lørdag den 31. august 2013
Now, that's what I call performance art
Bill Murray, den første gæst i The Late Show for 20 år siden (+ den første gæst i Late Night-showet 11 år før), besøgte i går David Letterman i anledning af jubilæet udklædt som Liberace - sådan vil jeg gerne forestille mig et besøg af Jens B i mit arbejdsværelse midt på Manhattan om 25 år:
Presenning med mormor - hedder et kapitel!
Der var kamp mellem lyslæsninger i går og i dag, Lone Aburas' Politisk roman vs. en pdf med Line Knutzons og Peter Frödins andet bind om Lille Allan, Lille Allan og dobbeltgængerskolen (som forlaget tilskikkede mig, fordi jeg skal interviewe forfatterparret på Bogmessen; jeg ved slet ikke hvornår, der er udgivelsesdato) jeg sprang frem og tilbage mellem dem, lastefuldt læsende løs, og nu er jeg færdig med dem begge to og har helt vilde abstinenser efter Piratossort humor, og Lille Allan-bindet er forresten mindst lige så politisk en roman som Politisk roman, Aburas er så bare Buster Keaton-politisk og Knutzon/Frödin Gøg og Gokke-politiske; her er vi til fest hos den rige, italienske familie Gasolini ved Gardasøen:
Festen var i gang, og gæsterne ankom. De var flot klædt og
hilste venligt på hinanden og spurgte, hvad hinandens tøj
havde kostet, mens de hyggede sig med et pølsehorn og et
glas rosé. En svensk kvinde, hvis oldefar havde opfundet elastikken, gik rundt i haven med sine to små børn, en dreng og
en pige. Drengen var forkølet, og da hans næse begyndte at
løbe, hev moren en hundredkroneseddel op af tasken, tørrede
drengens næse, krøllede den sammen og smed den på græsset.
“Vi er meget rige,” sagde hun og smilede til de andre gæster.
En høj, krølhåret nigeriansk mand kom slentrende over plænen med sin rundryggede kone i en trækvogn. Han ejede Nigerias største diamantmine, og konens smykker var så tunge, at hendes arme hang slapt ned på hver side af vognen og lavede dybe furer i græsplænen.
“Vi er meget rige,” sagde hun og smilede til de andre gæster.
En høj, krølhåret nigeriansk mand kom slentrende over plænen med sin rundryggede kone i en trækvogn. Han ejede Nigerias største diamantmine, og konens smykker var så tunge, at hendes arme hang slapt ned på hver side af vognen og lavede dybe furer i græsplænen.
Haven summede simpelthen af glade, magtfulde mennesker og deres velopdragne børn.
Til allersidst ankom den rigeste kvinde i Europa. Hendes familie havde været rig så langt tilbage i tiden, at hverken hun selv eller andre længere kunne huske, hvor pengene kom fra. Hun var så rig, at hun havde besluttet sig for at få fjernet begge hænder.
“Jeg rører alligevel aldrig en finger,” havde hun sagt. “Jeg har jo tjenere til alt.”
Mange af de andre gæster kiggede med respekt og ærbødighed over på hende, og flere af kvinderne nejede, da hun gik forbi.
Til allersidst ankom den rigeste kvinde i Europa. Hendes familie havde været rig så langt tilbage i tiden, at hverken hun selv eller andre længere kunne huske, hvor pengene kom fra. Hun var så rig, at hun havde besluttet sig for at få fjernet begge hænder.
“Jeg rører alligevel aldrig en finger,” havde hun sagt. “Jeg har jo tjenere til alt.”
Mange af de andre gæster kiggede med respekt og ærbødighed over på hende, og flere af kvinderne nejede, da hun gik forbi.
Vælg danskernes mest ignorerede digter
ERNESTO PRISEN (efter Ernesto Dalgas)
Ingen har indsendt forslag til de her 8 nominerede - (med mindst 4 bøger bag sig)
Stem på de andres mest ignorerede digter
O Thomas Bruun
O Erik Helger
O Birgit Munch
O Lone Munksgaard Nielsen
O Laus Strandby Nielsen
O Bo Reinholdt
O Niels Simonsen
O Kasper Nørgaard Thomsen
STEM NU! OG EVT. GERNE PÅ EGEN KANDIDAT (INKL. SIG SELV)
Ingen har indsendt forslag til de her 8 nominerede - (med mindst 4 bøger bag sig)
Stem på de andres mest ignorerede digter
O Thomas Bruun
O Erik Helger
O Birgit Munch
O Lone Munksgaard Nielsen
O Laus Strandby Nielsen
O Bo Reinholdt
O Niels Simonsen
O Kasper Nørgaard Thomsen
STEM NU! OG EVT. GERNE PÅ EGEN KANDIDAT (INKL. SIG SELV)
Dickens-link giver altid ekstrapoint
side 36 (jeg er nået til side 70, halvvejs, stadig glad for koncentreret uglædelighed) i Lone Aburas' Politisk roman:
Om eftermiddagen, da jeg kommer hjem og slentrer ud i køkkenet for at lave kaffe, opdager jeg, at brødristeren står tændt. Amir (illegal flygtning huset i det fælles hjem af jegfortællerens mand, Robert), tænker jeg og hiver irriteret stikke ud af kontakten. Hvem ellers? Jeg har aldrig før oplevet at komme hjem til en tændt brødrister. Med hurtige skridt når jeg hans værelse og banker på med tre hårde bank. Han sidder på Roberts gamle skibsbriks, der også fungerer som seng, da jeg åbner døren. I den ene hånd holder han en cigaret, i den anden en bog. Han ser på en gang forundret og afventende tilbage på mig, da jeg træder ind.
Brødristeren, siger jeg. Den var tændt.
Åh, det er også rigtigt, siger han og smiler undskyldende. det sker ikke igen.
Det er godt, nikke jeg og ser hen på bogen, han sidder med. Bleak House af Dickens. Fet ville sikkert imponere Robert.
Kender du den? Amit løfter bogen.
Ja, nikker jeg.
Den er morsom, synes du ikke?
Jeg trækker på skulderen.
Din søn havde ikke aldrig hørt om den, fortsætter han.
Oskar, nej, han læser ikke så meget, siger jeg.
Var det mon det, de havde talt om i morges, inden Oskar tog i skole, Dickens? Jeg har svært ved at tro det.
Det er en skam, siger Amir.
Jeg trækker igen på skuldrene.
Bare husk det med brødristeren, siger jeg. Vi skulle jo nødig brænde inde.
Uden at vente på svar lukker jeg døren efter mig.
Om eftermiddagen, da jeg kommer hjem og slentrer ud i køkkenet for at lave kaffe, opdager jeg, at brødristeren står tændt. Amir (illegal flygtning huset i det fælles hjem af jegfortællerens mand, Robert), tænker jeg og hiver irriteret stikke ud af kontakten. Hvem ellers? Jeg har aldrig før oplevet at komme hjem til en tændt brødrister. Med hurtige skridt når jeg hans værelse og banker på med tre hårde bank. Han sidder på Roberts gamle skibsbriks, der også fungerer som seng, da jeg åbner døren. I den ene hånd holder han en cigaret, i den anden en bog. Han ser på en gang forundret og afventende tilbage på mig, da jeg træder ind.
Brødristeren, siger jeg. Den var tændt.
Åh, det er også rigtigt, siger han og smiler undskyldende. det sker ikke igen.
Det er godt, nikke jeg og ser hen på bogen, han sidder med. Bleak House af Dickens. Fet ville sikkert imponere Robert.
Kender du den? Amit løfter bogen.
Ja, nikker jeg.
Den er morsom, synes du ikke?
Jeg trækker på skulderen.
Din søn havde ikke aldrig hørt om den, fortsætter han.
Oskar, nej, han læser ikke så meget, siger jeg.
Var det mon det, de havde talt om i morges, inden Oskar tog i skole, Dickens? Jeg har svært ved at tro det.
Det er en skam, siger Amir.
Jeg trækker igen på skuldrene.
Bare husk det med brødristeren, siger jeg. Vi skulle jo nødig brænde inde.
Uden at vente på svar lukker jeg døren efter mig.
fredag den 30. august 2013
Apropos forlæggeri
Jeg kopierede på avisen Pia Juuls bidrag til festskriftet for Mr. Tiderne Skifter, Claus Clausen (han bliver 70 og forlaget bliver 40), og nu skriver jeg det af her, for det er lige så godt som et utidigt outtake fra Af sted, til stede, trofast tilegnet den bogs forlægger:
Kære, kan du ikke skrive nogle flere af de breve, boghandlerne elsker dem? Jo, siger jeg, men kort efter sig jeg nej, giver, det kunne jeg ikke, det var en skam, men det er okay, vi skriver så mange breve, i hovedet, hvad skal vi gøre, ikke mange af dem kommer ned på papiret, og det er i orden. Der ligger en masse et sted i en kasse, med det gamle brevhoved og din kradsede underskrift, Pisserenden, Hans-Jørgen ind ad døren med nogle små læderbolde, begejstring. Vores nye digter, sagde du, han så det hele sådan lidt fra oven, jeg kom lige fra en demonstration, det forekommer passende at tænke det nu. Det er så længe siden, men: Ahr, gråskæg, det har du jo ikke, for du er jo ung, så ung som jeg er gammel, og dagene går og de stryger af sted, og skyer på himlen, vi får et glimt af dem fra gaden, himlen er blå, Claus Clausen, og selvom jeg ved, du styrter af sted under de skyer, er jeg også vis på, du ser dem, og dér er det særlige: være til stede, dét er en kunst, og den kan du, selv i dit styrtløb. Ja! Dét gør vi! Ja! Dét skal vi! Iver og ild. Iver og ild.
Kære, kan du ikke skrive nogle flere af de breve, boghandlerne elsker dem? Jo, siger jeg, men kort efter sig jeg nej, giver, det kunne jeg ikke, det var en skam, men det er okay, vi skriver så mange breve, i hovedet, hvad skal vi gøre, ikke mange af dem kommer ned på papiret, og det er i orden. Der ligger en masse et sted i en kasse, med det gamle brevhoved og din kradsede underskrift, Pisserenden, Hans-Jørgen ind ad døren med nogle små læderbolde, begejstring. Vores nye digter, sagde du, han så det hele sådan lidt fra oven, jeg kom lige fra en demonstration, det forekommer passende at tænke det nu. Det er så længe siden, men: Ahr, gråskæg, det har du jo ikke, for du er jo ung, så ung som jeg er gammel, og dagene går og de stryger af sted, og skyer på himlen, vi får et glimt af dem fra gaden, himlen er blå, Claus Clausen, og selvom jeg ved, du styrter af sted under de skyer, er jeg også vis på, du ser dem, og dér er det særlige: være til stede, dét er en kunst, og den kan du, selv i dit styrtløb. Ja! Dét gør vi! Ja! Dét skal vi! Iver og ild. Iver og ild.
Apropos usympati
Så har jeg lige hentet Lone Aburas' Politisk roman på avisen og læst de første 10 sider i metroen - det er i rask fart og med spids konkretion totalt permafrossent: sorteste sjovt - og i Gyldendals lille pressemeddelelse er hun, sikkert af hensyn til Politikens anmelder, blevet sat til at undskylde sin usympatiske hovedperson (Aburas' Gy-redaktør er by the way Simon Pasternak):
Efter Den svære toer er forfatteren Lone Aburas nå nået til sin tredje udgivelse Politisk roman. I den er fortælleren, Rebecca, hverken sympatisk eller empatisk. Det er helt bevidst, fortæller Lone Aburas: "Jeg tiltrækkes af usympatiske fortællere. Der kommer meget mere ud af den slags kantede typer en af politisk korrekte, pæne humanister. Det ville blive for glat."
Efter Den svære toer er forfatteren Lone Aburas nå nået til sin tredje udgivelse Politisk roman. I den er fortælleren, Rebecca, hverken sympatisk eller empatisk. Det er helt bevidst, fortæller Lone Aburas: "Jeg tiltrækkes af usympatiske fortællere. Der kommer meget mere ud af den slags kantede typer en af politisk korrekte, pæne humanister. Det ville blive for glat."
Politiken er så fucking moralsk
i ugens filmanmeldelser - det er umoralsk at underholde med/om Mogens Glistrup og selvtægt, hvis underholdningen ikke er pædagogisk Politiken-moraliserende åbenbart:
Søren Vinterberg om Kick-Ass 2, som jeg derfor helst gerne vil se (og fordi Jim Carrey er med - jeg må også få fat på den dér tryllekunstner-film med ham og Steve Carrell, der aldrig kom i biografen):
Både Aaron Taylor-Johnson og Cloë Grace Moretz har faktisk udstråling, og Jim Carrey leverer en meget præcis præstation som leder af vigilante-ligaen, komplet i kampuniform og med schæferhunden Eisenhower ved sin side. Alligevel lyder denne art high school comedy møder ’Watchmen’ light mere målbevidst og begavet, end resultatet er. For selvironien i hele figurgalleriet er jo glemt ved næste begravelse af en af de ’gode’, og man kan ikke just sige, at filmens slutappel til modig selvtægt og massakrer med ’moralen’ på sin egen side er noget fuldgyldigt svar på en USA-virkelighed, der i forvejen byder på rigelig kombination af størrelserne high school og horror.
Da han senere lagde grundstenen til det politisk sanktionerede fremmedhad i det moderne Danmark blev han – diplomatisk udtrykt – ikke mindre omstridt. (...) Spies læser Jung og taler med Nietzsche i munden om et samfund, der har mistet sansen for forskellen på de stærke og de svage. Glistrup på sin side hvæser »Velkommen til middelmådigheden«, da han føler sig svigtet af Spies og kort tid efter stifter Fremskridtspartiet. Giver dette antydede fællesskab om overmennesketænkning mening?
Søren Vinterberg om Kick-Ass 2, som jeg derfor helst gerne vil se (og fordi Jim Carrey er med - jeg må også få fat på den dér tryllekunstner-film med ham og Steve Carrell, der aldrig kom i biografen):
Både Aaron Taylor-Johnson og Cloë Grace Moretz har faktisk udstråling, og Jim Carrey leverer en meget præcis præstation som leder af vigilante-ligaen, komplet i kampuniform og med schæferhunden Eisenhower ved sin side. Alligevel lyder denne art high school comedy møder ’Watchmen’ light mere målbevidst og begavet, end resultatet er. For selvironien i hele figurgalleriet er jo glemt ved næste begravelse af en af de ’gode’, og man kan ikke just sige, at filmens slutappel til modig selvtægt og massakrer med ’moralen’ på sin egen side er noget fuldgyldigt svar på en USA-virkelighed, der i forvejen byder på rigelig kombination af størrelserne high school og horror.
Og når netop det bliver en rimelig målestok, er det, fordi filmen lader, som
om den vil noget mere end bare at underholde. Mikset bliver kikset, fordi filmen ikke skelner skarpere mellem selvforsvar og
selvtægt end hele USA’s gamle frontier-tænkning. Og den dobbeltmoral – fordømmelsen af den vold, filmen lever af – er så
påtrængende, at det gør ondt.
Kim Skotte om Spies og Glistrup, som jeg derfor endnu mere gerne vil se:
Men var Glistrup den elskelige original og det passionerede menneske, Boe
fremstiller ham som? Og som menigmand klukker så modigt over i de udvalgte
arkivklip? Jeg husker det anderledes. Jeg husker Glistrup som en politisk figur, der var inderlig forhadt af de
fleste, fordi de følte, han hånede dem, når han fortalte folk, at de var
idioter, hvis de gjorde deres pligt og betalte skat til samfundet.
Da han senere lagde grundstenen til det politisk sanktionerede fremmedhad i det moderne Danmark blev han – diplomatisk udtrykt – ikke mindre omstridt. (...) Spies læser Jung og taler med Nietzsche i munden om et samfund, der har mistet sansen for forskellen på de stærke og de svage. Glistrup på sin side hvæser »Velkommen til middelmådigheden«, da han føler sig svigtet af Spies og kort tid efter stifter Fremskridtspartiet. Giver dette antydede fællesskab om overmennesketænkning mening?
Ikke så forfærdelig meget, synes jeg. Den ene film om ’Spies &
Glistrup’ er en fest. Den anden er kun halvt til hest. Måske fordi venskabet som præmis etablerer en grundlæggende skævhed i filmens
sandhedsværdi. Filmens fortælling er, at ’Spies &
Glistrup’ var to excentrikere, som udfordrede janteloven og
middelmådigheden, og at danskerne elskede dem for det. I tilfældet Spies er det et langt stykke af vejen korrekt. I tilfældet
Glistrup er det en idyllisk banalisering og et udtryk for dramaturgisk og
historisk ønsketænkning.
Betænkelige meninger og personer er nu engang mere og bedre underholdende end betænksomme personer og meninger.
torsdag den 29. august 2013
Kunsten er NE! (EKSKLUSIVT KLIP FRA SPIES OG GLISTRUP-MANUS)
En sekvens fra Simon Pasternak og Christoffer Boes manuskript til filmen Spies og Glistrup, premiere i dag,, som ikke nåede med i
den færdige film
(manus er venligt stillet til rådighed af Simon P - og det er i hvert fald en virkelig god film at læse)
(Året er 1964 - Mogens Glistrup og Simon Spies er til fest på deres gamle kollegium Regensen; de har netop i fællig drillet landsretssagfører Robert Koch-Nielsen)
Det lille selskab rejser sig og går over til det næste bord,
hvor FREDERIK GERLACH (40) sidder sammen med sin kone.
FREDERIK: Der kommer jo Gøg & Mokke. I er stadig sammen?
SPIES: Nå ja – hvad er 15 år mellem venner?
ELISABETH: Hvorfor blev Robert så vred?
SPIES: Det ved jeg søreme ikke. Men hvem er De, lille frue?
FREDERIK: Det er min kone, Elisabeth. Hun er maler. Hun har
lige fået et legat fra Statens Kunstfond.
SPIES: Uh, hvor fint.
GLISTRUP: Sig mig … er De en af dem der maler med munden?
ELISABETH: Hvilket?
SPIES: Med munden! Ha!
GLISTRUP: Det er kun fordi jeg læste en bog om moderne
kunst, og det viser sig, at selv eksperter ikke kan forskel på et maleri af ham
spanieren med de glade amøber …
ELISABETH: Mener de Miro?
GLISTRUP: Miro. Ja. Og en dement på et alderdomshjem, der
malede med munden og en chimpanse …
FREDERIK: Hvad er det du prøver at sige, Glistrup?
GLISTRUP: Bare at det at kalde noget for kunst ikke giver
mere mening end at kalde noget for bimledut og så påstå at det er noget
særligt. Kunst er faktisk bare ne – og det er desværre en utrolig dyr
erkendelse for den almindelige dansker!
ELISABETH: Så der er ingen forskel på Michelangelos David og
en havenisse?
GLISTRUP: Ne (næh).
ELISABETH: Nej? Hvor intelligent et æstetisk synspunkt …
GLISTRUP: Det er skam et juridisk synspunkt. Det er gældende
ret. Kunst er ikke andet end ne.
ELISSABETH: Ne?
GLISTRUP: Ja … Oversætteren Restrup mod Nordisk Film A/S,
Højesteretsdom 415, 1951. Kunst er to bogstaver – NE.
ELISABETH: Hvad taler manden om, Frederik?
GLISTRUP: I kender ”Hvem ringer klokkerne for” – filmen med
Gary Cooper?
ELISABETH: Ja?
GLISTRUP: Det er Hemingways bog, ”For Whom the Bell Tolls”.
Da filmen kom kaldte Nordisk Film den for ”Hvem ringer klokkerne for”, og jeg
førte bevis for, at flertalsformen KlokkerNE er oversætterens egen selvstændige
kunstværk fordi det egentlig skulle have heddet ”Hvem ringer klokkeN for”. ”For
Whom The Bell Tolls”. Kunst = NE!
GERLACH: Ja – og så?
GLISTRUP: Oversætteren fik 500 kr. Og jeg fik 121, en halv
time som fuldmægtig og sagen gik til Højesteret. Men det har kostet skatteyderne
hundredtusinder af kroner at få afgjort, at kunst er NE.
FREDERIK: Og hvad har det med noget at gøre?
GLISTRUP: At når ingen kan kende forskel på Miro og
chimpansen Congo, sætter man hegn op, og fylder det med paragraffer og laver
kunstfonde med fine legater ... kun for at jurister, embedsmænd, skrankepaver og
andre snyltere kan hæve en fed check og spise højtbelagt smørrebrød for andres
penge … se dét er en kunst! En fis i en hornlygte!
ELISABETH: Hvad med Picasso?
GLISTRUP: NE! NE! NE!
ELISABETH: Hvad?
GLISTRUP: NENENE!
SPIES: Hahaha!
Frederik rejser sig og går sammen med sin kone. Spies ser
fornøjet på Glistrup.
SPIES: Skal vi sige det var besøg nok i Zoologisk Have?
GLISTRUP: Skal vi ikke synge nu?
SPIES: Synge … (overvejer). Nej, det er sgu alligevel for
ondt, Mokke. Jeg er halvsulten, hvad med dig?
GLISTRUP: Jeg er altid sulten.
De går over til buffeten. Glistrup ser sulten ud, Spies
vender et slattent salatblad.
SPIES: Hundeæde, Mogens … Lad os få noget kvalitet.
onsdag den 28. august 2013
Flere røde prikker i magasinet
Det handler om på Hovedbiblioteket at låne bøger uden røde prikker på ikke ryggen, men på øverste sidesammenmasning, eller hvad man skal kalde det, og måske skal man kalde det skulderen, for så giver bibliotekaren dem egenhændigt en rød prik, på skulderen, med deres dertil indrettede røde tusch, og så er de i rimelig grad sikret, at de ikke bliver solgt for billig penge eller decideret smidt ud i den nærmeste fremtid, hvilket de ikke er, hvis de ikke har fået en rød prik, for så betyder det, at de ikke har været lånt ud de sidste 3 år, og det ser virkelig ikke godt ud for en bog i disse effektive tider, og tænk, hvis det samme gjaldt for ens eget bibliotek, hvilket det måske faktisk burde, så man huskede at få i det mindste berørt alle vigtige bøger med sine øjne med mellemrum, men tilbage til H-biblioteket, for hvis man bare, hver gang man er forbi, sørger for at bestille bøger fra magasinet, indtil man når frem til en uprikket bog, så man er ansvarlig for prikningen af mindst 1 bog pr. biblioteksbesøg, kan det ikke være en aftale?
Universelle liebhavere
Okay, provokerende, at TV2 spiller slutningen på Blurs "The Uninversal" som underlægningsmusik til de sekvenser i aftenens Liebhaverne, der handler om, at ham uhyrlige Jan Fog skal sælge et grimt, grimt, engelsk gods for en grusom masse penge, men heldigvis er sangen selv den bedste læsning af det hæslige program:
This is the next century
Where the universal's free
You can find it anywhere
Yes, the future's been sold
Where the universal's free
You can find it anywhere
Yes, the future's been sold
Every night we're gone
And to karaoke songs
How we like to sing along
'Though the words are wrong
And to karaoke songs
How we like to sing along
'Though the words are wrong
It really really really could happen
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go
No one here is alone
Satellite's in every home
Yes the universal's here
Here for everyone
Satellite's in every home
Yes the universal's here
Here for everyone
Every paper that you read
Says tomorrow's your lucky day
Well here's your lucky day
Says tomorrow's your lucky day
Well here's your lucky day
It really really really could happen
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go
Well it really really really could happen
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go
Yes it really really really could happen
When the days they seem to fall through you
Well just let them go
Just let them go
Just let them go
Just let them go
Bare lad dem passere
Bare lad dem passere
Til jer der ikke har "tid" til at læse poesi
Gør det undervejs!
Jeg genlæste den ene (kvartgode) digtsamling, mens jeg ventede på, at bibliotekaren hentede den anden nede i magasinet, og derefter igen ventede på, at hun hentede den, fordi hun havde glemt, hvad den hed, da hun var nede for at hente den første gang, selvom den har en ret fyndig titel, og den anden (trekvartgode) digtsamling genlæste jeg i metroen mellem Nørreport og Fasanvej (den er så også særdeles fåmælt), og den tredje (måske en tredjedel gode) digtsamling har jeg lige genlæst som en overspringshandling (i stedet for at bladre på nettet eller skrive denne blogpost, som jeg skriver lige bagefter), inden jeg omsider får skrevet den 2012-årsrevy færdig til Nordisk Tidsskrift.
(alle tre digtsamlinger er signeret den selvsamme digter, og kan I gætte hvem? her er et helgodt digt fra den anden samling af de tre, jeg genlæste i dag, som er den tredje, han/hun har udgivet:
En
sang
er
en
sang.
Alligevel tømmer kedlen sig selv
mens
fuglene
aldrig
gør
det
)
Jeg genlæste den ene (kvartgode) digtsamling, mens jeg ventede på, at bibliotekaren hentede den anden nede i magasinet, og derefter igen ventede på, at hun hentede den, fordi hun havde glemt, hvad den hed, da hun var nede for at hente den første gang, selvom den har en ret fyndig titel, og den anden (trekvartgode) digtsamling genlæste jeg i metroen mellem Nørreport og Fasanvej (den er så også særdeles fåmælt), og den tredje (måske en tredjedel gode) digtsamling har jeg lige genlæst som en overspringshandling (i stedet for at bladre på nettet eller skrive denne blogpost, som jeg skriver lige bagefter), inden jeg omsider får skrevet den 2012-årsrevy færdig til Nordisk Tidsskrift.
(alle tre digtsamlinger er signeret den selvsamme digter, og kan I gætte hvem? her er et helgodt digt fra den anden samling af de tre, jeg genlæste i dag, som er den tredje, han/hun har udgivet:
En
sang
er
en
sang.
Alligevel tømmer kedlen sig selv
mens
fuglene
aldrig
gør
det
)
Niels Frank smiler!
I en brøkdel af et sekund på Louisianas Wei Wei-scene fredag og ml. principielt skeptiske og trætte grimasser, og vi forlanger selvfølgelig ikke, at han mod sin natur smiler tiere eller ekstensivere, så længe Nellie inde i hendes bog, åbent og rastløst, smiler for to, og den anden selvfølgelig er læseren, som Niels, eftersom Nellie jo har skrevet bogen, også er reduceret/elevateret til:
Besværgelse af monster-autenticitet
Sødt og tankevækkende, hvor kraftigt ægtheden af den tøj-Mike Warzowski, jeg fik i fødselsdagsgave, bliver understreget, som et art brændemærke, på hans højre fodsål (i filmen har han store plot-problemer med at agere sandt monstrøst skræmmende):
GENUINE *
ORIGINAL *
AUTHENTIC *
GENUINE *
ORIGINAL *
AUTHENTIC *
tirsdag den 27. august 2013
Snart ejer Gyldendal alting helt, inkl. mig
Gyldendal køber Borgens Forlag, fortæller bogmarkedet her, et stort klip fra artiklen:
Det skriver Gyldendal i en fondsbørsmeddelelse. Borgens Forlag fortsætter som et selvstændigt imprint.
Af væsentlige danske forfattere fra Borgens backliste kan især nævnes hele Benny Andersens forfatterskab, samt udgivelser med Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, Dan Turèll, Piet Hein, Erling Jepsen og Jakob Martin Strid. Både Søren Ulrik Thomsen og Jakob Martin Strid udkommer nu på Gyldendal, der dermed får samlet disse forfatterskaber hos sig.
(Blogdahl: Af væsentlige danske forfattere, der stadig udkommer på Borgens Forlag er der vel (reelt - se nedenfor) kun Benny Andersen, Marianne Larsen og Peter Laugesen tilbage - mon de bliver på skuden nu den er hvalopslugt?)
Hertil kommer hele Borgens stærke katalog inden for ”krop, sind og ånd”, hvor forlaget i sine velmagtsdage sad på en meget stor del af dette segment. I alt er der en backliste på cirka 1.000 titler. Borgen Forlag blev grundlagt i 1948 af Jarl Borgen, der hurtigt etablerede en profil som et kvalitetsforlag med fokus på dansk kunst og lyrik. Senere satsede forlaget mere og mere på selvhjælpsbøger og krop, sind og ånd. (...) Bl.a. etablerede man Borgens Bogklub, som blev solgt pr. 1. januar 2009 til Gyldendal. På det tidspunkt var forlaget ude i et økonomisk stormvejr. I de fremgangsrige år havde man ikke været gode nok til at styre udgifterne, og da den økonomiske krise i 2008 ramte hele den danske bogbranche, gik det for alvor galt. I februar 2009 afskedigede man halvdelen af de resterende medarbejdere, så der kun var 11 tilbage incl. de to direktører, Niels og Helle Borgen, der havde stået i spidsen for forlaget siden 1991. Dermed var medarbejderstaben på få år gået fra 35 til 11, hvoraf 6 var fulgt over til Gyldendals bogklubber. I årene efter blev der yderligere reduceret, så der i dag kun er 2 ansatte og enkelte freelancere tilknyttet ud over de to direktører. Samtidig flyttede forlaget i nye og mindre lokaler i Valby.
Helle og Niels Borgen går nu på pension. Det var de to, der selv henvendte sig til Gyldendal med henblik på salget. De seneste to år er det lykkedes atter at få overskud takket være en aktiv pleje af den store backliste inden for krop, sind og ånd.
”Vi er stolte af, at det lykkedes os at vende forlagets økonomi, inden vi gjorde klar til et salg,” siger Niels Borgen i en pressemeddelelse.
Godt, at Borgen bliver ved at findes som Borgen, men trist at endnu et selvstændigt forlag bliver del af et Mammut & co. - for et øjeblik siden var det Lindhardt & Ringhof, der opslugte Per Kofod; er der overhovedet andre selvstændige, seriøse, mellemstore/kommercielle (skønlitterære) forlag tilbage end People's Press og Tiderne Skifter og Hovedland og Batzer&Co?
Jeg er vel i princippet stadig Borgen-forfatter, eftersom min seneste bog udkom dér, tilbage i 2008, og jeg ikke har fået en fyreseddel eller et nej til et konkret manuskript, og derfor er jeg nu i princippet Gyldendal-forfatter.
Men det bliver spændende, om Borgen nu - med hvem ved roret? bliver det en del af Rosinate&Co? we do not know - atter kan udgive en bred vifte af (smal) skønlitteratur, så jeg, hvis jeg nogensinde skriver en bog igen, på Gyldendals nåde kan vedblive med at være "Borgen-forfatter", det vil jeg vistnok gerne.
Reelt er jeg Gyldendal-redaktør, eftersom Rosinante&Co, der udgiver Hvedekorn, er ejet af Gyldendal, og hvis nu Gyldendal selv, hvilket jeg helt ærligt synes er en rigtig god ide, køber Weekendavisen, der jo er til salg, så vil jeg være 100 % en Gyldendalperson, totalitært nok!
Det skriver Gyldendal i en fondsbørsmeddelelse. Borgens Forlag fortsætter som et selvstændigt imprint.
Af væsentlige danske forfattere fra Borgens backliste kan især nævnes hele Benny Andersens forfatterskab, samt udgivelser med Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, Dan Turèll, Piet Hein, Erling Jepsen og Jakob Martin Strid. Både Søren Ulrik Thomsen og Jakob Martin Strid udkommer nu på Gyldendal, der dermed får samlet disse forfatterskaber hos sig.
(Blogdahl: Af væsentlige danske forfattere, der stadig udkommer på Borgens Forlag er der vel (reelt - se nedenfor) kun Benny Andersen, Marianne Larsen og Peter Laugesen tilbage - mon de bliver på skuden nu den er hvalopslugt?)
Hertil kommer hele Borgens stærke katalog inden for ”krop, sind og ånd”, hvor forlaget i sine velmagtsdage sad på en meget stor del af dette segment. I alt er der en backliste på cirka 1.000 titler. Borgen Forlag blev grundlagt i 1948 af Jarl Borgen, der hurtigt etablerede en profil som et kvalitetsforlag med fokus på dansk kunst og lyrik. Senere satsede forlaget mere og mere på selvhjælpsbøger og krop, sind og ånd. (...) Bl.a. etablerede man Borgens Bogklub, som blev solgt pr. 1. januar 2009 til Gyldendal. På det tidspunkt var forlaget ude i et økonomisk stormvejr. I de fremgangsrige år havde man ikke været gode nok til at styre udgifterne, og da den økonomiske krise i 2008 ramte hele den danske bogbranche, gik det for alvor galt. I februar 2009 afskedigede man halvdelen af de resterende medarbejdere, så der kun var 11 tilbage incl. de to direktører, Niels og Helle Borgen, der havde stået i spidsen for forlaget siden 1991. Dermed var medarbejderstaben på få år gået fra 35 til 11, hvoraf 6 var fulgt over til Gyldendals bogklubber. I årene efter blev der yderligere reduceret, så der i dag kun er 2 ansatte og enkelte freelancere tilknyttet ud over de to direktører. Samtidig flyttede forlaget i nye og mindre lokaler i Valby.
Helle og Niels Borgen går nu på pension. Det var de to, der selv henvendte sig til Gyldendal med henblik på salget. De seneste to år er det lykkedes atter at få overskud takket være en aktiv pleje af den store backliste inden for krop, sind og ånd.
”Vi er stolte af, at det lykkedes os at vende forlagets økonomi, inden vi gjorde klar til et salg,” siger Niels Borgen i en pressemeddelelse.
Godt, at Borgen bliver ved at findes som Borgen, men trist at endnu et selvstændigt forlag bliver del af et Mammut & co. - for et øjeblik siden var det Lindhardt & Ringhof, der opslugte Per Kofod; er der overhovedet andre selvstændige, seriøse, mellemstore/kommercielle (skønlitterære) forlag tilbage end People's Press og Tiderne Skifter og Hovedland og Batzer&Co?
Jeg er vel i princippet stadig Borgen-forfatter, eftersom min seneste bog udkom dér, tilbage i 2008, og jeg ikke har fået en fyreseddel eller et nej til et konkret manuskript, og derfor er jeg nu i princippet Gyldendal-forfatter.
Men det bliver spændende, om Borgen nu - med hvem ved roret? bliver det en del af Rosinate&Co? we do not know - atter kan udgive en bred vifte af (smal) skønlitteratur, så jeg, hvis jeg nogensinde skriver en bog igen, på Gyldendals nåde kan vedblive med at være "Borgen-forfatter", det vil jeg vistnok gerne.
Reelt er jeg Gyldendal-redaktør, eftersom Rosinante&Co, der udgiver Hvedekorn, er ejet af Gyldendal, og hvis nu Gyldendal selv, hvilket jeg helt ærligt synes er en rigtig god ide, køber Weekendavisen, der jo er til salg, så vil jeg være 100 % en Gyldendalperson, totalitært nok!
mandag den 26. august 2013
Fabrikkken genoptager sit fald - på norsk!
Amalie Smiths Fabrikken falder, der for længst var udsolgt for folraget, da den blev præmieret med Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris i sommeren 2010, er nu kommet på norsk! som Fabrikken faller, i en frivillig version af den ufrivilligt plakattilskårne, danske biblioteksudgave og kan købes i den smukt assorterede netboghandel Audiatur, til hvem Amalie har leveret denne åbenhjertige making of-krønike om den forunderlige bog:
‘Fabrikken falder’ er en bog, jeg udgav i 2010 – teknisk set var den min debut, da jeg skrev og udgav den, mens jeg ventede på svar, om Gyldendal ville udgive min egentlige debut ‘De næste 5000 dage’. Fabrikken falders skriveproces og udgivelsesmåde var en reaktion på en lang og lidt tung proces med den anden bog – både for mig selv med at skrive og redigere den og siden med forlaget, alt det der med at skulle antages og debutere. Fabrikken falder blev udgivet på Forlaget Emancipa(t/ss)ionsfrugten, som er et meget lille og dengang relativt nystartet forlag, som to af mine venner driver. Det betød, at jeg selv var involveret i hele produktionsprocessen. Vi trykte og samlede bøgerne i en gammel fabrikshal ude på det nedlagte Carlsberg-tapperi i København; meget passende et rum der lejes ud til kunstnere fordi fabrikken er faldet (eller flyttet). Bogen består af et hæfte med tryk på højresiden og løse, indlagte foldede A3-plakater. Den er en filmroman med 15 scener, og hver scene har en plakat med referencebilleder, som er googlet frem gennem søgning på nøgleord fra den pågældende scene. Plakaterne startede egentlig som et andet projekt – et plakatprojekt, hvor jeg i samarbejde med en grafiker Louise Hold Sidenius ville producere tekst-plakater til det offentlige rum. Jeg startede med at skrive teksten til plakaterne på Ishøj station, mens jeg var fanget i en s-togsforsinkelse husker jeg, men teksten voksede ud over plakatformatet lynhurtigt – den blev skrevet og redigeret på omkring tre uger og sendt i trykken ret kort tid efter. Der var noget fandenivoldsk over det, den skulle ikke læses af nogen. Jeg have fået så mange læsninger af den anden bog på Forfatterskolen, Fabrikken falder skulle bare af sted. Trykkeprocessen foregik på en Risograf, som er en form for gammeldags kopimaskine. Den kunne kun trykke en side ad gangen, så vi var nødt til at samle bøgerne i hånden. Plakaterne fik vi trykt på et billigt digitaltrykkeri i Aarhus og også foldet der. Produktionsprocessen blev i det hele taget en collage af forskellige tiders produktionsmetoder og en blanding af manuelt og maskinelt arbejde. Forløbet var ikke industrielt forstået som at alt arbejde var planlagt på forhånd – hvert trin i processen affødte eller umuliggjorde det næste, og vi ændrede planer flere gange undervejs. Det er et helt afgørende arbejde for mig at give en bog form, og det var virkelig lærerigt på den måde at være med i alle dele af processen, det var hårdt arbejde, men det var sjovt. Det sværeste er næsten at skulle overlade processen til nogle andre. Den udfordring har jeg i nogen grad taget op, nu hvor den genudgives i norsk oversættelse ifb.m. Møllebyens Litteratur Festival. Tegnestuen ELLER MED A har stået for produktionen, selvom vi har talt en hel del om formen sammen. Ret tidligt lå det klart, at bogen ikke kunne udgives på samme måde én gang til, den måtte genfortolkes grafisk og formmæssigt på samme måde som en oversættelse er en genfortolkning. Der var gået noget tid siden den første udgave, og i den tid opsamler en bog noget historie og nogle læsninger, den forbliver ikke uberørt. Der var fx sket det med den, at den var blevet opkøbt af et par danske biblioteker, som havde hardcoverindbundet den, og i den proces havde de limet bogblokken og plakaterne sammen i ryggen og skåret plakaterne op i siderne, dvs. at hver plakat kom i fire dele, på hovedet og bagfra. Det valgte vi at tage med videre i den nye udgave, hvor plakaterne indgår på samme opklippede måde og er hæftet i ryggen sammen med resten af bogen. Jeg tror, man kan sige, at Fabrikken falder er en bog, der suger alt muligt til sig – plakaterne er et visuelt billedarkiv, som teksterne har suget til sig på internettet, ligesom plakaterne også suger af teksterne. De forskellige formmæssige valg er også noget, bogen opsamlede hen ad vejen. Det er i høj grad en bog, der er leget frem – den er lavet af lyst, og fordi vi kunne lave den. Den er på den måde et produkt af nogle bestemte produktionsforhold, det er klart. Man kan sige, at den tillader sig at lege med de maskiner og rum, der står tilbage efter at fabrikken er faldet, på den måde har den en lethed, en sorgløshed over sig, som jeg ikke helt genfinder i mine andre bøger. Apokalypsen er ingen undergang, den er et visuelt blackout og en genfortælling af en drøm.»
‘Fabrikken falder’ er en bog, jeg udgav i 2010 – teknisk set var den min debut, da jeg skrev og udgav den, mens jeg ventede på svar, om Gyldendal ville udgive min egentlige debut ‘De næste 5000 dage’. Fabrikken falders skriveproces og udgivelsesmåde var en reaktion på en lang og lidt tung proces med den anden bog – både for mig selv med at skrive og redigere den og siden med forlaget, alt det der med at skulle antages og debutere. Fabrikken falder blev udgivet på Forlaget Emancipa(t/ss)ionsfrugten, som er et meget lille og dengang relativt nystartet forlag, som to af mine venner driver. Det betød, at jeg selv var involveret i hele produktionsprocessen. Vi trykte og samlede bøgerne i en gammel fabrikshal ude på det nedlagte Carlsberg-tapperi i København; meget passende et rum der lejes ud til kunstnere fordi fabrikken er faldet (eller flyttet). Bogen består af et hæfte med tryk på højresiden og løse, indlagte foldede A3-plakater. Den er en filmroman med 15 scener, og hver scene har en plakat med referencebilleder, som er googlet frem gennem søgning på nøgleord fra den pågældende scene. Plakaterne startede egentlig som et andet projekt – et plakatprojekt, hvor jeg i samarbejde med en grafiker Louise Hold Sidenius ville producere tekst-plakater til det offentlige rum. Jeg startede med at skrive teksten til plakaterne på Ishøj station, mens jeg var fanget i en s-togsforsinkelse husker jeg, men teksten voksede ud over plakatformatet lynhurtigt – den blev skrevet og redigeret på omkring tre uger og sendt i trykken ret kort tid efter. Der var noget fandenivoldsk over det, den skulle ikke læses af nogen. Jeg have fået så mange læsninger af den anden bog på Forfatterskolen, Fabrikken falder skulle bare af sted. Trykkeprocessen foregik på en Risograf, som er en form for gammeldags kopimaskine. Den kunne kun trykke en side ad gangen, så vi var nødt til at samle bøgerne i hånden. Plakaterne fik vi trykt på et billigt digitaltrykkeri i Aarhus og også foldet der. Produktionsprocessen blev i det hele taget en collage af forskellige tiders produktionsmetoder og en blanding af manuelt og maskinelt arbejde. Forløbet var ikke industrielt forstået som at alt arbejde var planlagt på forhånd – hvert trin i processen affødte eller umuliggjorde det næste, og vi ændrede planer flere gange undervejs. Det er et helt afgørende arbejde for mig at give en bog form, og det var virkelig lærerigt på den måde at være med i alle dele af processen, det var hårdt arbejde, men det var sjovt. Det sværeste er næsten at skulle overlade processen til nogle andre. Den udfordring har jeg i nogen grad taget op, nu hvor den genudgives i norsk oversættelse ifb.m. Møllebyens Litteratur Festival. Tegnestuen ELLER MED A har stået for produktionen, selvom vi har talt en hel del om formen sammen. Ret tidligt lå det klart, at bogen ikke kunne udgives på samme måde én gang til, den måtte genfortolkes grafisk og formmæssigt på samme måde som en oversættelse er en genfortolkning. Der var gået noget tid siden den første udgave, og i den tid opsamler en bog noget historie og nogle læsninger, den forbliver ikke uberørt. Der var fx sket det med den, at den var blevet opkøbt af et par danske biblioteker, som havde hardcoverindbundet den, og i den proces havde de limet bogblokken og plakaterne sammen i ryggen og skåret plakaterne op i siderne, dvs. at hver plakat kom i fire dele, på hovedet og bagfra. Det valgte vi at tage med videre i den nye udgave, hvor plakaterne indgår på samme opklippede måde og er hæftet i ryggen sammen med resten af bogen. Jeg tror, man kan sige, at Fabrikken falder er en bog, der suger alt muligt til sig – plakaterne er et visuelt billedarkiv, som teksterne har suget til sig på internettet, ligesom plakaterne også suger af teksterne. De forskellige formmæssige valg er også noget, bogen opsamlede hen ad vejen. Det er i høj grad en bog, der er leget frem – den er lavet af lyst, og fordi vi kunne lave den. Den er på den måde et produkt af nogle bestemte produktionsforhold, det er klart. Man kan sige, at den tillader sig at lege med de maskiner og rum, der står tilbage efter at fabrikken er faldet, på den måde har den en lethed, en sorgløshed over sig, som jeg ikke helt genfinder i mine andre bøger. Apokalypsen er ingen undergang, den er et visuelt blackout og en genfortælling af en drøm.»
Wei Weis 1:1 samletræ spiste mine bøger
af Madsen og Adolphsen, nøjagtig ligesom det drageædende træ i Radiserne - bøger er mine drager, og hvis jeg kan få dem til at flyve, får de en god anmeldelse (men kan jo altså stadig risikere at blive spist af en kinesisk dissident-kunstners sammentømrede, bogædende træ, ærgerligt nok)
søndag den 25. august 2013
3 Albertoer
på Louisiana i dag -
Ursula Giacometti synger (rimer ikke på tynger)
Bjørn Giacometti dræver (rimer ikke på bæver)
Olivia Giacometti hikster (rimer ikke på hipster)
frrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrremragende
Ursula Giacometti synger (rimer ikke på tynger)
Bjørn Giacometti dræver (rimer ikke på bæver)
Olivia Giacometti hikster (rimer ikke på hipster)
frrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrremragende
Byens lys som babysitter (Winona)
Yndlingsfødselsdagsgave: Ny Howl-mulepose fra City Lights i San Fransisco omsider:
(foto: dig i Paris)
Certainly most of my memories of my childhood are at City Lights, because that's where I was babysat. Lawrence Ferlinghetti would watch me, and i would play in his office.
- Winona Ryder i interview i Interview, hvor hun også præsenterer en god metafor på rynker:
I have a little bit of traffic on my forehead - which I'm very proud of acutually - and it's interesting how people just instinctively are like, "oh maybe you should get something done about that. And it's like, "Really?". So I'm exited about this new phase.
- Winona med monokel i Heathers i 1988, megetlejet VHS
Winona uden monokel i Interview-nummeret, 25 år senere
Og her synger Matthew Sweet i 2013 sit fine 1991-hit "Winona", han er også blevet ældre:
(foto: dig i Paris)
Certainly most of my memories of my childhood are at City Lights, because that's where I was babysat. Lawrence Ferlinghetti would watch me, and i would play in his office.
- Winona Ryder i interview i Interview, hvor hun også præsenterer en god metafor på rynker:
I have a little bit of traffic on my forehead - which I'm very proud of acutually - and it's interesting how people just instinctively are like, "oh maybe you should get something done about that. And it's like, "Really?". So I'm exited about this new phase.
- Winona med monokel i Heathers i 1988, megetlejet VHS
Winona uden monokel i Interview-nummeret, 25 år senere
Og her synger Matthew Sweet i 2013 sit fine 1991-hit "Winona", han er også blevet ældre:
lørdag den 24. august 2013
2 særligt særlige oplæsninger
disse dage, mellem flere fremragende (Aidt (Hovedbib, fredag), Balle (Louisiana), Frank (Hovedbib + Lousiana), den sære 80'er-gut, som Martin Hall havde med på lyd råbende Duras (Hovedbib):
1. Sappho-fan Mette Moestrup, der (for første gang ever) læste (Anne Carsons oversættelse af) Sappho-fragmenter op, i The Log Lady torsdag aften, og sådan helt Tom Waits'sk changerende med en ny, mørk MM-stemme til hvert fragment, og bl.a. dette:
may you sleep on the breast of your delicate friend
2. Morten Chemnitz, der læste fint - kan man sige? - knitrende op af sin debutbog Før april, på Lousiana i går, og selvfølgelig er hans yndlingsbog Brev i april (mens den anden april-titel, moderator Mikael Bertelsen ikke kunne huske, måske nok er René Jean Jensens Om april, i maj:
(foto: dig i Paris))
1. Sappho-fan Mette Moestrup, der (for første gang ever) læste (Anne Carsons oversættelse af) Sappho-fragmenter op, i The Log Lady torsdag aften, og sådan helt Tom Waits'sk changerende med en ny, mørk MM-stemme til hvert fragment, og bl.a. dette:
may you sleep on the breast of your delicate friend
2. Morten Chemnitz, der læste fint - kan man sige? - knitrende op af sin debutbog Før april, på Lousiana i går, og selvfølgelig er hans yndlingsbog Brev i april (mens den anden april-titel, moderator Mikael Bertelsen ikke kunne huske, måske nok er René Jean Jensens Om april, i maj:
(foto: dig i Paris))
Min større minimal-pointe var
at pointen med Franks og Balles i hver sin retning yderliggående formater, malabarisk picareske og systemisk/fænomenologisk mikro-prosa, jo er den modsatte af at besværliggøre, komplicere, kryds-og-tværs-ificere betydning, pointen er at frisætte, simplificere, idiotisere den betydning, der i konventionel konsumlitteratur dovent kliché-kodificeres.
Hos Frank blæser en platicpose af sted.
Hos Balle blæser et stykke papir af sted.
Gør den plasticpose og det stykke papir så.
Hos Frank blæser en platicpose af sted.
Hos Balle blæser et stykke papir af sted.
Gør den plasticpose og det stykke papir så.
Nellies tidligere liv som lyrefugl
Jeg glemte at reklamere for, at jeg modererede (og prøvede at radikalisere - det lykkedes til dels: Balle fortalte, at hendes første mikro-tekster blev tastet på gult stof og modelleret i ler, ret radikalt!) en samtale mellem Niels Frank og Solvej Balle på Louisianas stiligt lækre Litteraturfestival i går aftes, og nu er det for sent, men det gjorde jeg altså, og det gik glimrende, synes jeg nok, og i morgen søndag modererer og forhåbentlig radikaliserer jeg en samtale med de 2 sci-fi-genier Peter Adolphsen og Svend Åge Madsen, men allerede klokken 11:30.
Jeg synes jo, den sjove figur var, at Franks og Balles ca. jævnaldrende forfatterskaber lige nu, i deres yderpunkter i det mindste, spejlede hinanden omvendt: Frank debuterede med en tynd, minimalistisk digtsamling med mange rent sorte sider, Øjeblikket, i 1986, Balle debuterede med en tyk og broget roman, Lyrefugl, i 1986, hvori et tekstspor (om/med hovedpersonen som barn), havde både Balle og jeg opdaget ved genlæsning, er decideret Nellie'sk (bare med ingen tegn i stedet for alt for mange, men det kan lidt komme ud på et); jeg ville have haft Balle til at læse et afsnit op, men vi fik desværre talt os væk fra det:
En gang tænkte hun en gang stod haven fuld af blomster og u hvor var de flotte og u hvor var der mange og hvis man nu plukkede alle dem der stod inne mellem træerne sikken stor buket man ville få og hun plukked og plukked men stilken hva ku den entli brues til ikke til noet jamen hvorfor sku hun så plukke den med så hun plukked alle hoderne og la dem i en stor bunke sikken flot bunke blomster men hva nu med den den ku lægges ned i hendes lille have nede baghaven hun hented trillebøren og læssed alle blomsterne på den alle de blå og alle de røde og de gule osse hvor var der mange og og nej hvor var de flotte alså og læssed dem af nede på det lille stykke have hun hade det hade hun sået græs på fordi hva sku hun med gulerødder og radiser så var græs da meget bedre hun hade tænkt sig det sku blie lisså højt som henne selv for så ku hun gemme sig inde i det lissom man ku i kornmarken men der måtte hun ikke gå ud for det var farlit men græsset i hennes have var slet ikke højt nok ennu faren hade sagt at det var da dumt og så græs for græsplænegræs blivt aldrig ble for græsplænegræs ble aldrig højt nok til at gemme sig i men det trode hun ikke på det var bare ikke højt nok ennnu men hun hade jo blomsterne i en stor bunke hun ku gemme sig i men den var bare heller ikke stor nok fant hun ud af blomsterne falt hele tiden ned og ud til siden når hun kravled ind i bunken men så fik hun øje på blomsterne i den annen enne af haven der var osse mange blomster og dem plukked hun osse og dem oppe ved huset og helt nede ved bækken med de lillagrønne farver og en krog bagpå men lie meget hvor mange blomster hun plukked falt de ned og ku ikke gemme henne helt grimme dumme blomster sa hun og sparked til dem hun måtte hae noen fler uden for var der nok noen enten på marken eller i naboens have men hun ku ik komme ud havelågen ville ikke gå op hun gik tilbage til blomsterne og sparked til dem igen så de blev spret runt over det hele dumme grimme blomster sa hun og saprked dem i stykker og runt i hele haven hvor de lå og ble brune og tørred ind og blev grimmer og grimmer
Og nu udsender Frank en tyk og broget roman, Nellies bog, mens Balle (atter) udsender to minimalistiske mikro-prosa-bøger, Så og Hvis. Men selvfølgelig skulle Balle ødelægge min fine figur (Frank var bare uinteresseret i den: Grav ikke i min tyste, minimalistiske dydsdragon-fortid! sagde han ikke) ved at oplyse, at hendes første mikro-tekster blev skrevet før debutromanen, og forresten sad hun lige nu og skrev på en ny roman ...
(foto af de 3 vanddrikkere: Lonni Krause - det er Wei Weis model-træ, der laver håndtegn på væggen)
Jeg synes jo, den sjove figur var, at Franks og Balles ca. jævnaldrende forfatterskaber lige nu, i deres yderpunkter i det mindste, spejlede hinanden omvendt: Frank debuterede med en tynd, minimalistisk digtsamling med mange rent sorte sider, Øjeblikket, i 1986, Balle debuterede med en tyk og broget roman, Lyrefugl, i 1986, hvori et tekstspor (om/med hovedpersonen som barn), havde både Balle og jeg opdaget ved genlæsning, er decideret Nellie'sk (bare med ingen tegn i stedet for alt for mange, men det kan lidt komme ud på et); jeg ville have haft Balle til at læse et afsnit op, men vi fik desværre talt os væk fra det:
En gang tænkte hun en gang stod haven fuld af blomster og u hvor var de flotte og u hvor var der mange og hvis man nu plukkede alle dem der stod inne mellem træerne sikken stor buket man ville få og hun plukked og plukked men stilken hva ku den entli brues til ikke til noet jamen hvorfor sku hun så plukke den med så hun plukked alle hoderne og la dem i en stor bunke sikken flot bunke blomster men hva nu med den den ku lægges ned i hendes lille have nede baghaven hun hented trillebøren og læssed alle blomsterne på den alle de blå og alle de røde og de gule osse hvor var der mange og og nej hvor var de flotte alså og læssed dem af nede på det lille stykke have hun hade det hade hun sået græs på fordi hva sku hun med gulerødder og radiser så var græs da meget bedre hun hade tænkt sig det sku blie lisså højt som henne selv for så ku hun gemme sig inde i det lissom man ku i kornmarken men der måtte hun ikke gå ud for det var farlit men græsset i hennes have var slet ikke højt nok ennu faren hade sagt at det var da dumt og så græs for græsplænegræs blivt aldrig ble for græsplænegræs ble aldrig højt nok til at gemme sig i men det trode hun ikke på det var bare ikke højt nok ennnu men hun hade jo blomsterne i en stor bunke hun ku gemme sig i men den var bare heller ikke stor nok fant hun ud af blomsterne falt hele tiden ned og ud til siden når hun kravled ind i bunken men så fik hun øje på blomsterne i den annen enne af haven der var osse mange blomster og dem plukked hun osse og dem oppe ved huset og helt nede ved bækken med de lillagrønne farver og en krog bagpå men lie meget hvor mange blomster hun plukked falt de ned og ku ikke gemme henne helt grimme dumme blomster sa hun og sparked til dem hun måtte hae noen fler uden for var der nok noen enten på marken eller i naboens have men hun ku ik komme ud havelågen ville ikke gå op hun gik tilbage til blomsterne og sparked til dem igen så de blev spret runt over det hele dumme grimme blomster sa hun og saprked dem i stykker og runt i hele haven hvor de lå og ble brune og tørred ind og blev grimmer og grimmer
Og nu udsender Frank en tyk og broget roman, Nellies bog, mens Balle (atter) udsender to minimalistiske mikro-prosa-bøger, Så og Hvis. Men selvfølgelig skulle Balle ødelægge min fine figur (Frank var bare uinteresseret i den: Grav ikke i min tyste, minimalistiske dydsdragon-fortid! sagde han ikke) ved at oplyse, at hendes første mikro-tekster blev skrevet før debutromanen, og forresten sad hun lige nu og skrev på en ny roman ...
(foto af de 3 vanddrikkere: Lonni Krause - det er Wei Weis model-træ, der laver håndtegn på væggen)
Kubricks terning 2
Nu ved vi, hvad Stanley Kubricks formål var med at opfinde Rubik's Cube, det var at undergrave USA's sikkerhed (efter han i The Shining for den ENE opmærksomme tilskuer havde afsløret sin rolle i månelandings-bedraget) - fra artikel i Berlingske i går om dokumentaristen Laura Poitras (kvikt af Snowden at sikre sig imod at der står andre mænd med en Rubik's Terning udenfor restauranten):
I maj bad Edward Snowden dem i en krypteret mail om at flyve til Hong Kong. 1. juni drog de af sted på en 16 timers flyvetur fra New York. de anede ikke, hvem de skulle møde. Snowden havde instrueret dem om at stille sig op uden for en bestemt restaturant og afvente en mand, der bar en Rubik's terning, og så spørge ham hvornår restauranten åbnede. Manden ville svare på spørgsmålet, men advare dem om, at maden var dårlig.
Og klart nok var det i frustration over ingen steder på Pentagons harddrives at kunne finde løsningen på, hvordan terningen går op, at Snowden blev fløjteblæser.
I maj bad Edward Snowden dem i en krypteret mail om at flyve til Hong Kong. 1. juni drog de af sted på en 16 timers flyvetur fra New York. de anede ikke, hvem de skulle møde. Snowden havde instrueret dem om at stille sig op uden for en bestemt restaturant og afvente en mand, der bar en Rubik's terning, og så spørge ham hvornår restauranten åbnede. Manden ville svare på spørgsmålet, men advare dem om, at maden var dårlig.
Og klart nok var det i frustration over ingen steder på Pentagons harddrives at kunne finde løsningen på, hvordan terningen går op, at Snowden blev fløjteblæser.
fredag den 23. august 2013
Ida Jessen, mandags-udgaven
(min første anmeldelse af Ida Jessens Postkort til Annie, i dagens avis kan man læse tirsdags-udgaven og, hvis man gider, sammenligne)
-->
-->
FIKS OG UFIKS IDA Ida Jessen er i sine nye noveller eminent
god til at skildre, hvor uhjælpeligt kvinder kan være i mænds vold, men svigter
hver gang skarpheden til slut
Dumme svins bævrende piedestal
Ida Jessen: Postkort til Annie. 224 sider, 200 kr.
Af Lars Bukdahl
Det er nemt nok: Jeg kan få mig den rigtig gode bog, som Ida
Jessens nye novellesamling Potskort til
Annie burde være, ved at stryge de sidste to til halvanden side i hver af
de seks noveller - eller i hver fald i de fire centrale, der alle zoomer ind på
hjerteløse, selvfede, destruktive mænd, to ægtemænd og to sønner, og de
kvinder, to hustruer og to mødre, der håbløst elsker dem.
Før slutningerne
kommer på banen, demonstrerer Jessen nådesløst og overlegent, hvad rå realisme
kan som bedst: Præcisere på en prik, der til forveksling ligner et skudhul,
hvorledes mennesker realistisk ter sig.
Tag for eksempel et
flashback i den første lange novelle ”En udflugt”, hvor hovedpersonens Toves
gamle veninde Larna i den træske ægtemand Max’ øjne er en meget uvelkommen
gæst:
”Kom Larna, giv mig
din frakke.”
”Nej, den kan jeg da
selv hænge op”, sagde Larna, lagde frakken på Max’ stol og bøjede sig over
tasken og hev den lange tingest op. Det var en lampe, formet som en gås. ”Så nu
faldt båndet af igen,” sagde hun. ”Men det skal på, skal det, det sad så flot i
forretningen!” Hun løftede lampen op foran Max’ ansigt. ”Hvad siger du, Max?
Kan den ikke være til ny inspiration.?”
”Fantastisk!”
”Ja, for Tove siger,
du godt kan trænge til, at der bliver børstet lidt støv af dig en gang
imellem.”
”Siger Tove det?”
spurgte Max.”
Larnas hektiske
pludren, de to iskolde replikker fra Max, lampen formet som en gås og den
sigende detalje, at Larna lægger sin frakke på Max’ stol. Det er så godt ramt,
at læseren krymper sig mindst lige så meget som Tove.
I novellens nutidsspor er Tove blevet olm over
en telefonsamtale med Max og hovedløst flygtet ud i verden. Hvor hun blandt
andet møder et helt anderledes entydigt dumt svin, som læseren nødigt undværer,
fordi han er entydigt sjovt dum, men som ærgerligt nok sender hende tilbage i
armene på Max og en afsluttende, højst højstemt indre monolog:
”Og selv drømte Tove
også om en sandhed. Hun drømte om, at der fandtes ét udtalt punkt, som hun
kunne falde til ro på. Et punkt, som Max havde sagte fandtes. Hvis han slet
ikke elskede hende, ville hun blive fri, tænkte hun, ikke for ham, men for sit
håb til ham. Men det var en drøm, det punkt fandtes ikke.”
Puh, hvor en sur,
hereticansk em! Så meget behøver Ida Jessen virkelig ikke at anstrenge sig for
at fortjene den Martin A. Hansen-pris, hun netop har modtaget. Det er jo ikke
bare realismens virkelighedskopiering, der her svigtes - sådan tænker ingen! - men
også og især dens nøgterne skelettering, der på falderebet iklædes forloren
patos-pels.
Nøjagtig det samme
sker i den hårdere koncentrerede, men meget parallelle novelle ”Et skænderi”,
hvor en kvinde forlanger sex af sin træske mand, men til sidst falder lige så
så inderligt i forsonlige staver. Fy føj, må jeg som velopdragen feminist helt
ærligt udbryde.
Og cirka det samme
sker i bogens to bedste noveller, den grumme mini-roman ”December er den
grusomste måned”, om et mord og et trafikuheld, med indtil flere synsvinkler,
herunder, usentimentalt hjerteskærende, en lille pige, og den grusommere end
grumme ”Mor og søn”, hvor en mor tåler alt fra sin sjuft af sin søn. Grunden
til, at de patetiske udskridninger ikke bliver eller opleves så kriminel i
disse to noveller er nok, at realismen er så følelses- og suspense-afpressende
og føleles- og suspense-afpresningen så realistisk, at patosen reduceres til et
lille, ynkeligt og sgu – ovenpå det horror
show - meget forståeligt suk.
Jazzen i din prosa
er en besat og betændt klarhed, Jessen.
Og så burde den have været dobbelt så stor og været på forsiden i stedet for Kongstad
min anmeldelse af Det nemme og det ensomme, der også burde have båret denne trompet:
NORDLYS HOLDER HOF
(hvis ikke
NORDLYS DRIKKER HOF)
NORDLYS HOLDER HOF
(hvis ikke
NORDLYS DRIKKER HOF)
Fordi jeg helst køber OULIPO i Paris
fordi, hvis jeg ikke forstår teksten, kan det være jeg i det mindste forstår systemet; fx købte jeg i Gibert Jeune Jacques Roubauds digte om Paris og parisiske gader, La forrme d'une ville change plus vite, hélas, que le coeur des humains, og her et digt derfra om, at det sner (det står ikke helt perfekt på skærmen)!
Il neige!
Rue d' A i x
Rue A b e l
Rue V i è t e
Rue C o u c h e
Rue A c h i l l e
Rue C o r i o l i s
Rue C o n d o r c e t
Rue d' A l e x a n d r i e
Rue B a s s o m p i e r r e
Rue C h a t e a u b r i a n d
Rue C o n s t a n t i n o p l e
Rue de B o u l a i n v i l l i e r s
Il neige!
Rue d' A i x
Rue A b e l
Rue V i è t e
Rue C o u c h e
Rue A c h i l l e
Rue C o r i o l i s
Rue C o n d o r c e t
Rue d' A l e x a n d r i e
Rue B a s s o m p i e r r e
Rue C h a t e a u b r i a n d
Rue C o n s t a n t i n o p l e
Rue de B o u l a i n v i l l i e r s
torsdag den 22. august 2013
Stemplet: Lyt, stump!
Ekspedienten i Shakespeare & co. (og hvorfor har jeg aldring været dér før? jeg så boghandlen på afstand for 30 år siden og har bevaret et stærkt visuelt indtrykt af den, der viste sig at passe præcist, måske var den bare lukket dengang, men hvorfor har jeg ikke opsøgte den i mellemtiden? var det for kitschet oplagt, men den er jo totalt elementært skøn og tværs gennem al 20'er- og beat-romantik vildt velassorteret - med gode bøger og atter gode bøger) spurgte, om jeg ville have mine bøger stemplet. Jeg takkede automatisk nej, fordi stempler i mit bibliotek er forbeholdt anmeldelseseksemplarer (og bøger fra min farfars bibliotek), men ombestemte mig straks. Jeg sagde ikke:
Er alle (gode) bøger ikke allerede stemplet
Shakespeare & co.?
Er alle (gode) litterater ikke allerede (i panden) stemplet
Shakespeare & co.?
En af de bøger, jeg købte, var Georges Perec: La Boutique Obscure. 14 Dreams - her er en drøm fra februar 1971, selvfølgelig også stemplet
Shakespeare & co.:
Seaside
'Twas a story replete with twists and turns. It took place near Nice, by the sea. Maybe Menton. Alain Delon was involved, or a friend of Alain Delon. I had dinner in a restaurant whose owner knew my uncle. Later, I wanted to go back there; I called, but ultimately I didn't make a reservation. My uncle, rather dryly as I recall, scolded me; for what I'm not sure, maybe for not telling him about it.
I returned to Paris in a magnificent machine, ultra-modern and very sci-fi. I remember panoramic portholes. Dizzying speed.
Er alle (gode) bøger ikke allerede stemplet
Shakespeare & co.?
Er alle (gode) litterater ikke allerede (i panden) stemplet
Shakespeare & co.?
En af de bøger, jeg købte, var Georges Perec: La Boutique Obscure. 14 Dreams - her er en drøm fra februar 1971, selvfølgelig også stemplet
Shakespeare & co.:
Seaside
'Twas a story replete with twists and turns. It took place near Nice, by the sea. Maybe Menton. Alain Delon was involved, or a friend of Alain Delon. I had dinner in a restaurant whose owner knew my uncle. Later, I wanted to go back there; I called, but ultimately I didn't make a reservation. My uncle, rather dryly as I recall, scolded me; for what I'm not sure, maybe for not telling him about it.
I returned to Paris in a magnificent machine, ultra-modern and very sci-fi. I remember panoramic portholes. Dizzying speed.
Og John Ashbery har skrevet et digt om blogs - BL.A.
eller rettere om ikke at prøve at fange DET på en blog, Bl.A.
(med 1 linjes linjeafstand og i 2 STROFER)
i det nye New Yorker:
GRAVY FOR THE PRISONERS
I wouldn't try to capture it
on the page, or in a blog, the *inauspicious
leaving of a day. Closer to a dream
than the hum of streets, and people
who once walked along them.
Yeah, I know. Know what I'm saying?
The grounds were ultimately too large for the compound.
A tree takes flight, and patterns are *coaxed
into recurring on adjacent walls,
out of thin air.
No such titan ever visited
during my days as*aedile. Yet *wisps
still buttonhole us in random *moats:
Was it this you were expecting,
and if not, why not*?
*lidet opløftende
*lokkes
*Aedile (Latin: Aedilis, from aedes, "temple building") was an office of the Roman Republic. Based in Rome, the aediles were responsible for maintenance of public buildings (aedēs) and regulation of public festivals. They also had powers to enforce public order.
*græstotter
*voldgrave
*godt spørgsmål!
Jane Freilicher, John Ashbery (c.1954), pen and ink on paper, 13.75 ins x 13.875 ins, Private Collection,
(med 1 linjes linjeafstand og i 2 STROFER)
i det nye New Yorker:
GRAVY FOR THE PRISONERS
I wouldn't try to capture it
on the page, or in a blog, the *inauspicious
leaving of a day. Closer to a dream
than the hum of streets, and people
who once walked along them.
Yeah, I know. Know what I'm saying?
The grounds were ultimately too large for the compound.
A tree takes flight, and patterns are *coaxed
into recurring on adjacent walls,
out of thin air.
No such titan ever visited
during my days as*aedile. Yet *wisps
still buttonhole us in random *moats:
Was it this you were expecting,
and if not, why not*?
*lidet opløftende
*lokkes
*Aedile (Latin: Aedilis, from aedes, "temple building") was an office of the Roman Republic. Based in Rome, the aediles were responsible for maintenance of public buildings (aedēs) and regulation of public festivals. They also had powers to enforce public order.
*græstotter
*voldgrave
*godt spørgsmål!
Jane Freilicher, John Ashbery (c.1954), pen and ink on paper, 13.75 ins x 13.875 ins, Private Collection,
1, 2: poesiens linjeafstand
Jeg ved, ikke, hvem der gjorde det først: Caspar Eric eller Olivia Nordenhof (i hvert fald ikke mig, men jeg gør det også nu om stunder, igen og igen): Skrev deres digtagtige blogposter med dobbelt linjeafstand for, bevidst eller ubevidst, at markere deres digtagtighed eller måske bare poesiagtighed og/eller bare for at fremtvinge den tak langsommere (og dermed poesiagtige) læsning. Men linjeafstanden går igen (for det meste) i Olivias nye bog med digtagtige og poesiagtige tekster (der er ingen genrebetegnelse) Det nemme og det ensomme (som jeg anmeldte alt for overfladisk i går, fordi jeg havde for få ord at gøre godt med, og forhåbentlig kommer anmeldelsen i på fredag - og jeg nægter at læse Tue Nexøs og Lars Skinnebachs anmeldelser lige foreløbig, fordi jeg er sikker på, at de er langt mere præcise og skarpsindige og grundige og bare gode-gode end min). Jeg har altid set skævt til dobbelt linjeafstand, som netop kitschet, unødvendigt insisterende "dette er poesi"-markering, og som regel, også for pladsens skyld, og uden at spørge rettet til 1 linjes afstand i Hvedekorn. Men nu har Caspar og Olivia (og jeg selv) tvunget mig til at genoverveje de 2 linjers afstand som simpelthen den nye ÅBNE poesi-afstand, lige inden den spreder sig som en steppebrand og dominerer totalt i sin intense luftighed; her er et digt fra Olivias bog,, som er en radikal omskrivning af et digt, hun havde i Hvedekorn (so much for umiddelbarhed!), og som jeg citerede tre linjer fra i min første blogpost, med dobbelt linjeafstand, om bogen:
skoven den er tung og bladet det ber ingen bønner
den pyt det holder oppe
og skulle et åh
og skulle et åh
og skulle et åh vise sig på et blad
bare glæd dig Olivia
for jorden har ik noget køn
og min kærestes øjne de er smukke og nemme at forstå
skulle jeg genkalde mine ekskæresters øjne
så var de: meget store og brune
små og gråblå
min første kæreste: jeg husker det ikke
han stod og vinkede farvel i en morgenkåbe og jeg tænkte: VENDER ALDRIG TILBAGE
man må le
skoven den er tung og bladet det ber ingen bønner
den pyt det holder oppe
og skulle et åh
og skulle et åh
og skulle et åh vise sig på et blad
bare glæd dig Olivia
for jorden har ik noget køn
og min kærestes øjne de er smukke og nemme at forstå
skulle jeg genkalde mine ekskæresters øjne
så var de: meget store og brune
små og gråblå
min første kæreste: jeg husker det ikke
han stod og vinkede farvel i en morgenkåbe og jeg tænkte: VENDER ALDRIG TILBAGE
man må le
onsdag den 21. august 2013
AOH som den nye PH
i det mindste ortografisk er Olivia Nordenhof Poul Henningsens efterfølger, hun svajer-staver! Men ikke for den sproglige sundheds skyld, for den sproglige hurtigheds skyld, for den sprogligt hastige sammenstyrtnings skyld:
ik
amar
fat(te)
ta
fuckhoder
la
troed
ha(ve)
fanme
m.fl.
ik
amar
fat(te)
ta
fuckhoder
la
troed
ha(ve)
fanme
m.fl.
Intimiderende konkretistisk spam blog-formateret/punkteret
- Conversation started today
Katty Desmond
Compliments of the day to you. I am katty by name I am single however how are you,hope you are fine I went through your profile and i read it and took interest in it,if you don't mind i will love to know you much better , please i will like you to send me a mail on my private email (kattydesmond17 @ yahoo.co.uk) included,so that i will tell you all you needs to know about me and a picture of myself.i do believe distance and colour will not be a barear between us,hoping to read from you,thanks and God bless .a Best Regad katty. please don,t reply me through this face book,write me directly to my box(kattydesmond17 @ yahoo.co.uk) 000000000______0000000000______000000000000 ____000__________I LOVE__________000___ ___000____________YOU____________000__ ___000___________FRIEND__________ 000__ ___000___________THANKS__________000__ ____000___________FOR___________000___ _____000_________KEEPING_________000____ ______000__________MY_________000_ ____ ________000______HEART______000__ __ __________000 ____SAVE_____000____ _ ____________000__ KISS__000______ ___ ______________000 U 000_________ __ _________________I LOVE U___________ _ ___________________ BYE__ <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<
tirsdag den 20. august 2013
Jeg låner lige Peters øjne
Peter Laugesen har også været i Paris denne sommer og skriver i Information om den udstilling på Pompidou med fransk-ungarske Simon Hantäi, som mine øjne var for trætte til at ordentligt at opfatte efter den intensive flimren hos Lichtenstein (som Laugesen (måske!?) ikke bryder sig om: for klar i stregen og hovedet (måske!?)). Nu ser jeg i hvert fald ham Simon bedre, mere udfoldet:
Hantaï, der kom udefra, måtte først arbejde sig igennem en periode, hvor han malede som surrealisten André Masson og derefter en gestisk periode, hvor han malede som tachisten Georges Mathieu, men hverken de psykologiske budskaber i surrealismen eller de tomme bevægelser i tachismen kunne bære det indhold, som Hantaï med sine erfaringer fra Ungarn søgte bærende strukturer til.
Han begyndte at male på foldede lærreder. Når man maler sådan, på de enkelte flader af et større lærred foldet et vist antal gange, vil man aldrig vide, hvor den enkelte bemalede flade befinder sig, på hvilken side af lærredet og i forhold til andre bemalede flader, når man folder lærredet ud igen.
Han klippede også bemalede lærreder i stykker og syede dem sammen i nye mønstre, han gravede bemalede lærreder ned og lod dem ligge kortere eller længere tid, før han gravede dem op igen, og selvfølgelig arbejdede han bagefter videre på de uforudsete billeddannelser.
Det ligner, hvad den amerikanske forfatter William Burroughs arbejdede med i de samme år. Han kaldte sin teknik for ’cut-up’, og den betegnelse anvender skriftteoretikeren Jacques Derrida uden videre også for Hantaïs arbejdsproces i sin kommentar til en brevveksling mellem Hantaï og filosoffen Jean-Luc Nancy, hvor de to diskuterer Hantaïs arbejde med uddrag af Derridas og Nancys tekster i en billedproces, der skal ende med at producere et frontispice til Jacques Derridas bog om Jean-Luc Nancy.
Som en skriftens og billedets opdagelsesrejsende kombinerer Hantaï i en uforudsigelig, langvarig og spontan arbejdsgang med utallige overskrivninger sine tekststykker, skrevet med forskellige redskaber på ofte genstridigt materiale.
Store skriftbilleder af den type var noget, Hantaï i det hele taget arbejdede med.
Det ikke på forhånd meningsstyrede er centralt i en sådan proces, der danner billeder ud af tvangsmæssige gentagelser og tilsyneladende tilfældige hændelser, og det er let, som man ofte har gjort det med William Burroughs, at lade processen stå forrest som det interessante, selv om det ikke er forfatterens eller malerens hensigt, at det skal være sådan.
Forfatteren og maleren gør blot opmærksom på, at proces og produkt, resultat, altid hører sammen.
Maleriet som hverdag og trædemølle, med en vis forbindelse trods alt til andre dagligdags procedurer, hvor væv og klude foldes og bruges:
»Indimellem, fra tid til anden, her og der, år ud og år ind . . . vaske, gnide, gøre rent i køkken eller lokum, gulvbrædder og trappetrin, inde og ude. Alt hvad en rengøringskone nu går og foretager sig,« siger Hantaï.
Derrida taler i forbindelse med Hantaïs skriftbilleder om stoffet, lærredet, vævet, der æder og opsluger skriften. Og selve processen, der i sin monomane monotoni producerer både væv og tekst, sammenligner han med silkeormen, der støt guffer sine morbærblade for i den anden ende at kunne udstøde den endeløse tråd, der en dag gennem endnu en mekanisk proces, der er uforudsigelig i sine detaljer, bliver væv og stof.
Simon Hantaï, Centre Pompidou, Paris, til den 2. september 2013
Hantaï, der kom udefra, måtte først arbejde sig igennem en periode, hvor han malede som surrealisten André Masson og derefter en gestisk periode, hvor han malede som tachisten Georges Mathieu, men hverken de psykologiske budskaber i surrealismen eller de tomme bevægelser i tachismen kunne bære det indhold, som Hantaï med sine erfaringer fra Ungarn søgte bærende strukturer til.
Han begyndte at male på foldede lærreder. Når man maler sådan, på de enkelte flader af et større lærred foldet et vist antal gange, vil man aldrig vide, hvor den enkelte bemalede flade befinder sig, på hvilken side af lærredet og i forhold til andre bemalede flader, når man folder lærredet ud igen.
Han klippede også bemalede lærreder i stykker og syede dem sammen i nye mønstre, han gravede bemalede lærreder ned og lod dem ligge kortere eller længere tid, før han gravede dem op igen, og selvfølgelig arbejdede han bagefter videre på de uforudsete billeddannelser.
Det ligner, hvad den amerikanske forfatter William Burroughs arbejdede med i de samme år. Han kaldte sin teknik for ’cut-up’, og den betegnelse anvender skriftteoretikeren Jacques Derrida uden videre også for Hantaïs arbejdsproces i sin kommentar til en brevveksling mellem Hantaï og filosoffen Jean-Luc Nancy, hvor de to diskuterer Hantaïs arbejde med uddrag af Derridas og Nancys tekster i en billedproces, der skal ende med at producere et frontispice til Jacques Derridas bog om Jean-Luc Nancy.
Som en skriftens og billedets opdagelsesrejsende kombinerer Hantaï i en uforudsigelig, langvarig og spontan arbejdsgang med utallige overskrivninger sine tekststykker, skrevet med forskellige redskaber på ofte genstridigt materiale.
Store skriftbilleder af den type var noget, Hantaï i det hele taget arbejdede med.
Det ikke på forhånd meningsstyrede er centralt i en sådan proces, der danner billeder ud af tvangsmæssige gentagelser og tilsyneladende tilfældige hændelser, og det er let, som man ofte har gjort det med William Burroughs, at lade processen stå forrest som det interessante, selv om det ikke er forfatterens eller malerens hensigt, at det skal være sådan.
Forfatteren og maleren gør blot opmærksom på, at proces og produkt, resultat, altid hører sammen.
Maleriet som hverdag og trædemølle, med en vis forbindelse trods alt til andre dagligdags procedurer, hvor væv og klude foldes og bruges:
»Indimellem, fra tid til anden, her og der, år ud og år ind . . . vaske, gnide, gøre rent i køkken eller lokum, gulvbrædder og trappetrin, inde og ude. Alt hvad en rengøringskone nu går og foretager sig,« siger Hantaï.
Derrida taler i forbindelse med Hantaïs skriftbilleder om stoffet, lærredet, vævet, der æder og opsluger skriften. Og selve processen, der i sin monomane monotoni producerer både væv og tekst, sammenligner han med silkeormen, der støt guffer sine morbærblade for i den anden ende at kunne udstøde den endeløse tråd, der en dag gennem endnu en mekanisk proces, der er uforudsigelig i sine detaljer, bliver væv og stof.
Simon Hantaï, Centre Pompidou, Paris, til den 2. september 2013
Hvad hedder groundhog på fransk II
Ligesom i går har jeg siddet alt for tidligt om morgenen i vores hotelværelse i Paris og skrevet en anmeldelse af Ida Jessens Postkort til Annie (den fra i går blev dømt uforståelig i aftes - læs den på bloggen snart), og det gør jeg sikkert også i morgen og i overmorgen og på fredag og næste uge og hele september og resten af 2013 og så videre, og det er egentlig ikke den værste evighed, jeg kan forestille mig, hvis jeg bare hver dag har resten af dagen fri i Paris med dig, der igen lige er vågnet.
mandag den 19. august 2013
Kulturimperialistisk takt
Det eneste sted, man ikke kan købe croissanter i Paris, er i Starbucks (i stedet fik jeg amerikanske pandekager, de var ikke kreperlige, men bare og selvklart u-crêpe-lige).
Rue du Croissant
I går var en naivistisk og skøn dag, bortset fra at det var en fiasko, og ikke fordi David Lynchs natklub Silenzio var lukket og vi måtte gå på højlydt, australsk bar i stedet - søndag er en lukket, naivistisk dag i Frankrig - det var i og for sig i orden, men fordi natklubben ligger lige på hjørnet af Rue du Croissant, og jeg fik ikke nogen croissant i går, og jeg havde været i Paris hele dagen, jeg havde ikke været i Bjerringbro, det var det, der var en ved midnat uoprettelig fiasko!
I dag skyndte jeg mig at købe to croissanter til morgenmad, og de smagte lige så fantastisk sandfærdigst croissantsk som de skulle, som en
CROkodille
IS konstrueret af lutter overflødige, skrøbelige
SANTa Maria'er
nemlig.
I dag skyndte jeg mig at købe to croissanter til morgenmad, og de smagte lige så fantastisk sandfærdigst croissantsk som de skulle, som en
CROkodille
IS konstrueret af lutter overflødige, skrøbelige
SANTa Maria'er
nemlig.
søndag den 18. august 2013
Kubricks terning
Han holder en Kubricks terning i vejret.
står der i den bedste novelle i Ida Jessens novellesamling Postkort til Annie, "Mor og søn";
i dokumentarfilmen 237 er Stanely Kubrick ansvarlig for de falske filmoptagelser af månelandingen i 1969, ifølge Jessens fortæller er han altså også manden bag
Rubik's Cube,
der vel så bare en foreløbig skitse til strukturen i The Shining, for det, alle misforstår ved terningen, er, at de tror, den skal gå op, især de, som drengen i novellen, der FÅR den til at gå op, det er ikke meningen - meningen er, at den igen og igen ikke går op, som en roman in progress eller et hjemsøgt hotel.
står der i den bedste novelle i Ida Jessens novellesamling Postkort til Annie, "Mor og søn";
i dokumentarfilmen 237 er Stanely Kubrick ansvarlig for de falske filmoptagelser af månelandingen i 1969, ifølge Jessens fortæller er han altså også manden bag
Rubik's Cube,
der vel så bare en foreløbig skitse til strukturen i The Shining, for det, alle misforstår ved terningen, er, at de tror, den skal gå op, især de, som drengen i novellen, der FÅR den til at gå op, det er ikke meningen - meningen er, at den igen og igen ikke går op, som en roman in progress eller et hjemsøgt hotel.
Naivistisk dag
I dag er naivistisk dag;
det billede, der gik renest ind på Musée D'Orsay var Henri Rousseaus
- også kaldet:
Det er svært at være en cool koleriker (men nemt at være en pinligt berørt polemiker: man fortryder studst med store, overlegne suk)
det billede, der gik renest ind på Musée D'Orsay var Henri Rousseaus
- også kaldet:
Det er svært at være en cool koleriker (men nemt at være en pinligt berørt polemiker: man fortryder studst med store, overlegne suk)
Mine franske yndlingspigenavne
Orangina
Madeleine
(som jeg endnu ikke har set som Coca Cola-navn, selvom jeg har set både Ophélie og Delphine, men det er måske også meget godt, at det i supermarkedssammenhæng kun er madeleiner, der hedder Madeleine, ligesom det kun er en Orangina, der hedder Orangina)
Mit danske er dit naturligvis, som jeg elsker at tage i min mund, uafladeligt.
Madeleine
(som jeg endnu ikke har set som Coca Cola-navn, selvom jeg har set både Ophélie og Delphine, men det er måske også meget godt, at det i supermarkedssammenhæng kun er madeleiner, der hedder Madeleine, ligesom det kun er en Orangina, der hedder Orangina)
Mit danske er dit naturligvis, som jeg elsker at tage i min mund, uafladeligt.
IJ Ij iJ ij etc.
Ida jessen
står der på ryggen og forsiden af Ida Jessens nye novellesamling Postkort til Annie, og det læser jeg som et forslag til en ny typologisering af smalt og bredt indenfor et forfatterskab, så læserne ikke går galt i byen:
brede romaner, senest børnene, er skrevet af
Ida Jessen
halvbrede autofiktioner, senest Ramt af ingenting, er skrevet af
ida Jessen
halvsmalle novellesamlinger, som nu Postkort, er skrevet af
Ida jessen
smalle hybrider, senest Foxy Lady I-V, er skrevet af
ida jessen
(børnebøger, der kun delvist figurerer på voksenbøgernes forfatterskabslister, er skrevet af
IDA JESSEN eller måske rettere iDA jESSEN)
jeg glæder mig til den første bog skrevet af
da essen
står der på ryggen og forsiden af Ida Jessens nye novellesamling Postkort til Annie, og det læser jeg som et forslag til en ny typologisering af smalt og bredt indenfor et forfatterskab, så læserne ikke går galt i byen:
brede romaner, senest børnene, er skrevet af
Ida Jessen
halvbrede autofiktioner, senest Ramt af ingenting, er skrevet af
ida Jessen
halvsmalle novellesamlinger, som nu Postkort, er skrevet af
Ida jessen
smalle hybrider, senest Foxy Lady I-V, er skrevet af
ida jessen
(børnebøger, der kun delvist figurerer på voksenbøgernes forfatterskabslister, er skrevet af
IDA JESSEN eller måske rettere iDA jESSEN)
jeg glæder mig til den første bog skrevet af
da essen
lørdag den 17. august 2013
Meta-Paris
I supermarkedet Monop på Boulvard de Magenta:
Mig (der har stået og læst i Ida Jessens Potskort til Annie, mens du har fundet varer frem): Sjovt, jeg står her og læser en novelle, der foregår i Brugsen.
Dig: Sagde du Proust?
ALTING HANDLER IKKE OM PROUST!
Selvom den gode film, Noah Baumbachs og Greta Gerwigs Frances Ha, vi så i går på Boulevard Saint-Germain, også pludselig handlede om Proust og gik i totalt, for lige præcis OS, parallelt meta (det var meta-dag i går, først Lichtenstein jo): da new yorkeren Frances spontant tager to dage til Paris for ikke at foretage sig stort andet end at sidde på en café og læse Proust hvilket du har gjort både i dag og i går og også gør i morgen, og så prøver hun forgæves at komme i biografen og se Den bestøvlede kat, men det var desværre nok ikke den biograf, vi sad og så filmen om hende i, den var for Grand/Dagmar-agtigt, det havde også været livsfarligt möbius-båndlagt: ziiiing, og Frances sidder i biografsædet, og vi løber væk oppe på lærredet.
Mig (der har stået og læst i Ida Jessens Potskort til Annie, mens du har fundet varer frem): Sjovt, jeg står her og læser en novelle, der foregår i Brugsen.
Dig: Sagde du Proust?
ALTING HANDLER IKKE OM PROUST!
Selvom den gode film, Noah Baumbachs og Greta Gerwigs Frances Ha, vi så i går på Boulevard Saint-Germain, også pludselig handlede om Proust og gik i totalt, for lige præcis OS, parallelt meta (det var meta-dag i går, først Lichtenstein jo): da new yorkeren Frances spontant tager to dage til Paris for ikke at foretage sig stort andet end at sidde på en café og læse Proust hvilket du har gjort både i dag og i går og også gør i morgen, og så prøver hun forgæves at komme i biografen og se Den bestøvlede kat, men det var desværre nok ikke den biograf, vi sad og så filmen om hende i, den var for Grand/Dagmar-agtigt, det havde også været livsfarligt möbius-båndlagt: ziiiing, og Frances sidder i biografsædet, og vi løber væk oppe på lærredet.
Vi kan allesammen selv være værende
Synes at Lars-Emil Woetmanns aldersfascistiske vrængen af gamle mig er præcis så overfladisk selvgratueerende som den anmeldelsesindledning, hvis udprægede idioti, jeg stadig ikke rigtig kan gennemskue: HVAD betyder det, at en forfatter har sit på det tørre og tænker, at han har sit på det tørre? hvad? hvad, hvad, ved du det, LE?
Sys at Lars Bukdahls
patroniserende irettesættelse af yngre anmelder er præcis så selvfedt
og dovent, som et stykke litteratur fra en forfatter, der har sit på det
tørre. http://bukdahl.blogspot.dk/
- You, Peter-Clement Woetmann, Rasmus Varnich Blumensaat and Nanna Jochumsen like this.
Magnus Boding Hansen Du synes ikke, Bukdahl har ret? At de dele af anmeldelsen, han kritiserer, faktisk ER kritisable?
Abonner på:
Opslag (Atom)
