2 tabte trompeter og underlige rubrikker yderligere

 RIFT VALLEY. Katrine Marie Guldager havde en barndom i Afrika, som hendes nye, vitalt urolig digtbog erindrer frem som vild poesi om kap med hendes mors civiliserede prosa 

B&U-BUH! Er der noget værre end forstenede voksne, hvad enten de er forlagsdirektører eller kommunalpolitikere, der smider børn og bøger ud med badevandet 

Katastrofekortromanen

Første gang Katrine Marie Guldager skrev om sin far og hans forsvinding (han døde i togkatatstrofen i Sorø 1988) var - skjult -  debutdigtsamlingen Dagene skifter hænder, 1994 (se gengivelsen f min anmeldelse af Lysgrænsen i blogpost nedenfor), anden gang var - direkte (men forblommet om tiden efter) - i "psykoanalysen"/"selvbiografien"Lysgrænsen, 2007, fjerde gang var - direkte om alt - i den nye "roman" Det samme og noget helt andet. Tredje gang var i en lille firkantsuite, "Efter katatrofen I-IV", der nu lader sig læse som synopsis til og opsummering af den store roman på ret meget en prik, i comeback-digtsamlingen Et sted i verden, 2014:

"EFTER KATASTROFEN I

Efter katastrofen var der nogen, der ville skubbe dig væk, nogen, der sagde: Dette er vores katastrofe, dette er vores smerte: SÅ mærkeligt at lsø om det: Resterne af en død mand. En død mand, hvis fortrolighed stadig gør dit øre rødt, en mand, der døde to gange. For var alting bedre før katastrofen? Er katastrofen ikke en konstruktion? De bøjer hovedet frem og siger, at de skan elskede din far.

EFTER KATASTROFEN II

Efter katastrofen hang du i luften som en edderkop uden sit spind. Men du lærte ensomheden at kende, helt indkapslet, du blev fortrolig med mørket. Eller blev du bare mere bange? Bjerg massivets stilhed, hajens bløde bug, fjeren, der ligger på terrassen som et tegn. Men før katastrofen var alting ikke bedre, indvender jeg.

EFTER KATASTROFEN III

Efter katastrofen måtte du konstatere, at sorgen lngsomt tilintetgjorde dig, fordi du ikke kendte dens mange navne, dens besynderlige bid. Den nød faktisk t sætte tænderne i din uskyld, dit bløde kød, dine trapper. Og du skreg ikke engang, du forsvarede dig ikke, du tænkte bare: Jeg har det lidt varmt. Er jeg den eneste her, der har det lidt varmt?

EFTER KATASTROFEN IV

Efter katastrofen var der så mange, der gerne ville hjælpe, men selvfølgelig ikke på den måde du havde brug for. Ingen ville hjælpe dig med at hive dét slør fra dine øjne. Efter katastrofen var der noget, der var blevet væk, et tonefald, et sted i verden, man kunne vende tilbage til. Efter katastrofen var der ikke noget at vende tilbage til. Men det var der heller ikke før.

Giraffen ser giraffen

Her Guldagers giraf-opslag fra Brøndums Encyklopædi, jo et tidligt link til hendes opvækst i Afrika også (hvor hun rent faktisk så giraffen):

"GIRAF
Jeg så giraffen! Mellem os sagt, og helt ærligt, jeg så simpelthen giraffen, og WAUW! - det var ikke bare en giraf, det var den giraf, giraffen, som den stod og svajede midt i mængden og klædt i prikker, sådan som den stod og svajede, svajede og svingede på sine knoglede ben, mens den nippede til de gamle damers hår, nippede til det, og den så vældigt fornøjet ud, den så vældigt fornøjet ud mens den stod og svingede ofg svajede på sien skæve ben, ben den stavrede gennem mængden med, stavrede gennem mængden med, uden der egentlig var ret mange der opdagede den, giraffen, opdagede de prikkede ben, i hovedhøjde, og før den var gået, sådan er det tit med giraffer, når de stavrer rundt, flere meter over ens hovede, man opdager dem ikke før de er gået, og det kan både være på strøget, eller i Emdrup, man ser det simpelthen ikke, at halsen bare strækker sig opad og opad til de udtværede mascaraøjne, mascaraøjne, der ser helt blødt på en, helt blødt, hvis man pludselig standser op med panden viklet ind, helt viklet ind i et prikket ben, giraffens, genkendelsen er ikke til at komme udenom."

Elefanten i rummet i close-up

Samme år, 1994, hun debuterede med Dagene skifter hænder, bidrog Katrine Marie Guldager til Brøndums Encyklopædi med definitioner af Elefant, Giraf, Labyrint, Løve, Sekund, Tiger, Time, År., en smuk lille, værk(dobbelt)klynge i sin egen ret. Teksten om Elefant siger så elefantisk meget om Guldager, dengang og nu ,og om den gamle og nye bog og erindringsvirksomhed:

"En elefant glemmer aldrig. En elefant glemmer simpelthen ikke for 5 flade ører noget som helst, den husker det hele, alt, kort og godt, og så kan den være farlig, meget farlig og forbandet stædig, stædig, hvis man f.eks. kommer kørende ude på savannen, og årstallet er ligegyldigt, helt ligegyldigt ude på savannen, og dér kommer man kørende, dér kommer man kørende med hjul og motor og det hele, og dér står elefanten, dér står elefanten og er skidestædig, stædig, og den har fundet ud af at man ikke skal videre, man skal overhovedet ikke videre, ikke bare en enkelt millimeter længere frem, det er derfor den har lagt sig på vejen, lagt og smidt sig på vejen, som et kæmpe bjerg af hukommelse, ting den kan huske, huske fuldstændig på rygraden og ud og ind gennem huden, ud og ind gennem rigtig mange kvadratmeter tyk hud, tyk tyk hud, der er pladret til med mudder, mudder den ligger og ruller rundt i, ruller rundt i, som om det er for sjov, for sjov at den ligger der, ligger der og stritter med sine stødtænder, stritter med dem, lige op i hovedet på en, stritter med dem, mens den ligger og ruller rundt, ruller rundt så tungt, så satans tungt, tungt så jorden vibrerer når den går, hvis den går, hvis den ikke bliver liggende, hvis den ikke bare bliver liggende, sammen med alt muligt andet, man ikke kan komme i tanke om, eller huske.

(sikke skøn sand tekst at indtaste!)

Guldagerdebutsvar

Digt fra Katrine Maries Guldagers debutbidrag til Hvedekorn og hendes svar i jubilæumsnummeret (og måske det bedste referat af den nye, tykke roman):

Fra debuten, Hvedekorn 3, 1992:

 

Puslespil. Æbletræ

 

Puslespil og abekatte

tog gennem bjergenes ar

brydes ned og brydes op

linier og vejenes tyngde stiger op

mod intet

naboer griller

verden er forunderlig

og æbletræet blomstrer kvalitativt

det er godt

for fuglene synger netop her

fang mig

hvis du kan

 

 

Nu, her, Hvedekorn 3-4, 2020   

 

Konge. Nattergal

 

Dengang jeg var konge

ville jeg ikke være konge

og dengang jeg var dronning

ville jeg ikke være dronning,

jeres lille fine nattergal

jeres lille fine prins prinsesse nattergal (pibe, pibe)

Jeg vil ikke være 

dig

og jeg ville ikke være 

mig

slet ikke mig selv med selv på:

Og hvor dumt lyder det ikke nu

hvor jeg er helt alene ved kopimaskinen

og ikke længere har nogen anelse om

hvem jeg var 

eller kunne have

været blevet.

Da Katrines liv afhang af Hvedekorn

Et afsnit fra Katrine Marie Guldager nye, skaprt og minutiøst inderlige roman, Det samme og noget helt andet, der udkommer i dag:

"På biblioteket på Blågårds Plads står jeg i kø ved skranken, jeg tripper, jeg vil gerne se det sidste nye nummer af Hvedekorn, for få dage efter at jeg havde afleveret min ansøgning til Forfatterskolen, ringede Poul Borum og spurgte, om han måtte trykke ni af mine digte fra ansøg­ningen i Hvedekorn, nu skal de stå i det nye nummer. Desværre er det ikke kommet, siger den venlige bibliotekar, og jeg kommer igen dagen efter, jeg tripper, og det er stadig ikke kommet, og den venlige bibliotekar forstår tydeligvis ikke, at mit liv afhænger af det.

– Måske ligger det ude i baglokalet, spørger jeg, men det gør det selvfølgelig ikke, det er bare ikke kommet, og jeg må vente, vente, vente, indtil den magiske dag kommer, den virkelig magiske og for­underlige dag, hvor bibliotekaren genkender mig og rejser sig og føl­ger mig over til hylden, hvor bladet ligger og lyser brunt og blåt og hæfteagtigt. Jeg nikker og tager det og sætter mig i fred, det er allerede et stort øjeblik, jeg åbner forsigtigt. Jeg ser, at det er stort sat op, en dobbeltside midt i bladet, jeg prøver at læse mine egne digte, men det kan jeg ikke. Jeg lukker bladet, lukker øjnene, dén følelse, jeg går ned ad trappen, det er, som om jeg er til, som om Hvedekorn er det spejl, jeg har savnet, jeg kan jo bare gå på biblioteket, åbne Hvedekorn og slå op, og bam, der er jeg. Jeg er høj af lykke, og om aftenen siger jeg til min veninde, som kender en, der kender en, der har udgivet en digtsamling, at hvis jeg nogensinde får udgivet en digtsamling, så vil jeg have opnået det højeste, man kan opnå i sit liv, så vil jeg aldrig, aldrig bede hverken Gud eller nogen andre om noget mere. "

Top 10 2021, foreløbig udgave

(ALFABETISK RÆKKEFØLGE)

1. Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet

2. Helle Helle: BOB

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

Afrika i Katrines mørke hjerte

Hvor gennemgribende vigtig og nådesløst inspireret Katrine Marie Guldagers Bjørnen er, beviser de 2 pludselige Afrika-afsnit sent i bogen, hvor hovedpersonen Vibse husker akut, midt i hendes svenske fortrædeligheder sin barndom i Afrika og sin far og mor i Afrika. Også Katrine havde en barndom i Afrika - og Afrika har tidligere optrådt i forfatterskabet, glimtvist i den sublime roman Det grønne øje og med fiktionsdistance i novellesamlingen Kilimanjaro og for fuld selvbiografisk (lys)styrke i den skramlede "psykoanalyse" Lysgrænsen. Her de to  (eller 2 + 1) intense, hårde afsnit:

side 114:

"Mens jeg ligger vendt ind mod bålet, er det, som om en gammel, mørnet elastik i sindet sprænges. Pludselig er jeg tilbage, afstanden til Afrika er kort: Jeg sover og drømmer i varmen, jeg lærer at svede som en afrikaner. Uden et ord. Længslen har næsten samme størrelse som mig selv, umulig at skule. Her er det længslen efter mor, der tænkes på. Kommer hun ikke snart hjem? Hvornår går døren op? Kommer hun ikke snart? Var det døren? Var det mor? Er hun på vej? jeg har allerede spurgt fru Chitambo flere gange. Men fru Chitambo ler bare: Åh, disse dumme, hvide børn. De har så travlt med deres længsel. Deres evindelige lyst.

Sådan husker jeg Afrika; som en øvelse i at vente. De længste timer i verden. Kommer mor ikke snart? Mor kommer, træt, glad, sur, ligeglad. Mor går. Mor kommer. Mor kommer med et ansigt, der lyser. Sådan er mor: Hun holder skyggerne væk, hun holder sit eget svigt, had langt væk. Hun holder det ind bag ryggen, slår det væk.
  Mørke, svigt, had har ikke at noget at gøre mellem mor og barn, det afstandsløse. Mor holder det væk, væk, væk, for det gør mødre, det er det, de skal, og alligevel sniger mørket sig ind, bider sig fast i en skulder (stille skrig), for barnet er jo ikke dumt. Barnet har jo set det hele, mærket det hele, sanset det hele. "

side 134:

"Jeg stirrer ud på sneen, det stillestående landskab, og min hjerne svirper tilbage, tilbage til dengang min far prøvede at overbevise min mor om, at vi skulle sejle over Zambezi. Åh, fantastiske Zambezi. Historiens vingesus.
  Min far vil over på den anden side. Han er en opdager, en eventyrer, og han er meget ung. Han vil bygge en tømmerflåde og køre bilen op på den, selv fragte os over. Men hvad nu, hvis tømmerflåden ikke holder. Hvis bilen synker, hvis vi gør. Min mor er først lidt bekymret. Så bliver hun gal. Nu er han for eventyrlysten. Nu må han tage sig sammen. Han er fra, han er mand, de kan dø.
  Far kigger ned, kigger væk, bøjer sig, det lange menneske.
  Efterhånden bor han ikke andre steder end i min erindring, min erindring, som også snart er væk.
  Jeg håber, de har fundet hinanden i Himlen.
  Jeg håber, de er blevet geneforenet.
  Nogle gange tror jeg, at det er dét, vi bruger hele livet på: at lime mor og far sammen, gifte dem i vores hjerter, igen og igen. "

Hvad årelang krønikevirksomhed oparbejder:

Gældugers
goldåger

Reaktionært motto til KMG

GENSTART
DIT STYRT
STORHEDSVANVITTIGT

Gratis (kortfattet) Brøndbyøster-research 3

- fra Jussi Adler Olsen-faktaboks i Nordjyske:

"Teenager i Brøndbyøster med spejderliv, fodbold og med i Brøndby Pop Club sammen med Hans Otto Bisgaard."

Gratis (kortfattet) Brøndbyøster-research 2

- fra Wikipedia:

"Brøndbyøster Station er en S-togs-station i Brøndbyøster, vest for København. Stationen åbnede 17. juni 1953. Stationen ligger på Høje Taastrup-banen, og betjenes af linje B og Bx.
Syd for stationen ligger Brøndbyøster Torv og mod nord ligger Nygårds Plads; begge steder ligger flere butikker. Stationen betjenes også af flere buslinjer.
Stationen var betjent med billetsalg og kiosk frem til 2006 – hvorefter stationen alene har billetautomat.
Bygningsmæssigt er stationen i stil med Hvidovre Station, der åbnede samtidig."

Gratis (kortfattet) Brøndbyøster-research 1

Vær så god, Katrine!

- fra hjemmesiden forstadsmuseet.dk :

"Brøndbyøsters historie

Sammen med Brøndbyvester ejerlav udgør Brøndbyøster ejerlav i dag Brøndby Kommune. De ydre grænser for dette område, der samtidig danner de to kirkesogne, er uforandret siden middelalderen. Landsbyerne i Københavnsområdet er sjældent særlig godt undersøgt. Derfor ved man i virkeligheden ikke så meget om, hvor gamle de er, men udgravninger i Brøndbyøster i 1980’erne viste, at bebyggelsen i hvert fald har ligget på det samme sted siden 1100-tallet. I kystlandet ned mod Køge Bugt var der tidligere mange moser, der gjorde det vanskeligt at afvande området. Vestegnens landsbyer ligger derfor typisk ved ådalene. Det gælder for eksempel Vallensbæk, Tranegilde, Ishøj, Kildebrønde – og Brøndbyvester og Brøndbyøster. Vandløbet i Brøndbyøster har dog været af mere beskeden størrelse og eksisterer ikke mere i dag.

Brøndbyøsters navn og oprindelse stammer tilbage fra den tidlige middelalder, men selve området har været befolket mange tusind år tidligere. Brøndbyøster landsbys langstraktte form blev skabt for mindst tusind år siden, da gårdene placeredes i en kreds langs byens to gennemgående veje. Dette gamle vejforløb er stadig intakt, men brydes dog af Park Allé, der løber tværs gennem byen."

Ok! Brøndbyøster! Men kort!

- apropos min kommentar i fredagens WA Bøger om at genforenes lykkeligt med forfatterskabet

("Skriv mere om lige her lige nu, Katrine, der er er ikke tid til andet! Det er sjældent, eller måske faktisk ikke så sjældent, med en forfatter, der sammenbidt arbejder og taler direkte imod det, hun er bedst til, radbrækker sin intensitet for at blive bredere og tilgængeligere, episkere og visere – og rent bestsellermæssigt lykkes med det, ulykkeligt nok. Heldigvis kan talentets virkelige identiet ikke holdes nede, og heldigvis er Bjørnen allerede ude i 3. oplag, og heldigvis kan Guldager heller ikke over for sig selv skjule sin fryd over at skrive skamløst individualistisk igen.

  Jeg kan selvfølgelig være bange for, at netop denne kommentar vil provokere hende til at holde fast ved slægtssagaerne og sædeskildringerne og gå videre fra Køge-krøniken til en Værløse- eller Brøndbyøster-krønike.")

skriver KMG til mig på Facebook:  
-->

‎Katrine Marie Guldager‎ to Lars Bukdahl

Yesterday at 9:02 AM ·

Brøndbyøster-krønike? God idé! 😂


- Okay så, men lad os i mødes i porten, lade det være en kortkrønike, højst 175 sider!

90'er-stilidealerne

2 halvfemserdigtere har jeg på forskellige tidspunker - i mine og deres "karrierer" - haft som stilidealer:

1. Digterisk/poetisk i sidste halvdel af 90'erne: Katrine Marie Guldagers kortprosapoesi i Styrt, 1995, og Blank, 1996 - en styrtende tekst fra Styrt:

"Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg har fået et lad med roser hældt af ude foran din dør. Du må ikke vide, at jeg egentlig er faret vild i forklaringer, forviklinger. Din hoveddørs sirlige skrift. Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg banker på døren, banker den ned, og pløjer gennem lejligheden med roser: Røde roser, gule roser og en enkelt vase af glas."

2. Kritisk de sidste 10-12 år: Christina Hesselholdts prosa siden Du, mit du, 2003, og En have uden ende, 2005, men især Camilla-serien - et (vitterligt) tilfældigt nedslag i den samlede udgave, der bare hedder Selskabet:

"Jeg blev ført dertil, til Torremolinos, hvor der stadig var lidt hippie over det, af en englænder jeg havde mødt, han hed Tim, Tim King, men eftersom Charles og jeg ikke længere taler om tidligere forhold (det har vi overstået for længe siden), siger jeg, at jeg hellere vil fortælle hvordan jeg kom derfra igen. Vi blev uvenner, Tim og jeg, fordi jeg ikke ville sy en lap på hans cowboybukser der næsten kun bestod af lapper, og som han var stolt af. Bukserne kan sammenlignes med en af disse store brune eventyrkufferter med forstærkninger i hjørnerne man engang så på rullebånd i lufthavne, og måske stadig ser, klæbet til med mærkater fra forskellige destinationer, så man måtte forstå at indehaveren var globetrotter, at han eller hun befandt sig i i stadigt trav over kloden; for også bukserne havde været vidt omkring, og det var deres høje alder, alt det de havde stået igennem, i det varme syd og det høje nord, han var så stolt af, bukserne var billedet på hans rejseri, og den sparsommelighed han lagde for dagen for at få råd til dette rejseri, som var hans måde at distancere sig fra sin engelske underklassebaggrund, bedre at rejse end at stå på en fabrik (men det forstod jeg ikke dengang, jeg tænkte bare, efterhånden irriteret, at han foretog sine rejser for senere i bisætninger at kunne kommentere og fælde domme over byer og lande, og hvor pinagtigt var det ikke da han belærte mig om Christiania), og havde jeg ikke netop engang, på en billig italiensk restaurant i Torremolinos, gjort ham ude af sig selv ved at spørge ham hvad han havde lyst til at drikke. 'Hvad jeg har lyst til at drikke?', gentog han, med stigende ophidselse, selvfølgelig skulle vi begge have postevand, hvordan kunne jeg geråde ud i sådan en ekstravagance, rasede han, mens jeg nippede til skammens bæger, et glas af husets rødvin."

(i alt 3 punktummer - og 1 semikolon (og 2 parenteser))

Dengang Katrine var lutter egocentrisk strømførende følelse

- tre tekster af Katrine Marie Guldager fra gennembrudsbogen Styrt, 1995 (TYVE ÅR SIDEN!), stadig en af mine 90'er-yndlings (jeg blev så MISUNDELIG på den (ved siden af tekst nr. 2 har jeg med blyant skrevet: "nærmest citat af mig, hmmmm" - og vel af mærke af digt fra dengang utrykt manus))

"Forår

Foråret rammer en vintergæk, en pose af ny muld, et modløb af vinter. Foråret får mig til at låne en time endnu, mens isen brydes af en hæl, et dæk der er gået i spin: Markvejen eksploderer jord og sølv. Foråret brager ind gennem mine vinduer for at splintre den vinter, jeg taber mellem hænderne, for at vende vrangen ud af mit værelse.

Gravsten

Det er altid noget, man lige skal ordne, en distraktion, man kan blive viklet ind i, når køkkenvinduet står og smækker, og de blomster, man kun kan ane, får revet bladene af et for et: Mine øjne føder øjne af glas, der klirrer mod min håndvask, når jeg taber dem, taber dem som lyset, der drejer om sin skæve akse i en labyrint af sko og skridt: der er altid noget man lige skal ordne, et net, der skramler forbi under asfalten, en væltet gravsten man kan falde over: Hvis man f.eks. krydser kirkegården uden at vide, om man søger skygge eller sol.

Rødt

Sådan er det at blive født: Man har aldrig fri, man har ikke to minutter for sig selv, ikke et øjeblik, hvor man kan se den anden vej, eller et, hvor man kan vende ryggen til: Sådan er det at blive født, man kan ikke gøre noget ved det, hele tiden er man simpelthen født, man kan ikke stå af, få fri, blive ufødt igen: Der er ikke noget at gøre, man er født, født blafrende rødt, i et skrig, der sidder i kroppen som et ekko, og søvnen, søvnen gør ingen forskel, den kan bare byttes ud med noget andet, som så passer ind dér, hvor søvnen var, der er ikke noget at gøre, det er her hele tiden, det hele, en selv."




(og i dag har Katrine Marie Guldager så en intetsigende og dovent forævlet kronik (jeg har læst for meget til at linke, DESVÆRRE) i Politiken om Mette Høeg-sagen, hvor hun ikke mener andet end, at der måske, måske ikke, er noget om snakken, og derfor skal vi tage den, snakken, men hun har sandelig ikke selv tænkt at kvalificere den, snakken, ved FX at tale om BØGER - aldrig har så mange deltaget i en litterær diksussion uden at have læst de tekster, den skal forestille at handel om (bortset fra jo at de som angivelig "syndflod" slet ikke findes, hvilket gør dem ulig lettere at snakke om):

"At skolen i hele sit levetid for eksempel har svigtet den narrative, vugge til grav roman, som har sit tyngdepunkt i det universelle og ikke i det partikulære (for nu at bruge Mette Høegs ord), er vel næppe nogen ny kritik. Men er den også med til at stimulere et indforstået lukket miljø, hvor de unge forfattere er på fornavn med deres kritikere og afklarer litterære debatter, ikke i avisen, men til private fester" (...)  "Har Mette Høeg så ret i at navngivne kvindelige forfattere fra forfattermiljøet, som er mere selvoptagede end flertallet? Jeg ved det ikke, jeg har ikke læst dem grundigt. Mette Høeg har ret i, at de alle har fået meget opmærksomhed i medierne, og jeg skal ikke kunne sige, om deres litterære præstationer så også står mål med opmærksomheden. Det gør de måske. Svaret blæser i vinden." "Hvis det er rigtigt, at unge kvinder får en positiv særbehandling i medierne og på Forfatterskolen, burde der så ikke være nogen kulturredaktører, der blev lidt eftertænksomme? Vi mangler dog stadig at få sandsynliggjort, at unge kvindelige forfattere virkelig bliver favoriseret. Optagelsen på Forfatterskolen kan meget vel være tilfældig. Et forlag som Gladiator er kun ét af mange."

Måske, måske, måske, må en gaffel (metaforisk) gennembore dit øje! 

Og så synes hun selv, at hun blev forkælet i starten - det synes jeg ikke, dengang fortjente hun det: "Jeg har selv været en af dem, der blev ' plukket' tidligt: Store forsidehenvisninger, før jeg overhovedet havde fundet mig selv som forfatter, det treårige arbejdslegat på kun én bog. Man kan ikke forvente, at unge mennesker siger nej tak til den slags. Det er også godt at byde dem ordentligt velkommen i offentligheden. Men kan man give et ungt talent lidt for meget ego? Absolut. Og hvorfor synes næsten alle de debutanter, der slår igennem, at komme fra Forfatterskolen? Ville det ikke være sundt, hvis vi havde konkurrerende miljøer? Det tror jeg, Mette Høeg har ret i."

Men så skab en Vugge til grav-roman-skole, Katrine, der kan vare fra vugge til grav! Og prøv en dag at læse dig selv ANNO HÆSBLÆSENDE SELV og græd over forskellen med gaflen vippende i øjet.

De 2 store skuffere

fra min egen generation, 90'er-generationen, er

Katrine Marie Guldager,

der skriver moralsk, magisk slægtsrealisme,
fordi hun
til forskel fra sit tidligere radikale forfatterselv (Styrt, Blank, Det grønne øje. Ankomst, Husumgade - yndlingsbøger!)
VIL være opbyggelig og tydelig og folkelig og samtidshistorisk

&

Kirsten Hammann,

der skriver kynisk, sørgmunter intim-realisme
fordi hun
til forskel sit tidligere radikale forfatterselv (se blogpost nedenfor om Bannister)
VIL hvad exactly? Er hun bare kunstnerisk ugidelig, Er det simpelthen bare for hårdt at gå til yderligheder (jfr. desperationen i Bruger De ord i kaffen - men hvordan var det egentlig at skrive Bannister? det har vi ikke fået at vide, og måske har hun glemt det, fordi hun slet ikke kan huske, at hun har skrevet den!?)

Prosaoverdøvelsen af initialpoesiens ILD

Jeg gengengengengengenlæser Kirsten Hammanns debutbog, digtsamlingen Mellem tænderne, og tænker, at det er den bedste debutdigtsamling i 1990'erne, vittig og sort, introvert og aggressiv, og selvfølgeligt stensikker, den overgås først af Ursula Andkjær Olsens Lulus sang & taler i 1990, men det er som om, at den og hun ikke tæller i poesihistorien, fordi Hamman senere har skrevet lutter (genial og bare fremragende og glimrende) prosa (bortset fra 1 højskolesang og 1 rim&remse-bog, 90'ernes bedste af begge dele)), som om at den ville have talt mere, hvis hun som Broby slet ikke havde udgivet flere bøger - det er lidt det samme med Katrine Guldagers bog nr. 2, Styrt (som jeg modsat Mellem tænderne anmeldte og læste i det frie præ-udgivelses-anmeldelesrum og som gik lige ind, som ingen anden jævnaldrende digters digtsamling), 90'erne bedste digtsamling nr. 2 måske så; hun og den, på trods af sidste års (jo lige præcis kun) gedigne poesicomeback, må heller ikke rigtigt være rigtig og rigtig poesi. En forgænger kunne være Kirsten Thorups debut, digtsamlingen Indenfor - udenfor, der blev fulgt af noveller og hybridtekst og så ROMANER. Og man kunne frygte, hvis Olga Ravn som bogforfatter fremturer med (betydelig) prosa, så fortoner hendes debut, Jeg æder mig selv som lyng og den styrke som akkurat poesi sig på samme måde, og tænk nu hvis Yahya Hassan begynder at skrive prosa, god prosa, men det er der foreløbig intet, der tyder på, jfr. bare hans herligt fræsende-kværnende nye langdigt, som der lige nu florerer fragmenterede videooptagelser af på FB. Når men her er Kirsten H, ung og suveræn i 1992, inden vi suser ind til byen til ballet & bowling:

TAG MINE HÆNDER

Tag mine hænder
jeg rækker dem med aske og skrøbeligt væv
Og mine læber
de hvisker deres papirlyde til hinanden
De hvisker om støvet
og tørheden i de dødes værelser
Og jeg rækker dem
Med vilje
og blindt.

Opdater korruptionen, Jan

Taler man grimt på social medier, er der altid nogen der taler grimmere i kommentarfeltet - og taler man grimt om mig, taler Jan Sonnergaard altid grimmere og anklager mig for at være korrupt og inhabi. Men det har for fanden været de samme anklagepunkter de sidste 5-10 år, kan han ikke finde på nogle nye (hvad angår såvel nyheds- som sandhedsværdien: Jeg har aldrig sidder i "bestyrelsen" eller noget, der ligner, for Ø.K, jeg har aldrig haft problemer med at foredragsjobs og udfører dem helst alene, fordi det giver flest penge, jeg holdt op med at rose Sonnergaard bøger, fordi de holdt op med at være rosværdige, Guldager bad mig om optræder sammen med hende, fordi hun ikke brød sig om at optræde alene, og gjorde det på et tidspunkt, hvor jeg efter flere års ren ros (inkl. en tale ved tildelingen af Krtikerprisen, som altså ikke er 'mit' legat) var begyndt at anmelde hende kritisk, efter ret få jobs opløste Guldager samarbejdet, fordi jeg var blevet FOR kritisk, jeg anmeldte sidst en bog af Blendstrup for 11 år siden, men selvfølgelig holder jeg ikke kæft med, at jeg er begejstret for hans forfatterskab, Litterær Hypnose, som dårligt kan kaldes et "bureau", har vi ikke optrådt med i over et år, men vi har glædeligt nok et show i Taastrup i maj)? Her er Sonnergaards FB-genoptryk fra i går (jeg har ikke kunnet finde de oprindelige kommentarer af Sonnergaard og Bent Vinn, desværre), liket af Asger Schnack, der så åbenbart synes, dette er en smagfuld og sympatisk måde at debattere på; Benn Q. Holm kan lide både Schnacks opdatering og Sonnergaards kommentar, det kan jeg godt forstå:

HABILITET. KORRUPTION. SVAR TIL BENT VINN. Mærkeligt nok er Bent Vinn ude at tage Lars Bukdahl i forsvar. Han mener ikke, jeg argumenterer for at Bukhørmeren optræder inhabilt og småkorrupt. Dette har jeg nu argumenteret for masser af gange - så mange at jeg dårligt nok gider det længere. Først og fremmest i Dagbladet Information, hvor Bent jo selv skriver. Ovenikøbet et par gange i Bents egen klumme, som jeg vikarierede for ham i, da han havde brækket armen og ikke kunne skrive (“Andenvikaren”). Lidt er refereret i en artikel i det interessante netmagasin Doxa. Se http://www.magasinetdoxa.dk/naar-en-anmelder-og-en-forfatte… *
Men nu på opfordring gentager jeg gerne mine argumenter her. Kort fortalt: I årevis skrev Bukdahl spalte op og spalte ned om, hvor pragtfuldt et foretagende, forlaget “Øverste kirurgiske” var, intet var for småt til at blive nævnt, intet var for dårligt til at blive rost til skyerne. Men Bukdahl sad samtidig i bestyrelsen for ØK., og dette er helt entydigt et habilitetsproblem, som en seriøs kritiker ville have taget alvorligt. Da jeg selv debuterede, roste Bukdahl mig iøvrigt på den mest ulideligt kælne måde (“Jan-drengen”, “Sunnyboy” etc.) - samtidig med at jeg fik den ene indbydelse efter den anden til at optræde eller skrive for ØK. (jeg sagde naturligvis pænt nej tak). Metoden har også altid glimrende Katrine Marie Guldager oplevet, så vidt jeg kan se. Bukdahl bliver aldrig hyret til optræden med sine egne ting, fordi de er så ringe. For at få del i de honorarer, man kan tjene, må han derfor alliere sig med nogen, som folk gerne vil høre. Derfor forsøgte han sig med et makkerskab med Guldager dengang Gyldendal Booking eksisterede. Her kunne man hyre Guldager og Bukdahl som sådan en slags litterær duo. I den periode var der ingen grænser for, hvor godt, hun blev omtalt i WA, anmeldelserne var simpelt hen hver gang fremragende og LB gav hende sågar et legat. På et tidspunkt blev hun imidlertid (helt forståeligt) træt af LB, stoppede samarbejdet og udtalte sig iøvrigt (til Jesper Stein i Jyllandsposten) kritisk om Bukdahls evindelige tilsvininger af Ib Michael, Grøndahl mfl. Herefter har Bukdahl konsekvent omtalt Guldager dårligt og rakket hendes bøger ned. Mens de to samarbejdede var hun landets bedste forfatter, efter at samarbejdet ophørte er hun pludselig den dårligste. Og så er der lige den der med Blendstrup. Bukdahl er barndomsven, nærmest, med Jens Blendstrup og har også økonomiske interesser i ham idet de optræder sammen for penge (og har et lille bureau sammen, “Litterær hypnose”). Alligevel har Bukdahl gentagne gange anmeldt ham stærkt rosende og hyper ham stadig igen og igen i WA. Dette nærmer sig korruption og Bukdahl har da også indrømmet dette selv. I Information forsvarede han sig med, at honorarerne imidlertid er meget små for alle disse optrædener og oplæsninger, han får angiveligt kun “peanuts” for det. Hermed sagde Bukdahl i virkeligheden noget morsomt (ufrivilligt, selvfølgelig). Noget, som kunne være sagt af en Mae West eller Dolly Parton eller for den sags skyld af en karakter i en af Vinns bøger: “ Det er muligt at jeg er småkorrupt og kan købes for penge ... til gengæld er jeg billig!”

* Denne artikel er grunden til, jeg overhovedet orker at svare på Sonnergaards anklager igen; det heftigt hypede kulturjournalistiske magasin tager, uden at spørge mig, Sonnergaards ord for gode varer, selvom de er bundrådne og forlængst har overskredet sidste salgsdato, mindre af den slags kulturjournalistik, please.

Verdens grimmeste litteraturord

må være

sædeskildring -

der var engang, Bo Green Jensen brugte det hele tiden,  måske gør han det stadigvæk, og hvis Klaus Rothstein ikke bruger det, så burde han gøre det, det er sådan nogle bøger, han godt kan lide. Katrine Marie Guldager og Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gang i gang nogle vældige sædeskildring-serier: jeg læste og anmeldte skuffedes ubærligt over første bind af Guldagers serie, hvis fjerde eller femte bind netop er udkommet, men jeg har ikke læst (eller anmeldt) resten; Marstrand-Jørgensen serie, hvis tredje eller fjerde bind (okay, jeg ved godt det er tredje bind, ligesom jeg udmærkt ved, at det nye bind i Guldager-serien er fjerde bind) udkommer om lidt, har jeg ikke læst (eller anmeldt) noget af, men jeg synes jo hele tiden, at jeg bør læse bindene, fordi det er forfattere, som jeg i varierende grad tidligere har gået varmt ind for, men også fordi det er sædeskildringer, og sædeskildringer er nu engang, kan man forstå på Bo Green og Rothstein og litteraturhistorien, de mest vigtige slags værker overhovedet, Buddenbrooks-reglen kan vi kalde det, hvilket jo er en vildt irriterende kanonisk selvfølgelighed, som jeg uden videre er lodret uenig i, og det er nok derfor, jeg igen og igen ikke får læst bindene, og hver gang bliver det også sværere at gide, fordi der bliver stadig flere forudgående bind, som jeg ikke har fået læst, og som jeg kan blive nødt til at læse, før jeg læser det nye, og nu har jeg igen skrevet en gennemgang af sidste års danske skønlitteratur (overskrift: "Statsløs og rasløs") til Nordisk Tidsskrift og igen skammet mig over, at jeg ikke har læst og derfor ikke kan omtale de seneste bind af Guldagers og Marstrand-Jørgensens sædeskildrings-serier, og efter jeg har skammet mig den pligtskyldige lille smule, kan jeg ikke lade være med barnligt at fryde mig, fordi der er noget elementært fedt ved,, at min fortløbende sædeskildring af dansk litteratur igen og igen holder litteraturens sædeskildringer ude, og jo også bare fordi, de hedder sædeskildringer.