onsdag den 1. oktober 2014

Fibonacci-post (Nellie (Frank) + Rødby-Puttgarden (Helle))

- fra Niels Fransk bidrag til det eksklusive festskrift til Helle Helle i anledning af de gyldne laurbær for Dette burde skrives i nutid:, 2011

Den 10/04/2011 kl. 14.34 (det vil sige, han lige er stået op LB) skrev Niels Frank:

Kære Helle, tusind tak for din bog, som jeg netop har læst færdig. En utrolig skøn oplevelse, i al sin mistrøstighed, når man tænker på din hovedpersons manglende evne, mildest talt, til at forbinde sig til omverdenen. Muligvis fordi der ikke er nogen hjemme i hende, eller hvis det er: fordi hun ikke har fået øje på SIG endnu eller med et vist overlæg vender blikket væk. Jeg til gengæld ser efterhånden, at dine bøger handler om (her lyder smækket på håndtasken) tomhed og længsler. Men så er der selvfølgelig de skønne langhårede fyre at rode rundt med, og det er da også god måde at møblere tomheden på, indtil altså også det bliver tomt. Måske skulle man da føje en ekstra omstændighed til det med "temaerne", nemlig selvblindhed. Som nu når Dorte skal fortælle om sit sammenbrud og forklarer det med, at "det var, fordi jeg lige havde lavet tunmoussen, med husblas". Hvor kosteligt! Og hvor trist. Og hvor storartet skrevet. Jeg ønsker dig al muligt held og lykke med modtagelsen, selv er jeg i Jordan, når bogen udkommer, men vil prøve at følge med på nettet. Og så glæder jeg mig meget, til vi mødes om et par måneder i Kongens Have!
Kærligst, Niels

Ombord på en roman

 
Forfatter-arrangement på færgen Deutschland lørdag 4. oktober

Lørdag 4. oktober er der mulighed for at møde forfatteren Helle Helle og h'øre hende fortælle om sit forfatterskab på færgen " Deutschland" på Rødby-Puttgarden-overfarten. Arrangementet starter på færgen med afgang klokken 17.45. Der er mødetid en halv time før, og der startes med velkomstdrink og buffet med efterfølgende kaffe og kage. Helle Helle er fra Lolland med opvækst i Nakskov og senere i Rødby, hvor hendes mor i en årrække drev Partex. Helle Helle bor nu i nærheden af Sorø og er forfatter til bøgerne " Rødby-Puttgarden" -" Ned til hundene" -" Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand" og " Det bør skrives i nutid", Den 26. september udkom bogen " Hvis det er". Bøgerne kan købes på færgen med rabat, signeret af forfatteren. Arrangementet der er blevet til i et samarbejde mellem Scandlines og Aftenskolen Lolland-Falster.

Jeg håber, de serverer BRÆKAGE, i form af fx kompromiteret Toblerone, Quality Street, blomme i madeira - det forekommer mig imidlertid ikke helt sikkert sådan at sammenblande virkelighed & fiktion, især ikke en fiktion, der involverer en færgeulykke (= ulykke på en færge). Man risikerer at forårsage et meta-brud i the time-space-continuum. Og hvad bliver det næste? Hvor mange læsere kan der stoppes ind i en Audi med Kristian Bang Foss ved styret midt ude i en ørken?



M/S DEUTSCHLAND


 Route             Puttgarden-Rødby 
 Type    RoPax
 Construction year    1997/2003
 Gross tonnage     15,187
 Shipbuilder    Van der Giessen de Noord, The Netherlands
 Port of registry    Puttgarden
 Flag    German
 Engines    3 pc Mak, type 8M32
 2 pc Mak, type 6M32
 
 KW    15,840
 Length, oa    142 m
 Breadth incl. fender    25.4 m
 Service speed    18.5 kn
 Length, oa    1 track, 118 m
 Lanemeter, lorries    625
 Lanemeter, cars    1,747
 Car capacity    364
 Passenger capacity    1,200
   

tirsdag den 30. september 2014

The Nellie-defense (HØ HØ!)

Lars Handesten nægtede heroisk at læse sig mere ned 50 sider ind i Christian Mørks nye roman, ironisk betitlet Den store mester, fordi, forklarede han i Kristeligt Dagblad, at dens dansk simpelthen var for uredigeret jammerligt:

Den er gal med udsagnsordenes tider, med forholdsordene, med stedordene og med forståelsen af ordenes betydningsmæssige nuancer. Jeg skal give nogle eksempler, der kan illustrere problemernes omfang og art.Den 16-årige hovedperson Marcus vil gerne være tryllekunstner og jonglør. Han " var blevet skrap til at jonglere med næsten hvad som helst og havde mestret flere af de sværere korttricks ()".Man må formode, at han stadigvæk kan trickene, og derfor skal der stå " mestrede" og ikke " havde mestret"." Publikum klappede, som de skulle, og kun et par duer fløj den forkerte vej til det store glansnummer." Nej, duerne fløj ikke forkert til det store glansnummer, men " under" eller " ved" nummeret." Det var nogen, der skreg ()". Nej, " Der var nogen...".Videre står der om Marcus, at " han ventede på sit snit til at stjæle lidt mad." Talemåden er " at se sit snit til" .(...)  Galt bliver det også i beskrivelsen af en sønderskudt statue, " der forestillede Johannes Døberen, hvis hoved manglede". Er det da en statue af Johannes Døberen uden hoved, efter at Salome har fået hans hoved på et fad? Nok ikke. Man forstår nok, at hovedet er skudt af, men det er bare ikke det, der står.Underligt bliver det også med nogle af de ord, Mørk anvender. De virker fremmede og stive i forhold til den situation, som de skal beskrive.Der tales for eksempel om en amerikansk soldat som " indtrængeren" - er det det danske ord for det engelske " intruder"?

Forlagschefen forsvarer det åbenlyse sjusk med den pudsigste avantgardisering af bestsellerforfatteren Mørk - det er ikke klamphuggeri, det er innovativt originalitet; som om Mørk -  Chrissie! - var Nellie i Nellies bog:

Charlotte Weiss, forlagschef hos Politikens Forlag (...) kalder kritikken for urimelig. "Vi står 100 procent ved den her bog. Det er en fantastisk fortælling, og vi er stolte over at have Christian Mørks forfatterskab hos os," siger forlagschefen, som kan oplyse, at der har været en redaktør på romanen, som også har været i hænderne på flere sprogkyndige korrekturlæsere. De nævnte eksempler på sproglige fejl vil hun ikke godtage. For eksempel skriver Christian Mørk, at " han ventede på sit snit til", hvor den korrekte vending er "at se sit snit til" ifølge lektor Lars Handesten, der også er litteraturforsker ved Syddansk Universitet." De ting, han nævner, er ikke nødvendigvis fejl, men variationer af faste vendinger. Kender man Christian Mørk, vil man vide, at han altid arbejder kreativt med netop dem. Det er en stilistisk frihed, som vi mener er berettiget i skønlitteraturen," siger Charlotte Weiss, der kalder det useriøst, at kommentaren i Kristeligt Dagblad er baseret på omkring 50 siders læsning af de i alt 331 sider. Der peges på reelle fejl i eksempelvis udsagnsordenes tider. Det kan man vel ikke forsvare med stilistisk frihed? " Det er svært at være helt fejlfri. Men i dette tilfælde er vi helt tilfredse. Desværre kommer det omkostningsfrit til at fremstå, som om vi sidder på et forlag uden nogen forstand på dansk. Det er en æressag for os at gå op i korrektur, og det er da ubehageligt at få at vide, at der er nogle fejl."  (...) Vi har på vores skønlitterære udgivelser en fast procedure med to korrekturlæsninger. Og vi bliver sjældent mødt med kritik. Så det er ærgerligt, at det lige rammer Christian Mørk, fordi han skriver på en særlig måde," siger Charlotte Weiss. Christian Mørk har boet størstedelen af sit liv i USA og har skrevet og udgivet flere bøger på engelsk. Sin forrige roman samt den nyeste har han valgt at skrive på sit modersmål, men det magter han ikke ifølge Lars Handesten, der påpeger, at sprog skal plejes og passes. Den kritik holder heller ikke, lyder det fra Mørks forlægger." Han holder sig orienteret i det danske sprog og kommer fra en stærk sproglig tradition. Hans stil deler vandene.Det ved vi godt. Men mange forfattere leger med sproget, og det kan vel ikke være forbudt," siger Charlotte Weiss.

Nej, men tænk, jeg troede faktisk, det var forbudt på Politikens Forlag (undtagen for Line Knutzon & Peter Frödins  Lille Allan-bøger) - men nu ved Rasmus Halling hvor han skal sende sit næste manus hen, HI HÆ!

Introducing digteren Klaskefar

Klaskefar (AKA Frederik Wium) vandt overbevisende MC's Fight Nigh med sit cool finurlige overskud (modstander var en sammenbidt MC Ollie, vinder 2012 og 2013); her har jeg forsøgt at transskribere hans første finalerunde, 1 minut alene i manegen, på emnet : Du er min snack:

Klaskefar, han viser ikk' sin butt crack
men alle modstander' spiser han som en håndsnack
fordi jeg' ude på rov
I kender Klaskefar, han er ikke bare sulten for sjov
fordi jeg laver kickflips,
bare rolig, jeg er ikke ligesom Kims Chips
hold da kæft, jeg laver ikke luderrap
men kigger på dig derned, du' min snack
hold da kæft, har man nogle raptekster (?)
skal man lige komme og drikke en øl bagefter (?)
Jeg rapper vildt godt - Mc Ollie? - Peanuts!
fuck det,  men det det mine rim beviste (?)
men jeg kom til at til at glemme at man ikk' må pisse (?)
fordi jeg siger de fede ting
bagefter skal jeg ha' fråderen på nede i chipsafdelingen
hold kæft, fordi jeg har det dope flow
og på mikrofonen har jeg altid fråder på
jeg dropper rapserier
min stil er ikke ligesom peanuts i baren, fyldt med bakterier
hold da kæft, fyldt med bakterier
jeg ved da godt den dér nar ser mig
hold da kæft, lad mig komme denne her i gang
hvad så, publikum, finalen, lav noget larm!



Den gamle champ Per Vers' Klaskefar-anerkendelse på Facebook:

Det var en go' aften igår. Klaskefar brought the fun back to Fight Night. Hans et-ords-punchlines var et uventet, kreativt element som ramte mig i freestyle-hjertet på en måde der ikke er set siden jeg så Pede B kanalisere en ægte vrede i en indledende runde i Vega. Og det centrale var at han som den eneste var ubesværet i sin præstation. En ægte gave.

mandag den 29. september 2014

Samlet Dansk Tændstikæskepoesi

1.
Vagn Steens rectified readymade af en Tordenskjold-tændstikæske i Digte?, 1964, hvor navnet - som homage til Duchamps L.H.O.O.Q. (= hun har ild i røven jo) - er redceret til "ord   k old!

2.
Simon Grotrians firelinjer i Fire, 1990:

TÆNDSTIKKER

Meningen venter vi på
og vi venter et barn, og af den samme skuffe
mener vi en brand, og om en tændstikæske
verdens mindste kommode.

3.
Uddrag fra Andreas Fugl Thøgersens nye Frits Helmuth-biografri (som jeg grundet syg nyfigenhed har hjemslæbt en dublet af)

Årene hos Frederik Jensen og Anton Melbye strakte sig fra 1914 til 1919. Det sidste år blev Osvald Helmuth genhyret til en månedlig gage på 600 kr. En mindre formue. Han var overbevist om, at nu var hans lykke gjort. Indtil han fik udleveret sin næste rolle. Den var på seks replikker. Det opfattede den stadig mere succesfulde og selvbevidste Osvald Helmuth som en hån. Under hans niveau. Han klippede derfor omhyggeligt de seks replikker ud af det udleverede manuskript, foldede de små stykker papir omhyggeligt sammen og lagde dem i en lille, tom tændstikæske, som han derefter pænt afleverede til Anton Melbye.
  "Hvad er det?" spurgte teaterdirektøren forundret.
  "Min rolle," svarede Osvald Helmuth.






- iflg. Googles billedsøgning er Tordenskjold blevet et mobilmålebånd

Jeg har folk til Leonard Cohen

(jeg kan godt selv lide tidlig Cohen i Altmans McCabe and Mrs. Miller og Herzogs Fata Morgan og sen Cohen på I'm Yopur Man og The Future - men jeg kan nok bedst lide Tower of Song i Jesus and Marcy Chains udgave)

fx Jørgen Leth, der selv har folk til Cohen, jf. hans svar på enquete i anledning af Leonards 80 års fødselsdag den anden dag:

Når Jørgen Leth har indtaget sin aftensmad, drukket sin vin og fået sin kaffe, da beder han sin assistent skænke ham et glas rom og sætte Leonard Cohen på afspilleren.
Sådan forløber mange aftener i Haiti. De samme sange. Igen og igen.
»Jeg har bedt min assistent om at sætte pladen i gang igen, hver gang den stopper. Jeg kan godt lide gentagelserne,« siger Jørgen Leth, der kan identificere sig med den længsel, som gennemsyrer mange af Leonard Cohens sange.»Jeg er ensom i den situation. Jeg sidder alene og klynger mig meget stærkt til melankolien i musikken. Jeg kan virkelig identificere mig med Leonard Cohen. Både hans forelskelser og hans længsel kan jeg mærke helt tydeligt. Jeg er meget berørt af hans stemme og hans personlige historier. Altså, jeg har jo selv tænkt og beskæftiget mig med emnerne i mit eget værk, men han formår af tilføre melankolien en helt speciel tone, som går rent ind. Ja, han er som en bror for mig. En soulbrother. Han betyder lige så meget for mig, som Marvin Gaye, James Brown og Otis Redding gør.« Jørgen Leth føler sig direkte inspireret af Leonard Cohen. Ikke mindst i trioen Vi sidder bare her - med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig - hvor digteren taler oven på musikernes lydbilleder. Her behandler digteren alt fra forelskelsen til frustrationen over ikke at kunne få noget fra hånden. »Ærligheden er min styrke, jeg holder intet tilbage. Sådan er det også hos Cohen, som aldrig er bange for at vise sine mørke sider. Han lægger det hele frem, og det kan jeg godt lide. Det er der mange, der kan lære noget af,« siger Jørgen Leth, som har oversat et par af Leonard Cohens digte til "Længslens bog", der udkom i fjor på Gyldendal.


- forskelllige velklædtheder - har nogen nogensinde set Jørgen Leth med hat? Endsige kasket!?

søndag den 28. september 2014

4 stjerner/hjerter-patroniseringen

Hverken Erik Svendsen i Jyllands-Posten (jeg nærmer mig meeeeeeeeeeeeeget langsomt hans skandaløst stupide, 3-stjernede Helle Helle-anmeldelse og og først gennem massakreringen af den kan jeg MÅSKE konfrontere mig med Tue Nexøs Nexøs sørgeligt bagatelliserende Inf-anmeldelse) eller Thomas Bredsdorff i Politiken bryder sig om Pia Tafdrups digtsamling Smagen af stål: Bredsdorff:

På evig jagt' er et digt fra samme skuffe. To mennesker følges ad og dog ikke, for den enes blik er altid på vej et andet sted hen. Kulminationen viser en af Tafdrups svagheder: de store abstraktioner. »vi ankommer til et savn,/ulæseligt som universets sorte huller,/brændende af samme storm,/der får os til at spærre øjnene op«. Lad gå med at ' ankomme til et savn', men hvorfor skal det være ulæseligt, og brænder storme? TAFDRUP kan som regel få noget godt ud af et syn i naturen. For eksempel svanerne på ' søen midt i byen'. Bruset, når de letter fra vandoverfladen, går lige ind i sjælen på poeten og får det til at suse for læsernes ører.
Det ligger lidt tungere med en del af de tosomme situationer. »Bliver vi levende under kærtegn,/stråler vi, eller sletter vi hinanden ud, når kroppene bliver ét/med mørket udenfor«. Jo da, det er smukt nok, men sproget lyder, som om poeten har været der før, for mange gange.

Svendsen:

"Smagen af stål" har ikke mange programmatiske digte, men en del småiagttagelser, der blæses op i stort format, og det kan virke vældig pompøst.

- og alligevel giver den henholdsvis 4 hjerter og 4 stjerner, selvom de anmelder til højst 3, og det er jo ikke at udvise respekt for et kanoniseret forfatterskab, men respekløst at patronisere det, høre bare deres afslutninger; først Svendsen, der pludselig bliver Højholtsk metaforkritiker, fordi han desperat ikke ved, hvordan fanden han skal lande anmeldelsen:

Pia Tafdrup er en overvintret romantiker i nye gevandter - dels at hun tænker som en ærkedigter, der ser analogier: som det er med de flyvende svaner, er det med sjælen, der forlader mennesket.
Det gode ved analogiseringen er, at den skaber ny betydning ved at knytte to områder sammen. Det diskutable ved analogien er, at den ser enshed, hvor der også er fundamentale forskelle.

Så Bredsdorff (det førstnævnte digt er det, jeg sukker aktiver over i min WA-anmeldelse):

Nogle af bogens bedste digte er korte. ' Lyset lugter dyrisk', hævder en titel lidt dunkelt, men teksten under titlen er lysende klar. Et træ væltet af stormen, rødder, der sprøjter mod himlen, fugle, der synger videre fra andre træer end det væltede. Og helt kort, ' Modersmål', et lynglimt af, hvordan forståelse kan opstå mellem mennesker skilt af hver sit sprog, forenet af trøstende arme.
Med så mange gode digte gør det ikke noget, at der er en del, der er glemt så hurtigt, som de er læst.

- men "Modersmål" er heller ikke et uforglemmeligt digt, jeg mener "trøste af arme" (hvis det så bare var Arne), og de arme, selvstændiggjorte (og upræcist placerede - om skuldrene, om livet?)) arme havde jeg også allerede glemt: alt i alt er der tale om en halv aforisme, der er 2 gange for lang, så det kan i hvert fald rimelig objektivt minuses fra de gode digte:

Jeg slår en høj latter op/ på mit modersmål,// bliver forstået i et andet land,/ mine venner ler tilbage/ på deres sprog.// Jeg græder/ på mit modersmål,// bliver forstået i et andet land,/ trøstet af arme,/ der lægger sig om mig"

lørdag den 27. september 2014

Årti-dobbelt-op-battle

Pia Tafdrup svarer på spørgsmål i Gyldendals FB-opdatering:

Q: Pia Tafdrup, du er en veteran på lyrikscenen. Hvilke ord kan man knytte på den yngre generation af digtere - fx Signe Gjessing, Olga Ravn, Yahya Hassan m. fl.?

A: »Jeg forsøger at følge en del af de unge og glæder mig oprigtigt over, hvad der sker præcis disse år! De unge digtere er netop markante ved ikke at ligne hinanden. Det er mange forskellige slags digte, vi får. Heldigvis. Generelt vil jeg sige, at sprogbevidstheden er høj hos de unge. Ambitionerne, i positiv forstand, fejler ingenting. Jeg fryder mig over, at nogen i denne verden fordyber sig og ikke kun flakser rundt på de sociale medier.«


- man kunne også nævne en særdeles social medial ikke-Gyldendal-digter, som PT burde blegne ved at læse; det gør jeg i den fulde afslutning på min anmeldelse af Smagen af stål; kun første del nåede med i avisen:

Det private og politiske stof gør ikke digtene mere direkte, det gør dem bare mere klumpede, fordi poesien for længst ikke længere er nogen akut praksis for Tafdrup, men sådan en slags finere, eksistentiel bogholdervirksomhed: Inderlig skønskrift. Sammenlign bare med den unge digter Asta Olivia Nordenhof, hvor mixet af 70’er-knækprosa og 80’er-patos faktisk går op i en højere, eksplosiv enhed, fordi hun ikke behandler sit talent som en nervøs, fransk puddel, men som en stang dynamit.

JEG SER MIT MIG! MIG SER MIT JEG!

(Anne-Marie Mais tale for Yahya Hassan i går på Vejle Bibliotek:)

-->
Det gælder for digtningen, at den kan blive til dér, hvor der opstår sprækker og åbninger i sproget. Små ophør i den vanlige sprogbrugs logik tillader undertiden digter og læser at slippe forbi alle de holdninger, meninger og budskaber, som vi dagligt går rundt og serverer for hinanden, og som vi kender alt for godt. Åbningen kan ligge i et billede, der lyser dybt og stærkt, som når Garcia Lorca i En digter i New York, udgivet 1940, fanger sin tids fattige New York’ere i en stærk metaforik: ”Folk vandrer søvnløse rundt i gaderne som nyligt undslupne et skibbrud af blod”.
Den ene af årets modtagere af Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat er Yahya Hassan, men hans digte har ikke deres styrke i den lyriske metafor. I Hassans fabelagtige gennembrudsbog, Yahya Hassan, er hans eget navn er værkets titel, og de store typer trækker os helt uden metaforer ind i en poesi om en barndom fuld af gruopvækkende svigt og misbrug fra forældre og myndigheder. Digtene handler om et lyrisk jeg, der lever i vold, kriminalitet og narko og med trusler fra alle sider.
Lyt blot til dette korte digt fra første del af samlingen med titlen "KÆRLIGHED":

FAR FIK ENDNU ET BARN MENS JEG VAR ANBRAGT
JEG VED IKKE HVAD DET HEDDER
OG HAR GLEMT OM DET ER EN DRENG ELLER EN PIGE
PÅ EN HJEMREJSEWEEKEND BESØGTE JEG FAR
BØRNENE BLEV GLADE OG VILLE LEGE NÅR JEG KOM
MEN HANS KONE SAGDE AT JEG IKKE SKULLE RØRE HENDES BØRN
DET ÆLDSTE BARN BLEV VED MED AT KRAVLE HEN TIL MIG
HUN SLOG HAM I ANSIGTET MED FLAD HÅND
HAN GRÆD OG SAGDE JEG ELSKER DIG MOR
HUN SLOG HAM IGEN OG SAGDE JEG ELSKER IKKE DIG

Digtet om denne rystende familieverden er blottet for sproglige billeder og sammenligninger. Digtet er sprogligt nøgent eller måske snarere helt uden omsvøb, men de store typer, versalerne, der er brugt, understreger, at alt hvad, der står skrevet her, er vigtigt - det skal fremhæves, skrives med stort! Samtidig spærrer de store typer næsten teksten inde i sig selv, og det ser ud som om, jeg´ets forhold til omverdenen er helt fyldt ud, som om der netop ikke er sprækker eller åbninger i  udsigtsløsheden i jeg´ets verden.
Måske kan det blive en vanskelighed, Hassan må lade sig udfordre af senere i sit forfatterskab, at den poetiske metaforik er så fraværende, som den er i hans digte. En anden stor dansk digter, for hvem metaforen aldrig blev en hovedsag, var Dan Turèll,  hvis sprog fandt helt andre veje. Metaforens fravær var her et stærkt udgangspunkt. Foreløbig er det også for Hassan en styrke, for hans digte får deres helt særlige kraft gennem synsvinkler, sammensætninger af sprogbrug, forløb, bogstavrim og rytme. Især er der et meget vigtigt greb, som Hassan mestrer, og det er brugen af det personlige pronomen, "mig". Og nu bliver jeg nødt til at blive en smule teknisk, for at få min pointe frem: "Mig" er bøjningsformen for det personlige pronomen/stedord, "jeg", når det bruges som objekt for et verbum – når vi f.eks, siger, "jeg glæder mig", eller når stedordet er styret af et forholdsord, når vi f.eks. siger, "Du skal gå med mig". Hassan sætter jeg og mig sammen på en måde, som vi af og til kan støde på i indvandreres tilegnelse af dansk sprog. Det hedder eksempelvis hos Hassan i et digt "Mig jeg skriver at han skal hold hans fucking kæft”. Jeg' et har dermed fra starten udstyret sig selv med et ekstra objekt, et genstandsled: "Mig jeg hustler en kommune for penge"- hedder det i et andet af Hassans digte, hvor både ”mig” og ”en kommune” er slags genstandsled. Det er min pointe, at Hassans brug af indvandrersprogets konstruktion af mig-jeg viser sig at være et meget stærkt og vigtigt poetisk greb. Men først må jeg minde om, at Hassan igen og igen har sagt i de mange heftige debatter, der har været omkring hans bog: Bogen er poesi, ikke holdninger og meninger, og poesien må læseren selv fortolke.
Hassan får imidlertid i spillet mellem jeg og mig lavet en spække i sproget om muslimer og alle slags fædre, mødre, søskende og fætre ved at bruge en konstruktion, han kender fra indvandrersproget – mig/jeg - vel at mærke på en sådan måde, at vi får en mangesidet belysning af jeg og mig:  På en måde betragter jeg´et sig selv som mig, men mig´et betragter også sit jeg. Samtidig viser digtene, at jeg ´et af sin omverden bliver betragtet og klassificeret - ikke som jeg - men som en mig-genstand, en anden, en fremmed, der ikke passer ind i det danske samfund. Vi møder her en indvandrer-identitet, som omverdenen hæfter på jeg´et, så han ligner den anden, den fremmede. Men mig´et er også jeg´ets egen perker-protest mod sine egne forsøg på at komme ind i et velfærdssystem, der virker hjælpeløst, og en kulturbaggrund, der ikke stopper fædre og imamer, når de er brutale og tyranniske, sådan som fædre og præster af alle konfessioner i øvrigt kan være det. Dermed får Hassan brudt danske og muslimske tabu' er i forhold til livserfaringer fra dét krydsfelt mellem kulturer og traditioner, som er hans baggrund. Mig-jeg optikken bliver et prisme for tabubelagte forhold. Velfærdsstaten får sin kritiske bekomst og fremtræder som en komplet fallereret pædagog, der savner medmenneskelighed og forståelse. Men muslimske og palæstinensiske miljøer er heller ikke genstand for nogen skånsel. Der er ingen etnisk idyllisering her af hverken dansk eller arabisk, de to sprog, hvorom det i samlingen hedder, at det ene ikke tolereres i det arabiske hjem, og det andet ikke tolereres i den danske skole.
Jeg vælger at fortolke Hassans stærke digte som et udtryk for, at poesien ikke finder sig i fortielser eller tabu'er. Sprækker i hverdagssprogets konformitet opstår hos den, der som digteren Hassan kan lytte, således at det, der ikke er velhørt, kommer for en dag.
Samlingen bevæger sig frem mod det store afsluttende ”Langdigt”, som jeg synes, er samlingens allerbedste, en født klassiker, som man kan blive ved med at vende tilbage til som det poetiske udtryk for en tid og et sted. Her bliver mig-jeg-konstruktionen brugt virtuost. Vi bevæger os rytmisk mellem jeg og mig  - i et faretruende forløb, hvor jeg´et er ved at blive opslugt at mig´et og omvendt. Det er muligheden og rædslen, der kan bringe sprog og liv til ophør.  Slutningen lyder således: (Og det skal her lige forklares, at i islam betyder ”kafir” vantro og ”munafiq” religiøs hykler)

MIG JEG ER DEN SKØRE SØN
MIG JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD
MED CIVILISERET TØJ OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER
MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD
OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD
MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ
MIG JEG ER HUND
MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG
OG OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN.

Hassans afsluttende ”Langdigt” minder om Allen Ginbergs Howl - Hylet fra Amerika - fra 1956, den epokegående samling af beat-digte, som fornyede digtningen og stadig sender impulser ind i vores tid. Mens Hassan arbejder med mig-jeg som en gentagelsesfigur, bruger Ginsberg en lang kæde af ledsætninger som konstruktion af den unge generations desperation og som beatgenerationens signatur: generationens bedste hjerner, ”som passerede gennem universiteter med strålende kølige øjne hallucinerende Arkansas og Blake lys tragedie blandt lærde i krig,
som blev bortvist fra akademier for at skrive skøre og obskøne oder på kraniets vinduer, som krøb rundt på rodede værelser i undertøj, brændende deres penge i affaldsspande” – osv. - og læs endelig selv videre!
Hassans digte tager deres afsæt i digterens indvandrerbaggrund, men de har også en side, der ikke er afhængig heraf; nemlig en eksistentiel dimension, hvor læseren kan begynde at spørge til sit eget jeg og mig. Har jeg et mig - kan jeg høre det? Hvad fortæller "mig" mig om mit jeg? Hvad sker der, hvis jeg siger - Mig jeg? Prøv selv, hvis I tør!
Hjertelig tillykke til Yahya Hassan med hans uforglemmelige debut, og hjertelig tillykke til de mange nye læsere, Yahya Hassan har givet lyrikken.

 
 - succesen har taget på Yahya! Nej, det er Johannes Riis, der modtager prisen på hans vegne og afslører, at YH har noget ny og helt anderledes på vej!

fredag den 26. september 2014

Den Signede dag

-->Tale ved uddelingen af debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat til Signe Gjessing for digtsamlingen Ud i det u-løse på Vejle Bibliotek 26. september 2014

Den Signede dag

Der er et digt hen mod slutningen af Signe Gjessings uendeligt talentfulde debutsamling, Ud i det –u-løse, som jeg NÆSTEN kan følge med i, ikke næsten forstå – hendes poesi er altid mindst ét, og som regel flere, lysår ældre end min forstand – men næsten følge med i.
  Digtenes spring mellem deres billeder går med ret præcist lynets hast, og som regel har læsningen derfor to faser: Først lader jeg mig frydefuldt og svimmelt rive med, som på en interstellar rutsjebane (jeg hader rutsjebaner alle andre steder end i poesien), og derpå forsøger jeg møjsommeligt, som var jeg en industrispion udstyret med en højavanceret stjernekikkert, at gennemskue, hvordan egentlig de halsbrækkende loops ind og ud af mælkevejen var nittet sammen denne gang rundt.
  Her er digtet:
  ”Det private rum falder som sne// Fuglespor om tankens hals,// fuglene går hen over den som/ halskæde;// verdenshjørnerne/ krøllet samme med et pres// som fra kul/ til diamant// omkring halsene, og mundene/ vender rummet på en pande af tåre:// farvel”
  Okay, jeg skruer stjernekikkerten i fokus: Den første linje om det private rum, der falder som sne, er en polemik mod den glubsk nyfigne læsning af prosa og nu også poesi, jfr. dagens anden prismodtager, som restløse privatlivsrapporter, men jo samtidig en pædagogisk forklaring om, hvordan det private forvandles og forefindes i poesien, som et snevejr, et mylder af hvide krystaller.
  Så er der et lynende syvmilespring væk fra sneen til ”Fuglespor om tankens hals”. Det er vildt og smukt nok at forestille sig fuglespor rundt om en hals; straks tænker jeg også på udtrykket: kragetæer. Det er til gengæld hartad umuligt at vride sit hoved rundt om, hvad tankens hals er, men hvis vi nu har en fraktal idé om hver tanke som en hel menneskefigur inde i hjernen, så sammenføjer halsen tankens krop og hoved. Og den hals er der fuglespor rundt om, det kan jeg næsten se for mig, men langt fra forstå.
  De to næste linjer lader nådigt være med at springe videre, men nøjes med at animere og pynte op på fuglespor-billedet: ”Fuglene går hen over den som/ halskæde”. Fuglene er altså ikke fløjet, de gwr som en i en kædedans fløjet, de gde" men animere og påpynter bare ra forsytå)imleigt nokt f hvide krystaller.
 også en dog vår som i en kædedans af en halskæde rundt om halsen (hvilket må gøre sporene svære at se, men mærkes kan de selvfølgelig, af tanken).
  Så er der et semikolon, et dramatisk, fuglespor-lignende tegn, og endnu et spring til selveste ”verdenshjørnerne”, der er ”krøllet sammen med et pres//som fra kul/ til diamant” (overleveligt uklart, om det er hver hjørne for sig selv eller alle på én gang med hinanden, der krølles sammen). Typisk for Gjessing med disse voldsomme spring i både skala og abstraktion, fra fuglespor til verdenshjørner, og lige så typisk med disse næsten brutale transformationer, der som oftest er koncentrationer: verdenshjørne-kul presset sammen til verdenshjørne-diamant.  
  Jeg gentager. Jeg forstår gladelig ikke en disse, jeg forsøger bare at følge med!
  Og jeg kan lige netop godt få øje på den association, der er afsættet for springet her: fra halskæde er tanken, på sine balletsko, gået fra halskæde til diamant nemlig; ”diamant” følges direkte, uden semikolon eller komma, af ordene ”omkring halsene”, dvs. det er hele billedkomplekset ovenover, der befinder sig ”omkring halsene”. Hvilket yderligere vil sige, at verdenshjørner krøllet sammen med diamantpres er et billede på fuglene, der vandrer på halsen! Det er komplet uforståeligt, men slående rigtig; jeg har i hvert fald ikke hørt en mere rimelig opskrift på det urimelige fænomen, der er fugle.
  Nå, spring igen, men ikke så langt, fra hals op til mund: ”og mundene/ vender rummet på en pande af tåre”. Det er et pandekagebillede! Kun Rasmus Klump elsker pandekagebilleder mere end mig. Gjessing er altid mindst lige så plat konkret som hun er kosmisk flyvsk. Pandekagen er det private rum, der jo er et snevejr, der vendes på tårens stegepande af mundene, der jo er tankens munde (igen skala-spring: rum – pande - tåre). Men tåren er så løbet ned i munden eller hvad? Tvunget frem af de sammenkrøllede fugle-verdenshjørners pres mod halsen eller hvad? Og hvorfor er munde og også halse nu flertal? Mange gode forvirringer, som alle blegner overfor selve pandekagebilledets dumdristige og fyndige skønhed: hvem, der er åben overfor poesi, kan forsvare sig mod et rum vendt på en pande af tåre?
  Efter tåren er der et kolon og under kolonet bare ordet: ”farvel”. Hvad sker der her? Jo, med ét er digtet blevet et digt om afsked og sorg; er det en nærtstående, som er død, eller en elsket, der har forladt det digterjeg, der som jeg er helt usynlig i digtet? Vi ved det ikke. Men det hele hænger pludselig enormt stærkt sammen, synes jeg – det private, der sner, fuglene henover tankens hals, fuglene som sammenpressede verdenshjørner, munde der vender et rum på en pande af tåre, til et fladt farvel er færdigbagt.
  Det var cirka 600 ord om præcis 39 ord. Og hvad jeg dermed vil sige, er såmænd bare, at sådan er det hele vejen i Ud i det u-løse, sådan er det at blive kidnappet ud i det u-løse af Signe Gjessing. Bortset fra, at det som regel er endnu sværere at følge med og endnu umuligere at forstå. Og bortset fra at dette er et rimeligt strengt formuleret digt, i forhold til de charmante og kokette forpludringer, hun i andre digte heldigvis ikke holder sig for god til.
  Bogen linker selv til de internationale digterstjerner Arthur Rimbaud og Novalis; jeg selv sammenlignede i min forpustede anmeldelse med Marianne Larsen og Simon Grotrian. Jeg vil her nævne et femte himmelfænomen, syredigteren Johannes L. Madsen, især i hans sidste, forklaret mystiske fase, og citere, som et iltelegram fra hans forfatterskabs sorte hul, til din nyfødte galakse, Signe, hans ”poetiske manifest” fra 1975-hæftet Min fuldautomatiske pen (som du garanteret kender):
  ”en rose er en gadelygte er en/ kunstskøjtedanserinde er en blokfløjte/ er en tommelfinger er en konstruktionstegning/ som er formlen for et kredsløb er en/ genstand for en tankerække er en hårtørrehjelm/ er en kokosnød er et stearinlys/ er et kuglelyn er en rose/ er den hvide blomst i gløden/ den der drypper fra den når den dør”.
  En fugledans er en halskæde, en tåre er en stegepande og Signe Gjessing er allerede en stor digter. Astronomisk tillykke med Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.  

- og så glemte jeg at sige: You say goodbye, I say hallo!

kh Lars

SIGNYA GJESSAN!

modtog i dag på Vejle Bibliotek debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegar; Gyldendaldirektør Johannes Riis modtog prisen på Yahya Hassans vegne (han er i var det Spanien? og promovere), Signe Gjessing modtog den på egne vegne i sin fine guldkjole og improviserede før sin oplæsning en vild takketale, hvis budkab var at vi skulle se og berøre tingene som de er (før vi forvandler dem og/eller ved at forvandle dem!?) og at vi skal finde sammen som os - hun fortalte at hun havde siddet på en trappesten med YH, før hans bog udkom, og at han havde sagt:

Vi skal være flere -



torsdag den 25. september 2014

Peter og jeg taler med hinanden i dag!

Rød Sofa med Lars Bukdahl og Peter Adolphsen


Café Retro, Knabrostræde 26, København K
Start: 25-09-2014 kl. 17:00
Slut: 25-09-2014 kl. 19:00
Alle  er velkomne.

Denne gang gæster Lars Bukdahl og Peter Adolphsen Den Røde Sofa.
Ofte ser man, at en forfatter bliver interviewet af en anmelder, men sjældnere er det, at anmelderen bliver interviewet af 'sit offer', nemlig forfatteren selv.

Peter Adolphsen og Lars Bukdahl taler denne eftermiddag om alt det de tilsammen rimer på:, Højholt, Madsen, Borges, avantgarder, OULIPO, systemer, readymades, encyklopædier, parodier, heltedyrkelse, Vejlby-Risskov, Højholt

Just for the record - in the hate speech archive

inden Martin Glaz Serups påstand om, at jeg forfølger og driver hetz mod Pia Tafdrup, bliver en uimodsigelig sandhed - og inden morgendagens avis udkommer! - så anmeldte jeg altså senest en Pia Tafdrup-bog, nemlig romanen Hengivelsen, for 10 år siden og anmeldte den klart mere positivt end negativt, sådan begynder anmeldelsen:

-->
PAFTRUP Pia Tafdrups romandebut har en lang, fin og skæv begyndelse, som den virkelig ikke ved, hvordan den dog skal komme videre fra

Vindeltrappistmunkens tredobbeltseng

Pia Tafdrup: Hengivelsen. 184 sider, 225 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Mine veltrænede fordomme havde ikke problemer med at finindstille forhåndsforventningerne til Pia Tafdrups sene og pludselige romandebut, der for at gøre det rigtigt nemt selvfølgelig hedder Hengivelsen: Ja, ja, vældig passion med lyrisk fernis bumlende derudad, no problemo! Men fordommene havde kun to tredjedele ret, eller helt ærligt faktisk kun halvt ret, og det er faktisk så for dårligt, at de må bøje sig og rulle tilbage og overlade operationsbordet til tøvende objektiv nysgerrighed.
  For ja, romanen handler om en vældig passion, men på en i hvert fald til en start insisterende kringlet facon, og ja, der er også en god del lyrisk fernis både hist og pist, men rent faktisk ikke mere end som så (og måske burde forlaget bare have farvet fernisen, pink eller limegrøn, så den var lige til at springe over for følsomme sjæle af først og fremmest hankøn). Det er starten, der gør den klareste forskel i forhold til fordomsautomatikken: Èn lang scene eller sekvens måske snarere på 35 sider, fortalt af jeg-fortælleren Pascha (ja, ja, fordomme, sikke et navn, vi går hastigt videre) i en fint fortumlet og overfølsom præsens, meget langt fra de seneste digtsamlingers dyndtunge, hyper-retoriske tankelyrik. Vi er snarere i nærheden af den unge firserdigters små, stærke, vibrerende sansninger, men på prosaiske præmisser, med konkrete detaljer og klare flashbacks og Jesus: Supsense!

- og sådan slutter den:

-->
Hele resten-af-romanen (altså alt minus den fine start) former sig som en forbumlet blanding af 1. Juliane Preisler Classic, dvs. højglanspoleret fernis, 2. Samtidsroman Raw, dvs. forfjamskelse med samliv og ekskærester og forældre og erindringer, og 3. Hesselholdt Crazy. Det første er slemt, det andet er trivielt på en i Tafdrups tilfælde forfriskende facon, og det tredje er rigtig godt, henvisningen er til Christina Hesselholdts forelskelsesroman fra sidste år, Du, mit du, og dens knopskydende, fiktive og reelle fabuleren. Hos Tafdrup er det fabel-agtige de ualmindeligt mange og grundige drømmereferater, som nemlig kun sjældent lader sig fortolke fyldestgørende 1:1, de bevarer helst en genuin sær og skæv rest; den første, midt inde i den fine start, ender sådan her. ”Kvinden med det lange lyse hår gav sig til at skrive et navn uden på konvolutten. Hun drejede hovedet og så fast på mig: ”Det afgørende er, at et brev er frankeret rigtigt.”.
   Dvs. rigtig forkert! Og den reelle handling måtte altså gerne være blevet forsynet med lidt mere og skarpere drømmeagtighed. Som i Tafdrups andet nylige prosaforsøg, novellen ”Syv timer imod mørket” fra 2003-antologien Kunstnernoveller, hvor en gal stalker faktisk får noget at skulle have sagt. Og som i den fine start, hvor situationen i en evighed effektivt holdes i ånde.
  Hengivelsen er en lille, grundstødt roman-kutter, der stolt og sympatisk holder snuden oppe. Men hvor ville det være skønt, hvis kaptajninden næste gang rundt vovede et Titanic, der kunne og ville forlise for alvor!

- og så er det rigtig nok, at Jens Blendstrup og jeg ved en Litterær Hypnose på Roskilde Festival satte ild til et bind af hendes samlede digte, men altså, Jens var in character som en senil rockmusiker, der ikke vidste, hvad han skulle stille op med en bog, så derfor behandlede han den, ligesom Jimi Hendrix behandlede sin guitar, men straks flammerne stod op fra 80'er-poesien, vidste vi, at dette var helt forkert, bogbrænding er ALTID dårlig karma ... og her klokken 13 læser Jens op for Dansk Blindesamfund sammen med Lone Aburas ...

onsdag den 24. september 2014

Bedste og cooleste Helle Helle-reklame

må være denne liste i en FB-opdatering fra Pia Juul tidligere i dag over 11 bøger "that have stayed with you or changed you in some way":

Den lange vinter - Laura Ingalls Wilder
Let gang på jorden - Agnes Henningsen
Vilhelms værelse - Tove Ditlevsen
Sense and Sensibility - Jane Austen
The Bell Jar - Sylvia Plath
Boyhood - J.M. Coetzee
Under my skin - Dorris Lessing
The Beauty of the Husband: A Fictional Essay in 29 Tangos - Anne Carson
En dag i året - Christa Wolf
Artful - Ali Smith
Hvis det er - Helle Helle