(Anti)identitet i og til forbifarten

 Omstillingspirat

(var min mor ikke god til at være, men klart ville hun have ønsket, at jeg kunne være det, så det er jeg, vi kunne også bare kalde det attituderelativist jo) 

Lises dag

Min mor, Lise Togeby, professor i statskundskab,1942-2008, opererede ikke med Mors Dag, derfor ville det også være rigtigst at mindes hende en hvilken som helst anden dag, fx i dag, 15. maj, to dage før hendes yngste barnebarn, Hedvig, som hun aldrig nåde at møde, fylder 5, og tre uger før hun selv ville være fyldt 83, hvis hun havde været i live, og det nager mig godt og grundigt, at hun ikke er det, af alle sønlige og som sagt også faderlige grunde - det fine og stærke og kloge og søde menneske hun var, også som mor, jeg savner, at hun holder øje og bekymrer sig og er stolt, ja

(fotos: Anders Hindsholm, Sennels Præstegård, jeg gætter på sommer 1970)

Ords dag (skab ravage)

Jeg skal virkelig have skrevet den artikel om hendes kortprosa til den fortjenstfulde Marianne Larsen-antologi, som er helt hinsides deadline, skal jeg virkelig virkelig, og derfor ligger en bunke af hendes hele og halve kortprosabind på spisebordet, og jeg bladrede i går lige i hendes bog nr. 3, Ravage, 1972 (udkommet på Sommersko, da digteren var 22 (og bloggeren 4), som første bind i en serie med ny dansk litteratur redigeret af Knud Holten) der er halvt kortprosa og halvt digte (det er hos ML altid poesi) og der var pludseligt øjenattakerende denne tekst, der kunne være skrevet i går om i dag:

BARSKE BUD 

Må ikke altid kun være ærlig. Må sige løgn af oprigtighed. Må finde skemaer frem for, hvad er ægte handlinger. Må ikke tænde lys om natten. Må have hver sit. Må ikke være barnagtig, banal, forvirret, understøttet, hjælpeløs, fremmed, grim, uintelligent, intelligent på uforklarlig vis, ligefrem på en ikke ligefrem måde, forkertøjet, foroverbøjet. Piger må ikke gå helt uden bryster. Drenge skal blive til mænd. Må ikke brænde penge. Må skrive, så det står mellem linjerne. Svar når der bliver spurgt. Ikke sige noget om, hvorledes følelser spiller i ansigtet på folk; skriv til førende skønhedshuse efter regler for maskers, makeups, spejles og cremes langtidsvirkende kontrol. Hold kontrol med hænderne, benene, halsen, håret og andre og de tilfældige og de ikke tilfældige af tilfældige grunde. Hold kontrol med de ustabile, de upengekyndige, de fjerne og de nærgående, driverterne; hold kontrol. Vær flittig, så der kommer noget ud af det, selvstændighed, indflydelse. Pas altid på ikke på tilfældig måde måde at komme til at give andre af selverhvervede ideer; de vil ikke give tilbage igen. Gå langt uden om sindssygens grænser. At kende dem er livsfarligt. Vær dig selv og aldrig nogen anden. Pas på dig selv. Se efter hvad du kan få brug for; få; tage; nyttiggøre; vinde; indtjene; billiggøre; se efter. Se efter. Rør kun ved husdyrskroppe; fjernsynskroppe; søvnbilleder; penge; biler; luksusgenstande; børn, og rør lidt ved børn; telefoner; breve; postkort fra eksotiske lande; lærebøger og pristavler.  

Poesipoetik

SNIKSNAK I
ZIGZAG SOM
KNICK-KNACK -
IK'? AK!

2 tabte trompeter og underlige rubrikker yderligere

 RIFT VALLEY. Katrine Marie Guldager havde en barndom i Afrika, som hendes nye, vitalt urolig digtbog erindrer frem som vild poesi om kap med hendes mors civiliserede prosa 

B&U-BUH! Er der noget værre end forstenede voksne, hvad enten de er forlagsdirektører eller kommunalpolitikere, der smider børn og bøger ud med badevandet 

Rusen Rasmus

Unaturligt (men desværre ikke overraskende) kan man kalde det, at den betydelige (ikke mindst natur)digter Rasmus Nikolajsen, født 1977, kun har modtaget 2 anmeldelser, i Weekendavisen og Information (majestætsfornærmeligt kritisk, ved unge Lukas Ballin, men forbilledligt tænksomt, generationelt kritisk, men og atter men han skriver jo altså bare stadig for skønt, Ras Nik, til at det sådan relativt set er RIMELIGT at være andet end antydningsvist kritisk) for sin nye, naturligvis dybt glimrende digtbog sort strømmende drøm (og at han nok har modtaget Kritikerprisen (den mest konsistent fremragende litteraturpris, konstant sådan cirka betimeligt hædrende faktisk fremragende værker/forfattere) , men ingen pris fra Akademiet eller fra aviserne. Derfor også desto mere ærgerligt at en hel del af min egen Nikolajsen-anmeldelse raslede af i svingene frem til den begrænsede plads i avisen og til en start trompet/rubrik/underrubrik:

"RUSEN RASMUS. Rasmus Nikolajsen digter glitrende mageligt systemisk og så selvfølgeligt skønt om en mormor, der dør i trafikken, og et barn, der afleveres i skole   Sådan segner Nikolajsen" 

Komplet første afsnit:

"Den første metafor i metaformesteren – indehaver af den (kun i metaforisk forstand) bevingede metafortrøje - Rasmus Nikolajsens nye, svimlende selvsikre og selvsikkert svimlende digtbog Sort strømmende drøm (titlen er selvfølgelig en metafor, afleveret længere henne, på slæbesporet fra en ræv, der slæber sit bytte gennem sommerhushaven, “der gik et spor/ af nedbøjet græs og sorte/ fjer ned til rævehulen”) kløves i to af det første sideskift, fra side 11 til side 12" Snak om sky-metaforer:

"Skyers broderier er uden videre og til alle tider - altså så længe, der har været broderier til, og det er velsagtens længe, også fx på Petrarcas tid - en skøn og mildt, men ikke voldsomt overrumplende metafor. Hvor til gengæld metafor nr. to mere komplekst underfundigt forskydes fra den ikke umetaforiske dybsindighed om at “hver sætning bærer sin egen død i sig”, der maner blikket og billederne på skyerne frem, således at det nu bliver skyerne, der er sætninger, der i samme nu slettes, som de jo akkurat er!" Så et system- og handlingsreferat: "De tre ord i titlen giver navn til hvert sit afsnit i bogen: “sort” er digtet om og til farmoren på 11 x 8 linjer (på hver 8 stavelser), “strømmende” er 5 digte på 2 x 8 linjer (på hver 8 stavelser) om at aflevere datteren i skole og hente hende i igen, “drøm” er digt på 33 x 8 linjer (på 8 stavelser), der roligt rådvildt, groovy forgrublet handler ret meget om alting og særligt natur og kærlighed og hvad deraf følger, som jo er ret meget, hvis ikke det meste, af alting." Endelig forfatterskabskomparation: "Den nye bog er stærkest i familie med hvad skal vi med al den skønhed, 2018, der var et “efterårsdigt” med det kun en smule mindre løse koncept, at det handlede om og var “skrevet mens bladene faldt af træerne” - sammenlignet med de strammere, processuelle koncepter i Tilbage til naturen, 2016, der var digte skrevet udendørs, og Barnevognshaiku, 2020, der var haikuer skrevet på barnevognsture. Ligesom både 2016- og 2018-bøgerne indeholder bogen i alt 64 x 8 linjer på 8 stavelser (også Måske sjælen benytter sig af ottestavelseslinjer, men har ivrigt fortællende ikke tålmodighed til 64 x 8-reglen), den versmaskine forbliver Nikolajsens trygt og dynamisk omkringsnurrende system-hængekøje." Mest savnede - af mig - i avistekst er selvfølgelig rusen rasmus-ordspillet og omkringsnurrende system-hængekøje-billedet - ved siden af stavelses-system-optællingerne, som en anmeldelse (eller et interview - se de to af dem, på Gutkinds hjemmeside og i Jyllands-Posten (det sidste kan jeg ikke læse, men jeg gætter på, at der heller ikke dér er megen snak om stavelser, men jeg håber, jeg tager fejl!) af Nikolajsen. Men jeg kommer aldrig til at helme, den her trompet gemmer jeg til næste gang, hvor meget den end på forhånd er sikret en skæbne som blog-fraklip: LEGO-SEJ-ZEN!

Det skulle have været Signe

Gjessing, der blev pave - vores eneste fremmeste katolske digter . men det er hun jo i forvejen i Poesistaten, adresse: Universet - her et en bid fra et interview med Kristeligt Dagblad sidste år:

"For fire år siden konverterede Signe Gjessing til katolicismen, fordi katolicismens dogmer og dens store passion tiltrak hende, fortæller hun.
I folkekirken hører man utroligt ofte, at der er ting i Bibelen, som man ikke skal tage så tungt. Men den katolske kirke tager altid alt for pålydende, og det er måske den største forskel. Jeg har brug for, at kirken ikke står og vakler. Jeg siger ikke, at folkekirken vakler, men den er bare så åben, siger hun.
Gjessing ser meget op til de katolske nonner og har selv valgt at leve et liv uden fester og forelskelser, som er langt fra det moderne ungdomsliv, de fleste af hendes jævnaldrende har levet de sidste mange år.
Det er nogle hårde fravalg, du tager for din tro og kunst. Mærker du ikke et savn efter det, du går glip af? ”Nej, fordi det kommer helt af sig selv. Jeg har slet ikke nogen længsler ud over poesi og Gud. Det er dér, mine længsler er. Så jeg føler ikke, at jeg går glip af noget som helst.” Gjessings trosvandring fra protestant til katolik, som har bragt hende tættere på Gud, har også ændret hendes digtestil.
Min digtning har ændret sig fra, at jeg skrev for at redde verden. Nu skriver jeg for min egen skyld. For Gud skal nok redde verden. Og så kan jeg skrive om den ekstase og frihed, det er at have fundet troen,” siger hun."

Romanpoetik

 

Fryden ved late night ondskab

Hvad er er bedre end lige efter midnat at opdage en frydefuldt ond anmeldelse af Suzanne Brøggers nye roman i Information ved Erik Skyum-Nielsen - ikke fordi jeg synes, det er frydefuldt eller vigtigt i sig selv at være ond overfor Suzanne Brøggers(s skrift), men fordi Skyum er så god, the greatest, til at være ond, og han er det, ligesom jeg selv, ikke så tit længere, men her har djævleskaben virkelig fået tag i ham og vil ikke give slip, lige meget hvor meget hans bedre, englelige kritikerjeg forsøger at lande anmeldelsen godmodigt til sidst. Her et smukt og sort citat:

"Arven fra Dekameron består i ideen med fælles geografisk isolation kombineret med liv i luksus. Det blixenske ligger mest i skæbnetanken og i en tro på, at »hvor historien er, dér vil personerne samle sig« , hos Brøgger desværre omdefineret til, at hvor personerne møder op og plaprer, falder deres historier fra hinanden.
Det vil føre for vidt her at opregne og beskrive gruppens medlemmer, blandt hvilke man bemærker en Shulamith, som har træk til fælles med bogens forfatter, og Potifar, libertiner plus diplomat, vistnok kalkeret over Suzanne Brøggers mentor og første elsker i ungdomsårenes Indokina. Som en etnisk og social kontrast til alle de komplicerede skæbnemønstre er der indsat en illegal afrikansk immigrant, som er sluppet helskindet »over hegnet« og nu iagttager gruppen fra en campingvogn.
Romanens på én gang individuelt forankrede og kollektivt baserede beretning kaldes i undertitlen »bekendelser« , hvad der virker misvisende, for så vidt som Mischling i funktionen som jegfortæller forekommer spændingsforladt. Havde hans historie været bekendelse, måtte dette have forudsat en modstand af en eller anden slags, men en sådan mærker læseren ikke, stemmen skvulper blot over af umådeholden meddelelsesiver."

Jo, en ting er bedre: At Skyum citerer mig; LB, for gammel, af mig selv rent glemt gedigen ondskab!: 

"Hvor der ellers kunne være opstået en nysgerrighed hos læseren, høres kun det, som Lars Bukdahl i en anmeldelse af Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog (2003) rammende kaldte Den Alvadende Fortæller."

Ikke pærelet HH-konkurrence hos gutkind.dk

 Wow!

Du fik 10 rigtige svar ud af 10.

LINK 

(sværest  - anede det faktisk ikke, men det lod sig gætte: 

2. Hvad arbejdede Helle Helle med, før 
hun blev optaget på Forfatterskolen?

A. Hun var rejseguide hos Bravo Tours

B. Hun var konditor hos La Glace

C. Hun var informationsdame på Dyrehavsbakken)

En slags åben mental kors-struktur i bevægelse - roligt ad helvede til!

Sammenfald falder som sne - i forårssolskin! Jeg havde på Sorø Kunstmuseum måske faktisk samme påskeferiedag ellers påskeferiedagen efter gjort store øjne til den betydeligt skønne udstilling Nål og tråd. Håndarbejde i kunsten, let reduceret hentet på Brandts i Odense og kurateret af Linnea Mølbak Szilas, og blandt meget andet tekstilmæssigt og tekstilomhandlende beundret kosmisk/psykedelisk lysende såkaldte "fliser" af Ragna Braase (1929-2003), og så sidder jeg med kæmpebindet med Peter Laugesens udvalgte kunsttekster, Billedskrivninger, om både store kanoner og små pistoler, anmeldt sammen med hans nye Morgensange i denne uges WA Bøger, og læser en Informations-tekst, "Ly for stormen", der begynder sådan her:

"Nordjyllands Kunstmuseum er noget af et syretrip for øjeblikket. Bevidstheden blir kastet fra Jens Søndergaard til Richard Mortensen, videre gennem Michelangelo Pistoletto og Arthur Køpcke til en skeletklaprende karruseltur med Wilhelm Freddie. Det hele garneret med dansk og international modernisme af enhver art. Det er lige før man pløkforvirret blir stående for at se om ikke en af Trampedachs hippier skulle ha en klump galar for meget, bar for at få nerverne lidt i ro./ Men så viser det sig, at der alligevel er et roligt hjørne i dette monumentale tivoli. Der er to mindre rum, hvor Ragna Braase udstiller. Det er tæpper og grafik, og i den her sammenhæng er det roligt ad helvede til.
(...)
Hun er naturligvis ikke den eneste, der har øjnene åbne for værdierne i det gamle, oftest anonyme håndværk. Men det er i øjeblikket sådan, at de område, man kan kalde finkunsten, faktisk fungerer som disse teknikkers sidste egentlige fristed. Og derfor breder de sig så igen ud i almindelig brug. Det kan man i hvert fald håbe på.
  Ragna Braases arbejder registrerer en konstant optagethed af materialet, hvis muligheder undersøges til bunds. Teknikken kan være hentet i en museumsskuffe (...) men billedprocessen er nutidig. Både i helheder (som billeder) og i detaljer kan man følge den "kamp mod strengheden i teknikken", hun taler om i sin katalogtekst. Og den er streng. Vævens i hvert fald delvise fiksering i lodret og vandret giver en slags åben mental kort-struktur i bevægelse, og i den sættes skridt for skridt et mønster ind, der hele tiden peger tilbage i arbejdsprocessen og samtidig sigter mod et færdigt produkt, der kan bruges i hverdagen."
  Flise fra 1978 fra 2025-udstillingen:

Gentilkrattende outtake

fra min anmeldelse i det nye WA Bøger af de to nye Peter Laugesen-bind, digtsamlingen Morgensange og kunstkritikopsamlingen Billedskrivninger (ved siden af min oprindelige trompet og underrubrik, der lød sådan her: "BILLEDSTRØM. Peter Laugesen er gående og flyvende og pippende stærkt i ny, væver digtsamling og den mest sværtede æggekage af en kunstkritikopsamling" - outtaket begynder med Lana-parentesen): " Både for Peter og Bernhard Severin gælder det, at morgenen og dens lys giver kraft og inspiration til det arbejde i poesiens tjeneste, som hver dag forestår. Laugesens digt har endnu ikke fået sin melodi, og i mangel af Weyse hvem burde komponisten så være, måske Nikolaj Nørlund, der i sin tid satte sød musik til evergreenen “Syner”, sunget af Teitur på pladen Andersens drømme (hvis ikke Lana del Rey, som jeg hører i min høretelefoner lige nu). Ingemann skrev ikke haikuer, det gjorde jævnaldrende Emil Aarestrup næsten, han kaldte dem bare ritorneller - her en morgenhaiku på de akkurat 17 stavelser af Laugesen, thi en digtermorgen er gerne en sen morgen:  

  “god morgen råber solen/ den er stået op sent lige som mig”"

I må ikke træde i de små hvide sten!

Samuel Beckett (Helle Biler og dyr Helle):
NO SYMBOLS WHERE NONE INTENDED.

vs.

Birkegårdens haver, specifikt Danmarks største japanske have:

(I må ikke træde i de små hvide sten! De små hvide sten symboliserer vand)

Kritikere er også soldater, men

Hårdt, præcist Godard-citat, jeg ikke kendte, i samtale mellem to 8andre) helte, David Cronenberg og Jim Jarmusch, i (helten) Warhols gamle magasin Interview:

JARMUSCH: I don’t know. I get so depressed by these humans.

CRONENBERG: Humans can be very depressing, yeah. That’s why I really love babies, because they haven’t learned how to be destructive yet. [Laughs]

JARMUSCH: Now we’re getting a little negative. But when I get depressed by the state of the world, I try to appreciate the very strange phenomenon of having a consciousness. I think, “Life on earth is such a fragile, brief thing.” The fact that we’re even here talking to each other is remarkable, and therefore something to celebrate. My friend Joe Strummer from the Clash always used to say to people, “When you get really low, you only have to remember one thing: You’re alive!” So I try to hold that close. But lately, I don’t know.

CRONENBERG: You might be able to find some people who walk around thinking they’re dead. That’s the problem.

JARMUSCH: Right. Your films have tenderness and warmth in them in places, even though critics don’t always project those qualities onto you. The end of Crimes of the Future is tender, warm, and moving to me.

CRONENBERG: Our relationship with the critics, of course, is kind of contentious.

JARMUSCH: I like that quote—I think it’s Godard—it goes, “Critics are soldiers too, but they’re firing on their own troops.”

CRONENBERG: The idea that my filmmaking has always been cold was the critique of The Shrouds. I never felt that I was making cold films. I always wanted to avoid sentimentality and cliched emotional hooks, but cold? There are one or two critics who’ve jumped on that. And I ignore them, of course.