fredag den 31. oktober 2014

Også en præmie til digteren Jonny

Blandt de betydelige digtere i min egen 90'er-generation befinder sig en del rappere og en af dem er Jonny Hefty, der netop har modaget Den Nordjyske Kulturpris, en af de mindre kendte litteraurtpriser, på 100.000 kr.:



Hefty løb med kulturpris

.

Drengerøv med 45 år på bagen løb med æren og de 100.000 kroner fra Den NORDJYSKE Kulturpris


AALBORG: Det blev den 45-årige rapper og multikunstner Jonny Hefty, der retteligen er døbt Jakob Ørom, som løb med ære og 100.000 kroner, da Den NORDJYSKE Kulturpris blev uddelt torsdag eftermiddag i Musikkens Hus i Aalborg.
I sin tale i forbindelse med overrækkelsen sagde formanden for NORDJYSKE Holding, Jørgen Kjær Jacobsen, at prisen har til formål at belønne og synliggøre den kunstneriske kvalitet og mangfoldighed, som præger det nordjyske kulturliv.
- Det er en glæde for Aalborg Stiftstidendes Fond at kunne bidrage med det. Der bliver sikkert fest i gaden, når jeg om lige om lidt afslører navnet på årets prisvinder, for med ham kommer streetkulturen for første gang ind i kulturprisens verden. En kultur, der ulmer i undergrunden og i dag vel er ret så etableret, Selv om årets prisvinder næppe vil acceptere at blive regnet for etableret, sagde Jørgen Kjær Jacobsen, før han afslørede, at det var Jonny Hefty, der havde fået prisen.
Den NORDJYSKE Kulturpris er blevet uddelt 13 år tidligere.

 - Jonny er selvfølgelig repræsenteret i min rap-antologi Poesi dér med blandt andet klassikeren "Fingernem", et uddrag:


Hej unger, ska' jeg lære jer at lave bonger
Af halvliters cola-flasker og haveslanger
Ry'e på skolens lokummer og lave RØGRINGE
Hvis I får røde øjne si'r I bare I har skåret LØGRINGE
I husgerning, skal vi bage os en hash-kage
Hvis vi får æderen på - bestiller vi bare en pizza, i en taxa.
Hos skoletandlægen skal vi sniffe LATTERGAS
Til vi bli'r så skæve vi ik' ka' måles med et VATERPAS
I sløjd ska' vi høvle den a' og ry'e MASSER AF HASH
I formning ska' vi lege med ler og lave CHILLUMMER
Slå en prut på min lighter, så skal I se et vildt ILDNUMMER BOOM!
Hov lille ven
Dit hår vokser ud igen
Mine rim kokser ud igen
Jeg har stjålet dem fra Eminem
Så kald mig Jonny Fingernem
Eller Jonny Hefty

- og, red. Lars, er det rigtigt, at han også dukker op i næste-næste nummer af Hvedekorn, 4, 2014, det allerede legendariske sangtekstnummer?

- No komments!

One mean regionsformand

Den skrappeste anmeldelse i WA Bøger i dag - min Blæksprutte om Jussi Adler-Olsen er jo ikke en anmeldelse (JO, DET ER) - er overraskende nok regionsformand i Region Syddanmark Carl Holsts anmeldse af Kristian Ditlev Jensens Sønderjyllands-bog, særligt denne passage:

STRUKTUREN i bogen er enkel. Et forord, et introducerende kapitel og dernæst en række større og mindre fortællinger om småt og stort forskellige steder i landsdelen. Den opbygning medfører desværre et manglende helhedspræg.
De mange beskrivelser og fortællinger fra de forskellige egne af Sønderjylland kommer næsten til at virke som 60 sammenhæftede turistbrochurer og giver bogen et indholdsmæssigt primitivt præg. Men er der således mangler i teksten, kan man glæde sig over mængder af flotte billeder fra det sønderjyske. Rækkefølgen af billederne virker desværre ret tilfældig - og tekst og foto går langtfra altid hånd i hånd. Bogen - og i særdeleshed forfatterens egne og fotograf Lasse Hyldagers billeder - fanger nok stederne, men ikke helt menneskene i det sønderjyske.

 - vendingen "indholdsmæssigt primitivt præg" ville jeg gerne have fundet på, den er på stedet stjålet til fremtidig ondskab. 

5-fingerreglen

Jeg synes, vi skal overtage Time-filmanmelder-parret (gift i 45 år) Richard og Mary Corliss' 5-finger-regel; de er dialogisk til filmfestival i Venedig og ser HBO-miniserien Olive Kitteridge, som vi klart også skal se, premiere først i november:

RC: It happens that the first screening of Olive Kitteridge, which concentrates on a couple married for some 40 years, was scheduled for the evening of our 45th wedding anniversary. Do we watch the movie for four hours, or have a delightful memorial dinner at some lovely Lido restaurant? Since I hadn’t read a page of the book, and Mary had been enraptured and haunted by it, I thought she should decide whether we go to the film and how long we stayed.

MC: We let the movie decide. If it grabbed Richard and didn’t seem to me like a betrayal of the book, we would stay. For decades at festivals, we’ve had a signal when a movie exasperates one or both of us: raising the five fingers of one hand, meaning that if it doesn’t drastically improve in the next five minutes, we leave.

RC: And after two minutes of Olive Kitteridge, you flashed the five!

MC: I was jolted by the opening scene of Frances McDormand as Olive in the woods, gun in hand, preparing to kill herself. I thought it announced a film that was going to turn all the delicate nuances of the novel into blatant, explosive statements. Yet things quickly calmed down; the storytelling got sharper and the characters soon bore a family resemblance to those in the book. We stayed for all four hours.

 http://www.davidbordwell.net/blog/wp-content/uploads/mary-and-richard-325.jpg

Denne readymade er bare for god

(selvom den afslører daglig selvsøgning, men hvem selvsøger ikke dagligt?)

Nikon D7100 | 1/ 250 sekund | F11 | ISO 100 | 47 mm INDSENDT AF: JAN BUKDAHL Tryggve har satt et makrobillede af vanddråber sammen med et foto af en bil. Der er billedbehandlet i Elements, hvor han har spejlet bilen. En del af billedet er konverteret til sort-hvid, bortset fra dråberne med bilen, så de træder frem. Der er også tilføjet en kraftig vignettering.

torsdag den 30. oktober 2014

Stadig forblendet after all these years

Det gedigent glædelige ved Jens' tekster i Venedig-bogen er deres lykkelige anstrengelse og inspirerede anstrengthed: Jeg skal med vold og magt skrive tekster om Venedig, som jeg aldrig før har skænket en tanke og linje, men som min fotograf-kumpan venligt har inviteret mig til at besøge - det vil jeg imidlertid gerne, voldeligt Venedig-skrive, og det kan jeg sagtens, og hey, denne tvang går som en leg! Jo mere yderliggående langt ude de associative knopskydninger og allegoriske billedgørelser og i alle retninger flygtende digressioner jo skønnere og (som udsagn om Venedig og (via Risskovisering!) pesten etc.) sandere - og jo personligere, jo, jo! 

Her 6 småtekster i sekvens, boblende minimal-forvridninger:

Hver søndag fjerner myndighederne klicheer fra Markuspladsen. De værste hældes i en tønde med saltsyre og en fond af gnæggende bitre gamlinge. Det er nødvendigt, ellers bliver byens betydning for tyk.

Græd
ikke

lystigt,
du
lille
nonne.

(på 2 hvid-gule søjler)

Inden i
den
lille
gondol-
skinke
sidder
der
en
ejer
af
en
plan.

Her
fremstiller
de
smagsløg.
Ind
med
tungen.

I går var her mange!
I dag er her næsten ingen.
Her er en gammel mand
han tænker på et minde i udkanten
af det hele.

Iltelegram fra en hjertestarter. Jeg er 7000 damer i ét. Jeg kan vække dig fra de døde. Jeg kan også vække dig fra de levende, selvom det er svært. Jeg foretrækker mænd der er blå i hovedet. Så er resultatet også tydeligere når de hvisker. Er det dig, Katrine? Nej det er mig, Monster Truck Extravaganza, min kusse har larvefødder og kan køre lodret opad. Kig mod øst, når du himler. Dér har du mig. I kussekaravanen!

Da pesten kom, kom den langsomt som en gammel mand der spørger om vej i Lystrupkrydset. Man har ikke rigtig tid, og den gamle mand kan ikke finde sit plejehjem. det er et farligt kryds så man tager ham i hånden og følger ham hjem til Fortegården.

1 a-stilist og 1 asymmetrisk stilist

a-

Et øjeblik stod hun og betragtede de frønnede planker ude i vandet og den skvulpende tang omkring bundpælene. Hvad kunne vel være mere fredeligt end det, og alligevel gav det hende naturligt nok ubehagelige associationer. For sagen var den, at Pirjo tidligere havde haft virkelige trusler hængende over hovedet, og sidste gang var det endtlige her.
  Hun var kommet op at toppes med en af de kvindelige disciple, som hun havde indset var blevet en farlig rivalinde, og det havde ført til råb og skubben og småslag, der gradvis var blevet hårdere. Kvinden havde et par uger været fast inventar inde i Atus gemakker og ganske langsomt var hun begyndt at presse på for at overtage visse af Pirjos abrejdsopgaver, det mærkede hun jo.
  Så lige dér trådte hun over en tærskel, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage.
  Egentlig var udfaldet af denne konfrontation et uheld, men når det nu ende, som det gjorde, var det nok alligevel det bedste, der kunne være sket.

- fra Jussi Adler Olsens nye roman Den grænseløse (så langt jeg har læst - som reserach til en Blæksprutte i WA Bøger i morgen om automat-modtagelsen af romanen, hvor jeg citerer et endnu mere radikalt stykke dilettant-prosa)

asymmetrisk

Venedig er ikke ægte. Det er en by af tyve. Og falskspillere. de liderlige brandhaner er fra Falck. En kæmpe mesopotamisk brandbilsby hvor folk siger ui ui ui i stedet for at tale. Kvinderne er hugget fra Babylon og Varde og Almindingen på Bornholm. Man kan se det på deres måde at holde masken på. Der er det her ikke landfaste smil som aldrig overgiver sig fordi det står og kigger på en soldat i en skov nær Rønne: Mosaikkerne består af øjne høstet da de stod på stilke. Gaderne genlyder af falske skridt ranet fra den osmanniske ostebutik. Mændene er et kapitel for sig. Hentet på havnen i Århus går de hele tiden og taber nødder som de har stjålet fra containere på havnen. Og solen, den satan, er af pap og bly og okker og ral og atomer. En gang om året kommer den ned til solmanden på Calle del Ildebrand hvor den bliver set efter i sømmene. Solmanden er en hård nitte. Nitterne er fra Ninive. Han har set 700 koner futte af. Selv vandet er stjålet fra Indiana Jones' vandflaske. Sengene er svenske. Nej, byen er ikke ægte. Den er fup og fidus, mester. Indgroet krageguld. Opmodnet hvisk fra virile vågekoner. Magiske mortérgrananter, made in Mongoliet, skydes lydløst af, så folk siger åh, hvor er her flot på Rialto. Sortsvedent svovlswahili hører også. Her er tasker og tis, men ingen tro. Hvad fanden skulle de også med den. Gondoldissidenter og flamsk følende fusentaster. Morbide bidétkandidater. Kurtisanesoduku. Bagere med melbulnet blod. Kroniske kusseklatretræer kom. Jeg er villig til at lade mig gro til.

- fra fotograf Lars Gundersen og Jens Blendstrups Venedig eller kunsten at fare vild (det radikalt asymmetriske her er jo skredet fra den vel nok maniske, men stadig forholdsvis godmodige fabuleren over falskheds-motivet den decideret Ørnboske hyper-sortnen til - gennemhullet af Schadesk/Nashsk kælleingedigteri - i sidste tredjedel)

onsdag den 29. oktober 2014

Verdens sandeste anmelder-gif

(stjernende Chloë Grace Moretz) præsenterer Inf-anmelder Linea Maj Ernst i en FB-opdatering i dag - den grimassering har jeg præsteret ikke få gange de sidste 26 år

/forsøger at skrive noget sammenhængende & meningsfuldt om christel wiinblads de elskende, har det indeni således:

reactiongifs animated GIF

- nede i tråden uddyber Linea grimassen (jeg har NB ikke læst og skal ikke anmelde Wiinblads bog):

jeg har ikke læst andet end Min lillebror tidligere, den var meget rørende og jeg var meget ung, men siden da har jeg ikke orienteret mig i forfatterskabet rigtigt >>
ansigtet skal udtrykke himmelfalden forvirring, jeg synes den er svær og svær at skrive om - -


- solidaritet til (og HYLDEST til ærligheden om) rådvildheden herfra

Harald bliver ved med at få smidt penge i hovedet

yderst fortjent, og forhåbentlig og formdoentlig stoppe det ikke her -

og Frit flet får mere end en flad fregne x 3, det er stadig en prægtig bog -

og faglitterturen har nu også fået fedtet sig ind på præmierne, og godt for fagbogsforfatterne, men skidt for digterne:
 

Statens Kunstfond vælger de tre bedste bøger fra foråret 2014

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur har valgt at præmiere tre bogudgivelser fra foråret 2014
28. oktober 2014

De tre udgivelser har efter udvalgets vurdering på hver deres måde betydning for dansk litteratur i dag og fortjener derfor en særlig udmærkelse. Hvert værk tildeles en særlig præmie på 75.000 kr.

Om de præmierede værker siger udvalget blandt andet:

"Alt under månen" af Harald Voetmann
"Snart sagt hver eneste sætning kunne fremhæves; vi vælger denne: 'I en ussel hytte med tangtag ligger en hovedløs måge i en gryde på bordet, badet i eget blod. Der løber tråde af blodet gennem grødresterne i fad og skåle.' Man skulle være en hovedløs måge for, at mene at Harald Voetmanns ’Alt under månen’ ikke fortjener en præmiering".

"Frit flet" af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup
"Det er en rørende, intelligent og humoristisk bog, der udforsker køn, frihed, krop, forbrugerisme og hvad det vil sige at være menneske. Midt i en tid præget af polariseret skyttegravskrig er det forfriskende, at spørgsmålet om hvad feminisme er stilles med ægte nysgerrighed."

"En europæisk Danmarkshistorie. Fra oldtiden til i dag" af Lars Hovbakke Sørensen
"Det er en helt enestående præstation. Den giver ligeså meget plads til Yngre Bronzealder som til Valdemar d. 1 og Danmark i 2. verdenskrig. Lars Hovbakke Sørensen behersker danmarkshistorien ned til mindste detalje og med et overblik og et udblik, der imponerer. Fremstillingen er ny, derved at den søger at forklare – et yndlingsord i bogen – det, der sker i Danmark med, hvad der sker i resten af Europa."

Et Laila Berlin-tørklæde til 2600 kr.

Om vi kender den Emmerys - men det DOBBELT uhyggelige er jo, at hun ved PRÆCIS hvad hver luksuriøs beklædningsgenstand på de to piger koster -  

( fra klumme i Ekstra Bladet af Lotte Reimar "en selvironisk, erfaren erhvervskvinde på 45 år, der til daglig bor i 2900 Happiness med sin mand ' Alfahan', sine børn og sin elevatorvægt. Der er meget, Lotte ikke forstår, og det skriver hun om hver uge i EKSTRA. Hvordan livet mest er op ad bakke, når man er tættere på 50 end 40 og både skal være succesfuld direktør, nogens mor, nogens veninde og en husmor, der på mystisk vis forvandles til sexgudinde om aftenen. Her er Lottes tanker om ugen, der gik")

HELLERUP-FRONTEN: Hvis man en dag har det rigtig godt med sig selv, så skal man bare gå en tur på Emmerys på Strandvejen i 2900 og drikke en kop kaffe. Så går det sgu hurtigt over! Sidder (svært tilfreds med mig selv) og hygger med veninde, indtil to gymnasiepiger på maks. 17 somre indtager bordet ved siden af os. Den ene er iført en Saks Potts-pels til 16.000 kr., et Lala Berlin-tørklæde til 2600 kr. og et par Acne Pistol-støvler til 3000 kr. Den anden iført en Chanel-taske til 20.000 kr., et andet Lala Berlin-tørklæde til 2600 kr. og en halskæde om halsen fra Sophie Bille Brahe til 12.000 kr. Og nej, galskaben stopper skam ikke her. Nærmest synkront tager de så lige hver deres iPhone 6 op af taskerne! Jamen, hvad fanden sker der? Om jeg så solgte alt, hvad jeg ejede, ville jeg ikke have råd til at se ud som dem. Så jeg lagde pænt min i-Phone 4 ned i min Hennes og Mauritz-taske og skred! Hvorfor er det lige, at jeg har bosat mig i 2900? Flytter fandme snart til Greve!

tirsdag den 28. oktober 2014

Den grånende guldmedalje MEN tilllykke til Knud!

Akademiets Store Pris - der skal forestille at være den vigtigste og fineste litterære pris i DK - går i år til Knud Sørensen, født 1928, som jeg er en stor tilhænger af, både som forfatter af digte, noveller og romaner og som Hvedekorns-abonnent gennem over 60 år - har er også den ældste modtager af prisen nogensinde og  den første over 80, og det ville også være meget cool, hvis det ikke cementerede prisens flaskehalsproblem; modtagerne er de sidste mange år blevet ældre og ældre og ældre -

Af de sidste 10 modtagere - og prisen er siden 1982 totalt åndssvagt kun blevet uddelt hver andet år, hvilket gør flaskehalsen desto mere kvælende - er de 5 født før 1940 (og, i snit, langt tættere på 1930 end -40), Jørn Riel, f. 1931, Peer Hultberg, f. 1935, Vagn Lundbye, f. 1933, Cecil Bødker, f. 1927. Sidst en prismodtager var under 50 år ved modtagelsen var i 1994 og 1996, hvor modtagerne Ib Michael og Vibeke Grønfeldt begge var 49. Siden Grønfeldt har aldrene været 71 (Bødker), 58 (Kirtsen Thorup), 69 (Lundbye), 54 (Bent Vinn), 53 (Jac), 79 (Riel), 52 (Boberg). Den seneste prismodtager under 40 var 35-årige Henrik Nordbrandt i 1980 - de øvrige prismodtagere under 40: Sven Holm, 34 år, 1974, Svend Åge Madsen, 33 år, 1972, Klaus Rifbjerg, 34 år, Villy Sørensen, 33 år, 1962; samtlig pris-ynglinge er (i Sørensens tilfælde; har været) medlemmer af Akademiet, kuriøst nok, nu de ikke under andre yngre at nyde æren.

Jeg vil jo ikke afskaffe ældre prismodtagere, men jeg synes, den ultimative anerkendelse kommer for sent nu om stunder; det gav langt mere mening i 60'erne/70'erne/80'erne, da man hele tiden vekslede mellem de dagsordensættende og de hæderkronede og de oversete, sådan her fx:

  1976 Jørgen Sonne
· 1975 C.E. Soya
· 1974 Sven Holm
· 1973 Hans Scherfig
· 1972 Svend Åge Madsen
· 1971 Leif Panduro
· 1970 Ivan Malinowski
· 1969 Frank Jæger
· 1968 Tom Kristensen

Det er absurd, at ingen forfattere, der er debuteret efter 1990, har fået prisen (de må, som Harld Voetmann og Lone Hørslev i år, nøjes med juniorpriserne), blandt de for længst kvalificerede kandidater er (men lad mig lige nævne nogle præ-90-debutanter, Henning Mortensen, Eske K. Mathiesen, Marianne Larsen, Hans Otto Jørgensen, Simon Grotrian, Niels Frank - og SÅ dumt at Pia Juul ikke må få, bare fordi hun er akademimedlem (det samme gælder Klaus Høeck, opdager jeg!)), Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann, Line Knutzon, Jens Blendstrup, Peter Adolphsen, Pablo Llambìas, Ursula Andkjær Olsen, Lars Frost og, ja, Harald Voetmann.

MEN BORTSET FRA DET tillykke til den stærke og fine, skarpe og milde digter Knud Sørensen, den pris er velfortjent til hver en tid og hvilken alder som helst:

Forfatteren om forfatteren

Han er én
der gerne vil opleve.
Ikke nødvendigvis alt
og ikke nødvendigvis voldsomt.
Men noget. Et eller andet.

Han oplever bedst siddende.
På en bænk i et hjørne af en plads
eller i en ventesal eller på en mole.
Han oplever
ved at føle sig indenfor og udenfor
på éngang.

Han spørger:
Hvilket digt sker nu?

Så skriver han.

Cool akademipriser

Otto Gelsted-prisen til

HARALD VOETMANN, født 1978



Beatrice-prisen til

LONE HØRSLEV, født 1974


Klaus Rifbjergs debutantpris til

ASTA OLIVIA NORDENHOF, født 1988

Bjørns, nej, Babsusettes skriveøvelser

Natlige opdateringer på Bjørn Rasmussens FB-side:

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER:

1. skriv en dialog på 3 replikker: - et spørgsmål - et svar - et spørgsmål (ex:- vil du hækkel mig en beæ stol? - mor, snak dansk - vil du gøre mig en tjenest vibeke?) så har du allerede vibeke og hendes mor.
2. mens du fortsætter med at skrive, tænk da på henholdsvis
a. blå
b. men struation
c. butt-litt
d. tun-mousse
e. caspar eric
f. din vrede
g. gud
h: det u-fuldendte b
i - fortsættelse følger2


BABSUSETTES SKRIVEØVELSER 2

LYT TIL DIT HJERTE DIT HJERTE BANKER DIN ODDER
HVORFOR ER DU SÅ UUU

alfabetiser alle dem du har knaldet
og husk på at alle dem der knaldededig ok var højrehængte
de versatile var røde
- tag stilling til:
- skal din tekst være ærlig
- konteksten
jaja holder en masterclub nu / står overfor eleven der helmer nu
fortsættelse følger

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER 3

SKRIV ET DIGT om hvorfor du er så fåking
ENSOM
LIDERLIG
ENSOM
LIDERLIG
ENSOM

jeg mener beskriv en tør orgasme tør lissom gjør det tør det
mens du husker det skal formes sån her:
0
1
2
3
4
5
6
7
8
9
TILFØJ jeg elsker fluer så jeg græder når de død så græder jeg 

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER 4

SKEDEGODT på mandag tager vi alle pigerne ind og fortæller dem hvordan de skal dræbe deres fædre og sønner (MED ORD)
SKEDEGODT
imens vil drengene strikke en eksakt tun
opgave:
skriv videre på teksten
hvem er afsender?
hvem er modtager?
er der tale om ironi i teksten?
bonus: tag et foto af hvad feminisme betyder for dig

BABSUSETTES SKRIVEØVELSER 5

JEG ARBEJDER MED BLÅ TÆNDER
SKRIV EN LISTE OVER MIT HELBRED

mandag den 27. oktober 2014

Peter Laugesen skal blive tre gange så gammel som Dylan Thomas, mindst

Dylan Thomas (1914-1953), der ville være fyldt 100 år i dag er ikke mindst vigtig ved, gennem en lp-plade i et klasselokale på Aarhus Katedralskole (jeg tror, jeg ved hvilket, men har reelt ingen anelse), at have inspireret Peter Laugesen til at blive digter. Man kan se Laugesen tale om (at oversætte) Dylan Thomas i dokumentarfilmen Peter Laugesen - fire stemmer, som man gennem et intrikat bibliotek-link måske kan være heldig at se her

Her et et klip fra min anmeldelse af filmen i WA:

-->
Filmens kup og eneste egentlige og uundværlige samtale er Dylan Thomas-sporet. Dels er det vildt i sig selv for første gang at høre og læse Laugesens råoversættelser af Thomas’ to store digte (Dylan Thomas var ikke så gammel, da han skrev dem, påpeger Laugesen, men for at oversætte dem, skal man være helt enormt gammel (hvilket han langt fra er)), ”And Death Shall Have No Dominion” og ”Do Not Go Gentle Into That Good Night”. Dels bliver det bogstavelig og filmisk samtale, når Laugesen krydslæser den engelske og sin egen version, og Thomas, med oversættelsen som undertekster, gjalder digtene majestætisk ud fra båndoptageren, ligesom dengang i klasseværelset på Århus Katedralskole, da unge Peter blev initieret til poesien: ”Though lovers be lost love shall not;/ And death shall have no dominion”, ”Skønt elskere mistes skal kærlighed vare;/ og døden skal intetsteds herske”.

- og her digtet på engelsk:

And death shall have no dominion.
Dead man naked they shall be one
With the man in the wind and the west moon;
When their bones are picked clean and the clean bones gone,
They shall have stars at elbow and foot;
Though they go mad they shall be sane,
Though they sink through the sea they shall rise again;
Though lovers be lost love shall not;
And death shall have no dominion.

And death shall have no dominion.
Under the windings of the sea
They lying long shall not die windily;
Twisting on racks when sinews give way,
Strapped to a wheel, yet they shall not break;
Faith in their hands shall snap in two,
And the unicorn evils run them through;
Split all ends up they shan't crack;
And death shall have no dominion.

And death shall have no dominion.
No more may gulls cry at their ears
Or waves break loud on the seashores;
Where blew a flower may a flower no more
Lift its head to the blows of the rain;
Though they be mad and dead as nails,
Heads of the characters hammer through daisies;
Break in the sun till the sun breaks down,
And death shall have no dominion. 


- og her kan I høre Dylan Thomas læse det op ligesom Laugesen gjorde dengang, som en udødelig, sølvtunget frikadelle: 


Den anden stor-smalle Athenroman (Marmornote 4)

er Rasmus Nikolajsens "Rejseroman", i Athen, 2009, LAD OS IKKE GLEMME DEN, i to afsnitsløse dele delt af et SMS-remake, som er den perfekte, overblomstrende systemiske (ligeså mange tegn, nøjagtigt, som HCA's dagbogsnotater fra sit nøjagtigt lige så lange Athen-ophold) kæreste til leksikalsk knitrende Marble - her et klip:

Jeg bliver så let forelsket, hvilket er en gave, men en gave der gør mig skrøbelig som gavepapir, kun redder det mig akkurat at huske på at min elskede, når hun ikke se mig (se sig), ønsker at gå rundt med mine øjne i i sin løst knyttede hånd og gnide dem meditativt mod hinanden, som var de to værdifulde perler man er bange for at sig selv triller op af lommen. "No no, Denmark is the capital of IKEA (det er sjovt fordi det er sandt), sagde jeg til Sara (tom som en backpacker) mens jeg svævede hen over det distræt sitrende blomstertæppe ved Zeustemplet holdt oppe af en stor løgn som en tegneseriefigur holdt oppe af en taleboble hægtende sig fast i rammen. Senere tog vi til koncert som små romaner læsende sig selv hen mod døden, og jeg nød særligt en velplaceret fejls ukendte og uventede vellyd. Ikke blot al ulykke (som Brecht fastslog), men også al lykke skyldes mangefulde beregninger, og jeg elsker dig ikke som summen af din opvækst + dine forædre, men netop på grund af den fejl i overførslen, der gør at du er dig(-lig) som da vores drømme omslyngede hinanden som Sonny & Chers stemmer i "I got you babe" og vi så i ét vågnede og ikke vidste hvem vi var.

Til sammenligning lille klip fra Marble:

Der er bagt et rødt æg ind i bagerens påskebrød; ægget er indfarvet ved kogning, bagetiden tilføjer en blå rand om blommen. Marble piller ægget ud og skærer brødet i skiver.

Hn fortæller om dødsmasken af guld, som hun har set i den forhistoriske sal på det arkæologiske Museum. Et tyndt ark guld presset ned over den dødes ansigt. Et meal, som vogter en form, det fik tildelt for mere en tre tusind år siden.

Daniels øjne stråler som klart glas. Sollyset trænger gennem det ene øje fra siden, lyser det blå op som en oplyst pool om natten et sted, hvor vandet damper.

- så tæt på være et Nikolajsensk billede den dampende pool, og så tæt på at være et Smithsk billede de perler i lommen ...

(hvad er der ellers af dansk Grækenlandslitteratur? Halfdan Rasmussens, Erik Stinus' og Ivan Malinowskis prosa- og poesi-rapport om oberststyret, Mørke over Akropolis, diverse 70'er-digtsamlinger af Henrik Nordbrandt ø-hoppende i det græske ø-hav, Jens Smærup Sørensens roman At ende som eneboer, der fantaserer om labyrinten på Kreta, flere?)