White man, black girl og co.

Underligt på samme tid at modtage og læse netop disse to vidt forskellige, gode bøger af netop disse to yndlingsforfattere, Jørgen Leths Et hus er mere end en ting. Det uperfekte menneske/ 3 og Christina Hagens White Girl. Leths bog kunne selvfølgelig lige så godt have heddet White Man. men også Black Girl, eftersom den ret suveræne hovedperson bortset fra eller måske faktisk i højere grad end i bogen ret usuveræne Leth er hans haitianske kæreste Shilaine, der gerne taler i mobil og tjekker Facebook under den seksuelle akt; her begyndelsen på det råt patetiske, direkte rapporterende afsnit "Hvad er det for et menneske":

Hvad er det for et menneske, der kommer ud af det?/ Omblæst af smerter./ Min krop så tung i alle lemmer og led, at jeg føler, jeg synker ned gennem sengen, ned i gulvet./ Alle steder gør det ondt, i armene, i benene, i hænderne, i nakken./ Jeg har hørt ting, som får mig til at tænke, jeg skal ud af det her./ Senest for en time siden, kvinden tager mobilen med på altanen, og jeg hører, hun siger ordet sandomeng (kreolsk for Santo Domingo). Det kan jeg meget let fortolke på, uden at blive præcist klogere.

Hagens bog kunne lige så godt hedde Brown man eller Brown people (eller Yellow eller Black eller bare Exotic); det pågående simple og grove konceptuelle greb: hver tekst er en (hvid, kvindelig) turists klage på gebrokkent dansk (den slags som selv progressive danske forfattere, fx Jakob Ejersbo, lader fiktive indvandrere tale) over en eller flere indfødtes opførsel direkte henvendt til disse, et ex:

Til taxamand, du godt selv ved, hvem du er!

Hvor dumt du tro, jeg er? Du tro, jeg ikke ved lidt om afstand? Jeg regne ud, tur der i går koste 100 kroner, er tur der i dag koste 100 kroner. Men du tror mig min veninder dum. Du bare køre ud over mark og ind gennem skov og forbi hav og bod med is. "Vi snart der, vi snart der," du skrige og skrue op for musik i radio. Du ikke fatte, at vi bange som pige i fremmed land? Du ikke ved, hvad den ved os kan gøre, hvis vi råbe? Vi ikke dum, hr. Chauffør, vi bare sidder føle os til grin, mens du køre rundt i den cirkel i en taxa. Jeg sige dig: jeg sådan glædet mig til Bangkok. den flotte by at se, alle den høje  huse, flinke menneske, der mig ikke snyde. Jeg se på dansk tv, at menneske i Bangkok flink, hel anden kultur, og jeg virkelig glæde mig til de give mig den vindrue gratis, til de hjælpe mig med noget jeg ikke finde ud af, til de tage billede af mig og den veninde uden at løbe med kamera, og så du den indtryk spolere med din grådighed. Du din land smudse til, din grise. Hvid menneske også følelser og du ødelægge den dårlig stemning og den indtryk. Jeg aldrig mere Bangkok billet købe til, jeg nu gå og ingen taxa købe. Jeg ved næsen træt af at blive taget. Du skamme dig!

Nu skal jeg ikke forsøge at udrede ironi-labyrintikken og slet ikke anmelde bogen på forhånd, jeg vil bare nøjes med at erklære mig enig med Iben Mondrup, forårets mest oversete debutant med romanen En to tre Justine, der i dag på Facebook erklærer (jeg formoder ukorrekte 'så prøvet jeg' er med vilje!):

Før var jeg trist og deprimeret. Men så prøvet jeg Christina Hagens "White Girl". Hold da helt fest for et stramt konceptuelt, mega sejt og rørende værk! Tak for hjælpen, hvide pige:-* 

Fuck rimelig søvndyssende meget mail- og samtalebøgerne med Morten Sabroe og Rolf Sørensen - jeg vil læse en sms-korrespondance mellem Jørgen Leth og Christina Hagen, arbejdstitel (med link til Mette M (der iflg. FB også lige har fået Hagens bog: " nåmen: så sidder du der, white girl (har lige fået Christina Hagens nye digtsamling med posten, hep) med en kuglepensslange i de nyvaskede, gråsprængte lok-lok-lok-lokker og stener lidt og hvidvinsfniser, hey")): Zebrazapping.