Idapoetikken

(vi så Svanesøen i aften - og wow, hvor det gik)

rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og
rundt
og

Elfenbenstårn i Hellerup nu!

Gentofte Kommune har modtaget 1,5 milliarder kr. i arveafgift fra boet efter Mærsk McKinney Møller. Jeg foreslår som borger i kommunen, at de 500.000.000 bruges på et mindst bogtårnshøjt ELFENBENSTÅRN placeret oven på Gentofte Hovedbibliotek, lavet som en kopi af TATLINS berømte, aldrig byggede revolutionstårn, men af ÆGTE ELFENBEN; en rask razzia-runde gennem kommunens villaer vil helt sikkert skaffe rigeligt med byggemateriale, ingen levende elefant behøver at lade livet. 100 eksemplarer af hver eneste fremtidig vigtig, dansk poesieudgivelse skal opkøbes og placeres på reoler og i pæne bunker i elfenbenstårnet. Kun elfenbenstårnets 5 øverste etager vil være beboelige og skal huse 5 vigtige digtere (og deres familie) i 5årige interval, kun en eneste forpligtelse skal påhvile digtene: at vinke ud af vinduet 5 minutter, hvilket ikke er kort tid, prøv bare, hver eneste dag på et tidspunkt efter poetisk forgodtbefindende. DEAL!?

Kan Skt. Tove D godt være racistisk og præcis på samme tid?

- og spørgsmålet er jo oplagt at rette til fx n-ord-udstreger Mette Moestrup og Tove-fanclubformand Olga Ravn; ville/burde disse linjer urettet og ucensureret  kunne trykkes nogen steder, fx her på en blog -

fra digtet SELVPORTRÆT 4 (om en gammel kone der husker fejl om Tove som lille) i Tove Ditlevsens (skrapt gode) digtsamling De voksne, 1969

Jeg husker ikke
min barndoms
gamle kone
de voksne var ens
som negre og
uden alder.

Det er klart nok en racistisk idé/figur/virkelighedsaflæsning, at sorte, modsat hvide, ligner hinanden og flyder sammen, sort i sort, men vel også en fænomenologisk sandhed, at sådan kan fremmed racialitet opleves i sin skræmmende/fremmedgørende fremmedhed, forskel = enshed til forskel fra egen vældige diversitet, og vel ikke mindst en BARNLIG på samme tid indlært racistisk idé og (bl.a. derfor) fænomenologisk oplevelse, og er de linjer ikke faktisk antiracistiske ved deres kidnapning af den racistiske læsning, de HVIDE voksne som dem der er ens, og omvending af sædvanlig racistisk børn/voksen-figur, her de voksne som sorte, børnene som hvide og er det ikke først og fremmest en total SAND barnlig oplevelse,at de voksne (ud over den nære familie) opleves som være én masse nøjagtigt som den racistisk indlærte/fænomenologisk fremmedgjorte oplevelse, og den sandhed er vel, rent kunstnerisk, ikke racistisk og ville også være urpræcisere, kunstnerisk, uden det barnlige/fortidige (Tove var barn i 20'erne) n-ord, IKKE SANDT!!?? 

Det er ikke en pligt IKKE at lade være at holde kæft

En forfatter
er ikke
forpligtet 
til at sige
en skid
nogensinde
om noget
som helst
til nogen
som helst,
en forfatter
er forpligtet
til at skrive
gode bøger,
mindst én og
helst flere,
men hvis 
en forfatter
siger ja
til engang 
at sige
en skid
til nogen
om noget,
er han og
hun forpligtet
til at nægte
at tale om
andet end
sin gode
bog (jeg
er i denne
sammenhæng
ligeglad med
de dårlige
forfattere,
de kan tale
om lige
hvad de vil,
bare jeg ikke
behøver at
høre på det)
som en bog,
der er 
et stykke
litteratur
og ikke en
mening eller
en følelse
eller et 
privatliv
eller en
livsstil,
det synes jeg
i hvert fald.

Det er IKKE synd for forhv. genier

HVIS DET IKKE 
ER SYND FOR OS,
DER ALDRIG 
HAR SKREVET 
OG ALDRIG 
KOMMER TIL 
AT SKRIVE ET 
GENIALT VÆRK, 
AT VI IKKE HAR 
OG ALDRIG 
KOMMER TIL, 
OG DET ER JEG 
HELT MED PÅ, 
AT DET IKKE ER, 
ER DET TIL HVER 
EN TID SLET 
IKKE SYND 
FOR DEM, 
DER RENT 
FAKTISK HAR 
SKREVET ET
ELLER SÅGAR 
FLERE, AT VI 
DERFOR SKUFFES 
BETYDELIGT,
NÅR DE SKRIVER 
DET, DER ER 
RINGERE END 
GENIALT, HVILKET
SAGTENS KAN 
VÆRE GLIMRENDE 
NOK, HVILKET 
BARE IKKE ER 
GODT NOK,
NÅR DET GENIALE
HAR VÆRET PÅ
BORDET, HVIS 
VI ANDRE 
ALDRIG-GENIER 
IKKE  SKAL FÅ 
BETYDELIGT 
ONDT AF OS SELV, 
NÆGTER VI 
AT YNKE 
FHV. GENIER, 
VI AGTER AT
STIKKE TIL 
DEM TIL
EVIG TID
ELLER
INDTIL DE 
SAMMENBIDT
ELLER UD 
AF DET BLÅ 
ATTER OPFØRER
SIG GENIALT

Den fuldkomne begynder - Tomas Tranströmer 1931-2015

Afsnittet om Tranströmer i Poul Borums Poetisk modernsime, 1966:

Tomas Tranströmer befinder sig i den mærkelige position at være en svensk klassiker, skønt han i dag kun er 35 år og har en minimal produktion bag sig - hans tre digtsamlinger, "17 dikter" (1954), "Hemligheter på vägen" (1958) og "Den halvfærdige himlen" (1962), rummer i alt kun 52 digte, men disse digte er således blevet lovsunget for deres fuldkommehed, at man næsten har glemt deres væsentlighed. Tranströmers poesi har virkelig hvad der skal til for at gøre en klassiker, det fuldendte, det nødvendige, det bestandigt nye.

Jag spelar Haydn efter en svart dag
och känner en enkel värme i händerne.

Tangenterna vill. Milda hammara slår.
Klangen är grön, livlig och stilla.

Således begynder "Allegro", med denne anden "den anden enkelhed" som Bonnefoy taler. De to digtere har meget andet til fælles, først og fremmest en ny "gestaltpsykologisk" opfattelse af den poetiske metafor, der hos franskmanden rendyrkes i en absolut uvirkelighed, medens Tranströmers metaforchok har en imponerende anskuelighed, tordenvejrsagtigt. Og billedet af lampen er fælles for de to digtere, som når Tranströmers vidunderlige "En mand fra Benin" - et digt om et fotografi af et afrikansk bronzerelief der forestiller en portugisisk jøde - lader denne jøde til sidst i digtet få stemme, "genfødt i metallets race":

Ja är kommen för att möta
den som höjer upp sin lykta
förr att se sig själv i mig

Denne direkthed, som ikke er dokumentarisk, men kunst-gjort, er det stærke og samlede indtryk af denne digter, af hvem vi endnu kan vente os mange mesterværkers ro og uro.



- titeldigtet fra 1962-samlingen, oversat af Peter Nielsen:

DEN HALVFÆRDIGE HIMMEL

Modløsheden afbryder sit løb.
Angsten afbryder sit løb.
Gribben afbryder sin flugt.

Det ivrige lys strømmer ud,
selv spøgelserne tager sig en slurk.

Og vore malerier kommer for en dag,
vores istidsatelierers røde dyr.

Alting begynder at se sig omkring.
Vi går i solen, hundredvis.

Hvert menneske en halvåben dør
der fører indtil et rum for alle.

Den uendelige jord under os.

Vandet lyser mellem træerne.

Søen er et vindue til jorden.

WA's Dr. Hip Hop: Rasmus N!

Cool hyring i WA Kultur:

Yndlingsdigteren Rasmus Nikolajsen!

som en eller anden form for forhåbentlig fast musikanmelder. I dag tager han sig ekvilibristisk kvalificeret af Kendrick Lamars nye plade - anmeldelsens anden halvdel:

The Blacker the Berry', samt numre som ' Institutionalized' og den elegant plottwistende bollesang ' These Walls', hvor henført sex flettes ind i et hævnmotiveret bandeopgør, er også komplekse selvopgør med dele af gangsta-mentaliteten. Et opgør, der jo ligger i forlængelse af Lamars musikalske bevægelse væk fra Compton. Mit gæt er, at den enorme popularitet, som To Pimp a Butterfly allerede har mødt fra både publikum og anmeldere, bl. a.skyldes, at der er noget universielt ved sådan en sprængning af selvets kokon.
Alligevel er det vildeste ved To Pimp a Butterfly Lamars polyfone rap, der holder sammen på den rigt flaksende produktion.
Albummet indeholder relativt få gæsteoptrædener (mest prominent er en afdød gæst: Lamar har ladet sig klippe ind i et gammelt svensk radiointerview med 2pac himself ). Til gengæld synes Lamar at have adgang til et uudtømmeligt arsenal af stemmer i sig selv. Der er ikke tale om det typiske hiphop-rollespil, som man kender det fra f. eks. Eminem, og som ofte har noget klovnet over sig. Det virker, som om Lamar ubesværet aktualiserer lige præcis den stemme eller stemning, øjeblikket kalder på. Han vrider på stemmebåndet, som man drejer på en knap, og straks fremkaldes i nummeret ' u' en selvhadende, nærmest grædende Lamar-persona.
Eller, i den anden ende af skalaen, på nummeret ' i', en selvberuset og overstadig Lamar. Eller læg mærke til, hvordan grandma ved hjælp af en præcist afleveret hæshed, som en skygge i stemmen, får taletid på ' Institutionalized'.
Ligegyldigt hvilken retning Lamar går på To Pimp a Butterfly, virker rappen særdeles vedkommende og for real.



- Rasmus susende ind i sin nye kritikerkarriere

Og Hvedekorn og Hvedekornsoplæsning

Jeg er ikke for fin til at omtale Hvedekorn her.

Nr. 1, 2015, udkom i går

og i aften klokken 20 hos Rosinante & Co, Købmagergade 62, læser følgende fabelagtige bidragydere op:

Bo hr. Hansen

Anne Mari Borchert

Maja Lindberg Schwaner

Nathalie Nystad

Johanne Kirkeby

Leif Achton-Lynegaard

René Jean Jensen & Martin Larsen (som DUO - eller faktisk TRIO med Johs. V. Jensen, som, så vidt vi foreløbig ved, er et no show!)

- og her et digt af debutanten Anders Gamst Skov, født 1998, der stadig går i skole i et jysk mørke, som jeg var nødt til at cutte i sidste øjeblik pga. pladsproblemer (men bare rolig, HAN blev ikke cuttet, han har 5 andre digte med), så det er et genuint bonustrack;

-->

kigger ud over sporadisk beplantning

igen

månelyset er det nye alter!

beklædt i top fra tip til tå

og begreber som tumultarisk trummerum

bevæger natlampen monstrøsitet

over overskydende ord i sætningskonstruktioner

hen til hovedgære

hen til verden omgivne verden

bevægelig som dem på druk og dem på dans

gennem natten som en vigende ungdom

en hårgrænses berettigelse

kommende ingenting

ser på huse bevægelige

på at vælge dem at vælge dem fra

jeg kunne bo i en lever

i en sommers dyrekrop

at misforstå som dyre krop

jeg kunne sidde derinde

stormstille

med hår som korte bælter

jeg ville lave mit eget system

systematiseringen af væsker

af produkter og affald

at det er det samme

i solsortsorte skyer

det hele er det samme

der er kun samme

og sneen er kvalmende hvid

- forside ved Andrea Lind Valdan, der også står for billederne indeni:

Gak hen og gæk!

(fra Bibelselskabets hjemmeside)

Send gækkebreve med vers af Lisbeth Smedegaard Andersen og Lars Bukdahl

 

Nu er det tid for gækkebreve og prikker, der stikker. Bibelselskabet giver dig her mulighed for at sende gækkebreve med gækkevers af Lisbeth Smedegaard Andersen og Lars Bukdahl

Af Thilde Thordahl Andersen  18-03-2015

Gækkebrevets historie

Traditionen med at klippe et kunstfærdigt gækkebrev, dekorere det med vintergækker og gækkevers samt underskrive det med prikker, er en gammel dansk skik, som især var populær i 1800-tallet.

Gækkebrevet minder om bindebrevet, som var almindeligt i Danmark i 1600-tallet og et par hundrede år frem. Bindebrevene var flot klippede breve, som blev sendt til venner og kærester med gåder og uden afsender. Brevet var desuden bundet med en meget tynd tråd, som modtageren af brevet skulle forsøge at løsne. Lykkedes det ikke, skulle modtageren holde en fest.

Læs meget mere om gækkebreve og påske i Den Store Påskebog.

Vintergækkerne knejser ved siden af de små, gule erantis, og fuglene er så småt begyndt at synge deres forårssang. Vi går imod påsken, og det betyder, at det er lige netop nu, man skal fatte saks og papir og klippe gækkebreve til dem, man holder af.
Traditionen for gækkebreve er lang og stammer fra 1800-tallet, hvor blandt andre H.C. Andersen slog sig løs med smukke papirklip.
På det hjemmeklippede gækkebrev skriver man traditionelt sjove gækkevers, og ud fra dem skal den heldige modtager gætte, hvem afsenderen er. Og det er ikke for sjov – der er nemlig et påskeæg på højkant!

Her får du nye gækkevers digtet af forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen og digter og litteraturanmelder Lars Bukdahl, som du frit kan bruge i dit gækkeværksted.
God fornøjelse!

"Nu knager hjertets vinterrødder
men se, jeg fandt en vintergæk!
Den stod som spor af englefødder
og lyste bag en tjørnehæk.
Nu løber den med bud til dig
fortæller påske er på vej"
- Lisbeth Smedegaard Andersen

"Gækkende er
jeg af grin
flækkende
knækkende,
sprækkende,
lækkende,
ud over alt
blækkende"
- Lars Bukdahl

"Vel er det koldt! Med rim i alle haver,
men der er små erantis overalt.
De står som solksinskor med grønne kraver
og leger verdens lys og jordens salt.
Stå lidt og lyt, la’ vær’ at gå forbi!
De øver sig på påskens melodi
om bondeblomster, der fra landsbyhave
stod op som håbets lys på vintrens grave"
- Lisbeth Smedegaard Andersen

"Det er ikke sådan at bare
at narre
en ægte påskehare"
- Lars Bukdahl

"To så
en vintergæk med
sko på.
Den tog benene
på nakken
og løb væk over
kælkebakken.
I hvilken bogstavelig sæk
er den nu helt blevet væk?"
- Lars Bukdahl

"Det er ikke svært at gætte,
at jeg ikke er Rødhætte.
Det er lige så nemt at gennemskue,
at jeg ikke bærer en nissehue.
Og det er da helt godnat
at se mig med en cowboyhat.   
Ka’ en kasket sig' båt?
Kalot?"

-   - Lars Bukdahl

"Hemmeligere end hækkeløb,
særere end sækkeløb
er, 3, 2, 1, et gækkeløb"
- Lars Bukdahl

"Bliver du ved med at plage,
kommer du selv til at bage
din påskeæggekage."
- Lars Bukdahl


"Gok!
Mit
gæk
gik
helt
gak!"
- Lars Bukdahl

Læs mere om gækkebreve og påske

Bibelselskabet har udgivet Den Store Påskebog, hvor man kan læse meget mere om gækkebreve og lære om påskens budskaber. Køb bogen her.

Der er forskel på gentagelser, der ER forskel på gentagelser

Dette skal ikke være kampagnekritik, og jeg vil slet ikke terrorisere på det tætte venskab mellem Kirsten Hammann og Helle, hvilket jeg heller ikke tror, jeg kan, men Hammans bemærkning i Bernaise-interviewet:

Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet -

kan jeg lade gå ukommenteret, især ikke når min anmeldelse af Alene hjemme, Hammanns nye roman, turnerede meget om gentagelse som en dårlig ting, men der er forskel på gentagelser:

Helle bevarer og forfiner en distinkt yderliggående, på samme tid cool og poetisk, helt personlig stil, samtidig med at hun kompositionelt, i (de)monteringen af tekstspor og kronologi og plot, underfundigt eksperimenterer.

Hammann, hvis Bruger De ord i kaffen? besværger gentagelse som dæmoni (Vinkelvirspøgelset), gentager i den nye roman for anden/tredje gang sig selv i en afdynamiseret og afironiseret, professionel og pletvist vittig/fyndig, men aldeles uforhekset udgave af en oprindeligt ironisk/parodisk mimet normalstil, og nu helt uden kompositionel kreativitet (1 synsvinkel (med alm små-flashbackeri), 1 kronologi).

For der er forskel på gentagelser.

Ja, der er forskel på gentagelser.

Den deprime historie om lysten der blev job, nuet der blev plot

TIL HELT ÆRLIGT SKRÆK OG ADVARSEL!

(transskriberet efter Martin Kongstads interview med Kirsten Hammann i Bernaise er dyrenes konge, link til hele udsendelsen her):

Arbejdet er slet ikke så dejligt mere som det var i starten. Det var virkelig virkelig dejligt at skrive, da jeg var ung. Jeg kunne rigtig godt lide det. Det var det bedste i hele livet. Det var leg og det var frihed, og jeg ville smadre ting, og jeg ville lave noget nyt, og jeg ville bygge nye ting op. Jeg kunne sidde til langt langt ud på natten og arbejde med ord. Jeg startede jo også som digter, så det var meget jeg var nede i sproget, virkelig at træne og øve og uden at vide, at det var det, jeg gjorde, ligesom når du har en violinist eller musiker, der skal øve sig de dér 10.000 timer eller et vist antal år, det skal en forfatter jo også, men det var jo ikke noget, jeg tog som en træningstid, for det var jo en fryd uden lige - at kæmpe med sproget og se, hvad det kunne.
(PAUSE/SUK)
Desværre har jeg ikke mærket den glæde i mange år. Det er blevet mere
(Kongstad: professionelt?)
et arbejde, ja. (et slags snøft) Og det har selvfølgelig også noget at gøre med, at der er kommet nogle forventninger, både fra mig selv til mig selv, men også at andre har forventninger ... nej, det er bare noget med at være ung og skulle indtage et helt nyt land. Man aner ikke, hvad man kan, og der er heller ikke nogen, der ved, man findes.
Kongstad: Det, der så driver dig nu, det er jo ikke som om, du ikke har lyst til at lave det du laver mere, er det så delvist det du gør, og så delvist, at du skal tjene nogen penge?
Ja, det er et spørgsmål om også at tjene penge. Nu er det jo bare et arbejde, og nu er jeg blevet 49, så det er ligesom også en skæbne, eller det er ligesom det, det er blevet til. Jeg kan jo ikke lige pludselig lave noget andet. Jeg k a n ikke andet. For det første kan jeg simpelthen ikke andet, jeg har ikke nogen uddannelse. Nå men, så har jeg også den dér forpligtelse, synes jeg, overfor mig selv og overfor de evner, jeg nu engang har, og alt det, jeg har trænet op, og det talent, jeg jo så har, at selvfølgelig skal jeg gøre det. Jeg skal passe mit arbejde. Men det er desværre nok det, der fylder mest.
Selvfølgelig har jeg en form for ungdommelig drøm med at, åh, jeg kunne skabe det, eller, tænk, hvis jeg kunne skrive den og den bog. Men der er jeg desværre blevet så klog, at alle dine drømme, de klasker fuldstændig til jorden, når du kommer på papir. Det er jo noget af det vilde, man opdager, når man har skrevet flere og flere bøger, det er, at jeg tænker, næste gang, næste gang, der skriver jeg noget helt andet. Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet (...)
Men jeg er også begyndt at forestille mig noget mere normalt og skriver mere normalt i gåseøjne end jeg gjorde før. Det er jo ikke fordi, jeg først nu har lært at arbejde med plot, jeg var jo direkte modstander af det ved alle mine første bøger. Jeg syntes, det var totalt snyd. Jeg syntes, at det var totalt latterligt, at lave kloge bøger og film, hvor man gik kronologisk frem, og hvor de kunne reflektere midt i handlingen, mellem replikker kunne de tænke. Jeg var meget mere interesseret i, hvordan føles det at leve nu. Jeg ville væk fra hele historierammen, fordi jeg opfatter ikke, at når vi lever vores almindelige liv, at vi har en historieramme. Vi har jo ikke en fortæller. Vi lever jo ligesom i det skridt, vi tager nu. Og det var det, der interesserede mig at bruge litteratur til. Så det var mit mål dengang, at prøve at gøre det meget 1:1 på det lige nu levede liv. (...)
Kongstad: Men hvad var det, der gjorde, at du begyndte at bruge en mere traditionel måde at fortælle på?
Måske bare fordi jeg havde fået nok af det. Jeg havde fået lov i en tre-fire bøger at være vild. Nu var det vildt for mig at skabe nogle rammer, fordi dem havde jeg ikke haft. Så det var den næste nye udfordring for mig - og kæmpe med noget, man ikke er vant til. Og for mig ville det være spændende om jeg kunne nedlægge det dyr også.

(men hvem nedlagde hvem tydeligvis? - bemærk også at KH taler i nutid om hendes ungdomsprojekt og -poetik: jeg opfatter ikke ..., bemærk i det hele taget entusiasmen i fortidsomtalen og resignationen i nutidsomtalen, and weep, bloglæsere, men gør det konstruktivt)

Kritikere på film (er der for få af)

1.
Terence Stamp som New York Times' kunstkritiker John Canaday i Tim Burtons undervurderede Big Eyes forholdende sig forrygende foragtfuldt overfor de storøjede malerier, hvilket provokerer Christoph Waltz' Walter Keane - der NB ikke har malet malerierne, det har hans kone, Margaret, men han har taget æren, så reaktionen er ikke ridderlig, men tyvagtigt forfængelig - til at angribe kritikeren med en gaffel: sådan vil jeg gerne tage mig ud, når forfattere går amok med deres bestik, og pagajer:



2.
Filmanmelderen Roger Ebert i dokumentaren Life Itself, kan streames på Netflix, som dels er en bevægende beretning om en ubændigt skrivende, dødssyg mands sidste tid og dels et helt straight og underholdende biografisk portræt af en kritiker, der blev en celebrity I KRAFT AF sin kritik, især i duo-form på tv med bedstevennen og -fjenden Gene Siskel i evige dueller på thumbs up eller down - hvorfor i alverden er det koncept aldrig, med nogen kunstform, blevet kopieret på dansk tv? Her anmelder de Blue Velvet, og det er ikke Roger, der har ret denne gang:

Yin/yangtitler

poesi vs. prosa, bl.a,

UKENDT UNDER SAMME MÅNE (SUT)

vs.

ALT UNDER MÅNEN (VOETMANN)

Fiktiv, men eksemplariskere, parallel mail

(og urealistisk, dato/ugedagsmæssigt: at komme i forkøbet havde ikke ladet sig gøre (medmindre WA udsendte en særudgave, det gør vi for lidt!) - MEN BORTSET FRA DET)

Kære (WA-Bøger-red.) Johannes

Jeg kommer lige fra møde/middag med Kritikerlavets bestyrelse, hvor vi nominerede Per Aage Brandts digtsamling Tidens tand, mørkets hastighed, Maja Lee Langvads hybrid Hun er vred og Harald Voetmanns roman Alting under månen til Kritikerprisen. Nomineringerne er ikke offentliggjort endnu, og SKAL VI IKKE KOMME lavet I FORKØBET og anmelde Brandts fremragende digtsamling, hvilket vi nemlig har forsømt, denne fredag, så vi kan fremstå omtrentligt tjekkede, i stedet for at stå med håret i den kritiske postkasse.

kh Lars

Punchlinen til den vittighed, Johannes Møllehave, efter at have taget afsked 1 gang, fortalte mig i dag i Mikkel Bryggersgade

HVORDAN 
VIDSTE 
HUN
AT 
JEG 
VAR
MØBELSNEDKER?

LARS BUKDAHL VIDERESENDER FORTROLIG MAIL TIL KRITIKERLAVETS BESTYRELSE!

(Birgithe Kosovic blev i torsdags ekskluderet fra Dansk PENs bestyrelse, fordi hun havde videresendt en mail stilet til bestyrelsen til netværket Fri Debat - Mads Brügger rapporterer kosteligt om PEN-mødet i AK 24syv, link her (6 minutter inde ca.): sikke dog hyklerisk klynkende magbrynde (Kristina Stoltz trygler Kosovic om at gå selv, så hun, Stoltz, kan skånes for hjertesmerten i at stemme for eksklusionen ...)

Hej,

Mai Misfeldt (mai@maimisfeldt.dk) har inviteret dig til at deltage i Doodle meningsmålingen "Generalforsamling".

Mai Misfeldt siger: Vi skal lige have fundet en dato til Kritikerlavets generalforsamling. Hvis I synes, vi skal begynde kl. 16 eller 16.30 må I gerne anføre det også. Jeg regner med at det kan være på Information, som vi plejer, men det finder jeg ud af, når vi har datoen.

Prosa lige så lovende som holdende

Og her er et tekststykke fra den pågældende roman, som jeg skrev af til dig i går i ren læsefryd, og romanen er, kan det afsløres, Ina Munch Christensens debut Nielsine, der udkommer på fredag, og som du kommenterede (efter du havde kaldte stykket fint og fantastisk - nemlig!): "rart at der er en udgave af den "tematik" der beviser sit værd IKKE som tema men som text"; og den dér på 6 linjer fra nu af udødeligt uhyggelige udlejer: 

Ligesom da hun boede på kollegie, drømte om at bo i lejlighed med Elise, være fri for kravet om fællesspisning og rengøringsdage, ikke at behøve gå rundt med paranoide forestillinger om at når hun kom hjem, så havde nogen fået ransagningskendelse og endevendt hendes værelse, for at se om det ikke skulle være hende der havde stjålet bestikket, være angst for at blive smidt ud og blive hjemløs, ligesom hun, da hun havde lejet et værelse, drømte om at bo på kollegium hvor hun ikke delte køkken og badeværelse med en mand der stank af røgelse og gik meget sært, med underlivet skudt frem og armene dinglende, ansigtet udtryksløst indtil han fik sine ideer om indbrud og tyveri. Hun havde forestillet sig overskrifterne, pige parteret af paranoid udlejer, det var efter han havde skældt hende ud for at have venner på besøg der stjal i hendes stue, selvom hun ikke havde haft nogen gæster, og hun hørte ham råbe for sig selv, ting som for sent og aldrig dig selv når du ryger og mord og forpulet teenager, forpulede kvinder og løgnere. Og ligesom hun, da hun boede hos sin far, drømte om at bo et hvilken som helst andet sted med hvem som helst andre end ham og slippe for at blive råbt af hele tiden, og ligesom hun, før det, boede hos sin mor og drømte om at bo hos sin far for at komme ud af provinsen og ind i større mangfoldighed og ikke bo med moren der bekymrede sig om hendes rygning og sovevaner, at bo hos faren, kunne være ligesom at bo alene, tænkte hun.

Hvad hedder dit kapitel?

Jeg kan rigtig godt lide kapiteloverskrifter, hvis altså den pågældende roman er rigtig god. Og det er den, jeg lige har læst og skal anmelde, og her er de første 6 kapiteloverskrifter - ud af i alt 18 (et godt kapitelantal også, synes jeg pludselig, i en 170 sider kort roman). Det er enormt gode kapiteloverskrifter, men det kan sagtens være, at jeg ville synes noget andet, hvis romanen var rigtig dårlig (jeg tror også, jeg rigtig dårligt kan lide kapiteloverskrifter, hvis den pågældende roman er rigtig dårlig - det er et stærkt, men totalt kvalitetsrelativt synspunkt, som så mange af mine synspunkter; jeg har, mere fascistisk, svært ved at finde forfattere sympatiske, som jeg ikke finder talentfulde (mange, men ikke SÅ mange, undtagelser her ... ca. lige så mange talentfulde forfattere er usympatiske)):

Taske
Diktat
Bird (tidligere)
Andreas
Leslie (endnu tidligere
ASS

Ung anmelderhyring 5 (lost i Tunedal)

JEG DØMMER STIME! Nu har Kristeligt Dagblad hyret Martin Gregersen, der i nogle år har ageret akademisk pr nr. 7 (de skrev bl.a. forfatterskolebog sammen) med Tobias Skiveren, hyret af Jyllands-Posten. Hans første bog er en svær én, svenske Jenny Tunedals Kapitel 1, som to andre af de unge hyringer, Mikkel Krause Frantzen i Politiken og Linea Maja Ernst i WA (og Victor Ovesen på litteraturnu - og jubeloldingen Jørgen Johansen i Berlingske) allerede bravt og oprigtigt har knækket deres halse på - det kommer lidt til at ligne en kritisk kvind/manddomsprøve, og ikke mindre kvalificeret ruller Martin G sit anmelderhoved mod de komplekse kegler - her begyndelsen på hans lovende begyndelse:

Svenske Jenny Tunedals lyrik har knaster, men er oftest vellykket
Er det muligt at skrive om livets store eksistentialer uden at forfalde til floskler og almindeligheder? Kan det overhovedet lade sig gøre at frembringe tekster om ensomhed, længsel, død og kærlighed uden at forsumpe i poesibogens banaliteter?Svarene på disse spørgsmål er meget ofte benægtende. Ikke desto mindre har den svenske digter Jenny Tunedal dristet sig til at behandle netop sådanne emner i sin anden udgivelse, "Kapitel et", der oprindelig udkom i 2008. Og resultatet er faktisk for det meste vellykket."Kapitel et" kan kaldes en poetisk afhandling, der fra forskellige vinkler og med forskellige udtryksformer (digtets, prosaens, dagbogens, brevets, filosofiens) forsøger at indkredse aspekter ved ensomheden; dens årsager, virkninger og beslægtede tilstande. Men modsat den akademiske afhandling, leder man i dette værk heldigvis forgæves, hvis man er på udkig efter et konkret svar, en klar definition. Teksterne er langt fra forklarende og argumenterende, for, som det meget rammende lyder, "Ensomhed undviger definitive definitioner".

Bue spænder Vita nova

Bue P. Peitersens blog er stadig en af de generøsest spruttende bestyret af en betydelig digter; kun Ursula Andkjærs og Birgit Munchs kan konkurrere lige nu - slet ingen af de unge (ikke nødvendigvis af dem selv) såkaldte internetdigtere kan skære senneppen.

Lige nu fungerer Bue-bloggen i høj grad oversprings-poetologisk grublende og undersøgende i forhold til et work in progress (men tjek også serien af taleboble-oplæsninger). Særligt knækprosa/bekendelseslyrik/antiæstetik har bloggen adresseret, og jeg vil gerne fremhæve de både personlige, skarpsindige og rent bogstavelige/formelle læsninger af Vita Andersen (især) og Bo hr. Hansen og senest Lola Baidel. Her er den første Vita-post fulgt af en manipuleret Gajolæske:

Virkeligheds-markører i digte

1. Slåfejlene

Vita Andersens slåfejl i Tryghedsnarkomaner (1977) er temmelig effektive ift. at sige "virkelighed", ikke mindst fordi de accelererer markant, når man kommer hen imod slutningen, som om der lige skulle bankes et par digte mere ind i manus og ud i verden.

Det er en vigtig ting, og jeg håber ikke, de har rettet det i den senere udgave, men det har de garanteret:

”måske skulle hun tage et bad
smøre sit hår ind i smahpoo
fyldt med vitaminer og proteiner
og ganske langsomt
lade sig glide ned
under det varme vand
og så det overstået
for dem begge”

2. Inkonsekvens

En anden virkeligheds-markør er inkonsekvensen i brugen af små og store bogstaver, nogle digte har stort begyndelsesbogstav, andre har ikke. Det virker utjekket og fint, og netop ikke som kalkuleret sjusk.

3. Manglende tegnsætning

Jeg ved ikke rigtig med den manglende tegnsætning, måske er det redaktøren, der har fået den ide, det er, som om det er lidt for påtrængende, altså en lille smule fikst/udvendigt, i hvert fald når man begynder at tænke over det. Tanken er selvfølgelig, at det bare skal køre derudad, sådan helt nøgent og uprætentiøst, og ja, jo, det gør det vel også på en måde, det er nok bare mig, der efterrationaliserer.

4. LDB-creme

LDB-creme er helt klart dronningen af virkeligheds-markører, og jeg har aldrig før set den i et digt, men jeg kan huske den forfærdelige duft + emballage fra min farmor, og det er fedt nok, at hun tager den med ind i bogen, som noget, der står og blinker på en både fin og træt måde.

5. Dedikationen

”Til Jannick” står der forrest i bogen, og det er en af de ekstra-litterære (hedder det ikke det?) ting, der ligesom kan forankre bogen i noget virkeligt, men den kan også lukke luften ud af det, og jeg ved ikke helt, hvilken effekt den har her. Jo, måske er den fin nok. Er det Jannick Storm? Har han været en skurk?

6. Kolofonen

I kolofonen står der bl.a. ”Bogen er skrevet på IBM skrivemaskine”, hvilket også er godt nok og lidt lo-tech, tænker jeg (selvom det sikkert var meget normalt på det tidspunkt).

7. Stort forfatterfoto på bagsiden + biografiske facts

Her er forfatteren, sådan ser hun ud, bang, og hun har bl.a. ”været i en bank, læst til skuespillerinde, arbejdet et år i Grønland, været på en lakridsfabrik, arbejdet som servitrice, gik på studenterkursus fordi hun ville læse film på universitetet, blev ikke student, men kom på kontor og ind i et ægteskab i stedet, og blev så skilt og ansat i et rejsebureau, og i en bank igen, osv.” Det lidt ironiske svækker det en smule, man skulle selvfølgelig have lavet det helt skrabet og nøgternt.

8. Minus makeup

Ja, ja, det upyntede sprog: Vi kigger os ikke i spejlet, før vi går ud i verden, siger digtene, og det tror man nok næsten på, men måske kan det også blive lidt for nøgternt, altså som om det netop er en neddulning frem for noget "naturligt". Og på den anden side er det måske faktisk fedt nok, at der næsten er en overgjort træthed i sproget, som om hun griner lidt fra bagsidefotoet.

 

afrim/pårim

Vi er netop blevet færdige med at afrime fryseren, ligesom konfrontationsmodernisterne omkring 1960 omsider fik afrimet den danske poesi, hvor rimene meget som i vores fryser sad som store, grimme, grimede klumper af is og fyldte det hele (ikke-rimende digtere var rent faktisk undtagelsen frem til 1960, jf. bare Hvedekorn). Men det er jo på den anden side heller ikke sjovt med en helt nøgen fryser, det er fint med bare enkelte pårimede istapper, de første originale kom med Laugesens og Turèlls rim og remser og Høecks og Inger C's systemdigtning og et hel ny muterende overmund af vampyrtænder fremkom og er blevet siddende grinende med RAPPEN naturligvis, men med al den gode plads til alskens poetiske frysevarer.

Og her er Nordbrandts isnende sonet i flammer, igen fra Ormene ved himlens port:

Væmmelse ved rim

Obskøniteten ved det som ligner:
Et rim, der minder om at noget var
lige ved at være, og velsigner
denne næstenhed. Som stod der et kar

boblende, fuldt af indvolde og slim
på alteret, for det som skal komme.
Er forberedt. det jamrer som et rim.
Netop det rim. Ekko af det tomme.

Hvor jeg hader det: Fotografiet
af det som var dødt et sekund efter
de selvskabte, usynlige gæster

som suger af det. sengen med liget.
Jeg vil ikke have det galehus her.
Mig selv, lagenet og de kolde tæer.

21 årigt cv

med egne ord, fra Henrik Nordbrandts første optræden i Hvedekorn (desværre ikke hans debut, den fandt sted i Vindrosen få måneder før - suk!) i nr. 1, 1966:

Vinteren 1964-65 kunsthøjskolen ved Holbæk, hvor han under Poul Borums kyndige vejledning øvede sig at opspore og ihjelslå metaforer, hvad der har været ham (H.N.) til megen gavn. Debut i Vindrosen efteråret 1965. Medvirket i eksperimentet POEX. Studerer undertiden v. Københavns Universitet, for øjeblikket stud.mag.fil.

- og et af digtene fra det nummer, han kan også godt skrive om december:

Dcmbr

alting fryser
varmen drypper
ud af spektret
sådan som
ordenes bløde dele
forsvinder
og december ligger
akvamarin
på tungen
sådan

dcmbr

Næsten en mester - Nordbrandt 70!

Jeg har engang siddet på knæ foran Henrik Nordbrandt på Andys Bar og forsøgt at forklare mig, og jeg har i vild lettelse drukket mig fatalt (for det næste interview) fuld i hvidvin efter et ikke-katastrofalt interview med digteren i Bogforum, som jeg havde været totalt rædselsslagen for. Jeg kan aldrig blive totalt og overordnet fan, det fanger han mig for lidt til inderligt og yderligt, men jeg kan sagtens være målrettet digt- og bogbeundrer, og de 3 bøger, jeg har været gladest for og gladest for at anmelde, og nok fordi de til min overraskelse tillod mig at beundre dem helt rent og heftigt, er digtsamlingerne Ormene ved himlens port og Drømmebroer (indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris) og erindringsbogen Døden fra Lübeck (det var den jeg interviewede ham om i Forum); her er med stor respekt for hans nyklassisske umiskendelighed og hans urolige ubehag ved samme et grande TILLYKKE. Næsten en sonet betitlet "Næstenhed" fra Ormene ved himlens port:

Det er netop denne næstenhed der er så virkelig:
Selve havet ligger næsten kun et hav fra havet
og stenen, kun et stenkast fra den søndag
hvor vi drev ned ad floden i en rådden pram.

Og bogstaverne på stenen staver næsten navnet
på én der lagde min skjorter sammen
og gik langs havet i en blomstret bomuldskjole
og næsten ikke. Og netop det og næsten ingen
har været der, hvor alle altid står og ser.

Det er denne næstenhed, der er det virkelige
sted, hvor lyset fejler, når det stråler klarest:
Som at folade, når man ved, man næsten var dér
Det er netop denne næstenhed, der bliver.

- Og ud af bogen fløj Poul Borum anmeldelse af bogen i Ekstra Bladet:

Næste år er det tredive år siden den 21-årige Henrik Nordbrandt udgav sin første digtsamling. Han var mesterlig lige fra starten og har været det i alle bøgerne, selv om man må indrømme, at han ofte er forfaldet til at skrive 'typiske Nordbrandt-digte' - man kender ligesom stilen for godt, og hans tematiske spændvidde og tankekraft kunne ikke måle sig med den konstante sproglige oplagthed.
  Men i den nye digtsamling, hans tyvende, er der kommet noget nyt til: en stor sorg. det er sorgen over en elsket kvindes død, der brænder. Et sted får man at vide, at det er næsten fire år siden hun døde, og man syens ligefrem man kan mærke, hvordan denne død først har fremkaldt en stor stumhed, som ordene nu gennembryder og befrier.
  Ormene ved Himlens Port - bogens titel er et Wallace Stevens-citat - er en nøgen og gribende bog af stor skønhed, som man føler trang til at sammenligne med Ole Sarvigs sidste store digtsamling, salmerne, om samme tema. Hvor underligt, at sorg kan give livet mening.

Der er ingen metafor på dig

Det er i dag, ser jeg, 25 år siden, Sinead O'Connor sendte mesterværket I Do Not Want What I Haven't Got på gaden indeholdende megahittet Nothing Compares 2 U, der jo er et cover af en Prince-sang (typisk Prince-stavning med 2 & U) - som hvis den unge Kirsten Hammann havde lavet et vredt, sorgfuldt cover af et obskurt FP Jac-digt fra fx Vi vil overdøve skammen - for et par timer siden hørte jeg sangen på min iPad ude i køkkenet, mens Sinead på videoen stirrede tårevædet op i loftet:

1 dags-udvalg af glemteste

Arne Herløv Petersen har i dag på sin FB-profil optrykt to hårdt forrygende tekster, en kronik og et læserbrev, af Tove Ditlevsen, der åbenbart ikke er at finde i det nye Gyldendal-udvalg af "glemte tekster", som ifølge AHP mestendels indeholder allerede bogopsamlede sager (og som anmeldes i Inf. af Solvej Daugaard med en sund skepsis overfor Sort Samvittighed-forglitringen: "Med lange øjenvipper og sorte strømpebånd sat sammen med hvide brudeslør, indskriver de Ditlevsens persona i en luder-madonna-dikotomi, som jeg, hverken i hendes dæmpede fysiske selviscenesættelse eller i teksternes følsomme og råt humoristiske selvfremstilling oplever, at hun placerer sig i. I mit hoved er Ditlevsen hverken en Blixen, en Brøgger eller en Beyoncé og bruger faktisk, hvis man sammenligner med den gennemsnitlige visuelle iscenesættelse af kunstnere i dag, i befriende lille grad den seksualiserede, tilgængelige kvindekrop i sit kunstneriske udtryk."). Læserbrevet, trykt i Politiken, er skrevet i anledning af rygterne om sammenhængen mellem hendes selvmordsforsøg i 1974 og tildelingen af Akademiets Store Pris til Sven Holm; meget apropos mit ønske nede i kommentar-snakken med Peter Laugesen om at kende arkiv-"sandheden", hvis en sådan findes, om den manglende Pris til TD:

En skamplet på dansk journalistik

Endnu ikke hjemkommen fra hospitalet erfarer jeg, at der i mit fravær har fundet en vis tankevirksomhed sted i nogle ellers ret så tågede journalistiske hoveder, og at resultatet af denne anstrengelse er blevet en besynderlig historie om mig, akademiets pris, Sven Holm og Karl Bjarnhof. Lad mig da slå fast, at Det Danske Akademi aldrig har interesseret mig mere end neglen på min storetå, og at jeg heller aldrig har fulgt med i disse årlige 1. prisuddelinger, der synes at beskæftige så mange mennesker. Jeg havde, før jeg foretog mit livs mest alvorlige og i hjertets stilhed længe forberedte handling, ikke hørt en lyd om, at jeg denne gang. skulle have været ærens genstand.
Heller ikke vidste jeg, hvilken af mine kolleger der i år havde modtaget prisen.
Den plumpe og frit opdigtede historie trækker min handling og motivet til den (som for en gangs skyld ikke angår offentligheden) ned på så tarveligt et plan, at der for bestandig ville gå noget i stykker inde i mig, hvis jeg ikke protesterede.
Da jeg for nogle år siden indrykkede en ægteskabsannonce i dette blad, erfarede jeg for første gang, at der var dukket en ny form for journalistik op, dyrket af en helt ny type journalister, der udmærkede sig ved ikke at kunne skrive, samt ved en total mangel på begavelse, fantasi og humor. Det gør de stadig, men bevægelsen er siden blevet befriet for det famlende og amatøragtige, der prægede den i starten. Dengang hæmmedes og besværliggjordes den endnu af visse hensyn i retning af at få de skandaløse afsløringer bekræftet af ofrene selv, før de bragtes ud til alt folket. Det gør den ikke mere. Er det ikke muligt at ryge offeret ud af hulen, griber man et par løse ender fra et par endnu løsere rygter og brygger af det en drink, der ikke er for sarte ganer, men ligger lifligt på tungen hos alle dem, hvis tankegang er lige så lav og beskidt som revolverjournalisternes egen. 'Kendte personer’ er blevet et jaget og. forsvarsløst folkefærd, der ikke er fredet på nogen tid af året eller nogen time i døgnet. Jeg har længe vidst, at Billed-Bladets journalister mister den sidste svage rest af menneskelighed, når de vejrer liglugt, men først nu ved jeg, at utøjet har bredt sig til BT og dagbladet Aktuelt. Jeg skylder sandheden at sige, at mange hæderlige journalister i sine dage skammede sig på hele standens vegne og i stedet for natlige iltelegrammer til et menneske, der stadig lå i respirator, sendte blomster og gode breve. Alligevel forekommer det mig, at der i disse år er sat en skamplet på dansk journalistik, som det vil blive vanskeligt nogen sinde at få fjernet.

Tove Ditlevsen

Priskriminalisering

De Gyldne Laurbær gik i år til Sara Blædel, der skriver kriminalromaner, og dem har jeg engang læst en af, som var noget værre hø, litterært set, men hallo, det er De Gyldne Laurbær, de går alt andet lige til forfattere af bestsellere, og vi skal bare være glade, når forfatteren en gang i mellem, som senest Helle Helle, også er en god forfatter, og ligeglade, når hun og han ikke er. 

Dan Turèll-Medaljen blev i dag på Vangede Bibliotek, der huser, Turèll-samlingen, tildelt Jesper Stein, der også skriver kriminalromaner (og litteraturstof i JP (og er søn af den legendariske nyrkritiker Finn Stein Larsen og bror til den dialogiske litteraturprofessor og KD-lyrikanmelder Peter Stein Larsen), og det gjorde Dan Turèll jo mildest talt også, så det er i princippet helt i orden og i bedste stil, og jeg kan rigtig godt lide det vilde, akkurat Turèllske stræk fra sidste års medaljemodtager, ærkeavantgardisten Rasmus Halling Nielsen, til den bestsellerforfatteren Jesper Stein, som jeg altså bare ikke har læst nogen bøger af, og det burde jeg måske se at få gjort, nu han tillige er nomineret til Berlingskes og bibliotekernes Læsernes Bogpris, ellers vil jeg heller ikke kunne hævde, at Dorph & Pasternak, hvis Tal til mig jeg med en lang, tilfreds udånding netop har afsluttet, ville have været det rigtigere valg; det er klart nok ikke totalt usandsynligt, at andre end D & P og Susanne Staun (HOV! det sejeste valg under alle omstændigheder! DT var også retskrivningsfreak)) kan skrive litterær værdifuld romanspænding - hans seneste roman, Akrash, koster 99 kr. som e-bog, ser jeg, det er halvt så meget ca., som jeg betalte for den seneste Jussi; den eneste danske skønlitteratur, jeg betaler penge for, er kriminallitteratur i i e-bogform, rimeligt nok!

TILLYKKE til his freund's ven (vejrtrækningens ridsede ritual)

nemlig Dan Turèll, der ville være blevet 69 i dag - og jeg er lidt ked af, at jeg netop i dag halvskændes med DT's ven Peter Laugesen (nede i kommentarsporet om tildelingen af Kritikerprisen til Harald Voetmann), og meget ked af, at DT's ven Asger Schnack stadigvæk nægter at kommunikere med mig, på Facebook, men sidst jeg tjekkede (til Stine Pilgaards bogreception) også i virkeligheden, når vi nu ikke mindst har vores umådelige DT-beundring til fælles, den beundring, der i dag har bevæget Asger Schnack til, for tredje gang på sit tredje forlag, at udgive Dan Turèlls lille, varmt sølverne hæfte Live-Showe Feed Back (og jeg foretrækker klart Peder Bundgaard tyste S/H-forside på Swing-udgaven fra 1976 frem for det krattede Kirkeby-cover på Bebop-udgaven og den hvidgrå, uniforme bogstav-omslag på Asger Schnacks Forlag-udgaven). Hæftet handler nonchalant og målrettet om Alting og indeholder "5 sæt af Bøgernes Bog": "Af Bevidsthedens Bog", "Af drømmenes Bog", "Af Kønnets Bog", "Af Stoffernes Bog", "Af Arbejdets Bog" og er ret præcist uundværlig. Her er to tekster fra "Kønnets Bog" apropos den kønneste, jeg ved:

Første gang jeg så hende var det i en enorm spisesal med over hundrede mennesker. et hav af ansigter. Jeg kom lige ind og så en forvirrende, en kaotisk mængde af borde, tallerkener, stole, ansigter, munde, knive, ruder, ben, farver - kom lige ind, og mine øjne landede (uvilkårligt, eller tiltrukket af strålinger man ikke har navn for) lige på hendes ansigt op imod en af væggene og blev stående dér, vibrerende i det punkt. Jeg har aldrig, jeg har stadig ikke sét så bløde øjne - så mærkelig, bundløst bløde øjne. Jeg sagde ingenting. Jeg gjorde ingenting. Jeg blev stående som lammet, og så. Jeg ved faktisk stadig ikke, hvordan jeg kom videre.

Jeg har aldrig ligget så godt som op mod din krop, aldrig kunne hvile sådan noget andet sted. (...) Som om din krop netop var den der kunne transmittere en altopslugende ro, en lykkelig ikke-væren, ved helt at passe sammen med min, ophæve den ved sin blotte væren, som ingen anden - Sådan, at den tilstand af befrielse vi ellers knepper os til var der så snart vi nærmede os hinanden, gik ind mod hinanden - en ellers glemt fornemmelse af fuldkommen absorbtion, fuldkommen ligegyldighed over for alt andet end vejrtrækningens ridsede ritual og hudens opflammende lugt af hud, bare hud og ikke nogen eller nogles hud, en "overjordisk" hud som andre i øjeblikke og glimt givet mig fornemmelsen af (og jeg dem?), men som altid bare var der når vi lå sammen eller gik sammen eller spillede bordtennis eller delte kroppe på enhver anden måde.

Tillykke til HIS FREUND

Peder Bundgaard, verdens bedste digter-brander, fylder 70 i dag!

TILLYKKE

Foreverware

Jeg går dagligt forbi Tupperwares DK-hovedkvarter, der ligger lige her overfor, ud mod Bernstorffsvej, og i dag kom min spindevævsbefængte hjerne omsider i tanke om den episode i den fine, tidlige 90'er-kultserie Eerie, Indiana, den allerførste faktisk, instrueret Joe Gremlins Dante, der tager den logiske, gotiske konsekvens af Tupperware-konceptet og -ideologien, og selvfølgelig fandt jeg den på et øjeblik på YouTube, episoden, enjoy:

Tidslinjebrud

Herligt fuck-you 

(helt anden ting: jeg har tænkt på, om man i 1989 sagde så meget fuck/fucking, i DK, som personerne gør i Dorphs og Pasternaks Tal til mig!!?? eller var det bare mig, der ikke gjorde det, dengang, hjemme i Århus!?)

til de etik-bekymrede og timeline-mistænksomme The Jinx-skeptikere - og politiet! - fra Nicole Cliffe, her slutningen:

But Nicole, what if law enforcement and the justice system fail in their appointed rounds once more, and Robert Durst goes free bc blah blah chain of custody blah blah something?

Television has ensured that we will at least know that Robert Durst is a murderer. That is a great gift! As someone who would prefer not to be murdered, I like knowing that people are murderers, so I can avoid them. Do you remember when the incompetent buffoons of the LAPD failed to put OJ Simpson behind bars? Happily, Television made sure we all knew he was a murderer, and so he has been prevented from murdering anyone else to this very day, however much he may want to. I wouldn’t get into an elevator with OJ Simpson, because of Television. He will not be able to murder me. This will also be the case with Robert Durst.

But Nicole, they played fast and loose with The Timeline!

Here are the only timelines that matter:

The Timeline of The Jinx

1. Filmmakers make a documentary about Robert Durst.

2. During the making of this documentary, they tirelessly pursue evidence ignored or overlooked by the original investigators and manage to solve the case of Susan Berman and almost-solve the case of Kathie Durst while also entertaining the nation in a wildly-enjoyable six part series.

3. Durst is now in jail and unable to murder anyone unless normal law enforcement and the justice system manage to fuck it up again.

The Timeline of Normal Law Enforcement

1. The police fail to stop Robert Durst from murdering anyone and do absolutely nothing for decades and decades.

2. Durst dies of old age, probably having murdered a fourth person along the way, because he’s a murderer.

THE END

Spoilologi (tilegnet Josefine Graakjær: DET ER NAVNET PÅ KÆLKEN!)

New York Times' "Public Editor" Margaret Sullivan tager alvorligt stilling til NY SPOILERTEKNOLOGI apropos The Jinx:

Updated. For some of those enthralled with HBO’s documentary series “The Jinx,” the Sunday night news alert from The Times was the very definition of a spoiler.

Leaving nothing to the imagination, it read: “Breaking News: In Documentary, Robert Durst Says He ‘Killed Them All.’ ” And it linked to a just-published Times article about the high drama moment in the final episode of the six-part series, which had just aired. The real estate heir at the heart of multiple murder investigations had muttered some words, recorded on audio, that seemed to be a confession. The day before, in real life, that suspect, Robert Durst, had been arrested on a murder charge in New Orleans.

On Twitter and in my email, there was outrage, particularly from West Coast viewers who hadn’t even had a chance to watch the finale.

In this eerie convergence of police news and popular culture, where many weird questions arise, do these viewers have a point?

The Times’s Metro editor, Wendell Jamieson, told me The Times was on solid ground here because the show had aired.

“We published the story as the credits rolled,” he said, and that was when the news alert went out as well.

“This was news, and it would have been tweeted all over anyway,” he told me. “There’s a competitive element to this; it would have made no sense to hold back.”

(...)

Spoiler. I have no problem with The Times publishing an article that appears as the credits roll and in promoting that article. But in its breaking news tweet and especially in the “push alert” that flashes across your phone, a different issue arises. It’s worth thinking about.

I discussed this Monday with Emily Nussbaum, The New Yorker’s television critic, who has written perceptively both about “The Jinx” (managing, in the current issue, to write something that holds up, despite its being published before the arrest and possible confession) and, years ago, about spoilers. In an email, she put it this way:

The problem with the ethical line on TV spoilers is that, as William Hurt’s character puts it in “Broadcast News,” “They just keep moving the little sucker.” Every time the digital options shift, a new etiquette pops up. With push alerts, personally, I do see the problem, which is that there’s no way for subscribers to “opt out” — especially if the spoiler is in the headline. So for viewers, it’s like some guy throwing your window open and shouting, “Rosebud is his sled!” even if it’s justifiable as news.

So, yes, by all means report the news. Obviously, that’s the priority here. But given the unavoidably in-your-face nature of a “push alert,” a warning and some less specific wording could have eased the pain of “Jinx” devotees who didn’t see the show in real time.

Ulykkesfuglen. En sonet (REDHOT THE JINX-SPOILERALERT)

af Robert Durst

There it is. 
You’re caught. 
You’re right, of course. 
But you can’t imagine. 

Arrest him. 
I don’t know what’s in the house. 
Oh, I want this. 
What a disaster. 

He was right. 
I was wrong. 
And the burping.

I’m having difficulty with the question. 
What the hell did I do? 
Killed them all, of course.

(= hans sidste ord i enrum på badeværelset i sidste uudholdelige episode i HBO-doku-serien The Jinx - og hvis I ikke har set den, SE DEN, men glem sonetten, jeg sagde jo, det var en spoiler!)

VOETMANN VINDER! HARALD HERSKER!

Kritikerprisen 2015 går til
HARALD VOETMANN
for romanen ALT UNDER MÅNEN -*

TILLYKKE!
SÅ
EKSTREMT
FORTJENT!

And i just goet to show, hvor præcis timet Kritikerprisen er og bliver (i modsætning til fx bare Akademiets håbløse Store Pris (avispriserne sammenligner vi os virkelig ikke med, og Montanaprisen er sådan en lidt anstrengt cool nevø), der sidste år gik til Knud Sørensen og endnu ikke er gået til Helle Helle, der fik Kritikerprisen for 10 år siden, Harald får den MÅSKE om 30 år)!

Et klip fra det prisværdige værk (og helt duksedjævelsk kommer HV med endnu en roman her i foråret, der ser mindst lige så fantastisk ud ud: "Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede") - og selvfølgelig er skidtranden en allegori på den voetmannske skrift:

Jeg sprugte denne dreng, der agerede portvagt, hvorledes Mester Brahe kunne arbejde i sit observatorium, når det var overskyet og næppe ville være muligt at få øje på en eneste stjerne i nat, og han sagde, mens han med dolkespidsen udgrov en (viste det sig, øjensynlig til hans glædelige overraskelse) helt sammenhængende rand af skidt fra under venstre tommel på sit bløde og sværtforståelige tyske, at hvis junkeren ikke gik til observatoriet i nat, ville han holde sig til sit laboratorium, hvor han heller ikke måtte forstyrres. Herefter nappede han skidtranden af dolkespidsen med slikne læber og kiggede et øjeblik på mig med dyb uoprigtig beklagelse i blikket og hovedet let på skrå. Der er intet, jeg kan gøre for Dem, sagde han, bortset fra at ønske Dem en god nat.

* (pressemeddelelse)

Kritikerprisen for 2014 tildeles: Harald Voetmann for romanen Alt under månen (Gyldendal)

Harald Voetmanns roman Alt under månen udspiller sig på øen Ven (Hven), som Tycho Brahe fik stillet til rådighed af kong Frederik II i 1576, og hvor han opholdt sig på sit Uranienborg og i observatoriet Stjerneborg frem til 1597.  Som forgængeren, romanen Vågen fra 2o10, er den en fortælling om menneskets trang til at udgrunde verden, til at forstå, hvad det er for love og kræfter, vi er underlagt. Man genkender den Voetmannske tone, den eminente musikalitet, hvor vokalerne spiller på alle sprogets toner, og ikke mindst vil man genkende beskrivelserne af menneskets kødelige væren og åndelige begrænsning, de præcise og udpenslede beskrivelser af kroppens væsker, af mørket indeni, og den evindelige menneskelige dårskab. Alt under månen er en roman om mennesket i al sin komiske ynkelighed, sat i en perfekt lille scene på den tågeindhyllede ø. Et syrebad af vilde billeder, en hylende morsom, grotesk og ravnsort kommedie om menneskets fysiske og åndelige begær, storhedsvanvid og lidenhed, som hverken er blevet større eller mindre siden dengang Uranienborg knejsede på Ven.

Modtageren af Kritikerprisen udpeges ved urafstemning blandt medlemmerne af Litteraturkritikernes Lav. Årets øvrige nominerede var Per Aage Brandt for digtsamlingen Tidens tand, mørkets hastighed (Basilisk) og Maja Lee Langvad for vidnesbyrdet: Hun er vred (Gladiator)

Sidste års modtager af Kritikerprisen var Niels Frank for romanen Nellies bog (Gyldendal).

Prisuddelingen finder sted torsdag den 16. april 2015 kl. 16.30

i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. 

 Alle er velkomne

Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede. - See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/syner-og-fristelser#sthash.K8xOBxnP.dpuf

Syner og fristelser følger benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på to rejser: fra klosterets spisesal til dets sygefløj og fra Himlens rosenby til Helvedes smedjer og bordeller. I følgeskab med et lam og en kolerisk ånd ser han de frelstes fornøjelser og de dømtes pinsler, han hører om Himmelbyens Narrefest og ser tarmtapetet blævre over Vævertorvet i Helvede. - See more at: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur/syner-og-fristelser#sthash.K8xOBxnP.dpuf

En kriminalroman kan godt have stil og vid, tænk engang!

Hvis den altså er skrevet er Christian Dorph og Simon Pasternak, og nu læser jeg bare Tal til mig, læser, læser, læser, lige meget hvad jeg ellers skal forestille at lave, af anmeldelser af færøske digtsamlinger og DR2-interviews om olie i litteraturen og SAGER, og gør det med en uforfalsket føljetonglæde - over både det påhitsomt plottede (!!!!) flow, de kulørte, genstridige personer og de gale, skægge detaljer - som jeg nu omstunder ellers kun kender fra forbandede tv-serier, lige nu House of Cards som (for længst ) alle andre og lige før The Americans (gefundenes fressen for de 2 krimidrenge, den burde de virkelig være på: KGB, in the suburbs, in the 80's).

Hvordan i alverden kan milliardær-dilettanten Jussi Adler-Olsen overhovedet leve i det samme genre-KOSMOS uden at dø af, hvis ikke kunstnerisk, så bare håndværksmæssig skam!!??

Bare 2 gloriøse sætninger på den allerførste side:

Hele den grå garde af sværbebrillede tølpere, Honecker, Krenz, Schabowski, og hvad de hed, var der stadig.

Han havde været for hård ved Inger, da hun kom hjem fra læseklubben og ville fortælle om Mikkel Ib, eller hvad han hed, og han hellere ville se fjernsyn.

- klip fra Gy-interview med Pasternak:

Det var Dorph der førte mig ind i skrivningen – og det var en stor ting at få hul på det. Jeg har siden skrevet romaner og film selv og også arbejdet sammen med andre, men der er noget særligt ved samarbejdet med Dorph, der gør det har holdt så mange år. Selvom vi kan irritere hinanden grænseløst, er vi enige om, hvad der virkelig holder. Og så er det sgu meget sjovt, at vores bøger ikke ligner noget vi skriver hver især. De har deres egen tone – og hvem har skrevet den? Chrimon?«

Man mærker, som hos rapgrupper som Malk de Koijn, at, før de vil more læseren, vil de more og overrumple og imponere HINANDEN.

Jeg læser, læser, læser bare videre, har lige nydt ondt portræt af Frank Aaen i Dronningens Tværgade ("den fede smilerynke om munden") og pinligt (givetvis Dorph-autofiktivt) teeenage-flashback til cello-konfrontation med distræt Per Nørgaard ("han humpede sig igennem soloen, og Nørgaard havde siddet med et kosmisk smil")

Findes der en mindre virkelig genre end kriminalromanen?

Jeg kom forbi Gentofte Bogmesse på Gentofte Hovedbibliotek, fordi jeg skulle LÅNE NOGLE BØGER, og mens jeg ledte, og mens jeg ventede på, at bibliotekaren kom tilbage fra magasinet (75 % af de bøger, jeg låner, befinder sig dér), og da jeg vendte tilbage til disken, fordi mit høje bødebeløb forhindrede mig i at låne, hørte jeg en kriminalromanforfatter fortælle om sit kriminalromanforfatteri, og igen og igen sagde han ordet 'virkelighed', og ikke en eneste gang markerede han gåseøjnene, og ikke en eneste gang fik han massive Robert Durst-agtige tics af ikke at gøre det, hvilket forekommer mig som en næsten overmenneskelig præstation - prøv selv, efter mig:

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

virkelighed

AAAARRRGH!
BLINK BLINK BLINK
"""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
"""""""""""""""""""""""VIRKELIGHED"""""""""""""""""""""""""""
"""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""""
BLINK BLINK BLINK
AAAARRRRGH!

Rappenskralden fra det ydre rum

Inge Eriksen 1935-2015

Jeg har ikke læst Inge Eriksen-romaner nok, og jeg er bange for, at de, jeg har læst, er de forkerte, og mon ikke hendes monster-ambitiøse rumoperaer får et comeback en af dagene, men jeg stødte ind i hende flere gange back in the day og kunne godt lide hendes cool og principielle hidsighed og ærgrer mig gul og grøn over, at jeg ikke har bevaret den liste over anbefalelsesværdig og uundværlig science fiction, hun skriblede ned på vistnok Hald Hovedgaard (eller var det Rungstedlund?), da jeg afslørede min totale genreuvidenhed.

Det federe symbol (er en kokset hoppeborg)

Det er jo ikke fordi symboler (eller allegorier) er forbudt, men fordi de har en tendens til at blive tunge, abstrakte klicheer, som storm og stormskader - i det næstesidste afsnit af den gode, kriseramt midaldrende HBO-komedie Togetherness har Amanda Peets Tina et forfærdeligt besvær med at få pustet en hoppeborg op, hvilket klart nok er et symbol på det frygtelige besvær, hun har med at få sit liv (som hoppeborgs-udlejer og næsten-40-årig hot single, der bor hos sin søster) til at hænge sammen, og det er et for fedt symbol, fordi det er så heftigt, barokt og HUMORISTISK konkret og opleves (af mig - andre kan have stødt på hobbeborgs-symboler før) frisk og ubrugt - for en autonom symbolisme!:

Fedt nok konkret

I min anmeldelse af Katrine Grünfelds roman Stormskader i WA Bøger i fredags klager jeg (via et sjovt billede i et interview (storm med ravkæder)) over, at symbolikken overtrumfer og går forud for konkretionen (både primært-realistisk og sekundært-metaforisk), og den klagesang fastholder jeg, men Lilia Munks Rösings 4 hjerter-anmeldelse i Politiken citerer et billede (parallelt med mit interview-eksempel), der sgu er fedt nok konkret, og som jeg for skams skyld vil re-citere her:

De dage, hun er med (familien  ude i verden LB), indtræder en døsighed, som når man går ind i en bank og bare må sætte sig ned i en af stolene beregnet til gangbesværede

Tillider

Det er så mærkeligt og forskellig med med ens tillider. Adda Djørups nye bog, en digt-indrammet novellesamling, Poesi og andre former for trods, havde jeg (dømt ud fra min læsning af hendes tidligere bøger, især fra nr. 2 og frem - nr. 1 er og bliver da vist meget fin) ingen synderlig tillid til, og selvom den blev voldsomt rost af blandt andet Erik Skyum i Information og Lilian Munk Rösing i Politiken (5 hjerter) og Line Maja Ernst hjemme i WA bevarede jeg min skepsis, troede simpelthen ikke anmeldelserne over en dørtærskel; jeg er ikke helt sikker på, jeg præcis forstår formuleringen af - omsider! - en skepsis i Victor Ovesens litteratur.nu.dk-anmeldelse, men jeg nærer tillid til den: 

Novellerne er effektivt struktureret. De korte plots genkommende figur er, at de tilforladeligt realistiske karakterer overmandes af mental ubalance og reagerer udad på radikale måder, f.eks. en læge, der valfarter mellem togperroner for at græde ud. En småkriminel langturschaffør, der lader sit eget korthus vælte. Titlens ‘trodsformer’ må vel læses som et fællesskab mellem det egensindige og det afsindige. Et kreativt galskabsmoment, der slår flænger i den ordnede virkelighed. Så selvom teksterne fungerer, står jeg lidt af på den måde Djørup administrerer sin tematik. Hun sigter ikke som sådan efter at anråbe en eksistentialistisk højdeskræk – karaktererne er ligesom bare fra den, patologisk. Og i stedet for så at motivere sammenbruddene æstetisk, at lade dem udmønte sig i vildskab i skriften, bliver galskaben mobiliseret som narrativ drivkraft – og endemål. Men hvorfor det? Når vanviddet sådan iscenesættes med sentimental fortrydelse eller fandenivoldsk fryd, sidder jeg tilbage uforstående over for den i bedste fald vage omsorg for de karakterer der skal martres. Og over, hvad der manifesterer sig i disse ‘former for trods’ – andet end provokation af det normale.
Tag f.eks. novellen ‘Helvedes gratier’, hvor en dygtig, men oversensitiv kunstvæver er i langsom bedring fra et sammenbrud. I sin bedring lader hun sig flyde i en slags middelmådighed. Midt i en efterårsfarvet sommerhusidyl får hun så et tilbagefald og ser pludselig kitschede gogo-dansere. Det føles på én gang sorgfuldt og småperfidt, det fremskrevne sammenbrud smager af psykologisk voyeurisme. I så fald er det en galde, jeg vil nøjes med at betragte gennem det glas, der stilles foran mig – og høfligt afstå fra at sluge.

Helt omvendt med Kamilla Hega Holsts roman På træk, der udkom i går og fik en rent positiv anmeldelse ved Nanna Goul i WA, en lettere skeptisk ved Lis Garsdal i Politiken og en stærk skeptisk ved Tue Andersen Nexø i Information. Holsts roman havde jeg stor tillid, og selv om jeg synes, både Garsdal og Nexø taler lidt rigeligt og unødvendigt om autofiktion (hvilket forfatteren meget selv er ude om: kort før udgivelsen skrev hun kronik om sin bogs nære mellemværende med virkeligheden), blev jeg modvilligt overbevist af Nexøs skepsis, ikke mindst fordi den var parret med en påskønnelse af og et stærkt blik for de særlige Hega Holstske kvaliteter, hvilket ærgrede mig enormt - men selvfølgelig har jeg et stærkt behov for at læse med egne øjne (det har jeg i langt mindre grad i Djørups tilfælde): 

Reelt zigzagger På træk afsted uden at lægge et ordentligt fokus. Midt i alt det andet handler den pludselig - og ret umotiveret - om Kayas familiehistorie, om oldeforældrenes og bedsteforældrenes og forældrenes rodede familieforhold. Hvordan de alle sammen mødte hinanden, hvordan der var i de forskellige barndomshjem, den slags. Skildringen af Kayas forhold til sine egne børn sitrer af en uforløst energi, men jappes meget hurtigt af i romanen. Til gengæld får vi scener fra den samme utroskab mindst fem forskellige gange. Reelt er pointen den samme hver gang, litterært set er det temmelig uøkonomisk - og føles derfor noget monotont, også selvom det lyder som om, Kaya har sig noget god og skyldbetynget sex. Og så hører man om livet i Thailand, uden at hverken læseren eller bogen egentlig interesserer sig for det. Så er der en mand dernede, der måske kunne være interessant, men På træk kan ikke rigtig tage sig sammen til at forfølge den historie. Der er alt for meget fyldstof og alt for lidt fremdrift, kort sagt. Man savner virkelig et greb, der kan give noget energi og fokus. Det er synd, især fordi Kamilla Hega Holst faktisk skriver en helt udmærket, realistisk prosa, måske ikke ligefrem skøn, men i det mindste uden klicheer og selvfølgeligheder.Og fordi hun er frygtløs i portrættet af sin hovedperson. Kaya er en hård, interessant skikkelse, fuld af ubehag og skam, både helt undselig og skrøbelig, nærmest livsuegnet, og fuld af en vild, ødelæggende energi.Der er en dump smerte i skildringen af skilsmissen og især årene op til den, i skildringen af et forhold, der ultralangsomt går i stykker. Det er virkelig fint at læse en historie om en familie, der falder fra hinanden, og hvor ingen er skurkene og ingen heller er andet end mennesker fulde af fejl. Man sidder og ønsker sig en bog, der bare holdt fast i det, et portræt af Kaya og Carsten og hvordan det gik itu for dem. Sådan skulle det ikke være.

Tredje bog er fjerde bind i Christian Dophs og Simon Pasternaks samtidhistoriske krimiserie, Tal til mig - og hvor ville jeg denne uge langt hellere have anmeldt Hega Holst og Dorphernak end, som tilfældet er, Tafdrup Jørgensen og Grünfeld - den skal jeg bare læse i en vis fart og vil jeg, lige meget hvad nogen siger, helt sikkert nyde i fulde drag, men jeg synes, Linea Ernst, hvis 2. læste krimi det er, siger nogle dejligt præcise ting om de kitschede og kunstneriske fornøjelser i duoens praksis:    

Det er også virkelig dejligt, at Dorph og Pasternak stoler på, at læseren godt vil være med til, at realismen skrider en gang imellem, så sproget kan flotte sig: »Hendes indre føltes som et stort spejl, som om hun var de her omgivelser, de her tage, tårne og kirker og kunne række ud og tage dem.« Til gengæld kom jeg til at grine ad det tegneserieagtigt hårdkogte sprog, når en politimand »griber knoglen«, giver vognen »fuld rulle« eller beskriver et skygget subjekt: »Lidt efter var han ude igen med en rullecigaret i flaben. Han fik ild på den og tog et hvæs.« Yes, politimester Striks. Det var en underholdt og anspændt fryd at læse den her plotdrevne omgang tjubanglitteratur, som både er omhyggelig med det historiske bagtæppe og fantastisk ligeglad med at leve op til nogen krav om sandsynlighed: Når forfatterne lader en død mand chokgenoplives med startkablerne fra en brun Ford Taunus, må man bare grine og overgive sig.

(men kuriøst, hvordan den sproglige/litterære kvaliteter kan opleves som direkte benspændende for den kriminalistiske effektivitet, Jesper Beinov i Berlingske: "Ingredienser som mord, opklaringsarbejde, intriger, voldsomme scener indgår ganske vist. Men der er en langt mere poetisk kraft bag Dorphs og Pasternaks prosa end i den traditionelle krimi: Uortodokse ord og udtryk dukker op hulter til bulter, en anløben kriminalkommissær refererer den postmoderne franske filosof Baudrillards tanker om, at vi er overladt til selv at skabe mening i vores liv. Der er en fortættet, ja, ligefrem minimalistisk sproglighed i forbindelse med voldsomme episoder. Sidehandlinger, der forgrener sig bagud til de foregående romaner. Aktionmæssige scener, der flere steder fungerer rigtig dårligt. Den slags vil klart irritere die hard-krimilæsere." - ja, heldigvis, og må de dø blødt og snart og uden for hørevidde!)

Er der ingen grænser for Politikens litteraturpatronisering?

Jeg betragter mig selv som Danmarks førende litteraturprisanmelder, og få dage efter lanceringen af Blixen-prisern/priserne/Blixenen/Blixenerne har Politiken fundet på en ny pris som side-pris (50.000 mod 200.000) til deres Politikens Litteraturpris (som i år gik til Jens Andersen for hans Astrid Lindgren-biografi - alle fag-skøn-kombi-litteraturpriser går på et eller andet tidspunkt til Jens Andersen for en eller anden biografi ):

Fri Flet-prisen

opkaldt efter den bog, Frit Flet, som de første prismodtagere, Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup modtager prisen for.

I reportagen fra dobbelt-prisfesten i går på politiken.dk citeres litteraturredaktør Jes Stein Petersen for denne prispræsentation:

»Og så er det tid til den overraskelse, som vi lovede i annoncen for vores prisfest. Og overraskelsen er, at vi skal have uddelt TO litteraturpriser i dag«, lyder det så fra litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.
»På litteraturredaktionen besluttede vi, at der skal være 'en lille fræk pris'. En særpris på 50.000 kroner«.
Prisen gives et til nyskabende og eksperimenterende værk, forklarer Jes Stein Pedersen, og den kommer til at blive opkaldt efter sin første vinder, netop 'Frit Flet'.

 - og her er den officielle klumme-præsentation (der følges af en udmærket lalleglad læsning af Frit Flet):

Politikens Litteraturpris engagerer mange tusind læsere i afstemningen om, hvilket værk der hvert år skal belønnes med æren og 200.000 kr. for sine litterære kvaliteter.
Det er en folkelig kvalitetspris, som de første tre år er gået til Kim Leine, Yahya Hassan og Jens Andersen, forfattere, som også huserer på bestsellerlisterne. Men der findes masser af andre gode og fremragende bøger, som lever et mere stille liv og trods indlysende kvaliteter ikke altid får den opmærksomhed og hyldest, de fortjener.
For også at kunne prise udgivelser, der arbejder nybrydende og eksperimenterede i det litterære felt, har vi valgt at supplere vores store litteraturpris med en særpris på 50.000 kr., og vi har givet den navn efter sidste års mest originale bogværk om sammenhængen mellem litteratur og liv: ’Frit Flet – Fællesbogen’ (FFF) af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup.

Man må undre sig? Hvorfor behovet for en xtra u-folkelig kvalitetspris, når man blandt årets nominerede har fundet plads til både Maja Lee Langvads hybrid Hun er vred og Theis Ørntofts Digte 2014 og Niviacq Konreliussens polyfone roman Homo Sapienne (som jeg netop er begyndt at læse løs i), der alle arbejder mindst lige så "nybrydende og eksperimenterende i det litterære felt" som Frit Flet (men til ingen chance havde for at vinde i en læserafstemning), Er det fordi den slags værker i fremtiden kun nomineres (usynligt) til Frit Flet-prisen, mens Politikens Litteraturpris breder sig ud i ren bredhed? Guderne skal vide og bloglæserne ved udmærket, at jeg er vild med både Frit Flet og dens tre forfattere, men det vil være synd at sige, at bogen ikke "har fået den opmærksomhed og hyldest, de(n) fortjener" (bortset fra at det er der intet fantastisk, der får, selvfølgelig); den er velreklameret udkommet på Gyldendal, den har fået store, positive anmeldelser og har solgt glimrende, forfatterne har optrådt og givet interviews over det hele. Kunne man ikke have fundet en reelt overset bog fra et faktisk lille forlag, fra Niels Simonsens Bøgerne, månen og hendes firehjulstrækker (Asger Schnacks Forlag) over Mette Østgaard Henriksens Lesbiske eventyr for mænd (Basilisk) til Sternbergs Depressionsdigte (Kronstork) - så Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris omsider kunne have fået reel konkurrence (som vi i år LIGE VED OG NÆSTEN har fået af Montanaprisen (vinder: Boyfrind guddødeme, den tildeling havde nosser!)). Og så kan jeg helt ærligt ikke forstå, Naja, Line og Mette, at I gratis leaser jeres titel, dvs. selve bogens iltre brand, ud til Politikens litteraturredaktion (redaktørens sexistiske ævl om feminine bøger ufortalt), der, så vidt jeg kan forstå, suverænt står for udvælgelsen af prismodtager; hvis det var jer, der bestemte, men når det ikke er, er det bare sædvanlig klam-kæk-klodset omklamring for fanden!?

Men tillykke med prisen til hver en tid og frem for alt pengene for helvede, og I ser autentisk glade ud på Lines fællesselfie, og det glæder mig at se, så min bitchen stopper lige her: