Samuel-Giganten

der lige nu vejer lige 3500 g.
(godartet dæmonisk Gernes-virus farvede billedet pink)

- vi er kommet hjem, men her står vi under den slukkede all-white PH-lampe i fællesarealet på et konstrueret billede knipset under den sidste runde gennem afsnittet (som det hedder ligesom et afsnit i en roman, denne roman har aldrig været bedre)

Tredje side

Bukdahl

Anden side

Lind

Første side

Samuel

Enten Samueller

Hvad er der i et navn? FÅ SVARET!

Kamilla Jørgensen stiller Romeos spørgsmål -

WHATS' IN A NAME?



(6,5x12 cm, messing, skriftfont: old english, i et oplag på 10 eks., forhandles hos Galleri Specta til kr. 500,-)

Max Ernst svarer (i min fortolkning):

 HATS AS A GAME!



 (hænger på MOMA - The Hat Makes the Man (C'est le chapeau qui fait l'homme) 1920. Gouache, pencil, oil, and ink on cut-and-pasted printed paper on paperboard, 13 7/8 x 17 3/4" (35.2 x 45.1 cm))

Største ros

Symmetriske
furer

Haltende natterim til dig inde på stuen

Lovord
til hans mor

Hyldestoder
til hans moder

Op med skodder
for his mother

Af med kutter
for hans mutter

Eneste vedkommende stykke danske samtidslitteratur lige nu kl. 4:11

Rolf Sparre Johanssons Søvn,

burde ligge her i fællesarealet

i talrige eksemplarer

burde udlevers gratis til alle nye forældre 

en hel del mere erfaringscentral end

Touch and Feel Tracor,

hvis tekst

(og teksten er, indrømmet, ikke det centrale,

det er tekstursansbarheden)

in toto lyder:

"Rub the red tractor's smooth, shiny bonnet.

Feel the tractor's big chunky tyres.

Look at the tractor's  sprakling lights

How many lights can you count?

(Mig, med et vist besvær: 8 / 8 1/2 )

The tractor's red plough cuts throught the sticky, brown soil.

This tractor is lifting a scratchy straw bale"

Yndlingshenslumringsplet

Under den
højst hængende,
SLUKKEDE
all white
PH-lampe
i fællesarealet

Forskydninger for meget

Han sover og jeg spiser tavlekridt

livet er et tovlikrat

sodet af Tiv'likrudt

Nødvendigt søvdyssende systemisk surrealisme

1 elefant kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

2 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

3 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

4 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

5 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

6 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

7 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

8 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

9 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

10 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

11 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

12 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

13 elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant

- og så faldt han cirka i søvn og sover nu på 3. time i min favn i fællesarealet (posten nedenfor var blevet efterladt uafsluttet i går), og mens jeg var på Twitter, bad en far til højre for mig til Allah, virkede som en fornuftigere brug af babys hellige sovetid)

Where it's at

Han er lige vågnet
på 2. sal
under den
tjekkiske fjord,
der er skjult
i dørskiltet
VICECHEFJORDMOR

1 splinterny næse, 1 tudsegammel

2. version

Cecilie Lind tagged you in a post on Facebook

Cecilie Lind added 2 new photos — with Lars Bukdahl.

Jeg fødte det her lille fantastiske menneske i torsdags, d. 22. februar. Vi elsker ham afsindigt højt. Så skrøbeligt og stærkt det føles at være nogens mor.

 

Nødvendig vokalforskydning og konsonantforbytning og bogstavudvidelse

HAPSITOTAL!

Nødvendig ordopsplitning

H
  E
    R
       !     

         L
           E
             V
                ! 

Nødvendig vokalforskydning 3

(apropos apropos)

Savnlås

Nødvendig vokalforskydning 2

Apropos i dag

Frodug

Nødvendig vokalforskydning

fx apropos Berlingskebloggere

KRIDTIGLE

Modkørende top 5

5 bedste essays i Jokum Rohdes Modkørende:

1. Hauptstrasse 155, 1. sal, David Bowie
(jo, som fastslået før, bare det bedste Bowie-essay nogensinde!)

2. Invader. Ødelæg. Besæt
(må være det bedste Matador-essay nogensinde)

3. Min bedste lærer i skolen døde af sorg
(bedste erindringsessay om tragisk lærerskæbne nogensinde)

4. Nick Cave, shotgun priest
(givetvis - har ikke noget overblik her - det bedste Cave-essay nogensinde)

5. De besatte og de bange - om Freuds essay Det uhyggelige"
(og om ALT muligt andet - bedste essay om alt mulig andet nogensinde)



. og lige en kritisk note, der ikke nåede med i anmeldelsen:

Kunne have været kønt med bare et par heltinder blandt alle heltene ...

Essayist-top 5, nej 6, 7, 8, 9

- altså essayset er jo ligesom novellen (blevet) et dybt ulideligt og håbløst utidigt format, men bortset fra det! efter Jokum Rohdes Modkørende, og hvis vi nu kalder Ursula Andkjærs Krisehæfterne en essaysamling (i krise!) i stedet for en roman, det kan vi sagtens, og kommer i tanke om Christina Hesselholdts En have uden ende (der nøjedes med genrebetegnelsen "prosa" - hendes Camilla-bøger agerer også essayistiske) må listen se sådan her ud:

1. Mikkel Thykier

2. Jokum Rohde

3. Niels Frank

4. Ursula Andkjær Olsen

5. Klaus Lynggaard

6. Christina Hesselholdt 

- okay, vil egentlig også gerne have Per Kirkeby med, og Peter Laugesen, og hey, Vibeke Grønfeldt i Endnu ikke (essayroman) 

Der er hul midt i verden

Jeg formoder, alle fattede interteksten i overskriften til min anmeldelse af kære Jokum Rohdes essaysamling Modkørende på forsiden af WA Bøger i fredags (korresponderende også med Kellerdirch-henvisningen afslutningsvis):

Der er hul midt på scenen:

Transapokalyptisk poesi

Jeg ved ikke om det er uddrag fra den nye bog, i den nye nummer Københavnske Istidende, 2. udgave, 3. årgang, (10 kr.!)  er der digte af Lars Skinnebach, under serie-titlen "I landsbyen", der virkelig lover godt også for klodens fremtid for den sgas skyld: 3 stk. i samme spalte:

Sygt lyn
siger jeg til kaninen
når vi sidder i klitterne
og hører havet gø


Det var Willum
på sin edderkop
energien
drysser fra hans krop

Han var så stille
på sin edderkop
slog den ehel vejen hjem


Med træfældning
i hænder
så svedige at
mennesket
må falde sig
om halsen
og suge den sidste ilt

Taxachaufføren ER digter, Dan

Jeg havde siddet i TV2 News og nærlæst Prins Henrik-digte med Allan Silberbrandt (forvirrende nok lå foran mig en ord-til-ord-oversættelse af det første, længere digt fra den første Cantabile (som jeg ikke har på min reol), tilsendt mig pr. mail, mens Per Aage Brandt-oversættelsen fra selve bogen tonede frem på skærmenskærmen, som undertekster under prinsens egen musikledsagede oplæsning - på mit udprint stod der "kniplingskrave", på skærmen stod "pelskrave", og jeg havde sjovt nok den anden dag, også i News, sammenlignet prinsepoesien med en pels af franskhed, prinsen varmede sig mod en kulde af danskhed, så det billede cirka genoptog jeg gladeligt) og satte mig udmattet ud i taxaen, og det blev en lang tur hjem ad motorvejen, fordi indre by var ufremkommelig pga. prinsekistens ankomst, og pludselig snakkede vi om poesi, chaufføren og jeg, han skrev digte, det vil sige sange, på persisk, som han performede jævnligt, og han sang, men skrev ikke, sange på indisk og arabisk, og han beskrev, hvor tæt og koncentreret betydningen kunne og skulle være i poesi på disse sprog, til forskel fra derudaf ævlende dansk, og gik helt i detaljen med, hvordan ord gesvindt skiftede ordklasse, og hvordan placeringen i sætningen var altafgørende, og det blev jo meget samme pointe som i mit tv-interview, at være eksileret med sit langt smukkere, rigere, poetiskere sprog blandt de kartoffelmælende, og det var jo for fanden ham, der skulle have været i studiet

Psykedeliskeste omslag ever!

Inkl. 60'erne og samtlige originale syredigtere - og den gode Goodiepal synes at være hovedansvarlig, også indeni!

Svidende identitet - Charlotte Strandgaard 75

Charlotte Strandgaard, cool-inderlig feministisk-minimalistisk pioner, fylder rundt i dag (for nyligt genudgav Gladiator, hendes seneste forlag, 1969-punktromanen Indimellem holder de af hinanden). Her 3 tekster fra hendes stadigvæk sylespidst toughe debut  på Arena, Katalog, 1965 (de to første står lige ved siden af hinanden på samme opslag), tillykke!:

Den bløde lyd af en dør
omhyggeligt lukket

Vi render ikke sådan
rundt og slås

Ingen heftighed
et smil

Sagen er jo da
højst interessant

*

Det evindeligt kvindelige
Mavepine
Svedig depression
Uren hud
Kvalme
Lede
Tykke ankler
Forstoppelse
Rygsmerter
Ballonunderliv
Svimmel sløvhed
Blodlugt
Tung elendighed
Rastløs usikkerhed
Døsig søvnløshed
Ømme bryster
Træt hysteri
Kodyldrøm
Svidende identitet
Kønsvæsen Kvinde
Avlsdyr Abehun

S- TOG

Jeg er så glad for mit S-togskort når jeg viser billedkontrolløren det synes jeg at jeg sparer ham for besvær og at jeg ligesom hører med jeg passer altid på at holde det tydeligt og har det for det meste parat på forhånd billedet i det er også meget godt Det er ikke ret tit til at få siddeplads i toget de dage jeg har ondt i maven står jeg og ser så syg ud jeg kan men det nytter ikke To piger diskuterer et eller andet jeg ikke kan høre den ene fyr og flamme hun har nemlig sit hår siddende præcis som hun gerne vil have det det er sjovt med kvinder vi kan aldrig abstrahere fra vores krop og så kan man godt melde pas der er noget med nogle finske kvinder som talte i tunger en af dem udtalte til sin interviewer at hun fik besøg af en gylden engel hver måned den fortalte hende hvad hun skulle sige det var når hun havde menstruation HUSK KAPITALBINDINGSKONTOEN det er sådan et fint ord - moderbinding navlestreng måske - i hvert fald har det en stabiliserende indflydelse Det er hårdt det her træsæde men jeg sidder ned og der er en hel masse andre som står op Inde i byen er der et andet godt ord skjorteærmelængdeafkortning Hvordan skal jeg inddele arbejdet i dag hvis jeg går ud og ryger en cigaret klokken elleve er der ikke ret lang tid til frokost jeg kan også tage en nu jeg kan meget bedre stirre med den i hånden Sommetider tænker jeg på ham jeg kan lide men det er nu mere som med min unge hvis jeg rigtig prøver at forestille mig dem smutter de men alting er ligesom til dem Spaghetti med løg og tomat og resten fra i går så skal jeg kun til købmanden på vej hjem På stationen går jeg bagud til venstre for det går hurtigere jeg har prøvet det efter mange gange

(Gladiator-forfatterfoto, ved Sofie Amalie Klougart)

Min prinseoverskrifter

(overskrifter på min anmeldelser af Prins Henriks 5 digtsamlinger i kronologisk rækkefølge, den ældste først - 2 og 4 jo grundlæggende den samme (den let postive forskydning i 4 skyldes nok oversætteridentiteten: P. Laugesen, 3 linker til et SUT-digt))

My Name Is Prince (And I Am Funky)!

Blåt og blodløst

Når duer græder stjernesnot

Blåt blods blues

Vorupeur rimer på fleur

Prinseoverskriverne Sune og Max ihukommet

Debutanten Sune Hoffmeyer Andersen- vistnok = Janus Kodal - udgav 2001 på det til lejligheden oprettede forlag Ahors samlingen Cantabile 2 - hævnen med digte, angivelig skrevet på 4 timer, med de samme overskrifter som digtene i Prins Henriks Cantabile fra året før, med et vist halløj til følge (Kodal havde (vistnok!) hyret en digteryndig stand-in, der villigt gav interviews til højre og venstre, og prinsen selv skrev et svardigt på forsiden af Politikens 2. sektion). Syv år senere udkom på Kodals eget forlag Ink Inc en ny overskrivning, Cantabile 3 - Sejren, denne gang signeret den måske russiske digter Max Load, med ikke synderligt halløj til følge (i min WA-anmeldelse tilskrev jeg overskrivning nr. 2 Janus, men det ville Henrik Have i læserbrev ikke finde sig i:

"I WA nr. 13 skriver Lars Bukdahl, at Janus Kodal er forfatter til: Cantabile 3 - Sejren. Det passer IKKE. Forfatteren er Henrik Have.

PS: Den i Ukraine for nylig udgivne Cantabile 4 De nænsomme har hverken Janus Kodal eller jeg eller nogen anden dansk forfatter noget at gøre med. Den er skrevet i forbindelse med dronning Margrethe IIs 70-års fødselsdag, men beslaglagt af det ukrainske toldvæsen. Ingen kender forfatteren." 

Lars Bukdahl svarer:

"Prins Henrik-overskrivningen Cantabile 3 - Sejren, udkommet på Janus Kodals forlag Ink Inc og indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2009, bærer forfatternavnet Max Load, en angiveligt afdød russisk digter, som Henrik Have sagtens kan påstå er ham og ikke Kodal. Og efter at have genlæst hæftet, kan jeg sagtens tro på, at det er skrevet af Have, overbevisende maskeret som Mad Max: »Oh Rasputin/ Lær mig blodets dunken/ At jeg kan give dig/ En baghyler til Murmansk.« Kors, for en kosak!" 

Her er Hoffemyer Andersens "Kunsten stiger"

"Aberne svinger sig lystigt

Fra træ til træ

Og elmasterne kan ikke vide sig sikre,

De strømførende, de ild-ledere

(Så holder vi et symposium

Og snakker indtil det bevises at

Ingen kan vide sig sikre

Og på den måde bliver

Ingen kede af det

(og bidrager heller ikke til den stigende

tro på psykologer og pædagoger

pistacienødder og politikere).)

Det er zoo

Blandt mennesker,

Det er vilddyret sluppet løs

I samfundet

Det er pelsjægere

I burene

Det er burene

I buret. 

Og Loads "Kunsten stiger": 

"Ned med snablen

Slik mine armhuler

Med tungens blafrende

Plagiat.

Sørøvertøs!"

Professorens prinsepoesiprincipper

- fra artikel i Information i dag af Per Aage Brandt om at oversætte prinsens første digtsamling, Cantabile:

"For omtrent tyve år siden blev jeg kontaktet af en repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes illustrationer. Jeg så på materialet, som jeg aldrig havde set før, selv om prins Henriks første udgivne digtsamling, Chemin faisant (Lidt efter lidt, eller Undervejs), er fra 1982.

Det så ud til at være en uløselig opgave, så jeg skyndte mig i mit overmod at påtage mig den. Der måtte være en udvej, selv om den ikke lå lige i nærheden. Dronningen kunne jo ellers sikkert have besørget oversættelsen, ligesom regentparret havde oversat Simone de Beauvoirs Tous les hommes sont mortels (1946) (Alle mennesker er dødelige, 1981).

Bogen skulle hedde Cantabile (Sangbart). Men hvad er ikke sangbart? Jeg tænkte: det urytmiske er ikke sangbart. Det var problemet. Jeg måtte løse det. Prins Henrik havde f.eks. skrevet en lille indledningsvignet, der lød således:

Un recueil de vers! Ah ça! (En samling vers! Det må jeg nok sige!)

Est-ce assez Er det tilstrækkeligt

Pour qu-on se délasse Til at man kan slappe af

Au coin d-un feu, assis? I en pejsekrog, hvor man sidder?

Au moins que des Muses l-assaut Medmindre Musernes angreb 

charme le lecteur qui aura su Fortryller læseren, som så forstår 

apprécier des vers sots. At værdsætte tossede vers.)

Meningen er jo, at serien: Ah ça! - assez - (dél)asse - assis - assaut - (aur)a su - sots skal høres som én lang lydlig variation, der holder sammen på strofen. Der er derimod ingen rytmisk forbindelse mellem strofens vers. Så jeg skrev først det, der står i parentesen ovenfor, en ordret oversættelse, og derefter en slet ikke ordret parafrase i anapæster (4 x da-da-dum), med samme antal verselinier (6):

 

Se! - En hel samling sange! Uset, usandsynligt!

Men er de så af den slags, som sandes usynligt 

eller synges i stille sinds styrkende slummer?

Skøn nu selv - disse Musernes safter, som skummer, 

kan velsagtens dog læske den læser, som tørster, 

og som søber en slurk - ikke straks rejser børster...

Jeg fortsatte på omtrent samme måde hele bogen igennem. Jeg sled som et bæst. Det kaldes gendigtning. En yngre dansk digter*, som jeg engang havde kritiseret offentligt, blev så oprørt over resultatet, at han i Politiken ligefrem forlangte en skamstøtte opsat på Vesterbro over oversætteren.

Det er faktisk let at definere det uoversættelige: det er det, der betyder, at det, det betyder, udelukkende gør det, fordi det er udtrykt ved netop dét udtryk, som betyder det. Hvis »netop dét udtryk« ikke eksisterer på et andet sprog, er betydningen uoversættelig. Det er det, der er på færde her. Den gode nyhed er, at ikke alt derfor er uoversætteligt.

Men disse digte var. Som jeg skrev i mit efterord, er der tale om en slags rappoesi, og bogen er en jam session. Et af digtene, »Sur un pont des baisers« / Broen, er faktisk løst gengivet som rap-tekst. Men i almindelighed kan man sige, at de fremstår som en art neobarok ordkunst, der klinger af forskellige århundreder, nøjagtig ligesom dronningens klart neobarokke kollager - noget af det bedste fra hendes hånd jeg har set."

* Niels Lyngsø, der kuriøst nok blev prinsens sidste oversætter, i samlingen I mine lykkelige nætter, 2014

Den bedste prins er Per Aages

De bedste digte af Prins Henrik (1934-2018), fra i alt 5 samlinger (alle, stadig mere vrissent, anmeldt af mig i WA) er velsagtens Per Aage Brandts radikalt frie, veloplagt metriske (og Aarestrup-tilegnede) fordanskninger af prinsens umetriske rap-forpludringer i første bind, Cantabile, 2000 - det her tog jeg med i min antologi Digte for drengene (og Johs. V.-referencen er helt på PAaB's egen regning):

KUNSTEN STIGER

Som dreng skar han ingen skibe,
men blæste konstant i en pibe;
og han skingrende skalaers toner
buldrede dumpt son kanoner,
når han slog sine campagnoller.

Han skar sine sofaer op i takt;
med stortrommes klanglige pragt
ramte resterne vægge og ruder;
madras, sengebund og puder
opgav ånden under hans dans
med en dybt musikalsk resonans.

Kunsten steg år for år, og til sidst
overgik han enhver pianist,
fløjtenist, paukist, janitshar.

Og når han kom hjem og var
træt af trommer, slog han på Ella,
konen, indtil han sang a capella.

Sådan vandt han sit strålende ry
som det største geni i sin by.
Og det havde han vel fortjent
som musikke, som dirigent,
virtuos, af format symfonisk -
navnlig rytmisk, melodisk, harmonisk.

At være ikke eller være grimrianist

Der kører en slags anmeldelsesdebat lige nu, ikke meget mere kvalificeret end debatten i sin tid om Ib Michaels voldstrusler, om Morten Sabroe, der har udstillet og kommenteret på sin Berlingske-anmeldeler Katherine Diez' udseende, og klart nok - mener jeg selvfølgelig også - er Sabroe her en sexistisk idiot, og ikke underligt er debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen begejstret for den dumme sag (næsten lige så begejstret som Sabroe, der elsker og spekulerer i omtalen), for pludselig er hendes kultursider blevet kontroversielle, hvilket NB aldrig har været det samme som vedkommende eller ambitiøse. Nå, anmeldelsen er såmænd god nok, men det er Hermansens kommentar i dag i Berlingske om debatten/sagen/affæren virkelig ikke, et klip:

"Katherine Diez havde dog ikke leveret en inkompetent eller lidenskabsløs anmeldelse. Hun havde leveret et brag af en anmeldelse, men også skrevet, at »romanen er en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen.« Og når man kommenterer forfatter i stedet for værk, må man så ikke tåle selv at blive anmeldt? Jo. Det kan hun med sikkerhed også. Hun har sikkert også før oplevet, at mænd med både deres første og anden ungdom bag sig forsøger at reducere hende til en »bimbo«. Det samme så vi i sommer. Her morede litteraturkritiker ved Weekendavisen Lars Bukdahl sig over denne avis' Majbritt Maria Nielsen, som vi måtte forstå var uegnet til at kommentere kultur og politik, hvilket blev forklaret med et billede fra Facebook, hvor hun stod med et glas rosé. Hun gør - ligesom Diez - sig skyldig i at være smuk, og enhver ved jo, at smukke kvinder er lidt dumme, ligesom vi ved, at litteratur og samfundsforhold kommenteres bedst af grimrianer iført rullekravesweater og selvhøjtidelighed. De skal også helst flyve lavt på sociale medier. Ellers er det selviscenesættelse, og det er helt forfærdeligt."

Jeg har følgende kommentar til kommentaren på Facebook: 

"

Lars Bukdahl Altså, Anne Sophia, det er jo direkte forkert, hvad du skriver om min blogpost. Jeg forklarede ikke Majbritt Maria Nielsens uegnethed ”til at kommentere kultur og politik” med ”et billede fra Facebook, hvor hun stod med et glas rosé”, endsige forsøgte ”at reducere hende til en bimbo”. Jeg dokumenterede hendes uegnethed til at anmelde kultur ved at gengive hendes officielle cv’er og et længere klumme-citat, som jeg kommenterede således: ”Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!” Denne konkrete kritik illustrerede jeg med MMN’s FB-opdatering om sin kulturanmelder-udnævnelse (som foreløbig har udmøntet sig i én faktisk anmeldelse) inkl. roséglas, fordi jeg i sammenhængen – indrømmet! - fandt den lettere grinagtig. Men hvad har det med køn og kønhed at gøre? Mindst lige så grinagtigt ville jeg have fundet et billede af en mand, der skålede til kameraet i portvin. Det er derfor noget skammeligt og forbandet vrøvl at slå min gamle blogpost i hartkorn med Morten Sabroes ynkelige slutshaming og -diskvalificering af Katherine Diez medsamt hendes rigtig gode dårlige anmeldelse, for tillykke med hende for syv søren."

Jeg er en side, der kan bladres i!

Jeg har fået mig en HJEMMESIDE med det præcise navn larsbukdahl.dk, hvor der står info om, hvad jeg har lavet og hvad jeg SOM FOLKELIG FOREDRAGSHOLDER FOR HIRE,kan hyres til at lave - det køligt elegante design er the excellent Lars-Emil Woetmann ansvarlig for:

  

 

Dagens radiatornyt er X-rated

- så langt er Niels Frank endnu ikke nået i sine tilnærmelser til radiatoren (mødet mellem postkassen og radiatoren på et kokainfyldt glasbord ...):

(fra vulture.com)

"Quincy Jones speaks the truth. In an interview with Vulture, in which the musician covers many, many topics, Jones happily dished that Marlon Brando would “fuck anything. Anything! He’d fuck a mailbox. James Baldwin. Richard Pryor. Marvin Gaye.” According to Jennifer Lee Pryor, the comedian’s widow, Jones’s story is totally accurate. Lee told TMZ that the comedian was open about his bisexuality with his friends, that he’d be cracking up if he heard Jones talking about him and Brando, and that he discusses his relationships in his diaries, which she intends to publish later this year. “It was the ’70s! Drugs were still good, especially quaaludes,” she said. “If you did enough cocaine, you’d f*** a radiator and send it flowers in the morning.” 

Bunken er et trinbræt i Nordjylland

Bunkeanmeldelse i Jyllands-Posten i dag af OrissaBiblioteket ved Nicklas Freisleben Lund, der giver en samlet karakter på 4 stjerner; Korshøjen og Ragusa siger han pæne og kloge ting om, se bare  (men jo mere Ramus Hallings Norske stjerner bliver disset, og det bliver den også her, jo gladere bliver jeg for den, som den laser-dadaistiske, viist maskinelle juleleg den er og jeg fra starten af elskede den som):

"Langt stærkere er Bukdahls "Korshøjen", hvis centrale figur og tema - bemærk spillet mellem det markerede, det dvælende og det tøvende - præsenteres på de tre første tekstsider: »Jørgen / K. / Bukdahl«. Bogen handler netop om savnet af den afdøde far, men også forsøget på fastholde erindringen om ham: »på en forfærdelig øm måde er han tåget og helt væk, long gone«.

De sidste udsagns usentimentale, nærmest kækt ordspillende konstatering af tabet er symptomatisk for "Korshøjen". Den vil savnet, men vægrer sig ved det patetiske, jf. den helt igennem fjollede, men sigende linje »PATOS (ER SUPERPIRATOS)«. Det er ikke en kritik. Alle bogens svinkeærinder i form af anekdoter, overvejelser af næser og chokoladekiks samt en ofte nærmest sludrende stil (Bukdahls enkelttekster er tit meget længere og mere snørklede end forlæggets), er tværtimod måder at nærme sig og give vitalitet og nærhed til bogens smørbløde, mørke hjerte: »JEG SAVNER MIN FAR«.

God er også Cecilie Linds "Ragusa". "Orissa"-konceptet begrænser hendes ellers karakteristisk legesyge ordstrøm og aftvinger en klarere og hårdere skrift, der kredser om graviditet, kærlighed og sindssyge, om sorg og omsorg: »vugget i søvn / ingen skal krumme hår på mit hoved / ingen skal det / noget går op og det er givet vis en dør / en mave svulmende, strækmærker og mismod«. De få linjer etablerer en trøsterig, men også foruroligende udviskning af positioner, hvor den barnlige sårbarhed (behovet for at blive passet på) glider sammen med forældrerollens beskytterforventninger; værkets på mange måder strukturende spændingslinje."

Flere forhistoriske farbilleder

(tilsendt mig af Kaj Madsen - tak igen, Kaj!)

- studenterbillede, min far vender profilen til, midterst i øverste række, så næsen kan ses og måles

- de medvirkende i Genboerne, min far med det store skæg + byturen efter studentereksamen, min far forrest med klokke

Min fars dundrende sukces 1953

Genboerne opført på Kolding Gymnasium med min far i rollen som skomageren - anmeldelsen i den lokale avis noterer: "Det er meget svært at sige hvem der var den bedste, men efter bifaldet at dømme måde det blive jøden og løjtnant v. Buddinge ypperligt spillet af henholdsvis Jørgen Bukdahl og Holger Jepsen" (dokumenterne venligt tilsendt mig af klassekammeraten Kaj Madsen, der blandt andet skriver: "Både Jørgen og jeg spillede med i skolekomedien 1953. Det ved du måske godt, men jeg kan da fortælle at det var en oplevelse, undertiden lidt udfordrende for os andre, at leve op til Jørgens og Holger Jepsens utallige improvisationer.")

Hvor jeg taler om min næse og andre inderlige ekstremiteter

"Da Lars Bukdahls far døde, talte man ikke om sorg og savn: »Det var ikke forbudt, det var bare ikke noget, man talte om«

Lars Bukdahl, også kendt som ”Slagteren fra Pilestræde”, har skrevet en digtsamling om sin far, der døde, da Lars var 11 år gammel.

Lars Bukdahl er en kendt mand i litteraturmiljøet. Han er forfatter og digter, og så er han anmelder ved Weekendavisen og kendt under navnet ”Slagteren fra Pilestræde”.

 Navnet har han fået på grund af sine skarpe, hårde og nogle gange decideret onde boganmeldelser.

Nu har han selv fattet pennen og skrevet digtsamlingen ”Korshøjen”, hvor han for første gang skriver om sin far, der døde, da Lars Bukdahl kun var 11 år gammel.
39 år efter savner han stadig sin far, men det er først nu, at han kan sige det højt. Sorg og savn talte man ikke om dengang.
I ugens udgave af ”Frøkjær og forfatterne” spørger Cecilie Frøkjær, hvorfor det er så svært med hans far, hvorfor Lars Bukdahl sætter en ære i at være en ond anmelder – og har det en sammenhæng med farens alt for tidlige død?"

Frøkjær & forfatterne

 

Cecilie Frøkjær møder hver uge nogle af Danmarks dygtigste, bogaktuelle forfattere i podcast-serien "Frøkjær & forfatterne", som bringes i samarbejde med Jyllands-Posten.

 L I N K

Min egen reelle og realistiske næse

Jeg skulle i går i en podcast karakterisere - personligere bliver det ikke!  min egen næse (apropos næsetemaet i Korshøjen (jeg er ikke blevet interviewet om egen skønlitteratur i mindst 20 år, højst chokerende som sådan)) og nåede frem til:

Mix af ørne- og kartoffelnæse
(ørnen mest fra Togeby-siden, kartoflen mest fra Bukdahl-siden)

- og så var der dengang Janina Katz - dybt og hårdt savnet, person såvel som skrift! - til eftterårsreception hos Borgen/Vindrose ved toppen af trappen ned til haven nærmest råbte, kløvende sit eget fantastiske træskonæb gennem luften:

- Larz! Hvor har du den næze fra!!??

- Hjemmefra! Burde jeg have svaret

Om fiktivt næseformat

- fra Morten Things mursten De danske vittighedsblades historie:

"Når det nu drejer sig om visuelle koder for, hvordan en jøde ser ud, så er næsen helt uden sammenligning den vigtigste kode. Jo større næse, jo sikrere er identifikationen. Antropologen M. Fischberg har målt over 4000 jødenæser i New York omkring sidste århundredskifte. Hans resultat var:

                             % mænd    % kvinder

lige                            58               59

buet                           14               13

opadstræbende          22               14

flad, bred                    6                14

Skulle vi tro ikke blot vittighedstegningerne, men næsten alle tegnede eller malede jøder, burde der have stået 98,9 % ud for 'buet'. Men denne undersøgelse viser, at den jødiske næse er en opfindelse, en visuel konstruktion. Det gode ved konstruktionen er, at det gør det let at tegne en jøde; det dårlige ved den er, at alle, selv jøder, tror, der findes en særlig 'jødenæse'."

Så blev det alligevel JUUL!

Efter Tiderne Skifter overnight blev opløst af opkøberen Gyldendal, har forlaget største navn Pia Juul valgt IKKE at blive Gyldendal-forfatter og i stedet udgive sine to næste bøger på bittelille Asger Schnacks Forlag, men forlagsskiftet er selvfølgelig kun den lille sensation, den store sensation er:

HELE 2 NYE PIA JUUL-BØGER OM ET ØJEBLIK! 

Asger Schnacks Forlag

1 hr ·

PRESSEMEDDELELSE:
Forårsprogrammet 2018 for Asger Schnacks Forlag byder på to titler:
Pia Juul: "Asterisk" (tekster)
Pia Juul: "Forbi" (digte)

Planlagt udgivelsestidspunkt marts/april 2018.
Pia Juul (f. 1962) debuterede med "levende og lukket" i 1985 og har senest udgivet "Avuncular" i 2014.
Med venlig hilsen,
Asger Schnacks Forlag

 

Tidsskriftsdirigent

Måske skulle man slet ikke kalde sig redaktør, men dirigent ligesom Dickens, der har fødselsdag i dag, (næsten) gjorde på brevpapiret til sit tidsskrift All Year Round

Svend Åge-sus

-->

Svend Åge Madsen har de sidste godt 50 år ladet hovedparten af sine bøger foregå i et genkendeligt, men let forskudt Aarhus. Efterhånden er det snarere Aarhus, der henviser til og reklamerer for forfatterskabet end omvendt, men verdenslitterære Madsen, bosiddende lidt udenfor byen, i Risskov, har altid være en god sportsmand, når lokale kræfter har bedt om at få et ord eller en optræden med på vejen. Eller begge dele på én gang, som tilfældet er i podcasten Scener fra Aarhus (produceret af podcastvirksomheden Akkurator – kan downloades gratis på akkurator.dk).

  Scenerne afslører sig som elleve Madsen-oplæsninger af 3-5 minutters varighed tilsat stemningsfuld (men heldigvis ikke alt for overdøvende) reallyd fra de århusianske locations, hvor de oplæste tekster udspiller sig. De syv af teksterne er uddrag fra romaner og noveller, flertallet, fire, fra Tugt og utugt i mellemtiden, den til alle tider mægtigste Aarhus-roman.

  Fire tekster er – sensation! – nyskrevne, og hvis man som gymnasieelev fra Vejlby-Risskov fulgtes med sin ven, den senere succesforfatter, langs vandet ind til Katedralskolen hver morgen, er fablen om Den Permanente den perfekteste ørehænger. Sådan begynder mysteriet:

  ”I isvinteren 1944 forsvandt Den Permanente Badeanstalt. Nærmere bestemt skete det natten mellem 26. og 27. februar. Det var ingen vidner til hændelsen. Mange mente, at hele bygningsværket var blevet hugget op, parteret og kørt væk i nattens mulm og mørke, sandsynligvis for at ende i private pejse og kakkelovne i denne brændselsfattige tid. Men ikke en knast eller lidt savsmuld blev efterladt.”

Citroenen i Radiohuset

Vi sad pænt ned på 4. række til fineste, frydefulde koncert i Radiohusets Koncertsal i går aftes med Nikolaj Nørlund og Copnehagen Phil, der opførte albummet Skamskudte fugle plus bonus-hits. Det gav de bedste kuldegysninger at opleve Maria Laurette Friis fremsige Cecilies telefon-besked-linjer til sidst i "Forrest i skibet", og så er der jo for syv søren en CITTROEN med i omkvædet til "Flagermus",sunget, altså omkvædet, af Friis ligesom på pladen, og lad og sige, at det er en CITROEN AMI (der så altså er åben, hvis en Citroen Ami kan være det, det kan den vel i princippet godt):

"Allerførst ser jeg flagermus flakse og skrige
En fredag i mørket rundt om farmors sommerhus
Allerhelst så jeg dagene, allerhelst så jeg dagene
linet up som bud på en rækkefølge

Mød mig en gammel sang
rør ved mig endnu en gang
kør mig væk i en åben CITROEN
lad som om du har set mig før
kast mig ind gennem den åbne dør
prøv at se om du tør

Næste gange, jeg ser flagermus, er du hastigt på vej
mod en anden tidszone som en anden mands kone
Først, først til allersidst kommer løsningen
i kuvert på en bakke med en blomst og en smule sødt

Mød mig en gammel sang
rør ved mig endnu en gang
kør mig væk i en åben CITROEN
lad som om du har set mig før
kast mig ind gennem den åbne dør
prøv at se om du tør

Sætningen er ikke ren, men rytmisk

Altså ved siden af de 2 x 5 hjerter er Benedicte Guid de Thurah Huangs læsning af vores vores 2 bind (og i mindre grad læsningen af Myginds og Hallings Nielsens 2 bind, der fortjente henholdsvis 2 og 1 hjerter flere end 3 og 4) i hendes Politiken-anmeldelse af OrissaBiblioteket bare meget fin og klog og - i forhold til min egen læsning (og hvad Korshøjen angår skrivningsintention - rigtig:

Om Ragusa står der blandt andet:

"MÅSKE TAGER Cecilie Linds ' Ragusa' afsæt i Juléns digt: »Jeg er et barn, jeg er dit barn, jeg vil være dit barn«. Blot skriver hun ikke om at være barn, men om at være med barn, gravid. Det er svimle, uhyggelige og smukke digte. Hvor Juléns sætninger altid er afsluttede udsagn, lader Lind sine kæntre hen over siderne, så ord som »hyl« eller »kvalmen« kan stå for sig, spinkle og hårde. Det betyder, at jeget ikke altid er centrum for digtet. Og det er der en pointe i, for jeget i ' Ragusa' er, hvis ikke invaderet, så overrumplet fra flere sider. Hun peges ud af fingre, der er »helt hærdede af at røre ved hud« eller »aes halvt ihjel«, mens hun samtidig udvides indefra: »en mave svulmende, strækmærker og mismod«"

Om Korshøjen står det blandt andet:

"Samlingen åbner elegant ved over de tre første opslag at præsentere farens navn: »Jørgen //K. //Bukdahl«, som introducerende stills i en film. Navnet er vigtigt, det er del af den rest, den efterladte sidder tilbage med og prøver at presse mening ud af. Ellers udmærker ' Korshøjen' sig snarere ved omstændelighed end elegance. Det kan jeg godt lide. Jeget standser ofte sig selv med præciserende parenteser. Sætningen er ikke ren, men rytmisk, flere steder splittet af mange indskud og kommaer som her: Vi kaldte ham ikke far, men Jørgen, nåede aldrig frem til at kalde ham far, vi begyndte at kalde vores mor, der hed Lise, mor, da han, Jørgen, døde, ingen af os ved, hvad vi skal kalde ham, når vi taler om ham nu () Der er noget kroget og brudt ved stilen, der ligner de store, kløvede familienæser, som mange af digtene drejer sig om. Det uperfekte kan være et værn mod patos, men det uperfekte er også skrøbeligt. Bukdahls digte tillader sig den skrøbelighed, at jeget udstiller sin usikkerhed: »Min far (kalder jeg ham det her, ' min far', i stedet for Jørgen? ja, det gør jeg nok)«, sin mangel på minder og sin tendens til at ville vige udenom - sin lyst til at skrive ' man' i stedet for ' jeg'."

Ikke mindst kan jeg godt lide sætningen og karakteristikken: "Sætningen er ikke ren, men rytmisk." (vs. Vangshardt i KD, der nøjedes med at finde den slags syntakskrumspring "grimme"). Sådan vil jeg i hvert fald gerne have, at det er!

BREAKING: HEART-NEWS!

Den korte udgave:

Den ultrakorte opsummering (kommentar af Helle Helle på FB - tak for den, Helle)

1 amerikansk helt der hedder David - med kor på

Der er slet ingen gåseøjne tilbage i denne version (find selv Jessica Langes version i American Horror Story, som vi lige sad og så

Den uforsonligt sublimere far-er-død-begrædelse

er naturligvis Harald Voetmanns Amduat. En iltmaskine, der udkommer i morgen, et klip:

Ellevte time. 

Efter stormen kom festoptogene.
Man klattede lidt maling over ruinerne
alle de væltede søjler og gravmæler

Strøede nøkkeroser og morgenfruer
over, hvad der måtte stikke frem
af moste lemmer mellem stenblokkene.

Det er vigtigt at stå sammen, sagde man
være ukuelige og fulde af gåpåmod. 

Solen dryppede en strålespids i blod
før den rev forhænget til side og
blottede hele sin ublu ligegyldighed. 

Kun plyssede harepus, pjuskede egern
og de små kattekillinger var bedrøvede
over dette optog af forloren joie de vivre
men de vovede sig fra deres allerkæreste
alpehytter og pandekagehuse og tørrede
tårerne bort i lommetørklæder med
Region Sjællands festlige boblelogo.

Taktfast sandalklapren i blodmudder
stænket med lotusvin. De dansende
de ksårlende, de kyssende. Parfumefedt
driver fra alle parykker, vin drypper
fra instrumenter, operationsmasker
og ceremonielle hageskæg.

Tamburiner klirrer i ungpigehånd.
Der rasles med sistrummer, klapres
med bjældebånd, trommes på bækkener
og bleer. Intet sår uden salve, ingen
byld uden glimmer. Den højtbedagede
overlæge forsøger at fremknævre
yndest hos en lesbisk 2. reservelæge
med endnu en halvglemt brander
om Psykiatrisk Patienklagenævn.
På akutlejet anrettes en struds af
sandkage med et dvasktboblende
drop af romglasur. Efter orgiet
kagebordets rekreative kirurgi.