Nej, Ziggy,
tiden tager ikke en cigaret,
det er der ikke tid til,
og hvor skulle den også gøre det henne?
og for øvrigt er ikke bare du,
men også Bowie død
Det er Lou, der også er død, der har ret:
This is the time
This is the time
This is the time
Because there is no time
There is no time
There is no time
There is no time
There is no time
- men slutningen på "Rock'n Roll Suicide"
gælder selvfølgelig, mere end nogensinde:
You're not alone! Just turn on with me and you're not alone Let's turn on with me and you're not alone (wonderful) Let's turn on and be not alone (wonderful) Gimme your hands cause you're wonderful (wonderful) Gimme your hands cause you're wonderful (wonderful) Oh gimme your hands
"There are so many Bowie songs of the late
’60s and early ’70s that represent so much to me, but I have to single
out “Rock’N’Roll Suicide”. As a skinny, spotty 14-year-old, bloody from
being bottled by thugs on the way to Liverpool Empire in 1972, I climbed
over the orchestra pit at the front of the stage. And as Bowie sang
“Give me your hand!”, he reached down and took my hand. I was a mess of
blood, glitter and cheap, badly applied make-up, but in a state of near
religious ecstasy. ")
Iggy lever,
i Florida,
og han vil hele tiden bare ikke vente længere:
Time won't let me Time won't let me Time won't let me wait too long
"Et andet stort spørgsmål for os var, hvad vi skulle gøre med hensyn til Keiths næste plade. Keith havde opfyldt sin kontrakt med Sparrow, og hans tjeneste udviklede sig hastigt samtidig med, at hans to første plader var store sællerter. Han var ikke længere "ukendt" og kunne forhandle sig frem til en god aftale med Sparrow eller med et andet pladeselskab, hvis det var det, han ville. Men nu havde han den stærke overbevisning, at Herren ønskede, at han skulle lægge mindre vægt på penge og ikke tage sig betalt for sit arbejde. Keith havde også sine tvivl med hensyn til den kristne pladeindustri, og hvor meget han skulle involvere sig i den. Sparrow ville have, at han skulle skrive en ny kontrakt med dem, og andre pladeselskaber kappedes også om hans næste album. Keith behøvede virkelig at høre fra Herren, for en ting var vist. Han skulle lave flere plader."
""Shut up," sagde Johnny igen.
Han begyndte at knappe hendes skjortebluse op. Hun vred sig lidt og ville protestere, men han hævede hånden, og hun tog sig i det. Hans ansugt var sløret gennem hendes tårer. Sabine havde ikke været så bange, siden hun lå sammenkrøbet under den falske hund i den store grå Volvo i Østberlin før turen over sektorgrænsen."
- endnu en Retsforbundet-traktat
(og tænkt at skaffe sig af med alle Retforbundetraktater nu, eller måske så rettere og lige pærcis, med et lettet suk, sin afdøde mands (garanteres ikke hustrus):
Rex Harrison: Sølvkuglen
med slaglinjen: "Der er kun én måde at udrydde fattigdom på"
- og jo nok ikke denne Rex Harrison
Vrangkritiker nr. 2 har dette læserbrev i WA Bøger i dag:
Moderne modernisme
Rasmus Vangshardt, boganmelder ved Kristeligt Dagblad og ph. d.-stipendiat.
Keplersgade 2, st. tv.,
2300 København S.
Lars Bukdahl
hævder i sin fornøjelige og oplysende gennemgang af tidens yngre
kritikere, at overtegnede »forekommer at hente sine litterære idealer et
eller andet fjernt sted, før modernismen blev opfundet«. Her må der
gøres indsigelse.
Ego er eksempelvis - O Himmel! - en stor beundrer af Johannes Ewalds Levnet og Meeninger.
LB
ved utvivlsomt mere og meget om vor samtids nationale litteratur. Men
hans dansklærermentalitet, hvad litteraturhistorien angår, er nu
altså uforfriskende, ganske uafhængigt af hans alder.
- et svar kunne være, at hvis man ikke går ind for - OG STRAKS FÅR LÆST - Signe Gjessings Synet og vennen har man slet ikke ret til at synes om Levnet og Meninger, for slet ikke at tale om Ewalds forbillede Laurence Sternes The Life and Opnions of Tristram Shandy, og hverken eller er sguda modernisme, men totalt post-!
Sidste fredag havde jeg en kontrovers i WA Bøger med titlen "Vrangkritikere", der handlede om behovet for at få udfordret midladrende og yngre kritikeres avantgardistiske konsensus, og om de tre yngre/midaldrende vrangkritikere, jeg kunne få øje på, Nordjyskes Christian Stokbro Karlsen, KD's Rasmus Vangshardt og Berlingskes Mette Leonard Høeg og om min skuffelse over vranghedens styrke og lødighed.
Christian Stokbro svarede på Twitter:
"I dagens @weekendavisen ønsker @LarsBukdahl, at jeg (og et par andre anmeldere) dog bare "var
formidable modstandere!" (med udråbstegn sgu) - som kritikere forstås.
Lidt ros får jeg dog (hvis altså man virkelig leder efter anerkendelsen), idet jeg udmærker mig "ved at
anmelde også de mindste hæfter fra de mindste forlag, den slags yderliggående smalhed, der ellers kun når
frem til nomineringer til Bukdahls Bet".
Tror dog dét er en eklatant fejllæsning fra min side.
@LarsBukdahl indtager i artiklen selv den position, at kun den "avantgardistiske konsensus" i egentlig
forstand skaber ny litteratur. Men han blander tingene sammen, for avantgardistisk litteratur er ikke
ensbetydende med eksperimenterende litteratur. Mit standpunkt er
at der ikke skrives ret meget god litteratur i DK i dag, for den har rigeligt med at etablere positioner og lege
med sproget. Men jeg ønsker mere af litteraturen, den skal have noget på sinde, som rækker ud over den
blot akademiserede underholdning af middelklassen.
Og så er det jo noget frygteligt bavl, "at god litteratur primært skrives fra en i bred forstand
eksperimenterende position", hvis det dermed menes, at den eskeperimenterende position kun dækkes ind
af den "avantgardistiske konsensus". Jeg er nemlig enig med Bukdahl i det
ovenstående, men der er flere eksperimenterende positioner end dem, der kan dækkes ind under dagens
smag blandt kritikere og digtere, som udgør den konsensus, Bukdahl skriver om, og som jeg ikke helt ved,
hvem reelt er (men generelt er konsensus vel en dårlig ting blandt
kritikere?). I Peter Stein Larsens doktorafhandling tales der om en monologisk over for en dialogisk
litteratur, og så er værdisætningen ligesom lagt. Alt for ofte gives der nemlig et naivt og stærkt reduceret
billede af den såkaldte "monologiske" litteratur. Her hører jeg vel
ind under selv, men jeg oplever ikke min litteratur som værende spor monologisk. Det drejer sig om, at i Bukdahl & CO.s vilde begejstring for alt det ny, det unge, det vilde - altså egentlig bare en bestemt form for
moderne retorik - giver et stærkt reduktionistisk indtryk af
hvad litteratur er. Litteratur er jo mange ting, og når jeg er grødet i min stemmeføring omkring idealerne, så
skyldes det egentlig primært, at jeg ikke har nogle idealer for den gode litteratur rent formmæssigt, men
forventer ganske rigtigt en eksistentiel modenhed i dens evne
til at tænke og overveje. Men noget af det fede ved Bukdahls skriveri i dag er jo, at han efterspørger en
udfordring af konsensus. Det er jeg med på, som allerede skrevet, for konsensus er lig med iltsvind, og det
er lige præcis, hvad den danske kritikerstand og dens små,
velformulerede poder (uanset om de har gået på denne eller hin forfatterskole (og jeg har i øvrigt intet mod
Forfatterskolen, jeg tænker blot (uanset de bedste hensigter), at det kan virke uniformerende)) lider under.
Indtil der dukker mere formidable kritikere end mig selv op
fortsætter jeg så i mellemtiden på @nordjyskedk med at slå et nysgerrigt slag for den gode litteratur -
uanset om den dukker op i centrum eller i periferien.
... og så tak i øvrigt for denne: "Forfriskende er til gengæld hans respektløse omgang med koryfæer som
Henrik Nordbrandt og Knud Sørensen; aldrig har en lyrikanmeldelse forarget så meget, som da to stjerner-
anmeldelsen af Knud S. blev bragt i Morsø Folkeblad"
så er én ting
de ægte Cobra-malerier
inde i kæmpevillaer, de
kan strengt taget
være købt for deres
investeringsværdi alene
uden nogen form for
æstetisk præference,
langt kriminellere er
Cobra-reproduktionerne,
alle de indrammede plakater,
inde i lejligheder, thi
deres tilstedeværelse kan
blive nødt til at skyldes,
at beboerne rent faktisk
finder billederne fede ...
og jeg ved ikke, hvad
der er værst:
Egil Jacobsens masker eller
Carl-Henning Pedersens fabeldyr?
jo, ok, fabeldyrene er værst,
de er virkelig virkelig slemme,
vildt og inderligt ufabelagtige
(han skrev så faktisk nogle fine digte,
CHP, men de hænger jo ingen steder, vel?)
Rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagsmad og ser på
rige pensionister, der
sidder på deres dyre altaner
i solnedgangen og spiser
middagmad og ser på
"Artikel 3
Enhver har ret til liv, frihed og sikkerhed for sin person, hvilket forudsætter, at alle har ret til jord. Denne ret kan hævdes indirekte ved ligelig fordeling af de fordele, der ydes samfundet som vederlag af den, der får ret til at udelukke andre fra et stykke jord."
The elephant, the huge old beast,
is slow to mate;
he finds a female, they show no haste
they wait
for the sympathy in their vast shy hearts
slowly, slowly to rouse
as they loiter along the river-beds
and drink and browse
and dash in panic through the brake
of forest with the herd,
and sleep in massive silence, and wake
together, without a word.
So slowly the great hot elephant hearts
grow full of desire,
and the great beasts mate in secret at last,
hiding their fire.
Oldest they are and the wisest of beasts
so they know at last
how to wait for the loneliest of feasts
for the full repast.
They do not snatch, they do not tear;
their massive blood
moves as the moon-tides, near, more near
till they touch in flood
Elephant Dormitory - Poem by Russell Edson
An elephant went to bed and pulled a crazy quilt up under its tusks.
But just as the great gray head began filling with the gray wrinkles of sleep it was awakened by the thud of its tail falling out of bed.
Would you get my tail? said the elephant to another elephant also tucked up under a crazy quilt.
I was just in the gray wrinkles of my sleep, sighed the other elephant.
But I can't sleep without my tail, said the first elephant, I like it stuck just above my anus; I feel more secure that way, that it holds my anus from drifting out to heaven.
Her lægges kun kabalen, der gerne skulle
gå op. Der er jo ikke noget at sige præsten på.
Han snakker, som han håndfodres.
Så kunne man måske nøjes med lidt fra Prædikerens
Bog, om myrerne og deres iver og gå-på. Og så ellers
fugeskum for resten af pengene, og det gør en prædiken.
Den afdøde havde store
planer, men kom nu ikke meget rundt,
og han var, som man nu ser flest
selvsupplerende/ og entreprenant og,
men ih, som han da
samlede på keramiske elefanter
fra hid og dig og fremmede kyster/. Og kaffen bagefter:
Hva ville han da med alle de lerdyr.
Hvornår skal I sælge, siger
det blødeste pudresind.
Hun kan da umuligt blive siddende
uden vogn, og butikkerne nedlægges
så tit./ apropos som landet ligger, vi skal
da snakke salg
af jordstykke
op mod os, nu
vi alligevel sidder sammen
bare til lidt have, ingen vej-ret/hvis det er det
(titel savnes, via gl. blogpost af Louise Juhl Dahlsgaard)
Ude i den blanke å
mellem siv og planter
gik en aften fire små
trætte elefanter
Lige ud for Frederiksdal
hvor der er en sluse
mødte de en kæmpehval
i en ternet bluse
De var trætte af at gå
havde ondt i halen
tog en rød pyjamas på
og faldt om på hvalen
Fra Vagn Lundbyes Lundbyes dyrefabler, 1994
Elefanten og Laura
Alle dyr i Zoo har navn
efter steder, øl og mænd
Næsehornet hedder Vagn
løven Lars og svanen Svend
Min hjerteklapper flagrer
når jeg hører navnet Laura
Kommer Laura på visit
svinger jeg min runkne svans
Vinker hun og griner lidt
danser jeg en snabeldans
Hvis vi bliver søde venner
får hun mine stødetænder
Se, nu stiger solen op
over havens tårn og spær
Øverst fra platanens top
synger spurv og munk og sær
Skaden flyver bort med sorgen
Vi er elsket højt hver morgen
Disney-sang som alternativ til "Pink Elephant' Parade" og vel også som modsætning til samme, psykedelia vs. kadaverdisciplin, fra Junglebogen:
Colonel Hahti's Song
Spoken:
Hup 2, 3, 4
Keep it up 2, 3, 4
Company sound off!
Sung:
Oh, the aim of our patrol
Is a question rather droll
For to march and drill
over field and hill
Is a military goal!
Is a military goal!
Spoken:
Hup 2, 3, 4
Dress it up 2, 3, 4
Hup 2, 3, 4
Dress it up 2, 3, 4
Sung:
By the ranks or single file
Over every jungle mile
Oh we stamp and crush
Through the underbrush
In a miritaly style!
In a military style!
Spoken:
Hup 2, 3, 4
Keep it up 2, 3, 4
-
Robert and Richard Shermann
Det er et surrealistisk højdepunkt i dansk poesi, at elefantmoren i Harald H. Lunds "Elefantens vuggevise" kalder Jumbo for sin
"nuttede lille rødbede -
det er til gengæld et sadistisk-racistisk lavpunkt i dansk poesi, at Jumbo i morgen får
"en niggerdreng/ ham kan du bruge som rangle"
i de fleste nye udgaver, inklusive den, jeg copypastedei blogposten nedenfor, er "niggerdreng" (af hvem oprindelig mon?t) ændret til (markeret med asterisk i blogposten) uskyldige, versefods-korrekte
"kokosnød"
som jo uheldigt nok har en racialiseret slang-betydning;
(fra artikel i Gymasieskolen)
"Gennem 18 måneder har den danske antropolog Marie Rosenkrantz
Lindegaard undersøgt, hvordan unge i Cape Town agerer mellem de
forskellige kulturer, de befinder sig i, og hvilke strategier de vælger.
15 unge fulgte hun i skole, hjemme og i fritiden. 10 unge besøgte hun i
fængslet, hvor de sad inde for mord. Yderligere 50 unge interviewede
hun, og 500 unge besvarede et spørgeskema. Hendes studier viser, at de
unge vælger tre hovedstrategier. De bliver kokosnødder, gangstere eller
regnbuekrigere. »Kokosnødder er sorte udenpå, men hvide indeni. Det vil sige, at de
fralægger sig kulturen fra townshippen og tilpasser sig de normer og
forventninger, de møder i skolen i de tidligere hvide områder. De ændrer
accent og dropper slangudtryk, ændrer tøjstil, hilsestil og måde at
bevæge sig på,« siger Marie Rosenkrantz Lindegaard. Kokosnøddestrategien er den strategi, som de fleste unge i Marie
Rosenkrantz Lindegaards studier valgte. De møder imidlertid problemer i
lokalområdet, hvor de bor. »De passes op og udfordres i retning af: Du skal ikke tro, du er
noget, bare fordi du går i en snob-skole. Udfordringerne har ofte
voldelig karakter, hvor volden bliver en måde til at vise kokosnødderne,
at de ikke befinder sig højere oppe i hierarkiet end de andre unge.
Udfordringerne ender tit i vold, og i Sydafrika taler vi om grov vold og
evt. drab, hvor kokosnødder er i fare for at blive både ofre og
voldsmænd,« siger hun."
(fra TV2 Nyhederne-artikel)
"Lars Aslan Rasmussen har de seneste uger blandt andet været aktiv i den igangværende debat om halal-kød. Han har blandt andet kaldt det "et totalt misforstået hensyn," når
flere børnehaver og institutioner, af hensyn til muslimske børn, har
droppet svinekød og i stedet serverer halal-slagtet kød.
Og politikeren er ikke i tvivl om, at det er hans holdninger i
eksempelvis halal-debatten, der er årsagen til truslerne og chikanen. - Når de råber ord som kokosnød - der er slang for en forræder -
efter mig, er det helt klart fordi jeg har sagt, hvad jeg har sagt, i
den debat. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med, siger han"
- I Kim Larsens udgave af sangen, som er en af de mest populære, var man ikke helt nået frem til kokosnød endnu, han (eller nogen) lavede "niggerdreng" om til
"negerdukkedreng"
som næsten, i sin omstændelige, klodsede kælenhed, er værre, men også kun næsten.
I Den Store Danske 8encyklopædi) optræder kokosnød-omskrivningen som eksempel på "politisk korrekthed"(Henrik Galberg Jacobsen: politisk korrekthed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143523):
"Problematisk er især udskiftningen af ord og vendinger i ældre
tekster, fordi den ukommenteret kan føre til en falsk opfattelse af
mentalitetshistorien. I visse tilfælde må justeringer dog betragtes som
berettigede, fordi de er udtryk for en tiltrængt humanisering. Fx i Harald H. Lunds børnesang Elefantens vuggevise
(1947) står der "I morgen får du en niggerdreng, og ham kan du bruge
som rangle." I nye redaktioner af sangen, foretaget efter forfatterens
død, er niggerdreng skiftet ud med kokosnød. Især i USA er sådanne justeringer, også i langt mindre grelle tilfælde, obligatoriske"
Min mening: I alle brugssammenhænge sgu rigtigst med "kokosnød" (men kunne, i sangbøger, være fint med en voksen-note om den oprindelige ordlyd), og det er også det, jeg synger, når jeg (uden andre hører) synger den ELLERS skønne elefantsang for Samuel.
(nr. 1 er selvfølgelig "En elefant kom marcherende", allerede blogafskrevet)
2. "Elefantens vuggevise"
Nu tændes der stjerner på himlens blå.
Halvmånen løfter sin sabel.
Jeg våger at ikke de slemme mus
Skal liste sig op i din snabel.
Sov sødt lille jumbo og visselul.
Nu bliver skoven så dunkel.
Nu sover tante den gamle struds,
Og næsehornet din onkel.
Nu kalder i søvne den vilde gnu
I krattet af store lianer.
Og aberne synger sig selv i søvn
I vuggen af grønne bananer.
Sov sødt lille jumbo, dit lille pus!
Slet intet, min ven skal du mangle.
I morgen får du en kokosnød*,
Og den skal du bruge som rangle.
En zebra tager sin natdragt på,
Med sorte og hvide striber,
Et flyveegern med lådne ben,
Sidder i mørket og piber.
Sov sødt lille jumbo, nu er du vel mæt?
Du kender ej husmodersorgen.
En lille plantage på tusinde rør,
Dem skal vi ha’ syltet i morgen!
Hør tigeren brøler sin aftensang
Og spejder mod alle kanter,
Ved vadestedet, med slebet klo,
Der lister den sorte panter.
Sov tyst lille jumbo, dit lille myr.
Din nuttede lille rødbede.
Du bad mig fortælle et eventyr,
Nu sover du sødt allerede.
- Harald H. Lund
3.
"Vild vild elefant"
Der var engang en vild elefant
Som havde fundet et topskud
Og lige som han skal nyde det
Så taber han det ned i en å
Snablen ned i vandet piske, piske, piske
Åen i opbrud
Skuddet kan han stadig nå
Hvis ellers han kunne få øje på det Pist hej
Hvisker en frø
Hør her!
Hvisker frøen Piske, piske elefanten pisker i vandet
Vildere og vildere
Frøen den lir ved at hviske
Indtil elefanten får øren
Så standser den og undrer sig
Mens vandet det bliver stillere og stillere
Kigger ned og samler skuddet op
Og tænker: Det var som Sørens Pist hej
Hvisker en frø
Hør her!
Hvisker frøen Vild vild elefant
- Peter A.G. Nielsen for Gnags
4. "Pink Elephants on Parade"
Look out! Look out
Pink elephants on parade
Here they come
Hippety hoppety
They're here and there
Pink elephants everywhere
Look out! Look out!
They're walking around the bed
On their head
Clippety cloppety
Arrayed in braid
Pink elephants on parade
What'll I do
What'll I do
What an unusual view
I can stand the sight of worms
And look at microscopic germs
But technicolor pachyderms is really too much for me
I am not the type to faint
When things are odd or things are quaint
But seeing things you know that ain't
Can certainly give you an awful fright
What a sight!
Chase 'em away! Chase 'em away
I'm afraid, need your aid
Pink elephants on parade
Pink elephants
Pink elephants
Pink elephants
- Sangskrivere: Ned Washington / Oliver Wallace
fra Dumbo, 1941
(ryggen korrekt skjult i mørket på hylden nedenunder Rr2a)
"Disse folk er dem, der minddt sandsynligt bliver arbejdsløse, og han ønsker at tiltrække de bedst kvalificererde mænd og kvinder til at søge arbejde på hans jordstykke, uanset hvilken beskæftigelse de dér skal befatte sig med. For at gøre det, og for at overtale selvstændige smbrugsfolk til at ofre deres uafhængighed, vil han være nødt til at tilbyde dem noget, som er væsentligt mere end det, de kan tjene i deres egne småforetagender. Han vil derfor være nødt til at sætte en del af resultatet af den forøgede produktivitet, som han forventer at opnå ved en forøgelse af lønnen, til side, hvorved han ofrer en del af sin jordrente."
Når det er mørkt, grib en bog, hvis ryg du pga. mørket ikke kan se, i Bogbørsen*
Slå tilfældigt op i bogen når hjemkommet og skriv tekst af
*
Bogbørsen i Gentofte
Bogbørsen er en udendørs
skulptur. Et bogskab, hvor borgerne kan bytte bøger og give gode
læseoplevelser videre. Med i alt fem udendørs bogskabe kan borgerne kvit
og frit tage en bog med hjem. Samtidig kan de aflevere bøger, de ikke
længere har brug for.
Gamle, men stadig gode
bøger, får på den måde nyt liv, og håbet er, at man ved hjælp af
litteraturen falder i snak med mennesker, man måske ellers kun nikker
til – naboer eller forældre fra børnehaven og skolen.
Du kan finde bogbørsen her:
I Ordrup (Ordrup Park ved Morescovej og Ordupvej)
I Jægersborg (På Ibstrup Torv for enden af Jægersborg Allé)
I Hellerup (på det grønne område mellem Ahlmanns Allé og Duntzfelts Allé)
I Vangede (ved Dan Turèlls Plads)
I Dyssegård (ved Dyssegårdsskolen)
Overskud og ikke overforbrug
Bogbørsen fungerer også som flotte skulpturer i byrummet. Bag
udviklingen af bogskulpturerne står billedkunstner Signe Guttormsen og
arkitekt Steen Palsbøll. Med inspiration fra lignende projekter i
Tyskland har de sammen skabt Bogbørsen specielt til Gentofte.
Bogbørsen spiller både på det uventede og den pludselige, positive
oplevelse, der opstår, når mennesker føler sig godt tilpas og har lyst
til at opholde sig i byrummet. Tillid er også en meget vigtig faktor.
Ideen er, at i et samfund, hvor tilliden blandt borgerne er stor, kan
det lade sig gøre at skabe en velfungerede byttecentral og have bøger
stående, som alle kan tage af.
Bogskabene drives i samarbejde med en række frivillige, der har meldt
sig som ambassadører til at holde øje med bogskulpturerne og sørge for,
at der er fyldt op, og at indholdet i bogskabene varieres i starten. Vil
du vide mere om Bogbørserne, så er du velkommen til at
kontakte afdelingsleder Elin Skyum-Nielsen på ebj@gentofte.dk .
Fakta
Bogskulpturerne måler 2,70 meter i højden og er 80 gange 60 cm i
omkreds. Materialerne er ’avonite’, glasfiber og polycarbonat og lyset
er LED-lys med energi fra et solcellepanel.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Lokale- og anlægsfonden og Kulturpuljen i Gentofte Kommune.
Hvor gennemgribende vigtig og nådesløst inspireret Katrine Marie Guldagers Bjørnen er, beviser de 2 pludselige Afrika-afsnit sent i bogen, hvor hovedpersonen Vibse husker akut, midt i hendes svenske fortrædeligheder sin barndom i Afrika og sin far og mor i Afrika. Også Katrine havde en barndom i Afrika - og Afrika har tidligere optrådt i forfatterskabet, glimtvist i den sublime roman Det grønne øje og med fiktionsdistance i novellesamlingen Kilimanjaro og for fuld selvbiografisk (lys)styrke i den skramlede "psykoanalyse" Lysgrænsen. Her de to (eller 2 + 1) intense, hårde afsnit:
side 114:
"Mens jeg ligger vendt ind mod bålet, er det, som om en gammel, mørnet elastik i sindet sprænges. Pludselig er jeg tilbage, afstanden til Afrika er kort: Jeg sover og drømmer i varmen, jeg lærer at svede som en afrikaner. Uden et ord. Længslen har næsten samme størrelse som mig selv, umulig at skule. Her er det længslen efter mor, der tænkes på. Kommer hun ikke snart hjem? Hvornår går døren op? Kommer hun ikke snart? Var det døren? Var det mor? Er hun på vej? jeg har allerede spurgt fru Chitambo flere gange. Men fru Chitambo ler bare: Åh, disse dumme, hvide børn. De har så travlt med deres længsel. Deres evindelige lyst.
Sådan husker jeg Afrika; som en øvelse i at vente. De længste timer i verden. Kommer mor ikke snart? Mor kommer, træt, glad, sur, ligeglad. Mor går. Mor kommer. Mor kommer med et ansigt, der lyser. Sådan er mor: Hun holder skyggerne væk, hun holder sit eget svigt, had langt væk. Hun holder det ind bag ryggen, slår det væk.
Mørke, svigt, had har ikke at noget at gøre mellem mor og barn, det afstandsløse. Mor holder det væk, væk, væk, for det gør mødre, det er det, de skal, og alligevel sniger mørket sig ind, bider sig fast i en skulder (stille skrig), for barnet er jo ikke dumt. Barnet har jo set det hele, mærket det hele, sanset det hele. "
side 134:
"Jeg stirrer ud på sneen, det stillestående landskab, og min hjerne svirper tilbage, tilbage til dengang min far prøvede at overbevise min mor om, at vi skulle sejle over Zambezi. Åh, fantastiske Zambezi. Historiens vingesus.
Min far vil over på den anden side. Han er en opdager, en eventyrer, og han er meget ung. Han vil bygge en tømmerflåde og køre bilen op på den, selv fragte os over. Men hvad nu, hvis tømmerflåden ikke holder. Hvis bilen synker, hvis vi gør. Min mor er først lidt bekymret. Så bliver hun gal. Nu er han for eventyrlysten. Nu må han tage sig sammen. Han er fra, han er mand, de kan dø.
Far kigger ned, kigger væk, bøjer sig, det lange menneske.
Efterhånden bor han ikke andre steder end i min erindring, min erindring, som også snart er væk.
Jeg håber, de har fundet hinanden i Himlen.
Jeg håber, de er blevet geneforenet.
Nogle gange tror jeg, at det er dét, vi bruger hele livet på: at lime mor og far sammen, gifte dem i vores hjerter, igen og igen. "
er
den is,
jeg spiser nu,
og mit barn,
der sover nu,
det gør jeg også snart,
for jeg skal op og af sted til Rødding Højskole
tidligt i morgen tidlig
og tale om Peter Seeberg,
der også var en filur,
hvilket Katrine Guldager er atter,
eller hendes bog og hovedperson er,
indtil den og hun ikke er det længere,
eller den og hun bare er det på et
ikke dybere
men lysere plan måske
Sammen med Brøndbyvester ejerlav udgør Brøndbyøster
ejerlav i dag Brøndby Kommune. De ydre grænser for dette område, der
samtidig danner de to kirkesogne, er uforandret siden middelalderen.
Landsbyerne i Københavnsområdet er sjældent særlig godt undersøgt.
Derfor ved man i virkeligheden ikke så meget om, hvor gamle de er, men
udgravninger i Brøndbyøster i 1980’erne viste, at bebyggelsen i hvert
fald har ligget på det samme sted siden 1100-tallet. I kystlandet ned
mod Køge Bugt var der tidligere mange moser, der gjorde det vanskeligt
at afvande området. Vestegnens landsbyer ligger derfor typisk ved
ådalene. Det gælder for eksempel Vallensbæk, Tranegilde, Ishøj,
Kildebrønde – og Brøndbyvester og Brøndbyøster. Vandløbet i Brøndbyøster
har dog været af mere beskeden størrelse og eksisterer ikke mere i dag.
Brøndbyøsters navn og oprindelse stammer tilbage fra den
tidlige middelalder, men selve området har været befolket mange tusind
år tidligere. Brøndbyøster landsbys langstraktte form blev skabt for
mindst tusind år siden, da gårdene placeredes i en kreds langs byens to
gennemgående veje. Dette gamle vejforløb er stadig intakt, men brydes
dog af Park Allé, der løber tværs gennem byen."
Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.
