lørdag den 25. marts 2017

Spøgelsesduos kæde rasler atter

Ny plade med Jesus & Mary Chain (= brd. Reid) efter 19 år, Damage and Joy, og den lyder klart og forvedent, purt og vrængende som akkurat dem, så det er jo allright. Her er teksten til "Song for a Secret", der er en duet med Isobel Campbell (spørgsmålstegnene er transskribørens) :

Too old to crucify
But too young for suicide
Oh, I'm glad I found you
I am just glad I found you
I'll wrap myself around you
I'll wrap myself around you

(Isobel)
After all the shit that you've been through
All that I got is time for you
I am just glad you found me
I am just glad you found me
Just wrap yourself around me
Just wrap yourself around me

Kiss the feet
Of the reason my heart beats
If a kiss could kill, maybe this one will
But a kiss can't kill but maybe this one will

Well that's alright
Well that's alright

(Isobel)
We all know
Either up here or too slow
I just can't get thinking down
I just can't get my feelings sewn

Well that's alright
Well that's alright

Well that's alright ([?])
Well that's alright ([?])
It's alright ([?])
([?])
And it's alright ([?])

Billedresultat for the jesus and mary chain

symfonikat / kattesymfoni

Billedresultat for symphony cat




Billedresultat for symphony cat
Billedresultat for symphony cat 

Billedresultat for symphony cat

fredag den 24. marts 2017

Posthumt stjålet spøgelses-hej

Jeg har skrevet en lillebitte, poesi-agtig bog, der før eller siden udkommer på Kronstork, der handler om min far og om at han er død og bliver ved med at være det og døde forfærdeligt tidligt, og jeg skal ikke røbe plottet, men hen mod slutningen siger jeg simpelthen hej til ham, for der er også noget med et drømmeunivers, hvor han stadigvæk er i live, men bare holdt sig skjult i mange år for at skrive sin mursten omsider, unfair nok (overfor mig). Og i dag sidder jeg med den nye bog af ligeledes, men langt senere afdøde Klaus Rifbjerg (født 5 år før min far), korromanen Spejl (udkommer næste uge), og den begynder med, at jegfortælleren, der til forveksling minder om KR siger hej til sin afdøde far (der til forveksling minder om KR's far, som han mere eller mindre forklædt optræder i KR's bøger) der pludselig dukker op i Spanien (under Franco - af en eller anden grund, der måske, men usandsynligt er, at manuskriptet faktisk har ligget så længe i Gyldendals pengeskab), og det synes jeg bare ikke, han kan være bekendt, afdøde Klaus:

"Han standser for enden af hækken og betragter mig, så smiler han og kommer nærmere. jeg rejser mig op og siger hej. Det sagde man ikke i hans tid, så min stemme er lidt usikker, måske også fordi jeg er bevæget. Jeg havde ikke ventet ham. Da jeg så ham sidst, lå han på en hospitalsseng og havde et bind om hagen for at holde munden lukket. Ligheden med et påskeæg var slående, men passede slet ikke til ham, heller ikke den gullige hvidhed, hans hud havde."

Det er så irriterende fedt med det påskeæg. Og jeg synes foreløbig (mangler en 40 sider) ikke, at det er en stor Rifbjerg-bog, og jeg håber, at min bog endelig er en rigtig god Bukdahl-bog, men altså i forhold til en Rifbjerg-bog har en Bukdahl-bog jo altid tabt på forhånd, i hvert fald rent kanonisk, og det syens jeg sgu bare er så tarveligt, nu jeg lige var begyndt at skrive Bukdahl-bøger igen, mens Gyldendal åbenbart aldrig holder op med at udgive Rifbjerg-bøger. 

Smedejernslåge- og gitterdigt

(fra annonce i Liebhaverboligen)

Smukke, harmoniske smedejernslåger og -gitre
Låger i massiv varmgalvaniseret og eventuelt lakeret smedejern.
Mange standardmønstre - Nu også med træbeklædning.
Eventuelt med motor og fjernbetjening.
En smuk låge virker præventivt på tyveknægte.
En god og meget holdbar løsning til det danske vejr.

Relateret billede

Bøger af samme form som Rosenhaven

Billedresultat for Lange Peter Madsen

Billedresultat for drengen i månen

- og Vagn Steens Langbog, som jeg hverken har eller har billede af

Vi fandt Rosenhaven

Billedresultat for Rosenhaven hellerup

Jeg hørte om Rosenhaven i Hellerup fra Maria Gerhardt - stedet spiller en central rolle i Transfervindue, her bogens femtesidste tekst

"Der findes et sted i Rosenhaven, hvor der bliver dealet og svindlet. jeg sidder hernede og ryger cigaretter. Jeg sidder her og ryger cigaretter, selvom jeg ikke må. det ligner den gamle verden. det lugter af den gamle verden. det føles godt, og det gør mig ked af det. Det minder mig om de augustmorgner, hvor jeg bare sad og var chokeret, ikke lukket inde. De augustmorgner, hvor jeg stadig kunne skrive til dig: "Hej smukke, er gået ned for at se solopgang, tage morgenbrød med hjem."

Og jeg vidst ikke, hvor det var, og jeg ville prøve at finde ud af det, men igen og igen kom fra det, og så læste jeg en artikel i gudhjælpme den fæle, lokale annonceavis Liebhaverboligen om Hellerup Havn og Strandpark, som nævnte både en staudehave og en rosenhave, og dér havde jeg og vi været forbi flere gange, og der er den her lille have, som må have storhedsvanvid for at kalde sig en strandpark, men er det en rosenhave? Det er nok snarere stadudehaven, men hvordan kunne jeg og vi have overset en hel rosenhave. Den anden eftermiddag cyklede jeg så forbi og fandt den straks, Rosenhaven, som den radikalt smal ligger og skjuler sig dér til venstre på havnen lige ned til også lillebitte Hellerup Strand, men jeg blev på cyklen, jeg entrede ikke haven. Det gjorde jeg først tidligt i går aftes hånd i hånd med dig, og ingen roser blomstrede endnu, men det kunne mærkes, at de frygtelig gerne ville, at de var utålmodigt på spring. Og vi tænkte på Maria, som vi ikke kendte på den måde, mne så kendte på den ande måde, som er den læsende måde, som ikke er nogen dårlig måde at kende nogen på. Haven er, ligesom bogen, et helt lukket og helt åbent rum, i bedste forstand fornemt. Nu har vi også fundet Rosenhaven. Vi vender snart tilbage. Med tykke bøger i takserne (og fx Kafkas dagbøger og Hans Otto Jørgensens Revolutionær, netop hjemhentet og dunderstor og tydeligt polyfon, fordi alt og alle har mange stemmer
Billedresultat for Rosenhaven hellerup

torsdag den 23. marts 2017

Et par udmærkede film

Jeg kan altså ikke finde ud af det med stjerner (og hjerter), selvom jeg træner i det på Ekko (kun at krtisere andre for deres ustadig og fejlagtige stjerneri og hjerteri).

Her er links til to anmeldelser af to væsensforskellige film, Birth of a Nation og Guy and Madeline sitting on a Park Bench, den ene skrevet til papirbladet, den anden til hjemmesiden, som jeg begge er mellemfornøjet med, for meget nobel lidelse i den ene, for lidt frivol stepdan si den anden, og giver henholdsvis

****

og

***

onsdag den 22. marts 2017

Titelpoesi + bindstyrke = !!!

Hvordan ikke glæde sig til Pablo Lambías nye roman, der udkommer 20. april og nu har fået en POETISK titel:

Natteskær 

og et HØJT sideantal:

344 sider

og et ACTIONFYLDT referat:

"En mand i København forelsker sig hovedkulds i en markant yngre kvinde. De dyrker kærligheden, og de vil giftes og have børn. Men det er en fortryllelse, der ikke varer ved. På universitet, hvor han arbejder, truer en personalesag. Ud af det blå aflyser kvinden flere gange både forholdet og brylluppet, og så melder først truslerne sig og siden volden. Natteskær er et nyt kapitel i Pablo Llambías’ forfatterskab; En roman om vold i intimsfæren, om udsathed og om nødvendigheden af at fortælle historier"

 - jeg ved ikke, om de melankolsk kukkede historier om pornoskuespillerens hånd (hvor fanden var det, jeg hørte ham læse dem op?) - trykt i nettidsskriftet Lapidar - er nået med i den færdige bog, men det håber jeg sandelig, her er er første halvdel af nr. tre:
"Egernet og pornoskuespillerens hånd

Egernet og pornoskuespillerens hånd snakker lort på færgen til Oslo. De er enige om, det lugter. Egernet er kommet til at tænke på, at det måske lugter grimt, når den vifter folk om næsen med sin buskede hale. At det måske er derfor, de nyser, eller at de nyser, mens de i virkeligheden tænker på, det lugter grimt. Hvorfor mon det lugter grimt? tænker de, og så kommer de i tanker om, at der inde under den buskede hale, som egernet forestiller sig, de synes, er smuk, gemmer sig et lille egernnumsehul, der godt, selvom egerns lorte ikke er de største i verden, kan lugte grimt. Små lorte lugter også, som man siger.
Pornoskuespillerens hånd siger, det ikke er så slemt. Formentlig, føjer pornoskuespillerens hånd til. Formentlig hvad? spørger egernet. Formentlig ikke så slemt, siger pornoskuespillerens hånd. Ja, nej, siger egernet, det er det måske ikke. Egernet er stadig ikke glad ved tanken om, at det måske lugter lidt, heller ikke selvom det bare er lidt. Lidt er heller ikke godt. Det vil tænke sig godt om, inden det vifter nogen om næsen med halen i fremtiden. Det er ked af at tænke på, det ikke kan vifte nogen om næsen fremover. Det kan godt lide at vifte nogen om næsen. Det kan godt lide sin hale.
Egernet krymper røvhullet sammen ved tanken. Det ville ønske, det ikke havde noget røvhul. Det er ikke så slemt, siger pornoskuespillerens hånd. Den har været oppe i adskillige røvhuller, siger den. Den bruger ordet adskillige, fordi den ikke ved, hvor mange røvhuller, den har været oppe i, og fordi den ikke ved, om den skal sige mange eller få. Er mange godt, er få? Hvor mange er mange, og hvor få er få? Hvad vil egernet tænke? Egernet er sikkert ikke vant til at have hånden oppe i andres og eget røvhul. Dyrker egernet overhovedet den slags sex? Pornoskuespillerens hånd forestiller sig, at egernet dyrker ret kedelig sex, at det altid gør det samme, at det er konservativt, traditionalistisk, at det måske ligefrem fordømmer sex, der ikke er på den sædvanlige måde, at egernet måske er religiøst og fordomsfuldt.
Pornoskuespillerens hånd kigger på egernet. Egernet kigger tilbage. Pornoskuespillerens hånd kan ikke se, egernet er forlegent. Det tror, at egernet tænker nedsættende tanker om pornoskuespillerens hånd. Jeg ved, du ikke elsker mig, siger pornoskuespillerens hånd. Nej, nej, nej, det er ikke det, siger egernet. Jeg sad bare i mine egne tanker. Ja, siger pornoskuespillerens hånd, trist. Den ved ikke, hvordan den skal komme videre herfra. Det hele er på en måde tabt. De skulle ikke have snakket lort, de skulle ikke have snakket sex. Sex og lort er så vanskeligt at tale om, man kommer nemt op at skændes. Det er så sårbart. Alle har deres og med kærligheden, jalousi. Man skal kun berøre disse emner ganske forsigtigt.
Egernet spørger til pornoskuespillerens hånds erfaringer. Pornoskuespillerens hånd synes, egernet virker træt, som om det kun spørger af høflighed, for at holde samtalen i gang. Den ved ikke, hvad den skal sige. Hvad skal den fortælle? Den kan måske fortælle lidt i generelle vendinger, ikke være specifik. Egernet skal ikke have et indtryk af, hvad pornoskuespillerens hånd specifikt har gjort og med hvem. Det er trods alt ikke pornoskuespillerens hånd, der har været med i alle disse aktiviteter, det er pornoskuespilleren. Den vil prøve ikke at virke stolt af det, ikke at virke fordømmende. Bare fortælle, hvad der er sket, fagligt, faktuelt. Disse ting kan hånden godt fortælle. Egernet må ikke tage det personligt, det har ikke noget med egernet at gøre. Det er bare noget fra pornoskuespillerens hånds fortid."

tirsdag den 21. marts 2017

Let ludende digterspirer - Larsens tak

Lars Movin var hurtigere ved havelågen end mig og Blogdahl til at sikre sig Marianne Larsens takketale for Dan Turèll-prisen, som står at læse som en opdatering på hans FB-side, måske faktisk link her. Men så copypaster jeg da bare talens første del, inkl. purung Hvedekorns-erindring (medaljefoto: Lars M. medalje: Barry W)):

"Den første gang jeg så Dan Turèll var i 1969. Engang i november, tror jeg nok, med korte dage, tidligt mørke. Jeg havde fået en adresse at rejse til, en adresse i Farvergade i København. Jeg var inviteret til et oplæsnings- og digterarrangement. Poul Borum havde som Hvedekornsredaktør inviteret tidsskriftets seneste bidragsydere med flere til at mødes og læse op og lære hinanden at kende.
Jeg fandt frem til adressen, efter at være ankommet med toget fra Kalundborg sidst på eftermiddagen og vandret nogle ture op og ned ad Strøget og i dets sidegader. Bag adressen gemte der sig et stort lokale med spredt opstillede færdige eller ufærdige gipsfigurer på gulvet, og malerier og tegninger på væggene. Der var også en trappestige mellem gipsfigurerne og forskellige slags stole rundt omkring. Belysningen var ujævnt fordelt fra lamper tilfældigt placeret i loftet. Det var her mit livs første digtertræf kom til at foregå.
Dan Turèll var der også. Han dukkede en del forsinket op sammen med Asger Schnack. De stod der pludselig i baggrunden, i nærheden af udgangen. “Der kommer Dan Turèll og Asger Schnack,” lød Poul Borums velkomsthilsen. Dan havde halvlangt hår dengang. Asgers hår var meget langt og tykt og krøllet. Der stod de. Let ludende frem og tilbage på stedet. Lidt efter var de der ikke mere. Vi nåede ikke at hilse på hinanden.
Senere mødte jeg Dan ved forskellige lejligheder i oplæsnings- og udgivelsessammenhænge. Og fulgte i halvfjerdserne med i hans skriftudbrud, der som en kraft, ingen kan holde tilbage, kom ud på forskellige forlag, etablerede såvel som alternative forlag deriblandt hans eget Soft Machine. Skriften var rusen, meditationen, arbejdet, politikken, kritikken, redskabet. Skriften var udforskningen, improvisationen, opdagelsesrejsen som væren og virken uden tøjler. Det var skriften, når den blev sat fri og på den måde udtrykte, hvordan dét var. Det. Inger Christensens Det, den indiske filosofis Det, den kinesiske filosofis Dao, I Ching og jazzens Det, musikkens Det, ordenes strømmende Det, kroppens og bevidsthedens strømmende Det, i en strømmende verden.
(...)"

Maria Gerhardt AKA DJ Djuna Barnes 1978-2017

Vi vidste jo godt, at Maria Gerhardt, digter og DJ, kunne dø hvilket øjeblik det skulle være, men at hun skulle dø øjeblikket efter, at hun havde udgivet sin fantastisk fine bog Transfervindue, der handler om at hun kan dø hvert øjeblik, det skal være og skrive et sted frem, hvor hun (og vi) kan pausere fra den tanke og den virkelighed bare et øjeblik, er alligevel for urealistisk.

Jeg hørte Maria læse nogle vilde tekster op til et finere "erotisk" oplæsningssarrangement inde i Huset for en syv års tid siden og roste hende bagefter og spurgte, om ikke Hvedekorn skulle trykke en af de tekster. Hun havde sendt ind for lang tid siden, sagde hun, det skulle hun ikke prøve igen. Jamen, jeg er redaktøren, sagde jeg. Og i nr. 1, 2011, Hvedekornsdebuterede hun med digtet "Tirsdagshammeren".

Jeg gik en tur med Cecilie ned til Strandvejen den anden aften og skråede gennem Øregårdsparken og kom begge i tanke om, at caféen i Marias bog er blevet en lille boghandel og så kunne vi ikke komme ud af dobbelteksponeringen igen, vi gik videre gennem hendes omsorgsfuldt forvandlede Hellerup, forbandet triste over, at hun ikke længere er omkring:

"Strandvejens butikker har ændret sig efter anlæggelsen af hospice. Alle tøjforretningerne er væk. der er ikke flere poloer eller sorte ting med pels. Et apr butikker har specialiseret sig i hvide accessories. Tasker og tørklæder, hvide gummisko ad libitum. ellers ligger her fem forskellige juicebarer. tre forretninger, der sælger sundt slik, mørk chokolade, lakridsrod, daddelkugler. de er populære blandt de nye, der ikke har doseret olien rigtigt endnu. de står dernede og hænger, sidder på caféstolene udenfor og venter på, at butikkerne åbner. der er en fotohandel, der er blomstret noget op, fordi der ikke er nogen, der tager billeder digitalt, og der er så mange at savne udenfor murene. der er altid kø, og den ældre ejer løber rundt imellem store paller med fotoalbum med glittet papir og forstørrer og indrammer billeder af børnebørn i swimmingpools. Der er kiosker med aviser og skrabere og et diskret udvalg af slik og chips, som man skal bruge rationeringsmærker til. Det er ens personlige træner, der bestemmer. Hvis man pjækker fra træning, får man ingen mærker. Så må man på det sorte marked nede ved Rosenhaven. Mikkel køber sprut af de ansatte. Der er et væld af massører ud over den ugentlige, man er berettiget til. Terapeuter i alle afskygninger. Gentofte Bibliotek er bevaret og fortsat, børneafdelingen er dog blevet fjernet, de syge børn har fået deres eget sted ved Vesterhavet. Inde i Øregårdsparken er dne lille café lavet om til boghandel med både nye og antikvariske bøger. der kan man goså få kaffe og hænge ud. Sådan har jeg tilbragt det meste af mit voksne liv. Siddet omgivet af bøger og cappucino. Det er næsten ligesom i gamle dage. Bare uden computer, bare uden ambitioner."
Billedresultat for Maria Gerhardt

mandag den 20. marts 2017

Et indstik af smuldrende granit

En lillebitte, men vigtig bog, de skjuler sig (i spredthed) inde i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udgøres af 8 af de 202 "fragmenter eller noter", som Stephane Mallarmé skrev til en bog, han aldrig fik færdiggjort, om og til sin søn Anatole, der døde som otteårig i 1879, og som senere blev samlet i bogen Pour un tombeau d'Anatole. Digteren Martin Larsen har gendigtet de 8 skarpt sorgfulde tekster særligt til Najas bog - her er de første 3:

                 "2)
for derefter blot at se ham
    som ideal
senere, ikke længere ham
levende der - men
kimen af hans væren
trukket tilbage i sig selv -
kimen der lader os
tænke for ham
- at se ham ( og at )

*

          Umælende far
                      begyndende tanke
     -
          åh, den frygtelige hemmelighed
    jeg ligger inde med
                            (foretage sig hvad med den
    -
          vil blive
                  skyggen af hans
                             grav
         vidste ikke -
             -
                    at han skal
                           dø

*

Bitterhed og
hævntørst
når det virker
som om han klynker
--
trang til ikke mere
at gøre noget - (intet)
remme forbi det
sublime mål osv. -"

Billedresultat for mallarme

Profetisk med tilbagevirkende kraft

I efteråret udgav Naja Marie Aidt og Mette Moestrup det her mærkelige, indædt messende og besværgende lille, hårde poesi-værk, Omina, hvilket lige præcist betyder "varsler" på latin. Jeg vidste kun alt for godt, hvad der var sket i Najas liv halvandet år før og kunne ikke lade være at læse det med som mørk undertekst på ikke bare hendes venstresider, men også hendes nære veninde Mettes højresider, som man jo for fanden ikke kan styre sine læsning i sit hoved, og havde overset, at pressemeddelelsen meddelte, at Naja og Mette havde "arbejdet på digtsamlingen siden 2014" - i samme pressemeddelelse fortæller Mette, at Naja en nat sendte "nogle helt nyskrevne digte til mig. Nogle digte hun selv fandt ildevarslende." Omina nævnes ikke blandt varslerne i Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, men i Synne Rifbjergs interview i WA Bøger siger hun:

"Måske har man nogle gange adgang til en særlig viden, når man skriver poesi. Men det ændrer jo bare ikke på virkeligheden. Det kan føles meget ubehageligt og ildevarslende. Varselsdigtene i ' Omina', som jeg har skrevet sammen med Mette Moestrup, skrev jeg i 2014, altså året inden Carl døde. Nu kan jeg se, at de på en måde varsler det, der skulle ske. Jeg forstod det ikke, da jeg skrev dem. Jeg forstod knapt nok, hvad jeg skrev om. Men der var en særlig kraft i digtene, som jeg lod mig føre med af."

Her er en sekvens af Najas digte fra Omina, der uden videre kunne have indgået i den nye bog:

"du brænder dig
når du roder i asken

leder efter friske
urter med de
har antaget
en anden form

grå grå aske
grå grå aske

ikke styrkende

saft væk
gane tør som
mumle

*

du skal kvidre
så alt bliver kvidren
så døden fortrænges
i kvidren

men du vil ikke kvidre

du holder vejret

du siger intet

din tavshed føles som
retning
men det er
blålys

---

hestens år
er krop

*

flagermus i gårdrum og en sol
sort der kvidrer som
om alt afhang af kvidren
hele verden var kvidren
sorte skygger sakser over
synsfelt er jagende lyn
i luften er små for
skrækkelser er djævle
værk i flyvende form er
ikke solsort blød og syngende
er hård og hurtig som
forkerte valg er bidsk er
brutale opsving og skarpe
dyk er ikke i tvivl om bevægelsen
som solsorten ikke er i tvivl om
bevægelsen
men den der betragter de
mørker skygger er

i tvivl

om bevægelsen

*

du stod der berøvet
for en gestus der kunne
bringe øjeblikket videre


så det kunne blive
harmonisk, komme i orden


hvad er forestillingen om
at noget kommer i orden


det modsatte af tvivl"

Billedresultat for Aidt Omina

Fra hættens mørke

Jeg læste for lidt over en uge siden Naja Marie Aidts nye bog (udkommer på fredag) Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, med undertitlen og genrebetegnelsen  og tilegnelsen "Carls bog", i et hug (eller rettere i to hug, først et helt kort karateslag i S-toget (bogen havde ligget til mig inde på avisen) og så en længere nådesløs gennemsavning på Emmerys på Strandvejen).

Det er en totalt ubærlig og aldeles fremragende bog, som forgæves forsøger at forsone sin egen uforsonlighed, at arbejde flerstemmigt - intertekstuelt, arkivisk, anekdotisk, reflekteret, poetisk, "magisk" - med en sorg, der nægter at være andet end et helt klart skrig.

Hvilket, apropos konkretisme, helt KONKRET organiserer bogen. Der er det, Najas redaktør ifølge WA-interview kalder "kursivtårnet", der er selve det klare skrig, en på samme tid stakåndet og helt nøgtern genfortælling af de par døgn, der går mellem, at Naja får at vide, at hendes søn Carl ligger døende på Rigshospitalet, og lægen erklærer ham død, et på sig selv stammede tårn, som hver gang, det atter dukker op, gentager lidt eller meget af af, hvad der sidst blev rapporteret. Uden om kursivtårnet taler et rigt og bevægende kor af mulige andre former for tekst (herunder tekst skrevet af alle mulige andre, fra Walt Whitman til Carls storebror), der forholder sig til Carl og til ulykken og til sorg som sådan, men som ikke formår at dæmpe kursivtårnets klare skrig, som får både det første og sidste ord.

Det er en bog, det er svært at citere fra; det er som al tekst, og især kursivtårnet, nægter at forlade det vilde og skrøbelige netværk (eller værknet) af en bog, den tilhører. Jeg har et valgt et længere stykke, der på en måde er titelstykket, fordi det handler om det dobbeltdigt, som bogens titel citerer, og som bevæger sig så langt væk, som det overhovedet er bogen og digteren muligt, fra kursiv-skriget (der 12 sider senere genoptages for sidste gang):

"Min allerførste bog, en digtsamling, udkom i 1991. Jeg skrev den, da du var helt lille. Jeg skrev den, mens jeg gav dig bryst, mens jeg vuggede dig, mens jeg lærte dig at kende, mens du lærte at kravle og gå. I bogen findes der et digt, jeg har skrevet om en drøm, jeg drømte, da du var et år gammel. En drøm om dig. I digtet står der:

jeg vågnede
og drømmen vil ikke forlade mig
min søn er ved at drukne
og jeg kan ikke redde ham
hans splinternye jeg
blødt som bjørnens snude
synker i det klare vand

Her var angsten for at miste dig. Her var magtesløsheden - ikke at kunne redde dig fra døden. En angst så overvældende. Det værste der kunne ske: at du forsvandt.

Da du var seksten år gammel, skrev jeg to digte om døden:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
give dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu"

Det er dig, der gemmer dig i hættens mørke. jeg tænkte intenst på dig, da jeg skrev de to digte. Jeg dig for mig, mens jeg skrev de to digte. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg spurgte ikke mig selv hvorfor, digtene kom til mig som noget, der kom fra dig, noget jeg ikke forstod. Jeg forstod kun, at jeg åbenbart skrev digte om døden, og at du så at sige gav mig billederne - eller at noget ved din væren fik mig til at skrive dem. Solen, regnen, sneen. Dit ansigt, der vender sig spørgende mod mit.

Jeg læste de to digte op til din begravelse. jeg havde en oplevelse af, at jeg allerede da du var et år gammel, fik et tegn i min drøm om, at du skulle dø fra mig. At jeg allerede da du var seksten år gammel, så dig skjult i dødens mørke hætte. At jeg allerede forudså den evighed, der skulle erstatte dit liv, den evighed jeg nu lever med , og som du er opslugt af. Præcis som da jeg drømte, at du faldt og slog dig, kort før du faldt i døden fra fjerde sal.

Men tegn og varsler kan man som regel ikke tyde, førs de udspiller sig som konkrete hændelser. Man forstår dem kun med tilbagevirkende kraft. derfor kan varslerne kun udtrykkes, Som sprog, som poesi. De bliver til en erfaring, som hører fremtiden til, som kan udtrykkes, selvom de endnu ikke er erfaret i virkeligheden. det er det, poesi nogle gange kan. Og det er noget af det skønneste ved poesi. det er også det, der gør poesi farlig og ildevarslende. Fornemmelsen af at vide noget man endnu ikke forstår og endnu ikke kan sætte i forbindelse med noget virkeligt. Som om poesien ved sit væsen gør det muligt at bevæge sig frit i tid, som om den lineære tid ophæves, mens man skriver, så en flig af fremtiden bliver synligt i et kort og mystisk øjeblik.

Men digtene fortæller også om at give det tilbage, som de døde gav os, da de var levende. At de dødes væsen så at sige stadig skal have en plads i livet, at den kærlighed de gav os, skal gives videre. Heri ligger der et håb. Et håb om at det du gav mig, vil vokse i andre, hvis jeg er i stand til at dele det. At min kærlighed vil styrkes og blive skønnere, fordi den nu skal rumme din kærlighed. Det må sorgen ikke ødelægge. I digtet står der "giv det tilbage." Som om det, der gives, går frem og tilbage hele tiden. Fra de levende til de levende. Fra de døde til de levende. Og fra de levende til de døde. En cirkulær bevægelse, ikke linerær.

Alligevel fylder disse digte mig med raseri og et voldsomt had mod de forudsigelser, der ligger i dem. Det er et afmægtigt raseri, Det er et raseri, der minder mig om den måde, jeg kunne være rasende på som barn. For som barnet ikke forstår, hvilke kræfter det er oppe imod (de voksne og deres uforståelige handlinger og afvisninger) forstår de efterladte heller ikke døden. Men der er intet at gøre. Man kan rase så meget man vil, man får intet ud af det. De voksne bestemmer, og døden bestemmer. Kærlighedstabets svigt - fra de voksne, fra de døde - kan ikke undslippes. Hård og rasende og fortvivlet må både barnet og den efterladte kæmpe sig videre i livet. Og håbe, at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet. At den kærlighed skaber kærlighed og medfølelse.

Et hjerte, en rose, en vinterdag. En dreng der drukner i det klare vand.

Verdens skønhed og grusomhed. Kærlighedens kraft."

Billedresultat for har døden taget noget fra dig

Yahya talks

Det er stadig faktisk sandt: En betydelig, ung, dansk digter sidder i fængsel. Det er lykkedes Berlingske at få Yahya Hassan til at udtale sig om ny danskeres synlighed i debat og kultur - vildere end hans sirligt fornuftige og skarpe og lige præcis den ekstra umiskendelige snert (der får os til at længes voldsom mod hans bog nr. 2) personligt knitrende statement (og når han taler om forfatteres forpligtelse til at forholde sig politisk, måtte han altså gerne nøjes med at tale for sig selv) - her første tredjedel ca.:

"Set fra mit synspunkt er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved, at indvandrere, flygtninge og efterkommere er mindre synlige i litteraturen eller i den offentlige debat. For det første er der tale om en minoritet, der af åbenlyse årsager må være i undertal i de fleste sammenhænge, for det andet har der kun været et enkelt generationsskifte, i hovedparten af familierne, hvoraf en andel af dem kommer fra krig og kummerlige kår, hvilket ikke ligefrem befordrer kultur, uddannelse og menneskelige ressourcer.
Den omstændighed er ikke en undskyldning for at fralægge sig det personlige ansvar for sig selv og for det samfund, man figurerer i, ej heller et argument for at disse mennesker er af en lavere rang, at de ikke kan blive gode medborgere, eller at de ikke har noget at byde på, blot at de har haft andre forudsætninger for deres tilværelse og tilblivelse, end de, der har gjort sig gældende for vores.
Fælles for dem er, uagtet deres forudsætninger, forhistorie og forskelligheder, at de skal finde vej ind i et fremmed sprog, og føle sig frem i et samfund, der er funderet på en omgangsform og levevis, som de ikke er bekendt med.
Bare det at flytte fra én provinsby til en anden kan være en stor omvæltning. Indvandrere, flygtninge og efterkommere har reelle udfordringer, digte og sonetter er måske ikke det første man giver sig i kast med. Når det så er sagt, så er »nydanskere« på ingen måde fraværende i litteraturen eller i den offentlige debat, tværtimod synes jeg, at der efterhånden er et spektrum af »nydanskere«, der interesserer sig for samfundsforhold, og hævder sig politisk, kunstnerisk og i alle mulige andre vedkommende sammenhænge. Nogle skyder med løst krudt, andre med skarpt.
Da jeg meldte mig ind i Nationalpartiet, blev der afholdt et pressemøde. Sladderjournalisten Henrik Qvortup, forvildede sig på en eller anden måde ind i konferencelokalet og spurgte, hvorfor »vi« havde stiftet vores eget parti i stedet for at melde »os« ind i de etablerede partier, om »vi« i virkeligheden var ved at skabe en »politisk ghetto« for os selv.
Samfundet forlanger, med rette, at vi engagerer os. Når vi gør det, bliver vi krydsforhørt af en lurendrejer og mødt med mistro, nedladende eller joviale bemærkninger fremfor med saglige spørgsmål. For medier er det måske en gratis omgang, men for os er der noget på spil."

- er den praktiske videreformidling af Yahyas ord, fra håndskrift til telefondiktat:

"Kontakten er gået via Facebook, som ifølge Yahya Hassan selv bliver administreret af hans bror, der via telefon har givet vores spørgsmål videre til Yahya Hassan.
Berlingske havde på forhånd sagt ja til, at svarene blev skrevet sammen til ét svar. Yahya Hassan har skrevet sit svar i hånden og indtalt det til sin bror, der har skrevet det ned og sendt teksten til Berlingske."