tirsdag den 27. juni 2017

NÆRLÆS (OG OPLÆS!) DETTE HER, SØREN HVIID PETERSEN!

This is the water.
And this is the well.
Drink full
and descend.
The horse is the white of the eye
and the dark within.

Første debatkritiker-hyring (SUK)

"Der er nok at fejre! Ny kulturanmelder til Berlingske.
Os, der hyppigt mener noget om politik og samfund, skal nu bevise, at vi både kan forstå, revse og prise dansk kultur igennem den prisme, der er det samfund, der skal forbruge kultur og kunst i alle afskygninger.
Meningerne er mange og jeg regner ikke med at leve ned til de mørkeste af dem."

 
Sådan præsenterer hun sig på Facebook:

"Borgerlig debattør med hang til simreretter og brune bodegaer.
Og sådan præsenteres hun på berlingske.dk:

"Majbritt Maria Nielsen er 28 år og bor på Frederiksberg.
Læser jura på Københavns Universitet og arbejder til daglig med juridisk formidling.
Hun er tidligere skribent for Århus Stiftstidende, kampagneleder for Liberal Alliance og erklæret socialliberal.
Blogger om frihed og personligt ansvar, et overstimuleret velfærdssamfund og forsøger at holde identitetsdebatten på et absolut minimum."

Og her er et klip fra hendes seneste blogindlæg, med overskriften "Roskidle Førstival", som mener noget om curlingforældre og Roskilde festival og helt eksplicit, fordi det var det, man skulle mene noget om den uge:

"Nå. Var min absolutte indignation over dyrekortforældre generelt og senest deres angreb på almindelige markedskræfter i private virksomheder ikke tydelig nok, så har jeg tænkt mig at bøje det i neon nu. For nu er det også et problem, at børn og mindreårige festivalgæster bortvises fra områder, der ikke er sikre for dem at slå lejr i, at de ikke kan finde liggepladser og at de fryser. Og hvem gider nedværdige sig til at problematisere vejret som værende et Roskildeansvar? You guessed it. Forældre i 2017.
Jeg havde faktisk bestemt mig for, at jeg ikke ville kommentere på Roskilde Festival og de forældre, der ikke kan lade deres børn opleve verden uden filter, heller ikke når de selv har betalt billetten dertil. Men nu har jeg siddet og irritationssvedt og knurret i en hjørnesofa i flere timer og jeg kan ikke holde min kæft. Hvad foregår der? HVAD FOREGÅR DER!?
Gratis koncerter uden udsyn. Legoland. Mangel på teltpladser. Da udtrykket ”curlingforældre” så dagens lys, tror jeg, vi var flere, der kodede det sammen med taxakørsel til sport og skole, lommepenge til hobe og konstant bekræftelse af, at netop det pågældende barn var det mest fantastiske barn nogensinde. Ellers havde forældrene vel næppe givet ungen et navn, der var en Narniaprinsesse værdigt. For at klarificere, selvom det næppe er nødvendigt mere, er der tale om en gruppe af forældre, der evigt beskæftiger sig med at præparere isen for ungerne, der herefter kan stryge lige ned i mål uden problemer."

Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!

FOR SLET IKKE AT TALE OM DETTE, EVA SELSING!

mandag den 26. juni 2017

ANMELD DETTE, ASGER AAMUND!

Budskab tilpasset socialt medie


 
=

Lars Bukdahl @LarsBukdahl
 
Tynd te, tante B!

Så hellere min taxachauffør

- på turen ud til TV2 og Presselogen, hvor jeg medvirkede som indklippet talende hoved i går morges (men ikke så det selv, vi har ikke TV2 News - til gengæld er jeg på i Deadline tirsdag eller onsdag aften om samme emne og forhåbentlig i DEBAT med den kommende debat/kulturredaktør) - end Sørine, Asger og co. Min taxachauffør definerede præcist poesi som "store følelser i koncentreret form" og fortalte om, hvordan han i en dansktime havde følte sig fuldstændig bondefanget af sin dansklærer, der havde en abstrakt, forblommet fortolkning af et digt, han helt straight læste som handlende om et overgreb. Fem minutter før vi nåede Teglholmsvej, satte han en sang på, som for ham var eminent poetisk, og som havde summet i hans hoved i flere uger, efter han første gang hørte den, det var Eddie Vedders "Society" (vist originalt skrevet af Jerry Hannan) fra soundtracket til filmen "Into the Wild" - her er teksten:

"It's a mystery to me
We have a greed with which we have agreed
And you think you have to want more than you need
Until you have it all, you won't be free

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me

When you want more than you have, you think you need
And when you think more than you want, your thoughts begin to bleed
I think I need to find a bigger place
Cause when you have more than you think, you need more space

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me
Society, crazy indeed
Hope you're not lonely without me

There's those thinking more or less, less is more
But if less is more, how you keepin score?
Means for every point you make your level drops
Kinda like you're startin' from the top
And you can't do that

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me
Society, crazy indeed
I hope you're not lonely without me
Society, have mercy on me
I hope you're not angry if I disagree
Society, you're crazy indeed
I hope you're not lonely without me"

 Billedresultat for into the wild eddie vedder

Bevar Jørgen Johansen

Det er ikke, fordi der er så frygtelig mange gode anmeldere tilbage på Berlingske - og jo blandt andet fordi litteraturredaktør Søren Kassebeer, der ikke er en synderlig god anmelder, vælger sig selv til at anmelde de bøger, han finder mest spændende, hvilket i sig selv gør ham til en virkelig dårlig litteraturredaktør, OG MON HAN HAR EN MENING OM DEN NYE DEBATIFICERING OG DENS KNÆGTNING AF HANS REDAKTIONELLE FRIHED!? - men der er JØRGEN JOHANSEN, en af vores bedste og mest sensitive og erfarne poesianmeldere, som de senere år (sikkert i mangel på andre gode anmeldere) også har fungeret som en af vores bedste og mest sensitive prosaanmeldere. Johansen er i den grad ikke en debattør, han er BARE en skidegod kritiker, og han er helt reelt i fare under den nye debatificering, og det er helt ærligt rædselsfuldt. Her er afsnittet om Ida Marie Hedes Bedårende (som ham selvfølgelig giver 5 stjerner) i hans seneste anmeldelse, en bunkeanmeldelse af Hede, Holmegaard og NImand Duvå:

"I bedste tidskarakteristiske hybridstil bevæger »Bedårende« sig ubesværet og uhæmmet mellem de fiktionsprægede billeder af familieliv og pigeopvækst og de prosapoetiske udflugter til tarmfloraens og forrådnelsens eksotiske og mærkværdigt betagende landskaber, eller mellem de essayistiske udforskninger af dødens territorium og et såkaldt »nekroæstetisk« rum og de mere kunstteoretiske sekvenser.
Bemærkelsesværdig anderledes og egensindigt udfordrende er Ida Marie Hedes prosa når hun indkalder til fest i sproget med kroppe og bakterier som animerede partygængere: »Der får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden, bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet menneske slet ikke præcist.« Absolut krævende er prosabogen »Bedårende«, når Ida Marie Hede drejer ned ad de avanceret kunstteoretiserende veje og essayistisk skriver om forholdet mellem lyd og billede hos Marguerite Duras eller udforsker den kollektive sorg i forlængelse af sangerinden Diamanda Galas' performance af »Plague Mass«. Her kan læseren hurtigt føle sig fortabt og måske lettere ekskluderet. Men den sproglige energi og vildt blomstrende ordflora gør alligevel »Bedårende« til usædvanlig og over lange stræk også usædvanligt fascinerende læsning."
Billedresultat for jørgen johansen

- idolbillede af Jørgen Johansen

Debat-afprivatisering

Berlingskes debatredaktør og fra 1. august også kulturredaktør Anne Sophia Hermansen skrev til mig privat over Messenger, fordi hun ikke brød sig om min kommentar bag på WA Bøger i fredags om den debatificering af kulturen på Berlingske, som hun skal stå i spidsen for. Det er jo sådan noget, tænker jeg, man bør diskutere på livet løs i debatspalter, men det mener hun åbenbart ikke. Jeg vil ikke copypaste, hvad hun skrev, men efter mit svar på hendes besked og hendes rimeligt ekstensive svar på mit svar skrev jeg følgende, som hun efter et halvandet døgns tid stadig ikke har svaret på:

"(...) jeg skal nok hyle videre om den engagerede faglighed, uden hvilken kritik er en tom og meningsløs praksis fuld af varm luft. Selvfølgelig kan litteratur også være prisme, men den er sprogkunst først, og den kunst skal kritikeren have sans for og forstand på, før jeg gider høre på vedkommende. Det har (Per Stig) Møller og (Kristian) Ditlev, som begge er eller har været litteraturanmeldere, men det har (Asger) Aamund og (Sørine) Gotfredsen afgjort ikke - de må da hjertens gerne debattere litteratur, men hvorfor skal de anmelde den? For ja, jammerlige anmeldelser er der rigeligt af i Berlingske, men løsningen er da ikke mere støjende, men mindre kvalificerede penne, men mere kvalificeret musicerende penne. kh Lars"
  
Okay, også lige dette klip fra mit første svar: 

" (...) denne i mine øjne både principielle og reelle undergravning af kritikken som genre og institution, som vel først og fremmest er chefredaktionens ansvar. Og hvad er ukorrekt? At debattører qua deres debattalent nu skal skrive anmeldelser, som før blev skrevet af anmeldere der er anmeldere qua deres kritikertalent? Og at dette ikke skal ske undtagelsesvist, men som en ny, konsekvent, redaktionel politik, knæsat med dit dobbeltjob?"

søndag den 25. juni 2017

Jeg vil også være Anton Ego

Gode svar på kritiker-enqueten i Politiken fra Susanne Christensen, Kamilla Löfström, Lilian Munk Rösing og Christian Johannes Idskov, men særligt slående OG rammende er henne i et interview om kritik med Amalie Smith og Anders Abildgaard sidstnævnte i sin madanmeldelses-sammenligning:

"Man kunne finde inspiration i madanmeldelsen. Heri tages alt i betragtning: stedet, belysningen, tjenerne, høfligheden, bordet, stolen, de andre gæster osv. Herfra bevæger anmelderen sig ned til maden: Hvad er den lavet af, hvordan er den tilberedt, hvordan står de enkelte elementer i forhold til hinanden, hvordan står maden til vinen osv. Der er intet, der udelades, og det kunne man måske godt forfølge på litteraturens felt - simpelthen spørge: Hvad er værket lavet af? Hvad er det for en omverden, værket skaber for sig selv?«, siger han og fortsætter: »Hvis udgangspunktet er, at litteraturen altid repræsenterer noget uden for sig selv, så reducerer man dens muligheder, afkorter og affærdiger dens perspektiver. Man må spørge, hvad betragter værket som inden for, og hvad betragter det som uden for sig selv? Hvilke forbindelser opretter det, og hvilke afskærer det sig fra - og ikke mindst hvorfor? Hvilken opfattelse af tid og rum, individ og omverden, tanke og sprog, manifesteres i de valg og fravalg, der er taget?«. Værkets komposition, elementernes placering, deres interne og eksterne relationer er ikke blot en organisering af stof, men et stærkt betydningsskabende element, og det kan der til tider kan være en blindhed for i anmeldelsesformatet, mener Abildgaard." 

Billedresultat for anton ego

Enquete endeløsere

Jeg var nødt til at barbere 100 ord af min besvarelse af Politikens kritiker-enquete, der er i avisen i dag (men som helt kort også besvaredes i min bagside-kommentar i WA Bøger fredag (i mellemtiden  (mellem jeg skrev Politiken-svar og WA-kommentar) var nemlig nyehden om dabt-kultursplejsningen i Berlingske breaket) - her er den komplette version (og måske faktisk meget smart at den mystiske fugle-sammenligning røg ud, men synd for Marie Kat!):

-->
Hvem skriver du som kritiker til – eller for?

Velsagtens bare til – og for – mig selv. Tekster, der karakteriserer og tænker over og vurderer litteratur så skønt og klogt og præcist som muligt, som jeg ville synes var fede at læse, hvis jeg ikke lige selv havde skrevet dem. Jeg begyndte som anmelder 20 år gammel på Kristeligt Dagblad og mødte aldrig en læser. Nå, okay så, tænkte jeg, absurd at skrive for nogen, jeg ikke kan få øje på, så hellere skrive for mig selv, som jeg godt kan få øje på, ligesom når jeg skrev/skriver digte, som der heller ikke er nogen læsere til. Nu om stunder møder jeg rimelig ofte læsere, men til gengæld ligner de overhovedet ikke hinanden (ikke engang ved at være, med Marie Kats formulering, ” gamel Menisker”), så hvordan skulle jeg skrive til og for dem? Læsere har ikke mere til fælles end fugle har til fælles, ja, de har alle sammen vinger, men de kan jo ikke engang alle sammen flyve.

Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?

Næh, ikke mere end digte og romaner og noveller og skuespil har udlevet sig selv som genrer. Og jeg læser hele tiden nye, gode digte og romaner og noveller og skuespil – OG nye gode hybrider; der er kommet en del fantastiske hybrider dette forår, af fx Naja Marie Aidt og Hans Otto Jørgensen, men ikke færre fantastiske digte og romaner, af fx Signe Gjessing og Peter Nielsen og Pablo Llambìas og Maria Gerhardt. Men selvfølgelig skal alle genrer konstant og i hver eneste tekst skrives nye og friske, og det gælder også genren anmeldelse: vurdering og karakteristik i kortform af et nyt kunstværk.

Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder – og er det et problem?

Jeg oplever ikke selv sådan et krav, nej. Hvis der er aktualitet og samfundsdebat i en tekst, ignorerer jeg det ikke (selvom jeg kan have lyst til det), men vurderer jo selvfølgelig, om aktualiteten og samfundsdebatten opleves som anstrengt, påklistret eller dynamisk, nødvendig, rent kunstnerisk. I Lone Aburas’ splinternye agitprop-monolog Det er et jeg der taler går debat og kunst op i en højere, missil-agtig enhed. Jeg kan godt få øje på kritikere, der forcerer en aktualitets- og samfundsdebat-vinkling, men jeg tror ikke, det er på grund af et ydre, redaktionelt pres, ikke engang på Politiken – nok snarere en blanding af journalistisk følgagtighed og akademisk mode, hvæser jeg polemisk.

Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?

Til alle sider, ud over stepperne, sammen med alle bøgerne. De sidste tre-fire år er en hel generation af yngre, talentfulde kritikere stormet frem på banen. De bedste af dem skriver personligt på en viljestærkt flosset facon, der føles ny. Jeg vil for en gangs skyld ikke nævne navne, og måske ved de faktisk, hvem de er. Jeg synes, det kunne være spændende med en endnu mere radikal personliggørelse, hvis ikke faktisk intimisering, af kritikken, ikke nødvendigvis i avisanmeldelserne, men meget gerne alle mulige andre steder (og meget meget gerne i de akademiske litteraturtidsskrifter, som desværre er ved at være de eneste litteraturtidsskrifter, der er tilbage), som akkurat Mikkel Thykier, når han er mest Mikkelsk og mindst Jeronimusagtig.

Så kan en kat også få en litteraturpris

BET-TALEN MIAVER FOR SIG SELV!


lørdag den 24. juni 2017

Paparazzi-smalhed

(flere fotos fra ceremonien kan ses i fredagens WA-bøger - disse er knipset af trofast Bet-deltager Gita Pasternak) Bet-taleafholdelse, Bet-uddeling, Bet-beundring, Bet-vinder




Maries menneske tager diskret æren

Efter lidt kommentarfnidder mellem Arne Herløv Petersen, Bet-kandidat Henrik S. Holck og Bet-bestyrer mig (der blev trist og skuffet og fornærmet over, at Henrik, som jeg beundrer heftigt, fandt nomineringen en tvivlsom ære, og at Arne vistnok var enig) skrev Harald Voetmann disse gode ord:

Harald Voetmann
Harald Voetmann Jeg modtog, på Maries vegne, prisen i går, og havde bestemt også tænkt, at der var noget bizart i, at Maries tekster var oppe imod mere alvorlige værker og vandt. Jeg hader hele konkurrence-vinklen på litteratur - jeg betragter mere litteraturen som en swingerklub end som et hækkeløb, og det gør mig oprigtigt ked af det, hvis et projekt, der har været ment som en (tidskrævende og forpligtende) leg, skaber forbitrelse og ærgrelse. Formålet med akkurat det her har været glæde og lys og humor, og det er på den måde helt modsat mit i øvrigt ærgerligt nedtrykkende forfatterskab. Jeg opfattede ikke prisen som en ovenfrakommende belønning af det bedste værk, men som en anerkendelse af en sær, bøvlet og usælgelig vildvej i et i forvejen svært sælgeligt forfatterskab. Det var i den ånd, jeg modtog prisen, langt fra hoverende, og oprigtigt beæret, ikke mindst over det felt, Marie deltog i.
 
Arne Herløv Petersen
Arne Herløv Petersen Harald Voetmann Helt enig i alt det, du skriver. Jeg har moret og glædet mig meget over Maries tekster (og det samme har vores kat Trunte).