lørdag den 28. februar 2015

Videre-Strunge-rungen

I kommentaren i WA Bøger i går om fornærmende tekster med navns nævnelse citerede jeg sekundkort fra afsnittet om danske politikere i lortet helvede i Michael Strunges heftigt politisk ukorrekt betitlede Nigger 2 (som jo automatisk må være værre, fordi fremturende, end første bind, der bare hed Nigger - og hvorfor er der ingen der kræver de bøger ud af bibliotekerne? Og ville Mette Moestrup og Olga Ravn synes, det var lige så uproblematisk at som at droppe Tintin i Congo?). Her er et hel omgang fra samme afsnit:

Da jeg igen så op fra mine notater, var paldsen foran mig tom. Var visionen forbi? Nej, kære læser - bag mig hørte jeg en dirrende røst, et sted mellem angst og fryd, stolthed og skam: "Op af brøndens klare vind, trækker jeg min tissemand. Den er slimet, den er slasket, mange piger har den vasket ... " (citat jo fra et børnerim i skoleantologi ved Kristen Bjørnkjær LB). Jeg vendte mig om, og ganske rigtig: der stod han, Kresten Poulsgaard (fra Fremskridtspartiet, der læste verset op fra folketinges talerstol til skam og skændesel LB), der aldrig nåede at blive landbrugsminister. Ved siden af ham lå noget, der lignede ne flere hundrede meter lang haveslange, som var rullet op. Jeg trådte diskret nærmere og kunne se, at ex-fodermesteren stod foran en uendelig stor sø af grøn-gullig kulør. På stanken gættede jeg mig til, at det var ajle. Og ved siden af den jysksyngende mohikaner stod da også en enorm so, der uafladeligt tømte sine tarme og blære ud i søen.Sine ne hånd havde Poulsgaard oppe i dyrets skede, med den anden trak han vedblivende (det var altså ikke et haveredskab) sit lem op af den gigantiske ajlepøl. Lemmet var øjensynlig uden ende og hobede sig i store ruller op ved siden af den uafladeligt syngende fremskridtsmand: "Op af brøndens klare vand trækker jeg min tissemand ..." osv. igen og igen. "Lemmedasker, slapsvans ..." var de ord der, undskyld mig ikke, faldt mig ind ved dette syn. Poulsgaard bare trak og trak, efterhånden lå flere tons slange oprullet ved hans højre hånd. Og det var tydeligt nok, at der ville komme mere, meget mere. for at sige det utvetydigt - men i sandhed: der var mere tissemand end hele Idrætsparken fyldt med nymfomaner kunne tillade sig overhovedet at drømme om!
  Jeg kunne ikke dy mig, selv om jeg vidste, at det kunne blive farligt for mig at røbe mig ved at brueg mit redskab som digter her i Helvede. Jeg måtte spørge fodermesteren: "Hvorfor river du den ikke bare af, Kresten Poulsgaard?! Han vendte sig lettere forundret og så på mig: "Hvorfor skriver du ikke på rim, Michael Strunge? I øvrigt burde du vide, at Danmark er et alt for lille sprogområde til den slags sprog. Det hedder rettelig onanere efter Onan, og hvad skulle det hjælpe i min situation. Du ka' vel se, at den ingen ende vil tage, i modsætning til de to hoveder du så på før. A har det godt med mi' so" I det samme så jeg Satans skygge, han havde opdaget mig, jeg havde så at sige "sproget" mig, og jeg begyndte en hurtig opstigning, men nåede dog forinden at høre et metallisk smæld som fra en saks, efterfulgt af et vræl: "Mi' tis'mand!"

Do You Know Søren?

Simpelt spørgsmål om demotivationens effekt

Hvem anmelder egentlig på Berlingske (ud over 127 år gamle Jørgen Johansen, still going strong som lyrikanmelder - og ham unge Jeppe Krogsgaard)?

Simpelt spøgsmål om demotivation

Hvordan gider nogen være litteraturanmelder på en avis, hvor litteraturredaktøren selv anmelder de synligste/vigtigste/betydeligste bøger, smalle som brede - og i bedste fald gør det middelmådigt, men helst på bogtillæggets forside (ja, jeg taler om Berlingske Tidende og Søren Kassebeer)?

Lille ordoptælling

Interviewet med Kirsten Hammann i går i Berlingske ( i dag får hun 5 stjernet anmeldelse på forsiden af bogtillægget) er på

1694 ord

heraf handler

194 ord

om bogen som litteratur eller bare bog, nemlig disse, interviewets sidste:

Men så skriver du en bog og siger det, du ikke fik sagt?
»Ja, det er en god måde at se det på. Jeg kender Pernille Melsted, der skriver om skyggearbejde, som går helt tilbage til Jung, og det handler om, at vi har alle egenskaber inde i os. Vi er både den lille forsagte mus og den store dræber, det er bare om at komme i kontakt med dem. Bare, ik'! Og de fleste romaner handler om skygger og det, vi normalt ikke er så gode til at se eller dele. Det er det totalt fede ved mange romaner: at komme ind i skallen på fremmede personer, blive forundrede over hvordan de tænker, men også at føle os genkendt. Vi kommer alle sammen af den samme grød af følelser, egenskaber og kræfter, som man mere eller mindre kan dosere til hverdag,« siger Hammann. »Det er det, som også morer mig ved at skrive. Det er sjovt og pinligt og ubehageligt at skrælle personer ned som en gulerod. Lidt som at se »Klovn«, det er top pinligt og sjovt. Jeg er fascineret af, hvor ynkelige vi er, ynkelige og i visse situationer uden værdighed.«

resten er MENINGER og atter meninger om mænd og kvinder og ægteskab og sex og sager, her en klump af det lige over de 194 ord om litteratur og bog:

»Kvinder er formentlig mere pylrede og generelt mere urolige. Jeg takker bagerst i bogen min svoger, Finn Kjær Jensen, der er risikoforsker og det eneste modstykke til min egen uro. Han ser tingene på en anden måde, ligesom Pascal Bruckner, der gør tykt nar ad al vores uro og pessimisme. I stedet for at tro på fremtiden og prøve at løse problemerne forsøger man med flæben og angst at afvikle samfundet, fordi alt er ved at gå galt.« »Måske er det bare i denne her lille perfekte boble, vi bekymrer os om dyr, der bliver behandlet dårligt, og mennesker der behandler hinanden dårligt. Alt skal være perfekt, og det er ikke godt nok, før det er paradis. Ellers må der være et sted, man kan klage. Men ting sker faktisk. Jeg har tidligere citeret Dalai Lama for at sige, at vi tror, det er en fejl, når der er sygdom og katastrofer og den slags i verden, men sådan er livet faktisk for mange mennesker. Det er ikke uretfærdigt, at nogen bliver syge. Jeg siger ikke, at man i andre lande ikke bliver kede af det og bekymrede, men det er nok mere et vilkår her. Vi lever ekstremt beskyttet.«Mens Hammanns hovedperson bekymrer sig om både stort og småt, tager hendes omgivelser lettere på tingene. Sara har svært ved at se virkeligheden i øjnene, gemmer sig under dynen og tør ikke stille de spørgsmål, der nødvendigvis må stilles.»Når der er angst i et parforhold, er det kendetegnende ved, at folk ikke tør være åbne. Man går om den varme grød og håber, at det bliver bedre. Og jeg kan godt forstå det. Det gælder alle steder, også på arbejdspladser. Man er i tvivl om, hvad og hvor meget man kan sige. Det er jo det, de fleste menneskelige problemer handler om. Vi spiller roller for at få tingene til at glide og omgås hinanden, men så kommer vi ind imellem i klemme eller til at lyve, måske i flere år, og kan ikke slippe ud af det igen.«»Jeg har da heller ikke lyst til, at alle folk gik og sagde alt, hvad de mente. Jeg ville ikke selv være i stand til at sige min mening altid. Det er der gode, sunde hæmninger, der vil stoppe. Det er jo ikke alt, man har inden i hovedet, man kan sige.«

Hammann om Winkelvir om Hammann

I  Information i dag:

- Hvor meget af dig, er der i Vera Winkelvir?

Ikke så meget mere. Hun ville hade at se, hvor gammel og tandløs jeg er blevet. Hvordan jeg får det hele til at hænge sammen og endda benytter mig af en form for dramaturgi i mine bøger.

Og om anmeldelser:

- Hvor meget påvirker anmeldelser dit humør?

Da jeg udgav min første bog i 1992 fik jeg fine anmeldelser, men jeg græd alligevel, og da jeg året efter udgav Vera Winkelvir, som blev anmeldt endnu bedre, græd jeg bare endnu mere. Jeg syntes slet ikke anmeldelserne kom omkring alt det, der stod i bogen. Det var noget, jeg skulle lære med tiden, at en avisanmeldelse er en kort form, som aldrig kan svare en bog på dens eget sprog. Men anmeldelser påvirker stadig mit humør. Jeg kan blive glad for en god læsning, hvad enten anmelderen er positiv eller ej, og modsat føle en bitter glæde over en dårlig og sjusket læsning, selv om den er begejstret.

Om Nordisk Råds Litteraturpris:

- Hvem skal have Nordisk Råds Litteraturpris?

Helle Helle.

fredag den 27. februar 2015

Farvespionage

Efter jeg havde blogget om Bannisters fremragendehed, poppede denne reklame for gud ved hvad op på min Facebook i ret nøjagtig omslages orange farve:

Værkstøj / Værktøjr - et skema

Til foredrag om "Klassikere" på Espergærde Bibliotek

Synlighed/ optik/ tid bestemmer et værks værkstatus

værker kan gennem et langt efterliv opnå indtil flere værkstatusser 
(ofte oplever man, også simultant, den dobbelte status makværk/tærskeværk - mesterværk/hovedværk: indenfor samme optik kan et værk godt være hærværk eller galmandsværk og mesterværk/hovedværk, indenfor en anden optik (som ikke er min!) er hærværk/galamandsværk det diametralt modsatte af mesterværk/hovedværk)

( ) (uskrevet)
(værk) (skrevet)
værk (udgivet)
VÆRK (kritisk reception) 

MAKVÆRK/ TÆRSKEVÆRK (som der tærskes på)

LESSER WORK (99 % af alle værker)

HÆRVÆRK (skrevet ovenpå/imod andre værker (Don Q!))
GALMANDSVÆRK (gaga, dada)

MESTERVÆRK (subjektivt absolut kanoniseret som skønt for MIG)
HOVEDVÆRK (officielt kanoniseret som betydeligt og eksemplarisk, relativeret epokalt, globalt, nationalt, forfatterskabsmæssigt)

(Hammann-eksemplificeret - ja, ja, nu basher jeg lidt igen - Lesser works: En dråbe i havet, Se på mig, Alene hjemme. Hærværk: Bruger De ord i kaffen? (pga. dens polemik, se nedenfor). Galmandsværker: Vera Winkelvir, Bannister, Bruger De ord i kaffen? Mesterværker: Mellem tænderne, Vera Winkelvir, Bannister, Chokoladeeskapade, Fra smørhullet. Hovedværker, i DK, perioden, forfatterskabet: Vera Winkelvir, Bannister, Fra smørhullet)

Lilian skoser sin egen avis i sin egen avis

Lilian Munk Rosing har en præcist skarpskydende kommentar i Politiken i dag ang. både Politikens kvindeforfatter-feature og Politikens litteraturredaktørs Nordisk Råd-kommentar, her er sidste del:

Reaktionen på at blive grupperet og kategoriseret af andre kan være at gruppere alt og alle i stadig mere specifikke kategorier. Desværre med en tendens til, at disse grupper bare ligger og kaster møg på hinanden. Som vi så det i weekenden, da den amerikanske skuespillerinde Patricia Arquette benyttede sin Oscar-tale til at plædere for ligeløn for mænd og kvinder og derefter fik en spand lort i hovedet af repræsentanter for farvede, homoseksuelle amerikanere, der ikke gad høre på en hvid, heteroseksuel, »privilegeret« kvinde.
I artiklen om generationen af »kvindeforfattere« citeres en litteraturforsker for at mene, at deres bøger ofte handler om »lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden«. Men at være et lille jeg i en stor verden lyder sådan set som et meget stort og alment litterært tema. Og måske er det lille jeg en af litteraturens forcer. Det jeg, der aldrig helt vil kunne identificere sig med prædikater som kvinde, bøsse, jøde, dansker, muslim osv. Det jeg, der er lille nok til at kunne sive ind i andre identiteter end forfatterens, ja sågar andre end menneskets.
I søndagens bogsektion blev Helle Helles 'Hvis det er' (som jeg, i øvrigt sammen med to mænd, har nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris) karakteriseret som en »feminin« bog. Det er på en måde en alvorlig kritik, ikke af forfatterens køn, men af bogens litterære vellykkethed, al den stund Helle Helle her for første gang lader sin jeg-fortæller være en mand. Men det er måske en særlig »feminin« evne at kunne leve sig ind i andre, også i folk af andet køn? I så fald kan vi vist roligt udnævne litteraturen som sådan til »feminin«, for er der noget forfattere gør, så er det netop at skrive sig ind i perspektiver og stemmer som overskrider deres eget identitetsplagede jeg, ja sågar overskrider det menneskelige jeg.

Kommentarspor til kommentaren - ved KRISTIAN DITLEV

Kristian Ditlev Jensen har disse grundige, klargørende kommentarer til min kommentar i dag bag på WA Bøger om fejden mellem Yahya Hassan og alle mulige, ikke mindst Kristian, tak for dem!

1. Henrik Dahl-billedet er lavet af en af Yahya Hassans venner til lejligheden. Det var tilmed ledsaget af en tekst, der blandt andet indeholdt betegnelsen “højreorienteret svin”. Hele misæren findes på Yahya Hassans egen hjemmeside, under en deling, han selv har lavet af en BT-artikel, under overskriften Tryktes af Ytringsfriheden 2. Man kan samme sted se, at han reagerer så voldsom som han gør, på min ellers forsonende kommentar: “Så længe I ikke skyder hinanden, må I kalde hinanden, hvad I vil, bare I kalder på mig, når der er pandekager. Fuld ytringsfrihed. Enjoy” og en smiley. Efterfuldgt af Hassans svada, som jeg så svarer på med en mindre gennemgang af det, jeg formoder er fire-fem injurier, som jeg foreslår, at han afholder sig fra at skrive fremover, fordi jeg tænker, at han muligvis i anden sammenhæng risikerer en retssag.

2. Mere end den europæiske tradition skriver Yahya Hassan sig vistnok ind i en arabisk tradition for smædedigtning, som er endnu større. De mange metagentagelser minder jo en om Saddam Husseins “alle kriges mødrende ophav” og i den dur. (...)  han har jo ikke Europæiske rødder, men palæstinensiske. Og jeg tror ikke på, at han, der er højskoleelev, har læst antikkens værker. Mon ikke, han bare har lyttet til sin far? Evt. kan et opkald til Martin Larsen give en arabisk kilde. Han er ekspert.

3. Advokat Peter Hjørne erklærede i går (i forgårs LB) i radioen, at både teksten til mig og Henrik Dahl er voldsomt injurierende, og at de nærmest uden tvivl vil føre til domfældelse, hvis der lægges sag an. Straffen er typisk bøde, typisk 5000 kroner. Man anlægger dem mest af principielle årsager. 

4. En af grundene til dét - at det ikke bare er fest, men også injurier - er, at a) de er ikke skrevet i en kunstnerisk sammenhæng, som de fleste af Lars’ eksempler, men i en debat, svarende til, at det var læserbreve eller udtalelser på TV og og ikke romansider etc, og b) at de går så voldsomt på det personlige. Når Borum skriver, at Rifbjergs bog er dårlig eller når Rifbjerg laver sjov med Borums snobbede jyske, så er det henholdsvis kritik af en bog og fiktion, og læseren kan se, at det ikke primært er krænkelsen, der er hensigten, selv om det er det sekundært.

5. Hele forløbet bærer tydeligt præg af, at det foregår sådan her: a) Yahya går amok, formentlig i en rus (med slagfejl etc i teksten) midt om natten (ca. 03.00). b) han kommer med vævende argumentation. c) opbakningen styrtdykker, evt. ledsaget af henvendelse fra forlaget, da journalister begynder at ringe ind. d) sløje tilbagetog, og endelig e) flere vrede kommentarer (ansigtstabet skal genoprettes). Og spørgsmålet er altså, om det er velorkestreret eller simpelthen en stiv mand, der dummer sig.

Helt ærligt Alene hjemme-likers

Lilian Munk Rösing i Politiken (5 hjerter), Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten (5 stjerner) og i dag Kamilla Löfström i Information: Det er fint og sympatisk, at I i al relativitet (men jo netop ikke forfatterskabs-relativitet, netop kun realistisk ægteskabsroman-relativitet) er så glade for romanen, men I ville jo, helt ærligt, ikke indstille den til Kritikerprisen, vel? Og jo fordi der lige præcis mangler den nødvendige kompromisløse egensindighed i både det store og det små, indrøm! Og så stopper jeg min Hamman-bashing for nu! I promise! Jeg er bare så basltyrisk anfægtet!

PS:
I stort og småt kompromisløst egensindige, Kritikerprisfortjenende romaner fra sidste år:

Majse Aymo-Boot: Over os hænger en vidunderlig sol
Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger
Christina Hagen: Boyfrind (hvis vi siger, det er en roman, og det gør vi i dag)
Helle Helle: Hvis det er (hun har fået prisen)
Peter Højrup: Island
Maja Lee Langvad: Hun er vred (hvis vi siger, det er en roman, og det gør vi i dag) (indstillet)
Bent Vinn Nielsen: Den svævende tankbestyrer
Harald Voetmann: Alt under himlen (indstillet)

De 2 store skuffere

fra min egen generation, 90'er-generationen, er

Katrine Marie Guldager,

der skriver moralsk, magisk slægtsrealisme,
fordi hun
til forskel fra sit tidligere radikale forfatterselv (Styrt, Blank, Det grønne øje. Ankomst, Husumgade - yndlingsbøger!)
VIL være opbyggelig og tydelig og folkelig og samtidshistorisk

&

Kirsten Hammann,

der skriver kynisk, sørgmunter intim-realisme
fordi hun
til forskel sit tidligere radikale forfatterselv (se blogpost nedenfor om Bannister)
VIL hvad exactly? Er hun bare kunstnerisk ugidelig, Er det simpelthen bare for hårdt at gå til yderligheder (jfr. desperationen i Bruger De ord i kaffen - men hvordan var det egentlig at skrive Bannister? det har vi ikke fået at vide, og måske har hun glemt det, fordi hun slet ikke kan huske, at hun har skrevet den!?)

Ved Kirsten Hammann godt, at hun har skrevet Bannister?

"Poetik"-delen i Bruger De ord i kaffen?. 1997, handler (desperat) om hendes desperation over ikke at kunne lade være med at skrive vera winkelvir-agtigt om vera winkelvir fra romanen af samme titel, 1993.  Men hun har jo på udgivelsestidspunktet faktisk udgivet Bannister, 1997 - hvis eget nedskrivningstidspunkt selvfølgelig godt kan være efter poetikkens nedskrivningstidspunkt, men desperationen kommer jo unægtelig til at virke mindre uhjælpelig: det lykedes faktisk at nå videre fra vinkeelvirheden. "Roman"-delen er (kedeligere) en skematisk, prædikende historie om en forfatter i skrivekrise og i krig med den realistiske poetik, men igen: på det reale plan er skrivekrisen overstået og krigen vundet, med Bannister! Det er som om, at forfatteren faktisk ikke ved, at hun har skrevet dette mester- og hovedværk. Fra smørhullet var en storslået celebrering og undergravning af realismen i form af en momumentalt seriel klummisme, der - som jeg beskriver det i dagens anmeldelse - i de næste bøger, Svend Åge Madsen-idyllen En dråbe i havet, 2008, mega-rom-com'en Se på mig og nu den bedrøvelige "ægteskabsthriller" Alene hjemme er trivialiseret (her er det ord på plads, Stefan Kjerkegaard) til en kvik og grum, men alt andet lige helt ordinær, lineær og usprængt (kan hun heller ikke huske Søren- og Mette-begyndelsen på Fra smørhullet?) realisme, nøjagtig, på alle grundlæggende ledder, som enhver elendig kriminalroman. MEN HUN HAR TIL STADIGHED OG I AL EVIGHED SKREVET BANNISTER, DER ER ET TOTAL ORIGINALT ROMANKUNSTVÆRK: EN INDERLIG HALLUCINATORISK, SORT HUMORISTISK ALLEGORI, DER IKKE LIGNER NOGET ANDET I DANSK/INTERNATIONAL LITTERATUR, OG SOM HUN IKKE SIDEN HAR GJORT KUNSTNERISK MINE TIL AT SKRIVE VIDERE FRA, HVIS HUN ALTSÅ OVERHOVEDET VED, HUN HAR SKREVET DEN!?

Fra side 18-19. Bannister giver Ramona hendes første køretime (sammenlign med den gode slette, satiriske sex i Alene hjemme):

Koblingspunktet er vigtigt. Når Bannister bevæger sig og ud med voldsom kraft, skal Ramona overgive sig og slippe pedalen lidt efter lidt. På den måde forplanter hans bevægelser sig til hende, og hun kan begynde at gå den nye verden i møde.
  Men Ramona kan slet ikke kontrollere det. Hun rejser sig pludselig, så går alting i stå, og hun slår panden mod ruden ud til haven.
  - Kom herhen igen, siger Bannister.
  Ramona går tilbage til sengen og lader Bannister starte forfra. Stemplerne gungrer, og hun skal bare glide bagud med en millimeter ad gangen, så motoren får fat. Det er koblingspunktet, og det gør ubeskriveligt ondt at ramme det, men det vil blive lettere med tiden.
  - Er du klar? spørger Bannister.
  Ja, savrer Ramona.
  - Godt, så kører vi.
  Bannister speeder op og ramona vil gerne med på turen. Hun lukker øjnene i dybeste koncentration og slipper pedalen uendeligt langsomt. Og så kommer dét, man ikke kan blive fortalt, men er nødt til at opleve selv: "Det kan mærkes som en svag bevægelse i bilen, og det kan høres på, at motorlyden bliver dybere."
  Wrrum! Svinghjulene griber ind i hinanden og Ramona flytter fødderne, så Banniste rkan trykke speederen helt i bund. På den måde føres hans kraft videre til hende, og hans bevægelser ind og og ud ændres til en roterende bevægelse, der driver hende fremad.
  - Kom så, hurtigere! Du skal køre hurtigere! råber han.
  Bannister pisker hende fremad. han forbyder hende at stå stille og betragte det, hun har mistet.
  "Det hun har mistet". det står på et vejskilt, men de suser så hurtigt forbi, at Ramona ikke kan nå at få drejet af og se, hvad der gemmer sig bag disse ord. det er en form for hukommelsestab at køre så stærkt i en åben sportsvogn med en ny mad ved sin side. Bannister lægger hånden på hendes lår og siger, at hun skal glæde sig til middagen.
  - Jeg har bestilt bord til klokken 20, siger han.

torsdag den 26. februar 2015

Kirsten Hammann bliver ved at kritisere sin 2015-bog tilbage i 2001

i "roman"-delen af Bruger De ord i kaffen nemlig, som jeg citerer fra til slut i min egen kritiske anmeldelse af hendes nye roman i WA (og jeg sad lige i kystbanetoget og læste en 30 sider ind i geniale Bannister, der vitalt hele tiden bryder sammen) med Kenzaburo Oes En privat sag, som profetisk stand in:

Jeg henter den ene bog efter den anden ned fra bogreolen og læser spredt i dem. personerne taler sammen eller går alene rundt fra sted til sted og formulerer i tankerne, hvad de oplever.
  - Hvorfor kan du ikke bare gøre det samme? spørger Ingvarsen. Lidt ligesom Oe gør. det er sådan en god bog.
  Invarsen mener "En privat sag" af Kenzaburo Oe. Den kan vi rigtig godt lide. Hovedpersonen, Bird, er ulykkelig, fordi hans nyfødte barn er vanskabt. På de første 50 sider får vi præsenteret hans kone, hans arbejde, svigerforældrene, en elskerinde og et alkoholproblem.
  Jeg ville aldrig skrive sådan en historie. Jeg ville ikke opdigte 10 personer og sætte dem i relation til hinanden og alde dem leve et liv. Jeg ville kun kende den del af hovedpersonen og hans omgangskreds, der handler om at hans barn er førdt med hjernebrok og skal dø om 1-2 dage.
  - Der er meget mere end det, siger Ingvarsen.
  - Selvfølgelig er der det, siger jeg. - Men hvordan kan en fortæller gå gennem en lang, lang histoire uden at gøre sig selv og fortællingen til en del af hovedpersonen? Hvordan kan Oe følges med Bird på 218 sider uden at smadre kronologien og være tro mopd den rystende historie, han fortæller? HVORFOR BRYDER TEKSTEN IKKE SAMMEN MED HOVEDPERSONEN?
  - Hvad med at stille dig på en stol og råbe det én gang mere, siger Ingavrsen. - Vi kunne næsten ikke høre dig.
  Jeg burde ikke alde mig provokere, men jeg kravler op på skrivebordet og gør det igen. Så er der også chance for at, at Stilling får skrevet det med store bogstaver.
  - HVORFOR BRYDER TEKSTEN IKKE SAMMEN MED HOVEDPERSONEN?
  - Tak, siger Ingvarsen - Var der mere?
  - Ja, hvorfor bliver fortælleren stående udenfor og kigger på?
  - Det gør han heller ikke. Han går ind og lever med Bird.
  - Ja, han giver ham sig selv, trækker på sig selv. Og han går ind i Birds hoved, læser hans tanker, mærker hans kropstemperatur, han begær, hans opkastninger. Det er utrolig flot og gribende.
  - Hvad er problemet så?
  - At det stadig er dette "udefra". selve fortællingen har ikke feber og kaster op og lander på gaden. Hvis jeg skulle om en mand, der skal se sit barn dø inde for to dage og som i øvrigt føler sit liv meningsløst, så ville jeg aldrig gøre det så smukt og sammenhængende og udtømmende. Blot det at skrive i datid (Alene hjemme er skrevet i nutid, dog! LB). Ingen oplevelse som man ser tilbage på, indeholder dette væld af detaljer og lange dialoger i kronologisk rækkefølge.
(...)
- Jeg er da nødt til at tale om det ufattelige fænomen en bog er! Det er fuldstændig ubegribeligt, at man som læser kan være med i en historie, der foregår på nogle papirark. man kan blive venner med nogle bogstaver og huske dem resten af sit liv. Det fantastisk, mirakuløst. En episk roman er en ubeskrivelig smuk og god opfindelse, men stadig en opfindelse. Ingen mennesker lever og reflekterer og bliver forstået som dem i en bog. de mindes og efterrrationaliserer, de danner metaforer og sammenhænge, de står midt i det dramatiske øjeblik og husker en masse godt baggrundsstof til læserne. Løgn er det.
  - Der er forskel på tanker i hovedet og tanker på papir. Forskel på liv og bog.
  - Ja, men hvorfor kan de ikke ligne hinanden mere? Hvorfor er en roman pr. definition den ordnede virkelighed? Hvorfor går Oe ikke i opløsning med sin person? hvad er det for en natur, denne roman, at den kan gøre en mands ulykke så perfekt i bogform? Hvordan har Oe og hans tekst overskud og vilje til at vække Bird om morgenen og få ham op ad trapperne til sit arbejde?
(...)
Men hvordan kan man mene, at alle romaner og noveller skal handle om vores fælles virkelighed? Hvorfor er Inger nede fra fabrikken på Falster mere interessant end sprogets møde med hende? Hvorfor skal hun ses gennem klart glas? Hvorfor er det så forfærdeligt, hvis sproget og det uudsigelige er en del af billedet, nogle gange, i nogle bøger?
 Hvorfor er ralisterne ikke lykkelige for, at der er nogen der skriver "surrealistisk" eler "upræcist" eller "usandsynligt". Så er de jo fri for at gøre det selv.

- nemlig! og det er jo dig der burde gøre det til stadighed, KH! kh