søndag den 16. juni 2019

Bet-krise! Bet-krise overstået!

SMS, i går kl. 14:10:

Kun 1
bettaskebutik
tilbage i
istedgade og
kæmpetasker
udsolgt!

SMS kl. 14:21

Fandt 1 m
taske!

fredag den 14. juni 2019

BET19

De nominerede til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2019 - portrætter og citater i i dagens WA Bøger - uddeling foran Café Svejk i Smallegade på mandag den 17. klokken 15!


1      Majse Aymo-Boot og Jan Søndergaard: Postkort fra Vatikanet. 94 sider. 250 kr. Basilisk.
2      Molly Balsby: Ponyprivilegiet. 76 sider. 200 kr. Basilisk.
3      Anne-Louise Bosmans: Bruxelles. 56 sider. 160 kr. Antipyrine.
4      Jesper Elving: reskov/ tunis/ goffer/ lok. 4 x 16 A3-ark. 200 kr. jesperelvving.net.
5      Signe Gjessing: Synet og vennen. 50 sider. 149,95 kr. Gyldendal.
6      Simon Grotrian: Mit nøgne hjerte. 64 sider. 138 kr. Herman og Frudit.
7      Rolf Sparre Johansson: Piedestal. 84 sider. 139,95 kr. Kronstork.
8      Pia Juul: Let gang og lidt til. 90 sider. 150 kr. Arena.
9      Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner. 226 sider. 129 kr. Kronstork.
10   Jonas Rolsted: Organe remain. 194 sider. 199,95 kr. Gladiator.
11   Torben Ulrich: Boldens øjne, værens ben. 234 sider. 298 kr. Spring. 
12   Anna Fro Vodder. 448 skridt. Space Poetry. 96 sider. 120 kr. Pletdigte (og –billeder). Citat: ”Panikbelysning// Venter på at maling/ skal tørre” 
13 Lars-Emil Woetmann: Af det almene. 68 sider. 149 kr. Kronstork. 

 
-->

tirsdag den 4. juni 2019

mandag den 22. april 2019

Alt for oplagt vending jeg missede i min egen farbog

side 10

(mi fortrydelige fremhævelse) :

"Der gik nogle år. Så begyndte folk at tale om sønnen, Lars Bukdahl. Han var jo ikke så gammel endnu, men var som snydt ud af næsen på sin far og lige så klog. Måske kunne han engang løfte arven. Ligesom i dansk fodbold kunne altid har kunnet drømme om næste generation af Laudrup-dynastiet, kunne man måske drømme om næste generation Bukdahl-dynastiet."

Ny anekdote om mig som barn og min far som min far

Som jeg aldrig har hørt før og ingen erindring har om, og måske er den faktisk sand!?

På side 49 i Nils Gunders bog om min far:

"I en periode som lille ville Lars kun falde i søvn om aftenen, hvis hans far lå ved siden af i sengen. Det gjorde Jørgen beredvilligt, og så listede han af, når Lars var faldet i søvn. Lars regnede imildertid ud, at det forholdt sig sådan, fordi han far jo ikke var i sengen om morgenen, eller hvis han vågende om natten. Han insisterede derfor på, at værelset skulle låses udefra. Når Lars derefter var faldet i søvn, måtte Jørgen liste hen og banke sagte på døren, så han kunne blive låst ud."

DET TROR JEG PÅ! 

Min far anmeldt (godt) af sin monograf

- fra indledningen til Nils Gunders bog om min far (der er organiseret i 6 kapitler + forordet:

Forord. Manden i sommerhuset

Kapitel 1. Jørgen K. Bukdahls liv - en biografisk skitse

Kapitel 2. Telefornpasser på den hermeneutiske omstillingscentral

Kapitel 3. Skal man krybe helt ind i dyret? - Bukdahls forhold til kirke, kristendom og teologi

Kapitel 4. Hvor let er det bare at være sig selv? - Bukdahl om hin enkelte og om Søren Kierkegaard

Kapitel 5. Kun i samfundet kan man føle sig fri - fra Marx til Hegel

Kapitel 6. Dynasti: Den unge døde i generationernes kæde)

"Men det er vel også bare noget pjat med alt dette afguderi og idolatri og primitiv tro på en slægtslinje. Og atl det, sok optog os så meget, da vi læste det som unge, tåler vel sjældent det nøgterne tilbageblik fra den modne læser. I tankerne er jeg gennem årene med mellemrum vendt tilbage til Jørgen K. Jeg har skoset mig selv for det. Hold nu op med det dér, det er følelser og åndemaneri og luftspejlinger. Nogle gange har jeg også taget enkelte fa hans gamle artikler frem og læst dem. Jeg har nærmest gjort det for at forvisse mig om, at der selvfølgelig ikke var noget at komme efter. Og så har jeg fået chokket. Det holder. Der er i den grad noget at komme efter. Det er sandt, hvad mine følelser bliver ved at fortælle mig. Det er ikke forbi. Jørgen K. er død, men han lever alligevel. Og gcis jeg skriver en bog om ham og ikke mindst om hans værk, så kan jeg måske give ham lidt af det efterliv, han i så rigt mål fortjener.
  Jørgen K. Bukdahl kunne som ingen anden fremstille en tankegang, en teoretisk position, så den bliver forståelig, ikke i en populariserende second hand-forstand, men så den blev gennemlyst, også i sine dybeste forudsætninger, og på en måde , hvor man - upolemisk og sagligt - også kunne se, hvad den manglede, ikke havde med, ikke tog højde for og derfor med fordel kunne suppleres med. Han var en formidlende, inkluderende og syntetiserende tænker. Formidlende i dobbelt forstand, for samtidig med at han formidlede til læserne, formidlede han også mellem positioner, åbnede dem for hinanden. Det er en sjælden evne at have. Derfor stejler jeg også, når nogen siger til mig, at Jørgen K. jo ikke var en tænker, han var formidler med et underforstået "blot" foran. Måske er termen "formidler" blevet devalueret i vores tid, hvor der uddannes så mange af dem. Jeg synes i hvert fald, det er at gå fejl af mandens format. Han tænkte i høj grad, men han tænkte gennem, melle, over og under andres tanker."

Godt brølt om løven (som min faster, Else Marie, som han kaldte katten, kaldte ham)!

Min fars sidste breve læst at last

På fredag udkommer Nils Gunder Hansens bog Tanker af en anden verden. Jørgen K. Bukdahl - hans liv, værk og aktualitet, hvilket er en vild ting og en vild bog for mig. Det vildeste og mest bevægende er de breve til hans forældre, Jørgen og Magnhild, mine bedsteforældre, fra ugerne før hans død, 2. august 1979, som citeres til sidst i bogen, og som jeg ikke har læst før - min far vidste, at han skulle dø af sin kræftsygdom, men det vidste jeg og min søster, Dorte, og hans forældre og hans søster, Else Marie, ikke (jeg citerer fra et tredje brev, om at læse Agatha Christie i krimi-kommentar i WA Bøger i fredags).

Fra et brev 19. juli (den her måde at holde ferie på = at min far og mor var hjemme, min far sengeliggende, og så tog Dorte og jeg på små ture med andre, fx til Anholt):

"Jeg får ikke lavet ret meget færdig; sygdommen er lidt besværlig - men jeg har med fornuftige læger at gøre - så det skal nok alt sammen./ Lars og Dorte er utrolig søde - det er som om de bliver voksne og sjove ved den her måde at holde ferie på. Og Dorte har jo sin svømning - selv om det måske er for dårlig vejr i dag til at svømme."

Sidste brev, fra 30. juli:

"Kære Far og Mor

Så kom børnene glade og velbeholdne hjem fra Anholt! De havde kun haft lidt regn den sidste formiddag - Så nu er der det normale "Leben" i huset igen - Jeg har lige læst Kielland - Garman & Worse - det er social kritik korrigeret med humor - i al fald på afg. steder! Men også, bitterhed, spotskhed, vemod!

Stor hilsen herfra
Jørgen. "

VEMOD INDEED!

lørdag den 30. marts 2019

Fuld begyndelse på endeløshed

Jeg var nødt til selv at sidde og oversætte begyndelsen på mestermonstrummet Tristram Shandy til min WA-kommentar om tykke bøger, fordi jeg ikke kunne nå at få fingre i den officielle overstættelse, og oversatte mere end jeg behøvede:


"Jeg vil ønske, at enten min far eller mor, eller faktisk begge to, da de begge var forpligtet til det, havde tænkt på, hvad de havde gang i, da de undfangede mig; havde de pligtskyldigt gennemtænkt, hvor meget der afhang af, hvad de gjorde – ikke bare produktionen af et rationelt væsen og selve hans bevidstheds beskaffenhed – og endda, de kunne ikke vide andet, at hele hans hus’ skæbne kunne afhænge af det humør og de dispositioner, som da stod i første række– Havde de pligtskyldigt overvejet og gennemtænkt alt dette, og fortsat i forlængelse heraf – er jeg overbevist om, at jeg ville have gjort en helt anderledes figur i verden end den, læseren med al sandsynlighed vil anskue mig i. (…) Hør, min kære, sagde min mor, har du ikke glemt at trække uret op?"

fredag den 29. marts 2019

Sidste forestilling aflyst

som afslutning på kommentaren i dagens WA Bøger om tykke bøgers tykhed, sådan lød første version:


"Det forbryderiske er velmenende, velformet kedsomlighed, en helt anden sag er aggressiv, flosset kedsomlighed som Dan Turèlls 411 sider tykke Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos, pågående, fuldt intenderet ulæselighed. Hvordan få for meget af det? Med ømme øjne falder læseren ustandseligt hen:
  ”FLIMRENDE LUFT/ I SKRIGENDE ULTRAVIOLET SKÆR – ALT SAMMEN I SVINDENDE LYS – FLAKKENDE ANSPÆNDTE LINIER – ILLUSIONER I DET TOMME RUM – FLADE GENNEM U-RUM U-TID – INTET TRÆKKER SIG TILBAGE – GALAKSER AF RADIOAKTIVT BLY – SÆT ALARMHYL PÅ ALLE TEGN – SONDERNE : SØGERNE : SKÆRMENE MED SKIFTENDE MENINGSLØSE MØNSTRE – ENDELØST BØLGENDE FORMATIONER MOD VILKÅRLIGE LYS – FARVEDE PRIKKER DANSENDE PÅ MAGNETISK SKÆRM”
  Kort sagt: Skriv langt som en girafs hals!"

søndag den 24. marts 2019

Lawrence F 100

City Lights-grundlægger og beatdigter - OG LYSLEVENDE!

Retired Ballerinas, Central Park West

 
Retired ballerinas on winter afternoons   
          walking their dogs
                      in Central Park West
    (or their cats on leashes—
       the cats themselves old highwire artists)   
The ballerinas
                leap and pirouette
                           through Columbus Circle   
         while winos on park benches
               (laid back like drunken Goudonovs)   
            hear the taxis trumpet together
               like horsemen of the apocalypse   
                               in the dusk of the gods   
It is the final witching hour
                when swains are full of swan songs   
    And all return through the dark dusk   
                to their bright cells
                                  in glass highrises
      or sit down to oval cigarettes and cakes   
                              in the Russian Tea Room   
    or climb four flights to back rooms
                                 in Westside brownstones   
               where faded playbill photos
                        fall peeling from their frames   
                            like last year’s autumn leaves

Lawrence Ferlinghetti, “Retired Ballerinas, Central Park West” from These Are My Rivers. Copyright © 1981 


SUSANNE J 75

DEN PRIMÆRE JORN, SUSANNE, BLIVER 75 I DAG'

Her et yndlingsdigt på en prik eller to fra det første hovedværk, Epigrammer, 1977:

I mongolfolden

den mærkelige
gamle mand
kadte mig
frk. Udenfor
og frk. Rundøje

bagefter
tissede han
på mit hus

Her en sekvens fra hendes smadrende gode, splintrende nye bog, Ny og næ, der udkommer i dag:

(side 76)

støv

(side 77)

usynligt støv

(side 78)

har lagt sig

(side 79)

siden jeg
kom ind i

(side 80)

støvets.  år

(side 81)

jeg vil altid
være støvet
nu

(side 82)

for
man kan ikke tørre
´det støv

(side 83)

af


lørdag den 23. marts 2019

Iggy om at være objekt for kritik (og vigtige bøger)

(fra interview i New York Times):

Are there books or critics about either your music or punk music that you think are especially valuable?

Lester Bangs and Nick Kent are two people I can think of, off the top of my head. Both of them, in sort of a flailing, wild, highly subjective way. But why not! At least the two of them were treating what they write about like it’s actually important.
I read the stuff Lester Bangs wrote about me and thought: “Oh no, I’m a buffoon! But wait: I am a salient blowtorch of nihilism. Cool! Wait, am I cool or not? I’m not sure!” I have one of his books in hardback. I’ve had it for a long, long time. It’s sitting on the shelf along with “The Andy Warhol Diaries,” the collected works of Allen Ginsberg and a few other books. I look at their spines and think: “O.K., this is what’s important!”

fredag den 22. marts 2019

Kærlighedsversionen

af min anmeldelse i dag af Inger Christensens Essays, som blev lige lovlig egenknudret og citattung:


Pege-Inger. Inge Christensens intrikat tankedansende essays genudgives i ny, musikalsk, elegant sekvens, visdom fås ikke heftigere

Fugl Fønix: Findes stadigvæk ikke

Ingen Christensen: Essays – del af labyrinten & Hemmelighedstilstanden. 264 sider. 299,95 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Efter endt, rundtosset læsning af sønnen Peter Borums re-komposition af essayene i Inger Christensens to navnkundige essaysamlinger, Del af labyrinten, 1982, og Hemmelighedstilstanden, 2000, til et samlet bind Essays og efterfølgende, adspredt bladren i sidste års kæmpebind med efterladte papirer, Verden ønsker at se sig selv, har jeg opdaget, at der er en uskrevet tekst af Inger Christensen, som vi fatalt mangler! Og som det forekommer yderst vigtigt at notere og begræde fraværet af:
  Christensen skrev til den såkaldte skriftrække Krise & Utopi, udgivet af Gyldendal og redigeret af IC, Niels I. Meyer og Ole Thyssen, i de første fire af de fem bind, der 1979-1981 nåede at udkomme, fire opslag til et ”Forsøg på utopisk ordbog”, ”Afrealisering”, ”Arbejde”, ”Energi”, og ”Broderskab”, som i deres frygtløst skarpsindige forfra- og gennemforgrubling af alt og det hele ville have elevateret hende til instant europæisk mesterfilosof,-status, hvis de var udkommet på fransk i et lille, nøgent Galimard-bind i stedet for skjult i en sen-70er-mudret såkaldt skriftrække.
  I de efterladte papirer optræder nemlig en utrykt tekst, ”Utopisk ordbog. Fortsatte brudstykker”, med små definitioner, der henviser til både systemdigtet alfabet, 1979 – ”frygt: angst, ængstelse,, uro, bekymring, skræk, panik, rædsel, forfærdelse, gru (se desuden terrorbalance/ Fugl Fønix: findes stadigvæk ikke” – og til de fire tekster i Krise & Utopi-bindene. Og nu kommer vi omsider til kriminalistikken: Under opslagsordet ”kærlighed” står der:
  ”(se Krise & Utopi nr. 6, endnu ikke udkommet)”
  Det vil sige, at hvis Gyldendal ikke havde stoppe skriftserien, så havde Inger Christensen fortalt os, hvad kærlighed er! Og det kunne vi jo nok have brug for at få at vide. Læs bare det sidste, hun skriver om det skrumlede, gamle ord ”broderskab”, som hun nemlig pudser helt nyt og lysende:
. ”Hvis det falder mig ind at sige ’jeg er en fisk’ – så er jeg selvfølgelig ikke nogen fisk, men det primære er at jeg med denne sætning kn få en viden ikke alene om fisken, men også om mig selv, som jeg ikke kan få på andre måder./ På en sær måde er det det samme, når jeg siger ’jeg er et menneske’. Jeg er selvfølgelig et menneske, jeg ligner et menneske, men ved at lytte til selve udsagnet, og denne lytten er en undren, fik jeg en viden om mig selv, men også om mennesket. Her begynder broderskabet, som en afrealisering af min undren over at være menneske.”
  Derfra skulle definitionen af kærlighed begynde. Stavekontrollen sætter en rød streg under ”afrealisering”, den utopiske ordbogs centrale og første ord, som Christensen har opfundet selv som en modsætning til tidens løsen om at realisere sig selv: ”Min selvrealisering, min magt til at lede og fordele min hverdag og dens uhyggelige tryghed bliver eksemplarisk for den vestlige kulturs realisering af alt, rub og stub, i billedet af den vilde vækst.”
  Christensens formuleringer er så højspændt, traktatagtigt koncentrerede og hendes formler for samfund og eksistens så suverænt marsbo-originale, at jeg virkelig ikke tør parafrasere. Dette er så tæt opslaget om afrealisering afslutningsvis når en definition af samme, hold tungen lige i hovedet:
  ”Med min særlige disposition (mine anlæg, som er det hvormed jeg henvender mig til andre) genkender jeg verden på én gang som den er og uophørligt finder sted og som den ikke har fundet sted. Ikke før. Det er dette ikke-sted, som hver gang et menneske fødes, med rette kan kaldes en utopi.// Hvis denne utopi er opbrugt den dag barnet træder ind i det vi kalder de voksnes rækker, begynder barnet at realisere sig selv, for at der dog skal være noget til stede, i stedet for at afrealisere sig selv, fordi alt allerede er til stede.”
  Så giver jeg lige min og læserens hjerne en kort pause!  
  Begge nu sammenbragte og ”sammenflettede” essaysamlinger er opsamlinger af tekster skrevet til alskens sammenhænge 1969-1994, i de seneste år fortrinsvis tyske sammenhænge, eftersom Christensen på den anden side af grænsen opnåede stor anerkendelse og måske faktisk større, på grund af anderledes selvfølgelig genirespekt, end hertillands. Den ufærdige serie af opslag til den utopiske ordbog ligner et fragment af det hele, fuldendte poetologsiek/filosofiske værk, Christensen aldrig fik skrevet. I deres lynblinkende brogethed kan de samlede essaysamlinger minde om Per Højholts essayopsamling, Stenvaskeriet, bortset fra at Højholt da allerede havde skrevet hele to boglange poetikker. Til gengæld ligner forfatterskabet som helhed, med den lille perlerække af poetiske mesterværker, det, Brev i april, alfabet, Sommerfugledalen, og så disse spredte, men brillante essays, slående T.S. Eliots forfatterskab (bortset fra at Eliot ikke skrev tre brandoriginale romaner oveni). Mens selve Christensens mix af poetisk tænkning og tænkende poesi i dag praktiseres familienært af Ursula Andkjær Olsen.
  Udover den utopiske ordbog tæller brillant-teksterne det store essay, bogens yngste, om den kunstneriske proces, ”Tilfældighedens ordnende virkning”, credo-essayet ”Terningens syvtal” (”Gud er ikke død, siger jeg til mig selv. Gud er den samtale mennesket fører med sig selv, eller omvendt: den samtale universet fører med mennesket for at komme til bevidsthed om sig selv”), inspirations-essayet ”Hemmelighedstilstanden” og den hypnotiske remse om Roms fontæner, ”Vandtrapper”, der virkelig ikke hører hjemme i en essaysamling, men det har den så besluttet at gøre alligevel.
  Blot fremragende er fodnoterne til det og alfabet, de alt for korte nærlæsninger af Dante, Ewald og Aarestrup, barok-præsentationen ””Jeg tænker, altså er jeg en del af labyrinten” og de mere traditionelle, men samtidigt ekstremt Christensensk tætvævede erindringsessays ”Frihed, lighed og broderskab i sommerhuset” og ”Samspil”.
  Men jeg vender forbistret fascineret tilbage til den utopiske ordbog, som samtidens økokritiske poesi stadig ikke er i nærheden at indhente. Den her smukke, vilde passage er ikke tænkt og set fra Mars, men fra Neptun mindst:
  ”(…) Således er vi med vores kroppe som dele af biologiske rum en slags afbøjning, en underdrejning af et brat og udifferentieret varmespild, en slags omvej, en rumlig forsinkelse af solens død, som er det vi kalder liv./ Sådan set er vi en slags plaster på en diskontinuitet, en krusning over et brud, sammensmeltede med de dampende sår vi prøver at hele ved ustandselig forvandling./ Vores trang til fremtid, vores forplantning og vores arbejde, hele vores utopiske funktion er vores evne til at transponere energi og formilde, måske ligefrem forskønne nedbrydningen ved vores blotte eksistens.”
  Hjertet bliver klogere af at læse Inger Christensen.

Pauseklovn de luxe

Så godt som indkørt, så godt som aldrig udkørt!

Samuel, 13 måneder i dag!