Sonetkransekage (dit ord og bagværk!)

 (tilegnet Pablo Llambìas og hans strengt prosaiske 2014)

umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm

umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm

umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh

uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm
umh umh umh umh umh umh umh umh umh umh
uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm uhm

Kaj-Gru!

Susanne Staun har fødselsdag i dag, og hun har vistnok aflyst sin plan om at skrive en sonetkrans, og derfor udspillede følgende samtale sig på hendes Facebook-side:

Lars BukdahlSusanne Staun

about an hour ago ·

Susanne! Bare et haiku så!? Tillykke!

Like · · Stop Notifications · See Friendship

• Susanne Staun likes this.
• 

  Susanne Staun Ved det brune mosehul
  går proppen af Nugan Estate
  Frøerne tier.

  about an hour ago · Like
• 

  Lars Bukdahl Not bad! Men 3 til 4 stavelser for meget for fanden!

  about an hour ago · Like
• 

  Susanne Staun Ved det brune mosehul/korken af flasken/frøerne tier.

  about an hour ago · Edited · Like
• 

  Lars Bukdahl 7 + 8/9 + 5 = 20-21 - vi skal ned på 17

  about an hour ago · Like
• 

  Susanne Staun Det er vist også rigtigt. Long time, no haiku. Tilbage i morgen.

  about an hour ago · Unlike · 1
• 

  Susanne Staun Lars, pssst, kom her: Der var optaget i badeværelset, så se nu her:
  
  I mosehullet (5)
  Smiler frøerne pænt bredt (7)
  Så kommer katten (5)
  
  12, tak.

  54 minutes ago · Like
• 

  Lars Bukdahl Perfekt! Alt er zen!

  52 minutes ago · Like · 1
  
  (hun har så, opdager jeg nu, rettet i haiku nr. 1 lige før mit regnestykke (historikken er lidt uklar), så stavelserne også passer dér - 2 stk.! en samling er godt begyndt!)

Årets skæg

1. Peter Adolphsens



2. Adam Scotts i The Secret Life of Walter Mitty (her forslået, han er en skurk)

 

3. Mit (1 års jubilæum om lidt og det føles som en keeper) ikke mindst i Paris



(foto: dig)

HONOURABLE MENTION

Sten Kaaløs, permanent, nagelfast installation gennem mange år


Jens Blendstrups, ustadigt, ubændigt zigzaggende muterende VOXENDE

Folk der burde være på Twitter tweetende

(i tilfældig rækkefølge (med associationsklynger))

TS Høeg

Klaus Lynggaard

Sternberg

Peter Adolphsen

Peter H. Olesen

Eske K. Mathiesen

Viggo Madsen

Ursula Andkjær Olsen

Lone Hørslev

Signe Gjessing

Jakob Slebsager Nielsen

Joakim Vilandt

Rolf Sparre Johansson

Thit Jensen (II)

Ingrid Nymo

Lea Løppenthin

Maja Lee Langvad

Kristina Nya Glaffey

Thomas Krogsbøl (FAR TIL VIGGO FOR ET ØJEBLIK SIDEN! TILLYKKE!)

Peter Højrup

Lene Asp

Chresten Forsom

Bo Tao Michaëlis

Jens Blendstrup

Martin Kongstad

Line Knutzon

Helle Helle

Kirsten Hammann

Christina Hesselholdt

Lone Munskgaard Nielsen

Birgit Munch

Simon Grotrian

Thomas Bruun

Merete Torp

Tue Andersen Nexø

Jess Ørnsbo 

Yahya Hassan (Jess & Yahya som Twitter-duo!)

Morten Sabroe

Morten Chemnitz

Simon Pasternak

Christian Dorph

Mads Eslund

Kristian Bang Foss

Anders Abildgaard

Palle Sigsgaard

Theis Ørntoft

Amalie Smith

Ida Marie Hede

Naja Marie Aidt

Stine Pilgaard

Gitte Broeng

Bo hr. Hansen

Niels Frank

Solvej Balle (den fødte twitter-forfatter)

Jørgen Leth

Bent Vinn Nielsen

Hans Otto Jørgensen

Peter Laugesen

Laus Strandby Nielsen

Knud Steffen Nielsen

Henrik Have

Laus Strandby-Nielsen

Per Kirkeby

Martin Larsen

Bue P. Peitersen

Majse Aymo-Boot

Rasmus Nikolajsen

Mikkel Thykier

Sten Kaalø

Marianne Larsen (MARIANNE!)

Dorrit Willumsen

Klaus Rifbjerg

Niels Vørsel

Lars von Trier

Fra himlen:
Morti Vizki F.P. Jac Per Højholt Arthur Rimbaud ee cummings Laurence Sterne m.fl.

BLANDT ANDRE! DK-LITTERARISER TWITTER NU!

Min minus-niende nytårsaften

blev MÅSKE fejret i New York med Bill, hvem ved!?



William S. Burroughs. New Year's Eve. 1959.

Min tiende nytårsaften

blev ikke fejret på Vesterbro med Dan



(DT's Mayland-kalender på Turéll Samlingens Facebook-side)

Min tredje nytårsaften

blev ikke fejret i Lille Strandstræde med Franz og Willi



(foto: Susanne Mertz)

LB - Shadow Recruit

Jeg så traileeren til Jack Ryan - Shadow Recruit og tænkte, at det var nøjagtigt, som da jeg i sin tid (1988) blev rekrutteret af Kristeligt Dagblad:

- Your're no longer an analyst, Lars Bukdahl. You're now operational!

Du siger, jeg lyder klog på svensk

Link til min artikel

(original overskrift: Almanakken har ondt i nakken, original underrbrik:  10 år med månedlige tidsdigte demonstrerer med al ønskelig tydelighed at tiden går , men poesien består, nej, omvendt, poesien går, men tiden består)

i Helsingborgs Dagblad, der begynder så forgrublet:


Tiden har alltid ett namn.
Det är alltid ett klockslag, mellan 00:00 och 23:59.
Det är alltid en veckodag, måndag, tisdag, onsdag, torsdag, fredag, lördag eller söndag.
Det är alltid en månad, januari, februari, mars, april, maj, juni, juli, augusti, september, oktober, november eller december, och ett datum i den månaden, mellan den 1 och 31.
Det är alltid en årstid, vår, sommar, höst eller vinter, med flytande övergångar, javisst, men aldrig är det inte en årstid.
Och det är alltid ett år, nu senast 2013.
Om en poet inte kan komma på vad hon ska skriva om, om hon är oinspirerad, som det heter, kan hon alltid rapportera om tiden, konstatera och besjunga klockslaget, veckodagen, månaden, datumet, årstiden, året. Agera klocka, kalender, almanacka.
Det finns aldrig ingenting att skriva om, det finns alltid en tidpunkt att skriva om och från.
Grundstrukturen i otaliga diktsamlingar är mer eller mindre explicit almanackan, och beroende på poetens humör kan händelseförloppet vara att vi går från vår till vinter eller att vi går från vinter till vår, återigen mer eller mindre explicit, men inte sällan helt otroligt och olidligt explicit.
Klockslag och veckodagar är för specifika för att vara poetiska troper eller klichéer i sig själva, med enstaka undantag – till exempel midnatt, tänk bara på Edgar Allan Poes "The Raven". Och i den poesi som utgörs av poptexter är skillnaden mellan vardag och helg särskilt betydelsefull. Man kan väl också tala om en viss poetisk färgning av de stunder som är "dagens årstider", morgon, förmiddag, middag, eftermiddag, kväll, natt.
Men de klart mest poetiska eller poetiserade tidsmarkörerna är månader och årstider. April är grymmast av månaderna, slår T.S. Eliot fast. Min egen landsman Henrik Nordbrandt, som inte lider av gott humör, stammar på mörka november i sin mini-kalender:
 
Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Tideräkningen är både poesins privilegium och förbannelse och helt nyktert rätt och slätt poesins stoff.

Kloden brænder/ er vi strandet?/ hep DK

Musikken, der akkompagnerer TV2's reklamer for deres dækning af EM i herrehåndbold, er Gasolins "Rabalder" fra Gas 3, deres sortest patetiske nummer, og enten har TV2 slet ikke hørt efter teksten eller troet, det var den gang-i-den.-muntrere "Rabalderstræde" eller også er det faktisk et subversivt forøg på at få sat perspektiv på sagerne, håndbold vs. vesterlandets undergang, i hvert fald lyder teksten sådan her:

Det trækker op
maskiner tænker
hvor er min sjæl
& hva fanden er det, der sker, mand?

Kloden brænder
er vi strandet?

Den nye Gud
hans navn er mammon
i Jesu navn
hva fanden er det, der sker. mand?

Kloden brænder
er vi strandet?

Vi maser frem
naturen bløder
hvor skal vi hen?
& hva fanden er det, der sker, mand?

Kloden brænder
er vi strandet?

Julesylte 2: Fordanskeren Mikkel

(heller ikke denne anmeldelse kommer nogensinde på, vistnok fordi det ikke går at sammenligne en nulevende forfatter med Søren Kierkegaard (men gerne Anne Lise Marstrand-Jørgensen med Ibsen ...!?))

-->

OVERBESÆTTELSE Geniet i Sommerstedgade, Mikkel Thykier, oversætter og overkommenterer minutiøst vellignende visse valgslægtskaber

Det flyvende kvistværelse

Maurice Blanchot: Dagens vanvid/ Mit dødøjeblik. 48 sider, 120 kr. Laura Riding: En anonym bog.  42 sider, 120 kr. Lars Norèn: Hævnarie/ Trio til tidens ophør/ Fjerne rystelser. 176 sider, 160 kr. Åke Hodell: Cajsa Wargs opskrift på stuvet kvabbe/ Rejsen til Rom. 176 sider, 160 kr. Alle udkommet på After Hand (samlet pris: 400 kr.)

Af Lars Bukdahl

Hvis jeg i dette Kierkegaard-år skulle udnævne den mest Kierkegaardske skribent i Danmark lige nu, ville jeg uden tøven pege på digteren Mikkel Thykier, født 1977 og kendt af alt for få, der med stor sandsynlighed alle er litterater og digterkolleger – men hvor mange i dengangs København kendte egentlig Kierkegaard før Corsaren og kirkekamp?

  Siden sin purunge debut Skyggerne er kun flygtige, 1998, har Thykier skrevet intenst og egensindigt løs: tidligt fornægtede han sig den slags ”ren” lyrik, han skrev kønnere end nogen jævnaldrende, til fordel for en essayistisk, men altid også poetisk skrift, der besværger behovet for og umuligheden af at forholde sig kompromisløst intimt til hin enkelte, herunder læseren.

  Skriften er med al sandsynlighed konstant, men de enkelte tekster og bøger, der nemlig altid er daterede, har det med blive publiceret op til flere år forskudt fra affattelsestidspunktet; i en periode insisterede Thykier på at skrive og udgive anonymt, hvor Kierkegaard nøjedes med pseudonymer.

  På den et år gamle fællesblog u-u-u-u-u.net har Thykier – mistænker jeg! – genfundet anonymiteten sammen med anonyme blogfæller. Samtidig har han (delvist) under eget navn udsendt hele fire, prunkløst ensudstyrede bind med oversættelser af internationale åndsfrænder – Kierkegaard var aldrig uselvisk nok til at fordanske andre end sig selv.

  Dagens vanvid / Mit dødsøjeblik, en forhvirvlet monolog og et glasklart erindringsstykke, om en fingeret henrettelse, af den franske digterfilosof Maurice Blanchot (tidligere anmeldt i WA Bøger). En anonym bog, en forunderligt excentrisk litterær artikel, der refererer og priser en fiktiv anonym bog, af den amerikanske digter Laura Riding (oversætter og kommentator er her en vis Lisa Samuelsson). Hævnarie / Trio til tiden ophør / Fjerne rystelser, tre typisk hudorms-ærlige skuespil, med stadig flere medvirkende, af den svenske dramatiker og digter Lars Norén. Cajsa Wargs opskrift på stuvet kvabbe / Rejsen til Rom, en tekstbuket, inklusive digte med rettelser og en rejsedagbog, angående den svenske digter Åke Hodells venskab med sin ældre kollega Gunnar Ekelöf.

  Selv eller måske faktisk især udenom de ekstensive, ivrigt forgublede efterskrifter, tre af fire bind tynges ned af, danner oversættelserne et kubistisk vellignende portræt af den sky skrivekugle Mikkel Thykier: Oversensitiv, oprømt, illusionsløs, konsekvent, intrikat, legesyg. En portrætlighed, man ellers skal bagom om ryggen på ham, eller rettere bagom hans rygvendthed, for at få øje på, men som oversættelsernes maskering pludselig lægger blot på en vitalt broget facon, jeg ikke er bleg for at kalde underholdende. Søren roterer jaloux i sin grav på Assistens.

Julesylte 1: Debutanten Daniel

(denne anmeldelse til WA Bøger fra februar kom aldrig på og er nu endelig dømt ude - af avisen, men selvfølgelig er bloglæserne de bedste læsere)

-->

LØVEKULESKØR Daniel Dalgaard er en talentfuld, ung digter med dynamisk dårlig samvittighed over både talent, fuldskab og ungdom

Rygende bryst

Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. 64 sider, 199 kr. Samleren

Af Lars Bukdahl

På Vallekilde Højskole forleden lørdag holdt Ursula Andkjær Olsen en seriøst speedet, såkaldt Litt-Talk om fyordet patos, som hun havde undgået som pesten i flere år, men nu havde besluttet sig for at tage til nåde, fordi hun havde brug for det som korrektiv til den ironi, der på godt og ondt er vilkåret for alle talende, inklusive digtere. Hvorpå hun akkompagnerede salens afsyngelse af  ”Sorrig og Glæde” på autoritativt klaver.

  I sin livfuldt rundtossede debutsamling Vi er ikke konger forsøger 25-årige Daniel Dalgaard af alle ikke ubetydelige kræfter at springe gennem ironiens ildring og ind i patosens løvegab. Han har nemlig et helt naturligt talent for at sætte ordene i selvdementerende og -jonglerende bevægelse: ”Jeg gik gennem landskabet/ som én fiktion i en anden og drivende våd da jeg var tilbage i huset.”

  Men hele tiden vil han så frygtelig gerne videre til en rå eller fin renfærdighed, gerne af kærlighedsmæssigt art, her fortsættelsen, midt inde i det kæmpestore digt ”Velkomst”: ”meget små brag fra pejsen og jeg sad der/ med et tæppe om mig om dig.” Og så ruller ironiens helvedesmaskine frem igen og tillader sig endda at attakere du’et: ”go komma happy machine komma go/ kom ikke her med dine personlige erfaringer,/ jeg har ingen minutter at give dig.” Men heldigvis parerer patos bidsk brummende: ”men det skal ikke komme an på det,/ kom nu her på græsset og det smukkeste af alt var et dyr”

  Især i nogle helt slanke digte i  bogens første afsnit, der hardcore-eksistentielt bare hedder ”Menneske”, lykkes det Dalgaard at holde sig bævrende og overbevisende patetisk hele vejen igennem, fordi han lige præcist holder sig skæv, men aldrig ironisk skæv, som et mash-up af Morten Nielsen og Beck Hansen. Eller Bæk Hansen, for læg mærke til i denne digthalvdel, hvordan det vandede sprogbillede er på nippet til springe ud i spøjs knopskydning, men uroligt holder sig på vippen:

  ”Vær din synd og/ din skam det/ er at tage sig/ selv på sig/ hvis hvert øjeblik/ er et glimt der/ strækker sig/ til uendelighed/ i sindet har/ du aldrig/ noget at tabe/ og heller/ ikke noget/ at gribe/ med dine hænder/ at kaste/ raseriet tilbage i lungerne/ langt om længe og/ kom og/ læg dig i min lille/ bæk jeg lægger/ gerne bæk til et forsøg/ eller to på at/ indtage min/ menneskelighed/ og dele/ den op/ et stykke til mig/ og et til dig og/ et til flodens/ mund hvor tungen/ sejler/ rundt i sin/ mulighed for/ at sige det højt”

  I denne actionfyldte forhandling mellem ironi og patos glemmer Dalgaard at tage sig i agt for et par tidstypiske tendenser, eller måske rettere: føler, han skal stå ret for dem. Dels antikapitalistiske besværgelser i almindelighed  og mentor Lars Skinnebachs fordring om klimakrisebevidsthed i særdeleshed: ”Det totale sprogs forsvinden når havene kommer”. Dels, mere formelt og mest i afsnittet ”Stemme”, såkaldte sætnings-fragmentarier, tæt spredthed af disparate udsagn: ”Plankerne på rækværket i en dybrød farve, slidte af solen og katten. Hvem taler du til?” Begge dele fungerer, men lige lovlig artigt,

  Daniel Dalgaard ligner flere af sine unge (mandlige) kolleger i sin dobbelthed af op- og POP-rigtighed, men ligner heldigvis mest sig selv i sin blakkede og tillakkede sødme (”hd 114762 b var den første ekstrasolare planet man observerede”):

  ”Dagen går i -/ på planeternes bagsider/ Mars/ og hd 114762 b/ vær min måne/ flyet kommer rullende/ med benene foldet ud/ af fosterstillingen”

For mere digressiv cirkellinkning

Der er altid for lidt digressiv cirkellinkning i mine tekster - og dine tekster!

Eksemplarisk eksempel fra en blogpost af Richard Brody på New Yorkers hjemmeside om Brd. Coens nye film Indside Llewyn Davis, der (åbenbart) slutter med, at Bob Dylan ankommer til New Yorks folk-scene:

P.S. “Inside Llewyn Davis” is a wintry movie, taking place in early 1961. Jean-Luc Godard’s “Breathless” opened in New York on February 7, 1961 (at which time it was reviewed in The New Yorker by … Roger Angell, whose passionately enthusiastic review is one of the most keenly discerning that the movie has ever received). In 1988, in the magazine Actuel, Godard spoke at length about Dylan, explaining that he considered himself to be in “correspondence” with Dylan, and that he saw his own artistic career in parallel with Dylan’s. 

Ministerdigt (UKON som (dansk!) digtminister!)

Jeg har alt for tidligt i forgårs morges skrevet en artikel til Helsingborgs Dagblad om deres 10 x digteres månedens "tidsdikt" gennem 10 år, og jeg vil gerne her citere et af digtene, Ulf Karl Olov Nilssons oktober-digt fra 2009:

Jag vill bli minister

Jag vill bli finansminister

Jag vill bli utbildnings- och innbillningsminister

Jag vill blit ut- och inrikesminister

Jag vill bli näringsminister

 (för att det viktigt med näring)

Jag vill bli bistandsminister

(förr jag ömmar for binas gaddar)

Jag vill bli verlighetsminister

Jag vill bli folkmedborgarnationalminister

Jag vill bli statsminister

Jag vill bli hospiceminister

Jag vill bli mister världen

Jag vill bli ministereo- och minestronesoppaminister

Jag vill bli polis- och sanningsminister

Jag vill bli krig- og fredminister och brott-och-

straff-minister

Jag vill bli andropausminister och landsfaderminister

Jag vill bli empati- och sensitivitetsminister

Jag vill bli populärpositivistminister

Jag vill bli organlustminister

Jag vill bli apelsinhudminister

Jag vill bli eckliastikskittrolighetsminister

Jag vill bli retrograd ejakulationsminister

Jag vill bli undantagstillståndsminister

Jag vill bli våga-mötas-minister

Jag vill bli stoppe-alla-olyckor-minitser

Jag vill bli alopeciminister

Jag vill bli tvål- och schampominister

Jag vill bli identitetsminister

Jag vill bli carpe-diem-, sätt-ned-foten-och

stick-ut-hakanminister

Jag vill bli chefpräsidentsultangängledarkungminister

Jag vill bli centralstrukturbyråkratminister

Jag vill bli relationsminister och logospatosminister

Jag vill bli existensminister existensminimumminister

Men mest av allt vill jag bli politikminister

Pinlig blindhed

Jeg skriver i min anmeldelse i WA Bøger af Tage Skou-Hansens Indhentet af fortid

Der er så også én tekst, der mangler i bogen, og når den nu ikke er taget med, burde der være henvist til den i noterne. Det er interviewet med Tage Skou-Hansen i Anita Brask-Rasmussens bog Hånden over Ole, 2008 (et avisuddrag kan frem-googles), hvor han skarpt og ligefremt fortæller om det svigt, han oplevede, da hans gamle ven Ole Wivels ungdommelige nazi-flirt blev afsløret:

- det er bare ikke rigtigt, er jeg i dag blevet gjort opmærksom på af medredaktør Gerd Skou-Hansen, at der ikke er henvist til interviewet i noterne, det er der, og det er seriøst pinligt, at jeg har overset det, undskyld til Tage Skou-Hansen, redaktørerne og læserne. kh

Per Vers er den ny Ærbødigst

Hvad med at Blæksprutten beder nogen af standupperne om at stande down og ansætter Per Vers i stedet; han er på fuldt manisk virtuost rime-niveau med folk som Henriques & Melbye og Ærbødigst, folk, som Blæk-skribenterne slet ikke engang forsøger at konkurrere med længere; her er de to midterste afsnit af Pers temmelig travle Året der gik-rap fra TV i går:

…så Berlusconi blive fængslet, Grækenland knockoutet
USA blev lukket, lærerne lockoutet
Yahya var vred, Kanye var Gud
Eddy & Søren er frie, og Helle var ved at tude…
Ellers var der kommunalvalg
Og en hel masse folk der ikk’ ville spise halal
Vi slagter dyr hver dag i tusindtal
Men det ‘synd hvis der bli’r bedt en bøn først - ja, det ‘for gal!
Hver tredie på jorden kæmper for at blive mætte
Imens vi jubler over Kagekonen Annemette
Hun lagde den syyyygeste dej i din fjerner
Hele DK så citronmåne og stjerner
Lars fløj på første i alle tidszoner
Man skal ikke gå i for små sko til under ”2000 kroner”
Eivind Kolding fik 20 milli
Jeg brækker mig - lissom Bubber over Klaus’ chili

[omkvæd] var det fuckin’ år som…

…var fyldt med syge ting i Syrien
Men dét ‘ikke noget der bekymrer en go’ dansk dyreven
De havde et hestligt år, alligeveller
Findus solgte undercover krikkefrikkedeller
Og BR sagde at biler er ikke boys only
Drenge må oss’ godt lege med My Little Pony
Ligesom Camilla Plums søn gjorde
Folk flippede ud lissom mæ’ strisserhunden Thor
Nå, ikke mere om hunde eller heste
Vi havde osse en kæmpe storm – eller, det blæste…
”Det er virkelig lumsk, som I sæføli’ også kan se her”
Medierne hygger sig så vildt i uvejr
Lad os alle tilgi’ - osse Helle der var uheldig
Med sin begravelsesselfie
C’est la’ vie, man har kun eet liv
Så det ska’ MAN DEL A - rest in peace

(sammenlign med de 3 første strofer af visen "Aarets store Opfindelse" af Henriques & Melbye fra Blæksprutten 1902 (det var den, jeg lige havde ved hånden):

Aa, Peter var saa arm, han var af Profession cand. pharm

Han var arm og cand. pharm., mere arm end han var pharm.,

Han boede på en Kvist med Værksted i en Vindueskarm,

Vindueskarm, Kvisthus-arm, Kvæsthusgade i en Karm

Her opfandt han en Balsam til at fremme Knebelsbart,

Knebelsbart i en Fart, Knebelsbart i Knebelsfart,

Og Bakkenbart og Fip og hver en anden Art af Bart,

Vær saa arti' en Bart i en Fart og á la carte!

Han la'e to spanske Fluer i tre danske Pæle Sprut,

Pæle Sprit - Pæle Sprut - fire fæle Pæle Sprut,

Og rørte det saa sammen med en gammel Gummisut,

Gummigut - Gummisut - Rottekrudt i Konvolut.)

Kronprinspoetik

Centralt for Blogdahl er det at

tale sort og afbryde egne sætninger

i troen på at det beruser læseren

- fra artikel i MetroExpres om at skåle hver gang Dronningen laver fejl i nytårstalen, med statistik!:

Jo yngre man er, jo større er chcen for at man skåler for hendes fejl.
  Dermed tyder alt på, at en ny nytårstradition er ved at blive etableret til potentitel ulempe for kronprins Frederik, som indenfor en forholdsvis overskuelig årrække skal overtage traditionen fra sin mor.
  Han er af retorikere gentagne gange blevet beskyldt for at tale sort og afbryde egne sætninger.
  Gør han også det i sine nytårstaler i fremtiden, kan det hænde i hundredetusindvis af nytårsselskaber, at de, som drikker store slurke, når der skåles, bliver svært berusede inden nytårsmiddagen.

På bloggen er Frederik allerede konge!



 - fra 2 år gammel BT-artikel:

At Kronprins Frederik ikke er et retorisk geni er ingen hemmelighed. Det har flere usammenhængende udtalelser igennem årene bevist.
I aftes skete det så igen, da Danmarks kommende konge i forbindelse med et statsbesøg til det tidligere Sovjet skulle udtale sig om forandringerne i Rusland siden 1980.
- Der er sket en såkaldt naturlig forandring, som tiden er ansvarlig for. Det vil sige, at der jo sker en naturlig udvikling over tid for et land i særdeleshed. Men også for hele verden, lød det noget besynderlige svar fra Kronprins Frederik til TV-Avisen.
I 2009 udtalte Kronprins Frederik ellers til B.T., at han ville gå i medietræning for at undgå flere uheldige episoder.
- Man kan ikke være for lille eller for stor til at tage kritikken til sig. Det har jeg gjort - og handlet på det, sagde Kronprinsen dengang.
Aftenens udtalelser viste dog ikke megen tegn på fremgang, vurderer ekspert.
- Man kan ikke se, at han har fået medietræning. Man sidder jo og tænker, at den stakkels mand burde have kendskab til den helt simple kommunikationsmodel, der hedder fisken.
Der skal være hoved og hale i det, du siger, fortæller Mette Koors fra Institut for medietræning.
- Det er lige som om, han ikke tænker i helheder. Han tænker ikke i en hel sætning, når han starter, forklarer hun yderligere.
Hun vurderer, at Kronprinsens kludrende retorik er et stort problem for kongehuset.
- Jeg synes, det er et problem, at vi har en kommende konge, der taler sort. Og jeg synes, det er et problem, som der bør gøres mere ved, siger Mette Koors.

Den gren er en nøgle

Jeg tror simpelthen ikke redaktøren forstod det subtile ordspil i min oprindelige trompet på anmeldelsen af Tage Skou-Hansens løstekster Indhentet af erindringen, der er i avisen i dag. Tages legendariske debutroman hedder som bekendt De nøgne træer, min trompet:

DEN NØGTERNE SKOU

- get it!?

(men godt overskriften er på, den havde sagtens været alt nok; nogle gange burde man bare nøjes med trompet og/eller rubrik og/eller underrubrik, når den/de siger alt nok præcist nok, ikke fordi anmeldelsen nødvendigvis så skulle fyldte mindre; det kunne være meget fedt, også bare visuelt på siden, hvis den så fyldte akkurat lige så meget med bare desto større bogstaver - det her er så stort, jeg kan få det her:

EN DRIBLER BLANDT GRUBLERE

)

Digressionsreklame - metapropaganda

Ved siden alt det andet den er og gør, som vi har diskuteret til bogstavelig bevidstløshed og derpå bevidsthedsopvågnen, siden vi så den i går eftermiddags, er Nymphomaniac også bare den effektivest afhængighedsskabende - fordi så intenst og præcist liflige - kunstneriske praktisering af digressivitet og meta-fiktivitet siden Tristram Shandy, der som bekendt blev en stor, britisk og international bestseller (der smittede Ewald og Baggesen til den bedste danske ur-prosa), og det gør mig glad at tænke på, når jeg ser de store plakater med orgasmefjæsene i metroen, at det også er reklame for at blive hooked på 2 af mine litterære (og gerne også, men, ak, alt for sjældent, filmiske) yndlingsperversioner.

Happy hierarchies

Alle mulige på Facebook, også alle dem der imod hierarkier, men selvfølgelig hele tiden nærer sig på dem og bygger nye, svarer på og videresender den enquete om de 10 bøger, der har betydet mest (jeg undtager tegneserier - men det er stadigvæk helt umuligt):

Halfdans ABC

Bjarne B. Reuter: Kidnapping

Lewis Caroll: Alice in Wonderland & Through the Looking-Glass

Dan Turéll: Livets karrusel

Per Højholt: Digte (Schnacks Schønberg-opsamling)

Peter Laugesen: Livstid

Charles Dickens: Our Mutual Friend

Laurence Sterne: The Life and Opinions of Tristram Shandy

Jens Blendstrup: Gud taler ud

Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke

Pludselig kamp i romantoppen

Året 5 bedste danske romaner

1. Niels Frank: Nellies bog

2. Lars von Trier: Nymphomaniac

3. Peter Adolphsen: År 9 efter Loopet

4. Charlotte Weitze. Harzen-sanger

5. Bjørn Rasmussen: Pynt

- og jeg skal virkelig ikke få begyndt på Nymphomaniac, for så holder jeg aldrig op, og den ekkoer eksploderende i mit hoved lige nu, men jeg vil gerne erklære mig uenig med Charlotte Gainsbourgs Joe: Skarsgaards/Seligmans digression i S/M-sekvensen, om bjergbestiger-knuder, er en stærk, Tristram-værdig digression.

Kragetæers juleeventyr

Og glædelig jul til bloglæserne!

(med første manuskriptside af Charles Dickens' A Christmas Carol)

NAJA 50 - NADA VINKER IKKE!

Meget utroværdigt skal Naja Marie Aidt forestille at fylde 50 år i dag! 

Betydelig digter og New Yorker og Nordisk Råds Litteraturpris-modtager og Testrup- / penne- / slet-intet-præfix-veninde!

Hun være hyldet - som den seje hyldeblomst, hun er! '


Her et yndlingsdigt fra min yndlings-Aidt-bog, mageløst monstrøse Balladen om Bianca, emblematisk råt og raffineret, nagende Najask:

De ryger hash i skrædderiet
det kan man ikke byde Bianca,
kender Otto de slyngler?
I Bilbao var der denne pige:
Bredmundet, tavs.
Vi gik til dans.
Af og til lo hun.
Gulvene var glatte i Bilbao
jeg har aldrig taget livet af andet end dyr.
Men den måde at bære kroppen på,
det tikkende ur i gammelstuen
alle de små mærkelige fødders søgen
i mine drømme;
her er ensomt nu hvor frostem sætter ind.
Og de kvinder som ryger hash bliver gule
hellere dø end at røre ved dem,
men ved Bianca at de ikke kan sy?
Bekymringen for hendes midnatskjole
holder mig vågen igen i nat
de har ikke forstand på en kvindes kurver,
de er for magre, de sønderriver hendes hjerte,
hun må gå upyntet til messe
det er ikke til at bære
skulle jeg byde hende på tapas?
Blodpølse, friteret grisetå?
Regnen er hård mod hjernen.
Billederne flosser
øjnene glemmer.
Selv dig når du larmende kommer ind
for at købe endnu et lam.
Du vil se mig, hvorfor
vil du se mig splitte alting ad?

- fordi du splitter alting til en højere flerhed! Jeg siger TILLYKKE og flager med splitfllaget!

Flashbackpacker

Jeg har guddødeme læst Hanne-Vibeke Holsts gudjælpme overalt roste (og til WA's Litteturpris indstillede) roman om sin far, digter og Hvedekornsredaktør Knud Holst (og velsagtens derfor: af redaktørsolidaritet!?), Knud, den store, og jeg må sige, jeg er noget nær CHOKERET over den tekniske og kompositionelle KLODSETHED, den prosaiske uprofessionalisme simpelthen: Næsten 100 sider om et håbløst trivielt og aldeles ikke skæbnesvangert gymnasiesværmeri, men sølle 13 sider om KH's sene, langvarige forhold til den yngre Sus -  inde i et elfantistisk flashback på et hotelværelse. Og sjældent har jeg læst så flashback-rygskadet en roman; hver gang handlingen er sprunget over et kortere eller længere tidsinterval, skal hvad, der end er foregået af stort og småt (virkeligt (og researchet og erindret) - derfor skal alt med) i intervallet, møjsommeligt rekapituleres via som regel Knuds bevidsthed, ikke scenisk, men rent refererende, hvilket jo snarere end flashbacks er flushbacks: handlingsudskylninger. Måske tror HVH, at det er en elegant måde at fortælle på, men det opleves stik modsat som uroligt uskønt og bare desperat, stof-overload-desperat. Sammenlign med igen og igen ikke-prisnominerede Maria Helleberg, der også hele tiden må klippe i sit (betydeligt mere dramatiske) virkelighedsstof, men hver gang klipper lige ind i et nu, der jager direkte fremad uden at se sig tilbage. Og hvad angår kreativ, dynamisk og systemisk/ eksperimenterende brug af flashbacks  vil jeg fremhæve tv-serien Lost, som jeg ser som besat for tiden, hvor hvert afsnit i kollektiv-fiktionen er bygget og som et dobbelt-spor af nu-handling(er) og en enkelt persons flashbacks, med alskens intrikate undtagelser og variationer - og diverse plot-klargørende og -udtågende links på kryds og tværs, flaskbackeri som narrativt overskud frem for, som hos HVH, autofiktiv fallit.

Digt til dig

Først vågner du som en julerose

tyst og uroligt

så vågner du som en nytårsraket

utilnærmeligt og susende

og til sidst vågner du som hele næste år

varsomt og voldsomt

Subject: syrendigteren

Jeg fik en mail fra Signe Gjessing, en dobbelt-mail vel faktisk:

Kære Lars. Jeg har læst din blogpost om Johannes L. Madsen, og ville lige skrive det her svar, som jeg så trak i mig i sidste øjeblik for i stedet at sende det til dig her, for det er jo en fejl

Kære Lars.
Jeg bemærkede i Johannes L's samlede en afvigelse fra Johannes L's 1.udgave af Min fuldautomatiske pen, .. Johannes eL

"skriver med kosmetiske redskaber" i 1. udgaven,

men
"skriver med kosmiske redskaber" i de samlede.

En salut til Johannes?, en gendigtning,
mascaraen blev kosmisk, da han opgik i kosmos

Jeg svarede:

Kære Signe

Godt set! Og flovt på en fin måde - i dine øjne! Og derfor, hvis det er i orden for dig, vil jeg gerne bruge din kommentar som kommentar alligevel!
God jul! Og smuk bogforside, som jeg lige faldt over. Glæder mig frygteligt til at læse!

kh Lars

Jeg havde nemlig lige øjnet omslaget på Signes debutsamling Ud i det u-løse, der udkommer 17 januar, inde på Gyldendals hjemmeside:



Signes svar:

Kære Lars

Det er helt i tråd med det ordentlige. Bogforsiden, det er en turkis tusch, der skal males med på alle eksemplarerne.

- og så vil jeg, Lars, bare sige, husk at sende et eksemplar til Johannes, han vil forstå, hvad du taler om.

Årets blogpost ankommer på falderebet og giver anledning til en rykker

Årets blogpost må være Karin Tofts omhyggeligt speedede julekort postet den anden dag på hendes alt for sjældent benyttede blog □2 , klip ned til punktum nr. 2:

Der opstod timeout for afspilningen men vi har gemt sin position. klik på knappen "opdater" eller "genindlæs" i browseren for at fortsætte. Jeg spillede rollen til perfektion, i den glitrende sorte kjole med parasoludhæng på ærmerne og ludersko med lakspænder på anklerne over iturevne nylonstrømper daskende som tørt og viftende tang på kasserede dragnets, men nu er han heldigvis taget afsted, heldigvis, men så kan man være der, nu står han og griner orangekindet af kort islandsk sol, med steig-eisen på og snefnug i sit grå hår, og her går jeg julen imøde på fortovet, med fars jule-selfies på kistebunden, uden personlige hilsner, der hvor kongefamilien holder sommerferie, sønderjylland sprødt og dystert i forruden, de omtalte dragnets der flagrer ensomt på barndomsstranden, et stort mennesketomt landskab med metaldetektor skrigende mod hjernen, så fint at have dig med ud til rækværket af væltede træer under lerklinterne ved barndommens skovlege, mine forbyggede og forfaldne barndomshjem, men fint nok, det er nok bedst sådan, landskabet har bevaret sin imødekommenhed overfor turister og sin skepsis over hjemmefødninger, vi går rundt på resterne af skolen og ser ind i dens 4 lokaler, børnehaveklassen hvor jeg pissede i bukserne, 1. klasse hvor læreren døde, 2. klasse hvor den unge alokale musiklærer fik koleriske farver i sit ydre øre, på den øvre øremusling; lilla som på en død morfar, fint tulipanpink på øreflippen, lysegult i ørekrogen, 3. klasse husker jeg kun fra omklædningsrummets fællesbad og Christians blå tissemand, flourpenslingerne når vi var blevet gennet sammen på bænkene som slagtedyr, lucia-optogene i gymnastiksalen hvor altid kønnere piger med længere og lysere hår stod brud for beundringen, de voksne der vrangvilligt socialiserede eller mødte fulde og maskerede op hos hinanden allerhelgens aften med tavst behandskede hænder.

Men det gør jo også bare savnet efter en hel bog omsider endnu stærkere, kan den debut da for fanden få lov at ske! 

En gåde er et gode

Jeg anbefaler mine bloglæsere at gå i biografen i juledagene og se den hollandske film Borgman (som jeg har givet 5 stjerner i Ekko) af nøjagtig de gode grunde, som Politikens anmelder anfører som kritiske anker i hendes åndssvage anmeldelse til 3 hjerter,

FOR JA! GÅDERNE ER GÅDER OG IKKE GODMODIGE GEDER, FOR EN GANGS SKYLD!:

Der er både elementer af Michael Haneke og ny græsk film i ’Borgman’, men desværre tager filmen så mange svinkeærinder væk fra realismen, at man til sidst må opgive at få brikkerne til at hænge sammen. Hvorfor er der store hunde omkring Borgman, er det kun Marina, der kan se dem, hvad er det for nogle ar, Borgman og hans to kumpaner har – og hvad er au pair-pigens rolle i det hele?

En sci-fi-tone slås an, men følges ikke til dørs, ligesom de to udtryksløse kvinder, der ’rydder op’ efter Borgman, er et morsomt, men frustrerende uforklaret indslag i en film, der står stærkere i sit idémæssige anslag end i sin faktiske udførelse og derfor taber pusten undervejs. 

Hvorfor er der store hunde? 

WHO THE FUCK KNOWS?

Lykkeligvis!

Jeg forlanger at sige tak for den gave, din poesi, er, Olivia!

Yahya Hassan og Olivia Nordenhof ligner i det mindste hinanden ved at være så eminent citerbare, quoteable, når de giver interviews (men IKKE når de afgiver vidneforklaring jo): Ask Hansens interview med Olivia i Information har man bare lyst til at citere in toto, her er en sammenhængende sekvens af zünftige highlights:

»Der kan litteraturen hjælpe os til at skærpe opmærksomheden og minde os om, at der findes mange måder at se på verden. Når man læser tvinger man sig selv til at bringe sig på niveau med andre mennesker.«
»Jeg bliver et mere skodagtigt menneske, når jeg ikke læser,« som hun lakonisk konstaterer i forlængelse af analysen.
– Men bliver man klogere på sig selv af altid at være i tingene i stedet for at iagttage dem på afstand?
»Det betyder først og fremmest noget for mig at blive så opmærksom, som man kan blive. Jeg tror, man bliver klogere af at prøve at huske så godt, som man kan, fordi man så bliver opmærksom på, hvor svært det er at være helt sikker på noget.«
»Der er vildt meget håb i, at man ikke kan finde frem til den eksakte erfaring eller det eksakte menneske,« lyder det
Men jeg får lidt af et problem med hendes anti-hierarkiske program (der jo lige så meget bare er en stærk og afgørende (og nødvendig)  henvendelses-energi og -attitude), når hun benægter talentets faktuelt udemokratiske væsen og fornægter sin egen fantastiske talentfuldhed:

»Andre betragter det måske det, jeg skriver, som litteratur, men det gør jeg ikke selv. Jeg betragter det som at sige noget. At udtale noget i det offentlige rum, som folk kan respondere på og som kan invitere til samtale. Det er ikke fordi jeg har en særlig gave. Hvis jeg følte, at det var en hemmelig gave, jeg delte ud af, ville jeg aldrig turde sætte mig ned at skrive noget. Så ville det blive alt for angstprovokerende.«
– Men du er vel forfatter?
»Ja, og man skal også passe på, at man ikke bliver blind for sine egne privilegier, men jeg tror virkelig, alle kunne skrive en fantastisk bog. Det er et valg at tilgængeliggøre sig selv. Jeg tror, jeg ville holde op med at skrive, hvis jeg ikke troede, alle kunne skrive.«

Jeg tror virkelig ikke, at alle kan skrive en fantastisk bog. Jeg tror, forholdsvis få kan skrive en fantastisk bog, for slet ikke at tale om flere fantastiske bøger. Som alle til gengæld helt frit kan læse. Og det er vel den gode dynamik, der er mellem hierarki og anti-hierarki: Hvem som helst kan ikke skrive, men enhver kan læse. Og jeg kan i hvert fald ikke male. Og heller ikke synge. Hvorfor egentlig skal at skrive være et særligt demokratisk hos-alle-opgraveligt talent? Olivia skriver bedre poesi eller skriver poetisk bedre end langt, langt de fleste mennesker nogensinde, hvor meget de end tilgængeliggør sig, vil kunne formå. Og hun siger jo ikke bare noget, udtaler sig jo ikke bare. Hun DIGTER, med musikalitet og retorik og billedsprog, ikke anti-poetisk, men pro-poetisk. I øjenhøjde, direkte henvendende sig (til læseren eller nærstående virkelige personer), ja, men det afpoetiserer jo ikke, tværtimod, det intensiverer og akut-gør den poetiske effekt (og har altid gjort det: Ewald & co.). Dette blogpost-digt af Olivia er en gave, fordi hun har en gave, som hun forvalter knivskarpt og legesygt og totalt julemands-generøst:

champangejesus syng for mig og rasmus halling nielsen

når vi en dag er væk

vil der stadig være sten og glaseret træ

og forhåbentlig mandler

og en der hedder emily

når hun er død

og hendes børn er døde

champpangejesus syng mig vågen

syng

min nyre, syng den

og de mormødre

med svage knæ

giv dem garn og gi dem ild

og lad de små dyr 

og lad os stråle

og dem, der har gået længe

lad dem hvile

syng

husets mørtel

det barn

syng det, syng min elskers røgelse

og dem, der har gået for længe og er trætte

lad dem hvile

og lad pandaen blive fri for at blive fotograferet et øjeblik

lad den hvile

og lad min mors skulderparti

gøre det varme arbejde

lad hende vågne til tunge sække

slæder

korn, linser

de store grydeskeer

dyp dem i vandbajlen
og lad dem suge
og mandlerne
og de, der har gået længe og er trætte
overdrag mine mandler til dem
og lad min arbejdende nyre
den evige radio
lad dem