Fortsættelser forlængst

I gårs modtagere af dobbelt-debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, Amalie Smith og Hanne Højgaard Viemose, er hinsides lovende allerede videre:

På Amalie Smiths hjemmeside kan man se og høre hendes nye, hårdt flimrende og melankolske video "Mothballing" om at hænge maskiner og følelser og krystaller til tørre.

Og i Forfatterskolens afgangsantologi 2011, der udkommer om et par uger, fortsætter Hanne Viemose på højst overrumplende vis fortællingen om Hannhah, hovedpersonen (og alter egoet!?) i debutromanen af samme navn; jeg skal ikke afsløre første linjes chok-info, men nøjes med at røbe, at teksten udspiller sig i Korea og citere dette lille, muntre stykke:

Omoni er selvfølgelig ved at blive gammel. Hvis man kan sige, at 70 år er gammel, men det behøves det overhovedet ikke være, slet ikke i Korea, hvor det vrimler med tandløse kællinger, der har levet af ginsengrødder fra bjergene og tydeligt husker, dengang japanerne indtog Korea under Den Russisk-Japanske Krig i 1905. de har samlet rødder og plantet ris og plukket kål i mere end hundrede år, og deres overkroppe peger vandret ud i luften, når de går, eller sidder eller står med hænderne fast om håndtaget på den stok, der er blevet deres krops tredje ben.
  Jeg ser ingen grund til, at omoni ikke skulle kunne blive lige så gammel som dem, hun med alle sine rødder og safter og supper, hun havde helt klart et talent på det område, det var noget jeg lagde mærke til.
  Kyung Sik sagde bare, at sådan er Korean Mother, men det passede ikke, omoni var ikke hvilken som helst Korean Mother, der kom folk fra helt andre dele af byen for at tale med hende, for at blive trykket under fødderne, få sat nåle i og få en eller anden flaske eller krukke med sig hjem.
  Selv omonis mudang, shamanen, som ellers ikke viste respekt var usædvanlig godmodig mod omoni, kaldte hende chingu, der nærmest betyder ven.

Fortsæt med at fortsætte, prisvindere!