte det blive noget i retning af af Cézannes Sydfrankrig eller Breugels flamske landskaber omplantet til Haiti. Billedets ramme er heller ikke tydelig. Den er ikke synlig som andet end "i venstre side" og "nede blandt". Endelig er det ikke noget komplet billede. Forkortelsen "f.eks." røber at der er meget i billedet som vi ikke får noget at vide om, at der er endnu flere modstridende rytmer i spil. Billedets urolige flade, elementerne der farer i alle retninger og hastigheder, bliver ikke mindre urolig af at mangle klare grænser og et uvist antal elementer. Øjet - det der ser, og det der læser om det sete - mister orineteringen.

Og så - på min opfordring - bifald, der er også for få bifald til skarpe analyser. Hvorefter jeg, Ringgaard og Leth læste digtet op, på jagende risskoviansk, drævende aalborgensisk og autoriativt, malmfuldt aarhusiansk:

Solnedgang

Det er noget uperfekt rod som finder sted
hver dag på samme tid, men med uhyre forskelle
som sprænger den emblematiske fastholdelse
og desuden er præget af skridende forandringer
inden for den tidsramme man har valgt, f.eks.
den pludselige blegnen af det røde skær ude
i venstre side midt mellem bjergkontur
og et afhakket stykke hav, og hele tiden
stressede skyer på vandring spredt orden,
akkompagneret disharmonisk af lyden af havet,
denne kubikmængde bugt som ligger og roder nede
blandt træer og hustage, og forgæves prøver
at finde form og ro og mening, for ikke
at tale om kokospalmernes sitren, som er
uden enighed, nogle er helt stille, andre
løfter umotiveret på sig. Der mangler
en tanke med det hele, et system,
solnedgangens magiske time er fyldt med
uorden, med ting der stræber væk og ikke
føjes sammen, ikke vil det samme.

Solnedgang

Det er noget uperfekt rod som finder sted
hver dag på samme tid, men med uhyre forskelle
som sprænger den emblematiske fastholdelse
og desuden er præget af skridende forandringer
inden for den tidsramme man har valgt, f.eks.
den pludselige blegnen af det røde skær ude
i venstre side midt mellem bjergkontur
og et afhakket stykke hav, og hele tiden
stressede skyer på vandring spredt orden,
akkompagneret disharmonisk af lyden af havet,
denne kubikmængde bugt som ligger og roder nede
blandt træer og hustage, og forgæves prøver
at finde form og ro og mening, for ikke
at tale om kokospalmernes sitren, som er
uden enighed, nogle er helt stille, andre
løfter umotiveret på sig. Der mangler
en tanke med det hele, et system,
solnedgangens magiske time er fyldt med
uorden, med ting der stræber væk og ikke
føjes sammen, ikke vil det samme.

Solnedgang

Det er noget uperfekt rod som finder sted
hver dag på samme tid, men med uhyre forskelle
som sprænger den emblematiske fastholdelse
og desuden er præget af skridende forandringer
inden for den tidsramme man har valgt, f.eks.
den pludselige blegnen af det røde skær ude
i venstre side midt mellem bjergkontur
og et afhakket stykke hav, og hele tiden
stressede skyer på vandring spredt orden,
akkompagneret disharmonisk af lyden af havet,
denne kubikmængde bugt som ligger og roder nede
blandt træer og hustage, og forgæves prøver
at finde form og ro og mening, for ikke
at tale om kokospalmernes sitren, som er
uden enighed, nogle er helt stille, andre
løfter umotiveret på sig. Der mangler
en tanke med det hele, et system,
solnedgangens magiske time er fyldt med
uorden, med ting der stræber væk og ikke
føjes sammen, ikke vil det samme.

Og så sagde både Ringaard og Leth kloge, klare ting om stemme og Leth-stemmen - koncisest Leth: Stemmen er berøring, og I skulle have været der, til stemningen af stemte stemmer.

I fredags udkom omsider også - årets 6. Leth-udgivelse! - den flotte og tykke antologi Lethland, Lyrikeren og essayisten Jørgen Leth, redigeret af Iben Holk, hvor jeg, pænt kedeligt, skriver om Sportsdigte, og som afsluttes med et 60 + sider alenlangt interview med mesteren ved redaktøren, som også strejfer solnedgangsdigtene fint flugtende med Ringaards maleri-sammenligninger:

(...) jeg sammenligner mig med en maler. Du kan se det i Billedet forestiller. der har jeg fire billeder, fire digte, som handler om solnedgang. det valgte jeg direkte. Jeg vil gerne sidde, som hvis jeg var et staffeli, over for en solnedgang. Jeg er begejstret for solnedgange, og jeg vil gerne beskrive dem. Forsøge at beskrive dem. Det var det, det handlede om. Det er så en gammeldags udfordring. Det er jo en gammeldags maler, der sidder ved et staffeli og maler, men det er jo også en ægte maler. En fascination, som man prøver at male sig ud af.

Leonora kan ikke læse (PARENTESER)

Min kære kollega Leonora Christian Skov var mange timer i gårs aftes helt oppe i det skorøde felt på sin Facebook-profil over den blogpost om Politikens nedskæring af smalle titler, jeg skrev for et par dage siden, og som måske lige manglede det 'alt'  foran og det 't'' i enden på 'uambitiøs', som jeg nu har tilføjet, i at være komplet tydelig, men det er nu alligevel imponerende, som Leonora indigneret misforstår min pointe - der er at Mette Pryds Helle (som alle (mine faste læsere) ved, jeg primært, også forklædt som Liv Mørk, går ind for) og Leonora, ud i egen formening, skriver litterært ambitiøs krimi/genrelitteratur og derfor rent logisk (fordi hvem ellers?) er i fare for at blive fyret af deres forlag:

Hvilke smalle titler? Udover titler af Grøndahl, Pryds Helle, Leonora CS (der vel ikke betragter sig selv som smalle)? Bare alt ukriminalistisk (men Skov og Pryds vil også være kriminalistiske, så bare alt litterært uambitøst) og ikke-kändis-signeret børnelitterært (...)

Men her er Leonoras opdatering på FB, plus tre af hendes opfølgende kommentarer, mellem 54! andre (imens var jeg ude at spise i vietnamesisk gadekøkken og se den perfekt 70'er-retro-spændende Argo sammen med min søn, et langt fornuftigere spild af tid): 

Hold da kæft, hvor er jeg træt af at have så ukollegial en kollega som Lars Bukdahl. Jeg er med på, at vi har forskelligt litteratursyn, og jeg er også med på, at Lars Bukdahl ikke kan lide mine romaner, selv om han ikke har læst dem. Men når man skriver for samme avis, er det mindste man kan gøre, da at tage sine uenigheder i spalterne, frem for, som Lars Bukdahl ynder, at sidde og fedte med sine perfiditeter om mig på sin blog. Hvad fanden ligner det her?!

(...) Jeg bliver bare så forbandet over det her, fordi Lars Bukdahl bliver ved at forsøge at underminere mig på sin blog, både som forfatter og som anmelder. Jeg læser ikke selv bloggen. Det er min kæreste, der læser den, og jeg ville ønske, at hun ville holde op. Jeg er totalt mystificeret over hans skriverier.

Jeg ville synes, at det tjente Lars Bukdahl til langt større ære, hvis han f.eks. skrev, hvad han mente om mig, i avisen, eller sørgede for at tagge mig, så det ikke ligner perfid bagtalelse. Det er kujonadfærd, i mine øjne, og jeg har ikke et gram respekt for det

Ja, jeg synes egentlig, at det er perfidt at kalde min litteratur for uambitiøs, og ja, jeg synes, det gør en forskel, at vi er kolleger. Bemærk f.eks. at jeg ikke udtaler mig offentligt om Lars Bukdahls evner som hverken forfatter eller anmelder, selv om man må sige, at jeg har haft alle muligheder for det. Jeg mener sagtens, at man kan have offentlige meningsudvekslinger med sine kolleger, men det forekommer mig at være katastrofal mangel på stil at gå halvoffentligt ud og underminere hinandens arbejde.

Altså en gang til for Prinsesse Elisabeth: JEG HAR IKKE KALDT LEONORAS LITTERATUR FOR UAMBITIØS (sjov nok har den første kommentator forstået mig rigtigt, men bliver korrekset af Leonora, hvorefter hun, kommentatoren, ikke kan holde op med at nedgøre mig). Og hvor ved hun fra, hvor mange af hendes bøger, jeg har læst? Jeg har anmeldt hendes første bog og læst de to følgende, men ikke den seneste, og jeg bryder mig rigtignok ikke om de tre, jeg har læst, og det kan jeg virkelig ikke se er ukollegialt eller stilløst at udtale mig om, selvom jeg altså ikke gør det i blogposten, men jeg gør det vistnok i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsbog (lad mig lige undersøge, jo sørme: "Leonora Christina Skov (en forfatter og kritiker, jeg ikke beundrer særlig meget, som forfatter)"). Og Leonora har da masser gange, i HELE kommentarer, udtalt sig om mine evner som kritiker, og godt for det, fordi så har jeg hver gang kunnet svare, og selvom hun sjældent (eller aldrig) har svaret igen, har det da lignet en kritisk debat (og det ville helt ærligt glæde mig at høre, hvad hun mener om min poesi, også fordi hun da vistnok ALDRIG har anmeldt en digtsamling, sig endelig frem, søde!), og selvfølgelig udtaler jeg mig gerne her, i bloggen, og dér, i avisen, om hendes evner som kritiker, for kritik er ligegyldig, hvis den ikke er diskutabel og diskuteres (hendes bøger er jeg mindre interesseret i og optaget af, fordi de hverken på godt og ondt spiller en central eller tydelig rolle i dansk litteratur (JC Grøndahls bøger spiller på ondt en central og tydelig rolle, derfor disser jeg ivrigt dem)) - men det er sgu da utroligt, at en kritiker, der (med rette) gør en ære i at være bramfri og fandenivoldsk, bliver sådan en bly viol af en kritikkens Emma Gad, når det er hende selv, der står for skud (selvom hun i dette tilfælde faktisk IKKE gjorde det), en skallesmækkende mimose kalder man sådan en personage. Endelig er en blog i mine øjne og min praksis (med i snit 700 læsere hver dag) ikke en disse mindre offentlig eller mere bagtalende end en aviskommentar, men i hvert fald er FB-opdateringer langt mindre end halvoffentlige og et underligt semi-privat (og ukvalificeret - jf. de ret mange ret uartikulerede kommentarer) rum at hidse sig op i. Hvorfor, Leonora, kan vi i alle kritiske og litterære offentligheder ikke diskutere alt, vi foretager os litterært og kritisk? Hvorfor klynke, når vi kan og skal klonke? Og her klinker jeg gerne skårene fra den vase, jeg IKKE smadrede i hovedet på dig. 

Polini hurraer

Bare for genere PH's spøgelse (jeg har den seneste uges tid formået at disse PH både i Strid-tale på Storm P.-museet og i Jørgen Leth-interview i går på Bogforum) - og fordi det er sandt! - vil jeg gerne give udtryk for, hvor SMUKT Politigården skinnede i morgenlyset her alt for tidligt lørdag, decideret NEONklassicistisk!

Meth og Lette

Jeg skal interviewe Jørgen Leth + Dan Ringgaard, 13:30, og Mette Moestrup, 15:15, i dag på Bogmessen i BELLA CENTER, men sjovest ville det jo have været at lade Mette og Jørgen interviewe hinanden, så kunne Dan og jeg dele en tidlig fadbamsekande og diskutere trokæer i den bar, der for fanden også må være i BELLA CENTER. Jeg formåede i går ikke at nævne en eneste kvinde (ikke engang som en dæmonisk oplæsningspåvirkning: Pia Tafdrup) i mit foredrag om dansk oplæsning og digterisk showmanship i Odense, gjorde en kvindelig tilhører mig opmærksom på. Jeg rødmede hårdt og spyttede straks Mettes navn ud og så en hel masse andre, bl.a Ursula Andkjær, og hævdede, at kvindelige digterjeger først blev (ufølsomt (Bodil Bech, Hulda Lütken!)) offensive i 90'erne, med Hammann og Guldager, men Mette er er en af de yderst få kvinder, der eksperimenterer målrettet og vellykket med showmæssigheden, og mon ikke jeg faktisk skal bede hende om at synge hittet "Min kittel er for kort" - serenaderende Jørgen!?

Smalhed som mindst profitabel bredde

Flere har allerede trist fremhævet Busck-direktør Helle Busck Fensvigs (ikke nødvendigvis iflg. hende selv) triste bemærkning i Carsten Andersens artikel om Busck-kædens underskud i dag:

Jeg håber da også at bøger vil indgå i vores sortiment i fremtiden, men det gør de kun, hvis vi kan tjene penge på at have dem.

Men bemærkelsesværdig er også direktør for Politikens Forlag Carsten Blauerts proklamation i samme artikel:

Til næste år skærer vi antallet af titler ned med omkring en tredjedel, og der vil ikke være så mange smalle titler, som der har været.

Hvilke smalle titler? Udover titler af Grøndahl, Pryds Helle, Leonora CS (der vel ikke betragter sig selv som smalle)? Bare alt ukriminalistisk (men Skov og Pryds vil også være kriminalistiske, så bare alt litterært uambitøst) og ikke-kändis-signeret børnelitterært (heldigt at Peter Frödin takket være TDC er kändis - for 2. bind af hans og Line Knutzons SERIE (SKAL DET VÆRE!) om Lille Allan)?

Viggopludselighed & Jensstadighed

15 minutter inde i mit foredrag - 3. O-foredrag på 3 uger- på Odense Centralbibliotek, som jeg var ved at tage en taxa til, da jeg kom i tanke om, at det ligger i selve Banegårdscentret, det var blevet en særlig taxatur! - be- og undertitlet "Mikrofongriber! Om at performe en tekst og tekste en performer - eller hvordan man bliver lige så god som D.T. uden at lyde som en dårlig onkel-kopi", fik jeg øje på digteren Viggo Madsen nede - som ikke var særlig langt nede i det koncentreret forseglede rum med et rødt Twin Peaks-agtigt bagtæppe, der gemte på ... en ghettoblaster (hvorpå jeg spillede Dan og Sølvstjernerne, TS Høeg, Frodegruppen 40, Malk de Koijn og Jørgen Sonne") - på bagerste række, og så måtte jeg straks afbryde foredraget og UDPEGE Viggo som den store (OG odenseanske) digter, han er, for det er det, jeg er her for: at UDPEGE DE STORE DIGTERE, og det var det, jeg gjorde hele foredraget, fra Tribini til Signe G, og jeg læste begyndelsen og slutningen på Jens' "Fodboldfesten", som jeg har hørt oplæst til litterære hypnoser mindst 17.000 gange, men som han ikke læser op mere, og jeg savner den grusomt, "Fodboldfesten"-oplæsningen:

Der bliver hentet flere øl.

    Chips knaser og bliver forvekslet med fjernbetjeningen. Folk skal hele tiden tisse, men kampen fortsætter. Der bliver væddet , og i samme øjeblik scorer fjenden. Det er umenneskeligt at se fodboldkamp.

- Brian Laudrup forsøger at finde Laudrup, Kig op Brian! Kig op! Laudrup finter Ireren Donald Lokie...men neeeej han taber den!

   Der bliver hentet flere øl.

Fjernbetjeningen knaser og bliver forvekslet med chips. Folk skal hele tiden vædde, men kampen fortsætter. Der bliver tisset, og i samme øjeblik scorer vi. Det er umenneskeligt at se fodboldkamp.

- Hvilket pragtmål af den 33 årige Brian Laudrup! Hvilket pragtmål! Der er ingen tvivl om at Benfica køber ham nu...Her ser vi målet igen...Brian Laudrup spiller Brian Laudrup, som finder Brian Laudrup, der genialt spiller Laudrup...og baaaang 2-1 til Danmark!!!   Det er noget publikum kan li, parken koger...åh Brian.

   I det samme går lyset overalt på det nordirske stadion. Lyden er forsinket hjemme i stuerne. Kommentatoren taler videre, som om intet er hændt.

   Der bliver hentet flere øl.

Seerne sidder spændt og stirrer på den sorte skærm. Folk går ind og ud af stuerne. De mest entusiastiske kryber tættere på, og betragter koncentreret den sorte skærm.

- Lyset er desværre gået her på Dublin stadion. Det er ikke til at vide  hvornår vi kommer igang igen... Jeg kan desværre ikke se hvad der foregår  på banen, jeg har kun oplevet det her en gang før, det var i 1969. Også  mod Dublin...pudsigt nok, kort efter Brian Laudrup havde scoret sit andet mål for Danmark...vi stiller om til studiet.

   Der bliver hentet flere øl.

 Folk løber frem og tilbage. Det pludselige lys fra studiet overrasker de seere som er tættest på skærmen. De brænder fast. Det er umenneskeligt at se fodboldkamp.

   Tommy Troelsen spørger den pensionerede fodboldspiller Brian Laudrup om han nogensinde har set noget lignende.

- Nå Brian, har du set noget lignende i din karriere som proff?

- Ikke siden 1969, Tommy, ja og så i 2030 regner jeg med  at opleve det igen, men ellers ikke Tommy, ellers har jeg aldrig oplevet det. 

&

Der hentes flere øl.

   Tommy Troelsen går rundt og stemmer dørklokker

- Kampen går snart igang, siger han, hvis I er interesserede, kan jeg meddele at kampen snart går igang!?

   Men folk er ikke interesserede, de sender ham ned efter mere øl og chips og sour and cream fjernbetjeninger. Folk løber frem og tilbage og tisser og ser på murbrokkerne og væggelusene for at følge kampen.

   Vi fører med 480001- 2903. Mål nummer 480001 er et fremragende mål. Det sender glædesbølger rundt fra rum til rum. Spædbørn spiser deres puder af glæde. Den tykke spiser sig selv, men den tynde ser uheldigvis ikke mål nummer 480001 med det samme. Han henter øl. Senere ser han det dog i Ibens højre patte, der sidder på Jørgens pande.

   Der hentes flere øl.

Mændenes skæg vokser vildt gennem husenes sprækker og kroge. Små fugle har bygget reder. Ind i mellem må fuglene flygte, når mændene løber frem og tilbage og tager skægget med sig.

   Tommy Troelsen flyver til sidst op til månen og henter den ned, i sin attachŽmappe. Han skruer en antenne fast lige oven i knolden på månen.

De er nu klar til at genoptage fodboldkampen i Dublin.

- Efter 43 år har Danmarks radio nu den ære at vise resten af Irland -Danmarks kvalifikationskamp til VM i fodbold.  Danmark stiller i sin stærkeste opstilling. På venstre back har vi Brian Laudrup, der har benyttet pausen til at få gigt og reumatisme og afasi. På højre back har vi Brian Laudrup, det har benyttet...

   Folk holder op med at drikke øl.

Månens stærke lys hugger bidder af mørket. Det irriterer Jørgen, der netop stod og råbte 589543 i munden på Jørgen. De løsrevne bidder af mørket rammer ham i hovedet, så han taber Ibens patter.

   Iben ser for første gang i 43 år, at hun mangler sine patter, og det giver anledning til nogen fjendskab.

   Den tykke og den tynde kommer frem bag de beskidte persienner. De stirrer olmt på månens hvidgrå skærm.

- På Irlands hold finder vi den hovedstødstærke Donald Lokie, der har benyttet  pausen til at udskifte sin kone 40 gange. Desuden har vi  målmanden, Donald Lokie, en fremragende boldkunstner...Det skal blive spændende at se om Danmark kan fast holde sin føring på 2-1 efter så mange år.

   Folk ser forundrede på hinanden over hele Danmark.

- 2-1?!  Tror de, det er et puslingehold, vi har med at gøre, man kan sgu da ikke bare annullere det hele! 2-1.

   Landet stinker af brændt hår. Mændenes skæg ulmer og ryger, og det går ikke det her.

De trækker alle deres hårtotter til sig, og så vælter månen over Tommy Troelsen, og så kan han se sin puslingekamp alene. Mørket vender tilbage.

   Der hentes flere øl.

Den tynde ser kampen fra sin sko.

- 667324, råber han lettet. Den tykke spiser gang på gang sig selv, men ser ikke desto mindre kampen imens.

   Iben kysser Gerner Eriksen i øret og hvisker lyserøde ord, men kun for at se hans trommehinde bevæge sig, så hun kan følge med i kampen.

   Der er ingen grænser for Danmarks føring, der er ingen grænser for straffespark, der er ingen grænser for dramatik. Der er ingen grænser for mørkets mystik.

   Sover du menneske?

- Nej jeg ser fodbold!

Hvilken fest.