søndag den 5. juli 2015

Superanekdote m. Dirch og Arthur og tokant

(billedkunstner (og et kort øjeblik dengang præ-konkretist) Ib Geertsen har fortalt Christian Vind (fortalte Chr. mig i forgårs på Hovedbanegården), at det er rigtigt sandt, at)

første gang Rimbaud blev læst op på dansk, var det af en ung Dirch Passer på Tokanten.

Trilogititel afkodet men langt fra fortolket

Lars Frost udgiver en samlet udgave af sin såkaldte velfærdstrilogi under (genrebetegnelsen "Romanførsøg" - hver for sig blev det betegnet som "Knaldroman", "Ingeniørroman" og bare "Roman"; det er en god måde at skille romanfår fra romanbukke, der er dem som Lars, der faktisk FORSØGER at skrive NYE romaner) og sametitlen

Med sværd og knipler

Jeg tænkte først på Christianiasangen "I kan ikke slå os ihjel", men ordlyden passer lige præcis ikke:

I har slået med knipler 
I har truet med våben 
I har prøvet at stoppe 
jeres egne børns råben - 
I kan komme med hjelme 
og hule paragraffer 
men I burde snart ku' indse 
det er jerselv I straffer 
vi er en del af jerselv

Så googlede jeg, og selvfølgelig var det et bibelcitat, og jeg ved så ikke (fortolk det, Tue, nogen!?) om Jesus så er velfærdsstaten, eller det er Palæstina(s samarbejdsstyre, stasminister Herodes), der er det, og Jesus er Lars, men det er jo mere sandsynligt, han er Judas, og er sværd og knipler bare statens voldsmonopol, politi og militær, eller er det, hvis Judas er Lars, (forsøgsroman)kunstens brutale/vrængende revolte, og Jesus den rene kunst eller HVAD!?

Matthæus 26
47 Og medens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare, med Sværd og Knipler, fra Ypperstepræsterne og Folkets Ældste. 48 Men han, som forraadte ham, havde givet dem et Tegn og sagt: »Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham!«…

- og hvem har malet de rasende bølger?

http://multimediaserver.gyldendal.dk/Gyldendal/CoverFace/WH_Original/8702178272.jpg

Mikkel kan ikke forhindre mig i at glæde mig vildt

Jeg bliver jo især hysterisk over ordene

poesi

digtsamling

prosadigte

lyrisk

som MT må have aceppteret som dækkende - og i sådan cirka 15 år har unikummet nægtet at skrive (noget der kunne/ville kalde sig) nogen af delene

Mikkel Thykier: FANCULO CREPA — Essays, poesi


200 DKK

“Seksuel transcendens er forbeholdt de velhavende”

For mig er maskulinitet uløseligt forbundet med vold mod mig selv. Det er det, der engang fik mig til at forestille mig, at et sprog af berøringer kunne blive et sprog uden magtrelationer. Sådan er det ikke i dag …


Tematisk arrangeret essay- og digtsamling om afvigende seksualitet, særligt seksualitet, der ikke har fundet sit ’territorium’, dvs. ikke kan finde sig tilrette i en subkultur. I stedet stopper essayene i samlingen op før enhver kategorisering for at finde et utopisk potentiale i det, der ikke er kategoriseret, det, der ikke hører til et sted. I essayene sker det gennem dybtgående og kontrasterende læsninger af især Niels Frank, Morti Vizki, Villy Sørensen, og Annie Proulx’s Brokeback Mountain/Ang Lees filmatisering af samme. Mellem essayene er indskudt kortere og længere prosadigte, som i en mere direkte og lyrisk henvendelse adresserer temaer, problemstillinger, sårbarheder, udsatheder og længsler fra essayene.

FANCULO CREPA udkommer slut august 2015.
*bogen kan forudbestilles frem til d. 20. august for 200,- (inkl. porto)

FANCULO CREPA: Mikkel Thykier
— Essays, poesi
Antipyrine, 2015

 

Protest in Place




U.S. cultural institutions have a critical role in maintaining the openness of social and political debate. That role is threatened when those institutions fail to take on real controversies around difficult subject-matter. A disturbing example involves the conceptual poet Vanessa Place, whose long-running project tweeting the full text of Gone with the Wind has become the object of virulent criticism, mostly conducted through social media. An anonymous online group led the charge, calling the project "at best, startlingly racially insensitive, and, at worst, racist." The same group has also attacked those they see as defending Place. Ever since the attacks started in early May, in the midst of the controversy and the pressures from the protesters, various cultural institutions have opted or been forced to remove Vanessa Place from a conference committee, cancel a discussion panel and even a whole conference--to the effect of imposing a silence where the only voices heard are those who attack the project and its author. On May 18, the Association of Writers & Writing Programs (AWP) acceded to the demands of the anonymous group and a related petition and decided to remove Place from a subcommittee that reviews applications for their annual conference. Paradoxically reiterating their commitment to freedom of expression, the AWP justified the removal as an effort to "to protect the efficacy of the conference subcommittee's work." Then on May 29, the Berkeley Poetry Conference, which had refused demands to banish Place from the program, scrapped their entire event, citing the withdrawal of a number of the other participants. And on June 6, the Whitney Museum in New York canceled a public program on the subject of the death penalty featuring Place along with philosophers Kyoo Lee and Avital Ronell. The organizers were unable to determine how to secure the integrity of the program in the context of the controversy. Those protesting have expressed little interest in engaging in a debate about Place's work; their aim has been to banish her entirely from cultural institutions. While they are free to do so - critiquing or protesting an art project is part of the give and take of a democratic culture – for cultural institutions to, in effect, blacklist its author and give in to online attacks from anonymous sources threatens our collective interest in maintaining a vital public sphere.
The cultural atmosphere evidenced by the events around Vanessa Place is chilling to any creative artist or institution that may consider approaching difficult questions around race, sexuality or politics. It makes real debate about emotionally charged issues over which we often disagree nearly impossible. Unless they develop strategies to manage conflict and disagreement productively, cultural institutions will operate as echo chambers under the pall of a fearful consensus, rather than leaders in a vibrant and agonistic public sphere. Not only is silencing and suppression dangerous for the culture at large, it does nothing to confront the realities of racism. Censorship has never contributed to the cause of social justice; throughout history it has invariably been on the side of totalitarianism and repression. But in the echo chambers of easy consensus, this lesson is very easily forgotten.

Tillykke også til Vanessa der blev færdig med Blæsten i nat!

(se min Blæksprutten i WA Bøger i fredags - de sidste 10 tweets fra nattens kæmpe slut-klynge:)

  1. me way to get him back. After all, tomorrow is another day." THE END
  1. n she couldn't get, once she set her mind upon him. "I'll think of it all tomorrow, at Tara. I can stand it then. Tomorrow, I'll think of so
  2. w defeat, even when it stared them in the face, she raised her chin. She could get Rhett back. She knew she could. There had never been a ma
  3. o lay her head, the gnarled black hand on her hair. Mammy, the last link with the old days. With the spirit of her people who would not kno
  4. y would be there. Suddenly she wanted Mammy desperately, as she had wanted her when she was a little girl, wanted the broad bosom on which t
  5. ark cedars leading to Tara, the banks of cape jessamine bushes, vivid green against the white walls, the fluttering white curtains. And Mamm
  6. nd some of her hurt and frantic regret was pushed from the top of her mind. She stood for a moment remembering small things, the avenue of d
  7. or of the red earth and the dismal dark beauty of the pines on the rolling hills. She felt vaguely comforted, strengthened by the picture, a
  8. light coming down over her like a benediction, feel the dews falling on the acres of green bushes starred with fleecy white, see the raw col
  9. her heart. She could see the white house gleaming welcome to her through the reddening autumn leaves, feel the quiet hush of the country twi

TILLYKKE MED IKKE-FØDSELSDAGEN, ALICE

Alice's Adventures in Wonderland, med John Tenniels illustrationer,
udkom i dag for 150 år og 1 dag siden!



(jeg og mange andre husker det altid som om, at de fejrer fejrer alles ikke-fødselsdag ved den gale hattemagers teselskab, men det gør de jo ikke i bogen, det gør de i Disney-filmen - ikke-fødselsdag er i efterfølgeren Thorugh the Looking-Glass fra 1871 et diskussionsemne mellem Alice og Humpty-Dumpty:)

'What a beautiful belt you've got on!' Alice suddenly remarked.
(They had had quite enough of the subject of age, she thought: and if they really were to take turns in choosing subjects, it was her turn now.) 'At least,' she corrected herself on second thoughts, 'a beautiful cravat, I should have said—no, a belt, I mean—I beg your pardon!' she added in dismay, for Humpty Dumpty looked thoroughly offended, and she began to wish she hadn't chosen that subject. 'If I only knew,' she thought to herself, 'which was neck and which was waist!'
Evidently Humpty Dumpty was very angry, though he said nothing for a minute or two. When he DID speak again, it was in a deep growl.
'It is a—MOST—PROVOKING—thing,' he said at last, 'when a person doesn't know a cravat from a belt!'
'I know it's very ignorant of me,' Alice said, in so humble a tone that Humpty Dumpty relented.
'It's a cravat, child, and a beautiful one, as you say. It's a present from the White King and Queen. There now!'
'Is it really?' said Alice, quite pleased to find that she HAD chosen a good subject, after all.
'They gave it me,' Humpty Dumpty continued thoughtfully, as he crossed one knee over the other and clasped his hands round it, 'they gave it me—for an un-birthday present.'
'I beg your pardon?' Alice said with a puzzled air.
'I'm not offended,' said Humpty Dumpty.
'I mean, what IS an un-birthday present?'
'A present given when it isn't your birthday, of course.'
Alice considered a little. 'I like birthday presents best,' she said at last.
'You don't know what you're talking about!' cried Humpty Dumpty. 'How many days are there in a year?'
'Three hundred and sixty-five,' said Alice.
'And how many birthdays have you?'
'One.'
'And if you take one from three hundred and sixty-five, what remains?'
'Three hundred and sixty-four, of course.'
Humpty Dumpty looked doubtful. 'I'd rather see that done on paper,' he said.
Alice couldn't help smiling as she took out her memorandum-book, and worked the sum for him:

               365
                1
               ____

               364
               ___

Humpty Dumpty took the book, and looked at it carefully. 'That seems to be done right—' he began.
'You're holding it upside down!' Alice interrupted.
'To be sure I was!' Humpty Dumpty said gaily, as she turned it round for him. 'I thought it looked a little queer. As I was saying, that SEEMS to be done right—though I haven't time to look it over thoroughly just now—and that shows that there are three hundred and sixty-four days when you might get un-birthday presents—'
'Certainly,' said Alice.
'And only ONE for birthday presents, you know. There's glory for you!'

lørdag den 4. juli 2015

Læseligt dada-digt HVOR ER DET SJÆL

(jeg har afskrevet teksten på Richard Winthers dada-digt (se forrige blogpost) - udklippene er klippet på langs i diverse aviser; afsnit markerer nyt klip, tankestreg markerer ny spalte og linje (hvis linjen ikke følger direkte efter linjen ovenover))

Tilfældets Lov DADA Digt 21/7/48

den danske Vise en efterdigtning / under 1. Kun Sømænd og Søfyrbø / hene til Meran
efter hvis ordre / Jeg vilde hjælpe

ham. Hun saa paa / stoppe Hjulet uden at min egen Arm / jeg nogle lykkelige og lærerige Aar / men Kammeres Ledere (en Politibetjent og en Overbetjent)

og hans po- / giver Ambassadør Mu- / samtlige russiske licenserede Ledere kører lange Ledere i Dag det nye / gæves søgt at faa en amerikansk

begge Beløb omsat til prisniveauet i 1925 / den 80-årige Aldersrentenyder Aron Klareboderne 14 / ton for at drøfte

ges og naar dette er Modersmaalet / ypperlige / ligvis benævnes Bull og Paa / for Dagen. Og hvor er det sjæl- / sche i Sverige og kastede

men nu da vi staa overfor det at forlade Haven, faar vi allige- / hverv. 6. Akademisk Liv. 7. Kunst. 8. Sport. ). Mode og endelig 10. Kvindernes deltagelse i Krigen

af et / re Lar / et sv / as Ha / og H / Land / en vo / re Ma / Befol / nen Pe / er er / efter / ndbru / varig / lev L / paa / opæis / drig

Soft Lig / It's a Gr / Show / Koncert / olister. Dir / Paa Sa / il Sopra / Jack Hard / mme 1500 / dier 21 / fter Galsw / oris water / ng Party / g hans or / o the star / 514,6 m. 2 / k. Bach / Quartet / rnal Hør / r Delius og / KRIG. Nati / .30-21.oo / 21.35 Qu / et uds. - 2 / Yvonne Lo / 386, 6 224 / og hans / et Frankri / n i Paris / der og K / ND Hilv / Daniel / Ork

tion og hvor meget der skete ved Straaling. Varmeafgivelse ved Kon- / Sids

fredag den 3. juli 2015

Vind om Winther fra Vindeby

i en anmeldelse i Information af den forunderlige, legesygt galsindige og monstrøse Wiedewelt-udstilling, som jeg heldigvis nåede forbi, for 10 år siden:

"Det er forår, tidligt tirsdag formiddag. På bredden overfor ser jeg de mondæne kartoffelrækker. Wiedewelt, som teksten her delvist handler om, fik en gade opkaldt efter sig her. Passende, eftersom han druknede sig i søen i 1802!
Vil igen cykle imod Gammel Holte, men har taget en omvej. Imod Nørrebro anes Mehldahls tårne ved Søtorvet og Dronning Louises Bro som i et vue over Seinen. Cykler ad Fredensgade, som har skåret Ryesgades hovedpulsåre over, forbi Tegners vitalistiske monument, og langs Panums kolossale bygningskrop, der som et billede synes at skrælle sig selv. Fredrik Bajers plads med Eickhoffs figur af den danske naturvidenskabsmand Steno ved dissektionsbordet.
Cyklen er et raslende lig, der slingrer i forgaflen. Jeg er på vej til Gammel Holte af alle steder for at se Richard Winthers udstilling: Wie-recycling.
En udstilling af Winther er et sjældent syn og indtil den 22. maj er der al mulig grund til at tage turen.

Richard Winther er født 1926, dansk maler, skulptør, fotograf m.m., dansk kunsts enfant terrible. Som en af de første i landet maler han konkretistisk i slutningen af 40'erne og er medgrundlægger af kunstnersammenslutningen Linien II. Winther var lærer på Eksskolen. Senere professor ved Kunstakademiet. Som tilfældet er med Wiedewelt, er der skrevet forbavsende lidt om Winther i løbet af de sidste 60 år.
Det er få steder i landet man permanent kan se Winthers arbejde. Vægtigst er det store trefløjede billede på Teknisk skole i Slagelse og udsmykningen af sygeplejehøjskolen i Næstved. Det er derfor ovenud lykkeligt, at det er lykkedes at få tre bronzer støbt og permanent opstillet i det nyanlagte barokanlæg bag udstillingsbygningen. Men over det meste af landet må man lede forgæves efter Winthers kunst, med Silkeborg kunstmuseum som en enestående undtagelse
På det lallede museum i Sølvgade, i det hvide snit, den såkaldte "Skulpturgade", der ifølge museets hjemmeside er velegnet til middage, receptioner, diverse shows og produktlanceringer, kunne man ganske vist indtil for nylig finde det centrale værk Mælkeflasken fra 1948. Museets populistiske linie må ses som en art social plastik, et kunstværk, hvor man igennem museets drift undersøger en udvidelse af hjernedødskriteriet.
Spændvidden og formatet af Winthers kunst er kolossal. Han arbejdede foruden med maleri, skulptur og grafik tidligt med eksperimental film, hidtil usete af deres art og udgav i 1947, under pseudonymet Gro Vive, digtsamlingen Den nøgenfrøede, der i sin radikale form foregriber Hans- Jørgen Nielsen, Højholt og andre med to årtier. Winther har vedholdende arbejdet med fotografiets muligheder og har selv konstrueret og bygget et stort antal, eksempelvis til 360-graders panoramafotografi. Fotografierne er noget så usædvanligt som et kunstnerisk fotografi, fotografiernes klassiske tableauer foregriber 80'ernes og 90'ernes iscenesatte fotografi, med de sanselige og erotiske modeller, set og fremkaldt i favntag med den europæiske kunsthistorie. Centralt i værket findes den store Hieronymus-serie og den murstenstykke bog: Den hellige Hieronymus damekreds."

EKSKLUSIVT FOR BLOGDAHL: Nyt gammelt DADA-DIGT!

TILFÆLDETS LOV - DADA-DIGT

af Richard Winther, 21. juli, 1948


(foto: Anders Sune Berg)

i nuværende Hvedekorn-billedredaktør Christian Vinds besiddelse

Chr. skriver:

Digtet lå i to dele i en kuvert i Ib Geertsens Winther udklipsarkiv som jeg modtog fra hans enke Birthe Geertsen i 2009,

torsdag den 2. juli 2015

Skæv i Vindeby

I MORGEN LANGT FANDEN I VOLD VED VORDINGBORG

Billedkunstneren (og ur-konkretisten og Hvedekorn-kunstredaktøren) Richard Winthers Hus i Vindeby*



*RICHARD WINTHER = Rdo
Rdo blev født i 1926 på Lolland. I 1993 købte han det nedlagte alderdomshjem i Vindeby. Richard indrettede sig med bolig, atelier og en omfattende samling af effekter.
Han udførte et stort antal malerier på vægge og lofter, og fortsatte med sit kunstneriske arbejde i huset til sin død i 2007

FORFATTEREFTERMIDDAGE
I samarbejde med Dansk Forfatterforening v/forfatter og psykiater Birgit Dagmar Johansen. Støttet af Statens Kunstfond.
3. juli kl. 15 - 17 Digter/ forfatter Lars Bukdahl
Lars Bukdahl er anmelder på Weekend-avisen, redaktør af Hvedekorn, folkelig foredragsholder, litterær hypnotisør, forfatter af romaner,digtsamlinger, børnebøger, monografier og blogger. Hvis Lars Bukdahl og Richard Winter havde mødtes, ville de have leet til - og af hinanden.

“JERES HUS ER ET FIRKANTET ÆG, DER KOGER UNDER MIT NATLIGE SAVN EFTER CECILIE LIND (OG PH ER EN DØD FIRKANTET KYLLING DER SNURRER RUNDT SOM EN SINDSSYG I MIKROBØLGE-OVNEN) - DET ENESTE, DET KLÆKKER, ER FLERE RÅDNE PENGE, SOM IKKE KAN KØBE KÆRLIGHED HJERTEFORMET SOM VORES”.

Fra Lars Bukdahls blog. www.bukdahl.blogspot.dk

onsdag den 1. juli 2015

Blodårens bjergkam medsamt link

LINK til min 5 stjerner-anmmeldelse på ekkofilm.dk af Jacob Lillemose & Karsten Wind Meyhoffs fænomenale En engel af sten. Charles Bronsons vision - skrevet MEGET tidligt i morges inden fordraget om Ny Politisk Litteratur på Grundtvigs Højskole - og her endnu et stykke fra bogens fysiologiske encyklopædi:

Det tætte netværk af blodråer på underarmen samler sig i en stor åre på toppen af overarmens monstrøse biceps. Markant og voldsom som bjergkam tiltrækker den uvilkårligt ens blik. Man kan ikke hel fatte den. På en gang gang resultatet af naturlig træning og en uvirkelig forekomst. Smuk og fremmed på samme tid. Som sådan er den ikke bare i billedet. Den er billedet. En figur i sig selv. Den centrale kanal i Bronsons krop.

Jeg prøver at (af)skrive korrekt konceptuel litteratur

$-REALISME / Kan du slå en femmer i stykker? (en Fitterman-idyl)

Can You Break a Five (pl. 5) is a complex currency composition in the manner of Reproduction. Painted in 1988, it is rendered in Haberle's most impeccable trompe l'oeil style. It shows an especially colorful tattered five-dollar bill issued in 1880. At right is a large pale red medaillon woven into the paper, with letters printed over it. The identifying currency numbers - Z1420719 - at bottom left and top right are also red.
  The bill includes a portrait of President Andrew Jackson in a roundel at bottom left; the Roman numeral V (top left) and the number 5 (top right) identify the denomination, as do the words FIVE DOLLARS in the center of the bill, below UNITED STATES. At the center is an illustration of an american pioneer couple - a seated woman and a standing man holding an axe, his dog at his side. Their small cabin is in the background, evidence of their success in clearing the wilderness and establishing a homestead. The United States Treasury Department commisioned a number of American artists during this period to paint compositions to decorate American currency. Although the artist of the pioneer couple in Can You Break a Five? is unknown, the image recalls the work of William Sidney Mount, a well-known painter of the period.
  The five-dollar bill rests on a diagonal above the remnants of a one-dollar bill; torn scraps of its corners rest at the upper left and at the left center edge near the frame. At the center Haberle carefully painted the portion of the reverse of a one-dollar bill that contained the warning from the United States Treasury Department regarding counterfeiting. Much of this text can be read with a magnifying glass, including counterfeit and imitation of paper money. This detail also appears in U.S.A., and A Deception: Ben Franklin and Five Dollars.
  A battered pair of magnifying spectacles dangling by a string hangs over a small newspaper clipping that appears in U.S.A. The praiseworthy clipping serves as Haberle's signature. There is no other signature or date. Can You Break a Five is probably the painting that was exhibited at the Pennsylvania Scademy in Philadelphia in January 1889.

(afskrevet fra kataloget John Haberle: American Master of Illusion, købt for 10 kr i dag på Københavns Hovedbibliotek)

Fanebladsdigt

(første teksenhed der fanger øjet på hvert af de opslåede faneblade i min browser, copypastet (medsamt evt. link))

Ju-Jitsu & Science Fiction

 

Indlæg  ›  Alle (4994)


Fanebladsdigt

Der opstod timeout for afspilningen


På det her billede kan man se min søn Max, der står på Empire State Building. Det i baggrunden er New York. Ingen filmtricks. Bare altså.

Reserveringskø: Bog 

Kontakt Os

 

De mest citerede tænketanke


Cyklen er et raslende lig, der slingrer i forgaflen.

Advokat-snyd i filmbranchen  

 

I cannot be called Madam enough.

Sky High Prices

Absolut Cut & Paste! To nyttige danske lister (at dumpe i konceptualitet (uden at være gået til eksamen))

I det centrale kapitel i sin afhandling, som definerer og analytisk eksmeplificerer "Konceptuel litteratur oplister Martin Glaz Serup danske værker, der ER og IKKE ER konceptuel litteratur (min listeopstilling, lister skal se listeagtige ud!): 

I den danske poesi er der i de sidste cirka 10-­‐15 år udkommet en række værker der på forskellig vis placerer sig inden for den konceptuelle litteratur. Her vil jeg koncentrere mig om den konceptuelle poesi, hvilket også er den kategori værkerne af Vanessa Place, Esther Dischereit og Robert Fitterman tilhører. En liste over danske værker fra perioden tæller 
Martin Larsens Hvis krigen kommer (2003), 
Tomas Thøfners Altings A (2004), 
Christian Yde Frostholms Afrevne ord (2004), 
Maja Lee Langvads Find Holger Danske (2006), 
Martin Larsens Monogrammer (2007), 
Christian Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål (2008), 
Bjørn Friis Thomsens Rottemades (2008), 
Christian Bjoljahn & Martin Johannes Møllers Flytning (2009), 
Rasmus Graffs Som levende begravet her (2009), 
Rasmus Graffs Folkets prosa (2010), 
Pejk Malinovskis Den store danske drømmebog (2010), 
Martin Glaz Serups Mandag og Ja, jeg smager månedens kunstnervin! (begge 2010), 
Chresten Forssums Manhattan (2011), 
Martin Glaz Serups Local Colour (2012) 
og Vanessa Places Andersens Wank (2012), der er skrevet på dansk og kun udgivet i Danmark.

(...)

Fra mit perspektiv er der meget dansk litteratur fra de sidste cirka 10-­‐15 år, der ikke uden videre kan karakteriseres som konceptuel litteratur, selvom det ligner og har fået sat prædikatet på sig, typisk i forbindelse med anmeldelser. Det drejer sig for eksempel om 
Lars Bukdahls 116 chok for sheiken (2001), 
Eli I. Lund: Jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden (2002), 
Peter Adolphsens En million historier (2007), 
Lars Bukdahls Alfabeter fra Pluto (2008), 
Martin Larsens Noter til det mere perfekte liv (2009), 
Rasmus Nikolajsens I Athen (2009), 
Pablo Llambías Kærlighedens Veje og Vildveje (2009),
 Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns versroman Katalognien (2009), 
Thomas Hvid Kromanns Metrodigte – et øjebliksarkiv (2010), 
Martin Larsen Hvis jeg var kunstner (2010), 
Martin Glaz Serups Marken (2010), 
Mette Østgaard Henriksen Stikkersvin jeg fucker dig (2011), (aaaaaah, hva'? LB)
Pablo Llambías Monte Lema (2011), 
Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011), 
Peter Laugesens Anarkisten i Fandens hus (2011), 
Christina Hagens White Girl (2012), 
Pablo Llambás Hundstein og Sex Rouge (begge 2013), 
Niels Franks Nellies bog (2013), 
Christina Hagens Boyfrind [sic!] (2014) 
og Maja Lee Langvads Hun er vred (2014). 
Man kunne også nævne ældre digtere og dele af deres produktion, der sædvanligvis samles under forskellige paraplyer som konkretisme eller systemdigtning; for eksempel Per Kirkeby, Hans-­‐Jørgen Nielsen, Vagn Steen, Dan Turèll, Klaus Høeck, Inger Christensen, eller hvad med den poesi der arbejder med fast metrum, for eksempel Brorsons eller Kingos? Derudover findes der en del litteratur inden for genrer som digital poesi, bogobjekter, lyd & lyrik og diverse andre offpagepoetrypraksisser, som jeg heller ikke umiddelbart vil karakterisere som konceptuel litteratur. Det bliver ikke til konceptuel litteratur, blot fordi det kommer i et andet format end bogens codex. Selvfølgelig kan alle de nævnte værker siges på sin egen måde at være konceptuelle i forståelsen: baseret på en idé, hvilken litteratur er ikke dét -­‐ men som jeg har forsøgt at vise, er den konceptuelle litteratur ikke kun det. Ingen af disse eksempler lader det der bliver skrevet, blive synderligt påvirket af den idé eller det eventuelle system, de har sat til at generere teksten. Det påvirker ikke indholdet af den, så at sige. Forfatterne er derimod vældig kreative i måden de omgår og bruger systemet, approprieringen, citatet, montagen, reglen, begrænsningen, readymaden, det fundne objekt, genren, konceptet på. Som Jan Baetens og Jean-­‐Jacques Poucel skriver i en beskrivelse af den i OuLiPo så vigtige begrænsning, den såkaldte la constrainte, constraint: "Constraints are not ornaments: for the writer, they help generate the text; for the reader they help make sense of it." (via Perloff 2010, 80.) I den konceptuelle litteratur hjælper konceptet ikke kun til med at generere/skrive teksten, konceptet er eller gør teksten. I OuLiPo er benspændet en afgørende forhindring som skal tvinge forfatteren på omveje, som Christian Yde Frostholm udmærket formulerer det (Frostholm 2013, upag.), og man forstår på metaforen at tekstens destination er den samme som den helet tiden har været, det er blot måden at nå til den på, der bliver anderledes og måske mere interessant. Men i den konceptuelle litteratur er metoden ikke bare en form for medium, men sagen selv, det stof den type litteratur er gjort af -­‐ for nu at parafrasere Lilian Munk Rösings beskrivelse af hvad hun mener en litterær stemme er (Rösing 2012, 72) -­‐ man kan ikke ændre parametrene i den konceptuelle litteratur, uden at ændre på hvad den beskæftiger sig med. (...)
Den konceptuelle litteratur abonnerer også på andre læsestrategier end dem det sædvanligvis forventes man skal operationalisere i mødet med skønlitteratur; om det er godt eller dårligt skrevet, om det er originalt, om det er overraskende, det er ikke så interessant som HVAD der står, HVORDAN det står der, og måske vigtigere: HVOR det står – kontekst og situation; hvad det er en del af, hvilken sammenhæng det er taget fra, hvilken del af verden det repræsenterer.86 Anskuet således falder eksempelvis de OuLiPo-­‐inspirerede arbejder ud (Thomas Hvid Kromann, Martin Larsen, Peter Adolphsen); ligesom også de bøger der arbejder med montager af citater falder ud (Peter Laugesen, Bjørn Rasmussen, Klaus Høeck, for eksempel hans Transformationer (1974)); de gør så at sige kunst af kunst ved at postproducere, eller rettere montere, dele af tekster fra Louis-­‐Ferdinand Céline, Marguerite Duras osv., så resultatet bliver en ny bog af Laugesen (og Céline), Rasmussen (og Duras) osv. I den konceptuelle litteratur er det sjældent materiale der allerede i udgangspunktet er kunst, der bliver bearbejdet.87 Det har naturligvis andre konsekvenser for hele måden at læse på, om man for eksempel læser en 'autentisk' vejrmelding, men nu som poesi, eller om man læser dele af skønlitterære tekster -­‐ som skønlitteratur. Når Bjørn Rasmussen citerer Duras ekstensivt og Peter Laugesen skaber en hel bog om Céline udelukkende ved at montere tekster af Céline selv, forandrer de naturligvis deres kildeteksters betydning ved at forandre deres nye tekstinterne og -­‐eksterne omgivelser, nye afsendere, modtagere, sammenhænge, en ny historisk situation at blive udgivet i osv.; men den grundlæggende måde at læse på bliver ikke forandret. I den konceptuelle litteratur er selve FORFLYTTELSEN fra én sfære til en anden vigtig, dette at få nye øjne at se med. Ofte sker denne forflyttelse fra noget der ikke i udgangspunktet er kunst eller tilskrives politisk eller kunstnerisk værdi -­‐ ofte er det fra en form for brugskontekst; derfra og ind i kunstens og opmærksomhedens rum, hvorved materialet mister sin oprindeligt intenderede mere utilitaristiske (tids-­‐ og stedsspecifikke) funktion (vejrudsigten, trafikmeldingen, baseballkampen, den daglige kommunikative tale osv.) Det er, med Jacques Rancíeres begreb, den redistribution af det sanselige der er en væsentlig komponent i den konceptuelle litteratur, og som i første omgang adskiller den fra andre system-­‐, genre-­‐ og constraint-­‐baserede typer af litteratur såsom for eksempel OuLiPo, Cut-­‐up, Fold-­‐in, Collage, Montage, Remix, Found Poetry osv. I den konceptuelle litteratur går det for så vidt ud på ikke at skrive selv, eller ikke at skrive selv; ikke skrive som det vi sædvanligvis forstår ved at skrive; ikke i første omgang at bedrive kunst. Dét bliver så kunsten.