fredag den 31. januar 2014

Fagins Forfatterskole

The Dodger returned: accompanied by a very sprightly young friend, whom Oliver had seen smoking on the previous night, and who was now formally introduced to him as Charley Bates. The four sat down, to breakfast, on the coffee, and some hot rolls and ham which the Dodger had brought home in the crown of his hat.
"Well," said the Jew, glancing slyly at Oliver, and addressing himself to the Dodger, "I hope you've been at work this morning, my dears?"
"Hard," replied the Dodger.
"As Nails," added Charley Bates.
"Good boys, good boys!" said the Jew. "What have you got, Dodger?"
"A couple of pocket-books," replied that young gentleman.
"Lined?" inquired the Jew, with eagerness.
"Pretty well," replied the Dodger, producing two pocketbooks; one green, and the other red.
"Not so heavy as they might be," said the Jew, after looking at the insides carefully; "but very neat and nicely made. Ingenious workman, ain't he, Oliver?"
"Very, indeed, sir," said Oliver. At which Mr. Charles Bates laughed uproariously; very much to the amazement of Oliver, who saw nothing to laugh at, in anything that had passed.
"And what have you got, my dear?" said Fagin to Charley Bates.
"Wipes," replied Master Bates; at the same time producing four pocket-handkerchiefs.
"Well," said the Jew, inspecting them closely; "they're very good ones, very. You haven't marked them well, though, Charley; so the marks shall be picked out with a needle, and we'll teach Oliver how to do it. Shall us, Oliver, eh? Ha! ha! ha!"
"If you please, sir," said Oliver.
"You'd like to be able to make pocket-handkerchiefs as easy as Charley Bates, wouldn't you, my dear?" said the Jew.
"Very much, indeed, if you'll teach me, sir," replied Oliver.
Master Bates saw something so exquisitely ludicrous in this reply that he burst into another laugh; which laugh, meeting the coffee he was drinking, and carrying it down some wrong channel, very nearly terminated in his premature suffocation.
"He is so jolly green!" said Charley when he recovered, as an apology to the company for his unpolite behaviour.
The Dodger said nothing, but he smoothed Oliver's hair over his eyes, and said he'd know better, by-and-bye; upon which the old gentleman, observing Oliver's colour mounting, changed the subject by asking whether there had been much of a crowd at the execution that morning? This made him wonder more and more; for it was plain from the replies of the two boys that they had both been there; and Oliver naturally wondered how they could possibly have found time to be so very industrious.
When the breakfast was cleared away, the merry old gentleman and the two boys played at a very curious and uncommon game, which was performed in this way. The merry old gentleman, placing a snuff-box in one pocket of his trousers, a note-case in the other, and a watch in his waistcoat pocket, with a guard-chain round his neck, and sticking a mock diamond pin in his shirt: buttoned his coat tight round him, and putting his spectacle-case and handkerchief in his pockets, trotted up and down the room with a stick, in imitation of the manner in which old gentlemen walk about the streets any hour in the day. Sometimes he stopped at the fire-place, and sometimes at the door, making believe that he was staring with all his might into shop-windows. At such times he would look constantly round him, for fear of thieves, and would keep slapping all his pockets in turn, to see that he hadn't lost anything, in such a very funny and natural manner, that Oliver laughed till the tears ran down his face. All this time, the two boys followed him closely about: getting out of his sight, so nimbly, every time he turned round, that it was impossible to follow their motions. At last, the Dodger trod upon his toes, or ran upon his boot accidentally, while Charley Bates stumbled up against him behind; and in that one moment they took from him, with the most extraordinary rapidity, snuff-box, note-case, watch-guard, chain, shirt-pin, pocket-handkerchief, even the spectacle-case. If the old gentleman felt a hand in any one of his pockets, he cried out where it was; and then the game began all over again.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , ,

KÆRE YAHYA - jøderedaktørens tale

Gyldendal-redaktør Simon Pasternaks tale ved uddelingen af Weekendavisens Litteraturpris til Yahya Hassan i går aftes - endnu et Blogdahl-scoop (tak, Simon):


Kære Yahya

I tirsdags blev vi på Gyldendal ringet op af en journalist, der spurgte, om vi kunne skaffe en kommentar fra Yahya på en historie, de ville køre senere på dagen UANSET HVAD. Her ville – det her er et citat – Yahya Hassans tidligere kontaktpersons fraskilte mands FÆTTER, som hun ikke ville afsløre navnet på, men han var ”kendt fra flere reality-programmer,” afsløre, at Yahya aldrig havde læst Knausgaard, men kun havde set dem på sin tidligere kontaktpersons reol. Kunne jeg få Yahya til at verificere, at han havde læst Min kamp 1-6, eller var han en litteratursvindler? Selvom jeg gerne ville se Sidney Lee binde krølle på bandanaen og diskutere autofiktion med Yahya Hassan over en bacardi breezer, og selvom det jo er skønt og ikke bare sjældent, det sker ALDRIG, at en digtsamling når ud til både Paradise Hotel og Wall Street Journal og kloge tyske forlag, siger det også noget om, hvad der er sket siden Yahya Hassan udgav ”Yahya Hassan” 17. oktober 2013 - og hvor langt ude det er blevet. Yahya Hassan er blevet et fænomen med hvinende teenagere (overhørt på oplæsning: ”Se, han har løst hår!”), en helt egen stalkerlitteratur med ledsagende hidsige diskussioner, sure svenskere, dagsordener i Folketinget og PET-livvagter. Du er vist en af de ret få digtere, der både har fået lukket luftrummet over Fyn og fået det notorisk mest ulæsende segment, nemlig drenge mellem 12 og 18, til at synes at poesi er cool, du har fået et hav af gode anmeldelser, bliver oversat til indtil videre svensk, norsk, tysk, hollandsk, italiensk og lige om lidt spansk og du har haft et enormt salg, 100.000 styks er blevet langet over disken, det er den hurtigst sælgende digtsamling i danmarkshistorien og den bedst sælgende bog i 2013, et faktum, der fik en redaktør på Gyldendal til at foreslå, at nu skulle der satses på lyrikken, ”for det er der pengene ligger!” – så får man også bare lyst til med et citat fra dig, Yahya, at sige, at ”de skal holde deres kæft”. For man får indtryk af, at bare en begivenhed bliver stor nok, får man ikke bare alle mulige meninger om den, men at alle de ting, det overhovedet er MULIGT at mene og sige om den, også bliver ment eller sagt af en eller anden. Faktisk virker det, som om alle mener, at de SKAL mene eller sige noget om Yahya – fra det mest absurde og irrelevante, som de - som Yahya siger - ”skulle holde deres kæft” med til de debatter, der går lige i hjertet på det, der gør os til dem vi er – uanset hvor vi kommer fra eller hvad vi kommer med.
Det store slagsmål lige nu er, om du overhovedet skulle have skrevet bogen og fortalt din historie. Den svenske forfatter og kritiker Athena Farrokhzad skrev i Aftonbladet for en uge siden: ”Fandens, tænker jeg. En ung poesidebutant med palæstinensisk baggrund som anklager den muslimske diaspora for hykleri, misogyni og almindeligt barbari, hvilken gave til Dansk Folkeparti.” Åh, ja, hvis vi ikke havde svenskerne … for skal du mon være ansvarlig for, hvordan du KAN læses? Skal man opstille regler for, hvordan der tales og hvem der må tale om hvad? Kan man først åbne munden hvis man taler fra den rigtige position – gerne som offer? Men så har vi jo ikke længere et offentligt rum, hvor vi kan fortælle hinanden vores sandheder. Og selvom samme Farrokhzad siger: ”At hævde at alt er tilladt i den kunstneriske friheds navn så længe meningen er god, er ikke bare en kliche som bruges for at lukke munden på dem, der ikke lide det, der fortælles. Det siger også noget om borgerlighedens syn på litteratur som et i grunden virkningsløst nydelsesmiddel” – så vil jeg gerne slå et slag for dette virkningsløse rusmiddel, litteraturen – det er efter min mening det eneste sted, hvor vi kan tale sammen på lige fod fra hvert vores sted og med hver vores næb. Og der er det ligegyldigt om du er forbryder, babbelab, hashoman, palæstinenser, jøde, gul, rød, blå, lilla eller en talehandicappet torso uden arme og ben – bare du har talent og en historie at fortælle. Og du har - kan man vist roligt sige - begge dele – ikke som ghettodigter, digter med anden etnisk baggrund eller hvad har vi af modificerende og nedladende udtryk, men som dansk digter. Eller bare digter, måske. For det er det, det for mig handler om – og som gør mig så glad for at du får alle de her priser og er ved at være en ganske holden teenager. At du ikke bare er en mand med en god historie, men at du er en god digter – og at du ikke har ansvar for andet end det: At være en god digter.

Og ”Yahya Hassan” er en god poesibog – der ikke bare er 1:1 hård barndom og hashrygning, overfald og politijagter, men et ekspanderende, karismatisk, brutalt, hylende morsomt, gribende, desperat og hårdt formeksperimentarium. Den begynder som knaldhård og kuldslået knækprosa uden dikkedarer a la Vita Andersen om en opvækst i Århus med pøle af pis, tæv med trælameller, angst for julemanden, indbrud, røgtelefoner og brutale pædagoger. Derefter slår den over på et  mere hallucinatorisk og metaforisk spor, hvor der skides roser og hvor barnekroppene ligger ved bjergets fod. For til sidst at ende i det fantastiske topstykke ”Langdigt”, der over 35 sider modulerer ud i et vildt syntaksdestruerende amokløb a la Hassan Khemiri eller måske endda Lars Skinnebach, der på et – hvad? århusiansk, perkerdansk – eller måske på lyrisk - brænder det hele af og opsuger al fortid, alt liv og alle tematikker ind i et vildt lyrisk nu, hvor sprogmaskinen bare kører af sig selv – og som slutter sådan her:

OG UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER JEG STIKKER JER NED
EN EFTER EN
MIG JEG ER DEN SKØRE SØN
MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD
MED CIVILISERET OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER
MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD
OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD
MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ
MIG JEG ER HUND
MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG
OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN

Og hvad er den ugerning mon? Andet end at have noget så forkasteligt som et talent og modet til at forsvare sit territorium – sproget og poesien.

Tillykke Y, du har fortjent det hele – og en hel del mere til. Og nu oven på fire måneders fuldstændig vild eksponering – at du har stået det igennem på en så cool og intelligent og ja, Yahya-agtig måde, beundrer jeg dig virkelig for, jeg kender ikke andre, der ville overleve den tur – hvis du skulle få lyst til at døse lidt i forårssolen, er det o.k. med os.

Bare ikke for længe, vel?

For du skal da skrive noget mere god poesi, ikke?

Tak til Weekendavisen for at have valgt så klogt – og tillykke til dig Yahya med det hele fra alle os på Gyldendal. Og så skal jeg nok holde min kæft.

Bare lige en sidste ting:
Skal vi så sige skål til Yahya?
Indsendt af kl. 9 kommentarer:
Etiketter: ,

Den Artistiske Lommedoktor

Til brug for hyldesttalen til vinderen af Weekendavisens Litteraturpris, Yahya Hassan, holdt i går og trykt i avisen i dag, spurgte jeg på Facebook efter oversættelser af navnet på den unge tyvekonge i Charles Dickens' Oliver Twist. "The Artful Dodger", der kom der en god og sjov og arbejdsom tråd ud af:
Lars Bukdahl
January 26
Spørgsmål på en bibliotekslukket søndag: Hvad hedder The Artful Dodger i danske oversætelser af Oliver Twist?
Like · · Promote ·
- top 3 over forslag ikke foreslået af mig:

1. Den Lynende Lusker (Bo hr. Hansen)

2. Den Langfingrede Løjser (Sven Ørnø)

3. Mestersmutteren (Hans-Henrik T. Ohlsen)

File:Dodger introduces Oliver to Fagin by Cruikshank (detail).jpg
Indsendt af kl. 1 kommentar:
Etiketter: , ,
Abonner på: Opslag (Atom)