Jeg sad lige og havde planlagt en småanfægtet blogpost om min anmeldelse af Mette Moestrups Dø. løgn, dø, fordi min redaktør slet ikke kunne læse, at der også var kritik eller i det mindste en vis skepsis eller lige præcis: anfægtelse midt i al den grundlæggende positivitet, og det var jo ikke så godt, for betød det så, at jeg gjorde mig skyldig i akkurat den forbrydelse, jeg i en blogpost nedenfor kritiserer Lilian Munk Rösing for at begå i sin Pia Tafdrup-anmeldelse i Politiken: At dølge og camouflere og forbinynne kritisk afsmag? Men det vil jeg ikke mene; rent faktisk er jeg rigtig, rigtig glad for bogen og dens viltre for-meget-hed, og rent faktisk er jeg også en lillebitte smule loren ved for-meget-hedens myldrende, insisterende in-your-face-massivitet, og den ambivalens med vægten til den positive side forsøgte jeg at udtrykke så klart og nuanceret (og underholdende) som muligt i anmeldelsen -
da jeg på Facebook fik øje på en kæmpemæssigt statusopdatering fra digteren (få dig dog en blog, Mette!); første del handler om, at der ikke er særlig mange kvinder, der nogensinde har anmeldt hendes bøger (kun 3!), og det er jeg enig i er mærkeligt, men kan jeg jo ikke gøre for eller gøre noget ved (jeg vil da ikke lade være med at (ville) anmelde hendes bøger, fordi jeg er en mand!), og så når hun frem til mig:
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg forstår ikke begejstringen for Moestrups tekster. De er fuldstændig ufarlige og er kedeligt korrekte. Jeg kan dog godt se at de kan være underholdende som oplæsningstekster, men stor poesi blir de aldrig, bare tynd Sonja Åkesson blandet med endnu tyndere dansk stand-up suppe.
SvarSlet