fredag den 1. juli 2022

Helene S. Andersens Samlede Værker - foreløbig og så komplet som muligt!

Jeg portrætterer på grundlag af så godt som ingenting, men rigeligt fantastisk næsrten noget, mystiske Helene S. Andersen i første afsnit af sommerserien SØENS SIBYLLER i WA Bøger i dag - de to eneste tekster hende, det har være muligt at fremskaffe er disse - den første blev angiveligt trykt i beatmagasinet Superlove, 1969, den anden blev trykt i Vagn Lundbyes antologi Texter, også 1969 - ifølge den ultrakorte bio i Texter skulle en tredje, "Den sidste mohikaner", befinde sig et sted i samlepose-tidsskriftet TA'-box, også i 1969, men det er ikke opsporet endnu. "Prins Valiant" og "Kærlighed" (har Arne Herløv Petersen opdaget) er optrykt i antologien En samling, 1972, hvor også fødeåret 1949 oplyses.

PRINS VALIANT Kær

Der er mange ting, jeg er uvidende om, men som jeg engang vil lære at kende. Endnu en gang er det hans dag, og bleg og spinkel kommer han ind på pladsen med dette strålende udtryk i ansigtet. Som en natsværmer flagrer han frem og tilbage og ved ikke, hvad de omkringsiddende ler af. Hans ansigt har ingen grænser, hans tynde hænder rækker en af de nærmeste en blå blomst, men tag den ikke, skriger det i hans hjerte, og det var ikke sådan, at han havde forestillet sig det, slet ikke dette andet menneske, som tøvende tager om stilken med to fingre under hans rystende hånd, kun for et øjeblik efter at sidde tilbage med den i hånden, medens han kaster sig skrigende ind på midten af plænen, hvor hans fingre sætter blomsterhovedet i hans tøj. Det store nummer kan tage sin begyndelse under den lysende septemberhimmel. Men hvem er det, der sætter denne kæmpetragt ned i hans klovnebukser og får ham til at se op, så at en mønt kan ligge på hans pande, hvem er det, som beder ham se ned, når signalet kommer,'så at mønten kan falde ned i tragten. Hvor kommer denne latter fra, medens en flaske vand tømmes ned i tragten, og du står som en af markens liljer og stirrer op i det flimrende lufthav, fortabt i larmen, der stiger med tomheden i flasken. Og hvor er du, ulykkelige, da du ser ned, og mønten falder med en hård lyd i tragten, og hvem kan redde dig nu, da du haler den store fyldte flaske, som tragten har siddet i, op af dine flagrende bukser, og med et brøl, som forsvinder r spektaklet fra bænkerækkerne, begynder at løbe rundt og rundt. Og ikke hører dine egne lyde, som strømmer ud af dig, eller mig, der står og græder og græder ned i hænderne.

Der er utallige ting, som andre kender, og som jeg aldrig nogensinde kommer til at kende. Råbene tager til, men det er igen skridtene henad den øde villavej, hvor nedfaldsfrugterne ligger maste på fortovet, jeg hører, nu da de er kommet ud af skovene, og med geværerne oppe foran sig går i en lang kæde ud over rismarkerne. Og nu, da du er standset op foran det træ, som jeg står skjult bagved, og nu, da biografmørket som en døende følger soldaterkædens mindste bevægelser ud mod det sted, det bombekrater, hvor du ligger og klynker som et barn og følger deres mindste bevægelser. Som jeg dine med min mystiske krop, nu, da du standser op foran det træ, jeg står bag ved, og hvorfra jeg i vejlygtens skær kan se hver eneste af de tårer, som triller nedover dit drengeansigt, medens du knuger om skæftet på dit sværd i skeden. Indtil jeg træder frem, og du siger: Du her, og prøver at se væk, og jeg som i et digt går hen og rører ved dit ansigt, nu skal du ikke sove mere, og tænker på dig, der ligger sammenkrøbet på bunden af dette granathul, som soldaterne i det samme går intetanende forbi.

Der er en uendelighed af ting, som vi intet ved om, og som ingen af os nogen sinde vil lære at kende. Når vi vågner efter en lang og smuk drøm og ser os omgivet af løvet på træerne og vilde blomster på jorden og hører fuglene ude ved søen, hvor guldsmede står stille og funkler som iskrystaller, så gør vi alle disse ting til en del af os selv. Således bliver vore drømme en del af vort liv, og er det ikke også sådan med døden, bare den anden vej, at leve frit og tage af alt, er det ikke den bedste måde at lære at leve og dø? Om lidt vågner vi og opdager at vi har ligget og sovet mellem blomsterne. Det vi troede var noget andet, var fuglene og vinden og solen, og en efter en rejser vi os og ser dér langt ude, hvor jorden bliver fantastisk, dig i din korte kjole og med den tomme skede slæbende i sandet efter dig, endelig på vej hjem.

 

 

KÆRLIGHED

 

Åh, Helene, hvisker han og skjuler ansigtet i sine hænder, jeg er så lykkelig. Han har fine, hvide hår ned ad den gyldne ryg, hvor der endnu sidder små dråber af vand og lyser i solen.

Hvorfor kyssede du mig, siger han og ser op.

Fordi jeg vidste, at du elsker mig.

Hvordan kunne du vide det, smiler han og borer sit ansigt ned mellem min arm og krop.

Simpelthen fordi du spurgte mig om, hvad jeg hed, ikke? hans lange hår er blødt, jeg er lige ved at græde.

Engang var jeg meget ældre, end jeg er nu, udbryder han pludselig og sætter sig i hugsiddende stilling. Hans våde hår hænger i tjavser ned til skuldrene, og et tyndt lag sand klæber til hans ryg.

Vend dig om, vend dig langsomt om, og sig mig, hvad du ser, jeg kan mærke, at jeg ryster over hele kroppen.

Det, jeg ser, er dig, siger han alvorligt.

Er du overrasket, og min stemme vil næsten ikke lystre mig.

Ja, meget.

Hvorfor.

Fordi jeg er så bange for at miste dig, heller ikke hans stemme lystrer ham mere.

Han sidder igen og stirrer ud over havet. Åh, tag min hånd, hvis du ikke ved, hvor du går hen. Jeg vil kunne forstå dig, fordi også jeg selv er faret vild. Men gå ikke ad den gamle vej, for den fører ingen steder hen. Og vi må være tilbage inden midnat. Forsigtigt skriver jeg vor kærlighed ind i hans ryg.

Der er legende, leende mennesker over alt i det hvide sand, og der er musik i luften, og hendes hår har den samme farve som solen, der har den samme farve som hendes øjne, der har den samme farve som min eneste kærlighed. Børnene råber til hinanden og ruller ellevilde omkring i sandet og knæler ned om et eventyrslot, som vokser op mellem deres små hænder og bliver større og større.

To mænd kaster en rød badebold mellem hinanden og bliver smukke og unge igen, og ind mellem dem går en lille tyk mand, men han vender sig om inden vandet og vinker tilbage og begynder så med udbredte arme at trave ud i bølgerne. Og hendes hår og solen og hendes øjne og kærligheden og hendes øjne og barnet, som sidder nøgent i det yderste af dønningerne, i ekstase med strittende ben og løftede buttede arme. Bag ved det slænger en klynge unge mænd sig henad sandet, et strålende farvespil af kroppe og stråhatte og gule og røde og blå og hvide badebukser.

Hvad er det, der sker med den gamle kvinde, som står og skygger for øjenen med den ene hånd, medens hun stirrer ud over det blå vand med bølgebruset: hendes hår bliver gyldent og rynkerne forsvinder og hendes gule kjole flammer op mod himlen og Country Joe synger du og jeg, du og jeg, og børnene danser rundt om hende, og der er musik og farver alle steder.

Og nu en mand og kvinde på langs i sandet, hendes lår har smukke blå åretegninger, der bliver finere og finere og er en bevægende elskovserklæring til den anden ved siden af, som ligger varm og blussende tæt ind til hende, og er det ikke sandt, at du er mig og jeg er dig og vi er sammen alle sammen?

Ord er ekko af vore drømme, dybt nede i en gryde i den yderste klitrække ligger tre små skolepiger og sover op mod rummet, men ud af den sitrende luft træder nu Tim Buckley og synger lavmælt, hvis en violinist spiller for jer og jeg synger for jer, vil I så spinde for mit hjerte og aldrig sige til mig, at i morgen skal jeg gå. Og en efter en vågner de af deres tusindårssøvn og løber ud mellem alle de nøgne mennesker, vinkende og leende og stranden er et hav af dansende og smilende mennesker, og jeg må have været syg, når jeg aldrig vidste, hvad jeg ejede, før jeg havde smidt det hele væk, kærlighed er det eneste, der findes, den får jorden til at dreje rundt, kærligheden, og ingen kan benægte det, uanset hvad de tænker, de kan ikke slippe væk fra den, hør blot hvad en, der har prøvet på det, har at sige.        #

En blid, varm vind stryger ind fra det lyse rum og det kviksølvsglinsende hav. Solen skinner ud mellem lette lammeskyer, der glider langsomt af sted. Stranden ligger lysende hvid ved vandet. En fjer sejler fra side til side ned mod sandet, et øje i en marguerite har set den. Jorden er ung, ung, ung.

mandag den 30. maj 2022

Fraklip til Pia

 - Pia Juuls 60 års fødselsdag i dag

"Juulerup Færby after dark - om En død mands nys, 4 topmøder", min artikel til dagens antologi om forfatterskabet, Forgorthedestilstanden blev ikke underligt alt for lang, her er noget af det, jeg måtte klippe ud:

Det var til en middag i Nyhavn i anledning af udgivelsen af erindringsantologien Museum midt på dagen i derfor 1991, og så mange gange havde jeg endnu ikke stødt på hende, om nogen vel egentlig, ansigt til ansigt, at Pia Juul sukkede, at hun var træt af ordspil på sit navn (det er jeg også, sukkede Pias ven Morti Vizki, der sad ved samme bord, men han havde jo selv fundet på det, navnet, og kunne derfor selv være ude om det), og jeg, som dengang, glad, havde anmeldt en enkelt Juul-bog, Forgjort, 1989, og jeg kan ikke huske, om jeg dér havde ordspillet, tænkte, at det vil jeg så aldrig holde op med, og det har jeg heller ikke gjort, og garanteret gjorde jeg det allerede (igen) to år senere i min overrumplede og fortumlede anmeldelse af En død mands nys i Kristeligt Dagblad, som jeg ikke umiddelbart kan få fingre i og genlæse. 

Mellembemærkning A (genbrugt i kommentar i WA)

 Hvor er det dejligt at nærlæse skønlitterære tekster, også når man modsat professionelle akademiske litterater hverken har tid eller råd til det, fordi ingen, bortset fra akademia, betaler for det; det er også derfor, at forfattere, som ikke er dem, der er dårligst til at læse nært, så sjældent gør det og kun gør det, når de slet ikke kan lade være, jævnfør tekster og bøger af fx Niels Frank, Hans Otto Jørgensen, Jørgen Sonne, Poul Vad og alt for få tekster af Pia Juul, men heldigvis nåede hun at fuldende sin lille, perfekte bog om Agnes Henningsen (som hun også, som sit eneste portræt, portrætterede i Danske digtere i det 20. Århundrede).

Mellembemærkning B

Mon Pia Juul nogensinde fik hørt Lana del Rey, hørt hende ordentligt, det burde hun have gjort, for der er klart et slægtskab, tante-kusine ca., i den oprigtige ironi, i den stikkende sødme, i den legende, skamløse omgange med tradition og citat. Fra sangen ”Wildflower Wildfire” på den seneste plade Blue Bannisters, 2021:

 
Here's the deal
’Cause I know you wanna talk about it
Here's the deal

I promise you, like, a million tomorrows
Here's the deal
What I can promise is I’ll lie down
Like a bed of wildflowers
And I'll always make the sheets
Smell like gardenias wild at your feet

And I nourish you hazily

Baby, I, I, I, I've been runnin' on stardust
Alone for so long

I wouldn't know what hot fire was
Hot fire, hot weather, hot coffee
I'm better with you

It's strange, but it's true, darling

 

Og jeg nærer dig diset – eller hvordan det skal oversættes – det er da en genuin Juul-linje. Og Lana del Ray har jo sandsynligvis ikke læst Pia Juul, men det kan hun nå endnu!

Mellembemærkning C

Jeg ville også gerne have sammenlignet diget fra En død mands nys med digte af fx generationskammerater som Morti Vizki (især Morti), Simon Grotrian, Niels Frank, måske Juliane Preisler, der skrev meget parallelt med Juul i starten, med en digter ti år og tyve år yngre ,men jeg kan mærkeligt nok ikke komme i tanke om (bare lidt betydelige) digter, der er født hverken 1972 – der er prosaisten Peter Adolphsen, så må det blive ham – eller 1982, men en digter, der er 30 år yngre. er for syv søren Signe Gjessing, hende ville det være skønt at sammenligne med, og så kunne man gå bagud i tiden til Frank Jæger eller Jens August Schade eller Sophus Claussen eller Emil Aarestrup, oplagt er også den (nu heller ikke – ak!) nulevende digter, som Juul måske beundrede mest eller i hvert fald var hjerteligt gladest for, Eske K. Mathiesen. Og udenlandske! Selvfølgelig Sylvia Plath, men også Edith Södergran, Wallace Stevens, Dylan Thomas og måske faktisk nulevende Anne Carson?

Udgangsbemærkning (delvist genbrugt i anmeldelsen af Dorrit W's roman)

Nu skal jeg læse og anmelde Dorrit Willumsens nye roman Tjeneren og hans søster, og Pia Juul elskede Dorrit Willumsen, næsten lige så højt som Agnes Henningsen fornemmer jeg, hun forsømte aldrig nogen lejlighed til at fremhæve hende. Mærkeligt som man så konkret kan føle et læsersavn på en andens bogs vegne, men det er kosmisk uretfærdigt, at Pia Juul ikke skal læse den bog, og at den bog ikke skal læses af Pia Juul.  


torsdag den 10. marts 2022

Fire betlehemstjerner over Brabrand set fra Amager

Så er mit hurra-hæfte Tastatur sørme blevet anmeldt, det var ikke meningen, og anmeldt fint og godt og til til velsagtens retfærdige 4 stjerner af Martin Rohr Gregersen i min gamle avis Kristeligt Dagblad, den kan man (ca.) stole på, det forbliver mærkeligt at blive anmeldt selv, når ens day job er ustandseligt at anmelde alle mulige andre, men virkelig glad for den her, et klip:

"Herfra og over cirka 30 sider hvirvles, på én gang lærd og legende, livet, poesien, ligegyldigheder og sandheder op og falder på plads som en art improviseret poetisk fanpost skrevet på langs og på tværs, oven på og ved siden af Laugesens poetiske forfatterskab. Vi møder således en inspireret blanding af blandt andet kommenterede citater fra og henvisninger til Laugesens udgivelser, prægnante karakteristikker, indfølte beskrivelser af det levede liv og hverdagslige leben rundt om skrivningen (Bukdahls børns begyndende arbejde med sproget, for eksempel og ikke mindst!) og referencer til fødselarens egne poetiske forbilleder, herunder Gertrude Steins berømte " en rose er en rose er en rose": " et/ tastatur/ er et/ tastatur/ er et/ tastatur", som det hedder i Bukdahls gakkede versionering. Undervejs bliver man også trukket igennem lange sekvenser fra et gammelt interview, som Bukdahl har lavet med Laugesen. Et øjeblik tænker man, hvad det dog skal gøre godt for, men så besinder man sig på Laugesens credo om, at poesien kan være alt - og så er man heldigvis hurtigt videre i teksten, hvor man støder på denne elegante, smukke, ja faktisk rørende dobbelthyldest til den til stadighed unge 80-årige og den for evigt unge Yahya Hassan: " Berlingske giver/ for længst ikke/ længere 25 års/ jubilarer guldure/ men hvad så bare/ med en guldtast/ fx y/ ihukommende/ en konkurrerende/ største digter/ fra de kanter/ 1995-2020/ fra Kragetæer 1995/ til Vadehave 2020/ at placere på sit/ tastatur/ som på en/ gangsterrappers/ tandsæt". Sådan lykønsker en rigtig fanboy og kritiker-poet dette lands allerstørste digtere. En velplaceret honnør pr. digt, der gør sin pligt: Man mærker engagementet og bliver selv engageret. Poesien aka Peter Laugesen længe leve!."

Tastaturmusik

Jeg har lavet en playlist til Laugesen-digt Tastatur med lutter musik/sange med tastaturly . som ligger på Spotifys Kronstork-side (eller Kronstorks Spotify-side)

link HER !

Et par af sangene (meget skønt at både Brian Eno og Bryan Ferry har lavet tastatur-sange):





lørdag den 5. marts 2022

Frisk barndomserindring (og børnebemærkning)

 Fra interview med Laugesen i Kristeligt Dagblad i går:

Beskriv en scene fra din barndom.

En dag da jeg ikke var ret gammel, trillede jeg i kolbøtter ned ad en stejl skrænt mod et jernbanespor og havnede med hovedet begravet i en vandfyldt grøft. Jernbanen gik mellem Odder og Horsens og findes for længst ikke mere. Det husker jeg som et wake up call.

Og også det her svar sgu da, for totalt true:

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Da jeg fik børn. Det var den tid, hvor jeg følte mig mest til stede i verden. Den fantastiske oplevelse det er at se børn vokse op som levende væsener. Det, børn lærer én, når de er helt små, om hvordan det er bedst at håndtere verden - nemlig fuldstændig åbent og i total accept af alt, hvad der sker på godt og ondt, og før alle reglerne kommer ind. Det er fuldstændig uvurderligt, også for et kunstnerisk arbejde.


Alternativt Retro-citat

 til det jeg benytter sidst i Tastatur - om at skrive på tastatur:

                                           Udflydningen
hvor papirets fibre rives over - sammen-
brus små søer i skriftens konkrete flod.
Og et sted, allesteder, kommer så måske et
indhold ind, udefra, eller det er der plud-
selig - gør altid til et - et øjeblik -
et til og nu for altid!


Bagskrift (om kursivs realitet)

 (skal helst udprintes og klippes til så det passer og limes ind PÅ HOVEDET på de 2 sidste sider af Tasttur)

jeg spørger
i Tastatur i
forbindelse med
verden-
understregning
som billede på
Laugesen-
skriften om
"Laugesen nogen
sinde" har "brugt
kursiv" og svarer
"jeg/ tror det ikke",
men så sad jeg
i forgårs, da jeg
lige havde fået
mine smukt ord
frieksemplarer
med 1993-bogen
Plettede plusfours
og på de 124
sider er lige
præcis 4 digte
kursiverede
blandt andet dette
med sommerfugle-
link til det citerede
digt nr 2 fra
Kragetæer
med titlen "April"
"De visne blade
vandrer mod syd
og danser i vinden.
Citronsommerfuglen
krydser mod nord
som en oprørsk blomst.
Over hopperhuset
der endnu kan ses
mellem bladløse træer
på toppen af bakken
sejler en hvid skyd bort
på fuglenes himmelblå.
"
og så kommer
jeg i tanke om at
selvfølgelig jo
også Laugesens
klareste og måske
eneste evergreen
også står i kursiv:
"Ingen kan gå alene
altid i mørket her
i det flakkende skær
fra satellitterne
Nogen skal være med
Ingen kan gå alene
uden at fare vild
og ind igennem sigselv
styrte ned i glemslens
overbelastede kredsløb
hvor alle billeder på en gang
brænder i udspilede pupiller
kransede huller
der levende åbner og lukker
Ingen kan gå alene
altid i mørket her
Ingen kan gå alene
Ingen kan gå alene
Altid i mørket her
Altid i mærket her "
fra Frø og stængler 1988
og jeg mistænker
men orker ikke
undersøge nærmere
lige nu selvom jeg
burde at kursiv i
en periode kun
i 80erne-90erne
blev brugt til at
fremhæve enkelt-
digte og gade
vide om digtene
så i det maskin-
skrevne origi_
nalmanuskript
er understregede
gad vide gade vide
der er i hvert fald
det orkede jeg
lige undersøger
ingen kursiv i de
3 seneste bøger
Aftenblade 2019
Vadehave 2020
Steder på vejen 2021
til gengæld er
enkelte ord som
en da vistnok
nyere tendens
men ingen hele
digte ikke i
de 3 bøger i
hver fald
s p a t i e r e d e
hvilket de jo
ganske givet
også er i
originalmanu-
skriptet for
hvorfor ikke
det var bare lige
det jeg ville
gøre klart ok

ET TILLYKKE SOM EN BOG!

I dag er det the great Peter Laugesens 80 års fødselsdag! HURRA! Derfor genoplives bloggen omsider, og fordi jeg i dagens anledning udgiver et lille SURPRISE-langdigt med titlen Tastatur og undertitlen "Digt til Laugesen". Forlaget er Kronstork, og den lille bog er andet bind i deres serie "Kronstork Hæfte", og sikke nogle actionmænd dér, formgiver Lars-Emil Woetmann og planlægger Erik Scherz Andersen, som på bogstaveligt talt ingen tid har fået bogen på gaden. HEP TIL DEM! Digteren og frue befinder sig på Det Danske Institut i Athen, og måske når de faktisk at modtage det eksemplar, der expres er på vej, i dag!, som er DAGEN! Jeg betragter bogen som tredje del i det, der så foreløbig er en trilogi, og som består af antologien UGH! Et totalskrift af Peter Laugesen, der udkom på forlaget Spring på 60 årsdagen i 2002 og showet LUXUSEN! Skriftfest med ord og toner for Peter Laugesen, der fandt sted på 70 årsdagen i 2012 og nu Tastatur. Her er et uddrag fra digtet:

jeg har i ethvert

givet nu lov til at

forestille mig

at i dette nu

bliver der skrevet

af ham på hans

tastatur og

det gør mig

altså bare

sig ordet Lars

lykkelig

at forestille mig

på sådan en helt

stille summende

uhysterisk måde

jeg findes ikke

mere eller mindre

fordi Laugesen

skriver men

understreget

akkurat

findes verden

så sandt som

understregninger

kun er noget

der for alvor

nedtastes på

skrivemaskiner

sådan her
understregning

ikke kursiveret

slet ikke kursiv

sådan som

ellers skrive-

maskineunder-

stregninger

gerne over-

sættes har

Laugesen nogen

sinde brugt

kursiv jeg tror

det ikke en

understregning

er en under-

stregning en

streg under

det der er

i forvejen

skriften som

en løbende streg

under det be-

vægende bevæg-

elige hverdags-

lige leben

som kun langt

fra ligner en

lige streg

nærmere på

ligner det langt

mere de der

syrede zig-

zagstrukturlinjer

opsummerende

ikke-handlingen i

Tristram Shandy 1759

det er at føle

den understregning

pågå bag ryggen

eller sidelæns

snarere ovre i

Brabrand eller

hvor som helst

i Dublin

i Paris

den måtte

finde sted

i det øjeblik

jeg føler at

den gør det

ligesom den

vandhane hos

Duchamp der

kun drypper når

man lytter efter

endnu nærmere

på opløser

zigzagstregen

sig i en

fugleflok

suverænt kaotisk

myldrende frem

og tilbage på

skumrings-

himlen som

den jeg så for

et par timer siden

da jeg var nede

med vasketøj

og opdagede

jeg havde glemt

den digitale

vaskebrik inde

i vaskeriet

jeg havde glemt

vaskebrikken

i vaskeriet   

og Laugesen

skriver på sit

tastatur

jeg havde glemt

vaskebrikken

i vaskeriet

mens Laugesen

skriver på sit

tastatur

jeg havde glemt

vaskebrikken

i vaskeriet

men Laugesen

skriver på sit

tastatur

Laugesen

skriver på sit

tastatur

Laugesen

skriver på sit

tastatur

Laugesen

skriver på sit

tastatur

tastaturet

skrives på

af sin Laugesen