tirsdag den 9. februar 2016

Absolut uoverskuelighed

Det var galt nok, da jeg begyndte at læse voksent og senere anmelde i Kristeligt Dagblad og rimeligt hurtigt derpå anmelde Rifbjerg (tror at skæmteromanen Det ville glæde, 1989 (øverst side 4 på den nu 6 sider lange værkliste), var min første, som jeg var virkelig og måske også overdrevet (tør ikke genlæse) glad i låget over (til forskel fra senere svigersøn (og endnu senere ex-) Thomas Thurah, der leverede den berømte Standart-anmeldelse: "Hvem?") - min sidste er sikkert og forhåbentlig mange år væk!) at forsøge at OVERSKUE forfatterskabet og finde en IKKE-TOTAL læsnings-strategi (elementært nok at læse AL poesi, men hvad så? jeg sad virkelig fast i 70'er-romaner en overgang), men tænk engang på de tyve år yngre, helt dugfriske anmeldere! Her er begyndelsen på Martin Gregersens lunkne 4 stjerner-anmeldeske i akkurat Kristeligt Dagblad (ja, nu giver KD gudhjælpeme også stjerner, vulgariteten kender ingen grænser - jeg selv gæsteanmelder i dag Peter Stein Larsens Poesiens ekspansion (mere om den ovenfor, satser jeg på) og gik totalt i stjernepanik, og så blev det som sædvanlig til skaldede 4):

"Litteraturkritikeren Torben Brostrøm har fortalt, at han under skrivningen af sin monografi om Klaus Rifbjerg fik besøg af digteren selv, der manglede landlig ro til at færdiggøre et filmmanusskrift.
Man kan vel nærmest ikke forestille sig, hvilket pres den ellers gode og kyndige kritiker må have følt. Her sad han omgivet af bøger og forsøgte at skrive om det allerede dengang omfangsrige forfatterskab, mens digteren ufortrødent producerede derudad:
  "Når jeg skrev et par ord på skrivemaskinen, hørte jeg ham samtidig affyre ti-tyve stykker. Der sad han og fortsatte sit forfatterskab, håbløst svær at indhente. Som at klatre op ad en glat væg"
  .Imidlertid er det nok ikke kun monografiforfatteren, der har siddet med en sådan følelse i mødet med renæssancemennesket Rifbjergs bibliografi (nu over 150 titler), der siden debuten i 1956 bare er vokset og vokset - selv efter at døden sidste år satte en stopper for ordmaskinens imponerende produktivitet.I hvert fald har jeg selv ofte tænkt, hvad man skulle stille op med denne mastodont: Nøjes med at læse klassikerne? Tage prosaen eller lyrikken? Og så måske følge avisskriverierne, polemikken og journalistikken lidt fra sidelinjen?
  Under alle omstændigheder må min generation, født omkring 1988, siges at have en stor og særdeles glat væg at bestige, hvis vi skal nå op på omgangshøjde. Ja, allerede inden vi var født, havde Rifbjerg udgivet ikke så få hovedværker, ikke bare i forfatterskabet, men i dansk litteratur.Listen er lang og respektindgydende. Derfor var det da også med en vis portion ærefrygt, at jeg kastede mig over den seneste bog i rækken, nemlig digtsamlingen -Stemmerne-."

Diamanten udtaler sig

Jeg har pr. mail spurgt forskningsbibliotekar på Det Kgl. Bibliotek Bruno Svindborg, der er guttermanden bag Den Sorte Diamants fine og rige Rifbjergsudstillng (der kan ses indtil 5. marts - sus derhen!), om daterings-gate. Han skriver tilbage:

Arkivet er ikke til megen hjælp vedr. datering af de senere manuskripter. Eksplicit har jeg kun fundet, at ’Jordbær’ (der udkom på Gyldendal i 2011 LB) blev afleveret 2003, hvilket også fremgår af udstillingen. Og hvor længe denne praksis med at holde på tingene, inden de udgives, har fundet sted, ved jeg ikke, men det er formentlig ikke noget nyt. Rifbjerg har selv udtalt, at ’Nøleren’ blev skrevet adskillige år, før den udkom. (...) Når vi en gang kommer igennem de mange breve i arkivet, kan der muligvis dukke nye spor op i korrespondancen med Gyldendal. Jeg tror dog ikke på, at et fuldt overblik kan skaffes, før end Gyldendal afleverer deres nyere arkiv hos os – og det er ikke lige om hjørnet. Men der skal da også være noget guf for nørder i fremtiden.

Kronologisk sump

Jeg har nu spurgt Gyldendal og Klaus Rifbjergs redaktør Birthe Melgård og fået at vide,

at den sædvanlige praksis efter aftale skal fortsætte, så nedskrivnings- eller afleveringstidspunktet for de enkelte bøger ikke kan røbes. 

Hvilket jeg havde spurgt, om det ikke nok kunne, både for dagens digtsamling, Stemmerne, og fremadrettet for de kommende års "nye" Rifbjergs-udgivelser og bagudrettet for de sidste 20-30 "gamle" "nye" bøger, hvor mange de end er, og hvor lang tid der end har være opereret med væsentlig nedskrivning-aflevering/udgivelse-tidshul, med andre ord hvor lang tid Rifbjerg-pengeskabet end har været i brug. Før i tiden kunne man være i tvivl, og nogle gange alvorlig mistænksom (fast indikator: unødvendigt forældede statsministre og verdensbegivenheder), men for fremtiden er der jo i sagens natur ikke noget at rafle om: Ingen bog er den seneste, Rif har skrevet. Han har skrevet den på ET ELLER ANDET TIDSPUNKT, og så er manuset kommet i pengeskabet i stedet for straks at komme på gaden, fordi den i forhold til andre nye eller gamle manuser er blevet underprioriteret, og dér har det ligget ET ELLER ANDET STYKKE TID. Jeg synes, det bliver en underlig kronologisk sump at læse (og anmelde) i, når vi forholdes information, som eksisterer, om reelt affattelsestidspunkt, som om den sene del af forfatterskabet bare er én stor, simultant centrifugeret tøjklump, de efterladte værker blindt kyles ind i. WE WANT DATES!

søndag den 7. februar 2016

Spørge-Jørgen om Rifbjergs firkantede tennisspil

(fra udsendelsen 11/1)

- (...) det er jo ikke en raket, man skal have i gang, man skal bare videre, et skridt videre. Et skridt ad gangen. Det er noget, jeg siger meget, det er sådan et af mine yndlingsudtryk: Jeg sætter den ene fod foran den anden. Det er jo fordi, jeg selv er ret langsom. Og jeg netop synes, det sommetider kan være et vanskeligt at nå fra et sted til et andet. Så skal man bare sig til sig selv: Sæt den ene fod foran den anden. På den måde kommer man frem. det er noget, jeg er meget bevidst om. Og jeg mener det også i fysisk forstand. Jo dårligere jeg går, jo mere vigtigt er det at sætte den ene fod foran den anden. Og nu kan du se, når jeg spiller tennis, så lykkes det fantastisk godt. Fordi overgangen fra skridt til pludselige løb kommer af sig selv. Og det er jeg ikke færdig med at undre mig over. Jeg er meget glad for det, men jeg kan ikke forstå det. Fordi når jeg går, så vil jeg sige, at der er en tendens til, at jeg slæber fødderne og passer meget på, at jeg ikke støder min fod mod en gren eller en sten. Men når jeg spiller tennis, så tænker jeg slet ikke på det. Så skal jeg bare frem til bolden. Der er jo et lærestykke i det. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg skal lære, men den er meget livsbekræftende, den oplevelse, jeg får, når jeg spiller tennis. Hvor jeg reagerer på, at bolden altså simpelthen bliver spillet i den side, så skal jeg nå frem til den. Og det gør jeg. Og det kan jeg simpelthen ikke forstå. Det hænger ikke sammen med besværet ved at gå ellers. Så det er yderligere en ekstrem og interessant bekræftelse på, at det gælder kun om at sætte den ene fod foran den anden.

- Der er en lytter, der spørger, om du nogensinde har spillet tennis med Rifbjerg?

- Ja, det har jeg. Ja, ja.

- Om du nogensinde vandt over ham?

- Hæ! Nu er han jo død, min kære gamle ven, Rifbjerg, så jeg vil ikke sige noget ondt om ham, men nogen god tennisspiler var han ikke. Han var meget mere firkantet, synes jeg. Han trænede kolossalt meget. I en periode i starten af vores bekendtskab, de første år, da var jeg meget sammen med ham i Spanien, hvor han boede i nærheden af Marbella, Artola tror jeg det hed, skønt sted. Og der spillede han tennis og havde en træner hver dag. Og det var ikke hvem som helst, det var en af de store, australske spillere. Det skulle jo gøres godt, når det var Rifbjerg, altså, det skulle koste hvad som helst for ham at lære at spille tennis. For mig er det et eksempel på ... måske lidt ondskabsfuldt, men det er noget, jeg har moret mig over. Men uden ... jeg turde ikke sige til ham, at han ikke spillede godt, det kunne man ikke. Han var meget, meget optaget af, at det skulle se godt ud. Og han havde også et vildt temperament. Han kunne blive rasende. Han var specielt rasende, fordi jeg spillede på en uklassisk måde. Jeg spillede på mit boldøje, som jeg havde med fra min lange periode som bordtennisspiller. Jeg kunne ligesom forstå det eller mærke, hvordan der skulle spilles og hvordan jeg skulle slå til bolden. selvom det var primitivt. Han var rasende over det, fordi det er jo ikke noget, der var klassisk, det var ikke tillært. Det var ikke sådan, som han havde fået at vide, det skulle være. Og han kunne så til gengæld ikke flytte sig ret elegant. Hvis jeg skal sige det rent ud. Han var meget firkantet. Og hans spil blev aldrig harmonisk. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at lære slagene. Han gik meget i skole i tennis dernede. Jeg tror, det var Lou Hold (? LB), fandeme, en af de helt store australiere, han gik til timer hos. Og i Klaus' hoved, det er jo en side af ham, han troede, når han havde sådan en spiller, så var det en forsikring for, at han kunne lære det, og lære det rigtig godt og blive en rigtig god spiller. Men nu hvor vi tager det op som emne, det er jo ikke tabu for fanden, det er jo ikke tabu, at han ikke var strålende en tennisspiler. Vi spillede mange gange sammen. Vi var en gruppe som spillede sammen, gode venner, Kristen Bjørnkjær blandt andet, Gregers Nielsen, fotografen, Franz Ernst, filminstruktør, et par stykker mere. Og så selvfølgelig Klaus's kone, som var meget bedre til at spille end ham. Ping. Hun var god, hun havde naturlige bevægelser. Han havde ikke naturlige bevægelser. Men han slog hårdt. Og han syntes altid, han havde ret. Han syntes, det var uretfærdigt, når jeg lavede et passing shot, som ikke så reglementeret ud, som ikke så stilistisk korrekt ud. Men sådan var det.

lørdag den 6. februar 2016

Dadaisten Rif

Manifestet "Terminologi" i Konfrontation, 1960

Alle de uartikulerede (men altid omhyggeligt bogstaverede) udbrud/opstød/fnis/grynt/fnys/støn i så megen tekst, men især senere poesi

Avis-collagen Boi-i-ing '64!, 1964 (med hundesporet)
 
Knæk-readymaden ("alle ord, sætninger, meninger er - med visse omrokeringer - hentet i POLITIKEN søndag d. 3 marts 1974" - Kenny Goldsmith forudgrebet med 30 år; men usynlig på værklisten) Den søndag, 1975

Og omsider serien af lyd-prosadigte i Intet sikkert abnormt, 2013 (og bonus-tracket i lyddigt-quizen i AK 24syv)

Endelig (måske - mange værker på bedding endnu!) digtet "Bordtalen" i den nye digtsamling Stemmerne (skrevet guderne (og kun måske Gyldendal) må vide hvornår), der udkommer på mandag:

"Brød: gnnnng.
Smør: vidr.
Fedt: mnjeddd.
Sild: knegitz
Sylte: bløddddrde.
Tunge: ungfv.
Italiensk salat: gyrglegyrgle.
Leverpostej: kovarpfunk.
Øl: Gøøøøfvrrr.
Snaps: Knips.
Ost: fuzriiitamimurf.
Kaffe: tavr.
Småkager: zzzztsss.

Snnnnrrrrsnnnnnrrrsnnnnnrrrrrs.
Gop. "

fredag den 5. februar 2016

Manifestoriginalen

Citat af dada-manifest(er) ved Tristan Tzara, fordansket af Jørgen Sonne i hans De franske surrealister ("Tzara 1916-1924, Dada-Manifester")

"Udbrud

... Vi vil fra nu af skide i forskellige farver for at pryde kunstens zoologiske have med alle konsulaternes faner.
  ... Vi er cirkusdirektører og fløjter i blæsten over markederne, i klostrene, følelserne, restauranterne, ohi, hoho, bang, bang.
  ... Jeg siger Dem: der findes ingen begyndelse, og vi skælver ikke, vi er ikke sentimentale. Vi flænger som rasende blæst skyernes og børnenes linned itu, og forbereder det store syn ulykken, ildebranden, opløsningen.
  .. Lad os forberede undertrykkelsen af sorg og erstatte tårerne med sirener strakt ud fra et kontinent til det næste. Som faner af intens glæde og enlige med fiskens tristhed.
  Enhver handling er et cerebralt revolverskud.
  Lad hverteneste menneske råbe: Der er et stort negativt, destruktivt arbejde at gennemføre. Koste ud, gøre istand.
  Tanken bliver til i munden.
  Orden = uorden; jeg = ikke-jeg; bekræftelse = benægtelse.
  Freudianismen er en farlig sygdom.
  Jeg er imod systemerne, det mest akceptable system er ikke at have noget system.
  Logikken er en komplikation. Logikken er altid falsk.
  Det Skønne og Sandheden eksisterer ikke. Det der interesserer mig er en personligheds intensitet, overført direkte, helt klart, til hans værk, manden og hans vitalitet, den vinkel han betragter elementerne under, og den måde han i dødens kurv kan samle sansningerne og følelserne, disse ordenes kniplinger.
  Hvereneste side skal eksplodere, enten ved det dybe og tunge alvorlige, hvirvlen, svimmelheden, det nye, det evige, eller ved det knusende påhit, ved begejstringen i principperne, eller ved den måde det bliver udtrykt. "

H Ø R T !

BA-UMF

Først henne i juni 1916 vistnok nåede Hugo Ball frem til at skrive sine skelsættende lyddigte og recitere dem i cabareten iført cylinder-kostume (slet ingen ved og alle skændes om, præcis hvornår og hvorfor og af hvem gruppen/bevægelsen/kunstretningen blev døbt DADA)



Who's Your Dada?!

DADA fylder 100 i år!

og fødselsdagen kunne fx være i dag!

Lørdag 5. februar 1916 åbnede kunstnerknejpen Cafè Voltaire i Spiegelgasse 1 i Zürich





Blandt stifterne og de første optrædende var digterne Hugo Ball og Tristan Tzara.

Sidstnævnte skildrer starten således (citat fundet, oversat fra fransk, i Poems for the Millenium, bind 1):

ZÜRICH CHRONICLE FEBRUARY 1916

In teh most obscure of streets in the shadow of the architectural ribs, where you will find discreet detectives amid the red street lamps - birth - birth of the Cabaret Voltaire - poster by Slodky, wood, woman and co., heart muscles Cabaret Voltaire and pains. Red lamps, overture piano Ball reads Tipperary piano "under the bridges of Paris" Tzara quickly translates a few poems aloud, Mme Hennings - silence, music - declaration - that's all. On the walls: van Rees and Arp, Picasso and Eggeling, Segal and Janco, Slodky, Nadelman, colored papers, ascendancy of the New Art, abstract art and geographic futurist map-poems: Marinetti, Cangiullo, Buzzi; Cabaret Voltaire, music, singing, reciatation every night - the people - the new art greatest art for the people - van Hoddis, Benn, Tress - balalaika - Russian night, French night - personages in one edition appear, recite or commit suicide, bustle and stir, the joy of the people, cries, the cosmopolitan mixture of god and brothel, the crystal and the fattest woman in the world: "Under the Bridges of Paris"

TILLYKKE DIT LYSLEVENDE KADAVER!

torsdag den 4. februar 2016

Gammel Johs. eL på ny e-flaske bevidsthedsudvider ikke mindre



På dygtig og stilig og kreativ og alt i alt vidunderlig vellykket manér har El I. Lund, digter og digtersøn, konstrueret og på sit nye forlag Axonberry i september udgivet en e-bogsudgave (KAN KØBES HOS iBOOKS) af 5 af Johannes L. Madsens poetiske værker, de to syre-hovedværker Nedspildt spruttende af syre, 1969, Smarte pletter mellem fingrene, 1970, og de krystallinsk hermetisk-gnomiske værker  Er skriften løgn, fordi lysets baggrund altid er sort?, 1974, Min fuldautomatiske pen, 1975 og Skarpe blomster, 1975 (oprindelig et sammenklumpet poesi-bidrag til Victor B. Andersens Maskinfabrik - udnævnt og udfoldet til værk i egen ret i JLM Johannes L. Madsen Samlede, 2003, redigeret af mig og Eli og designet (skønneste mursten ever) af Eli)

Eli har selv tegnet/animeret de henrivende natur- og space-geometriske vignetter og piktogrammer; 10 digte er der auditiv-musikalsk effekt på, de numre nemlig, der tager udgangspunkt i de pågældende digte, fra Halfdan E's og Martin G's plade Smarte pletter mellem fingrene, 2003, med prof recitation ved bl.a. Knud Holten, Steen Jørgensen, Jørgen Leth og Klaus Rifbjerg og sjælfuldt suggestiv lyd/musik ved E og G.  

Aldrig har digte på min iPad været være præsenteret finere og helt enkelt og elementært som sig selv set smukkere og rigtigere ud (bare fx fortsætter lange digte dernedad i et såkaldt "vertikal slide")

Der er for poesielskeren intet at betænke sig, Johannes eL skal downloades straks" Og snart udkommer yderligere to elektroniske bind, et med alle konkretismerne (flere af dem animerede) 1965-1968 og et med den tilfældighedsgenererede spådomsbog Hvad ser diamanter fra 1971 (men selvfølgelig skal også resten af skattene, prosaen, dramatikken, børnebøgerne, sangene, FORMLERNE, have et bind!). Og nu skriver jeg et udødeligt digt af fra min skærm, et af de pludselig enkle (men ikke derfor mindre hvirvlende, bare tyst og klart hvirvlende) fra Nedspildt:

det er en flyvetanke
  der svæver på stilheden
det er stilheden
  der spaltes af vinger
det er en fugl
  der bryder gennem luftvæggen

  det er en luftvæg
der lukker sig op og en fugl
der falder gennem stilheden
  det er stilheden
der lukker sig op og en sang
der får vinger

det er vinger
  der svæver på en luftsang
det er en luftsang
  der slår sig ned på en gren
det er en gren
  der blomstrer i stilheden
det er stilheden
  der lukker sig om en sangfugl.

Lær mig skov at læse glad

Noget af det bedste ved Politikens stunt med kun at nominere poesi til deres litteraturpris er de deraf følgende tvangs-interviews hver søndag med de nominerede digtere, og i søndags hans systemmajestæt Klaus Høeck:

Du skriver, at du selv kan have svært ved at skelne mellem digt og virkelighed?
»Det er vel heller ikke, hvad det går ud på. Hvis du skal beskrive et menneskes liv, bliver det svært at sige, om noget er sandt eller falsk. Vedkommende ved det heller ikke selv. Et træ er jo heller ikke falsk eller sandt. Det er. Et træ er. Det er der, vi skal hen«.

Klaus Høecks digtsamling er en usædvanlig en af slagsen. De fleste digtudgivelser rummer mellem 60 og 100 sider. Høeck udgiver stort set kun mursten, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Folk skal bare læse lidt rundtomkring, som de lyster, siger han selv. For nylig er han selv nået igennem Herman Melvilles klassiker ’Moby Dick’ ved at lade slagene med en terning afgøre, hvor han skulle læse.

»Sådan gør jeg, når jeg læser store bøger. Hakker mig rundt. Når man skal læse min bog, kan man begynde et tilfældigt sted. Det er ikke vigtigt, om man får læst det hele. Når jeg går i skoven, ser jeg heller ikke på alle træer, alle blade og blomster. Jeg ser nogle af dem, og måske når jeg aldrig at se alt i hele skoven. Der vil altid være noget, jeg aldrig får set. Det er måske det, der interesserer mig allermest«.

Når du taler om dine digte, er der ikke så meget poesiens hellige haller over det ...

»Det fine skal også være der, men det må ikke tage over. Når hele skabningen skal beskrives, kan man ikke have denne finslibning af ordene, denne inddampning, for så forsvinder alt det, som digtet kom af«.

Mange ville ellers nok sige, at det kondenserede sprog netop er det, digtning handler om?

»Ja, men det hader jeg. Det er fis. Det er ligesom med konditorkager. De ser fine ud og smager godt, men du kan ikke leve af dem«.

I bogen skriver du, at der ikke vil være efterladte digte, når du dør, for du brænder digtene ude i haven?

»Ja, ingen skal kunne se mig efter i sømmene. Det har jeg lært af Edith Södergran. Det er også noget metafysisk for mig. Som en fugl Føniks kommer der nye bøger ud af asken«.

Konkretismen lever og har det godt - rundt i hjørnerne

Til katalogavisen for  KBH LÆSER 2016, der kan læses elektronisk her, bidrager Bjørn Rasmussesn med en sidestor konkretistisk poesi-installation, hvor dette digt står og dirrer i midten af voldsomme ord- og bogstav-bevægelser:

en pik af sne
en vedbend klatrer
kom alle herrens heste
og bortfør mig
ind i dine ødelagt nerver
rejser vi os som
en pik af sne

- men frem for alt har claus ejner det sidste par måneder været ramt af en veritable konkretistisk raptus (inkl. studier af konkretismens historier og hovedværker) inde på Facebook, som det er en sand fornøjelse at følge. Dette nylige resultat er i mit konkrete hoved allerede en klassiker:

onsdag den 3. februar 2016

Hemmelig sexdigter afsløret!

Jeg har i en tidligere blogpost omtalt de forunderlige sexdigte i Se & Hør, som du havde gjort mig opmærksom på - og her til aften fandt AK 24syv på din opfordring frem til og interviewede for åben mikrofon manden bag, journalist på Ritzaus Bureau Rolf Bjørn, det er sgu en sensationel afsløring, du dér fik fremprovokeret - link til udsendelsen HER

    News Feed

    jeg har ganske længe spekuleret over hvem der mon har skrevet de her digte. I dag skrev jeg til ak24syv for at høre, om de kunne hjælpe mig med at opklare det - og det kunne de tilsyneladende! Hvem det er vil vise sig i aften kl 18.05. Jeg er spændt. Suspense på en onsdag


    Radio24syv - AK24syv
    Hvem skriver de frække digte i SE og HØRs TV-sektion? Få svaret i aften 18.05

    Comments
    Laura Palmer
Laura Palmer De er SÅ gode!!

Cecilie Lind
Cecilie Lind I know! Meget koncist udtryk

Martin Glaz Serup
Martin Glaz Serup Men shit, hvor de rimer dårligt!

Cecilie Lind
Cecilie Lind men det forsonende er at viljen til rim er stærk
Mikael Bertelsen
Mikael Bertelsen Jeg mener det var Mugge, der i sin tid skrev bladets stjernetegn, men under et indisk dæknavn

Laura Palmer
Laura Palmer Men Mugge er død, så hvem skriver dem nu?
Cecilie Lind
Cecilie Lind Hahaha hurra for Rolf Bjørn

Søren K. Villemoes
Søren K. Villemoes Har undret mig over det samme i snart 20 år.
- fremgooglet portræt af digteren Rolf Bjørn


tirsdag den 2. februar 2016

Eskes (givetvis ikke-intenderede) SUT-detournement I MØRKET

- fra Søren Ulrik Thomsens Ukendt under samme måne, 1982:

han kan ikke se
en hånd for sig

men han kan
mærke den i mørket

- fra Eske K. Mathiesens Noter, 1990:

De natlige snegle

Jeg kan ikke se sneglene i mørket,
men jeg ved, de er her,
for mørket sitrer ganske svagt,
når sneglenes følehorn
trænger ind i det.

mandag den 1. februar 2016

NEJ, KANNIBALAND, SELVFØLGELIG!

Hvor dum kan jeg være? Det er JO

ANDEN I ANDEN!

- og selvom der jo er noget af den and, der blive bidt, i vampyranden, så er HELE den and, der spist, i kannibalanden naturligvis. Og her er den: