- fra min Bogholderi-note om Vild med bøger og K. Hammann inde i WA Bøger:
"Ergo startede programmets buddhistisk smilende, vennesæle
vært, Flemming Møldrup, med at spørge Hammann, hvorfor hun ikke brød
sig om at blive interviewet. Og Hammann svarede - som hun gjorde det
flere gange, når hun blev stillet et dumt spørgsmål (om dumme spørgsmål)
- med at læse et stykke op fra sin gode bog."
- fra Mikkel Bruun Zangenbergs kommentar på bagsiden af WA Bøger om Bogmesse og Vild med bøger:
"Problemet er, at de samtaler, litteraturen giver anledning til på begge
slags scener - samtaler, som jeg også selv har bidraget til i tidens løb
- for ofte er så helt utroligt vennesæle og kun på skrømt kritiske. For
der skal skabes god stemning; det skal være hyggeligt, sjovt og trygt,
glæden ved litteratur skal formidles og befæstes, og der skal promoveres
og brandes og omsættes lyriske kontanter og litterære figurer"
Viser opslag med etiketten Mikkel Bruun Zangenberg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mikkel Bruun Zangenberg. Vis alle opslag
fredag den 17. november 2017
lørdag den 29. oktober 2016
Velkommen til MBZ i WA-B (GOML!)
Med en glimrende, vidende anmeldelse af et nyt bind Niels Brunse-oversættelser af Shakespeare debuterer tidl. Politiken-medarbejder Mikkel Bruun Zangenberg - som jeg har skændtes bravt med i over 10 år (bare googl Z + B) - i denne uges WA Bøger som Berlingske-shanghajede Kristian Ditlev Jensens afløser som verdenslitteraturanmelder: Hej med dig herinde, Mikkel!
onsdag den 18. december 2013
Probably true, Tue!
Jeg kan blive nødt til at få læst Jacob Skyggebjergs debutroman Vor tids helt før eller senere, fordi jeg sidder i juryen for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, så jeg har ikke i den forstand brug for forbrugervejledning.
Men den første anmeldelse, jeg læste, var Mikkel Bruun Zangenbergs begejstrede til 5 hjerter i Politiken, og den oplevede jeg som HVINENDE smagsdoms-utroværdig - på sin egen særlige MBZ-manér, inkl. endeløs namedropping og klam mandigheds-retorik. Hvilket jo imidlertid ikke behøver at betyde, at bogen ikke er god, men kun at Zangenberg smager dårligt og hysterisk på den, et klip:
Det udfoldes i en turbine af stor skrift, barok humor og dampende smerte. På én måde så enkelt: Tre kapitler, jeg-fortæller, (mis)dannelsesroman, white trash-dreng fra provinsen kommer til København, hvor alt gærer, og alt ender i undergang. Men indlagt i dette skema er store, tæt komponerede forløb, hvor asterisker indlagt i hvert kapitel markerer brud og sammenfletninger af erindringer, scener og refleksioner, ofte helt abrupt fra sætning til sætning, hvor der pludselig skiftes gear. Sætningerne går fra det brutalt korte og enkle til i stigende grad at blive længere og vildere. Stillejet kan være proletarsnak som: »Jamen fuck dem, siger jeg«, men afløst af knaldperler som denne: »Jeg slæber mig gispende derud, krumrygget, med solstrålerne som hvirvlende barberblade mod huden«. Hele vejen igennem en hård, men også hyperfølsom machostil, der arver træk fra Céline og Bukowski, men desuden lader sig tænke som en art ’Nordkraft’, blot her med helt andre litterære muskler, end Ejersbos roman besad. Men hov, hvor Blicher også titter frem i landskabspanoramaerne fra Udkantsdanmark! Og som sine steder er i slægt med en Kristian Bang Foss’ dead-pan satire, og en Lars Frosts tindrende trætte kynisme.
Céline Bukowski Ejersbo Blicher Foss Frost - det lyder som en strofe i en Nephews-sang. Og fad kritiker-metafor (knaldperle) + anstrengt forfatter-metafor (solstråler som hvirvlende barberblade) = totalt mettaforsammenbrud.
Men et par dage senere ankom så Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse, som på en helt anden tillidsvækende skarp og skrap (Tue-)facon smagte på bogen og formulerede og kvalificerede (kunne have været fint med et par metafor-punkteringer dog) sin afsmag (de øvrige anmeldelser. fx Søren Kassebers i Berlingske (til 5 stjerner også) og Klaus Rothsteins i WA er (mindre mad hatter-hysterisk) på linje med Zangenberg: sikke vidunderligt råt og væmmeligt white trashet (Rothstein er også over flere spalter vanligt fascineret af autofiktiviteten):
Vor tids helt som roman sætter sig mellem to stole. Den vil mere end at fortælle sin historie, men så vil den alligevel mest fortælle om en dreng i krise og det hårde Jylland. Den nænner ikke at ødelægge kronologien og handlingen fuldstændigt, at blive et langt, pulserende erindringsskred. Men den orker heller ikke at gøre sit plot til mere end en bleg skabelon. (...) Inde i byerne – i korte glimt fra Aarhus, ellers som oftest København – tager anekdoterne og behovet for at være en fandens karl desværre over. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder. Så gør den alt for, at fortælleren skal leve op til bogens forside, hvor forfatteren står med bar overkrop og fuckfinger, lavthængende bukser og seksløber i bæltet: et sted mellem Lucky Luke og gangster, kort sagt. Samtidig har fortælleren Jacob (som jo ikke er identisk med forfatteren, bare fordi de deler navn) en kedelig tendens til at registrere andres blik på sig selv. Og så gennem dem overbevise læseren om, at ham Jacob virkelig har gennemskuet det hele. Her er vi til spanskundervisning: »Læreren skifter mellem at ville tryne mig og fedte for mig. Jeg synes, han er fin. Han er bange for, at jeg vil gennemskue ham og afsløre ham.« Men hvem andre end usikre teenagedrenge er så optagede af at være en sej outsider, alle er lidt bange for?
Jeg synes, Tue Nexø er en sej outsider, alle burde være lidt bange for.
Men den første anmeldelse, jeg læste, var Mikkel Bruun Zangenbergs begejstrede til 5 hjerter i Politiken, og den oplevede jeg som HVINENDE smagsdoms-utroværdig - på sin egen særlige MBZ-manér, inkl. endeløs namedropping og klam mandigheds-retorik. Hvilket jo imidlertid ikke behøver at betyde, at bogen ikke er god, men kun at Zangenberg smager dårligt og hysterisk på den, et klip:
Det udfoldes i en turbine af stor skrift, barok humor og dampende smerte. På én måde så enkelt: Tre kapitler, jeg-fortæller, (mis)dannelsesroman, white trash-dreng fra provinsen kommer til København, hvor alt gærer, og alt ender i undergang. Men indlagt i dette skema er store, tæt komponerede forløb, hvor asterisker indlagt i hvert kapitel markerer brud og sammenfletninger af erindringer, scener og refleksioner, ofte helt abrupt fra sætning til sætning, hvor der pludselig skiftes gear. Sætningerne går fra det brutalt korte og enkle til i stigende grad at blive længere og vildere. Stillejet kan være proletarsnak som: »Jamen fuck dem, siger jeg«, men afløst af knaldperler som denne: »Jeg slæber mig gispende derud, krumrygget, med solstrålerne som hvirvlende barberblade mod huden«. Hele vejen igennem en hård, men også hyperfølsom machostil, der arver træk fra Céline og Bukowski, men desuden lader sig tænke som en art ’Nordkraft’, blot her med helt andre litterære muskler, end Ejersbos roman besad. Men hov, hvor Blicher også titter frem i landskabspanoramaerne fra Udkantsdanmark! Og som sine steder er i slægt med en Kristian Bang Foss’ dead-pan satire, og en Lars Frosts tindrende trætte kynisme.
Céline Bukowski Ejersbo Blicher Foss Frost - det lyder som en strofe i en Nephews-sang. Og fad kritiker-metafor (knaldperle) + anstrengt forfatter-metafor (solstråler som hvirvlende barberblade) = totalt mettaforsammenbrud.
Men et par dage senere ankom så Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse, som på en helt anden tillidsvækende skarp og skrap (Tue-)facon smagte på bogen og formulerede og kvalificerede (kunne have været fint med et par metafor-punkteringer dog) sin afsmag (de øvrige anmeldelser. fx Søren Kassebers i Berlingske (til 5 stjerner også) og Klaus Rothsteins i WA er (mindre mad hatter-hysterisk) på linje med Zangenberg: sikke vidunderligt råt og væmmeligt white trashet (Rothstein er også over flere spalter vanligt fascineret af autofiktiviteten):
Vor tids helt som roman sætter sig mellem to stole. Den vil mere end at fortælle sin historie, men så vil den alligevel mest fortælle om en dreng i krise og det hårde Jylland. Den nænner ikke at ødelægge kronologien og handlingen fuldstændigt, at blive et langt, pulserende erindringsskred. Men den orker heller ikke at gøre sit plot til mere end en bleg skabelon. (...) Inde i byerne – i korte glimt fra Aarhus, ellers som oftest København – tager anekdoterne og behovet for at være en fandens karl desværre over. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder. Så gør den alt for, at fortælleren skal leve op til bogens forside, hvor forfatteren står med bar overkrop og fuckfinger, lavthængende bukser og seksløber i bæltet: et sted mellem Lucky Luke og gangster, kort sagt. Samtidig har fortælleren Jacob (som jo ikke er identisk med forfatteren, bare fordi de deler navn) en kedelig tendens til at registrere andres blik på sig selv. Og så gennem dem overbevise læseren om, at ham Jacob virkelig har gennemskuet det hele. Her er vi til spanskundervisning: »Læreren skifter mellem at ville tryne mig og fedte for mig. Jeg synes, han er fin. Han er bange for, at jeg vil gennemskue ham og afsløre ham.« Men hvem andre end usikre teenagedrenge er så optagede af at være en sej outsider, alle er lidt bange for?
Jeg synes, Tue Nexø er en sej outsider, alle burde være lidt bange for.
onsdag den 6. november 2013
Rekordhjerteoppumpning
Tæl dem:
utrolige hjerter fra Mikkel Bruun Zangenberg til Morten Sabroes Libido (og libido, som anmeldelsen snarere synes at anmelde) - og jeg mener bare NAVNENE i bogen SKRIGER på en radikal hjertereduktion, for SLET, SLET, SLET ikke at tale om handlingen, som Zangenberg på en sød, men også lidt foruroligende facon lever sig helt barnligt ind i :
’Libido’ er en fiffig og underfundig (nok det SIDSTE romanen er) roman, der er båret af ganske stor kærlighed til både mænd og kvinder, alle vi vakkelvorne mennesker, der stæser rundt i kønnets labyrinter, men som måske også skal mande og kvinde os lidt op. Fortælleren Philip tilbeder f.eks. sin viv, Nora (og ja, der er helt klart en hilsen til Ibsens ’Et dukkehjem’ her (ja HELT klart, men uklart, hvordan denne sætning hænger sammen, fra viv til humor), og humoren hos Sabroe er barok (rimer på TAROK), men levner plads til omsorg for individerne. Dog med den væsentlige undtagelse af dem, der skejer ud i fundamentalistisk og fanatisk kønskamp; de får med krabasken. Det gælder den utåleligt selvfede mandschauvinist Rune, der selvfølgelig viser sig at være en elendig elsker, og som fik banket oplaget på Mand i Tiden op ved at lave en komplet åndssvag, sexistisk forside. Det gælder helt symmetrisk hans modstander, gruppen Nymphomaniacs, ledet af den kolde og ubehagelige fotomodel Alecia Key, der starter en hævnkrig mod Rune og co., og så er banen og komikken ellers kridtet op, helt frem mod klimaks på en lille ø, der selvfølgelig (SELVFØLGELIG) er formet som to toppede bryster.
Kan han han ikke høre, Mikkel, når han sidder og nedtaster sit referat, hvor fornosset fjollet det hele lyder? Men forhåbentlig er Politikenlæserne ikke helt lige så tonedøve; for længst må de jo være trænet i at tilsætte hjerteanstrengelsen et par kilo salt eller tre.
utrolige hjerter fra Mikkel Bruun Zangenberg til Morten Sabroes Libido (og libido, som anmeldelsen snarere synes at anmelde) - og jeg mener bare NAVNENE i bogen SKRIGER på en radikal hjertereduktion, for SLET, SLET, SLET ikke at tale om handlingen, som Zangenberg på en sød, men også lidt foruroligende facon lever sig helt barnligt ind i :
’Libido’ er en fiffig og underfundig (nok det SIDSTE romanen er) roman, der er båret af ganske stor kærlighed til både mænd og kvinder, alle vi vakkelvorne mennesker, der stæser rundt i kønnets labyrinter, men som måske også skal mande og kvinde os lidt op. Fortælleren Philip tilbeder f.eks. sin viv, Nora (og ja, der er helt klart en hilsen til Ibsens ’Et dukkehjem’ her (ja HELT klart, men uklart, hvordan denne sætning hænger sammen, fra viv til humor), og humoren hos Sabroe er barok (rimer på TAROK), men levner plads til omsorg for individerne. Dog med den væsentlige undtagelse af dem, der skejer ud i fundamentalistisk og fanatisk kønskamp; de får med krabasken. Det gælder den utåleligt selvfede mandschauvinist Rune, der selvfølgelig viser sig at være en elendig elsker, og som fik banket oplaget på Mand i Tiden op ved at lave en komplet åndssvag, sexistisk forside. Det gælder helt symmetrisk hans modstander, gruppen Nymphomaniacs, ledet af den kolde og ubehagelige fotomodel Alecia Key, der starter en hævnkrig mod Rune og co., og så er banen og komikken ellers kridtet op, helt frem mod klimaks på en lille ø, der selvfølgelig (SELVFØLGELIG) er formet som to toppede bryster.
Kan han han ikke høre, Mikkel, når han sidder og nedtaster sit referat, hvor fornosset fjollet det hele lyder? Men forhåbentlig er Politikenlæserne ikke helt lige så tonedøve; for længst må de jo være trænet i at tilsætte hjerteanstrengelsen et par kilo salt eller tre.
søndag den 8. september 2013
De værste glimrer ved deres fravær
Aldeles retfærdigt, for en gangs skyld, at Mikkel Bruun Zangenberg tildeler Lone Aburas 5 hjerter for hendes Politisk roman, ligesom selve anmeldelsen er udmærket præcis i sin begejstring, jeg vil dog lige anholde 2 ting:
1. Zangenbergs uvane med at linke til verdenslitteratur i tide og utide, denne gang Flaubert og Yeats; Flaubert giver fin nok mening, i forhold til Aburas's bullshit-katalogiseringer, men Yeats-citatet bliver faktuelt misvisende:
Yeats' digt 'The Second Coming' (1920) står de berømte linjer: »The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«. Det er ikke alene en rammende beskrivelse af det politiske landskab i Danmark og Europa, hvor venstrefløjen er paralyseret og perpleks, mens det ekstreme højre er energisk og selvbevidst, det er også et dilemma, der står i fuldt flor i Lone Aburas' tredje roman.
Bortset fra at de værste slet ikke optræder og knap nok nævnes i bogen, og slet ikke i form af "det ekstreme højre"; Aburas fokuserer udelukkende på resignationen og lunkenheden og koksetheden hos dem, der skulle forestille at være "de bedste"; det er det, der gør romanen så knugende og krystalliseret klaustrofobisk.
2. Karakteristikken af jegfortælleren Rebecca, der går igen i flere af anmeldelserne:
Det er gennem Rebecca, vi ser og hører alt – og kors, for en usympatisk, selvoptaget, egoistisk, komatøs, en lunkent uengageret, småløgnagtig og kynisk krampe; magen til hendes slags, skal man forhåbentlig lede længe efter.
Jamen, Mikkel, det jo den samme groft usympatiske Rebecca, hvis sardoniske kommentarer og "indædte iskolde humor" du er så vild med og citerer fra på livet løs:
Flere af dialogerne i 'Politisk roman' fremstår som hele montager af sætninger, sakset fra middelklassens middagsselskaber, for eksempel som her fra en aften, da den småborgerlige tandlæge Robert udbryder: »Nu er det bare at håbe på, at hele skidtet kollapser, så vi kan starte noget nyt«, siger Robert uden at blinke. Efter denne abstrakte udtalelse falder der en provinsiel ro over selskabet« – det ondt rammende ordvalg er fortælleren Rebeccas.
Jeg synes da, Rebecca er mere sørgelig end usympatisk, pga. hendes dybe, nærmest depressive resignation i forhold til alt og alle, men jo samtidig skøn at være i selskab med, ikke som mor eller hustru eller kollega, men som fortæller af den roman, jeg læser, fordi hun formulerer sin resignation med en sådan sort skarphed, at den løfter sig, resignationen, på flagermusvinger, og bliver om ikke sympatisk, så djævelsk indtagende, synes jeg nok.
1. Zangenbergs uvane med at linke til verdenslitteratur i tide og utide, denne gang Flaubert og Yeats; Flaubert giver fin nok mening, i forhold til Aburas's bullshit-katalogiseringer, men Yeats-citatet bliver faktuelt misvisende:
Yeats' digt 'The Second Coming' (1920) står de berømte linjer: »The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«. Det er ikke alene en rammende beskrivelse af det politiske landskab i Danmark og Europa, hvor venstrefløjen er paralyseret og perpleks, mens det ekstreme højre er energisk og selvbevidst, det er også et dilemma, der står i fuldt flor i Lone Aburas' tredje roman.
Bortset fra at de værste slet ikke optræder og knap nok nævnes i bogen, og slet ikke i form af "det ekstreme højre"; Aburas fokuserer udelukkende på resignationen og lunkenheden og koksetheden hos dem, der skulle forestille at være "de bedste"; det er det, der gør romanen så knugende og krystalliseret klaustrofobisk.
2. Karakteristikken af jegfortælleren Rebecca, der går igen i flere af anmeldelserne:
Det er gennem Rebecca, vi ser og hører alt – og kors, for en usympatisk, selvoptaget, egoistisk, komatøs, en lunkent uengageret, småløgnagtig og kynisk krampe; magen til hendes slags, skal man forhåbentlig lede længe efter.
Jamen, Mikkel, det jo den samme groft usympatiske Rebecca, hvis sardoniske kommentarer og "indædte iskolde humor" du er så vild med og citerer fra på livet løs:
Flere af dialogerne i 'Politisk roman' fremstår som hele montager af sætninger, sakset fra middelklassens middagsselskaber, for eksempel som her fra en aften, da den småborgerlige tandlæge Robert udbryder: »Nu er det bare at håbe på, at hele skidtet kollapser, så vi kan starte noget nyt«, siger Robert uden at blinke. Efter denne abstrakte udtalelse falder der en provinsiel ro over selskabet« – det ondt rammende ordvalg er fortælleren Rebeccas.
Jeg synes da, Rebecca er mere sørgelig end usympatisk, pga. hendes dybe, nærmest depressive resignation i forhold til alt og alle, men jo samtidig skøn at være i selskab med, ikke som mor eller hustru eller kollega, men som fortæller af den roman, jeg læser, fordi hun formulerer sin resignation med en sådan sort skarphed, at den løfter sig, resignationen, på flagermusvinger, og bliver om ikke sympatisk, så djævelsk indtagende, synes jeg nok.
mandag den 12. august 2013
Pixars Kritikerskolen
Jeg kunne ikke lade være med at se herlige Monsters University som en allegori på Mikkel Bruun Zangenbergs og co's plan om en Kritikerskole, hvor det hele handler om at består prøverne på The School of Scaring, Skræmsels-instituttet i den gode, danske oversættelse, og nogle kritikerelever er, som filmens enøjede og ihærdige Mike (allegori på MBZ), bare ikke skræmmende nok: BØH!
- kritikereleverne samlet.
- kritikereleverne samlet.
fredag den 28. juni 2013
Siden '96 har jeg bundet som en tyrkfejl
I Information i dag, hvor jeg også UDTALER MIG (se min kommentar i WA Bøger, ja, køb nu for en gangs skyld avisen, bloglæsere ...) om anmelderi udtaler den UNGE (hvor jeg er født i 1968, er han derimod født 1968) anmelder Mikkel Bruun Zangenberg:
Jeg holder Weekendavisen for tiden, og har lagt mærke til, at specielt midaldrende anmeldere er begyndt at svovle og bande rigtigt meget i deres tekster for at vise, at de stadig er unge og med på den. Man vil nødigt virke for gammel og stiv og fjern fra tingene. Hvilket jeg synes er lidt latterligt.«
Det er jo for pokker ikke Klaus Rothstein eller Leonora Christina Skov, der bander. Det er sgu da for fanden mig, og jeg har gjort det med, er jeg sikker på, ret cirka samme middelhøje frekvens, siden jeg i 1996, da jeg vel stadig var en slags ung, skiftede avis fra Kristeligt Dagblad, hvor en fast ansat bandedame sletter al uhøvisk tale, til Weekendavisen. Jeg kan huske, at Erik Skyum (der citerer mig rosende (for kritik af Morten Søndergaard) i samme Information - det er altid et chok: han Må være ironisk, tænker jeg paranoidt) ved samme års Bogemesse belærte mig om, at bandeord var en billig og plat vitalistisk effekt eller noget i den stil, og at jeg IKKE, som jeg burde have gjort, svarede: Fuck dig, din midaldrende kritiker! men velsagtens bare sukkede høfligt og ungdommeligt (ja, ja, det er det med midaldrende, der mest går mig på! jeg har tænkt mig at blive 120, og så er jeg først midaldrende, når jeg bliver 60).
Bandeord er vel for helvede bare ord - og tit meget skønne ord, som nu fx for helvede eller hvad med kraftedeme eller min yndling: guddødme (ikke guddødemig)? - til fri, retorisk og musikalsk afbenyttelse, og alt andet lige bliver de brugt for lidt, på skrift i hvert fald, og af (ikke-rappende) digtere ikke mindst.
Jeg holder Weekendavisen for tiden, og har lagt mærke til, at specielt midaldrende anmeldere er begyndt at svovle og bande rigtigt meget i deres tekster for at vise, at de stadig er unge og med på den. Man vil nødigt virke for gammel og stiv og fjern fra tingene. Hvilket jeg synes er lidt latterligt.«
Det er jo for pokker ikke Klaus Rothstein eller Leonora Christina Skov, der bander. Det er sgu da for fanden mig, og jeg har gjort det med, er jeg sikker på, ret cirka samme middelhøje frekvens, siden jeg i 1996, da jeg vel stadig var en slags ung, skiftede avis fra Kristeligt Dagblad, hvor en fast ansat bandedame sletter al uhøvisk tale, til Weekendavisen. Jeg kan huske, at Erik Skyum (der citerer mig rosende (for kritik af Morten Søndergaard) i samme Information - det er altid et chok: han Må være ironisk, tænker jeg paranoidt) ved samme års Bogemesse belærte mig om, at bandeord var en billig og plat vitalistisk effekt eller noget i den stil, og at jeg IKKE, som jeg burde have gjort, svarede: Fuck dig, din midaldrende kritiker! men velsagtens bare sukkede høfligt og ungdommeligt (ja, ja, det er det med midaldrende, der mest går mig på! jeg har tænkt mig at blive 120, og så er jeg først midaldrende, når jeg bliver 60).
Bandeord er vel for helvede bare ord - og tit meget skønne ord, som nu fx for helvede eller hvad med kraftedeme eller min yndling: guddødme (ikke guddødemig)? - til fri, retorisk og musikalsk afbenyttelse, og alt andet lige bliver de brugt for lidt, på skrift i hvert fald, og af (ikke-rappende) digtere ikke mindst.
onsdag den 12. juni 2013
Hvad med jeg omsider lærer, hvad jeg gør?
Politiken har oprettet den Kritikerskole, som Poul Borum foreslog for 25 år siden, og som Mikkel Bruun Zangenberg bliver ved at fable om (til Promenaden Live 2 mente han, at vi begge burde indrulleres, og et øjeblik var jeg usikker på, om han faktisk troede, at den virkelig fandtes, Kritikerskolen, at han simpelthen havde fablet den frem) eller rettere en Debattør- og Kritikerskole, og vist i virkeligheden mest en Debattørskole, og jeg gider ikke være debattør, og jeg gider da slet ikke lære at være debattør, og slet slet ikke at blive belært om at være en god og effektiv og "kvalificeret" debatredaktørattraktiv debattør, og det gad jeg heller ikke, da jeg var under 30, som nemlig er aldersgrænsen:
Hvem er med?
Debattør- og kritikerskolen henvender sig til samfundsengagerede og formidlingsivrige unge under 30 år. Der vil være en fast gruppe på 150 personer. De udvælges efter en ansøgningsprocedure.
Hvad er formålet?
At gøre unge til mere kvalificerede debattører og kritikere i den offentlige debat – både når det gælder form og indhold.
Hvad får Politiken ud af det?
Vi har interesse i at få en god relation til yngre debatstemmer – tidens skarpeste penne og hjerner - som kan sætte nye, interessante dagsordener.
Hvad kan Politiken tilbyde?
Inspiration i form af mødet med personer, der har indsigt i debatkultur, politik, kritik, dagsordener mv. Et fællesskab med samfundsengagerede ’åndsfæller’ Håndværksmæssige færdigheder: Hvordan blander man sig i debatten? Hvordan skriver man et debatindlæg eller en kronik? Osv. Eksponering i et stort dagblad
Hvad består skolen af?
8-10 seancer her på Politiken (Foredragssalen). Onsdage kl. 18.30-21.00. Første gang 4. september og herefter cirka hver 14. dag frem til medio december.En hel dag her på Politiken i uge 39: Kursus i at skrive lettilgængeligt, klart og levende og sætte dagsordener. Debatartikler, kronikker, blogs mv. (Skriveøvelser) (På hold af 20-30 unge) En lørdag i efteråret med et særligt program
Mellem onsdagsseancerne: I laver opgaver og skriver indlæg til nettet.
Hvad sker der på en onsdag aften?
Det bærende element: et oplæg fra en intern eller en ekstern eller en debat mellem to personer. Kritikerskolen lader journalister, redaktører, forlæggere, dokumentarister, debattører, kunstnere, politikere og kulturskribenter dele ud af deres viden og erfaringer.
Ud over det bærende element: ’Siden sidst’ + ’Teoretisk vinkel’ + ’Ugens praktiske fif’ + ’Opgaven’
Hvad sker der mellem onsdagene på Politiken?
Her laves der ’hjemmearbejde’ i form af indlæg til nettet, til avisen, kronikker, essays mv.
Debattør- og kritikerskolen får et særskilt område under politiken.dk/debat, hvor de involverede og andre interesserede kan læse og diskutere indlæg. De bedste indlæg fra skribenterne vil indgå i den daglige prioritering af debatstoffet på politiken.dk og i den trykte avis.
Hvad koster det at være med?
Et weekendabonnement (fredag, lørdag og søndag) på Politiken i månederne september, oktober, november og december. Politiken tjener ikke på det, da et studenterabonnement kun dækker omkostningerne.
Hvad er næste skridt?
Politiken annoncerer efter unge. Hvis du er interesseret, så send en ansøgning til kritikerskolen@pol.dk senest mandag den 17. juni. Skriv 500 ord. Vedlæg et CV. Vi udvælger de 150 inden 1. juli. Du får svar på mail.
Det lyder alt sammen vældig fint, bortset fra at det gør det egentlig ikke. For hvad med Gyldendals Forfatterskole, hvor ufint lyder det lige?
Hvem er med?
Debattør- og kritikerskolen henvender sig til samfundsengagerede og formidlingsivrige unge under 30 år. Der vil være en fast gruppe på 150 personer. De udvælges efter en ansøgningsprocedure.
Hvad er formålet?
At gøre unge til mere kvalificerede debattører og kritikere i den offentlige debat – både når det gælder form og indhold.
Hvad får Politiken ud af det?
Vi har interesse i at få en god relation til yngre debatstemmer – tidens skarpeste penne og hjerner - som kan sætte nye, interessante dagsordener.
Hvad kan Politiken tilbyde?
Inspiration i form af mødet med personer, der har indsigt i debatkultur, politik, kritik, dagsordener mv. Et fællesskab med samfundsengagerede ’åndsfæller’ Håndværksmæssige færdigheder: Hvordan blander man sig i debatten? Hvordan skriver man et debatindlæg eller en kronik? Osv. Eksponering i et stort dagblad
Hvad består skolen af?
8-10 seancer her på Politiken (Foredragssalen). Onsdage kl. 18.30-21.00. Første gang 4. september og herefter cirka hver 14. dag frem til medio december.En hel dag her på Politiken i uge 39: Kursus i at skrive lettilgængeligt, klart og levende og sætte dagsordener. Debatartikler, kronikker, blogs mv. (Skriveøvelser) (På hold af 20-30 unge) En lørdag i efteråret med et særligt program
Mellem onsdagsseancerne: I laver opgaver og skriver indlæg til nettet.
Hvad sker der på en onsdag aften?
Det bærende element: et oplæg fra en intern eller en ekstern eller en debat mellem to personer. Kritikerskolen lader journalister, redaktører, forlæggere, dokumentarister, debattører, kunstnere, politikere og kulturskribenter dele ud af deres viden og erfaringer.
Ud over det bærende element: ’Siden sidst’ + ’Teoretisk vinkel’ + ’Ugens praktiske fif’ + ’Opgaven’
Hvad sker der mellem onsdagene på Politiken?
Her laves der ’hjemmearbejde’ i form af indlæg til nettet, til avisen, kronikker, essays mv.
Debattør- og kritikerskolen får et særskilt område under politiken.dk/debat, hvor de involverede og andre interesserede kan læse og diskutere indlæg. De bedste indlæg fra skribenterne vil indgå i den daglige prioritering af debatstoffet på politiken.dk og i den trykte avis.
Hvad koster det at være med?
Et weekendabonnement (fredag, lørdag og søndag) på Politiken i månederne september, oktober, november og december. Politiken tjener ikke på det, da et studenterabonnement kun dækker omkostningerne.
Hvad er næste skridt?
Politiken annoncerer efter unge. Hvis du er interesseret, så send en ansøgning til kritikerskolen@pol.dk senest mandag den 17. juni. Skriv 500 ord. Vedlæg et CV. Vi udvælger de 150 inden 1. juli. Du får svar på mail.
Det lyder alt sammen vældig fint, bortset fra at det gør det egentlig ikke. For hvad med Gyldendals Forfatterskole, hvor ufint lyder det lige?
lørdag den 1. juni 2013
Lille Hassan med de skæve ben WALKING TALL
Det er da en god og herlig ting, når noget, der er godt, får succes - som nu Hassan Preislers ret fremragende, autofiktive roman Brun mands byrde, som jeg glad anmeldte i WA Bøger i går, efter Preisler-interviews havde smykket forsiden af både WA's og Politikens litteraturtillæg, og som i dag får 5 hjerter i Politiken i Mikkel Bruun Zangenberg (solid præcis anmeldelse sgu, Mikkel: "Preislers kritik og hans manøvrer får deres
slagkraft og fascination ved at være iværksat som en ualmindelig
vellykket, avanceret og berørende montageroman. I romanen hører vi meget
klart og tydeligt en stemme, Preislers stemme. Stemmen beretter i flere
spor, der intrikat er vævet ind i hinanden, noget, der på samme tid er
en slægtsroman, en selvbiografi og en bittersødt satirisk sædeskildring. Fordi spørgsmålet ' hvem er jeg?' stiller sig med en så brændende uafviselighed for et blandet væsen som skuespilleren Preisler,
der er frugten af både pakistanske og danske rødder, kommer en stor del
af romanen til at forme sig som en næsten detektivisk og kærlig
skildring af de mange og umådeligt forskellige individer, der en dag
endte med at frembringe et væsen som Preisler.") og 5 stjerner i Berlingske ved Merete Reinholdt, og på grund af al denne opkørt støjende foromtale - foruden interviews i både aviser og i radio og på tv har Preisler via sin bogens Facebookside arrangeret og rapporteret fra flere bogrelaterede happenings (med forfatteren klædt ud som Lille sorte Sambo, ligesom på forsiden) - er forlaget allerede ved at trykke tredje oplag, og hvor er det bare godt, når nu bogen bare er god, selvom ret meget af støjen, før anmeldelserne, også skyldes at bogen er en god historie, som forfatter og forlag har forstået at vinkle aggressivt medie-attraktivt, men hvilket problem skulle hvem have med det, når bogen er god?
I en kommentar inde på FB-siden skriver Hans Hauge:
spændende: spørgsmålet er om denne roman kunne være skrevet af en mand fra Hjørring med en dansk mor og dansk far? kunne den være en fiktion? nej, forfatternavnet samt nationalitet er garantien - signaturen der gør teksten autentisk og giver den værdi -
Nej, men Scherfigs Det forsømte Foraar kunne heller ikke være skrevet en mand, der havde gået i landsbyskole i 5 år i det mørke Jylland og så var kommet ud og tjene, og hvad så? og ja, den autentiske hybriditet, og Preislers klovne-kritiske forholden sig til den, skaffer ham adgang til interview i aviser og på tv, men værdi i anmeldelserne, i min anmeldelse i det mindste, får bogen fandeme kun, fordi den kvalificerer sig sprogkunstnerisk, Hans!
Jeg nævner Dan Turèll i min anmeldelse, men i forhold til bogens elegante-energiske, både sardoniske og melankolske ironi er det nærliggende også at pege på Pablo Llambìas, præ-sonetskrivende, og måske især det vistnok (I hope not) skrinlagte argentinske projekt, og Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr.
OG HANS SCHERFIG SGU!
HVORFOR NÆVNTE JEG IKKE HAM I ANMELDELSE, HAN ER OGSÅ EN SATIRISK OG-MISBRUGER,
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
I en kommentar inde på FB-siden skriver Hans Hauge:
spændende: spørgsmålet er om denne roman kunne være skrevet af en mand fra Hjørring med en dansk mor og dansk far? kunne den være en fiktion? nej, forfatternavnet samt nationalitet er garantien - signaturen der gør teksten autentisk og giver den værdi -
Nej, men Scherfigs Det forsømte Foraar kunne heller ikke være skrevet en mand, der havde gået i landsbyskole i 5 år i det mørke Jylland og så var kommet ud og tjene, og hvad så? og ja, den autentiske hybriditet, og Preislers klovne-kritiske forholden sig til den, skaffer ham adgang til interview i aviser og på tv, men værdi i anmeldelserne, i min anmeldelse i det mindste, får bogen fandeme kun, fordi den kvalificerer sig sprogkunstnerisk, Hans!
Jeg nævner Dan Turèll i min anmeldelse, men i forhold til bogens elegante-energiske, både sardoniske og melankolske ironi er det nærliggende også at pege på Pablo Llambìas, præ-sonetskrivende, og måske især det vistnok (I hope not) skrinlagte argentinske projekt, og Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr.
OG HANS SCHERFIG SGU!
HVORFOR NÆVNTE JEG IKKE HAM I ANMELDELSE, HAN ER OGSÅ EN SATIRISK OG-MISBRUGER,
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
søndag den 21. april 2013
Manglende ord (men aldrig mangel på hjerter)
Jeg læser i gårs Politiken her til i morgen, fordi jeg i aftes fandt ud af at jeg var med i bogtillæggets faste enquete ORD (altså de har jo ikke interviewet mig, mens jeg sov, jeg vidste godt, det ville komme i, bare ikke hvornår) og så købte jeg en avis i 7-eleven, men jeg kan virkelig ikke læse avis om aftenen, så derfor.
Et par af mine svar nåede ikke med i avisen:
Maskine! Digteren Thomas Helmig: Kære maskine! Fordi jeg skal skrive om Storm P.s Storm P.-maskiner. Kommer lige nu i tanke om, at Machine på Holbergsk (og Adolphsensk) betyder intrige eller komplot – en Storm P.-maskine er en mekanisk komplotkompot.
Men hvorfor skal samme avis absolut indeholde en vitalt mættet kronik af Jokum Rohde om Nørrebro og et sitrende tought bagsidedigt af Peter Laugesen, der overskygger og -døver mine ORD totalt, det er ikke retfærdigt, og her er digtet, det er så sandt som det er brændt på:
Hård hud på sjælen
det får man af tv
af at se på alting
som bare en film
Hård hus på ryggen
får man af at ligge
på ryggen og snorke
mens alting brænder
Hård hud på maven
får man af at ligge
på maven og snorke
mens alting brænder
Hård hud på tæerne
får man af at løbe
væk fra det hele
helst før det er sket
Hård hud på fingrene
det får man af at holde
for hårdt om pennen
der undserskriver
dødsdommen
Hård hud til alle
over det hele
så vi kan se
at alting brænder
som film på hinanden
uden at blinke
uden at græde
uden at skælve
HÅRD HUD
HÅRD HUD
- og så giver Mikkel Bruun Zangenberg selvfølgelig 5 hjerter (der var gået hele tre dage siden litteraturredaktør Jes Stein havde givet Erling Jepsen lige så mange hjerter i en anmeldelse, der ikke på trods men på grund af den hysse begejstring slet ikke lød overbevisende) til Martin Glaz Serups Romerske nætter, hvilket er helt i orden, jeg synes også, som det fremgik af min WA-anmeldelse i fredags, at det er en god bog, men hvorfor vil Zangenberg mellem alle citaterne og referaterne og den grundlæggende midaldrende erfaringssolidaritet (sjovt som Politikens intellektuelle anmeldere, Munk Rösing og Zangenberg, har eksistentiel spejling som primært kvalitetskriterium) ikke fortælle, HVORDAN den er god. Det tætteste, han kommer, er underrubrikken "Godt skramlende digtsuiter om at stå i midtvejs i livet fra Martin Glaz Serup." og denne tidlige sætning (hvor "nætterne" vistnok både står for de konkrete nætter og digtene, men noget metaforisk byggesjusk er og bliver det med nætter inde i en nat): "Nætterne veksler energisk pulserende mellem lykke og tristhed midtvejs i livets lange nat."
Åh, midtvejs i livet og midtvejs i livets lange nat (som NB ikke er MGS's metafor, men MBZ's) - som der står i tillæggets indholdsfortegnelse;
Ord fra: Lars Bukdahl om det grimme ord 'tema'
Køb gårsdagens avis!
Et par af mine svar nåede ikke med i avisen:
Hvilke
ord optager dig for tiden? (simpelthen ord, du er optaget af, eller ord der er
på vej; næste udgivelse?
Maskine! Digteren Thomas Helmig: Kære maskine! Fordi jeg skal skrive om Storm P.s Storm P.-maskiner. Kommer lige nu i tanke om, at Machine på Holbergsk (og Adolphsensk) betyder intrige eller komplot – en Storm P.-maskine er en mekanisk komplotkompot.
Giv
et eksempel på et rablende ord?
Rabarberblondine
Giv
et eksempel på et stringent ord?
Strengeinstrumentdirigent
Hård hud på sjælen
det får man af tv
af at se på alting
som bare en film
Hård hus på ryggen
får man af at ligge
på ryggen og snorke
mens alting brænder
Hård hud på maven
får man af at ligge
på maven og snorke
mens alting brænder
Hård hud på tæerne
får man af at løbe
væk fra det hele
helst før det er sket
Hård hud på fingrene
det får man af at holde
for hårdt om pennen
der undserskriver
dødsdommen
Hård hud til alle
over det hele
så vi kan se
at alting brænder
som film på hinanden
uden at blinke
uden at græde
uden at skælve
HÅRD HUD
HÅRD HUD
- og så giver Mikkel Bruun Zangenberg selvfølgelig 5 hjerter (der var gået hele tre dage siden litteraturredaktør Jes Stein havde givet Erling Jepsen lige så mange hjerter i en anmeldelse, der ikke på trods men på grund af den hysse begejstring slet ikke lød overbevisende) til Martin Glaz Serups Romerske nætter, hvilket er helt i orden, jeg synes også, som det fremgik af min WA-anmeldelse i fredags, at det er en god bog, men hvorfor vil Zangenberg mellem alle citaterne og referaterne og den grundlæggende midaldrende erfaringssolidaritet (sjovt som Politikens intellektuelle anmeldere, Munk Rösing og Zangenberg, har eksistentiel spejling som primært kvalitetskriterium) ikke fortælle, HVORDAN den er god. Det tætteste, han kommer, er underrubrikken "Godt skramlende digtsuiter om at stå i midtvejs i livet fra Martin Glaz Serup." og denne tidlige sætning (hvor "nætterne" vistnok både står for de konkrete nætter og digtene, men noget metaforisk byggesjusk er og bliver det med nætter inde i en nat): "Nætterne veksler energisk pulserende mellem lykke og tristhed midtvejs i livets lange nat."
Åh, midtvejs i livet og midtvejs i livets lange nat (som NB ikke er MGS's metafor, men MBZ's) - som der står i tillæggets indholdsfortegnelse;
Ord fra: Lars Bukdahl om det grimme ord 'tema'
Køb gårsdagens avis!
onsdag den 13. marts 2013
For koldblodighed
Mikkel Bruun Zangenberg, der på mindste foranledning (fx Daniel Denciks Politikens Litteraturpis-nominerede Via katastroferne, eller hvad den nu hed) ryster 5 hjerter ud af ærmet, giver 4 hjerter til Peter Adolphsens År 9 efter Loopet med følgende begrundelse:
Slutningen er finurlig og en smule grum. Men som læser er jeg mærkeligt spaltet. På den ene side nyder jeg Adolphsens skarpe og elegante fantasieksperiment. På den anden side synes jeg ikke rigtig, at fortællingen kommer til live i sin egen ret. Identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum indfinder sig ikke for alvor, og jeg kunne ikke lade være med til slut at tænke på f.eks. den vilde finske digterboheme Pentti Saarikoski som en forfatter, der diametralt modsat leverer kød og overraskelser og blod til læseren. Men i det mindste er denne fantasi 86 sider kort og klar, skæg og egenartet! Det er en stor kvalitet.
Slutningen er finurlig og en smule grum. Men som læser er jeg mærkeligt spaltet. På den ene side nyder jeg Adolphsens skarpe og elegante fantasieksperiment. På den anden side synes jeg ikke rigtig, at fortællingen kommer til live i sin egen ret. Identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum indfinder sig ikke for alvor, og jeg kunne ikke lade være med til slut at tænke på f.eks. den vilde finske digterboheme Pentti Saarikoski som en forfatter, der diametralt modsat leverer kød og overraskelser og blod til læseren. Men i det mindste er denne fantasi 86 sider kort og klar, skæg og egenartet! Det er en stor kvalitet.
Men, men, men "identifikation, indlevelse og suget ind i fiktionens rum" er slet ikke effekter, der interesserer Peter Adolphsen. Og det kan man da synes er en helt vrang præmis for at skrive skønlitteratur, men jeg forestiller mig ikke, at Zangenberg har noget problem med at betragte store Adolphsens-forbilleder som Borges og Queneau, Højholt og bogaktuelle Madsen som akkurat lige så store og forbilledlige som kød- og blodleverandører som Saarikoski. Hvorfor dog skulle koldblodighed være mindre litterært skønt end varmblodighed? Det er da noget slemt, slemt vitalistisk vrøvl! Jeg bliver helt irriteret på mig selv over i min egen WA-anmeldelse afslutningsvis at dømme bogen rørende, som om det er en særlig fin kvalifikation, der gør bogen betydeligere end tidligere, mindre eller slet ikke rørende Adolphsen-bøger (Tue Nexø nærmer sig mere eksplicit det synspunkt i sin rigtig gode gode Information-anmeldelse), bogen er jo netop ikke nogen røremaskine, rørtheden ser jeg som et kølighedens overskud hos læseren, i læsningen, knopskydende fra, men ikke fornemmere end, fornøjetheden og svimmelheden.
Også Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende nøjes med 4 stjerner, her er forbeholdene sværere at få øje på:
Åbenbart er læsehurtigheden diskvalificerende - hvorfor ellers det 'men' før eftertankevækkelsen (ligesom kortheden mærkbart patroniserende roses hos Zangenberg: korthed passer til koldblodighed, fordi koldblodighed er en hierarkisk lavere litterær kvalitet end varmblodighed, der sagtens og gerne må brede sig)? Adolphsens bog kan ikke være rigtig god, fordi den er så kort og hurtigt læst, og igen vrøvl, vrøvl, vrøvl, jf. Højholt, Borges etc. Per Krogh gav til gengæld Josephine Klougarts Èn af os sover 6 stjerner; i Informations lille læse-enquete har Adolphsens dette svar på spørgsmålet om den værste bog, han har læst, der meget smart spejler Zangenbergs meningsløse Adolphsen-Saarikoski-dikotomi, dette er mandens eget bud på en antipode (som nok ikke direkte forbedrer hans chancer for at blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket han ellers i gigantisk grad (atter) fortjener):
Det må være Josefine Klougarts Stigninger og fald. En ekstremt prætentiøs, unødigt knudret og aldeles humorforladt bunke opbagt lyrisk metaforsuppe-klingklang uden andet faktisk indhold end ret ordinære natur- og barndomsbeskrivelser. Men andre får jo tydeligvis noget ud af det, hvilket er helt fint; læsere er som sagt lykkeligvis forskellige, og der skal være bøger til alle slagser, men nu du spørger, så vælger jeg at svare ærligt.
lørdag den 24. november 2012
Distanceblunder blænder
Jeg vil nu omsider gerne skrive, at jeg virkelig ikke forstår, at litterære folk er så vilde med Jonas Rolsteds insisterende kedsommelige debutbog Flex Death. Først kunne jeg ikke skrive noget, fordi min anmeldelse blev ved med ikke at komme i, og nu er der pludselig gået en uge, siden min anmeldelse omsider var i, selvom det fint timet var samtidig med, at bogen blev nomineret til Montana-orisen, og så virker det ikke helt fair at bitche løs, men i går fremhævede Erik Skyum-Nielsen i sin totalt ukritiske fødselsdagshyldest til Forfatterskolen Rolsteds bog som et eksemplarisk fremragende Forfatterskoleelev-forfattet værk; som sædvanlig hos Skyum leverer han også perfekte skyts til en præcis disning af bogen:
Var man inkarneret forfatterskoleskeptiker, ville man formentlig aflæse mangetydigheden og flersporetheden i Flex Death som et symptom på, at værket må være blevet til som et ret ubearbejdet sæt opgaveløsninger fra uddannelsen, en såkaldt ’portfolio’. Det udtryk bruger man på universitetet om en mappe på 5-6 mindre semesteropgaver, som ved afslutningen på et kursus afleveres til samlet bedømmelse, evt. forbedret hist og her efter underviseres anvisninger.
Ja, nemlig, siger denne inkarnerede forfatterskoletilhænger! Som i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis fremmeste formål ellers er at nedskyde den polemiske luftkarikatur forfatterskolelitteraturt, til sidst og i al hast skitserer en aktuel og kedsommelig artighed, der til forveksling ligner den Rolsted praktiserer i sin bog (som jeg på nedskrivningstidspunktet endnu ikke havde læst jo:
Ligesom jeg parallelt med 90’ernes nogle gange meget nydeligt gennemtjekkede Ritter Sport-tekster, som jeg (som bitter ikke-Forfatterskoleelev, ja, ja) godt kunne blive træt af hver anden gang, kan skimte en tendens til at skrive en meget pænt reflekteret-følsom, konsensus-kuet fragment-prosa, der nægter sig egensindige udfald og ekstaser og sammenbrud, men det er for fanden heller ikke forfatterskolelitteratur, det er bare talentfuld begynderforsigtighed eller OK -duksethed.
Jeg har simpelthen også bare svært ved at gennemskue, hvad det egentlig er, at litterære folk beundrer og begejstres over i bogen, ud over portofolio-artigheden. En ting er Informations kulturredaktør Peter Nielsen i hans pinligt på samme tid overstyrede og helt blanke nominering af bogen til Montana-prisen (og sikke FORUDSIGELIGE (og genbrugte) nomineringer; Voetmann, Andkjær Olsen, Boberg, Hesselholdt, Nielsen, Rolsted - min hat af også til de første tre og halvt af til Boberg og sikekrt også til Nielsen, som jeg ikke har læst, men kunne dog ikke Rolsted være blevet udskiftet med en ægte opkørt og (derfor) ensporet stemme som Nya Gleffey eller Hagen eller ...), hvor han i klassisk Zangenberg-stil gudhjælpeme sammenligner Rolsted med (tidlig!) Wittgenstein:
Rolsteds bog er tæt forbundet med skabelsen (HVAD BETYDER DET?). Han skaber på ny verden med sprog, men sproget har samtidig hele tiden været der med alle sine betydninger og spor (HVAD BETYDER DET?). Det gør Flex Death til en meget sprogbevidst bog (OG HVAD SÅ? HVAD DET END BETYDER?). Der er noget tidlig Wittgenstein over forfatterens bestræbelse på at skabe system og klarhed over sprogets relation til verden, samtidig med at bogen i sin form på smukkeste vis henter inspiration fra musikken, sådan som det også formuleres i bogen: »Musik er en undersøgelse af intervaller fuldstændig ligesom litteraturen.«
Også Tue Nexø i Information og den virkelige Zangenberg i Politiken fremhæver disse akavet pseudo-dybsindige refræner, som de vel aldrig ville tillade deres universitetsstuderende at fremævle. Tue selv er til gengæld og for en gangs skyld (muldent, nå, nej, sandet) lyrisk i mælet, han virker decideret forelsket i gråmeleretheden for some stange reason:
Men til start og slut strømmer prosaen af sted med ultrakorte sætninger, tit bare små fragmenter af en sansning, en tanke eller en scene. Det kunne være forvirrende, og det er det vel også, men især giver det en døsig fornemmelse af en solvarm bevidsthed. Rolsteds sætninger er som sandkorn, oprindeligt kommer de hvor som helst fra, fra andre tidsaldre, fra den anden ende af jordkloden. Der kunne være små glasskår mellem dem. Men nu glider de gennem ens fingre:
»Et sprog kræver at man taler det. Bed, så skal der gives jer. En stats historie. En mand glider frem bag en bil som en klitoris bag en finger. De bløde træk som langsomt vinder hårdhed. Jeg sidder i græsset og tager sokker på. Solen er lav og hvid. Hvidt, hvidt, hvidt. Som den scene hvor Rasmus Klump laver nordlys ved at hælde sne i en maskine og dreje rundt på et håndtag. Oboens nasale klang. Smykker forklædt som våben. Det er varmt og kvinder bærer børn og glas med kaffe ud i solen.«
Og sådan fortsætter det, sidevis. Der føles lykkeligt sådan at flyde med i disse siders forskelsløse drift fremad. Den følelse er værd at hæge om. Den er alligevel ret sjælden at møde i litteraturen. Så neddæmpet og så godt kan Jonas Rolsted altså skrive.
Ja, jeg døser også hen, når jeg ikke totalt enerveres (og jeg har et dusin andre ironiske gentagelser på tungen, glide gennem fingre, fortsættelse sidevis, forskelsløs drift etc., men jeg nærer mig); jeg kan ikke i Tues citat få øje på én sætning, der ikke er kedelig, kedeligt kedelig eller kedeligt prætentiøs, men de kedeligt kedelige sætninger er jo også, fordi de er åh så bevidst kedeligt kedelige, prætentiøse - og sikke også en (i sin ensomhed prætentiøst) kedelig, fordi barndoms-sentimental, popkultur-reference. Jeg forstår heller ikke, hvad Tue faktisk mener med "solvarm bevidsthed" og senere "solvarme sætninger", det er jo nærmest Asger Schnacksk poesi-tåge. Indtil flere gange kalder Tuebogen stilfærdig, men i mine øjne hviner den, fordi stilfærdigheden ikke er genuint poetisk, personligt, excentrisk mættet, som det fx er tilfældet hos Mikkel Thykier, et forbillede, hverken jeg eller de ande litterære folk har nævnt, men blot rungende tomt postuleret.
Og så gider jeg ikke pege fingre af Mikkel Brrun Zangenbergs anmeldelse også, det gør den glimrende selv, ved overhovedet ikke at kvalificere sine 5 hjerter, ud over at kalde bogen ambitiøs, hvilket jo rimer fint på prætentiøs døs. Hør, var der ikke en, der nøs - eller gøs? Næh, det var der slet slet ikke ...
Var man inkarneret forfatterskoleskeptiker, ville man formentlig aflæse mangetydigheden og flersporetheden i Flex Death som et symptom på, at værket må være blevet til som et ret ubearbejdet sæt opgaveløsninger fra uddannelsen, en såkaldt ’portfolio’. Det udtryk bruger man på universitetet om en mappe på 5-6 mindre semesteropgaver, som ved afslutningen på et kursus afleveres til samlet bedømmelse, evt. forbedret hist og her efter underviseres anvisninger.
Ja, nemlig, siger denne inkarnerede forfatterskoletilhænger! Som i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis fremmeste formål ellers er at nedskyde den polemiske luftkarikatur forfatterskolelitteraturt, til sidst og i al hast skitserer en aktuel og kedsommelig artighed, der til forveksling ligner den Rolsted praktiserer i sin bog (som jeg på nedskrivningstidspunktet endnu ikke havde læst jo:
Ligesom jeg parallelt med 90’ernes nogle gange meget nydeligt gennemtjekkede Ritter Sport-tekster, som jeg (som bitter ikke-Forfatterskoleelev, ja, ja) godt kunne blive træt af hver anden gang, kan skimte en tendens til at skrive en meget pænt reflekteret-følsom, konsensus-kuet fragment-prosa, der nægter sig egensindige udfald og ekstaser og sammenbrud, men det er for fanden heller ikke forfatterskolelitteratur, det er bare talentfuld begynderforsigtighed eller OK -duksethed.
Jeg har simpelthen også bare svært ved at gennemskue, hvad det egentlig er, at litterære folk beundrer og begejstres over i bogen, ud over portofolio-artigheden. En ting er Informations kulturredaktør Peter Nielsen i hans pinligt på samme tid overstyrede og helt blanke nominering af bogen til Montana-prisen (og sikke FORUDSIGELIGE (og genbrugte) nomineringer; Voetmann, Andkjær Olsen, Boberg, Hesselholdt, Nielsen, Rolsted - min hat af også til de første tre og halvt af til Boberg og sikekrt også til Nielsen, som jeg ikke har læst, men kunne dog ikke Rolsted være blevet udskiftet med en ægte opkørt og (derfor) ensporet stemme som Nya Gleffey eller Hagen eller ...), hvor han i klassisk Zangenberg-stil gudhjælpeme sammenligner Rolsted med (tidlig!) Wittgenstein:
Rolsteds bog er tæt forbundet med skabelsen (HVAD BETYDER DET?). Han skaber på ny verden med sprog, men sproget har samtidig hele tiden været der med alle sine betydninger og spor (HVAD BETYDER DET?). Det gør Flex Death til en meget sprogbevidst bog (OG HVAD SÅ? HVAD DET END BETYDER?). Der er noget tidlig Wittgenstein over forfatterens bestræbelse på at skabe system og klarhed over sprogets relation til verden, samtidig med at bogen i sin form på smukkeste vis henter inspiration fra musikken, sådan som det også formuleres i bogen: »Musik er en undersøgelse af intervaller fuldstændig ligesom litteraturen.«
Også Tue Nexø i Information og den virkelige Zangenberg i Politiken fremhæver disse akavet pseudo-dybsindige refræner, som de vel aldrig ville tillade deres universitetsstuderende at fremævle. Tue selv er til gengæld og for en gangs skyld (muldent, nå, nej, sandet) lyrisk i mælet, han virker decideret forelsket i gråmeleretheden for some stange reason:
Men til start og slut strømmer prosaen af sted med ultrakorte sætninger, tit bare små fragmenter af en sansning, en tanke eller en scene. Det kunne være forvirrende, og det er det vel også, men især giver det en døsig fornemmelse af en solvarm bevidsthed. Rolsteds sætninger er som sandkorn, oprindeligt kommer de hvor som helst fra, fra andre tidsaldre, fra den anden ende af jordkloden. Der kunne være små glasskår mellem dem. Men nu glider de gennem ens fingre:
»Et sprog kræver at man taler det. Bed, så skal der gives jer. En stats historie. En mand glider frem bag en bil som en klitoris bag en finger. De bløde træk som langsomt vinder hårdhed. Jeg sidder i græsset og tager sokker på. Solen er lav og hvid. Hvidt, hvidt, hvidt. Som den scene hvor Rasmus Klump laver nordlys ved at hælde sne i en maskine og dreje rundt på et håndtag. Oboens nasale klang. Smykker forklædt som våben. Det er varmt og kvinder bærer børn og glas med kaffe ud i solen.«
Og sådan fortsætter det, sidevis. Der føles lykkeligt sådan at flyde med i disse siders forskelsløse drift fremad. Den følelse er værd at hæge om. Den er alligevel ret sjælden at møde i litteraturen. Så neddæmpet og så godt kan Jonas Rolsted altså skrive.
Ja, jeg døser også hen, når jeg ikke totalt enerveres (og jeg har et dusin andre ironiske gentagelser på tungen, glide gennem fingre, fortsættelse sidevis, forskelsløs drift etc., men jeg nærer mig); jeg kan ikke i Tues citat få øje på én sætning, der ikke er kedelig, kedeligt kedelig eller kedeligt prætentiøs, men de kedeligt kedelige sætninger er jo også, fordi de er åh så bevidst kedeligt kedelige, prætentiøse - og sikke også en (i sin ensomhed prætentiøst) kedelig, fordi barndoms-sentimental, popkultur-reference. Jeg forstår heller ikke, hvad Tue faktisk mener med "solvarm bevidsthed" og senere "solvarme sætninger", det er jo nærmest Asger Schnacksk poesi-tåge. Indtil flere gange kalder Tuebogen stilfærdig, men i mine øjne hviner den, fordi stilfærdigheden ikke er genuint poetisk, personligt, excentrisk mættet, som det fx er tilfældet hos Mikkel Thykier, et forbillede, hverken jeg eller de ande litterære folk har nævnt, men blot rungende tomt postuleret.
Og så gider jeg ikke pege fingre af Mikkel Brrun Zangenbergs anmeldelse også, det gør den glimrende selv, ved overhovedet ikke at kvalificere sine 5 hjerter, ud over at kalde bogen ambitiøs, hvilket jo rimer fint på prætentiøs døs. Hør, var der ikke en, der nøs - eller gøs? Næh, det var der slet slet ikke ...
mandag den 8. oktober 2012
Lille SCREAM om rim
Kan nu omsider ikke Mikkel Bruun Zangenberg holde op med at nævne, som han for 1117. gang gør i sin Politiken.anmeldelse af Ursula Andkjær Olsens Det 3. årtusindes hjerte, at en digtbog er urimet!!!! Siden sådan cirkus 1960 har det været undtagelsen i DK, at en digtbog er rimet, ergo er der grund til at gøre opmærksom på, at en digter rimer, når han/hun gør det (som Mette Moestrup og Lone Hørslev gør det, på samme stampende/stammende manér i, deres seneste bøger), IKKE når han/hun ikke gør det, for ævle-lede!!!!!!
søndag den 23. september 2012
Der er for LIDT amerikansk sitcom i dansk poesi
Hvor lidt polemisk ville bloggen ikke blive uden Mikkel Bruun Zangenberg? Så tak, Mikkel, for med stor konstans og konsekvens at opføre dig så kritisk åndssvagt ?
I sin 5 hjerter-anmeldelse af Lone Hørslevs La'os i Politiken proklamerer Zangenberg midt i en på den ene side-på den anden side-omtale af kortprosa-sektionerne om triste venner og sex med bad news, at
Vi er et godt stykke vej fra den sødligt kække marengs i den amerikanske tv-serie 'Friends';
Hvad er det for en kultursnobbet og bare kedelig og dum nedvurdering af Friends i særdelshed og amerikanske sitcoms i almindelighed? Der er mange dæmoniske, mørke episoder og handlingstråde i Friends, ikke mindst involverende Phoebe og hendes fortid som hjemløs og hendes onde tvillingesøster Ursula og hendes håbløse bror, hvis barn (børn?) hun føder; Friends og andre sitcoms har været erklæret primært inspirerende, situationelt såvel som komisk, af danske 90'er-forfattere som Kirsten Hammann og især Line Knutzon, og jeg forestiller mig, at Lone H ikke vil nægte, at hun også er påvirket af sådant tv; jeg kunne så i den nye bog godt have brugt flere skarpe vitser og og færre muntre moraler, på den led ligner La'os faktisk Friends mere end godt er (vs. sortere, særere, hårdere sitcoms som lige nu The Office, Parks and Rec, Community, 30 Rock).
I sin 5 hjerter-anmeldelse af Lone Hørslevs La'os i Politiken proklamerer Zangenberg midt i en på den ene side-på den anden side-omtale af kortprosa-sektionerne om triste venner og sex med bad news, at
Vi er et godt stykke vej fra den sødligt kække marengs i den amerikanske tv-serie 'Friends';
Hvad er det for en kultursnobbet og bare kedelig og dum nedvurdering af Friends i særdelshed og amerikanske sitcoms i almindelighed? Der er mange dæmoniske, mørke episoder og handlingstråde i Friends, ikke mindst involverende Phoebe og hendes fortid som hjemløs og hendes onde tvillingesøster Ursula og hendes håbløse bror, hvis barn (børn?) hun føder; Friends og andre sitcoms har været erklæret primært inspirerende, situationelt såvel som komisk, af danske 90'er-forfattere som Kirsten Hammann og især Line Knutzon, og jeg forestiller mig, at Lone H ikke vil nægte, at hun også er påvirket af sådant tv; jeg kunne så i den nye bog godt have brugt flere skarpe vitser og og færre muntre moraler, på den led ligner La'os faktisk Friends mere end godt er (vs. sortere, særere, hårdere sitcoms som lige nu The Office, Parks and Rec, Community, 30 Rock).
tirsdag den 26. juni 2012
Avantgardetrekvartgarderet - håndslag til After Hand
Fedt NOK at Vagn E. Olssons Mysterier 1 blev anmeldt af Mikkel Bruun Zangenberg til ironiske nul hjerter ("Her finder vi en iskold fornægtelse af de mange dødsattester, avantgarden har været forsynet med; Olsson går lige ind i avantgardernes forlængede hjertestop og fabrikerer dér sine mysterier./ Det er så hjerteløst, at vi selvfølgelig må holde alle hjerter tilbage" - men synd for dem, der ikke forstår ironien (i mangel af en klart (eller uklart for den sags skyld) formuleret smagsdom; man må nøjes med adjektiverne (hvad er det med Zangenbergs gammeldags (mandigt) kønnede adjektiver?) "klassisk bevidst og spændstig", "viril og heftig", "vittigt og aggressivt")) eller slet ikke når frem til ironien, fordi de nøjes med at registrere manglen på hjerter og den ikke i sig selv positive overskrift "Avantgarden har fået hjertestop"), og jeg er SLET ikke muggen over, at Politiken kom først med en anmeldelse, fordi min egen anmeldelse, skrevet til dagen, ikke kom i WA. Der er altid meget at irriteres over i en MBZ-anmeldelse, men denne gang også et par præcise aflæsninger, og selvfølgelig GLIMRENDE, at han tilsyneladende er glad for den gode bog, og at han og Politiken overhovedet anmelder en After Hand-bog, men jeg synes, det er lige lovligt hyklerisk at decideret skamrose forlaget - "Og det ville være en ikke bare beskidt kliché at kalde ham selv og og et af Danmarks suverænt bedste undergrundsforlag, nemlig After Hand, for kompromisløse" - når Politiken ud af After Hands seneste 14 skønlitterære udgivelser, Olsson, Behnan, Storm, K. Jensen, Zeuthen, Place (x 2), Elving, de la Serna, Skinnebach, G. Christian, Hjort, Nørgaard Thomsen, G. Laugesen, kun har anmeldt 2, Olsson og Laugesen og ikke engang Skinnebachs dagsordensættende klima-bog (WA har anmeldt 7 og er helst ikke færdig), don't sugarcoat the talk, if you don't review the walk. Mikkel!
I går eftermiddags i Dronningesalen i Den Sorte Diamant fik After Hand ved sr. og jr., Henrik Have og Mathias Kokholm, af foreningen for Boghåndværk ved en gammeldags værdig og akavet ceremoni, hvor også andre diplomer (burde nogle af de mange litteraturpriser ikke formateres til diplomer, Kritikerdiplomet, Monatanadiplomet?) og priser for design og bogindbinding uddeltes, yderst fortjent overrakt Xylograf F. Hendrickens Æresmedalje (nærmere omtale af pris og forlag her), og vi klappede som de avantgarde- og litteraturgale, vi er og bliver, og Have holdt en fantastisk tale i to dele, første en improviseret tale om det sorte objekt, han drev omgang med som lille og først senere fandt ud af var en bog, en bibel nærmere bestemt, og så en forberedt tale, der var en lang, lang festsang af en navneliste, fra Gud til Peter Laugesen, som han har lovet at renskrive (og fuldende, et par navne manglede åbenbart) og eksklusivt lade publicere på Blogdahl snarligst, og hvilken ekstremistisk ære!
Et forlag, hvor både Olson og Olsson, Charles og Vagn E., udkommer, er et ultimativt cool forlag. Endnu længere leve Efter Hånd! Anmeld det already, Politiken, totalt!
I går eftermiddags i Dronningesalen i Den Sorte Diamant fik After Hand ved sr. og jr., Henrik Have og Mathias Kokholm, af foreningen for Boghåndværk ved en gammeldags værdig og akavet ceremoni, hvor også andre diplomer (burde nogle af de mange litteraturpriser ikke formateres til diplomer, Kritikerdiplomet, Monatanadiplomet?) og priser for design og bogindbinding uddeltes, yderst fortjent overrakt Xylograf F. Hendrickens Æresmedalje (nærmere omtale af pris og forlag her), og vi klappede som de avantgarde- og litteraturgale, vi er og bliver, og Have holdt en fantastisk tale i to dele, første en improviseret tale om det sorte objekt, han drev omgang med som lille og først senere fandt ud af var en bog, en bibel nærmere bestemt, og så en forberedt tale, der var en lang, lang festsang af en navneliste, fra Gud til Peter Laugesen, som han har lovet at renskrive (og fuldende, et par navne manglede åbenbart) og eksklusivt lade publicere på Blogdahl snarligst, og hvilken ekstremistisk ære!
Et forlag, hvor både Olson og Olsson, Charles og Vagn E., udkommer, er et ultimativt cool forlag. Endnu længere leve Efter Hånd! Anmeld det already, Politiken, totalt!
torsdag den 29. marts 2012
Den hjertelige avis
- eller bare den Gyldeglade avis?
Efter Jungersens 5 hjerter giver Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg i dag 5 hjerter til Ib Michaels Hjertets hemmeligheder, og jeg fortryder, at jeg har klaget over ikke at få lov til at anmelde Jungersen og Michael, begge bøger ser så massivt trælse ud, og det er slidsomt nok at læse Zangenbergs anmeldelse. ævl på anden hånd er ævl i anden potens - når jeg hører ordet komplementær bliver jeg komplet kontrær:
'Hjertets hemmeligheder' har på den led selv en komplementær struktur. På den ene side får vi oprullet selvbiografiske ' erindringsbobler' fra et levet liv i noget, der med spring og sving kan minde om en kronologisk serie frem til et skrivende nu. Men på den anden side er det en upersonlig og uegal genre-og tekstkollage, der i essayets fri form åbner sig mod verden og de andre og som sagt universet, den virkelig underlige samling af stof og energi, vi også selv består af. Midt i det mest intimt selvbiografiske er det kosmologisk, og midt i kosmos zoomer vi ind på det private gebet. Dermed bliver denne skrummelkasse af en tekst selv det ' Calabi-Yau'-rum, Ib Michael nævner et sted, et avanceret, nidimensionalt univers.
Lad os i fællig udråbe et tifoldigt Kålrabi-Miav!
Og her anmeldelsens slutning:
JEG HAR altid haft det meget blandet med Ib Michael; men her synes jeg, han er knagende god, både når han er urimeligt åndssvag og selvoptaget, men jo også og især alle de steder, hvor han gavmildt givende kommer os i møde som et ' mensch'.
Zangenberg undlader at forklare, hvordan præcist urimelig åndssvaghed og selvoptagethed kvalificerer sig som knagende gode kvaliteter, hvilket de vel godt (ikke sagtens) kan opleves som - jeg har selv sagt noget lignende om Martin Hall for år tilbage, inden hans åndssvaghed og selvoptagethed kitsch-koksede helt - men hvordan for helvede? via energi, elegance, charme (som tilfældet var i min korte Hall-forelskelse)? jeg ved nemlig heller ikke med knagende, det er, modsat skramlende, ikke et (muligt) positivt adjektiv i mit kritiske vokabular, jeg hører det som sådan en kælent, klodset gnidende lyd: teksten knager åndssvagt og selvoptaget, det lyder ikke så fedt, vel? men det lyder rigtignok af Ib Michael som værst.
Når Ib Michael går mig i møde, går jeg i dækning, fordi jeg ved, at det, han gavmildt vil give mig, er øretøver, ikke fordi han kan finde ud af faktisk at gøre noget ved det, men fordi han så frygtelig gerne vil, og det er det grimme syn af en mand, der så frygtelig gerne vil uddele øretæver, men nosseløst ikke tør, som jeg gemmer mig for.
Og by the way er Mensch navnet på et effektivt reklamebureau, der forleden ringede til mig for at tilbyde mig et foredrags-job, som jeg takkede ja til på den betingelse, at jeg ikke skulle tale om Ib Michael, men om poesi, som ikke er det samme.
Efter Jungersens 5 hjerter giver Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg i dag 5 hjerter til Ib Michaels Hjertets hemmeligheder, og jeg fortryder, at jeg har klaget over ikke at få lov til at anmelde Jungersen og Michael, begge bøger ser så massivt trælse ud, og det er slidsomt nok at læse Zangenbergs anmeldelse. ævl på anden hånd er ævl i anden potens - når jeg hører ordet komplementær bliver jeg komplet kontrær:
'Hjertets hemmeligheder' har på den led selv en komplementær struktur. På den ene side får vi oprullet selvbiografiske ' erindringsbobler' fra et levet liv i noget, der med spring og sving kan minde om en kronologisk serie frem til et skrivende nu. Men på den anden side er det en upersonlig og uegal genre-og tekstkollage, der i essayets fri form åbner sig mod verden og de andre og som sagt universet, den virkelig underlige samling af stof og energi, vi også selv består af. Midt i det mest intimt selvbiografiske er det kosmologisk, og midt i kosmos zoomer vi ind på det private gebet. Dermed bliver denne skrummelkasse af en tekst selv det ' Calabi-Yau'-rum, Ib Michael nævner et sted, et avanceret, nidimensionalt univers.
Lad os i fællig udråbe et tifoldigt Kålrabi-Miav!
Og her anmeldelsens slutning:
JEG HAR altid haft det meget blandet med Ib Michael; men her synes jeg, han er knagende god, både når han er urimeligt åndssvag og selvoptaget, men jo også og især alle de steder, hvor han gavmildt givende kommer os i møde som et ' mensch'.
Zangenberg undlader at forklare, hvordan præcist urimelig åndssvaghed og selvoptagethed kvalificerer sig som knagende gode kvaliteter, hvilket de vel godt (ikke sagtens) kan opleves som - jeg har selv sagt noget lignende om Martin Hall for år tilbage, inden hans åndssvaghed og selvoptagethed kitsch-koksede helt - men hvordan for helvede? via energi, elegance, charme (som tilfældet var i min korte Hall-forelskelse)? jeg ved nemlig heller ikke med knagende, det er, modsat skramlende, ikke et (muligt) positivt adjektiv i mit kritiske vokabular, jeg hører det som sådan en kælent, klodset gnidende lyd: teksten knager åndssvagt og selvoptaget, det lyder ikke så fedt, vel? men det lyder rigtignok af Ib Michael som værst.
Når Ib Michael går mig i møde, går jeg i dækning, fordi jeg ved, at det, han gavmildt vil give mig, er øretøver, ikke fordi han kan finde ud af faktisk at gøre noget ved det, men fordi han så frygtelig gerne vil, og det er det grimme syn af en mand, der så frygtelig gerne vil uddele øretæver, men nosseløst ikke tør, som jeg gemmer mig for.
Og by the way er Mensch navnet på et effektivt reklamebureau, der forleden ringede til mig for at tilbyde mig et foredrags-job, som jeg takkede ja til på den betingelse, at jeg ikke skulle tale om Ib Michael, men om poesi, som ikke er det samme.
fredag den 17. februar 2012
Tematik er banalitet
især når den er umiddelbart citérbar - og har intet at skaffe med hverken sprogkunst eller litteraturvidenskab; så hvorfor er akademiske kritikere så store suckers på og efter tematik?
Dobbelteksponeringens logik, hvor der kan opstå noget helt tredje af to billeder lagt oven i hinanden, er hele tiden på færde. Når 'jeg'et' siger om sin tilstand: »Det er noget andet end kærlighed, noget andet end et fravær af kærlighed. Det er det billede, der opstår, når man lægger de to ting oven på hinanden.« Når hun betragter sin sovende mors ansigt og ser sin mormors i det - og samtidig også sit eget: »Et uhyggeligt ansigt er det, dette tredje.« Når hun filosoferer over forholdet mellem sine »billeder« og »livet« og har en uhyggelig følelse af, at »der opstår et eller andet et sted mellem virkeligheden og det skabte«. Når billedet af adskillelsen fra starten overlejrer billedet af mødet: Den dag vi mødte hinanden, var den dag, vi forlod hinanden.Det var den dag, vi døde i hinandens arme."
(Lilian Munk Rösing i Information)
Tankerne hvirvler rundt i cirkler, og ved slutningen af bogen er ingen af hendes problemer løst, måske fordi det er problemer, som ikke lader sig løse. For at illustrere karakteren af tankearbejdet og bogens udviklingsløse struktur skal to citater anføres: " Jeg tænker - jeg har været så forkælet. Jeg har aldrig prøvet at ville have noget, jeg ikke kunne få. Nu vil jeg bare én ting, ham, og nu kan jeg så bare få alt det, jeg ikke vil have." Sådan hedder det på side 16 om den mand, hun er ulykkeligt forelsket i, mens det på side 169 lyder næsten tilsvarende: " I ugerne efter hun mødte den nye mand, tænker hun: der er noget, som er værre end at længes efter dét, man ikke ved hvad er. Værre er: at vide, hvad man længes efter, vide, at det findes, men bare ikke her." Den slags logiske figurer, som inden for retorikken kaldes omvending og modstilling, er Klougart en mester til at tænke i. Det er også den slags retoriske figurer, Søren Ulrik Thomsens bedste digte fra 1990' erne består af.
(Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad)
Døden og tabet spiller overalt med, det at vi kun er her en kort stund: »Den tanke: at det hele er midlertidigt (...) Det er hele tiden en overgang, bare en overgang«. Taber jeget et glas, der knuses, vælder en tristhed op i hende, til irritation og undren for hendes kæreste, men: »Hun synes, det er urimeligt, at man ikke kan få lov at være ked af, at tiden går. At man hele tiden gør noget, der ikke kan gøres om, at pludselig dør man«.
(Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken)
Ja, det er det, romanen ord til andet siger, at den tematiserer, det er virkelig flot citeret, ph.d.´er!
Dobbelteksponeringens logik, hvor der kan opstå noget helt tredje af to billeder lagt oven i hinanden, er hele tiden på færde. Når 'jeg'et' siger om sin tilstand: »Det er noget andet end kærlighed, noget andet end et fravær af kærlighed. Det er det billede, der opstår, når man lægger de to ting oven på hinanden.« Når hun betragter sin sovende mors ansigt og ser sin mormors i det - og samtidig også sit eget: »Et uhyggeligt ansigt er det, dette tredje.« Når hun filosoferer over forholdet mellem sine »billeder« og »livet« og har en uhyggelig følelse af, at »der opstår et eller andet et sted mellem virkeligheden og det skabte«. Når billedet af adskillelsen fra starten overlejrer billedet af mødet: Den dag vi mødte hinanden, var den dag, vi forlod hinanden.Det var den dag, vi døde i hinandens arme."
(Lilian Munk Rösing i Information)
Tankerne hvirvler rundt i cirkler, og ved slutningen af bogen er ingen af hendes problemer løst, måske fordi det er problemer, som ikke lader sig løse. For at illustrere karakteren af tankearbejdet og bogens udviklingsløse struktur skal to citater anføres: " Jeg tænker - jeg har været så forkælet. Jeg har aldrig prøvet at ville have noget, jeg ikke kunne få. Nu vil jeg bare én ting, ham, og nu kan jeg så bare få alt det, jeg ikke vil have." Sådan hedder det på side 16 om den mand, hun er ulykkeligt forelsket i, mens det på side 169 lyder næsten tilsvarende: " I ugerne efter hun mødte den nye mand, tænker hun: der er noget, som er værre end at længes efter dét, man ikke ved hvad er. Værre er: at vide, hvad man længes efter, vide, at det findes, men bare ikke her." Den slags logiske figurer, som inden for retorikken kaldes omvending og modstilling, er Klougart en mester til at tænke i. Det er også den slags retoriske figurer, Søren Ulrik Thomsens bedste digte fra 1990' erne består af.
(Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad)
Døden og tabet spiller overalt med, det at vi kun er her en kort stund: »Den tanke: at det hele er midlertidigt (...) Det er hele tiden en overgang, bare en overgang«. Taber jeget et glas, der knuses, vælder en tristhed op i hende, til irritation og undren for hendes kæreste, men: »Hun synes, det er urimeligt, at man ikke kan få lov at være ked af, at tiden går. At man hele tiden gør noget, der ikke kan gøres om, at pludselig dør man«.
(Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken)
Ja, det er det, romanen ord til andet siger, at den tematiserer, det er virkelig flot citeret, ph.d.´er!
Kritisk poesi
er ikke nødvendigvis noget græsseligt hø, men - :
" Én af os sover" er en tænksom og henførende bog, der helst skal læses, mens det stadig er vinter derude, og vi længes uhjælpeligt efter forårets milde vinde.
(anmeldelsesslutning af Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad (det er ikke atomvinter, Anders, foråret skal nok komme, så din længsel er ikke uhjælpelig))
Måske er det at føle sorg som at være nedsunket på havbunden - vandets grønt gyngende slør gør, at man kun langsomt og sejt strider sig frem gennem alt det våde; alt lyder anderledes end oppe i luften, alt ser anderledes ud. Sådan er det i hvert fald at læse Josefine Klougarts tredje roman, ' Én af os sover'.
(anmeldelsesbegyndelse af Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken (ergo er det som at føle sorg og som at drukne at læse romanen!?))
" Én af os sover" er en tænksom og henførende bog, der helst skal læses, mens det stadig er vinter derude, og vi længes uhjælpeligt efter forårets milde vinde.
(anmeldelsesslutning af Anders Juhl Rasmussen i Kristeligt Dagblad (det er ikke atomvinter, Anders, foråret skal nok komme, så din længsel er ikke uhjælpelig))
Måske er det at føle sorg som at være nedsunket på havbunden - vandets grønt gyngende slør gør, at man kun langsomt og sejt strider sig frem gennem alt det våde; alt lyder anderledes end oppe i luften, alt ser anderledes ud. Sådan er det i hvert fald at læse Josefine Klougarts tredje roman, ' Én af os sover'.
(anmeldelsesbegyndelse af Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken (ergo er det som at føle sorg og som at drukne at læse romanen!?))
lørdag den 21. januar 2012
Tove er Pigesindssvag, Olga er Pigesindssyg
Underrubrik på Mikkel Bruun Zangenbergs 4 hjerters-anmeldelse - som de fleste andre lige respektfuld nok (over Tematikken vs. Sprogningen) - af Olga Ravns debut Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind:
Interessant [virkelig et nederen adjektiv!] debut om køn, krop og det at blive voksen. Inspirationen er Tove Ditlevsens 'Pigesind' fra 1939. Men Ditlevsen turde, hvor Olga Ravn tier.
To citater ang. Ditlevsen nede i den omstændeligt forævlede brødtekst:
Den sproglige (højmodernistiske, avantgardistiske) strategi sikrer effektivt, at Ravn ikke falder i samme fælde som Ditlevsen – nemlig at blive genstand for en sært nedladende holdning.
Det er til dato en lille skandale, at Ditlevsens strålende forfatterskab, i modsætning til hendes liv, ikke er taget langt mere alvorligt; men Ditlevsens omgang med rim som hjerte-smerte, og hendes såkaldte ’folkelighed’, har nok været en alvorlig hæmsko?/ Ravn styrer uden om, samtidig med at hun tematisk styrer gennem Ditlevsens debut./ Tekstens ’jeg’ svæver et sted mellem en Ditlevsen og en Ravn.
Mit forbehold er, at Ditlevsen turde, hvor Ravn tier. Når nu Ravn så eksplicit skriver sig op mod forkvinden, er det slående, at Ravn dækker sig langt bedre ind i modsætning til den fuldkommen frygtløse omgang med det ublufærdigt selvbiografiske og sprogets doser af patos og sentimentalitet hos Tove Ditlevsen. Det sikrer måske nok Ravn mod Ditlevsens tab af anerkendelse, men det gør også, at hun stopper op, før lyngheden for alvor står op i lys lue.
Det fremgår ikke klart, om Zangenberg stiller Ravns bog op mod HELE Ditlevsens forfatterskab, som i de modne prosabøger i 60'erne og 70'erne godt kan siges at drive en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske, men det ville alligevel være rimeligt urimeligt overfor en debutant, der formodentlig og forhåbentlig har mange, mange flere bøger i sig (men hvorfor skulle en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske automatisk være en mere kvalificeret omgang end fx en hermetisk/blufærdig omgang; Ravns omgang er nu og da hermetisk, men den er ikke blufærdig og slet ikke frygtsom). Hvis vi, som rimelig er, nøjes med at kigge på Ditlevsens debutbog, så driver den en temmelig løgnagtig omgang med det ublufærdigt selvbiografiske; der er et digt om, at digterjegets barn er død, og der er et digt om, at digterjegets bror er død, begge dele er fiktioner: Ditlevsen havde dengang ikke fået børn, og den bror, hun havde, var ikke død. Det er rigtigt nok, at debuten indeholder store doser af patos og sentimentalitet (jf. de fiktive dødsfald, der lige præcis er sentimentale/patetiske genrebilleder), men jeg forstår ikke, hvorfor og hvordan det skal forestille at være en kvalitet i sig selv - og nede i de konkrete debutdigte kan jeg slet ikke få øje på kvaliteten; det er nogle, undskyld mig, rigtig, rigtig dårlige digte: artig, anonym, automatisk, kvindelig følsom, sensymbolistisk centrallyrik lige på grænsen til og ofte på den anden side (de fiktive dødsfald) af kitsch. Det lyder som om, Zangenberg mener, at Ravns modernistiske/avantgardistiske, sproglige "strategi" er krysterisk og poetisk korrekt, mens Ditlevsens er modig og poetisk subversiv, men følsom sensymbolisme var dengangs mainstream-udtryk for kvindelige digtere; Ditlevsen blev løbende trykt i Hvedekorn, som dengang hed Vild Hvede, og hendes debut var en stor, kritisk succes; hvis man vil opleve umådeholden og radikal patos, skal man i stedet læse de to ældre 30'er-digtere Bodil Bech og Hulda Lütken, de er seriøst hys og pænt sære. Overfladisk (kryds)læst er der ikke flere eksplicite links fra Ravns debut til Ditlevsens end som så (Ravn har antydet diverse formelle matricer, samme begyndelsesbogstaver etc., det har jeg ikke forsøgt at tjekke) - ud over at begge bøger er rapporter om og fra pigesind 1:1; det er først og fremmest forskellen, også den kvalitative, man bider mærke i: det på samme tid kritiske og rablende, sanselige og hallucinatoriske, overambitiøse overdrive i Jeg æder mig selv som lyng overfor den konventionelt følsomme og sentimentale (og kønsstereotype) beskedenhed i Pigesind. Lad mig omsider citere, først Ditlevsens "Mit døde barn" (link til Ravn, dødt barn vs. abort, og så brystspændingen til sidst, hvor digtet pludselig sanser igennem de forgrædte klicheer, vs. al brystsnakken hos Ravn):
Aldrig hørte jeg din spæde stemme,/ aldrig smilte dine blege læber til mig,/ men de bitte, bitte fødders spark/ vil jeg aldrig nogen sinde glemme.// Du var alt mit håb og al min glæde,/ helt beskyttet lå du inden i mig, -/ al min længsel, livets store drøm./ - Å - og dine fødder var så spæde./ Vi har været sammen mange dage,/ al min næring delte jeg jo med dig./ Hvad kan du og jeg vel gøre for ,/ at vi begge to var alt for svage.// Lille barn, nu skal du aldrig mærke/ livets hede puls i godt og ondt. -/ Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,/ vi må bukke under for de stærke.// Se, jeg kysser dine kolde hænder,/ glad for at jeg endnu en stund kan nå dig,/ stille kysser jeg dig, uden tårer, -/ selv om gråden i min strube brænder.// Når de kommer med den hvide kiste,/ skal du ikke være bange, mor går med dig,/ i din lille silkeskjorte skal jeg klæde/ dig for første gang - og allersidste.// Jeg vil lege, du har levet nogle dage,/ jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,/ og din lille mund har suget af mit bryst,/ så der ingen dråbe er tilbage.// Å, så hårdt de mænd med kisten træder,/ brystet spænder meningsløst imod dig./ Lille barn, min gyldne, døde drøm. -/ Dine fødder kysser jeg - og græder."
og Ravn, første tekst i afsnittet "En hvid ind i sig selv":
- - -
mælkehjerte, i eget selskab siver brystet hvidt,
i drømmen anede jeg ikke hvordan man ammede, stak bare bløddelen ind,
hver nat åd jeg to tynde skiver spædbarn med sennep indtil livmoderenh var tom og jeg kunne fortsætte,
månens månestråle er fuld af fiktion og lidt sølvblodigt balsam af bar thriller [yndlingslinje LB!],
mor-frem dit bryst af bortretoucherede brystvorter, dine brystvorter er bortretoucherede helt ind i et hvidt kongerige, lim ud fra kroppen, hvid grim lim, grim mens min fars indkøb står inklusive blomster,
nogle nætter mere, nogle nætter mere rød, rød går til rød og banker, nej lille rød ikke mere,
ud tidlig morgen, jeg vil nærmest sige daggry, de portlignende låger til parken på gaden overfor, en genstand en plante går blå som prisen på jordsække, hvad betyder det, kraftige børn rammer vandet med brød, en nikken af gartnere, stofrester i vand, luftkold,
jeg fremelsker samfundet til mos og bittert kønshår, mimer jeg gerne seriøst rød,
der vil være endnu et øje ved siden af vores, der river os hen, et øje langs stien gennem høje bjørnekløer eller hvad det er, blomster, vi presser og tørrer, min far og jeg.
No contest! Olga sprutter ekspansivt, Tove hulker fladt.
Interessant [virkelig et nederen adjektiv!] debut om køn, krop og det at blive voksen. Inspirationen er Tove Ditlevsens 'Pigesind' fra 1939. Men Ditlevsen turde, hvor Olga Ravn tier.
To citater ang. Ditlevsen nede i den omstændeligt forævlede brødtekst:
Den sproglige (højmodernistiske, avantgardistiske) strategi sikrer effektivt, at Ravn ikke falder i samme fælde som Ditlevsen – nemlig at blive genstand for en sært nedladende holdning.
Det er til dato en lille skandale, at Ditlevsens strålende forfatterskab, i modsætning til hendes liv, ikke er taget langt mere alvorligt; men Ditlevsens omgang med rim som hjerte-smerte, og hendes såkaldte ’folkelighed’, har nok været en alvorlig hæmsko?/ Ravn styrer uden om, samtidig med at hun tematisk styrer gennem Ditlevsens debut./ Tekstens ’jeg’ svæver et sted mellem en Ditlevsen og en Ravn.
Mit forbehold er, at Ditlevsen turde, hvor Ravn tier. Når nu Ravn så eksplicit skriver sig op mod forkvinden, er det slående, at Ravn dækker sig langt bedre ind i modsætning til den fuldkommen frygtløse omgang med det ublufærdigt selvbiografiske og sprogets doser af patos og sentimentalitet hos Tove Ditlevsen. Det sikrer måske nok Ravn mod Ditlevsens tab af anerkendelse, men det gør også, at hun stopper op, før lyngheden for alvor står op i lys lue.
Det fremgår ikke klart, om Zangenberg stiller Ravns bog op mod HELE Ditlevsens forfatterskab, som i de modne prosabøger i 60'erne og 70'erne godt kan siges at drive en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske, men det ville alligevel være rimeligt urimeligt overfor en debutant, der formodentlig og forhåbentlig har mange, mange flere bøger i sig (men hvorfor skulle en fuldkommen frygtløs omgang med det ublufærdigt selvbiografiske automatisk være en mere kvalificeret omgang end fx en hermetisk/blufærdig omgang; Ravns omgang er nu og da hermetisk, men den er ikke blufærdig og slet ikke frygtsom). Hvis vi, som rimelig er, nøjes med at kigge på Ditlevsens debutbog, så driver den en temmelig løgnagtig omgang med det ublufærdigt selvbiografiske; der er et digt om, at digterjegets barn er død, og der er et digt om, at digterjegets bror er død, begge dele er fiktioner: Ditlevsen havde dengang ikke fået børn, og den bror, hun havde, var ikke død. Det er rigtigt nok, at debuten indeholder store doser af patos og sentimentalitet (jf. de fiktive dødsfald, der lige præcis er sentimentale/patetiske genrebilleder), men jeg forstår ikke, hvorfor og hvordan det skal forestille at være en kvalitet i sig selv - og nede i de konkrete debutdigte kan jeg slet ikke få øje på kvaliteten; det er nogle, undskyld mig, rigtig, rigtig dårlige digte: artig, anonym, automatisk, kvindelig følsom, sensymbolistisk centrallyrik lige på grænsen til og ofte på den anden side (de fiktive dødsfald) af kitsch. Det lyder som om, Zangenberg mener, at Ravns modernistiske/avantgardistiske, sproglige "strategi" er krysterisk og poetisk korrekt, mens Ditlevsens er modig og poetisk subversiv, men følsom sensymbolisme var dengangs mainstream-udtryk for kvindelige digtere; Ditlevsen blev løbende trykt i Hvedekorn, som dengang hed Vild Hvede, og hendes debut var en stor, kritisk succes; hvis man vil opleve umådeholden og radikal patos, skal man i stedet læse de to ældre 30'er-digtere Bodil Bech og Hulda Lütken, de er seriøst hys og pænt sære. Overfladisk (kryds)læst er der ikke flere eksplicite links fra Ravns debut til Ditlevsens end som så (Ravn har antydet diverse formelle matricer, samme begyndelsesbogstaver etc., det har jeg ikke forsøgt at tjekke) - ud over at begge bøger er rapporter om og fra pigesind 1:1; det er først og fremmest forskellen, også den kvalitative, man bider mærke i: det på samme tid kritiske og rablende, sanselige og hallucinatoriske, overambitiøse overdrive i Jeg æder mig selv som lyng overfor den konventionelt følsomme og sentimentale (og kønsstereotype) beskedenhed i Pigesind. Lad mig omsider citere, først Ditlevsens "Mit døde barn" (link til Ravn, dødt barn vs. abort, og så brystspændingen til sidst, hvor digtet pludselig sanser igennem de forgrædte klicheer, vs. al brystsnakken hos Ravn):
Aldrig hørte jeg din spæde stemme,/ aldrig smilte dine blege læber til mig,/ men de bitte, bitte fødders spark/ vil jeg aldrig nogen sinde glemme.// Du var alt mit håb og al min glæde,/ helt beskyttet lå du inden i mig, -/ al min længsel, livets store drøm./ - Å - og dine fødder var så spæde./ Vi har været sammen mange dage,/ al min næring delte jeg jo med dig./ Hvad kan du og jeg vel gøre for ,/ at vi begge to var alt for svage.// Lille barn, nu skal du aldrig mærke/ livets hede puls i godt og ondt. -/ Godt det samme, sov kun sødt, min dreng,/ vi må bukke under for de stærke.// Se, jeg kysser dine kolde hænder,/ glad for at jeg endnu en stund kan nå dig,/ stille kysser jeg dig, uden tårer, -/ selv om gråden i min strube brænder.// Når de kommer med den hvide kiste,/ skal du ikke være bange, mor går med dig,/ i din lille silkeskjorte skal jeg klæde/ dig for første gang - og allersidste.// Jeg vil lege, du har levet nogle dage,/ jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,/ og din lille mund har suget af mit bryst,/ så der ingen dråbe er tilbage.// Å, så hårdt de mænd med kisten træder,/ brystet spænder meningsløst imod dig./ Lille barn, min gyldne, døde drøm. -/ Dine fødder kysser jeg - og græder."
og Ravn, første tekst i afsnittet "En hvid ind i sig selv":
- - -
mælkehjerte, i eget selskab siver brystet hvidt,
i drømmen anede jeg ikke hvordan man ammede, stak bare bløddelen ind,
hver nat åd jeg to tynde skiver spædbarn med sennep indtil livmoderenh var tom og jeg kunne fortsætte,
månens månestråle er fuld af fiktion og lidt sølvblodigt balsam af bar thriller [yndlingslinje LB!],
mor-frem dit bryst af bortretoucherede brystvorter, dine brystvorter er bortretoucherede helt ind i et hvidt kongerige, lim ud fra kroppen, hvid grim lim, grim mens min fars indkøb står inklusive blomster,
nogle nætter mere, nogle nætter mere rød, rød går til rød og banker, nej lille rød ikke mere,
ud tidlig morgen, jeg vil nærmest sige daggry, de portlignende låger til parken på gaden overfor, en genstand en plante går blå som prisen på jordsække, hvad betyder det, kraftige børn rammer vandet med brød, en nikken af gartnere, stofrester i vand, luftkold,
jeg fremelsker samfundet til mos og bittert kønshår, mimer jeg gerne seriøst rød,
der vil være endnu et øje ved siden af vores, der river os hen, et øje langs stien gennem høje bjørnekløer eller hvad det er, blomster, vi presser og tørrer, min far og jeg.
No contest! Olga sprutter ekspansivt, Tove hulker fladt.
onsdag den 11. januar 2012
Bøger lukker! Altså Politikens Bøger -
rapporterer Bogmarkedet - og det er vel både en god og dårlig nyhed, god, fordi Politiken altid havde et et værre besvær med at få noget indhold (og noget form! noget signeret, genuin stilighed, ud over Bo Tao) i det bogtillæg, man blev altid så forbandet skuffet lørdag morgen, når man håbefuldt febrilsk gennembladrede, og dårlig, fordi det alt andet lige må betyde en nedprioritering af bogstoffet (vi formoder at det endnu tyndere filmtillæg fortsætter) - til gengæld skal Mikkel Bruun Zangenberg skrive alle boganmeldelserne, iflg. denne FB-statusopdatering:
Abonner på:
Opslag (Atom)
