Rangfølgeslutning

Man kan ringe fra Ringsted til Rungstedlund,
men der er ikke nogen, der tager telefonen.

Men kan man runge fra Rungstedlund til Ringsted,
hvis der ikke er nogen, der hører en gammel skid?

2 lige om lidt tømte, aflange, grønne containere på mit togbord

1. Pringles SOUR CREAM & ONION

2. EGEKILDE UDEN BRUS NATURLIGT KILDEVAND ( i ny grøn letvægtsflaske)

- efter snart 5 timer fik jeg pludselig øje på, at de begge to er grønne, og nu kan jeg ikke få øje på andet end eller skrive andet end

G    G
R    R
Ø    Ø
N    N

Landfast remse

karsehår
kirsebær

Korsør
kursfald

kæresteborger

Danmarks eneste avislæser 2062

Men det er også alle nok:

Aske Salling
15 år - Går i 9. klasse

- (...) Jeg kan godt finde på at købe Weekendavisen for mine egne penge (...)

i enquete med politiske unge i Ud & Se (Aske er medlem af Radikal Ungdom)

22:50 zebratid

- herren i går i Elsted, der indigneret og usmilende mente, at Martin A. Hansen vel nok havde humor, som reaktion på min sædvanlige påstand om, at mangel på humor er grunden til, at Martin A. Hansen er på tvangskanon i stedet for Hans Scherfig -

jeg sidder i IC3-kupe lige nu, på vej fra Hjørring og triple-foredrag nr. 2, med farvelagte jungletegninger af Scherfig, foran mig en grå hjort, en grå flodhest, i blå jungle?, og lyserød flodhesteunge, bag mig to blåstribede zebraer og en hvid dromedar, et præcist zoo, der gør mig i bedre humør end rimeligt er -

et enkelt digt af Scherfig i Digte til Drengene, fra Vild Hvede, dvs. Hvedekorn, 1931, mere bittert end sjovt, ligesom en togrejse, der for anden dag i træk varer alt, alt for længe:

FORSYN

Unge piger
som skal giftes i morgen
dør af blodforgiftning
og bliver kørt over af biler.
Og lamme mennesker
med smerter i knæene
blir ældre og ældre
og vil aldrig dø.
John D. Rockefeller
har et wc af guld
og hård mave
og dårlig fordøjelse.
Men en mand, som jeg kender,
mangler sin middagsmad.
Og jeg står og mangler 15 kroner.

Testrupreklamestatusaflæsning

Man plejer at kunne nøjes med at statusaflæse rækkefølgen af navne til et Testrup-ugekursus, sommer eller vinter, og til Tag og læs! til januar er jeg i den lille avisannonce nr. 7 efter Knausgård, Hesselholdt, P. Aa. Brandt, Moestrup, Skyum, Munk Rösing og før Tunedal, H.O. Jørgensen (ikke rimeligt!), Thurah, Major Sørensen (heller ikke rimeligt), Löfström, Voetmann (urimeligt), Hagen (urimeligt - gode digtere vil jeg ikke figurere over, gode kritikere gerne), Friis, Jerslev, Andersen Nexø, Uffe Hansen, hvilket er en af mine bedre placeringer. Men i den sidestore annonce er der også bogstavstørrelsen og - hvad skal man kalde det - linjebefolkningstætheden at tage bestik af; både Knausgård og Hesselholdt får kæmpestort 1 linje hver, hvilket er en fin og rigtig stjernestatus til sidstnævnte, lidt mindre: Brandt og Moestrup (der har kønnede udsagn af Brandt som yndlingsaversion, kønt par ergo), lidt mindre endnu: kritikerparret Skyum og Munk Rösing, noget mindre: Thurah, Tunedal, Jørgensen, større, men mindre end Skyum-linjen: mig, Hansen, Löfström, mindre (end både Thurah- og mig-linjen), Voetmann, Hagen, Major, mindre endnu: Friis, Nexø, René Jean, Jerslev, mindst: Grene Helsted, Abildgaard, Ravn, Eslund, Dorph.

Nå ja, det ser så også ud til at blive yderst lytværdigt, kurset!

Hverdagen begynder med C

Er det ikke i orden, at jeg linker til digteren Cecilie Linds nye blog Hverdagsdage, hvor man blandt meget andet gnistrende døgn-atomiseret kan læse en reportage fra det psykedeliske seminar forleden på Charlottenborg; jeg kan godt følge med, fordi jeg var der, I andre er heldigere, fordi frit kan trippe på og fra:

Motiv sortner askende, Nostalgia (nostalgiglose genererer guldursassociation, ædel tyngde i fx oldefarhånd). Lue åd fortid, glødetrådshot, smeltestruktur, stemme kommenterer tørt, /fotograf tunger sit værk til med tilbagebliksflaks. Linselunser, blitzbidder. Vi ser foto forskudt fra forklaring, øre og øje mades med fakta, se og lyt og led og lær, lær at tålmod melder sig når uoverensstemmelser klunter hjerne i vir. Jeg er virret. (fordi for var for meget for Cia, "Cia virret" = afmagtsudtryk i 3-årig mund, min, mine læber gumlende på jordbærsnøre, dengang og da og nu og da). (At savne børnehavemave). Og nu: Sammenhængsøg (det kunne være hest, muleposepose, mannequinhingst, ædende, vrinskende). Blid ud med den dans, derefter - det var ballet, Pink Floyd, Al Masson. Al massen af syret kontrast, sorthvidvirvar, de tåspidsspydige spinkler scene til med tresserkroppe, armenes linier, lærde løft (så lette, de piger), det perfekte legeme, det er noget med utopi, noget med geometri. Det perfekte bogstav, udregn et A, åh akser, x&y eksende Letter and Spirit, Dexters laboratorium, cartoonboom ...

Jo, det er totalt i uorden!

2 flyvefisk der slås om 1 vhs-kopi af Århus By Night - mødes vi som

Og da jeg holdt foredrag om Helle Helle i Elsted Sognegård, læste Jens B all time greatest Risskov-hits op på Risskov Bibliotek, MIT gamle bibliotek - og vel også Jens', men i forhold til biblioteksBRUG langt, langt mere mit - og det opdagede jeg kun, fordi Jens fra sit tog, der ikke var det samme tog som mit tog (tror jeg nok!? jeg fik ikke spurgt, og vi kunne principielt godt have forladt det samme tog forskudt på Aarhus Banegård), indtalte en besked på min svarer, hvor han pralede af, at der var totalt udsolgt på biblioteket, hvilket der helt sikker ikke var på sognegården, tænkte jeg resigneret, indtil det faktisk viste sig, at folk stormede til, hvilket sikkert mere var Helles skyld end min, men alligevel, ca. 90 mennesker var mødt frem, havde en kvinde optalt, og hun mente ikke, at der kunne være flere end 70 på biblioteket, sådan noget ved man åbenbart, altså lignede det en uventet sejr til mig (og Helle) vs. Jens (og Risskov), men da jeg nåede frem til banegården, stod Jens der - som oprømt, nærmest lykkeligt aftalt på telefonen, aldrig før er vi stødt på hinanden ude på landevejen efter parallel-jobs, som var vi Per H (mig) og Dan T (Jens) eller Peter Belli (Jens) og Gustav Winckler (mig) - sammen med en bibliotekar, der kunne oplyse, at der også havde været ca. 90 mennesker på biblioteket, de var blevet ved at bringe stole ind, så meget smukt havde vi haft uafgjort dobbelt-succes, og så snakkede vi bare og snakkede, på banegården og i toget, indtil jeg faldt i søvn, hvilket ikke stoppede mig i at snakke, og Jens skulle af i Korsør, vennesælt og -sjælfuldt.

Næste station Horsens

På vej til Elsted Sognegaard for at holde foredrag om Helle Helle, har alle hendes bøger med i rygsækken og i samlet flok kan en minimalists bøger godt fylde ret makismalt, tænkte på at kalde foredraget "- Nehej - Joho" efter et stykke dialog i Dette burde, togvognssættet hedder Fritz Hansen efter møbelsnedkeren, og illustrationen her i kupeen er spejlvendte stole uden sæde af Jesper Christiansen med tekst på ryggen, til højre: STOP PAUSE STOP START STOP STOP, hvilket er så god en fortolkning som nogen af Helles forfatterskab, det værste ved at skulle til Elsted, der ligger ved siden af Lystrup, der ligger lige udenfor Aarhus, er at jeg i morgen skal til Hjørring.

Hørte I mig le manisk på Kgs. Nytorv

sent i går eftermiddag, da jeg var nået til side 7 i Line Knutzons og Peter Frödins umiddelbare børnebogsklassiker Lille Allan - Den menneskelige antenne, som jeg til min umådeholdne begejstring lige havde udgravet og fået tilladelse til at anmelde ovre i Pilestræde, og jeg simplethen ikke længere kunne holde mig; jeg begyndte allerede at sprutte på side 6, da Lille Allans mor "havde rejst sig op og sagt: "Nu flytter jeg," midt under aftensmaden for to år siden. Hun havde fået tilbudt en stilling i en butikskæde, der hed Kop & Kande i Hørsholm. Det var en chance, hun ikke kunne lade gå fra sig./ "IT'S ONCE IN A LIFETIME!" havde hun råbt på engelsk", men på side 7 er der omsider ingen nåde:

Lille Allans far fik vand i øjnene, og hans ansigt så helt underligt ud. Lille Allan var sikker på, at hans far var på nippet til at græde, og han skulle lige til at tage ham i hånden, da hans far udstødte et kæmpe nys, der rungede i hele Urbanplanen. Det var så højt, at et ældre menneske åbnede et vindue og råbte vredt, om man lige kunne få noget ro.
  Det var den sommer, Lille Allans far blev allergiker. Han havde altid været meget hvid i huden, men efter at Lille Allans mor var flyttet, var det ligesom om Lille Allans far var blevet ekstra hvid i hovedet. Der var dage, hvor han var lige så hvid som væggene i deres lejlighed, og Lille Allan var flere gange gået forbi sin far uden at hilse. Det var selvfølgelig ikke så sjovt for Lille Allans far at blive overset på den måde, men så hjalp det lidt med allergien, for han nøs nogle gigantiske nys, så Lille Allan kunne altid gå efter lyden, og på den måde var han aldrig i tvivl om, at han far var i rummet.

- Det er ikke løgn, at Line hedder Hilarius til mellemnavn!

Hvor snedig en cykel(hjelms)tyv er Ib Michael?

Ingen tvivl om, at det var Ib Michael, der i nat stjal min cykelhjelm fra min cykel, der heller ikke videre smart stod parkeret foran Magasin på Kgs. Nytorv, men var han så udspekuleret, at han strammede hageremmen op og hang hjelmen på en cykel lidt længere henne i rækken? For den hjelm troede jeg umiddelbart var min hjelm, fordi det var den samme slags sorte Johs. V.-motorcykelhjelm, men da jeg med et lettelsens suk tog den på, var jo hageremmen for stram, men da jeg ville hænge den tilbage, kunne jeg ikke huske, hvilken cykel jeg havde taget den fra, og meget muligt hængte jeg den på den forkerte, dvs. at hvis cykelhjelmen virkelig ikke er min, hvilket jeg nu er kommet i tvivl om, så vil dens rette ejermand eller -kvinde muligvis tro, at hendes eller hans er stjålet, og det er jo ikke sikkert, at han eller hun vil mistænke, at den cykelhjelm, der hænger på en tredje cykel i rækken, i virkeligheden er deres, bare fordi det er samme model, de cykelchikaneres jo ikke evigt af Ib Michael, og ja, det er også ham, der er djævlen til hver Tour de France selvfølgelig.

Jeg elsker at iagttage uhørlig lydproduktion

som nu i dag:

ældre forelæser oppe at køre på vel stadigvæk Teologisk Institut på 1. sal i Købmagergade

ung, indadvendt pianist i smalt øvelokale på stueplan i Tietgenskollegiet

(orlov over and out)

(tilbage i syntaksens Guantanamo med parenteserne, også dem - under orloven, der ikke var den generelle amnesti, jeg naivt betragtede den som, velsagtens de fleste; så grundigt indlært er forbuddet - der snedigt forklæder sig som tankestreger: de bliver gennemskuet og -kuet på et øjeblik)

Lunaluner

var
i aftes
splittet mellem

at
håne
den måne
fordi den var manieret

og
låne
den måne
fordi den var mineret

og
skåne
den måne
fordi den var monistisk

og
dåne

Psyk ud på slottet!

DET HER KAN KUN BLIVE BEVIDSTHEDSUDVRIDENDE!

Dexter Bang Sinister
Sidste Psykedeliske Seminar

Det Kongelige Danske Kunstakademi, Festsalen

Søndag 28.10, 14-17.00

Gratis adgang

Som afslutning på Researchprogrammet med Dexter Bang Sinister inviterer Charlottenborg hermed til seminar. Seminaret er den sidste begivenhed i forbindelse med Dexter Bang Sinisters researchophold på Charlottenborg. Et ophold der i januar blev skudt i gang med et indledende seminar omhandlende (ud)syrede, sort-hvide koblinger og blandt andet i juni bød på Psykedelisk Midsommerfest, der var et tilløbsstykke med over 2000 festende gæster.

Seminaret finder sted i festsalen på Det Kgl. Danske Kunstakademi, søndag den 28. oktober kl. 14-17 (tilmelding er ikke nødvendig).

Seminarets program:

14.00 - Lars Bang Larsen: Introduktion

14.10 - Lars Bukdahl: Oplæsning af psykedeliske digte af Johannes L. Madsen

14.25 - Angie Keefer: Talk, Psykedeliske Nordboer
14.45 - Al Masson: Performance lecture med uddrag fra psykedelisk rockballet skabt af Roland Petit med Pink Floyd fra 1972

15.00 - Pause / Gastrosofisk snack med Electric Prunes / Camembert Electruc / Jelly Bean Bandits / Silver Apples + sort kaffe og hvid mælk served by chef Erik Lautrup Nielsen

15.30 - Lars Bang Larsen: Introduktion

15.40 – Uffe Holm: Performance, Black Tie-Dye

15.50 - Dexter Sinister talk

16.10 - Francis McKee: Talk, Semolina Pilchards: the flora and fauna of the astral plane

16.40 – 17.00 Lars Bang Larsen: Baglæns oplæsning af PhD

Vel mødt!

 

Christina albuer sig ind på Albertine-Prisen

Den fornemme, af digter Knud Steffen Nielsen indstiftede og delvist suverænt dirigerede ALBERTINE-PRIS tildeles i året 2012 yderst vel fortjent Christina Hagen, forfatter til 3 terrorgode bøger, Sexdronning, 71 breve til M og - velsagtens hendes gennembrud (selvom 71 breve er et hovedværks-monster) - White Girl; prisen uddeles ved en flerstemmig højtidelighed på Forfatterskolen eftermiddagsligt tirsdag 4. december - som det fremgår af dette billedløse postkort på hendes Facebook-profil er prisvinderen lige nu i Spanien, måske endda researchende:

Kaere dagbog. I gaar fandt vi ud af, at Christina Hagen ikke er noget stort navn i Spanien. Det blev vi kede af, og derfor tog vi i Torvehallerne og spiste en masse salt. Saa meget salt at Juan i dag har kastet op to gange paa sit marmorbadevaerelse. Imens tog jeg paa bordel, men blev smidt ud af en kinesisk kvinde. Ellers intet nyt.

Vi sender et telegram tilbage:

TIL stop (ikke) LYKKE!

Lamperne er meget pæne

sådan rent anti-funktionelt (de lyser så sparsomt) æstetisk, og det kan godt være, han var glimrende nok Rasmus Modsat i den offentlige debat om retsopgør og tyske flygtninger og sager efter krigen, men ellers finder jeg PH, som alle undtagen Jesper Langballe og familie Krarup kappes om at hylde og kidnappe i anledning af Hans Hertels biografi, betydelig træls med hans krav om, at kunst og kultur, Josephine Baker og Vilhelm Lundstrøm, skal være - og er godt fordi, det er - progressivt SUNDT for krop og bevidsthed og underbevidsthed, og i forhold til min elskede humoristiske avantgarde 1900-1950 er han en decideret SUPERSKURK og YNDLINGSAVERSION,:han hadede Storm P. og propaganderede mod konkurrerende revyskribenter, fordi de i stedet for alvorligt sjov producerede dekadent, uopbyggelig, krummeluret, ufunktionel SJOV FOR SJOV, og ud over ungdomsværket "Ølhunden glammer" bryder jeg mig heller om hans egne revyviser, fordi de anmassende svajerfriskt og nyhavnssenitmentalt mener følsomt og føler meningsfuldt, som der stod i et læserbrev i Information i PH's levetid: Til Hr. arkitekt Poul Henningsen: Hold kæft! Virkelig en ulidelig zombie at have omkring, synes jeg nok.

James Kiss Kiss Bang Bang Foss

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en SORT AUDI!

Det gentager jeg lige 6 gange til:

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Det er ikke løgn, at James Bond i starten af absolut OK Skyfall jagter en DØDelig farlig skurk, der kører i en sort AUDI!

Censureret dæknavn

Min oprindelige trompet til anmeldelsen I WA Bøger i dag (ærgerligt, Boberg og Rolsted - eller hvad ... ?) af Kristian Bang Foss' Døden kører Audi (og til Tue & andre, der er skeptiske overfor, at døden i Audi optræder flere gange i romanen, så er grunden vel for fanden, at det tvingende var den rigtige titel, og så var den nødt til at give mening indholdsmæssigt):

Kgl. Eksplosiv Elv

2 ekstraterrestielle sangfugle i Krystalgade

Usagn og andre fantasterier

Fredag, 26. Oktober 2012 - 17:00 - 18:30

0 kr.

Hovedbiblioteket

Oplæsning med Cecilie Lind og Marianne Larsen

Cecilie Lind og Marianne Larsen er begge aktuelle med hver deres sproglige genistreg:
Unge, debuterende Lind er aktuel med ´usagnene´ Dughærget pupil accelererer tusmørke, hvor vi møder troldkvindeprocesser, tristessekomtesser, jernomkranset krimskrams, snavende slavinder og andre lurendrejere.
Garvede Larsen er aktuel med en samling fantasterier, Med skyer under fødderne, hvor ordene på Larsensk vis tumler rundt, støder sammen, og kækt peger på nye sproglige sammenhænge.
De to forfatterinder vil læse op fra deres nye bøger og med udgangspunkt i bøgerne snakke sammen om dette og hint.

Ariske arier

Danske anmeldelser er ariere, troede jeg René Jean Jensen sagde til sidst til i Kritikersalon med ham og mig og to irriterende kvikke studerende, Malte og Benedicte, om Jens Smærups Hjertet slår og slår til Kamilla Löfströms anmelderihold på KUA, hvor jeg forgæves prøvede at gøre mit defensive forsvar for romanen (og min rent glade anmeldelse jo) offensivt, men faktisk havde han sagt: Danske anmeldelser er arier, hvilket nemlig er lige så korrekt, danske anmeldelser er ariske arier.

Jan Sonnergaard i mine drømme

(HH-forfatterdrøm-pastiche - selv mine drømme er er epigonerier)

Jeg drømte, at Jan Sonnergaard havde slanket sig voldsomt og havde skrevet en rigtigt god krimi/thriller og var blevet hovedrig på, at hans elendige atomkrigs-roman var blevet gjort til en svensk tv-serie - det var ligesom en info-boks i drømmen, der meddelte mig dette - og så drømte jeg, at jeg sneg mig op ad en vindeltrappe i et højt tårn hos Gyldendal, hvor deres forfattere havde skriverum, og øverst residerede Benn Q. Holm (som ikke er Gy-forfatter, I know, men det gjorde drømmen ikke) og Sonnergaard, under kække pseudonymer, som jeg desværre ikke kan huske, og pludselig hørte jeg trin på trappen, mit hjerte sprang op, og ganske rigtigt var det Sonnergaard, og så tror jeg bare jeg forlegent skuttede mig forbi ham ned ad trappen, mens han tavst og overbærende, i sin suveræne drømmeidentiet som fit, velhavende comeback-forfatter stirrede mig ned, og det var vel dermed et slags mareridt,

Alle de forkerte spørgsmål

Apropos Majse Aymo-Boots Spørgsmålene, og bare fordi det er en stor nyhed i sig selv, så har Lemony Snicket, den pseudonyme forfattere til min yndlingsbørneserie - ved siden af Knud Holtens Alex på eventyr selvfølgelig - A series of Unfortunate Events, omsider påbegyndt en nye serie ALL THE WRONG QUESTIONS, der øjensynlig skal handle om Lemonys egen ungdom. OG FØRSTE BIND, hvis titel selvfølgelig er et forkert spørgsmål: WHO COULD THAT BE AT THIS HOUR? ER UDKOMMET FOR TRE DAGE SIDEN! DER ER INGEN TID AT SPILDE Her er reklamevideoen, der er en fantastisk spørgsmålstekst i sin egen ret!

Skade, Schade

På vej til Aarhus for at holde 3 x 20 minutters poesi-peptalk for medlemmer af Lærernes A-kasse, og ikke så lidt nervøs for, hvordan denne speedede selvgentagelse skal forløbe (den forløb ok), bliver jeg glad for at genkende yndlingsdigter Jens August Schades håndskrift på kupeens væg, indtil jeg læser de lamme linjer:

Så lå du og hørte Nætterne drage
med Drømme over din Ungdom
forbi med Havfugles fjerne Skrig
og Vingesus døde i Stilheden

hvem har dog valgt dette rædderlige fragment frem nogle af de tusinder anderledes fabelagtige linjer, fx disse, hentet fra min 10 år ganle antologi Digte til drengene, som jeg smart nok har med i tasken (dette er min første blogpohst skrevet på i-pad, det gå lidt tommelfingret):

MIG

Har I set i mine Øjne?
De er værd at se:
Der er Midsommernætter
som lys i et Spejl -
og levende Kvinder
og Løvspil.

Jeg kender ingen,
Der ser som jeg.

Jeg morer mig med
at gaa rundt og betragte mig selv,

Sikken Mund, jeg har,
saa stor og sød,
saa lysebrun.

Hvem er dit kamera?

JEG ER DIT KAMERA

- delomkvæd i Love Shops ny sang "Skyggehjerte" - og klart nok er det sangerjeget, der metaforisk og kun en en smule stalker-creepy taler om at være duets kamera

JEG ER DIT SOCIALE KAMERA

- delproklamation i radioreklame for et Nikon-spejlkamera - og fuldt uhyggeligt er det kameraet, der taler til lytteren og fortæller hende og ham, at det allerede ER hans og hendes sociale kamera, som må være et langt mere røntgen-gennemgribende spejlkamera end et almindeligt spejlkamera

2 anker mod Døden kører Audi (rekonstruktion)

(kom til at slette min blogpost, fordi den her til morgen, forklædt som en tidligere version?, lignede en tom kladde i oversigten)

1. Der er gået 4 år siden sidste roman

2. Den er ikke på 700 sider

(hvis der absolut skal gå 4 år til inden en ny roman, kunne denne så ikke, Dickensk, føletoniseres, hvilket, hvis den ny roman absolut ikke skal være over 250 sider, ville betyde en føljeton på ca. 1 side om ugen, gerne i WA Bøger, please!)

2 kritikere 1 citat

Jeg lovede et citat fra Døden kører Audi, men er nu uden bog, fordi jeg er gået fra den (men skal nok vende tilbage), så jeg tager et citat fra Tue Nexøs gode gode anmeldelse, som jeg selv havde planlagt at citere, før jeg jeg læste anmeldelsen, og mere end som så ærgrede jeg mig jo heller ikke, eftersom der er rigeligt at citere, eftersom der er ALT at citere, men ergo kan jeg godt tillade mig at mene, at Tues citat også er mit, nu jeg sidder bogløs:

En gammel mand gik ud ad døren på en gård, vi kom forbi. Han nikkede til os og samlede en pind op og humpede over og stak den i en mødding, som om han ville tage dens temperatur. Ved siden af møddingen lå en død gris med benene i vejret og lignede en lyserød taleboble, der proklamerede, at nok var her nydeligt, og svalerne slog smut over engene, men for insekterne var de dødens budbringere, og under det hele lurede forrådnelsen og nådesløsheden, som også var eksemplificeret ved Waldemar, som han i sin kørestol kørte ned mod den lille franske bjerglandsby.

(I får også lige Tues rammende kommentar:
Der er noget utroligt fedt – og imponerende – over denne blanding af mistrøstig deadpan og overstyrede metaforer. Passagen viser så også, at når Døden kører Audi undervejs snerrer af foragt over for såvel den kreative klasse som af den danske velfærdsstat og dens klienter, så skyldes det ikke nogen politisk analyse. Den slags gør Kristian Bang Foss det ikke i.)

Jeg vælger at være lige så hysterisk glad som jeg er

over Kristian Bang Foss' Døden kører Audi i den anmeldelse af samme, jeg begynder på, lige så snart denne korte blogpost er afsluttet efter færdiglæsningen her for en halv time siden, der var blevet løjer-groft forsinket af UDLÅN AF BOGEN og læsning og anmeldelse af Thomas Bobergs I den næste by, som er den skramlede samling rejseminder, den er, lynlæste jeg anmeldelserne, og blev selvfølgelig irriteret på forbeholdene, delsvis spejlvendte i forhold til hinanden (Tue skuffes over sidste del, Gunder over første del) i Tue Nexøs og Nils Gunders anmeldelser i Inf og KD, fordi de forekommer forbandet fornærede, når man sidder her med strålende øjne i sin bag-fryd og planlægger en overbevisende og præcis begejstrings-notation og på trods af flere ret suveræne læseoplevelser på det seneste, Smærup, Jørgensen, Grønfeldt, Aymo-Boot, er betydeligt bjergtaget af, hvor hallucineret klart og rasende prægtigt, Bang Foss skriver som bedst, men hold nu kæft her, Lars, og skriv til avisen i stedet for! Jamen, jeg ville gerne lige demonstrations-citere; Lars!Det kan du gøre senere, Lars! Okay, Lars!

Forglemmelse som kvalifikation

Der var særligt tre bøger, jeg ærgrede mig over, at jeg glemte at få med i min (grotesk forsinkede) præsentation (måske min 11.,?) af dansk skønlitteratur 2011 til hæderkronede (hvilket betyder: ældre end selv Hvedekorn) Nordisk Tidsskrift (Rystet spejl og Stikkersvin jeg fucker dig udnævnte jeg til at være årets nationaleste digtsamlinger, Dette burde skrives i nutid, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet og Termostatens nat til nationaleste romaner), Gitte Broengs Planetbyen, Dy Plambecks Gudfar og Dorrit Willumsens Pligten til lykke, men de passede ikke lige ind, og jeg havde forfærdeligt travlt, så jeg forsøgte ikke bagefter at tvinge dem på plads, hvilket nemlig tager en evig tid, derfor synes jeg, de bør fremhæves her for deres utilpasselighed, for i den grad er det jo også en dyd.

Et ord som et floddelta

(der én gang for alle burde afløse det fantasiløse 'trekant' / 'triangle')

Delta

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Delta kan henvise til flere artikler:

• Delta (bogstav) (Δ) – det fjerde bogstav i det græske alfabet
• Deltavinge – en flyvinge formet som Δ
• Floddelta – en bestemt landskabsformation skabt af vand (Delta betegner de landdannelser, der opstår omkring visse flodmundinger ved aflejring af de faste stoffer, floderne fører med sig. Navnet deltaer benyttedes først af grækerne til betegnelse af Nilens mundingsområde på grund af ligheden mellem det af flodens arme omsluttede trekantede landskab og tegnet for det græske bogstav D (Δ))
• Delta Air Lines – et amerikansk flyselskab
• Delta (firma) – et udviklings- og testcenter
• Delta (delstat) – en delstat i den vestlige del af Nigerdeltaet i det sydlige Nigeria

"Grynt!"

Mr. Romney does have his own distinctly G-rated arsenal of angry expressions -. "Good grief", "flippin'", "good heavens", and even the occasional "crap".
  Perhaps the most intriguing of these is "grunt". Most people just grunt. Mr. Romney, however, talks about grunting. "Grunt" he says, onomatopoetically, when annoyed with a last-minute change in his campaign schedule,

- New York Times i dag, overskrift: "Gosh, Who Talks Like That Now? Romney Does"

Manisk måske

Jeg kan huske, hvordan min søn som lille eksploderede, når han spurgte om noget, og jeg svarede: MÅSKE! Men lige nu er jeg helt vild med MÅSKE - ordets ligefremme, totalt tøvende, men lige præcis positivt accentuerede konjunktivitet (en markeret negativ tvilling: næppe, som jo, bortset fra den dårlige karma, er et skønt, lille ord, men så er der lige den dårlige karma) - jeg klikker hele tiden på MÅSKE til begivenheder på Facebook, både dem, jeg helt sikkert ved, jeg ikke kommer til - men hvad ved man egentlig helt sikkert - som A-Kassens åbning i Paris, dem, jeg NÆPPE kommer til, som forleden Thomas Bobergs og Peter Asmussens bogreception i Husets Teater (fordi jeg kun lige havde påbegyndt Bobergs bog (og man ved jo aldrig og slet ikke, men dog i stadig stigende, positiv grad med en Boberg-bog: den er næppe dårlig, den er måske rigtig god, men digteren kan jeg helt sikker godt lide), dem, som jeg meget og virkelig gerne vil komme til, dvs. i den grad MÅSKE kommer til, som fx ambitiøst betitlede Infinity Night, en digtinstallation med Theis Ørntoft, Claus Handberg Christensen, Hannah C. Lütz, Mikkel Thykier: "I en treværelses lejlighed vil fire digtere hver læse et af deres egne digte højt igen og igen i to timer. Digterne installeres ved aftenens start i fire forskellige rum, der tæller: to forskellige soveværelser, et køkken og et toilet. Her kan tilhørerne vandre, som de har lyst fra rum til rum, fra digter til digter. I stuen vil et i princippet uendeligt videoværk, ligeledes spille i to timer. Digterne skifter hver halve time til et nyt rum, og får på den måde afprøvet alle fire rum." Saturday, October 27, 27 7:30, Rasmus Rasks Vej 1, 1 th, Valby. - og jeg planlægger i fremtiden at klikke MÅSKE også til begivenheder, jeg helt sikkert kommer til, som fx dem jeg selv arrangerer, for hvad ved man helt sikkert!? Og MÅSKE kan jeg aldrig fjerne det store, sorte punktum nedenfor, som røg med i en copypasting fra FB, og nægter at blive slettet, men det er så MÅSKE også i orden:

Det gør faktisk Borges en lillelillelillelillelillelillebitte smule dårligere

Tweet fra Gyldendal:

Har du læst Borges? Det har Ib Michael også (så læs hans essay på en webadresse eller noget)

MEN HVORFOR HAR HAN SÅ IKKE LÆRT NOGET? OM OMFANG FX? OG FANTASIPRÆCISION OG -DISCIPLIN? OG OMFANG?

Bjørn Bredal er en punkteret firkant er ikke mig, nej, nej, nej

Jeg ærgrer mig over, at min positive anmeldelse af Peter Asmussens roman Det Der eR (der uden jeg havde tænke over det STRUKTURELT var ligedannet med min positive anmeldelse af Asmussens hustru Juliane Preislers roman Svaneø: Jeg synes ikke bogen er noget INDTIL!) til forveXling ligner Bjørn Bredals anmeldelse af romanen i Politiken (og jeg kan ikke huske hvis anmeldelse i Information og givetvis også de anmeldelser, der måske har været i Kristeligt Dagblad, Berlingske, JP, som jeg ikke har læst): Fin, sugende tyst og melankolsk roman om Østtyskland. Jeg skulle alligevel have nævnt det SÆRE afsnit (særere end hele Preislers pænt, men også pænt som i nydeligt mærkelige roman), der er både en totalt undtagelse og i min læsning højdepunktet, og fra hvilket jeg hentede min anmeldelses så godt som uforståelige overskrift (der var højdepunktet i den, anmeldelsen altså), "En fjeder i horisonten", hvor brev/notat-skriveren Renate som fødselsdagsgave forærer sin adressat Tom "fire små historier som jeg skrev på universitetet. De skal forestille at være sovjetisk konstruktivisme, men de er mest for sjov. Tillykke." De minder måske mere om litterære formateringer af Picabias og Duchamps DADAISTISKE maskinbilleder, og jeg ved jo ikke om, det er ældre tekster, som Asmussen har skrevet til skrivebordsskuffen som Asmussen, eller om de er skrevet direkte til romanen som Renate, men de er overordentlig originale og burde nok have stået i Hvedekorn, men smukt fucker de momentant den perfekte grå roman op:

1

Ude i horisonten på en lille fjeder, fæstnet til et lille hjul, sidder en kvinde. Eller er det en mand. Det er svært at se på denne afstand. der er i hvert fald en fjeder. Og fra denne fjeder strækker en lille aksel sig op til solen. Det er en såre simpel mekanisme. Når fjederen giver et lille klik, flytter kvinden, eller er det en mand, sig. Fra manden, eller er det en kvinde, går en lille aksel til horisonten og ikke blot til solen, som derfor ikke, som man skulle tro, bevæger sig synkront med mandens eller kvindens bevægelser, men derimod styres af horisontens faldende eller stigende bevægelse. Nogle ville kalde dette en mandeopgang _ eller kvindeopgang - men det har ikke set rigtigt efter, ikke forstået at den tilsyneladende forbindelse mellem manden eller kvindens eller solens bevægelser ikke er reel: Bag den lille fjeder går endnu en lille aksel forbi horisonten op til et tandhjul. Og dette tandhjul bevæges af noget man kun kan betegne som et naturfænomen.

Har I set at min anmeldelse af Majse Aymo-Boots Spørgsmålene omsider er trykt

?

(Har Peter Højrup set det? Er det derfor han smiler så bredt på auto(?)snapshottet over hans glødende veloplagte bidrag til Den sproglige flåde, som er et fantastisk initiativ (jeg ville nok have rettet til "fråde"), 5 boganbefalinger fra 1, som jeg skandaløst nok ikke har linket til før, og som jeg frygtelig gerne, som opfordret, vil bidrage til, når jeg hele tiden lige om lidt har TID, og hov, jeg var lige ved at glemme spørgsmålstegnet?:

NOGEN skriver skrapt om Muhammed - og akutte eksistentialer

Jeg lader være at røbe, hvad er det for for en bog, jeg læser følgende skeptiske bemærkninger om en vis profet i, og som jeg på forfatterens vegne bliver lettere forskrækket over, hvilket jeg synes er en træls forskrækkelse bag om min ryg at have fået automatiseret: profeter skal behandles med skepsis løbende, nej, konstant, derfor afskriver jeg linjerne her på mit eget redaktionelle blog-ansvar (jeg opdagede forleden, da jeg kiggede i i en gammel udklipsmappe, at Kurt Westergaard tilbage i 1987 illustrerede tre digte fra min debutbog i Jyllands-Posten; det er nogle rigtig grimme tegninger, men jeg vil til enhver tid forsvare hans ret til at have tegnet dem):

Og der var heller ingen kvinder på denne restaurant. Dette fravær af kvinder er som et enormt usynligt sår. Hvor har de dog gjort af dem? Hvad har de dog gjort af sig selv? Menneskesønnen døde som 33-årig martret på et kors uden at have muntret sig med en kvinde. Muslimernes profet Muhammed døde som en gammel mand med succes og damer. Brugte han dem op, stuvede dem af vejen, anbragte dem der, hvor han altid kunne finde dem, lige præcis den position han ønskede det? Eller var han bange for dem? Videregav han dermed en kollektiv angst for kvinden, der frøs sig igennem de århundreder, der skulle rulle sig ud efter ham.

Og så kan jeg smart nok også anonymisere spejleffekten i en tekst om et voldsomt opbrud i forfatterens privatliv: BLITZ sagde det op i hovedet på denne uprofet.

Actiondeadline

(jeg har allerede leveret, og Caspar er garanteret ikke stået op i endnu, hvis han overhovedet er gået i seng, nu er det jeres tur)

50.000 celebration/CALL FOR MATERIAL

ok. så bloggen rambler derudaf. henover weekenden estimerer bloggen at bloggen er blevet kigget på/har sagt noget/[noget andet end det men i genre med det] 50.000 gange via 50k views.
i den anledning har bloggen valgt at lade beskueren tale.
derfor kan man nu indsende eget materiale til caspareric@gmail.com (mærk ”50k”) fra denne blogpost er publiceret indtil mandag d. 22/10 2012 kl 12.00.
bloggen vil samle dette til en lille udgivelse/pdf-thang
bloggen har ingen begrænsninger på ‘form’/'indhold’ andre end bloggens begrænsninger
bloggen vil ikke forholde sig redaktorisk (hvaddetendmåbetyde) til indsendt materiale
bloggen giver alle copyrights til de respektive indsendere
bloggen kræver at man har ‘copyright’ over materialet i den forstand at man ikke må indsende andres ‘ting’ eller på vegne af andre.
bloggen vil påføre det navn man ønsker/ikke ønsker i anførselsteg (”navn”) som autor
bloggen vil publicere denne udgivelse kl. 21.00 mandag d. 22/10 2012

Luxusdeadlines

Den Blå Port er et litterært tidsskrift. Næste nummer udkommer ultimo 2012.

Åbner 26. december 2012.

Ak, problematiske problematikker spejl-suttes ej!

Okay, nu roste jeg lige før redaktørvikaren, men han har været noget forsigtig i sin redigeren, og ikke bare af rubrikker, også rent stilistisk/syntaktisk, men jeg har så måske også været lidt FRISKY (her under frisky omstændelig og digressiv (selvom jeg som regel, som det er min vane, har ændre parentesetegn til tankestreger, men parenteser er indskuddene selvfølgelig stadigvæk, i hjertet!) i min skriven, fordi katten har været på orlov; jeg er nu ret ked af, at min kommentar i dag ikke fik lov til at beholde sin oprindelige overskrift og underrubrik: 

 GOOD INTENTIONS Kritikeren må kun, mener forfatteren, gætte på forfatterens intention med hendes og hans bog, hvis han og hun synes, intentionen er god 

Den intentionelle spejl-sutning 

- og sin oprindelige afslutning (jeg har ikke turdet kigge på mellemteksten), hvor det i avisen bliver anmeldelserne af Guldager, jeg stikker til (hvilket jeg gerne gør!), i stedet for af Marstrand-Jørgensen, og hvor er mine kære problematikker?:

En af de populæreste, bastante spade-intentioner i disse år er at problematisere ansvarsløse forældre fra især 68-generationen. Den intention brøndgravede mig i øjet i min læsning af Katrine Marie Guldagers seneste bøger og alle interviewene om dem - og gør det igen i anmeldelserne, hvor intentionen ikke kritiseres, men prises, af Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye slægtsroman med den halve ordsprogs-titel og i alle interviewene om den, hvilket gør mig mit øje kedsommeligt irritabelt.
  Det er problematikker, der er problematiske, fordi gode intentioner så godt som aldrig gør god litteratur, det lærte jeg af mine ansvarsfulde 68-forældre, når de læste Asterix og Lucky Luke op for mig i amanuensisghettoen i Vejlby-Risskov.

Samlede Peter Bangs Vej-forbandelser

Søren Ulrik Thomsen i Det værste og det bedste:
Og det værste er at hævnen slet ikke er sød/ men trist som Peter Bangs Vej i pisregn:/ Det er det værste for mig.
(som jeg storhedsvanvittigt/paranoidt stadig vil mene handler om mig, altså linjen, ikke bogen)

Claus Beck-Nielsen i Selvudslettelser:
Derude hvor Frederiksberg ligger på sit yderste

Alskens digte og linjer i min egen digtsamling Næseblod i Sofus City

Thomas Boberg i rejsemindesamlingen I den næste by:
Adressen lå på det yderste af Peter Bangs Vej, den her grå blindtarm af en tilsyneladende endeløs gade. Nu havde vi boet der i fire år. Det var fem år siden, vi havde forladt Peru efter 13 års samliv der. Hold kæft, hvor kan man også bygge en udlængsel op på Peter Bangs Vej. 

Hvorfor blive ved med at skuffes over Lou Reed

Lars, når du kan give dig i kast med at glæde dig over John Cale?

svimmel som en snurretop på et skakbræt:

- og Reed og Cales Songs for Drella er vel faktisk verdens bedste plade, for mig i det mindste, og da jeg for et par timer siden stod på Axeltorv og så på de stumme Palads-trailere slog det mig, at Javier Bardems skurk i den nye James Bond-film skal forstille at forestille Andy Warhol

Testamentarisk sætning med 1 centralglose fra spisekort på italiensk restaurant

Jeg vil begraves i en cigarkasse (i enten naturlig størrelse, som urne, eller overdimensioneret ved Claes Oldenburg, som kiste) - og ja, den minder mig om cigarkassen med frimærker fra mit barndomshjem, som jeg ikke kunne lade være med at arve, selvom jeg aldrig køber firmærkeark - MED KARAMELLÅG!

Smal, smal vej på Amager

nærmest kun en gyde, men så ligesom en ÅBEN gyde:

Majporten

(og på Amagebrogade en helt tom frisørbutik, som jeg forstiller mig er spontant opstået af sig selv, fordi der var nødt til at være en frisør, der hed

Director's Cut)

Senpolemik 2 kidnappet

til og af en kommentar til WA Bøger, der jo kommer til at være ikke-læselig på nettet, uretfærdigt nok, og det var så polemikken med og mod Mai Misfeldts Promenaden-blogpost med samt kommentar-tråd om intentionalitet - som jeg nemlig går ind for - at kritisere - når forfatteren overstyrende overintenderer. Måske ses vi dér, i avisen!

Min redaktørvikar er FOR rar (Foss-forventning er FOR boss)

De sidste 5 bogtætte uger har WA Bøger været redigeret af David Jacobsen Turner, og jeg har har fået ALLE de bøger, jeg gerne vil have, og det er næsten for meget af det gode, Rifbjerg, Nordbrandt, Eva Tind, Lone Hørslev, Hans Otto Jørgensen, Jens Smærup, Jokeren, Ursula Andkjær, Peter Asmussen, Viggo Madsen, Vibeke Grønfeldt (anmeldt i dag, ZITRENDE VILD), Juliane Preisler (anmeldt igår, MMMIMMMRENDE MÆRKELIG) plus det løse og i går lå fandengaleme Thomas Bobergs rejsemindebog I den næste by og Kristian Bang Foss' roman  Døden kører Audi ("Den titel siger ALT, hvad der er at sige, om ALT" råbte Line Knutzon forleden til mig), og nej, nej, det er ikke for meget af det gode, det er bare massivt af det bedste (og det OK og interessant problematiske, som er godt at SKRIVE om, det fremragende kan godt gør mig (og min kritik) en smule superlativmat), og det er helt i orden, det nægter jeg at klage over, når jeg kan gå direkte fra Grønfeldt til Foss, der ligger med sit offensivt kulørte cover på skamlen og ser så forbandet læselig ud og som jeg vil læse i samme NU som NU:

Et håndtaskeapotek på colavejen

Nynnelig ny plade med Love Shop, Skandinavisk lyst, med fyndigt konkrete og abstrakte tekster, de fleste (modsat den lyse musik) lettere formørkede, inkl. atter neologismer heldigvis, se bare:

Brækket dansk

Brist mig på kulsort i folkets park
hvor weekend står klar til at slås
hvem skal trænge ind med det kys
hvor din bovport klaprer løs

Brist mig hvor tårer leverer salt
hvor du går begravet i liv
eksalteret frem uden stop
håndtaskeapotek lyst op

Brækket dansk har bragt os her
kun mørkeleg vil vise vej
brækket dansk har haft os her
hver mørkeleg – jeg er som dig

Brist mig forgæves du rejser dig
du stiger beskidt hvor vi lå
og hvem svæver nu lidt før fem
henover colavejen hjem

Brækket dansk har bragt os her
kun mørkeleg vil vise vej
brækket dansk har haft os her
hver mørkeleg – jeg er som dig

Godt klaveret blev opereret ud

Stenede i går på Pilestræde, da jeg låste min cykel, og da jeg låste den på, over en angivelig ros fra BT til ham den ulidelige, megalomane klaverbokser på Købmagergade  på en grim, grim plakat:

BORN WITH A PIANO IN HIS HEART

Det lyder som en meget grum Louis Jensen-fortælling for børn, hvor hovedpersonen bliver født med et mini-klaver i hjertet, som hurtigt opereres ud, og som han som en ung mand så drager ud for at lede efter og måske finder i hænderne på en mini-engel eller hvad ved jeg, for dér holdt min stenen op.

Et skrivebords romanpoetikker

En roman som helst en dåse med 1000 papirclips, læst 1 clips eller sammenhængende clipsklynge ad gangen, frem for en roman som 20 meter tape i tapestillads, læst 1 oversavet tapelas ad gangen eller i én fra et vist punkt uundgåeligt med sig selv og læseren sammenklistrende køre.

David L taler stadig show (og Anna K synger kop)

Jeg har haft fortrængt, at The Late Show with David Letterman stadig sender 4 gange om ugen, fordi der ikke har været TV2 Zulu på mit fjernsyn i lange tider, og jeg synes, det er vildt utilfredsstillende bare at se små SNIPPER på hjemmesiden, og så pludselig forleden befandt jeg mig i en anden lejlighed med et andet fjernsyn og zappede mig helt tilfældigt frem til begyndelsen på et show, der selvfølgelig viste sig at være perfekt overordentligt underholdende og havde sit semisublime højdepunkt i skuespillerinden (bl.a. Up in the Air) Anna Kendricks virtuose sang-plus-kop-håndtering, sådan skal I skrive digte, Hvedekornsaspiranter, men nu er jeg for fanden atter hooked med ingen fast Zulu-adgang, fordømt:

Dialog for 2 uden sko med merskumspibe

dialog for 2 uden sko med  Merksumspibe med en dame der har studeret  storm p til filigran og ekstremvidenskab)

nå goddag jens blendstrup hvad er så dit forhold til storm p…

uha det er usædvanligt dybt…

ja så?

Hjemme hos os kom storm p meget.

Hvad er det du siger jens blendstrup?

Min far sagde tit at næst efter Schade var storm P hans bedste ven

Sådan tror jeg vi er mange der har det, han er godt nok også sjov og alle vil være venner med dem der er sjove

Ja men storm P var jo tragisk

Ja men det var kun indeni udenpå var han utrolig morsom, det var så folk lo bare han viste sin tå udenfor sit hus hvor han boede på allikevej

Han boede ikke på allikevej

Jo og storm p var altid fuld som en allike når han skrev,

Han drak næsten ikke man siger han mere røg hashis

Ikke når han var hjemme på alikkevej

 han gik med et med huset som i virkeligheden var hans gigantiske kone mads, der havde døre i sine patter og når de gik hjemmefra sagde storm p til mads at hun skulle holde op med at være hus så de kunne gå ud i det pulveriserende natteliv.

Hvad er det dog du siger jens blendstrup

 ifølge min far var det på allikevej han skabte så fantastiske figurer som peter og ping og de 3 små mænd og nummermanden

Hvor ved din far alt det fra?

De var gamle venner og venner deler den slags med hinanden, ligesom de deler kærestesorger og livskriser og bygning af hegn ind til nabo

Byggede din far hegn med Storm P?

Ja de tog ofte i silvan sammen det er jo der man finder slagtilbudene skal man vælge tryk impregneret eller  rafter det kræver omtanke

Ja…

Men storm p var mere til Hjem og fix

Var storm p til Jem og fix

Ja han sagde ofte at gå i hjem og fix var højt skum

Sagde han det!

mmh

Hvornår var din far født?

I 1927

Storm p er født i 1882

Og?

Det virker mærkeligt han skulle have truffet din far

Når mennesker er døde bliver de allemandseje

Aha så din far har slet ikke mødt storm p det hele er et spind af fantasi! Fremkaldt af en syg hjerne

Der tager du fejl. De havde kendt hinanden siden de var børn

Det er umuligt eftersom din far er født 56 år efter storm p

Børn kan blive venner på de særeste vilkår

Jamen sgu da ikke på tværs af tiden menneske!

Det skal du ikke sige! Min far traf de mærkeligste mennesker på værtshuse rundt omkring i landet

Jo men storm p var ikke et menneske der kom særligt meget på værtshuse -  han var myreflittig…Hans far var slagter, han skulle selv have været slagter

Derfor kan han vel være lige god for det.  Jeg kender svagstrømsingenører der er meget sjove mens de leder med en polsøger efter strømforholdene.

Jo men var din fars far slagter?

Nej han var stationsforstander men storm sagde ofte min far var fræk som en slagterhund

Hvad er det for noget ævl!

Det er da ikke noget ævl det er kulturnatsdybt

Det jeg siger er bare at Det er jo er lidt mærkeligt at din far har mødt storm p når han er meget yngre end storm p

Ja men min far var længe i købehavn før han flyttede til Århus og der besøgte storm p ham også ofte

Hvor henne?

I risskov.

Storm p i Risskov?!

Ja det var ret almindeligt for at få råd til det lavede han jo så plakater og reklamer.

Han havde sit eget reklame bureau faktisk var han en af de første…man siger at hans reklamer er de tidligste eksempler på pop art.

Ja det ved jeg godt, men det var for at kunne besøge min far

For at tage til århus?

Ja han skulle jo passe deres hund når mine forældre var i præstø på besøg hos min farfar.

Helt ærligt skulle storm p ville passe dine forældre hund?!

Ja det er sgu da der han fik i deen til grog fra

Fra dine forældre hund?!

Ja hvis du lægger mærke til figuren grog så er det helt klart en døv  og blind airedale terrier

Grog var en lille hvid hund – en foxterier som han fik da hans kone mads døde.

Ja men indeni var den brun og sort og ulækker fordi den sjældent kom i bad og derfor havde mider

Men føj hvor er det altså ulækkert jeg finder mig ikke i du trækker vores storm p ned i dit rædselsfulde provinsielle søle jens blendstrup

Storm P var ligeglad, han elskede sølet og hjemløse typer med ulækkert skæg og pølser der var låst inde i et bur der hang ned fra næsen på den hjemløse

Storm p var en nydelig mand som måske havde lidt et knæk i UsA i 1919 hvorfor han ikke længere var den store socialsatiriske tegner han var inden usa

Åh nu lyder du sgu som PH storm P var fantastisk

Enig han var hinsides politik

Han havde noget som ingen andre havde

Det havde han…

Han kunne hamre et hegn op ind til Kristensen på en time

Hvad snakker du nu om?

det var også ham der støbte fundamentet til mine forældres drivhus han brugte ikke cement det var nummermænd omrørt i vand. Klask drivhus. Agurker!

Det var også derfor min far tog ham til sig og gav ham ly da Mads døde

Gav din far ham ly da Mads hans første kone døde

Ja fik fik storm p til risskov og installerede ham ovre i Putte som boede oppe for enden af vejen

I puttes  hus?

Ja inden i putte

Nej altså hvad er det her for noget

Putte var ikke så stor så han sov mest i hendes balle hvor han sad og røg merskumspibe. Og tegnede ekstra former på putte.  Kæmpe atributter. Omfattende tilkørsler. Smukke gadekær. Nænsomme hænder. Putte pornografiske pligter. Så han kunne have en god og solid kvinde omkring sig.

Nej nu må du holde op !

Oh la la den er betydelig skrap!

sådan var storm p slet ikke

Højt skum!

Hold op’

First class!

Ti stille!

Puf puf

Jeg vil ikke finde mig i det jeg har studeret storm p hele mit liv, jeg har skrevet 8 phd-er om storm ps forhold til det metafystiske post patriakalske grønland.

Ja det er jo humbum!

Hold kæft!

Påen den igen!

Jeg bliver sindssyg

Så er den klaret Gods! 

( med sikkerhed skrevet mellem Skanderborg og fredericia...dagen inden. Jeg ved det for lyset gik på side 2. Men kom så igen. og da tog historien en ny drejning...det er der putte kommer ind i billedet. Måske var mørket erotisk i det tog !? DSB erotisk?!)

Nummermandens manus

STORM P’S FORAGT FOR ANDRE BYDELE  END LIGE  NETOP VESTERBRO OG FREDERIKSBERG

… På Vesterbro og Frederiksberg er jeg hjemme. Men kommer jeg ud til andre bydele føler jeg mig fremmed og er IKKE RIGTIG I HUMØR! (der er dog også dele af Frederiksberg der ikke er rare). Da min søde kone lå på Frderiksberg Hospital, lod jeg mig hver dag, dels af dovenskab, men også for at blive fri for synet af Nyelandsvej og Fasanvej, BEFORDRE derud i bi.-

Alt det mærkelige der forevistes på Vesterbrogade i gamle dage, som talende KVINDEHOVED på HEKSESØJLEN, LOPPETEATER, DET FORSTENEDE MENNESKE MAN KUNNE SLÅ MED EN HAMMER og den slags uhyrligheder har den nyere heldigvis sat en stopper for.

Mere uskyldigt var det talende hoved på KØBMAGERGADE, hvor ordene: JEG STAMEER FRA SERBIEN HVOR JEG SOM UNG MISTEDE KROPPEN, blev udtalt af en mand der sad nede i kælderen og gennem et skjult rør indtalte ordene hver gang der blev trykket på en knap.

TRIST SANG LEDSAGET AF SØRGELIGE TRUT FRA TS.

Der er opløb ved kanalen

Et lig er fisket op

En gammel fattig stodder

En elendig sølle krop

Fuld af utøj, alskens snavs

Og en lærke tømt i lommen

Han for evigt nu er tavs

Venter kun på dommen

Dommen? Er det den, som folkesværmen

Giver ham med hånlig latter,

Denne håb af gadebærmen

Som en stodders liv ej fatter

Dette liv som endte i kanalen

Mellem rådne fisk og hyttefade,

Det blev enden på skandalen

Sidste strofe af hans livs ballade

Ingen kendte ham, den stakkel

Ingen ved hvad han har lidt

Slige opløb og spektakel

Sker jo nu til dags så tit

VITS NUMMER 1

Høj vigtig mand til lille mindre vigtig mand.

A: Er det ikke en latterlig bestilling at være klovn?

B (bestyrtet): Nææh da, ikke når man ved man er det.

VITS NUMMER 2

Høj vigtig mand siger pludselig meget højt til sig selv:
A: MAN KAN GODT VÆRE EN VIGTIG PERSON UDEN AT VÆRE PERSON.

VITS NUMMER 3

Høj mand med vigtig kropsholdning siger til lille mand med uvigtig kropsholdning:
A: Tragedien regnes for større kunst end komedie

B: Ja, er det ikke komisk

Høj vigtig mand skynder sig væk.

VITS NUMMER 4

(på akvarium)

Mand ses på vej ned i et stort akvarium. En vagt råber:
A: HALLO; HVAD SKAL DE NED HOS KUFFERTFISKEN EFTER?

B: (FORNÆRMET): UNDSKYLD MIG! JEG ER ANSAT VED TOLDVÆSNET!!!

VITS NUMMER 5

3 bedsteborgere kigger undrende ind i tomt akvarium:

A: HVORFOR GEMMER DEN SIG BAG STENEN?

B: Jo, den er så sjælden at den kun viser sig med lange mellemrum

VITS NUMMER &

(VEDR. HUMØRET)

Trist udseende mand med nedadgående cykelstyroverskæg ved skrivebord foran bog (muligvis revisor)

A: Egentlig er jeg i besiddelse af et vist, men jeg har aldrig haft brug for det i min stilling

VITS NUMMER 7

FRU LÆGESEKRETÆR TIL LÆGE MED FEZ OG GIGANTISK CYKELSTYRSOVERSKÆG

A: Hr. Professor, der er en mand i venteværelset med et stor overskæg

B: Sig til ham at jeg allerede har et

(indsamlet, afskrevet/tilskrevet (= versaliseret)  og delvist reciteret/opråbt, i Storm P. Museet på kulturnatten, fredag 12. Oktober 2012 af Line Knutzon)  

Intimiderende sjove kolleger MED HATTE

Aldrig har jeg været så beklemt grænsende til rædselslagen over at skulle læse ops om til sidst i andet sæt, det private sæt (første sæt var lutter Storm P.-tekster, 3 fortællinger ved Thorsten, Jens og mig, og det klarede jeg rimeligt, følte jeg, men havde også øvet mig flere ÅR mere end de andre - og løs, råbende og skrålende nummermandsvitsen og -sang ved Line (se ovenfor)), kulturnatligt på Storm P.-Museet, fordi Line, Thorsten og Jens var så pågående, skræmmende gode, Thorsten med et klassiker-potpourri, inkl. "Du danske knold", Line med et Guitaristerne-uddrag inkl en spoken word-version af "Hvor er min lighter", Jens med en nyskrevet Storm P.-hyldest, inkl. hans far (se ovenfor), og selvfølgelig var de det, fordi de er de bedste digtere overhovedet i Kongeriget til at performe live, mine 3 absolutte yndlingsperformere, det var jo for helvede derfor, jeg havde samlet dem denne aften, men hvad, oh, hvad lavede spagfærdige mig i dette fyrstelige selskab? spurgte jeg desperat mig selv under Jens' veloplagt uendelige tekst, som det var fuldstændig umuligt at regne ud hvornår sluttede , men pludselig var den jo slut, og så sprang jeg op og rablede nogle alfabeter af mig, og det gik ikke fantastisk, og slet ikke i sammenligning, men det gik i sammenligning måske faktisk okay, og det var alt andet lige alt nok, og gad vide, om det ikke er den lykkeligste litterære performance, jeg har overværet, og deltaget i, jeg tror det, som jeg tror på Per Højholt, og stakkels forbandede idioter derude, der ikke var til stede (og ikke deltog)! OG HATTENE GJORDE KUN DET HALVE! RESTEN VAR OS!

(foto: fx Shirley Windridge)

Mai-tale til debutant Pilgaard EXKLUSIVT FOR BLOGDAHL

Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat – debutantprisen til Stine Pilgaard

Det er et sted i Stine Pilgaards roman, Min mor siger (2012), som vil glæde enhver gammel dansklærers sukkende hjerte. Det er der, hvor den unge kvindelige hovedperson over for sin mor henkastet erklærer, at hun vil skrive sit universitetsspeciale om salmedigteren Kingo, nærmere betegnet ”Kingos rolle som formidler og salmernes politiske indflydelse i 1600-tallet” (s. 109).  Det er vendepunktet tænker dansklæreren, nu slipper pigen ud af sit livs roderi og får grund under fødderne både i forhold til sig selv, kærligheden og sin dominerende mor.  Når hun så henkastet kan formulere et glimrende emne, må der virkelig være håb forude.  Dansklæreren ser for sig den række af studerende, hun har mødt, der i månedsvis vred hjerne og hjerte for at komme på et godt emne.  Stine Pilgaards studerende og hendes mor formeligt ryster gode emner ud af ærmerne. Dannelseslamperne blinker, da pigen frejdigt erklærer, ”Nu er det altså mig og Kingo”.  Og hun citerer Kingos vers om at kedes ved at være verdens træl på en tvetydig måde, der lægger op til, at det faktisk er moderens træl, hun kedes ved at være. Hun er derfor heller ikke med på at skrive om det emne, moderen tvetydigt foreslår: Leonora Christinas indespærring i Blåtårn! ”Hun klynkede også konstant”, siger moderen. Her kan enhver dansklærer ikke lade være med at bemærke, at det har moderen ikke ret i, ligesom hun ikke har ret i så meget andet, hun siger.

Ved romanens slutning er pigens specialeplaner ikke nået længere end til den tom computerskærm, men hun er begyndt at tale om litteraturlister og tekstmateriale med en ny kæreste, og selv om hun falder i søvn midt i problemformuleringen er der ved at ske noget, også med specialet. 
Mens dansklærere - som jeg - sikkert lever sig lidt for meget ind i specialehistorien i Stine Pilgaards roman, kan alle glæde sig over en lynende klar og skarp fortælling, fuld af en humor, der er helt forrygende og fornyende. Stine Pilgaards fortælling om den unge piges kærlighedskvaler, hendes frigørelse fra den dominerende, talende mor og den marcipanagtige præstefar og hendes forhold til veninden Mulle er fortalt med en overrumplende, klassikeragtig sikkerhed. Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld og Leif Panduros Rend mig i traditionerne begge fra 1958, men Pilgaards verden, sprog og tankegang er en helt anden. Der er dog også ligheder: hos Rifbjerg og Panduro ligger tragedien lige under den sprælske og gale humor, og det tragiske er også på spil i Pilgaards univers. Den unge pige kan kun møde sine medmennesker instrumentelt og spejlende, og personerne forholder sig forbrugende og nærmest ædende til hinanden. Veninden er ikke veninde, men spindoktor, skægt og grinebidende, men også sørgeligt og instrumentelt.  Den udkårne eneste ene, kvinden med stort K i pigens liv er dyrepasser og som sådan måske mere er i stand til at bure pigens lidenskaber inde end at sætte dem fri. Faderen er ædt op af den altfortærende moder, der symbolsk afrunder sin mentale kannibalisme ved at fortære faderen som marcipanfigur. Lægen, som pigen konsulterer, virker ligeglad og har nok i at passe sine egne trætte rutiner i konsultationen og på værtshuset, mens pigen symbolsk roder rundt på gulvet efter den tilværelsesterning, hun med vilje taber.  Hvem hjælper egentlig hvem i kammerspillet mellem pigen og lægen? Eller som Michael Strunge sagde om sin psykiater: Nu kan jeg ikke gøre mere for dig!

Lægen har dog en vigtig pointe, der åbner pigens bevidsthed for hendes oplevelse af sig selv fra en ny vinkel, der både fører længere ind i det narcissistiske spejlkabinet, men også giver hende et fodfæste. Lægen fortæller hende nemlig om hippocampus, det sted i hjernen hvor overførslen fra kortidserindring til langtidserindring finder sted. Hippocampus er formet som en søhest. ”Erindring er den kreative proces der bygger på evnen til at genskabe situationer”, siger lægen(s. 26) Billedet af hjernens søhest bliver ophav en række monologer fra søhesten, hvor læseren føres ind i kroppens indre fra hjertet til øre, mellemgulv og solar plexus. Søhest-monologerne er ikke tillagt pigen, men hører hende alligevel til som den stemme og den kropsfornemmelse, kropsrytme og jordfornemmelse, hun savner. Monologerne er muntre grotesker, en formaning om at huske det hele menneske.   

Jeg har undervejs i læsningen af Min mor siger haft en mærkelig oplevelse af at bogen ligner Samuel Richardsons gamle klassiker, Pamela eller den belønnede Dyd fra 1740, der handler om den dydige Pamela, der falder i kløerne på en frygtelig forfører, Mr. B, men som forstår med sine rappe replikker at holde ham helt fra sovekammerdøren. Det er selvfølgelig en skæv og forkert sammenligning – og det er kun god litteratur, der fører en ud på den slags mærkelige vildveje, hvor ingen dansklærer kan hjælpe.  Og så er det måske alligevel ikke helt forkert, måske er vor tids skrækkelige Mr. B’s ikke grumme pigejægere, men forførende mødre og fædre og narcissister i mange aldre, der vil sætte sig på deres omgivelser.  Pigen hos Stine Pilgaard er også en rapkæftet Pamela, der bruger sproget til at forsvare sig. Det er en god historie og et sprogeventyr i ét.

Min moder siger er en moralsk og rørende roman om at forsøge at blive i stand til at se andet end sig selv, hvad enten man er mor, datter, veninde, far, farmor , læge eller dansklærer.  Jeg håber, at vi med Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat kan opmuntre Stine Pilgaard til at fortsætte sit forfatterskab og  gøre mange læsere opmærksomme på romanen. Hvem ved – måske bliver den en dag også genstand for universitetsspecialer! ”Stine Pilgaard rolle som formidler og hendes debutromans politiske indflydelse i det 21. århundrede”. Denne dansklærer gør i alt fald gerne sit!

Anne-Marie Mai

Det fremgår af hendes ansigt at hun elsker

Ved overrækkelsen af (den ene halvdel af) Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 kr. til Asta Olivia Nordenhof for bogen Et ansigt til Emily på Vejle Bibliotek fredag 12. oktober 2012

Af Lars Bukdahl

Da jeg fredag morgen klokken halv syv sidder og skriver denne pristale, som jeg ni timer senere, i dette talende nu, læser op for jer, prisgæsterne, er det ni timer siden prismodtageren Olivia Nordenhof noterede følgende livsbegivenhed fra januar 2012 på sin  Facebook-profils tidslinje:

  ”Kogte seks æg”

  Og selv tilføjede denne lakoniske madanmeldelse:

  ”perfekt”

  På en vens spørgsmål om æggene var hårdkogte eller blødkogte, svarede Olivia øjeblikket efter på en slags fynsk:
  ”blø’”

  Sådan er også min oplevelse af Asta Olivia Nordenhofs genreløse debutbog Et ansigt til Emily, der udkom i november 2012 som et af de to første bind i lilleforlaget Basilisks nye ”serie B”:

  Disse æg er blødkogt perfekt!

  Og det er meget lettere at hårdkoge skrift-æg, især når det drejer sig om prosa, end at blødkoge dem, for det er jo fx yderst vigtigt, at de ikke splatter ud til spejlæg. Tidligere havde signaturen Olivia Nordenhof gjort sig småsensationelt bemærket ved en række enkeltstående, særdeles hårdkogte, skarpt vrængende tekster, så det var noget af en overraskelse for os, der allerede var fans, at det blev blødkogthed, hun perfektionerede i sin debutbog.

  Men netop prosaisk, for ikke at sige romanagtig – for det er sgu da en roman, Olivia, du kan lige så godt indrømme det! – blødkogthed, der ikke lader sig nøje med et blødende, opkogt jegs kønne og spontane flæben, men sætter sig i spil mellem flere tider og steder – de tre afsnits titler: ”Italien nu”, ”Afrika 1976”, ”Bornholm senere” – og personer, to nærværende, Emily og Rosa, der elsker hinanden forbandet højt, to fraværende, Rosas døde far, der hjemsøger live og i gamle breve, og Daniel, Emilys hårdt savnede og bugtalte ex.  

  Eller rettere: i spil med tider og steder og ANSIGTER. For ansigtet er bogens og blødkogthedens allestedsnærværende, højst konkrete ikke metafor eller symbol, men simpelthen poetik eller jobbeskrivelse: At skrive en bog som et ansigt, et blødkogt æggehoved. Der bevæges af og i og med andre ansigter. Et ansigt til Emily er et ansigt sammenstykket af flere ansigter, herunder hendes eget, foræret Emily som et portrætforsøg, et af flere, måske utallige mulige. Se bare Emilys smukke beskrivelse af Rosas smukke skriven til hende som en række små trækninger i et ansigt, som beskrivelsen selv er et perfekt eksempel på selvfølgelig:
  ”Hun taster så forsigtigt på tastaturet, når hun sidder i sengen ved siden af mig og tror, jeg sover. Den forsigtighed forplanter sig i skriften (hun skriver nogle af de smukkeste tekster, jeg har læst), man kan endda se på hendes tekster (de af dem hun har skrevet, mens hun troede jeg sov) hver gang hun har rømmet sig, så er det som om skriften gisper af frygt for at forstyrre den elskede, ødelægge noget.”

  En bog, der læser dig, mens du sover!

  De to primære, blødkogte tilstandsformer, Et ansigt til Emily, beskæftiger sig med og praktiserer, er forelskelsen og længslen, der jo begge er kærlighedsformer, og hele tiden flyder sammen, når ansigterne nænsomt ser hinanden i øjnene og nakken - og i øjnene i nakken - i spejlkabinettet. Eller med en af bogens egne formler: ”Her er Rosa./ Det fremgår af hendes ansigt, at hun elsker Emily./ Her er Emily. Det fremgår af hendes ansigt, at hun elsker Daniel.”

  Og den vilde bedrift i bogen er, at det gør det faktisk: Fremgår med al tydelig ønskelighed. 

  For atten timer siden i skrivende nu postede Olivia Nordenhof følgende ikke-fiktive, ikke-romanagtige statusopdatering på Facebook, på dansk ansigtsbog:

  ”ok nu sier jeg det bare fordi nogen stadig skriver som respons på den sygedagpengeting, hvad som der er vildt sødt! vi flytter til italien, min mormor har et hus hun har arvet fra sin mand, og vi vil kunne strække mine forsikringspenge længst muligt pga. næsten 0 husleje, 2 år. ingen af os kunne mere psykiatri og mere kommune. så i juledagene skal der læsses en lille ladbil, så kører vi af helvedes til gennem den europa. det er en landsby, så der bliver ret stille, det glæder jeg mig helt vildt til, færre lyde. ja. jeg kommer til at savne så mange og bekymre mig men ellers.”

  Ligesom bogen, før den udkom, bevægede sig videre på Olivias blog, Jeg hedder mit navn med versaler, bevæger Olivia sig nu ind i sin bogs Italien, og med Munch-Christensens klækkelige Kulturlegat ønsker vi hende lykke på rejsen; de sidste ord i dette minportræt af en sjælden billedskøn bog er sidste års prisvinder Hanne Højgaard Viemoses vellignende hilsen på debutantens FB-profil:

  ”det lyder som en drøm Olivia, jeg håber det kan lade sig gøre og blive rigtig godt! måske kommer jeg så pludselig gående med mine små drenge gennem landsbyen og banker på din mormors hus og spørger om du har saftevand”

Olivia og Stine modtog debutantprisen med det besværlige navn!

Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat 2012 på 2 x 50.000 blev ved en cool og værdig højtidelighed i dag på Vejle Bibliotek tildelt Olivia Nordenhof for hybriden Et ansigt til Emily og Stine Pilgaard for romanen Min mor siger - talen til Olivia, som blev holdt af mig, LB, aftrykkes ovenfor, talen til Stine, som blev holdt af Professor Anne-Marie Mai, aftrykkes efter eXklusiv aftale på Blogdahl en af dagene, noget at se frem til, og hvor så de glade ud, prismodtagerne, boblende om kap med champagnen, tillykke og tillykke én gang til!

Og så af sted til Frederiksberg Runddel via Vejle Bibliotek

Debutantprisen 2012

Fredag, 12. oktober 2012 - 15:00 - 17:00

0 kr.

Vejle Bibliotek

Vi lader atter champagnepropperne springe og musikken spille, når biblioteket for 8. gang er med til udnævne årets to mest talentfulde yngre debutanter. Mød de to glade vindere, den tidligere vinder Henriette E. Møller og den benhårde, men kompetente jury med litteraturprofessor Anne-Marie Mai og anmelder Lars Bukdahl i spidsen.

Adskillige talenter har fået kickstartet deres forfatterkarrierer med Debutantprisen fra Vejle. Igen i år er juryen klar til at udnævne årets to mest talentfulde debutanter og overrække dem Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat på 2 x 50.000 kr. Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, anmelder Lars Bukdahl, bibliotekar Else Zakarias, bibliotekar Joan Høeg og fondsbestyrer Mogens Thyssen.
Henriette E. Møller, der fik prisen i 2007, lægger også vejen forbi for at fortælle om, hvad prisen har betydet for hende og læse op af sin nye roman.
Kom og vær med til at fejre de nye stjerner, når Danmarks største debutantpris bliver uddelt.

De 3 små Mænd og ...

Tilbage til kalenderoversigten »

fredag d. 12. oktober 2012  kl. 22.00 - kl. 23.15

De 3 små Mænd og Nummerkvinden
Sensationel 2012-line-up! Jens Blendstrup, Lars Bukdahl, T.S. Høeg og Line Knutzon legemliggør og GIVER LYD til en 2012 udgave af Storm P.s De 3 små Mænd og Nummermanden. Arrangementet er en del af Kulturnatten 2012.
Selve kosmos risikerer at blive taget ved næsen ved denne - det nye årtusindes - udgave af Storm P.s legendariske tegneseriefigurer; inklusiv respektive hatte, 3 høje og 1 spids (Jens har lovet at låne Line noget skæg, han har selv rigeligt). Idéen præsenterede sig for Lars i et natligt syn som et uimodsigeligt faktum, og det er stadig forjættende uklart, hvordan præcist forvandlingen vil udmønte sig, men én ting er sikker, det vil ikke gå stille af, det vil gå insisterende, hæsblæsende STORMFULDT af. Flæskesværen blæser i vinden!
Entré: Gratis (og kun) adgang for gæster med Kulturnatpas
Læs artiklen i Politikens kulturnattillæg fredag den 5. oktober.