Min favorit-Gurli Gris-episode

kan jo blive nødt til at være "Mor Gris' bog" eller"Mummy Pig's book" på grund af den triumferende replik til næsten allersidst: "It's post-narrative!", som på dansk helt fantastisk er blevet til "Det er systemdigtning!" - hvis nogen vil udgive Mor Gris' bog i virkelig bogform - hvad siger I, Antipyrine? - ville den være en stærk kandidat til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris så sandelig:

Min favorit-Gurli Gris-karakter

er selvfølgelig den mest galsindigt Dickenske (det er jo en BRITISK serie), nemlig den manisk råbende fabulist og trubadur Bedstefar Kanin!

Proklamation om Gurli Gris

Jeg er totalt tilhænger, det er en fremragende serie, øm og præcis og sjov (dobbelt sjov, ligesom Asterix og Lucky Luke, på både børne- og voksen-plan, forskudt og samtidig), også i sin groft elegant stiliserede tegnestil, det vil sige på højde med såvel Kaj og Andrea som Sopranos, der er en syndflod af værre ting, Samuel kunne være afhængig af.

Hver aftens helt og mig back when og Samuel nu og brandbil-rim

Fandt lige fotos og tegning - af Erik Werner, som ikke er eller var min (samtidstegner)favorit (det var og er Bo Bojesen), men sgu da en virkelig god og rammende tegning - fra dengang i 1988, da jeg fik Klaus Rifbjergs Debutantpris samtidig med at Halfdan Rasmussen fik Akademiets Store Pris (og Knud Sørensen fik Otto Gelsted-prisen), og Cecilie syntes, det var for vildt stjernestøv (mit udtryk), fordi vi hver aften ved/som sengelægning læser Halfdan-børnerim, og det er da rigtigt, at det er for vildt, forstod jeg så også, jeg er bare ked af, at jeg ikke kan huske nogen encounter mellem Halfdan og mig den eftermiddag og aften, ud over foto-opstillingen, men det må der forhåbentlig have været, eller var jeg simpelthen for ungmands-blasert og -genert (SE MIG LIGE!) overfor mesteren (jeg kan huske, at jeg (på ligeledes høje Brostrøms foranledning?) målte mig med Rifbjerg; jeg var højere, men han var drøjere)!? Samuel elsker brandbiler og fik en plasticbrandhjelm af en sød brandmand på Gentofte Brandstation, som inviterede indenfor til brandbilerne, da vi stod og kiggede på dem udefra, og når vi læser Halfdan-rim, i den nye tobinds NÆSTEN samlede udgave, så er rim med billeder og nævnelse af tog, biler og særligt brandbiler altid sikre hits, og bare fx "Inde bag min pande", her afbildet i versionen fra den slidstærke (men ukomplette) opsamling, der bare hedder Børnerim, og som min stærkt unonsensiske (men ikke derfor uhumoristiske) mor åbenbart købte i 1967 året før jeg kom til verden - det betyder altsammen noget, og især tilsammen:

Må du aldrig blive polemiker, min datter

Det render man sig kun staver i livet af - og bad bad karma - den her semi-polemiske eller bare (oprgtigt!) drillesyge passage i min kritiske anmeldelse i onsdagens WA af Ocean Vuongs roman Vi er kortvarigt smukke her på jorden røg ud i den sidste redigering:


Det er let at finde det irriterende, at når et forlag for en gangs skyld sætter oversætteren på forsiden, er det fordi, han er en jævnaldrende, dansk og navnkundig digter, nemlig Caspar Eric (der har oversat fint kompetent), i håbet om at det i sig selv udgør et salgsargument. Og det er temmelig pudsigt at se Caspar Eric som oversætter (og skamrosende bogen på Instagram - i lighed med sådan cirka hele verden), når nu Ocean Vuong 50 % af tiden praktiserer den stik modsatte poetik af nedbarberende, anti-pyntesyge CE’s, men hurra for den mangfoldige smag for søren.

- her kan jeg tilføje et eksemplarisk ikke-vuongsk digt, apropos sammenligningen mellem Yahya Hassan og Vuong i anmeldelse, fra Caspars gode (men langsomt men sikker udddøende) pandemi-digt-blog Dagbog fra dage med covid-19:

dag 57

Luftalarmens lyd
minder mig om min fødselsdag
noget ved lyset
der begynder at forandre sig
jeg chattede med D
om Yahya hele aftenen
vi aftalte snart
at gå en tur
sorgen kan også være
en måde at organisere sig på
jeg drak fire øl
og røg en halv pakke
spiste en frysepizza
mens jeg spillede skak på nettet
klokken blev 02.00
det er vigtigt med alliancer
det jeg elsker mest ved skak
er når en bonde bliver til dronning

Det her er forfærdeligt sjovt som sådan

 
Komikeren Sarah Cooper der (på/som tic toc, som jeg virkelig ikke ved hvad er) lip-syncher til Præsident Trump et forunderligt uhyggelig (sjovt) sted hinsides parodi, fordi jo det han siger (og måden han siger det) er hinsides parodierbart)

Jokum er altså også sjov

Min legepladsbog lige nu er Jokum Rohdes skuespilsamling Midnatsforestilling med 5 store og små spil, og jeg er fattede pludselig at Jokums stadig mere skamløse genre-for-megethed først og fremmest, og på trods (og på grund) af Jokums forgrublethed og auto-fascination først og fremmest - og jo af en stik modsat rute end Lines OG DOG - er så SKIDESJOV, her er hvor jeg lige er kommet til i det fantastiske western-spil, som vi i sin tid også så på scenen, Sidste diligence til Lykkens by:

BORGMESTER POP:
Aha!! Skurk!!

ADAM BLACK:
Far!

CHEYENNE PROUDSTAR:
Er Borgmester Pop din far?

ADAM BLACK:
Ja.

CHEYENNE PROUDSTAR:
Er Olga så din mor?

BORGMESTER POP:
Adams mor er død. For indianeres hånd. Det var siouxerne, der gjorde det. Vi var på vej vestpå, til havet. Vi blev omringet af dem i bjergene. De tvang Adam til at set på.

Hun ler

Jeg sværger, hun ligger her på min arm og er med kort interval blevet ramt af to perlende grineanfald, hvis ikke deciderede latterkaskader, og der ikke andet eller andre her end mig til at være helt til grin, så det tegner godt, hun tegner så fantastisk

Hvornår opfinder de babyteater?

LIVSTIDSGÆSTERNE

Ny dansk dramatik af Line Knutzon

Du kan jo prøve med dig selv. Dig, der læser det her. Eller: Jer, der læser det her. Hvor mange er du? Hvor mange sider af dig, er dig? Der er måske arbejds-dig, og der er familie-dig. Der er sex-dig og grave-have-dig. Og efter tre glas vin er der måske også danse-dig?
De bor indeni dig, alle dem der er dig. I din krop. I dit sind. Du roterer personlighederne efter omstændighederne. Du kan mikse to eller flere af dem ved særlige lejligheder. Og du oplever ind imellem en helt ny dig, der måske bare har været lukket inde, siden du blev født.
Alle dem der er Line Knutzon har endelig skrevet en ny dansk forestilling. Her lader de seks skuespillere spille det samme menneske – på samme tid. Vi får seks versioner af det samme menneskes kærlighedsliv, musikalitet og vrede, når Elisa Kragerup, Betty Nansen Teatrets kunstneriske leder, møder Line Knutzon – moderne dansk dramatiks helt store reformator.
Har du talt, hvor mange der er dig? Du behøver heldigvis ikke købe billet til jer alle.

MEDVIRKENDE Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann,  Maria Rossing
MANUSKRIPT Line Knutzon
INSTRUKTION Elisa Kragerup

Må du grine meget, min datter

af de sjoveste, Jens og Line,

der skrev dette tillykke på FB:

MON DJØØØØ EN FLICKA:) TILLYKKE

men også fx af forfærdeligt sjove Fred Wiilaard, der døde et par dage før du blev født, og som var genialest sjov rent improviserende i Christopher Guststs emsemble-komedier, her yndlingsklip fra A Mighty Wind og Best in Show - 

Lykkefrembringeren AKA PIGEN

som Thomas Helmig siger: Lille pige, lille pige, hvad skal jeg dog sige: 

Lykken faldet i staver II

Stirre og stirre og stirre på
GULT
GERNES-
SKAB
(ELLER
GERNES-
GULT-
SKAB)
UAUTORISERET
TILFØJET
ANTROPOMORFICERET
CARTOON-
ABE
OG
LØVE
som det sandeste objekt i verden,
sandere og sandere og sandere

Lykken faldet i staver I

Igen og igen reformulere et babyrim, der til sidst blev ved med at lyde sådan her:

INGEN BIDER SKEER

MED DE VILDE VEER

DER FREMBRINGER FEER

Yahya/Lou

Jeg så en 1984-koncert med Lou Reed på YouTube og kom til at tænke på, at tidlige Velvet-numre godt kunne minde om (visse) Yahya Hassan-digte, toughe, konkrete, præcise, PRAKTISKE - men hvor YH skriver fra dealerens synspunkt, skriver jo LR fra junkiens:

I'M WAITING FOR MY MAN
TWENTY-SIX DOLLARS IN MY HAND
UP TO LEXINGTON, 125
FEEEL SICK AND DIRTY, MORE DEAD THAN ALIVE

I'M WAITING FOR MY MAN

HEY, WHITE BOY, WHAT YOU DOIN' UPTOWN?
HEY, WHITE BOY, YOU CHASIN' OUR WOMEN AROUND
OH PARDON ME SIR, IT'S FURTHEST FROM MY MIND
I'M JUST LOOKING FOR A DEAR DEAR FRIEND OF MINE

I'M WAITING FOR MY MAN

HERE HE COMES, HE'S ALL DRESSED IN BLACK
PR SHOES AND A BIG STRAW HAT
HE'S NEVER EARLY, HE'S ALWAYS LATE
FIRST THING YOU LEARN IS YOU ALWAYS GOTTA WAIT

Younger Palle Sigsgaard

Merete Torp debuterede som 16-årig i Hvedekorn 10 år før hun udgav sin debut bog, Palle Sigagaard, som denne måned omsider følger op på sin glitrende dansende, aldeles ustøvede 2007-debut Glitrende støv danser med en tegneserie (på Basilisk, debuten kom på Gyldendal), Hasse får et nyt liv, debuterede også som 16-årig, i Hvedekorn 4, 1992, med fire digte, her er det første:

Beton blomst

Det blomstrer
nu igen
Altanernes eventyrhaver
viser tænder
Er som solskin
regner
med confetti
på vores
Torneroseslot
Vi er genopstandne her
på tredje sal.

Merete Torps ekstradigte

Jeg omtaler i en note i dag i WA om tavse digtere "mesterlige" Merete Torp (de største 80'erdigtere er, med langt ned til nogen nr. 3, Jac og Torp), hvis Digte III, vi har ventet på siden 1996, da hun udgav mesterværket Digte II. Torp debuterede som 16-årig i Hvedekorn 3, 1972, med tolv digte, hvoraf de otte ti år senere indleder debutsamlingem Digte II, 1982 - her er de fire ikke mindre fremragende, som ikke fik lov at komme med i debuten (og i går skrev jeg et brev, hvor jeg inviterede hende til at bidrage til Hvedekorns 100 års jubilæumsnummer, 3, 2020, gid hun svarer - med poesi!):

skriget,
brændes længere end muligt,
i tankens snoede verden,
svævende som troen,
diffust som fantasien,
enkeltkommunikation, fælles,
glæden blir forjaget,
bort fra sine marker,
hvor er det, det sker,
med livet,
med dig,
den smule drejer,
drejer og gir op,
for os alle,
det er alt,
det blir intet,
der skal gi.

rusens tindrende bjerge,
lysende som solen,
gir mig den kraft,
som jeg troede var skjult,
fantasien maler,
maler de billeder, der blev tænkt,
mod det skærende intet,
som i virkeligheden
var den flugt,
flugten,
flugten, som kom ridende den nat,
natten, hvor virkeligheden var skjult
bag et slør af tåger.

solen,
lyset kører,
glæden hvirvler,
glæden består.

savnet,
det tome savn da du rejste,
følelsen, der danser,
danser den sidste dans på nåle,
når jeg ksal til at banke,
banke på din væg,
hører jeg en stemme, der siger:
spar dine kræfter,
der er ingen,
ingen på den anden side,
så sætter jeg mig ned og venter,
venter en time, et døgn, en uge,
jeg rejser mig,'
banker,
jeg hører en lyd,
svaret,
banket,
det er skut med at vente,
vente på svar

Jeg - en dødelighedsmeditationsanledning

hvis altså Lars i dette digt fra Martin Glaz Serups nye, fine digtbog og konceptopsamling Uendelige sommer er nærværende Lars:

“Alle fylder 50 år
for tiden og de fejrer det
Hans og Claus og Rune og
Pablo og Elin og Lars og
engang var man gammel
når man blev 50
så var det pludselig ingen alder
men nu er det gammelt igen”

Under samme meme

Fra nutændt til gudsendt
under stadig mere sumpet minde

C.V. 70

Selvfølgelig den her, ikke mindst på grund af de halvprofetiske linjer:

DER ER INGENTING DER MANER SOM EN GELLERUP PLAN

(selvom YH kom fra Trillegården, som IKKE, det siger sig selv, er Gjellerupplanen)

Om håb og livsmod og alt det shit

- enquete i Kristeligt Dagblad fra for en 14 dage siden:

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Det er såmænd ikke så svært, når man har en toårig dreng, der er leksikondefinitionen på en krudtugle (jeg slår lige op i Den Danske Ordbog: ” krudtugle substantiv, fælleskøn Bøjning -n, -r, -rne. Betydninger: energisk, livlig og udfarende person især om barn. Se også krudtkarl. Ord i nærheden: hvirvelvind, tornado, lyn, hurtigløber, vulkan” - jo det passer meget godt!) Han ligger og sover lige nu og lader op til nye udladninger og eksplosioner. Før han faldt i søvn, legede vi en ny leg, hvor han lå på gulvet med sin sut og sin dyne, og så vandrede jeg nynnende frem mod ham og lod som om jeg ikke så ham, og da mine fødder så stødte imod hans lille krop, agerede jeg overrasket og sagde noget i retning af: ”Hov, hvad er det for en fræk person, er det en Samuel, der ligger dér med en pasta-bog (en pixibog i en (meget fin) alfabetserie af Siri Melchior og Kim Fupz Aakeson, som vi desværre mangler nogle bind af), han skal da vist kildes”. Og så kildede jeg ham med min fod, så han grinede og grinede til den helt store guldmedalje. Dette blev gentaget en 20-25 gange indtil jeg ikke længere orkede gentagelsen, han orkede den sagtens meget, meget længere. Denne tilfældige, improviserede leg er måske et meget godt billede på det indbrud i og kidnapning af ens liv, som det er at fået barn. Man kommer vandrende, og så er det der pludselig, barnet, og så skal det kildes, og så griner og griner det, og det gør én totalt og absolut lykkelig. Og for at det ikke skal være løgn, er min smukke og kloge og talentfulde kæreste Cecilie gravid i niende måned med en lille pige; der er er fjorten dage til termin, så hun kan føde hvert øjeblik der skal være, og hvis ikke det skulle give mig akut, tikkende livsmod, ville jeg ikke bare være en gammel nar, men også en gammel idiot. Hvortil kommer, at den ene fænomenale bog efter den anden udkommer dette forår, som om forfatterne vidste, at der ville blive brug for dem, og derfor har gjort sig ekstra titanisk umage. Her er fx et digt fra Eske K. Mathiesens digtsamling Omveje, sitrende af livsmod: ”De ureglementerede stier i haven/ smilerynkerne.”

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Jeg bruger en hel masse ekstra tid på min søn, fordi han ikke går i vuggestue og heller ikke kan hænge ud på legepladser og biblioteker og hvor børn ellers mødes. Min kæreste og jeg er nødt til at være både voksne og børn sammen med ham, opdrage oppefra og ned og flippe solidarisk ud i børnehøjde. Og udstrække og blive i udflippetheden, for barnet elsker grænseløst gentagelsen, mens der virkelig er en grænse for, hvor meget en voksen kan holde en gentagelse ud, jævnfør vandre-legen ovenfor, som var meget svær at sætte punktum for, og så skal man jo finde et kompromis mellem den englelige tålmodighed og den djævelske utålmodighed. Det er ikke altid let at være barnlig for alvor, når man er voksen, men det er altid umagen værd at gøre barnlighedsarbejdet, måske er det ligefrem foryngende – synger min knagende ryg sangvinsk.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

Leg med jeres børn – også hvis de er voksne (og deler isolationen med jer, ellers leg med dem gennem internetforbindelser). Køb (så støtter I også forfatterne, der har mistet alle deres oplæsnings- og foredragsjobs) og læs nye bøger og fx Asta Olivia Nordenhofs Penge på lommen, Solvej Balles Om udregning af rumfang, Ursula Andkjær Olsens Mit smykkeskrin, Kirsten Thorups Indtil vanvid, indtil døden, Vibeke Grønfeldts Glasluft

Nævn tre håbstegn, der hvor du er?

1. Mågerne der flyver lavt og blinker til os i vores nye Amagerlejlighed. 2. Mine gamle, arvede stigereoler, der står nyvaskede og lyser med deres tomme hylder og venter på, at flyttekasserne kommer med alle bøgerne. 3. Cecilies bristefærdige mave.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Formodentlig bliver det svært at forlade den påtvungne menneskeskyhed, men forhåbentlig bliver det tydeligere til gengæld på en mærkbar facon, hvor dybt vi er ansvarlige for hinanden. 

ENLINJER

(bare overskriften - som det synes mig at jeg ikke har læst før nu - men også så herligt yahyask altmodisch med "fordums" nede i digtet")

FORÆRET VÆRE DIT MINDE 

(JEG LÅ FOR LÆNGE MELLEM SIVENE
OG VAR BED AT FALDE HEN
MEN FOR OP SOM EN GIFTSLANGE
DA FORDUMS ELSKERINDE
KOM MIG PÅ SINDE)

De bedste ikke-venskabelige nekrologer

er dem, der er skrevet af litterater, der skriver om litterariteten (med hele deres litterære hjerte - og hoved).

Tue Andersen Nexø i Information:

"Igen og igen strømmer bogen over af passager, hvor Hassan forestiller sig sin krop vredet af led. Munden tygger på foden, mennesket taler med røven, alle sanser har mistet deres forbindelse til en normal eksistens. Det er, som om trykket på hans barndomsår har været så voldsomt, at han kun kan se sig selv som en misvækst: MINE HÆNDER VAR KUN TIL UTAKNEMMELIGHED MIN KROP VAR KUN TIL GRÅDIGHED ØJNE DER FANTASEREDE MERE END DE SÅ EN MUND DER KASTEDE MERE OP END DEN SPISTE TÆNDER DER SAMLEDE FLERE MADRESTER END DE TYGGEDE EN NÆSE DER LUGTEDE MERE END DEN TRAK VEJRET Men der er utallige passager, der burde citeres.

Som digter mestrede Yahya Hassan nemlig fyndigheden, det sproglige smæld og den fuldstændigt forbløffende præcision lige så meget, som han mestrede det ekspressive, voldsomme billedsprog. Bag det, der kunne ligne et simpelt raseri eller ren attitude, lå der ofte forbløffende intelligente, komplicerede observationer og sammenstillinger.

Sådan er det også i et af forfatterskabets højdepunkter, debutbogens afsluttende langdigt, hvor Yahya Hassan skriver om at forblive kriminel og samtidig skulle udkomme på Gyldendal. Så blander scener fra ghettolivet sig med konfrontationer i institutioner og retssale - og med samtaler med redaktører og forfatterkolleger, alt sammen skrevet i et rytmisk, stiliseret, bevidst forkert indvandrerdansk. Midt i et hjemmerøveri dukker en henvisning til velfærdsstatens fodsoldater op: MIN HÅND PÅ HENDES MUND MIN VEN I HENDES PUNG MIG JEG LØFTER HENDE OVER I SENG SOM EN HJEMHJÆLPER OG OVERLADER HENDE TIL HENDES EPILEPSI SOM EN HJEMHJÆLPER Billedet er både ømt og nådesløst, røveren er som den hjemmehjælper, der på én gang tager sig af og ignorerer den gamle kvindes behov. Han og hjemmehjælperen inkarnerer på samme tid, paradoksalt, både velfærdsstatens omsorg og deroute. Det er et utroligt billede, litterært set et utroligt øjeblik i en på alle måder utrolig bog."

Lilian Munk Rösing i Politiken:

"En måde at reagere på en prædikering på kan være at tage den på sig som en pose.

Det gør Hassan helt gennemført med det afsluttende ' LANGDIGT' i første samling, hvor han poserer som indvandrer med kreative sprogfejl: MIG JEG ER PERKER MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER MIG JEG HAR IKKE JOGGET I NOGEN SPINAT OG HVIS DIG DU BLIVER VED MED OG SNAK OM SPINAT SÅ DIG DU FÅR EN PROBLEM Indvandrersprogets manér med at fordoble første person bliver her samtidig et udtryk for den splittelse, der kendetegner ethvert reflekteret jeg: JEG er den, der taler og tænker, men jeg er også objekt for min egen tale og tanke: MIG.

Der er en gentagelsestvang i Yahya Hassans drive, ligesom ' LANGDIGT' ikke mindst handler om den gentagelsestvang, der dikterer rytmen i jegets liv: ind og ud af spjældet. Men kunne det forholde sig sådan, at den puls, der ligger i den poetiske stemme, i rytmen, klangen, gentagelsen, versalernes overvættes artikulation af hvert eneste bogstav, har forandringens energi i sig? Kunne det tænkes, at der i selve digtets drive findes noget, der konverterer gentagelsestvangen til forandringens impuls? En magt i afmagten? Kunne det tænkes, at vi kunne rette opmærksomheden ikke mod perkeren eller digteren eller voldsmanden Yahya Hassan, men mod den pulseren, der udgår fra hans poetiske stemme?"

En egen nobel måde at sige tak på

Jeg tænkte, at udsagnet i digtet, jeg nærlæser i WA i dag, "DIGTOPLÆSNING I GHETTOEN", på en måde er parallelt med de sidste siders "Epilog" i Hærværk, som YH garanteret har læst, og især Jastraus og den evige Kjærs allersidste replikker:

"I de to kurvestole ved hotelindgangen sad Jastrau og den evige Kjær og betragtede livet, der gled forbi. Menneskene havde så underligt travlt.
  Med de rødsprængte bulne hoveder lignede de to dekorative dyr.
  Jastrau fløjtede letfærdigt.
  "Hold dog op med den grimme melodi," udbrød Kjær irriteret og tabte cigaraske ned ad sig.
  Jastrau standsede sin fløjten.
  Men Kjær rumsterede i kurvestolen. Han børstede sig, rystede jakkeskøderne og prustede og stønnede.
  "Jeg kan blive så ophidset. Den melodi også"
  "Hvad for en melodi?" spurgte Jastrau.
  "Du gode Gud!" udbrød Kjær fortivlet. "Og du aner ikke, hvad du fjøjter, og sidder ganske roligt og bringer mig i affekt. Det var Internationale , Jazz, det var Internationale."
  Det gav et ryk i Jastrau. Han havde ikke anet det. Men hvad betød nu det? Var det andet end en sentimental tone fra underbevidsheden? Stemningskommunisme? Han skubbede sig irriteret til rette i stolen. Stemninger endte altid med knuste ruder - til fire kroner.
  "Jeg skal til Berlin," sagde han over til Kjær.
  Kjær skuttede sig i stolen og lo. "Og Lille P. kommer i dag. Kommer og går. Kommer og går. Kun Jær består."
  "Men jeg har ingen penge."
  Og i det samme blev Kjær lydløs. Han sad stille med tungt hoved og lukket mund, mens Jastrau vred sig i stolen, urolig, forlegen, desperat.
  "Jeg har ikke rejsepenge."
  "Ja, jeg hører det."
  "Vil du låne mig dem?"
  Hurtigt! Hurtigt! Nu var det sagt. Men tavsheden var uheldsvanger. Larmen af gadens trafik styrtede ind over dem.
  "Det havde jeg ikke ventet af dig" savrede Kjær endelig med forarget sideblik. "Du skuffer mig - Jazz."
  "Jeg er ikke rig" kom det ondt fra Jastrau.
  Kjær drejede ryggen halvt til ham.
  "Det er noget kedeligt noget, Jazz. Du drikker dem bare op."
  Jastrau lo højt.
  "jamen det er noget kedeligt noget, Jazz." Og Kjær flyttede på sig, som om han havde kuldegysninger ned ad ryggen.
  "Portier!" råbte han pludselig.
  Portieren stak sin høflige moustache frem.
  "Kan de ikke sende en af piccoloerne hen til Bennett efter en billet til Berlin?"
  "Vil De rejse, hr. Kjær?"
  "Næ. gu vil jeg eh. Det var dog en uhyggelig tanke. Men jeg vil gerne have en sådan billet. Jeg samler på dem."
  Lidt efter stod en piccolo foran Kjær og fik instruksen og penge.
  Men da piccoloen skulle til at løbe, kaldte Jastrau ad ham.
  "Hvad er der nu?" spurgte Kjær gnavent.
  "Hør, jeg vil lige se de tikornesedler. Lad mig lige se. Det kunne være, de var flaske," udbrød Jastrau.
  Piccoloen rakte ham nølende pengene.
  "Er du gal?" udbrød Kjær og ville til at rejse sig.
 Mend Jatsrau sad med de brune tikronesedler i hånden. Han ville blot se dem. Det var de usle lapper, Kjær ikke turde betro ham. Skulle han rive dem i stykker? Og han stirrede og stirrede. Et hermeshoved i en oval. Og tre løver med kroner på hovederne.' 
  "Er du skrupgal?"
  Og med en træt bevægelse gav Jastrau pengene fra sig igen. 
  Kjær rystede på hovedet.
  "Er du ved at blive blød, Jazz?"
  "Jeg ville blot se pengene. Se pengene."
  "Nå!"
  Og lidt efter:
  "Kjær! Kender du det, at man en dag er i godt humør og så møder man en tigger med et hæsligt ansigt, hærget, et menneske, der virkelig lider nød, og så giver man ham penge - for at få lov til at glemme ham - for ikke at få sit gode humør ødelagt."
  Kjær rettede sig i stolen.
  "Du - du har nu - en egen nobel måde at sige tak på."

En egen nobel måde at sige tak på - er digtet også, ikke sandt?

Mads gav Yahya versalerne

Yahyas gode århusianske digterven Mads Mygind fortæller i sine rørende, informative mindeord i Information, at det (måske) var mødet med Mads Myginds 3 lange digte med versaler i samlingen Før vi har set os omkring, hvoraf det andet begynder sådan her (første linje er meget yahyask kropsforvredet, jf. Tue Andersen Nexøs nekrolog):

JEG SKRIGER GENNEM ORGANERNE FOR AT BLIVE HØRT
I DEN LYSENDE SKOV STOD JEG OG STÅR JEG OG SER UD OVER BYEN
JEG VENDER IKKE TILBAGE, JEG BOR HER
SVØBT I REGN OG BESPARELSER
STÅR JEG MED KAFFE OG POPMUSIK I ØRERNE
SYNG MED, SYNGER JEG
VELKOMMEN I REGNEN
VI DELER DET DELTE IMELLEM OS
FESTER TIL DET SIDSTE MENNESKE ER GÅET

der fik ham til at bruge versaler (snarere end Broby eller Strunge).

Mads i Inf: 

"Jeg mødte Yahya første gang 10. august 2011. Det var i et lydstudie i Rap Akademiet i Bispehaven i det vestlige Aarhus, og jeg var inviteret til at læse op og fortælle aspirerende rappere om digte samt give feedback på deres tekster. Hans rappernavn var Natteravnen, han spillede tre numre for mig, og vi snakkede dem igennem. Da jeg efterfølgende var på vej ud ad døren, henvendte han sig til mig: »Hey, jeg har også nogle rigtige tekster, gider du læse dem?« Formelt set var det prosa, men teksterne var så springende og sprængte, at der (mindst!) var tale om poesi. Vi diskuterede teksterne, og jeg forærede ham min bog Før vi har set os omkring, som var udkommet samme år. De tre langdigte midt i bogen kunne han godt lide, de står med versaler: »Engang skriver jeg en hel fucking digtsamling med versaler,« sagde han. »Ja, gør det,« sagde jeg, »gør det.« Og det gjorde han som bekendt, og Yahya og jeg blev venner. "

Mads citerer også fra en af de første tekster:  

»Måske svigter øjeblikket, forsvinder måske i fornuftige luftlag. Der er selvfølgelig ALTID lys forude, sommeren er på vej og alt muligt. Varm sommerdag, vinterens eskapader vil være glemt, tilgivet.« 

Teksten begynder:

»I er alle tilfældige, folk på en liste, perler på en snor, helte på havbunden, tabere i himlen. Uden for rækkevidde « 

Og slutter: 

 »Jeg er ikke meget for det, jeg er en idiot, jeg har ingen stedsans.«  

Og skriver om hans feedback- og skriveproces: 

"Han og jeg har flere gange måttet fortrække fra byens barer for at finde en stille baggård, hvor Yahya lige skulle læse et nyskrevet digt op fra sin telefon (og fordi han skulle ryge hash, de stærkeste joints jeg nogensinde har smagt). Når han havde læst, og det var tid til at rulle en mere, afspillede han enten klassisk musik, koranrecitation eller gangsterrap på sin telefon. Han var produktiv og skrev konstant noter på sin telefon. Mens han rullede, mens han røg, mens han talte."

SEKSLINIER

MÅNEDIGT

JEG VIL IKKE TILBAGE TIL MÅNEN
JEG STÅR I SKUDSIKKER VEST OG BOLLER DIG PÅ EN RASTEPLADS
JEG VIL HUSKES SOM EN AF DE MENNESKER
DER IKKE BLEV SLÅET IHJEL
FOR INGENTING
PÅ DEN HER JORD

Månedigt

Månen glemmer ikke Yahya.

Den er fuld af al hans lys i aften,

da jeg går hjem fra Dagli'Brugsen

med 1 liter sød og 1 liter skummet

Læseren Yahya - tre anekdoter

Apropos SAMLINGEN (YH' s samling af vigtige bøger)

Vennen Paul Smith fortæller i en opdatering:

"En af de sidste gange, jeg mødte Yahya, sad vi på en bænk med ryggen mod Domkirken. Så slap han for at se sig over skulderen.
Forinden bød han på kaffe og viste sine nyindkøbte digtsamlinger:
Fernando Pessoa, Sylvia Plath, Pablo Neruda og Inger Christensens ’Sommerfugledalen’. Sidstnævnte havde jeg ledt efter i årevis.
Yahya: ”K.F. Møller har endnu et eksemplar.”
Vi gik derhen."

Vennen Daud Aron Ahmed fortæller i en opdatering:

"Et af bedste minder om Yahya må være, fra 2017, da han i en brandert havde stukket mine højtelskede udgaver af "kongens fald" og "det" i bukserne mens jeg var på toilettet og de faldt ud da han rejste sig op."

Paul Smith fortæller yderligere:

"Under valgkampen læste Yahya sit langdigt ’Ode til Klaus Rifbjerg’ op, mens vi gik fra Domkirken til Banegårdspladsen.
På en fortovscafe spurgte Yahya: ”Nå, hvad synes du?”
”Utroligt. Det får mig til at tænke på et mix af Baudelaire, Rimbaud og med indslag af Allen Ginsbergs Hyl.”
Yahya så på mig: ”Bedre end Baudelaire…, men Rimbaud kan jeg gå med til. Han er virkelig fed.”
Vi fortsatte samtalen, og pludselig hørte jeg en livvagt sige til sin kollega:
”De taler om en engelsk digter, som også var maler…”
Vi talte om William Blake."

TILINIER

I DAG VIL JEG LADE VÆRE
MED AT TRÆKKE GARDINERNE FRA
JEG VIL SPISE MORGENMAD OG GÅ I BAD
DRIKKE EN KOP KAFFE OG NØJES MED EN SMØG
JEG VIL SKRIVE ET DIGT OG LÆSE I EN AVIS
OG EFTER LÆNGERE TIDS UBESLUTSOMHED
VÆLGE EN BOG FRA SAMLINGEN
MEN ET OPKALD FRA EN FÆTTER
OG JEG ER PÅ VEJ UD AD DØREN
MED HANDSKER I I LOMMEN OG VÆRKTØJ I TASKEN

(omsider dukkede debuten i al sin autentiske sorthed op i en flyttekasse med løse, ualfabetiserede bøger - apropos SAMLINGEN, fordi den jo netop har været nede fra reolen og blive brugt - indtil i dag har jeg måtte nøjes med den latterlige nisserøde julebogsudgave med kun et udvalg af digte)

ANTI-UAFVENDELIGHED

ikke en nekrolog - en kronologifornægtelse

Det var OK, at medier blev ved med at ringe dér torsdag eftermiddag og aften, fordi så kunne jeg forsøge at tale og tale og tale mig fra det urimelige og forfærdelige faktum, at Yahya var død. Og det, jeg igen og igen og igen forsøgte at sige og sige og sige, og som journalisterne kun fik med kvart og halvt var, at jeg ikke ville finde mig i, at det var skrevet  i stjernerne over Trillegården, at Yahya skulle dø ung, for det var skervet sort på hvidt OG MED STORE BOGSTAVER i hans digte, for den som kan læse - og der er meget jeg er elendig til i dette liv, men jeg kan godt læse - at der var talent til mange, mange, mange års crazy broget forfatterskab. I den ene avis siger jeg, at jeg glædede mig til , at han blev gammel og gråhåret og skrev en slægtsroman og i den anden avis, at jeg glædede mig til, at han blev gammel og hvidhåret og skrev vise sufi-digte. Og jeg tænker, at det er rigtigt nok, at han først skulle skrive slægtsromanen og så skrive sufi-digtene, og så måske efter sufi-digtene skulle han skrive et kort, symbolsk, no-inspiretet læsedrama. Eller hvad ved jeg! Mulighederne var legio, fordi talentet var umådeligt. Det var poesien og litteraturen han havde viet sig til, men for at blive virkelig fri i den, poesien og litteraturen, var han nødt til fucking alkymistisk at smede sit liv, den barndom, han var blevet katapulteret ud af, og den ungdom, der blev ved at eksplodere og implodere, til akkurat poesi og litteratur. I anden halvdel af debuten og hele nr. 2 løber han skrivende om kap med livet for omsider at komme foran og få ro og overblik, men det vil forbandet nok ikke lykkes, hvor meget han end besværger og vrænger ironisk og patetisk. Der er så mange forjættende sære og fine spor i nr. to af, at en ekspansion af rummet og udtrykket står og tripper; der er de koncise, skarpe portrætter af medfangerne i fængselsafsnittene, der er de danmarkshistoriske udsyringer i psykoseafsnittet ("Slumroyal"!). Det var helt klart planen for ham og med ham, at han skulle blive en rigtig nationaldigter, skrive et historisk, fandenivoldsk epos, der ville få Bjørn Nørgaards gobeliner til at blegne i afmagt. Lige efter den hårdkogte, personmyldrende kriminalroman, der ville give genren poetisk stil for første gang siden Dan Turèll. Og hvad ved jeg! Men jeg ved, at det ville og skulle og kunne blive til mere og videre og yderligere og endnu mere yderliggående. Fordi sproget og poesien og litteraturen ville ham, lige så meget som han ville sproget og poesien og litteraturen. Han optog alverdens dansk som en svamp og sprøjtede sirlig, excentrisk, præcis, legesyg, kraftfuld skrift ud. Og fordi han lige dér, når han skrev, lige meget hvad fanden der ellers pågik af flammende lort, var suveræn, og vidste og glædede sig ved, at han var det. Det var uafvendeligt, at han skulle skrive, og at han skulle skrive ting, der ville vare og vare og vare, det var ikke uafvendeligt, at han skulle dø, inden han overhovedet var kommet i gang for alvor. Nr. to skulle være broen eller tunnelen måske snarere til de nye ting, der skulle ske, den skulle ikke være det sidste, forpulede kapitel af bare to (uforlignelige). Jeg husker de to oplæsninger på Bogforum. Den første triumferende anmassende  i 2013 på Gyldendals stand med Hassans Preislers elektroniske ledsage-musik på en konkurrerende stand som afmægtig muzak under den rullende, taktfaste torden fra Yahyas strube. Den anden indædt hvirvlende på Gyldendals stand i 2019, mens jeg løb rundt med min søn, der havde fået fingre i en reklame-ballon med pind, to balloner med pinde vist faktisk. og publikum omkring mig stod og blev synligt berørt af at blive erindret om, hvor vild mandens poetiske karisma og power dog var og blev. Vi stødte ind i  Yahya, Cecilie og jeg, dér i 2013, i døren til Bella Center, og han var så sød og sjov og cool, så prinseligt sikker på og kun den mindste smule måbende over, at han var blevet den stjerne, som det altid var meningen, han skulle være, og som det altid var meningen, insisterer jeg på, at han skulle være blevet ved at være, på gedigen, betydelig livstid. Det var aldrig meningen, at han skulle dø purung. Det var meningen, at han skulle skrive sig tudsegammel. Det er skammeligt og for galt og kriminelt begrædeligt, at han ikke er her mere.

Rim om Y

YLLE, DYLLE, DOLLE
TRE SMÅ LODNE TROLDE
GIK PÅ JAGT MED VANTER PÅ
FOR AT SKYDE HVAD DE SÅ. 
YLLE SKØD EN KAFFEKANDE. 
DYLLE SKØD EN STEGEPANDE. 
DOLLE SKØD EN KASSEROLLE. 
YLLE, DYLLE, DOLLE.

Passende ord med Y

Ypperlig
yderliggående
yndefuld (jo!)
ytringsfrihed

En sang der begynder med Y

Hvordan man udtaler Yahya

- fra opdatering med gammel tale fra hans ven og valgkampagnechef Paul Smith:

"Min tale, da Yahya Hassan fik Under Maskens kulturpris i 2015:
Kære YACHIA – ja, jeg har forsøgt at lære at sige dit navn korrekt.
Du siger, at konsonanten H skal udtales som en hund, der hiver efter vejret."

YH - The Lost Poems

- eller lost og lost, de indgår i håndskriftantologien 101 danske digtere. En folkebog, 2014, der også var udstillet inde på Det Kgl. Biblioek - men digtene er aldrig blevet opsamlet andre steder, og sikke en vild, kantet, krattet sejlende skrift:

JEG DRATTER
                        I SØVNEN
DRØMMER OM AT MYRDE
ELLER MYRDES
MEN JEG VIL VIDNE

MED ÅND I KROPPEN
ELLER BEVDSTHED
UDEN KROP

I HELVEDE SYNKER
DU DYBERE END AFSTANDEN
MELLEM ØST OG VEST
FORBANDER FAREN
SKÆNDSLEN
DEN VANTRO EDDERKOPPEKUJON
FRAFALDEN I LYST
I NAIV IDYL BAG SPINDELVÆVET
ANTIIMMUN
OG LUNEFULD
AF BEGÆR OG GERNINGER
FRISINDET I HABITATET
MEN SYNLIG FOR EN FRELST HÅND
FATWAFINGRE FRA FJERN
FEJER DEN FRIE VILJE AF VEJEN
FAREN TRÆKKER TIL DET MUSLIMSKE LAND
MED UBEVIDST AFKOM
OG INDFORSTÅET KONE

YAHYA HASSAN
DEN VANTRO

FEMLINJER

FAR MIN UFØDTE SØN

JEG SPILDTE TYVE LITER MØRKE
OG EN BARNDOM OP AD VÆGGEN
EN STENALDERHÅND EN PAPERBACK-KORAN
MÅSKE VILLE JEG HAVE ELSKET DIG
HVIS JEG VAR DIN FAR OG IKKE DIN SØN