onsdag den 25. maj 2016

De 5 øverste opdateringer lige nu - Facebook Tidende spiser sig selv

Hvis en engelsktalende, hvid midaldrende businessmand begynder at tale til jer på Vesterbrogade og stille spørgsmål man ikke forstår pointen med, kan du lide at hjælpe, kender du forskellen på mind and brain, hvad fik du til morgenmad, kan du lide kontrol, kan jeg oplyse, at det er Scientology der har lagt en ny strategi for rekruttering. Efter en tid peger han på en Scientology-bygning på den anden side af gaden og spørger, som var det et romantisk ærinde, om han må invitere til en stresstest

Sommerens fedeste oplevelse: Kitesurf Camp i Portugal! Du skal da med!
EN KARAKTERDANNENDE OPLEVELSE: i 1979 som 15 årig var jeg til roskilde festival med min to år yngre lillebror uden forældre. på orange scene søndag morgen pustede greenpeace en stor plastikhval mens der blev holdt tale om at det var synd for hvalerne. foran scenen stod en lille flok punkerne og sang, meget højt, "now i wanna fuck your whale", til tonerne af "now i wanna be your dog". det optrin har jeg båret ved mit hjerte siden
Lea Marie Løppenthin updated her profile video.
10 mins ·

Om et par timer forsvinder jeg ind på et bibliotek med Harald Voetmann

Harald Voetmann i samtale med Lars Bukdahl

Forfatteren Harald Voetmann taler med litteraturanmelder Lars Bukdahl om sit forfatterskab, med udgangspunkt i sin seneste roman ”Syner og fristelser” fra 2015.
Romanen handler om benediktinermunken Othlo, der på sit sygeleje i klosterets sygesal svæver ind af ud af bevidsthed, mens han kæmper med syner og fristelser, der vil lede ham i fordærv. Kom og bliv klogere på Voetmanns arbejde i spændingsfeltet mellem historisk tankegods og moderne rationalitet.
Harald Voetman er uddannet på Forfatterskolen 1997-99 og har en BA i latin fra KU.

Tid: 25. maj 2016, kl. 16:15-17:15
Sted: Det Humanistiske Fakultetsbibliotek, Njalsgade 112
Arrangør: Det Humanistiske Fakultetsbibliotek 

Haralds seneste 4 opdateringer (Facebook Tidende kender ingen grænser):
Harald Voetmann shared Doctor Hielpeløs aff Græcken Land's videofeeling som en Bountybar i et lunt pissoir.



-2:06


Som en Bountybar i et lunt Pissoir: Doctor Hielpelös aff Græcken Land paa Struer Stats Gymnasium.
Comments
Peter Højrup
Peter Højrup Dr. Hielpeløs i X-Factor nu!

(Meget indforstået, hvis man ikke har fulgt diverse raserende litteraturdebatter.) Jeg er virkelig skeptisk overfor det, Claus Elholm Andersen sætter op som en vej ud af den danske litteraturs påståede dødvande: at den skal blive "omverdensfortolkende" og forholde sig mere konkret til "klima- og flygtningekrise og demokrati under beskydning" i en plotbaseret form, vel at mærke. Det handler altså om at finde farmors romanskabelon frem fra slagbænken og stoppe alle nutidens problemer ind i den, så den igen kan bryste sig af aktualitet. Det lyder som den perfekte opskrift på nedladende formidling, slet ikke som god litteratur. På den anden side lyder det som en litteratur, der ville være dejligt nem at forholde sig til som forsker. Ikke alt det bøvl med at skulle sidde og lede efter en eller anden 25-årigs eksistentielle ærinde i ordsalaten.
Gammel ægyptisk ritualtekst. Om natron og negleklipning og et øje, der spytter?

Harald Voetmann's photo.
Comments
Harald Voetmann
Harald Voetmann Jesper Wamsler, er det her en type opgave, I kan bruge på krydsordforlaget - find de manglende ord i det forvrøvlede oldtidsfragment?
Jesper Wamsler
Jesper Wamsler Glimrende idé. Måske man kunne krydre sådan en udgivelse med illustrationer i form af hieroglyfrebusser? Vi mangler sådan set bare en god titel...

Ekstra Bladet, for helvede ...

Enmandsbevægelsen for en konkretistisk Henrik S. Holck (Facebook Tidende uden ende)

A8 d6 v10 5g 8f h3 2p { & } ⏰


Henrik S. Holck Til Lars
 
Vi fg rt kl op æø qw zx,
9 7 5 3 og 1
2 + 2T
Oooo P

Unlike · Reply · 1 · 55 mins

tirsdag den 24. maj 2016

Lavalampefortolkning (Facebook Tidende fortsat)

Sirir Ranva Hjelm Jacobsen har en fin, tænksom opdatering om (Mette Høegs kritik (!) af) Cecilies Mit skrivebord-kommentar til og -foto af sin lavalampe:

"Ok, obs, alarm, vær beredt – det her er en meget lang og nørdet og ikke sygt gennemtænkt overvejelse om Cecilie Linds lavalampe og Mette Høegs kronik:
Da Selma Lagerlöf modtog nobelprisen i 1909, valgte hun at bygge sin tale op om en sød, lille personlig anekdote: en dagdrøm hun havde i toget på vej til prisoverrækkelsen om at søge råd hos sin gamle far i det hinsides. Det er tilsyneladende en lidt banal anekdote fra det virkelige (forfatter)liv. Men går man den efter, viser den sig at være én lang reference til de indledende scener i Jerusalem, hvor Ingmar Ingmarsson på samme vis – og med klare sammenfald på tekstplanet – dagdrømmer om at søge råd hos sin døde far. Forfatteren og teksten kan ikke så nemt adskilles. Lagerlöf taler til publikum ikke fra forfatterens domæne men fra værkets. Eller – hun værkgør sig selv.
Selma Lagerlöf arbejdede strategisk med sin forfatterpersona, og det fik på godt og ondt afgørende indflydelse på de dominerende læsninger af forfatterskabet. På den ene side frisatte den nøje konstruerede sagotant-persona Lagerlöf til at skrive om ting, der var tabu for kvindelige forfattere, uden at måtte gøre det fra en udsat / udstødt position. På den anden side lagde hun selv kimen til det væld af dovne og jævnthen dårlige biografiske læsninger, Lagerlöfforskningen har været plaget af. Hun banaliserede til en vis grad sig selv – men strategien rummede, som forfatterskabet jo vidner om, frisættelsen af et ret vildt kunstnerisk potentiale.
Mette Høeg er i sin kronik ude med riven efter en vis forfatters lavalampe, som optræder i Informations serie, Arbejdspladsen, om forfatteres skriverum. Høeg benytter lampen som eksempel på noget fra forfatterens domæne, der er uden for konteksten af det værk, som definerer ham/hende, og derfor uinteressant. Et konkret symbol på den dyrkelse af forfatteren frem for værket, der bidrager til en fordummende litterær kultur. Men lavalampen er Cecilie Linds. Hun har ”ønsket sig en, siden hun var lille”, den er på én gang ”ækel”, ”tryg” og ”noget plamageagtigt, som prøver at slippe ud”.
Høeg fremhæver, at skrivebordene i 'Arbejdspladsen' er kuraterede. Det rummer jo også, at Lind placerer lavalampen i billedet som tegn. For Høeg peger tegnet tomt på forfatteren. Men for mig peger det i lige så høj grad på nogle omdrejningspunkter i Linds litterære produktion ind til videre. Lavaen bevæger sig som Linds tekster; formens substans er sammenhæng, der skabes og genskabes fortløbende. Linds egen beskrivelse af lampen peger på to centrale temaer: undersøgelsen af det pigelige og den ulækre-og-betryggende spiseforstyrrelse. Også det skønne, dyrt købte maleri med de flossede kanter, der hænger over lampen, peger lige så meget ind i Linds litterære univers som på hendes private person.
Altså, det kan jo også bare være en lavalampe, som Lind synes er pæn og rar at se på. Men jeg læser Cecilie Lind som en forfatter, der arbejder strategisk med sin forfatterpersona og med overskridelser af de konventionelle grænser mellem litteratur og (forfatter)liv som kunstnerisk strategi. Ser man sådan på det, befinder lavalampen sig ikke nødvendigvis uden for konteksten af værket. Tværtimod indgår den i en kritisk – og i Linds tilfælde netop ret ”gennemtænkt, sammenhængende og relevant” kunstnerisk undersøgelse af noget i samtiden.
Der er, synes jeg, meget rigtigt i Høegs kritik af tendensen til forfatterdyrkelse. Men der er måske også en tendens til at underkende (unge) kvindelige forfatteres krops-og-persona-bundne litterære eksperimenter og udfordringer af værkgrænserne. Eller hvad?"

- Siris egen videregrublende kommentar nede i tråden til sin opdatering:

"(...)  pardon my rablen her, det er lidt med et halvt øje på lønarbejdet – ”det at noget forsøger at tage fysisk form” er vildt spændende, synes jeg. Og centralt hos Lind, måske især i værket Strunk, som konkret er sat i pigeværelset og hvor performance af det pigelige – performance som bl.a. selvskabelses- og selvopretholdelsesstrategi – er et centralt tema for skriften. Og når det er dét, er det jo ret oplagt at se på den lavalampe i det eksplicit pigelige rum, Lind har kurateret, og tænke: Hm. Gad vide, om hende Lind egentlig har gang i et projekt, der rækker ud over værket-som-skrift og faktisk netop handler om at investere sin krop i at problematisere, kritisere, undersøge visse rollers (man tør jo nærmest ikke sige identiteters) begrænsninger og potentialer? Faktisk overhovedet ”identitetens” begrænsninger og potentialer? Det spørgsmål stiller Høeg ikke. Hun stiller egentlig slet ikke spørgsmål. I stedet kategoriserer hun Linds værk som antitesen på gennemtænkt og relevant – og Lind som iscenesat/selviscenesættende på en måde, der skygger for værket. Men hvad – spørger jeg så – skygger egentlig for hvad her? Altså, min påstand er jo, at Lind taler fra værkets domæne, når hun taler om den lavalampe. Og jeg tror, at hun simpelthen læses mindre nysgerrigt end fx en Yahya Hassan, fordi hendes emnefelt – det pigelige – er lavstatus, og fordi forestillingen om at kvinder mimer og mænd skaber desværre stadig spøger i kulturen. Så når en Lind iscenesætter en lavalampe, bliver det bare ”sig selv” hun iscenesætter. Det kunstneriske projekt underkendes uden reel vurdering. Måske! Altså det er jo en overvejelse – ikke et anklageskrift."


Lysegrønt Lav

Nye UNGE medlemmer af bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav - og medansvarlige dermed for nomineringen af kandidater til Kritikerprisen:

Tobias Skiveren

Mikkel Krause Frantzen

Nicklas Freisleben Lund (suppelant)

Øvrige, GAMLE medlemmer: Kamilla Löfström (oldermand), Lars Bukdahl (kasserer), Nanna Goul (NY KULTURREDAKTØR PÅ WEEKENDAVISEN - TILLYKKE!), Marie-Louise Kjølbye

mandag den 23. maj 2016

Bedste debatmetafor ever

(fra opdatering af Rolf Sparre J (se den m.fl. i kommentaren)

rive den af på hinanden med et rivejern 

(fortsættes, jeg skal til generalforsamling i Kritikerlavet ....) 

 - men sjovt nok er det lige præcis i tråden under Rolfs opdatering, at de to værste kamphøner Caspar Eric og Søren K. Villemoes taler om ikke pænest så ordenligst og i hvert fald mest meningsfuldt til hinanden, kunne de ikke være startet dér?:

Søren K. Villemoes Bare rolig: Jeg hader ikke forfattere. Jeg har bare ikke behov for at gøre mig venner med forfattermiljøet. Det, synes jeg, man skal holde sig fra, hvis man fra tid til anden redigerer et bogtillæg. Og min respekt for dig, Caspar, er iøvrigt væsentligt forøget, efter du faktisk skrev dit iøvrigt redelige og hæderlige modsvar til Elholm. Tonen var hård i den tråd. Men nogle gange savner jeg også bare en smule forståelse for polemikeren. Vi polemikere bliver ofte automatisk kategoriseret som nogle, der kun skaber splid, ikke er nysgerrige og ikke gør folk klogere. Det er den klassiske højskoledanske Hal Koch-tradition, der taler her, hvor den lyttende samtale er vejen mod demokratiske løsninger og erkendelser. Det sidder dybt i den danske folkeånd at hylde det lyttende og samtalende og se ned på det kæmpende og konfliktprægede. Ting skal løses over en kop kaffe. Sådan er det herhjemme. Men der er jo brug for begge dele. Vi kan ikke alle sidde og dialoge den og samtale den hele tiden. Der skal også være et vist niveau af krig, kamp og konflikt for at markere uenigheder og positioner. Ellers bliver det for blodfattigt.

Caspar Eric
Caspar Eric men i forhold til polemik Søren, så er grunden til at jeg bliver så sur på dig, ikke at jeg synes du ikke må være polemisk, men: Jeg ER og vil gerne offentligt være meget kritisk over for ny dansk litteratur og institutioner, også dem jeg selv får penge af (kunstfonden, gyldendal), men når polemikken altid tager udgangspunkt i overfladiske fordomme, så føler jeg faktisk at det bremser min mulighed for at være polemisk på en saglig måde, fordi det hele bliver et spørgsmål om et OS/DEM som jeg ikke selv er med til at definere, men hele tiden får skudt i skoene. Jeg synes bare man skal kigge på de forskellige digtsamlinger/romaner i det nuværende litterære miljø for at se at nogle af os jo åbenlyst MÅ være GRUNDLÆGGENDE uenige om hvad kunst skal, og hvordan den skal være. Jeg er ret sikker på at hvis du spørger Signe Gjessing eller Theis Ørntoft, jamen så vil de synes at det jeg laver er noget lort. Ørntoft var både ude efter mig og Gjessing i et interview i Politiken ifbm. Digte 2014. Omvendt, som jeg sagtens kan skrive, fordi jeg flere gange har diskuteret det med Gjessing er jeg totalt uenig med hvad hun laver. Og det er et nemt og lille eksempel. Men disse ting findes. De bliver også diskuteret og er en del af en kamp. Dén kamp giver mig lyst til at lave bedre og bedre bøger, at gøre mit kunstsyn og mine bøger skarpere på hvad der er vigtigt at tale om. Det har jeg selv en fornemmelse af jeg bliver bedre til. Men det har ikke noget at gøre med dagbladskritik. (Begge mine digtsamlinger har i øvrigt fået 4 debutantagtige hjerter i Politiken)

søndag den 22. maj 2016

Den der leviterer sidst - om pizzaers betydningstyngde

Caspar Erics nedenstående opdatering har genereret  et utal af af mere eller mindre og meget idiotisk og hysteriske (ja, et kønne ord, et mandligt kønnet ord) tråde. Denne her handler om at læse et digt, dette af debutanten Maja Mittag: "hvis jeg dør snart/ vil jeg kunne identificeres ud fra:/ en række af skønhedspletter, der ligner cassiopeia/ operationsarrene på min mave/ et brændemærke fra domnio's på min venstre hånd/ brændemærkerne fra mine arme/ som jeg påstår også er fra domino's", som jeg citerer til sidst i min Blæksprutte i WA Bøger i fredags: 
Caspar Eric
Jeg kan for 0kr/timen på Face levere mere dybde i litteraturdebatten end det pt. føles som om Weekendavisen kan. Tænk hvis folk godt gad prøve på at lade som om at interessere sig for at være nuancerede og læsende i stedet for bare at citere dumme kategorier de ikke aner hvad betyder. Allesammen. Det er jer allesammen jeg mener. Dagbladskrisen er også jeres skyld.

Comments
Tue Andersen Nexø
Tue Andersen Nexø Hvem har nu skrevet noget dumt?

Lars Bukdahl
Caspar Eric
Caspar Eric Lars, jeg synes jo fx ikke at realisme er vigtig i sig selv. Jeg synes heller ikke jeg er Egholm (hedder han det) agtig ved at sige at meget af det poesi jeg læste tidligt, følte jeg mig underligt ekskluderet af. Jeg er enig i iøvrigt at hvis realisme er et krav, er det et krav der skal udfordres. Derudover synes jeg det lyder som om i din kritik af Maja Mittags digt, at hun selv tænker at pizza og Cassiopeia er poetiske eller kan være det. Det er påfaldende at du gør det synes jeg, ved at citere præcis et stykke der handler om fx selvskade og ar på en krop, men den eneste der bruger tid på den pizza er dig. Derudover så synes jeg at både dig og Tobias Skiveren skriver om new sincerity som en nem måde at sige ungt og overfladisk. En ting jeg er træt af ved velmenende kritik af kritik af navlepillende bøger fx, er at den hele tiden synes at sige: hvad med de her andre bøger. I stedet for at sige: også der hvor det navlepillende tilsyneladende findes, så findes det måske af en grund. Med vilje. Ikke som bieffekt som nogle gange sker, men som noget reelt vigtigt

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Caspar! Nu synes jeg måske snarere, at New Sincerity er en gammel ting, Lins debutsamling har 10 års jubilæum i år, eller måske bare En Ting, en stil- og form-ting med tilhørende mere eller mindre forordnet ting-indhold. Hvad angår Mittag-digtet, fatter jeg godt, hvad det handler om, det blinker det rimeligt tykt (og, med mit ord fra avisen, klodset - hvorfor ikke bare sige det lige ud, det troede jeg sincerityen gik ud på); mit pizza- og Cassiopeia-problem med digtet (og digtsamlingen - som det parallelt er med Sofie Diemers langt ringere Gyldendal-debut) er, at pizza klichéagtigt skal signalere realisme og Cassiopeia klichéagtigt skal signalere poesi (dér er du som pizza-digter og fx Signe Gjessing som stjernedigter helt anderledes spilfærdige i og med jeres inventar). Og så fuckes da lige præcis det "vigtige" selvskade-motiv op på mest håbløst litterære facon. Guderne skal vide, at jeg er helt med på navlebeskuen (jfr. min evige ros af dig) som lige så vigtigt som al mulig anden ydre og indre og himmelvendt beskuen, men altså, altså, altså, den kunstneriske kvalifikation må da for helvede ligge i formen med hvilken, ellers kan du i morgen modtage 5 ton VIGTIG poesi fra Hvedekorns afslagsbunke.

Caspar Eric
Caspar Eric Jamen L, på en måde er jeg jo fuldstændig enig i de ting der står her. Bortset fra hvorvidt Lin er new sincerity (han er forløber til dét som langt mere stiliseret og derfor ofte irriterende ikke selvtvivlende. Er stadig ikke enig i pizza-forbeholdet hos Mittag. Slet ikke i den scene. Cassiopeia signalerer ikke klassisk poesi eller whatever. Det signalerer intet. Det er bare noget noget andet kan ligne (og som ANDRE vil identificere det som). At digtet ikke siger det ligeud-nok er jeg også uenig i. Jeg er osse og det er det der er vigtigt: uenig i at Majas bog er en new sincerity bog. Pizza SKAL iøvrigt ikke signalere realisme. Jeg tror vi er enige om at det ofte bliver et popmarkørværktøj, men Mittags jeg er et Dominoarbejdende jeg.

Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Virker som om din og Sørens hadefest er stilnet af ... Back to poetry. Jeg synes, du naiviserer både digtet og digteren kriminelt. Alt er stil og alt er valg, Selvfølgelig er Cassiopeia ikke en vilkårlig hvad som helst-sammenligning, der kunne være blevet sammenlignet med 1.000 andre ting, der sammenlignes med en stjerneformation, det betyder. Og selvfølgelig er Donimo's-linket heller ikke uskyldigt, bare fordi digterjeget arbejder dér (at digteren også har gjort det, nævnes, endnu mindre uskyldigt, i pressemeddelelsen), det betyder også. Og især i sådan et liste- eller parade-agtigt digt: skønhedspletter = Cassiopeia + operationsar + brændemærke fra Domino's + brændemærker fra underforstået selvskade. Det er jo ikke en "naturlig" "realistisk" liste, den insisterer tungt på hvert element og dets betydning. I det hele taget er hele set-up'et ekstremt retorisk/litterært: hvis jeg døde kunne jeg identificeres ved ... og det samme er slutningens intimiderende quiz-patos: "som jeg påstår", hvis I forstår, hvad jeg mener, nudge, nudge!?. Det vil så frygtelig gerne være et godt og rørende digt, og derfor bliver det det ikke.

Lars-Emil Woetmann Nielsen
Lars-Emil Woetmann Nielsen Det rørende lyder som noget sentimentalt noget, det vil det ikke være, modus er mere kold og lakonisk, sådan læser jeg det i alle tilfælde.

Lars-Emil Woetmann Nielsen
Lars-Emil Woetmann Nielsen Ved ikke hvad vil være godt digt betyder, det pynter sig da ikke med oppustet billedsprog som digte der gerne 'vil være gode' har det med at gøre.

Mads Eslund
Mads Eslund
Mads Eslund sømilspizzaen

- 2 kommentarer udenfor tråd til Lars-Emil Woetmanns 2 kommentarer kunne være: 

Den vådeste sentimentalitet er hårdkogthed (i digtet accentueres hårdkogtheden som sentimentalitet af den fikse dækning af selvskaden, det jeg kalder quiz-patos ovenfor). 

Det villede gode digt kan jo ville være alle mulige slags digte, også "koldt og lakonisk"

THIS JUST IN:

   
Caspar Eric
May 22 at 10:56am
Lars, jeg vil først lige sige at jeg synes det er fejt, at kalde det ''min og sørens hadefest'' - som om jeg skulle finde lyst i at forsvare mig mod personlige hånlige angreb. Det gør jeg ikke. nu om new sincerity: mit problem med at bruge det udgangspunkt for at læse Mittag (og andres digte) er at man investerer dem med en intention om oprigtighed. Jeg tror, fx i Mittags tilfælde, at det ville være mere givtigt at kalde det noget i retning af ''stenet melankoli''. Teksterne arbejder med en stenet melankoli, og den stemning er knyttet både til forventninger om ''den gode poesi'' og ''det gode liv''. På den måde vil den stenede melankoli måske udfordre begge kategorier, eller man kan sige, at den forsøger. Jeg tror netop ikke den stenede melankoli nødvendigvis arbejder med realisme. Hvis new sincerity har noget med realisme at gøre, så har Tao Lin ALDRIG været realist. Måske en smule i Shoplifting, men alle de andre bøger har forskellige grader af en art postmoderne magisk realisme. Et andet problem ved cirkulationen af ''new sincerity'' begrebet er, at kritikere/anmeldere igen og igen (mig selv inklusiv ind imellem) siger at det kunne være ''det der bliver kaldt new sincerity''. Men det kvalificeres aldrig. Det kvalificeres aldrig hvor det er, og på hvilket grundlag at noget er blevet kaldt new sincerity. Det vil altså sige at der bare er et begreb som bliver cirkuleret igen og igen, og hver gang det cirkuleres forstærkes denne her myte om, at det skulle handle særligt om at foretrække popinventar. Det tror jeg er en farlig måde at læse på. For spørgsmålet er jo hvorfor det foretrækker popinventar. Lige så lidt som du synes at det er skyldigt at jeget hos Mittag arbejder på Dominos og derfor skriver om pizza, jamen så må man jo spørge: ville det være bedre hvis jeget arbejdede i en boghandel. Nej, det synes jeg i hvert fald ikke. Pizza er en popting, men det er også første gang vi ser pizzaen koblet til arbejde. Et arbejde der sætter mærker. Når du så samtidig skriver at digtet ikke siger tingene lige ud, jamen så gør det jo netop det: Det taler om ikke at tale om det, samtidigt med at det taler om smerten så tydeligt jeget kan. Så kan man synes det er fedt eller ufedt. Men tykt er det jo ikke. Det er bare ikke en bekendelse. Jeg ved ikke om det frygtelig gerne vil være et godt og rørende digt. Jeg synes det er værre med digte der lader som om at de ikke vil være gode og rørende. Hvis det endelig skal være. I begyndelsen i Skandinavien især og i USA har deadpan været et opgør med en højstemt melankoli. Jeg tænker at Mittags bog er te forsøg på, inde i popuniverset, at insistere på at bringe noget af højstemtheden og patossen tilbage. Det er ikke et kunstsyn jeg nødvendigvis er enig i. Men jeg kan godt synes at det er noget som JEG ØVER MIG I AT VÆRE GLAD er ret konsekvent omkring. Jeg har det i øvrigt fint med at du er lunken/afvisende over for At stjæle fra American Apparel. Men jeg synes grundlæggende at det var/er (da jeg skrev status) et problem for bogtillæg som WA at de her skjulte kategorier om skønhed og bestemt ''rørende men ikke forsøgt rørende'' cirkuleres uden kritisk at forholde sig til det. Det samme når (Det her er bare en til alle agtig kommentar) Tobias Skiveren skriver at måske er jeg new sincerity-agtig, men hvad med de her andre forfattere..... så legitimerer han Elholms kritik og siger, vidst nok, indirekte, at nogle af Elholms kritikpunkter skulle passe på Nike eller Det nemme og det ensomme eller hvad. At de to bøger skulle være særlig sætnings/formoptagede/fortættede har jeg svært ved at se. Jeg har selvfølgelig også svært ved at se at de ikke er helt vildt gode