Buckdal i aktion

Ifølge Josefine Klougarts nye nysselige hjemmeside læser hun og Majse Aymo Boot (korrekt stavet! bortset fra en manglende bindestreg) og Lars Buckdal (der lyder som min actionmættede privatdetektiv- eller superhelte- eller HULK-identitet (Helle Vibeke J medbragte i går et frimærkealbum med lutter HULK-talebobler, som jeg rent glemte at udplyndre)) OP på Det Poetiske Bureau, Griffenfeldsgade 52, st. th., i morgen tirsdag klokken 20.00. Medbring jeres egen kryptonit.

Mine venners venner/ Our Mutual Friends

Pia Tafdrup og jeg har 467 fælles venner

Hanne-Vibeke Holst og jeg har 224 fælles venner

Benn Q. Holm og jeg har 204 fælles venner

Elsebeth Egholm og jeg har 130 fælles venner

Jan Sonnergaard og jeg har 97 fælles venner

Reimer Bo Christensen og jeg har 36 fælles venner

Forlæg for og afskrift fra - kartoffeltryk

På bogunderliggørelseskursus i går kartoffeltrykte min med-kursusleder, den uforlignelige auto-illustrator Helle Vibeke Jensen, følgende kartoffeltematiserende haiku signeret mig:

KARTOFFELNÆSE
NYSER
LEFT FOOT I
ENSOMT KARBAD
RAS SYNLIGT

(RAS er et imperativ, hvis nogen skulle være tnivl, det er så til gengæld ikke tilfældet nedenfor, hvor RAS er et navn - og BAD er et engelsk adjektiv, og FEL er en fejlstavning af 'fejl')

På hver halve kartoffel blev 1 stavelse udskåret, og af de 17 stavelser blev der efter trykningen af 1. udgave skrevet og trykt et nyt haiku (I bliver genanvendt som skråstreg i ØMT):

TOF NY FOOT
SER LEFT ØMT
KARLIGT SYN
BAD RAS I KAR
SE ENS FEL

Nålestik og ålemavepumpere

[denne blogpost får indhold senere i dag, stay tuned]

(det blev så først nu mandag morgen, undskyld til jer, der tunede hele dagen og hele natten ...)

Hvor er det - med mange r'er - irrrrrrrrrriterrrrrrrrrrrende og frrrrrrrrrrrustrrrrrrrrrrrrrrerrrrrrrrrrende morgenligt at forholde sig til en sprogligt normaliserende, homogeniserende, GABificerende tilretning af en skide filmanmeldelse til Ekko lige inden man skal på cyklen og lede (hvilket der smukt nok ikke var brug for, at lede lederagtigt, anarkismen rådede trygt) bogunderliggørelseskursus på Christianshavn - her er fx anmeldelsens første afsnit i min originale udgave og i Ekkos GABificerede udgave (aldrig, aldrig indskyde en bonussætning i en indledningssætning, det kan folk virkelig, virkelig ikke kapere)):

Mens jeg mildt, men effektivt lod mig divertere af Stephen Frears’ – hvordan oversætter man pastoral comedy til dansk? – hyrdekomedie (?) Tamara Drewe om kærlighedsmæssige forviklinger på og omkring et idyllisk forfatter-refugium i Dorset, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor dog en dansk reality-versionering burde foregå, og ikke mindst hvilke forfattere, der skulle castes i hovedrollerne. Lokationen måtte blive enten klostret San Cataldo ved Amalfi i Italien eller Chr X’s gamle sommerhus Klitgården i Gl. Skagen – og for eksempel følgende kunne meldes ind i truppen: Pia Tafdrup, Lars Skinnebach (smal hardcore-digter, if you don’t know), Kirsten Hammann, Klaus Rifbjerg, Josefine Klougart, Jussi Adler-Olsen; og selvom de til overflod er med i Klovn The Movie, vil Ib Michael og Jørgen Leth blive svære at undvære.

Mens jeg mildt, men effektivt lod mig divertere af Stephen Frears’ Tamara Drewe om kærlighedsmæssige forviklinger på og omkring et idyllisk forfatter-refugium i engelske Dorset, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor en dansk reality-versionering burde foregå. Og ikke mindst, hvilke forfattere der skulle castes til hovedrollerne i denne pastoral comedy – hyrdekomedie, for nu at bruge et dansk ord. Lokaliteten måtte blive enten klostret San Cataldo ved Amalfi i Italien eller Christian X’s gamle sommerhus Klitgården i Gl. Skagen – og følgende forfattere kunne meldes ind i truppen: Pia Tafdrup, Lars Skinnebach (smal hardcore-digter, hvis du skulle være i tvivl), Kirsten Hammann, Klaus Rifbjerg, Josefine Klougart og Jussi Adler-Olsen. Og selvom de til overflod er med i Klovn The Movie, vil Ib Michael og Jørgen Leth blive svære at undvære.

N + 7

Variation af OuLiPo-spillereglen s+7, opfundet af nød (=for få ordbøger) i dag, hvor man i stedet for substantiver i en ordbog for hvert navn i en tekst tæller syv navne ned i et (biografisk) leksikon og skifter ud, her er fx listen over bidragydere til Hvedekorn 4, 2010, via n + 7 i Dansk forfatterleksikon:

Erik Aalbæk Jensen
Poul-Henrik Trampe
Aqqualak Lynge (to q'er!)
Louis Levy
Ditleff von Zeppelin
Jens Locher
HF Ewald
Olaf Hansen
Bent Vinn Nielsen (Hvedekornsdebut i 1970 som Bent Nielsen)
Dea Trier Mørch
Ole Wivel
Klaus Rifbjerg (Hvededebut 1952)
Käthe Magelund
Olga Eggers
Otto Gelsted
Marianne Debes Dahl
Claus Frimann
gustaf munch-petersen (fast Vild Hvede-bidragyder)
Hans Anthon Lynge
C Hostrup
Annika Idström
Marie Bregendahl

Bent Vinn, Rif, munch-petersen, Gelsted, Bregendahl ville være store gevinster for bladet, men resten af navnene er ingen match for den orginale liste, Erik Aalbæk vs. Jess Ørnsbo, Poul Henrik Trampe (glemt 70'er-krimiforfatter) vs. Eva Tind fx eller Olaf Hansen vs. Bo hr. Hansen; nutiden styrer.

Er der to der står sammen i dansk avantgardekritik er det Femina og WA

De eneste papirmedier, der har anmeldt Cecilie Linds debutsamling Ulven åd min eyeliner (jeg så først Olgas fine anmeldelse: "Digtene er både høje i hatten og også frygtelig pinligt berørte nogen gange, men mest af alt er de totalt in-the-face (...) En til tider åndssvagt fjollet og andre direkte ondskabsfuld samling fra et stort talent" i dag, da skrivende/illustrerende medlemmer af Forfatterforeningen skulle til at klippe i den på dagens oprømte kursus i at "underliggøre din bog" i Strandgade) - hvilket de øvrige papirmedier inden længe vil fortryde bitterligt, for det er her det sner ild:

Her mister harpen sit forhutlingshotte flow

krænk retten til
indskydelser under
optælling sker
trin alternativt
instrument
varsler march i
takt udgår
emblemer

Cecilie læser op til Hvedekornsoplæsning i Café Øieblikket (det hedder den) i Den Sorte Diamant klokken 16:30 på torsdag sammen med Lea Løppenthin og Rasmus Lund og Mia Degner, vær der eller vær kun femkantet.

Existentialer Inc.

Ristet snegl

Søren Ulrik Thomsen

Udkommer d. 01-03-2011

Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i ni år handler om død og erindring og om at have øjnene åbne for alt det, der stadigvæk er tilbage - fx opvasken.

Fakta om bogen

Type Bog ISBN 9788702111590 Udgave 1 Udgivet 2011

Omslagsgrafiker Ida Balslev-Olesen

Vejledende pris: 175,00

Quizløsning

Den tekst jeg i en blogpost nedenfor var uendelig lettet over at have skrevet færdig var såmænd bare min tale til Birgithe Kosovic, vinder af Weekendavisens Litteraturpris for den gode roman Det dobbelte land, som jeg oplæste i aftes ved en fornøjelig prismiddag, hvor blandt mange andre dignitarer Rasmus Nikolajsen og Susanne Staun (som jeg natligt skændtes bravt med) deltog, og står trykt i avisen i dag.

Den primære form er den primale form (BARE PIGER)

Jeg glæder mig til at ankomme til Weekendavisens prisfest i aften med bevidstheden (jeg håber ikke jeg glemmer den!) om, at jeg i denne uge kun har skrevet 1 artikel til avisen og bare i dag 8 blogposter, og at de selv er ude om det, og at de selv betaler for det (og glemme, at de sikkert er fuldstændig ligeglade)

Et rim på falderebet:

Jeg er ikke ligeglad,
jeg er bare pigeglad
(altså glad for
den bare pige)

Den kedelige blogæstetik

Hvorfor er så mange blogposter, især på avisernes hjemmesider, bare - ikke engang forklædte - klummer. Kun undtagelsesvist skal en blogpost være en klumme, lige så undtagelsesvist som den skal være en (afskrevet) Facebook-opdatering.

Hvorfor er sandheden aldrig rar (det synes jeg nogle gange den er)

Overskrift i BT i dag (noget med Henriette Kjær selvfølgelig):

DEN BARSKE SANDHED

Hvorfor er sandheden altid barsk eller brutal eller hård eller grusom?

Når den altså ikke er nøgen, men når den er nøgen, er den jo aldrig skøn eller lækker eller yppig - så er den også barsk og brutal og hård og grusom, fordi den er den skinbarlige sandhed, et skelet af en sandhed, og det synes jeg er ærlig talt er en sølle sandhed!

Jeg foretrækker mine sandheder lykkelige og go-go-dansende.

Læse teksten med en tekst der er en tekst i sig selv

Olga Ravn har for få minutter siden formuleret min kritiske poetik uhyggeligt præcist i en Facebook-opdatering:

puh, jeg bestod på uni, men med gennemgående kommentar: "Undgå dramatiserende skrivestil". Det kunne man jo have sagt sig selv! Hvordan skal det nogensinde blive sjovt, hvis man ikke må læse teksten med en tekst der er tekst i sig selv. øv.

Som jeg skrev nedenunder:

Ekstrem solidaritet og uendelig enighed!

Min ambition (frit efter salig Jens Kistrup): At blive vor tids Olga Ravn!

MEN FØRST OG FREMMEST ER DET STILFÆRDIGT FANTASTISKE MARIANNE LARSENS FØDSELSDAG I DAG

Hun fylder 60 år, 20 og 20 og 20, og når nu hendes forlag gennem 40 år, Borgen, er for meget på røven til at holde en fødselsdagsreception, må vi jo gøre det her på bloggen i stedet for og naturligvis i form af poesi, her får I to skønne digte ud af de utallige hun vildt generøst har skrevet.

1 fra hendes debutbog, Koncentrationer, 1971:

plettet brus
det er landskab
det er landskab
åbne øjnene i det som var fra stedet
gennemfarten maler
metaforen bruges
enhnu kun fordi den gør glad
som en vanding i mørket
sammenligningen burges
fordi den beruser
langs billeder i billedforstand
skal jeg tømmes for indhold
placeres i fart

- (hvilket heldigvis ikke er sket endnu - Marianne suser suverænt videre)

og 1 (med genre-dæknavnet 'parabel') fra hendes seneste bog, Hvis en morgen en hittevoksen, 2010:

Som dug fra solen

Hvorfor valgte jeg at plante mine gækker, så de kunne få morgensol og ikke aftensol, hvorfor får de begge dele alligevel?
Livet er en opdagende krop at have med at gøre, hvad med din?
Jeg har præcis tusinde stilheder tilbage, og inden aften er de brugt op, forsvundet som dug for solen, hvor mange har du?
Jeg har lige forestillet mig ordet nej dreje ud af skriften her
over i et ja
men på størrelse med hvad?

Med et mirakuløst bindsvævende forfatterskab!

Tillykke, din digter!

Om ufint

Apropos Information

så fik jeg aldrig skrevet en planlagt blogpost om interviewet med Hanne-Vibeke Holst i Information (men ikke selve bogtillægget, rimeligt nok) sidste fredag, som alle forlængst og forhåbentligt har lykkeligt glemt, så jeg beklager at erindre jer om, at hun fremfører det besynderlige synspunkt, at det er ekskluderende i almindelighed og ekskluderende for KVINDER i særdeleshed at betragte litteratur som et KUNSTNERISK udtryk, hvilket vistnok skal forestille at være et FEMINISTISK synspunkt, her lidt citatsuppe:

»Selvom det folkelige fylder mere i dag, findes der selvfølgelig stadig en finlitterær verden. Vi har det danske akademi, det akademiske miljø, dele af kritikerstanden og så videre, som stadig vil kæmpe for en finere form for litteratur, en mere kunstnerisk [FYORD!] form. Jeg kalder dem de litterære dørvogtere. De betragter stadig litteraturen som en mere eksklusiv kunstart, som er og bør være smal [= kunstnerisk forpligtet og kvalificeret for syv søren]. Og de forsøger at bevare den med næb og kløer [you better believe it!],« siger Hanne-Vibeke Holst. Men det er gammeldags og nedladende ikke at anerkende den såkaldte kvindelige litteratur [det er og bliver til gengæld dybt besynderligt, ikke mindst som erklæret feminist, at definere kvindelitteratur som populær genrelitteratur (og omvendt)], mener hun. For finlitteraturen bliver mindre og mindre interessant, hvis ingen rent faktisk læser den [var Shelleys digte mindre interessante, fordi kun en håndfuld mennesker i hans samtid læste dem, og grunden til at Dickens er fed, er jo heller ikke, at alle samfundsklasser i England læste ham som besatte (modsat NB HVH, der sgu ikke i nogen sociologisk forstand er en folkelig forfatter, sådan som fx X-Factor er et folkeligt tv-program (ja, ja, ja, jeg ser det også, pga. Blachman))]»Finlitteraturen bliver fortrængt til et reservat, som virkelig er et restricted area. Her kan de så gå og bekræfte hinanden i, at de er interessante, og at netop de har fat i kunsten med stort K [det er så rigtigt nok], siger Hanne-Vibeke Holst. »Samtidig buldrer den mere kommercielle mainstreamlitteratur ellers derudaf, uden for reservatet, hvor de mindre fine forfattere kvinderne [!!!] jo ikke rigtig har noget at skulle have sagt. De har ingen indflydelse dér, og det er synd. For det er desværre i reservatet, at meget af magten ligger.« Men er det så ensbetydende med, at kvinderne ikke er i stand til at lave finkulturel litteratur? »Nej, det er nærmere fordi, kvinder i høj grad bliver henvist til at være mainstream. For der er generelt en nedvurdering af kvindelitteraturen, især hvis den handler om det kvindelige rum [Helle Helle Helle Helle Helle!?]. Så er den helt gal. Selvfølgelig er der nogle få kvinder[nogle få? af årets tre kandidater til Kritikerprisen er to ud af tre kvinder, hvilket nærmest ligger under de seneste års gennemsnit, og Pia Juul fik for et øjeblik siden Montana-prisen, Naja Marie Aidt for tre år siden Nordisk Råds Pris] der bliver lukket ind i klubben, ind i smagsdommermiljøet, fordi de skriver i en meget smal litterær tradition [!!!???, den smalle tradition for poesi og romankunst, Shelley, Dickens & co.!!??]. Katrine Marie Guldager [for længst ikke længere smal, heller ikke i kvalitet], Kirsten Hammann [for længst ikke længere smal, kun i kvalitet], eller Kirsten Thorup [en af DK's populæreste romanforfattere, også hos kritikerne, de sidste 30 år, hvilket selvfølgelig må være et kors for tanken for HVH]!? for at nævne nogle. Men generelt er det jo sådan, at kvinder, som skriver bare lidt bredere, bliver henvist til at være mainstream. Og mainstream er ikke et positivt ladet ord i litteraturen [det er det nu egentlig for beklageligt mange (omend kun implicit), men rigtignok ikke hos mig, sagde muskelhunden],« siger Hanne-Vibeke Holst.

Grunden til, at jeg fremturer med det forglemmelige interview, er, at jeg i fredags snuppede en SMAL bog af HVH inde på hylden med anmeldelses-fravalgte bøger (ja, sådan en hylde findes, konspirationsteoretikere), skuespillet Moskva, 7. oktober, og på en time og et kvarter læste de 232 sider (medsamt servilt interview ved min gode WA-kollega Martin Krasnik) - og det bemærkelsesværdige er nu, at HVH skriver endnu mere firkantet og stift og fladt, når hun skriver smalt (og det bliver ikke smallere end dramatik i bogform - spørg bare vores bedste LITTERÆRE dramatikere, Jokum Rohde og Line Knutzon, der så sandelig ikke udkommer på forlaget Gyldendal (fordi de ikke har nogen bestsellere at afpresse med), men på forlaget Drama), end når hun skriver bredt - hendes tjetjenske præsident Tuzarov fx er plattere end nogen skurk i selv tidlige Tintin-hæfter, end i selv Tintin i Sovjet:

TUZAROV: Så skar de svansens hoved af og hængte det op i gasledningen?

MUSA: Sådan har jeg forstår det.

TUZAROV: Efter først at ha' fjollet rundt med det?

MUSA: Det siger de.

TUZAROV: Har de også spillet fodbold med det?

MUSA: Ikke så vidt jeg har hørt.

TUZAROV: Hvorfor gjorde de så ikke det?

MUSA: Fordi de er en forpulet flok bøsserøve, boss. Eller fordi et hoved ikke egner sig særlig godt som bold ...

TUZAROV (bryder ud i larmende latter): Haha, fætter, den var god! De vil hellere trille med Adidas-bolde end med jihadister! Forkælede bøsserøve! de sku' ha' en salve hele bundtet! Men okay, det godt tænkt det med at skære det af og hænge det op. Jeg kan lige se, hvordan kragerne hakker i det. Hug, hug! Så kan de lære det, de skide rebeller!

Elever i 5. klasse skriver bedre!

Jeg er som radikal attituderelativist (og kasserer i spøgelses-Pingklubben) bedøvende ligeglad med, om noget fremtræder som fint eller ufint, så længe det er værd at læse som sprogkunst (i aften har DK's bedste (og eneste?) thrillerforfatter Susanne Staun (what a woman!) chancen for, på min indstilling, at vinde Weekendavisens Litteraturpris (som 2 andre romanskrivende kvinder og 1 lyrisk mand er nomineret til)). Hvad mening giver det fx at kalde Lone Aburas' splinternye roman Den svære toer fin og eksklusiv (og ukvindelig!?), fordi den er under 200 sider lang, ter sig litterært bevidst og benytter sig at meta-effekter, når den i øvrigt er fuldstændigt elementært vittig og velskrevet, kvik og klog og forpulet underholdende ????????????????????

2 sproglige fund i dagens Information

1.
dumpikket
Adjektiv i Infs nye kritikerfund Katrine Hornstrup Ydes anmeldelse af Peter Gantzlers film Dreng:
Den smørlækre guldlok Sebastian Jessen balancerer som i Smukke mennesker (2010) sin rene skønhed (tænk på Luchino Viscontis ung Tadzio i Døden i Venedig) med veltimet, dumpikket teenageakavethed, og forførelsen fungerer fint og forårsforfjamsket - tilsat ølbøvsende viceværts-humor ved Peter Gantzler.

2
Regensens Klokkere
Stillingsbetegnelse i læserbrev vendt mod Jan Sonnergaards (med hans eget ord) "diffamering" af Erik Skyum-Nielsen (fordi - usagt af Sonnergaard - Skyum engang har anmeldt Sonnergaard dårligt: Herregud!) i en restaurantanmeldelse (!) i lørdagens Information - som jeg først læser nu og sgufandeme også er langt ude: ren, ondsindet tilsvining (via anonyme kilder) af Skyum som regensprovst og universitetslektor; godt jeg ikke arbejder på en avis, hvor man (Moderne Tider-redaktionschef Rune Lykkeberg?) trykker sådant smuds om en af sine egne kritikere (eller hvem som helst anden i og for sig) - som ikke engang et debatindlæg, men redaktionelt stof.

Andy & Sofus

Plakat taget lige lovlig bogstaveligt af min søn og hængt op på bagsiden af døren til hans nye værelse , det tidligere gæsteværelse og pulterkammer (det nye gæsteværelse og pulterkammer (og herreværelse: jeg har placeret min barndoms og tidlige ungdoms centrale Mattson-lænestol lige ved bunkerne med gamle Rolling Stone-numre) på 1. sal er nu min søns gamle værelse), så hans far, på tæer, ikke kan kigge ind:

I never read,
I just look
at pictures

Andy Warhol


Moderna Museet,
Stockholm Sweden
10/2 - 17/3 1968

- Et halvt år før jeg bliver født i Vejlby-Risskov (tæt på, men ikke I Mattson-stolen(s altafgørende, rundede fodskammel))

Bo Bedre - Læs Mindre

Det er ikke løgn, at jeg i dag har haft besøg af en journalist og en fotograf (der hele tiden ville have mig til at se NED og så se OP) fra BO BEDRE, og at de slet ikke interesserede sig for den afslappede, smagfulde hiphed i drengeværelse, soveværelse, dagligstue, spisestue, køkken (badeværelset er og bliver et bombet lokum), men kun for det tårnhøje reolvælde herinde på mit arbejdsværelse, som lige præcist ikke er beboeligt, men kun (alt for) bearbejdeligt: belæseligt og beskriveligt (se efter marts-nummeret!)

Mens endnu et oprigtigt gymnasiekor synger endnu et gumpetungt 80'er-hit

stirrer jeg hypnotiseret på en mand og en kvinde og deres to døtre, der tygger, nej KVÆRNER tyggegummi i takt: jeg (tyg) vil (tyg) la' (tyg) lys(tyg)et bræ(tyg)nde (tyg) -

Hemmelighedskuller

Jeg kan ikke engang sige, hvad det er, jeg lige nu føler mig uendeligt lettet over (i hvert fald indtil jeg (forhåbentligt ikke, bank under skrivebord) modtager et korrigerende svar) at være blevet færdig med at skrive og netop har sendt af sted i cyberspace (hedder det stadig det?)!

Gode cigarer-teorien

Bemærkelsesværdigt mange fremragende kvindelige forfattere af min 90'er-generation ryger som skorstene - er det sådan inspirationens julemand får adgang!?

Apropos (fremragende kvindelige forfattere af min generation) så jeg i dag på opslagstavlen inde hos Hvedekorns føringsofficer på Rosinante, der også er HH's redaktør, det meget flotte udkast til coveret, med samt stiligt diva-portræt, på den nye roman, Dette burde skrives i nutid, af Helle Helle (der (vistnok) ikke (længere) ryger); på bagsiden stod det samme lille uddrag citeret, der også stod i Ud&Se's augustnummer, men samt er par ekstra sætninger om (vistnok, jeg lærte det ikke udenad, som jeg burde, eller skrev det af) Per Finlands forældre, der går og fløjter i haven og så noget, jeg ikke kan huske, som er lige så fint, og så, at de begge to, forældrene, er dansklærere - og jeg vil vædde en kasse Caminante på, at jegfortælleren ryger helt vildt meget-

Delvist hemmelighedslettet

Kandidaterne til Kritikerprisen 2011 (som Kritikerlavets medlemmer skal stemme om lige om lidt) er - (hvis man læste min 2010-top10 nedenfor) SELVFØLGELIG

Pia Juul: Radioteateret

Christina Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet

Harald Voetmann: Vågen

Og nu er problemet bare, hvem jeg skal stemme på? Hvad med at I, bloglæserne, stemmer om, hvem jeg skal stemme på, og jeg så bare IKKE lover at adlyde!?

Today's Special: META

(fra afsnittet "Meta" i mit speciale (om især Charles Dickens' sidste fuldendte roman Our Mutual Friend) Esker Esker, Romanroman fra 1994; jeg beklager (ikke) al ungdommelighed:)

Når noget begynder at handle om sig selv i stedet for om alt muligt andet, kan det gøre sig fortjent til tilnavnet meta og beholde det så længe, det holder sig på denne skæve sti. Romanen snubler ofte og gerne ud i meta, man taler ligefrem om meta-romaner, som skal forestille ikke at handle om andet end sig selv. I mange fintfølende litteraters mund er meta et utvetydigt skældsord, der signalerer dekadence, narcissisme og tomhed. Og omvendt er der litterære bevægelser, der har formået at basere sig næsten udelukkende på meta, visse dekonstruktive læsere lader meta være den eneste saliggørende, altopløsende figur i de tekster, de får fingre i.
I essayet "Historical Fiction, Fictitious History, and Cheaspeake Bay Blue Crabs, or About Aboutness" (der indgår i samlingen The Friday Book fra 1984) opstiller den amerikanske postmodernist John Barth en række regler for (historiske) romaner. I regel nr. 3 har han følgende præcise og fonuftige ord at sige om meta: "Whatever else it is about, great literature is almost always also about itself, though it is almost never exclusively about itself, even when it seems to be." (side 191-192)
Meta er en ironisk effekt, måske endda den ironiske effekt par excellence, selvbevidsthed i højeste potens. Her gælder distancen ikke længere kun interne sager som fortæller, personer, beskrivelser, handling, den slår ned på værket selv, dets konkrete fremtræden som en bog med hvide sider fulde af trykte sorte bogstaver, skriveprocessen, værket forhold til andre bøger, dets poetik, dets status som litteratur og alle de litterære koder, som hver eneste sætning flyder over med; alt dette, der af hensyn til den illusionsskabende effekt, normalt tages for givet og lades uomtalt og uberørt, rykker frem i forgrunden og kommer under kærlig behandling.
Det er en paradoksal beskæftigelse, som at blæse og have mel i munden, hvilket jo kan blive til et ret imponerende og viltert snevejr; man er indenfor og udenfor på samme tid, sætter gåseøjne om egne ord, skriver litteratur om at skrive litteratur (om at skrive litteratur ...), bider sig selv i halen fuldt bevidst og med stor fornøjelse (som John Barts novelle "Frame-Tale", der består af et aflangt stykke papir, hvor der på den ene side står "ONCE UPON A TIME" og på den anden side (men på hovedet) står "THERE WAS A STORY THAT BEGAN", man drejer papiret en enkelt omgang, limer de to ender sammen og kan læse novellen i en uendelighed (Lost in the Funhouse, 1968, side 1-2)).
Meta kan forme sig på utallige måder. Det kan være aldeles plat, og det kan være højst raffineret. Det kan være højtråbende, og det kan være diskret. Det kan være en mikroskopisk lille detalje, og det kan antage gigantisk, ja altomfattende format. (...)
Jeg har forsøgt at lave en lille meta-typologi, der deler fænomenet op i fem mere eller mindre klart adskilte undergrupper. Rækkefølgen er bestemt af, hvor direkte selvhenvisningen kan siges at være, de bedst camouflerede typer kommer først og de mest ublu til sidst:
1. Metaforiske, symbolske, allegoriske omskrivninger. Tilskikkelser, der ikke umiddelbart er mærket af meta, men hvis sande hensigt en blid eller hårdhændet behandling kan afsløre. (...)
2. Omtale og tematisering af ting og sager, der har med bøger, skrift, papir og læsning at gøre (men som ikke kan siges at være direkte poetikalske udsagn). (...)
3. Intertektstualitet. Henvisninger til andre tekster (ikke nødvendigvis litterære) og samtale med dem.
4. Direkte poetikalske udsagn og direkte selvhenvisninger. [som i Den svære toer] (...)
5. Sproglig og tekstuel leg og vildskab. (...)
Gruppe 5 (...) gør sig kraftigt gældende i denne roman [Our Mutual Friend]. den tekstuelle leg begrænser sig måske til Weggs og Jennys skilte, der få deres egne firkanter på siderne (side 88 og 497) og denne parentes: "(my dear, observed her husband in paranthesis, why not)" (side 579), men sproget stepper jævnligt ud over det funktionelles grænser for sin egen fornøjelses skyld. (...)
Slut på denne omstændelige gennemgang [som jeg nådigt har skånet blog-læserne for], der viser, at der ikke er nogen ende på meta i den fredeligt realistiske roman Our Mutual Friend, når man bruger min typologi (der selvfølgelig heller ikke er konstrueret uden påvirkning fra netop denne roman). Det betyder ikke, at der i enhver roman er lige så meget meta, for Our Mutual Friend er ret radikal og selvbevidst bog, også i forhold til Dickens' andre romaner. Men det betyder, at meta har mere at sige end som så, at meta er en integreret og uundgåelig del af romanens form på linje med plot og personer, som der ikke er noget mystisk eller uhyggeligt ved.
Det er i romanens gamle lovløshed og outsiderstatus, meta har sin oprindelse, uden poetik og uden allierede var den tvunget til at diskutere og spejle sig selv for at finde frem til hvad og hvem, den var. Og det blev en styrke, for snart faldt alle hierarkier, og ingen andre vidste, hvad de skulle stille op med sig selv uden en gud og en kejser at logre for.
Meta praktiserer romanens autonomi, den selvstændighed og uafhængighed (af andet end litteratur) og undergraver dermed alliancen med en empirisk virkelighed. Autonomien fungerer på to måder i meta, som kritisk selvrefleksion og som ren handling, demonstration, show, og ofte er de to måder ikke til at skelne fra hinanden, der kan være refleksion i tyve udråbstegn, og der kan være show i en alvorlig diskussion om romanens moralske mission.
Meta er hverken romanens mest undergravende element eller romanens sandhed, meta er et enkelt af romanens elementer og et enkelt af romanens undergravende elementer (undergravende overfor traditionel realisme og andet ondt og reaktionært [fx litteraturredaktører]).

Meta giver mig bekymringer

(Lone Aburas' Den svære toer intertekst-linker sig eksplicit til Hans Kirks klassiske kollektivroman Fiskerne, ikke mindst i den fine og ærlige! metakommentar på side 137, der begynder sådan her:

Det er oplagt, at der her følger en sexsscene mellem Kristoffer og Tea [der er opkaldt efter en person i Fiskerne - "Min far er meget optaget af Hans Kirk og hans forfatterskab"]. For selvfølgelig har Tea ikke inviteret Kristoffer, for at de skal sidde og diskutere Hans Kirks forfatterskab. Især ikke, når Kristoffer ikke har læst et eneste værk af Hans Kirk. Scherfig derimod er han udmærket bekendt med. Han har både læst Det forsømte forår og Frydenholm. Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke.

Imidlertid er det i to andre kollektivromaner af Hans Kirk, Daglejerne og De nye tider, at en person hedder Meta; og slående, synes jeg, hvor Aburask Kirk er i sin diskrete, smilende indlytten - følgende meta-Meta-afsnit er stærkt allegorisk; Karlsen kunne være (ikke den reelle, men den principielle) Erik Skyum og Skifter Lones gamle (ikke reelle, men principielle) gymnasielærer):]

Inde i stuen hæftede Karlsen sikkerhedsnålene af frakkeskøderne og sank ned i den grønne chaiselong med et tilfreds, lille suk, Stuen var som det plejede at være, hyggelig og gammelkendt. Over døren hang broderede skriftsteder, på væggene var billeder af store Herrens kæmper indenfor missionen, og på skrivebordet stod et fotografi af ham selv. Den krydrede lugt fra butikken blandedes sødt med stegeduft fra butikken. Karlsen snusede og gættede på andesteg.
"A må hellere tale om det med det samme," sagde Skifter. "Det er META, som giver mig bekymringer. Se, i mange år har hun jo været ret som et barn skal være, skikkelig og stærk i troen på sin frelser. Men i det sidste halve år er det, ligesom fristeren har fået tag i hende. I de sidste måneder har a ikke engang kunnet få hende med til møderne, og nu har hun fundet på, at hun vil have en plads i byen."
"Der er jo også troende mennesker i byerne," sagde Karlsen.
"Det skal a aldrig benægte," svarede Skifter. "Men a er jo enkemand, og a tykkes det er METAs pligt at blive herhjemme, hvor a har brug for hende. Og a er bange for, at når hun vil til byen er det ikke for det godes skyld. Der er faret en hovmodets og genstridighedens ånd i hende. Og a har da søgt at opdrage hende i den gode tro. A havde håbet, at hun nok skulle finde den gode vej.
"META er omkring de tyve år," sagde Karlsen grundende. "Det er i den alder fristeren sætter sine snarer, det ved vi da fra vor egen ungdom. Èn ting må vi aldrig glemme: de fleste af os skal gennem tvivlens ørken, før vi kommer til troens palmelunde. Måske har det sig sådan med din datter META."
"A tænkte, om du ikke kunne snakke et ord med hende," sagde Skifter. "Når vi har spist går a ind på kontoret og lader dig ene med hende. Du kunne måske finde et ord, som kunne sætte frugter."
Meta kom ind i stuen. det var ganske rigtig andesteg, konstaterede Karlsen med et hurtigt blik. Han var sandelig også blevet sulten. Skifter bad bordbøn, mens META stod bag dem med nedslagne øjne.
"Det var endda en fed, god and," sagde missionæren. "Er den af jert eget tillæg?"
"Jo, det er den da," sagde købmanden med det sagtmodige tonefald, han altid havde. Det lød, som om han angrede mørke synder og forvildelser.
Efter megen nøden tog Karlsen et stykke til, og META kom med æblekage. Hun havde runde, faste arme, og der kom en varm glans i missionærens blik. Ak, om sådan en ung kvinde skulle gå fortabelsens vej og opsluges af verden. Nej, hun burde stråle som en rose i Herrens urtegård.
"Vil du ikke bede fra bordet?" spurgte Skifter, og Karlsen bad:

Så takke Jesum vi for mad,
gør ånden stærk og sjælen glad
lad os ved sjælehyrdens bryst
forsage verdens larm og lyst

"Den tykkes a knap, a har hørt før," sagde Skifter.
"Det er nok troligt," sagde missionæren. "Det er en bette tak for mad, som jeg selv har lavet. Vennerne i Færgeby synes svært godt om den., og den bruges i mange troende hjem. Hvis du bryder dig om det, skal jeg så inderlig gerne skrive den ned for dig."
I det samme kom META ind, og Skifter rejse sig med en ytring om, at ham vist måtte ud og rydde lidt op i butikken.
"Ja, så skal du have tak for mad, META", sagde Karlsen, da døren havde lukket sig efter faren. "Du er sandelig en ferm pige i et køkken. Men du kender, hvad der står skrevet om Martha og Maria: et er fornødent. Og jeg vil være mere glad for at se dig til mødet i aften end for din mad. Bitte META tror du ikke, du kunne give Jesus dit hjerte?"
"Er De sendt ud for at fri for ham?" kom det rapt fra META.

Mere meta - mest meta - MEGAMETA!

Fine, ikke kun i betydningen gode, anmeldelser af Lone Aburas' Den svære toer i WA ved Nanna Goul og i Information ved Olga Ravn og vel sagtens allright anmeldelse i Politiken ved Mikkel Bruun Zangenberg, men jeg bliver sgusøreme enerveret på Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske Tidende, når han til sidst i sin positive, let patroniserende anmeldelse skriver:

Den svære toer er måske nok realisme med et lune som hos en Erlend Loe, men dens små fortællinger om arbejde, kedsomhed og kærlighed minder mere om en TV-soap end om Stor Litteratur. Det må kræve meget mod af en ung ambitiøs forfatter at skrive sådan, og Lone Aburas går da heller ikke planken helt ud. Hun kan nemlig ikke dy sig for at lægge et lidt smart metaplan ind mellem de tilstræbt banale historier om Kristoffer og co., og som i debuten »Føtexsøen« spiller »forfatteren Lone Aburas« en rolle i »Den svære toer«. Alene titlen peger på hendes arbejde med bogen, og allerførste linje lyder videre: »Jeg (dvs. forfatteren til denne tekst) har valgt at skrive nogle få ord om de virkemidler og litterære greb, som jeg har tænkt mig at benytte i denne roman.« Og undervejs kommenterer hun - igen som Erlend Loe - historiens forløb og slutter endda romanen af med en serie arbejdsspørgsmål til læseren a la »Analysér romanens indledning« og »Redegør for brugen af ironi«. Det bliver dog aldrig andet end en udvendig og unødvendig gimmick, men Lone Aburas har så meget blik for moderne mennesker (og hunde!), at man gerne tager det med, og »Den svære toer« ligner så langt fra en svær toer. Mere den legende optakt til en fortrinlig treer.

Lige siden ur- og pionerromaner som Don Quijote og Tristram Shandy har meta-kommentarer været (eller måske rettere: kunne burde have været!) en lige så naturlig del af romanens formsprog (og genreidentitet) som narration og plot, og det skønne ved meta-kommentarerne i Den svære toer er akkurat deres veloplagt oppoppende selvfølgelighed: der insisteres ikke gåseøjnestirrende på dem og i dem, der er der bare som en fuldstændig ligeværdig prosaisk boblen side om side med de fiktive personers omkringssnublen - alt andet lige er der bare for LIDT meta, hvilket, forestiller jeg mig, ville have været min ENESTE anke overfor romanen i den fornøjede anmeldelse, jeg ikke fik lov at skrive i avisen: jeg vil have mere, mest, MEGAmeta, når nu Lone A tydeligvis har så stor og naturlig METAflair! Her kommer et forbilledligt meta-mingelerende citat fra romanens indledende og længste meta-kommentar:

Alt skal op til ovefladen
I nærværende roman skal op til overfladen. Det nytter ikke noget kun at vise toppen af isbjerget. Mange forfattere har gjort det med stort held, og jeg personligt holder af at læse forfattere som Hemingway, og Herman Bang og Helle Helle, hvor det er op til læseren selv at finde det, som ligger gemt under overfladen. Dette kommer ikke til at ske i nærværende roman. Her er ingen undertoner, der skal fanges. Der skal ikke læses mellem linjerne. Alt er er lige ud af posen, Så når der står at Kristoffer (bogens hovedperson) er afhængig af internettet og halvdårlige, men meget populære tv-serier og på et tidspunkt tvinges til at få sig en sund fritidsinteresse og derfor gladelig betaler 24.000 up front til etologisk Institut i Ballerup, så han kan blive hundetræner, så skal det læses som om han gladelig betaler 24.000 up front til Etologisk Institut i Ballerup, fordi han vitterligt tror, det kan få ham ud af afhængigheden og kedsomhedens jerngreb.

Som den senere meta-hetzer Søren Ulrik Thomsen skriver i Ukendt under samme måne:

nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
nu har jeg igen skrevet nogle ord på et stykke papir
står der

Nem
lig!

Og hvad nu med de 2 champagneflasker

uden afsender inde på avisen i dag!? Hvem er de fra? Sgu da ikke Det Berlingske Officin? Jeg bliver den mindste homøopatiske smule paranoid!

Men tak, Nanna, for at du åbenbart nægter at anmelde Bo Reinholdt! Ham og al hans ekstremistiske excentricitet snupper jeg! Jeg håber ikke, du ved, hvad du går glip af, om jeg så må sige!

Hvis brev om hvad frankeret med 4 Turèller?

Jeg har modtaget et tomt, opflået brev uden afsender, men med (nydeligt) håndskrevet navn og adresse og FRANKERET MED 4 DAN TURÈLL-FRIMÆRKER i en halvt gennemsigtig Post Danmark-"redningskonvolut" vedlagt følgende beklagelse:

Kære Kunde

Beskadiget brevforsendelse

Vedlagte brevforsendelse er desværre blevet beskadiget under behandlingen i Københvans Postcenter.

Hvis noget af indholdet mangler [det formoder jeg DET HELE af det gør!], bedes de rette skriftlig henvendelse til Post Danmark, Service Center Kunde, Thistedgade 10, Box 250, 2360 Tåstrup som derefter kan være behjælpelig med at efterlyse det manglende indhold [hvor og hvorledes skulle efterlysning foregå? jeg tror det langt smartere at bringe efterlysningen i bloggen her, og det være hermed gjort: Fra hvem? Med og om hvad?].

"Såfremt du/I ikke er den rette modtager af denne forsendelse, bedes du/I omgående returnere forsendlesen til Post Danmark uden at beholde kopi og uden at videregive oplysninger om indholdet (der ER ikke noget indhold! og hvad er det for en utidig mistænkeliggørelse I FED fra brevvandalister!?]"

Københavns Postcenter beklager, at skaden er sket, og de eventuelle [eventuelle!?] gener dette medfører for Dem.

Med venlig hilsen

Københavns Postcenter

Suk under gymnasialt informationsmøde

Hvorfor er alle forældre til børn, der er jævnaldrende med min søn, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90, 100, 110 eller 120 år ældre end mig, der stadig kun er mildt midaldrende, fimrende i fyrrerne?

Dette er ikke en anmeldelse af Lone Aburas' Den svære toer

, som jeg som nævnt nedenfor ikke har fået til anmeldelse og derfor har måttet tiltigge mig til fri læsning, ikke fordi det ikke MÅ være en anmeldelse, for bogen udkommer faktisk i dag, der er bare ikke, så vidt jeg kan se, nogen der har anmeldt den, derfor kan det være svært at se, hvis man ikke lige ved det, at den er udkommet altså, men fordi jeg har allerede har snydt en anmeldelse ind i den kommentar, jeg skrev i går til i morgens avis, i form af flere besværgelser af, at jeg IKKE vil skrive en anmeldelse, hvilket redaktøren selvfølgelig straks gennemskuede og skammede mig ud for, men heldigvis ikke censurerede, MEN når der nu ikke er nogen anmeldelser i dag, synes jeg kun det er rimeligt at markere, at i det mindste jeg var rigtig GLAD for at læse bogen frit og frejdigt, fordi den selv lige præcis er så fri og frejdig - og vittig! selv om man ikke skal tage fejl af dens vid, det er ikke (i bogen navnedroppede) Scherfigs snurrende patroniseren, men snarere en svalt solidarisk og lydhør (fordi kun under sit vejr fnisende!) iscenesættelse af personernes (især de mandliges) rådvilde fremadsnublen, og nu kom det alligevel til at lige en anmeldelse, og hvorfor skulle jeg undskylde for det, når det er en GOD anmeldelse, det ligner - på et trick!

Formformelel

At effektuere
og illuminere
en fortumling
og forbumling
af læsningens
og skrivningens
simultane
og forskudte
nu
og nu

Dum i forskallen!

Lyt venligst, kære redaktør, til, hvordan Lone Vestergaard forklarer mit projekt i sit 2003-speciale "& Højholt. Om show, tilblivelse og affirmation i Lars Bukdahls poetiske praksis":

Via sin affirmative praksis, der sætter forskelstænkningens différance som al betydnings konstituerende princip, sættes også den sproglige betydningsproduktion i Bukdahls digt [eller anmeldelse eller aviskommentar] fri fra den ontologiske dikotomi-tænkning. I denne affirmative tænkning sættes forskellene fri, og det er i forlængelse af denne forskelstænkning, Deleuzes forståelse af verden som en proliferende mangfoldighed af forskelle, begivenheder og bevægelser knytter an til en kunstfænomenologi, der sætter sansningen som en ikke subjektkonstituerende instans i spil.
Peter Stein Larsens påpegning af et slægtskab mellem Bukdahl og Højholt er således blevet bekræftet i denne fremstilling og kan yderligere bestemmes til at bestå i en fælles bestræbelse på at frigøre den sproglige udtrykspraksis fra den dikotomisering, som den traditionelle repræsentationstænkning låser sproget fast i. Dekonstruktionen af det traditionelle litteraturbegreb står som en central strategi i Intethedens grimasser, og det er i forlængelse af denne strategi, Bukdahl arbejder med sproget som en affekt af en ureducerbar forskel i "Som et foreløbigt hovedværk"* Sproget transcenderer således ikke sanseoplevelsen, men skaber den.
(...)
Som vi har set i læsningen af "Som et foreløbigt hovedværk"* fungerer syntaksens tidslighed som en udefrakommende kraft, der bryder ind og indefra skaber overgangene mellem det intelligible i læseren, skaber en "syntaksmusik" i læseren, som Bukdahl selv har udtrykt denne overgang i sin læsning af Højholts show-praksis. Vi oplever altså som læsere den virtualitet, der iscenesætter den aktualitet, vi nu er i færd med at blive til i. Det nærvær, som læseren via syntaksens slyngninger træder ind i, er, som Højholt formulerer det ""kun" et nærvær af muligheder, retninger, tilbud, der fremtræder som skrift, resterne af en skriven, et påskud for læseren til at læse - ikke om noget, heller ikke som sig selv. Man kunne sige at læseren i sådanne tekster ikke oplever at læse sig, men at læse sig frem ..." Såvel Højholts poetologiske som Bukdahls poetiske [og kritiske] praksis vidner da om et vitalistisk litteratursyn.

Hvor svært kan det være - at ære!?

*
Som et foreløbigt hovedværk
bløder min næse igen,
ikke lige nu,
men lige om lidt,
lige om lige om lidt,
jeg kan levende forestille mig det,
jeg vil have rejst mig fra stolen
med en fjern idé i mit hoved,
jeg vil i stor stil have
skredet over parketgulvet,
snublet ud på altanen,
hvor jeg intet har at gøre,
men udsynet er frit,
til sommeren
og alle dens brandbiler,
jeg planlægger et blåt
og uendeligt forfatterskab,
skyer stirrer vantro,
træerne ryster på hovedet,
blodet styrter fra min næse,
it's no game,
men jesus, det er sjovt

(fra Næseblod i Sofus City, 1996)

Det er værre at holde foredrag end at sige jeg

Tre versioner af samme passage i kommentar til fredagens WA, originalen, efter 1 redaktionel mail, efter yderligere 2 redaktionelle mails (den første ulæst og derfor ikke adlydt i version nr. 2):

... en TENDENS i samtidslitteraturen, som jeg selv pindede ud i et foredrag om årets bøger på Testrup Højskole og Informations Tag og Læs-kursus for halvanden uge siden - efter behørigt og begejstret at havde hyldet ...

... en TENDENS i samtidslitteraturen, som det blev pindet ud i et foredrag om årets bøger på Testrup Højskoles og Informations Tag og Læs-kursus for halvanden uge siden - efter en behørig og begejstret hyldest til ...

... en TENDENS i samtidslitteraturen, som jeg stod og pindede ud på Testrup Højskoles Informations Tag og Læs-kursus for halvanden uge siden - efter en behørig og begejstret hyldest til ...

... og hvad var TENDENSEN? kvindekujonerede, mandlige bløddyr! Ak, hak, hak ...

Ny og gl. tendens: Højholtciterende titler

Mere at glæde sig til i det tilstundende (det ord bruger man for lidt) forår: Lone Hørslevs nye roman Sorg og camping - der (jo!) har taget navn efter efter en klassisk og uddødelig linje i Per Højholts digt "Personen slår til" i PRAKSIS, 9: Det gentagnes musik:

Når man står og ser et af de nye, lette persontog
komme glidende, godt oppe i fart og med en
slibende, definitiv lyd som når man skærer glas
kan man godt gribes af undren over at livet
som sådant med dets sorg og camping er langt
nok, lige nøjagtigt, fx nåede jeg i dag både
at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og
at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen.

13 år (TRETTEN ÅR!) efter at Christian Hesselholdt kaldte sit barndom-fragmentarium for Hovedstolen efter Højholts apokryfe bemærkning om, at en forfatter ikke må tage af hovedstolen, og et halvt år efter Peter-Clement Woetmann kaldte sin digtsamling nr. 2 Mit indre Pomepeii efter en slettet linje i et digt af Højholt. Det er en TENDENS!

Og her er, hvad forlaget skriver om Sorg og camping, det er alt sammen meget lovende i sin groft flimrende konkretion (inkl. et nisselandskab som i HH's Ned til hundene, det er også en TENDENS):

Det er en bidende kold vinterdag i 1985. Oppe i privaten over købmandsbutikken i Løkke vågner Marianne alt for tidligt med en underlig drøm i baghovedet. Det er Jørgens fødselsdag, og julepynten skal op. Det er to dage siden at Gunnhildur forsvandt i sin røde Nissan. Gunnhildur der samme sommer tog Marianne i hånden og sagde Kom vi løber. I Sorg og camping kommer vi i løbet af en enkelt dag ind i hovedet på fem personer: købmandsparret Marianne og Jørgen, Jannie, der hjælper til i deres butik, Jørgens romanskrivende lillebror, Thomas, og hans islandske kone, Gunnhildur. Deres tanker om dem selv og hinanden, om deres valg, drømme og skuffelser blander sig med dagens gøremål, erindrede situationer og sansede glimt fra en sommervarm campingplads i Blåvandshuk. Hjemme i Løkke arrangerer Marianne nisselandskab. Ovre i Poulsens tilbygning steger Jannie bacon til sin syge mor og tænker på sommerfugle. Om aftenen samles de alle, Gunnhildur undtaget, til en kir royal for at fejre Jørgen. Men festlighederne tager en uventet drejning da der pludselig høres larm fra loftet og en af personerne ubemærket forlader selskabet. 220 sider, hæftet. 249,95 kr. Udkommer fredag den 18. marts 2011.

Et nyt pseudonym for det gamle som faldt

Med sit parallelle anonymitets-trip er amerikanske Laura Riding et centralt valgslægtskab, så det er er indrømmet noget ringe, at jeg ikke fattede mistanke i sin tid, måske var jeg for optaget af Helle Helles "8 nye drømme" om bl.a. mig forrest i nummeret, men en anonym kilde har gjort mig opmærksom på, at navnet, Lisa Samuelsson, på oversætteren af et (vildt, vildt) uddrag fra Laura Ridings "En anonym bog" og forfatteren til essayet om samme Riding, "Dronningen? Det er mig?", i Apparatur nr. 6, 2003, med en til vished grænsende sandsynlighed er et pseudonym for Mikkel Thykier!

Hvilket betyder, at det ensomme, men i en blogpost nedenfor (pga. fremsendelsen af hendes originalværk fra 30'erne) sløjfede pseudonym Marika Norden i det ellers enten anonyme eller signerede forfatterskab nu kan erstattes af et andet pseudonym, Lisa Samuelsson, således at følgende registrering kan indføres i min Skyggefulde bibliografi over "(Mikkel Thykiers) [skrifter] /i LB's bibliotek/", midt mellem løsblads-udgivelsen struktur og artiklen "Det generte objekt":

[Mikkel Thykier:] "Lisa Samuelsson: Dronningen? Det er mig?", Apparatur 6, 2003

Her slutningen på den centrale og stærkt anbefalelsesværdige artikel:

SEKS: DIGTER? ET LØGNAGTIGT ORD!
Når Laura (Riding) Jacksons begrundelse for at opgive poesi lød, at poesi som metode står i vejen for sandheden, viser det, at sandheden hele tiden har været målet og poesi kun i en kort periode midlet. Så kan der spørges om Laura Riding forvekslede sin egen poesi med det middel og den asociale kraft, hun kaldte poesi, og om poesi ikke hele tiden var et forkert ord for det? Den bevægelse væk fra det, der kendes som kunst og litteratur og filosofi, som forsøget på at skabe en sproglig tilstand, der er åben for sandhed f.eks. ved ikke at afbilde en falsk lighed med virkeligheden, satte i gang, kan tilføjes poesi, som noget der må forsvinde til fordel for en praksis, der indtil videre har løsrevet sig fra de kendte navne:
Laura Riding var slet ikke digter, snarere dronning i eget rige.
Men dronning, betyder det: Taler vi samme sprog? Og humoren? Ja, den forsvares bedst, når den hårdnakket bliver overset. Og alle fejlslutningerne? De fulgte desværre med mig, følg efter dem hvis I kan! Ellers har I allerede forladt mig her


LISA SAMUELSSON ER FØDT 1981 I SVERIGE. STUDIER VED BERKELEY, UNIVERSITY OF CALIFORNIA. HAR TIDLIGERE BIDRAGET TIL FORSKELLIGE TIDSSKRIFTER.

Hvem snyder jeg, når jeg snyder mig selv?

Jeg arbejder mig IKKE samvittighedsfuldt frem til anmeldelser af de i dyb slow motion stadig færre, tiloverblevne ikke-2011-bøger, jeg venter bare ØRKESLØST på, at posten afleverer det ikke-anmeldereksemplar af Lone Aburas' Den svære toer, som jeg har tiltigget mig fra Gyldendal - dvs, at jeg langt meningsfuldere kunne bruge tiden på at læse Aburas og partners speciale om (de ikke få) queer-tendenser i digte af Mette Moestrup, som MM på FB har udleveret link til, men heller ikke det kan jeg tage mig sammen til (og det går heller ikke for godt med bare i det mindste at kopiere 1 andet, 7 år gammelt speciale - om mig selv & Højholt, der omsider ingen vej er udenom at aflevere tilbage: 1 side, 3 minutter, 1 side, 9 minutter, 1 side ...) bum bum bum bum bum bum bum bum bum bum (kopiere) bum bum bum bum bum bum bum (kopiere) bum bum bum bum bum bum bum bum bum (kopiere) bum bum bum bum bum (kigge ind til terminsprøvede teenagere der ser 1. afsnit af Lost) bum bum bum bum bum bum bum (ned ad trappen, tjekke bugnende tom postkasse, op ad trappen) bum bum bum bum bum bum (kopi) bum bum bum bum bum

Remixet 80'er-vante

det er så tåget
at jeg ikke engang kan se
at jeg har knald i låget

men jeg kan mærke det
i sproget

Spørgsmål styrer?

Praleri:

Hvedekorn har i dag været så snydeheldig at modtage "121 spørgsmål" af Majse Aymo-Boot!

Men tror I virkelig, at jeg vil røbe et eneste af dem?

I stedet kommer her et klip fra begyndelsen på oulipisten Francois Caradecs spørgsmåls-collage "Fromage ou dessert?" (fundet i skatkisten Anthologie de l'OuLiPo):

Que vais-je dire? Par oú commencerai-je? Souvenir, souvenir, que me veaux-tu? Ne vois-tu que le jour sae passe? Est-ce une vie anetérieure qui me poursuit de ses parfums? Qui es-tu? Gradn Dieu, pourquoi suis-je moi? Chi lo sa? Subrécargue, qui es-tu? Est-ce que tu n'en as pas assez d'être une hachure entre les hachures? Est-ce toi grabnd-pére est-ce toi tonton? Oú suis-je? Quelle heure est-il? Que songes-tu, mon âme emprisonnée? Pourquoi me dites-vous cela? Pourquoi pas? Doukipudontan? Marché aux puces? Chaps d'épandage? Ou, tout simplement, poubelle? Avant que je t'oublie, maman, veux-tu me croire? De quoi s'agit-il? Qu'en pensez-vous? Qu'es aco? Quid novi? Pourquoi warum? T'as vu l'heure? Bonjour, et puis quelles nouvelles? Tenez, peut-étre saves-vous Ce que c'est qu'une âme hypocondre? Dis, Gros lot, oú veux-tu donc tomber? Oú sont passées mes pantoufles?

Hemmeligheder fester dårligt

Det er besværligt at holde på hemmeligheder, der er så enkle som hvem, der har vundet Weekendavisens Litteraturpris, og hvem, der er nomineret til Kritikerprisen (jeg slettede to gange den mildeste indhegning af de tre Kritikerpris-nominerede i blogposten nedenfor om Skyums Blå Port-artikel, og spørgsmålet er, om den oplysning, om sletning af indhegning, allerede i sig selv er en antydning (af hvem der ikke er indstillet ...)...?) - WA-prisvinderen fik jeg navn på torsdag, hvor jeg også vidste eller troede at vide hvem, der havde vundet Montanas Litteraturpris (Pia Juul havde i en mail skrevet "Sssh", da jeg snedigt spurgte om, vi (til gengæld for ikke at ses tirsdag, hvor hun læste op) sås fredag ....), hvilket vil sige, at jeg i halvandet døgn holdt på tre pris-hemmeligheder, og de to, der var tilbage, da der fredag aften var prisfest, havde jeg, under påvirkning af ingen ende på sandhedsserum, hele tiden lige på tungen, og jeg er bange for, at jeg røbede kritiker-nomineringerne overfor én eller anden festdeltager, som jeg ikke kan huske identiteten på, jeg kan kun huske, at de tre navne pludselig sneg sig ud af min mund, og det vil jeg gerne undskylde overfor Oldermand Mai, det er bare så sindssygt hårdt at holde sin kæft!

Underfrankeret fænomenologi

Lige meget hvor mange gange den har vist sig tom, ser postkassen altid bugnende fuld ud, lige meget hvad, er man altid sikker på, at man tydeligt kan se og måske også høre (på sådan en lav, lav (men illusorisk) summen), at postkassen er bugnende fuld, hvilket den så forbandet og velsignet nok en sjælden gang også er, hvilket bare slet ikke kan retfærdiggøre, at man FLERE GANGE hver dag er stensikker på, at man kan se og høre, at den er bugnende fuld, og bliver skuffet og skuffet og skuffet og skuffet; postkasser og deres bugnende bedrag har fanden skabt, jeg savner brevsprækkens søde, søde, gennemraslende og nedsusende og gulvbumpende sanddruhed!

Sigende sang 2

Polyfone Pia
glad i låget
skrålende

LÆNGE LEVE MANGFOLDIGHEDEN!

i munden på alle os andre
under fredag aftens pris-
middags fællesafsyngning
af Gnags' Danmarkssang

Spøgelset giver zombien lammetæv

Sidste reklame for Den Blå Port 86 (jeg har for fanden selv et tidsskrift at pushe!), men jeg kan blive nødt til at registrere Mikkel Thykiers bidrag i min Skyggefulde bibliografi over "(Mikkel Thykiers) [skrifter] /i LB's bibliotek/" (hvis første udgave optræder i blogpost nedenfor og Trappe Tusind nr. 5, 2010):

Mikkel Thykier: "Lad os ikke tale om sygdom men om død", Den blå port 86, 2010, dateret "sept.-okt- 2009"

Hvilket betyder, at den skal placeres til næstnæstsidst i bibliografien før de to radio-skrifter som SENEST daterede skrift -tættere er er vi LIGE NU ikke på den thykierske evig-skriven!

I et glimrende bidrag til Trappe Tusind sammenligner Mikkel Frantzen som ikke den første ("spøgelset") Thykier med ("zombien") Claus Beck-Nielsen/ Das Beckwerk, og i den nye artikel går Thykier med åbne, glødende laser-øjne ind i en direkte og dødelig (hvis man kan slå en zombie ihjel? det kan man godt!) konfrontation:

Og alligevel, selv om den bogstavelige illustration og dramatisering af erklæringen om forfatterens død bruges som en produktiv skabelon, viser hans fortsatte arbejde, at han behøver de strukturer, som hans arbejde er en afvisning af, ligesom han er bundet til aktuelle problemstillinger, problemstillinger, der er defineret af andre, fortrinsvis de traditionelle nyhedsmedier: Han kan udfordre dem, rokke lidt ved dem, eller i det mindste skabe en forestilling om det og håbe at skabe en gennemskuelighed, der viser en anden verdenssammenhæng end den, som postuleres gennem de gængse nyhedsfremstillinger, men frem for at være én, der besvarer spørgsmål, som ingen har stillet, frem for at blive sit eget forsvindingspunkt [som MT], spiller han sig selv ind på verdens scene og op mod tidens overeksponerede temaer, så der ikke sker nogen som helst vægtforskydning i spørgsmålet om, hvilke dagsordener, der er de vigtigste, de vægtigste: "Vi kan jo tælle vor tids overbelyste temaer på én hånd ...""

Et slag FRA luften, der rammer plet!