torsdag den 10. marts 2022

Fire betlehemstjerner over Brabrand set fra Amager

Så er mit hurra-hæfte Tastatur sørme blevet anmeldt, det var ikke meningen, og anmeldt fint og godt og til til velsagtens retfærdige 4 stjerner af Martin Rohr Gregersen i min gamle avis Kristeligt Dagblad, den kan man (ca.) stole på, det forbliver mærkeligt at blive anmeldt selv, når ens day job er ustandseligt at anmelde alle mulige andre, men virkelig glad for den her, et klip:

"Herfra og over cirka 30 sider hvirvles, på én gang lærd og legende, livet, poesien, ligegyldigheder og sandheder op og falder på plads som en art improviseret poetisk fanpost skrevet på langs og på tværs, oven på og ved siden af Laugesens poetiske forfatterskab. Vi møder således en inspireret blanding af blandt andet kommenterede citater fra og henvisninger til Laugesens udgivelser, prægnante karakteristikker, indfølte beskrivelser af det levede liv og hverdagslige leben rundt om skrivningen (Bukdahls børns begyndende arbejde med sproget, for eksempel og ikke mindst!) og referencer til fødselarens egne poetiske forbilleder, herunder Gertrude Steins berømte " en rose er en rose er en rose": " et/ tastatur/ er et/ tastatur/ er et/ tastatur", som det hedder i Bukdahls gakkede versionering. Undervejs bliver man også trukket igennem lange sekvenser fra et gammelt interview, som Bukdahl har lavet med Laugesen. Et øjeblik tænker man, hvad det dog skal gøre godt for, men så besinder man sig på Laugesens credo om, at poesien kan være alt - og så er man heldigvis hurtigt videre i teksten, hvor man støder på denne elegante, smukke, ja faktisk rørende dobbelthyldest til den til stadighed unge 80-årige og den for evigt unge Yahya Hassan: " Berlingske giver/ for længst ikke/ længere 25 års/ jubilarer guldure/ men hvad så bare/ med en guldtast/ fx y/ ihukommende/ en konkurrerende/ største digter/ fra de kanter/ 1995-2020/ fra Kragetæer 1995/ til Vadehave 2020/ at placere på sit/ tastatur/ som på en/ gangsterrappers/ tandsæt". Sådan lykønsker en rigtig fanboy og kritiker-poet dette lands allerstørste digtere. En velplaceret honnør pr. digt, der gør sin pligt: Man mærker engagementet og bliver selv engageret. Poesien aka Peter Laugesen længe leve!."

Tastaturmusik

Jeg har lavet en playlist til Laugesen-digt Tastatur med lutter musik/sange med tastaturly . som ligger på Spotifys Kronstork-side (eller Kronstorks Spotify-side)

link HER !

Et par af sangene (meget skønt at både Brian Eno og Bryan Ferry har lavet tastatur-sange):





lørdag den 5. marts 2022

Frisk barndomserindring (og børnebemærkning)

 Fra interview med Laugesen i Kristeligt Dagblad i går:

Beskriv en scene fra din barndom.

En dag da jeg ikke var ret gammel, trillede jeg i kolbøtter ned ad en stejl skrænt mod et jernbanespor og havnede med hovedet begravet i en vandfyldt grøft. Jernbanen gik mellem Odder og Horsens og findes for længst ikke mere. Det husker jeg som et wake up call.

Og også det her svar sgu da, for totalt true:

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Da jeg fik børn. Det var den tid, hvor jeg følte mig mest til stede i verden. Den fantastiske oplevelse det er at se børn vokse op som levende væsener. Det, børn lærer én, når de er helt små, om hvordan det er bedst at håndtere verden - nemlig fuldstændig åbent og i total accept af alt, hvad der sker på godt og ondt, og før alle reglerne kommer ind. Det er fuldstændig uvurderligt, også for et kunstnerisk arbejde.


Alternativt Retro-citat

 til det jeg benytter sidst i Tastatur - om at skrive på tastatur:

                                           Udflydningen
hvor papirets fibre rives over - sammen-
brus små søer i skriftens konkrete flod.
Og et sted, allesteder, kommer så måske et
indhold ind, udefra, eller det er der plud-
selig - gør altid til et - et øjeblik -
et til og nu for altid!


Bagskrift (om kursivs realitet)

 (skal helst udprintes og klippes til så det passer og limes ind PÅ HOVEDET på de 2 sidste sider af Tasttur)

jeg spørger
i Tastatur i
forbindelse med
verden-
understregning
som billede på
Laugesen-
skriften om
"Laugesen nogen
sinde" har "brugt
kursiv" og svarer
"jeg/ tror det ikke",
men så sad jeg
i forgårs, da jeg
lige havde fået
mine smukt ord
frieksemplarer
med 1993-bogen
Plettede plusfours
og på de 124
sider er lige
præcis 4 digte
kursiverede
blandt andet dette
med sommerfugle-
link til det citerede
digt nr 2 fra
Kragetæer
med titlen "April"
"De visne blade
vandrer mod syd
og danser i vinden.
Citronsommerfuglen
krydser mod nord
som en oprørsk blomst.
Over hopperhuset
der endnu kan ses
mellem bladløse træer
på toppen af bakken
sejler en hvid skyd bort
på fuglenes himmelblå.
"
og så kommer
jeg i tanke om at
selvfølgelig jo
også Laugesens
klareste og måske
eneste evergreen
også står i kursiv:
"Ingen kan gå alene
altid i mørket her
i det flakkende skær
fra satellitterne
Nogen skal være med
Ingen kan gå alene
uden at fare vild
og ind igennem sigselv
styrte ned i glemslens
overbelastede kredsløb
hvor alle billeder på en gang
brænder i udspilede pupiller
kransede huller
der levende åbner og lukker
Ingen kan gå alene
altid i mørket her
Ingen kan gå alene
Ingen kan gå alene
Altid i mørket her
Altid i mærket her "
fra Frø og stængler 1988
og jeg mistænker
men orker ikke
undersøge nærmere
lige nu selvom jeg
burde at kursiv i
en periode kun
i 80erne-90erne
blev brugt til at
fremhæve enkelt-
digte og gade
vide om digtene
så i det maskin-
skrevne origi_
nalmanuskript
er understregede
gad vide gade vide
der er i hvert fald
det orkede jeg
lige undersøger
ingen kursiv i de
3 seneste bøger
Aftenblade 2019
Vadehave 2020
Steder på vejen 2021
til gengæld er
enkelte ord som
en da vistnok
nyere tendens
men ingen hele
digte ikke i
de 3 bøger i
hver fald
s p a t i e r e d e
hvilket de jo
ganske givet
også er i
originalmanu-
skriptet for
hvorfor ikke
det var bare lige
det jeg ville
gøre klart ok

ET TILLYKKE SOM EN BOG!

I dag er det the great Peter Laugesens 80 års fødselsdag! HURRA! Derfor genoplives bloggen omsider, og fordi jeg i dagens anledning udgiver et lille SURPRISE-langdigt med titlen Tastatur og undertitlen "Digt til Laugesen". Forlaget er Kronstork, og den lille bog er andet bind i deres serie "Kronstork Hæfte", og sikke nogle actionmænd dér, formgiver Lars-Emil Woetmann og planlægger Erik Scherz Andersen, som på bogstaveligt talt ingen tid har fået bogen på gaden. HEP TIL DEM! Digteren og frue befinder sig på Det Danske Institut i Athen, og måske når de faktisk at modtage det eksemplar, der expres er på vej, i dag!, som er DAGEN! Jeg betragter bogen som tredje del i det, der så foreløbig er en trilogi, og som består af antologien UGH! Et totalskrift af Peter Laugesen, der udkom på forlaget Spring på 60 årsdagen i 2002 og showet LUXUSEN! Skriftfest med ord og toner for Peter Laugesen, der fandt sted på 70 årsdagen i 2012 og nu Tastatur. Her er et uddrag fra digtet:

jeg har i ethvert

givet nu lov til at

forestille mig

at i dette nu

bliver der skrevet

af ham på hans

tastatur og

det gør mig

altså bare

sig ordet Lars

lykkelig

at forestille mig

på sådan en helt

stille summende

uhysterisk måde

jeg findes ikke

mere eller mindre

fordi Laugesen

skriver men

understreget

akkurat

findes verden

så sandt som

understregninger

kun er noget

der for alvor

nedtastes på

skrivemaskiner

sådan her
understregning

ikke kursiveret

slet ikke kursiv

sådan som

ellers skrive-

maskineunder-

stregninger

gerne over-

sættes har

Laugesen nogen

sinde brugt

kursiv jeg tror

det ikke en

understregning

er en under-

stregning en

streg under

det der er

i forvejen

skriften som

en løbende streg

under det be-

vægende bevæg-

elige hverdags-

lige leben

som kun langt

fra ligner en

lige streg

nærmere på

ligner det langt

mere de der

syrede zig-

zagstrukturlinjer

opsummerende

ikke-handlingen i

Tristram Shandy 1759

det er at føle

den understregning

pågå bag ryggen

eller sidelæns

snarere ovre i

Brabrand eller

hvor som helst

i Dublin

i Paris

den måtte

finde sted

i det øjeblik

jeg føler at

den gør det

ligesom den

vandhane hos

Duchamp der

kun drypper når

man lytter efter

endnu nærmere

på opløser

zigzagstregen

sig i en

fugleflok

suverænt kaotisk

myldrende frem

og tilbage på

skumrings-

himlen som

den jeg så for

et par timer siden

da jeg var nede

med vasketøj

og opdagede

jeg havde glemt

den digitale

vaskebrik inde

i vaskeriet

jeg havde glemt

vaskebrikken

i vaskeriet   

og Laugesen

skriver på sit

tastatur

jeg havde glemt

vaskebrikken

i vaskeriet

mens Laugesen

skriver på sit

tastatur

jeg havde glemt

vaskebrikken

i vaskeriet

men Laugesen

skriver på sit

tastatur

Laugesen

skriver på sit

tastatur

Laugesen

skriver på sit

tastatur

Laugesen

skriver på sit

tastatur

tastaturet

skrives på

af sin Laugesen



lørdag den 14. august 2021

Fødselsdagsdigt 2

Jeg blæser
dit tillykke
et livslangt stykke

Se mig dykke
efter endnu
en nykke

og padler videre
med min
krykke

Fødseladagsdigt 1

I min rekordhøje alder
er jeg alt for stenet
over lykkens bronzering
til at fare i fllnt over
den almindelige jernmangel

onsdag den 4. august 2021

Dit livs novelle

VARM HÅND

 LUNKEN ALBUE

KOLD SKULDER

FROSSEN NAKKE

lørdag den 12. juni 2021

Hvad der er vigtitg at skrive (godt) om

 Også en kommentar til Svend Skrivers mærkeligt minutiøst vrantne monografi Billedstormeren (titlen er jo cool nok) om min kritik (som foreløbig kun har fået 1 anmeldelse, i WA, mon den næste og eneste anden bliver min egen i Passage?):

Lang langt vigtigt end alle de onde og negative og krtiiske anmeldelser af alle mulige yngre og ældre er I SIG SELV mine anmeldelser af Eske K. Marthiesen og deres evigt umulige glædesformler (og deraf følgende diksussion og korrektion og udskældning af): dette er upåtivleligt suverænt brillant, men hvorfor? Her et eksempel, der førte til en af de alt for få prisnomineringer, til WA's Litteraturpris nemlig (og skønt at at have Eske og forlægger Asger med til fest, gøre fortjent stad af dem som de smukkeste tabere!):

(jeg har fra min søgning bevaret kursiveringen af elg, elg burde altid være kursiveret jo)

Flyvende elg

»Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«

Eske K. Mathiesen. Samlet poesi 2004-2008. 72 sider. 150 kr. Bebop.

Hvor mange danske digte om elge findes der? Hvor mange gode, danske digte om elge findes der? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at Eske K. Mathiesen ved det, og måske har han oven i købet til en udstilling på et langelandsk galleri af en ukendt, fynsk akvarelmaler samlet dem i et lille og udsøgt katalog. Sandsynligvis fandtes der slet ingen gode, danske digte om elge før Mathiesens eget suveræne nummer i den nye digtsamling, Tranedun, der som den flyvende (titel)rosin i pølseenden følger med Bebops opsamling af »poesi 2004-2008«; sådan lyder, i al forfinet selvfølgelighed, digtet:

»Den er så stor og så tung, elgen/ men den løber så let hen over/ den lysende sne i den grå aftenskumring,/ forcerer et hegn i et svævende spring./ Jeg kender ikke noget, der kan sammenlignes/ med en løbende elg. Enten er det/ for tungt eller for let./ Og elgen er begge dele.«

Måske har Mathiesen skrevet digtet som en udfordring, en dare, til sig selv, for helst er det mere beskedne og diminutive væsener (og dele (og effekter!) af samme!), han portrætterer i sine digte (plus ingen ende på flora); i Tranedun blandt andet muldvarpevinger (!), tranedun, en død mus, »fuldstændig vindtør«, skyggen af en rovfugl, en mursejler, »smalle lysegrå fisk med røde cirkelrunde øjne,« traner, ugler, en finsk flagspætte, en sorlsorthun, en regnorm, en agerhumle(bi?), grønne geder, citronsommerfugle (x 2), et fårekranium og en tudse, foruden - til at holde elgen med selskab - endnu en undtagelse, »gårdens gamle trækhest/ en bred belgier med hvid flagrende manke,« der parallelt med elgen forener massivitet og omhu: da digteren sidst så hesten:

»Forsvandt den ind i birkelunden, der så småt var/ ved at få et rødligt forårsskær i kronerne,/ og den satte sine store hove så forsigtigt/ som vi andre plukker anemoner.«

Bogen inkluderer de fem digt- og/eller kortprosasamlinger, Eske K. Mathiesen har udsendt siden Arenas tykke (og letfodede) bind ESKE Eske K. Mathiesen Forsamlet poesi 1969-2004, Fra Villa Bergshyddan, 2004, Landet rundt, 2005, Raderinger (lille udsøgt katalog), 2005, Stikkelsbær, 2006, Træpenge, 2006, og rimeligt nok, thi i sammenligning med udgivere som Kulturförvaltningen, Stockholm Stad, Gullanders Bogtrykkeri, Tarm Bogtryk, A. Rasmussens Bogtrykkeri, Galerie Dahl og Clausens Kunsthandel er Asger Schnacks enmandsforlag Bebop motherfucking Gyldendal.

(en pedantisk bemærkning til pedanten Schnack: Burde ikke også tidsskriftbidrag, for eksempel digtene i Hvedekorn 1 og 2, 2006 (»Tøv, gå ikke forbi!/ Her hviler en sten./ Dens gang på jorden var kort,/ for den havde ingen ben.«), og 1, 2007, være samlet op?)

Og poetisk retfærdigt nok, thi det var på Schnacks forlag nr. 1, legendariske Swing, Mathiesen i 1976 udsendte debutsamlingen Fra spætternes have; seks samlinger har nu fugletitler, hvortil kommer lillebitte Skyggen af en myg, 1995. Og måske bliver bogen så præcis tydelig, at andre end jeg og Erik Skyum og Jørgen Johansen kan få øje på den og nomineringen til en eller flere af de elg-store litteraturpriser, der sværmer omkring os, muliggøres, måske faktisk!?

I hvert fald demonstrerer buketten af bøger med eksemplarisk generøsitet rækkevidden og mesterskabet i Mathiesens modne praksis: fra de lystfulde, kortprosaiske fabler, som dominerer Landet rundt og Træpenge - »Ring til Pylles taxa og lad være med at tørre køkkenbordet af med undulaten,« til de akkuratessefølsomme, mildest talt poetiske vignetter, som dominerer Raderinger, Stikkelsbær og Tranedun: »Efterhånden kommer gærdesmutten så sjældent/ og sætter sig, at pilekvisten af og til/ må bøje sig for at huske, hvor let den er.«

Midt imellem et sted befinder sig de svenske digte, som dominerer Fra Villa Bergshyddan og gør væsen af sig i Stikkelsbær, og hvortil også elg-digtet hører: de bobler på en prik barokt, gør de, og hvor må altså en svensk læser, især hvis han er poet og har skrevet sonetkranse om elge, blive gul og blå af misundelse: »Hun var virkelig bred over sin/ stribede røv, damen i bussen til Slussen,/ voluminøs som et kæmpegræskar, en pumba, en kurbits,/ eller en gasballon, for da/ vi andre steg af, hvor blev hun af?/ Steg hun til vejrs?«

På en fjollet, men også solid facon bliver man så enormt fortrøstningsfuld af at læse Eske K. Mathiesen, på poesiens vegne, på elgenes vegne, på menneskehedens vegne, på forårets vegne:

Nu har krokusserne i plænen tændt landingslysene, tranerne kan komme."

 - og her (anti)nomneringsteksten:

Hvor mange mon af Eske K. Mathiesens årvågne og elegante digte kan der være inde i denne nominering (med vingerne slået ud): »Spis klid! Spis klid! Spis klid!! lyder det/ i ét væk inde fra skovbrynet, formentlig en finke/ der vil beholde kernerne for sig selv.« 1! »Strandskaden, som af Vorherre fik/ en rød blyant i stedet for næb,/ klager ustandselig over,/ at den hele tiden skal spidses.« 2! »Pli? det har vi! Det har vi!!/ heller ikke, kvidrer spurvene, der/ fuldstændig har overskidt den busk, bag hvilken/ jeg er gået om for at lette mig.« 3! »Mågerne skriger: Stå op! Stå op!/ og kaster sig ned/ i et svimlende dyk.« 4! »De hvide kålsommerfugles rastløse flagren/ over lavendelbedet/ ligner en alt for hurtigt kørt film/ af de små skyers adstadige bevægelser på/ den blå sommerhimmel.« 5 prægtige pip! Fra 1 lille binds oppeppende kor!

 

Til Eskeforlæggeren par excellence

Dejligt for denne verdens Esker,
hvoraf der nogensinde kun kommer til at være 1,
at der fandtes og findes en Asger

tak
Schnack

Mørkemærkning x 2

 Der er Søren Ulrik Thomsens dig, fra hans godeste digtsamling, Ukendt under samme måne, 1982

han kan ikke se
en hånd for sig

men han kan
mærke den

i mørket

Og der er Eske K. Mathiesen i Noter, 1990 (jeg kan huske at jeg købet på Her og Noter i et lageudsalg fra Brøndum i en båd på Christianshavns Kanal i - jeg har heldigvis dateret bøgerne - juni 1994; de var bare så ekstremistisk upåfaldende fine, og jeg tænker at jeg har læst på 1 øjgeblik, i løbet af ganske få¨brosten), må¨ske som et direkte svar på S.U.T.-digte, nok ikke:

DE NATLIGE SNEGLE

Jeg kan ikke se sneglene i m'rket,

men jeg ved, de er her,
for mørket sitrer ganske svagt,
når sneglenes følehorn
trænger ind i det.

En digter vil (senere) hele tiden være perfekt, og bliver det derfor ikke, en anden er virkelig ikke interesseret i perfektion, men er det derfor (og jo også bare fordi han er umådeligt talentfuld) hele tiden

onsdag den 9. juni 2021

2 poesiafskeder

Bidrag til Kortprosa 1999:

Digteren tager afsked med poesien

Digtere har tit så klistrede fingre, de tager så vammelt og skabagtigt på tingende. De piggede slåen, de rødflammende æbler, de blændende hvide klipper og det knaldblå hav i oktobersolen var friske før digteren rørte ved dem, befamlede dem, syltede dem ind i et digt, et halvreligiøst tonefald, en dosis såkaldt livsklogskab eller fjollethed eller hittepåsomhed. Hvad skal vi med denne oplunknethed, som kaldes poesi og den bøcede andægtighed, som er dens element? Jeg foretrækker til enhver tid de endnu ikke frostslagne slåens snerpethed.

Fra samlingen Noter, 1990:

POESIEN

Poesien er et lighus
for afdøde fraser. Men lyset,
det milde lys, der falder gennem
det lille vindue helt oppe under loftet
og rammer gulvet i en aflang firkant.
Jeg ruller den sammen
og tager den med mig under armen,
da jeg går.

e-Ske

Kan en eller anden ung, poetisk
iværksætter - de må findes jo -
som homage til K. Mathiesen
opfinde en e-Ske, vi kan opbevare
i lommen sammen med nøglerne
til lyst- og ishuset og digtsamlingen
Her og som smager lykkeligt og
tydeligt af jordbær og fløde