torsdag den 24. april 2014

Bedre paneldebattitel til i morgen

HVAD
VED
HVID
(VI
TRÆKKER
VOD
(I
HVERT
FALD
ER
HVID
VÅD
(AF
BLÆK
DER
ER
BLACK
(SURT
FOR
HVID
IKKE
AT
VÆRE
SART
SOM
SORT,
SÆRT
NOK
(HVAD
SORT
SORT
TALER
HVID,
HVIS
SORT
TALER
HVIDT?)))))?

Litterær Hypnose mindes Ali Hamann

En af de hypnotisører, der har inspireret Litterær hypnose ved Blendstrup og Bukdahl, allermest, er Ali Hamann, der netop er død, 80 år gammel; som en hyldest til den stor søvndysser er her (resultatet af) hans afsluttende hypnose i Lars von Triers Epidemic, et hovedværk i hypnosekunsten eller kunsthypnosen:

txt.ville er en by nær dig



Der er den her meget proft hyperaktive litteraturfestival TXT.VILLE (Rasmus Halling har stået for dåben) skeende i dag og fredag og lørdag i Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, på Christanshavn; der er både filmforevisninger og koncerter og oplæsninger og paneldebatter og workshops (som det er smart at tilmelde sig); klik jer nysgerrigt gennem programmet, som var det Roskilde fuld af kendte og ukendte bands; jeg ved ikke hvormeget  min mega-nervøsitet over at skulle deltage i litterær racisme-debat fredag med bl.a. navnkundige Athena Farrokhzad tillader mig at overvære; her er en håndfuld lovende punkter (med indbyggede forårsbog-reklamer (Brygger! Løppenthin!)):

i dag

Tre teser om nordisk samtidslitteratur
Paneldebat ved tidsskrifterne Glänta [SE], Vagant [NO] & Kritik [DK] Tre tidskriftsredaktører fra Sverige, Norge og Danmark fremsætter hver deres tese om den nordiske samtidslitteratur.
Jenny Högström fra Glänta [SE] sammenstykker et billede af, hvad det vil sige at være “svensk i hovedet” – jf. den seneste tids litteraturdebat om bl.a. Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassan. Audun Lindholm fra Vagant [NO] diskuterer, om en litterær nordisme findes i dag, og hvordan det sidste årtis tværskandinaviske litterære udgivelsesprojekter har artet sig, og Elisabeth Friis fra Kritik [DK] forsøger at udpege forskellige økokritiske retninger i den nordiske samtidspoesi.
Hvert oplæg følges af fælles paneldiskussion.
16.30-18.00

fredag

#elit (NB. Worhshop)
Kan litteraturen gøre noget for nettet og omvendt? En undersøgende proces med tidsskriftet Slagtryk [DK], gæster og værker
Slagtryk laver et show i to dele, hvor internet og litteratur diskuteres.
I første del (10.00-11.15) vil der være værkpræsentationer af Individ i fællesskab af Christoffer og Troels Ugilt [DK], samtale med Victor Boy Lindholm [DK] om hans blog, diskussion med Glenn Christian [DK] om at være en forfatter uden internet-“identitet” og samtale med Bue P. Peitersen [DK] om DIY-tryk og blog.
Efter pausen (11.45-13.00) vil der være værkpræsentationer af Martin Glaz Serups [DK] SMS-digte, samtale med Ett av Sveriges Största Förlag og diskussion om litteraturformidling og internet med Martin Glaz Serup og Victor Boy Lindholm.
Under arrangementet vil der også være LIVE-skrivning med 10 forfattere. Forfatterne sidder rundt omkring i landet, og deres tekst publiceres løbende via slagtryk.dk og vises på storskærm.
10.00-11.15 + 11.45-13.00 

Hvorfor stoppe en fortælling? (workshop)

Læsekreds om Jesper Bryggers roman Silfo ved forlaget Virkelig [DK]
Jesper Brygger [DK] har skrevet en roman med titlen Silfo. Den tætte, energiske prosa følger en ung sort mand, Silfo, i Bruxelles. Han lever en udsat kældertilværelse i en kondemneret retssal i Palais de Justice sammen men en række andre brogede eksistenser. Fortællingen eskalerer, spændingen stiger, men så stopper den op, løfter ansigtet ud af historien og beskriver, hvad øjnene ser. Hvornår er det nødvendigt at stoppe en fortælling og hvorfor? Hvem kan skrive om hvem og hvordan? Er der en forhandling, og hvad er vilkårene herfor? I denne læsekreds får vi med udgangspunkt i et uddrag af Silfo mulighed for at diskutere disse spørgsmål med forfatteren, Jesper Brygger, selv.
Oplæg og ordstyring ved Virkelig, repræsenteret af Andreas Vermehren Holm og Peter Meedom.
11.45-13.00

Læsestrategier i Norden (workshop) 
Læsekreds om Lea Løppenthins Nervernes adresse ved tidsskriftet Trappe Tusind [DK]
Linea Maja Ernst [DK], Helena Fagertun [SE] og Ane Nydal [NO] læser Lea Løppenthins [DK] debutbog Nervenes adresse, der udkommer i maj på forlaget Gladiator. De tre læsere lægger for, hvorefter der åbnes op for en fælles undersøgelse af forskelle og muligheder i danske, norske og svenske læsninger samt udgangspunkter for ny kritik. Ordstyrer er Andreas Eckhardt-Læssøe fra Trappe Tusind.
11.45-13.00 

Strukturel racisme i litteraturdebatten 
Paneldebat ved TXT.VILLE Paneldebat med Athena Farrokhzad [SE], Maja Lee Langvad [DK], Lars Bukdahl [DK], Khashayar Naderehvandi [SE], Kamilla Löfström [DK] og Zoltan Ará [DK]. Ordstyrer: Pablo Llambías [DK].
16.15-18.00 

Oplæsning 
Præsenteret af Initiativet Donna Wood [DK] Initiativet Donna Wood arrangerer oplæsninger, hvor de inviterede får følgende opgave: Læs en andens tekst/tekster op, eller vælg én, som du gerne vil have til at læse din/dine tekster op. Én, hvis stemme du synes, det kunne være interessant at høre læse op af dit værk, eller en, hvis værk du gerne vil læse op af. Det kan være en hvilken som helst anden. Med den bevægelse/forskydning håber vi at lede opmærksomheden hen på forholdet mellem krop og tekst, for at blive ved med at undersøge og tale om det forhold.


Oplæserne annonceres ikke på forhånd.
21.00 

lørdag

At starte forlag
Workshop ved forlaget Aglaktuq [SE] Hvordan starter man et forlag? Hvordan driver man det? Og hvorfor gør man det? Redaktører fra tre nordiske forlag, Aglaktuq, Pelikanen [NO] og OVBIDAT [DK] taler med hinanden og workshoppens deltagere om at starte og drive et forlag, om de uafhængige forlags rolle i forhold til de store nordiske kæmper. Workshoppen handler om de praktiske aspekter af forlagsarbejdet, de principielle valg og de redaktionelle overvejelser. Alle er velkomne til at byde ind med erfaringer, overvejelser og idéer. 
11.45-13.00 

Fanzine-kultur
Workshop ved Susanne Christensen [NO] Kritikeren Susanne Christensen holder workshop om norsk fanzinehistorie med udgangspunkt i fanzinet Grønn Kylling (arbejdstitel). Med Riot Grrrl og Pussy Riot som eksempler vil workshoppen diskutere et internationalt perspektiv, der kan være med til at beskrive et medialt paradigmeskift mellem zine- og blogkultur, et før og et nu, på tværs af kulturelle kontekster fra USA til Rusland til Skandinavien.
11.45-13.00 

Ord i oprør 
Fra formel fornyelse til politisk oprør. Paneldebat ved Nordisk Netværk for Avantgardestudier [SE/NO/DK] I anledning af at bind 3 af The Cultural History of the Avantgarde in the Nordic Countries udkommer i løbet af 2014 inviterer Nordisk Netværk for Avantgardestudier til paneldebat under overskriften Ord i oprør. De deltagende er Tania Ørum [DK], Thomas Hvid Kromann [DK] og Audun Lindholm [NO], og diskussionen vil bl.a. kredse om de danske tidsskrifter ta’, ta’BOX og MAK samt det norske tidsskrift Profil.
14.00-15.45 

Oplæsning
Præsenteret af Ett av Sveriges Största Förlag [SE] Ett av Sveriges Största Förlag præsenterer en oplæsning med de unge forfattere Ingvild Lothe [NO], Elis Burrau [SE], Audun Mortensen [NO], Mira Gonzalez [US] og Moon Temple [US]. Oplæsningen vil i forlagets ånd bestå af en blanding af Skype-oplæsninger og traditionelle oplæsninger – for at gå på tværs, ikke bare af Norden og USA, men også på tværs af internettet og, hvad der, med et ungt begreb, kunne kaldes IRL. 
19.00-20.00

-vilde txt.dage ser det ud til! 

onsdag den 23. april 2014

På New Yorker må skribenten godt fortabe sig

i sin sætning; fra anmeldelse af John Updike-biografi ved Louis Menand:

Updike's identification with Berks County and its un-cosmopolitan ways - even after he graduated, summa cum laude, from Harvard, with a senior thesis on "No-Horatian Elements in Herrick's Echoes of Horaca, married a Radcliffe fine-arts major who was the daughter of a prominent Unitarian minister, spent a year at the Ruskin School of Drawing and Fine Arts, in Oxford, lived in New York City working as a Talk of the Town reporter, and moved to a Boston suburb, where he joined a crowd prosperous contemporaries who formed recorder ensembles and played volleyball on the beach . was crucial to deeply defened and fundementally spurious conception of himself as an ordinary middle-american guy.

Pludselig frygt ved redaktørskifte

HVAD NU HVIS JEG IKKE
LÆNGERE KAN FINDE UD 

AF AT SKRIVE PUNKTUMLØST
SYNTAKSFLETTENDE

(((PARANTESBLOMSTRENDE)))
LIXTALSINFLATORISK
UFORSTÅELIGT
I AVISEN !!!!!!!!! ??????????


(fra anmeldelse af Peter Højrups roman Under det kogende hav:

-->
Den kritiske fanden til forskel gør Højrup-jeg’ets – og her kommer et virkelig farligt ord – modenhed, i: han har erfaret mere og andet end litterær følsom forelskelse i litteratur og piger og sig selv, frem for alt sorg – over et barn, der døde – og ansvar – for familien, hustru-du + to børn, der lever. Og det er i hans traven omkring og atter omkring den post-ungdommelige virkelighed, han træder i skrift-karakter, Højrup-jeg’et, som en mut, selvkritisk (OG -ironisk), forgrublet, poetisk guttermand af en everyman (og modsat så mange digtertyper: handyman). Den rigtige parallel, også kvalitativt, er måske i virkeligheden Lone Hørslevs lige så familie-ophængte og løst ferie-organiserede Fjerne galakser er kedelige, 2005, og i stedet for at pludre sprudlende som humørsyge Hørslev destillerer Højrup ciselerende, illuminerer med omhu sin rugende muthed)

(fra Onsdag er død-klumme:

-->
Jeg kan sagtens forstå, at visse digtere derude synes, det er ret sygt at høre på lige netop mig klage min nød over at blive anmeldt, ud fra enhver objektiv betragtning fortjener jeg for min mine mange og grusomme og intrikate synders skyld at blive pulveriseret noget så eftertrykkeligt, hver dag, I know, I know, men jeg er, tro det eller lad være, kun et menneske, og for anden gang dette forår har jeg være så dum at bringe mig i den situation, at anmeldere, som i skuffende grad ikke er mig, lige nu sidder og fingererer ved en bog med min signatur på forsiden, vejer den på deres dertil indrettede (allerhøjest) sølvvægt og finder den for let eller tung, min første forårsbog var en børnebog, og der var frygten, om den overhovedet blev anmeldt, hvilket den også knap nok blev, denne gang er der tale om en monografi om en stor digter, der har fødselsdag denne fredag (og hvorfor skal mine bøger altid udkomme en fredag, side om side med klummen?), så den skal nok blive anmeldt, men af hvem?, og flere anmeldere er der så heller ikke at vælge imellem, bortset fra at jeg lige præcis ikke kan vælge selv, og der er nogen, jeg i den grad bare ikke orker at blive anmeldt af, lige meget om de er positive eller negative, det ultimative mareridt er faktisk, hvis de vælger at være positive, så jeg er tvunget til at være glad for deres anmeldelser, og jeg kan lige så godt sætte navne på, Mikkel Bruun Zangenberg og Erik Svendsen, og for at det ikke skal være løgn, står der atter onde ting om Erik Svendsen inde i bogen, ikke formuleret af mig, men af den store digter, og den slags har aldrig forhindret mig selv i at gå til biddet, så hvorfor skulle det forhindre Erik Svendsen, og jeg kan ligefrem høre ham sidde og fnyse i moustachen længere ude på Frederiksberg, mens han pirker til bogen med sin bløde lektorpegefinger, i denne følsomme fase, hvor bogen er kommet, men ikke udkommet, tager jeg den hele tiden op, som for at beskytte den, og bladrer lidt, og hver gang opdager jeg atter, at JEG KAN IKKE LÆSE MIN EGEN BOG, jeg er ude af stand til at falde ind i min egen normale, effektive læserytme, blikket går i slo-mo, det ryster og snubler, og snubler hele tiden over sproglige detaljer, der som regel ikke er egentlige fejl (selvom de også, grelt neonblinkende, kan dukke op), men bare formuleringer, som ikke er 100 % totalt og absolut elegante, men er man ude i at referere en roman eller gøre rede for en digtstruktur, er det altså også begrænset, hvor totalt og absolut elegant man kan te sig, desuden er og bliver mit slæbende, snublende selvlæseblik jo også vildt unaturligt, tænk hvis jeg skulle udsætte andres skrift for det, det ville ikke engang resultere i specielt onde anmeldelser, tror jeg, bare meget mærkelige anmeldelser, som brugte hele afsnit på at overveje, hvorvidt et komma på side 132 egentlig burde have været et kolon, og når jeg står og bladrer, paranoidt og beskyttende, savner jeg pludselig alle mine koloner: kom hjem til fars bog nu!)

søndagmandagtirsdag&onsdagsavisen

anl@weekendavisen     Højrup

anl@weekendavisen     onsdagggggg

anl@weekendavisen     Sternberg

anl@weekendavisen     MYLLE!

anl@weekendavisen     varsel

anl@weekendavisen     kiosk

anl@weekendavisen     + Frost

anl@weekendavisen    2. påskedag

Dudigt

Dy
dig,
du,
for
at

som
en
då,
der
alene
kender
mig
som
lille
De
og
dig
selv
som
do
dér

tirsdag den 22. april 2014

Jegdigt

Jog
eller
jag,
jeg,
det
er
altsammen
samme
jig*
in
the
jug**

* jig, (eng. 'danse, ryste', måske beslægtet med gige og gigue, dvs. vist opr. lydmalende ord), primært en britisk eller amerikansk spillemandsmelodi i tredelt takt (6/8-, 9/8- og sjældnere i 3/8- eller 12/8-takt), men historisk og nutidigt set også betegnelse for en dans udført til denne musik, ofte en solodans med steptrin eller andre prangende trin. Dansen jig er i USA til tider synonym med "clogging", som menes at være en blanding af irske, vestafrikanske og muligvis indianske steptrin. Hvad gruppedanse angår afslører betegnelsen jig ikke noget om dansens form, men kun at den danses til en melodi i jigtakt. Se også gigue.

**
rate
Definitionen af ​​ordet "jug":
rate 1. (abbreviation) Java User Group
rate 2. (radio) Large transmitting tubes, klystrons, magnetrons
rate 3. measure of beer served in a large glass jug
rate 4. prison or jail
rate 5. (crass) female breasts

mandag den 21. april 2014

Hudens tropefisk vs. hajens indvolde (myrer vs. myrer)

Poetisk tilgængelighed:

Et sted i verden er der nogen
der stikker en kniv i hajens bløde bug.
Et sted i verden glider digtene lydløst ud
som rødlige indvolde.

(begyndelsen på digtet "Et sted i verden III" i Katrine Marie Guldagers Et sted i verden (resten af digtet: "Og et sted i verden er skoven./ Et sted i skoven forlader tusinde myrer/ deres bitre hjem, fulde af skam/ bærende på iturevne blade/ iturevne lagner:/ Knuste drømme./ Den sorte vilje, stoltheden./ For nu gælder det:// Om at finde sted i verden./ Om at finde dén prik af ro resten hvirvler omkring./ Det punktum./ Det møde:/ Som ikke er døden/ bare minder om det"))

Poetisk utilgængelighed:

Digte, der presser sig ud gennem huden som tropiske fisk.

(slutningen på teksten "Lyskryds" i Katrine Marie Guldagers Styrt (resten af teksten: "Der er en grund, der er en hær af myrer og en, der æder sig ind i mørket: Langsomt, blindt åndedræt. Der er en grund, der er en hær af myrer og en, der rumsterer bag panelet: Der er græsstrå, der knirker i gården, under et træ, en frø, der skrider i mudderet på Åboulevarden og trækker bagbenet til sig: Der er en grund, der er en hær af myrer og en, der støjer under en fodgængerovergang: Der er ledninger, der vælter frem fra en syning i asfalten, et ord, der er skredet ud midt i en sætning:"))

Hvad rager tilgængelighed poesien?

Poesi kan og skal være helt uforståelig og helt enkel, og derfor, pga. både-og, kan jeg virkelig ikke udstå den populistisk positive VALORISERING af enkelhed, forståelighed, tydelighed, tilgængelighed i poesien, der foregår lige nu i anledning af poesiens pludselige opdukken på bestsellerlisterne. Det starter på en gliding scale - i Carsten Andersens Politiken-artikel om bestseller-poesi sidste tirsdag - mildt med bare en udpegning af ny tilgængelighed, først fra Forfatterskole-rektor Pablo Llambìas, der forsøger at bevare både-og-figuren midt tvangs-vinklingen, heroisk nok:

Forfatterskolens rektor, Pablo Llambias, synes, der var noget i gang i lyrikken, allerede før Yahya Hassan debuterede i oktober. Hans fornemmelse er samtidig, at digterne i dag er meget åbne i deres henvendelse til læserne.»Det handler ofte direkte og indirekte om relationer på mange planer, herunder samfundsmæssige. Der er mange politiske aspekter, der gør sig gældende, på både mikro-og makroniveau. Kunsten forekommer ikke alene at være for kunstens skyld, selv om der bestemt ikke er noget i vejen med det, den rækker også ud over den. Mod samfundet, mod os, hver især«. Pablo Llambias lægger også vægt på, at det ikke kun er digtene som sådan, der insisterer på samspillet med samfundet.Det gælder i lige så høj grad for mange af de unge digtere. »I dag spiller digterne som personer en vis rolle, idet de jo indgår i dette fællesskab.Der er en sammenhæng mellem kunsten, politikken og det liv, der leves.Der er mange af de unge digtere, der synes at betone denne sammenhæng i både tekst og ageren på f. eks. de sociale medier. Jeg mener, at de sociale medier spiller en rolle i den udvikling uden helt at kunne pege på hvordan. Men selvfølgelig også den økonomiske og økologiske krise. Vi er sammen om det hele. Det ses«, siger Llambias.

og så forlagsmand Hans-Henrik Schwab fra Lindhardt & Ringhof, der også vægrer sig mod at tilgængeligheds-valorisere:

»Det skyldes formentlig, at lyrikken i dag i højere grad kommunikerer med publikum. Teksterne er blevet mere tilgængelige.Man kan ikke sige, det er knækprosa, som vi så det i 1970' erne, men det minder alligevel lidt om den periode, hvor digtene havde en folkelig gennemslagskraft med forfattere som Vita Andersen, Kristen Bjørnkjær og i et vist omfang Dan Turèll. Jeg siger ikke dermed, at det ene er bedre end det andet, men deres digte handlede om noget genkendeligt«, siger Hans Henrik Schwab.

Men Katrine Marie Guldager, der udkommer på L&R nu om dage, har (vi er stadig i samme artikel) ingen problemer what so ever med at valorisere:

Katrine Marie Guldager troede længe, at hun måske var helt færdig med digtgenren, for hver gang hun tog tilløb til at skrive nye digte, skrev hun sig nogle steder hen, hvor hun mente, hun allerede havde været. I et par af sine tidligere digtsamlinger har hun også skrevet på en måde, som hun selv betegner som mere rasende og flerstemmig, så læsere kunne have svært ved at nå ind i teksten.
»I dag prøver jeg at gøre mine digte så enkle som muligt. Digte skal ikke være svære at forstå, så folk tror, at digte ikke er noget for dem. Der skal være plads til læseren, og det er der i de nye, enkle og mere afdæmpede digte, hvor læseren kan genkende noget. Måske er det også derfor, lyrikken er blevet mere populær igen, fordi digtene er begyndt at handle om noget. Se bare på Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof. De har haft stor succes, og det skyldes vel også, at mange læsere føler, at de taler direkte fra deres eget liv, og at det ikke bare er et kunstfærdigt ordkastel, men at det er digte, der vil sige læseren noget«, siger hun.

SKAL ikke være svære at forstå, SKAlL være plads til læseren, IKKE bare et kunstfærdigt ordkastel. Og hør så til sidst Mikkel Bruun Zangenberg (jeg troede, han var i bloody England!) i 5-hjerter-anmeldelsen af Katrine Guldagers digtsamling i Søndags-Politiken:

Guldagers digtkunst består i at skabe et rum, der på samme tid er demokratisk åbent og stilistisk forfinet. Guldager er ikke forbeholdt en lille klike, sproget er mundret, ordene velkendte, erfaringen almen: »Bare jeg ikke havde tømt det glas vin./Bare jeg ikke havde kastet mig ud i dén dans./Bare jeg ikke altid fortrød« - med sidste linje som et muntert svirp med den nihalede hen over al den ørkesløse fortrydelse.

Kan I se glidningen: Fra enkelhed/ åbenhed/ tilgængelighed som forklaring på poesi-popularitet til poetologisk krav om at digte ikke skal svære at forstå og "demokratisk åbent" som en kvalitet digte med og via mundret sprog, velkendte ord og almen erfaring kan roses for at "rumliggøre", og som står i modsætning til jo så udemokratisk uåben og snæver poesi, der er "forbeholdt en lille klike".

Nu er det faktisk svært at finde poesi, der er helt uforståelig, selv i Hvedekorn. Men det forholder sig så heldigvis sådan, at en af DK's førende lyddigtere, Jesper Elving har et bidrag med i det nye nummer, 1, 2014, her en af hans 8 spalter:

renso

gonok

pogo

tripne
snek
melto

neffel
gon
prón

nelpu

Det er jo rent obejtktivt næsten totalt uforståeligt, men er det også lukket? Det synes jeg jo ikke; jeg synes, en primær fedhed ved sådan et digt - ved siden af dets egensindige, personlige SKØNNE nonsensitet: jeg ville på 1 sekund kunne bestemme det som Elvingsk - netop er dets totale åbenhed for betydningsindlæsning: nelpu: et regnskovs-SOS. Hvor de Guldager-linjer, Zangenberg citerer, nok er ret totalt forståelige (hvis man er rudimentært poesi-trænet, i fx paradokser), men lukker sig pænt meget om sin (rutine-paradoksale) betydning. Og hvad er det for en trist idé om poetentielle læseres læse-potentiale, at sådan et digt er "forbeholdt en snæver elite". Det digt er for enhver, der har ÅBNE øjne i hovedet, eller i det læsende øjeblik orker at have det eller pludselig ikke kan lade være med at have det, blikkenslager såvel som statsminister såvel som lit.vid.-lektor, og jeg tror sgu faktisk ikke lid.vid.-lektoren nødvendigvis er den mest øjenåbne læser. Forskellen på de akademiske artikler,  som Zangenberg skal meritere sig ved at skrive, og (GODE) nonsensiske digte som Elvings, er, at den akademiske uforståelighed akkurat er snævert kodet til en akademisk klike, mens den poetiske ufortståelighed er for alle og enhver.

søndag den 20. april 2014

Læredigt om uduelighed

forfatterjeget
tåler kun et du
af egen tilvirkning,
fra eget spejlopdræt,
fra helt egen brillefarm

intet hader forfatterjeget mere
end et selvbestaltet du,
der kritiserer jegforfatteriet
fra eget spejlkabinet,
med egne sygekassebriller 

et selvbestaltet, kritiserende du
kan forfatterjeget kun forstå som
kritisk bestaltet bag duets ryg af
marionetværkende de-koncerner,
kaldet hvidhed fx eller smalhed

et du
er out,
når et jeg
ikke får sin
papegøje

lørdag den 19. april 2014

Hesselholdt læser jeg jo slet ikke endnu, jeg læser Højrup, der er lige så velsignelsesgivende skrivende (i sin forbandethed)

Fra den nye roman Island, der udkommer i næste og ligner et blomstrende indebrændt gennembrud:

Jeg ser ud af vinduet og under mig lyser en granskov så grøn, som kun en granskov kan være. Det må være Norge.
          tænkte jeg, og jeg som hader Norge, og altid har hadet Norge, fordi Norge på en måde er en karikatur af Danmark, men ikke en ondsindet karikatur, nærmere en tragisk. Norge er det bedste land i verden,
          tænkte jeg,
og det kan nordmændene slet ikke få nok af at fortælle sig selv og hinanden og alle andre, der gider at høre på dem. Norge er en luksusudgave af Danmark, som både er værre i sin selvovervurdering og bedre i sin selvbegejstring. Samtidig har jeg også ondt af Norge,
          tænkte jeg, for alt i Norge er tyve, tredve eller måske så meget som halvtreds eller hundrede år efter Danmark, og derfor kan man med meget stor nøjagtighed forudsige alle de katastrofer, der inden længe vil regne ned over nordmændene. I Norge har man stadig en meget stærk og rørstrømsk nationalfølelse i behold, men snart vil naiviteten og stoltheden blive afløst af den samme angst og smålighed, som hærger Danmark, og resten af kontinentet. Jeg hader Norge,
           tænkte jeg. Jeg hader Norge på samme måde, som man hader et udryddelsestruet dyr, for det udryddelsestruede dyr hører en anden og mere uskyldig tid til, og derfor er det uudholdeligt at føle ømhed for det. Man ser ind i dyrets øjne, og man ser, at det ikke aner, at det er dømt til undergang og har været det længe. Man ser ind i dyrets øjne, og det eneste man føler er smerte og medlidenhed. Man føler medlidenhed med et dyr, der engang var mægtigt og stærkt, og man skammer sig for nu virker dyret kun latterligt i sin febrilske kamp for at overleve. Det løber dybere ind i den sidste rest jungle med menneskehedens maskiner i hælene, og vi græder og tænker, at noget må gøres, så vi hegner et ynkeligt stykke land ind, og forvandler på den måde et levested til et bur. I stedet for at lade naturen gå sin gang, og lade det, der ikke kan leve, dø, forvandler vi noget vildt og naturligt, til noget tæmmet og kuet. Vi føler medlidenhed og dermed berøver vi det truede dyr, det eneste det har tilbage, nemlig dets værdighed. Jeg hader Norge.
           tænkte jeg, for Norge er, ligesom litteraturen, et museum for håb og svundne tider. Vi betragter Norge med overbærenhed og lader Norge komme til orde uden at afbryde eller komme med indvendinger. Vi betragter Norge som et uskyldigt barn eller en dement olding, som man ikke nænner at modsige, og derfor holder jeg også af Norge, for Norge fortæller os noget andet, end det vi plejer at høre. Norge minder os om, at der findes noget, der er godt, noget, der er værd at kæmpe for, noget, der er større end os selv, noget, der ikke kan gøres op i penge, hvilket er en besynderlig påmindelse, når den kommer fra en oliestat. Norge giver mig lyst til at blive et bedre menneske, og derfor elsker jeg også Norge. Jeg elsker Norge, selvom jeg hader Norge., ligesom jeg elsker litteraturen, selvom jeg også hader den og har opgivet den, fordi den ikke vil slippe mig. det er irrationelt at hade.
           tænkte jeg,
men det er også irrationelt at elske.

(Højrup er kun en 2'er (Forfatterskole, akademisk grad) i kartel-skemaet, så der er ingen god grund til, at jeg bryder mig SÅ voldsom meget om hans bog)

Wikipedia-sociologi

(svar fra Henrik Dahl på Anne Marie Mais påvisning af 2 fejl i hendes karakterer i kartelskemaet:

Henrik Dahl Jeg har i min pilotundersøgelse benyttet mig af åbne kilder. Wikipedia har ikke med, at du holdt op i bestyrelsen i '11.)

A cartel is a formal (explicit) "agreement" among competing firms. It is a formal organization of producers and manufacturers that agree to fix prices, marketing, and production.[1] Cartels usually occur in an oligopolistic industry, where the number of sellers is small (usually because barriers to entry, most notably startup costs, are high) and the products being traded are usually commodities. Cartel members may agree on such matters as price fixing, total industry output, market shares, allocation of customers, allocation of territories, bid rigging, establishment of common sales agencies, and the division of profits or combination of these. The aim of such collusion (also called the cartel agreement) is to increase individual members' profits by reducing competition.
One can distinguish private cartels from public cartels. In the public cartel a government is involved to enforce the cartel agreement, and the government's sovereignty shields such cartels from legal actions. Inversely, private cartels are subject to legal liability under the antitrust laws now found in nearly every nation of the world. Furthermore, the purpose of private cartels is to benefit only those individuals who constitute it, public cartels, in theory, work to pass on benefits to the populace as a whole.

Drug cartel is a criminal organization developed with the primary purpose of promoting and controlling drug trafficking operations. They range from loosely managed agreements among various drug traffickers to formalized commercial enterprises. The term was applied when the largest trafficking organizations reached an agreement to coordinate the production and distribution of cocaine. Since that agreement was broken up, drug cartels are no longer actually cartels, but the term stuck and it is now popularly used to refer to any criminal narcotics related organization, such as those in Guatemala, Honduras, El Salvador, Jamaica, Trinidad and Tobago, South Korea, Dominican Republic, Mexico, Japan, Italy, France, United States, Colombia, United Kingdom, Netherlands, Russia, Brazil, Argentina, Peru, Bolivia, Paraguay, Afghanistan and Pakistan.
The basic structure of a drug cartels is:
Falcons (Spanish: Halcones): Considered the "eyes and ears" of the streets, the 'falcons' are the lowest rank in any drug cartel. They are responsible for supervising and reporting the activities of the police, the military and their rival groups.[1]
Hitmen (Spanish: Sicarios): The armed group within the drug cartel that are responsible for carrying out assassinations, kidnappings, thefts, extortions, operating protection rackets, and defending their 'plaza' (turf) from rival groups and the military.[2][3]
Lieutenants (Spanish: Lugartenientes): The second highest position in the drug cartel organization that are responsible for supervising the hitmen and falcons within their own territory. They are allowed to carry out low-profile executions without permission from their bosses.[4]
Drug lords (Spanish: Capos): The highest position in any drug cartel that are responsible for supervising the entire drug industry, appointing territorial leaders, making alliances, and planning high-profile executions.[5]

Copenhagen Pop Cartel er den første EP af den danske popgruppe Nik & Jay. Den udkom den 8. marts 2013 på Copenhagen Records.[1] EP'en udkom som den første Nik & Jay-udgivelse udelukkende digitalt.[2] Udgivelsen består af seks engelsksprogede numre, heriblandt førstesinglen "United" (featuring Lisa Rowe), der udkom den 28. januar 2013. "United" er skrevet i samarbejde med Aura Dione.[3] Singlen debuterede på førstepladsen af download-hitlisten, og blev dermed duoens første nummer ét-hit siden "Mod solnedgangen" (2011).

fredag den 18. april 2014

Tue Andersen Nexø skriver blogposten i stedet for mig

Og så en lang status til alle jer, der læser Weekendavisen (poor you).
Så har jeg endelig fået set Henrik Dahls skema i Weekendavisen, hvor også jeg optræder. Det er jo ufrivilligt komisk. Et er at lave en undersøgelse, hvor man 'tilfældigt' udvælger 20 kritikere og 20 forfattere, og det så viser sig at de - hovsa! - falder i 2 gange 2 grupper af 10 hver. Den slags blev Penkowa fældet på. Noget andet er, at flere af de her point-kategorier er totalt uigennemskuelige. Vil "forfatterskole" sige, at man har gået på forfatterskolen? At man har været lærer der? At man har holdt en gæsteforelæsning? At man godt kan lide at komme til deres fester? Hvad vil "kritiker af dansk samtidslitteratur" sige, hvis det IKKE betyder "anmelder jævnligt dansk skønlitteratur ved en dansk avis"?
Noget tredje er så, at der er helt åndssvagt mange fejl i skemaet. Lad os nu sige, at "Forfatterskole" betyder at have gået på Forfatterskolen, det er trods alt det, Henrik Dahl selv skriver i sin brødtekst. Så er 4 ud af 10 forfattere i Dahls kategori 1 fejlplaceret, 6(!) ud af 10 af os kritikere. Lad os sige, at "dobbeltpraksis" betyder, at man både er forfatter og er aktiv kritiker på et dansk dagblad - i brødteksten er det tydeligvis det, "kritiker" betyder. Så er 7(!) ud af 10 af forfatterne fejlplacerede. Men måske betyder det noget andet. Måske betyder det, at de engang har sagt noget kritisk om en anden forfatter til Henrik Dahl på Bobibar. Who knows? Jeg gør det ikke. Man kan i øvrigt fortsætte med at finde fejl, så vidt jeg kan se er det under 50 procent af alle personer, der er opgjort korrekt. Det er altså en graverende mængde fejl i datasættet, selv for en "pilotundersøgelse".
Henrik Dahl har forskellige steder på facebook sagt, at der kan være enkelte fejl i hans optælling, men ingen, der flytter rundt på hans grundlæggende opdeling (dem, der får 0-2 point vs. dem, der får 3-5). Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Erik Skyum-Nielsen ikke tilknyttet Forfatterskolen - og så går han fra 3 til 2 point. Og Lilian Munk Rösing har ikke redigeret Den Blå Port - og så går hun fra 3 til 2 point. Selv bør jeg nok få 2 og ikke 4 point. Skyum, Rösing og jeg er altså Kritikere II ifølge Dahls skema. Det er særligt graverende, eftersom det eneste eksempel, Dahl fremhæver, på en fordomsfuld Kritiker I ... er Skyums anmeldelse af Christian Jungersen.
Alt det her er selvfølgelig helt fjollet. Alle og også jeg har en stærk fornemmelse af, at kritikere som Lilian, Skyum og jeg minder mere om kritikere som Lars Bukdahl og Mai Misfeldt og Olga Ravn - hermed ikke sagt, at vi er enige om særlig meget, for det tror jeg ikke, vi er - end vi minder om Søren Kassebeer eller Bo Tao Michäelis. Især får vi en helt anden slags bøger til anmeldelse. Når Henrik Dahl placerer os i samme kategori, følger han sin intuition, kort sagt. Men sociologiske undersøgelser - også pilotundersøgelser, og også dem, man laver i Weekendavisens spalter - skulle jo gerne kunne række ud over ens intuition, og ikke bare være en omgang pseudoobjektivt og fejlbehæftet fernis, man pynter mavefornemmelsen med. For at kunne det, skal kriterierne være klare og datasættet uden fejl.
Der er alle mulige andre påstande og insinuationer, Henrik Dahl kommer med i sin brødtekst, som man også burde forholde sig til. Men, altså, jeg gider det ikke. Hvis Henrik Dahl vil tages alvorligt af os i det farlige 'kartel', må han også gøre en indsats selv. Længere er den ikke. 
  • Lars Bukdahl Godt, Tue, du (halvt) skriver den (som FB-opdatering forklædte) blogpost, jeg har prøvet at tage mig sammen til siden i onsdags, ikke mindst den dobbeltpraksis-kategori er helf fucked nede hos forfatterne (Ib M og Grøndahl har sgu da også skrevet læssevis af litterære essays, også om samtidslitteratur, hvis DET er kriteriet) og på den anden led, hvornår har Martin Serup og AMM Mai sidst været aktive anmeldere etc.