De 2 tekster jeg efter bedste beskub læste op i aften

(inden jeg tog de 2 cool nysselige monografier, Schnack om Vizki, Friis om Juul, i hver sin lomme; Juul læste sit skønne, triste digt om "Mortis mark", Boberg læste Vizki og Juul, Andkjær O læste Juul, Frank læste Juul, og det gjorde de alle sammen bedst)

. . . .
En da vil du sætte mig op på dine skuldre
Du vil "ride" mig ud til havnefronten mens nogen hælder regn ud over os
Ud til havnefronten hvor jeg vil elske dig
Og du vil smelte sukkeret af mig
Tilfreds med den labile på dine skuldre
Tilfreds hver gang din tenor udspiler cementspalterne
Lade mig kigge optoget. Udsigten bliver ikke bedre.
Du vil udpege en strimmel måger men jeg vil ned
Du skal lige til at udpege fugledyrene men jeg vil ned til dig
Og nogen vil hælde regn ud over os men de vil allerede lang tid i forvejen
Have fortalt mig om dig og om det sorte bælte
Da vil du smelte sukkeret af mig
Byen vil ligge derinde og være et glas vand
Renslikket alt sukker våger jeg over din søvn
Jeg vil stryge dit hår men du forvandles til en mågefjer på bænken
Og jeg må gå hjem til mit arbejde med en tyvefjer i hånden
Så folk kan sige: nu er han også begyndt at skrive med fjer

- fra Morti Vizkis Fire raketter, fire prikker, 1989

Engang på Hotel du Nord i Hobro, i Den Skandinaviske suite, holdt jeg om dagen digtersalon, og om natten ankom en dværg med en drøm. Han var kun dværg, fordi jeg var kæmpe, han kærlige ord var dog helt monstrøse. Jeg erklærer dig min uhyre kærlighed, fremstammede han, og jeg lod mig glide ned ad væggen, indtil hans voldsomme mund var ud for min. Jeg så ind i hans kuløjne og sugede til. Du är så vacker, jag går sönder, græd han, og tårerne funklede i de øjne. Jeg lukkede mine egne i et svimmelt øjeblik, men så kan det nok være, piben fik en anden lyd. Du er en simpel togkonduktør, fnyste han. Hvad mere er, du kan ikke tiderne. Hvad bestiller du her i kupeen, ud med dig, ud. Jeg havde holdt digtersalon hele dagen, så det kom som et chok, at vi stod i et tog. Når du har læst køreplanen, kan vi måske tales ved. Dermed drejede han om på hælen og gik.

- fra afsnittet "Fra min dagbog" i Pia Juuls Helt i skoven, 2005.