Så med et var der en der sagde pist,
jeg kan se på dig at du er sadist!
Du sku' ta' og gøre lissom Passolini,
et almindeligt knald er der ikke meget grin i:
SMÆK! Smid dine hæmninger væk!
Prøv at være lidt fræk! Smæk hinanden!
SMÆK!
- fra Troels Triers og Røde Mors "Smæk"
(citeret efter hukommelsen)
BART: Man skulle gøre ligesom Pasolini - støve en eller anden fascistisk bøsse op, som kunne myrde én.
KER: Man bliver aldrig slået ihjel, hvis man gerne vil. Morderne kan mærke det og synes, det er alt for let. de kan mærke det på lugten, de indånder det.
- fra Lars Noréns Trio til tidens ophør, oversat af Mikkel Thykier
onsdag den 19. juni 2013
Blæksprutten er en filurkat er en ulv
Peter Belli fylder 70 i dag, tillykke til den funky og flerarmede ulv
Voxentypologi
Wonderlandvæsenerne er voxne (stavet med x som i min børnemagtsbarndom), de kan organiseres i følgende slags, det kan virkelige voxne også:
stressede, underdanige voxne
(fx kaninen)
arrogante, indbildske voxne
(fx kålormen)
1 arrogant, indbildsk, magtsyg voxen
(hjerter dronning)
gale voxne
(fx hattemageren)
tragikomiske, patetiske voxne
(fx den forlorne skildpadde)
1 solidarisk, men ironisk og og drillesyg voxen
(filurkatten)
stressede, underdanige voxne
(fx kaninen)
arrogante, indbildske voxne
(fx kålormen)
1 arrogant, indbildsk, magtsyg voxen
(hjerter dronning)
gale voxne
(fx hattemageren)
tragikomiske, patetiske voxne
(fx den forlorne skildpadde)
1 solidarisk, men ironisk og og drillesyg voxen
(filurkatten)
tirsdag den 18. juni 2013
Emmas 5 yndlingsting i verden
Nu jeg summarisk dissede de (primært, hvis de dog bare var udelukkende) tegnede blogs StineStregen og Marens Blog i fredagens WA-kommentar, vil jeg gerne rose Emma Perrins nystartede tegneblog Serierier, hun tegner og (anti)vitser genuint poetisk melankolsk, blandt de genkommende væsener er sorte får og ADHD-bier - jeg anmeldte i går hendes meget herligt skrumlede debutbog ... noget .. til WA Bøger, og her er hun med en liste over yndlingsting:
Vi er alle bowlerproducenter
Fandt på ordet
idiom-idioter
om de personer og væsener i Alice-bøgerne, der er født af en talemåde, en vending, et idiom,
for eksempel jo
mad as a hatter,
og tænkte, at det er vi allesammen,
men måske ikke den samme idiom-idiot hver dag,
i dag er jeg en skrædder i helvede,
syr opflammende smokinger på samlebånd.
idiom-idioter
om de personer og væsener i Alice-bøgerne, der er født af en talemåde, en vending, et idiom,
for eksempel jo
mad as a hatter,
og tænkte, at det er vi allesammen,
men måske ikke den samme idiom-idiot hver dag,
i dag er jeg en skrædder i helvede,
syr opflammende smokinger på samlebånd.
Alice forener rødbeder!
For et par år siden holdte jeg foredrag om Alice in Wonderland for århusianske arkitektstuderende.
I dag holdt jeg oplæg om Alice for moderne dansere og koreografer og og en musiker og en scenograf fra danseteatret Uppercut (der planlægger en Alice-forestilling).
Hvem bliver de næste jeg skal fortælle om "verdens bedste børnebog" (citat Cykelmyggen Egon, Danmarks bedste børnebog - men Alice er jo bare verdens bedste bog som sådan)?
Windsurfere?
Brandmænd?
Helikopterpiloter?
Muldvarpe?
I dag holdt jeg oplæg om Alice for moderne dansere og koreografer og og en musiker og en scenograf fra danseteatret Uppercut (der planlægger en Alice-forestilling).
Hvem bliver de næste jeg skal fortælle om "verdens bedste børnebog" (citat Cykelmyggen Egon, Danmarks bedste børnebog - men Alice er jo bare verdens bedste bog som sådan)?
Windsurfere?
Brandmænd?
Helikopterpiloter?
Muldvarpe?
Tue har ret om Bue
Tue Andersen Nexø skriver i kommentar til posten nedenfor:
Det er da en mærkelig kritik af Lars S, især når den er koblet med din kritik af Svendsen. Svendsen skal ikke tage hensyn til hvor han skriver; Lars må ikke glemme, at han skriver i en avis. Svendsen må ikke være genre- og situationsfølsom; Lars må ikke lade være. Lars S-anmeldelsen er da fin - men selvfølgelig ikke behagelig for forfatteren - fordi den diskuterer og afviser på et principielt niveau. Den handler om, hvad god litteratur er. Den handler om, hvad god litteratur kan være lige nu, og ikke bare om netop en bog. Hvilket i mine øjne er den bedste tænkelige måde at skrive om bøger, man ikke bryder sig om. Jeg ville savne anmeldelsen. Er det ikke nok?
Jo, selvfølgelig er det nok. Og det er noget fis, når jeg siger, at anmeldelsen slet ikke burde være skrevet. At jeg betragter Bue P. Peitersen som en vigtig digter burde da, for mig, være rigelig god grund til, at Skinnebach bruger kræfter og plads på at anmelde ham. Og du har også ret i, Tue, at anmeldelsen er et principielt opgør, med udgangspunkt i konkret kritik, af en særlig form for avvantgard(ism)e - og hvad kan man ønske sig mere? Jeg tror bare, jeg dér sent i går - jeg ville bare kommentere på Erik Svendsen, og så tjekkede jeg lige som overspringshandling, om LS havde skrevet noget nyt - blev spontant ked af at se en ny yndlingsdigter, der er så godt som uanmeldt i aviserne, ud over WA, blive så ekstensivt gennemtævet; jeg havde foretrukket, at Bue havde være en tydeligere poet, før han blev forsøgt visket ud som irrelevant, patetisk nok. Og så foretrækker jeg bare på mine gamle dage en forholdsmæssighed - som jeg ikke altid selv følger I know - mellem anmeldelseslængde og litterær fremragendehed, skriv langt om det, der er godt, og kort om, det, der er dårligt, men her er jeg måske også bare jaloux, fordi jeg er tvunget til at skrive kort om det, der er meget småt og meget godt, selvom det sagtens kan være lige så godt eller bedre end det, der er langt og godt, og som jeg heller ikke altid får lov til at skrive langt om; jeg ville aldrig få lov til at skrive en god anmeldelse af Bues bog, der lige så lang som Skinnebachs dårlige anmeldelse, suk!
Jeg har et problem med Erik Svendsen genre- og situationsfølsomhed, men jeg tror ikke, jeg har et problem med Skinnebachs ufølsomhed; jeg konstaterer bare, at det ikke ser ud som om, at han tager hensyn til, at han skriver i JP, og at det er lidt pudsigt, at en så politisk (herunder jo ikke mindst klimamæssig - alle de svenske skove!) og situationelt sensitiv digter slet ikke forholder sig til den (medie/litteratur)politiske situation. Men eftersom ufølsomhed og hensynsløshed givetvis resulterer i bedre anmeldelser end følsomhed og hensynsfuldhed, er det da bare fedt nok, at det er sådan - og at vi er enkelte kærnelæsere af ikke JP, men Lars Skinnebach, der har adgang til Infomedia!
Det er da en mærkelig kritik af Lars S, især når den er koblet med din kritik af Svendsen. Svendsen skal ikke tage hensyn til hvor han skriver; Lars må ikke glemme, at han skriver i en avis. Svendsen må ikke være genre- og situationsfølsom; Lars må ikke lade være. Lars S-anmeldelsen er da fin - men selvfølgelig ikke behagelig for forfatteren - fordi den diskuterer og afviser på et principielt niveau. Den handler om, hvad god litteratur er. Den handler om, hvad god litteratur kan være lige nu, og ikke bare om netop en bog. Hvilket i mine øjne er den bedste tænkelige måde at skrive om bøger, man ikke bryder sig om. Jeg ville savne anmeldelsen. Er det ikke nok?
Jo, selvfølgelig er det nok. Og det er noget fis, når jeg siger, at anmeldelsen slet ikke burde være skrevet. At jeg betragter Bue P. Peitersen som en vigtig digter burde da, for mig, være rigelig god grund til, at Skinnebach bruger kræfter og plads på at anmelde ham. Og du har også ret i, Tue, at anmeldelsen er et principielt opgør, med udgangspunkt i konkret kritik, af en særlig form for avvantgard(ism)e - og hvad kan man ønske sig mere? Jeg tror bare, jeg dér sent i går - jeg ville bare kommentere på Erik Svendsen, og så tjekkede jeg lige som overspringshandling, om LS havde skrevet noget nyt - blev spontant ked af at se en ny yndlingsdigter, der er så godt som uanmeldt i aviserne, ud over WA, blive så ekstensivt gennemtævet; jeg havde foretrukket, at Bue havde være en tydeligere poet, før han blev forsøgt visket ud som irrelevant, patetisk nok. Og så foretrækker jeg bare på mine gamle dage en forholdsmæssighed - som jeg ikke altid selv følger I know - mellem anmeldelseslængde og litterær fremragendehed, skriv langt om det, der er godt, og kort om, det, der er dårligt, men her er jeg måske også bare jaloux, fordi jeg er tvunget til at skrive kort om det, der er meget småt og meget godt, selvom det sagtens kan være lige så godt eller bedre end det, der er langt og godt, og som jeg heller ikke altid får lov til at skrive langt om; jeg ville aldrig få lov til at skrive en god anmeldelse af Bues bog, der lige så lang som Skinnebachs dårlige anmeldelse, suk!
Jeg har et problem med Erik Svendsen genre- og situationsfølsomhed, men jeg tror ikke, jeg har et problem med Skinnebachs ufølsomhed; jeg konstaterer bare, at det ikke ser ud som om, at han tager hensyn til, at han skriver i JP, og at det er lidt pudsigt, at en så politisk (herunder jo ikke mindst klimamæssig - alle de svenske skove!) og situationelt sensitiv digter slet ikke forholder sig til den (medie/litteratur)politiske situation. Men eftersom ufølsomhed og hensynsløshed givetvis resulterer i bedre anmeldelser end følsomhed og hensynsfuldhed, er det da bare fedt nok, at det er sådan - og at vi er enkelte kærnelæsere af ikke JP, men Lars Skinnebach, der har adgang til Infomedia!
Overskriften sælger sig dårligt ved at nævne Erik Svendsen
Apropos 1 stjerne (nede i min kommentar til sidste blogpost) og Jyllands-Posten, så giver Lars Skinnebach 1 stjerne til Bue P. Peitersens (selvbevidst) hyper-nysselige digthæfte It's i sin JP-anmeldelse nr. 2 (det må da også være mere fascistisk end, at en JP-redaktør mener, at en forfatter, der truer mig tæsk skal boykottes og politianmeldes: at rent faktisk anmelde for JP!?), en næsten Skyumsk overflødig grusom anmeldelse: hvis man mener, at et selvudgivet hæfte som It's er så helt utroligt ringe, så lad da være at anmelde det eller i det mindste lad være at anmelde det så langt; hvem ville savne anmeldelsen? det ville ikke engang digteren, eftersom han ikke kan forventes at forvente den, der er (endnu) ikke andre end mig (og nogle digterkolleger, men de tæller jo ikke, rent kanonisk), der mener, at Bue er en stærk og vigtig digter i og med hans "pussenussethed".
I min baglæns læsning af Spring-nummeret om anmelderi nåede jeg frem eller tilbage til Erik Svendsen artikel "Litteraturkritik - en truet art" og opgav derpå, midlertidigt, ævred (Mathilde Walter Clarks artikel sprang jeg over, den havde jeg læst et par gange før, Johannes Riis og som sagt Mikkel Zangenberg gentager også sig selv, Peter Nielsens bidrag kan jeg allerede ikke huske, mens John Chr. Jørgensen velgørende nøgternt skriver om inhabilitet). Grådkvalt besværger Svendsen sit årelange martyrium som dannet, progressiv JP-anmelder - interessant at se, om Skinnebach tager udfordringen op eller ignorerer den eller bare ikke anerkender den, lige nu prøver han at agere en kombi af Skyum og Poul Borum, det har jeg alle dage også prøvet på og kan derfor kun gå ind for. Den dér strategi - og nu taler jeg om Svendsen igen - med at skrive sig dummere og/eller den dumhed at skrive strategisk finder jeg beskæmmende for en kritiker, både i princippet og i praksis - men jeg er så heller ikke sikker på, at jeg ville gide skrive for Jyllands-Posten: én ting er at skrive digtsamlinger for ingen, hvilket jeg åbenbart heller ikke gør længere, selvom jeg burde (have lyst til det), men at skrive i en avis for ingen, det har jeg gjort én gang, og det er for alvor meningsløst, i hvert fald i længden (= 8 lange år). Nå, Svendsen klynker, in real time:
Det er en kendsgerning, at avislæsere er noget af det mest konservative, der findes. Ergo må man differentiere mellem de forskellige avisers kernelæsere. For nu at tage et par klare forskelle: Politikens læsere har ikke mange fællestræk med Jyllands-Postens, der igen ikke har så mange fællestræk med Kristeligt Dagblads. Med andre ord: også en litteraturanmelder må kende Bourdieus distinktions-sociologi og have den in mente i litteraturformidlingen.
Repolitiseringen af den danske dagspresse mærkes ikke synderligt på anmelderstoffet - men den kan spille ind i forhold til konkrete avis' læserprofil. det er helt afgørende om de holdninger og det livssyn en bog og en anmelder måtte have samstemmer med den konkrete avis' typiske læser eller ej. Det er en langt større faglig og politisk udfordring at skrive til et publikum, som anmelderen ikke er på linje med, end det er at skrive til læsere, som man på forhånd er på bølgelængde med. Amen.
Skammen, oh, skammen, ved at rapportere til det mørke Jylland fra Sortedammen.
I min baglæns læsning af Spring-nummeret om anmelderi nåede jeg frem eller tilbage til Erik Svendsen artikel "Litteraturkritik - en truet art" og opgav derpå, midlertidigt, ævred (Mathilde Walter Clarks artikel sprang jeg over, den havde jeg læst et par gange før, Johannes Riis og som sagt Mikkel Zangenberg gentager også sig selv, Peter Nielsens bidrag kan jeg allerede ikke huske, mens John Chr. Jørgensen velgørende nøgternt skriver om inhabilitet). Grådkvalt besværger Svendsen sit årelange martyrium som dannet, progressiv JP-anmelder - interessant at se, om Skinnebach tager udfordringen op eller ignorerer den eller bare ikke anerkender den, lige nu prøver han at agere en kombi af Skyum og Poul Borum, det har jeg alle dage også prøvet på og kan derfor kun gå ind for. Den dér strategi - og nu taler jeg om Svendsen igen - med at skrive sig dummere og/eller den dumhed at skrive strategisk finder jeg beskæmmende for en kritiker, både i princippet og i praksis - men jeg er så heller ikke sikker på, at jeg ville gide skrive for Jyllands-Posten: én ting er at skrive digtsamlinger for ingen, hvilket jeg åbenbart heller ikke gør længere, selvom jeg burde (have lyst til det), men at skrive i en avis for ingen, det har jeg gjort én gang, og det er for alvor meningsløst, i hvert fald i længden (= 8 lange år). Nå, Svendsen klynker, in real time:
Det er en kendsgerning, at avislæsere er noget af det mest konservative, der findes. Ergo må man differentiere mellem de forskellige avisers kernelæsere. For nu at tage et par klare forskelle: Politikens læsere har ikke mange fællestræk med Jyllands-Postens, der igen ikke har så mange fællestræk med Kristeligt Dagblads. Med andre ord: også en litteraturanmelder må kende Bourdieus distinktions-sociologi og have den in mente i litteraturformidlingen.
Repolitiseringen af den danske dagspresse mærkes ikke synderligt på anmelderstoffet - men den kan spille ind i forhold til konkrete avis' læserprofil. det er helt afgørende om de holdninger og det livssyn en bog og en anmelder måtte have samstemmer med den konkrete avis' typiske læser eller ej. Det er en langt større faglig og politisk udfordring at skrive til et publikum, som anmelderen ikke er på linje med, end det er at skrive til læsere, som man på forhånd er på bølgelængde med. Amen.
Skammen, oh, skammen, ved at rapportere til det mørke Jylland fra Sortedammen.
mandag den 17. juni 2013
Overskriften er noget med Ib Michael
Den eneste nyhed i Ib Michaels selvretfærdigt tvære "note" (før min egen irriterede parentes) til Kristian Himmelstrups irriterende patroniserende artikel om den åndssvage fejde, "Agurketid", i det meget lidt ophidsende (jeg faldt decideret i søvn under læsningen af Mikkel Zangenbergs artikel om en kritikerskole, et af flere genbrugsprodukter) anmelderi-nummer, nr. 33, af tidsskriftet Spring er, at han fremfører det synspunkt, at jeg, det risskovianske amanuensisghettobarn, lugter morgenfascistisk af Dansk Folkeparti og Anders Fogh:
Som sagt finder jeg hele affæren (og det handler ikke om den enkelte tekst, men om konteksten) interessant ud fra et litteraturhistorisk synspunkt, og en dag tror jeg også den vil blive gjort til genstand for en mere dybtgående undersøgelse, som inkluderer tidsånd, værdikamp og det politiske sysemskifte under Fogh-regeringen. Det er ikke tilfældigt, at kravet om boykot- og politianmeldelse blev rejst af en kulturjournalist på JP, og omgående støttet af Dansk Folkepartis daværende kulturordfører. Fine venner Bukdahl har. Af alle anmeldertyper er den fallerede kunstner den værste.
Excuse me! Hvilken ikke-tilfældighed? Når jeg gennem årene har kritiseret den progressive guerillaforfatter Ib Michaels skrifter har det været med den hemmelige, reaktionære dagsorden, at provokere ham til at true mig med tæsk og dermed give reaktionen mulighed for at få opfyldt deres hede drøm om boykot og politianmeldelse (noget jeg aldrig gik ind for - det eneste krav, jeg i sin tid formulerede, var vistnok, at Gyldendal (hvis hjemmeside huser IM's Forfatterside) eller IM trak voldstruslen tilbage; det er stadig ikke sket))? Really? Seriously? Det er mere rimeligt at håne Dan Turèll for at være Pia Kjæsgaards yndlingsforfatter. Det er for fanden Ib Michael, der slutter op om Anders Foghs populistiske hetz mod smagsdommere i den dér gamle nytårstale; det er liberalismen, der ikke tåler eller forstår kritik af succesfulde kulturprodukter som nu fx Ib Michael og hans (gamle) romaner, og med åbne arme velkommer den fade, lalleglade (ofte reelt korrumperede) net-(anti-)kritik, som også IM er så begejstret for. Åh, for fanden, Mik, nu har det igen slået klik!
Som sagt finder jeg hele affæren (og det handler ikke om den enkelte tekst, men om konteksten) interessant ud fra et litteraturhistorisk synspunkt, og en dag tror jeg også den vil blive gjort til genstand for en mere dybtgående undersøgelse, som inkluderer tidsånd, værdikamp og det politiske sysemskifte under Fogh-regeringen. Det er ikke tilfældigt, at kravet om boykot- og politianmeldelse blev rejst af en kulturjournalist på JP, og omgående støttet af Dansk Folkepartis daværende kulturordfører. Fine venner Bukdahl har. Af alle anmeldertyper er den fallerede kunstner den værste.
Excuse me! Hvilken ikke-tilfældighed? Når jeg gennem årene har kritiseret den progressive guerillaforfatter Ib Michaels skrifter har det været med den hemmelige, reaktionære dagsorden, at provokere ham til at true mig med tæsk og dermed give reaktionen mulighed for at få opfyldt deres hede drøm om boykot og politianmeldelse (noget jeg aldrig gik ind for - det eneste krav, jeg i sin tid formulerede, var vistnok, at Gyldendal (hvis hjemmeside huser IM's Forfatterside) eller IM trak voldstruslen tilbage; det er stadig ikke sket))? Really? Seriously? Det er mere rimeligt at håne Dan Turèll for at være Pia Kjæsgaards yndlingsforfatter. Det er for fanden Ib Michael, der slutter op om Anders Foghs populistiske hetz mod smagsdommere i den dér gamle nytårstale; det er liberalismen, der ikke tåler eller forstår kritik af succesfulde kulturprodukter som nu fx Ib Michael og hans (gamle) romaner, og med åbne arme velkommer den fade, lalleglade (ofte reelt korrumperede) net-(anti-)kritik, som også IM er så begejstret for. Åh, for fanden, Mik, nu har det igen slået klik!
søndag den 16. juni 2013
For Silas Wegg (Our Mutual Friend er gratis e-bog)
dobbelt så hård
STRÆBEN
med et
TRÆBEN
men halvt så tung
RÆBEN
STRÆBEN
med et
TRÆBEN
men halvt så tung
RÆBEN
Frost er lun på Hassan
Okay, lidt pinligt, men højst fornøjeligt, vi blev i går forhindret i at deltage i midsommer-poesi i Møstings Hus af en veritabel fadølsbarrikade -
og småsensationelt: Lars Frost, misantropisk topprosaist, udtalte sig udelt, entydigt positivt om Hassan Preislers Brun mands byrde: Han kunne simpelthen godt lide bogen! Af et rent hjerte fandt han den velskrevet! Oprigtigt, uironisk var han læseglad!
og småsensationelt: Lars Frost, misantropisk topprosaist, udtalte sig udelt, entydigt positivt om Hassan Preislers Brun mands byrde: Han kunne simpelthen godt lide bogen! Af et rent hjerte fandt han den velskrevet! Oprigtigt, uironisk var han læseglad!
lørdag den 15. juni 2013
Tematiske striber
Det nye nummer 72 af det forunderlige tidsskrift (skrev først tidsskift og mener det også!) Pist Protta - fordi PP format/design/temamæssigt er er så ubændigt transformativt, kan Hvedekorn tillade sig at være så forbenet konservativt - er et STRIBENUMMER (de kaldet det selv et LINJENUMMER, men én mands linjer er en anden kvindes striber) med lutter hele konkrete striber, i flere farver, i flere slags teksturer, på flere lags papir, og man griber sig i at være genuint spændt på, hvilke striber, man møder på næste side, stribet suspense!
Abonner på:
Indlæg (Atom)
