Den konceptuelle litteratur har i sin nuværende inkarnation kun for alvor eksisteret de sidste
cirka 15 år. Det er en litteratur der måske nok har nydt en relativt stor bevågenhed som del af
en international avantgarde, men også en litteratur der overordnet set ikke er blevet særlig
grundigt læst. Først i løbet af de sidste par år er der begyndt at udkomme længere, grundigere
studier af den. Sandt er det at den konceptuelle litteratur i særlig grad har beskæftiget sig med
spørgsmål der har med institutionskritik, signatur, geni, original og kopi at gøre. Som
kunstretning har den konceptuelle litteratur -‐ på samme måde som konceptkunsten har det -‐
været interesseret i at undersøge hvad kunst er og kan være, hvorfor og hvordan. Men at
hævde at det skulle være det eneste den konceptuelle litteratur handler om og med, som der
faktisk har været en udbredt tendens til, at hævde at man ikke behøver at læse den, at det er
rigeligt at vide hvad idéen, konceptet, bag det hele er -‐ det er unødvendigt reduktivt. Lige så reduktivt er det automatisk at gå ud fra at den konceptuelle litteratur altid handler om hvad kunst er og altid, per se, er institutionskritisk. Uanset hvor interessante og relevante disse diskussioner kan være, og har været, er de at betragte som indledende øvelser afledt af de formelle teknikker den konceptuelle litteratur betjener sig af. At hævde at al konceptuel litteratur altid -‐ implicit eller eksplicit -‐ handler om litteraturens vilkår og mulighedsbetingelser er blevet en truisme på den måde at det for så vidt er noget, man kan sige gør sig gældende for al litteratur. Nu må det være på tide at komme videre og at faktisk læse den konceptuelle litteratur. På tide at vise at den først og fremmest er litteratur, og at denne litteratur, der kræver andre læsestrategier end megen anden litteratur, også byder på ganske unikke oplevelser, indsigter, undersøgelser og det som den franske filosof Jacques Rancière kalder for distributioner af det sanselige, som også er blevet et kernebegreb i min afhandling. Her anlægger jeg flere nye vinkler hvorfra den konceptuelle litteratur sædvanligvis ikke bliver læst. Det har jeg gjort for at fremhæve hvordan visse dele af den konceptuelle litteratur ganske enestående kan tilføje nye facetter til vores forståelse af for eksempel vidnesbyrdlitteraturen som genre, og hvordan den i sig selv i et bredere perspektiv bidrager performativt til produktionen af kulturel erindring. Det gør den blandt andet via det jeg har kaldt for dokumentariske og pseudo-‐dokumentariske remedieringsstrategier, hvormed den undersøger allerede eksisterende og frit tilgængeligt kulturelt materiale -‐ typisk sproglige medieringer af forskellige halv-‐ eller heloffentlige begivenheder, og, ikke mindst, de artikulationsformer disse bliver fremsat i.
rigeligt at vide hvad idéen, konceptet, bag det hele er -‐ det er unødvendigt reduktivt. Lige så reduktivt er det automatisk at gå ud fra at den konceptuelle litteratur altid handler om hvad kunst er og altid, per se, er institutionskritisk. Uanset hvor interessante og relevante disse diskussioner kan være, og har været, er de at betragte som indledende øvelser afledt af de formelle teknikker den konceptuelle litteratur betjener sig af. At hævde at al konceptuel litteratur altid -‐ implicit eller eksplicit -‐ handler om litteraturens vilkår og mulighedsbetingelser er blevet en truisme på den måde at det for så vidt er noget, man kan sige gør sig gældende for al litteratur. Nu må det være på tide at komme videre og at faktisk læse den konceptuelle litteratur. På tide at vise at den først og fremmest er litteratur, og at denne litteratur, der kræver andre læsestrategier end megen anden litteratur, også byder på ganske unikke oplevelser, indsigter, undersøgelser og det som den franske filosof Jacques Rancière kalder for distributioner af det sanselige, som også er blevet et kernebegreb i min afhandling. Her anlægger jeg flere nye vinkler hvorfra den konceptuelle litteratur sædvanligvis ikke bliver læst. Det har jeg gjort for at fremhæve hvordan visse dele af den konceptuelle litteratur ganske enestående kan tilføje nye facetter til vores forståelse af for eksempel vidnesbyrdlitteraturen som genre, og hvordan den i sig selv i et bredere perspektiv bidrager performativt til produktionen af kulturel erindring. Det gør den blandt andet via det jeg har kaldt for dokumentariske og pseudo-‐dokumentariske remedieringsstrategier, hvormed den undersøger allerede eksisterende og frit tilgængeligt kulturelt materiale -‐ typisk sproglige medieringer af forskellige halv-‐ eller heloffentlige begivenheder, og, ikke mindst, de artikulationsformer disse bliver fremsat i.