torsdag den 28. maj 2015

Dengang Katrine var lutter egocentrisk strømførende følelse

- tre tekster af Katrine Marie Guldager fra gennembrudsbogen Styrt, 19995 (TYVE ÅR SIDEN!), stadig en af mine 90'er-yndlings (jeg blv så MISUNDELIG på den (ved siden af tekst nr. 2 har jeg med blyant skrevet: "nærmest citat af mig, hmmmm" - og vel af mærke af digt fra dengang utrykt manus)

"Forår

Foråret rammer en vintergæk, en pose af ny muld, et modløb af vinter. Foråret får mig til at låne en time endnu, mens isen brydes af en hæl, et dæk der er gået i spin: Markvejen ekploderer jord og sølv. Foråret brager ind gennem mine vinduer for at splintre den vinter, jeg taber mellem hænderne, for at vende vrangen ud af mit værelse.

Gravsten

Det er altid noget, man lige skal ordne, en distraktion, man kan blive viklet ind i, når køkkenvinduet står og smækker, og de blomster, man kun kan ane, får revet bladene af et for et: Mine øjne føder øjne af glas, der klirrer mod min håndvask, når jeg taber dem, taber dem som lyset, der drejer om sin skæve akse i en labyrint af sko og skridt: der er altid noget man lige skal ordne, et net, der skramler forbi under asfalten, en væltet gravsten man kan falde over: Hvis man f.eks. krydser kirkegården uden at vide, om man søger skygge eller sol.

Rødt

Sådan er det at blive født: Man har aldrig fri, man har ikke to minutter for sig selv, ikke et øjeblik, hvor man kan se den anden vej, eller et, hvor man kan vende ryggen til: Sådan er det at blive født, man kan ikke gøre noget ved det, hele tiden er man simpelthen født, man kan ikke stå af, få fri, blive ufødt igen: Der er ikke noget at gøre, man er født, født blafrende rødt, i et skrig, der sidder i kroppen som et ekko, og søvnen, søvnen gør ingen forskel, den kan bare byttes ud med noget andet, som så passer ind dér, hvor søvnen var, der er ikke noget at gøre, det er her hele tiden, det hele, en selv."




(og i dag Har Katrine Marie Guldager så en intetsigende og dovent forævlet kronik i Politiken om Mette Høeg-sagen, hvor hun ikke mener andet end, at der måske, måske ikke, er noget om snakken, og derfor skal vi tage den, snakken, men hun har sandelig ikke selv tænkt at kvalificere den, ved FX at tale om BØGER - aldrig har så mange deltaget i en litterær diksussion uden at have læst de tekster, den skal forestille at handel om (bortset fra jo at de som angivelig "syndflod" slet ikke findes, hvilket gør dem ulig lettere at snakke om):

"At skolen i hele sit levetid for eksempel har svigtet den narrative, vugge til grav roman, som har sit tyngdepunkt i det universelle og ikke i det partikulære (for nu at bruge Mette Høegs ord), er vel næppe nogen ny kritik. Men er den også med til at stimulere et indforstået lukket miljø, hvor de unge forfattere er på fornavn med deres kritikere og afklarer litterære debatter, ikke i avisen, men til privateP" (...)  "Har Mette Høeg så ret i at navngivne kvindelige forfattere fra forfattermiljøet, som er mere selvoptagede end flertallet? Jeg ved det ikke, jeg har ikke læst dem grundigt. Mette Høeg har ret i, at de alle har fået meget opmærksomhed i medierne, og jeg skal ikke kunne sige, om deres litterære præstationer så også står mål med opmærksomheden. Det gør de måske. Fødselsdagsfester? Svaret blæser i vinden." "Hvis det er rigtigt, at unge kvinder får en positiv særbehandling i medierne og på Forfatterskolen, burde der så ikke være nogen kulturredaktører, der blev lidt eftertænksomme? Vi mangler dog stadig at få sandsynliggjort, at unge kvindelige forfattere virkelig bliver favoriseret. Optagelsen på Forfatterskolen kan meget vel være tilfældig. Et forlag som Gladiator er kun ét af mange."

Måske, måske, må en gaffel (metaforisk) gennembore dit øje! 

Og så synes hun selv, at hun blev forkælet i starten - det synes jeg ikke, dengang: "Jeg har selv været en af dem, der blev ' plukket' tidligt: Store forsidehenvisninger, før jeg overhovedet havde fundet mig selv som forfatter, det treårige arbejdslegat på kun én bog. Man kan ikke forvente, at unge mennesker siger nej tak til den slags. Det er også godt at byde dem ordentligt velkommen i offentligheden. Men kan man give et ungt talent lidt for meget ego? Absolut. Og hvorfor synes næsten alle de debutanter, der slår igennem, at komme fra Forfatterskolen? Ville det ikke være sundt, hvis vi havde konkurrerende miljøer? Det tror jeg, Mette Høeg har ret i."

Men så skab en Vugge til grav-roman-skole, Katrine, der kan vare fra vugge til grav! Og prøv en dag at læse dig selv ANNO HÆSBLÆSENDE SELV og græd over forskellen med gaflen vippende i øjet.

Sammenfald til tiden

I går sad vi af gode grunde på D'Angleterre og drak champagne

og i dag læser jeg følgende i et interview med (oprindeligt ålborgensiske) Gitte Broeng i Nordjyske:

"Den 19-årige telefonistinde, Anna Edith Sommer-Jensen lagde stemme til den første Frøken Klokken, oprettet 1939, døde i 2008. Senere skulle Anna Sommer-Jensen angiveligt vække stor opmærksomhed ved at køre rundt i sin vinrøde Buick-sportsvogn, og hun arbejdede efter sigende om sommeren på d'Angleterre, hvor hun fungerede som en lokal frøken Klokken, så gæsterne altid kunne få oplyst det korrekte klokkeslæt, live."

- vi savnede hende stærkt ved midnat uden at vide det

onsdag den 27. maj 2015

Søvngængersnak om drømmecopyright

 

Digteren Morten Søndergaard har været redaktør (og medkonceptualist?) på en en tilsyneladende vældig flot poetisk gavl på et etagebyggeri Valby netop indviet som "Drømmegavlen"; på workhops og bare helt for sig selv har beboere i byggeriet formulerer sætninger begyndende "Jeg drømmer om (...)", der skulle handle om deres ønsker for fremtiden. Søndergaard har så udvalgt og sammenstillet (og måske også tilskåret?) 117 drømme. Læst som ren tekst på en skærm (Søndergaard har publiceret den færdige tekst som en Facebook-opdatering) oplever jeg et smukt, groovy flow og bider mærke i flere sjovt konkrete og fint fyndige enkeltdrømme og drømme-ryk, men også en hel del renfærdig/renhjertet blankhed/ferskhed, i sagens natur, fordi (ønskede) ønskedrømme, for os allesammen vel, har det med at kitsche velmenende til, her er ca. første halvdel;:

"jeg drømmer om sol og sommer jeg drømmer om skiferie jeg drømmer om at flytte til mars jeg drømmer om plads til fantasifuldhed jeg drømmer om penge jeg drømmer om større rummelighed jeg drømmer om en kongepuddel jeg drømmer om at rejse jorden rundt jeg drømmer om at komme hjem jeg drømmer om fred i verden jeg drømmer om at blive stor jeg drømmer om et langt liv med min kone jeg drømmer om næstekærlighed jeg drømmer om at kunne udnytte mine muligheder jeg drømmer om at holde kontakten jeg drømmer om et hus i italien jeg drømmer om en verden uden krig jeg drømmer om silent angels jeg drømmer om en gavl uden kunst jeg drømmer om at vågne jeg drømmer om gensidig respekt blandt os jeg drømmer om et liv i frihed jeg drømmer om at vores søn får et godt liv jeg drømmer om ferie jeg drømmer om at få lov til at blive gammel jeg drømmer om bosnien og hercegovina jeg drømmer om hende på anden sal jeg drømmer om en tur til venedig med min mand jeg drømmer om at få mine drømme opfyldt jeg drømmer om at være ydmyg jeg drømmer om dengang danmark vandt em i fodbold jeg drømmer om at male jeg drømmer om at møde min mand igen jeg drømmer om at gå på stylter uden at falde og slå mine knæ jeg drømmer om duften af gule rapsmarker og nyslået græs jeg drømmer om mere i løn jeg drømmer om at lykkes"

- og det er jo ikke fordi der er copyright på drømmekataloger og heller på kataloger over en/fålinjede drømme, der begynder med "Jeg drømmer", men altså, jeg undrer mig en lille smule over, at der ingen steder i forbindelse med omtale af "Drømmegavlen" er bare den mindste, linkende henvisning til Pejk Malinowskis lille, buttede mesterværk Den store danske drømmebog, 2010, der som bekendt har mixet danske Jeg drømmer-/ Jeg drømte-sætninger fra internettet (stalkede drømme snarere end enqute-drømme); og jeg siger ikke, at drømmebogens (lidt længere) drømme (tilsammen!) er bedre, fordi særere/skævere, end drømmegavlens, jo, det siger jeg, og undskyld skarnagtigheden, nej, ikke undskyld, her en flok drømme fra et tilfældigt opslag (jeg har som regel selv citeret "Jeg drømte"-linjer, der automatisk bliver natte- og dagdrømme snarere end ønskedrømme):

"Jeg ELSKER at sidde foran min computer og lave hjemmesider eller SIMS2. jeg drømmer også om hindbærsnitter, men det er en lidt anden sag.

Jeg drømmer om en øøh ... sort jul?!

Jeg drømmer om at sidde og dele en flaske rødvin(uden fjernsyn) med min mand.

Jeg drømmer bare om noget nærhed. Jeg føler mig rigtig ensom i det her.

Jeg drømmer, at min blog og jeg er blevet overtaget af en anden blogger.

Jeg drømmer om tid. Tid til at finde den, jeg er.

Jeg drømmer at jeg er en pige, med en tissemand.

Jeg drømmer at jeg har sex med et par mandlige kammerater, som derimod har et kvindeligt organ.

Jeg drømmer ca. 5 gange ugentligt om Israel!

Jeg drømmer om at lave film.

Jeg drømmer om at holde jul med min mor igen.

Jeg drømmer ikke om at mase ændringer ned over hovedet på folk hvor det drejer sig om noget der er vigtigere for dem end for mig.

Jeg drømmer om en andel på Nordre Frihavnsgade på Østerbro.

"Hvor er jeg? Drømmer jeg? Orv, en Pokémon. Han kalder vist på mig. Men ... jeg er jo også en Pokémon?!""

Tillykke til os med den dag jeg kom under indflydelse

Bogmarkedet har med deres sædvanlige detektiviske ildhu og akkuratesse opdaget, at jeg for 3-4 år siden begyndte at rose ung, kvindelig, navlepillende / politisk korrekt, formbevidst litteratur til skyerne - en litteraturform, jeg i de 20 forudgående år havde hadet som pesten, og hvorfor mon?:

"”Gid det var performance” hed overskriften, da Johanne Mygind i Weekendavisen tog til genmæle mod Mette Høeg. Det var en voldsom indspist overskrift, der handlede om, at Mette Høeg danner par med Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, der i mange år har lavet forskellige former for performance sammen med forfatteren Helge Bille Nielsen (som han vist hed på det tidspunkt), men hvor Strøbech lagde sag an mod Nielsen, fordi han følte sig krænket, da Nielsen i 2008 udgav romanen ”Suverænen”, hvor der optræder fotos og en række personlige oplysninger om Strøbech. Denne oplysning blev læserne imidlertid ikke indviet i – og er det på nogen måde relevant at antyde, at der skulle være en sammenhæng? Er det ikke et forsøg på at frakende Mette Høegs indlæg værdi i sig selv? Men de litterære debatter vrimler med den slags indspiste stikpiller, hvor debatten ofte får et personligt frem for et principielt præg.
På den anden side forekommer det meget rart at vide, at Weekendavisens lyrik-anmelder, Lars Bukdahl, danner par med Cecilie Lind, der skriver den type litteratur, Mette Høeg ikke kan lide. Det sætter hans udtalelser lidt i perspektiv, når han i et indslag i Deadline (start ved 10.30) i kraftige vendinger afviste, at der overhovedet er noget at diskutere, og at folk jo bare ”kan læse norske romaner”, hvis de er utilfredse med det danske udbud. ""

Dit ædruelige svar på Facebook:

"Det her er virkelig for dumt at blive ved med at søbe rundt i, I KNOW, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at blive misforstået så grelt. Min tekst angler IKKE efter ynk, min tekst kræver respekt, ikke særbehandling. Jeg har INTET imod at man anmelder mig, at man kritiserer MINE TEKSTER. Jeg kan ikke klare at jeg skal være en lille stakkels tøs. Det er jeg ikke. Jeg har ikke brug for nogens menneskelige forståelse. Jeg beder om at man forholder sig til mig som forfatter. Min tekstgestus er at vende MH-logik på vrangen og sige det er INGENS SAG hvem jeg er, hvem der er min kæreste etc etc. Det der er fair at forholde sig til er mine udgivede BØGER. Oh christ, og den her BogMarkedsskildring (se punkt 6) af hvordan Lars ytringer i Deadline bliver sat ”i perspektiv” af at han er kæreste med mig? Hvad betyder det? Er han kuet af mit selvoptagede tøsehysteri, eller hvad? Og hvorfor siger BogMarkedet at jeg skriver den type litteratur som MH kritiserer – seriøst, i min første digtsamling tror jeg ikke at ordet ”jeg” forekommer en eneste gang, og min anden bog (dughærget pupil accelererer tusmørke) er en samling crazed out eventyrsekvenser. Come on Bogmarked, og læs mig i det mindste før I ved hvilken slags litteratur jeg skriver. Og læs hvad jeg med versaler skriver i min kronik. OK. Jeg er en gal flue i flint, jeg summer af, men altså. Argh. THE END."

- og her et billede af øjeblikket før jeg kom under din dæmoniske indflydelse - du hører stadig på, hvad jeg siger, om prisværdig, mandig skovhuggerprosa,

but then she kissed me

tirsdag den 26. maj 2015

For meget er for speget og for lidt er for fedt?

Altså først og fremmest er jeg bare decideret forarget over, at Mikkel Frantzen i dag i Politiken giver Signe Gjessings digtsamling nr 2, Blaffende rum nænnende alt en lunken anmeldelse og absurde 3 stjerner (Olga Ravn var i anmeldelsen af debutbogen i det mindste oppe på 4, hvilket var galt og forkert nok) - det er som om, internetgenerationalister såvel som akademiske kritikere ingen respekt har for simpelt eksplosivt talent og nægter at betragte bugnende poetisk profit som en egentlig værdi - Frantzen bruger ord som "funklende" og "svimlende" om digtene, men alligevel klager han over en abstraktion og en luftighed (der er da tværtimod tale om en enormt kompliceret koncentration, rent sprogligt?), som han ikke er særlig god til at eksemplificere:

"Men der er et problem, og det er et ret grundlæggende problem: Poesi bliver ikke politisk af ordet ' samfund'; ikke selvbiografisk af ordet ' jeg'; ikke kosmisk af at skrive: ' Jupiter'. Og det er det sidste, der er problemet i ' Blaffende rum nænnende alt'. På en enkelt side står der eksempelvis ' verdensrum' 4 gange, ' univers' 1 gang, ' klode' 1 gang, ' stjerner' 1 gang og ' stratosfære' 2 gange.. Og det virker måske nok pedantisk at gå Gjessings poesi igennem med en tættekam, eller rettere en lommeregner, men det skyldes simpelthen, at det slet og ret kommer til at fremstå en smule anmassende. Det, hun som forfatter foretager, er ikke så meget en udmåling af verden, som det er en ud-strækning, en uendelig udvidelse. En eksplosion af tid og rum (»tidens deling -/nye sideskilninger, du/er en sideskilning i midten/af tiden, jeg reder din tid« ). Og nu er jeg ikke den store fysiker, men måske kan man artikulere problemet sådan her: Der mangler simpelthen en form for centripetalkraft, der kan holde det hele en smule sammen. Der er lutter spredning, ingen samling. Noget af bogens billeddannelse bliver derfor også abstrakt på en for mig at se uheldig måde - i linjer som »kærligheden mættet med øjensyrer og affolkede verdensbunde« og »Horisonterne er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige«. Heldigvis er der stadig alle de funklende passager, alle de trods alt svimlende digte. Her er et eksempel: »Havet taber sine bølger ned på stranden, for at høre hvor langt, der er ned. Vi står og lytter efter/lyden, når/de rammer./Der går et år«. Og her er ét til: »horisonter viser begyndelser til alle sider, som tigre viser tænder, her begynder alt, her begynder alt«. Når alt kommer til alt, når ' Blaffende rum nænnende alt' dog kun halvvejs til det himmelråbende himmelske. For mit eget vedkommende vil jeg hellere end gerne have mere sci-fi, flere kosmiske vibrationer, en højere grad af fabulering og spekulation i ny dansk poesi, men Gjessings udgave i denne omgang kommer til tider til at virke eller simpelthen være lidt for postuleret og lidt for abstrakt. Hvor man som læser mangler små øjeblikke af ro og nogle konkrete ting at klynge sig til. Hvor alt, der er luftigt, fordufter i luft."

Altså, jeg synes da total spredning lyder som en herlig æstetik (realiseret i Dan Turèlls Sidste forestilling - måske!?), men der er (som allerede sagt) til hver en tid den fabulerende fyndighed til forskel fra nogen form for luftighed og, ja, påkaldelsen og anvendelsen af univers, stjerner etc. kan kaldes monoton, men sgu da ikke mere end det såkaldte "inventar", MacBook etc., hos Caspar Eric, i min oplevelse er det lige præcis genial monotoni, bortset fra at yndlingsordene hver gang rulles og vrides NYE, fordi det er det, de i deres yderste vigtighed skal vedblive med at være og opleves som. Og hey, hey, HEY, med hensyn til konkreter er Signe en utrættelig og totalt usnobbet (langt mere CE & co. der helst nøjes med poppede brands) mestertingfinder, hun blander dem så bare, konkreterne, med kosmossagerne (DER OGSÅ ER KONKRETER: STJERNER FINDES!) - FX lige præcis hvepsestikkene i den linje, hvis angivelige abstraktion Frantzen ikke bryder sig om: "Horisonten er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige", som jeg da synes (i forhold til alle mulige andre Gjessing- og GROTRIAN-linjer) er helt straight anskuelig og (ligesom alle mulige andre G- og G-linjer) bare åndssvagt SKØN, eller hvad synes I, bloglæsere?

Ingen af anmelderne eller digterne kan gøre for, at jeg bliver endnu mere hidsig på Frantzens Gjessing-anmeldelse (og måske allermest dens stjerne-fåtal!) af at læse Solveig Daugaards begejstrede anmeldelse i Information i fredags af Liv Sejrbo Lidegaards debutsamling Fælleden, udkommende samme dag på Gyldendal (og foreløbig usynligt anmeldt af mig), hvor hun får enormt meget dybsindigt ud af poetisk temmelig fattige linjer:

"I næste forløb er jeg-et opløst i en gruppe, som bevæger sig gennem landskaber, en slags munter, planløs vildmarkstur, og umærkeligt glider også gruppen ind i landskabet, der på sin side bliver til en krop, helt tæt på. Selvom Fælleden således er dæmpet læsning, ville det være forkert at kalde den introvert, dertil er dens intense optagethed af steder og situationer, som starter uden for kroppen, uden for jeg-ets indre horisont, alt for dominerende: »vi går i en spredt række. nogle gange er der stier, nogle gange går vi bare. vi holder hvil i en gryde, deler lidt frokost, æg, gulerødder, brød. vi kan se havet men ikke hvor langt der er derhen. der hvor tidevandet har trukket sig væk er sandet hårdt presset sammen. sådan ser hud ud tæt på. vi går på en kæmpe krop. hvad sker der når det her væsen vågner. sandormebunkerne bobler. vandet strømmer udefter i rillerne.« Der er en paradoksal præcision i Lidegaards kølige skildringer af stederne. Et digt starter oftest jordnært nok, genkendeligt, en flok mennesker, der bevæger sig henover en strand, kloakvand, der stiger op gennem en rist, men i løbet af få sætninger får hun lukket det kendte sted op mod et tusmørkeland af muligheder, hvor den hierarkiske relation mellem figur og baggrund går i opløsning.Og alligevel bliver sansningen præcist og stædigt stående uden at fordampe som et billede på noget andet. Selvom Lidegaards teknik er langt mindre poleret, er der noget Tomas Tranströmersk over hendes beherskelse af helt enkle sproglige værktøjer, antydningen af en besjæling, et let surreelt indskud, som væver en indre og en ydre verden sammen, uden at lade det falde på plads, så den ene dimension blot spejler den anden."

Daugaard insisterer en bleg poesi betydningsfuld og betydelig, Frantzen skimmer en prægtig poesi betydningsløs og ubetydelig - og jeg bliver fælt frustreret over den poetiske URETFÆRDIGHED!



stratosfæren, virkelig nok! 

En kyklops klarsyn

Beklager, Karl Ove! Det er rart med svensk, feministisk enighed og opbakning for en gangs skyld - fra Rakel Chukris kommentar til Mette Høeg-debatten  i Helsingör Dagblad:

"Köpenhamns litteraturvärld uppfattade debattartikeln som en örfil. Vissa hade till och med svårt att tro att Mette Høeg var en riktig person. Replikerna har varitotaliga och tonläget högt. I gårdagens Politiken protesterade författaren Christina Hagen mot den förminskande beskrivningen att unga kvinnor skriver om sin ”lilla psykiskt sjuka Barbievärld”. I samma tidning uppmanade Cecilie Lind: Se våra texter! Tala om dem, kritisera dem – men reducera inte oss till vandrande klichéer.
Det är förståeligt att många förbluffades av Mette Høegs sexistiska och dåligt underbyggda attack. Men att något sådant publicerades i Danmark var bara en tidsfråga. Sedan ett antal år skrivs de mest intressanta böckerna av unga kvinnor. En skicklig och vass generation har vuxit fram och tagit plats på parnassen. Som litteraturkritikern Lars Bukdahl sa i teveprogrammet Deadline: Det finns inte en massa skickliga män som hålls tillbaka av amasoner utan just nu råkar några av de mest talangfulla författarna vara kvinnor.
Men detta står i kontrast till ett Danmark där många betraktar feminismen som suspekt och radikal. Att det kommer en backlash mot starka kvinnor som tar plats är väntat. Det är en klassisk reaktion när samhällets maktordning justeras.
Det är också talande att Mette Høeg inte vågar kritisera män som skriver autofiktion, till exempel Yahya Hassan eller Knausgård. Deras erfarenheter (om det så är masturbationsvanor eller utfall mot svenska dagis) är i hennes ögon universella och intressanta medan kvinnliga författares erfarenheter reduceras till banala menshistorier, för att låna Lars Bukdahls ord.
Så kan kvinnoföraktet i ett av världens mest moderna länder se ut 2015. Men vi behöver inte deppa alltför länge, revolutionen inom litteraturens finrum fortsätter."

mandag den 25. maj 2015

Mette Høeg-fejden bliver CATUL-FEJDE!

Mildest talt udgivelseaktuelle Harald Voetmann skrev et vildt skarpt og bare FORNUFTIGT indlæg i Mette Høeg-debatten på Facebook, som jeg ville have citeret et eller andet sted under alle omstændigheder:

"Note om bl.a. Mette Høeg-cirkusset.
Jeg blev citeret i Politiken for en uge siden for et noget bombastisk udsagn i retning af: “en litteratur, der kun forsøger at spejle en hverdag interesserer mig ikke så meget som romaner, der undersøger grænserne for det menneskelige.”
Er jeg nogen sinde stødt på en litteratur, der udelukkende forsøger at spejle en hverdag? Tjo, det er jeg nok, men det er forholdvist sjældent. Og det er under alle omstændigheder ikke noget, der er dominerende nogen steder, hvad jeg også får tilføjet.
Til gengæld har jeg intet problem med en litteratur, der bruger et hverdagsligt rum som afsæt for tanke og sansning. Mit udsagn går på det uambitiøse; bøger, som stiller sig tilfreds med at kommunikere noget, der nemt havde ladet sig reducere og genfortælle i en anden form. Jeg kunne lige så vel have sagt: “en litteratur, der udelukkende forsøger at fortælle en god historie interesserer mig ikke,” “en litteratur, der udelukkende vil fortælle mig om storpolitik interesserer mig ikke” osv.
Jeg er ikke interesseret i litteratur, der forsøger at kommunikere eller formidle (med mindre det drejer sig om faglitteratur selvfølgelig). Samfundet er ved at drukne i kommunikation og formidling og som oftest er det noget, der skjuler og forvrænger det menneskelige, samtidig med at det vil sælge os vaskepulver og alkopops eller få os til at stemme på en eller anden bandit. (Merkur må som gudernes sendebud være kommunikationens gud, ligesom han er skytsgud for tyve og købmænd, en gennemført utroværdig personage.) Den bedste litteratur prøver ikke at kommunikere, den søger kontakt. Mere som en berøring end en festtale. Og med berøring mener jeg omtrent alt fra kindkys til spark i røven. Litteraturen kan skabe den særlige kontakt med andre dele af det menneskelige, fordi den ikke kun er en 1:1-gengivelse af tanker og historier. Skønlitteratur kan vække sanserne; en vellykket beskrivelse af en rosenhave eller et brændende lokum kan sanses. Når sanserne er vakt kan der kobles tanker og følelser til det sansede. I bedste tilfælde skaber den kombination en følelse af berøring med et andet menneske eller en anden del af det grundlæggende menneskelige, med alt hvad det måtte indebære af sorg og længsel og glæde.
Et eksempel: Vi kan sørge oprigtigt over Catuls knuste hjerte 2000 år senere, få følelsen af at kunne sørge med ham gennem digtene. Derved kan den sorg også komme i berøring med vores egne oplevelser af sorg, udvide forståelsen af den følelse og gøre det en smule mindre ensomt at være stedt i sorgen. I hvilket rum eller med hvilket udgangspunkt den kontakt finder sted, er uvæsentligt for mig at se, jeg har ingen præferencer her. Det kan være det indelukkede teenagepigeværelse (som i Mary MacLanes fortælling fra 1902, som jeg oversatte for et par år siden) eller det kan være den helt store tjubanghistorie som Greven af Monte Christo eller Moby Dick. Men hvis vi skulle udrydde det introspektive, navlepillende, selvoptagede etc. fra litteraturen ville det være farvel til Catul, og til Sei Shonagon, Rousseau, Shakespeares sonetter, Ewald, Baudelaire, Proust, Plath, Ginsberg etc. Det indadskuende kan ofte vise sig at være det mest generøse.
Jeg har nu skrevet tre historiske romaner om døde hvide mænd, med både tjubang og splat og kulør, og de er blevet pænt modtaget. Hvis dansk litteratur var domineret af navlepillende kvinder, som kun gad læse om hinandens småproblemer i politisk korrekt form, ville jeg befinde mig langt langt langt ude i kulden og det ville absolut være i min interesse at bekæmpe dem med næb og kløer. Hvad angår Mette Høegs antydning om mændenes seksuelle favorisering af de yngre kvindelige forfattere: Jeg skriver ikke dette for at få eller opretholde kontakt til de “kønsmodne” forfatterinder, som hun kalder det. Jeg har prøvet at være i et forhold med en anden forfatter for mange år siden og det er bestemt ikke noget, jeg har tænkt mig at forsøge igen. Så hvis der faktisk skulle findes kvindelige forfattere med interesse i min kvabsede og skaldede person, må jeg bede dem om at holde sig på anstændig afstand.
Hvad angår “formbevidstheden”, at nogle forfattere skulle sætte “form” over “indhold”: Selvfølgelig er en forfatter nødt til at være optaget af form. Det er kun det, vi har at arbejde med. En god historie fortalt uden formbevidsthed kan man høre på sin lokale bodega. Det kan være både sjovt og rørende, især hvis man har fået et par øl, men oftest er det ikke noget, man ville gide læse sig igennem 500 sider af; det kræver at fortælleren sidder levende ved siden af én for at være interessant. Ligesom en fotograf er nødt til at interessere sig for lys eller en matematiker er nødt til at kunne forholde sig til tal, er forfattere nødt til forholde sig til formen. Hvis man som litteraturforsker mener, at form er noget rent ydre og overflødigt, tyder det på, at man ikke har forstået det mest grundlæggende ved ens forskningsfelt. Kan man forestille sig en forfatter, der er for bevidst om sin form? Tjo, men på samme måde, som man kan forestille sig en keramiker, der véd alt for meget om ler. Det kan være irriterende ved et middagsselskab, hvis man virkelig ikke gider høre på lange tirader om spændstigheden i forskellige typer rødler, men det er næppe et stort problem for vedkommendes professionelle virke.

Nogle timer senere svarede Mette Høeg med sin egen Facebook-opdatering, ligesom i hendes Cecile-ptronisering formår hun at fejllæse hovedpointen komplet, men særdeles dumdristigt vælger hun i sin tungt dansk stil-agtige opsats at fokusere på Voetmanns Catul-reference; hun har vist ikke nogen idé om (igen problemet med den reelle belæsthed (hun kan ikke engang ikke stave til Voetmann)), hvor suverænt kyndig Harald er på akkurat klassisk/latinsk litteratur - (og Christina Hagen på kommentar-tråden: "Min hjerne går i stykker, hvis hun siger partikulære bare én gang til. Nu igen!"):

"Det partikulære og universelle:
En hel del litterære klassikere bliver som bekendt populariseret og udbredt i banaliseret form gennem citater og lignende. Men i de færreste tilfælde beror populariteten på ren banal generaliserbarhed: det simple forhold, at Catul elskede en kvinde engang, og at det gør nogen også i dag, er ikke hovedårsagen til, at kvaliteten af Catuls digte stadig anerkendes og beundres næsten 2000 år efter deres udgivelse, sådan som Harald Voetman synes at mene.
Catuls digte adskiller sig markant fra den samtidslitterære tendens, som jeg i en artikel i Weekendavisen for nylig kritiserede, idet Catuls digte netop ikke repræsenterer et reproduceret udtryk og en bevidstløs, selvoptaget og ufarlig dyrkelse af populære tendenser. I stedet er digtene et vovet og radikalt forsøg på at udfordre samfundets dominerende værdier – borgerdyderne under den romerske republik – gennem lyrisk dyrkelse og tilbedelse af en gift kvinde med et plettet offentligt rygte.
Figuren Lesbia i Catuls digte refererer formodentlig til virkelighedens Clodia, en gift kvinde kendt for sin frivolitet. Afsættet i det personlige og partikulære er ligesom formen afgørende for digtenes udtryk og virkning. Den stærkt personlige og idealiserede fremstilling af kærlighed var i Catuls samtid nyskabende. Men samtidig med, at Catul afviser de konventionelle romerske kunstneriske former og i stedet trækker på alexandrinsk digtning, inddrager og forholder digtenes jeg sig bevidst og moralsk tynget til de gældende romerske dyder. Inddragelsen af de konventionelle værdier i en nybrydende form er provokerende, eksperimenterende og konstruktiv og samtidig dybt original.
Catuls digte handler ikke blot om en banalt generaliserbar kærlighed mellem mand og kvinde. Inddragelsen og udfordringen af samfundets gældende normer hæver digtenes perspektiv fra individets uvedkommende hverdagslige og selvoptagne kærlighedsoplevelse, uden at det nære og personlige perspektiv derved udviskes. Det er netop sammenstillingen af de to perspektiver – det personlige og partikulære og det samfundsrelevante og ideelle – der skaber en spænding og gør digtene både bevægende, underholdende og vedkommende. Catuls digte præsenterer en personlig fortælling om et forelsket, frustreret, splittet og ulykkeligt jeg og anvender samtidig denne fortælling i en behandling og udfordring af generelle samfundsmæssige og kunstneriske normer og former på en produktiv, oplysende, grænseflyttende og original måde.
Catuls digte er fortsat umiddelbart rørende, vedkommende og interessante næsten 2000 år efter deres nedskrivning. Så lad endelig Catul være forbillede for vores samtids forfattere.
"Reason blinded by sin, Lesbia,
a mind drowned in its own devotion:
come clothed in you excellences –
I cannot think tenderly of you,
sink to what acts you dare –
I can never cut this love."
(Carmen 75)"

Nu er det krig på ragekniven! Voetmann svarer så godt som fnysende:

"Ok. Nu vil Mette Høeg altså tale om Catul. Jeg skrev nedenstående som kommentar hos én, der havde delt det. Og beklager - det bliver meget nørdet:
Du kan da næppe mene, at det her er en rimelig fremstilling af mit synspunkt? Jeg taler for, at det er igennem formen, at litteraturen kan finde en relevans og holdbarhed - at et "indhold" uden form ikke har videre litterær relevans. Hendes udgave af dét er, at jeg skulle finde Catul interessant alene pga hans forelskelse.
Hun skriver i øvrigt noget vrøvl om Catul her - at han skulle være en enestående stemme for sin tid er helt bizart. Hans generation er navngivet (Hoi Neoteroi), de arbejdede alle med de samme former, metre, temaer, og hvis man skal tale om kærlighedslyrik som virkelig revolutionerende og i modsætning til samfundsordenen skal man en hel generation længere frem; til Augustus-tiden og de romerske elegikere, først og fremmest Ovid. En af grundene til at Catuls kærlighedsdigtning ikke i samtiden har virket voldsomt provokerende er netop "Lesbia"-navnet, som Høeg slår ned på. Det navn har for samtiden angivet, at digtene handlede om en slavepige ("pigen fra Lesbos" - en sådan havde nødvendigvis været slave på det tidspunkt i Rom) samtidig med at det selvfølgelig var en henvisning til Sapfo. Kærlighedsdigte til slaver var uproblematiske i samtiden, som man også f.eks. kan se det senere hos Horats. Det var ikke Catul, der gjorde op med dette, men Properts, Tibul og Ovid (samt den ofte oversete kvindelige digter, Sulpicia, en teenagepige). Identifikationen af Lesbia med Clodia (primært på baggrund af Ciceros "Pro Caelio") er tidlig og meget problematisk, der er ikke rigtig nogen gode grunde til at tage den for gode varer, det er spekulation, Mette Høeg her bygger sin læsning på, og selv hvis Lesbia var lig med Clodia, var det åbenlyst ikke Catuls intention at gøre direkte opmærksom på det, tværtimod maskerede han hende som slave. Osv osv osv."

Han kan ikke lade være at tilføje en kommentar til den Catul-oversættelse, Høeg har valgt:

"
i øvrigt er det da en decideret elendig oversættelse af digt 75, hun har fundet frem. Det, der står som tredje linje i den engelske, er slet ikke at finde i den latinske original, ikke det, der minder om. Resten er også dårligt oversat, men vildt nok bare at finde på en linje."

Adspurgt om en mere korrekt oversættelse, svarer han:
"Her er Otto Gelsteds oversættelse, med omvendt ordstilling og heller ikke ligefrem tekstnær, men i det mindste uden falsk linje i: "Se hvorhen min ånd for din skyld, o Lesbia, drives / ødelagt har den sig selv, faldt for sin troskab mod dig, / så at den ikke kan holde dig kær, selvom du blev tugtig / ikke beherske sin drift, selvom du ter dig forrykt.""

Catul-fejden pågik sent i aftes, og er endnu ikke blevet genoptaget. Jeg vågnede fuld af forventning og satte mig til rette med morgenmad foran computeren og blev alvorligt skuffet, det er så kostelig og lovende en ekskurs, den må please ikke være slut!

søndag den 24. maj 2015

2 x fravær af gråt - Cézannes maleri & Torben Ulrichs kashmeretrøje

"Mit liv vrimler med helte, og mange flere, end jeg kan have med i den her bog. Torben Ulrich er en helt for mig, jeg beundrer ham, men ham tager jeg ikke med, for jeg har allerede skrevet så meget om ham og haft ham med i to film. Ole Ritter: det samme. Jeg dyrker ham. Jeg kan ikke gå meget dybere. Så vil det visne for mig at skrive igen.
  Alting har en historie. Den grå kashmeretrøje har en historie. Den kommer fra min beundring for Torben Ulrich. Han var altid i gråt. Han havde en særlig måde at brueg den grå trøje på, så den ikke blev kedelig og betydningsmæssigt grå.
  Hvad vil det sige at "inddæmme livet"? Hvad vil det sige, at ting har en historie og derfor bliver vigtige? Hvorfor er myter, emblemer, framing, stempling af mening så vigtige for mig og min måde at tænke på?
  Det er, fordi det er vigtigt at skabe orden i sit liv. Jeg er ikke, hvad jeg forstår ved en tænker. Slet ikke. Men at lave kategorier, det er jeg vild med, for at kunne se ting, begivenheder og personer stå og fylde nye rum ud omkring sig. Lyder det for tåget? Det ved jeg ikke. Alt er på plads, plads til alt, det var min fars slogan. Det er ca. sådan, jeg ser mit arbejde."

- fra forordet til Jørgen Leths nye bog Mine helte

"I det første fragment af brevene talte Cézanne om den grå farve "der alene hersker i naturen", og han omtaler et andet sted denne opdagelse som afgørende. Cézanne skal jo forestille at være impressionist, men se hans billeder sammen med fx van Goghs. Mens hver farve, hvert strøg hos Cézanne er en gul, en rød, en grøn, en blå variant af gråt, er de hos van Gogh i salig uvidenhed om deres ophav og udfolder sig hæmningsløst og tilsyneladende intenst, men i virkeligheden uden gehalt, som om kunstneren ved at overdrive håber at overbevise. Cézanne opnåede sine resultater ved at drive billedet så langt mod den grå farve som han oplevelse tillod ham, og han drev det så langt som hans studium af naturen kunne bære. Han begik end ikke den fejltagelse som mange moderne mystikere begår: han malede ikke portrættet af den grå farve. Han forholdt sig til den, men gennem gul, rød, grøn, blå osv. For Cézanne blev studiet af naturen altså, hvad farven angår, en præciseren af gråt gennem hele spektret. For lyrikeren bliver det et studium af sproget, en udforskning af det ordløse gennem ordene.

- fra Per Højholts Cézannes metode, 1967



Gode dårlige undskyldninger for værkfravær

Lars-Emil Woetmann har skrevet en krøllet og hård, klar og rørende blogpost apropos de oppumpede miljø- og digterklicheer - men han skal selvfølgelig stadigvæk skrive en bog (det skal jeg også!):

"Den forhåndværende hængen til tørre af anklagen mod ’den danske litteratur’ har i alle tilfælde vækket erindringer fra min egen historie og vej mod litteraturen, dette var en drøm jeg havde i nat. Ikke at jeg er blevet forfatter endnu, bogen mangler jo – måske fordi jeg altid har næret mishag mod det formfuldendte, fordi jeg er mand, og derfor bliver holdt nede, men det tror jeg nu ikke, en sådan konstruktion ville indebære en mærkelig konspirativ offerfortælling, der må overlades til sekundære litterater og andre fra det oversete andet geled, hør dem, de bitcher nede på værtshuset, det konkrete eller virtuelle, en identitetsproducerende aktivitet, der virker glimrende til at dække over og fastholde egen talentløshed, men mest tror jeg, at mit manglende produkt bunder i, at jeg er for rastløs til at arbejde med det samme stof i længere tid, hvilket ikke usandsynligt er en overlevelsesstrategi, der har lighed med forskellige fortrængningsmekanismer, som jeg har måtte indoptage for at virke nogenlunde. Men du må gennem dæmonernes port før du kan tæske djævle og/eller skrive bøger, haha, og du må være god til at opholde dig på samme sted gennem længere tid, åh, det er den vigtigste egenskab for den, der vil skrive bøger –"

Ida dansede din kronik

i forgårs på Skuespilhuset i balltetten "Krash", koreograferet af Alessandro Sousa Perereira over et digt af samme navn af guddødeme Niels Frank, som måske stod i programmet, som vi ikke havde kontanter til, og som de nede i baren, da du købte et stykke lakridschokolade til mig, ikke ville lade dig hæve over til, og nu har jeg skrevet til digteren og spurgt om digtet, og måske ser han ENGANG beskeden, selvom jeg kommunikerede via Facebook (chancen er nok faktisk større for, han læser denne blogpost: Hey, Nellie!?), og hvis han så endda også vælger at sende mig digtet, så trykker jeg det HER, det så, på dansen, vigtigt ud!

MEN ANYWAY (som NF ville sige):

Balletten var lutter højfrekvent, virtuos, præcis

RYTMISK VREDE

- mellem lutter mænd dansede Ida Prætorius med

DJÆVLESPÆNDT TRODS

lørdag den 23. maj 2015

Mette Høeg genererer mere toptekst (KLØVENDE HAGEN!)

DK's mindst pleasende (vil du ikke nok skrive skønnere og på dansk? anmoder jeg fx men NO WAY JOSÉ!) forfatter Christina Hagen har et forrygende flænsende stykke anti-Høeg-polemik, det perfekte companion piece til Cecilies kronik, i Information i dag om IKKE-pleasende litteratur, jeg citerer en stor sekvens:

"Der er, med andre ord, en uoverensstemmelse mellem, hvad der bliver hvisket om, og hvad der bliver talt om. Derfor synes jeg også, at det her er positivt. Denne vold, som Mette Høeg udøver over for kvindelige forfattere, ser jeg som et militant angreb på noget Mette Høeg og ’de andre fagfolk’ betragter som en magtposition. Det er, for mig, en kompliment. Kvindelige forfattere skal ikke længere beskyttes og pusles om som små babyer; de skal bekriges som granvoksne mænd. Det er en ændring, jeg oprigtigt holder meget af. Men der er noget, Mette Høeg har misforstået, når hun tilsyneladende tror, at man kan mobbe kvindelige forfattere til at skrive anderledes; til at skrive om noget andet end den lille psykisk syge Barbieverden, de nu engang lever i. Der er noget, hun har misforstået, når hun tror, at man kan manipulere sig til, opfordre til eller måske ligefrem kræve, at de skriver om noget andet, og mere vigtigt forstår man, end om deres følelser og lidelser. Mette Høeg har forvekslet den kvindelige forfatter med en hofnar. Ligesom kvinden tidligere har været hofnar for ægtefællen, for herren, the master, så skal kvinden underholde læseren og fagfolkene, heriblandt Mette Høeg. Jeg kan fortælle Mette Høeg, at den tid er forbi, og det er det faktum, der gør, at Mette Høeg får den kvindelige litteratur galt i halsen. Lille hemmelighed: Vi og de skriver den ikke til dig eller til de andre fagfolk. Litteraturen er ikke din private jukeboks, der kan spille lidt Dan Brown, når du går og er lidt træt af kvinder og følelser.
Litteraturen, den bedste af slagsen, er den, du ikke vil have. Den er et produkt af det samfund, vi har skabt. Af den sindssyge og fantastiske og vilde og destruktive verden. Den er, blandt andre, skrevet af homokvinder og adopterede kvinder og luderkvinder og epileptikerkvinder og neurotikerkvinder og kvinder med spiseforstyrrelser og misbrugte kvinder, og den handler – blandt andet – om det at se verden ud fra det personlige udgangspunkt. Den eneste grund til, at den form for litteratur ikke har været repræsenteret i samme grad før, er, at disse stemmer ikke har haft ret til at udtrykke sig. Karen Blixen har næsten lige kaldt sig Isak Dinesen, vi har næsten lige fået lov til at være præster og fået stemmeret og lov til at beskæftige os med vores indre liv frem for at skrubbe og skure, og så er du og de hemmelige fagfolk trætte i øjnene? Min gode kollega, som jeg i øvrigt respekterer, Peder Frederik Jensen, savner verdensvendt litteratur. Det er vel også, hvad Mette Høeg ønsker sig. Ligesom den karikerede kvindelige forfatter sidder og bider negle og piller navle og i det hele taget har travlt med at fylde poesibogen ud og udfolde sit syge sind, så står den karikerede øldrikkende mandlige forfatter vel også og skuer ud i horisonten og er lidt verdenslitteraturmand, lidt Hemingway, mens han i virkeligheden sidder ved laminatkøkkenbordet hjemme i Københavnstrup S og taster ind på sin Macintosh? Hvert køn, sin karikatur. Den kvindelige forfatter piller navle, mens den mandlige forfatter lider af storhedsvanvid.
Det er meget vigtigt for mig at sige det her, så både Mette Høeg, de hemmelige fagfolk og alle andre kan forstå det: Den kvindelige forfatter skriver præcis den litteratur, som den kvindelige forfatter ønsker at skrive. Ingen opfordringer, ingen latterliggørelser, ingen fuldemandssladder på Bo-Bi Bar kan ændre på det."

Søren og Mette læser historier lige dårligt

 

Det er jo bare herligt med al den opmærksomhed omkring Cecilies kronik - nu har Mette Høeg herself viet den en hel, selvstændig FB-opdatering, lige så vrangfattende som Villemoes' Blæksprutte:

"Jeg har ikke skyllet et helt glas Xanax ned med en flaske tequila! Jeg lever. Kunne jeg ikke tåle kritik og voldsomme modreaktioner, havde jeg ikke blandet mig i den offentlige debat. I øvrigt læste jeg med interesse Cecilie Linds dagbogsuddrag og bevisførelse af min analyse i Politiken. Det gør mig ondt for hende, at hun befinder sig i en smertefuld eksistentiel og forvirret position. Og det glæder mig på hendes vegne, at hun finder lindring i at skrive. Cecilie Linds underliggende argument – eller appel er det vel nærmere – er vist, at fordi hun skriver fra et personligt smertefuldt udgangspunkt, må man ikke kritisere hendes litteratur, og at fordi den er vedkommende for hende, må man ikke drage dens generelle relevans i tvivl. Denne appel finder jeg rimelig ud fra to perspektiver: venindens eller terapeutens. Men som litteraturkritiker kan man ikke undlade at forholde sig kritisk til litteraturen eller ytringer i en offentlig debat af den simple årsag, at afsenderne er unge, usikre piger, og af rent hensyn til deres personlige, eksistentielle udvikling. Jeg vil foreslå Cecilie Lind - og forfattere, der har det som hun - f.eks. at indskrive sig i et kunstterapikursus (jf. link nedenfor: ”at formulere ønsker eller oplevelser gennem digt eller fortælling er et stærkt redskab at tage i brug. Vores fantasi og jeg’et bliver styrket. Man kan opleve at ord forløser og virker bekræftende”), så hun kan fortsætte med gennem skriveriet at komme bedre overens med sin smerte og frustration som velfærdsfostret ung pige og datter af en folkeskolelærer og hjemmeplejer og med traumerne fra håndboldhallen.
Forfattergerningen mener jeg imidlertid ideelt set bør have højere, kunstneriske formål end forfatterens blotte selvterapi."

Ingen steder i den kronik står der, at hun ikke må kritiseres, fordi fra personligt smertefuld udgangspunkt eller at man ikke må drage den generelle relevans (hvad det så end er er ) i tvivl, fordi den er vedkommende for hende, tværtimod stå der, med forpulede versaler:

"SE DERES TEKSTER, SE MINE TEKSTER. Tal om dem, kritiser dem hjertens gerne sønder og sammen."

Det er et brøl og et skrig om at blive læst uden ynkeligt/ynkende filter - om ikke at blive reduceret til klicheen "unge usikre piger" og fremfor alt ikke få sin skrift reduceret til at være "afsendt" fra "unge usikre piger" (se i øvrigt min kronik-læning i blogposten nedenfor). At få lov til at være LITTERÆRT ambitiøs (akkurat hinsides den selvterapi som skriveriet kan have sit udspring i - og for søren stadig gerne (det kan læseren jo være fuldstændig ligeglade med om den gør) må fungere som, hvis den bare OGSÅ er kunst) :

"Jeg ved ikke, hvorfor det er et problem, at jeg er ambitiøs med mine tekster, jeg ved ikke, hvorfor jeg skal skoses for at have trang til at få udgivet bøger, have behov for at blive læst og set som forfatter."

Og forresten har de biografiske/personlige/private afsnit da intet med  "dagbogsuddrag" at skaffe, dertil er de alt for tæt fræsende og stiliseret skrapt skrevet, så dan er der sgu ingen der skriver dagbog, heller ikke Cecilie, hvis hun skrev dagbog, hvilket hun ikke gør, hun skriver skrift, og hvilken!

fredag den 22. maj 2015

Spejl, motherfuckers, og spejl på spejl på jer! Og hey, BRØL!

Underligt at sidde på solidarisk sidelinje og opleve reaktionerne på Cecilies elektriske og eksplosive kronik - først både offentlige og private tilkendegivelser af stor forløsning og genkendelse fra, ja, først og fremmest kvinder, både digterkolleger og helt "almindelige" (vi har ligesom Mette Høeg, og min redaktør Johannes Baun i dagens WA-kommentar, også vore tavse flertal) yngre og ældre og langsomt, men sikkert kom så grimrianer, ja, først og fremmest mænd, ud af træværket, som amerikanerne siger, der først og fremmest udmærker sig ved at være eminent dårlige læsere af Cecilies tekst (det er sgu ikke en kronik, det er en TEXT): selvtilfredst håner de den for at bare at bevise og dokumentere Mette Høegs pointe: unge, kvindelige forfattere er selvoptagede. Men det, Cecilie for helvede gør, er jo at SPEJLE klicheen og give den kød. JA, jeg er en ung, syg. ambitiøs kvindelig digter med kritikerkæreste - og VRÆNGE af den: OG HVAD SÅ? Hvad i alverden har det med værdien og vurderingen af min skrift (lige meget hvor udkrængende den er) at gøre. Og med flimrende klart ekko hele vejen fra barndom og ungdom, fortrykt af pige- og kvindeidealer. BLIVE VRED over den patroniserende, nedgørende PIGE- og KVINDEliggørelse af hendes person og hendes kunst. Der er sgu ikke nogen klynk i den tekst, der er brøl er der! De grimme, dumme læsninger kan findes både i kommentarsporet til kronikken hos Politiken.dk (jeg linker IKKE) og på diverse kommentartråde på FB, blandt andet hos Søren Villemoes, der i Blæksprutten i WA Bøger i dag er eksemplarisk svagtlæsende - heldigvis citerer han starten på kronikken, så brølet også kan høres klart og tydeligt i det, jeg nogle gange kommer til at betegne som MIN avis:

I går kunne endnu en forfatter fra Forfatterskolen melde sig i debatten. I en kronik i Politiken skrev digteren Cecilie Lind: »Jeg er kvinde, jeg er 23 år, jeg er uddannet fra Forfatterskolen, jeg har udgivet to bøger, jeg lider af en spiseforstyrrelse, jeg lider af angst og depression, jeg er kæreste med kritikeren Lars Bukdahl, min kæreste er 23 år ældre end mig. Han antog elleve af mine digte i tidsskriftet Hvedekorn, da jeg var 17 år, han anmeldte min debutbog i Weekendavisen, da jeg var 18 år, vi startede med at knalde, da jeg var 19 år, jeg går ud fra, at jeg på daværende tidspunkt med Mette Høegs famøse ord kunne betegnes som ' kønsmoden pige'. Too much info? I don't care. No such thing as oversharing.« I indlægget fortsætter Lind med at fortælle, at hun kender Lea Marie Løppenthin og Josefine Graakjær fra sin gamle klasse på Forfatterskolen. Hun synes, at det er synd (står der sgu heller ikke LB) for dem, at de er blevet så uretfærdigt behandlet af Høeg, der ifølge Lind repræsenterer »verdens dumhed«. Lind mener, at det er hendes ret at være vred. Hvem der i givet fald skulle nægte hende denne ret, er svært at greje. Og hvorfor det er vigtigt for offentligheden at vide, hvornår hun og min gode kollega Bukdahl indledte deres forhold, er endnu sværere at regne ud. Men hvis det skulle tjene som argument imod Høegs insinuationer om, at de »højest positionerede (...) mænd på de litterære institutioner« har en interesse i kønsmodne kvinder, var det måske ikke det bedste valg. Hvis det skulle tjene til at vise, at Høeg havde gang i et personangreb rettet mod Lind, virker det forceret, konstrueret, påtaget.

Skt. Harald rejser sig fra fornedrelsen

Harald Voetmanns nye roman Syner og fristelser har helt fortjent fået både 5 hjerter og 6 stjerner i dagens anmeldelser og også en stjerne- og hjerteløs, men forhåbentlig synligt begejstret anmeldelse i Weekendavisen. Det ligner en cementering af Voetmanns kanonisering (lige i hælene på Kritikerprisen for en måneds tid siden) som en af de allebetydeligste yngre prosaister, hvilket han selvfølgelig har været hele tiden og lige fra starten. Og det er sjovt at tænke tilbage på Haralds 10 år og 4 bind i kortprosaørkenen, hvor kvaliteterne i excesserne ikke var lige indlysende for alle. Her er et citat fra Erik Skyum-Nielsens Information-anmeldelse af debuten Kapricer (ret præcist lige så galt på den (og med parallel anti-avantgardistisk hån), som Lyngsøs Politiken-anmeldelse af Ursula Andkjærs debut Lulus sange & taler (som Skyum til gengæld var forside-jublende over) samme dag - jeg anmeldte forbandet nok hverken eller, fordi jeg sad i bestyrelsen for Arena, der var medudgiver af begge bøger, sammen med Lindhardt & Ringhof (ja, LINDHARDT & RINGHOF! men det var også dengang Simon Pasternak var redaktør på Taberforlaget) - men lykkeligvis FIK jeg anmeldt Lars Frost, Rasmus Nikolajsen og Lars Skinnebach OVERPOSITIVT, årets tre andre superdebutanter) - og moralen er jo bare henvendt til både forfattere og forlag: Keep on trucking & tro på talentet MED TYRKERTRO (det sidste vel også henvendt til kritikerne: der er ikke andet end talent, og lige meget hvor fordærvet og fordærvende det fremtræder, skal talent roses):

Jeg har læst Kapricer to gange, først ganske langsomt, derefter rask. Måske skulle jeg hvae gjort det omvendt, eller læst langsomt begge gange; men det kunne jeg simpelthen ikke, modstanden var for stor, og jeg tror, at havde jeg gennemført den modigt afventende lytten, var irritationen blot vokset. jeg mindes ikke længe at have studeret en så overflødig bog.
  Over hen ved hundrede sider slæber man sig gennem en ørkenvandring af pubertær hittepåsomhed og stilforladte opgejletheder. End ikke den afsluttende tekst, der dog foregiver en slags samlet udspil - nemlig en pardodisk roman om en forfatter ved navn Harald, der på grundlag Katharinas den Stores erindringer forsøger at skrive 'sin' roman om kejserinden - aftvinger interesse, løs i anlægget som den er, lutter famlende opspring, der aldrig når frem til andet end at falde på halen og grine fjoget over sig selv.
  Bogens første del består af fantasi- og associationsstykker i avantgardistisk manér. Her udfoldes en stor variationsevne genremæssigt såvel som stofmæssigt, men grundformlen forbliver uforbedreligt ligegyldig, spredte dagbogsnotater, hengemte skriveøvelser, luftigheder og pjank.

- og her en af bogens korteste tekster, med paradis-motiv, måske handler den også om prosabegyndelse og/eller prosabegyndelsesreceptiuon:

Ved at gnubbe en slange og en fugleedderkop mod hinanden frembragte Eva en høj, pivende lyd, som fik alle glas til at gå fuldtsændig i samdder. De følgende dage forsøgte hun med mange andre gnubbekombinationer, bl.a. forsøgte hun at gnubbe edderkoppen imod en fiskebug og senere et råkostjern, men det var uden held.