DE

er - SENSATION! - den minimale OG kollektive titel på prosamester Helle Helles nye roman (som jeg fik nys om for en tre uger siden på redaktørkontor og har haft forfærdeligt svært med at holde kæft med, hvilket det lykkedes mig NÆSTEN at gøre i denne blogpost), hvis kommende eksistens - til MARTS - omsider må være officiel, eftersom den omtales i Lotte Kirkebys artikel om 2018-titler i dagens Kristeligt Dagblad (men stadigvæk ingen andre googlelige steder (jeg har søgt dagligt!)):

"I den mere minimalistiske ende er Helle Helle aktuel med romanen "de" (Rosinante), som er en skildring af et mor-datter-forhold i en fortælling om sygdom og kærlighed, om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 1980' erne og om sprog, der ikke slår til - men alligevel gør det."

Aldrig er der gået så langt tid mellem nye HH-tiler (Som det er kom i 2014), så der er tale om HYPERINTENS glæden sig.

Radiator und kein ende (+ forskudt urinal)

- fra Niels Franks samling af urbane fabler og meditationer Vulkaner på månen, udkommer 8. januar:

(fra afsnittet "For en fortabt arkitektur: et manifest - min fremhævelse)

"Fordel lejligheden mellem to små torve i hver sin ende: entreen og køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet. Lad køkkenvasken ligge midt i køkkenet som dets fontæne.*

Entreen og køkkenet forbindes af en korridor, en slags gågade eller navlestreng, der leder frem til stuen, hvis store vinduer er udtrykt for nysgerrighed og kalder på en lænestol og en stjernekikkert.

Altaner virker altid muntre. Derimod udtrykker radiatorer bekymring og bør skjules. Greb og knapper opildner ofte den, der griber ud efter dem, og bør spredes generøst i alle rum.

Soveværelset er et gemmested. Det tilbeder mørket. Vær derfor agtpågivende over for det listige lys, der finder ind i rummet på egen hånd og ingen spor efterlader sig. 

Arbejdsværelset er en mellemting mellem en fængselscelle og en fæstning. Cellen forsvarer de andre mod den ene, fæstningen forsvarer den ene mod de andre. 

Badeværelset er lejlighedens bug, beslægtet med religionernes Allerhelligste., og ligesom dét udstyret med mange spejle."

(fra afsnittet "Lyse øjeblikke i verdenshistorien")

"I mellemtiden var man på den anden side af Atlanten travlt optaget af at skabe, eller hvorfor ikke sige opfinde moderne kunst. Gennembruddet kom, da en unge berlinsk kunstner ved navn Richard Mutt en dag ladede vandet i et offentligt urinal  ved Nolendorfplatz og kom til at tænke på det komplicerede maskineri, hvormed urinen strømmede fra hans blære og ud gennem penis, let kildrende, inden den plaskede ned i den dertil indrettede kumme. Tanken fik ham til at indse, at kunsten ikke længere skulle være underkastet naturen, den skulle "befri sig fra lærredet, og så skulle den være praktisk og billig at erhverve sig. Kunsten skulle ikke længere være noget et særligt begavet individ skabte, den skulle blot være det folk valgte var kunst.
  Mutt gav sig straks til at udmønte ideerne i konkrete værker, hvoraf kaffefiltret, tandbørsten og hovedpuden i dag står tilbage som hovedværker. Nok havde han måske ikke selv kreeret disse genstande, men han havde "genskabt" dem, som han sagde, og de var tilfængelige for de fleste mennesker, selv i de hårde år efter Weimarrepublikkens sammenbrud. Mutt udbredte sine ideer gennem adskillige manifester , hvor værkerne var behørigt gengivet fra mange vinkler, og manifesterne ansporede både kunsthandlere og avisskribenter og blev med disses ihærdige indsats lige så populære som de illustrerede hæfter tidens husmødre forsvandt drømmende ned i.
  Mutts ideer bredte sig samtidig som en løbeild blandt hans kolleger, og et sted i Paris erklærede en kunstner, at han havde "genskabt" mælk i kaffen (ikke at forveksle med café au lait). Da en kunstkritiker i en førende fransk journal gjorde opmærksom på, at mælk i kaffen allerede var opfundet, savrede kunstneren stærkt anfægtet, at moderne kunst ikke kerede sig om originalitet. "At være original er ingen kunst. Selv en hestepære kan være original." Hans udtalelse fik en kollega til at udråbe hestepæren som sit nye værk, hvad der skabte yderligere opstand i kunstverdenen.
  Imens børstede folk deres tænder, hældte varmt vand i kaffetragten og lagde kinden i det bløde pudevår med en behagelig fornemmelse af, at de var i færd med at bidrage til kunstens udvikling."

* Marcel Duchamps urinal-reademade, signeret R. Mutt, bar titlen Fontæne LB

Nonsensficering nu 1-2

1. E.M. Cioran (i Bitterhedens syllogismer)

"Når udtryksmåderne er brugt op, orienterer kunsten sig mod det nonsensikalske, mod et privat og umeddeleligt univers. En forståelig skælven, hvad det end er i malerkunsten, i musikken eller i poesien, forekommer os med god grund at være gammeldags og vulgær. Publikum forsvinder snart; kort efter følger kunsten trop.
  En civilisation, som begyndte med katedraler, måtte nødvendigvis ende i skizofreniens hermetik."

2. Kristen Wiig  (forleden hos James Corden)

Klassisk smædedigt om min farfar (M.FL.!) 2

Denne gang af Otto Gelsted, trykt i Kritik Revy 3, 1928

Hjemstavns-Stemning.

Det er den unge, danske Kritik,
den kan hverken leve eller dø:
Skal jeg æde det nationale
eller religiøse Hø?

Kan nogen Djævel forklare,
hvordan et stakkels øg
skal vælge mellem to Dynger
af samme Slags muggen Møg?

I Bukdahl bisser Stangerup
ved rindende Hesselaa.
Men ovenover Problemerne
er Dumheden altid blaa.

O. G.

 

Nash i 9. måned

i Vild Hvede 5, 1947 - tilegnet dig i 8. her:

Et nyt Livs Treklang

Jeg
lykkens balancerende linedaner,
har
spist af foraarets saftige fersken,
set befrugtningen gro af glæde,
set den svulme, set den sitre
uge efter uge.

Jeg, halvdelen af et elskende par,
er
en sang af sanselig ambra,
bærer lianer af dirrende længsel
til vor drøms tredje hjærte
maaned efter maaned

Jeg,
kærlighedens unge kompasnaal,
ser
nu i niende høstmaaned
inde bag din skyggebløde navle
dit legemes lille soløje,
et nyet livs treklang,

Alt
det af dig, der er i mig,
blir
efter ordre fra hjertets hjerne
plejet lige saa ømt
og omsorgsfuldt omsorgsfuldt,
som vore følelses ufødte barn

                             Jørgen Nash

Farfar hånet i sønnesønnens eget blad

Var på vej til at skrive noget om Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen og gør det lige om lidt, men fik så for vistnok første gang øje på dette smædedigt af Halfdan om min farfar i Vild Hvede 1, 1946 (som et af flere "Digterportrætter"), og det gjorde lige lidt ondt (jeg holdt for fanden officiel fødselsdagstale for HR i Helsingør, da han fyldte 100) især fordi det er så godt (og rap-dygtigt: 4 rim på -use og -aler)

En litterær Niels Bukh. Dal, ordets svaler
nedover hytter og forsamlingshuse,
flyv ud af munden paa den fødte taler
og lad ham ælte, kværne eller knuse
det danske sprog. Slaa blot saltomortaler
og kraftspring. Fang det skjulte i din ruse
og læg det blot. Slaa femøren til daler,
du, som har faaet taagehorn til muse.

Gammelmodigheden i nr. 9, 1947 (og Frank)

Jeg har skrevet en Kontrovers i WA Bøger om gammelmodigheden i Tove Ditlevesens rimede poesi med blandt andet den pointe, at hendes gammelmodighed IKKE, modsat pointen i Olga Ravns efterskrift til hendes nye Ditlevsen-udvalg (ekkoet i flere anmeldelser og omtaler), var fuck you-subversiv i forhold til mainstream i 30'erne, 40'erne, 50'erne, men var selve mainstream (der var så bare forskelligt kønnede gammelmodigheder, og mindst prestige havde selvfølgelig den kvindeligt kønnede, følsomme, familiemæssige gammelmodighed) og citerer et digt fra Vild Hvede 9, 1947, "Til en anmelder", som jeg føler mig mere personligt end poetisk ramt af

(men fik kun den midterste af de tre sidste strofer med, her er de alle tre: For halvanden Krone har jeg købt dig,/ det gør mig ondt at sige det min Ven:/ din Bog til Salg i Antikvarens Kasse;/ kun du kan aldrig købe den igen.// Din hede, nøgne, forsvarsløse Ungdom/ i rene, skønne Strofer kastet hen —/ nu leder du hos alle Antikvarer,/ men du kan aldrig finde den igen.// Nu er den købt og fanget i min Stue/ — du jog mig tit til Taarer med din Pen —/ nu har en Skygge af dig rørt mit Hjerte,/ og du kan aldrig gøre det igen.").

Her er til dokumentation begyndelserne på nogle af de andre digte i nummeret:

(Harald Herdal: Ewalds dødsmaske)

Jeg paa dit ansigt ser og ser:
i snavset gips de smertens træk
som var dit sidste livstegn her,
nedbrudte ler.

Et hærget aasyn, sygdoms spor.
Saa smertelig og spotsk en mund,
som fabled dine sidste ord
om drik og hor.

(Ingelise Otto: Bange og bankende hjerte)

Bange og bankende hjerte,
skælver du mest for at miste
det, som du aldrig har ejet?
Èngang du lagdes i kiste.

Bange og bankende hjerte.
Smaabørnsøjnene, der straaler,
smaabørnsstemmer, der pludrer,
smaabørnshænder, der leder.

(Rigmor Rudolph: To Veje)

To Veje ligger foran mig,
som jeg kan vandre paa.
Den ene fører til Stjernen,
men kan aldrig Stjernen naa.

Den anden er bred og sommerlig
med frodige, grønne Grøfter,
med Hverdagsglæde og Hverdagssprog,
der aldrig mod Stjernen mig løfter.

(Edle Nielsen. Trods alt - (slutningen))

Men det regner endnu.
Og blæsten er et barn, der vil lege.
Og smaa lyse vinduer
blir tændt i huse
med mennesker i.

Og langt inde
er der noget, der tør hviske:
Trods alt, trods alt.

(Knud Thomsen: Længslen)

Længslen sendte vi ud i verden
og gav den drømmen med,
og troen som skulde bære den frem
til fjernest mulige sted.

Sa gik vi og ventede bare
i dage som kom og gik,
og lyttede til hver en tone
i vindens og havets musik.

- scoopet i nummeret er 2 digte af unge Frank Jæger, der vildt og virtuost slår sig i sine vers' tøjr, de to første linjer af "Haandslag til Tony":

Vi der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt haar.
Vi faar markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi gaar.

Vi, der valgte natten,
vi faar uglerunde øjne
saaet til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt,
og en tanke trykker sart paa
vore bryn

Blowing in the Vind

Mens jeg sad og ventede i Cinemaxx på Fisketorvet på de øvrige biografgængere, læste jeg min medredaktør GENNEM NU TI ÅR Christian Vinds julebog, UDTOG 2, skrevet på et månedslangt ophold på San Cataldo, og klart et hovedværk i San Cataldo-litteraturen (den eksplicitte såvel som implicitte, poetiske såvel som prosaiske), som han omhyggeligt distræt vandrer rundt og iagttager og arbejder og laver ingenting og fortæller anekdoter og og beskriver ting, han har set, og forbinder linjer mellem dem og i det hele taget bare udvider og forfiner og fordyber verden langt mere gennemgribende end nogen stjernekrig. Her er han i klostret faldet over en æske:

"Jeg kigger længe på en lille metalæske, kun få centimeter stor, hvor der i det faste låg sidder et foto af en poserende maler i frakke,d er står selvbevidst med palet og en lang pind ved staffeliet og kigger sig over skulderen. Bag ham foran en høj portåbning står en anden herre i skjorte, slips og vest. I æskens bund ligger svøbt i en fin knipling et lille stykke af en guldkæde. På et aflangt stykke linjeret papir er der med fyldepen skrevet koden: 4. 28. 15. 48. Jeg vender og drejer æsken i hånden og stiller som Piet van Deurs i tv-programmet, da jeg var dreng, det helt rigtige spørgsmål: "Hvad er det?". Men afbryder så min undersøgelse lige så pludseligt, som den startede, , og svarer ikke mig selv, tilfreds med min ikke-viden. "



- bogens cover

Star Bores

Min anmeldelse af The Last Jedi:

Luke Skywalker
bor på Færøerne
og sådan er 
det hele den
sure mælkevej

Kind of Svend Åge

- en anden, stor Aarhusforfatter vælger yndlingsplade midt i Københavns Hovedbibliotek - nok ikke den Yahya danser til i aften, men måske skulle han overveje at pleje tømmermændene med den i morgen

The boy is back in town

freden forbi og
al ørenlyd atter monopoliseret og
forhåbentlig snart en forpulet NY bog 

nr. 2 og 3 nye salme

i Kirkesangbogen -

2 - poetisk kodning

LYS OG LINDRING

Sommetider kan jeg tvivle,
segne under torens åg,
går min vintervej alene,
himlen er et tætsluttet låg.

Søger ord for lys og lindring,
søger dem i vand og sten,
dådyrhjerte, duevinge,
drosselsang og menneskeven.

Dådyrhjerte, du som kender
træernes lysrotation,
kan du lære mig at dreje
imod solens konfrontation?

Duevinge, du som keder
opvindenes åbne vej,
kan du lære mig at svæve
lisså ubekymret som dig?

Du som skabte droslens sang,
du som kender tvivlens åg,
går du med på vintervejen,
kan du åbne himmelens låg.

Søger ord for lys og lindring,
søger dem i vand og sten,
dådyrhjerte, duevinge,
drosselsang og menneskeven.

- Mirian Due og Jonas H. Petersen


3. Rectified readymade !
(mest lovende absolut non-Grotrianske fornyelse)

Jeg gør alting langsomt
i høj grad.
Min fremtid virker håbløs
gankse meg't.
Det er svært når jeg skal
koncentrere mig,
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig.

Jeg er trist, ulyk'lig
i høj grad.
Har mistet interessen
ganske meg't.
jeg er rastløs og kan
ikke finde ro
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig.

Glæden er forsvundet
i høj grad.
Og jeg er en fiasko
ganske meg't.
Jeg kan ikke klare
selv små gøremål
kun litd, meg't,
uden dig,
uden dig,

Teitur Lassen og Per Worm

frit efter Goldbergs depressionstekst

Bare lige 4 tilfældige salmelinjer af Grotrian fem minutter før midnat

Det første ord er trylleri
der hvidter ribbeskriftet
under stjernesædens grønne si
hvor djævlen er forgiftet

- side 45 i Ravnekost og slagere

Salmisten Tove

Har gennemlæst, på to forskellige tidspunkter, de to nye salmeudvalg (nr. 2 med en hel del bestillinger), 100 salmer og Kirkesangbogen, og den bedste nye salme - BORTSET FRA ALT FOR FÅ AF GROTRIAN DER I BEGGE TILFÆLDE BURDE FYLDE NI TIENDEDELE - (optrædende i begge udvalg) er SGU et gammelt digt af Tove Ditlevsen:

Nu sænker Gud sit ansigt over jorden
Det store hjerte banker ganske stille
Og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler
er kølig som en forårsnat i Norden.

Og skærmende han lægger hånden over
den gode jord, han skabte i sin glæde.
Han græder over vågne, kolde sjæle
og kysser dyrene og børn, der sover.

O, lyt en kølig forårsnat i Norden.
Guds milde røst er vindens sagte susen,
og evighed er lagt i blomsterånde,
– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.

Hvad tuder du for? - Tove Ditlevsen 1917-2017

Tove Ditlevsens debutbidrag i Vild Hvede var ikke det storpatetiske digt "Til mit døde Barn" i nr. 11, 1937, men den helt anderledes bittersødt stemte, metalitterære dobbeltttekst "Prosa og Poesi" i nummeret før:

"PROSA OG POESI 

I. Til en svigtet Pige. (Prosa)

Oh — har han forladt dig — det var slemt! Og nu sidder du og glor paa en Stjerne, med et Papir foran dig, pænt linieret. —
Hvad tuder du for?
Lad mig se, hvad du har skrevet:
»O Stjerne, tag mig i din Favn.« —
Mellem os sagt, den er vist forbandet kold saadan en Stjerne, saa vær du glad, den er saa langt væk, at du kan sidde og sjæle over den uden at fryse. — Rart, at der er Ild i Kakkelovnen, ikke — det er saa uæstetisk at sørge i en kold Stue, naar Næsen er rød!
Og tænk, hvis du ovenikøbet havde Tandpine — Ih, sikke et Held du ikke har Tandpine! Kan du ikke glæde dig lidt over det?
Naa ikke — du kan ikke glemme ham? Tja — tænk paa — prøv at tænke paa — lad mig se — jo, hans Tænder. Nægt det ikke — de var en lille Smule udstaaende — ikke meget — men det klædte ham ikke at le — og, Haanden paa Hjertet, der var, ja, der maa ganske sikkert have været, visse — visse hm, pinlige Øjeblikke, hvor han var lidt latterlig, jo, nu kan du godt indrømme det, prøv at le ad ham — sølle Mandfolk!
Nej, nu taber jeg Taalmodigheden — havde han saadan en »yndig Stemme«! ja-ja — det har Speakeren ogsaa, luk op for Radioen — naa — er den ikke pragtfuld — og han svigter dig aldrig, vær vis paa det.
Og du behøver ikke at sminke dig, og ikke pynte dig — sikke mange Fordele. —
Hva — flæber du endnu: »O — saadan, en dejlig Drøm, der brast,« — »alt for god til ham,« gu’ var du ej (undskyld jeg bander), han blev ked af dig min Pige, simpelthen ked af dig!
Naa, ja — Drømme skal man ikke underkende (alt er relativt).
Udmærket, bliv bare ved med at elske din Drøm, tag den frem, naar du har Brug for den, hold den i en bestemt Skuffe.
Orden i alting.
Luk Vinduet op, glæd dig, du er ung. I Spanien slaas de, i Tyskland sulter de, tænk om du var blandt dem, tænk om din Far og din Bror blev slagtet som Svin, og du selv blev voldtaget, eller du skulde have et Barn (det kunde jo være sket) — hvor er du i Grunden lykkelig og misundelsesværdig!
Og saa har du ovenikøbet en Sorg. en sød lille Sorg, som du kan ta’ frem og kæle for, naar det passer dig.

II. Visse forlovede Par (Poesi). 

De ser ud som de fra Arilds Tid har vøret bestemt for hinanden - og selv er de ganske overbevist om, at det har de -
  Der er ikke noget hos den ene, der kan overraske den anden. de skal snart giftes (det har de skullet saa langt man kan huske tilbage), de samler paa Udstyr. (man mindes alrig at have set hende uden et Sytøj i Hænderne: "se Svigermor, nu er den Kaggedug snart færdig!)
  Men Gudbevares - de er jo unge - og moderne - de gaar til Dans (paa Parhold), og de kender de sidste Films (men det er aldeles utænkeligt, at den ene nogensinde skulde have set en Film, som den anden ikke har).
  Man ser dem sjældent hver for sig, og gør man det, mangler der noget, som hvis man saa en Mand uden Flip.
  De hører sammen, uværgerligt. Det kan ikke være anderledes, ialttfald gaar deres Tanker ikke saa langt tilbage. 
  D er ikke jaloux, de har aldrig haft Grund til at være det. Engang maaske har en af dem mødt en anden, men straks taget sig selv i Nakken, fordi man jo var forlovet, og altsaa ikke mere sig selv. men en del af en Helhed; og alt for hæderlig og alrt for usikker og alt for fordomsfuld til at rive sig løs. - Men det ved den anden ikke - og den ene er ikke mindre hæderlig end den anden, der kan ikke sættes en Plet paa dem - ikke en Plet.
  Guldringen paa deres Fingre er glat og pæn og anstændig, de sidder paa hver sin Stol, de veksler ikke ømme, forelskede Blikke, eller holder hinanden taabeligt i Hænderne.
  Heller ikke skændes de, de er altid enige, og alle Mennesker glæder sig over det smukke Forhold, der er imellem dem. 
  Det ved de godt, og de holder Hævd over det, Folks Mening betyder nemlig overordentlig meget for dem.
  De er agtværdige Mennesker, der samler paa Udstyr, og de skal snart giftes - ih jo, de skal stadigvæk snart giftes (hvis der da ikke er nogen, der har noget imod det)."

Glenn går overgrund!

Mere at glæde sig til i januar:

Glenn Christians første bog på et forlag, der ikke er undergrund/lille/mikro (han har udgivet hos næsten alle små, fra Arena over After Hand/Antipyrine til OVBIDAT) , nemlig Gyldendal - og den lyder seriøst intriguing ("mylder af navngivne væsener"!)!:

Månen atlas over sandparken avenue

Glenn Christian

 

Udkommer d. 26/01/2018

I digtsamlingen Månen atlas over sandparken avenue af forfatteren Glenn Christian optræder et mylder af navngivende væsner, som løber, flygter, kravler og gemmer sig i et landskab, hvor liv kvæles, grænser lukkes, og sproget spoles tilbage, så meddelelsen strander på en dynge af varm sand. En død mumlen i en gold have, hvor månen brænder som en gul sol.

Fakta om bogen

Type Bog ISBN 9788702253634 Udgave 1 Udgivet 2018 Sider 80

Omslagsgrafiker Lea Porsager

Vejledende pris: 149,95

Ingerelever

I sin 6 stjerner-anmeldelse af Gyldendals julebog med efterladte Inger Christensen-tekster i Kristeligt Dagblad i dag udpeger Martin Gregersen med løs, men sikker hånd Christensen-påvirkede i yngre generationer - lister er vigtige, og det er en god liste:

"Dertil kommer - dem må man endelig ikke glemme - essaysamlingerne " Del af labyrinten" (1982) og " Hemmelighedstilstanden" (2000), hvor hun står frem som tænker, hvis ikke ligefrem filosof. Christensen er både digter og tænker, det mærker man tydeligt i alle kanter af forfatterskabet. Det er i det lys heller ikke så mærkeligt, at hun hører til blandt en af de helt store inspirationskilder for centrale dele af ny dansk litteratur (Amalie Smith, Morten Chemnitz, Signe Gjessing, Josefine Klougart, Martin Larsen, Lea Marie Løppenthin, Rasmus Halling Nielsen), ja, hun er måske en af de væsentligste digteriske forudsætninger for den udforskning af menneskets forhold til naturen, som vinder frem i dansk litteratur lige nu under overskrifter som økopoesi, klimalitteratur og økokritik. Tilsvarende udgør hun referencerammen for flere udenlandske forfattere, der har arbejdet inden for sådanne problemfelter, som svenskerne Ida Börjel og Agnar Lirhus/ Rune Markhus og amerikaneren Juliana Spahr."

Dan-kalenderen er hver decembers bedste

På Facebook i hvert fald - altså Vangede Biblioteks Turèll-samlings julekalender, som i år har det skønne tema: DT's fordanskninger af engelsksprogede sange i faksimile, og den ottende december gemte lågen på denne sande tekst:

Turèll-samlingen

December 8 at 6:43am · 

DAN TURÈLL SAMLINGENS JULEKALENDER
ONKEL DANNY'S JUKEBOX
8. DECEMBER 2017
"This is Heaven" bliver til sangen "Dette er Himmelen her" fra Lone Kellermann & Rockbandets LP "Før natten bli'r til dag" fra 1978. Musik: Jan Kaspersen.

ONKEL DANNY'S JUKEBOX
er Dan Turèlls fordanskninger af en række rocksange.
Med aftryk af Dans originale manuskripter fra 1970'erne.

Aforisme begravet i sne

HVID
HAR
IKKE
VID

WHITE
HAS
NO
WIT  

FOR
DER
ER
INGEN
FORSKEL
PÅ
FORSKELLENE

BECAUSE
THERE'S
NO
DIFFERENCE
BETWEEN
THE
DIFFERENCES 

WA for en pris!

Så er der også Weekendavisens Litteraturpris, som altid noget værre rod, 12 nominerede, noget faglitteratur og så bøger af Caroline Minor, Ida Jessen, Svend Åge Madsen,, Ursula Andkjær Olsen (SÅM og UAO nomineringsmotiveret af mig) og Naja Marie Aidt, og atter skal Naja jo bare vinde, hvilket Mette Moestrup også måtte slå fast i en opdatering på FB, "ja, det er jo det", svarede jeg, og Jens Stoumann påpegede kritisk, at der var ikke noget rent lyrik nomineret, og det er jo rigtigt nok og selvfølgelig ikke med min gode vilje, men det er også lige et men:

Lars Bukdahl True! Og der var en kamp! Men både Krisehæfterne og Har døden er jo hybrider med alvorligt bogstavelige mellemværender med poesien

Blæsten er vild med dig

den er helt
rundt på' gulvet,
som er så fuldt af sand,
at der slet ikke er noget
gulv tilbage, og heldigvis
kun næsten gået fra
snøvsen, som nemlig
er mig, der aldrig
har være rigtigere
velforvaret end her
i dit nærværs storm-
omsuste nærhed

Kompleks friluftsmetafor

Mine briller blev
lige to sandkasser
og mine øjne to små børn,
der af onde forældre
(som så er vinden + vinteren?)
tvinges til at lege i dem,
selvom de er sindssygt irriterede,
børnene, der er øjnene

Ud på sigt

Hvis vi har udsigt til havet her fra sommerhuset
(hvad er et et sommerhus om vinteren?
I eksil på stedet?)
så har havet også udsigt til os,
undtagen når det bliver mørkt,
og jeg trækker gardinerne for,
og det må underholde sig med sig selv
og vi med os

Jeg siger guderne må vide hvad på færøsk

I dagens udgave af den færøske avis Dimmalætting er der et vældigt, to sider stort interview med mig ved Rólant Dam (der i hvert fald SPURGTE både klogt og tænksomt), som jeg ikke forstår ret meget af et kuk af! Men overskriften skulle betyde så meget som: "Tóroddur (Poulsen) er en troldmand, og hans trolddom er helt sin egen", hvilket jo er så sandt som det er sagt!

Apropos radiatorer

Radiatorerne her i huset, hvoraf dem i værelserne er noget mere effektive end den (ENE) i stuen - og så selvfølgelig Sonnergaards gamle, gode bog -

interview med Iggy Pop og Anthony Bourdain i GQ - Iggy taler om sin tid i Berlin:

"I would also like to talk about Berlin. You both had experiences there, how long did you live there?
IP: It feels like it was either three years or the better part of three years. From the butt end of '76 through '77, '78 and '79 is a haze to me. I knew more painters when I was there. I knew Rainer Fetting, Salomé and I knew Martin Kippenberger pretty well. Kippy was an alcoholic, agitating, troublemaker, you know? And he was like Kippy Kippenberger. He looked like Ziggy Brzezinski. He looked like George C Scott in Dr Strangelove.
AB: Oh, wow.
IP: And Kippy had to toot about everything. And he always had a bottle of Sekt in his hand, 24 hours, alcoholic. But he had a beautiful loft, he had a good 10,000 sq ft, I'd say, of Bauhaus loft space in Berlin for a couple of hundred bucks. It was painters, hash dealers, weird. The most beautiful thing about Berlin was there was still an old ballroom on the Ku'damm. And once a week an organ player would come in there and the old people would come and dance. And I would sit, you would pay two marks to get in, and just watch and listen to music. And there was a place, the Resi, an old place where you could dance. And then on the stage there was a water show. It was a workers' social club. And it had a huge dance floor ringed with booths, your good, spacious German booths, not a cheap little SoHo French restaurant rip-off.
AB: Right.
IP: No, a good spacious booth. And each booth had a pole with a number on it. And then you had a pad of paper and a pen. And what do they call those vacuums?
AB: Oh, where you send those messages through a tube?
IP: Right. So you could write, "Booth number 89, you look pretty good..."
AB: A pneumatic tube.
IP: "...Would you like to have a dance?" But without having to go through the embarrassment. It's very German, you know? Have you been to Dresden?
AB: I haven't.
IP: No, me either. I hear that seems to be having... it's full of cost-conscious, hardline young Germans now. One thing that kept Berlin afloat when I was there was the West German government gave a lot of money to the educational institutions. The students were basically these grumpy German draft dodgers. A lot of them were like, "I don't like anything. Give me some more hash." I lived the same. They would generally live in these Hinderhof flats with coal ovens. David Bowie had a nice apartment in Schöneberg. I lived with him for a while. He put in an expensive heater. And, later, after two winters, I put one in too."

Poesi lige til døren

- pludselig bankede det på midt i gudsforladtheden, det var postbuddet (tror ikke på gud, tror stadig på postbuddet, men tror mest på poesien), fordi postkassen var fyldt (må hellere få den tømt!) med en lille pakke, der som forudset viste sig at indeholde Gyldendals Julebog, Som var mit sind lidt græs der blev fortalt, en forsmag på det store, sensationelle bind med efterladte tekster (og tegninger og FORMLER!) af Inger Christensen, som kommer på Gyldendal, redigeret af Peter Borum og Marie Silkeberg, til foråret, og bare fx, HALLO, dette "digt fra arbejdet omkring alfabet (1981)" om et andet hav end det i dag besøgte, eller det samme hav en anden, fjern dag:

"aftenfalken fejer himlen ren

bølgeslaget vender sig i søvne

cirkler lidt om strandens gamle sten

det slidte græs der har så mange navne

er næsten anonymt igen af sand,

forliste børn der intet har at savne

går langsomt op til husene på land,

her lyder kun en fjern forsinket piben

i randen af det bølgeløse vand

jeg tror den samme lyd som viben

kaster rundt når ungerne bliver væk.

langt om længe trækker solen striben

med sig ned bag horisontens hæk

ned i verdensrummets sorte sæk"

Vi var lige nede og hilse på havet

der brølede pænt igen:

 

 

(foto: dig) 

Sidder på Tversted

Nej, Tversted er ikke
et tvært sted, men det
er min røv efter at
have cyklet frem og
tilbage ad vildt
uasfalterede veje
på dorskeste dæk

Vesterhavets origin story

er gemt lige inde i navnet:
den her pige slog sig helt
enormt på en udkullet konkylie
som der til gengæld gik hul på
og ud strømmede Vesterhavet
pga. ESTER-AV'ET!

Vesteråndedrættet

Helt stille her,
jeg skriver ikke,
du sover let, 
dit åndedræt lyder
en smule højere
end havet, jeg kalder
det Vesteråndedrættet
(i dette digt skrevet
en tre-fire timer senere
på samme her)

Kam poter?

Spørgsmål
i lyset fra
soveværelsets
tvende Mac'er:
Har en computer
hjerte?
Har en kam
poter?

Vesterklit

Dette er
Vesterklit,
foran ligger
Vesterhavet
og bryder
sine bølger
som løfter
om, at livet
som sådan
er lige så
logisk

Brønderslev

Engang har der stået en mand med en
slev
og smidt den ned i en
brønd,
og så er han blevet stående
og ventet på at høre plasket,
og sådan blev Brønderslev til,
og han har ikke hørt det endnu
og nu har vi snart siddet i tog i 5 timer STRAIGHT!

(skrevet i går, før vi nåede frem til hvor vi er nu, som slet ikke tvært er Tverslev) 

Den fineste skæring af en bog

Den her kan faktisk købes, og hvordan lade være (og huske også at se den meget præcist intense udstilling hos Banja i Toldbodgade!)!?

Stense Andrea Lind-Valdan shared Forlaget Sød tøs's post.

Forlaget Sød tøs

9 hrs ·

Til min udstilling Cut har vi lavet denne lille kunstnerbog i 25 eksemplarer. Der er stadig nogen tilbage. Man skal selv skære siderne op for at kigge i den. Cecilie Lind har skrevet den smukkeste tekst til, som hedder Jeg knugede et vågent øje til mit hjerte. Den starter sådan her:

"Jeg knugede et vågent øje til mit hjerte, men det er blodskudt, her holder det stadig øje, hver gang jeg skal forklare hvad der er hændt mig: sagen er. Siger jeg. Men jeg aner ikke hvad. Jeg mister savlets glans på huden fordi jeg ikke længere mærker fugten, det må være sådan at smerten baner vej for usynligheden, ellers er der ikke megen gevinst at hente, når en finger er en gren (der akkurat ikke kan skyde løv), ..."

http://forlagetsodtos.blogspot.dk/2017/12/cut.html 

Den korte ringetone

Jeg tænker at den gode ringetone - bortset fra at jeg altid har min telefon på lydløs - ville være udråbet en fem minutter inde i 30. novembers Den Korte Radioavis (link HER):

BARE SPØRG LARS BUKDAHL!

Så er det samtidig en reklame gjaldende ud i det offentlige rum!

Den næstmest virkelige Pandora Blue Box

Sidder og skriver om Ursula Andkjærs (2017-)hovedværk, Kristehæfterne, og får omsider googlet titlen på murstenens første store, blogbaserede afsnit, "Pandora Blue Box", der selvfølgelig viser sig at været et Givenchy-taske-format eller -imprint  eller -stilart (eller hvad det nu kan hedde), som findes i flere udgaver og størrelser og faktisk farver, men selvfølgelig også BLÅ, sådan her:

"Givenchy

'Pandora Box' mini leather bag

Style  220217197

---

A reinterpretation of Givenchy's original Pandora bag, this rounded box version is a sleeker and more streamlined choice for the modern lady. With its hard leather case and expandable compartment, this piece offers a fashion forward option to protect your valuables with."

Bedste fiktionskritik 2017

må være de 10 manuskriptforfatteres Manusfest, her et en håndfuld af de 40 punkter (som passer fint på megen manistream-triviel skønlitteratur (og ikke kun den mainstream-trivielle skønlitteratur, der er kriminallitteratur)) -(Pdf-copypastet opsætning, men så ser det så meget mere manifestligt ud):

"8

Husk, at historier

om mænd hand

-

ler om noget univer

-

selt, om

Mennesket

,

mens historier med en

kvindelig hovedperson

handler om hendes liv

helt specifikt. Gerne

længslen efter en

mand eller fortrydelse

over, at hun ikke har

fået børn. Det vender

altid tilbage til ægge

-

stokkene. Altid!

9

Husk, at en mand

gerne må fravæl

-

ge sine børn, uden det

betyder det store for

hans karakter eller hi

-

storien. Det må kvinder

ikke

. (Som minimum

skal de straffes ben

-

hårdt, hvis de gør det.

Se evt. punkt 3).

10

Husk, at selv

-

om du har

skrevet en kvindeka

-

rakter på 50, så er

det kun en fordel, når

produceren vil caste en

skuespiller på 29. Hvis

det er en tv-serie, kan

du jo så lave mange,

mange sæsoner uden,

at din kvindekarakter

dør af alderdom. Og

en kvinde kan altså fint

have tre teenagebørn

og være overlæge,

selvom hun kun er 29.

Det er ikke urealistisk.

Hun kan have sprunget

nogle klasser over.

11

Husk, at

far-søn-histo

-

rier altid er relevan

-

te. Ingen kan få nok

af far-søn-historier.

Mor-datter-historier er

ikke så interessante,

men

skal

de absolut

laves, skal de i hvert

fald handle om, at

moren har forsømt

datteren, og derfor er

datteren nu på vej ud i

noget snavs, og moren

angrer.

12

Husk, at

mænds identi

-

tetskriser

altid

er inte

-

ressante. Der er in

-

gen, der kan få nok af

scener med en mand,

der stirrer tomt ud af

et vindue og tænder

og slukker en lampe,

mens han revurderer

sit liv. Ingen.

13

Husk, at hvis

din karakter

er en teenagepige, så

kan hun ikke gennem

-

skue situationer og

mennesker omkring

sig. Hun er blåøjet og

vil de forkerte menne

-

sker og forkerte ting.

Fordi hun er så dum

og naiv, er det hende,

der er noget galt med.

Hvis din karakter er en

teenagedreng, er det

verden, der er noget

galt med."

Vigtig nyhed (for mig)

Forlaget Kronstork

"Vi går omkring os selv af stolthed. I det kommende år lancerer vi et nyt initiativ til ære for digteren Ola Julén. OrissaBiblioteket, kalder vi det. Og de første fire! bøger udkommer 13. Januar hvor vi fejrer dem på dagen hos Sort/Hvid. Så sæt allerede nu et kryds i det nye år. Vi skal nok fortælle mere når vi nærmer os ❤️"

Jeg ville gerne

og atter gerne

have hørt

Helle

læse op af

Najas bog

i torsdags

til Montanapris-tamtam

(men var til Weekendavispris-møde,

hvor ingen læste op af den,

for ingen andre end Naja

og så Helle

må)

Eppsvkd (Enden på poesien som vi kender den?)?

2 ekstremt interessevækkende januartitler:

1.

Teotwawki - Lars Skinnebach

Omslagsgrafiker: Parl Kristian Bjørn Vester Goodiepal

Udgivelsesdato12/01/2018

80 sider

- Om titlen siger nettet:

"Etymology

Acronym

Pronunciation

• (US) IPA^(key): [ti.ɑt.wɑk.i]

Noun

TEOTWAWKI

1. (idiomatic) The end of the world as we know it.

Usage notes

• It is used often online by members of survivalist groups."

2.

Vulkaner På Månen - Niels Frank 

Udgivelsesdato 09/01/2018

270 sider

"Vulkaner på månen indeholder historier af vidt forskellig art – eventyr, rejseberetninger, myter og skæbnefortællinger. Historierne foregår i forskellige tider og på forskellige kontinenter, men de handler alle om byer og byboere. Her møder vi blandt andet en sultan, der tager på hemmelige rundture i sin egen by, indtil Den Almægtige viser sig for ham. Vi møder også en ung mand, der sidder på taget af familiens hus sammen med sin døde bedstefar, og en ung pige, der rejser til jordens indre og møder sit livs kærlighed, og sig selv. Vi kommer på besøg i forfatternes by, hvor en digter har sat sig for at skrive, hvad der sker, når ingenting sker. Og vi besøger en by inde i en vulkan, hvor en kvinde spekulerer over, hvad det egentlig vil sige at være enfoldig. Mens et ægtepar på et helt andet kontinent ved et tilfælde opdager, hvad skæbnen er."

Omslagsgrafiker: Camilla Jørgensen 

This is just to say - Trump-edition

 

Elizabeth Bear‏ @matociquala 2. dec.

This is just to say 

I have given 

your future 

to the top 10th 

of the 1%. 

I know you 

were probably 

planning 

on school 

When I say 

you should work harder 

I meant 

To enrich me. 

You should have 

been born like me 

so rich 

and so cold

 

14.891 retweets 36.110 likes

 

 

Edward Keenan‏ @thekeenanwire 1. dec.

 

This is just to say I have eaten the plums Really great, tremendous plums Everyone says it, the best plums So cold they tell me you don’t even need an icebox. The coldest. Of all time. They say. You were probably saving them SAD

 

19 retweets 76 likes

Dagens bedste Eventyrland-ordspil

BEST EVER ALICE-PUN

Nok ikke sidste korrektur på Hvedekorn 4, 2017

(et udvalg)

side 1, linje 1 (-gade isf -stræde)

At gå i Silkegade

side 12, 1. afsnit, sidste linje (d isf f)

ned ad din skjorte

side 13, 1. afsnit, linje 1 (+ ved)

Jeg ved ikke

8. sidste linje (+ det)

Når det alligevel

side 22, 2. afsnit, linje 13 (K i kursiv)

Kvinneportrett

side 25, linje 3 (d isf f)

op ad de badendes ben

side 28, 1. afsnit, linje 4 (stor F, + og minus kursiv)

smukke Figen Vulgaris skyder sarte

side 29, 11. afsnit (æ i sf i)

og lægge sig

12. afsnit, linje 4 (minus d)

snørebåndenes

side 30, 1. digt, næstsidste linje (+ bindestreg)

full-bodied

side 35, linje 2 (d isf f)

d d d f e

linje 10 (d isf f)

d e a a

side 42, sidste 2 linjer (minus afsnitsdeling)

og jeg alligevel bærer

rundt på en vandkande

side 43, 1. spalte, linje 3 (minus og)

gøder min fraværsprocent

linje 9 (minus bindestreg)

takeaway

Sidste korrektur på Korshøjen

de få rettelser (mest kursiv!) :

side 21, linje 5 (minus punktum)

Togeby, Lise B. Togeby

side 23, linje 2 (far i sf Jørgen)

kalde ham far

side 41, linje 1, (+ komma)

, 'min far',

side 47, linje 3 (kursiv)

Our Mutual Friend

side 93, sidste linje (kursiv)

(Kandidaten)

side 161 (kurisv, lille e, lille l, komma)

Tintin et les Picaros),

side 163 (Sankt Peders Stræde isf Skt, Pederstræde)

Sankt Peders Stræde

side 171, linje 2 (kursiv)

The Shining

side 173 (+ xtra parentestegn)

nede i villakvarteret))

iLydia

Mest misundelig jeg har været på ihændehavelsen af en smartphone:

Fyren, jeg den anden morgen ca. 8:33 stod skulder ved skulder med i stopfyldt S-tog og som saligt opslugt læste i Lydia Davis' Collected Stories (jeg nåede lige at genkende forsiden (men ikke den lidt længere historie han et et meget ordknapt skærmbillede ad gangen læste)) -

- fandt lige et TLS-interview med Lydia, hvor hun svarer på 20 spørgsmål, her er 3 af dem:

"What will your field look like twenty-five years from now? 
This is another difficult one. How does one predict anything in the future, especially now, when things change so fast? The temptation is always to take present trends and project them forward, though that can be completely wrong. If I were to do that, I’d say – there will be more and more self-publishing, less and less concern for correctness of grammar, usage, accurate meanings of words, a more casual approach altogether to the task of editing. More spontaneous creation of personal narrative, and more blurring of the lines between fact and fiction, or reality and fiction. I’m thinking also, for some reason, of 3-D holograms, and imagining the creation of holographic fictional situations in which we walk into something that mingles our reality and our daydreams. Here, I’m trying hard to project something I can barely imagine. On the other hand, the traditional novel, for instance, has continued to thrive, even in print form, despite all the changes going on around it. Traditional printed books may simply continue to find an enthusiastic readership.

 (...)

Let’s play Humiliation (see David Lodge’s Changing Places): What’s the most famous book you haven’t read?/play you haven’t seen?/album you haven’t listened to?/film you haven’t watched?
Are you asking about all of these categories? Well, I won’t admit publicly to the very most embarrassing of the famous books I haven’t read, but I will admit to Don Quixote. But I have on my bookshelf at least three translations of it, as well as the whole immense thing in Spanish, so clearly I’m working up to reading it. (It has a lot of competition.) I’ll attempt the other genres. Play: a lot of Shakespeare, though I’ve probably read them all. And Ibsen’s Peer Gynt – though now I’m discovering that, far from being famous, Ibsen isn’t someone that literate younger people have even heard of. Album: I’ve never listened to more than individual songs by Bob Dylan. Film? Probably Tarkovsky, but most of the famous films one simply sooner or later ends up seeing.

Do you have any hidden talents?
This is another tough one – I simply sit here thinking of all the things I don’t do very well. I ski, but not very well; play the piano, but not very well; for a while played the violin in a string quartet, though we, in the quartet, were the only ones who enjoyed hearing what we played; once earned $40 playing the violin in The Messiah. I cook, but only occasionally with any flair. I’m a patient gardener, and the plants don’t usually die. I can darn a sock, if I have to. I once made a dress that I could actually wear. The first time I fired a rifle, I shot the bottle off the wall."