mandag den 31. oktober 2011

blogpost nr. 80, oktober, 2011

er den blogpost, der bare siger godnat, ikke bedre nat, ikke bedste nat, men heller ikke dårlig nat eller værre nat eller værste nat, bare god nat

Alle siger hej

Som modvægt til I Can't Read nedenfor er her min late night-fordanskning af Everyone Says Hi:

sagde du tog en stor tur
de sagde du flyttede væk
foregik åh så tyst
sagde de

skulle have taget et billede
noget jeg kunne bevare
købe en lille ramme
noget billigt
for dig

alle siger hej

sagde du sejlede med et stort skib
sagde du sejlede væk
vidste ikke hvad det rigtige var
at sige

jeg ville elske at få et brev
lide at vide hvad der er hvad
håber vejret er godt
og det ikke er for varmt
for dig

alle siger hej
alle siger hej
alle siger
bliv ikke et trist sted
hvor de giver fanden i hvordan du har det
alle siger hej

hvis pengene er elendige
kan du altid komme hjem
vi kan gøre alle de gamle ting
vi kan gøre alle de slemme ting
hvis maden gør dig ond i sulet
kan du altid ringe
vi kunne gøre alle de gode ting
vi kunne gøre det, vi kunne gøre det, vi kunne gøre det
bliv ikke et slemt sted

alle siger hej
alle siger hej
(alle siger hej)
og pigen ved siden af
(alle siger hej)
alle siger hej
(alle siger hej)
og din mor og far
(alle siger hej)
alle siger hej
(alle siger hej)
og din store, fede hund
(alle siger hej)
alle siger hej
(alle siger hej)
alle siger hej

Top 3 (og top 3)

Min officielle David Bowie Top 3

1. Ashes to Ashes

2. Station to Station

3. Always Crashing in the Same Car

(Min uofficielle David Bowie Top 3

1. Absolute Beginners

2. I Can't Read (Tin Machine!)

3. Everyone Says Hi)

(her den umuntre tekst til I Can't Read:

I can't read and I can't write down
I don't know a book from countdown
I don't care which shadow gets me
All I've got is someone's face

Money goes to money heaven
Bodies go to body hell
I just cough, catch the chase
Switch the channel watch the police car

I can't read shit anymore
I just sit back and ignore
Cause I just can't get it right, can't get it right
I can't read shit I can't read shit

When you see a famous smile
No matter where you run your mile
To be right in that photograph
Andy where's my fifteen minutes

I can't read shit anymore
I just can't read shit anymore
No matter I just can't get it right
I can't reach it
I can't reach it

- og her en fiks og spooky maskepi-video med en spinkelt akustisk, men massivt melankolsk post-Tin Machine-udgave af sangen fra 1997:


)

Hanne is an absolute beginner

Interessant jo, når man sidder i juryen for en konkurrerende debutantpris (Munch-Christensens Kulturlegat) at se shortlisten til Forums Debutantpris (som for første gang har en shortlist, men for sidste gang er finansieret af Danske Bank, uklart om prisen har en fremtid), og prisværdigt, at Bjørn Rasmussens frenetiske Huden er det elastiske hylster der omgiver legemet er indstillet (som lige præcis udkom for sent til at blive taget i betragtning til årets Munch-Christensen-pris) men sgufandeme skandaløst, at Hanne Højgaard Viemoses Hannah, vinder sammen med Amalie Smith (2010-debutant) af Munch-Christensen-prisen 2011, ikke er indstillet. Både Christensens og Viemose er afgangselever fra Forfatterskolen i år, ved afgangsoplæsningen lørdag oplæste Olivia Nordenhof manende Bjørn Christensens svimle/aggressive engelsksprogede remse, og Hanne Viemose, ankommet i sidste øjeblik fra Aarhus, gav betuttet afsnit fra den koreanske Hannah-fortsættelse til bedste + en kostelig, kukket, igen engelskssproget tog-monolog (tendens?), der bekræftede, hvor sprængfyldt af pur og kvik talentfuldhed hun er og hvor groft snydt hun er blevet af Forum-juryen.

Bloggen som autonomiundergravende føljetonlinksidevogn

På torsdag udkommer Asta Olivia Nordenhofs fint og uroligt overfølsomme debut-hybridværk Et ansigt til Emily på Basilisk som første bind i deres Gyldendal-finansierede serie for ny, dansk litteratur, Serie B; i lørdags til Forfatterskolens Afgangsoplæsning havde hun fået fire bekendte (af ikke nødvendigvis matchende køn) til at oplæse bogens fire forskellige stemmer (Emily, Rosa, Far, fortæller), hvilket på en skæv, akavet facon fungerede ret godt. Og siden i mandags har Nordenhof på sin blog JEG HEDDER MIT NAVN MED VERSALER publiceret små tekststykker, der fortsætter og udvider (med 1 xtra person, Emilys forhadte rivalinde, Anna) bogens lille, fragile og flimrende ½fiktionsunivers, men hvilken status har de stykker dog i forhold til den i forvejen ret pivåbne bog? Er de uddrag fra en kommende sequel (ligesom flere stykker fra debutbogen, mere eller mindre indrammet som fiktion (uddragene fra Rosas fars dagbog fremstod på bloggen som uddrag fra Olivias fars dagbog), første gang så dagens lys som blogposter) eller er de en helt ny ting: fritsvævende, flosset sidevogn/link/føljeton? I hvert fald læser jeg dem med stor, enhedspulveriserende fornøjelse og venter utålmodigt på næste løse afsnit. Her stykket "Emilys had til Anna, en dialogstump":

Emily:

Intet ved livet forekommer mig at være gådefuldt længere. Det er så besværligt at tale, jeg vil fatte mig i korthed: Siden min mor blev syg, har jeg hadet alt der truer med at overleve hende, sådan er det blevet, alt der lever ser jeg som en trussel, den mindste vækst, en anemone, jeg vil ikke vide af den, jeg vil at vinteren skal vare evigt, at du og du, især dig Anna, skal gå hen over kolde flisegulve til dine fødder stivner af kulde og du må stå der som en latterlig statue, så vil jeg trone dig, gøre dig til konge et sted du aldrig kan vende hjem fra

Jeg er ikke øjenbryndigter

jeg vil gerne skrive et
digt om øjenbrynbenet,
men jeg er ikke øjenbryn-
digter, jeg er moustache-
digter, selvom jeg aldrig
kommer til at gro et moustache,
og hvis jeg gjorde, ville det
være komplet usynligt, men
jeg vil ikke skrive et digt
om en bævrende moustache-
overlæbe, jeg vil skrive et
digt om det lillebitte udspring
over øjenhulen, som øjen-
brynet hviler på, men det
kommer jeg aldrig til at skrive,
lige så lidt som jeg kommer
til at gro det moustache, der
alligevel bare er en grum,
sammenvokset parodi på de
anderledes poetiske øjenbryn

Labyrinten, Klarup

Danske veje, hvor der bor folk, der hedder ca. det samme som billedkunstneren i Hvedekorn 4, 2011 (som da vistnok bor i Sverige, kom jeg for sent i tanke om (i går tjekkede jeg hans fødeår)):

Holmestien, Vanløse

Grønvangen, Viby J

Gudenåvænget, Randers

Ladbyvej, Ølstykke

Svinget, Ebeltoft

Elmevej, Viborg

Brøndsted, Veksø Sjælland

Lille Volstrupvej, Svenstrup J

Fyrrebakken, Birkerød

Labyrinten, Klarup

Occupy Vodroffsvej

Hvis nu alle de gyldne efterårsblade på parkeringspladsen foran Codanhus slog sig sammen, mon ikke de så kunne mobilisere kræfter til i det mindste - som ægyptiske pyramidearbejdere -  at skubbe en enkelt af pladsens lige så mange brosten den lange vej hen til glasdøren og med det mindste klirr protestere mod kategorien sandsynlighed?

søndag den 30. oktober 2011

At læse korrektur på sin glemsel

Mærkeligt med lakunerne mellem nedskrivning og publikation, i samme øjeblik, jeg har afsluttet denne blogpost, er den med et klik ude på nettet; de anmeldelser, jeg skriver mandag-onsdag, er i avisen fredag. Og så ankommer pludselig en pdf-korrektur på en tekst, der hedder"Suprematistman på ingen eventyr", som jeg angiveligt har skrevet til det århusianske, kunsthistoriske tidsskrift Passepartout, men som jeg ingen umiddelbar, aktiv erindring har om; i teksten henviser det jeg, som jeg må acceptere er mig, til et besøg i Venedig "denne påske", og den påske ligger to et halvt år tilbage i tiden, så det må være mindst to år siden, jeg har skrevet teksten efter med garanti indtil flere overskridelser af deadline. Endnu længere tid siden er det, jeg skrev den minimalmarathon-læsning af Helle Helles forfatterskab, som jeg har en anderledes akut bevidsthed om og flere gange har henvist til og citeret fra her på bloggen, og det ser rent faktisk ud som om, at Syddansk Universitetsforlag og Samleren udgiver HH-antologien, artiklen blev skrevet til, sidst i november, ca. samtidig med Hvedekorn 4, 2011, som jeg også netop har modtaget pdf-korrektur på og som jeg afleverede manus til for tre uger siden; det er derfor, siger jeg bare, at jeg har lidt svært ved at have respekt for akademiske deadlines (undtagen Anne-Marie Mais!)

lørdag den 29. oktober 2011

Auto-revisionistisk minimal-konkretisme

1. del eller "bog" i Simon Grotrians nye digt(multi)bog Selvbinderhjertet hedder "Fire to", hvilket selvfølgelig henviser til det tidlige hovedværk Fire, 1990 (den første Grotrian-bog, jeg anmeldte; på det seneste er jeg faldet noget bagom turbo-Pegasussen, men det skal der laves om på!) (Stefan Kjerkegaards blog kom først med at påpege linket fra den ene bog til den anden, opdager jeg nu og skylder jeg derfor at sige), der ligesom "Fire to" består af lutter firelinjede digte, herunder de fire hieroglyfiske konkretismer herunder, der er blevet en slags nyklassikere (utallige gange har jeg skrevet/tegnet de sidste to på foredragstavler i det ganske land):

HAJ OVER HOVED

V V V V V V V

           0

ISTAPPER, ÆG

V V V V V V V
          0
       0 0 0
    0 0 0 0 0

HEST PÅ ET GLASTAG

         U   U

         U   U

SVANER SET GENNEM TÅRER

         0    0
         2    0
         0    2
         0    0

"FIRE TO" inderholder en større samling parallelt og endnu minimaler konkretismer (ikke-minimale konkretismer, maxi-konkretimmser, forefindes i Talkumekspressen, 2006), hvoraf flere hilser på og forskyder/reviderer/simplificerer de fantastiske fire fra Fire: 

Fire to (fire føl på glastaget?)

UUUU
UUUU
UUUU
UUUU 

Solnedgang i havet

          O

   WWWWW 

Gammastråler

oooooooo
oooooo
oooo
oo 

Havfruer i horisonten

V   V   V   V   V

- det er sådan noget en gammel Grotrian-fan og konkretisme-sucker bogstaveligt talt bliver rørt over.

Se det billede, jeg ikke vil have I skal se!

Absurd billedstorm i WA Bøger i går: Leonora Christina Skov plæderer i en Blæksprutte alenlangt for, at der burde kunne skulle nedlægges forbud mod et elendigt maleri af en ukendt kunstner, der afbilder Leonora topløs, samtidig med at samme maleri, med bjælker for brysterne, optræder både på tillæggets forside som udklippet sidehenvisning og i fuldt format som illustration til selve artiklen. Den ukendte kunstner må være kisteglad, fordi han får den fede publicity, der gør ham mindre ukendt og hans maleri mere værd. Jeg forstår slet ikke, at det elendige maleri skal gengives 2 gange i avisen, og jeg forstår heller ikke, at Leonora vil bruge spalteplads på at brokke sig over det - og jeg er meget uenig i, at der skal kunne burde nedlægges forbud imod det, for det vil jo være det samme som at nedlægge forbud mod karikaturer, medmindre det så kun er afklædte karikaturer, der skal være forbudt, eller kun elendige karikaturer, og hvem skal så stå for kvalitetsstemplingen!? Den fornuftige regel må være at ignorere ukendte kunstneres elendige karikaturer, på skrift eller på billede, af ens person, måske, men helst ikke, rynke på næsen over kendte kunstneres elendige karikaturer og motherfucking glæde sig over ukendte og kendte kunstneres vellykkede karikaturer (som fx Philip Ytournels tegning i Politiken af mig som Jaws og min næse som hajfinnen). Jeg synes ikke, karikaturen af mig i "Claus Beck-Nielsen"s roman Jeg taler til jer er helt elendig, men heller ikke synderlig vellykket og først og fremmest finder jeg den bare ubehagelig, fordi den ikke vil nøjes med at karikere, men doku-fiktivisere helt tæt på min kalender; grunden til at jeg tog til genmæle mod romanen her på bloggen (men sgu da ikke i avisen) var, at blandingen af autentisk og fiktiv dokumentation er uklar, og det blandingsforhold ville jeg gerne klargøre for de forhåbentlig få læsere derude, som hypen har lokket til. Man skal også passe på den negative selvoptagethed: Ovra, hvor talentløse narrehoveder synes, jeg er en komplet idiot (med store bryster - eller stor næse)!

fredag den 28. oktober 2011

Metadonsonetterne

(om psykofarmaka i poesi af Llambìas og Grotrian, part II)

Henvisninger til Simon Grotrians Risperdalsonetterne, 2000, i Pablo Llambías' Monte Lema, to sonetuddrag:

1 (side 206)
Han foreslog, at vi prøvede med endnu

et medikament. Vi havde jo kun prøvet
to medikamenter. Der var mange
andre at vælge imellem, også
billigere. Han foreslog Risperdal. Risper-
dalsonetterne, prøvede jeg, men han
reagerede ikke på det overhovedet.

2 (side 209)
Medikamentet, som jeg har hentet,
men endnu ikke prøvet, hedder Ris-
peridon. Risperidon-sonetter-
ne. Uden den romantiske, landlige asso-

ciation. Mere som metadon. Meta-
don-sonetterne. Meta. Yeah, right. Jeg
læser om Risperidon på nettet.

- og så en sonet, der ikke (eksplicit og, så vidt jeg kan læse (men jeg kan ikke læse længere end som så), heller ikke implicit) handler om psykofarmaka, men det er en sonet, og spørgsmålet er, om det at skrive i sonetform ikke i sig selv er mental medicin?, fra Grotrians nye bog, Selvbinderhjertet (sonettens titel er, gætter jeg på, to forskellige ord):

Sonet sonet

Ryggen stables op af træer
faldet drikker brønden
skjorten mellem månenæer
indeholder lønnen

bæltet under kejserkappen
solskinsdeler sedlen
glorien ad vindeltrappen
skvulper over kedlen

rædsler som at kalke digtet
mødes på en stage
selvom jeg er uforpligtet
hviler jeg i hage

knogleskibet bed i døden
kærlighed er gløden.

1 motherfuck/ing/er ad gangen

Jeg ser, at jeg i WA Bøger i dag både siger motherfucking (i Voetmann-anmeldelse) og motherfucker (i kommentar), og det var altså ikke meningen, og er kun sket, fordi Voetmann-anmeldelsen har flere uger på bagen; jeg går, som det løbende fremgår, af både bloggen og avisen varmt ind for eder og forbandelser som sproglige special effects, men selvfølgelig skal man udvise et ikke moralsk, men stilistisk skøn, og sgu fx og fandeme/ for fanden kaster jeg fra mig med løs hånd, men motherfuck/er/ing er så tilpas tungt og kulørt et kraftudtryk, at det, hvad avisen angår, højst bør anvendes, hvad skal vi sige, en gang om måneden, så jeg idømmer hermed mig selv en motherfucking motherfucker af en karantæne, KUN hvad avisen angår, på 2 måneder.

torsdag den 27. oktober 2011

Abilify i dansk poesi, forår 2011

(Abilify: anti-psykotisk medicin)

Det er det, der er med dette Abili-
fy. Det udsletter enhver længsel i min
krop, men ikke begæret. Begæret retter
sig et ikke nærmere bestemt sted hen.

Jeg er ikke utilfreds. Jeg er tilfreds-
stillet. Åndeligt får jeg mere end rigelig
føde andetsteds. Jeg har åndelighed til
op over begge ører. Langt mere end jeg

egentlig ønsker. Jeg kunne nøjes med langt mindre.
Jeg har intet apparat at tage i-
mod med. Jeg glemmer lige så hurtigt, som jeg
læser. Jeg skimmer. Jeg er mæt. Jeg har
ingen længsel efter at lære noget nyt. Jeg
længes efter at vide, at det er ok.

- fra Pablo Llambiías' Monte Lema

SKOSÅL

Etager læsses ovenpå hinanden uden rille
kom til mig med hul på sokkerne og tørre hænder
neonfrisen vuggede et skibbrud
jeg er grænseløs, Abilify fortolket

- fra Simon Grotrians Selvbinderhjertet

Fog you

let


si-
ger
tå-
gen:

gen-
syn

Jeg vil have et undergrundsforlag i kælderen, nej 2

Begge kælderlejere i vores ejendom, den clairvoyante kursusvirksomhed Joy Foundation og den unavngivne, etniske (men jeg fandt aldrig ud af præcist hvilke(n) etnicitet(er)) spille- og kaffeklub, har opgivet ævred, og måske faktisk på grund af ekstensive vandskader, og så vil jeg gerne plædere for, selvom jeg ikke har noget at skulle have sagt, at der flytter mindst 1, helst 2 undergrundsforlag ind dernede, det ville være så forbandet meningsfuldt, Basilisk har deres egen kælder, men Arena er altid hjemløst, og After Hand må da savne et tilholdssted i København, og hvor har Kronstork egentlig hjemme? I fald så frem vil jeg have installeret rørpost, der skal kunne suse begge veje, med nye, fantastiske bøger og uvelkomne forslag til samme, OK!?

onsdag den 26. oktober 2011

Tekstvalgsspænding

Sjovt, hvordan man ligefrem bliver sådan kriminalroman-SPÆNDT på, hvad for nogle tekster Olga Ravn og Erik Skyum-Nielsen og Mette Moestrup har taget med til at læse i aften på Gyldendal til Hvor står det i teksten; jeg gætter på Murakami og Ramus Nikolajsen og Valdemar Rørdam! Vi ses om lidt, diskussionslystent!

Duchamp med himlens fugle

Nu er omsider det sidste maskinelle/metalliske skrald fra kælderoversvømmelsen fjernet fra gården, BORTSET fra et enkelt cykelhjul, som Marcel har lovet at hente i snart 100 år, og i hvert fald jeg skal nok nære mig for at komme ham i forkøbet.

tirsdag den 25. oktober 2011

Sær nåde

Hører Strange Mercy, den nye plade med St. Vincent, som jeg var til koncert med i Beijing sidste år, og det er den helt rigtige plade at høre en tirsdag, hvor jeg blev færdig med bunken af Hvedekorns-indsendere og skrev en bestillings-kommentar og underskrev, inde på forlaget, hvor de havde skrevet dem ud, alle brevene til Hvedekorn-indsenderne, og mødtes med min ven Jens inde på forlaget, som også er hans forlag, hvor han med sin redaktør havde færdigredigeret sin nye bog, Berlin efter krigen. Øjenvidneversioner, shoppede i TP (og indkøbte Strange Mercy) og spadserede gennem byen og sad ude i kulden på Axeltorv og snakkede os varme, hysterisk og kontemplativ på samme tid, som den er, St. Vincents plade, og dette er den skarpt enigmatiske tekst til titelnummeret, og det er jo bare sådan I skal skrive, Hvedekornsindsendere i den forkerte, uforholdsmæssigt større svarstak:

Oh little one I know you've been tired for a long, long time
And oh little one I ain't been around for a little while
But when you see me, wait
Oh little one your Hemingway jawline looks just like his
Our father in exile
For God knows how many years
But when you see him, wait
Thorugh double pain
I'll be with you lost boys
Sneaking out where the shivers won't find you
Oh little one I'd tell you good news that I don't believe
If it would help you sleep
Strange mercy
If I ever meet the dirty policeman who roughed you up
No, I don't know what
If I ever meet the dirty policeman who roughed you up
I'll be with you lost boys

Sneaking out where the shivers won't find you

Snige sig ud hvor kuldegysningerne ikke kan finde jer

Tvangsroman

De har det her nye program på radio 24-7, Den store roman, hvor en forfatter får hjælp af lytterne til at skrive sin nye bog, og tænk nu, hvis Ib Michael kom på, og vi organiserede en telefonstorm, der tvang ham til at skrive Regnbue og pil komplet med Dorothea og Kong Tut og det blå egern, det ville virkelig være aprilsnarrådigt.

mandag den 24. oktober 2011

Hvorfor hader jeg så lidt?

Hvorfor hader du så meget?

skriver en forsmået Hvedekornsindsender til mig, og jeg indrømmer, at jeg for 1 gangs skyld havde svaret på vers og rimede fad på glad og løse på seriøse, og det var måske frækt, men sgu stadigvæk et svar, der forsøgte at være kritisk præcist, og hvad det har med had at gøre, forstår jeg ikke. Allerhøjst rumler en vis irritation og frustration og også indignation: jeg har læst alt for mange digte af manden, som ikke ligefrem er usynlig på den dilettantiske digterscene, der i alt for mange sammenhænge (Forfatterforening, Poesiens Hus m.m) overlapper med den professionelle. Og problemet er ikke mindst ordet og konceptet professionel, som er meningsløst i forhold til poesi, hvor kun talent og flittig, passioneret, ambitiøs pleje af samme tæller. Jeg irriteres, frustreres, indigneres over dårlig poesi, men den er sørme da ikke værd at hade, ellers kunne jeg ikke sidde, som jeg har gjort den seneste uge, og svare personligt på over 100 breve og mails til Hvedekorn, så ville jeg blive alvorligt syg af at læse al den pænt og stærkt og sindssygt dårlige poesi, der udgør ca. 85 % af bunken. I den sammenhæng er den dårlige poesi et nødvendigt onde, jeg skal gennemleve og kan forsøge at forbedre (ved at give kritik) for at nå frem til den gode poesi, som jeg til gengæld elsker af et rent hjerte. Ligesom de dårlige anmeldelser i avisen tjener til at pege på den gode litteratur, som folk skulle tage at læse i stedet for. Jeg hader ikke Jens Christian Grøndahl, selvom jeg ikke kan få øje på (til forskel fra fx smertensbørnene Jan Sonnergaard og Ib Michael) bare skyggen af genuint litterært talent (men nok prosaisk professionalisme) i hans bøger; jeg bliver heller ikke vred på ham, jeg bliver vred på de kritikere og institutionelle mekanismer, der kanoniserer ham og hans pseudoécriture. Jeg hadede at gå i børnehave i Århus, og jeg hadede mine plageånder blandt de andre børn - jeg husker en drøm, hvor de allesammen var anbragt på en grusom tortur-reol. Jeg hadede principielt min oldemor, som altid behandlede min søster og mig fint, men min mor havde fortalt, hvor forfærdeligt hun havde det, da hun boede hos hende et halvt (eller helt!?) år, mens hendes forældre var i Paris, og - det var den forhadte detalje for min søster og jeg - blev tvunget til at spise lever og VANDGRØD. Nogle gange kan det godt føles som at spise lever (som jeg faktisk ikke har så meget imod) og VANDGRØD at læse dårlig Hvedekornspoesi og dårlige anmeldelsesbøger, men herregud, modsat min mor bliver jeg ikke tvunget til det og ikke bare må og kan jeg svare igen (spytte ud!), til tider endda på vers, jeg er forpligtet til det (og får (ikke mange, men nogle) penge for det), og for helvede, den onde grødgennemtygning sker i litteraturkærlighedens og -herlighedens tjeneste, who and what's to hate?

søndag den 23. oktober 2011

Natreol

ud på natten
føles reolen
bag mig
akkurat de
3 etager høj
som den ser
ud som
i vinduet
foran mig

Dagen besvaret i ét pletvist lysende væk

Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til. 
Tak for digtene til Hvedekorn. Dem er der sgu talent i. Af ægte egensindig art!
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.
Tak for digtene til Hvedekorn, som jeg desværre må takke nej til.

Fuck søndag morgens måne

halvmånen
er fuld af løgn
på så mange niveauer

for det første
er den i virkeligheden
hel

for det andet
er den illusionsmæssigt
ottendedelsmåne

for det tredje
er manden i månen
ikke Kirk Douglas,
men Marcel Duchamp

lørdag den 22. oktober 2011

Ubelæsthedsgenereret forventning og kritisk skuffelse af samme!?

Underlig anmeldelse ved Leonora Christina Skov i WA Bøger i går af Astrid Saalbachs nye roman Fordrivelsen, hvor receptionen af forfatterskabet og nyheden om Saalbachs optagelse i Det Danske Akademi i mangel af Leonoras egenhændige læsning af Saalbachs tidligere bøger skaber de forventninger om stor litteratur, som den nye roman ikke lever op til, fordi den for meget er B-film-agtig, hvilket jeg ellers troede var det, der ifølge Leonora var problemet med statsstøttet dansk litteratur, at den er for lidt B-film-agtig, og pointen med hendes egne seneste to romaner, at de er vedkendt trivi-(henholdsvis melodrama- og gotik)inspirerede, hvilket jeg så ikke synes er problemet med dem, det er snarere deres mangel på ægte triviel energi og fremdrift, hvilket måske i virkeligheden også er det, Leonora synes er problemet med Saalbachs roman, som jeg til gengæld ikke har læst, snarere end den af hendes ikke-læsning foregøglede mangel på litteraturstorhed!?

2. pladsen i geniopremsning

erobrer som forventet Mikkel Bruun Zangenberg i sin 5 hjerter-anmeldelse af Pablo Llambìas' Monte Lema i Politiken i dag:

Llambìas leger (og danser manisk, alvorligt) med en Caspar David Friedrich, der rygvendt skuer ud over det forrevne alpelandskab, Rousseau, der bekender, Baggesen, der lægger sig blot, her på Monte Lema, på grænsen mellem Italien og Schweiz, hvor Llambías er på en nærved umulig dannelsesrejse med sin computerspillende trettenårige søn; og selvsagt spøger Hölderlin, Nietzsche og co. i baggrunden, de store, gale kunstnere, der også var geniale, dette som en prominent og håbløs del af den postromantiske arv, der lægger sig ind over autenticitetens jargon i 'Monte Lema'.

Pablo og 5 genier og co. Selvsagt!

fredag den 21. oktober 2011

Den eneste idiot der vil tale med mig er mig og det er ikke nok

Jeg havde studietid i den nye 24-7-radio-kanal både i går og i forgårs, fordi de ville have mig med i deres nye program Værtsløs, hvor man værtsløst skal tale med en person, man har en konflikt, på nudansk: beef, med, i 55 minutter, hvilket jeg synes kunne være et fino show, for sådan en bøf kan man højst tale om i 12-14 minutter, og resten af tiden ville man så være nødt til at tale om noget helt andet, fx litteratur, fx Herman Melville eller E.T.A. Hoffmann eller Svend Johansen, uden at nogen havde lov til at afbryde, men ingen af dem, som 24-7 mente, jeg var i konflikt med, var interesseret i at tale med mig, og det får man en lidt ensom følelse af, men ikke en meget ensom følelse, og de synes overraskende nok ikke, at det var en god idé, at jeg talte med mig selv, som jeg har mange og substantielle konflikter med.

Genier Inc. - Tekst på speed på TV

(fuld transskription af Alberte Clement Meldahls geniale indledningsmonolog i litteraturprogrammet Tekst-TV søndag 2. oktober; et alt for lille brudstykke citeres i min Blæksprutte i dag i WA):

Der er som bekendt nogle mennesker, der bare er noget mere end os andre, og det er genierne. Det er dem, der skaber stor kunst eller sand erkendelse eller fx ægte litteratur. Men de her genier betaler også en høj pris for at være genier. De er ofte ensomme, frustrerede eller ulykkelige, de tager stoffer og de bliver sjældent gift, og hvis de bliver gift, bliver de i hvert fald skilt igen. Og så får de kønssygdomme, og så dør de en lang og pinefuld død.  Men er det virkelig prisen for at skabe stor kunst? Eller kunne I ligesom jeg få den her mistanke, at der nogle af de her typer der søger det mørke og destruktive? Det kan man altså finde ud af ved læse nogle af alle de her bøger. Man kan fx læse James Joyces Portræt af kunstneren som et ungt menneske. Eller man kan læse Patti Smiths Just kids (film af ung Patti Smith performing; manisk montage med/om/apropos de nævnte kunstnere under resten af speaken). Ja, så vildt gik det for sig dengang i 60’erne, da sangerinden og forfatteren Patti Smith og kæresten, fotografen Robert Mapplethorpe udviklede deres kæmpetalenter under indtagelse af en del euforiserende stoffer på Chelsea Hotel (Patti anno nu læser op: He’s my boyfriend, and he’s really mad) sammen med nogle af tidens andre store kunstnere i øvrigt, som vist også tog nogle stoffer. Men man behøver faktisk slet ikke at fixe heroin for at blive en stor kunstner, man kan nøjes med at sulte sig. Det har næsten samme grænseoverskridende effekt. Franz Kafka har skrevet om det i ”En sultekunstner”. Eller nobelprismodtageren Knut Hamsun i Sult, som endte med at få diagnosen ”svækkede åndsevner” på grund af sine nazistiske tilbøjeligheder. [Karen Blixen siger: Som De måske har læst eller hørt, at Hemingway, da han fik Nobelprisen, sagde, at han synes, jeg skulle have haft den] Karen Blixen, en af Danmarks største forfattergenier, var også for tynd, hun havde syfilis og led af ulykkelig kærlighed. Læs om hende og kunstens omkostninger i Thorkild Bjørnvigs Pagten. Syfilis havde filosoffen Nietzsche også. Han blev skingrende vanvittig til sidst og er et af de genier, Thomas Mann har modeleret Doktor Faustus over. [reklame med Vang Gogh-kaffekrus] Totalt gak, ja, det blev ligeledes den geniale kunstmaler Vincent van Gogh, der skar sit øre af og endte med at tage sit eget liv. Om ham kan man læse hos Antonin Artaud. [klip med Tracy Emin] En moderne udgave af den masochistiske kropsudfoldelse finder vi hos outsiderkunstneren Tracy Emin, som udsætter sig selv for voldtægt, non stop-fester [fister?] med de kendte med et kæmpe forbrug af sex, stoffer og ensomhed. Herhjemme har vi kunstneren Claus Beck-Nielsen, der også er gået hele vejen, nemlig i døden, for kunsten og i dag kun eksisterer under navnet Das Beckwerk. En anden multikunstner, som også fylder en hel del i landskabet p.t., er Thomas Blachmann. Om ham kan man læse i Det kolossale menneske. Her analyserer kunstneren i kraft af sin oplysthed Danmarks befolkning efter parametre som dannelse, stil og vid [Blachmann siger: Som jeg siger flere steder i bogen, så er alt hvad jeg siger og gør pr. definition kunst]. Eller hvad med den genudgivne Dirch Passer-biografi af Ole Sønnichsen? Dirch grinte vi all af, men sjovt var det ikke at være ham, og han døde på scenen [Dirch passer råber: Rulllllll!]

[hvorefter Alberte samler Jørgen Leth op i sit lånte rugbrød for at tale med ham om Doktor Faustus på Louisiana]

Skæbnesaftigt

skulle der stå i min Blæksprutte i WA i dag, velmenende korrekturlæser, og sgu da ikke

skæbneagtigt

Månen er ikke en negl

Månen er et sejl
Månen er et segl
Månen er et stykke tegl
Månen er en plejl
Månen er en snegl
Månen er et spejl
Månen er noget gejl
Månen er en fejl

torsdag den 20. oktober 2011

Bo hr.lighed Hansen fylder 50 i dag!

Forfatter til (eller er det af?) BL.A. De skrigende halse, Drengen der gik baglæns, Jesus og Josefine, En verdensomsejling under bordet, Johns åbenbaring, Hjerteform, Hr. Jørgen leger, knæk.idiot.eik, Død og status, uforlignelige Bo hr. Hansen, bliver usandsynligt nok 50 i dag, tonsvis af TILLYKKE!

Som gave fra ham til jer har jeg valgt denne ret udødelige tekst fra Bo nr. 2, 1987:

FLAB

Det er ikke fordi jeg er blevet gemt i skabet jeg er flabet.

Jeg har en tvist i gabet.

Jeg render mit lår og flyver mit hår.

Jeg stiller min sult og låser min pult.

Jeg låser min verden af for natten.

Ingen kød-festival skal jeg smadre med min grøtnsags-økse.

Næ, hellere end drømme vil jeg og gå på opdagelse i en agurketid.

Strømperne løber, fødderne køber jeg.

3 kategorier af t-shirts

1. Lost t-shirt
Den blå Hemingway t-shirt, jeg fik af min ven Christian

2. Yndlings-t-shirt
Den grå astronaut-t-shirt, fik jeg den af min søster?

3. Fortrudt ikke-købt t-shirt
Den sorte (Peder Bundgaard-designede) Dan Turèll-t-shirt på Vangede Bibliotek i fredags

- mine t-shirts skal ikke ses, de skal figurere i skjul, også de forsvundne og fortrudte, inde under skjorten, når det er koldt, til forskel fra dine

onsdag den 19. oktober 2011

We can make it lively

Sidste replikskifte i sidste episode, "Super Ray Is Mortal", i 2. sæson af den groovy charmerende og skæve tv-serie Bored to Death; forfatter og privatdetektiv Jonathan (Jason Schwartzman) og (eks)magasinredaktør og levemand George (Ted Danson) har netop forladt deres ven, tegnserietegneren Rays (Zach Galifianakis) lykkelige hospitalsseng:

JONATHAN: George, do you really wanna go to Tangiers together?

GEORGE: Yes. I'd like to. Or we could go up the Amazon. They have plants there that give you visions. I'd like a vision.

JONATHAN: Yeah, me too. I'd like a really good vision.

GEORGE: Mmh.

JONATHAN: But what do you wanna do tonight?

GEORGE; Well, let's get stoned and get something to eat in Brooklyn. It's not the Amazon, but we can make it lively.

1 til meta-Llambías-sonet og måske endnu 1

Pablo Ll spørger udenom bloggen, hvad jeg mener med en tradition for antilitteratur (og jeg kan godt forstå, hvordan man/han kan blive sonetafhængig):

3
Antilitteratur er litteratur, som
ikke vil være som litteratur ellers
er, eller parodierer eller vrænger
ad, hvad litteratur ellers er, fx

Don Quijote, Tristram Shandy, En sæson
i Helvede
, Anarkotika, som har fået
litteraturen galt i halsen eller halsen
galt i litteraturen og vil hoste den op,

litteraturen eller halsen, men hvis man
ikke har noget fordøjelsesproblem,
hverken kløjes i traditionen eller slår
sig i dens tøjr, hvorfra skal så energien
og aggressionen i skriftens hosteanfald
komme? Astma kræver allergi, der er vild.

4
Bortset fra, som sagt i anmeldelsen, at
antilitteratur også er en stil og
en genre, der uden stilbevidsthed
og genrebevidsthed så let bliver kitsch.

Lars Skinnebach står i øjeblikket ved grænsen
for den slags kitsch, før skrev han sådan cirkus
centrallyrik, derefter vred anticentrallyrik,
nu skriver han fad antianticentrallyrik.

Jeg ved godt, at Pablo hævder i en sonet,
at han altid har haft grimme passager i
sine bøger, men det tæller ikke, for det
er grimhed som kontrast, malerisk grimhed,
flader af bad painting i det sikre skilderi,
det er funktionel, ikke flænsende fælhed.

Jeg tror stadig, jeg har medlemskort til koncensus

For et par uger siden skrev jeg en meget kritisk anmeldelse af en ny bog, der ikke kom i avisen på dagen/ugen, men, har jeg lige fået at vide, er i på fredag, og som jeg nu har det menneskeligt dårligt med, fordi bogen har fået gode anmeldelser alle andre steder, og så virker det det som om, jeg er særligt ondsindet og har noget særligt imod ikke bare bogen, men også forfatteren, hvis bøger jeg har skrevet kritisk om tidligere, og det er er der jo ikke noget at gøre ved, og sådan må det for fanden være, men det er bare almindeligt trælst, også fordi jeg var helt sikker på, at de andre kritikere i et eller andet omfang måtte være enige i, at det ikke er en vellykket bog, selvom jeg sagtens kunne se, at bogen og forfatteren havde andet, ikke-litterært og præcedens-mæssigt, gående for sig, men de har allesammen labbet den i sig, mere eller mindre tårevædet, selvfølgelig Xxxx Xxxxxxxx i Jyllands-Posten, men sgu også, uden for mange tårer heldigvis, Xxxxxxx Xxxxxxxx i Ínformation, og jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at tro, at der er visse selvfølgelige, kritiske sandheder om visse litterære værker, er jeg virkelig ikke blevet i det mindste pragmatisk klogere, siden jeg var overbevist om, at alle andre nødvendigvis måtte hade Frøken Smillas fornemmelse for sne lige så højt som mig?

Mine 2 meta-Pablo Llambìas-sonetter

(men modsat Jørgen Leth-digtet om amalgam, hvor det er Leth, der er digterjeget, er det her mig, LB, der taler om (og ud over sonet-formatet helst også lidt som) Pablo Llambías, ellers ville det blive for unødigt forvredet)

1
Det, der er problemet med Pablo Llamb-
ìas' sonetsamling Monte Lema, eller
rettere min teori om mit problem
med Pablos sonetter er, at før i tiden

prøvede han slet ikke på at skrive
litteratur: Han konceptualiserede
bøger, ligesom han på Akademiet
konceptualiserede billedkunst,

og tilfældigvis, hvis talent er tilfælde,
havde hans ideer og eksekution
litterær gehalt, det var ikke hans ansvar!
I Monte Lema forsøger han at skrive
anti-litteratur, men det er en af de
ældste, litterære ambitioner i bogen.

2.
Ikke for at gøre Pablo til en primitiv,
autentisk konceptualist, kun lidt;
hvad jeg mener er, at det litterært forfrisk-
ende ved hans bøger er hans, til forskel

fra os andre, af litterær henkogning
fuldstændig frigjorte måde at tænke og
konstruere bøger på, hinsides selv
Svend Åge Madsen opfandt han hver gang

den boglange, skønlitterære skriftenhed på-
ny. Hvortil kommer, og det tror jeg virkelig
ikke, han tog i betragtning eller lagde vægt
på, at han rent stilistisk excellerede vildt:
Dengang skrev han godt uden at ville det,
nu vil han frygtelig gerne skrive dårligt.

tirsdag den 18. oktober 2011

Mit (og Wikipedias) Jørgen Leth-digt om amalgam

Jeg ved ikke at amalgam er 
en legering mellem kviksølv
og et eller flere andre metaller.

Jeg kan ikke huske at mange
metaller kan æltes eller smeltes
sammen med kviksølv (dog
ikke jern), og at disse forbindelser
kaldes amalgam.

Det interesserer mig ikke
at det mest kendte amalgam
er det dentale amalgam eller
tandamalgam, der anvendes
til fyldninger i tænder.

Det rager mig at det består
af kviksølv, kobber, tin, sølv m.m.

Fortæl mig ikke at amalgam
mere og mere bliver afløst af
plastfyldninger på grund af
miljøskadelighed og mulig
sundhedsrisiko, både for
klinikpersonalet og patienten.

Holdt helt mund med at amalgam
i nogle lande er forbudt eller
omfattet af restriktioner og at
det stadig diskutereres om amalgam
fører til kviksølvforgiftning.

Jeg ignorerer fuldstændig
at tandklinikassistenter
i visse lande, også i Danmark,
har anlagt arbejdsskadesag
om påstået kviksølvforgiftning.

Jeg er din livline, Jørgen!

Jørgen Leth og Rolf Sørensen i Hvem vil være millionær i aften vandt kun 5000 kr., fordi de svarede forkert på 50.000-spørgsmålet om den faste bestanddel i et amalgam (Hans Pilgaard: "Du har ikke skrevet et digt om amalgam?", Leth: "Nej, men det kommer jeg måske til"); de svarede nikkel, men det rigtige svar var kviksølv, hvilket var mit eget ukvalificerede gæt foran skærmen, så hvis bare Jørgen ikke havde spildt en livline på at spørge sin producer, hvilken film af Susanne Bier, der er blevet USA-formateret (cool, men hårdt, at han ikke har set nogen af sin tidligere assistents film), for det vidste han instinktivt godt (Brødre), kunne han have ringet til mig om amalgam-bestanddelen - men fantastisk forgrubling på falderebet, desperat og nonchalant: Jeg læser mange spændingsromaner, hvor de er på jagt efter et sjældent grundstof ...

Endnu et New Yorker-citat: Svensk virus

Cartoon med billede af nedslået forfatter hos smilende forlagsredaktør (10 sider efter oversat prosadigt af Tranströmer: "The House of Headache": "I woke up inside my headache. (...) And somewhere a telephone is ringing"):

It is a terrifically gripping detective thriller, but we were wondering if you could make it swedish.

mandag den 17. oktober 2011

Wisecrack i Vesterbro Kontorforsyning

knastørt fra ekspedienten, da jeg for en formue købte ny farve - og sort blækpatron til min photosmarte hp-printer, som jeg insisterer på at misbruge klimakrise-skamløst:

Dyre dråber.

Mais milde flugt fra Pilestræde

Statusmeddelelse på Facebook fra litteraturanmelder og Oldermand for Kritikerlavet, betydeligt skriftsensible Mai Misfeldt 7. oktober:

Er ikke på Berlingske mere

På en vens spørgsmål om det er godt eller dårligt for hende, svarer Mai:

Jeg håber det er godt. Jeg går selv.

I mellemtiden er hun blevet hyret af Kristeligt Dagblad, hvor hun i fredags skrev sin første anmeldelse, af Pablo Llambías' Monte Lema, som man forbandet nok ikke kan læse i sin helhed på KD's hjemmeside - det er det værste for os andre ved hendes flugt (ligesom fredags-KD jo ikke kan snuppes gratis på WA's redaktion) - synligt er kun overskrift og underrubrik og indledning, der tyder på en positiv anmeldelse

Rundt om kunsten, ansgten og kærligheden

Bjergbestigning Pablo Llambias’ selvbiografiske ”Monte Lema” er et bjerg af en bog. Ikke til at komme udenom. Med den når Forfatterskolens rektor nye højder i sit forfatterskab

På internettet kan man tjekke vejret på Monte Lema i Schweiz, 1624 meter over havet. Fuld sol, 11 grader og 10 kilometers sigtbarhed. Selvbiografier synes ofte skrevet fra den højde! Der skues tilbage, og livet tegner sig i et sandt mønster, hvor udviklingen er gået mod det bedre. Der har været krise, øjeblikke af stor sorg, men nu er jeg på den anden side, jeg har tegnet min Blixenske stork og deler den med dig,...

Godt at Mai opholdt sig så kort tid i ørkenen, men forstemmende, synes jeg nok, at der er så uudholdeligt (hvad angår spalteplads, bogudlevereing etc.) på Berlingske Tidende, når man er en kompetent og læseværdig og karakterfuld kritiker. Mindst tre litteraturanmeldere er de sidste par år flygtet fra Berlingske til KD, Lars Handesten, Nils Gunder Hansen og Misfeldt. I gamle dage  avancerede man før eller siden (8 år = siden) fra KD til en stor avis, nu er det før eller siden omvendt.

Gad vide om de stadig har deres bandedame derinde ... ?

Ingen tak for tak fra mig

Hvornår flyttede taksigelserne i (særligt kvinders (fordom!?)) skønlitterære bøger fra kolofonen om til sidste side og blev en selvstændig, floromvundet tekst i stedet for en ordpåholden note med småt? Har det noget med netowrking og pleje af samme at skaffe? Det er i hvert fald pænt irriterende, når der er tale om en god bog (som senest Susanne Stauns Hilsen fra Rexville), og groft og idiotisk provokerende, når der er tale om en dårlig bog, ansvaret for hvilken man virkelig ikke synes forfatteren skal tørre af på navngivne andre, som man alligevel bliver bitter på for netop det medansvar: kunne de ikke have grebet ind i tide? som lige nu foran mig den virkelig dårlige bog udgivet på et respektabelt forlag, jeg påbegyndte i går og læste færdig i dag og anmelder om nogle timer (efter jeg har anmeldt noget, i sammenligning, rasende godt rutine-Rifbjerg) og hvis 18 linjer lange taksigelse, der bærer overskriften "Der er en masse forskellige mennesker, jeg gerne vil takke:", begynder sådan her:

Først og fremmest en kolossal tak til Xxxx Xxxxxx, min utrættelige første læser. uden dig var det blevet en dårligere roman.

- som i virkelig, virkelig dårlig altså?

søndag den 16. oktober 2011

It's 1968-baby!

(har altid irriteret mig at Iggy & the Stooges udødelige sang besynger "1969" (hvem er født 1969? ud over Mette Moestrup?) og ikke mit eget fødeår 1968, derfor denne omformatering og tilbagedatering): 

Well it’s 1968 ok all across the danish state
It’s another year for me and you
Another year with nothing to do
Last year I was minus 1 I didn’t have a lot of fun
And now I’m gonna be oh zero I say oh my and a boo-hoo
It’s 1968 ok all across the danish state

It’s another year for me and you
Another year with nothing to do
Another year with nothing to do
It’s 1968
1968 1968 1968 1968-baby
And it’s 1968-bayyyyyyybee
Baby
Baby
Baby

10 O'er efter - vokalfonokromen består!

Morten Søkilde sendte mig efter DT-oplæsningen dette link til dr.dk og hans meget pragtfulde, på samme tid (ingen selvfølgelighed jo) senest skrevne og senest publicerede text, en "SERMON", som både kan læses bogstaveligt og høres i to versioner, en med den gamle DR-vært Birgit Meister og en med digteren selv (som sædvanlig kan jeg ikke selv finde ud af at åbne lydfilerne), det er endnu eller atter en vokalfonokrom, på e og o, og i mailen skriver Morten, at den "måske kan blive til en bog, når jeg får den skrevet længere eller udvider den. Du ved hvor lang tid jeg tager mig." Det vil jeg glæde mig seriøst til, på den anden side nægter jeg at skyde en hvid pind efter værkliggørelsen af prosaprojektet om Mr. Bing, "Af en konvertits bekendelser", fra Forfatterskolens Afgangsantologi 2004. Her er den første halvdel af den nye tekstherlighed, prologen nemlig:

Om stemmerne: Om den mon er celloens,
den med elkogerens ofte forvekslet?
Om den mon er tenens eller scepterets?
Mon selve den elskede Moders eller
jordens egen? penslens eller pennens her?
Hvem er stemmens? Her hvor den f.eks. som en for
verden fjern flodsengs fossende form for sprog
lever som en selvfornemmelses vemod
hos poeten, fejres den som opstegen
stof og tone, hvorfor den med soft mood
og efter eget tempo opleder de
med knofedt nedgnedne men endog meget
lette noders p h o r m s g r e p h t,  jeg her med lodret,
vedholden pen som glohed loddekolbe
og velholdt omsorg for formen betoner.
Men nogen broderevorn forblommelses
henspredte gloseshow som properste pomp
nedover notesblokken her, er hverken
noget for perfekte ordensmennesker
eller for de store rodehoveder.
Om jeg som fremmedordklog og bleg bogorm
lod som om hele verden bestod dersom
jeg  o d l e d e   o b s o l e t e   b e r l o k k e r,
eller om jeg som Homersk seerske stod
her og lovede jer, godtfolk om soklen,
selveste Penelopes trolovelse,
blev det vel nok osse jeg der for den med
overlegen ro og strengt betonede
herrestemme for frem og beordrede
et snerpet sprog, netop som mennesker med
hovmodets fede orme beboede
hjerter elsker det, som regel, eftersom
deres bogkloge og lettjente lovord
som de holder over os er "noget stort",
omend (og tog jeg mon fejl?) deres flotte,
fejt bejlende belevenhed og enormt
fotogene kropssprog, hvorved de fedter
for den nemme ros, blot er det reelle
og mest bekvemme gemmested for deres
egen ensomhed og gemene sorger.
Venner! Hjertensgodhed og menneskemod
er velkomne ord for en ensom borger.
Derfor er vores sobre betroelser
den bedste bod nogen medbroder modtog.
Betro dem derfor jeres hjertekoster
og kom frem med jeres forborgne sorger.
Deres gemmested er et sottekloster,
og det sovehjerte, der som en fodkold
whopper cheese vejer en hel pose
sorgers stegefedt eroderer vores
helbred, for, hvem ved, om det blev en blodprop
eller det prompte hjertestop der bortrev
os, omtrent som osse verbernes snefog
her omdejsende henvejret smelter bort
som fodspor efter det, englen sloges med?
Derfor, plej dem med megen ro og ros; kom
med godhed, bed for dem; le meget og del
jeres fred og feelgood med dem; hold
om dem, tro dem gerne og bless dem, ofte.
Enhvers ensomhed er jo et stort onde.
Og efterlod jeg en broder med behov
sov jeg selv osse som en levnet, ensom.
For holdes vreden nede, vemodet hen,
sorgerne borte, men hovedet oppe,
lever osse freden som en pebersvend.
Men meget hellere end nogen bodsflov
hofsnog eller storslem Sorteper vover
jeg her pelsen som poet og beder jer
velkomme denne for sprogets revelsben
penslede og for jer renskrevne

lørdag den 15. oktober 2011

Sons of Dan

Dan Turèll-prismodtager Morten Søkilde stod på Vangede Bibliotek i går eftermiddags og læste kostelige præ(nedskrivningen af)-Pan og Landskaber-vokalfonokromer op og bl.a. denne her (som Morten sendte til mig tilbage i 2000, fortæller mit arkiv mig, da han gik på Akademiet og hans professor havde indkaldt mig som særlig litterær rådgiver; havde jeg været Hvede-redaktør dengang, var de blevet trykt med det samme (men hvorfor er det egentlig for sent!?)):

Edens hule

Det er sgu en klejn gejl det her hurlumhej hver weekend
Uffe med Gudrun Gunner med Gertrud mens jeg m.fl. duller
henne over spejlkuglen der peger hele gulvet rundt belurer
enhver evt. vej ud nu enten gennem entréen stuvende fuld
med endnu en hel buket udsprungne du ved pudrede duer der
mellem skurke gurglende 1-0 ned med Juventus udelukker dén
smutvej el., el., sku jeg bruge kneb udspekuleret? med begge
skuldre rullende trusse rundt med bullen pung fremme? med trut-
mund lefle en tunge ud mens jeg chekket hev med selerne? el. helt
enkelt snu med gestus verpe den her Rum ud beregnet hendes nederdel
uden derefter undvegen hente klude men SELV gnubbe? SELV bese
nedenunder? nej vel men nu nusser et lummert Lets Get Tender nr.
ud med fulde puls mens jeg med tung hjerne hujer SKRUUU NEEED!
SLUK! her mens Gunner jeg m.fl. hver spejder efter huld en bejler

da først Benny Andersen og frue ankom til marathon-oplæsningen (i anledning af indvielsen i dag af Ken André Stillings Dan Turèll-monument (med alle alfabetets bogstaver i ét (jo meget u-Turèllsk!?) rod) og derefter Johannes Møllehave, som cellofan-støjende pakkede en æske chokoladeæske ud, som han bød Benny og frue og derpå resten af publikum, og det var på smuk udkullet facon dagens sublimest Dan Turèllske øjeblik. Men applaus også til DT-prismodtager Jens Blendstrups søvngængersikkert endeløse DT-hyldest (som blev lovet bort til Victor B. Andersens Maskinfabrik, før Blogdahl fik fingre i den; fordømt!), med Jimmy Nyborg og Kasper Schultz på trompet/bas og støj, og til DT-prismodtager Klaus Lynggaard med mini-band, der ømt foredrog DT's fordanskning af HANS idol Lou Reeds "Going Down" (trykt i Karma Cowboy):

Stemmerne i luften
fjernere end før
Luften rundt om huden
som en frosset dør
Når du går gennem by'n
klikker øjnene vilde lyn
Og så véd du du går ned
du går ned
Og så véd du du går ned

du går ned
for sidste gang


Lyden i din krop
er tyndere i i år
Nerverne var ved
at klippe fra i går
Og når du rejser dig
for at gå din beskidte vej
Ja så véd du du går ned
du går ned

Du går ned i blod og sved
blod og sved
for sidste gang


Kødet synger stille
samme gamle sang
Du har osse været
dér omkring engang
Men alting drejer bort
og ekkoer koldt og hårdt
Og så véd du du går ned
du går ned

Og du splittes led for led
led for led
for sidste gang


Alting skifter form
og opløstes igen
Ingen véd hvordan
dér er hvor du skal hen
Og det er intet spil
Og der er intet der er til
Og så véd du du går ned
du går ned

og du rejser dig og går
dig og går
og din by er bly og sår
bly og sår
og du falder og står op
og står op
og det brænder i din krop
i din krop
for sidste gang


Med skam at melde forsvandt Jens og jeg ud i  det milde mørke, inden Benny og DT-prismodtager Ursula Andkjær og DT-blækbror Peter Laugesen gik på, hvilket vi bitterligt fortrød, da vi trådte ud ud the A-train på Nørreport til Kulturnat-forstoppet city og kæmpede os frem til - meget passende - Zoo Bar. Og ja, dette er endnu et elendigt I Byen-epigoneri.

3 nattebøger

købt for 20 kr. pr. stk. i Vangsgaards Bogudsalg i aftes ved 22-tiden (det er sådan en dejlig amerikansk følelse at købe bøger efter klokken 20):

Langston Hughes: Blues, oversat af Ole Sarvig, med fotos "dels optaget, dels udvalgt af Albert Mertz og Jørgen Roos", Rosendahl og Jørgensens Forlag, 1945 ("Blandt Amerikas mange udmærkede negerdigtere regnes Langston Hughes almindeligvis for den betydeligste og mest personlige"):

TIL MIDNIGHT NAN HOS LEROY'S

Strut and wiggle,
shameless gal.

Wouldn't no good fellow
be your pal.
Hør musikken,
tigerkat ...
- hør musikken!
Det er maane inat ...

Sing your blues song,
pretty baby.
you want lovin'
and you don't mean maybe.


Jungleelsker,
natsort dreng!
To og maanen
i glædens seng ...

Strut and wiggle,
shameless Nan.
Wouldn't no good fellow
be your man!


Under månens skive. Poetisk Postil, gendigtet af Elsa Gress, Spectators Girafbøger, 1964:

(fra afsnittet ("At læse når man anfaldes af) "VII. Lede ved medmenneskene og ved selvet")

HVIS JEG GÅR I SENG MED EN VIS FRU DØD 

E.E. Cummings [korrekt: e.e. cummings]

Hvis jeg går i seng med vis fru død
find dig en mand med hårdere kæber
til at så vellyst i dit skød
og bide dine nye læber.

Når jeg dit smils slappe, klæbende bånd
over ham vride og kysse sig vej,
vil jeg bringe hver eneste år i min hånd
små normale orme til dig.

Klæd skønsomt i tåbeligt tøj din krop,
sving som et vældigt våben dit hår.
Jeg vil se hans blik lyse op
og vil bringe dig år for år
noget der er værd alting:
for din sjæl lidt ingenting.

Dorrit Willumsen: Da, Gyldendal, 1968

Jeg lægger mit wienerbrød på tallerkenen med en meget langsom bevægelse. For at ligne min mor.
  Jeg ligner alt, hvad jeg holder af.
  Jeg møder en rotte i gården. Forelsker mig i dens pels og krøver at blive kaldt Rotte.
  Jeg forelsker mig i det røde duftende navn Rosa, og i de stolte navne Birgitte Margaretha.
  "Jeg hedder Rosa Birgitte Amalie. "
  "Jeg hedder Constance Charlotte Violet Kanin Herbert Brynhilde Ford Florigan Adelheid Adelaide Pelikan Mariehøne Rachel Valdemar Eleonora Jeppesen."

Ubagt bagsidebanner

LÆKAGE-TILBUD I KAJKAGEPALÆET

MED SPILDTE BØNNER LANGT NED I HALSEN

KUN 12 ØRE MED DAGENS BT-FÆRDIGDEJ

fredag den 14. oktober 2011

Sonetsoundtrack

Jeg havde ikke plads i min anmeldelse af Pablo Llambías' sonetsamling Monte Lema i WA i dag til at skrive om den (for let forhøjet pris) medfølgende cd, som jeg ellers gerne ville sige noget godt om, fordi cd-formatering for en gangs skyld gør en markant og positiv forskel: Llambías og den versatile duo Wazzabi giver hver sonet sin egen stemme og musik/lyd som en yderligere (og i mine øjne nødvendig) formalisering og forklædning/forvrængning af dagbogsstoffet, der til forskel fra sonetformens faste gitter hele tiden changerer, mellem, hvad Pablo-stemmen angår, først og fremmest (forskellige former for) mørk recitation og lys sang (ligesom Llambás' 10 år gamle, excentriske liv-numre med breve til rejsebureau og kommune, som også blev både reciteret og sunget), med flere fine og sjove undtagelser, 1 sonet læses som Lars Skinnebach med skingert tryk på sidsteordet, 1 anden skriges punk-agtigt ("Hele min krop skriger efter nærkontakt" selvfølgelig); på en kuriøs måde får mange af de privat-sonetter, jeg i anmeldelsen stempler som kedelige, (ej uhumoristisk) liv og karakter (der er så også væsentlig færre sonetter på cd'en som sådan, det betyder også noget!), især er de sungne teksters - hvad skal man kalde det? - arie-isering (i kontrast-spillet med recitationerne) højst effektiv; ud i en en slags sørgmunter hyper-inderlighed.

Virums sekundære og tertiære etc. repræsentation i litteraturhistorien

Det talstærke publikum ved mit foredrag i går i Virum Kirke belærte mig om, at der er mere litterært end som så ved og om Virum (jeg opdagede selv, at der ligger en lille, hyggelig boghandel, Virum Boghandel, på Virum Torv, hvor jeg for 30 kr. købte et nyt eksemplar af palindrom-tegneserien om Krister; det gamle er forsvundet (sammen med anmeldelsen) på redaktørens kontor):

Tom Kristensen boede en overgang (der ved gud ikke var hans bedste tid, jf. Jens Andersens smudsbiografi) i Virum, Soya boede i Virum, da han skrev Sytten, Bent William Rasmusen har skrevet romanen Til venstre for Virum, og udover L-digtet i abc'en har Halfdan for søren også skrevet tosseriet "Noget om mistænksomhed" - undskyld Virum, hvor solen skinnede smukt i går!:

Himlen er lukket med døre af silende regn.
Tordenen hamrer i rummet, så luften slår gnister.
Nede på torvet i Virum står to kommunister
bag en markise bemalet med sælsomme tegn.

Damen i brugsen er angst krøbet om bag en karm.
Regnen slår ind over torvet som vand fra en sluse.
To kommunister med briller og rødternet bluse
truer ad lynildens flammen og tordenens larm.

Så er der stille et lille sekund eller to.
Himmel og jord står i eet over brugsens markise.
To kommunister går over den regnvåde flise,
åbner butiksdøren, siger med tilkæmpet ro:

To kilo melis, et løg og en Hof eller Stjerne.
Fem pund kartofler med skræl og et fødselsdagskort!
To kommunister betaler og skynder sig bort.
Regnen er stilnet, det tordner et sted i det fjerne.

torsdag den 13. oktober 2011

Virums primære repræsentation i dansk litteraturhistorie

(ud over diverse nydeligt nyrealistiske noveller af Anders Bodelsen givetvis)

L
(lidt uretfærdigt når det nu er nonsens-egennavnet Lirum, der er genereret af det virkelige bynavn Virum, som til gengæld er overordnet både Farum og Nærum og Smørum)

i Halfdans ABC:

Lirum i Virum
og Larum i Farum
tog fra Nærum
med fru Lærum
for at købe smør
i Smørum.

Vi brækker dansk ned - jeg tager Malk med til Virum

I eftermiddag skal jeg tale om Humoristisk Avantgarde i Virum Kirke, og selvfølgelig lader jeg det hele kulminere i Malk De Koijns Toback to the Fromtime, som jeg, da den kom på gaden, forgæves ledte efter tekster fra, men rimeligt nok, at DE utrolige og urolige sprogligheder tager tid at dechifrere, nu er (tilnærmelser til dem) alle ude på nettet (jeg husker, da jeg i forbindelse med Maarum-prisen, for 12 år siden, første gang skulle finde Malk-tekst, og transskriptionerne af Smash Hit in Aberdeen var markeret med procent i forhold til det aflyttede: 96 % forhåbentlig genkendt ordlyd; senere, da jeg skulle samle antologien Poesi dér, sendte Tue Track mig de officielle tekstark omsider), her det fantastiske indledningsnummer "Nalk", der starter ud med næsten regelrette limericker sørme og runder nursery rhyme- og Alice-helten Humpty Dumpty - som direkte links til den store Nonsens-historie - før drengene går uhjælpeligt Malksk grassat (med visse dramatiske formørkninger: "jeg har set en mand spise sit eget hovede"):

Der var engang en mand fra Peru
han faldte i søvn i sin Renault
han drømte om Venus
og trak i sin penus
og vågnede op med creme i sin klo

Malks toback
Malks toback

Der var en grim ælling
der svømmed i mos
blev slikket op af en bukkedibrus
Store Klaus Kludder han så det yo
trak Lille Klaus frem og koldstartede det show!

Malks toback
(allesammen sige) Malks toback

Klumpe Dumpe sad på en mur
bygget helt af sten
Byggemand Bob hoppede hjem fra job
og rullede sig en lille en
Kylle og Pylle, helt syge med det gylle,
stak næbet ind for at suge
de væltede ind i vandsengen sammen med Bob
og Postmand Pers' frue

Malks toback
Malks toback

Tre sprænghoveder på et missil
med et navn, der ringer klokker som en isbil
og en sound, der trækker tråde fra en ståltrøje
holder blikket skarp rettet med et ståløje
det er ikke nogen joke og være rockstar
du kommer ikke langt ved at spytte 16 bar
eller stjæle 16 marsbar fra din fars bar
spørg dig selv om du egentlig er klar

Jeg har trykket en hånd af diamant
har slået mit hovede mod en bordkant
har formået at græde en flod
jeg har set en mand spise sit eget hovede

og jeg troede at penge kunne være en lykkebringer
hvis jeg bare lavede nogle flere, så kunne jeg løbe længere
har været broke
har været træt af rap
har været væk, men nu er MALK TOBACK ja, Tue Track!
YA YA YA YA YA

Står nede i parken med et funky beat
klapper i takt, hvorfor?
for jeg er hardcore, hip hop
er ikke noget du æder
det er noget du læser
det er noget du samler på

Westside
det er landet hvor det kommer fra
hip hop er tudsen inde i puklen på en dromedar
hip hop er håndbold, hurtigmad, cannabis
køligt som et kurbad i Stevns
nu er vi tilbage som nogle fortidslevn
der er intet pres på det vi laver
for vi bor på en ø
der er langt derud, du har brug for en skude der holder vand
hvordan dan dan dadan!
kan vi stadig sparke lortet op som perserkatte i sand
men yes yes, blir enhver gangster blæst væk
vi har en simpel formular: Vi koger et æg, og smækker salt på, honeymås
vip til beatet, flip til beatet, tip til beatet
vi er stadig topseated i Seattle Hanks
det er derfor vi ruller ind på klubben i tanks.

Du vil gerne se mig nøgen
nøgen som en filosof
splitterravende uden to kilo stof
som en statue, støvet og hvid og lavet af gips
så den ikke kan sige en skid
Ikke en chance
gi den tanke en pause
og gør dig klar til en stående applaus
for jeg er ikke død endnu
jeg var bare træt
af at høre rap der var tørt som pap

Som gamle damers duebrød foran en bænk
på et eller andet torv som du selv kan tænke
som ingen duer gider æde
det er fandme synd
om så det kræ
ender med at være tyndt
som en lang gul orm
der i haven er gemt væk
under en sten
under et dæk
det er så tyndt
tyndt som en sur te
der ligger nede i bunden af en babys ble
og derfor har jeg tøj på og sætter fort
og giver dig et styk af det funky sport!

Vi brækker dansk ned, freakin nice
krystalklare gloser der er hukket i ice
snittet ud i pinde der er dyppet i bajs
tag et sug på malks tobak for vi er de tjekkede guys

onsdag den 12. oktober 2011

Bogtyven Patti

Det nye nummer af New Yorker har (uden forklaring) et tyveritema, "Sticky Fingers", hvor bl.a. Jonathan Lethem og Miranda July (totalt prof butikstyv) og her Patti Smith fortæller om deres personlige oplevelser med at stjæle; 10-årige Patti har forelsket sig i et leksikonbind i det lokale supermarked:

I knew I had to leave, but I couldn't bear to part with the book. Impulsively I put it inside my shirt ans zipped up my plaid windbreaker. I was a tall, skinny kid, and I'm certain every contour of the book was conpsicious.
  I strollede the aisles for several more minutes, then went thorough the checkout, paid my dollar, swiftly bagged the three items, and headed home with my heart pounding.
  Suddenly I felt a heavy tap on my shoulder and turned to find the biggest man I had ever seen. He was the store detective, and he asked me to hand it over. I just stood in silence. "We know you stole something - you will have to be searched." Horrified, I slid the heavy book out form the bottom of my shirt.
  He looked at it quizzically. "This is what you stole, an encyclopedia?"
  "Yes," I whispered, trembling.

Og så får I ikke mere, men jeg røber gerne, at historien ender godt. Jeg ved ikke om jeg er klar til at fortælle om min egne beskedne, nervepirrende bogtyverier, da jeg var purung; blev det egentlig til mere end en Strunge-digtsamling og en Vibeke Grønfeldt-roman i Magasin? Men så var der selvfølgelig prismærke-manipulationerne (det var før stregkoder) ...

Spøgelsesmail netop modtaget

- efter flere omgange rundt om jorden og længerevarende ophold i træer og buske og 1 venskab i mellemtiden forpurret:

=======================================
Følg linket nedenfor for at oprette en profil på Facebook.
http://www.facebook.com/r.php?re=ef664f7b58a67442879e289f7cb45341&mid=4fe84cbG40046614G0G46
=======================================

Hej

Følgende person inviterede dig til at blive venner på Facebook:

Helle Helle (Invite sent: Jan 5, 2008)


Andre personer som har inviteret dig til at blive medlem af Facebook:

Katrine Marie Guldager (Invite sent: Feb 14, 2008)


Facebook er et godt sted til at holde forbindelsen med dine venner, slå billeder og
videoer op og oprette begivenheder. Men først skal du blive medlem! Opret en profil
i dag, og få forbindelse med folk, du kender.

Tak,
Facebook-teamet

Følg linket nedenfor for at oprette en profil på Facebook.
http://www.facebook.com/r.php?re=ef664f7b58a67442879e289f7cb45341&mid=4fe84cbG40046614G0G46

=======================================
Beskeden er sendt til mk22547@get2net.dk. Hvis du ikke vil modtage disse e-mails fra
Facebook fremover, skal du følge nedenstående link for at foretage afmelding.
http://www.facebook.com/o.php?k=03287c&u=1074030100&mid=4fe84cbG40046614G0G46
Facebook, Inc. P.O. Box 10005, Palo Alto, CA 94303

Jeg kan godt skrive og binde snørebånd samtidig

morgentvangssjov
sjovmorgentvang
tvangsmorgensjov
morgensjovtvang
sjovtvangsmorgen
tvangssjovmorgen

tirsdag den 11. oktober 2011

Jeg - en spagatfugl

I artiklen om debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat i Vejle Amts Folkeblad bliver jeg kaldt for en spagatfugl:

Spagatfuglen og skribenten Lars Bukdahl motiverede sjovt Danmarks største debutantpris.

En smuk, bevidst eller ubevidst, jacistisk forvridning af det gamle ord Spinatfugl for avisernes anmeldere og kulturmedarbejdere.

Selvom jeg reelt vel snarere er en springopfugl!?

Sonetvæddeløb

Inden jeg anmelder Pablo Llambías' kæmpestore sonetsamling, Monte Lema, bliver jeg nødt til lige at få noget støj af vejen, som er den sjældne overlapning mellem værket, man skal anmelde, og ens eget kunstneriske (mere eller mindre, det er det meget penible!, offentliggjorte) praksis; jeg har selv i to omgange her på bloggen skrevet det, jeg (i første omgang) kaldte engangssonetter, fra rejser til Firenze og London, mine sonetter er tyndere og ordfattigere (og mindre næsten-korrekte, i format og linjelængdel) end Pablos, men ideen er vistnok den samme (og parallelt, som bemærket af Martin Glaz Serup om Pablo, med haikuen hos Klaus Høeck)  sonetten som emballage fra det poetiske supermarked at proppe oplevelser og tanker og (det gør vi begge to) afskrevet tekst ned i; jeg abonnerer også, både på bloggen og i mit forbandede work in no progress, Brian-Færgen læk, på tvangs-systemer (der SKAL skrives, på denne måde, på dette tidspunkt, i (det er så bare mig!) dette tidsinterval) og (simuleret!?) direkte hverdags-transmission, til gengæld er jeg IKKE med på Pablos nøgent patetiske, anti-litterære ambition om at lade det hele (hvad det så er) hænge ud til (meget helst) beskæmmende og provokerende skue, hvilket, kan man godt høre, jeg har mine kritiske reservationer overfor, som selvfølgelig er lettere mistænkelige, når det akkurat er en hovedforskel på vores på andre ledder broderlige projekter, jeg slår ned på, hvis jeg gør det, jeg har ikke skrevet anmeldelsen endnu, og er stadig i syv sind om, hvad jeg faktisk smagsfordømmende mener, og bl.a. pga. broderligheden, og nu skriver redaktøren, at hvis jeg vil have anmeldelsen på denne uge, hvilket NB ikke er det samme som et løfte!, så skal den kun være på 500 ord, og det vil jeg gerne, have den på denne uge altså, men det ved jeg virkelig ikke, om jeg kan, få den ned på 500 ord altså, bl.a. pga. !!!!!!!!!!!????????

BREAKING NEWS 12:40: 550 ord går også, så er der plads til 5½ af mine syv sind!

mandag den 10. oktober 2011

Blogdahl (uretmæssigt små-disset) i litteraturhistorien (TILLYKKE ANNE-MARIE!)

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai, sammen med mig medlem af juryen for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, kunne ikke være med til prisoverækkelsen på Kolding Bibliotek i fredags (og holde sin halvdel af talen), fordi hun i Odense fuldt fortjent modtog sin egen pris, Forskningsformidlerprisen (hendes tredje formidlingspris, mindst), vildt meget tillykke med den, Anne Marie!

Og tak for tredje bind af hendes dejligt nytænkende, stedspecifikke litteraturhistorie, Hvor litteraturen finder sted, der situerer litteraturen i de "Moderne tider 1900-2010" til Bladhuset, Metropolen og Internettet. Jeg har foreløbig kun læst afsnittet om internettet, der giver et fint, nysgerrigt og kritisk overblik over "Den store boghylde", "Steder for perioder, genrer og forfatterskaber", "Litteratur på YouTube", "Litteratur til nettet" og "Litterære blogs og tidsskrifter" [lige en korrektion: litlive har ligget død i 2-3 år]. I afsnittet om blogs særomtales, hvilket er skarpt udvalgt, Pia Juuls (ret slumrende), Thomas Krogsbøls, Olga Ravns og Martin Glaz Serups blogs OG BLOGDAHL! Jeg kan ikke lade være med at citere ekstensivt, også fordi jeg gerne MED TAL vil tilbagevise den diskret, men klart markerede skepsis, for ikke at sige patroniseren (samtidig med at jeg selvfølgelig er pavestolt over, at Blogdahl hermed officielt (forlaget er Gyldendal!) er meldt ind i litteraturhistorien!):

En blogs succes handler ikke blot om indholdet, men om styrken af forfatterikonet og mediekonvergensen. Lars Bukdahl kombinerer sine anmeldelser i Weekendavisen med bloggen Blogdahl, som man kan finde frem til via Weekendavisen [næh, man kan forlængst ej]. Bukdahls blog har såvel digte, readymades og litterære stykker som essays, anmeldelser, debatindlæg og reklamer for sin forfatters offentlige optræden. Bloggen tæller 76 faste læsere [lige nu 148], men kun få benytter sig af muligheden for indlæg [hvor mange er få ...? hver eneste uge kommenterer folk og røvere blogposter]. Mange af Bukdahls tekster er ganske små vers, der måske senere vil blive samlet i en bogudgivelse [bøger er så meget forrige årti] eller blot skal bevare deres status som henkastede indfald  [indkastede henfald]. Selve blogformen synes at passe godt til Bukdahls gemyt[lighed] og hans interesse for rim, remser og konkretdigtning og hans tilknytning til Per Højholts og Peter Laugesens poetik[ker]. En tekst fra 24. november 2010, der holder sig til vokalerne i og e og et enkelt o, lyder:

Diner for en fe
sne in
spe i
en te
ske

I Lars Bukdahls tilfælde formilder søgemaskinerne ham via hans status som kendt skribentnavn og igennem den mediekonvergens som Weekendavisen skaber omkring hans litteraturkritik.
  De litterære blogs, der danner netværker, leder tanken hen på Pierre Bourdieus begreb om litterære felter, der er relativt autonome, og hvor man som skribent og forfatter må tilegne sig bestemte kulturelle koder for at blive en del af feltet. Men begrebet om det litterære felt er kun til en vis grad relevant. Selvom der er kulturel prestige knyttet til at blive linket hos Serup, og selv om Lars Bukdahl fravælger at arbejde med links [sgu da ikke nede i blogposterne, dér er der masser af links!], måske for at understrege sin selvstændighed som kritiker, er autonomien ofte ufrivillig og strider mod den åbne mulighed for en åben debat mellem læsere, kritikere og forfattere, som den litterære blog faktisk rummer.
  Læserne skriver stort set ikke indlæg på Bukdahls blog [det bliver altså ikke sandere af at blive gentaget, 3 gange], og det er oftest forfatterbloggere, der debatterer på de øvrige blogs. Det lader til, at det er sjældent, at der kommer læserkommentarer og bemærkning fra skribenter, der står udenfor kredsen af forfattere og kritikere [mindst halvdelen af kommentatorer på Blogdahl kender jeg ikke, hvortil kommer alle de anonyme, der udgør ca. halvdelen af alle kommentatorer, som jeg i sagens natur ikke aner, hvem er].

OK! Nogle hårde tal: Lørdag havde Blogdahl 856 sidevisninger, søndag 830, sidevisninger den seneste måned: 19.330 - hvilket skal sammenlignes med, hvor utroligt flot, AMM synes det er, at youtube-videoer med Mette Moestrup og Jens Blendstrup har haft 14.000 og 20.000 visninger, i alt! - visninger siden feburar 2010: 279.966 (Martin Glaz' Kornkammeret fejrede i går sine 300.000 visninger siden 2005, hvilket sgu også er flot). Og så er det bare, at jeg mener, at det er desrespekt for multituden af Blogdahllæsere derude  - JA, DET ER JER, JEG MENER - at reducere dem til litterær klike og inderkreds, de finder sted i deres egen ret, gør I så!

søndag den 9. oktober 2011

I aften står Majse på taget af Fields (og senere på ugen Pia, SUT, Theresa, Ursula, Viggo)

Det RIGTIGE nye litteratur-tv-program er Dagens Digter på DR K, konciperet af Jesper Ravn (manden bag Turbo-remixet m.m.), hvor en digter SIMPELTHEN står foran en mur på taget af Fields (vistnok) og læser uforstyrret op en fem minutters i let, grå dis (reel eller simuleret); jeg så i går aftes Lars Skinnebach, dansk poesis heftigste lydanlæg siden Jørgen Sonne, gå formidabelt og tjekket amok på teksten "Roman" fra Enhver betydning er også en mislyd, og i aften er selveste Majse Aymo-Boot på, klokken 19:55 og klokken 01:55, det bliver STOR smalhed! På dette link burde man kunne se de foregående (og visse af de kommende? jeg kan ikke helt overskue det) oktoberdages digtere (i alt 13 stk. er filmet), Wiinblad, Nordbrandt, Leth, Thorup, Rifbjerg, jeg kan bare ikke få det til at virke, men det kan I sikkert sagtens!

NU MANDAG ER LINKET HER, OG NU VIRKER DET (SÅ GODT SOM) (FOR MIG!)

(men Rifbjerg skal hele tiden trækkes op igen, som en gammel Ford T!)

(og hey, Kirsten Thorup læser "Gå ikke over sporet"!)

(Og yay, Pia Juul, der var på mandag, læser "Roman"!) 

(og onsdag er så sandelig SUT på og torsdag er unge Theresa Salamonsen på og fredag er utrolige Ursula Andkjær på og lørdag er Sir Viggo Madsen på, lige præcis litteraturfjernsyn!)

lørdag den 8. oktober 2011

J. Leth genskriver M. Jackson

I Jørgen Leths nye, meget strenge og sjove digtsamling Hvad er det nu det hedder?, der udkommer på mandag og som jeg uretfærdigt nok ikke skal anmelde, læser man pludselig en minimalistisk og af-fornægtende reversionering af Michael Jacksons "Billie Jean" (She Was More Like A Beauty Queen From A Movie Scene/ I Said Don't Mind, But What Do You Mean I Am The One/ Who Will Dance On The Floor In The Round/ She Said I Am The One Who Will Dance On The Floor In The Round// She Told Me Her Name Was Billie Jean, As She Caused A Scene/ Then Every Head Turned With Eyes That Dreamed Of Being The One/ Who Will Dance On The Floor In The Round// People Always Told Me Be Careful Of What You Do/ And Don't Go Around Breaking Young Girls' Hearts/ And Mother Always Told Me Be Careful Of Who You Love/ And Be Careful Of What You Do 'Cause The Lie Becomes The Truth// Billie Jean Is Not My Lover/ She's Just A Girl Who Claims That I Am The One/ But The Kid Is Not My Son/ She Says I Am The One, But The Kid Is Not My Son// For Forty Days And Forty Nights/ The Law was on her Side/ But Who Can Stand When She's In Demand/ Her Schemes And Plans/ 'Cause We Danced On The Floor In The Round/ So Take My Strong Advice, Just Remember To Always Think Twice/ Do think Twice// She Told My Baby We'd Danced 'Till Three/ Then She Looked At Me/ She Showed A Photo Of A Baby Crying/ His Eyes Looked Like Mine/ Go On Dance On The Floor In The Round, Baby// People Always Told Me Be Careful Of What You Do/ And Don't Go Around Breaking Young Girls' Hearts/ She Came And Stood Right By Me/ Then The Smell Of Sweet Perfume/ This Happened Much Too Soon/ She Called Me To Her Room/ Billie Jean Is Not My Lover/ She's Just A Girl Who Claims That I Am The One/ But The Kid Is Not My Son/ Billie Jean Is Not My Lover/ She's Just A Girl Who Claims That I Am The One/ But The Kid Is Not My Son):

NY BLANK SIDE/ FAR TIL ET BARN

Far til et barn
jeg ikke er far til
Han ligner mig
Det siger de alle
og det siger jeg selv
Han har krøllet hår
og rundt hoved
og mit smil

De siger han er sød
Det syens jeg også

Han har mørk hud
som sin mor
Hun er meget smuk
og hun siger til mig
at han er min søn
Så jeg er måske far
til et barn
jeg ikke er far til

Forsinkede verdensnyheder fra i torsdags

JENS B HAR BARBERET SIG OMSIDER!

JEG HAR SKÅRET MIG PÅ EN ANANAS!

(men stadig aktuelle: så hurtigt vokser Jens' skæg ikke, selvom guderne skal vide, at det har fart på, og såret lyser rødt på min hånd; hvor er der en enhjørning, der vil slikke det?)

Fortsættelser forlængst

I gårs modtagere af dobbelt-debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, Amalie Smith og Hanne Højgaard Viemose, er hinsides lovende allerede videre:

På Amalie Smiths hjemmeside kan man se og høre hendes nye, hårdt flimrende og melankolske video "Mothballing" om at hænge maskiner og følelser og krystaller til tørre.

Og i Forfatterskolens afgangsantologi 2011, der udkommer om et par uger, fortsætter Hanne Viemose på højst overrumplende vis fortællingen om Hannhah, hovedpersonen (og alter egoet!?) i debutromanen af samme navn; jeg skal ikke afsløre første linjes chok-info, men nøjes med at røbe, at teksten udspiller sig i Korea og citere dette lille, muntre stykke:

Omoni er selvfølgelig ved at blive gammel. Hvis man kan sige, at 70 år er gammel, men det behøves det overhovedet ikke være, slet ikke i Korea, hvor det vrimler med tandløse kællinger, der har levet af ginsengrødder fra bjergene og tydeligt husker, dengang japanerne indtog Korea under Den Russisk-Japanske Krig i 1905. de har samlet rødder og plantet ris og plukket kål i mere end hundrede år, og deres overkroppe peger vandret ud i luften, når de går, eller sidder eller står med hænderne fast om håndtaget på den stok, der er blevet deres krops tredje ben.
  Jeg ser ingen grund til, at omoni ikke skulle kunne blive lige så gammel som dem, hun med alle sine rødder og safter og supper, hun havde helt klart et talent på det område, det var noget jeg lagde mærke til.
  Kyung Sik sagde bare, at sådan er Korean Mother, men det passede ikke, omoni var ikke hvilken som helst Korean Mother, der kom folk fra helt andre dele af byen for at tale med hende, for at blive trykket under fødderne, få sat nåle i og få en eller anden flaske eller krukke med sig hjem.
  Selv omonis mudang, shamanen, som ellers ikke viste respekt var usædvanlig godmodig mod omoni, kaldte hende chingu, der nærmest betyder ven.

Fortsæt med at fortsætte, prisvindere!

Bananlaboratoriet flyver (TILLYKKE AMALIE OG HANNE!)!

Ved tildelingen af Danmarks største Debutantpris. Munch-Christensen Kulturlegat på 2 x 50.000 kr. til Amalie Smith og Hanne Højgaard Viemose for bøgerne De næste 5000 dage og Hannah på Vejle Bibliotek fredag 7. oktober, 2011

Min opgave i denne dobbelte pristale ligner betænkeligt meget de opgaver i dansk stil, som i hvert fald jeg hadede af et godt hjerte i folkeskole og gymnasium: Sammenlign tekst X med tekst Y. Hvilket nemlig kan oversættes til: Prøv at regne ud, hvorfor opgavekommissionen har sammenstillet tekst X og tekst Y.
  Bortset fra, at jeg i dette tilfælde selv er medlem af opgavekommissionen og derfor udmærket ved, at den eneste grund til, at Hanne Højgaard Viemoses autofiktive roman Hannah her sammenstilles med Amalie Smiths genreløse hybrid De næste 5000 dage, er den simple, at de i øjnene på opgavekommissionen, dvs. juryen for Munch-Kristensens Kulturlegat, fremstår som de to skidebedste debutbøger, der udkom i Danmark fra august 2010 til august 2011.
  Men at der ingen god grund er til at sammenligne de to bøger, er en rigtig god grund til at gøre det, synes jeg. Enten ligner de slet ikke hinanden, og det sender et godt budskab om talentfuldheds diversitet, eller også ligner de hinanden lidt eller meget, og så kommer der lidt eller meget sammenhæng i min tale, og det har en tale rigtig godt af.
  Intetsigende ligheder, som jeg ikke vil gøre mere ud af, er det, at begge forfattere har gået på Forfatterskolen, og at begge bøger er udkommet på Gyldendal, men god reklame er det unægteligt, for både Forfatterskolen og Gyldendal, tillykke til dem også!
  En helt konkret, (anti-)bogstavelig lighed er det, at både Amalie Smith og Hanne Viemose streger ord over.
  Viemose gør det på forsiden af sin bog, hvor bogen beskrives som ”en historie” om, og så er fire otte pædagogiske ord om tematik, ”en ung kvinde som flygter (…) finder sig selv”, overstreget til fordel for den grovkornede teaser ”sex, vold og bananer.”
  I femte sektion af Smiths bog, ”Alle døre åbne”, der består af (tekster der ligner) digte, er hver eneste side spækket med overstregninger af alternative og supplerende formuleringer. Fx digtet på side 80, der starter så klassisk smukt: ”Jeg forsøgte at trække/ sommerens lethed/ med ind i efteråret” og fortsætter med tre endnu mere højstemte linjer, som digteren har valgt at overstrege: ”Sådan en tung sommer,/ når alt kommer til alt: et plateau/ af tunge forelskelser.” Et darling-drab af format!
   Begge overstregninger læser jeg som lige så blufærdige som aggressive fortrydelses-markører, fortrydelse af alt for traditionel litteraturfortolkning og -forskønnelse. Men det er vigtigt, at understrege, at det er overstregninger og ikke udstregninger og slet ikke sletninger. De fortrudte ord og linjer kan og skal stadig tydes, som en slags spøgelses-tekst i teksten, eller fata-morgana-tekst: afvist, men for evigt svævende betydningspotentiale.
  Jeg vil gerne blæse denne spøjse lighed op til et større nummer om kampen mellem toughness og følsomhed i de to bøger. Som hele tiden vindes af toughnessen, fordi den er toughere simpelthen og sjovere og energiskere og kvikkere og NYERE end følsomheden, som så alligevel hele tiden får lov at give sit neddyssede, overstregede besyv med.
  Tag nu backpacker-jeget Anne eller Hannah hos Viemose, der rastløst og fandenivoldsk jager fra Frederikshavn til alperne og videre til Australiens knaldrøde outback, hvor hun drikker og horer og bander og bananplukker bedre end noget mandfolk, både fordi hun har talentet til det, om jeg så må sige, men også i en flugt fra den stereotype kønsidentitet i hjemstavnen og som et slags toughness-karneval, hvor der gives gas på alle kanaler. Men så er der også de små, små glimt af dels fortrykt, jysk barndom og dels ægte ømhed i samværet med hårdføre og vildfarne sjæle i ødemarken og særligt to kvinder, en sort og en hvid.
  Og tag jeget uden navn hos Smith, som insisterer på at gruble finurligt og for alvor over tid og rum, mens hun holder kæresten i hånden, og på at kæresten (og læseren) skal høre efter og tage stilling til hendes grublen, og som idoliserer lysforskeren Lene Hau og forholder sig hårdkogt og humørsygt til kissemisseriet, grænsende til det vrængende. Men så pludselig er der venstresiderne i sektionen ”Stalkerprotokol” med fotos af digteren, der viljestærkt spiser noget så purt som en påskelilje, og små tekster, der helt nøgent og nøgternt beretter om støde på og overvåge et vist du - mens højreside-jeget anderledes frejdigt flanerer omkring og råber op.
  Jeg plæderer ikke for, at følsomheden er sandere eller dybere end toughnessen, og jeg synes, det er totalt i orden, også i forhold til de sædvanlige, litterære kønsroller, at toughnessen cool og flintrende dominerer; jeg vil bare gerne fremhæve åbenheden i attituden, den brænder ikke broer af, den nøjes med at lægge tegnstifter ud – og plante smågiftige påskeliljer, hvilket ikke gør dem ufremkommelige, broerne, bare uforudsigelige, for ikke at sige eventyrlige.
  Og for faktisk at sige læseværdige! Bag på Hannah står der meget rigtigt, at bogen ikke er ”særlig svært at læse eller forstå, men heller ikke alt for simpel”. Smith udtaler i et interview med Information, og hun har også fuldstændig ret, at det bare handler om ”at være i teksten ved at læse den. For der bliver sat tanker i gang når man gennemgår andres ord.”
  Forskellen er, at Hanne Højgaard Viemoses Hannah er en målrettet, ligefrem rejserapport, mens Amalie Smiths De næste 5000 dage er et intrikat, eksperimentalt notat-katalog, men den forskel er ikke vigtig, når ligheden er, at begge splinternye forfattere taler med deres helt egen, rige, aldrig-før-hørte stemme(sværm), selv og ikke mindst, når de slår sig selv for munden. Tillykke til os med dem.

fredag den 7. oktober 2011

BG / Danske Banks Litteraturpris 2003-2011, hvil i uro - og skam

Politiken meddeler, at Danske Bank stopper deres litteratur-sponsorat, inkl. Danske Banks Litteraturpris på 200.000. "Fremover vil Danske Bank sætte flere af sine sponsorkroner af til [dels at være ny hovedsponsor for DBU og dels] mere lokale kulturarrangementer. Det er typen Danske Sommerballet og koncerter med kunstnere som Tina Dickow og Steffen Brandt.", Suk, suk og fuck de kapitalistsvin!  Guderne skal vide, at jeg har været irriteret på den pris og dens markerede "brede" mainstream-fokus, som var en medvirkende årsag til oprettelsen i 2004 af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, der aldrig, aldrig, aldrig stopper! Men det er altid, altid, altid sørgeligt, når der bliver færre penge til litteraturen, og faktisk har jo nogle rigtig fremragende forfattere fået prisen, Kirsten Thorup 2005, Ida Jessen 2006,  Kirsten Hammann 2008, Pia Juul (PIA JUUL!) 2009, og nogle lige så fremragende blevet nomineret (og fra 2005 fået 50.000 kr. for det), bl.a. Helle Helle, Janina Katz, Jens Smærup og Juliane (god hver anden/tredje gang, men VILD digtsamling næste gang) Preisler.  Skriver jeg på vej til Vejle Bibliotek for (klokken 15.00 - vel mødt!) at uddele den dobbelte debutantpris på klækkelige 2 x 50.000, som besværligt hedder Bodil og Jørgen Munch Christensens Kulturpris, opkaldt efter Vejles gamle, legendariske boghandler og hans hustru, der har testamenteret pengene, for dette er ingen lunken Bank-grille, ligesom Beten er den pris for evigt og evigt og evigt.

2 xtra-anbefalinger (og 2 lette udvidelser)

der ikke nåede med på Kritikerlisten i denne fredags WA Bøger:

Janina Katz: Skrevet på polsk. 52 sider. Rosinante

I hemmelighed har Janina Katz skrevet digte på polsk, nu har hun lykkeligvis afsløret dem, men på dansk jo, og de ligner til forveksling lutter fremragende, kritisk kloge Katz-digte, men hvad nu hvis der alligevel er en polsk ekstra-dirren, vi ikke får med!?

Henning Mortensen: Slottet ved Det Liguriske Hav. 168 sider. Gyldendal

Information syntes dette andet, intrikat sydende bind Mortensens nye noir-serie er søvndyssende selvfedt, mens Politiken og WA erklærer sig effektivt og elegant forført af tidl. embedsmands Victor Seemanns blidt blodige bekendelser, stol på dem! 

- og let udvidede versioner af de to, der nåede med (DEN ENE ER SÆRLIG AKTUEL I DAG ! ... ! ... !)

Hanne Højgaard Viemose: Hannah. 186 sider. Gyldendal

Sjældent at en dansk debutroman har hovedroller til krokokdiller og monstrøse tudser. Men sådan en debutroman er Hannah: "deres gift var stærk nok til at dræbe en hund, de kunne spytte en meter frem for sig." Aggressivt springsk kortlægger den et råt stykke virkelighed: Ungdomsliv på australsk bananplantage. Årets debutantværk?

(som dog debutværket nedenfor, udkommet efter ovenstående var skrevet (til i virkeligheden septembers Kritikerliste, ligesom Katz (ja, særdeles komplekst!), også kan konkurrere om at være/blive)

Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. 96 sider, Gyldendal

”Meget tidligt i mit liv var det for sent.” Sådan lyder en af de første sætninger i Bjørn Rasmussens TNT-talentfulde debutbog, og at det ikke nogen resigneret sætning, men snarere en krigserklæring, mod hjemstavnen Lemming, kønsidentitet med meget mere, beviser resten af den for alvor og ret meget sjov totalkrigeriske skrift.

torsdag den 6. oktober 2011

Jeg har købt en understregning af Sven Dalsgaard

Meget omhyggeligt har han på et lærred oplimet tre spalter med sider fra (2 forskellige steder, men placeret på kryds og tværs, i) Biblen, så linjerne står LIGE ud for hinanden, og der ingen tomme pladser er, og med alle forekomster af ordene 'jeg' og 'er' understreget; titlen/instruktionen, noteret bagpå lærredet med Dalsgaards karakteristiske, kantede skrift lyder følgelig: "UNDERSTREGNING/ JEG ER/ AT LÆSE FRA VENSTRE TIL HØJRE". Det er eksistentiel kunst, sådan en som jeg kan forstå og påskønne - og, heldigvis, betale:

TRANSTRÖMER! (Citat: Pia Juul på FB)

Det er så (meget) i orden:

Vi måsta leva
med det finstilta gräset
och källarskrattet.

- oversat af Peter Nielsen:

Vi må leve
med det småtskrevne græs
og kælderlatteren

Torsdag er en vandpyt på højkant

Det regner 100 % regnagtig regn, og jeg skriver dobbeltløbet pristale og spiser Petit Ecolier-chokoladekiks, de eneste, der duer, og hører Brian Enos fint enerverende Here Come the Warm Jets (begge dele, kiks og Eno, købt på samme lille, hurtige ekspedition ud i regnen for tyve minutter siden) og drikker mælk og overspringer konstant ud på nettet og tilbagespringer straks igen, og Jens står på Vejen Gymnasium og underholder (og jeg kan lige så tydeligt høre ekkoet af de hårde latterkaskader), men vi skal mødes senere ude i regnen, der bliver værre og værre i sin regnagtighed, og så har jeg bare at være færdig med dobbelttalen, og jeg synes, alt, jeg skriver, lyder som et falsk genfærds dårlige parodi, og det skal lige passe, at jeg om 12 minutter IKKE får Nobelprisen i litteratur, og hvor er du lige nu?

onsdag den 5. oktober 2011

J-E-A-N

Triptykon i anledning af uddelingen af Albertine-Prisen til René Jean Jensen 5. oktober, 2011 på Forfatterskolen

Motto af Jean Paul (muligvis eneste tyskskrivende digter, der hedder Jean):
Jeder Mensch glaubt, er sei unter allen der wichtigste, der beste; aber nur der Narr und der Dummkopf haben den Mut, es zu sagen.

1. JEAN DE FRANCE af Ludvig Holberg (hidtil navnkundigste Jean i dansk litteratur) – 3. scene, 1. akt

JEAN : La la la la la la. Nu kommer jeg ikke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærte sidst af Monsieur Blondis; pardi, det er en grand malleur. Mais voilá mon père et mon Sviger-Père; bon matin, Messieurs ! comment vive ma chere Isabelle?

JERONIMUS : Hør, min god Hans Frandsen! Jeg er fød i Christen Bernikovs Stræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg hedder Jeronimus Christophersen og min Datter Elsebeth med Gud og Æren.

JEAN: Det er alt det samme, mon cher Sviger-Papa: Elsebet, Isabelle eller Belle; alene det sidste er det meer fornemme.

JERONIMUS: Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hundenavn. Vil I ikke kalde os ved vore Christne-Navne, kan I see Jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider ikke saadanne nye Allamoder, forstaar mig heller ikke paa saadan høitraven Parlering.

JEAN: Pardonnez moi! Mon cher Sviger-Papa! Man siger aldrig nye Allamoder (…) c’est ne pas bon Parisisk, c’est Bas-Breton, pardi, La la la la. Dette er det nyeste Menuet, composé par le Sieur Blondis. Pardi, det er en habile homme, le plus grand Dantze-maitre en Europa. Hedder ikke Dantze-Maitre paa Dansk ogsaa Dantze-Maitre ? Jeg oublieret ganske mit Dansk dans Paris.

JERONIMUS: Det er Skade, at I har ikke glemt hvert Bogstav; thi nu kan hverken Dansk eller Fransk forstaa Jer. Havde I biet 14 Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt Jer Navn.

JEAN: No ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg hedder Jean de France, non pardi non.

FRANDS; Jean de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen på Dansk? Det Sprog maa være mere rigt end vores.

JERONIMUS: Det var bedre, i Steden for at spørge mig om Saadant, at I gav Eders Søn et par Ørefigen paa hans Pandebrask.

JEAN: Messieurs! Je demande pardon, jeg maa gaae ; vi Parisiens kan ikke være længe paa eet Steds. La la la la la la. Jeg maa hen og see mig lidt om á la Greve. Adieu si long!

[Gaaer ud.]

2. Jean vs. Jean, en navneremse

Jean-Luc Godard

Jean Harlow

Wyclef Jean

Jean M. Auel

Jean Baudrillard

Jean Seberg

Jean Renoir

Jean Rhys

Jean Sibelius

Jean Smart

Jean-Paul Sartre

Jean Stapleton

Jean Racine

Jean Shrimpton

Jean Cocteau

Jean Simmons

Jean Genet

Jean Genie

3. H.C.. Andersens eventyr HJERTESORG oversat til engelsk af Jean Hersholt (1886-1956, dansk skuespiller i Hollywood, der  oversatte samtlige HCA’s eventyr)

HEARTBREAK

The story we have for you here is really divided into two parts. The first part could be omitted, but it gives us some preliminary information which is useful.
  We were staying at a manor house in the country, and it happened that the owner was absent for a day or so. Meanwhile a lady with a pug dog arrived from the next town; come, she explained, to dispose of the shares in her tannery. She had her certificates with her, and we advised her to seal them in an envelope and to write on it the address of the proprietor of the estate, "General War Commissary, Knight," etc.
  She listened to us, took up the pen, then hesitated, and begged us to repeat the address slowly. We complied and she wrote, but in the middle of the "General War--" she stopped, sighed, and said, "I'm only a woman!" While she wrote, she had placed her Puggie on the floor, and he was growling, for the dog had come with her for pleasure and health's sake, and a visitor shouldn't be placed on the floor. He was characterized outwardly by a snub nose and a fleshy back.
  "He doesn't bite," said the woman. "He hasn't any teeth. He's like one of the family, faithful and grouchy; but the latter is the fault of my grandchildren for teasing him. They play wedding, and want to make him the bridesmaid, and that's too strenuous for the poor old fellow."
  Then she delivered her certificates and took Puggie up in her arms. And that's the first part of the story, which could have been omitted.
  Puggie died! That's the second part.
  About a week later we arrived in the town and put up at the inn. Our windows looked out into the tannery yard, which was divided into two parts by a wooden fence; in one section were hides and skin caps, raw and tanned. Here was all the equipment for carrying on a tanning business, and it belonged to the widow. Puggie had died that morning and was to be buried in this section of the yard. The widow's grandchildren (that is, the tanner's widow's, for Puggie had never married) covered the grave-a grave so beautiful it must have been quite pleasant to lie there.
  The grave was bordered with broken flowerpots and strewn over with sand; at its head they had stuck up a small beer bottle with the neck upward, and that wasn't at all symbolic.
  The children danced around the grave, and then the oldest of the boys, a practical youngster of seven, proposed that there should be an exhibition of Puggie's grave for everybody living in the street. The price of admission would be one trouser button; that was something every boy would be sure to have and which he also could give to the little girls. This suggestion was adopted by acclamation.
  And all the children from the street, and even from the little lane behind, came, and each gave a button. Many were seen that afternoon going about with one suspender, but then they had seen Puggie's grave, and that sight was worth it.
  But outside the tannery yard, close to the entrance, stood a ragged little girl, very beautiful, with the prettiest curly hair, and eyes so clear and blue that it was a pleasure to look into them. She didn't say a word, nor did she cry, but every time the gate was opened she looked into the yard as long as she could. She had no button, as she knew very well, so she had to stand sorrowfully outside, until all the others had seen the grave and everyone had left. Then she sat down, put her little brown hands before her eyes, and burst into tears, for she alone hadn't seen Puggie's grave. It was a heartache as great as any grown-up can experience.
  We saw this from above-and seen from above, this, like many of our own and others' griefs could, made us smile! That's the story, and anyone who doesn't understand it can go and buy a share in the widow's tannery.



Jean Hersholt