lørdag den 28. marts 2015

Den fuldkomne begynder - Tomas Tranströmer 1931-2015

Afsnittet om Tranströmer i Poul Borums Poetisk modernsime, 1966:

Tomas Tranströmer befinder sig i den mærkelige position at være en svensk klassiker, skønt han i dag kun er 35 år og har en minimal produktion bag sig - hans tre digtsamlinger, "17 dikter" (1954), "Hemligheter på vägen" (1958) og "Den halvfærdige himlen" (1962), rummer i alt kun 52 digte, men disse digte er således blevet lovsunget for deres fuldkommehed, at man næsten har glemt deres væsentlighed. Tranströmers poesi har virkelig hvad der skal til for at gøre en klassiker, det fuldendte, det nødvendige, det bestandigt nye.
 
Jag spelar Haydn efter en svart dag
och känner en nekel värme i händerne.

Tangenterna vill. Milda hammara slår.
Klangen är grön, livlig och stilla.

Således begynder "Allegro", med denne anden "den anden enkelhed" som Bonnefoy taler. de to digtere har meget andet til fælles, først og fremmest en ny "gestaltpsykologisk" opfattelse af den poetiske metafor, der hos franskmanden rendyrkes i en absolut uvirkelighed, medens Tranströmers metaforchok har en imponerende anskuelighed, tordenvejrsagtigt. Og billedet af lampen er fælles for de to digtere, som når Tranströmers vidunderlige "En mand fra Benin" - et digt om et fotografi af et afrikansk bronzerelief der forestiller en portugisisk jøde - lader denne jøde til sidst i digtet få stemme, "genfødt i metallets race":

Ja är kommen för att möta
den som höjer upp sin lykta
förr att se sig själv i mig

Denne direkthed, som ikke er dokumentarisk, men kunst-gjort, er det stærke og samlede indtryk af denne digter, af hvem vi endnu kan vente os mange mesterværkers ro og uro.



- titeldigtet fra 1962-samlingen, oversat af Peter Nielsen:

DEN HALVFÆRDIGE HIMMEL

Modløsheden afbryder sit løb.
Angsten afbryder sit løb.
Gribben afbryder sin flugt.

Det ivrige lys strømmer ud,
selv spøgelserne tager sig en slurk.

Og vore amlerier kommer for en dag,
vores istidsatelierers røde dyr.

Alting begynder at se sig omkring.
Vi går i solen, hundredvis.

Hvert menneske en halvåben dør
der fører indtil et rum for alle.

Den uendelige jord under os.

Vandet lyser mellem træerne.

Søen er et vindue til jorden.

fredag den 27. marts 2015

WA's Dr. Hip Hop: Rasmus N!

Cool hyring i WA Kultur:

Yndlingsdigteren Rasmus Nikolajsen!

som en eller anden form for forhåbentlig fast musikanmelder. I dag tager han sig ekvilibristisk kvalificeret af Kendrick Lamars nye plade - anmeldelsens anden halvdel:

The Blacker the Berry', samt numre som ' Institutionalized' og den elegant plottwistende bollesang ' These Walls', hvor henført sex flettes ind i et hævnmotiveret bandeopgør, er også komplekse selvopgør med dele af gangsta-mentaliteten. Et opgør, der jo ligger i forlængelse af Lamars musikalske bevægelse væk fra Compton. Mit gæt er, at den enorme popularitet, som To Pimp a Butterfly allerede har mødt fra både publikum og anmeldere, bl. a.skyldes, at der er noget universielt ved sådan en sprængning af selvets kokon.
Alligevel er det vildeste ved To Pimp a Butterfly Lamars polyfone rap, der holder sammen på den rigt flaksende produktion.
Albummet indeholder relativt få gæsteoptrædener (mest prominent er en afdød gæst: Lamar har ladet sig klippe ind i et gammelt svensk radiointerview med 2pac himself ). Til gengæld synes Lamar at have adgang til et uudtømmeligt arsenal af stemmer i sig selv. Der er ikke tale om det typiske hiphop-rollespil, som man kender det fra f. eks. Eminem, og som ofte har noget klovnet over sig. Det virker, som om Lamar ubesværet aktualiserer lige præcis den stemme eller stemning, øjeblikket kalder på. Han vrider på stemmebåndet, som man drejer på en knap, og straks fremkaldes i nummeret ' u' en selvhadende, nærmest grædende Lamar-persona.
Eller, i den anden ende af skalaen, på nummeret ' i', en selvberuset og overstadig Lamar. Eller læg mærke til, hvordan grandma ved hjælp af en præcist afleveret hæshed, som en skygge i stemmen, får taletid på ' Institutionalized'.
Ligegyldigt hvilken retning Lamar går på To Pimp a Butterfly, virker rappen særdeles vedkommende og for real.



- Rasmus susende ind i sin nye kritikerkarriere

torsdag den 26. marts 2015

Og Hvedekorn og Hvedekornsoplæsning

Jeg er ikke for fin til at omtale Hvedekorn her.

Nr. 1, 2015, udkom i går

og i aften klokken 20 hos Rosinante & Co, Købmagergade 62, læser følgende fabelagtige bidragydere op:

Bo hr. Hansen

Anne Mari Borchert

Maja Lindberg Schwaner

Nathalie Nystad

Johanne Kirkeby

Leif Achton-Lynegaard

René Jean Jensen & Martin Larsen (som DUO - eller faktisk TRIO med Johs. V. Jensen, som, så vidt vi foreløbig ved, er et no show!)

- og her et digt af debutanten Anders Gamst Skov, født 1998, der stadig går i skole i et jysk mørke, som jeg var nødt til at cutte i sidste øjeblik pga. pladsproblemer (men bare rolig, HAN blev ikke cuttet, han har 5 andre digte med), så det er et genuint bonustrack;

-->
kigger ud over sporadisk beplantning
igen
månelyset er det nye alter!
beklædt i top fra tip til tå
og begreber som tumultarisk trummerum
bevæger natlampen monstrøsitet
over overskydende ord i sætningskonstruktioner
hen til hovedgære
hen til verden omgivne verden
bevægelig som dem på druk og dem på dans
gennem natten som en vigende ungdom
en hårgrænses berettigelse
kommende ingenting
ser på huse bevægelige
på at vælge dem at vælge dem fra
jeg kunne bo i en lever
i en sommers dyrekrop
at misforstå som dyre krop
jeg kunne sidde derinde
stormstille
med hår som korte bælter
jeg ville lave mit eget system
systematiseringen af væsker
af produkter og affald
at det er det samme
i solsortsorte skyer
det hele er det samme
der er kun samme
og sneen er kvalmende hvid

- forside ved Andrea Lind Valdan, der også står for billederne indeni:

onsdag den 25. marts 2015

Gak hen og gæk!

(fra Bibelselskabets hjemmeside)

Send gækkebreve med vers af Lisbeth Smedegaard Andersen og Lars Bukdahl
 Gækkebrev
Nu er det tid for gækkebreve og prikker, der stikker. Bibelselskabet giver dig her mulighed for at sende gækkebreve med gækkevers af Lisbeth Smedegaard Andersen og Lars Bukdahl
Gækkebrevets historie

Traditionen med at klippe et kunstfærdigt gækkebrev, dekorere det med vintergækker og gækkevers samt underskrive det med prikker, er en gammel dansk skik, som især var populær i 1800-tallet.

Gækkebrevet minder om bindebrevet, som var almindeligt i Danmark i 1600-tallet og et par hundrede år frem. Bindebrevene var flot klippede breve, som blev sendt til venner og kærester med gåder og uden afsender. Brevet var desuden bundet med en meget tynd tråd, som modtageren af brevet skulle forsøge at løsne. Lykkedes det ikke, skulle modtageren holde en fest.

Læs meget mere om gækkebreve og påske i Den Store Påskebog.
Vintergækkerne knejser ved siden af de små, gule erantis, og fuglene er så småt begyndt at synge deres forårssang. Vi går imod påsken, og det betyder, at det er lige netop nu, man skal fatte saks og papir og klippe gækkebreve til dem, man holder af.
Traditionen for gækkebreve er lang og stammer fra 1800-tallet, hvor blandt andre H.C. Andersen slog sig løs med smukke papirklip.
På det hjemmeklippede gækkebrev skriver man traditionelt sjove gækkevers, og ud fra dem skal den heldige modtager gætte, hvem afsenderen er. Og det er ikke for sjov – der er nemlig et påskeæg på højkant!

Her får du nye gækkevers digtet af forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen og digter og litteraturanmelder Lars Bukdahl, som du frit kan bruge i dit gækkeværksted.
God fornøjelse!

"Nu knager hjertets vinterrødder
men se, jeg fandt en vintergæk!
Den stod som spor af englefødder
og lyste bag en tjørnehæk.
Nu løber den med bud til dig
fortæller påske er på vej"
- Lisbeth Smedegaard Andersen

"Gækkende er
jeg af grin
flækkende
knækkende,
sprækkende,
lækkende,
ud over alt
blækkende"
- Lars Bukdahl

"Vel er det koldt! Med rim i alle haver,
men der er små erantis overalt.
De står som solksinskor med grønne kraver
og leger verdens lys og jordens salt.
Stå lidt og lyt, la’ vær’ at gå forbi!
De øver sig på påskens melodi
om bondeblomster, der fra landsbyhave
stod op som håbets lys på vintrens grave"
- Lisbeth Smedegaard Andersen

"Det er ikke sådan at bare
at narre
en ægte påskehare"
- Lars Bukdahl

"To så
en vintergæk med
sko på.
Den tog benene
på nakken
og løb væk over
kælkebakken.
I hvilken bogstavelig sæk
er den nu helt blevet væk?"
- Lars Bukdahl

"Det er ikke svært at gætte,
at jeg ikke er Rødhætte.
Det er lige så nemt at gennemskue,
at jeg ikke bærer en nissehue.
Og det er da helt godnat
at se mig med en cowboyhat.   
Ka’ en kasket sig' båt?
Kalot?"
-   - Lars Bukdahl

"Hemmeligere end hækkeløb,
særere end sækkeløb
er, 3, 2, 1, et gækkeløb"
- Lars Bukdahl

"Bliver du ved med at plage,
kommer du selv til at bage
din påskeæggekage."
- Lars Bukdahl


"Gok!
Mit
gæk
gik
helt
gak!"
- Lars Bukdahl

Læs mere om gækkebreve og påske

Bibelselskabet har udgivet Den Store Påskebog, hvor man kan læse meget mere om gækkebreve og lære om påskens budskaber. Køb bogen her.

Der er forskel på gentagelser, der ER forskel på gentagelser

Dette skal ikke være kampagnekritik, og jeg vil slet ikke terrorisere på det tætte venskab mellem Kirsten Hammann og Helle, hvilket jeg heller ikke tror, jeg kan, men Hammans bemærkning i Bernaise-interviewet:

Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet -

kan jeg lade gå ukommenteret, især ikke når min anmeldelse af Alene hjemme, Hammanns nye roman, turnerede meget om gentagelse som en dårlig ting, men der er forskel på gentagelser:

Helle bevarer og forfiner en distinkt yderliggående, på samme tid cool og poetisk, helt personlig stil, samtidig med at hun kompositionelt, i (de)monteringen af tekstspor og kronologi og plot, underfundigt eksperimenterer.

Hammann, hvis Bruger De ord i kaffen? besværger gentagelse som dæmoni (Vinkelvirspøgelset), gentager i den nye roman for anden/tredje gang sig selv i en afdynamiseret og afironiseret, professionel og pletvist vittig/fyndig, men aldeles uforhekset udgave af en oprindeligt ironisk/parodisk mimet normalstil, og nu helt uden kompositionel kreativitet (1 synsvinkel (med alm små-flashbackeri), 1 kronologi).

For der er forskel på gentagelser.

Ja, der er forskel på gentagelser.

tirsdag den 24. marts 2015

Den deprime historie om lysten der blev job, nuet der blev plot

TIL HELT ÆRLIGT SKRÆK OG ADVARSEL!

(transskriberet efter Martin Kongstads interview med Kirsten Hammann i Bernaise er dyrenes konge, link til hele udsendelsen her):

Arbejdet er slet ikke så dejligt mere som det var i starten. Det var virkelig virkelig dejligt at skrive, da jeg var ung. Jeg kunne rigtig godt lide det. Det var det bedste i hele livet. Det var leg og det var frihed, og jeg ville smadre ting, og jeg ville lave noget nyt, og jeg ville bygge nye ting op. Jeg kunne sidde til langt langt ud på natten og arbejde med ord. Jeg startede jo også som digter, så det var meget jeg var nede i sproget, virkelig at træne og øve og uden at vide, at det var det, jeg gjorde, ligesom når du har en violinist eller musiker, der skal øve sig de dér 10.000 timer eller et vist antal år, det skal en forfatter jo også, men det var jo ikke noget, jeg tog som en træningstid, for det var jo en fryd uden lige - at kæmpe med sproget og se, hvad det kunne.
(PAUSE/SUK)
Desværre har jeg ikke mærket den glæde i mange år. Det er blevet mere
(Kongstad: professionelt?)
et arbejde, ja. (et slags snøft) Og det har selvfølgelig også noget at gøre med, at der er kommet nogle forventninger, både fra mig selv til mig selv, men også at andre har forventninger ... nej, det er bare noget med at være ung og skulle indtage et helt nyt land. Man aner ikke, hvad man kan, og der er heller ikke nogen, der ved, man findes.
Kongstad: Det, der så driver dig nu, det er jo ikke som om, du ikke har lyst til at lave det du laver mere, er det så delvist det du gør, og så delvist, at du skal tjene nogen penge?
Ja, det er et spørgsmål om også at tjene penge. Nu er det jo bare et arbejde, og nu er jeg blevet 49, så det er ligesom også en skæbne, eller det er ligesom det, det er blevet til. Jeg kan jo ikke lige pludselig lave noget andet. Jeg k a n ikke andet. For det første kan jeg simpelthen ikke andet, jeg har ikke nogen uddannelse. Nå men, så har jeg også den dér forpligtelse, synes jeg, overfor mig selv og overfor de evner, jeg nu engang har, og alt det, jeg har trænet op, og det talent, jeg jo så har, at selvfølgelig skal jeg gøre det. Jeg skal passe mit arbejde. Men det er desværre nok det, der fylder mest.
Selvfølgelig har jeg en form for ungdommelig drøm med at, åh, jeg kunne skabe det, eller, tænk, hvis jeg kunne skrive den og den bog. Men der er jeg desværre blevet så klog, at alle dine drømme, de klasker fuldstændig til jorden, når du kommer på papir. Det er jo noget af det vilde, man opdager, når man har skrevet flere og flere bøger, det er, at jeg tænker, næste gang, næste gang, der skriver jeg noget helt andet. Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet (...)
Men jeg er også begyndt at forestille mig noget mere normalt og skriver mere normalt i gåseøjne end jeg gjorde før. Det er jo ikke fordi, jeg først nu har lært at arbejde med plot, jeg var jo direkte modstander af det ved alle mine første bøger. Jeg syntes, det var totalt snyd. Jeg syntes, at det var totalt latterligt, at lave kloge bøger og film, hvor man gik kronologisk frem, og hvor de kunne reflektere midt i handlingen, mellem replikker kunne de tænke. Jeg var meget mere interesseret i, hvordan føles det at leve nu. Jeg ville væk fra hele historierammen, fordi jeg opfatter ikke, at når vi lever vores almindelige liv, at vi har en historieramme. Vi har jo ikke en fortæller. Vi lever jo ligesom i det skridt, vi tager nu. Og det var det, der interesserede mig at bruge litteratur til. Så det var mit mål dengang, at prøve at gøre det meget 1:1 på det lige nu levede liv. (...)
Kongstad: Men hvad var det, der gjorde, at du begyndte at bruge en mere traditionel måde at fortælle på?
Måske bare fordi jeg havde fået nok af det. Jeg havde fået lov i en tre-fire bøger at være vild. Nu var det vildt for mig at skabe nogle rammer, fordi dem havde jeg ikke haft. Så det var den næste nye udfordring for mig - og kæmpe med noget, man ikke er vant til. Og for mig ville det være spændende om jeg kunne nedlægge det dyr også.

(men hvem nedlagde hvem tydeligvis? - bemærk også at KH taler i nutid om hendes ungdomsprojekt og -poetik: jeg opfatter ikke ..., bemærk i det hele taget entusiasmen i fortidsomtalen og resignationen i nutidsomtalen, and weep, bloglæsere, men gør det konstruktivt)

Kritikere på film (er der for få af)

1.
Terence Stamp som New York Times' kunstkritiker John Canaday i Tim Burtons undervurderede Big Eyes forholdende sig forrygende foragtfuldt overfor de storøjede malerier, hvilket provokerer Christoph Waltz' Walter Keane - der NB ikke har malet malerierne, det har hans kone, Margaret, men han har taget æren, så reaktionen er ikke ridderlig, men tyvagtigt forfængelig - til at angribe kritikeren med en gaffel: sådan vil jeg gerne tage mig ud, når forfattere går amok med deres bestik, og pagajer:



2.
Filmanmelderen Roger Ebert i dokumentaren Life Itself, kan streames på Netflix, som dels er en bevægende beretning om en ubændigt skrivende, dødssyg mands sidste tid og dels et helt straight og underholdende biografisk portræt af en kritiker, der blev en celebrity I KRAFT AF sin kritik, især i duo-form på tv med bedstevennen og -fjenden Gene Siskel i evige dueller på thumbs up eller down - hvorfor i alverden er det koncept aldrig, med nogen kunstform, blevet kopieret på dansk tv? Her anmelder de Blue Velvet, og det er ikke Roger, der har ret denne gang:

Yin/yangtitler

poesi vs. prosa, bl.a,

UKENDT UNDER SAMME MÅNE (SUT)

vs.

ALT UNDER MÅNEN (VOETMANN)

Fiktiv, men eksemplariskere, parallel mail

(og urealistisk, dato/ugedagsmæssigt: at komme i forkøbet havde ikke ladet sig gøre (medmindre WA udsendte en særudgave, det gør vi for lidt!) - MEN BORTSET FRA DET)

Kære (WA-Bøger-red.) Johannes

Jeg kommer lige fra møde/middag med Kritikerlavets bestyrelse, hvor vi nominerede Per Aage Brandts digtsamling Tidens tand, mørkets hastighed, Maja Lee Langvads hybrid Hun er vred og Harald Voetmanns roman Alting under månen til Kritikerprisen. Nomineringerne er ikke offentliggjort endnu, og SKAL VI IKKE KOMME lavet I FORKØBET og anmelde Brandts fremragende digtsamling, hvilket vi nemlig har forsømt, denne fredag, så vi kan fremstå omtrentligt tjekkede, i stedet for at stå med håret i den kritiske postkasse.

kh Lars

Punchlinen til den vittighed, Johannes Møllehave, efter at have taget afsked 1 gang, fortalte mig i dag i Mikkel Bryggersgade

HVORDAN 
VIDSTE 
HUN
AT 
JEG 
VAR
MØBELSNEDKER?

LARS BUKDAHL VIDERESENDER FORTROLIG MAIL TIL KRITIKERLAVETS BESTYRELSE!

(Birgithe Kosovic blev i torsdags ekskluderet fra Dansk PENs bestyrelse, fordi hun havde videresendt en mail stilet til bestyrelsen til netværket Fri Debat - Mads Brügger rapporterer kosteligt om PEN-mødet i AK 24syv, link her (6 minutter inde ca.): sikke dog hyklerisk klynkende magbrynde (Kristina Stoltz trygler Kosovic om at gå selv, så hun, Stoltz, kan skånes for hjertesmerten i at stemme for eksklusionen ...)

Hej,
 
Mai Misfeldt (mai@maimisfeldt.dk) har
inviteret dig til at deltage i Doodle
meningsmålingen "Generalforsamling".
Mai Misfeldt siger:
Vi skal lige have fundet en dato til Kritikerlavets generalforsamling.
Hvis I synes, vi skal begynde
kl. 16 eller 16.30 må I gerne
anføre det også. Jeg regner med
at det kan være på Information,
som vi plejer, men det finder
jeg ud af, når vi har datoen.

Billedresultat for confidential

mandag den 23. marts 2015

Prosa lige så lovende som holdende

Og her er et tekststykke fra den pågældende roman, som jeg skrev af til dig i går i ren læsefryd, og romanen er, kan det afsløres, Ina Munch Christensens debut Nielsine, der udkommer på fredag, og som du kommenterede (efter du havde kaldte stykket fint og fantastisk - nemlig!): "rart at der er en udgave af den "tematik" der beviser sit værd IKKE som tema men som text"; og den dér på 6 linjer fra nu af udødeligt uhyggelige udlejer: 

Ligesom da hun boede på kollegie, drømte om at bo i lejlighed med Elise, være fri for kravet om fællesspisning og rengøringsdage, ikke at behøve gå rundt med paranoide forestillinger om at når hun kom hjem, så havde nogen fået ransagningskendelse og endevendt hendes værelse, for at se om det ikke skulle være hende der havde stjålet bestikket, være angst for at blive smidt ud og blive hjemløs, ligesom hun, da hun havde lejet et værelse, drømte om at bo på kollegium hvor hun ikke delte køkken og badeværelse med en mand der stank af røgelse og gik meget sært, med underlivet skudt frem og armene dinglende, ansigtet udtryksløst indtil han fik sine ideer om indbrud og tyveri. Hun havde forestillet sig overskrifterne, pige parteret af paranoid udlejer, det var efter han havde skældt hende ud for at have venner på besøg der stjal i hendes stue, selvom hun ikke havde haft nogen gæster, og hun hørte ham råbe for sig selv, ting som for sent og aldrig dig selv når du ryger og mord og forpulet teenager, forpulede kvinder og løgnere. Og ligesom hun, da hun boede hos sin far, drømte om at bo et hvilken som helst andet sted med hvem som helst andre end ham og slippe for at blive råbt af hele tiden, og ligesom hun, før det, boede hos sin mor og drømte om at bo hos sin far for at komme ud af provinsen og ind i større mangfoldighed og ikke bo med moren der bekymrede sig om hendes rygning og sovevaner, at bo hos faren, kunne være ligesom at bo alene, tænkte hun.

Hvad hedder dit kapitel?

Jeg kan rigtig godt lide kapiteloverskrifter, hvis altså den pågældende roman er rigtig god. Og det er den, jeg lige har læst og skal anmelde, og her er de første 6 kapiteloverskrifter - ud af i alt 18 (et godt kapitelantal også, synes jeg pludselig, i en 170 sider kort roman). Det er enormt gode kapiteloverskrifter, men det kan sagtens være, at jeg ville synes noget andet, hvis romanen var rigtig dårlig (jeg tror også, jeg rigtig dårligt kan lide kapiteloverskrifter, hvis den pågældende roman er rigtig dårlig - det er et stærkt, men totalt kvalitetsrelativt synspunkt, som så mange af mine synspunkter; jeg har, mere fascistisk, svært ved at finde forfattere sympatiske, som jeg ikke finder talentfulde (mange, men ikke SÅ mange, undtagelser her ... ca. lige så mange talentfulde forfattere er usympatiske)):

Taske
Diktat
Bird (tidligere)
Andreas
Leslie (endnu tidligere
ASS

Ung anmelderhyring 5 (lost i Tunedal)

JEG DØMMER STIME! Nu har Kristeligt Dagblad hyret Martin Gregersen, der i nogle år har ageret akademisk pr nr. 7 (de skrev bl.a. forfatterskolebog sammen) med Tobias Skiveren, hyret af Jyllands-Posten. Hans første bog er en svær én, svenske Jenny Tunedals Kapitel 1, som to andre af de unge hyringer, Mikkel Krause Frantzen i Politiken og Linea Maja Ernst i WA (og Victor Ovesen på litteraturnu - og jubeloldingen Jørgen Johansen i Berlingske) allerede bravt og oprigtigt har knækket deres halse på - det kommer lidt til at ligne en kritisk kvind/manddomsprøve, og ikke mindre kvalificeret ruller Martin G sit anmelderhoved mod de komplekse kegler - her begyndelsen på hans lovende begyndelse:

Svenske Jenny Tunedals lyrik har knaster, men er oftest vellykket
Er det muligt at skrive om livets store eksistentialer uden at forfalde til floskler og almindeligheder? Kan det overhovedet lade sig gøre at frembringe tekster om ensomhed, længsel, død og kærlighed uden at forsumpe i poesibogens banaliteter?Svarene på disse spørgsmål er meget ofte benægtende. Ikke desto mindre har den svenske digter Jenny Tunedal dristet sig til at behandle netop sådanne emner i sin anden udgivelse, "Kapitel et", der oprindelig udkom i 2008. Og resultatet er faktisk for det meste vellykket."Kapitel et" kan kaldes en poetisk afhandling, der fra forskellige vinkler og med forskellige udtryksformer (digtets, prosaens, dagbogens, brevets, filosofiens) forsøger at indkredse aspekter ved ensomheden; dens årsager, virkninger og beslægtede tilstande. Men modsat den akademiske afhandling, leder man i dette værk heldigvis forgæves, hvis man er på udkig efter et konkret svar, en klar definition. Teksterne er langt fra forklarende og argumenterende, for, som det meget rammende lyder, "Ensomhed undviger definitive definitioner".