Er litteratur sundt for rappere (og omvendt)?

Spøjst at tænke på, at jeg for ni år siden var i Deadline med Niels Lyngsø, som dengang stadig var fundamentalistisk tørvetrillende lyrikanmelder på Politiken, for at diskutere Jokerens raptekst-opsamling Storby Stodder, som han var genuint forarget over - diskussionen fortsatte ud af studiet og hen ad gangen i hedengagne Gyngemosen - at jeg ville betragte som ægte poesi og litteratur.

Siden udsendte Lyngsøs selv en rap-plade, Stemmejernet, af tvivlsom både rap-mæssig og litterær kvalitet, og nu udkommer Jokeren under sit borgerlige navn Jesper Dahl med en næsten helt rap-fri samling digte og prosastykker/klummer, betitlet Det er bare ord  som jeg i går anmeldte sukkende kritisk. Det kan man da kalde skæbnens sarkasme.

Jeg vil ikke tage noget ansvar (via min rap-hype, i antologien Poesi dér og rundt og omkring) for Jokerens litterarisering, hans primære bogpusher er angiveligt Henrik List: Tidligere nøjedes Jokerino med at navnedroppe Dan Turèll, men i den nye bog er der ingen ende på shout outs til digtere fra Rifbjerg til gudhjælpeme Morti Vizki - plus deciderede gen/omskrivninger af tekster af Rimbaud, Ginsberg, Nietzsche, Turèll og (jep!) Laugesen, og det er alt sammen, egenskrivning og gen/omskrivninger, frygteligt (dødbringende adjektiv, brugt et par gange i anmeldelsen) sympatisk, men når der ikke er nogen rim i Jokerens tekster, så er der hellere noget dynamisk, egensindigt rum at operere sprogligt i, jf. her begyndelsen på hans ivrige, men fade versionering af Laugesens Hamr & Hak og sammenlign med originalens flænsende ævlen:

Hvad er forskellen på realisme og virkelighed egentlig? Realism, den rigtige isme, rigtisme. er det i virkeligheden muligt? Er det sandheden? Åh nej, nu ikke den igen. Så hellere overrealismen? Og hvorfor stoppe der? Hvad med superrealisme? Megarealisme? Udivdet virkelighed? Udvikrelighed. Indvirkelighed. Hvilken indvirkning har realisme på os? Den findes jo. Virkeligheden i modsætning til sandheden. Prøv bare at slå hovedet ind i væggen igen. Nåer du løber panden mod muren, rammer du virkeligheden. Så vil jeg hellere hamre og hakke mine tanker ud og lade ord og flyde anarkistisk frit for netop at sætte dem fri og gensidigt respektere deres ligeværd.

      De endeløse perioder med renskrivning af ting, der allerede længe har kunnet nøjes med at være det de er. Den endelige form: en bog (& en demonstration af, hvad en "bog" er - med rødder i alle processens detaljer). det fortsætter, og det skifter karakter, det er ikke længere det samme, & det betyder stadig ikke andet end det er. Hvis det stadig var det samme, ville det ha påtaget sig en hel flok af betydninger, som det hele tiden skubber fra sig eller nægter at møde, fordi det er en anden tid måske, eller fordi det blir hængende i en tid, der mere er det, der er./ Og på mere/ end een måde/ & nogen vil sige nåde/ er det illusion/ (men lad mig gemme "måde & nåde" til senere)./ og alligevel sætte det som overskrift til kapital af (ja, af hvad, hva?) - hammerv & persillehakkerf/ a hammer & hakkert/ hame   hamr & hak

Da jeg i 1999 (nittennioghalvfems!) holdt tale ved uddelingen af Maarum-prisen (for første gang er jeg faldet over listen over samtlige prismodtagere, og den er for vild: 1998 ikke uddelt 1997 ikke uddelt 1996 ikke uddelt 1995 Sofie Gråbøl (f. 1968) 1994 Erik Mortensen 1993 Tivoligarden 1992 Lisbet Dahl 1990 Anna Sophie Seidelin 1987 Otto Leisner (1917-2008) 1986 Poul Hartling (1914-2000) 1984 Tage Mortensen, f 1932 (1932-2001) 1983 Erik Balling 1982 Michala Petri (f. 1958) 1981 Jette Hecht-Johansen (1921-1999) 1980 Frits Helmuth (1931-2004) 1979 Claus Toksvig (1929-1988)!!!!!!!!!!!!!!)  til Malk de Koijn nævnte og citerede jeg både Halfdan Rasmussen, Per Højholt og vistnok også Edward Lear, og et par år senere remixede Tue Track Højholts Turbo- plade, og flere år senere har Geolo G og Blæs Buggi medvirket i rap/teater/(tryl)forestillinger ligesom især Blæs har tekstskrevet til andre sammenhænge, men hver gang på et - om jeg må sige - rappende grundlag. og det er forskellen i forhold til Jokeren, der så frygtelig gerne vil være rigtig poesi- og prosa-forfatter og derfor blegt, men nu og da ok proft reproducerer diverse, mere eller mindre i sig selv klichéplagede litteraturskabeloner, mest proft (fordi en (klart mindre kunserisk formående og formuende) prosa-fætter), men også mest klichéplaget gonzo-stilen, mens Malk-drengene slår sig vildt og voldsomt i rap-tøjret og derfor formår at flytte og ekspandere og bare optimalt udfolde samme tøjr.