onsdag den 23. juli 2014

MEGET VIGTIG OG SJÆLDEN BLOGPOS T

DER MANGLER ET VAFFELFORMAT
TIL 2 KUGLER IS

ENTEN ER VAFLEN FOR STOR -
DET ER DEN VAFFEL, MAN
ALDRIG FÅR, NÅR MAN KØBER
2 KUGLER IS

ELLER OGSÅ ER VAFLEN FOR LILLE -
DET ER DEN VAFFEL MAN
ALTID FÅR, NÅR MAN KØBER
2 KUGLER IS, FX I DAG
I ELLERS FANCY FREDERIKSBERG CHOKOLADE
PÅ FREDERIKSBERG ALLÉ,
SKRIVER JEG HER PÅ FREDERIKSBERG BIBLIOTEK
MEGET FREDERIKSBERG, MEN
ENDNU MERE ORANGE-CHOKO-IS
OG PÆRE-SORBET PÅ MINE
ÅRHUSIANSKE FINGRE;
SOM OM ET ØJEBLIK
KNIPSER MIG HJEM TIL
HELLERUP-UP-UP-UP

mandag den 21. juli 2014

Nettet undgiver Hellerup

Jeg tror,
jeg vil bede
ekspedienten i
Gentofte Biblioteks
lille café med
kager og vand og
smoothies, som
jeg har direkte
udsigt til, mens
jeg hektisk
udnytter wi-fi-
forbindelsen,
om at passe
min blog, indtil
TDC, dagen
efter min fødselsdag,
omsider ind-
finder sig, han
har virkelig ikke
meget at lave.

lørdag den 19. juli 2014

Præmatur nonsens-reception = post-totalkritik

8 kursister på totalkritikværkstedet på Testrup-kurset Tag & Skriv skrev mandag-onsdag anmeldelser af Caspar Erics debutPAPIRdigtsamling 7/11, der udkommer på Gyldendal 14. august, og selvfølgelig ser sådan her ud:



torsdag morgen sendte jeg anmeldelserne til Caspar, der et par time senere svarede på dem, hver især, i et digt på hele, rasende generøse 6 sider (som jeg håber at få lov til at publicere her på bloggen, når jeg får hul igennem til digteren), fra torsdag til fredag svarede kursterne så på deres egen anmeldelser og min kritik af dem og Caspars digt om den i totalkritisk inspirerede (vi havde læst Sternberg, Slebsager, Gjessing, Johansson (se blogposterne nedenfor) + en endnu upubliceret, radikalt selvbevidst Løppenthin-læsning af Johansson, glæd jer til den) post-anmeldelser. Og fredag efter at have læst post-anmeldelserne sammen, som fandme var blevet stærke og ORIGINALE kritiske tekster, skrev kursisterne anmeldelses-haikuer (inkl. 1 ord fra Ordbog over det Danske Sprog) og nonsens-anmeldelser. Det vil ikke være fair og rimelig at aftrykke/citere fra ikke-nonsens-anmeldelser - og -post-anmeldelser og -haiku-anmeldelser (og -metafor-øvelser: hvis nu bogen var sko, hvad for en sko var den så), her 3 uger før den som forudset eminent diskutable bog udkommer, men det må vel være i orden at lægge nonsens-anmeldelserne ud, fordi selvom de er virkelig gode (men ikke nødvendigvis positive!) anmeldelser, så er de også nonsens-anmeldelser, so here goes:

Sminnok Slinol,

lif presmo
kve krimtek
sli blanti

*

exmus my flugelheimsa tuf fujki glop einsmaj leleise ilk popartio kuffi sut zeimanhan yoyo quswatse faffy rumpasta gloijki taf smytong werte muk sicus tef chajsmus jukse wukzuieme elkazar kluisman cocki bleb rufti muskanece appelsa muik kaqu joygilalaana pojki swazana

*

HISSO Nornik Tejser
Stej Mos Nif Nol Nom Nol nol nol nol njol nol nol nol nol nol nol nol nol
Nater Stej Spannok Baki TOKNUF

*

afrum slislavum
prinkust kleksklaker smumle
plutåååå

*

kaltonisk hallomani 
vurmelende grastomoni 
gastiuelernede magoloni

*

Sminnok Slinol,
lif presmo
kve krimtek
sli blanti

*

oli 
puubiduu 
tutu-tutu 
rackaracka 
tu-tu 
puubiduu 
rackaracka 
olikoliduli 
tu-tu 
tu-tu 
tu-tu 
tu-tuuuuuuu!

*


Plalder bast plimmer skoldfed
I hanohano noknuk
dikdatom sip! haldo kono
sip! haldo balfip
dokodanon vatom balfip
a hipsosu binøns
datom balfip
datom balfip volo
dikdotum plimmer
kolokino dok balfip
i kalana dokdok

fredag den 18. juli 2014

Totalkritisk genoptryk

af den forbilledligt totalkritiske tekst af Sternberg, jeg citerer fra i WA Bøger i dag, men som ikke længere er tilgængelig på nettet (nærmere bestemt net-tidsskriftet Morgenrøde):


Jeg ved ikke om min lillebrors tanker er normale

af Sternberg

Oplevelser med to digtsamlinger:
Lone Hørslev: Jeg ved ikke om den slags tanker er normale
Christel Wiinblad: Min lillebror


Månederne med skulen og skelen

I lang tid har jeg grublet over disse værker, og de er for mig uløseligt forbundet. Enten ikke skrive om nogen af dem eller skrive om dem begge. Som tænkt, så gjort, kunne man sige, men nej: Jeg har alt for længe undgået så meget som at læse dem. Der er bøger, som jeg kaster mig frådende over med det samme, jeg hører om dem. Det er herligt,at den slags litteratur findes. Med ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” og ”Min lillebror” var det anderledes - ja, lige modsat, kan man vel sige. Jeg har vendt og drejet de to bøger, jeg har kæderøget cigaretter, jeg har læst mange andre bøger, bl.a. Rousseaus bekendelser og hans ”En ensom vandrers drømmerier”. Jeg ville tilbage til bekendelseslitteraturens oprindelse:

”Dette er det eneste eksisterende portræt af et menneske, der er en tro kopi af naturen i dens fulde sandhed, og sandsynligvis det eneste, som nogensinde vil komme til at eksistere” 

Wow ... Det gjorde jeg dels for at udskyde, dels for at forberede, læsningen af disse bekendende samlinger. I den melankolske stemning der uværgeligt opstår, når man drikker limfjordsporter i stedet for at udføre et arbejde, man har påtaget sig, betragtede jeg bøgernes udstyr. Det forekom mig at være næsten ens for de to bøger: Kvalitetspapir, intet billede på omslaget, men portrætter på flappen var der – et af dem endda af både forfatteren og dennes bror. Jeg tog bøgerne op for at veje dem lidt i hånden. Det var solide litteraturcontainere. Jeg knappede endnu en øl op, og tænkte på den kolde krig og Østberlins kakkelovne. Hvad er det for bøger? Hvad er historien? Ja, den er i begge tilfælde let at referere - en egenskab som er usædvanlig for digtsamlinger. ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” er Hørslevs skildring af efterveerne af en skilsmisse. ”Min lillebror” handler om Wiinblads skizofrene lillebrors selvmordsforsøg. Jeg krøb sammen i et hjørne og begyndte at se for mig, hvordan bekendelseslitteraturen fra halvfjerdserne var genopstået som en fugl fønix (uden bh). Og i mit mareridt var jeg den eneste, som ikke brød sig om det ... Den eneste unormale ... En gru uden lige ... Det er jo så sympatisk, det med at lære af hinandens helt almindelige tanker og oplevelser, men, åh - så nede på jorden! Hellere læse Dalis forsøg ud i autobiografisme eller Karl Bjarnhofs to bøger om, hvordan han gradvis blev blind, f.eks. for bare lige at antyde, at jeg favner bredt inden for det felt, der hedder autobiografisme men vægter det ekstraordinære i oplevelsen eller sensibiliteten højt.

            Skål! Nå, jeg var stadig ikke kommet i gang med at læse, på trods af, at det ikke tager særlig lang tid at læse de to bøger. Det var blevet sent, og jeg måtte hellere lige vente lidt. Min sidste tanke inden jeg halvfuld faldt i søvn igen var, at Christel Wiinblad ikke havde ret til at skrive den bog, hun havde skrevet. Min skizofrene storebror druknede jo rent faktisk sig selv i Thailand, og jeg havde derfor mere ret til at skrive om skizofreni og selvmord ... En idiotisk tankegang, fuldstændig tosset. Jeg har jo ikke skrevet bogen om min brors selvmord, og det er jo ikke sådan, at nogen har forhindret mig i det.

Ned i skilsmissen

Og så måtte jeg jo, nogle uger efter, da jeg igen havde fået mod på at betragte de to samlinger, denne gang i morgenens klare lys,  spørge mig selv, om mine tanker om Wiinblads bog var normale? Ja, sagde jeg til mig selv, det er jeg ikke i tvivl om, at de er. De er ikke retfærdige, men den form for logik, som de repræsenterer er ikke unormal – irrationel men ikke unormal. Problematikken i Wiinblads bog er personligt velkendt for mig , og så spiller psyken den slags puds med én.

            På en diæt af kaffe og wienerbrød tog jeg fat på Hørslevs bog. ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” hedder den jo. ”Godt, at jeg fik overbevist mig selv om, at jeg var normal. med den overbevisning i behold, kan jeg måske nøgternt vurdere, hvordan det forholder sig med Hørslevs tanker”, sådan omtrent tænkte jeg. Og hvad så? Har Hørslevs fortæller-jeg for alvor været i tvivl, om hun var normal? Kære læser, på dette tidspunkt havde jeg endnu ikke læst de to bøger, men siden opdagede jeg, at Hørslevs tanker ikke afslører nogen alvorlige afvigelser fra normalen (bare rolig). Her er der blevet taget hensyn i form af kraftig selvcensur, tror jeg. Måske er det imidlertid netop denne selvcensur, der gør udtrykket så akavet – så besynderligt stift, selv når det synes at ville være legende. Jeg gjorde mig det mageligt, og påbegyndte læsningen.

            Hørslevs bog består af tre dele. De to er sat op som traditionel lyrik, den midterste er skrevet i dagbogsform – Bogens ramme er eventyrlig – vi begynder og afslutter med referencer til eventyr ... ... derimellem er der ting jeg har læst før om skilsmisse, nogle forsøg ud i dyre-hygge-humor eller slet og ret fabler – det befinder sig et eller sted imellem det humoristiske og det opbyggelige? Og der er opremsninger af giftige blomster og bær

bjørneklo, blåregn og alpeviol
bidende stenurt, bittersød natskygge
berberis, buksbom

            Jeg var ved at græde af kedsommeligheden ved hele projektet, imens jeg forestillede mig et eventyr, hvor denne nyskilte kvinde ville kunne tvinge mig til at læse og læse, imens hun blev ved med at copy/paste flere og flere blomster ind i sin tekst. Og det gjorde hun:

fuglekirsebær, følfod, galdebær
galnebær, gedeblad, etc

            Og hun kunne i princippet også have skrevet mange flere trist ligegyldige dagbogstekster. Måske er det tiden for H. C. Andersens skrivning af eventyr, som kommer til udtryk i humoren, denne besynderlige, måske nærmest 1800-tals-stive humor? ... Det er imidlertid fraværet af nyt stof, som er det mest triste. Og det faktum, at jeg hverken lider med jeg'et og hendes nærmeste, ler med hende eller bliver klogere af hendes betragtninger.

            Jeg har jo ikke selv oplevet det at blive skilt, men for pokker, hvad er dog forklaringen på, at Hørslev skriver så hemmelighedsfuldt? Vil hun ikke bekende for alvor? Hele tiden disse små indblik i hendes privatliv, hvor man får ikke hele sammenhængen – bare gætte og gætte – er det f.eks. hendes ex-mand som er en slags muldvarp på den første side? Og er Hørslev efter bruddet blevet til en slags svale? (eller fløj hun rundt med én (en affære?) ”Åh! Næh, men dog: det er jo et citat fra H.C. Andersens Tommelise – lige dér, gad vide, om alle andre også har lagt mærke til det?”. Min kone var lige vågnet, da jeg begejstret pegede på det relevante tekststykke. Jeg betragtede bogens bagsideflap: 18 sponsorer til bogen! Det fik mig til at tænke på H. C. Andersen-året. ”Han er god, ham HCA, hvis man skal skaffe sponsorer!”, mumlede jeg, halvt i sjov, og besluttede mig for at skrive den sætning ind i denne artikel. Hmm ... Jeg'ets ex-mand er altså den lysskyende, rige og belæste muldvarp, mens jeg'et er den smukke, én tomme store, Tommelise, der flygter med en svale sydpå, for dér at møde en ligesindet prins. Det er da et meget sjovt billede ... Hvis man fanger HCA-referencen, altså.

            ”Apropos billede, skat, jeg'ets hat, som i et digt sammenlignes med et skildpaddeskjold kan jeg vel godt gå ud fra er den samme, som forfatteren bærer på bogens flap-forfatterportræt? Det billede fik mig til at tænke på filmatiseringen af Tilværelsens ulidelige lethed. Skat, hvad var det hende den dér med bowlerhatten hed? - Sabrina! Sabine?”. Der kom intet svar ude fra badeværelset ud over en susen i vandrørene.

            Dagens første kulsorte, regntunge sky passerede. Jeg så Hørslevs mand for mig i skyen, hvordan han engang imellem må have vrisset ”Kan du ikke bare sige tingene lige ud, i stedet for, at jeg skal gætte mig til, hvad du mener?”.  Et sted i bogen beskrives hvordan Hørslev får taget sit portræt ude i trafikken ... ”Var det mon ikke det billede, som vi så i Ud & Se med DSB? Men det var jo en artikel i forbindelse med promoveringen af bogen? ... Var det ikke det, skat?. Har  Hørslev virkelig arbejdet med bogen og forberedt promoveringen af den samtidig?”

            Hunden betragtede mig åndsfraværende fra vindueskarmen. ”Det er benhårdt. Og hun var lige blevet skilt!”

            Jeg læste videre og kom til det sted i bogen, hvor hun fantaserer om at have en litteraturanmelder, Lars Bukdahl, som elsker ... Det er godt nok en kvinde, der vil frem i litteraturens verden ... Lidt skræmmende. Måske er hendes tanker alligevel unormale, tænkte jeg, men nej, de er sgu da bare udtryk for det, der kaldes en karrierelivsform. Det er da bare det, de er!

            I mine tøfler gik jeg ud i køkkenet for at smøre mig et stykke toastbrød og brygge en kande kaffe, så jeg behørigt styrket kunne tage fat på den næste del af min opgave.

At føle med Wiinblad

Wiinblads bog valgte jeg at læse liggende i sengen. Det var en blidere oplevelse. Wiinblads digter-jeg er inderligt, det må man sige. Det er en bog skrevet næsten som om broren allerede var død på skrivetidspunktet. Det beskrives som så uundgåeligt, at det næsten allerede er et faktum. Jeg kom selvfølgelig til at tænke tilbage på min egen brors sygdomsforløb ... Hvordan det under samværet med ham, på grund af skizofrenien både kunne opleves, som om han var der, og som han ikke var. Hun regnede vel efterhånden med, at hans selvmord ville være uundgåeligt. Det må, trods kærligheden bag, have været hårdt at læse for broren. Som at modtage sin egen gravskrift med posten. Hendes bog rummer også en cd med brorens musik! Ideen er vel, at man også ”lærer ham at kende” på den måde. Der er noget mausolæumsagtigt ved denne udgivelse.

            Jeg så slammeren Stacey-Ann Chin optræde i Vordingborg for nylig, og Wiinblads bog fik mig, på grund af opbygningen af spænding ved hjælp af de mange ”spring-i-tid-gentagelser-af-hvor-længe-der-er-til-at-dit-og-dat-sker-for-hendes-bror”, og dens insisteren på at vække læserens følelser til at tænke mere på slampoesi end på noget lyrik, som jeg tidligere har læst. Det skal dog tilføjes, at bogen er en langt mindre intens, langt mere udstrakt, oplevelse – en slags blid, følende, skriftlig slampoesi. Kan man forestille sig det? Jeg drømte, at jeg faldt gennem tiden:
13. januar, 13. februar, 13. marts, 13. april, 13. maj. Da jeg vågnede fortsatte faldet under læsningen: 13. juni, 13. juli. Og nej. Broren dør ikke i bogen. Det er en form for litteratur, som giver læseren et narrativ at føle med - virkelig føle. Det skal man så ville for at værdsætte bogen.

Bog, liv og André

Da jeg havde overstået min læsning af de to bøger, læste jeg dem selvfølgelig lige et par gange til, imens jeg fik mig noget gin og tonic. Efter et stykke tid kom jeg til at studse lidt over noget, der stod i kolofonen på begge bøger: ”Idé og om omslag: Kenn André Stilling”. Jeg kom til at tænke på, hvad det kunne dække over.

”Lone,du er jo lige blevet skilt, kunne du ikke skrive en digtsamling med det som udgangspunkt?” .

”Christel, jeg har hørt, at din lillebror for nyligt prøvede at begå selvmord. Kunne du ikke skrive om det i en digtsamling?”

            Forlaget Hjørring planlægger i alt ti bøger i den serie, som de to samlinger hører til. Kommer de alle til at være lige så aktuelt bekendende? ”Og vil eftertiden i givet fald være opmærksom på Stillings eventuelle andel i skabelsen af denne tendens? Hva'? Tror du, de vil det, skat?”

            Imens jeg skænkede mig et glas til, dukkede der en besked op på facebook om, at Jannick Wiinblad, det vil sige Christel Wiinblads lillebror, ville få nogle tekster udgivet posthumt i Viktor B. Andersens Maskinfabrik. ”For pokker, skat. Kom og se! Og redaktøren på det tidsskrift er jo lige netop Kenn André Stilling!”

            Enten er det virkelig rørende, eller også er det helt enormt kynisk at appelere til folks sentimentalitet på den måde ... Og jeg skal ikke her tage stilling til, om det ene er bedre, mere kunstfærdigt, end det andet. Kunst behøver jo ikke være sympatisk og normal ... Det at bestræbe sig på at være sympatisk og normal kan jo netop ødelægge kunsten.

”Det kan jo altså heller ikke udelukkes, at de tekster rent faktisk trykkes, fordi de er gode”

Nej, det kan min kone da godt have ret i.

Voyeur både før og efter

Begge bøger handler jo om ”virkelige begivenheder”, og nogen af disse begivenheder – og deres efterspil - fik jeg kendskab til uden, at jeg efterspurgte det. På facebook kunne jeg se, hvordan folk undrede sig over, at Hørslev og hendes mand, Martin Glaz Serup, ikke tog hjem til Sønderho sammen, som de plejede. Og et stykke tid efter at Wiinblads bog kom, døde hendes lillebror. Dette fandt jeg også ud af gennem facebook-kondolence-kommentarer, som begyndte at dukke op på en af hendes statusopdateringer. Det gjorde, at jeg fik rigtig dårlig samvittighed over at have tænkt så snotdumt og irrationelt omkring, hvorvidt hun havde lov til at skrive om et selvmordsforsøg ... ”bare et forsøg ... tsk, tsk – nogle af os har faktisk en bror der gjorde det for alvor”, sådan havde jeg vist tænkt i min forpulede egoisme. For pokker, jeg er et fjols!

Mig, mig, mig

Nu er det en del måneder siden, jeg læste bøgerne første gang - og knapt så længe siden, jeg læste dem sidst. Hvor slutter værket? Hvor begynder livet? Er det personligt det her? Forholder jeg mig til et selvmordsforsøg og en skilsmisse? Forholder jeg mig til to bøger? På en måde er det pirrende ved disse bøger, deres berettigelse, at de har baggrund i virkelige begivenheder ... eller rettere: at begivenhederne er meget konkrete – de rammer hver sin bog ind – hertil og ikke længere. Det er rammer der dikterer, at de to bøger ikke kan handle om andet end henholdsvis en skilsmisse og et selvmordsforsøg. Det er nok derfor, de ikke appelerer til mig. De definerer for tydeligt deres emneområde. Digte kan jo netop det, at de ikke bare handler om én ting men kan læses i en eller anden form for hypnotisk tilstand, man ikke lige kan stedfæste ... Trancen indfinder sig for mig aldrig under læsningen af de her bøger. Jørgen Leths Sportsdigte har derimod en hypnotisk effekt på mig:

Blødt / jeg server blødt
Cirka midt på min modstander / jeg ser på
Min modstander / jeg ser på bolden i
Min venstre hånd /

Et afgrænset område: sport. Men en tilstand som overskrider området og

fausto coppi
fausto coppi

sætter spor i én, danner mytologi ... og sport interesserer mig ellers ikke så vældig meget. Digte kan, når de er bedst, være et billede på så meget – og et billede i sig selv – en måde at tænke på. Men dertil kommer jeg ikke i de her samlinger, for de ”handler om noget” - noget konkret - selv om Hørslev bruger en masse billeder, er de for mig bare gåder, der ikke nødvendigvis skal løses ... for det er hendes liv, ikke mit, så længe hun ikke giver mig mere. Det er mærkeligt at forholde sig til andre folks liv – tage stilling til det på den måde. Det virker ikke problematisk på samme måde i prosaform, synes jeg. Måske fordi prosa maler scener op på en anden måde end lyrik?

Jeg lader Dali runde af:

Den store Masturbators
hele kærlighed
og beruselse
havde sæde
i de hæslige ornamenter af flitterguld
som nu dækker hans fine og bløde tindinger
i efterligning af en kejserkrones form
hvis sarte bronzerede akantusblade
når
ned til de rosenrøde og skægløse kinder
og strækker deres seje fibre
så de smelter sammen med hans alabasthvide nakke.

(Oversættelse: Annie Wieth-Knudsen)

Totalkritiske links

Links til de forbilledelige totalkritiske tekster jeg nævner i min Blæksprutte i WA Bøger i dag:

http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/kafkas-breve/

http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/category/kritik/

http://lealoeppenthin.wordpress.com/

Vinduet vinkede

da jeg tog af sted,
men det vinkede
den forkerte vej
og derfor gør det
det vel stadig, det
tror måske slet ikke,
at taxaen er kommet
endnu.

torsdag den 17. juli 2014

2 drømme med tråd


 

jeg drømmer kun ting om litteratur og mig selv for tiden. fx iforgårs drømmer jeg at jeg vinder bukdahls bet for et 'værk' som jeg havde saboteret på en kunstudstilling og erstattet med en masse albumcoverbilleder af outkast. i nat drømte jeg at der i sidste minut var blevet ændret i layoutet på min bog og alle var bare sådan 'nåja' og jeg var sådan 'burn them. burn them all'.

(nåja. havde glemt dette løfte: min bog udkommer på gyldendal d. 14/8 2k14 - det er en torsdag)

  • Kira Skovbo Moser Hvorfor udkommer den egentlig ikke 7/11?
  • Caspar Eric fordi det ville være det mest kedelige i verden + der er lang tid til
  • Caspar Eric og fordi den ikke ku udkomme juli fordi der sover bøgernes verden åbenbart
  • Kira Skovbo Moser Men kan man så i det mindste købe den i 7/11?
  • Caspar Eric med tiden kan man. den skal lige gå i pocketformat først
  • CY Frostholm Pas på du ikke vinder beten for den drøm.
  • Caspar Eric der var op til flere meget bitre unavngivne forfattere med i den drøm. på et tidspunkt brokker to sig over at jeg ikke har brugt bogstaver og derfor kan det ikke være litteratur imens de holder hinanden under armen som tvillingerne i alice i eventyrland. begge har arbejdet med kunst så jeg sagde bare noget i retning af jamen du arbejder da også tværæstetisk og hvorfor må du så bruge bogstaver til at lave kunst hvorfor må jeg ikke bruge ting til at lave litteratur med så .... og så gik jeg op og løftede en bet-ikea pose over hovedet og så fortsatte drømmen over i noget med at jeg havde glemt at jeg havde låst min lillesøster inde på toilettet for sjov derhjemme
     
    vågnede fra en slags konceptdrøm, som var blandingen Master Chef/Game of Thrones ··· det er for galt, hjerne.
    der var meget død og ødelæggelse hver gang nogen tabte en udfordring. og sådan fjollet-morbid stemning: "nu skal han der halshugges!" - "men really, vi har jo kun de her steakknive!?" .
    jeg kan ikke sige mere om det, fordi det var så megaåndssvagt.
     
    • Anne Barkholt Poulsen du behøver ikke at sige mere. jeg elsker den allerede!!
    • Caspar Eric prøv lig at sig lidt mer om det
    • Linea Maja Caspar, jeg forsøgte på diskret måde at sige til Theon, at det nok var et godt tidspunkt for ham at flygte, i stedet for at bage, og at alle hadede ham og at det var meget akavet, at han var der, men han var vildt determined, sådan "nej, jeg skal bare bage de her konditorkager PERFEKT, så vil de allesammen tilgive mig!"
      Og Robb var levende men mega bitchy og ville hele tiden have folk henrettet (igen: steakknive)

Vinduet tweeter

bag min
ryggesløshed

onsdag den 16. juli 2014

Dagens Hellerupnyheder

pr. sms:

Jeg har fået fixet bruseren

Villabyernes forsidehistorie: Travkusk døde efter løb i lunden

Naboerne spiller skak i haven

Vinduet er vådt

det skal vrides
tørt

tirsdag den 15. juli 2014

1 Charles Dickens-bid

(tilfældigt udklippet fra hans samlede 30.000 sider lange værker på min iPad) og ergo et Lars Bukdahl-digt (et sted i Bleak House, grundet hvilken Dickens ifølge Harold Bloom ifølge Hans Hauge er inkluderet i The Western Canon):

Through the same old cold sunshine and the same sharp wind, my lady and sir Leicister, in their travelling chariot (my Lady's woman and Sir Leicester's man affectionate in the rumble), start for home. With a considerable amount of jingling and whip-cracking, and many plunging demonstrations on the part of two bare-backed horses and two centaurs with glazed hats, jack boots, and flowing manes and tails, they rattle out of the yard of the Hotel Bristol in the Place Vendôme and canter between the sun-and-shadow-checquered colonnade of the Rue de Rivoli and the garden of the ill-fated palace of the headless king and queen, off by the Palace of the Concord, and the Elysian Fields, and the Gate of the Star, out of Paris.

Hvem mine digtes far er

nåede jeg lige at høre Hans Hauge fortælle i det sidste kvarter af hans foredrag på Tag og læs på Testrup Højskole - det er dér, jeg er, og jeg havde været inde i Aarhus og købe en iPhone til dig, der skulle videre til Hellerup, ubærligt nok! - om "Angsten for indflydelse":

Lars Bukdahls digte er små bidder af Dickens-romaner, for selvfølgelig kan han ikke skrive sådan en hel, tyk roman

SO TRUE! TRUE BLUE!

Virkelighedstilpasset happy ending på gammeltekst


LARS LABYRINTLØS XII

Midt på skolestien stod en køn, snurrig pige med MØRKT hår og STORE røntgen-øjne og legede med et garnnøgle. Fingerfærdigt behandlede hun den som en yoyo, kastede den spindende op og ned og rundt og rundt. Så opslugt var hun af sine kattekunster, at hun ikke opdagede Lars Labyrintløs, før han stod ved siden af hende og spurgte om hendes navn. ARIADNE, råbte hun forskrækket og mistede kontrollen over garnnøglen. Zigzaggende angreb den Lars Labyrintløs og viklede ham effektivt ind, vejrede et øjeblik, vendte sig mod Ariadne og gav hvirvlende hende samme tur. Og nu stod de dér, Lars Labyrintløs og Ariadne, i én tæt indvikling og snurrede i deres hoveder – og hjerter, for den gensidige sympati var åbenlys.

Det regner ikke


ikke
heller