2. pladsen i geniopremsning

erobrer som forventet Mikkel Bruun Zangenberg i sin 5 hjerter-anmeldelse af Pablo Llambìas' Monte Lema i Politiken i dag:

Llambìas leger (og danser manisk, alvorligt) med en Caspar David Friedrich, der rygvendt skuer ud over det forrevne alpelandskab, Rousseau, der bekender, Baggesen, der lægger sig blot, her på Monte Lema, på grænsen mellem Italien og Schweiz, hvor Llambías er på en nærved umulig dannelsesrejse med sin computerspillende trettenårige søn; og selvsagt spøger Hölderlin, Nietzsche og co. i baggrunden, de store, gale kunstnere, der også var geniale, dette som en prominent og håbløs del af den postromantiske arv, der lægger sig ind over autenticitetens jargon i 'Monte Lema'.

Pablo og 5 genier og co. Selvsagt!

1 til meta-Llambías-sonet og måske endnu 1

Pablo Ll spørger udenom bloggen, hvad jeg mener med en tradition for antilitteratur (og jeg kan godt forstå, hvordan man/han kan blive sonetafhængig):

3
Antilitteratur er litteratur, som
ikke vil være som litteratur ellers
er, eller parodierer eller vrænger
ad, hvad litteratur ellers er, fx

Don Quijote, Tristram Shandy, En sæson
i Helvede, Anarkotika, som har fået
litteraturen galt i halsen eller halsen
galt i litteraturen og vil hoste den op,

litteraturen eller halsen, men hvis man
ikke har noget fordøjelsesproblem,
hverken kløjes i traditionen eller slår
sig i dens tøjr, hvorfra skal så energien
og aggressionen i skriftens hosteanfald
komme? Astma kræver allergi, der er vild.

4
Bortset fra, som sagt i anmeldelsen, at
antilitteratur også er en stil og
en genre, der uden stilbevidsthed
og genrebevidsthed så let bliver kitsch.

Lars Skinnebach står i øjeblikket ved grænsen
for den slags kitsch, før skrev han sådan cirkus
centrallyrik, derefter vred anticentrallyrik,
nu skriver han fad antianticentrallyrik.

Jeg ved godt, at Pablo hævder i en sonet,
at han altid har haft grimme passager i
sine bøger, men det tæller ikke, for det
er grimhed som kontrast, malerisk grimhed,
flader af bad painting i det sikre skilderi,
det er funktionel, ikke flænsende fælhed.

Mine 2 meta-Pablo Llambìas-sonetter

(men modsat Jørgen Leth-digtet om amalgam, hvor det er Leth, der er digterjeget, er det her mig, LB, der taler om (og ud over sonet-formatet helst også lidt som) Pablo Llambías, ellers ville det blive for unødigt forvredet)

1
Det, der er problemet med Pablo Llamb-
ìas' sonetsamling Monte Lema, eller
rettere min teori om mit problem
med Pablos sonetter er, at før i tiden

prøvede han slet ikke på at skrive
litteratur: Han konceptualiserede
bøger, ligesom han på Akademiet
konceptualiserede billedkunst,

og tilfældigvis, hvis talent er tilfælde,
havde hans ideer og eksekution
litterær gehalt, det var ikke hans ansvar!
I Monte Lema forsøger han at skrive
anti-litteratur, men det er en af de
ældste, litterære ambitioner i bogen.

2.
Ikke for at gøre Pablo til en primitiv,
autentisk konceptualist, kun lidt;
hvad jeg mener er, at det litterært forfrisk-
ende ved hans bøger er hans, til forskel

fra os andre, af litterær henkogning
fuldstændig frigjorte måde at tænke og
konstruere bøger på, hinsides selv
Svend Åge Madsen opfandt han hver gang

den boglange, skønlitterære skriftenhed på-
ny. Hvortil kommer, og det tror jeg virkelig
ikke, han tog i betragtning eller lagde vægt
på, at han rent stilistisk excellerede vildt:
Dengang skrev han godt uden at ville det,
nu vil han frygtelig gerne skrive dårligt.

Sonetsoundtrack

Jeg havde ikke plads i min anmeldelse af Pablo Llambías' sonetsamling Monte Lema i WA i dag til at skrive om den (for let forhøjet pris) medfølgende cd, som jeg ellers gerne ville sige noget godt om, fordi cd-formatering for en gangs skyld gør en markant og positiv forskel: Llambías og den versatile duo Wazzabi giver hver sonet sin egen stemme og musik/lyd som en yderligere (og i mine øjne nødvendig) formalisering og forklædning/forvrængning af dagbogsstoffet, der til forskel fra sonetformens faste gitter hele tiden changerer, mellem, hvad Pablo-stemmen angår, først og fremmest (forskellige former for) mørk recitation og lys sang (ligesom Llambás' 10 år gamle, excentriske liv-numre med breve til rejsebureau og kommune, som også blev både reciteret og sunget), med flere fine og sjove undtagelser, 1 sonet læses som Lars Skinnebach med skingert tryk på sidsteordet, 1 anden skriges punk-agtigt ("Hele min krop skriger efter nærkontakt" selvfølgelig); på en kuriøs måde får mange af de privat-sonetter, jeg i anmeldelsen stempler som kedelige, (ej uhumoristisk) liv og karakter (der er så også væsentlig færre sonetter på cd'en som sådan, det betyder også noget!), især er de sungne teksters - hvad skal man kalde det? - arie-isering (i kontrast-spillet med recitationerne) højst effektiv; ud i en en slags sørgmunter hyper-inderlighed.

Sonetvæddeløb

Inden jeg anmelder Pablo Llambías' kæmpestore sonetsamling, Monte Lema, bliver jeg nødt til lige at få noget støj af vejen, som er den sjældne overlapning mellem værket, man skal anmelde, og ens eget kunstneriske (mere eller mindre, det er det meget penible!, offentliggjorte) praksis; jeg har selv i to omgange her på bloggen skrevet det, jeg (i første omgang) kaldte engangssonetter, fra rejser til Firenze og London, mine sonetter er tyndere og ordfattigere (og mindre næsten-korrekte, i format og linjelængdel) end Pablos, men ideen er vistnok den samme (og parallelt, som bemærket af Martin Glaz Serup om Pablo, med haikuen hos Klaus Høeck)  sonetten som emballage fra det poetiske supermarked at proppe oplevelser og tanker og (det gør vi begge to) afskrevet tekst ned i; jeg abonnerer også, både på bloggen og i mit forbandede work in no progress, Brian-Færgen læk, på tvangs-systemer (der SKAL skrives, på denne måde, på dette tidspunkt, i (det er så bare mig!) dette tidsinterval) og (simuleret!?) direkte hverdags-transmission, til gengæld er jeg IKKE med på Pablos nøgent patetiske, anti-litterære ambition om at lade det hele (hvad det så er) hænge ud til (meget helst) beskæmmende og provokerende skue, hvilket, kan man godt høre, jeg har mine kritiske reservationer overfor, som selvfølgelig er lettere mistænkelige, når det akkurat er en hovedforskel på vores på andre ledder broderlige projekter, jeg slår ned på, hvis jeg gør det, jeg har ikke skrevet anmeldelsen endnu, og er stadig i syv sind om, hvad jeg faktisk smagsfordømmende mener, og bl.a. pga. broderligheden, og nu skriver redaktøren, at hvis jeg vil have anmeldelsen på denne uge, hvilket NB ikke er det samme som et løfte!, så skal den kun være på 500 ord, og det vil jeg gerne, have den på denne uge altså, men det ved jeg virkelig ikke, om jeg kan, få den ned på 500 ord altså, bl.a. pga. !!!!!!!!!!!????????

BREAKING NEWS 12:40: 550 ord går også, så er der plads til 5½ af mine syv sind!