Sverigekærlighedsgenerobringstræning, lektion 1

Den nye Kent-plade, Tigerdrottningen - her er teksten til sangen "Le Belle Epoque"; et meget eksplosivt og inklusivt jeg, der synger og besynges, et Sverige-jeg:

Jag är handen som håller flaggan
Jag är ficktjuven på centralen
Jag är bomben på terminalerna
I väskan som lämnats kvar

Jag är de första kalla regnen
Jag är frosten där inget växer
Jag är halvåret av mörker
I landet som gud glömde
Jag är tårgas i handväskan
Jag är med i Ravekommisionen
Den främlingsfientliga politiken
Jag är självmordsstatistiken
Jag är glesbygden, Rohypnolen
Jag är svartsjukan, Alkoholen
Jag är de snabba SMSlånen
Jag är drevet på skolgården

Alla för alla
En för en
Så börjar vi om igen

Jag är dimman i minneslunden
Vinden på bron över sundet
Jag är den misstänksamma grannen
Jävla finnar, norrmän, danskar
Jag är kniven i innerfickan
Jag är alla vapen vi exporterat
Jag är soldaterna vid byarna
Jag är minorna
Jag röstar inte längre i valet
Jag är melodifestivalen
Jag är dom som går in i väggen
Jag är dom som går genom rutan
Jag bor i den största staden
Jag skänker pengar till Rädda Barnen
& min dator är full av bilder
Som aldrig borde tagits

Jag är handen som gungar vaggan
Jag är staten & kapitalet
Jag är säkerhetsmanualen
Anonyma kommentarer
Jag är mobbingen på nätet
Jag är BigMacen du äter
Jag är moskeér katedraler
Jag är bibeln & koranen

Alla för alla
En för en.. 

Eksklusions-top 3 er teori-top 3

Mon ikke der er direkte ækvivalens mellem eksklusions-hierarki og teori-kanon? Måske ser de to paralelle top 3'er lige nu sådan her ud (nr. 2 og 3 skifter plads i forholds til sekvensen i Friis-citatet):

1. racialiseringteori - ikke-hvide

2. queerteori - homoseksuelle

3. feministisk teori - kvinder

(på 4.-pladsen, men arbejder sig op, har jeg fornemmelsen af, jf. bare Athena Farrokzhads venstreradikalisme: Ny-marxisme - socialt deklasserede)

En gråmeleret, men vist meget præcis og herligt nem (nemlig kun praktisk besværlig, slet ikke umulig) hvidhedsbevidsthedsvejledning

(fra indlæg af Elsabeth Friis  i den fortsatte hvideheds-diskussion på Promenaden - hvor hun lige nu krydser klinger med 2 meget skarpsindige debattører, René Jean Jensen og Lasse Winther Jensen:

Men hvis nogen havde orket at læse lidt mere op på hvad der ellers er blevet tænkt om emnet siden Fanon (racialiseringteori, feministisk teori, queerteori eksempelvis) så tror jeg vi havde fået en noget mere interessant debat i stedet for denne fastholdelse af at det handler om at nogen kritikere “skal pakke sammen” overfor “særerfaringer”.)

Hvidhedsbevidsthed til forskel fra hvid bevidsthed, der er selvblind og ubevidst.

HVIDHEDSBEVIDSTHED ER ET PENSUM.

Når en hvid bevidsthed har læst pensum er den blevet hvidhedsbevidsthed.

(kritik af hvidhedsbevidsthed er kritik af et akademisk pensum, hvilket er kritik af en litteraturvidenskabs legitimitet, hvilket er kritik af intellektualitets nytte, bortset fra at det er det jo selvfølgelig ikke; I behøver ikke være så teorioverbeskyttende, akademikere)

Smart!

(og tilsyneladende mener i hvert fald Olga Ravn, at det er en helt rimelig og legitim position for en voksen kritiker, at "pakke sammen" overfor "særerfaringer" udtrykt i litterær form, læs bare afslutningen på hendes Manifest for en tavs kritik på hendes blog:

Og samtidig, så synes jeg faktisk ikke at det ville være så forfærdeligt, hvis alle disse hvide, heteroseksuelle kritikere (hvoraf jeg selv er én) fandt det umuligt at skrive kritik, umuligt at anmelde disse på fremmede erfaringer skrevne bøger, og simpelthen holdt op med at tale.Nej. Det ville jeg ikke synes var særligt forfærdeligt.

- det ville jeg, LB, synes var ret forfærdeligt, bøger er umuligheder, som det er muligt at læse, bliver en krtiker nødt til at mene sgu da)

Dårlig anmeldelse på og om arabisk (for 1500 år siden)

(på en måde parallelt med Athena Farrokzhads Yahya Hassan-anmeldelse (cirka samme moralisme i hvert fald)):

Omkring år 986 skrev den fremtrædende intellektuelle al-Tawhidi:

Eftersom man er ivrig efter underholdning, føjes der løgne til, usandsynlige ting bringes ind, appel til latter, og der er ikke noget udbytte, ingen bidrag til indsigt, sådan er det med Hezar afsane (en tidlig udgave af 1001 nat LB) og alle fortællinger af denne art.

Eske-Hyldest-Tour

Klik for større billede

Eske K. Mathiesen
København: 30. april kl. 17-18.30 
Aarhus: 8. maj kl. 18.30-20.00

Digteren Eske K. Mathiesen fylder 70 år, og det fejrer vi ved at lade to af hans helt svorne fans, digteren Pia Juul og kritiker ved Weekend-avisen Lars Bukdahl, introducere og udfolde hans forfatterskab. Eske K. Mathiesen læser op af egne værker. Ordstyrer i København er anmelder ved Information, Erik Skyum-Nielsen, og i Aarhus lektor ved Aarhus Universitet, Dan Ringgaard.

Pris: 65 kr. (85 kr. for ikke-abonnenter)

København: Informations Kantine, Store Kongensgade 40 C

Aarhus: Aarhus Litteraturcenter, Godsbanen, Skovgaardsgade 3 - Vogn 1

Aarhus - Abonnent				65,00
Aarhus - Ikke-abonnent				85,00
København - Abonnent				65,00
København - Ikke-abonnent				85,00

De komplette Mathiesen-mirakler, men uden sytråd

Samtlige digte i Eske K. Mathiesens seneste digtbog Miraklernes tid. Fem dyredigte, Café Annas Forlag, hvor de imidlertid er broderet af hans hustru, Åse Rørdam ("Svalen" er selvfølgelig for længst en ny-klassiker, måske (nok) er en eller to af de andre også gengangere, det BURDE jeg have styr på):

Miraklernes tid

Selv om de fleste får
æder grønt græs,
nogle også gule blomster,
og visse blå,
så skider de allesammen
sorte lorte.
Miraklernes tid
er ikke forbi

Hvalen

Så træffende lignede
den aflange flintknold
jeg fandt i strandkanten
en lille hvid hval,
at den fik min hånd til
at ligne en bølge

Svalen

Helt stille, ikke en lyd,
ikke en vind, pludselig kommer
den jagende, pibende
lige over os, væk.

Efterladende et svaleformet hul
i stilheden

Skarnbassen

Midt på stien,
i gruset og støvet,
har skarnbassen
lagt sig på ryggen
stritter med arme og ben,
parat til at grib solen,
hvis den skulle falde

Urfuglen

Havde svært ved at
skelne relieffet af
urfuglen i den
gråkornede granit,
figuren har sikkert
været malet engang.
Men så brugte jeg
fingerspidserne,
fulgte fuglens kontur,
det hjalp, nu fik den liv
og jeg fik et et urfugleøje
på hver finger

Hvordan man laver en lokkefugl (EKM er lokkefugleforsker og -mager)

Det behøver ikke være nogen dybsindig affære at alve en lokkefugl. En stor tot græs forsynet med en mindre tot til hoved, en tør kokasse på højkant, en død måge eller due med en pind under næbbet kan gøre udmærket nytte. Det kan også en groft udklippet spovesilhouet af blik på en pind. Jagtudbyttet ved lokkefuglejagt afhænger af jægerens erfaring, af de lokale traditioner, af terrænet og af kendskabet til fuglenes trækvaner og -ruter. Men den erfarne jæger ved også, at lokkefuglen virker bedst, jo mere den ligner den levende fugl som denne står i strandkanten eller svømmer rundt.
  Der er et par ting lokkefuglemageren skal tage i agt, når han går i gang med at lave en lokkefugl: Fuglene må ikke være for tunge, de skal kunne transporteres, og undertiden har man virkelig mange med; i de sydfynske jagter og i Limfjorden kunne man lægge op til 100 lokkefugle ud! El, pil eller poppel er lette træsorter, hvis man da ikke vælger at bruge kork eller tagrør. Trækfuglene kan selvfølgelig også gøres hule. Lokkefuglen må ikke se nervøs ud, den skal være bred og korthalset, ikke smal og langhalset. Er fuglene malede, må malingen helst ikke skinne; den skal være mat, så den ikke stikker de levende fugle i øjnene. Når lokkefuglene placeres, bør de have næbbet mod vinden; ingen fugl vil i længden have ryggen til vindretningen, så det suser ind i fjerdragten. Og når det gælder jagten på ænder og gæs, må der gerne være så mange lokkefugle som muligt, og i forskellige stillinger, så det ser ud som om nogle af dem fouragerer. I grunden skal lokkefuglene bedømmes på, hvordan flokken som helhed ser ud. Placeringen af lokkefuglene er en kunstart for sig. Endelig må man sørge for, at fuglen kan holde balancen i vandet. Det kan gøres ved blyplader i bunden, ved køl eller ankre af forskellig slags. Forresten må der godt være et ulige antal lokkefugle, i alle tilfælde når det gælder ænder, og da flest hunner. Der må være plads mellem lokkefuglene, så de levende fugle kan komme til at slå ned.

- fra Eske K. Mathiesens rigt illustrerede bog Danske lokkefugle, 1998

Har jeg virkelig aldrig rimet ham

på
HUMOR-ESKE

(- GROT-ESKE
er mimdre elegant, men befinder sig jo et fint sted mellem
GRO-ESKE
og
GROTTE-ESKE)

HAN ER FOR SYG, DEN ESKE, TIL AT VÆRE EN RASK POET, OG HAN BLIVER 70 I DAG

JEG HAR RIMET FOR MANGE GANGE
PÅ ESKE: LÆSKE, MÆSKE, TÆSKE, VÆSKE,
TOTALT ORDOVERSPILLET, GAVE-, HATTE-,
NU ER DET PÅ TIDE JEG RIMER PÅ
MATHIESEN, OG IKKE GØR MIG DET LET
MED KLASSISKE RIM PÅ EN HELT
ANDEN MATHIESEN: ISEN OG GRISEN,
DER OGSÅ RIMER PÅ -THIESEN KUN,
JEG VIL RIME MATHIESEN PÅ, ØJEBLIK:
GA' PRISEN, TA' DISEN, NEJ, HA' LISEN,
FOR DEN HAR HAN SÅGU, I SIN HULE HÅND:
LISEN, OG SÅ VIL JEG RIME K. PÅ ÅH!
OG SIGE TILLYKKE, TILLYKKE, TILLYKKE!




- foto: Lars Gundersen

Minotaurostesten

(anvendt på udvalgte dele af Olga Ravns manifest for en tavs kritik)

Jeg mener også, at hvis disse bøger handler om erfaringer, der tilhører en særligt udsat gruppe eller Minotauros, så bør man anstrenge sig for at skrive en kritisk tekst, der er medvidende om sin egen position og funktion i den samtale, der italesætter disse grupper som særligt udsatte, disse mennesker som Minotauroser.

Hvad jeg ytrede til debatten, var forestillingen om en kritisk tekst, der ikke definerer eller på definitiv vis karakteriserer en litteratur skrevet af en Minotauros, man ikke selv tilhører.

Det, tror jeg, er vigtigt, fordi kritikeren (og måske velmenende, måske uden at opdage det) kan udøve en art censur eller navngivning af en pågældende Minotauros, som bliver gældende for forståelsen af Minotauros.

Her står man så med en gældende karakteristik af Minotauros, som Minotauros ikke selv har været med til at udforme.

På denne måde kan man igen og igen skrive en historie om Minotauros, en historie på hvilken MInotauros ingen indflydelse har.

Dette kan også være en måde hvorpå man (måske blind, måske velmenende) udelukker og undertrykker Minotauros.

Men i en hovedsagelig hvid, kritisk offentlighed (findes der overhovedet én ikke-hvid litteraturkritiker i Danmark?) mener jeg, at man bærer et ansvar for ikke at tage pladsen som førende historieskriver for en ikke-hvid Minotauros' litterære erfaringer.

Sheiken visiterer hvidheden

Det var et chok for sheiken,
at han i min kontekst
skulle forestille at være et
offer.

Det har jeg folk til,
sagde han, jeg er
tougher.

3 hvide fjæs boger den (ikke)

3 Facebook-opdateringer fra i dag med tilhørende (selv)kommentarer

Christian Schmidt-rasmussen

1 hr · Copenhagen ·

sig mig er "hvidhedsdebatten" ikke et koncept der er undfanget på universiteterne? er universiteterne ikke selve kernedefinitionen på "hvid mand offentlighed"? hvordan forholder denne her diskussion sig til forestillingen om klasser? det først jeg tænkte på da jeg læste YH var at den genaktualiserede diskussioner om lige netop klasser i en temmelig meget bredere forstand end "race" eller "kultur" aspekterne. er det ikke temmelig onkel tomagtigt at føre en diskussion der stammer fra universiteterne?

• 

  Torben Sangild 1. Klasseteorierne stammer også fra universitetet.
  
  2. Det afgørende kan ikke være, hvor en diskussion stammer fra, men om den er vigtig at tage
• 

  Torben Sangild 3. Mange af disse teorier er skabt af kvinder, ligesom det efterhånden er kvinder der dominerer humaniora. Så nej, universitetet er ikke indbegrebet af den hvide mands offentlighed.
• 

  Torben Sangild Dette ikke sagt for at forsvare hvidhedsdebatten. Der skal blot nogle bedre argumenter på bordet end at de kommer et sted fra, du ikke så godt kan lide.
• 

  Christian Schmidt-rasmussen Torben Sangild nu har det om det bliver defineret som en hvid mands offentlighed ikke noget at gøre med kønnet på dem der huserer i den. det er selve begrebet "hvid mands offentlighed" jeg problematiserer. hvis du har fulgt med bliver begrebet brugt temmelig altomfattende. så omfattende at YH burde have holdt sin mund fordi jeg, hvid mand, kunne komme til at høre det. jeg problematiserer at der tages udgangspunkt i en diskussion der er opdyrket i hvad der temmelig rimeligt i denne sammenhæng kan kaldes "hvid mands offentlighed", hvor universitet er kernen.
• 

  Christian Schmidt-rasmussen forstået på den måde at kvinde uanset form og farve er en del af "hvid mands offentlighed" når de huserer på universitetterne
• 

  Christian Schmidt-rasmussen min skepsis overfor universiteterne er en modreaktion på den ukritiskhed teori fra universiteterne er blevet mødt med i kunstverden og på den måde som universitære undervisningsformer er optaget på kunstskolerne
  

  • 
    
  • 

    Christian Schmidt-rasmussen jeg er træt af at uni har fået patent på det intellektuelle

Johanne Thorup Dalgaard

altså den der hvidhedsdebat, som jeg med vilje ikke overværede, nu har jeg læst en hel masse om den, og det er godt nok ikke for sjov. næsten alle er unuancerede. de fleste er også meget vrede. folk vil bekæmpe det hvide system med et andet system, der ligner til forveksling. det er ulykkeligt hvis man ikke kan læse sig til indsigt om andres (kropslige eller ikke-kropslige) erfaringer. men nytter det overhovedet at skændes om det i disse abstrakte vendinger udenfor den poststrukturalistiske faglitteratur? jeg har svært ved at se formålet når det er så ukonkret, og hvis nogen rent faktisk har et formål med debatten, så tror jeg næppe det kan opnås så længe alle gemmer sig bag identitetsfarvede shades og korslagte arme. anyway. god mandag.

• 

  Johanne Thorup Dalgaard eller det jeg mener er: teorien skal hele tiden udfordres og tilpasses virkeligheden. det er den øvelse jeg forsøger at foretage her mens jeg sidder og skal strukturere et speciale, og det er ikke nemt, men hvis det ikke lykkes falder hele argumentet som jeg bygger op jo for fanden sammen.

Dette Er Ikke Sternberg

Litteratur er noget fælles. Det er ikke bundet til en bestemt nationalitet og et bestemt gruppetilhørsforhold, og vi kan forstå det ud fra vores egne forudsætninger, og bagefter kan vi tale med andre om det. Det er ikke forbeholdt sorte (red. :racificerede) at blive misforstået. Jeg har også følt at noget jeg skrev blev misforstået, og tit forstår folk heller ikke, hvad det er jeg snakker om. Bagefter peger nogen andre måske på, hvad det betyder, eller siger, at det er noget vrøvl. At være sort bør ikke betyde, at folk ikke må tale med én og prøve på at forstå det man laver. Det er den mest afsindigt velmenende blindgyde - og afdøde slaver i alle verdenshjørner burde rejse sig op som zombier og fløjte, imens nogen siger sådan noget (det er en opfordring). Verden er ensom nok, som den er. Fortiden er meget mere utilgængelig end Yahya Hassan. Jeg kan huske, at jeg, da jeg læste Midt i en jazztid, ikke anede, hvornår fortælleren var ironisk. Men den tvivl, må så høre med til min læsning.

• 

  Hans Jørgen Hansen Det kan også være ensomt at være eneste akademiker til familiefest i Vendsyssel
• 

  Dette Er Ikke Sternberg og mere ensomt endnu at være den eneste sorte akademiker til en hvid families fest i Vendsyssel, hvor der ikke engang er nogen akademikere. Men jeg mente nu egentlig ensomheden som noget fælles for os allesammen. At vi er alene om at tænke, som vi gør, og at vi kommer til at være ene om at dø en dag. Fx.
• 

  Frank Langmack Fiskepakkerens søn fra Esbjerg her. Jeg både forstår og misforstår jer akademikerbørns bøger, begge dele er lige godt for mig:) Hvem er det, der er så forhippet på at tingene skal forstås rigtigt? God litteratur er vel netop kendetegnet ved at finde klangbund i mange forskellige mennesker via deres intuitive forståelse af det læste og det god litteratur intuitivt beskriver. Med intuitivt tænker jeg også på at forfatteren selv ofte ikke helt forstår sin egen litteratur, men aner hvad der vll finde klangbund.....
• 

  Dette Er Ikke Sternberg Frank, du har været væk imens en strukturel racisme-debat har raset. Alt er helt tosset og alle er forvirrede.
• 

  Frank Langmack Adw;)

  
  
• 

  Dette Er Ikke Sternberg jeg har gemt mig ude i hønsehuset. Det her er måske det sidste, du hører fra mig inden jeg blir bidt.

Radical Chic 2014

Paneldebatten videre-debatteres - og vi har ikke åbenbart ikke deltaget i/overværet heeeeelt den samme debat - på Promenaden lige nu. Seneste har Rasmus Nikolajsen skrevet et indlæg, og jeg har lidt bistert svaret på det:

Rasmus Nikolajsen, 27. april 2014 kl. 16:43 skriver:

Jeg synes det var en spændende debat. Khash, Athena, Maja og Zoltan fik sagt mange væsentlige ting. Kamilla refererer fint ovenfor. Jeg finder det helt uproblematisk, og jeg forstår bedre og bedre, at Athena vælger at afstå fra at skrive om visse ting. Jeg censurerer da også mig selv, når jeg skriver. Der er noget jeg skriver. Og noget jeg ikke skriver. Af den ene eller anden grund. Men Athenas strategi peger jo på store problemer i vores samfund: Strukturel racisme, fx. Og at vi i så mange år kun har haft en indvandrerdebat/integrationsdebat. Ikke en racismedebat. Det har vi så fået taget hul på nu. I litteraturverdenen i det mindste. Det var på tide. Måske kan vi starte med at stoppe den hetz mod Athena som mistænkeliggørelsen af hendes litterære strategi udgør?

Svar ↓

Lars Bukdahl, 27. april 2014 kl. 19:46 skriver:

Kære Rasmus.
Var alt, hvad jeg sagde, noget uvæsentligt vrøvl? Er det kun, når jeg taler rosende og analytisk om dine bøger (som jeg atter gør i næste nummer af Den Blå Port), at jeg taler fornuft?
Men bortset fra det synes jeg, det er utroligt, at du og man (og allersenest Morten Søndergaard på FB) forholder sig så næsegrus overfor Athena Farrokzhads udsagn, især hendes indlæg hen mod slutningen om, at alt er en uforsonlig kamp af et powerplay om taleretten mod den hvide diskursmagt, som altså også inkluderer alle hendes forsvarere og fans, dig, Rasmus, din kæreste, Julie S-K, Morten S, Olga R, Elisebeth F, Mette M, m.fl., hvis støtte hun (og hendes “brødre og søstre”) kan have pragmatisk nytte af, men til syvende og sidst er I og al jeres solidariske snak klart nok en del af problemet, ikke løsningen. Det minder hinsides 70′er-arbejderisme mest om de radikale sorte pantere, der godt kunne gå til cocktailparty hos Leonard Bernstein og café-konversere med Sartre, men var imod enhver s-h-forsoning (og anså Martin Luther King som en naiv Onkel Tom).

- her er APROPOS et uddrag fra Tom Wolfes klassiske reportage-artikel "Radical Chic: That Party at Lenny's"" fra 1970 om det cocktailparty for de sorte pantere hos Leonard Bernstein:

The Field Marshal of the Black Panther Party has been sitting in a chair between the piano and the wall. He rises up; he has the hardrock look, all right; he is a big tall man with brown skin and an Afro and a goatee and a black turtleneck much like Lenny’s, and he stands up beside the piano, next to Lenny’s million-dollar chatchka flotilla of family photographs. In fact, there is a certain perfection as the first Black Panther rises within a Park Avenue living room to lay the Panthers’ 10-point program on New York Society in the age of Radical Chic. Cox is silhouetted—well, about 19 feet behind him is a white silk shade with an Empire scallop over one of the windows overlooking Park Avenue. Or maybe it isn’t silk, but a Jack Lenor Larsen mercerized cotton, something like that, lustrous but more subtle than silk. The whole image, the white shade and the Negro by the piano silhouetted against it, is framed by a pair of bottle-green velvet curtains, pulled back.
And does it begin now?—but this Cox is a cool number. He doesn’t come on with the street epithets and interjections and the rest of the rhetoric and red eyes used for mau-mauing the white liberals, as it is called.
“The Black Panther Party,” he starts off, “stands for a 10-point program that was handed down in October, 1966, by our Minister of Defense, Huey P. Newton . . .” and he starts going through the 10 points . . . “We want an educational system that expresses the true nature of this decadent society” . . . “We want all black men exempt from military service” . . . “We want all black men who are in jail to be set free. We want them to be set free because they have not had fair trials. We’ve been tried by predominantly middle-class, all-white juries” . . . “And most important of all, we want peace . . . see . . . We want peace, but there can be no peace as long as a society is racist and one part of society engages in systematic oppression of another” . . . “We want a plebiscite by the United Nations to be held in black communities, so that we can control our own destiny” . . .
Everyone in the room, of course, is drinking in his performance like tiger’s milk, for the . . . Soul, as it were. All love the tone of his voice, which is Confidential Hip. And yet his delivery falls into strangely formal patterns. What are these block phrases, such as “our Minister of Defense, Huey P. Newton”—
“Some people think that we are racist, because the news media find it useful to create that impression in order to support the power structure, which we have nothing to do with . . . see . . . They like for the Black Panther Party to be made to look like a racist organization, because that camouflages the true class nature of the struggle. But they find it harder and harder to keep up that camouflage and are driven to campaigns of harassment and violence to try to eliminate the Black Panther Party. Here in New York 21 members of the Black Panther Party were indicted last April on ridiculous charges of conspiring to blow up department stores and flower gardens. They’ve had 27 bail hearings since last April . . . see . . .”
—But everyone in here loves the sees and the you knows. They are so, somehow . . . black . . . so funky . . . so metrical . . . Without ever bringing it fully into consciousness everyone responds—communes over—the fact that he uses them not for emphasis, but for punctuation, metrically, much like the uhs favored by High Church Episcopal ministers, as in, “And bless, uh, these gifts, uh, to Thy use and us to, uh, Thy service”—

Billede af min weekendprofil + en Brooklyn-postkasse

din billedtekst:

post-paneldebatterapi: Lars Bukdahl søger nuanceret sympati hos s/h huspanda

- og her er et billede, din søster netop har sendt, af hendes og hendes kærestes postkasse i Brooklyn:

 

Olgaparadoxet 2

Man siger til en kritikerkollega ved en paneldebat, at han skal lade være med at sætte ord på sin læsning af visse bøger

Og når han og andre anholder det synspunkt på blogs og FB, holder man sin mund

Olgaparadoxet

(opkaldt efter Olga Ravns publikumsindlæg ved paneldebatten i går)

at være ansat som litteraturanmelder på DK's største og vigtigste kulturavis

og (mene MAN som anmelder bør) undlade at formulere en (kondenseret, opsummerende, generel, gruppedannende - men vist bare i det hele taget) karakteristik af værker/forfatterskaber/værk-forfatterskabs-klynger signeret forfattere af anden kropsmærkning (ikke-hvid, homoseksuel/transseksuel (etc?)) end en selv

Halvdelen af den halve Brandt-begyndelse

Per Aage Brandt gør aldrig noget halvt og helst gør han det dobbelt, derfor debuterede han i 1969 med 2 samlinger, der bare hed og var Poesi, den ene på Arena Sup-pub og den anden i Rhodos' Tryk-serie; sådan lyder bagside-teksten på Rhodos-debuten:

Digtene, eller digtet, der stadig gentager sig. Betragter digtets situationen, den tilslørede fastfrosne skønhed: Skømheden, og poesien som gestus: Poesi, de betragter sig som virkeligheder, måske tragiske, i et større digt. Det store digt har aldrig eksisteret udenfor poesien, som til gengæld ikke eksisterer selv, men kun ved at producere virkelighed.

- og her er halvdelen af den 15 sider korte bogs indhold:

habitus conficendi poematis POESIS
BAUMGARTEN

signe signifiant un signifiant signifiant
lui-meme une vérité éternelle éternellement
pnesée et dite dans la proximité dún logos présent
DERRIDA

løs sne               over vejen
noget                 over noget
som blomsterne skal   skæres
tidligt                om morgenen
mens de er         saftspændte
elskede              enhver kan
gøre det

næsten alle store mænd forener sjælens kraft med kroppens
som hammer og mejsel mod en klippeblok
skove med dyrenes blod fra en åbnet åre
som om den var støbt af glas i de tunge duvende blomsterklaser
når jeg tænker på hvor meget selv den mindste ændring koster os
var keg lige ved at snuble det blev mere og mere med overkroppen
med armene måske er det allerede temmelig mørkt og temmelig
mange bøger drejede hen over øjnene hang over egnen ingen
vidste noget om hende hun stak hovedet ind under en paraply
med hænderne på ryggen ligesom til illumination fra solen går op
til den går ned uden at fuglene bliver bange lige op til håret hos
en ung pige som måske allerede er fuld af tiltro

et ansigt sneen falder på
forstå det eller bevæges
træk for træk koldere
først beskrives ansigtet
mørket falder mørkere
under røde silkesejl
fra halsen til støvet
har lagt sig for fødderne
i halvmørket er det stadig
muligt at skimte enkelte
lysende spor af bevægelse

det hele begyndte i 1927:
i lystighed (kaprifolium) ømhed (hortensia)
men livsfarlig uskyld og noget der lignede
en sort badedragt eller en torso med gyldne skygger om,
følelserne nedlagt i værkerne fra denne tid som er gået

Toget er endelig fremme
ved Herlev Station, hvor
en udstrakt stjernesået slette
med ét åbner sig og omgiver os

Tungsindigt fastfrosne fisk
og vinteren, mens andre
danser til lyden af vio-
liner gemt bag klipperne

blændende sol
                        stærk sol
i din hånd
standser den jo ikke
                                tiden
skyernes skygge
åbner sig
    skyggernes konturer
    åbner sig
tæl til én
             lydløst hvidt brændende
for skøn-
      hedens skyld

jeg tror på kødets lyst og
infinitesimalpluralismens
uopslidelige tålmodighed
farvel   farvel   farvel
du har også en bevidsthed
og jeg strækker hals

Sturm
tristesse
åndelige sange
store fortolkere
mange egenskaber
brød vand fugle fisk
snegleskaller
bølger
hår

græs og kalk, ser længe på hende, gentager hende i glas
enten i hånden eller i hjertet, som fortsætter og sikkert
tager form efter kroppens tegning, mens kunst udsletter det
faktiske og fjerner afstanden fra floden historie til de
næsten tidløse myter mellem os

i geografiske tåger spredt i verden ligger
landene på fundamenter mellem havene hejser flag
i gaderne går dønningerne endnu højt hver gang noget
hører op viser tilbage brydes billeder break hun deltager
med hele sin krop begejstret fra mange etager
i udløsningen af et sørgetog
herfra dertil af meningen den begynder at løbe
af tårerne tåge gør det også svært at se noget som helst
tårne sig op for os

    alt hvad han har rørt ved
gik op i lys lue og er forsvundet
hav medfølelse med os, sproget er store brændende sår

jeg er græskarmanden gul og vidunderlig
tryghed og jord, tryghed
øm og grøn, farligt at bevæge sig
indefra og udad løsladt
fri til daglig

frihed er frihed til udtryk er kom-
munikation er sprog er redun-
dans har i praksis en nedre
grænse og sætter altså græn-
ser for tolerance og humanisme
er terror:
gør noget andet eller sig noget andet

buske og bregner er vokset op
det er et barn det er en rose det er en fisk

(palabras hermososas, realidad prosaica y miserable. Los
ciegos serían felices en este pais, que para la lengua es
paraiso y para los ojos infierno)

parantesen åbnede sig lukker sig
en måges tid på himlen
er ingen tid for nogen

(stjerner)

Da han igen stødte på forhindringer
Prøvede han en ny sidegade begyndte han
Forfra og til sidst stødte hans hænder
Mod læberne
I porten fandt han ikke lyset og skiftede lyn-
Hurtigt synspunkt

Den der behersker sproget
Forstår umiddelbart hvad der siges
Og kan identificere enkelte sætninger
Hvis man beder ham om det
Identifikationsprocessen er utrolig hurtig
Endnu hurtigere ved læsning end ved hørt tale.

Borum siger tillykke til Brandt

med 50 års-fødselsdagen i Ekstra Bladet i 1994 i en anmeldelse af poesi-samlingen Largo (der får 5 stjerner):

På sin halvtredsårs fødselsdag udsender Per Aage Brandt en ny digtsamling, og det giver mig endnu engang lejlighed til at sige, at han er en af de få genier, vi har i Danmark, først og fremmest som tænker og forsker inden for den filosofisk-sproglige videnskab, der hedder semiotik, læren om tegnene. Han tænker nyt. Så det er klart, at han ikke er nem.
  Man hører ham ofte i forelæsninger bruge vendingen 'nyere forskning' har fundet ud af', og man kan roligt regne med, at det betyder 'jeg tænkte i aftes'. For nogle år siden deltog jeg i en konference på universitetet, hvor Brandt indledte sit indlæg med at undskylde, at han måske kom til at sige noget nyt. Det var jo meget uskyldigt, men da det var efter, at vi havde hørt en række professorer stå og sige noget, som de selv og andre havde hørt utallige gange før, så lå der jo en skjult brod i det. Brandt er ikke nem.
  Det viser den efterhånden klassiske historie om hans disputats. Den blev nemlig kasseret af et 'sagkyndigt' udvalg på fire universitetslærere - fuldstændig som Brandts forgænger, Louis Hjelmslev, vor mest internationalt berømte sprogforsker, i sin tid havde fået kasseret sin disputats. De fire 'sagkyndige' mente ikke, Brandt havde forstået den franske forsker Greimas. Hvorefter Brandt skrev disputatsen på fransk og fik den antaget i Paris hos Greimas, som hyldede ham som sin efterfølger ...
  Brandt er ikke nem ...
  Det er hans digte heller ikke, Ikke fordi de er dunkle, snarere fordi de er for klare. Han tænker for meget og for hurtigt, så det er svært at følge med. Men det er værd at forsøge, for man får noget nyt at vide - og hvor gør man ellers det?
  Largo er vist hans femtende digtsamling siden 69 - han har også 25 års forfatterjubilæum. Og hvor man før kunne mærke en vis spænding mellem tænkning og digtning, som om det der ikke kunne komme ud i essays og afhandlinger, skulle presses gennem digtene, der er han nu nået frem til en perfekt harmoni mellem tanke og følelse i disse 101 korte digte, der tælles ned fra 100 til 0.
  Brandt er en realistisk digter med enorm fornemmelse for det, han kalder 'tingenes ømhed', for omverdenens selvstændige eksistens Samtidig er han naturligvis sprogdigter, også og ikke mindst når han skriver erotiske digte, og det gør han gerne. 'Bevidsthed er måske et kønsorgan, derfor så bort-/ vendt i nærværet', står der et sted.
  Som hans digte selv er: Bortvendte og meget nærværende, produktive i deres stædige anderledeshed.
  Hvor er det godt han findes!

Voksen Brandt ilter skyen - PER AAGE 70

Professor emeritus i ALT og overset poet perpetuum og Forfatterskole-medstifter (og vel dermed Kartel-Godfather) Per Aage Brandt fylder 70 i dag TILLYKKE til multi-unikummet!



Jeg ville gerne have haft ham og hans partisansøms-pædagogik til at dukke op som en deus ex machina til paneldebatten om hvidhed på txt.ville i går, så var mine med hinanden rørende enige panel-meddeltagere (minus medierende Kamilla) nok for alvor kommet op i det røde felt, hvor de spektakulært kunne eksplodere; den desperate jovialitet, jeg udtrykker mig igennem, var lettere bare at ryste kollektivt på hovedet af,

Den første Per Aage-samling af "Poesi" (som de jo altid kalder sig, samlingerne), som jeg anmeldte, Ingen kan vågne, 1990, anmeldte jeg desværre ret patroniserende, så vidt jeg husker (noget med professorens løse notater, han burde stramme op på), og det vil jeg gerne officielt fortryde med, apropos al identitetssnakken, med at råbe HURRA via en "identitetssonet" fra den bog:

der er ingen anden dig end den
der kontrollerer dine handlinger
og mishandlinger og andre fejl
ved simple analogisk tiltræk-
ning og frastødning magnetisk
etik som du har pådraget dig
som barn dengang samfundet
ankom i dit nervesystem og
grundlagde din sjæl stilen
i din måde at forveksle enhver
med enhver anden som er dig selv
ved overhovedet at stå derude
på fortovet og kæmpe med en
usynlig bisværm fra hjernen

Elisabethparadoxet

(lidt uretfærdigt opkaldt efter Elisabeth Friis, fordi hun holdt en hyldesttale til Athena Farrokzhad under paneldebatten i går og er Sapfo-forsker - det burde måske snarere hedde Majaparadokset).

Det er for en hvid og/eller hetereosekusel og/eller mandlig kritiker på en helt anderledes absolut måde umuligt at forholde sig til en tekst skrevet af en farvet, homoseksuel kvinde i 2006, fx denne:

blod er tykkere end vand
blæk er tykkere end vand
mælk er tykkere end vand
tykmælk er tykkere end vand

end en tekst skrevet af en farvet, bi/homoseksuel kvinde i 506 f.kr., fx denne (oversat  af (åh, nej, en hvid, måske heteroseksuel mand) George Hinge):

	Hun er nu den fornemste af lyderin-
	derne, som når den rosenfing-
	rede måne når solen først er gået ned,
	overstråler rent stjernerne, og dens skær
	falder over det salte hav
	ligesom over de vindomsuste agre;
	duggen ligger da yndig, og friske står
	roserne og den sarte kør-
	vel og kløveren som er rig på blomster.
	Jeg går ofte omkring og kan ikke få
	Atthis ud af mit hoved, hjer-
	tet blir tungt i det sarte bryst af længsel

Athenaparadoxerne

Hun vil og kan kun tale med sin "brødre og søstre", men den "bror", Yahya Hassan, det hele handler om, og hvis bog, hun har anmeldt, og som hun til sidst i sin anmeldelse henvender sig direkte til med opfordring om at tale sammen u-offentligt, vil ikke tale med hende og kalder hende racist.

Hun vil og kan ikke tale med alle de hvide eller "hvide" privilegerede, som salen er fyldt med (men for en gangs skyld er en panel-minoritet), og som hun faktisk sidder og taler med, og som fuld af mere eller mindre skinger iver erklærer sig som anti-racister, men hvis talemagt hun i det powerplay, alt åbenbart er, har viet sit liv til at bekæmpe.

Det er, på YH's hjemstavns dialekt, nogle TRÆLSE paradokser, og burde også være det for AF.

Se forfatter og anmelder i det mindste indlede en samtale

Kamilla Löfström anmelder Camilla Stormarrs nye roman Den anden bred i Information i dag, og det reagerer forfatteren småmuggent på i en FB-opdatering:

Så er bogen anmeldt i Information. Kamilla Löfström, der som den eneste anmelder ikke brød sig om Udflytterne, bryder sig bestemt heller ikke om Den anden bred. "En såkaldt selvstændig fortsættelse af Udflytterne", kalder hun den.
Og der er meget galt. Det eneste forsonende ved bogen, er ifølge hende, tilbageblikkene til barndommen. Pudsigt nok, for hvert eneste tilbageblik kunne være taget direkte ud af Udflytterne, som hun jo som sagt ikke kunne fordrage

http://www.information.dk/495233

- og som I kan se, er Kamilla tagget i opdateringen, fordi hun åbenbart er "ven" med forfatteren, og så beslutter kritikeren sig - efter diverse (rimelig urbane) solidaritetserklæringer fra "venner" - at svare forfatteren, sagligtog, GULP, det ligner næsten (indledningen på) en samtale:

• 

  Kamilla Löfström hej Camilla, ved ikke om du kunne tænke dig en kommentar fra mig her, men nu har du jo tagget mig ... Det er en god pointe, du har der, at det er Udflytterdelen i din nye bog, som jeg er glad for. For mig at se handler det især om Phønix som fortæller. I 'Den anden bred' fortæller han (udelukkende) som voksen om tiden ved vandmøllen i Sverige og på afstand af begivenhederne, jeg tror det er det, jeg synes gør 'Udflytterne version 2' så meget mere vellykket.See Translation

  about an hour ago · Like · 1

Det ene like er forfatterens, så der er stadig håb for forfatter-kritiker-coexistensen!

(og ja, jeg roser Kamilla, fordi vi om få timer skal sidde i panel sammen og debattere litterær racisme, og umiddelbart har jeg ikke mange allierede i det panel - ordstyrer Pablo vil forholde sig yderst neutralt, forestiller jeg mig, og jeg er også usikker (og det er han sikkert også selv) på, hvad han egenlig mener - ikke fordi jeg vil lave en alliance med Kamilla, men jeg håber på, at hun i det mindste kan forklare mig, hvad de andre menner, hvis de faktisk mener de mærkelige ting, de mener i debatten, og hvad det dog skal betyde, meget, noget, ingenting, for mine læsebriller).

Prosaisk konkretisme

Utroligt så kedeligt novelle- og romanprosa SER UD: mere eller mindre massiv narration og mere eller mindre luftig dialog; en sjælden gang benytter nogen sig excssivt af kursiver og VERSALER (trods alt tak for det, Sonnergaard), men næsten aldrig ser man egentlig innovativ PROSAOPSTILLING:

Jens August Schade har sit sjov med bogstavstørrelser og fed skrift og spejlvendt- og på hovedet-skrift m.m. plus versaler og kursiv og s p a t i e r i n g i Kommode-tyven, og så springer vi (men kom gerne med eksempler fra mellemtiden, forlæste blog-læsere) til Lars Frosts Skønvirke, 2011, der kører nogle fine dialog-trapper:

Højere op.
  Højre endnu.
    Dér. Nu tror jeg den er der.
  Jens hænger og svajer i i træets krone. Han har bundet et tov i grenen, og nu begynder han at save.
  Fremragende, siger Flemming. Han tager imod.
  Og så en bajer. Det skal fejres. Veludført arbejde.
  Ser det ikke lidt skævt ud? siger Jens.
    Måske vi burde fjerne en gren eller to mere, foreslår han.
      På den anden side.
        For at balancere det hele.
          Det ville være mere harmonisk.
    Sludder, siger Flemming.
      Det er perfekt
        Nu kan det træ ikke gøre  nogen skade.
          Skål.

Peter Højrup har i sin nye roman Island flere skønne og original prosaopstillinger (som jeg ikke fik nævnt og rost i min anmeldelse). Replikker og inquiter (sagde hun) står altid i et afsnit (der så ofte, hvad angår inquiterne, bare en linje) for sig selv:

Jeg kan ikke deltage i den slags,

sagde hun.

Sådan en prisuddeling har intet med det, jeg skriver at gøre. (....)

Fortællerens evige fantasier og forgrublinger afbrydes rimelig fast med et "tænkte jeg" indhakket i en linje for sig selv (men ikke som replikker og inquiter som afsnit med luft omkring), se stykket om Norge i blogpost nedenfor, men okay, også et eksempel her:

Jeg gik hen og borede fingrene ind i revnerne i barken. Træet har al tid i verden.
     tænkte jeg,
i modsætning til mennesket, der kun har et øjeblik før lyset svinder, og huden begynder at hænge i slappe folder fra knoglerne. Så vi skynder os.

Hvortil kommer en håndfuld, enkeltstående konkretismer, bl.a. en fars slæbende tale og en sammenbrudt besværgelse af sammenbrud og, mest spektakulært, to "Nu" er, der står helt alene på to opslag i sekvens (lidt i familie med Christina Hesselholdst berømte, fåmælte sexscene i Eks: "Daniel sagde: "Ooh"./ "Ooh", svarede Judith./ "Ooh, sagde Daniel").

Må romanvisualiteten herfra groove sig figurlig for alvor. Og læs Island




nu