lørdag den 19. april 2014

Hesselholdt læser jeg jo slet ikke endnu, jeg læser Højrup, der er lige så velsignelsesgivende skrivende (i sin forbandethed)

Fra den nye roman Island, der udkommer i næste og ligner et blomstrende indebrændt gennembrud:

Jeg ser ud af vinduet og under mig lyser en granskov så grøn, som kun en granskov kan være. Det må være Norge.
          tænkte jeg, og jeg som hader Norge, og altid har hadet Norge, fordi Norge på en måde er en karikatur af Danmark, men ikke en ondsindet karikatur, nærmere en tragisk. Norge er det bedste land i verden,
          tænkte jeg,
og det kan nordmændene slet ikke få nok af at fortælle sig selv og hinanden og alle andre, der gider at høre på dem. Norge er en luksusudgave af Danmark, som både er værre i sin selvovervurdering og bedre i sin selvbegejstring. Samtidig har jeg også ondt af Norge,
          tænkte jeg, for alt i Norge er tyve, tredve eller måske så meget som halvtreds eller hundrede år efter Danmark, og derfor kan man med meget stor nøjagtighed forudsige alle de katastrofer, der inden længe vil regne ned over nordmændene. I Norge har man stadig en meget stærk og rørstrømsk nationalfølelse i behold, men snart vil naiviteten og stoltheden blive afløst af den samme angst og smålighed, som hærger Danmark, og resten af kontinentet. Jeg hader Norge,
           tænkte jeg. Jeg hader Norge på samme måde, som man hader et udryddelsestruet dyr, for det udryddelsestruede dyr hører en anden og mere uskyldig tid til, og derfor er det uudholdeligt at føle ømhed for det. Man ser ind i dyrets øjne, og man ser, at det ikke aner, at det er dømt til undergang og har været det længe. Man ser ind i dyrets øjne, og det eneste man føler er smerte og medlidenhed. Man føler medlidenhed med et dyr, der engang var mægtigt og stærkt, og man skammer sig for nu virker dyret kun latterligt i sin febrilske kamp for at overleve. Det løber dybere ind i den sidste rest jungle med menneskehedens maskiner i hælene, og vi græder og tænker, at noget må gøres, så vi hegner et ynkeligt stykke land ind, og forvandler på den måde et levested til et bur. I stedet for at lade naturen gå sin gang, og lade det, der ikke kan leve, dø, forvandler vi noget vildt og naturligt, til noget tæmmet og kuet. Vi føler medlidenhed og dermed berøver vi det truede dyr, det eneste det har tilbage, nemlig dets værdighed. Jeg hader Norge.
           tænkte jeg, for Norge er, ligesom litteraturen, et museum for håb og svundne tider. Vi betragter Norge med overbærenhed og lader Norge komme til orde uden at afbryde eller komme med indvendinger. Vi betragter Norge som et uskyldigt barn eller en dement olding, som man ikke nænner at modsige, og derfor holder jeg også af Norge, for Norge fortæller os noget andet, end det vi plejer at høre. Norge minder os om, at der findes noget, der er godt, noget, der er værd at kæmpe for, noget, der er større end os selv, noget, der ikke kan gøres op i penge, hvilket er en besynderlig påmindelse, når den kommer fra en oliestat. Norge giver mig lyst til at blive et bedre menneske, og derfor elsker jeg også Norge. Jeg elsker Norge, selvom jeg hader Norge., ligesom jeg elsker litteraturen, selvom jeg også hader den og har opgivet den, fordi den ikke vil slippe mig. det er irrationelt at hade.
           tænkte jeg,
men det er også irrationelt at elske.

(Højrup er kun en 2'er (Forfatterskole, akademisk grad) i kartel-skemaet, så der er ingen god grund til, at jeg bryder mig SÅ voldsom meget om hans bog)

Wikipedia-sociologi

(svar fra Henrik Dahl på Anne Marie Mais påvisning af 2 fejl i hendes karakterer i kartelskemaet:

Henrik Dahl Jeg har i min pilotundersøgelse benyttet mig af åbne kilder. Wikipedia har ikke med, at du holdt op i bestyrelsen i '11.)

A cartel is a formal (explicit) "agreement" among competing firms. It is a formal organization of producers and manufacturers that agree to fix prices, marketing, and production.[1] Cartels usually occur in an oligopolistic industry, where the number of sellers is small (usually because barriers to entry, most notably startup costs, are high) and the products being traded are usually commodities. Cartel members may agree on such matters as price fixing, total industry output, market shares, allocation of customers, allocation of territories, bid rigging, establishment of common sales agencies, and the division of profits or combination of these. The aim of such collusion (also called the cartel agreement) is to increase individual members' profits by reducing competition.
One can distinguish private cartels from public cartels. In the public cartel a government is involved to enforce the cartel agreement, and the government's sovereignty shields such cartels from legal actions. Inversely, private cartels are subject to legal liability under the antitrust laws now found in nearly every nation of the world. Furthermore, the purpose of private cartels is to benefit only those individuals who constitute it, public cartels, in theory, work to pass on benefits to the populace as a whole.

Drug cartel is a criminal organization developed with the primary purpose of promoting and controlling drug trafficking operations. They range from loosely managed agreements among various drug traffickers to formalized commercial enterprises. The term was applied when the largest trafficking organizations reached an agreement to coordinate the production and distribution of cocaine. Since that agreement was broken up, drug cartels are no longer actually cartels, but the term stuck and it is now popularly used to refer to any criminal narcotics related organization, such as those in Guatemala, Honduras, El Salvador, Jamaica, Trinidad and Tobago, South Korea, Dominican Republic, Mexico, Japan, Italy, France, United States, Colombia, United Kingdom, Netherlands, Russia, Brazil, Argentina, Peru, Bolivia, Paraguay, Afghanistan and Pakistan.
The basic structure of a drug cartels is:
Falcons (Spanish: Halcones): Considered the "eyes and ears" of the streets, the 'falcons' are the lowest rank in any drug cartel. They are responsible for supervising and reporting the activities of the police, the military and their rival groups.[1]
Hitmen (Spanish: Sicarios): The armed group within the drug cartel that are responsible for carrying out assassinations, kidnappings, thefts, extortions, operating protection rackets, and defending their 'plaza' (turf) from rival groups and the military.[2][3]
Lieutenants (Spanish: Lugartenientes): The second highest position in the drug cartel organization that are responsible for supervising the hitmen and falcons within their own territory. They are allowed to carry out low-profile executions without permission from their bosses.[4]
Drug lords (Spanish: Capos): The highest position in any drug cartel that are responsible for supervising the entire drug industry, appointing territorial leaders, making alliances, and planning high-profile executions.[5]

Copenhagen Pop Cartel er den første EP af den danske popgruppe Nik & Jay. Den udkom den 8. marts 2013 på Copenhagen Records.[1] EP'en udkom som den første Nik & Jay-udgivelse udelukkende digitalt.[2] Udgivelsen består af seks engelsksprogede numre, heriblandt førstesinglen "United" (featuring Lisa Rowe), der udkom den 28. januar 2013. "United" er skrevet i samarbejde med Aura Dione.[3] Singlen debuterede på førstepladsen af download-hitlisten, og blev dermed duoens første nummer ét-hit siden "Mod solnedgangen" (2011).

fredag den 18. april 2014

Tue Andersen Nexø skriver blogposten i stedet for mig

Og så en lang status til alle jer, der læser Weekendavisen (poor you).
Så har jeg endelig fået set Henrik Dahls skema i Weekendavisen, hvor også jeg optræder. Det er jo ufrivilligt komisk. Et er at lave en undersøgelse, hvor man 'tilfældigt' udvælger 20 kritikere og 20 forfattere, og det så viser sig at de - hovsa! - falder i 2 gange 2 grupper af 10 hver. Den slags blev Penkowa fældet på. Noget andet er, at flere af de her point-kategorier er totalt uigennemskuelige. Vil "forfatterskole" sige, at man har gået på forfatterskolen? At man har været lærer der? At man har holdt en gæsteforelæsning? At man godt kan lide at komme til deres fester? Hvad vil "kritiker af dansk samtidslitteratur" sige, hvis det IKKE betyder "anmelder jævnligt dansk skønlitteratur ved en dansk avis"?
Noget tredje er så, at der er helt åndssvagt mange fejl i skemaet. Lad os nu sige, at "Forfatterskole" betyder at have gået på Forfatterskolen, det er trods alt det, Henrik Dahl selv skriver i sin brødtekst. Så er 4 ud af 10 forfattere i Dahls kategori 1 fejlplaceret, 6(!) ud af 10 af os kritikere. Lad os sige, at "dobbeltpraksis" betyder, at man både er forfatter og er aktiv kritiker på et dansk dagblad - i brødteksten er det tydeligvis det, "kritiker" betyder. Så er 7(!) ud af 10 af forfatterne fejlplacerede. Men måske betyder det noget andet. Måske betyder det, at de engang har sagt noget kritisk om en anden forfatter til Henrik Dahl på Bobibar. Who knows? Jeg gør det ikke. Man kan i øvrigt fortsætte med at finde fejl, så vidt jeg kan se er det under 50 procent af alle personer, der er opgjort korrekt. Det er altså en graverende mængde fejl i datasættet, selv for en "pilotundersøgelse".
Henrik Dahl har forskellige steder på facebook sagt, at der kan være enkelte fejl i hans optælling, men ingen, der flytter rundt på hans grundlæggende opdeling (dem, der får 0-2 point vs. dem, der får 3-5). Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Erik Skyum-Nielsen ikke tilknyttet Forfatterskolen - og så går han fra 3 til 2 point. Og Lilian Munk Rösing har ikke redigeret Den Blå Port - og så går hun fra 3 til 2 point. Selv bør jeg nok få 2 og ikke 4 point. Skyum, Rösing og jeg er altså Kritikere II ifølge Dahls skema. Det er særligt graverende, eftersom det eneste eksempel, Dahl fremhæver, på en fordomsfuld Kritiker I ... er Skyums anmeldelse af Christian Jungersen.
Alt det her er selvfølgelig helt fjollet. Alle og også jeg har en stærk fornemmelse af, at kritikere som Lilian, Skyum og jeg minder mere om kritikere som Lars Bukdahl og Mai Misfeldt og Olga Ravn - hermed ikke sagt, at vi er enige om særlig meget, for det tror jeg ikke, vi er - end vi minder om Søren Kassebeer eller Bo Tao Michäelis. Især får vi en helt anden slags bøger til anmeldelse. Når Henrik Dahl placerer os i samme kategori, følger han sin intuition, kort sagt. Men sociologiske undersøgelser - også pilotundersøgelser, og også dem, man laver i Weekendavisens spalter - skulle jo gerne kunne række ud over ens intuition, og ikke bare være en omgang pseudoobjektivt og fejlbehæftet fernis, man pynter mavefornemmelsen med. For at kunne det, skal kriterierne være klare og datasættet uden fejl.
Der er alle mulige andre påstande og insinuationer, Henrik Dahl kommer med i sin brødtekst, som man også burde forholde sig til. Men, altså, jeg gider det ikke. Hvis Henrik Dahl vil tages alvorligt af os i det farlige 'kartel', må han også gøre en indsats selv. Længere er den ikke. 
  • Lars Bukdahl Godt, Tue, du (halvt) skriver den (som FB-opdatering forklædte) blogpost, jeg har prøvet at tage mig sammen til siden i onsdags, ikke mindst den dobbeltpraksis-kategori er helf fucked nede hos forfatterne (Ib M og Grøndahl har sgu da også skrevet læssevis af litterære essays, også om samtidslitteratur, hvis DET er kriteriet) og på den anden led, hvornår har Martin Serup og AMM Mai sidst været aktive anmeldere etc.

torsdag den 17. april 2014

Quod Erat Demonstrandum-dum-kugle

Det er handler bare om forskellen på at skrive sådan her - citat fra begyndelsen på krimi-dublet, hentet i dag på WA, skrevet af en journalist (der forsøger at skrive prosaisk "godt"):

Ketil Brandt lod sin hånd dykke ned i plasticposen for derefter at kaste en håndfuld gennemnulrede brødstykker ud på fliserne et par meter fra bænken. Som de øvrige gange, han havde foretaget denne bevægelse, kom duerne og gråspurvene styrtende til for straks at sætte krummerne til livs. De var sgu umættelige, de skide kræ.
  Han kiggede ned i posen. Snart måtte han skuffe sine gode venner fra dyreverdenen med, at det var slut.
  Han tænkte på, om fuglene mon rent faktisk genkendte ham? Hans fremmøde her i Tammsaare Park havde været utrolig stabilt. De gange, han havde sprunget over, kunne tælles på én hånd. Jo, der var en del tilfælde, hvor han først ankom langt hen på eftermiddagen oven på en lang og rastløs bytur natten før. Men det vigtige var vel, at han ankom og tog plads på en af de bænke, der i en cirkel sørgede for at indramme parkens flisebelagte midte. I dag var det oven i købet sket tidligt. Klokken var ikke mere end ni. Hvis fuglene ellers var begyndt at vente på ham, måtte de betragte hans indsats som mere end godkendt.

Og skrive sådan her - citat fra begyndelsen på en "fortællekreds", hentet i dag på WA i lykkeligvis et anmeldereksemplar, skrevet af en forfatter, der underviser på Forfatterskolen og har været redaktør af Den Blå Port (og skriver den bedste prosa i kongeriget ca.):

'Når man er alene risikerer man ingenting'.
  - Men er det helt sandt?
  (Jeg talte med mig selv).
  Agterudsejlet. Engelsk: marooned - o'erne som en skylle af vand over rælingen på skibet man nu kun aner i horisonten.
  'Det er også noget værre noget, de har svigtet dig allesammen', sagde naboen, lige uden for min store have, hvor vi var mødtes, hvor jeg stod og græd.
  - Min mor kan jo ikke gøre for hun er død', sagde jeg, 'og Charles - det er som det skal være, vi kunne ikke holde hinanden ud'.
  'Nå, så var det jo godt det samme'.
  'Jeg har vænnet mig til at være alene i huset. Men haven har jeg ikke vænnet mig til at være alene om endnu'.
  (Jeg havde indtil nu siddet inde i huset og kigget ud på haven; jeg havde ikke anbragt mig i den; jeg havde taget den i små bidder - gennem vinduet).
  Jeg havde netop lukket tre havemænd derind, nu rasede og regerede de med motorsave og buskryddere, jeg var bange for at de foranstaltede ødelæggelse, snarere end at rydde op og bane vej - for eksempel ind til mine frugttræer, som ikke var blevet beskåret og nu bar frugt ingen kunne nå.

Hvis du ikke kan se forskel på de 2 tekststykker , eller hvis du synes den forskel, der er, i selve sprogbemestringen, er ligegyldig eller mindre vigtig - som sådan eller i forhold til hvad af tematisk, om samfund og livsstil og sager, de pågældende bøger måtte tematisere, eller hvilket plot der skal eller ikke skal plottificeres, så skråt op med dig ifølge mig, simple as that.

Frostbid i april

Udvalgte Lars Frost-kommentarer på uendelig tråd om Henrik Dahls kartel-komik under Kaspar Collings positive omtale af samme:
  • Lars Frost Det da er et skønt og tåbeligt skema, han har lavet. Ærgerligt, det er så fuld af fejl.

  • Lars Frost Jeg er bare vred over, at han har snydt mig for 2 point (jeg HAR været redaktør på Den blå Port i fire år! og ER medlem af Promenaden!) og foræret et ekstra til Brixvold (han har, så vidt jeg ved, ikke gjort sin uddannelse på universitetet færdig. Til gengæld har han gået på filmskolens manuskript-linie, men gælder det?) og taget mindst ét fra Frank (som har gjort sin uddannelse færdig og faktisk har undervist på Testrup ved mindst et par lejligheder) - det er bare lige, hvad jeg umiddelbart kan se. Dvs: Frank burde være i top. Moestrup + Frost nr 2!

    • Lars Frost Hov - Juul og Skinnebach er osse blevet snydt for et point! De er begge med i Promenaden. Skinnebach er mestendels en slags sovende medlem, men medlem, det er han altså. - - Den er sgu lidt sløset den der opgørelse. Det kan da ikke være så svært at læse medlemslisten på Promenadens blog.

      • Lars Frost Hov hov - Nexø er ikke med i Promenaden - desværre. Nexø, 3 points!

      • Lars Frost Hov - Ravn har da været lærer på Testrup. Ravn, 5 points!

      • Lars Frost Og så er der alle dem, der ikke er med på listen. Det må selvfølgelig se meget eksklusivt ud, når man har så få navne med - og med de parametre. Det er begrænset, hvor mange, der nogensinde har været redaktør på Den Blå Port og Promenaden er en meget lille klub.Og alligevel flyder Danmark over med 3’ere og 4’ere, der er sikkert også en 5’er eller 2, jeg har glemt. - Jeg forstår ikke helt ‘Dobbeltpraksis’-ideen, men: Lyngsø, 4. Dorph, 3/4. Balle, 4 - til en start.
      • Lars Frost Min pointe er vel egentlig, at skemaet modbeviser Dahls påstand. Skemaet viser, at der er tale om et meget fladt hierarki.// Jeg mener ikke, at dansk litteratur har et meget fladt hierarki - det er Dahls skema, hans parametre og hans teser, der er ubrugelige.

      • Lars Frost @ Bernt + Colling. I må komme med eksempler på noget specifikt fint og smalt lort. Der er SÅ meget lort derude, at det kan være svært se det fine og smalle for bare lort.
       
      (efter lang pause, hvor tråden strikkede videre)

      Lars Frost Kan vi ikke bare enes om, at det er et eksistensvilkår, at Jeg føler Mig udenfor. Vi føler altid, at vi står foran en låst dør og banker på - for helvede, så meget har vi vel lært af biblen og moderne litteratur. Græsset er grønnere... og Foran Loven.. etc - og i solens blændende overherredømme smelter alle is.

      Lars Frost Et af de uønskede resultater af den her åbenhed, der tilsyneladende er folk, der ønsker, ét resultat af den åbenhed er jo paradoksalt nok forskelsløshed. Det jævne, det ligegyldige. Et brunt (eller knækket hvidt) helvede, hvor der ikke er nogen at være uenig med. Det er sgu da skønt, at der en smule forskel og uenighed. Det er skønt at smålighed styrer den folkevogn vi kalder verden. Tænk hvis det var store visioner og fremsynethed, medmenneskelighed, der herskede over vandene! Kedsommeligt.

      • Lars Frost @ Opmann: Understøttelse! Åh, jeg ville elske, at være berettiget til understøttelse. Nøjes? Kan det tænkes, at der rent faktisk sidder mennesker og passer deres arbejde og sorterer snottet fra - efter bedste evne - og vælger at udgive, præmiere osv, det de rent faktisk synes har fortjent udgivelse, priser osv?

      • Lars Frost Gyldendal er en købmandsforretning - Gyldendal er kønsløst, smagløst og har kun blik for mønten i DIN lomme! Der sidder mennesker, redaktører og den slags mennesker, inde i dyret, som har en smule smag og lyst til litteratur, men de er fanget i forretningens baglokale.

        • Lars Frost @ Bunch: Jeg er desværre blevet ekskommunikeret af Testrup - efter at jeg lagde sandheden på bordet, parterede den og spiste dens rå lever. Med alt for mange pocherede æg til.

        Lars Frost @ Bunch: For real. Men Brixvolds tilbud er sgu da virkeligt, osse. Formulér et forløb, noget om lukkede selv-skaber med okkulte ritualer, en blæk-kult, hvor man knæler og smører sig ind i blæk? Man skaber sin egen succes! FY for fanden, der kastede jeg lige op i min egen mund. HOST host. Undskyld, jeg skal lige ud og hente en klud....

        Lars Frost @ Brixvold: Jeg mente ikke andet end at jeg synes Bunch skal tage dit tilbud alvorligt, for jeg ved, at det er et alvorligt tilbud. - Og så kom jeg til at høre mig selv og andre sige det der om at skabe sin egen lykke og succes. Det er det. @ Colling: Jeg har sgu aldrig prøvet andet end at sælge så mange bøger som muligt - det er ikke salg, jeg protesterer imod - det er købernes dårlige smag og smagløse løben efter bøger, der reklameres for og tales om i elendige morgen-tv-programmer. Ikke-litterære bøger? Bøger, der fremmer glemsel og fortrængning, bøger der ikke interesserer sig for komplicerede problemstillinger, ikke interesserer sig for sprog og erkendelse, men interesserer sig for at opretholde illusionen om at alt er super-duper-ok for vi - menneskeheden, middelborgeren - har styr på lortet, styrer lortet. Når sandheden er en helt andet og langt mere problematisk og sværtforståelig sag. // Bogen er et medie - litteratur er en anden ting - en ting, der kan skjule sig i en bog. Men andre ting kan finde et hjem i en Bog: Protest, filosofi, underholdning, dumhed, livstile, mad-opskrifter etc... meget andet end litteratur. Ik?

        Lars Frost Men om medierne kan (skelne mellem ben og sætning), åh, det er et helt andet spørgsmål. De er ikke voksne. De har ikke alder. De modnes ej, for de står med hælene i Ungdommens kilde. Evigt fornyede med ungt blod fra diverse journalistskoler og universiteter. Evigt unge medie!

        Lars Frost "Store nave” - lange navne, tunge navne. Ekstra large navne.

        • Lars Frost @ Colling: Der kan du selv se - det er fx ude i salgsbranchen, der sker syge opdelinger og forvanskninger af det litterære - fordi de er KØBMÆND, for hulen! Ikke litterært interesserede.See Translation

        • Lars Frost Man skal være litterært interesseret for at sælge litteratur - som sagt: Bøger er et medie, der kan indeholde meget andet end litteratur.
        • Lars Frost REKLAME: Han hedder Bent i min roman - med handling og genkendelige karakterer - Ubevidst rødgang - - ham der hippie fascisten.

        • Lars Frost Du sku prøve et par flasker fra veneto - smask og mums - dér ka de noget med blidhed - en sart form for intellektuel vinøsitet.
        Lars Frost Wine is fine, but whiskey's quicker

        Lars Frost @ Bunch: Litteraturen starter med eposet om Gilgamesh - FAKTA - og PS jeg tænker på mig selv som Enkidu (omtalt i samme epos), den vilde skovmand, skabt af, så vidt jeg husker savl og mudder - det vil velsagtens sige savl og sand?

onsdag den 16. april 2014

Orker ikke sukke ove Dahls nye dybder

Her er bare min originaltrompet til min krimi-Dan-kommentar (der også var en profetisk kommentar, både kommentaren og trompeten, til Dahl-dybderne: Hvor stenalder-modernistisk tror han mit (og vores) litteratursyn er? jeg/vi kan sgu da ikke gøre for (med en Leth)parafrase), at det er vores venner (+ Susanne Staun), der laver den bedste samtidslitteratur, og at den bedste samtidslitteratur er ukriminalistisk: gid Rasmus Halling rent faktisk skrev kriminalromaner, eller nej, gid det ikke, for godt at Rasmus kun gider skrive det, han gider, i alle de gale retninger han gør det, for det kan jo være fuldstændig lige meget, om det er latterligt få gode, danske, post-Turèllske krimier, hvis der er velsignet mange gode alle mulige andre litteraturslagser, og det er der fandengaleme):

SERIØS DØS

tirsdag den 15. april 2014

Johannes Baun nye redaktør på WA Bøger

- han kommer fra litteraturvidenskab og Rosinante & co. og Kristeligt Dagblads Forlag, gode steder i verden, og jo især Rosinante der er et godt LITTERÆRT sted, så hey, everybody, en litteraturredaktør, der er litterat, sådan en har der ikke været siden Thomas Thurah, og han ser absolut rar ud, her er billede og præsentation fra Kristeligt Dagblad, 2008:



Et sjældent organisatorisk overblik kombineret med en menneskelig varme og et sikkert boldøje! Skal man tro de mennesker, der kender og har arbejdet sammen med 31-årige Johannes Baun, så har Kristeligt Dagblad skudt papegøjen ved at få ham som chef for avisens nye satsning, Kristeligt Dagblads Forlag. Tillykke med ham, han får ting til at ske, lyder det.

Johannes Baun kommer fra en stilling som forlagsredaktør på Rosinante&Co, hvor han de seneste fire-fem år har stået bag et bredt program af både skøn- og faglitteratur. Blandt andet har han relanceret en række litterære klassikere, ligesom han har udviklet forlagets linje inden for kristne og kirkelige udgivelser. For sin sikre tæft for at vælge de rigtige manuskripter til udgivelse modtog han i 2005 Forlæggerforeningens Jubilæumslegat, der betegnes som branchens talentpris.

I den kulturradikale forlagsverden er personer med en stærk forankring i den kristne tro et forholdsvis sjældent syn. Sådan en er Johannes Baun. Ingen har dog nogensinde hørt ham missionere over frokosten, derimod bruger han sin store viden om kristendommen aktivt til at afkode de mange af tidens bøger, der beskæftiger sig med eksempelvis gammeltestamentlige emner.

Han betegnes som en særdeles flittig og målrettet ledertype, der ofte bliver utålmodig, når tingene ikke rykker hurtigt nok, og som er mere individualist end holdspiller. I fritiden har han også valgt at kaste sig over individuelle sportsgrene, hvor han kan gøre brug af sit gode boldøje. I ungdomsårene var det tennis og badminton. Nu nyder han jævnligt at spille squash med en af sine gode venner. Irriterende nok for modspilleren vinder han som regel med et overskud, der gør ham i stand til altid at rose vennens spil.

I det hele taget kerer han sig om andre mennesker. Han betegnes som en lyttende og varm person, og så har han en underspillet humor, der kan få de helt store grin frem hos dem, han fortæller sine historier. Med en næsten klæbeagtig hukommelse kan han gengive detaljer i eksempelvis komedieserien ”Klovn”, så de fleste må overgive sig.

Johannes Baun blev født i Århus i 1976 som den anden i en søskendeflok på fire. Begge hans forældre er teologer, og familien har flyttet lidt omkring i det øst- og sydjyske, så barndomsårene er dels tilbragt i Christiansfeld, dels i Børkop. Han er student fra Rødkilde Gymnasium i Vejle i 1995 og flyttede herefter til hovedstaden for at læse litteraturvidenskab. I 2003 blev han cand.mag. fra Københavns Universitet og efteruddannede sig i årene efter i Forlæggerforeningens regi.

Det frivillige arbejde har altid fyldt meget i Johannes Bauns liv. Siden 1997 har han holdt flere end 100 foredrag i kirker og sognegårde, og han har løbende produceret skrifter til kirkelige medier. I 2004 kom han i bestyrelsen for Kristeligt Forbund for Studerende, og i 2006 blev han valgt til formand og dermed øverste ansvarlige for det landsdækkende kirkelige arbejde blandt gymnasiaster og studerende.

Også i fritiden fylder bøgerne imidlertid godt op. Det er en passion for ham at læse. Men han kan også sagtens lokkes af en god film. Til favoritterne hører Martin Scorsese og brødrene Coen. Lige nu glæder han sig usigeligt til, at sidstnævntes film ”Ikke et land for gamle mænd” får premiere i Danmark i næste måned.

Johannes Baun er gift med Lise, der er lærer, og far til Kalle på fem måneder.

Navnet på WA Bøgers nye redaktør afsløres hvornår som helst i dag
















mandag den 14. april 2014

Opdigtet samtale om halvvirkelig faderfigur

April Lauring kører det her utroligt fortjenstfulde Opdigtet Onsdag-skoleprojekt, hvor hun trykker nye udgaver af moderne klassikere, bl.a. Pablo Llambias' Hun har en altan, Lars Frosts Allermest undrer det mig at vi kan glemme, Helle Helles Rødby-Puttgarden, Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler,  Bo Hr. Hansens De skrigende halse, Cecilie Linds Dughærget pupil accelererer tusmørke og Daniels Dalgaards Vi er ikke konger foruden eksklusive udvalg af Thomas Bobergs digte og Harald Voetmanns fortællinger (selvfølgelig betitlet Nænsom afkæbning), får gymnasieklasser, via deres dansklærere, til at læse og diskutere dem og stille forfatterne spørgsmål. April er bristefærdigt gravid, så hun lod mig afløse sig som vært for en Q&A med Jens Blendstrup, hvis Gud taler ud er blandt de udvalgte værker. Jeg forsøger at holde mig til elevernes spørgsmål, men hele tiden forsludres vi håbløst venskabeligt, thi også jeg har mødt Gud, den (pga. bogen ikke kun i Risskov) legendariske Uffe Blendstrup:

link HER

Den patroniserende cartoonsammenligning er bullshit

I et par anmeldelser af Lydia Davis' Can't and Won't er nogle af de kortere og vittigere og "lettere" tekster blevet sammenlignet med New Yorker-cartoonisten Roz Chast, og det er helt klart ikke ment som en ros, men som en markering af deres - i forhold til rigtig litteratur - kokette alt-for-lethed, Men det er noget snobbet fis (og snobbet fis er en slem omgang fis). Vi burde i langt højere grad sammenligne gode forfattere med gode cartoonister og bladtegnere og tegnserieskabere - for at illuminere og ROSE begge praksisser bedre: Jens Blendstrup med Robert Crumb, Kristian Bang Foss med Carl Barks, Henrik Nordbrandt med Per Marquard Otzen (der netop er blevet tildelt Statens Kunstfonds livsvarige legat, samtidig med Morten Søndergaard, tillykke til dem begge!) - og gid nogen engang ville sammenligne mig med Andrè Franquin! 

- en Lydiask Chast-tegning



- hov der kom Franquin, som en blækkat! Sådan skal en anmeldelse skrives!

Bonussavn

Jeg kunne godt savne lidt bonus i Tiderne Skifters samlede udgave af Pia Juuls 3 (obligatoriske) novellesamlinger, Mit frygtelige ansigt, Dengang med hunden, Af sted, til stede, og bare fx - og fordi jeg åbenbart ikke kan holde op med at citere derfra, værket har så også 20 års jubilæum i år (og jeg var dengang den eneste anmelder tilsyneladende, der havde læst det hele (+ udarbejdet mit eget forfatterregister, som jeg stadig har glæde af), og måske jeg stadig er bitter over, jeg ikke blev inviteret med, hvilket på den anden side er en dårlig grund til igen og igen at fremhæve denne essentielle, men åbenbart af de fleste glemte mursten) - hendes eneste ene, meget koncise leksikonartikel i Brøndums encyklopædi:

Spøgelse

Der er mange ord for spøgelse, fx: apparition, bogeyman, fantasma, fantôme, gejst, genfærd, genganger, gespenst, ghost, larva, ombra, phantom, revenant, spectre, spettro, spirito, spook, spuk, spök, ånd. Ellers er der ikke meget at sige: man er nødt til at opleve dem selv. Hvis man oplever dem, findes de.

Inspirationsprofeti

En novelle i Pia Juuls novellesamling nr, 2, Dengang med hunden, 2004, hedder "Plejeplan for Lydia".

LYDIA!

Dengang havde hun, formoder jeg, endnu ikke læst Lydia Davis.

Men det skulle hun komme til.

Lydiask sætning fra den novelle:

Tante Kamma står klarere for mig end min hverdag, sådan er det nu.

søndag den 13. april 2014

Spørgeskema med bonustracks

Lørdag svarede jeg på udvalgte læsespørgsmål i Information, link her. Jeg troede jeg svarede rigeligt, men i avisen var der næsten en hel spalte til overs, og det ærgrer mig selvfølgelig: jeg hader tomne rum i avisen. Så her svarer jeg på de spørgsmål, jeg sprang over i første omgang

(jeg vil også gerne udvide et enkelt svar:

Hvem ser du mest op til i livet?

Improvisatorer. Fra Peter Laugesen over Robert Altman til David Letterman (håber han vil skrive digte i sit otium, Letterman, og at Laugesen omsider får sit talkshow, Late Morning, og at Altman slet ikke er død, men i hemmelighed har skudt en 507 episoder lang tv-serie om en elevator i New York):

-->
Top 3 guilty pleasures?

En gammel én: Thomas Helmig (hørte ham for fuld volumen når jeg skrev universitetsopgaver), en, jeg er kommet alt for sent til: Paradise Hotel, og så har jeg svært ved at finde på en tredje; jeg er virkelig dårlig til at skamme mig, især litterært, en væsentligt formål med min litteraturkritik er at afskamme og kvalificere alt, der fornøjer, fra Bjarne Reuter (den første forfatter jeg oplevede live) til Maria Helleberg.

Er du bedst til at digte eller anmelde?

Jeg er bedst til at skrive tekster, og det ser ud som om, de tekster, der har kritik- eller anmeldelsesform, foreløbig har haft bedre held til at til at ligne mig og sig selv optimalt karakterfuldt end de tekster, der har poesiform.

-->
Tænker du over, at du har en magtposition, som en der kan dømme en bog ind på bestsellerlisten eller ud i glemslen?

Jeg tror ikke, at en bog kan blive forhindret i at blive en bestseller, fordi jeg anmelder den dårligt. Jeg tror heller ikke, at det kan forhindre en bog i at blive en kritisk succes, at jeg anmelder den dårligt, hvis alle eller de fleste andre roser den til skyerne, to nylige eksempler: Josefine Klougarts Om mørke og Peder Frederik Jensens Banedanmark. Jeg tror jeg kan medvirke til at en bog bliver en kritisk succes, og at det kan medvirke til, men yderst sjældent udgøre hovedårsagen til, at en bog blive en bestseller. I et enkelt tilfælde tror jeg, at min opgejlede (sektionsforside)anmeldelse (meget meta-agtig, sjovt nok: dette burde af gode grunde blive en bestseller!) MÅSKE havde en katapulteffekt i bestsellerprocessen, i tilfældet Hundehoved af Morten Ramsland nemlig, MÅSKE.

Har du nogen sinde slettet noget i skriveprocessen, fordi du tænkte: Det er for groft?

Muligvis, men så har det nok være fordi, det var for groft personligt, for det er og bliver jo bogen, der skal fornærmes.

Er der en anmeldelse, du fortryder i dag?

Ja, min begejstrede anmeldelse som purung af Søren Ulrik Thomsens Hjemfalden, fordi den ikke var ærlig overfor min reelle lunkenhed, det var en burde-begejstring, og sådan en bør man holde sig for god til. 

Hvilket parti stemmer du på?

The After Party. 

Hvad har du imod Josefine Klougart?

Jeg har ikke noget imod Josefine Klougart, hun virker aldeles sympatisk. Jeg har det problem med hendes bøger, at de ikke siger mig alverden.

Hvad er meningen med at give navngivne kolleger, forfattere osv. tæsk på din blog?

Jeg kan ikke lade være at forholde mig til, hvad folk siger og skriver af og om litteratur, både når de siger og skriver noget smukt og noget fornuftigt, og når de siger og skriver noget juks og noget vrøvl, og de folk har navne, og det er meningsløst ikke at nævne de navne, for så bliver det abstrakt ros og kritik og polemik, og det kan ingen bruge til noget (jf. Niels Franks gamle ulyksalige Promenaden-post om kvindelige forfattere). 

Hvis du skrev en fantastisk digtsamling, ville den så kunne få en fair chance blandt dine kritikerkolleger, tror du?

Hos nogle og ikke hos andre, sandsynligvis, men det ville jo være fuldstændig lige meget, hvis jeg rent faktisk og omsider havde skrevet en fantastisk digtsamling, det ville være alt, alt for fantastisk i sig selv.

Har du en hobby?

Nej, men jeg ved så heller ikke, om jeg har et job.

Hvordan har du det med, at Henrik Dahl anmelder skønlitteratur i samme avis som dig?

Halvskidt! Jeg synes jo ikke, der er nogen, der på forhånd ikke må anmelde skønlitteratur, bare fordi de er idioter eller sociologer eller begge dele, men at anmelde skønlitteratur kræver sans for og viden om skønlitteratur, og i Dahls skønlitterære anmeldelser har jeg ikke fået øje på hverken eller. Så: Halvskidt!

Hvad synes du selv om jer litteraters debatkultur på Facebook?

Den er alt andet lige i orden i al sin uorden, og til tider forbilledligt dynamisk dialogisk. Mit største problem er den uigennemskuelige, relative lukkethed (som en blog ikke lider under: den er pivåben for alle): Hvem kan egentlig læse med?

Har du en hofret?

Lagkage og rødvin.

Påstand: Der hersker en bestemt konsensus om, hvad der er god litteratur i dagbladskritikken, som er mere baseret på anmeldernes præferencer end på litteraturvidenskabelighed. Hvad mener du om det? 

Jeg ved ikke, hvordan en koncensus baseret på litteraturvidenskabelighed skulle se ud; mon ikke den ville se meget uhyggelig ud: teoriapplicerbar fortolkelighed eller noget i den stil. Og selvfølgelig er anmeldernes kriterier for god litteratur baseret på deres præferencer (et kritisk (og kreativt) forpligtende mellemværende med litteratur vil altid have sit udspring i læsningen af DEN og DEN tekst og DET og DET forfatterskab, der gjorde fanden til forskel), og naturligvis skal anmelderen bestræbe sig på at få øje på kvaliteterne i litteratur, der ligger ham og hende fjernt, for god litteratur kan ske hvorsomhelst, paranoidt nok! Men eftersom kriterierne er baseret på præferencer, eksisterer der ingen monolitisk koncensus heldigvis.

Når du skal anmelde et værk, hvad gør du så? Sådan helt lavpraktisk? 

Læser bogen, læser måske bogen igen, og måske endda en gang til. Og skriver anmeldelsen.