Sonetvæddeløb

Inden jeg anmelder Pablo Llambías' kæmpestore sonetsamling, Monte Lema, bliver jeg nødt til lige at få noget støj af vejen, som er den sjældne overlapning mellem værket, man skal anmelde, og ens eget kunstneriske (mere eller mindre, det er det meget penible!, offentliggjorte) praksis; jeg har selv i to omgange her på bloggen skrevet det, jeg (i første omgang) kaldte engangssonetter, fra rejser til Firenze og London, mine sonetter er tyndere og ordfattigere (og mindre næsten-korrekte, i format og linjelængdel) end Pablos, men ideen er vistnok den samme (og parallelt, som bemærket af Martin Glaz Serup om Pablo, med haikuen hos Klaus Høeck)  sonetten som emballage fra det poetiske supermarked at proppe oplevelser og tanker og (det gør vi begge to) afskrevet tekst ned i; jeg abonnerer også, både på bloggen og i mit forbandede work in no progress, Brian-Færgen læk, på tvangs-systemer (der SKAL skrives, på denne måde, på dette tidspunkt, i (det er så bare mig!) dette tidsinterval) og (simuleret!?) direkte hverdags-transmission, til gengæld er jeg IKKE med på Pablos nøgent patetiske, anti-litterære ambition om at lade det hele (hvad det så er) hænge ud til (meget helst) beskæmmende og provokerende skue, hvilket, kan man godt høre, jeg har mine kritiske reservationer overfor, som selvfølgelig er lettere mistænkelige, når det akkurat er en hovedforskel på vores på andre ledder broderlige projekter, jeg slår ned på, hvis jeg gør det, jeg har ikke skrevet anmeldelsen endnu, og er stadig i syv sind om, hvad jeg faktisk smagsfordømmende mener, og bl.a. pga. broderligheden, og nu skriver redaktøren, at hvis jeg vil have anmeldelsen på denne uge, hvilket NB ikke er det samme som et løfte!, så skal den kun være på 500 ord, og det vil jeg gerne, have den på denne uge altså, men det ved jeg virkelig ikke, om jeg kan, få den ned på 500 ord altså, bl.a. pga. !!!!!!!!!!!????????

BREAKING NEWS 12:40: 550 ord går også, så er der plads til 5½ af mine syv sind!

London-sonet 28

dickens byggede london,
og nu går vi og pakker london sammen,
og jeg nåede ikke at stå de
planlagte 800 + tavse sekunder

foran gloucester square 57,
kun 10 minutter væk,
hvor d skrev verdens bedste
roman, næst efter alice og

det store glas, our mutual friend,
og det er der så ikke noget at
gøre ved, andet end at vende

tilbage selvfølgelig og i mellemtiden
aske-eksende excentrisk
ikke holde kæft

London-sonet 27

DAILY'S MUSICAL COMEDY/ GAIETY CHORUS GIRL/ TONKS
CURSE
the flabby sky that can manufacture no snow, but/ can only
drop the sea on us in drizzle like a poem by Mr. Robert Bridges,

CURSE/ the lazy air that cannot stiffen the back of the SERPENTINE,
or put Aquatic steel half way down the MANCHESTER CANAL.
But ten years ago we saw distinctly both snow and/ ice here.
May some vulgarly inventive, but useful person, arise,

and restore to us the necessary BLIZZARDS!
LET US ONCE MORE WEAR THE ERMINE
OF THE NORTH.

WE BELIEVE IN THE EXISTENCE OF
THIS USEFUL LITTLE CHEMIST
IN OUR MIDST!

(skrevet af fra første del af manifestet i fascimile-udgave af første nummer (af kun 2) af BLAST, købt ved vorticsime-udstillingen i Tate Britain)

London-sonet 26

BLAST First (from politeness) ENGLAND
CURSE ITS CLIMATE FOR ITS SINS AND INFECTIONS
DISMAL SYMBOL, SET round our bodies
of effiminate lout within

VICTORIAN VAMPIRE, the LONDON cloud
sucks the TOWN'S heart.
A 1000 MILE LONG, 2 KILOMETER Deep
BODY OF WATER even, is pushed against us

from the Floridas, TO MAKE US MILD
OFFICIOUS MOUNTAINS keep back DRASTIC WINDS
SO MUCH VAST MACHINERY TO PRODUCE

THE CURATE of "Eltham"/ BRITANNIC ÆSTHETE
WILD NATURE CRANK/ DOMESTICATED POLICEMAN
LONDON COLISEUM/ SOCIALIST-PLAYWRIGHT

London-sonet 25

england var lige så
avantgardesløv som
dk i 10'erne og 20'erne,
men i det mindste

havde de ezra pound
til at kalde deres kubisme-
og futurismekopister
for vorticister (i dk hed

de slet ingenting) og
wyndham lewis til
at kalde deres tidsskrift

for BLAST (i dk hed
det klingen) og gå
vittigt manifestamok

London-sonet 24

mirós hare som
psykedelisk søhest
har et hemmeligt
stævnemøde med

edwards lears nænsomt
akvarelmalede
"whiptail wallaby"
(et slags kænguru-dådyr)

fra akvareludstillingen i
tate britain et eller andet
sted i den akutte park,

der er mit hoved, måske
lysthuset for enden af
hjernevinding øst

London-sonet 23

for at bitche lidt mere
om billedkunsten, så
er det sigende, synes
jeg, at min største glæde

ved den eksklusive eller
måske rettere skrabede
udstilling af den legen-
dariske app(proriations)-

kunstner sherry levine
i simon lee gallery, var,
at jeg nåede at sammenligne

hendes 6 ens blomsterpostkort
med warhol, inden galleripræ-
sentationen gjorde det for mig

London-sonet 22

det vandfaste,
fuldt udfoldelige
politikens tur-kort london
har efter en hård og brutal

kamp vundet over
politikens kort og godt om london
(politiken har dk-kortmonopol)
pga. den enhedslige komplethed,

minuset er miniatureheden,
i dag på vej til tate britain
snublede jeg pludselig over

buckingham palace,
der gemte sig til venstre
for green park

London-sonet 21

but things became far, far worse.
poor jeremy hunt - he is becoming one
of those politicians for whom the word
"poor" has become part of his title - had

to face the commons and explain how
ministers had to give way on the
bskyb-deal. there was no sign of cam-
eron (labour mps knew perfectly well

that he was in canary wharf banging on
again about the 'big society', no doubt
telling us to hack our own phones) and

every time his name came up opposition
members let out a great screeching hiss:
"wherrizee? wherrizee?"

(14 spaltelinier fra dagens Guardian om debat i parlamentet om telefonaflytning og Rupert Murdoch og hans tv-monopol-planer; David Cameron, premierminister, Jeremy Hunt, kulturminister)

London-sonet 20

poesireolen er
en dobbeltreol
ryg mod ryg
med lutter digt-

bøger, dvs. sådan
ca. 100 gange så
mange som i selv
athenæum, og

det vil jeg gerne
meddele en digter,
så jeg ringer op

på mobilen og
siger: hey, sikke
en reolpoesi, poet!

London-sonet 19

 - tilegnet T. Hvid Kromann

bedste køb
efter 1½ time
alene i foyle's
boghandel,

i afdelingen for
sheet music,
hvor jeg pludselig
befandt mig:

noderne til
john cages 4'33",
her de første 3 sekunder:

London-sonet 18

æv for
billedkunstens
oggenokket
effektive

aura: de
chiricos
bananklase + torso
i tate vs. jane

austens notes-
bog i british lib,
originalens vs. re-

produktionens primat,
"digterens uvished"
og totale afblankethed

London-sonet 17

lige et par ord om haren
på mirós maleri "landskab (haren)"
fra 1927, der til daglig
hænger på guggenheim, n.y.:

den har netop været forbi
en af de utallige, tomme,
røde telefonbokse, london
myldrer med, og smidt

harehammen til fordel for
sin virkelige identitet som
psykedelisk søhest på landjord,

hvilket ikke overraskende
får månens horn til at
gå anelsesfuldt amok!

London-sonet 16

hvad var oddsene for,
at vi billedmætte,
men madsultne,
efter 3 timer på tate modern

og 45 minutter på jagt
efter et sted at spise i city,
omsider snublede ind på
gennemsnitligste tapas-bix

og smed os rundt om et bord
under en bittelille reproduktion
af mirós oldingeradikale

maleri "maj 1968", som
vi netop havde stået og
beøjnet live på retrospektiven?

London-sonet 14

let me see: i''ll give them a new
pair of boots every christmas!
and she went on planning to
herself how she would manage it:

they must go by the carrier," she
thought, and how funny it'll seem,
sending presents to one's own
feet! and how odd the directions

will look:
ALICE'S RIGHT FOOT ESQ.
THE CARPET,

WITH ALICE'S LOVE
oh, dear, what nonsense
i am talking!

(skrevet af efter British Librarys fascimile-udgave af Lewis Carrolls første, håndskrevne version af Alice i Eventyrland, Alice's Adventures under Ground, sendt som julegave til Alice Liddell 1864)

London-sonet 13

"curiouser and curiouser!" cried alice
(she was so surprised that she quite forgot
to speak proper english,) "now i'm
opening out like the largest telescope

that ever was! goodbye, feet!" (for when
she looked down at her feet, they seemed
almost out of sight, they were getting so
far off,) "oh my poor little feet, I wonder

who will put on your shoes and stockings
for you now, dears? i'm sure, I can't!
I shall be a great deal too far off to

bother myself about you; you must
manage the best way you can -
but i must be kind to them", thought alice,

London-sonet 12

hører
morrissey
på
i-tunes,

he stole from the rich
and the poor and the
not very rich and the very poor
and he stole all hearts away,

inden vi om 10 minutter
går ud og spiser italiensk
i marylbone lane,

og det er altsammen
i mit allerhelvedes hoved, hoved, hjerte, hoved
lige til at forholde sig til

London-sonet 11

ah,
british
librarys
omhyggeligt
dunkle

manuskript-
udstilling,
og ikke
magna

motherfucking
carta, men
virginia

woolfs
duestepsko gn.
mrs. dalloway

London-sonet 10

det ene håbløse
marked efter det
andet i dag, Alfie's
Antique Market,

skrammel skjult
bag falaffel, Camden
Market, grelt flænsende
turistrævesaks,

nu er det ikke fordi
noget supermarked
nogen sinde har været super,

men dette var skodmarkeder.
skidtmarkeder, skraldemarkeder,
rubbish markets

London-sonet 9

det dårligste af vores
londonkort, hvad angår
overskuelighed og deltalje-
grad (hvor mange gader

er faktisk navngivet),
er helt klart politikens 
kort og godt om london,
men det er det, der

er finest at folde ud og
fingerere og læse, det
er det jeg har i hånden

og i lommen, så igen og igen
må jeg hive konkurrenter op
ar tasken for faktisk at nå frem