torsdag den 31. marts 2016

Ang. uhyggelige monstre

De kan være på spring i lang tid.

Fra Iggy Pops mindeord om sin ven David Bowie i Rolling Stone:

"More than all of the other rock musicians, David Bowie was interested in people — really interested, especially other people in the arts. He was always like, "OK, who are you and what are you thinking about? How do you do what you do?" And he appreciated oddballs — people who looked different and spoke in a certain way. He had a very strong curiosity and had very absolute aesthetic values

I learned a lot from him. I first heard the Ramones, Kraftwerk and Tom Waits from him. He also had a certain rigor. If he saw something in another artist he admired, if they didn't pick up that ball and run with it, he didn't have any problem saying, "Well, if you're not going to do it, I will. I'll do this thing you should have done." And that was very valid.

You can see what I learned from David as a performer if you look at footage from the solo tour I did last year. I'm standing my ground — David knew how to do that. Keep your arms away from your torso. Put one foot forward. Sometimes a little bit of movement is better than a lot — a little bit left, a little bit right.

David was not a person to waste a piece of music: Never waste an idea. I first heard his 1980 song "Scary Monsters (And Super Creeps)" when we were in a house on Sunset Boulevard in 1974. It was called "Running Scared" at the time. He was playing it on the guitar and wanted to know if I could do something with it. I couldn't. He kept it and worked it up.

That was another big thing I learned: Don't throw stuff away."

David Bowie; Iggy Pop; Tribute

Jeg billedsøger på 'scary broom' (du sover stadig)

Tabletop Motorized Dancing Witch's Broom

Tabletop Motorized Dancing Witch's Broom

 
Watch in horror as this cool new possessed Tabletop Motorized Dancing Witch's Broom moves about a table or floor all by itself, frightfully cackling and playing spooky music as it dusts. When it reaches an obstacle it automatically changes direction and has an edge sensor so it won't fall off the table. Even scarier is the fact that it waits and listens for its victims to enter the room before beginning it's chores. It's designed for endless ghoulish sweeping action until the witch's spell wears off or the batteries run out.

Also available in a Lifesize Version!

Febrile titelfortolkninger

Olga Ravn
Olga Ravn I dag tænkte jeg, at titlen på din nye bog er en slags enkel rorschach test for om man læser kost som "fejekost" eller som mad i "hård kost" (jeg tænker, at det ved du allerede godt). Jeg har hele tiden læst det som crazy(feje)kost, men nu slog det mig at det også er det andet. Jaja. Så kan du sådan ... gå og regne dine læsere ud, når du møder dem og de siger det ene eller det andet. "Ja, ja, ham der konferencieren til denne digtoplæsning, da han skulle præsentere mig, der sagde kan kost som i "råkost", ja det siger jo ikke så lidt, jaja" og så kan du grine lidt for dig selv og regne alle ud. Okay, nu glæder jeg mig til at læse bogen. KH

Martin Bastkjær Christensen
Martin Bastkjær Christensen Tænker også at "kost" som nedladende betegnelse for en kvinde er en mulig medbetydning (men bliver pludselig i tvivl om, hvorvidt det er udbredt slang, eller bare noget, man siger der hvor jeg kommer fra)

Olga Ravn
Olga Ravn ja det tænkte jeg også straks, første gang jeg læste det. Men fonetisk er det jo stadig kost som i "fejekost" -

Olga Ravn
Olga Ravn "scary(feje)kost" kan tænkes mere at være ord for en krop eller bevidsthed, stemme eller genstand - måske den der taler i bogen, mens "scary(rå)kost" mere lyder som en genrebetegnelse for fx teksten, den hårde kost læseren nu skal æde, eller i det hele taget bare et materiale i verden der skal ind i kroppen, som er scary. Akkeja, Cecilie, nu er vi allerede i gang med at læse din bog!

Side 31 (JEG KAN IKKE MERE OG IKKE MINDRE)!

Bare fordi det er den 31. i dag - det er den sidste side af en afsnitsløs, umådelig ubændig tekst, der begynder helt omme på side 28. Hvem skriver hastigere heftigere, HVEM?:

"(...)
på vej af gustent tingetangel der redder karme fra nøgenhed hører op når stof er tilstrækkeligt tæt vævet er vejret fucked med torden kan man muliggøre idé om undergang ej men det buldrer dystert
og med blitz fucking lynende fjer der forholder sig til spray det sølv det afrevne fuglede fugl mig med metode af sval karakter det er den her dvale der kvæler jeg vræler jeg vræler jeg vræler spørg mig ikke om skygger skam dig over dine hurtige smil og dine fornøjede fløjt det er fucked up og jeg kan ikke mere og ikke mindre og jeg kan ikke at der er krøller der krøller smukkere end andre krøller er dømt jeg babysittes af bogstaver jeg er så rasende på min fedme at jeg vil æde en myreture og brække den op ud over et ocean af tid og misfornøjede fisk det blæser op til storm det hjerte og knæk en tand mens du tygger på min ide om sol der går ned med flag som kun kan pyntes med konfetti i en fjern gynge gynger nogen sig måske mere tilpas til mode er jeg ikke jeg er bare til tøj der skjuler og gul er en fucked farve og fornærmet må man udse sig sine smykker som jo bør smykke og ikke andet end blingblingkapital kan tale til mig pt er øjeblikket et pt og det er bare grimt og grimasseret et træk der yngrer dig er løb og lad gå og giv slip det er en snip af tørklædet du kan smudse til med snot for det løber ud af dig når ulykken rammer rammer den rent det motiv der er MØRKE jeg skal ørle jeg skal øjne jeg skal ænse KANIKKE ænse

Jeg giver hjerter til din bog

Jeg giver stjerner til din bog

I dag er det Scarykost

Min kæreste Cecilie Linds nye bog, Scarykost, udkommer i dag. En dum regel siger, at man ikke må anmelde sin bedste vens og sin kærestes bøger; reglen er dum, fordi jeg for fanden gerne vil anmelde de bedste bøger, og jeg kan da ikke gøre for (for nu at parafrasere Jørgen Leth, der engang kaldte Cecilies oplæsning af Misfat for en "tour de force"), at min bedste ven (han hedder Jens) og min kæreste skriver (okay, nogle af de) bedste bøger, vel:

Min officielle anmeldelse:

Cecilie Lind: Scarykost (181 sider, 100 kr. (latterligt billigt), OVBIDAT)

af Lars Bukdahl

Det er en vildt god bog!

Patricia i Trumplandia (small, ruthlessly edited steps)

Patricia Lockwood. amerikansk favorit-digter og -tweeter (efter at have ligget low et stykke tid er hun nu fuldt Twitter-aktiv igen), har skrevet en kostelig og uhyggelig reportage fra det igangværende Trump-tiumftog (i går fik han svaret ja til, at kvinder skal straffes for at få foretaget abort - senere på dagen fortrød han, men havde jo sagt det) - et lille klip:

"A Trump impersonator came forth from the pit to meet his maker. “I hope you’re making a lot of money,” Trump told him, hugely pleased. “Melania, would you have married this guy?” he asked his wife, and I imagined Melania rearranging the diamond planes of her face to acknowledge receipt of the joke. She wore an outfit best described as Sensual Band-Aid and took small, ruthlessly edited steps. The last thing she ever tweeted was “Happy Fourth of July!” with a picture of an American flag, two weeks after her husband announced his candidacy for president of the United States.

Some of the darkest boos arose when he pointed to us in our journalistic zoo. “The Fed owns cows!” I almost volleyed back. Cheers arose when he mentioned Christmas, building a wall between the United States and Mexico, and the virtues of waterboarding. Trump appeared to wish something worse than waterboarding would be invented. He appeared to wish terror suspects would be placed under Niagara Falls and ordered to catch it with their mouths. The terms and exhortations blended together, until you thought, “Well, hell. Why not build a wall out of water on Christmas?” Solve all the problems at once. Did someone, somewhere heckle the idea of us building a wall out of water on Christmas, in order to keep America safe? Trump wagged his head. “The wall’s gonna just get bigger when he has that attitude.”

The protesters were halfhearted, perhaps because of the snowstorm. The lettering on their signs was illegible; their shouts never reached my ears. A young man was hustled out by security, but as far as I could tell it was just because he was wearing an exceedingly strange hat. Farce has not been able to answer farce in the case of Trump. Nothing protesters do could be outrageous enough to meet the original spectacle. The ones who linger in the mind and narrative have been silent: a woman reading Claudia Rankine’s Citizen behind the orange head; a woman standing in white hijab, “Salam, I come in peace,” written on her paradisal turquoise T-shirt, until she was “escorted out” amid mounting cries.

It’s us, was the undercurrent. It’s just us in here. A handshake moved through the air as the speech walloped on, and then something more than a handshake. The more he spoke, the more Trump sounded like a rich man at dinner with a young woman whose passport is her face and her freshness, explaining to her the terms of the arrangement: that he would wear her on his arm, turning her toward the lights, that she would defer to him in public, that he would give her just enough of what he has to sustain her. I wrote in my notebook, “Trump is offering to be our sugar daddy? He wants to make America his trophy wife?” What he was really promising was freedom to move in the world the way he does, under his protection, according to his laws. Nobody owns me, he keeps telling us, not the lobbyists, not the Republican high-ups, not the Washington insiders. I’m not in anybody’s pocket; hop in mine. His wives, you might have noticed, grow lovelier and lovelier. It is a practiced seduction; it has worked before. We ignore it at our peril."

- på Twitter har Lockwood publiceret en smuk, lille samling fraklip:
  1. somehow I ended up with a notes file that's just like 100 descriptions of donald trump I couldn't fit in my piece





onsdag den 30. marts 2016

Press Ex, Ionist!

Ekspressionist-aftenen i selvsamme Politikens Foredragssal, hvor den første ekspressionist-aften blev afholdt 12. februar 1919, var meget forrygende vellykket - mest og ekspressivest overrumplende var nok Nils Göndahls prægtige, decideret publikumsudjagende - avantgardepræmie dér! - violinshow. Og apropos Peter Nielsens vrøvl om uvildskaben i ny litteratur i almindelighed og nye danske langdigte i særdeleshed var det for dette uvildige publikumsmedlem slående, at lige meget hvor fint kraftfuldt og pågående Asger Schnack og Jacob Skyggebjerg oplæste tekster af Bønnelycke og Frederik Nygaard - og bravo til dem! - så befandt Cecilie Linds og Rasmus Hallings oplæsninger af (fragmenter af) egne langdigte sig i en helt anden, seriøst stratosfærisk, kvalitativ sfære; hvad angår DK-poesi og -avantgarde (selv hvis vi tæller 1922's enlige, flammende svaler, Broby og Momberg, med) KNOCKOUTES 1910'erne af 2010'erne.


  

fotos: Gita Pasternak

tirsdag den 29. marts 2016

EXPRESS(IONIST) YOURSELF!

- kom til Ekspressionismeaften i aften hos Politiken:

Nyt liv til glemt klassiker! Genudgivelse af Danmarks første roman om krig - set med soldatens øjne. Præsentation af Bønnelyckes SPARTANERNE med oplæsning, musik og billeder.

Oplev blandt andet Cecilie Lind, Rasmus Halling Nielsen, Asger Schnack i en ekspressionismeaften som i 1919 - med et nutidigt twist. Aftenens vært er Politikens Jes Stein Pedersen.

Tirsdag 29. marts kl. 19.30 - 21 (Dørene åbner kl. 19)
Pressen Politikens Hus, Vester Voldgade 33, Købenahvn V
Pris for abonnenter 40 kr.
Pris uden abonnement 80 kr.
Billetgebyr 10 kr. pr. billet.

OM SPARTANERNE:
Emil Bønnelycke er der ikke mange, der husker - men han skrev faktisk en af de første krigsromaner allerede i 1919 - og nu genudgiver forlaget GLADIATOR den.
Spartanerne hedder den og denhandler om krigen set med soldatens øjne. Ét spor forløber hos den unge soldat i militærstaten Sparta, et andet spor forløber hos den unge soldat helt fremme i skyttegravene under 1. verdenskrig, et tredje spor forløber hos en rekrut i Danmark. Og de tre spor fortæller at krigen er ét og det samme. Alle steder og til alle tider. Hvor det unge menneskes identitet nedbrydes og han forvandles til en lille ubetydelig del i det store maskineri.

I 1919 blev den kaldt ”futuristisk” og ”ekspressionistisk”, men glemt blev den og stort set kun blot nævnt i litteraturhistorien. Men nu, hvor den er mere aktuel end nogensinde, bliver den genoptrykt så alle kan komme til at læse den, og det skal fejres!

Ca. program: 



-->
Litteraturredaktør JES STEIN PEDERSEN, POLITIKEN byder velkommen       

                        Aftenens vært HANS OTTO JØRGENSEN, forlaget GLADIATOR,
  præsenterer  SANDALSERIEN og aftenens program                                           

 Lektor JOHAN ROSDAHL præsenterer Spartanerne.                                            
              
 ASGER SCHNACK læser op af Spartanerne                                                          
 
  Lysbilleder af moderne udenlandske og danske maleres arbejder m. CARL V. PETERSENS kommentarer                                                                    
              
                HANS HENRIK SORGENFREY: Klaver.
                    Arnold Schönberg: Seks små klaverstykker. 1911                                                     

                   PAUSE                                                                  

             CECILIE LIND fremsiger uddrag af langdigtet STRUNK 2015                              

ASGER SCHNACK fremsiger Fredrik Nyegaards digt ”Opbrud” 1919                 

            RASMUS HALLING NIELSEN fremsiger uddrag af Også 2015                        

             HANS HENRIK SORGENFREY: Klaver
      Bela Bartok: 6 danses roumaines 1915                                                                    

              JACOB SKYGGEBJERG fremsiger uddrag af Emil Bønnelycke:
ROSA LUXEMBURG Prosalyrisk Symphoni Pathétique in Memoriam 1919  
      
              NILS GRÖNDAHL: Violin      
Lille ekspressionistisk koncert 2016

               HANS OTTO JØRGENSEN: Tak for i aften!                                                         

mandag den 28. marts 2016

Holcks wilderness years: Flisetyveri!

17-åriges FARLIGT geniale debuter - Yahya Hassan & Vi må være som alt.

Yahya kom på Forfatterskolen, men viste sig ikke, solgte 100.000 og tog hjem til Aarhus og sidder nu i fængsel ...

Henrik havde gået på Borums kortvarige præ-Forfatterskole, solgte ikke en skid og fik knap nok anmeldelser og kom på Kunstakademiet og udgav ikke en ny bog i ti år; hans bidrag til Gyldendals generationsantologi Platform. Tekster og billeder fra '80 (der udkom i 1981 og som jeg åbenbart har indkøbt i 1985, 17 år gammel), redigeret af Søren Ulrik Thomsen, Synne Rifbjerg m.fl., består dels af poesi - frem for alt minimal-klassikeren:

                      jeg samler 1 sten op,
                og lar den falde i gråt vand,
                  jeg har forandret verden

                          jeg går over sneen
              føddernes aftryk ligger tilbage,
                  jeg har forandret verden

                    fordi jeg berører dig
bevæger du blikket 7 millimeter i min retning,
                  jeg har forandret verden

- og dels af billedkunst: Èn side dokumenterer, med fotos og et dokument, en aktion signeret "victor hall/henrik s. holck/ strøget (v nygade teatret) københavn/ 4,5 - 1980", hvor Hall og Holck tegnede hvide krydser på tre fliser, fjernede fliserne (straks eller et stykke tid efter?) og fik en regning på kr. 652,00 fra Stadsingeniørens Direktorat (via Københavns Politi) for "Istandsættelse af flisebelægning, opbrudt den 15. maj 1980"

søndag den 27. marts 2016

REPARER DIGTERENS HØJRE HÅND PLEASE OG PRONTO

Det har jo intet at gøre med, hvad man måtte synes om hans ytringer og gerninger, i det omfang det overhovedet er gennemskueligt, hvorfor noget er blevet sagt, og hvad er blevet gjort og af hvem, det er helt, helt enkelt:

DET ER IKKE I ORDEN, AT DER IKKE BLIVER OPERERET PÅ YAHYAS HÅNDLED!

Ritzau-telegram 2:

Yahya Hassan bliver bag tremmer trods brækket håndled

Yahya Hassans forsvarsadvokat, Claus Bonnez, har aldrig før oplevet, at domstolene ikke lytter til lægerne.

Aarhus

Den 20-årige digter Yahya Hassan skal forblive varetægtsfængslet til 18. april. Vestre Landsret har stadfæstet varetægtsfængslingen, som digteren ellers kærede på stedet ved et grundlovsforhør 21. marts. Det oplyser Yahya Hassans forsvarsadvokat, Claus Bonnez.- Jeg har over for landsretten redegjort for menneskerettighedsdomstolens praksis på området, men de (landsretten, red.) har slet ikke givet udtryk for, at de har forholdt sig til det, siger han. Yahya Hassan er varetægtsfængslet og sigtet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse efter en skudepisode i Hasle ved Aarhus 20. marts, hvor en 17-årig dreng blev ramt i foden. Digteren blev anholdt for episoden natten til mandag 21. marts og fremstillet i grundlovsforhør samme dag.
I en mail til Ritzau skrev Claus Bonnez torsdag 24. marts, at en skadestuelæge på Aarhus Universitetshospital dagen efter anholdelsen gjorde politiet opmærksom på, at Yahya Hassan mandag skulle have været opereret for et kompliceret brud i højre håndled. Et brud han pådrog sig ved en trafikulykke nogle dage tidligere. Men operationen blev aflyst, selv om politiet var informeret om, at der var stor risiko for Hassans helbred, hvis ikke operationen blev gennemført samme dag, hedder det i mailen.- I dette tilfælde har jeg lavet fem siders processkrift, hvor jeg har redegjort for blandt andet sygeforløbet og så for nogle ting, jeg ikke kan udtale mig om, siger Bonnez om kæringen af varetægtsfængslingen.
- Det, der gør denne sag speciel i forhold til alle de andre sager, jeg har haft med at gøre, er, at jeg har en læge, der siger, at han (Hassan, red.) skal opereres. Det er første gang i mine mange år med advokatpraksis, at jeg oplever, at man ikke retter sig efter lægens ord. - Vi kan ikke gøre andet nu end at håbe, de putter nogle piller i ham, så han ikke lider så meget, siger forsvarsadvokaten.

Ritzau-telegram 1:

Yahya klager over nej til operation for brud på håndled

Dagen efter sin anholdelse skulle Yahya have været opereret. Hans advokat klager over, at det ikke skete.

København

Den Uafhængige Politiklagemyndighed bliver nu inddraget i Østjylland Politis anholdelse af Yahya Hassan sidste weekend.Det er forfatterens advokat, Claus Bonnez, der på sin klients vegne klager til den uafhængige myndighed over, at Hassan ikke er blevet hasteopereret i sit håndled.I en mail til Ritzau skriver Claus Bonnez, at en skadestuelæge på Aarhus Universitetshospital dagen efter anholdelsen gør politiet opmærksom på, at Yahya Hassan mandag skulle have været opereret for et kompliceret brud i højre håndled.Et brud han har pådraget sig ved en trafikulykke nogle dage tidligere.
Men operationen bliver aflyst, selv om politiet var informeret om, at der var stor risiko for Hassans helbred, hvis ikke operationen blev gennemført samme dag, hedder det i mailen.
Ifølge Claus Bonnez har Yahya Hassan, der i øjeblikket er varetægtsfængslet, stærke smerter."Han ligger i en celle med stærke smerter blandt andet i håndleddet, han er ude af stand til soignere sig, gå på toilettet og spise, og han får ikke den fornødne hjælp, skriver advokaten. Han oplyser desuden, at digteren har sagt, at hvis han mister førligheden i hånden, så kan det få alvorlige følger for karrieren. Ifølge Claus Bonnez er det et grundlæggende menneskeretligt princip, at fængslede personer får samme lægelige behandling som alle andre.
Derfor har han bedt politiklagemyndigheden hastebehandle sagen.
Yahya Hassan er varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse efter en skudepisode i Hasle ved Aarhus søndag aften, hvor en 17-årig dreng blev ramt i foden.I grundlovsforhøret nægtede den 20-årige digter sig skyldig, og han kærede på stedet varetægtsfængslingen til landsretten. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor er det uvist, hvad Yahya Hassan har forklaret om episoden.
Ved retsmødet mødte han op med armen i gips. Han har selv forklaret, at han nogle dage forinden løb ud foran en bil for at slippe væk fra nogle forfølgere, som jagtede ham med sværd. Yahya Hassan er kendt for sin digtsamling Yahya Hassan. Ifølge hans forlag, Gyldendal, arbejder han på en ny digtsamling. Den ventes at udkomme til efteråret. Hos Østjyllands Politi oplyser vagtchef Bo Christensen, at politiet ikke har nogen kommentarer til klagesagen.

Jeg savner egentlig ikke min (anmeldelse af) SUT

Jeg har anmeldt alle (og så mange er der jo til stadighed heller ikke ..) Søren Ulrik Thomsen-bøger (både af og om)  - undtagen hans og Jokum Rohdes foto-bog København Con Amore, 2009 - lige siden jeg dukse-uærligt skamroste Hjemfalden i Kristeligt Dagblad i 1991, og ingen tekst har været vigtigere for min kritiske karriere og - hvad skal vi kalde det? - selvmyndiggørelse end min drillesygt skeptiske anmeldelse af En dans på gloser + Det skabets vaklen i KD fem år senere. Jeg opfatter det ergo som et tegn på min midaldrende modenhed, at jeg ikke tog (mere end en lille smule ...) på vej, da redaktøren valgte at lade min mange, mange år yngre (dvs ca. så ung som jeg var dengang i 1996) kollega Linea Maja Ernst anmelde den nye bog, En hårnål klemte inde bag panelet, og at jeg ikke blev (mere end en lille smule ...) misundelig på, hvor skarpt og elegant hun afslutningsvist patroniserer hans patroniseren (det med jeronimusseri ligedannede ord patronisseri burde findes - det gør det nu!):

"Men i for mange af de andre tekster får Thomsenjeget lov at hygge sig udenfor, i alvidende majestæt, og er ikke selv for alvor på spil. Som i denne teksts anslag (som retfærdigvis ender langt bedre og mere selvkritisk, end den begynder): »På fortovscaféen Promenaden har tjeneren bragt min øl og anvist mig et bord lidt uden for fortællingen (...).« Jeg synes bedst om Thomsen-teksterne, når de føles som en solidarisk hånd på skulderen, når digteren af erfaring fortæller, at til værelsen aldrig bliver skyggeløs, men at det ikke bliver aktuelt at give op. Og jeg holder mindst af dem, når de i stedet føles som en tung hånd, der klapper én varmt (og godmodigt fordømmende) på hovedet. Som når jeget i en tekst hidser sig provokeret op over en ung pige i smadret outfit, klædt i netstrømper og selv-seksualisering. Men så ser han, at hun er skeløjet, og bliver fuld af ømhed for det stakkels pigebarn. Her identificerer jeg mig - vredt - straks mere med pigen og tænker: Det bliver så faderligt nedladende, selvom det er venligt ment, og den der milde, patriarkalske velsignelse, klappet på hovedet, som jeg aldrig har bedt om? Tak, men nej tak."

 - af de øvrige (mandlige) anmeldere kunne Jes Stein Petersen lige præcis godt finde ud af at markere en vis træthed - og give for en Politiken-anmeldelse (af andre end Kizaja) sølle 4 hjerter. I både Kristeligt Dagblad og Berlingske Tiden blev det i mistænkeligt ubegejstrede anmeldelser til alle 6 stjerner; Lars Handesten i KD: "(...) med en sprogføring, der indimellem bliver direkte kancelliagtig, men som også kan kalde på latteren. I hvert fald er det lettere kaotiske væld af erindringer, strøtanker, anekdoter, aforismer og prosadigte hver især bundne som perfekte slipseknuder. Er der en eneste plet at sætte på denne samling tekster, så er det perfektionismen, der godt kan ligne en last."; to tredjedele af Søren Kassebeers afmægtige Berlingske-anmeldelse udgøres af tunge citater fra bogen. Tobias Skiveren i Jyllands-Posten "nøjes" med 5 stjerner, men virker totalt og inderligt splittet; afslørende er den tilsyneladende rent deskriptive brug af det  entydige negative smagsdoms-adjektiv "traurig" (hvis prosaen er traurig, er det for læseren, den er traurig, dvs trist og træls):

"Nogle ville nok pege disse pointer ud som gammelklog, bedrevidende lomme-filosofi, men i så fald må jeg bare konstatere, at jeg fuldstændigt køber lommefilosofien, når den leveres i Thomsens på én gang traurige og selvrefleksive poetiske prosa, der med sin lange og sirlige syntaks snor sig let og elegant fra den ene betragtning til den anden. Alligevel har jeg på fornemmelsen, at udgivelsen ikke vil blive tildelt en særlig prominent plads i forfatterskabet, der (med rette) allerede er en uomgængelig del af dansk litteraturs historie. Thomsens etablerede fanskare vil sikkert savne det poetiske særsprog, der i første omgang gjorde, at de faldt for forfatterskabets modernistiske lyrik, mens hans (avantgardistiske) modstandere vil finde teksternes sindige iagttagelser for banale og patetiske, uagtet bogens (ret overraskende) genremixtur af essays og prosadigte. Men det ændrer altså ikke ved, at Thomsen har skrevet en rigtig fin bog, der sine steder virkelig ikke er til at stå for. Hør selv: »Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket.""

OG JEG MENER GLADELIG SLET INGENTING (indtil jeg får fingre i bogen, skal have den bestilt tirsdag morgen hos Gyldendal ...)!


- et af en hel serie af "Nye Con Amore-fotos" på Thomsens hjemmeside Oktober Boulevard - undertekst:

"I.W. Hvidberg stoffer & skrædderi, Løngangstræde 25, august 2012. Foto: Søren Ulrik Thomsen."

Sensation: Dynamisk sæsonhukommelse afstedkommer besværgelse af - grænsende til anfægtelse over - kritik-lighed

Og så en hel uironisk ros af Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens Politiken-anmeldelse til 4 hjerter (hun er altså noget nærig med de hjerter - ikke bare i forhold til sine overhjertelige kolleger) af Rolf Sparre Johanssons langdigt Begravelse, som hun karakteriserer præcist og fintmærkende, men det for alvoir rosværdige er, hvordan hun til sidst erindrer tilbage til sine (også 4-hjertede) anmeldelser af Caspar Erics og Cecilie Linds langdigte og får øje på både metode-ligheder mellem de tre bøger og - hvilket er flot og sjældent - ligheder i sin kritik af de tre bøger, hvilket fører til en dialektisk forskydning af den kritik til et elegant ros/kritik-hængsel:

"Dermed bliver det selve sprogets form og lyde, der lader sorgen, dens afmagt, komme klart til udtryk. Er sorg ikke netop en væren ved siden af sig selv og sproget? I al sin stammende unøjagtighed er det sprog, Rolf Sparre Johansson giver sorgen, netop nøjagtigt. I sin mangel på velformethed er det smukt.På den måde skaber digtet også samme rum, som begravelsen i digtet gør, nemlig et rum, hvor følelsen vises frem (...).
Den tilsyneladende rå fremvisning af følelse og langdigtsformen gør det oplagt at sammenligne Rolf Sparre Johansson med både Caspar Eric og Cecilie Lind, der begge har udgivet digtsamlinger i form af langdigte for nylig. De tre er forskellige på alle mulige måder, men de er fælles om at blotte en sårbarhed, at insistere på, at det er relevant at tale et sprog, der viser følelsen frem, og de er fælles om at gøre det ved at digte på talestrømmen. De er fælles om, at det, der ligner formløshed, i virkeligheden har en streng form og er en genforhandling af, hvad poetisk form kan være.Rolf Sparre Johansson brugte også den stammende form i sin debut, men kun i bogens anden del. I ' Begravelse' bliver den det ene greb, der skal bære det hele. Så ligesom jeg har beskyldt både Caspar Eric og Cecilie Lind for at blive monotone i talestrømmen, kan jeg også beskylde Rolf Sparre Johanssons ' Begravelse' for det. Vel vidende at det er meningen. Anerkendende, at hvad den lille udgivelse ikke har i kompleksitet og længde, har den til gengæld i intensitet."

Jeg kan også godt lide Linea Maja Ernst karakteristik af af bogen i WA Bøger som gentlemanagtig:

"Selvom skriften løber fuld af sorg, mere flakkende end fattet, er det aldrig uden for Sparre Johanssons kontrol. Det er nøgent og vedkommende at læse, men aldrig hjerteskærende hårdt, og det mener jeg som en ros. Læseren bliver ikke kastet ud i en identifikatorisk følelsesblæst; det er ikke det, det handler om. Der er noget ædelt over Begravelse; sorgen holdes frem, men den bæres, den er utvetydigt privat, tørres ikke af på læseren. Vi har simpelthen at gøre med noget så sjældent og utidssvarende som en gentleman: Rolf Sparre Johanssons skrift er både følsom og ærlig, men aldrig anmassende."

Men hvor er til gengæld Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-Posten irriterende, når han er efter en udmærket loyal læsning gør ophævelser over snæverheden i sorg-rummet:

"Når det er sagt, så oplever jeg stadig dette skarpt optegnede rum som noget trængt; som en lige lovligt lukket konstruktion. For selvom det er umuligt ikke at blive rørt over bogens både nænsomme og usminkede erindringsarbejde, så er der trods alt noget, hvad skal man sige, velkendt ved "Begravelse". Eller sagt på en anden måde: Digtet tager ikke mig som læser et nyt sted hen, men lader mig snarere genbesøge et emotionelt landskab, som jeg genkender fra såvel privat erfaring som kulturelle forestillinger. For at formulere det på en tredje - og vildt kynisk, bogens emne taget i betragtning - måde, så ender "Begravelse" som en bog med et begrænset register, som savner en åbning ud mod et større rum. Samfundet? Verden? Tja. Og nej, det skal ikke forstås som en kritik af at skrive om det private eller partikulære, men snarere disse elementers almene karakter i digtet. Måske derfor synes jeg også, at "Begravelse" står stærkest i sin indledning og afslutning, hvor vi netop befinder os længere væk fra sorgens etablerede scripts og tættere på frostænder, skilsmissejul og teknisk skole. Og hvad giver det så? Tre stjerner og en mild skuffelse (måske et produkt af for høje forventninger og deraf krav). Men trods alt også en fortsat overbevisning om, at vi med Rolf Sparre Johansson har at gøre med et enormt sympatisk og ukrukket forfatterskab med et stort potentiale."

Fuck det større rum helt ærligt! Det er jo netop i den nærsynede og fremfor alt nærLYTTENDE undersøgelse af banaliteten og DISTRAKTIONEN i sorgen, at Begravelse har sin styrke - eller med Kizajas ord: intensitet - men også sin fint differentierede RIGDOM. Synes JEG nok!

17-årig lyriker vender ryggen til samfundet

(overskrift i Ekstra Bladet 13. oktober 1978 - her er interviewet nedenunder:)

Naturen er vor sidste tilflugt, mener den 17-årige Henrik S. Holck, der snart debuterer som digter

af Ingeborg Brügger

Er der en reaktion på vej mod venstrefløjens kommissærer og lomme-Leniner, dens krav og tabuer, dens harpen på det kollektive og dens systematiserende kunstfjendskhed? Spørgsmålet rejses af forfatterinden Inge Eriksen i et debatindlæg i information om Thorkild Hansens Hamsun-bog. Inge Eriksen mener, at mediernes begejstrede interesse for geniet Hamsun er tegn på denne reaktion. der er god grobund for konservatisme.
  Hvis hun har ret, kan et af tegnene på denne reaktion aflæses i den bølge af lyrikdebutanter, som
præger dette efterår. Borgen har ikke mindre en tre purunge folk på spring (Holck, Jac, Strunge LB) - alle upolitiske, formdyrkende og skønhedssøgende. Samfundet vendes ryggen til fordel for drømmen og den indre verden.
  Yngst af de tre er Henrik S. Holck. Såmænd kun 17 år, men allerede med flere års alvorligt arbejde med musik, malerkunst og digtning bag sig. Han er netop blevet optaget på Kunstakademiets malerskole, her sidst i oktober udkommer digtsamlingen 'Vi må være som alt' pg han er allerede så småt i gang med sin første prosabog.

NEJ TIL POLITIK

En ung spinkel dreng med, der engang kaldtes spirende overskæg. Opvokset som sidstefødte, eftertænksomme barn i en borgerlig familie. Fra de sirlige stuer er der udsigt mod Frederiksberg Have, i Henriks værelse dominerer et stor flygel sammen med malerier og rgafik af egen produktion. Mest portrætter, ofte af beundrede ældre venner. Man genkender Schade i olie, Poul Borum i sort-hvidt.
  Henrik erkender blankt, at han ikke har forstand på politik:
  - Det interesserer mig heller ikke. Måske er det dum at sige det, men det er på en måde for enkelt. Vi er nok en ny generation på vej nu, som er mindre politisk og socialt betonede end vore forgængere.
  Jeg oplever den tid vi lever i - med alle dens kunstprodukter, med biler, med plastic - som noget meget skræmmende. Derfor nævnes de ting slet ikke i min bog. Jeg søger tilbage til naturen, hen mod en ny virkelighed, og forsøger at indkredse det sidste vi har tilbage af oprindelighed. Jeg er meget bange for at skal spolere den natur, som er vor sidste tilflugt, og jeg tager totalt afstand fra byen, selvom jeg tilsyneladende fungerer i den.

ANGST OG AFMAGT

  Jeg føler angst og afmagt overfor samfundet, overfor det morgendagen vil bringe. Og jeg synes mennesker trænger til at sige stop, få fred. det er udviklingen, der rejser med. det er den, der styrer os.
  Henrik S. Holck fungerer i byen. Men hans lille digtsamling er præget af næsten zen-buddhistisk naturoplevelse, en sammenslutning af sindets og naturens elementer:

gennem himlen lydløst fuglene
mens ilten driver ind fra havet
og mine knogler råber mod mig
under huden gennem blodet

skriver han. Han betegner selv sine digte som en drøm om verden som den kunne være og samtidig en rejse fra den sorteste resignation til den fuldstændige væren og oplevelse af menneske og natur i samklang.

EN DRØM OM NOGET BEDRE

  Han tror, at inderst inde bag samfundets og ideologiernes skal er mennesket det samme som for tusinder af år siden. Og det menneske, han tror på, er eneren, individualisten. Henrik S. Holck skræmmes af masserne, frastødes af det kollektive og dyrker den ene, som tør gå mod de mange.
  - Om jeg er reaktionær og flygter fra realiteterne? jeg synes ikke, der er tale om virkelighedsflugt, men om en drøm om noget bedre. Og der skal ikke være plads for digte, der handler om andet end dine egne problemer?
   Ved at vende ryggen til det samfund som skræmmer mig, kan jeg måske indirekte opfordre andre til det samme. Jeg ved det ikke - det er bare mig- Men hvis jeg ikke kunne udtrykke mig, kunne jeg ikke holde ud at leve.

NB
Henrik S. Holck læser op af sine digte på lørdag kl. 15 i Huset i Magstræde sammen med Lola Baidel, Jørgen Gustava Brandt, Johannes Wulff m.fl.



(Berlingske Tidende tidligere på efteråret)

BORGEN SÆTTER NY REKORD

af Hans Holmberg

Borgens Forlag præsenterede i går i i Galerie Asbæk sit program for den kommende sæson. Hvad nyudgivelserne angår kommer det op på ca. 170 og hertil kommer ca. 85 titler i optryk. Det bliver en ny rekord-sæson for forlaget.
  Blandt sæsonens danske debutanter starter vi med forlagets Benjamin, den 17-årige Henrik S. Holck med digtsamlingen 'Vi må være som alt'. - Næh, jeg er såmænd ikke arveligt beslægtet. Der er så vidt jeg kan se tilbage ikke andre i familien, der har dyrket lyrikken. Jeg sluttede skolen i sommer og begynder på Kunstakademiet i næste måned. Hvordan mine digte er? Meget lyriske, måske lidt gammeldags, men dog i formen fulde af klangfarver. Mine forbilleder har været Tom Kristensen, Gustaf Munch-Petersen, Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, men også Schade. Det er naturdigte, men goså kærlighedserklæringer til livet.
  Efterårets anden lyrikdebutant er den 22-årige F.P. Jac, der for to år siden startede på undergrundsforlag i Århus med et lille hæfte på 'Jorinde & Joringel'. Han er Københavner og har været med i fire numre af Hvedekorn.
  - Mine nye bog 'Munden brænder på huden' opfatter jeg som min egentlige debut, siger F.P. Jac. - den er i en nuanceret ny stil som en decideret protest mod 70'erpoesien, det vil sige at den slet ikke er social. Bogen er anti alt hvad der har været før i hvert fald siden Sarvigs debut.
  Den tredje lyriker-debutant er den 19-årige Michael Strunge fra Hvidovre med 'Livets hastighed', hvori der anslås en ny tone og form i dansk lyrik. - Jeg begyndte at skrive i efteråret 1976, men de fleste af digtene, 35 i alt, er blevet til i efteråret 1977 og danner et billede af et univers. Jeg mener at være meget inspireret af englænderen David Bowie. Men jeg er nok gået videre og har fundet min egen tone, også inspireret af Baudelaire. Tid og rum er opløst i dem. Der er dog også flere kærlighedsdigte.
  Af Husets faste digtere møder Jørgen Gustava Brandt, Piet Hein, Soya, Benny Andersen og Dan Turèll.

lørdag den 26. marts 2016

Skuffelseslicens

Jeg er så håbløst forelsket i Henrik S. Holcks purunge debut Vi må være som alt, 1978, at jeg for ti år siden skrev et bagside-blurp til genudgivelsen på Holcks eget forlag Edition Holck:

"Henrik S. Holcks debut Vi må være som alt ligner stadig væk intet andet i samtidens poesi; så stærkt og klart og purt, "så løvfint", burde det ikke være mulig at skrive; her kulminerer firserdigtningen i nådesløs uskyld to år før årtiet begynder, her udkonkurreres meddebutanterne Strunge og Jac med legende, fint ciseeleret lethed, her er et hovedværk i dansk litteratur skrevet af en 16-årig mester, "så nøgenfuldt/ så alt for smukt"

Og SAMTIDIG råbte op om genudgivelsen i en kæmpe anmeldelse i WA bøger, der begyndte sådan her: 
 
-->
"Der er bøger, der er gode og glimrende og fremragende, og der er bøger, der bare er mirakler. Henrik S. Holcks debutbog, digtsamlingen Vi må være som alt, som blev skrevet, da han var bare 16 år gammel og udkom helt tilbage i 1978, er og bliver et mirakel i nyere dansk litteratur: så utrolig, nej umulig sikker og klar i sin åh så åndeløst pure ungdommelighed. Høre bare digtet ”Hvorfor”, der står på lige præcis side 16, det bliver man aldrig for gammel og blakket i gårde til at stå aldeles forsvarsløs overfor:
  ”hvorfor er vi allesammen/ så stille/ vi er da ikke døde/ endnu/ selvom der meget snart/ kun er vores synlighed tilbage/ hvorfor er vi allesammen/ så frygtelig stille/ der er da endnu ilt og ild/ og endnu muligheder/ det er bare at åbne sig/ og ikke være tavse skygger/ af noget førværende liv/ det er op til os/ om vi virkelig vil leve/ og der er da jord ilt og ild/ endnu/ vi er så dødeligt stille/ hvorfor rejser vi os ikke op/ og går videre.”"

Det betyder, at det kun var mig, der havde ret til at være (halvt) skuffet over Holcks samling Drømmesøn fra 2007, og kun mig, der har ret til at være (trekvart) skuffet over Holcks nye samling Testamente & Blomsterdigte, som jeg var det i WA Bøger i onsdags. Det betyder, at Politikens Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, selvom jeg i og for sig ikke er uenig i noget af det, hun siger, ikke har ret til at være 100 % negativ og give den nye bog sølle 2 hjerter - med blandt andet disse hårde ord:

"Er Holck, der debuterede som sølle 16-årig i 1978 med ' Vi må være som alt', og sammen med Michael Strunge og F. P. Jac blev fejret som generationens gyldne trio, tilbage? Kan hans fjerde digtsamling på næsten 40 år langt om længe stå mål med debuten? Halvandet digt eller deromkring inde i digtsamlingen er det for mit vedkommende slut. Så står Holcks naturromantiske henførelse i fuldt floskelflor: »Menneske, lyt til Vindens stadige/hvisken,/hør dens suk på suk,/hvordan kan dit hjerte være tavst,/når al din længsel lyder/som underlige melodier/omkring dig -//Menneske, - lad dig fødes/med de andre børn,/nattens børn vil blive/lysets vidner«. Det synes jeg, man skal gøre sig meget umage for at tro på. I ' Testamente & Blomsterdigte' skriver Holck så arkaiserende og med så opulent og direkte naturreligiøs en meningsfylde, at det føles rent anakronistisk, forslidt og vissent."

- når hun tydeligvis ikke har noget sentimentalt beundrende forhold til debutbogen (det ser slet ikke ud som om, hun har læst den!!!??? ellers havde der ingen vej været udenom at være betaget og give udtryk for denne betagelse?????!!!!!); kun som fan af den unge, pure (og den en smule mindre unge, satiriske-humoristiske) Henrik har nogen ret til at være kritisk overfor den ældre, klirrende Holck, kun skuffelsen fra hjertet er legitim. 

Sternberg udæsker jernalderlæseren

Mere opmærksomhed og ros og og respekt og flere (end ingen!) PRISER til digteren Sternberg, der udfører brandoriginalt poetisk arbejde disse år! Han har netop har udsendt Guldalderdigte, tredje bind i en SERIE (ikke nikke nikke nej en trilogi), hvis første to ikke mindre fremragende bind er Stenalderdigte og Depressionsdigte. Jeg bunkeanmeldte den nye bog i WA Bøger her i onsdags sammen med Pejk Malinovskis og Henrik S. Holcks nye bøger, og jeg fik i bunkningen ikke nævnt, at også dette bind udmærker sig ved den pågående (i depressions-bindet nærmest aggressive) og svimlende finurlige brug af læserhenvendelse, inde fra den valgte tid og frem eller tilbage eller bare UD til os.

Et længere eksempel:

hvis guldalderen er slut
når du læser det her

må jeg gå ud fra
at du ikke er

lige så smuk
og intelligent
som jeg

jeg forstår godt
at du

imens du læser

overvejer hvordan du
kan gøre

det jeg har
til dit

bruge det jeg skriver

som en slags
kalkerpapir

overføre det liv
som findes her

til din tid

- og helt kort:

jeg er sol

du er skygge


- digteren på vej til udlandet for at søge ny alders-inspiration

Allen kurtiserer Pejk (eller en eller anden anden digter)

- fra Pejk Malinovskis Digterne:

"Digteren forliger sig med sin jødiske baggrund og sit ateistiske verdenssyn ved at flytte til New York og læse Allen Ginsberg.

Digterens første møde med Allen Ginsberg er alt det, han havde drømt det ville være. Lette, skæve samtaler over frokosten på restaurant Odessa, som Allen betaler for i håb om mere. "

Rivalerne Iggy og Allen

Jeg har set mindst én anmelder tolke disse linjer på Iggys "Gardenia" som som slet skjult ubeskedenhed:

Alone in the cheapo motel
By the highway to hell
America's greatest living poet
Was ogling you all night
You should be wearing the finest gown
But here you are now
Gas, food, lodging, poverty, misery
And gardenia
You could be burned at the stake
For all your mistakes, mistakes, mistakes

- men Iggy har forklaret, at det slet ikke er ham, der er Amerikas største, nulevende digter:

"I was in San Francisco, with Allen Ginsberg, and there was this black stripper, Gardenia. She was beautiful, a lot of body. We were both going after her but I ended up hooking. But she just wanted drugs at the end of the day. She was amazing ..."

Ginsberg har taget dette fine, fine, sjældent SØDE foto af Iggy i 1990: 

fredag den 25. marts 2016

Iggy ignited atter

SMADDERGOD ny plade med den lykkeligvis lyslevende HERO Iggy Pop, Post Pop Depression!

Det er selvfølgelig "Gardenia", jeg synger af mine lungers kraft, når jeg cykler ned ad den lille bakke på Tranegårdsvej, men min yndlings-PASSAGE er klart nok den improviserede, sublimt aggressive opsang, der afslutter den sidste sang, "Paraguay" (partner på pladen Josh Homme: "Then I had this other part, like a slave chant, and all of a sudden he starts talking over it. We only played it five times, and he had five different rants (...) I was like "Did you just tell whoever was listening to go and fuck off?" We actually debated if that's what we should do. Then I just said, "Yeah - it's not like it's from somebody that doesn't matter."):

Wild animals they do
Never wonder why
Just do what they goddamn do
(Yeah)
Wild animals they do
Never wonder why
Just do what they goddamn do
I'm goin' where sore losers go
To hide my face and spend my dough
Though it's a dream, it's not a lie
And I won't stop to say goodbye
Paraguay
Paraguay
See I just couldn't take no more
Of whippin' fools and keepin' score
I just thought "well, fuck it man"
I'm gonna pack my soul and scram
Paraguay
Paraguay
Out of the way I'll get away
Won't have to hear the things they say
Tamales and a bank account
Are all I need, so count me out
Paraguay
Paraguay
I'll have no fear
I'll know no fear
So far from here
I'll have no fear
Tra-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la
Tra-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la
Tra-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la
Tra-la-la-la
Tra-la-la-la
Tra-la-la-la
Tra-la-la-la
Wild animals they do
Never wonder why
Just do what they goddamn do
There's nothing awesome here Not a damn thing There's nothing new Just a bunch of people scared Everybody's fucking scared Fear eats all the souls at once I'm tired of it And I dream about getting away To a new life Where there's not so much fucking knowledge I don't want any of this information
I don't want YOU No Not anymore I've had enough of you Yeah, I'm talking to you I'm gonna go to Paraguay To live in a compound under the trees With servants and bodyguards who love me Free of criticism Free of manners and mores I wanna be your basic clod Who made good And went away while he could To somewhere where people are still human beings Where they have spirit You take your motherfucking laptop And just shove it into your goddamn foul mouth And down your shit heel gizzard You fucking phony two faced three timing piece of turd And I hope you shit it out With all the words in it And I hope the security services read those words And pick you up and flay you For all your evil and poisonous intentions Because I'm sick And it's your fault And I'm gonna go heal myself now Yeah!

torsdag den 24. marts 2016

Anna udvælger Cecilie udvælger Joachim

På det yderst cool svenske litteratur-site it-lit.se ("it-lit är ett svenskt litteraturhus, etablerat 2015. Vi ger ut flera av de intressantaste unga poeterna i världen idag, där ibland Tao Lin, Anna Axfors, Guillaume Morissette och Megan Boyle. Utgivningen sker dels online, dels i spektakulära bok- och tidningsformat. Vi ger ut texter på de nordiska språken samt engelska") har den svenske digter Anna Axfors udvalgt en række af Cecilie Linds tweets (link til hendes konto her) under den fine, enkle titel "Hvad" i en spektakulært stilig, nedrullende opsætning - her er de første 10, helt nøgent: 

jag bryder den

ONDE CIRKEL

de har

usædvanligt blankt hår

when in chrome

creepy

de minifrugter jeg finder (jeg finder på hylder) jag aer dem

kattepote kattepote

hell kære, hell kære

hav i hænde og senest

Redaktionen skriver om digter og tweets:

Hvad består av utvalda tweets publicerade under perioden december 2014 - januari 2016. Genomgående för sviten är det lätta anslaget, bokstavsrimmen, ordlekarna, underfundigheten och det pockande mörkret mellan raderna.

Og så har Cecilie (her på bloggen også kendt som du) samme sted udvalgt en række af Joachim Aa. Sørensens tweets (link til hans konto her) under titlen "Hvem sagde du at du var", hvilket burde kaste fortjent lys på denne helt vilde, alt for oversete (Hvedekorns)digter - og lad os bare sige, at det, indtil til der, forhåbentlig snart, kommer en rigtig bog af papir, er hans debutværk, det er vægtigt og svævende nok; her er de første 10:

det private er mit eneste værn mod andre mennesker

jeg

jeg er frisk på en god måde

jeg er en ung mand

DJ GLASBARN

jeg er ikke en dj jeg er en dyrebar ting du ved det også godt

jeg er ikke ridset og brændt på højre bryst for at folk skal sige at jeg skal skride

sidder og bliver vildt trist

ligesom døden kan livet også være lidt mørk om øjnene

det er en smerte og et stenkast mod rudens blå kraft

Klitkongeslottet - den surrealistiske knaldhytte - er SUK jævnet med jorden

Jeg trykkede på min første triste FB-smiley, da min søsters mand publicerede dette hårdt rungende billede på Facebook:

Først dør Rifbjerg, nu er hans hus i Kandestederne revet ned. Jeg er sådan set imod begge dele.
Lars Bukdahl For fanden da et trist billede, Thomas

- jeg udreder nærmere mit forhold til Rifbjergs legendariske sommerhus i denne fødselsdagshilsen på 80 års-dagen i WA Bøger ("vores" sommerhus er ikke længere også mit, men kun min søsters):

-->
KANONKONGELIGT I går fyldte Klaus Rifbjerg 80, og stadig kan vi ikke vide os sikre for hans bamlende slagskygge nede i vores sammenkrøbne, skamfulde typehuse
 

Klitkongen

Okay, jeg prøver at visualisere skrivebordet i vores sommerhus i Kandestederne og det ca. 25 år gamle digt, der hænger på opslagstavlen. Det er ikke specielt godt, men det er meget sandt, og måske er det faktisk slet ikke et digt, men bare en praktisk vejledning til sommerhusets brugere, og det lyder ca. sådan her:
  ”Det er bare at gå ud ad døren/ og til venstre ad grusvejen/ før eller siden står du/ ansigt til ansigt/ med havet og Klaus Rifbjerg.”
   Rifbjergs smældende gule sommerhus, som han i sin tid købte af kollegaen Thorkild Bjørnvig, med samt blæksort skriveanneks, ligger nemlig på en høj klit for enden af vores sommerhusvej, der nu om stunder fadt idyllisk hedder Solbakken, men oprindeligt bar det ildevarslende navn Dødningebakken. For foden af Rifbjergs klit løber grusvejen brat ud i sandet og fortsætter som en med flis nedtrampet sti frem og op til de store skrænter, der rejser sig foran Vesterhavet og som takket være den nylige storm, fortæller tilmailede snapshots fra Ejerforeningen, lige nu er umulige at forcere. 
  Symbolikken ville have været endnu bedre, hvis vejen havde byttet navn med den parallelt løbende Galgebakken, men det er slet ikke usandsynligt, at det faktisk var på Rifbjergs klit, galgen stod placeret, og så er det jo højst passende, at det er her, dansk litteraturs mestermand nr. 1 tilbringer sine somre. 
   Symbolikken er imidlertid tyk nok, som den er: Digter- og kanonkongen tårnende solgult over alle os andre småborgerlige dødelige i vores diskret røde og grønne, pseudo-autentiske typehuse. Og se nu bare, hvordan jeg lader mig påvirke af hans oggenokkede overhøjhed til at disse vores eget sgu til hver en tid og i sig selv, frigjort fra oversommerhusets slagskygge, totalt glimrende og kønne og hygsomme sommerhus.
  For sikke også Rifbjerg rasede, da de store, tomme arealer nedenfor hans klit i 1979 blev bebygget, og sikke han besværgede sit eget raseri, i to kronikker i Politiken, begge betitlet ”Udsigt fra en klittop” - selvfølgelig, han forblev på toppen (der nede i teksten pludselig bliver til ”bjerget”):
  ”Jeg var så grundigt vaccineret af min egen pessimisme og greuelpropagandaen, at da jeg kom herop, følte jeg mig ganske lettet. Det var ikke så slemt som præsten prædikede, og hvis jeg skal være ganske ærlig, må jeg sige, at det kræver overordentligt veludviklede akrobatiske evner, hvis jeg fra mit eget hus skal forarges over skændslen. Det er faktisk noget med at kravle ud af halvdøren og hænge i tagrenden og strække hals. Det faldt mig oven i købet ind, at udsigten fra deres huse til min surrealistiske knaldhytte på toppen af bjerget var mere generende for tilflytterne end min oplevelse af deres standardiserede uniformitet med camouflage-grønt på tagene og typehusarkitektur á la tyskerbarakker fra den krig, der var engang.”
  Ja, det er så hårdt for os at se op til ham! Og se, hvor raskt han når fra at kalde kampagnen mod de nye huse for greuelpropaganda til selv at betegne dem som uniformerede tyskerbarakker. Alle andre er altid nazister. Men hold kæft, hvor er det bare også bare i al umiskendelighed rasende lækkert og lækkert rasende velskrevet. Derfor har det alle dage helst været af Rifbjerg, man ville nedrakkes. Jeg husker, hvor overstadig jeg blev, da han over halvanden læserbrevsspalte desavouerede samtlige de fire tekster, min anden WA-optræden i maj 1996 bestod af, og hvor skuffet jeg blev over, at han ikke præcisere og mere veloplagt var ondere. Det har han så i den grad forbedret på siden, heldigvis og desværre.
  Jeg var 11, da vores sommerhus stod færdigt, og jeg kan ikke huske ikke at være mig pinligt bevidst, at den store digter boede oppe på klitten (det ER altså ikke et bjerg, Rif!), og kigge efter hans groft mejslede kejserprofil på stranden og i vejens biler - og en sjælden gang fange et glimt. Jeg er også bange for, at jeg en sommer, efter min gymnasiekammerat Jens havde tirret mig til at skrive poesi, prentede et digt i en klitgryde, som jeg håbede, mesteren ville komme forbi og beundre; forhåbentlig udviskede vinden det rimelig gesvindt. Mange år senere opdagede Rifbjerg, på kollektivpostkasserne eller gennem noget klummeværk, at vi var naboer, og flere gange har han opfordret mig til at kigge forbi, men jeg har været for genert og typehusskamfuld til at tage imod invitationen.
  Og sådan tror jeg, der er alt for mange, der har det med manden og hans monstrøse forfatterskab: De nøjes med at lade det og ham tårne, god- eller ondartet, i stedet for at træde frem i øjenhøjde og hilse på. De seneste tyve år har mindst hver fjerde bog været fremragende hilse- og læseværdig, hvilket alt i alt er skræmmende mange - senest den ømme romanette Skiftespor fra sidste år og den splinternye digtsuite Stederne. Det forbliver usynd for danske skolebørn, at de ifølge ministeriel forordning tvangs-Klauses. 
  Tillykke, du allerstørste Rifklit!