Søndag siger

Der må være en måde at få mandag erklæret umyndig på på forhånd:
amandag!

Jeg er også William S. Burroughs' oversvømmede, henkogte lort

Jeg faldt sidelæns ind i Steen Møller Rasmussen og Lars Movins gode Burroughs-film, Words of Advice - William S. Burroughs on the Road, og før jeg vidste af det fremviste en Kansas-nabo et henkogningsglas med en af mesterens lorte, der var kommer flydende mod ham i en oversvømmet kælder, og jeg tænkte:

VI ER ALLE WILLIAM S. BURROUGHS' OVERSVØMMEDE, HENKOGTE LORTE!

Mig og Steen og Lars og - på de gamle filmstumper fra The Book Trader i Skindergade i 1981, hvor Burroughs tålmodigt signerer (også falske) bøger og interviewes, smerteligt akavet, af sin største, danske fan og adept - Dan og Henrik (Bjelke) og Sam (Fleischer) og Steen (Jørgensen) og Knud (Odde) og Thorsten (S. Høeg, nulevende største, danske fan og adept)!

Kritikeren som fabeldyr

falkeblik
gåseøjne

løvebrøl
nattergalesang

stikke som en bi
danse som en sommerfugl

tyvagtig som en skade
hukommelse som en elefant

flagermusradar
T-Rex-panser

girafhals
spirilhale

Langdigteslags

1. Lyngdigt - der ligesom lyng bare umærkeligt spreder sig i alle retninger

2. Lungedigt - der taler og taler på den helt store lunge, indtil der ikke er mere vejr og så taler videre

3. Længedigt - der bygger sig op længe for længe som en gård, der hele tiden lige kan udvide sig en længe mere, solidt og systematisk og endeløst

4. Lingeridigt - også kaldet de 117 slørs digt, der lokkende hele tiden smider endnu et stykke knitrende silkeundertøj

5. Longodigt (efter den amerikanske kunstner Robert Longo) - formfuldendt, foruroligende, ikonografisk serialitet

Dødssyge, kollegiale kunstdefinitioner

fra René Gummers insisterende afmægtige tale for vinderen af Weekendavisen Litteraturpris Erik Valeur i WA Bøger:

For overhovedet at aspirere den slags følelser (meget uklart hvilke: "Jeg ved, hvilken fornemmelse ordene giver mig i maven. Jeg lærer noget. Om livet. Om mig selv. Jeg kan mærke noget indeni; og jeg får sat følelser på plads; følelser, som jeg udmærket kender, men som jeg ikke har fået sat ord på endnu"!!!????) må værket - hvis det som i dette tilfælde er en bog  - som mindstemål indeholde genkendelse, overraskelse og en knaldgod historie. "

SIKKE NOGET ÆVL!

fra Bo Bjørnvigs mestendels tilfredse anmeldelse af femte bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp i samme nummer af WA Bøger:

Er vi nordboer virkelig så éns? Har vi alle spillet skak til Miles Davis' Lind of Blue? Eller er det fordi "Mennesker" i virkeligheden ikke er så forskellige?/ Det sidste er, hvad Knausgård selv har antydet, som forsvar for at gå så tæt på folk og ikke mindst sig selv: Jo tættere jeg kommer, jo mere alment bliver det./ Det er en smuk pointe, som gør det private til fælles anliggende. Så at sige ophøjer det./ Hvilket er hvad god kunst gør - får os til at føle en mening med det hele. Og indimellem ligefrem en ophøjet, gysende følelse af fylde, der får alt til at lyse omkring os.

SÅDAN NOGET VRØVL!

Jeg får en helt utrolig lyst til at opleve kunst fri for gode historier og mening med det hele som fx senest Harald Voetmanns Kødet letter - der er heller ingen genkendelse eller overraskelse og slet ingen ophøjet, gysende følese af fylde, der er nederdrægtig intethed direkte i dit weekendsfjæs!

Hvorfor mugger Jeppe?

Når nu så mange irrationelt hader på Forfatterskolen, kunne skolen godt være lidt bedre til at påskønne sig selv og sine resultater - i en reportage fra det netop afholdte Forfatterskole-seminar på Testrup Højskole refereres Forfatterskolelærer Jeppe Brixvold, der i sit debutår 1990, da han var 22, udsendte hele 2 bøger, for at være skeptisk overfor bogudgivelse som et mål for skolen: ""Jeg er i tvivl om, hvor meget det plads, det må have for institutionens selvforståelse, at vi skal have nye forfattere" (...) Jeppe Brixvold mener, at eleverne ikke skal måles på, om de laver bøger. De kunne jo i stedet bruge deres kreativitet på at lave et tidsskrift, arbejde med performance eller noget helt tredje. Han ved godt, bogen er identitetsdannende for eleverne [!, de er Forfatterelever for fanden!], men efter hans mening er det et problem, hvis skolen fokuserer for meget på, at der skal kommer bøger ud af undervisningen./ "Du får det lyde, som om der er noget vulgært ved at lave bøger", siger Christian Dorph [hej, Christian]./ "I dag er der en forventning om, at man hurtigst muligt får en bog udgivet, men kunsten skal ikke måles på antallet af udgivelser [det kunne nu have været skønt med LIDT flere bøger fra dig, Jeppe, mellem år og dag]. Èn god bog er meget bedre end 100 middelmådige." Jeg kunne forstå sådan værk/bog-skeptisk snak, hvis de faktiske unge mennesker ikke var interesseret eller enstemmigt i krise med at skrive og udgive bøger, men sjældent er der kommet så mange stærke og kritisk roste debutbøger fra forfatterskoleelever som det seneste trekvarte år, Bjørn Rasmussen, Hanne Højgaard Viemose, Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Stine Pilgaard. Mener Jeppe de bøger er middelmådige? Det tror jeg ikke på, men hvad er det så for åndssvag muggenhed? Kan han da tage og PRALE med de fremragende bøger, som eleverne fra hans skole viljestærkt og ambitiøst og egensindigt sender på gaden og som endda, hvilket er virkelig sindssygt, bliver omtalt og læst, men det er sikkert bare endnu mere bekymrende. Har Asger Schnack ikke efterladt bare 1 spiseskefuld begejstring i skolens køleskab, der kan tvinges ned i halsen på succesallergiske jeronimuser?

Det bedste stykke roman-billedsprog 2011

i forhold til snakken i blogpost nedenfor om det gode roman-billedsprogs DICKENSKE humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed (og her må man snarere tale om (udsyret) allegori end simplel metafor):

Mathilde kigger ud over Øresund. Åh, denne brede voldgrav mellem os og svenskerne, Hun ser udad, hun ser Den Nye Øresundsbro springe over det grå sund. Hun ser op, hun lader blikket løbe ud under den grå himmel. Der hænger store tottede bygeskyer ude mellem det blå og det grå, et mylder af himmelstiger, en skov af jakobsstiger rejser sig blændende, gnistrende, øjeæwleskærende [så vildt vrængende en bogstavering!] op fra havet, op mod himlen, bliver væltet af en skytot, bum, vælter som en fuld student og dukker op igen.  Som var der blevet sat sat en enorm indsatsstyrke ind fra politiet, der bliver ved med at rejse stigerne op. Som er der en bataljon fra hæren, der kæmper og slås, slås en retfærdig kamp mod skyerne for at invadere himlen, sprede lyset, introducere demokrati, gennemtvinge himlen i himlen. Men det er et stort. stort mørke, et overmenneskeligt mørke, et umenneskeligt mærke, der nærmer sig kysten.

- fra Lars Frosts Skønvirke

Absolut brugbart tennisord

fra Anders Haarh Rasmussens Wozniacki-artikel i Information i dag - det glæder jeg mig til at kalde fx et svagt stykke polemik eller bare en mellembog eller et mellemdigt:

TRANSPORTSLAG

Leonora har humor!

Jeg var ikke sikker, og frygtede det værste, da hun skulle WA-anmelde Stine Pilgaards radikalt sjove debut Min mor siger, men lo' and behold! Her underrubrikken:

Debuterende Stine Pilgaard har skrevet vinterens must read. En original og vittig roman om et mor-datter forhold, en kærestesorg og en ung kvinde i livskrise.

Også Kamilla Löfström i Information, som jeg godt vidste havde humor, er pligtskyldigt glad for bogen, men spøjst sigende, hvordan både Kamilla og Leonora skal besværge, at selvom bogen er sjov, er den god - underrubrik i Information:

Der er smæk for skillingen i Stine Pilgaards debut om de nære relationer, der minder lidt om stand-up, hvilket, må jeg tilføje, er positivt ment.

Og andet afsnit i WA-anmeldelsen:

(...) hendes debutroman, Min mor siger, er en fornøjelse fra ende til anden. Jeg har vredet min hjerne for at finde et superlativ, der kan beskrive hendes stil. Pudsig er for puttenuttet. Quirky er for smart. Morsom får hendes roman til at lyde som en falde-på-halen-komedie, men faktum er , at hendes tone er original. På én gang vittig, rørende og alvorlig.

Hvorfor er det ikke den største ros i verden uden videre at sige, at en bog er sjov og morsom - meget gerne som de bedste (amerikanske) stand-up-komikere, og lad mig for en gangs skyld nævne en kvinde: Sarah Silverman!?

(og lad mig slet ikke nævne Sarah Skarums håbløst traurige 3 stjerner-anmeldelse i Berlingske, hun har så i hvert fald ikke humor eller bare sans for litterær stemmefærdighed, Stine er så meget et talent på spring, suk dog: "Men man kan ikke mærke, hvor det gør ondt. Det er som om bogen ikke tager sorgen sådan helt alvorligt, men holder en let ironisk afstand. Sprogets glatte overflade bliver et lag mellem læser og historie, ikke en forbindelse, og dermed bliver man underligt ligeglad med hovedpersonen, hvis liv virker uendelig banalt." Uendelig banal kan du sgu selv være, Sarah!)

(og ok, jeg bliver også nødt til at himle over begyndelsen på Leonoras anmeldelse: "Der er al mulig grund til at tage godt imod debuterende Stine Pilgaard (f. 1984). Hun har ganske vist gået på Forfatterskolen, hvilket ikke umiddelbart lyder som en anbefaling i mine ører, selvom Josefine Klougart, Olga Ravn og Olivia Nordenhof gik på samme årgang som hende." JAMENFORHELVEDEDA! Rent logisk kan det blive nødt til at være en anbefaling, at hun har gået på samme årgang som hele 3 åbenbart anbefalelsesværdige forfattere! Hvad er det for et (her helt formelt) irrationelt Forfatterskolehad!? Hvem er de forfærdelige digtere, som har givet Forfatterskolen et ondt ry i Leonora Christina Skovs hoved!? Hun nævner dem aldrig! Men hun roser den ene afgåede elev efter den anden!? Kan hun ikke holde inde med sin hadtale NU!?)

Gardin & stolpe

Helle Helles 2 poetiske metaforer (altså enheder af poetisk (intenderet originalt/sanseligt) billedsprog) og ½ i Dette burde skrives i nutid [+ det løse]

-  romanens fortæller er NB en jegfortæller, der er forfatter in spe -

1.
"En dag kom hun ud i gangen og sagde farvel, hendes hår delte sig over ansigtet som et gardin." side 13

[ikke helt et billede: "Jeg tænkte siden på det som en stærk lykke at ligge sådan, ubemærket i et væld af uldne samtaler." side 32]

[naturligt billede: "(....) Niller sad stiv som en pind med matematikbogen omme bagved." side 44]

[spytkrøllen markeret som koket, indforstået (= fiktivt indfoldet) lyrik-speak: "Jeg tænkte på viben, der dykkede i små ryk over brakmarken derude nu, huit-huit, med de takkede vinger og spytkrøllen (....)" side 54]

[så godt som et naturligt billede (mange beskrivelser af lugte og lyde, men altid insisterende eksakte): "Når jeg satte hænderne for ørerne susede det som en hel strandbred." side 64]

[fiktions-indfoldet billede (tydeligt signeret fiktiv 3. person/tekst): "I et af dem [blade på biblioteket] var en artikel om faldgruber i hverdagen under overskriften Rygrad som en snegl. Der var noget galt med den sætning, men det var så mærkeligt et sammenfald, at jeg ikke kunne samle tankerne om fejlen." side 72]

[naturligt billede: "Stuen lignede en slagmark af tøj og sko (...)" side 73]

½ [dickensk udvidelse af billede 1 - efter 73 sider!]
"Så kom de op til huset, Ruths hår var var blevet et fugtigt gardin, deres strømpesokker satte våde spor på gulvet." sider 86

2.
"- Åh, ja, Irma, sagde han, og så rejste han sig og kom hen til lagde sin hånd om min nakke, vi kyssede hinanden, vi kom ned på gulvet og ind under en af stolene, den væltede, vi hev og flåede, mit ben stod i luften som en hvid stolpe." side 110

[sandsynligvis fiktions-indfoldet billede, nemlig mosterens: "(...) hun sad ved køkkenbordet og stirrede ud i alt det sorte med sin kaffe hver dag før seks, mens Hardy snorkede som en traktor." side 111]

(jeg har lyngenlæst med billedblik og kan godt have misset enkelte løse billeder, suppler gerne)

Og alligevel/derfor er Dette burde skrives i nutid den klokkeklart mest poetiske roman, jeg læste i 2011.

Og i sig selv og i romanen er begge billeder lige så sjove som tydelige nemlig.

Dickens eksemplificerer som evig og altid forbilledligt

her roman-billedsprogets humoristiske, fiktivt forpligtede og fabulerende spilfærdighed, fra hen mod slutningen af kapitlet "Podsnappery", et af de bedste kapitler i en af verdens bedste romaner, Our Mututal Friend; Podsnap-tallerkenen/sølvtøjet har været sat i billedspil gennem hele kapitlet, der beretter om et selskab hos Mr og Mrs Podsnap, solidt rige borgere med en forsømt, ung datter - midt i og kontra tallerken-dansen den heftige (og sjove!) hane og til allersidst en surrealistisk, ung person, der er lutter kinder:

Certain big, heavy vehicles built on the models of the Podsnap plate, took away the heavy articles of guests weighing ever so much; and the less valuable articles got away after their various manners; and the Podsnap plate was put to bed. As Mr Podsnap stood with his back to the drawing-room fire, pulling up his shirt-collar, like a veritable cock of the walk literally [!] pluming himself in the midst of his possessions, nothing would have astonished him more than an intimation that Miss Podsnap, or any other young person properly born and bred, could not be exactly put away like the plate, brought out like the plate, polished like the plate, counted, weighed and valued like the plate. That such a young person could posssibly have a morbid vacancy in their heart for anything younger than the plate, or less monotonous than than the plate; or that such a young person's thoughts could try to scale the region bounded on the north, south, east, and west, by the plate; was a monstrous imagination which he would on the spot have flourished into space. This perhaps in some sort arose from Mr Podsnap's blushing young person [en fast retorisk figur i Mr Podsnaps konversation] being, so to speak, all cheek, whereas there is a possibility that there may be young persons of a rather more complex organisation.

All you need is a little monstrous imagination

Bliver billedsprog ikke nødt til at have humor for at kunne overleve i en roman?

Det er nødvendigt med en meget lang blogpost, som ikke bliver denne her, hvis ikke en decideret traktat, hvis ikke faktisk et regelsæt om billedsprog i romaner; jeg ved vi er flere, der har haft svært ved at finde en grimasse, der kunne passe (og helst en glad én jo) til de forholdsvist mange, insisterende poetisk (dvs. (intenderet) originalt, sanseligt rammende, ikke bare automatiske/naturlige) billeder i Dy Plambecks gode roman Gudfar og Lone Hørslevs gode roman Sorg og camping, hvad laver de billeder, hvem taler dem, i forhold til hvordan personer og ting og sager ter sig og taler i al fiktivitet? sker der ikke et clash mellem den humoristiske og dynamiske fiktion og den oprigtige og stillestående billeddannelse? skal billedsproget ikke oprette og gennemspille sin egen, parallelle, fiktions-kontaminerende/kontaminerede maskepi? - men hvad så med "lyriske romaner" med et højt, måske endda dominerende forbrug af billedsprog, der jo nemlig af samme (konventionelle, men, er det min pointe, ikke nødvendige) grund sjældent er humoristiske - jeg har lige siddet og bladret i sådan en roman-én, der udkommer om et par uger - er de mindre problematiske, fordi der ikke er nogen humor at clashe med? eller mere, fordi det altid er et forbandet problem for en roman, når dens fortællen/fortælling eller mangel på samme ikke er sat i spil, og hvis billedsproget er den fortællen/fortælling eller mangel på samme, er det dér rouletten skal snurre? Grubler jeg videre over, inden jeg skriver reglerne, og mon de har stentavler i Vesterbro Kontorforsyning?

Sprawlende er ikke et ord

Man kan blive så edderspændt rasende på dansk, når der er et ord, som et andet sprog har, og som vi ikke har, som nu fx sprawling: "som ligger henslængt; som breder sig uregelmæssigt, spredt" (vigtigt er linket til "urban sprawl", "tilfældig udbredelse af bymæssig bebyggelse"), som amerikanske/engelske kritikere elsker at karakterisere film og romaner som; og jeg ved nøjagtigt, hvad de mener, og sådan kan store fiktionsværker også opføre sig på dansk, selvom de gør det for lidt, og når de gør det, gør det for kedeligt, men hvis et dansk ord fandtes for det, ville de måske gøre det mere eller bedre. Det hjælper heller ikke med 2 ord, distræt knopskydende fx, fordi knopskydende (som er et ord, jeg elsker og dansk kan være stolt af) alligevel bliver for organisk, der skal også fuldstændig frit og løst kunne opstå nye dele og zoner i værket, vil jeg mene. Kasper Nørgaard Thomsen som vores i positiv forstand mest sprawling forfatter. Sprawling betyder sprawling, er problemet.

Verdens dårligste anbefaling

(anmeldelsescitat i annonce for Merete Pryds Helles Kære Mai bag på Information):

"Det er det mærkelige ved formen, at den sniger ind på én. Jeg havde det lidt på samme måde med Martin A. Hansens dagbøger"

KRISTELIGT DAGBLAD

Dvs, at Pryds Helle skriver mails ligesom A. Hansen skriver dagbog, og A. Hansen skriver dagbog ligesom Pryds Helle skriver mails, to alen af samme åbenhjertige stykke brænde, okaaaaaay!