Forsonende elementer i Bog & Idé i Herlev Bymidte 1-2

1. De spiller Gangway i højttalerne

2. Camille Clouds brevkasse er nr. 6 på bestsellerlistehylden

baffled, trumped, tethered, cropped

Hørte R.E.M i køkkenet og hørte Trump blive nævnt i "It's the End of the World As We Know It (And I Feel Fine)" og tænkte, at det er den perfekte profetiske sang (og googlende fandt jeg en minutiøs nærlæsning af teksten som Trump-profeti hele vejen igennem), for det synes virkelig som afslutningen på verden, som vi kender den, og jeg har det faktisk rigtig godt (men ikke derfor!):

"Team by team, reporters baffled, trumped, tethered, cropped
Look at that low plane, fine, then
Uh oh, overflow, population, common group
But it'll do, save yourself, serve yourself.
World serves its own needs, listen to your heart bleed
Tell me with the Rapture and the reverent in the right, right
You vitriolic, patriotic, slam fight, bright light
Feeling pretty psyched

[Chorus]
It's the end of the world as we know it
It's the end of the world as we know it
It's the end of the world as we know it, and I feel fine"

Oplæsningslæsning

Noget af det sværeste er at skrive om oplæsninger - litteraturforsker og digter Martin Glaz Serup gør et bravt og klogt forsøg i en lille artikel på engelsk, "The Poetry Reading", der kan læses via dette link. Martin læser oplæsninger af Vanessa Place og (med nærmest virtuos grundighed) Jacques Roubaud og selvfølgelig Pia "Onkel Hector" Juul:

"Being present in the same room as the reader during the reading allows various other extra-textual markers to affect  understanding of the poem, including the poet’s body, age, gender, way of moving,

way of talking, way of dressing, and the entire impression they make and their attittude. It can be something as simple as a sweeping gesture with the hand, as in Pia Juul’s (at least locally) well-known poem from Sagde jeg, siger jeg [I said, I’m saying (1999) about Uncle Hector, who always did that. Like that. You can’t see how Unc Hector does it when reading the book, but when Juul herself reads the poem aloud a sort of expectant tension always arises around this ‘Like that’. I have both seen her show what Uncle Hector does with his hand, and I have seen her, almost demonstratively, refrain. This tension about the anticipated gesture, which will perhaps never occur, itself constitutes a performative element, which entails that the reading and the author’s physical presence add somethin to the poem not found on the print page; part of the text’s intensity shifts from the printed page, from the text, out into the room, where it creates a presence, a trembling, a bodily rooted liveness,

which also creates a connotative caesura in the poem."

En drom af en drøm er Smærups jysk

Jeg fik lige forvrøvlet et ord i min WA-annmeldelse af Jens Smærups Refleksioner, og redaktør og korrekturlæser tog det desværre for gode varer - ulempen ved udstrakt kreativ licens!

Der stod:

"Smærups ubehag ved opblæsthed forbliver en væsentlig årsag til det stilistiske og syntaktiske særkende, der er hans døddrømomstændelighed, hans forbeholds-og relativiserings-virtuositet: Jysk som ekstremsport."

Og der skulle naturligvis have stået:

"Smærups ubehag ved opblæsthed forbliver en væsentlig årsag til det stilistiske og syntaktiske særkende, der er hans dødsdromomstændelighed, hans forbeholds-og relativiserings-virtuositet: Jysk som ekstremsport."

Korrekte links

Her er links til min Bogholderi-note i fredagens WA Bøger om anmeldelsen af en Young Adut-roman, American Heart, i Kirkus Review, der blev korrigeret, fordi en bog med hvid synsvinkel på brun person altid er problematisk og derfor aldrig kan være fuldt rosværdig.

Forfatteren Laura Moriartys Facebook-profil, hvor begge udgaver af anmeldelsen kan læses

Noten fra Kirkus Review om fjernelsen af den første anmeldelse 

Dobbelt-artikel på slate.com om sagen

Kommentar fra New Yorker om sagen

Artikel fra vulture. com (før sagen om American Heart-anmeldelsen) om "The Toxic Drama on YA Twitter. Young-adult books are being targeted in intense social-media callouts, draggings, and pile-ons — sometimes before anybody’s even read them" med udgangspunkt i kontroversen om YA-fantasy-romanen The Black Witch

Kæmpe blog-angreb på The Black Witch 

Stjerne-anmeldelse af The Black Witch i Kirkus Review
 

Forsvar for stjerne-anmeldelsen i Kirkus Review

Citat fra Vulture-artiklen, ved Kat Rosenfeld:

"Still, the interpretation of Forest’s novel as a 600-page paean to anti-miscegenation seems rare among those who’ve actually read it. On Amazon, where the book is currently rated 4.3 stars out of 5, reviews generally agree that the book is firmly anti-prejudice, and that Elloren’s long slog in the direction of enlightenment is a realistic depiction of the process by which an indoctrinated person begins to expand her worldview. (There, the most common criticism is that the book’s message of tolerance is heavy-handed.) However, just reading a so-called problematic book in order to judge its offensiveness for oneself is considered by many to be beyond the pale.

Author Tristina Wright was one of several who condemned would-be readers of called-out books, while young readers followed suit.
“Imagine being so privileged you care about your own entertainment more than the hurt of marginalized people,” one tweeted, while another declared, “Reading a book specifically because it’s been called out for racism doesn’t make you a champion of independent thought. It makes you racist.”

Mimi, the teen blogger who had once been so excited about The Black Witch, was among those who urged others to avoid the book, writing on her website and Twitter about the emotional pain it had caused her. She still hasn’t read it, and doesn’t plan to; she feels that Sinyard’s review tells her all she needs to know. “I trusted her take on it. She showed pictures from the book, and certain passages in the book, so it’s not like she was making it up,” Mimi says."

Ironi spildt på emeritusser

Imponerende forvrøvlet kronik om Forfatterskolen og ung digtning ved lektor emeritus Thomas Pedersen i Politiken i forgårs - jeg var i AK24syv og diskutere kronikken med kronikøren (efter et herligt skrapt indslag, inkl. grilning af kronikredaktør, om kronikørens forblommede stillingsbetegnelse (det er i statskundskab, han har været lektor)), og jeg kom vist til, i ren frustration over forsludringsgraden, at hidse mig en smule op, link her. Jeg nævnes selv et par gange i kronikken, og det var derfor jeg var blevet inviteret i studiet, og så, formoder jeg, fordi jeg har vis forstand på ny poesi.

Kronikken starter med at demonstrere, hvorfor man skal være varsom med ironi, selv når folk forstår, man er ironisk, forstår de ikke, hvad ironi er:

"Inden for litteraturens verden er der således opstået et establishment omkring Forfatterskolen.

I et debatprogram tidligere på året blev dette erkendt og bekræftet af flere insidere, bl. a. Lars Bukdahl, dansk digtnings selvudnævnte litteraturminister og ordsheik, som dog kun imødekom kritikken halvvejs, idet han forsøgte at værge for sig med sin velkendte selvironi. Men hans argumentation var problematisk: Han argumenterede nemlig i spøgefuld alvor for, at man burde forsyne de litterære produkter med et ' miljømærke', så forbrugerne kan se, om de har at gøre med seriøs litteratur. Et miljømærke? Ordvalget er mildest talt uheldigt, for er der noget, som kendetegner den originale og fornyende digtning, er det som bekendt, at den sprænger miljøer, at den ofte nærmest er miljøløs."

Ja, der findes miljøER, men det har kun på den omvendte måde at gøre med, at bøger dømmes gode, at en hel del af de stærkeste litterære talenter har det med at søge og blive optaget på Forfatterskolen (men der også nogle, der ikke bliver optaget, og som ikke bliver mindre talenter af den grund - fx to af bidragyderne til ny poesi-serien i Ud & Se, Sophia Handler og Jakob Slebsager) og senere hænge ud med de folk, de har gået på skole sammen med. Miljøet i miljømærket, skulle det realiseres, ville være lig med miljøet MIG! 

Og jeg kan heller ikke lade være (ved siden af alt det jeg smider i kachotten i radioudsendelsen) med at anholde formuleringen "Lars Bukdahl har hårdt presset nævnt Simon Grotrian (der NB ikke har gået på ForfatterskolenLB) som en af de nye digtere, som borger for kvalitet."

Jeg føler mig aldrig hårdt presset, når jeg skal nævne "nye" digtere, der borger for kvalitet, jeg gør det hele tiden, frivilligt og af hjertets lyst og kan på stående kontorstol til hver en tid nævne 100 + læseværdige nulevende digtere på Grotrians alder eller yngre, fra Aidt til Ørntoft, hvad er det for noget vrøvl?

750.000 $-overskægget (og -fipskægget)

Der er nogle få afgørende, gode grunde til at være millionær - auktionsreportage fra The Guardian:

"One of Marcel Duchamp’s reproductions of Leonardo Da Vinci’s Mona Lisa, on to which he pencilled a beard and moustache, has sold for €632,500 ($750,000) at Sotheby’s in Paris.
It was part of the sale of a collection of surrealist works owned by American Arthur Brandt, with 110 pieces fetching €3.9 million, including commission.
However, some standout pieces, including a work by Francis Picabia, which was estimated at €700,000, did not find a buyer.
Duchamp’s version of the Mona Lisa was one of nine works in the sale by the French artist, who is seen as the father of conceptual art.
The Mona Lisa works are entitled L.H.O.O.Q, which in French sounds like the phrase “elle a chaud au cul”, roughly translated as “she’s horny”. It had a presale estimate of €400,000 to €600,000.
The version that sold late on Saturday was created in 1964 after the original 1919 so-called “ready made” piece."

Forslag til ny direktør for Gyldendal

(Stig Andersen, over-direktøren for Gyldendal, går på pension og stillingen er nu slået op)

- i prioriteret rækkefølge

1. URSULA ANDKJÆR OLSEN
(fordi hun bare skal være direktør for det hele, så kan hun skrive om natten)

2. HANS OTTO JØRGENSEN

3. ANDERS JØRGEN MOGENSEN

4. MATHIAS KOKHOLM

5. BRD. WOETMANN

6. RASMUS GRAFF

7. JESPER FABRICIUS & ÅSE EG JØRGENSEN

8. GITTE BROENG & LASSE KROG MØLLER

9. ANNE-MARIE MAI

10. ELISABETH FRIIS

Dobbeltagentens opråb

Amalie Smith har den sjældne erfaring at have gået på 2 kunstneriske uddannelser, Forfatterskolen og Kunstakademiet, og udtaler sig derfor med en særlig vægt og tveægget skarphed om de dumme sammenlægningsplaner:

Amalie Smith

"Brugte en halv dag på at svare på nogle spørgsmål fra en journalist på Dagbladet Information om sammenlægningen af kunstuddannelserne tirsdag i sidste uge. Nu har jeg rykket og fået besked om, at der ikke bliver brug for mine svar, og det skyldes nok, tænker jeg, at der har været så mange gode stemmer, der har blandet sig i debatten, og at mange af argumenterne imod sammenlægning allerede er blevet fremført flere gange, fordi de er ret indlysende. Nu deler jeg alligevel mine svar her, så de ikke går helt til spilde, og hvis du ikke har fulgt så meget med i debatten eller ikke kan få nok, så læs med, mens vi venter vi på, at kulturministeren skrinlægger sammenlægningsplanerne, OG på at regeringen dropper de vedvarende nedskæringer på hele uddannelsesområdet. At dele gaver ud fra et "økonomisk råderum" og samtidig fastholde 2 % nedskæringer årligt i uddannelsessektoren er simpelthen at pisse fremtiden op ad ryggen. KH Amalie
"Q: Hovedpointen i analysen fra Kulturministeriet er, at man skal have en national institution som kan udstikke en overordnet strategi for kunstuddannelser. Hvad tænker du om det?
A: Jeg tænker, at det er en meget dårlig idé. Rapporten påstår at være svaret på en række vanskeligheder, som kunstuddannelserne i dag står overfor, men det spøjse er, at det er Kulturministeriets egne faldende bevillinger, der er den primære årsag til selvsamme vanskeligheder. Staten skærer i bevillingerne med den ene hånd og bruger det som argument for med den anden at ensrette velfungerende og højt specialiserede skoler og gøre dem klar til yderligere nedskæringer. Mette Bock har ikke taget stilling til rapporten endnu, og hun kan heldigvis nå at lytte til den massive kritik, der er kommet fra fagmiljøerne, men det er for mig at se betænkeligt, at hun har valgt at bestille rapporten hos én enkelt person, der er varm fortaler for en sammenlægning. Som man spørger, får man svar. Rapporten er ikke en nøgtern redegørelse for feltet, men et statsstøttet debatindlæg, der får samtalen om fremtidens kunstuddannelser til at starte i bakgear.
Q: Hvad er dine erfaringer fra forfatterskolen og kunstakademiet?
(ift. kvaliteten af uddannelse, ledelsen, strategien) Mener du, at det giver mening at etablere en national institution?
A: Som studerende på begge skoler har jeg oplevet, hvor forskellig kunstundervisning på højt niveau kan udforme sig, hvor forskelligt kunstskoler kan organiseres og hvor forskellige brancher, de er i dialog med og sender dimittender ud i, og det er med de oplevelser in mente meget svært for mig at forstå, hvordan en sammenlægning skulle kunne hæve niveauet, hverken fagligt eller hvad angår dimittendernes indkomst. Det er skolernes solide faglige forankring, der har gjort dem så forskellige – de er højt specialiserede, og det er netop dét, der gør dem anerkendte og toneangivende i deres respektive brancher. De har et stærkt ry, et “brand” om man vil, også internationalt, hvilket gør det muligt at tiltrække gode kræfter fra hver deres felt, og det kan en sammenlægning risikere at sætte over styr.
Q: I analysen står der, at skolerne skal beholde et udstrakt faglig selvstyre. Det betyder, det er de overordnede linjer og økonomien, der skal topstyres. Den øvrige strategi og kunstneriske faglighed skal blive på skolerne. Hvad tænker du om den løsning?
A: Rapporten efterlyser også et overordnet fællesstrategisk fokus på sektorniveau, som for mig lyder som det modsatte af fagligt selvstyre. Fagligt selvstyre og faglig ledelse hænger sammen. Mens jeg gik på Kunstakademiet, blev skolens styrelseslov lavet om, så det ikke længere var det demokratisk indstiftede skoleråd, der var skolens højeste myndighed, men derimod rektor, som nu blev indsat af et udvalg under kulturministeren, og det er netop dén ændring af styrelsesloven, der i dag gør det mulig at tage beslutninger uden høring eller demokratiske processer på skolerne. Mere centralisering vil kun gøre det demokratiske underskud på institutionerne større og svække forankringen i kunstfagligheden.
Q: Når skolerne får tilskud fra staten har de også meldt sig ind under nogle præmisser, hvor der er nyttetænkning og bureaukrati. Er det ikke fair nok, at der bliver tænkt økonomi, konkurrence, optimering osv. ind i uddannelser?
A: Jo – man får hvad man betaler for. Og når kulturministeriet fortsætter med at skære 2 % om året, får vi dårligere kunstskoler, ikke bedre. De sidste mange års nedskæringer er allerede gået ud over dét, det hele handler om – undervisningstimer og værkstedsfaciliteter. Jeg deler Henrik Sveidahls ønske om mere kunstnerisk forskning, men seriøse ambitioner om en forskerskole eller flere Ph.D.’er på kunstskolerne kræver flere midler tilført, ikke færre, som der lægges op til.
Q: Henrik Sveidahl nævner et eksempel på fagligt samarbejde: Forfatterskolens faglige miljø er – med sine omkring 15 studerende – meget udsat. Derfor vil det være afgørende at samarbejde med andre uddannelser, eksempelvis manuskriptuddannelserne, for at opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen. Har han en pointe i, at der er en fordel ved samarbejde? Bl.a. det her eksempel?
A: Jeg køber ikke præmissen om, at Forfatterskolen er udsat, fordi den er lille og på egen hånd, og dens størrelse har intet med kvaliteten af uddannelsen at gøre, nærmest tværtimod: Det er en eliteuddannelse med stærkt fokus på den enkelte elevs faglige udvikling, og skolen har forlængst bevist sit værd i form af en strøm af stærke dimittender. Paradoksalt nok er det netop i en superinstitution at dens størrelse kan gøre den udsat, fordi den her vil få svært ved at få varetaget sine interesser. Men det er nærmest absurd med al den snak om udsathed, når skolernes primære trussel er de faldende bevillinger fra Kulturministeriet selv. At skære i uddannelsessektoren har været en del af nødvendighedens politik, som vi har bidt i os i mange år efterhånden, men nu er opsvinget her, og Løkke deler rundhåndet ud fra det såkaldte økonomiske råderum, og så skal vi stadig spare på uddannelse? Det er ikke til at forstå. Hvis kulturministeren, embedsværket og regeringen også fremadrettet vil have kunstuddannelser på højt internationalt niveau, så vil jeg opfordre dem til at styrke skolernes forskelligartede fagmiljøer gennem øget fagligt selvstyre og til at finansiere de mål, de sætter sig. Man kan ikke spare sig til kunstuddannelser på højt internationalt niveau."

Gabets protest

(for lalleglad en tekst til at være Bogholderi-note i WA Bøger, men hvordan kan man andet end lalle af glæde ved mødet med Space Poetry-publikationer)

-->

Det evigt formatfluktuerende kunsttidsskrift Pist Protta er omsider udkommet med sit nioghalvfjerdsindstyvende nummer, der komplet umuligt lader HVERT BIDRAG have sit eget format (og sin egen papirtype). Temaet er streg og streger, inklusive gamle tekstilmønstre fra Danmark og Peru og en systematisk udsyret ”praktisk kalender, hvor dage og datoer ikke krydser hinanden” af Gunnar Aagaard Andersen fra 1969.

  I samme postombæring udsender forlaget Space Poetry to fredsommeligere udseende publikationer:

  1. Redaktør Jesper Fabricius’ første rene tekstbog, digtsamlingen Æternarkose, der collage-sammenklipper de forskelligste tekster og tekstarter (med hver deres typografi), fra lummer porno til abstrakt kunstteori, der så pludselig bliver abstrakt porno og lummer kunstteori:

  ”søger dobbelthed i alt/ kærtegn på balderne/ Derefter/ endeløse forhandlinger”

  2. Redaktør Jesper Rasmussens skriggule pamflet Fremtidigt Manifest for Kedelig Kunst, der underfundigt, men også helt ærligt, plæderer for kedsommeligheden som strategi:

  ”Den eneste sande form for oprør i nutidens kunst er derfor at være kedelig! Kunsten kan påberåbe sig en sand radikal position ved at insistere på kedelig kunst! Den eneste sikre måde, hvorpå kunsten kan undgå at underlægge sig massemediernes tyranni og omklamring og holde sig immun overfor samme mediers udvanding og forsimpling, er ved at være kedelig.”

  Hvis bare ikke det blad, han og den anden Jesper redigerer, var så forbandet underholdende …

  

- Aagaard Anderen-kalenderen

Eneste egentlige argument for Forfatterskolen, dens selvstændighed og lidenhed

HÅRDT, HASTIGT, UFØLSOMT STJERNE- OG KÄNDIS-KLIP:

2017-1987

Joakim Vilandt, Jonas Eika Rasmussen, Yahya Hassan, Signe Gjessing, Emeli Bergman, Cecilie Lind, Ida Holmegaard, Hannah Lutz, Lea Løppenthin, Josefine Graakjær Nielsen, Martin Bastkjær Christensen, Andreas Pedersen, Caroline Albertine Minor, Pernille Abd-El Dayem, Ursula Scavenius, Bjørn Rasmussen, Daniel Dalgaard, Rasmus Halling Nielsen, Hanne Højgaard Viemose, Josefine Klougart, Morten Chemnitz, Olga Ravn, Olivia Nordenhof, Stine Pilgaard, Amalie Smith,  Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen, Theis Ørntoft, Christel Wiinblad,  Ida Marie Hede, Ina Munch Christensen, Glenn Christian, Katinka My Jones, Maja Lucas, Shadi Angelina Bazeghi, Christina Hagen, Peder Frederik Jensen, Peter-Clement Woetmann, Chresten Forsom, Kristina Nya Glaffey, Henrik Kabell, Sissel Bjergfjord, Anders Abildgaard  Dennis Gade Kofod, Dy Plambeck, Martin Glaz Serup, Morten Søkilde, Jens Jacob Toftegaard, Kristian Bang Foss, Lone Hørslev, Mads Eslund, Maja Lee Langvad, Palle Sigsgaard, Eli I. Lund, Henriette E. Møller, Kristian Leth, Lene Asp, Nina Søs Vinther, Anne-Louise Bosmans, Julia Butschkow, Kasper Thomsen, Ina Merete Schmidt, Majse Aymo-Boot, Harald Voetmann, Jesper Wamsler, Marius Nørup-Nielsen, René Jean Jensen, Thomas Rydahl, Ursula Andkjær Olsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Mikkel Thykier, Lars Frost, Pejk Malinovski, Tomas Lagermand Lundme, Kim Blæsbjerg, Kristian Ditlev Jensen, Martin Larsen, Peter Højrup, Lars Skinnebach, Peter Adolphsen, Simon Fruelund, Iben Claces,, Katrine Marie Guldager, Thøger Jensen, Claus Beck-Nielsen, Laila Ingrid Rasmussen, Lone Munksgaard Nielsen, Tomas Thøfner, Lene Henningsen, Helle Helle, Janus Kodal, Kirsten Hammann, Mads Brenøe, Morten Søndergaard, Christian Dorph, Christina Hesselholdt, Hans-Erik Larsen, John Bang Jensen, Merete Pryds Helle, Christian Bundegaard, Christian Yde Frostholm, Connie Bork, Solvej Balle

Så tror fanden at alting hænger så kulørt sammen (og ikke)

JEG ER EN ROMAN AF JAN GUILLOU!

(tænke jeg da jeg cyklede forbi den kæmpe reklame i boghandlen på Jægersborg Allé) 

Engle-content

Altså, Treo! Men jeg skal jo være den sidste  (når ikke den første) til at kritisere andre kritikeres negativitet. Og der var 1 positiv linje i hans 3 stjerner-anmeldelse af Cave-koncerten:

"En simpel version af ’Into My Arms’ med publikum på forbavsende flot kor var seancens eneste virkeligt vellykkede indslag."

Og disse irriterende smukke linjer fra den sang var jo klar nok til dig, kære englebestyrer, i en hård Coldplay-lås ((c) Bang Foss) i mine arme :

"[Verse 2]
And I don't believe in the existence of angels
But looking at you I wonder if that's true
But if I did I would summon them together
And ask them to watch over you
To each burn a candle for you
To make bright and clear your path
And to walk, like Christ, in grace and love
And guide you into my arms"

Dobbeltgængerpris

Jeg skrev en en bogholderi-note i fredagens WA Bøger om det ikke ikke umiddelbart gennemskueligt meningsfulde i, at Danske Skønlitterære Forfattere har oprettet en pris, Den svære Toer, der, nøjagtig ligesom Michael Strunge Prisen har gjort siden 2012, præmierer en forfatter for hans/hendes anden skønlitterære udgivelse. Caroline Albertine Minor fik for nogle måneder siden Strunge Prisen for novellesamlingen Velsignelser. Tre forfattere var nomineret til Den svære Toer, Viggo Bjerring, Ida Holmegaard og Caroline Albertine. Og i går blev Den svære Toer så uddelt til - Caroline Albertine Minor. Og tillykke med det til hende! Men hvorfor dog, jury (Lone Aburas, Anne-Mette Riis Rasmussen og Dennis Gade Kofod), understrege overflødigheden så eklatant, når I kunne have peget  på (foreløbigt totalt u-prisbelønnede) Holmegaards frygteligt fine roman Graceland (jeg har ikke læst Bjerrings kortroman QWERTY, det bør jeg gøre snarligst), som jeg er en del mere indtaget i end Velsignelser? Vel fordi juryen simpelthen brød sig mest om Minors bog, hvilket jo er helt fair, det er ikke dem, der har fundet på prisen, men sikke dog til stadighed dumt og meningsløst fundet på.

(jeg sidder selv i juryen for den ene af de to debutantpriser, der findes (NEJ, HOV! RETTELSE - OGSÅ TIL AVISEN!: DER FINDES JO EN 3. DEBUTANTPRIS (som jeg for fanden selv har fået!) DET DANSKE AKADEMIS RENT LYRISKE KLAUS RIFBJERGS DEBUTANTPRIS, der imidlertid senest, i 2016, var blevet en (endda forsinket) toer-pris, da den gik til Theis Ørntoft, 7 år efter hans debut og 2 år efter hans anden bog), Munch-Christensens Kulturlegat, som ikke er fundet på ud af det blå af en forfatterforening, men testamentarisk oprettet af et boghandlerpar i Vejle - og så længe jeg har siddet i juryen (siden 2008-2009), og selvom prisen uddeles til to debutanter hvert år, har vi kun 1 gang haft sammenfald med den anden debutantpris, Bogforums, nemlig i 2014 med Yahya Hassan (vi diskuterede i juryen om han allerede var for prisnedtynget, men lod, sådan som vi bør, den kunstneriske kvalitet og styrke få det sidste ord); 2 Munch-Christensen-prismodtagere har for deres anden bog fået Strunge Prisen, Theis Ørntoft og Caspar Eric)

Kvalificeret forventningstårnhøjde

(og jeg har ladet være med at spørge, om det betyder, at bogen udgives som scannet facsimile af den håndskrevne renskrift - for jeg vil ikke skuffes i denne del-forventning)

Johanne Thorup Dalgaard  — at Jyderup Lyng.

Harald har brugt et par uger på at skrive sin nye bog ind i hånden på store A3-ark. Her ligger den, ved siden af sin navnefælle. Den udkommer 2. februar.

 

Comments

Lars Bukdahl Hørte fragmenter læst op (til receptionen for Ursula Andkjærs Krisehæfterne)! Fælt forrygende (og forbandet bevægende)

Flanørpoetik

- at flintre hen ad fortovet

som Nick Cave flintrer hen ad scenen

- og fortovet som en ÆGTE kongelig arena

med trafiklys, men uden ende

HELDIGVIS (men spark under hovedstolen!)

Et markant flertal i Folketinget afviser Mette Bocks plan om sammenlægning af kunstuddannelser

Et flertal i Folketinget afviser en anbefaling fra Kulturministeriet om at samle de kunstneriske uddannelser i én institution. Mette Bock mener, at partierne skal ’klappe hesten’

 

FOFU-FORKLARING (mit småhemmelige formandskab for småhemmelig forening)

Jeg er formand for FOFU og og netop genralsforsamlingsvalgt FOFU-medlem af Forfatterskolens bestyrelse (for tredje gang) sammen med Martin Bastkjær Christensen og også nyvalgte Christel Wiinblad. Der har i bestyrelsen været lidt undren over,  hvad egentlig dette FOFU og dets 3 pladser store tilstedeværelse i bestyrelsen egentlig gik ud på, derfor udarbejdede jeg på FOFUS vegne denne påmindelse, til os og omverdenen, som blev præsenteret for bestyrelsen ved det nyligt afholdte bestyrelsesmøde:

-->

"FOFU FINDES OG GIVER MENING – en påmindelse

FOFU er et smukt og mærkeligt og magisk ord, der er forkortelsen for Foreningen for Forfatteruddannelse, der blev stiftet af Poul Borum i 1987 forud for oprettelsen af Forfatterskolen som, ifølge vedtægterne, ”Forfatterskolens forankring i det aktive litterære miljø.”

  Borum inviterede 28 betydelige forfattere fra flere generationer til at blive medlem, 27 takkede ja, blandt dem hæderkronede navne som Thorkild Bjørnvig, Peter Seeberg og Villy Sørensen. Siden er medlemskredsen blevet udvidet og forynget en håndfuld gange, og foreningen tæller nu 52 medlemmer, fra Naja Marie Aidt over Ursula Andkjær Olsen til Søren Ulrik Thomsen, blandt de senest tilkomne har flere meget smukt og nyttigt selv gået på Forfatterskolen.

  Det oprindelige formål med foreningen var at give Forfatterskolen troværdighed og opbakning i de første skrøbelige, eksperimenterende år, overfor det litterære miljø og den litterære institution, hvor mange forholdt sig skeptisk til ideen om en forfatteruddannelse, overfor medierne og den brede offentlighed og overfor Kulturministeriet; to afgørende milepæle var, da eleverne blev SU-berettigede i 1996, og da skolen kom på Finansloven i 2004.

  Nu om stunder er FOFU’s væsentligste funktion og eksistensberettigelse at levere tre medlemmer, der hver sidder i fire år, til Forfatterskolens otte medlemmer store bestyrelse. Hvilket forbliver en yderst vigtig funktion og vældig meningsfuld berettigelse. De tre medlemmer repræsenterer ”Forfatterskolens forankring i det aktive litterære miljø”, som de jo netop ikke vil eller kan repræsentere ud fra nogen ideologisk og litteraturpolitisk konsensus eller noget institutionelt og foreningsmæssigt mandat, men alene i kraft af deres aktive, uafhængige forfatteridentitet.

  Med tidligere bestyrelsesformand Anne-Marie Mais ord i hendes bidrag til jubilæumsantologien FS 25: ”Det vigtigste er, at skolen helt og holdent er forfatternes.” Det er en forfatter, der er rektor, det er forfattere, der er faste lærere, og det er i altovervejende grad forfattere, der besøger skolen som gæstelærere. Det ville være imod selve ånden – og selve praksissen - i og på Forfatterskolen, hvis der ikke også sad forfattere, i et ikke-beskedent antal, i Forfatterskolens bestyrelse.

   Anne-Marie Mai igen, i hendes jubilæumsbidrag:

. ”Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at beskrive FOFU som en organisation, hvis mødeaktivitet ligger på et meget overkommeligt niveau, men FOFU vågner lynhurtigt op af sin dvale ved ordet ”bestyrelsesvalg”, og det er hver gang lykkedes at få forfattere til at gå særdeles aktivt og vedholdende ind i bestyrelsesarbejdet.”

  Ikke mindst, når en ny rektor skal findes, hvilket har været aktuelt hele to gange de seneste to år, giver det mere end almindelig god mening, at forfattere – som forfattere og intet andet – giver deres besyv med. Det er jo ikke primært på de administrative evner, en ny rektor skal bedømmes, men på hans og hendes visioner for skolen og dermed for dansk litteratur, som skolen forbliver den førende talentleverandør til: Hvordan kan skolen bedst hjælpe digterspirer til at blive så gode og stærke forfattere som muligt.

  Fordi forfattere har den dybeste og grundigste forstand på forfatteri, er det pinedød nødvendigt, at FOFU består og fornyes og beholder sin repræsentation i Forfatterskolens bestyrelse.

Kærlig hilsen FOFU, ved formand Lars Bukdahl"

Et manuskript er ikke en bog (og omvendt)

Nærmere bestemt - unævnt af både mig i min kommentar og rektor Jeppe i sin - mener rapportør Sveidahl, at den såkaldte "kritiske masse" på Forfatterskolen er så beskeden, at skolen hellere må slå pjalterne sammen med Filmskolens og Skolen for scenekunsts manuskriptudddannelse:

-->

"Forfatterskolens faglige miljø er dog med sine ca. 15 studerende meget udsat, og det vil være afgørende for at kunne opretholde og videreudvikle kvaliteten af uddannelsen, at samarbejdet med andre kunstneriske uddannelser, herunder fx manuskriptuddannelserne inden for film og scenekunst, prioriteres yderligere for at styrke den kritiske masse på litteraturområdet." 

Filmskolens manuskriptuddannelse er, hvad angår fri, kunstnerisk tekstproduktion, sådan cirka Forfatterskolens antitese (eller antipode).

Her er er Filmskolens egen præsentation af manuskriptforfatteruddannelsen, mine fremhævelser:

"Manuskriptforfatteren er den skrivende part i udviklingen af historier og manuskripter til film og tv-serier. Dette sker i et nært samarbejde med instruktør og producer og med vekslende roller i forhold til hvem, der finder på idéen og er den kunstnerisk styrende kraft.
Filmskolens mål er at uddanne manuskriptforfattere, som har en personlig signatur og en indgående erfaring med manuskriptfagets håndværk og kunstneriske metoder, ikke mindst det nære kreative samarbejde med instruktør og producer.
Derfor skal du som manuskriptforfatter besidde et filmisk skrivetalent. Du skal kunne lide at udvikle idéer i samspil med andre, og du skal særligt have lyst til at lade dig udfordre i samarbejdet med instruktørerne om projektudvikling af både dine og deres idéer.
Manuskriptforfatternes uddannelse retter sig altovervejende mod at udvikle fiktionshistorier for både fiktionsfilm, tv-serier og animationsfilm. En mindre del af undervisningen tager sit udgangspunkt i dokumentariske metoder.
Manuskriptforfatterne deltager i fællesundervisningen i dramaturgi og filmhistorie samt i fælles undervisningsforløb i fiktion.
Derudover undervises manuskriptforfatteren i de grundlæggende forhold for udvikling af karakter, univers, plot, den naturlige historie, scene og sekvens, og filmiske fortælleformer, og får kendskab til de store fortællinger i myterne, litteraturen og det klassiske drama. Og gennem filmanalyser og praktiske øvelser bliver de fortrolige med, hvordan en film ”skrives” tre gange i tilblivelsesprocessen: i manuskriptet, på optagelserne og i klipningen.
Gennem fagundervisning og skriveøvelser gøres manuskriptforfatterne endvidere fortrolige med manuskriptudviklingens forskellige faser, kunsten at rewrite, arbejdet med forskellige teksttyper, udviklingen af historieuniverser til brug for cross media, manuskriptresearch, den filmiske begrebsverden, filmproduktionens forskellige faser, fotografiske og lydmæssige virkemidler, og de lærer at skrive til en given økonomi og produktionsform.
I praktiske øvelser samarbejder manuskriptforfatteren og instruktøren med skuespillere i forbindelse med readings og improvisationer som inspiration for udvikling af karakter- og plot. Og manuskriptforfatterne indgår på øvelsesproduktionerne både som manuskriptforfattere og manuskriptkonsulenter, og i forskellige assistentfunktioner på optagelser og i efterarbejdet.
Du kommer i løbet af uddannelsen til at arbejde med både professionelle skuespillere og med elever fra landets scenekunstskoler. Endvidere kommer du til at samarbejde med bl.a. Production Design-studerende fra designskolen.
Efter uddannelsen er du kvalificeret til at arbejde professionelt som manuskriptforfatter på fiktionsfilm, tv-serier, animationsfilm, computerspil og cross media universer. "

Og nu ser vi helt bort fra de reelle manuskripter til reelle film og tv-serier og kriterierne for udvælgelse af manus-elever (i gamle dage blev kvalificeret LITTERÆRE unge DIGTERE optaget som fx Kirsten Hammann , der bortset fra et par poesivideoer aldrig har lavet film eller skrevet til film (eller blevet filmatiseret), og Bo hr. Hansen, der nu er en af vores flittigste og bedste manusforfattere (men altfor for ofte mere eller mindre selvstændigt formaterende andres bogværker, senest Gud taler ud og Den kæmpestore pære)), men klart nok er skrift-suveræniteten som udgangspunkt absolut detroniseret og reduceret og kompromitteret i manuskriptarbejdet og dermed også -uddannelsen.

Her er som kontrast i al afmægtig korthed - for hvad skal man sige!? - Forfatterskolens formålsparagraf:

"Forfatterskolen har til formål at tilbyde en forfatteruddannelse baseret på litterær, skriveteknisk kunnen, alment kendskab til litteratur, almen æstetisk debat, herunder en dialog med de øvrige kunstarter og erkendelsesområder, introduktion til og arbejde med alle skønlitterære genrer og virkefelter samt praktisk kendskab til forfatteres vilkår og arbejdsforhold."

- og lidt mere ekstensivt, beskrivelsen af undervisningen - man læser elevtekster GRUNDIGT og diskuterer og oplyser om litteratur og relevante sager, og det er - og skal være - det:

"Selve undervisningens indhold kan inddeles i fire hovedpunkter:

• Læsning af elevernes egne tekster. Dette foregår dels i korte sessioner, dels i form af opgaveskrivning og endelig som egentlig manuskriptvejledning af større sammenhængende forløb. Denne del af undervisningen udgør hovedhjørnestenen i skolens arbejde.
• En bredere - både dansk og international - indføring i litteraturhistorien. Herunder periodelæsning, læsning af enkelte forfatterskaber og genrehistorie. Desuden er der undervisning i f.eks. metrik, stilfigurer og fortælleforhold. Sprogfilosofi inddrages også som et vigtigt element.
• Indføring i de andre kunstneriske virkefelter. Her kommer både billedkunst, dramatik, film og musik ind i undervisningen. Herunder også indføring i generelle æstetiske spørgsmål i et filosofisk lys.
• Bred indføring i og erfaring med hensyn til formidling af kunst og kultur. Bl.a. gennem oplæsningsarrangementer, arbejde med tidsskrifter, med elevernes egen afgangsantologi, med øvelser i oversættelsesarbejde, essaystik og reportage.

Undervisningen i praksis

Undervisningen finder sted mandag og tirsdag og er delt op i to moduler, hvor formiddagen går med gennemgang af elevernes egne tekster, mens eftermiddagen bruges til frie forløb ved de faste lærere eller ved særligt indbudte gæstelærere. De to årgange undervises sammen. Resten af ugen er beregnet til forberedelse og ikke mindst til at arbejde med elevernes egne tekster.
Ved formiddagsmodulet bliver elevernes tekster læst i plenum af elever og to lærere. Teksternes karakter, holdbarhed, originalitet, valgslægtskaber osv. bliver sat til diskussion i det åbne forum, hvor træning i tekstanalyse er i centrum. Som optakt til tekstlæsningen præsenterer lærere eller elever på skift enkeltværker eller forfatterskaber, som kunne have særlig betydning for forståelsen og oplevelsen af elevernes tekster.
Eftermiddagene bliver brugt til forløb, der strækker sig over 2-4 uger. Emnerne kan være filosofi, dramatik, værkgennemgang, litterær oversættelse, skriveøvelser, litteraturhistorie og præsentation af forfatterskaber med efterfølgende besøg af forfatteren selv. Disse forløb varetages ofte af særligt indkaldte litterater, kritikere, forfattere eller oversættere."

 Formålet er at eleverne skal skrive mere frit som sig selv, ikke mere funktionelt med/til andre.



(foto forestillende screenwriter Jim Jennewein forelæsende på Vancouver Folm School (taget herfra: https://www.flickr.com/photos/vancouverfilmschool/6277270689/in/photostream/ )

Rektor giver svar på tåbelig tiltale

Forfatterskolerektor Jeppe Brixvold reagerer på den katastrofale kultturministerielle rapport (som jeg kommenterer i dag på bagsiden af WA Bøger):

"SVAR PÅ RAPPORTEN

Kulturministeriets nye rapport, De kunstneriske uddannelser - forslag til en fremtidig organisering, skrevet af rektor for Rytmisk Musikkonservatorium Henrik Sveidahl, anbefaler at samle de videregående kunstneriske uddannelser i én kunstnerisk uddannelsesinstitution, som bl.a. skulle inkludere Forfatterskolen.
Dette scenarium skulle ifølge rapporten have økonomiske og strategiske fordele, hjælpe uddannelserne til højere kvalitet, større internationalisering, mere “videnopbygning” og klæde dem bedre på til et ”ændret kunst- og kulturforbrug”.
Institutionen ville have ca. 1775 studerende og ville bestå af følgende otte skoler, som “i udgangspunktet skulle beholde deres nuværende navn og profil”:
Den Danske Scenekunstskole, København, Aarhus, Odense, Fredericia, Odsherred (ca. 225 studerende) Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, København, Aarhus, Odense (ca. 245 studerende) Forfatterskolen, København (ca. 15 studerende)
Den Danske Filmskole, København (ca. 95 studerende)
Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Frederiksberg (ca. 340 studerende) Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, Aalborg (ca. 400 studerende) Syddansk Musikkonservatorium, Odense, Esbjerg (ca. 260 studerende) Rytmisk Musikkonservatorium, København (ca. 195 studerende)
Det betones i rapportens afslutning, at en sådan national institutions succes ville afhænge af, “om den lykkes med at balancere hensynet til det enkelte kunstområdes behov på den ene side og det samlede områdes behov på den anden side.”
Og det er jo just det springende punkt. Hvad rapporten, for Forfatterskolen at se, ofte overser, er de enkelte kunstarters fagspecifikke forskelle, og det vil i praksis sige de forskellige behov for meget forskellige typer af studerende.
De skabende kunstnere som fx billedkunstnere, filmkunstnere og forfattere fylder ikke meget i rapportens billede af en fremtidig multiinstitution af primært udøvende kunstnere, der igennem institutionens “overordnede strategi” og “fælles retning” skal lære at navigere i det ”ændrede kunst- og kulturforbrug”. Dette er kritisabelt set fra Forfatterskolens side. Men det er også generelt et truende perspektiv for original, skabende kunst i Danmark.

Til baggrund for Sveidahls analyse ligger bl.a. samtaler med otte udenlandske kunstuddannelser, de fleste store og multifaglige. Ikke en eneste af dem har dog en forfatteruddannelse eller beskæftiger sig med litteratur. Rapporten angiver også som baggrund for analysen samtaler med over 30 eksperter og interessenter, hvor man kan tælle mange fra fx den rytmiske musiks verden, men kun én person fra litteraturen, nemlig forfatteren Jan Thielke, formand for Danske Skønlitterære Forfattere, som har deltaget i ét 2,5-times fællesmøde med fem andre interessenter. Ud fra den manglende research på området kan det ikke undre, at rapportens analyse af udfordringer og fremtidsmuligheder for en uddannelse som Forfatterskolen ofte nærmer sig det rene gætværk.
Rapporten siger fx om den nødvendige internationalisering af kunstuddannelser: “I international sammenhæng er de danske kunstneriske uddannelsesinstitutioner meget små. Det indebærer, at det i visse sammenhænge kan være en udfordring for institutionerne hver for sig at have international gennemslagskraft og indgå i ligeværdigt samarbejde med førende udenlandske uddannelsesinstitutioner, som typisk er markant større og ofte også flerfaglige ... (Der er) flere udfordringer for især de mindste institutioner med at løfte internationaliseringsopgaven til et niveau, der sikrer, at institutionerne kan være med blandt de bedste i verden.”
Her er selve perspektivet på det internationale samarbejde forkert, for os at se. Forfatterskolen har en meget stærk placering blandt fx de nordiske forfatteruddannelser, den regnes ofte som den bedste af dem og har mange ansøgere fra hele Norden, FORDI den er en lille eliteuddannelse og stærkt fagspecifik. Da Gale Burns, vicepræsident for EACWP (European Association of Creative Writing Programmes), besøgte Forfatterskolen i foråret, udtrykte han nærmest misundelse over skolens organisationsform, “A school for writers and RUN by writers,” hvilket fx ikke er tilfældet på det store fag Creative Writing på Kingston University, London, hvor han underviser. Eliteuddannelsen og den stærke fagspecificitet skaber simpelthen gode resultater for de studerende, og det viser sig fx ved, at omkring 70 % af Forfatterskolens dimittender opnår at udgive selvstændigt, hvilket er en meget høj succesrate for skriveuddannelser internationalt set.
Rapporten siger også om den nødvendige “videnopbygning” på en kunstnerisk uddannelse: “Stærke fagmiljøer er kendetegnet ved en stor bredde og dybde i de faglige kompetencer og den viden, de studerende har adgang til. Hvis et fagligt miljø er meget småt med få undervisere tilknyttet, kan det udfordre uddannelsens kvalitet. Det er i særlig grad de små billedkunstakademier og Forfatterskolen, der er kendetegnet ved meget små faglige miljøer.”
Her tager rapporten grundlæggende fejl af Forfatterskolens fagspecifikke situation. Ingen kunstart i Danmark har så stærk en vidensopbygning som litteraturen. Det er her underordnet, hvor stor Forfatterskolen er, vores faglige miljø udvikles ikke i en institutionel osteklokke, men består i det simple faktum, at litteraturen i århundreder igennem poetik, teoretisering, essayistik og samfundsdebat har set det som nødvendigt at reflektere over sig selv og sit samfund, hvilket også gælder i dag. Institutionelt er vores fagfæller her typisk de mange litterære fag på universiteterne, hvor vi jævnligt henter gæsteundervisere, og som vi samarbejder med flere gange årligt. Det såkaldt “tværinstitutionelle videncenter”, som rapporten forestiller sig, at en fremtidig multiinstitution skulle tilføjes som en slags forskningsmæssig overbygning, ville næppe kunne måle sig med det faglige vidensmiljø, som vi i forvejen har.
Og her antydes faktisk et stort problem i rapportens manglende interesse for de enkelte uddannelsers virkelighed – en manglende interesse som ikke lover godt for en eventuel stor, samlet institution. Forfatterskolen er en lille skole, som måske let kan overses blandt konservatoriernes hundredvis af

studerende, men litteraturen som kunstart og kulturarv er ikke af lille betydning i det danske samfund. Den er til stede i danskundervisningen i enhver folkeskoleklasse, i universiteternes videnskab, i godnathistorier og julesalmer, i mediernes værdidebat – hvor forfatterne ofte er de toneangivende stemmer i diskussioner om fx racisme, køn og klimaforandringer – og ikke mindst har litteraturen igennem sine mange former indflydelse på den enkeltes bevidsthed og fantasi, hermed på vores evne til nytænkning og evne til fællesskab. At en rapport, som vil optegne scenarier for fremtidig kunstuddannelse og dermed fremtidig kunst, i så ringe grad medtænker det dynamiske forhold, enhver kunstart har til sin omverden, at den generelt reducerer kunst til at handle om at levere til et ”kunst- og kulturforbrug”, bør faktisk påtales af kulturministeren.
Forfatterskolen har igennem 30 år bidraget substantielt til dansk litteratur igennem de mange markante forfattere, som er dimitteret fra skolen. Vi vil gerne fortsat bidrage til en højnelse af den kunstneriske kvalitet og til kunstnerisk nytænkning. Vi vil også meget gerne fortsat samarbejde tværkunstnerisk med andre kunstneriske uddannelser, et af den nye rapports mest konkrete krav til fremtidige kunstuddannelser. Men vi er overbeviste om, at dette bedst gøres igennem en styrkelse af kernefagligheden og først og fremmest ved at sætte de individuelle studerende, hos os forfatterne, forrest. Det er dem, der er den fremtidige kunstneriske virkelighed, og det er administrationen, der skal indrette sig efter virkeligheden, ikke omvendt. Vores erfaring er, at de studerende på Forfatterskolen først og fremmest søger et frirum til at udvikle deres personlige kunstneriske vision, og at de dernæst søger et kollegialt fællesskab med andre, som har samme interesse. Hvad de derimod IKKE ønsker, er topledelse, “fælles retning” og “overordnet strategi” for en institution med 1700 studerende, tvungne samarbejder, den uundgåeligt øgede bureaukratisering og “kvalitetskontrol”, som en stor institution ville medføre, og de uden tvivl store økonomiske omkostninger, som selve fusioneringen ifølge erfaringer fra udlandet ville medføre.
Vi kunne forestille os disse midler brugt bedre andetsteds, omend måske mindre spektakulært:
Til en større fælles pulje til rejseaktivitet, internationale gæstelærere og internationalt samarbejde for de videregående kunstneriske uddannelser.
Til, for litteraturens talentudviklings vedkommende, årlige puljer til indkøb af ny dansk litteratur til skolebiblioteker og danskundervisning, puljer til forfatterbesøg på skoler og gymnasier.
Til seminarer afholdt af Forfatterskolen, hvor de stadigt flere offentlige og private skrivekurser landet over kunne mødes, diskutere fag, udvikle metoder og opbygge viden.
Blot tre forslag til aktiviteter, som ville være billigere og mindre prangende end en ny, stor centraliseret kunstuddannelse, men som uden tvivl ville have en mere direkte positiv virkning for litteraturen i Danmark og dens internationale kvalitet. 

Jeppe Brixvold, rektor for Forfatterskolen.

Må kagevirksomheden køre helt op til døren? - appendix til Spørgsmålene

af Majse Aymo-Boot: Beskæftigelsesborgemester Anna-Mee Allerslevs 84 spørgsmål til embedsværket om afholdelsen af sit bryllup på rådhuset, her de sidste 32, sublimt emsigt micromanagement:

"Kan vi få det (kaffe og the, red.) som kander til nedenstående priser i stedet for tanke?
Kan vi låne det store køleskab på loftet til fredag og lørdag?
Må jeg bede om navn og nummer på tekniker til dem (vokalgruppen, red.)?
Vi har ikke selv nøgle til køleskab. Må vi låne den til lørdag?
Har lige set, at der er fadølsanlæg oppe på loftet. Hvad koster det at låne to anlæg?
Kan man levere ikke åbnede fustager tilbage?
Der er levering af cava fredag inden kl. 11. Må jeg ringe til personen, når de er der?
Kan pigerne (serveringspersonale, red.) hente tingene i køleskab kl. 11. Hvis ja, hvem hjælper dem så op?
Hænger der flag i salen?
Hvis vi vi gerne vil have dem på (flagene, red.) hvad koster det så?
Er der mulighed for musik via Ipad fra kl. 11.50?
Er der mulighed for at låne/leje vaser?
Hvad koster det at leje skåle?
Må kagevirksomheden køre helt op til hoveddøren?
Hvornår kan de (vokalgruppe red.) komme og stille op?
Koster det ekstra med scene?
Er der mulighed for musik med CD?
Er der mulighed for mikrofon?
Må bilen (til at hente gaverne, red.) køre op foran hovedindgangen?
Gider du skrive ind i drejebogen, hvornår det interne personale kommer. Og hvad de laver, så jeg kan koordinere med det eksterne personale?
Kan der være flere end 10 pr. bord?
Kan I stille service klar fredag, så de kan gå i gang med det samme kl. 10 lørdag?
Hvem viser (serveringspersonalet) vej? Har I tlf. nummer?
Kan hun (konditoren, red.) låne nogle serveringsvogne?
Er der kagekniv og kagespatel til at skære kagen og lægge den på tallerkner?
Kan de (vokalgruppen, red.) holde prøve fredag eller kun lørdag kl. 11?
Hvorfor hælder Kejds (Københavns Ejendomme, red.) personale ikke kaffen på kanderne?
Jeg har glemt at bestille et gavebord med dug. Vil du bestille det og bede dem sætte det skråt hen i hjørnet modsat fadølsanlægget?
Har du navn og nummer på arrangementsformanden?
Hvem skal de ringe til, hvis vagterne har glemt at tage kæderne af?
Er det Jeanette, der hjælper med cavaen i morgen?"

Forslag til skyreklame

KNYT, SØN! 

JOKES SKAL IKKE VÆRE

LUNE!

KØB NU EN BOG AF

LINE

KNUTZON!

Hvad ved satirikere om humor?

Årets to morsomste bøger er Jens Blendstrups Havelågebogen og Line Knutzons Camille Clouds brevkasse. Sådan er det.

Begge bøger har fået sløje anmeldelser i Weekendavisen, hvilket må gøre WA til Damarks mindst sjove eller i hvert fald dårligst humoristisk sansende avis.

WA-anmelderen af Camille Cloud er Barokposten-redaktør Marta Sørensen, der dobbeltanmelder brevkassen sammen med Stefan Kjerkegaards tankepause om Humor (som jeg ikke har læst), her er et stort Camille-afsnit: 

"Vellykket satire behøver ikke at aftvinge stor latter, men kan være et slet skjult debatindlæg, skrevet på harme, hvor den største ros er et anerkendende lydløst grynt fra læseren: »Ja, sådan er det. Præcis så dumt og absurd.« Derfor kan jeg vel ikke forlange, at jeg skulle have grinet højlydt ad Knutzons bog. Jeg havde dog håbet på lidt flere grynt, men til det var budskaberne for tydelige, og tonen næsten belærende, i de samfundskritiske spørgsmål og svar. Som Kjerkegaard refererer i første kapitel af Humor: En forklaret vits er en misforstået vits. Mange af målene for Knutzons satire, ud over den egoistiske ævlemaskine Camille, har ellers et stort latterlighedspotentiale: selvfede levemænd, SKATs inkompetence, postmoderne politik, hvor påtagede overbevisninger erstatter karakter, og selverklærede helte i den politiske ukorrektheds tjeneste. Visse idéer slår mig også som et sjovt oplæg til en sketch: en paranoid brevskriver, der mener, at en baby følger hende med øjnene, når hun går ud med skraldet. En Monty Pythonabsurd fortælling om familierne Chairston, Tablester og Forkmann, der opfinder stolen, bordet og gaflen og opkalder tingene efter sig selv. En hviskekunstner. En person, der skræddersyer katastrofescenarier mod betaling. En nordiskklingende mytologi om pengenes magiske tilbliven. Men alt for mange indlæg er fyldt med irrelevante detaljer, mens enkelte er gennemført sorte: »Kære Camille Jeg er en mand i en havestol der ikke kan mere. Mvh. Gregers/Til Gregers Nå. CC«. Hvis De har forslag til, hvilken alvorlighed der snyltes på her, hører jeg gerne fra Dem. Jeg vil helst ikke virke dum og/eller humorforladt."

Altså Camille Cloud aftvinger MIG stor latter, ligesom også Lines (forrige) humoritsiske-satiriske hovedværk Peder & Måvens-føljetonen (som vistnok får et comeback i bogform!!?? - og ja, ja, sådan cirka alt hvad Line producerer aftvinger mig enorm og gigantisk latter)). Og selvom sjovhed er umulig at argumentere for eller imod, så mistænker jeg, at problemet for anmelder og satiriker Sørensen er, at humoren hos Line altid kommer før satiren (hvilket i mine øjne ikke gør satiren svagere, men stærkere, fordi mere levende (og sjov jo!)). Og primært humoristiske effekter (eller energier måske snarere) er lige netop overtydeligheden og overdetaljeretheden og oversortheden, alt det, Sørensen ikke synes er sjovt. Hvor primær-satiren gerne vil ræsonnere og - suk! - debattere og måske endda nuancere, vil primær-humoren banansnuble bardus og/eller borthvirvlende. Brevene og påfundene, Sørensen patroniserer som sjove oplæg til sketches, er jo netop de helt satireløst humoristiske. Må jeg selv fremhæve denne crazy kostelige udveksling (ikke bare fordi jeg langt ude rent faktisk er i familie med Jarlen af Bothwell!):

"Til Camille Cloud

I forbindelse med den ophedede debat om istiden vil jeg blot sige at Jølver-kraniet IKKE som påstået, skulle være fundet i Udmose. Amatørarkæologen Poul Erik Agger som egenhændigt stod forudgravcningen af Jølver-kraniet (plus fire spaltede gevirer) gravede disse genstande op på Jerl Hede og afleverede dem i en papkasse i 1951 på Skårup Oldtidsmuseum. At Hans Henrik Rytter med sin påståede fagbog, Kranien fra Udmose, i dag prøver at tage æren for noget han ikke har bedrevet, er én ting. Men at vi som nation stiltiende vælger at lade den slags historieforfalskning slippe gennem vort fælles sandhedsfilter, er en skandale på linje med sagen om de ni guldmønter fra Kirkeby Såby; jeg mener man fra statslig side bør gribe hårdt ind og anholde denne Hans Henrik Rytter og spærre ham inde i fangekælderen på Dragsholm Slot, hvor Jarlen af Bothwell i øvrigt sad i koldt vand til knæene i 11 år og døde både tandløs og sindssyg. En død jeg på daglig basis selv frygter. Eventuelt interesserede kan besøge Jarlen af Bothwell i kyrpten i Fårevejle Kirke. Tak.

M.v.h. Ejnar F. Kløk, Hillerød

Hej Ejnar

Tak for dit brev. Kender hverken til Rytter, Agger ller Bothwell, og intet af det du skriver hører under mit personlige interessefelt. Men det kan jo interessere andre, så hermed, som ofte, mine varmeste anbefalinger af noget jeg ikke ved, hvad er. 

CC"

(i de øvrige aviser har Camille Clouds brevkasse fået glimrende, kloge og skarpe og humoristisk velsansende anmeldelser

af Lone Nikolajsen i Information:

"Line Knutzons speciale er at oversætte forskellige højst realistiske former for eksistentielt besvær og social armod til lavpraktiske problemer i et absurd univers, hvor alle proportioner er forvrængede, og det således er muligt at spise hele verden med få undtagelser, som hovedpersonen i Torben Toben (2000) gjorde det. I Camille Clouds brevkasse møder man tilsvarende absurde karakterer, som f. eks. en ufødt, der vil vide, om tilværelsen kan betale sig, og en enlig mor på 45, der leder efter et gratis sted at bo på sin egen krop.

»Det sidste halve år har vi boet på min overlæbe, men ikke betalt for fjernelse af uønsket hårvækst, og boligselskabet har derfor bedt os om at flytte om en uge.« Camille Cloud råder hende til at flytte ned under sin egne fødder, hvor man dog skal vænne sig til »det faktum at man dagligt træder hårdt på sig selv«."

af Lilian Munk Rösing i Politiken: 

"Penge er for Camille Cloud altings omdrejningspunkt, og hendes svar afslører med prægtig komik den grundlæggende irrationelle, mytiske, selvlegitimerende status, som penge har i det senkapitalistiske samfund. Flere steder opfordrer hun sine læsere til at følge Romsnegl Taske Metoden? : »Hvis du øver dig i at føle taknemmelighed over en romsnegl, vil du i løbet af et par uger få råd til en dyr taske. Sådan fungerer loven om taknemmelighed«. DER ER HOS Knutzon en komik, som angår rigets og verdensøkonomiens absurde tilstand. Og så er der en komik, der angår tilværelsens grundlæggende absurditet, som selvhjælpsreligionen og pengetroen bare er dårlige løsninger på.

Hurra for Camille Cloud."

og (debattør-anmelder?) Majse Njor i Berlingske:

"Som i »Guitaristerne«, Line Knutzons teaterstykke fra 2006, er det små mennesker, som gerne vil HAVE noget. Oftest omsorg eller ret. Og de insisterer på, at DERES virkelighed er den rigtige. Som når Hesselhud i »Guitaristerne« ikke kan forstå, at Mia Lyhnes karakter er en kvinde, fordi hun hedder Kim. Der er mange vrede mennesker i Line Knutzons hoved. Tit hedder de både et drengeog et pigenavn, bare fordi det er sjovt. Tit bliver de værste ting nævnt i parenteser, fordi det store ligger i det små. Som i Per Højholts »Gittes monologer«, hvor den jyske husmor Gittes ubærligt små selvfølgeligheder om livet får en til at grine højt af alle andre, end en selv. Det komiske ligger i det lille menneskes ønske om bare at få det godt, og der skal nogle gange så uendeligt lidt til. Man aner, at der mellem Line Knutzons vrede linjer ligger et håb om noget næstekærlighed og solidaritet, men det er bestemt ikke kvaliteter, der ligger til Camille Cloud.")

 

Jarlen! 

Bonus-stalker-føljetonen

Jeg har ikke kontrolleret, hvor mange breve + svar i Line Knutzons genialt sjove Camille Clouds brevkasse er gengangere fra avisudgaven i WA Bøger, og fornemmer det heller ikke umiddelbart, fordi sjovheden hver gang bare er så radikalt attakerende, men ny er i hvert fald den indbyggede stalker-føljeton på i alt 8-9 afsnit, hvor hævngerrige "Line Knutzon" under forskellige dæknavne og stadig mere desperat fosøger at lokke Camilles adresse ud af hende, sådan skal den autofiktion barberes - her er de første tre udvekslinger:

"Hej Camille
Jeg er en stor fan af dine bøger og hudplejeprodukter som jeg dagligt bruger i hele mit ansigt. Jeg vil gerne overrække dig en gave som tak for alt det søde du gør her i verden, og vil i den forbindelse helt hurtigt spørge dig hvad din privatadresse er?
Mange hilsner Fra Enil Onsknut

Kære Line Knutzon.
Dit dæknavn er som sædvanligt gennemskueligt og dårligt fundet på, og jeg minder dig hermed om dit polititilhold.
CC

Kære Camille Cloud
Jeg er i gang med at åbne en bæltebutik i Hyskenstræde i det indre København. Det er nogle ganske særlige bælter lavet af en gruppe tyskere der i midten af 1800-tallet udvandrede til Panama. Grundet indavl har de tit op til 7 fingre på hver hånd og deres håndværk er derfor helt unikt, og jeg vil gerne have den ære at sende dig et bælte som tak for alt det du gør, så hvis du venligst kunne oplyse mig om din privatadresse, vil jeg med det samme dig et.
Med venlig hilsen Lone O'Nutzon

Kære Line Knutzon
Dit brev er d.d. videresendt til politiet.
CC

Til frk. Camille Cloud
Jeg og min familie vil gerne sige Dem tak for Deres store bidrag til dansk kulturliv. Jeg, og prinsgemalen har igennem årene haft stor glæde af Deres bøger, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg dagligt bruger Deres hudplejeprodukter. Som tak vil jeg gerne slå Dem til ridder af dannebrog og har i den anledning hurtigt brug fro Deres privatadresse, så jeg kan fremsende Dem et ridderkord.
Med venlig hilsen
Hendes Majestæt dronning Margrethe

Kære Line Knutzon
Dit brev læner sig op ad en majestætsfornærmelse og er hermed videresendt til politiet
CC"

Fordoblings-knopskydende kollektivroman - skematiseret

Min yndlings-teksttype i Svend Åge Madsens Fra en anden verden, som udråbt i min anmeldelse af bog i fredagens WA Bøger, og klart nok opfundet af ham selv:

Man starter med 1 kort afsnit om 1 person, går videre til 2 afsnit med parallelle handlingsspor om en person 2 og person 1 og går videre derfra til 4 afsnit om person 2, en person 3 og en person 4 og person 1 osv. med alt andet lige 1 ny person mellem 2 gamle (to nye står ved siden af hinanden næstnæstsidst og næstsidst i 3., 4. 5. og 6. omgang, fordi rækken (åbenbart!) skal ende med person 1), det hele nummereret og med understregninger af afsnittenes hovedpersoner. (og nummeret).

Sådan her er skemaet for "Togogtyvende slæt: Islæt", teksttypens foreløbigt eneste optræden i forfatterskabet og verdenslitteraturen:

1.1. Nape

2.1: Karén, 2.2. Nape

3.1. Karén, 3.2. Ardi, 3.3 Ajy, 3.4. Nape

4.1 Karén, 4.2. Skratduens søn, 4.3. Ardi, 4.4. Minto, 4.5. Ajy, 4.6. Bue, 4.7 Minét, 4. 8. Nape

5,1. Karén, 5.2. Tengri, 5.3. Skratduens søn, 5.4, Herot, 5.5. Ardi, 5.6. May, 5.7., Minto, 5.8. Ben, 5.9. Ajy, 5.10. Romas lillesøster, 5.11. Bue, 5.12. Moa, 5.13. Minét, 5.14. Es, 5.15. Bagge, 5.16. Nape

6.1 Karén, 6.2. Benta, 6.3. Tengri, 6.4. Knækt, 6.5. Skratduens søn, 6.6. Ossum, 6.7. Herot. 6.8. Wandara, 6.9. Ardi, 6.10. Z, 6.11, May , 6.12. Roma, 6.13. Minto, 6.14. Sten, 6.15. Ben, 6.16. Atea, 6.17. Ajy, 6.18. Sejr, 6.19. Romas lillesøster, 6.20. Vikka, 6.21. Bue, 6.22. Pil, 6.23. Moa, 6.24. Staja, 6.25. Minét, 6.26. Anna. 6.27. Es, 6.28. Bea, 6.29. Bagge, 6.30. Salt. 6.31. Dan, 6.32. Nape

Her stopper den fordoblings-knopskydende kollektivroman i Fra en anden verden (lidt ligesom Inger Christensen stopper ved N i Alfabet, men dér ville der dog, langt borte, være en naturlig slutning med Å - det vil der jo ikke her, ud over lige det samlede personantal i den australske koloni, men det kunne man bare fortsætte ud over), fordi den jo kun er et et kapitel, ellers ville der have været 64 afsnit og hovedpersoner i 7. omgang, 128 afsnit og hovedpersoner i 8. omgang, 256 afsnit og hovedpersoner i 9. omgang og 512 afsnit og hovedpersoner i 10. omgang (og så videre).

Stilen i romanen er skrøne-koncis præsens med den særlige excentricitet, at personernes tanker kursiveres (og - som led i sidstedelens sci-fi-plot - af visse til visse overføres). Et helt afsnit:

"6.9. Tiden må være sprunget. Ardi betragter manden der sidder ved siden på bænken. Før var det Ajy. de talte om May, nu er det en mand.
   - Jeg er Z fra Kredsen. Søn af Hlif.
   Den fremmede lægger hånden på hans arm.
   - det drejer sig om Herot, Mays søn. Nogle mener at du er far ...
  Det var Kesia han tænkte på. Hun bragte bud omkring i mørket, HuHa. Hun fortalte at hun blve overfaldet. Man der trængte ind i hende. Ingen troede på hende, det måtte være hendes fantasi. Hvem ville finde på at overfalde Kesia.
  - Hører du, Ardi? Herot er lige blevet bragt op til Bues sygeseng.
  - Det var Horne hun fik.
   - Nej det var Herot May fik.
   Ingen ville tro Kesia. HuHa, der altid havde fantasier. Kun han vidste. Han, Ardi, vidste. For han lå i mørket, ensom. Han ...
  - Hvad siger du? udbyder Z forundret. - Hvad tænker du på? Kesia? Hvad har du dog gjort imod hende?"

Fornærmet fordummelse

Bjørn Bredal skrev i går i Politiken en anti-stjerne/hjerte-klumme - sympatisk nok! - der begyndte sådan her:

"Politiken holder fanen højt, når det gælder anmeldelser, ikke sandt? Bog-, film-, teater-, tv-, mad-, musikanmeldelser.

Det myldrer. Og Politiken holder debatmøder og bringer kronikker om, hvor vigtigt det er med anmelderi.

Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.

I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket. Dagbladet Information forsøgte sig forleden med et eksperiment: En hel avis med en stor kultursektion, men ikke en eneste anmeldelse. Kan man det? Selvfølgelig kan man det.

Man kan i det hele taget sagtens afskaffe alt muligt i det samfundsmaskineri, som udgør Den Borgerlige Offentlighed, uden at verden ramler lige med det samme.

Men hen ad vejen ramler den nu lidt alligevel, for hvis ikke vi har en kvalificeret offentlig samtale, så kører vi i ring og risikerer til sidst at køre rigtig galt. Det er ikke nok at knevre løs i øst og vest."

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kommenterede fornærmet på Facebook:

"Bjørn Bredal langer ud til højre og venstre i Politiken, herunder mod Berlingske, som han påstår vil afskaffe professionelle anmeldelser og lade amatører anmelde i stedet.
Man kan men meget om kulturjournalistikken og kulturkritikken i danske medier, men hvis man skal starte et sted, så er noget af det værste for mig at se skribenter som Bredal, der for at føre en kulturkritisk pointe igennem lyver og skriver mod bedre vidende.
For Bredal må vide, at han skriver noget her, som er løgn. Berlingske vil ikke afskaffe den professionelle anmeldelse og sætte amatører til at anmelde i stedet.
Det er hverken hvad vi har gjort, hvad vi gør eller hvad vi kommer til at gøre. Det er heller ikke hvad Berlingske har sagt, at vi vil gøre.
Altså positionerer Bjørn Bredal sig selv ved hjælp af en falsk anklage mod andre. Det er kulturkritik på et niveau, som gør én umådeligt trist."

Det svarede jeg på:

Lars Bukdahl "Det kan godt være, det i komisk beskeden grad er sket: At amatører har anmeldt (som opgjort i min Kontrovers-klumme i fredagens WA Bøger). Men det var da for søren det, der var planen (og her er Bredals eksakte formulering: "Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket"). Berlingske ville, med jeres egne ord, i højere grad »blive stedet, hvor kulturdebatten brydes og de interessante diskussioner og debatter tages op i værker og kulturelle udgivelser. Men fra den 1. august i et betydeligt mere markant og væsentligt skarpere format med stærke profiler til at anmelde. Fremover vil det nemlig betyde, at en række af avisens kendte debattører rykker ind og bliver anmeldere." Hvad skal og kan det betyde andet end at debatørstatus nu er fyldestgørende kvalifikation til at anmelde hvad som helst. Og hvad er er en novellesamlings-anmeldelse af Eva Selsing og en opera-anmeldelse af Asger Aamund andet end amatøranmeldelser?"

Til hvilket; Tom Jensens svarede:

Tom Jensen  "Nej, det var ikke planen at amatører (dvs folk uden faglig indsigt) skulle anmelde som afløsning for fagligt indsigtsfulde anmeldelser. Vi har et gæsteanmelderkoncept (f.eks. Aamund), men det spiller altid op mod den professionelle anmeldelse. Derudover handler det om at udfordre anmeldelsen som lidt indadvendt genre ved at sætte andre (men fagligt kompetente) stemmer i spil udover de gængse. Det har visse åbenlyst set som en trussel. Og deraf - tror jeg - de falske anklager om at ville afskaffe den kvalificerede samtale om kunst og kultur osv. osv. - vrøvl hele vejen igennem. Er kulturen derimod et område, hvor debatten med fordel kan rase, såvel om konkrete værker som om kulturen i bredere forstand? Ja. Se bare til Weekendavisens bogtillæg. Her finder man ofte det hele - hver uge."

 

Til hvilket jeg svarede:

 

Lars Bukdahl "Faglig indsigt/kompetence, når det gælder kulturanmelderi, er jo ikke lig med, at man har en universitetsgrad i et eller andet og måske endda noget humanistisk, det er lig med opdateret viden om og levende engagement i og - som måske det mest sjældne - forfinet sans for nøjagtig den kunstart, man beskæftiger sig med. Når din debat- og kulturredaktør (i den ovenfor linkede tekst) kvalificerer Eva Selsings licens til at anmelde "Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert" således: "Hun er uddannet filosof med kunsthistoriske studier bag sig og vil med sikkerhed kunne engagere sig vidende i det, hun ser, læser eller lytter til", er det et forsvar for kritisk dilettanteri, som gør mig ret uendeligt trist. "

Til hvilket Tom Jensen ikke svarede noget.

2 tweets om forkerte ord i dag

2. 1. Lars Bukdahl‏ @LarsBukdahl 4 tfor 4 timer siden

   
   

   3. 
      
   4. Lars Bukdahl‏ @LarsBukdahl 4 tfor 4 timer siden
   
   
   Ikke skrive selleri, når man mener gulerødder!

Ikke skrive "fælles løsninger på fælles problemer", når man mener (nok så meget chorizo-)pølsefabrik