"Den danske roman der er nøjagtig ligesom Livets træ"

I web-udgaven af magsinet af Little White Lies er en vis Mark Asch i en stor artikel helt oppe at køre på lighederne mellem Peter Adolphsens roman Machine og Terence Malicks film The Tree of Life, artiklens begyndelse:

"We begin in Austin, Texas in the second half of the 20th century, before flashing back to a time when all matter in the universe exploded outward in a radiance of creation, forming the earth and all living things, including a confused prehistoric animal, who injures its leg by a river. We move forward again, the earth takes a more familiar shape; we’re in the deserts of the American West, and eventually back to Austin, where our narrator mourns a premature death with mixed empathy and survivor guilt in a profound display of interconnectivity.
Only this isn’t a brief summary of Terrence Malick’s The Tree of Life, but Danish author Peter Adolphsen’s 2006 short novel ‘Machine’. An English-language version of ‘Machine’ was published in 2007, around the time my girlfriend was indulging her wanderlust by reading all the translated Scandinavian literature she could get her hands on. I was interested by her description of ‘Machine’: the book is one of those stories that follows a particular object through space and time as it interacts with different objects and people, each opening up into its own distinct, digressive world, and I probably thought it was a neat, familiar metaphor for the web of life.
I had seen The Tree of Life when it came out in 2011, and when I picked up ‘Machine’ two years later I had a vague inkling that the novel and movie had a similar hook: the ancient past and familiar present, together in a chain of causality. But my pulse quickened as I began to read. Like many small-press authors, Peter Adolphsen maintains a very active social media presence, and had friended my girlfriend on Facebook after she reviewed ‘Machine’, though they’d never actually spoken. I sent him a message to ask if he’d ever seen The Tree of Life. He hadn’t.
Over email, Adolphsen describes ‘Machine’ as “in the genre of tingseventyr (fairy tales about objects).” After a brief overture, the novel, which you can read in about an hour, starts at the very beginning: the Big Bang – the expansion of time and space outwards from a single point, and the formation of the elements and everything else, “from amino acids to galaxy clusters.” The same quantity of matter has always existed, writes Adolphsen, in various recombining forms, and it is one particular piece of matter that ‘Machine’ follows.
A prehistoric horse (a mammal from the Eocene period, not a dinosaur), spooks at a watering hole, runs away, falls off a cliff, and dies. Cellular decomposition, putrefaction and the heat of the earth take their course – over several million years and a couple of pages – and the matter that had once composed the animal’s heart becomes a single droplet of oil, which is extracted in the 1970s from the Utah oilfield where an Azerbaijani immigrant named Jimmy Nash works. It is eventually pumped into the gas tank of a Ford Pinto, turns to engine exhaust, and is inhaled by the car’s owner, who, some decades later, shows up on the narrator’s doorstep coughing up blood – dying of cancer spread by that very particle that was once something else’s heart.

Adolphsen tells me that though he’s eager to see The Tree of Life, he was previously unaware of its similarities with his book. I have not reached out to Terrence Malick to ask if he’s read ‘Machine’, but it’s widely reported that he had been developing a project about the origins of life since the late 1970s. By 2007 the idea has taken shape in a script incorporating elements inspired by Malick’s childhood in Austin – where he grew up as the oil-rich grandson of Syrian and Lebanese Christian immigrants – and the lingering emotional wound left by the suicide of his younger brother in 1968. This personal tragedy informs the world-weariness of Sean Penn’s character in the present-day scenes that bookend The Tree of Life, as well as that of Christian Bale’s protagonist in Malick’s latest, Knight of Cups.
“I guess it’s a coincidence, a nice little one,” Adophsen says. “I think that many more than just Mr Malick and myself have done the Big Bang thing in some form or another; we’re not the first, won’t be the last. The birth of the universe is naturally a recurrent theme. It’s the end station for the train of where-do-we-come-from questions.”"

Det sørgeligste nye ord Pia Juul nogensinde har hørt (er ikke lynild)

Pia Juul

2 hrs ·

"Quickbrev"?

Comments

Pia Juul Det er det sørgeligste nye danske ord jeg nogensinde har hørt.

Pia Juul

5 hrs ·

Torden og lynild! Hurra!

The Twin Peaks-Helle Helle Connection

Helles version af

"The Owls Are Not What They Seem"

i Hvis det er

klippet til sangtekst af Kristina Holgersen til hendes temmelig fine plade (og ledsagebog af samme navn) To slags mørke (omtales nærmere i Bogholderiet i WA Bøger på fredag, find den på Spotify):

Ofte går jeg med sådan en undren,
det kan også være en uro, uden at kunne placere den.
Jeg har desværre ingen andre eksempler på stående fod.
Bortset fra i dette nu, hvor uglen fra tidligere giver et desperat skrig
i det fjerne.
I det fjerne.
Der er noget, der foruroliger mig, jeg ved ikke hvad.
Måske det bortkomne tyggegummi.
Men også selve det fejlslagne kast,
at jeg ikke kunne styre mit håndled. Jeg kan have fået gigt.
Så er der risikoen for at skulle gå meget længere uden vand,
i det hele taget at skulle gå i svuppende sko.
Fortløbende sidde her i mørket og vente.
Men også udsigten til, at hun kommer tilbage.
Nu skriger uglen igen, og så slår det mig.
Det er da ikke uglen.
I det fjerne.
Det er da ikke uglen.
I det fjerne.
I det fjerne.

The Jørgen Leth-Star Wars Connection

- fra Rolling Stone-interview med Oscar Isaac; om hans rolle i den seneste Star Wars-film:

"Poe Dameron is the most straightforward part Isaac has ever played – and maybe the most difficult

"It's extra-challenging when there's less characterization involved," he says. "I mean, there's still quite a bit of character there  — he's not me, even the way of talking is a bit different. But sometimes it's hard when you have less to hold on to. Have you ever seen this movie called The Five Obstructions by Lars von Trier and Jørgen Leth? He has remake a film five different times, each with a different 'obstruction,' like it has to be animated. But the final obstruction was no obstruction at all, and that was the most difficult. That's a little bit of how I felt. If I have every choice possible, then I don't know what to do. I have no way of focusing it!"

Monogrammatisk mistanke

Peter Adolphsen offentliggør det foreløbige persongalleri i sin nye roman med ordene:

"Der kommer formodentlig en liste over de medvirkende i Rynkekneppesygen. Det er et værre mylder. — at Hald Hovedgaard"

- flere af navnene ser mistænkeligt mongrammatiske ud, dvs. som er de hentet direkte fra Martin Larsens ottebindsværk Monogrammer (grundsignalement: eksotisk fornavn + ikke-eksotisk efternavn), hvilket er svært at bevise smart nok, da alle navne jo kun optræder 1 gang, men jo også helt i orden, og allerede forudsagt ved monogrammernes udgivelse, at dette er perfekt nødnavnelager for danske prosafiktionsforfattere:

Kosmos er et gøremål - Smærup 70

Du siger, og jeg kan ikke mindes, at du har brugt ordet før, at det er et gøremål at gå en tur, uden at vide, at den store prosa-mester Jens Smærup Sørensen fylder 70 år i dag, og at han i 1973 udgav en bog på Arena, der hedder Gøremål, der er uden genrebetegnelse, ergo er titlen genrebetegnelsen selvfølgelig - jeg rev bog ud af reolen og viste dig den, og nu er du gået med det mål at gøre dit gøremål, og jeg sidder ved skrivebordet med bogen slået op foran mig, på side 9 står der, og det bliver så mit TILLYKKE:

Svært at få øje på meningen kun de mange muntre oplevelser til at kredse om troen på døden

Som i ugevis lyser solen foran før den pludselig falder fra hinanden og det må dog endnu være sket for år tilbage. Jo der er endnu flere år tilbage og hele tiden sker der noget. Mennesket har sit fartøj og kan altid se hvad klokken er. Men så standser selv jorden tvivlrådig op, som de andre planeter mindre end et øjeblik hvorefter de fortsætter, af vanens magt, de kører deres dørtræk omkring næsten ingenting, som på flugt fra en storm af ildflager. Samtidig griber mennesket til sin puls, det regner efter og klør sig i håndfladen. Det kontrollerer afstanden og den er som den plejer cirka, apparaterne fungerer og det spekulerer over betydningen af det sære syn dér foran nu. Det er nu planeterne stikker af til hver sit verdenshjørne. der er ikke andet at gøre, de må afsted i i hver sit tempo og jorden er måske på vej væk og måske kommer den imøde. Mennesket kommer ingen vegne så for øjeblikket kan det ikke eksistere når det naturligvis bare er der. Det kan endnu vare mange år før der sker noget. Mennesket kommer beklageligvis død hjem fra sin lange rejse.

Og spejlet i en pyramide

af Robert Smithson på Dia:Beacon, selvom de kom hjem i går:

Min faster on the road

Else Marie med sin veninde Lisbeth i USA lige nu:

MARTIN LARSEN FORSØGER AT SKRIVE EN ROMAN!

og den ser ifølge hans blogpost i går - den første i 14 måneder fra denne blogpioner - i sin  forgrublede sirlighed ekstremt lovende ud (HJVK er en forkortelse for Hvis jeg var kunstner); han må gerne skynde sig ...:

28.5.16

Jeg forsøger at skrive en roman. Hvilket slidsomt og udmarvende vanvid. Men i dag når jeg en slags lille milepæl; jeg passerer 25.000 ord, dvs. manuskriftet er nu målt i sådan råt skrevent materiale længere end HJVK og dermed det længste, jeg nogen sinde har skrevet (jeg ville ønske, jeg kunne sige det længste sammenhængende, jeg nogen sinde har skrevet, men ... nej).
Her er i dagens anledning et første lille afsnit sendt ud alene på det store teksthav. Vi ses, når jeg når 50...

(Mikroskopisten)

På den tid boede der en ung franskmand, en jøde tror jeg, på etagen over mig. Han kom af og til forbi og vi snakkede sammen om kvinder og beklædningsgenstande og af til købte jeg også nogle af de småting, han solgte, han havde altid rariteter, han havde opsnuset, et miniaturemaleri i en halskæde, en lille elefant udskåret i elfenben, et sæt pistoler, som havde tilhørt en eller anden legendarisk revolvermand ude vestpå, en hjelm fra en mexikansk caballero … den slags. Den dag jeg flyttede ind, kom han og hilste, og det endte med, at jeg ejede en antik lampe af sølv, som han insisterede på at kalde en Cellini. Han handlede med de ting for sjov, for han havde masser af penge og kendte folk fra de bedste kredse og også nogen fra mindre pæne.
     Så kommer han en dag forbi og begynder at tale om Madame Vulpes, Madame Renard kaldte han hende, fordi han var franskmand, om hvordan han havde besøgt hende, og hvordan han havde skrevet en række spørgsmål ned på en lap papir, hemmelige spørgsmål af den slags man gemmer i sit hjerte og end ikke antyder for sin bedste ven og Sacrebleu! og Je vous dit merde! osv. denne djævlekvinde kunne svare helt præcist på dem alle sammen, på ting jeg aldrig har nævnt for nogen … han blev fjern i blikket. –Men lad os ikke tale mere om det, det er altsammen biologi, og det er ikke fordi jeg tror på det der … kom, jeg har en ny vase oppe ovenpå du skal se, det er en Palissy … 
      Så kunne jeg ikke lade være med at tænke på denne Madame, som var en spiritist i New York, som på den tid var meget omtalt. Jeg tænkte på mig selv som videnskabsmand, men ikke en af den slags, der udelukker, at noget eksisterer, bare fordi vi endnu ikke har en rationel forklaring på det. Der er mange ting, vi ikke ved, og kun de mest forstokkede og arrogante professorer benægter, at der er utallige kræfter i naturen, vi ikke forstår og nogle af dem synes under særlige omstændigheder at kunne virke direkte i harmoni med det menneskelige sind, som vi heller ikke forstår særlig godt. Hvorfor skulle man som videnskabsmand uden videre udelukke, at det er muligt at kommunikere med organismer af en anderledes beskaffenhed, åndelige væsener måske, og at de ligefrem kan hjælpe os i vores videnskabelige stræben? Vi ved meget lidt om det åndelige liv. Finder det fx sted i tiden eller uden for den? Hvis mennesket en dag gennem sin fortsatte evolution når et stade, hvor vi ikke længere bindes til materien, vil dette astrale menneske da kunne færdes i universet uden alle de begrænsninger kroppen er underlagt? Vil det kunne rejse frit i tiden og vil det kunne kommunikere med fortidens mennesker og dele sin viden med dem? Disse spiritister, man ofte hører om, forsøger som regel at få kontakt til de afdødes ånder og give deres efterladte en smule virkelig eller falsk trøst. Men er det ikke muligt, at der er andre og mere frugtbare former for spirituel kontakt?
     Den slags tanker gik jeg med i lang tid, og selvfølgelig endte det med, at jeg opsøgte Madame Vulpes. Jeg korresponderede først med hende og aftalte et honorar af en størrelse, der ikke var ubetydelig for en mand med mine midler, men jeg var stadig i besiddelse af en del af min arv, og jeg mente, at jeg nok kunne klare mig. Så en aften mødte jeg op i hendes hus, som var stort og mørkt, og som hun tilsyneladende boede helt alene i. Hun var en mørklødet kvinde med ravnsort hår og et ubevægeligt blik der tog en skarpt i øjesyn. Hun havde en spids hage og en lille rund næse. Hun åbnede selv og lukkede mig ind uden et ord. Vi gik gennem en stor forstue og ind i et mindre værelse, der var sparsomt møbleret med et rundt mahognibord og et par stole. – De ønsker at få nogen i tale? spurgte hun, og jeg forsøgte at forklare mit ærinde, som ikke syntes at vække nogen interesse hos hende. Hun bad mig sætte mig ved bordet og lægge begge hænder på det med håndfladen nedad. Vi sad i stilhed et stykke tid, et minut vel, før bankelyde begyndte at komme først fra bordet, som om nogen sad og hamrede en fyldepen eller mundstykket på en pibe mod bordpladen. Snart kom der også lyde fra ryglænet på min stol, fra trægulvet under bordet, fra væggene og endda fra de to store vinduer ud mod nattemørket. – De har heldet med dem, sagde hun, de er til stede i stort tal i aften. – Er der nogen, der vil tale med denne unge mand? spurgte hun, nærmest spottende, men jeg var alt for anspændt til at tage mig af det; en voldsom sværm af ånder syntes at banke løs på alt, hvad de kunne. Er den ånd, han søger, til stede i rummet, spurgte hun så, og efter et øjebliks stilhed lød der en mere forsigtig banken fra forskellige steder. På hver side af bordet, hendes og min, lå der papir og en pen. – Skriv Deres spørgsmål ned, sagde hun, De behøver ikke vise mig det. Jeg tog pennen og skrev med små bogstaver: – Hvem er du? Efter et nyt øjebliks stilhed kom der bankelyde fra rundt omkring. Madame havde grebet sin pen og hendes hånd begyndte nu at bevæge sig med stive krampagtige bevægelser, mens hun selv stirrede den modsatte vej uden at fortrække en mine. Da hånden slappede af, skubbede hun papiret over til mig, så jeg kunne læse det – Mit navn er Omegar, stod der. Madame gjorde med et næsten umærkeligt nik mod papiret tegn til, at vores samtale skulle fortsætte på denne måde. – Er du en af de døde? spurgte jeg. – Ikke endnu, svarede han. – Hvor er du da henne? Madames svar tog lang tid. – På Jorden. Jeg ved ikke, hvad du ville kalde dette sted. Jeg er i en by af krystal på havets bund. Jeg mener, der hvor havet var. Vores Jord er anderledes. Det er vinter her. Nætterne er længere; også dagene, men selv dagene er mørke. Solen er ikke så kraftig mere. Jeg ville gerne spørge ham om mange andre ting, men tiden var kort; uden tvivl ville Madame snart ryste på hovedet og afbryde seancen. – Ved du hvem jeg er? Efter kort tids pause: – Du er mikroskopisten. – Ved du, hvad det er, jeg gerne vil vide? – Jeg kan ikke læse dine tanker, min ven. Ikke på denne måde i hvert fald. – Jeg vil bygge et mikroskop, der er kraftigere end alle andre, så kraftigt som det kan blive. I min iver udtalte jeg disse ord højt i stedet for at skrive dem ned. Madame stirrede formanende på mig. Jeg skrev: – Er det min skæbne at bygge dette apparat? Svaret kom prompte: – Javist. – Hvordan? Hvad skal jeg gøre? Nu fulgte en lang periode, hvor Madames hånd kradsede bogstaver, tegn og skitser ned på flere papirark. Da hun omsider var færdig og skubbede arkene over til mig, forekom det mig, at hun så træt ud. Jeg kiggede febrilsk på instruktionerne, de forekom mig forståelige, skønt jeg havde svært ved at fokusere mine tanker. – Hvad vil dette instrument vise mig? skrev jeg. – Ting, ingen har set tidligere, svarede Omegar. Ved dette svar blev jeg så ophidset, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Madame Vulpes greb lejligheden til at lægge sin pen fra sig, rejse sig og sige, at hun håbede, jeg havde fået alt det at høre, jeg havde håbet. Da hun fulgte mig ud blev hendes ansigt mildere end det havde været før; hun virkede pludselig som en skrøbelig gammel dame. Mens vi gik gennem forstuen fulgte lyden af en banken mod trægulvet os hele vejen til yderdøren. Jeg efterlod Madame i hendes store hus alene med ånderne. ...

Fire minutter i midnats ordspil

Falderebtrick

Vi kom til at snakke om Borum og Morti

Morti Vizkis bidrag til Det forklædte hjerte. Festskrift til Poul Borum, 1994:

Morti til Poul

jeg drømte i nat
at det hele ikke var som det var
at du havde købt et par guldbukser til mig
og vi begge var enormt unge

jeg drømte det
i nat

det her kan du aldrig lære videre
for det er skrevet til dig
og ikke til din magt for alverden

jeg drømte at du stadigvæk havde din søvn
og at jeg stadigvæk var en panda
og at du stadigvæk kunne græde

selvom vi som sagt
var unge

3 nye Lydia-historier til dig som fredags-talismaner

Notes During Long Phone Conversation with Mother

for summer – she needs

pretty dress – cotton

cotton nottoc

coontt

tcoont

toonct

tocnot tocont

tocton

contot

On the Train

We are united, he and I, though strangers, against the two women in front of us talking so steadily and audibly across the aisle to each other. Bad manners.

Later in the journey I look over at him (across the aisle) and he is picking his nose. As for me, I am dripping tomato from my sandwich on to my newspaper. Bad habits.

I would not report this if I were the one picking my nose.

I look again and he is still at it.

As for the women, they are now sitting together side by side and quietly reading, clean and tidy, one a magazine, one a book. Blameless.

 - og total Voodoo-besværgelse, anti-os!:

A Story Told to Me by a Friend

A friend of mine told me a sad story the other day about a neighbour of hers. He had begun a correspondence with a stranger through an online dating service. The friend lived hundreds of miles away, in North Carolina. The two men exchanged messages and then photos and were soon having long conversations, at first in writing and then by phone. They found that they had many interests in common, were emotionally and intellectually compatible, were comfortable with each other and were physically attracted to each other, as far as they could tell on the Internet. Their professional interests, too, were close, my friend’s neighbour being an accountant and his new friend down South an assistant professor of economics at a small college. After some months, they seemed to be well and truly in love, and my friend’s neighbour was convinced that ‘this was it’, as he put it. When some vacation time came up, he arranged to fly down south for a few days and meet his Internet love.

During the day of travel, he called his friend two or three times and they talked. Then he was surprised to receive no answer. Nor was his friend at the airport to meet him. After waiting there and calling several more times, my friend’s neighbour left the airport and went to the address his friend had given him. No one answered when he knocked and rang. Every possibility went through his mind.

Here, some parts of the story are missing, but my friend told me that what her neighbour learned was that, on that very day, even as he was on his way south, his Internet friend had died of a heart attack while on the phone with his doctor; my friend’s neighbour, having learned this either from the man’s neighbour or from the police, had made his way to the local morgue; he had been allowed to view his Internet friend; and so it was here, face to face with a dead man, that he first laid eyes on the one who, he had been convinced, was to have been his companion for life.

 - fra bidrag til netfanzinet fivedials.com, hvor 2 yderligere nyheder kan læses

Fællesmængden kys

Fællesmængden af

Well I walked up to her and I asked her if she wanted to dance
She looked awful nice and so I hoped she might take a chance
When we danced I held her tight
Then I walked her home that night
And all the stars were shining bright
And then I kissed her
Each time I saw her I couldn't wait to see her again
I wanted to let her know that I was more than a friend
I didn't know just what to do
And so I whispered I love you
And she said that she loved me too
And then I kissed her
I kissed her in a way that I'd never kissed a girl before
I kissed her in a way that I hope she liked for evermore
I knew that she was mine so I gave her all the love that I had
Then one day she'll take me home to meet her mom and her dad
Then I asked her to be my bride
And always be right by my side
I felt so happy that I almost cried
And then I kissed her
And then I kissed her
And then I kissed her

&

I've got syphilitic hetro friends in every part of town
I don't hate them but I know them, I don't want them hanging around
I won't roll my bones for every little girl who gets on down
I got space and space got me, I should be selling it by the pound

Ever since I heard the voice
I thought I had no choice
But then I kissed her

I don't mind if I get broken, I don't mind if I get fixed
I don't mind if I'm not spoken, I don't mind if I get kicks
If I wake up dead I'll wake up just like any other day
And the photographs of God I bought have almost fade away

Everything just passes by
I thought it always would
But then I kissed her

 

= 

 

then I kissed her

then I kissed her

5 år for Andys

Hvis nu faktisk
Andys Bar
var
Andy Warhols Bar
og ikke
Albert Mertz'
og Gasolins,
ville stedet
være tapetseret
med profetiske
Guld-Cecilier,
dateret fx 1968,
hvor det stod ham,
Andy, blændende
klart, at lige her
ikke mindst
ville du glimte
hårdt og lokkende
som en ægte
STAR
for for evigt mig

Her bor Simon Grotrian evigt digtende

- set i ærkeengleperspektiv

Harald-highlights

SYND! at ikke flere af jer overværede min samtale med Harald Voetmann på Humanistisk Fakultetsbibliotek i går eftermiddags, tyst og intenst fortalte han SENSATIONELLE ting om sit forfatterskab, blandt andet. så vidt jeg husker (kun Erik Skyum skrev ned):

- Han kom som purung ind på Forfatterskolen med højtravende digte, som han meget straks blev flov over - men poesien spøger stadig, som højeste ambition og som skriveprocessuelt trick i de første gennemskrivninger af prosaen, hvor teksten opsættes og organiseres (gammeldags/systemisk) lyrisk

- Gennembruddet til at skrive debutromanen Vågen var en pågående livagtig drøm, han drømte i Italien efter at have gennemtravet alt for mange ruiner (manden elsker ruiner og fragmenter) og gennemlæst alt for meget sekundærlitteratur om Plinius, Petronius og co.: På en gade i Pompeji henvender en kvinde sig til ham, på turist-sproget græsk, og alt føltes frygteligt virkeligt og frygteligt fremmed

- Det var Hanne-Vibeke Holst, der fortale ham, at Vågen var en roman, til forfattermøde hos Det Danske Akademi, hvor han i baronessens havestue havde læst en bunke Plinius-tekster op, og samtlige tilstedeværende var uenige med hende, inklusive Harald, men et år senere opdagede han, at hun havde ret

- Syner og fristelser er skrevet i en vis fart under frivillig terror fra app'en Write or Die, der sletter vilkårlig tekst fra manuskriptet, når han ikke skriver hurtigt og effektivt nok

De 5 øverste opdateringer lige nu - Facebook Tidende spiser sig selv

Ina Munch Christensen

 

19 mins ·

Hvis en engelsktalende, hvid midaldrende businessmand begynder at tale til jer på Vesterbrogade og stille spørgsmål man ikke forstår pointen med, kan du lide at hjælpe, kender du forskellen på mind and brain, hvad fik du til morgenmad, kan du lide kontrol, kan jeg oplyse, at det er Scientology der har lagt en ny strategi for rekruttering. Efter en tid peger han på en Scientology-bygning på den anden side af gaden og spørger, som var det et romantisk ærinde, om han må invitere til en stresstest

Bering Rejser

Sponsored ·

Sommerens fedeste oplevelse: Kitesurf Camp i Portugal! Du skal da med!

Christian Schmidt-rasmussen

17 mins ·

EN KARAKTERDANNENDE OPLEVELSE: i 1979 som 15 årig var jeg til roskilde festival med min to år yngre lillebror uden forældre. på orange scene søndag morgen pustede greenpeace en stor plastikhval mens der blev holdt tale om at det var synd for hvalerne. foran scenen stod en lille flok punkerne og sang, meget højt, "now i wanna fuck your whale", til tonerne af "now i wanna be your dog". det optrin har jeg båret ved mit hjerte siden

Morten Søndergaard

Yesterday at 2:24pm ·

Finally here!

Lea Marie Løppenthin updated her profile video.

10 mins ·

Om et par timer forsvinder jeg ind på et bibliotek med Harald Voetmann

Harald Voetmann i samtale med Lars Bukdahl

Forfatteren Harald Voetmann taler med litteraturanmelder Lars Bukdahl om sit forfatterskab, med udgangspunkt i sin seneste roman ”Syner og fristelser” fra 2015.
Romanen handler om benediktinermunken Othlo, der på sit sygeleje i klosterets sygesal svæver ind af ud af bevidsthed, mens han kæmper med syner og fristelser, der vil lede ham i fordærv. Kom og bliv klogere på Voetmanns arbejde i spændingsfeltet mellem historisk tankegods og moderne rationalitet.
Harald Voetman er uddannet på Forfatterskolen 1997-99 og har en BA i latin fra KU.

Tid: 25. maj 2016, kl. 16:15-17:15

Sted: Det Humanistiske Fakultetsbibliotek, Njalsgade 112

Arrangør: Det Humanistiske Fakultetsbibliotek 

Haralds seneste 4 opdateringer (Facebook Tidende kender ingen grænser):

Harald Voetmann shared Doctor Hielpeløs aff Græcken Land's video — feeling som en Bountybar i et lunt pissoir.

May 23 at 11:13pm · 

-2:06

Doctor Hielpeløs aff Græcken Land added a new video: Doctor Hielpelös aff Græcken Land paa Struer Stats Gymnasium.

May 23 at 11:04pm ·

Som en Bountybar i et lunt Pissoir: Doctor Hielpelös aff Græcken Land paa Struer Stats Gymnasium.

Comments

Peter Højrup Dr. Hielpeløs i X-Factor nu!

Harald Voetmann

May 22 at 11:40pm ·

(Meget indforstået, hvis man ikke har fulgt diverse raserende litteraturdebatter.) Jeg er virkelig skeptisk overfor det, Claus Elholm Andersen sætter op som en vej ud af den danske litteraturs påståede dødvande: at den skal blive "omverdensfortolkende" og forholde sig mere konkret til "klima- og flygtningekrise og demokrati under beskydning" i en plotbaseret form, vel at mærke. Det handler altså om at finde farmors romanskabelon frem fra slagbænken og stoppe alle nutidens problemer ind i den, så den igen kan bryste sig af aktualitet. Det lyder som den perfekte opskrift på nedladende formidling, slet ikke som god litteratur. På den anden side lyder det som en litteratur, der ville være dejligt nem at forholde sig til som forsker. Ikke alt det bøvl med at skulle sidde og lede efter en eller anden 25-årigs eksistentielle ærinde i ordsalaten.

Harald Voetmann

May 21 at 2:32pm · 

Gammel ægyptisk ritualtekst. Om natron og negleklipning og et øje, der spytter?

Comments

Harald Voetmann Jesper Wamsler, er det her en type opgave, I kan bruge på krydsordforlaget - find de manglende ord i det forvrøvlede oldtidsfragment?

Jesper Wamsler Glimrende idé. Måske man kunne krydre sådan en udgivelse med illustrationer i form af hieroglyfrebusser? Vi mangler sådan set bare en god titel...

Harald Voetmann

May 18 at 12:25am ·

Ekstra Bladet, for helvede ...

Enmandsbevægelsen for en konkretistisk Henrik S. Holck (Facebook Tidende uden ende)

Henrik S. Holck

22 hrs · 

A8 d6 v10 5g 8f h3 2p { & } ⏰

Like

1 Lars Bukdahl

Henrik S. Holck Til Lars
 

Vi fg rt kl op æø qw zx,
9 7 5 3 og 1
2 + 2T
Oooo P

Unlike · Reply · 1 · 55 mins

Lavalampefortolkning (Facebook Tidende fortsat)

Sirir Ranva Hjelm Jacobsen har en fin, tænksom opdatering om (Mette Høegs kritik (!) af) Cecilies Mit skrivebord-kommentar til og -foto af sin lavalampe:

"Ok, obs, alarm, vær beredt – det her er en meget lang og nørdet og ikke sygt gennemtænkt overvejelse om Cecilie Linds lavalampe og Mette Høegs kronik:
Da Selma Lagerlöf modtog nobelprisen i 1909, valgte hun at bygge sin tale op om en sød, lille personlig anekdote: en dagdrøm hun havde i toget på vej til prisoverrækkelsen om at søge råd hos sin gamle far i det hinsides. Det er tilsyneladende en lidt banal anekdote fra det virkelige (forfatter)liv. Men går man den efter, viser den sig at være én lang reference til de indledende scener i Jerusalem, hvor Ingmar Ingmarsson på samme vis – og med klare sammenfald på tekstplanet – dagdrømmer om at søge råd hos sin døde far. Forfatteren og teksten kan ikke så nemt adskilles. Lagerlöf taler til publikum ikke fra forfatterens domæne men fra værkets. Eller – hun værkgør sig selv.
Selma Lagerlöf arbejdede strategisk med sin forfatterpersona, og det fik på godt og ondt afgørende indflydelse på de dominerende læsninger af forfatterskabet. På den ene side frisatte den nøje konstruerede sagotant-persona Lagerlöf til at skrive om ting, der var tabu for kvindelige forfattere, uden at måtte gøre det fra en udsat / udstødt position. På den anden side lagde hun selv kimen til det væld af dovne og jævnthen dårlige biografiske læsninger, Lagerlöfforskningen har været plaget af. Hun banaliserede til en vis grad sig selv – men strategien rummede, som forfatterskabet jo vidner om, frisættelsen af et ret vildt kunstnerisk potentiale.
Mette Høeg er i sin kronik ude med riven efter en vis forfatters lavalampe, som optræder i Informations serie, Arbejdspladsen, om forfatteres skriverum. Høeg benytter lampen som eksempel på noget fra forfatterens domæne, der er uden for konteksten af det værk, som definerer ham/hende, og derfor uinteressant. Et konkret symbol på den dyrkelse af forfatteren frem for værket, der bidrager til en fordummende litterær kultur. Men lavalampen er Cecilie Linds. Hun har ”ønsket sig en, siden hun var lille”, den er på én gang ”ækel”, ”tryg” og ”noget plamageagtigt, som prøver at slippe ud”.
Høeg fremhæver, at skrivebordene i 'Arbejdspladsen' er kuraterede. Det rummer jo også, at Lind placerer lavalampen i billedet som tegn. For Høeg peger tegnet tomt på forfatteren. Men for mig peger det i lige så høj grad på nogle omdrejningspunkter i Linds litterære produktion ind til videre. Lavaen bevæger sig som Linds tekster; formens substans er sammenhæng, der skabes og genskabes fortløbende. Linds egen beskrivelse af lampen peger på to centrale temaer: undersøgelsen af det pigelige og den ulækre-og-betryggende spiseforstyrrelse. Også det skønne, dyrt købte maleri med de flossede kanter, der hænger over lampen, peger lige så meget ind i Linds litterære univers som på hendes private person.
Altså, det kan jo også bare være en lavalampe, som Lind synes er pæn og rar at se på. Men jeg læser Cecilie Lind som en forfatter, der arbejder strategisk med sin forfatterpersona og med overskridelser af de konventionelle grænser mellem litteratur og (forfatter)liv som kunstnerisk strategi. Ser man sådan på det, befinder lavalampen sig ikke nødvendigvis uden for konteksten af værket. Tværtimod indgår den i en kritisk – og i Linds tilfælde netop ret ”gennemtænkt, sammenhængende og relevant” kunstnerisk undersøgelse af noget i samtiden.
Der er, synes jeg, meget rigtigt i Høegs kritik af tendensen til forfatterdyrkelse. Men der er måske også en tendens til at underkende (unge) kvindelige forfatteres krops-og-persona-bundne litterære eksperimenter og udfordringer af værkgrænserne. Eller hvad?"

- Siris egen videregrublende kommentar nede i tråden til sin opdatering:

"(...)  pardon my rablen her, det er lidt med et halvt øje på lønarbejdet – ”det at noget forsøger at tage fysisk form” er vildt spændende, synes jeg. Og centralt hos Lind, måske især i værket Strunk, som konkret er sat i pigeværelset og hvor performance af det pigelige – performance som bl.a. selvskabelses- og selvopretholdelsesstrategi – er et centralt tema for skriften. Og når det er dét, er det jo ret oplagt at se på den lavalampe i det eksplicit pigelige rum, Lind har kurateret, og tænke: Hm. Gad vide, om hende Lind egentlig har gang i et projekt, der rækker ud over værket-som-skrift og faktisk netop handler om at investere sin krop i at problematisere, kritisere, undersøge visse rollers (man tør jo nærmest ikke sige identiteters) begrænsninger og potentialer? Faktisk overhovedet ”identitetens” begrænsninger og potentialer? Det spørgsmål stiller Høeg ikke. Hun stiller egentlig slet ikke spørgsmål. I stedet kategoriserer hun Linds værk som antitesen på gennemtænkt og relevant – og Lind som iscenesat/selviscenesættende på en måde, der skygger for værket. Men hvad – spørger jeg så – skygger egentlig for hvad her? Altså, min påstand er jo, at Lind taler fra værkets domæne, når hun taler om den lavalampe. Og jeg tror, at hun simpelthen læses mindre nysgerrigt end fx en Yahya Hassan, fordi hendes emnefelt – det pigelige – er lavstatus, og fordi forestillingen om at kvinder mimer og mænd skaber desværre stadig spøger i kulturen. Så når en Lind iscenesætter en lavalampe, bliver det bare ”sig selv” hun iscenesætter. Det kunstneriske projekt underkendes uden reel vurdering. Måske! Altså det er jo en overvejelse – ikke et anklageskrift."

Lysegrønt Lav

Nye UNGE medlemmer af bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav - og medansvarlige dermed for nomineringen af kandidater til Kritikerprisen:

Tobias Skiveren

Mikkel Krause Frantzen

Nicklas Freisleben Lund (suppelant)

Øvrige, GAMLE medlemmer: Kamilla Löfström (oldermand), Lars Bukdahl (kasserer), Nanna Goul (NY KULTURREDAKTØR PÅ WEEKENDAVISEN - TILLYKKE!), Marie-Louise Kjølbye

Bedste debatmetafor ever

(fra opdatering af Rolf Sparre J (se den m.fl. i kommentaren)

rive den af på hinanden med et rivejern 

(fortsættes, jeg skal til generalforsamling i Kritikerlavet ....) 

 - men sjovt nok er det lige præcis i tråden under Rolfs opdatering, at de to værste kamphøner Caspar Eric og Søren K. Villemoes taler om ikke pænest så ordenligst og i hvert fald mest meningsfuldt til hinanden, kunne de ikke være startet dér?: 

Søren K. Villemoes Bare rolig: Jeg hader ikke forfattere. Jeg har bare ikke behov for at gøre mig venner med forfattermiljøet. Det, synes jeg, man skal holde sig fra, hvis man fra tid til anden redigerer et bogtillæg. Og min respekt for dig, Caspar, er iøvrigt væsentligt forøget, efter du faktisk skrev dit iøvrigt redelige og hæderlige modsvar til Elholm. Tonen var hård i den tråd. Men nogle gange savner jeg også bare en smule forståelse for polemikeren. Vi polemikere bliver ofte automatisk kategoriseret som nogle, der kun skaber splid, ikke er nysgerrige og ikke gør folk klogere. Det er den klassiske højskoledanske Hal Koch-tradition, der taler her, hvor den lyttende samtale er vejen mod demokratiske løsninger og erkendelser. Det sidder dybt i den danske folkeånd at hylde det lyttende og samtalende og se ned på det kæmpende og konfliktprægede. Ting skal løses over en kop kaffe. Sådan er det herhjemme. Men der er jo brug for begge dele. Vi kan ikke alle sidde og dialoge den og samtale den hele tiden. Der skal også være et vist niveau af krig, kamp og konflikt for at markere uenigheder og positioner. Ellers bliver det for blodfattigt.

Caspar Eric men i forhold til polemik Søren, så er grunden til at jeg bliver så sur på dig, ikke at jeg synes du ikke må være polemisk, men: Jeg ER og vil gerne offentligt være meget kritisk over for ny dansk litteratur og institutioner, også dem jeg selv får penge af (kunstfonden, gyldendal), men når polemikken altid tager udgangspunkt i overfladiske fordomme, så føler jeg faktisk at det bremser min mulighed for at være polemisk på en saglig måde, fordi det hele bliver et spørgsmål om et OS/DEM som jeg ikke selv er med til at definere, men hele tiden får skudt i skoene. Jeg synes bare man skal kigge på de forskellige digtsamlinger/romaner i det nuværende litterære miljø for at se at nogle af os jo åbenlyst MÅ være GRUNDLÆGGENDE uenige om hvad kunst skal, og hvordan den skal være. Jeg er ret sikker på at hvis du spørger Signe Gjessing eller Theis Ørntoft, jamen så vil de synes at det jeg laver er noget lort. Ørntoft var både ude efter mig og Gjessing i et interview i Politiken ifbm. Digte 2014. Omvendt, som jeg sagtens kan skrive, fordi jeg flere gange har diskuteret det med Gjessing er jeg totalt uenig med hvad hun laver. Og det er et nemt og lille eksempel. Men disse ting findes. De bliver også diskuteret og er en del af en kamp. Dén kamp giver mig lyst til at lave bedre og bedre bøger, at gøre mit kunstsyn og mine bøger skarpere på hvad der er vigtigt at tale om. Det har jeg selv en fornemmelse af jeg bliver bedre til. Men det har ikke noget at gøre med dagbladskritik. (Begge mine digtsamlinger har i øvrigt fået 4 debutantagtige hjerter i Politiken)