Dorrit er første anmelder (og førsteanmelder)

af BOB på Instagram, af alle steder - link med billede HER - på boghandlen Thiemers Magasins profil, tekst:

thiemersmagasin

"Vi besøgte Dorrit Willumsen med en stak “Løg trækker tårer” som hun signerede, mens de lidt trætte boghandlere hvilede benene og fik vin og mandler. Vi var lidt star struck, kan vi godt indrømme. Og vi glæder os meget til hendes næste roman kommer til verden. Den er på vej.
Dorrit Willumsen var ikke i tvivl om, at hun ville anbefale Helle Helles roman BOB, der udkommer i januar (den kan forudbestilles på vores webshop) Det er intet mindre end et mesterværk. Helle Helle har overgået sig selv, siger Dorrit Willumsen."

(husk at se de megafine interviewes med Willumsen og Helle på Loouisianas TV-kanal!)

Næstdummeste Nordisk Råd-interview

Det dummeste vel stadigvæk det her (citat fra John Chr. Jørgensens bog Kommer De som ven eller kommer De som interviewer?):

-->

"Hvor galt det kan gå, når en kritisk tv-journalist med et på forhånd fastlagt program støder ind i en sagesløs forfatter gav Danmarks Radio et skoleeksempel på, da man lod journalisten Stig Andersen, ekspert i økonomisk kriminalitet og anerkendt fir sine erhvervskritiske tv-programmer, interviewe Dorrit Willumsen, da det i januar 1997 blev meddelt, at hun havde vundet Nordisk Råds Litteraturpris – en pris man ikke kan søge, kun få. I ”Profilen” den 29 januar 1997 forhørte Stig Andersen forfatteren, som hun have taget af kassen eller prøvet at afsætte ubrugelige produkter. Interviewmetoden var den, Kurt Strand kalder ”fikseringen”.

  Andersen spurgte Willumsen, hvorfor kunstnere skulle have priser, når bagere, pædagoger og vejarbejdere og andre godtfolk ikke får. Han spurgte også, hvad han egentlig skulle bruge hendes bøger til. Præmissen for interviewet var en fundamentalt skepsis over for kunstneres betydning generelt. Dorrit Willumsens bog (romanen Bang LB) havde intervieweren ingen holdning til, øjensynlig heller ingen viden om."

Men Willumsen, blev dog interviewet! Da Aftenshowet havde en forfatter i studiet aftenen efter, at Kirsten Thorup havde modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, var det krimiforfatteren Sara Blædel, der skulle fortælle om, hvor vældig succes hun havde med sine bøger og sin networking i Amerika. SIGH!

Og dagen før, på selve prisdagen, blev jeg og den sympatiske, Forfatterskoleuddannede spændingsromanforfatter Thomas Rydahl interviewet i DR2 Dagen (DR2!) - hvilket jeg allerede har fortalt om i min Kirsten Thorup-kommentar bagpå fredagens WA Bøger
(link til udsendelsen HER -
spol en time hen, hvis linket ikke rammer præcist)
med denne geniale vinkling
(og prøv bare at se på screenshottet, hvor mange kræfter jeg bruger på at tale et andet sted hen):

- for at det ikke skal være løgn, kunne Torben Skjødt Jensen, manden bag den splinternye, rigtig fine portrætfilm Hjemme i verden, samme aften meddele:

Torben Skjødt Jensen shared Hjemme i Verden - en portrætfilm om Kirsten Thorup's post.

November 1 at 9:10pm ·

Er da nu pænt stolt over at have lavet en film om kvinden der lige har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket er helt fortjent. Lidt mindre stolt over DR's Public Service princip som foreskriver at de mener at filmen er alt for kedelig, selv for et DR-K publikum....

Watch Hjemme i Verden - En portrætfilm om Kirsten Thorup Online | Vimeo On Demand

- Hvis der er noget, DR ikke er, er det da vist glad for litteratur.

Peter og jeg inklinerer for Jess og Dorrit

Jeg fik forst forleden august-nummeret af bladet for Samlerens Bogklub, hvor Peter Laugesen og jeg på samme side (i anledning af Louisiana Literature, hvor de jo dirrende veloplagt duo-optråde LIVE) skriver om henholdsvis Jess Ørnsbos Udvalgte digte (som han intet forlag kunne finde til, cool nok af Samlerens Bogklub at hente den ind) og Dorrit Willumsens universelt (bortset lige fra Kritik) fejrede Nær og fjern. Her er de to tekster - og glem ikke at købe de to bøger; DE ER LIGE PRÆCIS LIGE FREMRAGENDE OG UUNDVÆRLIGE!

"DIGTEREN DER VRÆNGER AF VERDEN

af Peter Laugesen

Hvorfor dele sit glasøje
med nogen De holder
en gammel dame nede i en vandpyt men
kun for lydens skyld imens
hendes taske står højt gøende længere
henne i gruset Er
betjenten måske genkendelig på en
høj ske i bæltet eller er der
en særlig arbejdsevne skjult i
lygtepælene

Strofer er fra et digt, Jess Ørnsbo i sine Udvalgte digte 1952-2012 har anbragt i afsnittet om 1930'erne. "Vesterbro det tabte land" kalder han det, afsnittet ikke digtet. der er tale om noget, Ørnsbo har set ret tidligt i livet. Han er førdt i 1932.
  Han var fra begyndelsen af noget andet. Også i forhold til sine generationskammerater i det foretagende, man kalder konfrontationsmodernismen. Efter Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960.
  Der skulle blæses til angreb på borgerskabet. Rifbjergs titel er en fanfare.
  Jess Ørnsbos debutsamling, også fra 1960, hedder bare Digte. Dens tekster er ikke et angreb på borgerskabet specielt, men på verden, livet, på mennesket, på orden og redelighed, på fornuft og anden raionalitet, på mennesket som art og individ, på litteraturen, på digteren, på digtenes forfatter og digtenes læser, på løgn og hykleri.
  En grotesk, surrealistisk humor og en absurd, fortvivlet kærlighed til vildveje, hvorpå sandheden i sin øjeblikkelige, absolutte klarhed et skrivende forbløffelsens sekund lader sig fange, udgør kernen i Jess Ørnsbos forfatterskab.
  Ord som grotesk og surrealistisk er misbrugte i samtidens politiske og folkelige sjabberads af en samtalekultur, men hvsi nogen skulle være interesseret i at lære dem at kende i deres egentlige væsen, er Jess Ørnsbos digte et godt sted at besøge.
 Om lidt er sandheden under alle omstændigheder et rygende, udbrændt vrag.

livet er blot det nærmeste
man kan komme
helvede

Jess Ørnsbo er i familie med de store polske modernister, hvis desperate værker han har fortolket. Også med de store, halvt glemte surrealister:

Han er ind i et spejl og undrer sig over
at barnet har skæg
hun tæller sin skønhed i tusind sommerfugle
men egentliger hun ligbleg
derinde i mørket

Det er en anden dimension og tradition end den hyggelige danske, og det kan måske være derfor, ingen forlag ønskede at udgive Jess ø
Ørnsbos eget udvalg i 2012, da han blev 80.
  Stadig på højde med det højeste og lidt til, som rigtige digtere aktid er det. Det er, hvad det handler om, og det rager dem en skid, om nogen synes, de er store eller ej.
  de leder i mørket, som Jess Ørnsbo siger det sidst i sin rasende bog, efter:

Sjældens lille hvide pind
der langsomt
forsvinder"

"EN HJORT BAG RATTET

-->

Dorrit Willumsens starter sin uforligneligt gode roman med at få den overstået i en fart. En gammel mand, Michael, ligger og kan ikke sove, og i stedet for at tælle får gennemgår han resolut sit liv og dets kvindelige persongalleri:

  ”Der var Lou, og der var ham selv, Michael, og de fik to døtre, Simone og Michelle. Og der var skrædderinden med knappenåle mellem læberne og små gyldne sko. Og der var en pige så fin som en hjort. Hun kørte bil, og hende fik han ikke.

  Men der var Lou, og hun blev hans livs dame.
  Og engang havde han lukket sin sekretærs læber med et kys.

  ”Bestemmersvin” havde hun sagt. Hendes mod og vrede var betagende. Og han sendte hende en multifarvet buket.”

  Men selvfølgelig og heldigvis kan Willumsen ikke nære sig og begynder straks efter forfra med at fortælle overgivent og vidtløftigt løs om blikkenslageren Michael og støvsugerekspedienten Lou, som det kommer til at gå, alt, alt for godt, og alle de andre skæbner, der mere eller mindre bogstaveligt knopskyder fra de to, og hvoraf de vigtigste er udpeget ovenfor, bortset lige fra Bjarne, som det går mere broget.

  Willumsen både elsker og undrer sig over sine personer, og sprogkunstnerisk dyrker og forkæler hun dem, som var de eksotiske planter i en nyttehave. Hvilket vi, læserne, så også får lov til at føle at vi i virkeligheden er og omsider kunne afsløres som, hvis vi bare var så heldige at være personer i en Dorrit Willumsen-roman.  Og moralen er, at det fortjener vi alle sammen at være.

  Ikke fordi personerne i Nær og fjern har det spor meget nemmere, fordi de er Dorrit Willumsen-personer, nærmest tværtimod: Uafladeligt kokser de sig frem til store katastrofer og ubodelig ensomhed. Men sikke de lyser imens, ret nøjagtigt som det fyrværkeri, som til syvende og sidst er det, gamle Michael husker tydeligst:
  ”Men der var Lous fødselsdag med fyrværkeri over havet. Raketterne åbnede sig mod himlen som store, vilde smykker. Og hendes øjne fulgte hver eneste lille ildstjerne.”

Det vildeste par

Pia Juul shared Louisiana Literature's photo.

Der sker mange vilde ting på Louisiana Literature men det her må være det vildeste!

Louisiana Literature

De er begge giganter i dansk litteratur. Dorrit Willumsen har modtaget de vigtigste danske priser foruden Nordisk Råds litteraturpris. Jess Ørnsbos skuespil 'Majonæse' er med i den danske litteraturkanon. I hans debutdigtsamling fra 1960 lød det: "Digteren er som en åben kniv læseren træder på”. Willumsen skriver overdådig prosa om menneskers problemer, ikke mindst i parforholdene. Senest i romanen 'Nær og fjern', som en anmelder skrev følgende om: “Yngre forfattere skal godt nok oppe sig, hvis de skal følge med her”. Ørnsbo har udtalt, at han “skriver med indvoldene” og har ikke lagt skjul på, at hans vilde, dissonantiske digte udspringer af en hård opvækst på Vesterbro. Willumsen har skrevet om Ørnsbo i sine erindringer. Han går sine egne veje og har ikke optrådt på en scene siden 1980’erne. Om få uger kommer der en ny bog fra ham, som hedder ‘Sidste udkald’. På Louisiana er det første gang, de to forfattere, som har været gift i flere end 50 år, optræder sammen siden 1967. Vi glæder os til at præsentere Dorrit Willumsen og Jess Ørnsbo i samtale – to enestående og meget forskellige forfattere – på festivalen!

Anders Jørgen Mogensen Vild booking!

Anders Jørgen Mogensen En anden vej ind i Ørnsbos forfatterskab er dette udvalg. Hop ud i det.

Anders Jørgen Mogensen Jeg kan kun anbefale alle at læse Ørnsbo roman Dullerdage som jeg regner for en af de bedste danske romaner fra 1970erne. Jeg har aldrig læst noget lignende. Så vild.

Lars Bukdahl Wild! Ved vi hvor Ørnsbo udgiver sin digtsamling og præcis hvornår?

Louisiana Literature Lindhardt & Ringhof, 18.8
(LB nu: første digtsamling af JØ, f. 1932, siden Ronkedorier, 2004, første nye digte siden de sidste i Udvalgte digte 1952-2012, 2016)

Lars Bukdahl Louisiana Literature Yes!

SØNDAG 21/8 15:30!!!

Montana bryder senior-muren

Som om de yngste og yngre er de vildeste nemlig! Dorrit Willumsen fik WILLt fortjent Montanaprisen! Tillykke med suveræn SENthed! UM!



foto: Gita Pasternak

Nå ja, WA-pris (mens vi venter)!

Stem på stentavle - skal hugges ud af avisen - på enten

Hanne Højgaard Viemoses MADO

eller

Dorrit Willumsens Nær og fjern (kunne pludselige ikke huske titlen, Hus og hjem, Ny og næ, Her og dér, Nu og da ...)

eller 

Gitte Broengs Frøken Klokken

- MADO er jo aldrig færdig; her er dagens kapitel, endnu et Island-et:

Hanne Højgaard Viemose added a new photo.

1 hr · iOS ·

Nå, sne og blæst i Reykjavik, forleden spiste vi rådden gæret rokke (skade), ringede siden til politiet og givet et signalement af Lille Bløde som forsvandt i lufthavnen, B fik tlf da politiet ville vide hvordan den så ud: den hedder Lille Bløde, den er ikke lille, Dagurs hedder ikke Lille Bløde, engang vi havde lus sendte vi den til Grønland, det er ikke en isbjørn, det er LilleBløde 3, men det er Dagurs, det er min lillebror, han er tre år, nogle gange niver han, blablabla, Pabbi, hvordan siger man st Kongensgade på islandsk? Pabbi, politimanden vil gerne sige noget til dig! S har fyldt mit skab med tøj han har fundet på et byttemarked, Idag går jeg rundt i røde levis jeans og en glitrende t-shirt hvorpå der står: My boyfrind is a teenage Ware Woolf, jeg har gået rundt og købt julegaver i snevejret, og en lyserød strikketrøje str nyfødt (sig straks til hvis I kender nogen der vil ha den!), nu ser jeg Trouble in Paradise og spiser frysepizza, snart vil jeg gå på Baronstígur og sidde i bassinerne på taget i min nye badedragt med åben ryg og leopardflæser, hva laver I, har I det godt, har I fundet julekuglerne frem? GLÆDELIG JUL!!

Prosadigt om snorken

(igen fra Nær og fjern, prosa er poesi, når det er kunst - dette er også en lektion i prosaisk metafor, som er en fiktion, der skal fremfabuleres)

"Bjarne var gået i seng uden at børste tænder. Hans tøj lå på gulvet, og der var en mærkelig, stikkende lugt.
  Hun åbnede vinduet. men lugten hang om hans krop og i hans hår, og den strømmede ud af hans mund, og han snorkede.
  Jeanette stoppede ørepropperne så langt ind som muligt og forsøgte at slappe af.
  Men det er umuligt at ignorere den snorken. den er et kæmpe insekt, der svirrer om hendes hoved. Og den vokser og bliver et fly, der kredser om hende, der står ganske alene på en flad strand. Pilotens opmærksomhed er rettet mod hende. Eller flyet er en sjælløs drone, der tiltrækkes af varmen fra hendes krop.
  Det er en våd snorken. Den rejser sig i vældige bølger, der skyller ind mod hende. Og der er tang, småsten, blege fisk og gopler i den. Et øjeblik lægger den sig fladt foran hendes fødder som et kælent dyr. Så rejser den sig igen, og hun spænder i hele kroppen for at stå fast. Hun er simpelthen ved at drukne. Og lugten fra hans krop strømmer ind i hendes næse. den lægger sig på hendes hud og trænger ind i klædeskabet og får hendes tøj til at stinke.
  Hun jager en albue i siden på ham. "Du snorker."
  "Elsker du mig?" mumler han.
   "Nej," siger hun. "Nej."
  Der findes operationer, tænker hun. Der findes spray. Men det letteste ville være, hvis han forsvandt. Eller hvis han var til at drive ud af sin udskyldige søvn. Hans overvældende, majestætiske søvn, der nægter hende et øjebliks hvile.
  Hvis han holdt en nådig pause, så kunne hun måske blunde og falde hen af ren og skær udmattelse. Eller hvis der lige ved siden af sengen stod en ligkiste, åben og indbydende og foret med snehvid satin. Hun ville lade sig glide ned i den ganske langsomt og med det lille gys, hun får, når hun sopper i iskoldt vand.
  Hun vil lukke låget, og mørket vil være så dybt, at det føles som tyngde mod øjenlågene. Hun vil trække ørepropperne ud og et øjeblikk slippe sin egen ånde fri. Men hans snorken vil save gennem træet.
  Hun tager sin dyne og går gennem korridoren ind i systuen. Luften er frisk og ren, og hun sætter sig i lænestolen med dynen om sig."

Moderligt medicinkabintet

(fra Dorrit Willumsens nye roman Nær og fjern, der udkommer på fredag - hun ud-ørnsboer sgu næsten Ørnsbo dér i 1. afsnit)

Lugten af medicin bredte sig stuen, og det var ikke ordinær håndkøbsmedicin, men et eventyr om aldrig udtalte lidelser og helbredende midler med utallige bivirkninger som svimmelhed, bløde hår i ansigtet, udvikling af fedtdepoter i nakken og på maven eller forbigående døvhed.
  Det var fornemme, stærke gifte, der på et øjeblik kunne forvandle en hovedpine til en lille, tør susen i hjernen. Der var blå øjendråber i en lille flaske med en pipette. bare en eneste dråbe ville øjeblikkeligt give tågesyn. Men når man havde blinket et par gange, ville tågen lette, og man ville møde verden med et blik som et dårdyr i det øjeblik, det bliver ramt.
  Der var fede, bedøvende salver, der skulle smøres ind i smertende led, og en hvid plasticskinne fra engang, hun havde overanstrengt ved gardinvask. I seks uger hvilede armen i denne skinne, graciøst bundet op med et tomatrødt silketørklæde. Hun viftede med tørklædet.
  der var flere slags piller mod depression. tårer og modløshed kunne forvandles til latter og små pjattede dansetrin.
  Der var midler mod solskoldning, eksem, bygkorn og uklædelig rødme. Moderen kælede med sine tuber og glas, men især med lageret af sovepiller. Så stærke, at de brutalt vælter én om på sengen, og søvnen folder sig ud som en mat hvid blomst.

TILLYKKE TIL DORRIT, HIN BEDÅRENDE DÅREKISTESNEDKER- 75 i dag

- og her i efteråret udgiver hun en ny roman HURRA for det!



vi fejrer en mesterprosaist med poesi - Dorrit Willumsens første bidrag til Hvedekorn, nr. 2, 1966:

Idyl

Han afprøvede hende i mørkekammer.
Hun gemte hans udrevne plomper som souvenir.
Begge havde en blå tandbørste som alibi,
og deres arme bar søstjernens sugende vortehud.
- Man sagde, at de elskede hinanden.
I blinde sneglespiraler cirklede de -
borede huller i hinandens kød.
Spillede whist om afrevne blomster
eller fangede sand i en hulet hånd.
Om sommeren drak de vand for at udholde varmen.
Og små bitte glas med absinth.
Som en rød bedemølle snurrede deres stemmer i luften.
Og med ru tunger slikkede de saltkorn af hinandens ryg.
Han gik med en mødom i sin lomme.
Hun bar en krone af hans afrevne hår.
Om vinteren fangede de hinanden i snarer -
dækkede hinanden med sne.
Hvert forår spiste de hinandens hjerter - krydret med persille og løg.
Eller berørte med fremstrakte fingre præstens kappe af uld.
De byggede templer af grønne biografbilletter.
Og vandt nøgler af hinandens hud.
For deres skyld sang solsorten i mørket.
Og som et hvidt tårn voksede lyset i horisonten.

Med en blank saks klippede hun knapperne af hans tøj.
Og hans stjal de røde elastikker, der holdt på hendes hår.
Hun belastede hans morgenflugt med tynde pakker af mad.
Lod armstilke vokse efter ham - iført gåsehud.
Skænkede ham hår i leverpostejen - som kærtegn af intimitet,
eller talte med ostens fårekyllingstemme mellem hans gummer.
Iførte sig blå øjne,
for at han skulle drukne i dem.
Eller skifte til brune -
blot for at læse i ham.
Nærmede sig med nypudset syn hans dirrende næsefløje,
Løste ganske nøjagtigt hans øres spiral.
Med spredte lemmer mødte de hinanden i mørket -
udskilte skarpe lugte af svovl.
Og hver nat stjal hun hans søvn med lange, grådige fingre.
Fangede ham i en kløft af insnende hvidt.
Han købte en særlig lås for at spærre særlige hemmeligheder inde,
og hun købte en dirk for at viske støvet bort med en låddenblød klud.
Hun købte en særlig kande til kaffe.
Og han - en særlig gryde til æg.
Der var så meget imellem dem, sagde man.
Blandt andet hans mandige fyrtøj med indridset navn.
Og deres såler - pudret med støv.

Af og til prøvede hun øjne, der var røde, og sagde, at alt var forbi.
Og han så skulderblade klapre som kantede vinger. En engel - berøvet sin flugt.
Han hængte sin frakke på kangen
- følte -
det var som at hænge sit lig.
Hvis også hun hængte sig -
eller hvis de i tavshed hængte hinanden.
Alt ville blive idyl.
Hvis han hang i en hvid snor under et hvidt loft.
Og hvis hun hang tavs overfor ham.
I tavshed ville han træde vande i hendes øjne,
I tavshed trænge ind i sig selv.
I øm gensidighed ville de svæve.
Som kælne flyvefisk glide gennem luften.
På udbredte vinger af ribben.
Han udlagde sagen - oprigtigt.
Hun så på ham - og var tavs.
Nagler af syvstjernet smerte slog de i hinandens kød.
Eller madede ømt hinanden med skallen af syrnet frugt.
Om natten var de klumper af is.
snart knust af en ukendt ske.
Og som en sværm af myrer angreb mørket deres sår.
For deres skyld slog visne blade mod ruden.
Og for deres skyld tikkede dødningeuret i bjælken.
Et efterår skrællede hun hans hoved, da det modent faldt i hendes skød.
Hans næse lagde hun på en pude af fløjl.
En brystnål med to rubiner.
Man kaldte det smukt og idyllisk.

Det er dig, der har brug for et hageskæg, Jens Christian

Bladrer et par  sider tilbage i Grøndahls bog og så står der sgufandeme, midt i det kontinuerlige vællingeagtige ævl om hvad som helst:

Må jeg som indskud spørge, om andre har bemærket, at Grundtvigs skæg på en prik minder om skægmoden hos de landsbymullaher, der i de varme lande slår piger ihjel, hvis de gerne vil i skole? Jeg er med på, at der naturligvis blot er tale om et uheldigt sammentræf. det er jo netop oplysning frisind til forskel  mellem Pakistans madrasser og Askov, hvor malkepigerne lærte at ranke ryggen. Blot må jeg benytte lejligheden til at lufte en æstetisk idiosynkrasi. Jeg er nemlig ovebrevist om, at man ikke barberer overlæben og lader stå til for resten uden at have en krakilsk, pedantisk side suppleret med en uerkendt, subaggressiv forfængelighed.

Miss Hellerup

-->

- fra Dorrit Willumsens hybrid-bog Modellen Coppelia, 1973 (fundet af dig, men jo ikke = dig (du hat fx ikke fede kinder))

Født i 53

trykker jeg bamsen

mod mine fede kinder

Værelset er rosa

På gulvet står

Gyngehesten bambien

og tøjdyr

med uudgrundelige glasøjne

Siden fyldes værelset

af vampyrer flagermus

pludselige styrt

og mærkelige drømme

siden igen af filmshelte

Jeg spilder ikke tiden

som syttenårig

har jeg været ringforlovet

tre gange

Mine planer for fremtiden:

At blive heltinde

i en kærlighedshistorie

der er upraktisk

umoralsk

og blottet for biologi

Ganske umusikalsk

ser jeg operaer

betaget af handlingen

Julie får ikke sin første rynke

Isolde oplever ikke det første skænderi

Kærligheden er en sygdom

en akut smerte

lukket inde i en glasklokke

I eventyrene

er der ingen alder

intet støv

kun de elskende

Når de forenes er alt forbi

Jeg tænker på hunedderkoppen

der efter akten

ganske langsomt æder

sin tavse elskedes

lange ufordøjelige ben

Og jeg søger partneren

med den høje blå tone

hver eneste sommer på stranden

i mine t-shirts og bikinier

de blå de røde de orange

og dem af havannabrun bast

Jeg ryster ikke mine sprayflasker

Med våde plastickamme

reder jeg mine parykker

og retter på mine blomster

af gummi og syntetisk tyll

Jeg lukker ikke et øje

bag mine lune solbriller

En dag siger de en er druknet

at dykkere nærmer sig kysten

slæbende på et lig

For mig har vandet altid været

et stykke hvidt og levende fløjl

Jeg hørte til

de unge

de smukke

de solbrændte

Til frokost henter jeg

bøfsandwich

som jeg spiser

direkte af papiret

mens jeg tænker på

hvor vidt tungen

på en druknet

sidder fast eller

er meget løs

Ind imellem

bliver jeg tørstig

og tænker på

coca-colaen

den kølige hvidvin

og de mange appelsinvand

rundt om

i vore køleskabe

Men ingen af os

forlader stranden

selv om huden skaller

og vi trænger til

tørre badedragter

Den dag eksisterer

Både grillristen

og de lådne

cashimirsweatre

forgæves

Vi spiser kiks

og svøber os i våde

håndklæder

mens vi stadig ser

ud over vandet

Det bliver mørkt

Men vi tager ikke

på diskotek

vore biler

står tomme

på stranden

Vi åbner for

vore hundrede

transistorer

Vi danser

Vi holder hinanden

i hænderne

Og på vore bryster

flagrer sommerfugle

af blå silke

Om morgenen er vore kroppe

tusind spor

af hvide snegle

i sandet

Jeg er sulten

jeg henter brød og avis

jeg læser datoen

d. 17 august 72

har jeg endnu engang

været forgæves på stranden

I et anfald af akut ungdom

svømmer jeg ud

og bliver væk i en bølge

Forglemmelse som kvalifikation

Der var særligt tre bøger, jeg ærgrede mig over, at jeg glemte at få med i min (grotesk forsinkede) præsentation (måske min 11.,?) af dansk skønlitteratur 2011 til hæderkronede (hvilket betyder: ældre end selv Hvedekorn) Nordisk Tidsskrift (Rystet spejl og Stikkersvin jeg fucker dig udnævnte jeg til at være årets nationaleste digtsamlinger, Dette burde skrives i nutid, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet og Termostatens nat til nationaleste romaner), Gitte Broengs Planetbyen, Dy Plambecks Gudfar og Dorrit Willumsens Pligten til lykke, men de passede ikke lige ind, og jeg havde forfærdeligt travlt, så jeg forsøgte ikke bagefter at tvinge dem på plads, hvilket nemlig tager en evig tid, derfor synes jeg, de bør fremhæves her for deres utilpasselighed, for i den grad er det jo også en dyd.

3 nattebøger

købt for 20 kr. pr. stk. i Vangsgaards Bogudsalg i aftes ved 22-tiden (det er sådan en dejlig amerikansk følelse at købe bøger efter klokken 20):

Langston Hughes: Blues, oversat af Ole Sarvig, med fotos "dels optaget, dels udvalgt af Albert Mertz og Jørgen Roos", Rosendahl og Jørgensens Forlag, 1945 ("Blandt Amerikas mange udmærkede negerdigtere regnes Langston Hughes almindeligvis for den betydeligste og mest personlige"):

TIL MIDNIGHT NAN HOS LEROY'S

Strut and wiggle,
shameless gal.
Wouldn't no good fellow
be your pal.
Hør musikken,
tigerkat ...
- hør musikken!
Det er maane inat ...

Sing your blues song,
pretty baby.
you want lovin'
and you don't mean maybe.

Jungleelsker,
natsort dreng!
To og maanen
i glædens seng ...

Strut and wiggle,
shameless Nan.
Wouldn't no good fellow
be your man!

Under månens skive. Poetisk Postil, gendigtet af Elsa Gress, Spectators Girafbøger, 1964:

(fra afsnittet ("At læse når man anfaldes af) "VII. Lede ved medmenneskene og ved selvet")

HVIS JEG GÅR I SENG MED EN VIS FRU DØD 

E.E. Cummings [korrekt: e.e. cummings]

Hvis jeg går i seng med vis fru død
find dig en mand med hårdere kæber
til at så vellyst i dit skød
og bide dine nye læber.

Når jeg dit smils slappe, klæbende bånd
over ham vride og kysse sig vej,
vil jeg bringe hver eneste år i min hånd
små normale orme til dig.

Klæd skønsomt i tåbeligt tøj din krop,
sving som et vældigt våben dit hår.
Jeg vil se hans blik lyse op
og vil bringe dig år for år
noget der er værd alting:
for din sjæl lidt ingenting.

Dorrit Willumsen: Da, Gyldendal, 1968

Jeg lægger mit wienerbrød på tallerkenen med en meget langsom bevægelse. For at ligne min mor.
  Jeg ligner alt, hvad jeg holder af.
  Jeg møder en rotte i gården. Forelsker mig i dens pels og krøver at blive kaldt Rotte.
  Jeg forelsker mig i det røde duftende navn Rosa, og i de stolte navne Birgitte Margaretha.
  "Jeg hedder Rosa Birgitte Amalie. "
  "Jeg hedder Constance Charlotte Violet Kanin Herbert Brynhilde Ford Florigan Adelheid Adelaide Pelikan Mariehøne Rachel Valdemar Eleonora Jeppesen."

2 på listen - grøn vilje!

Jeg anmeldte (med stort besvær, fordi alle de andre var kommet først med deres ørkesløst FORNUFTIGE og KORREKTE anmeldelser) Kirsten Thorups nye roman Tilfældets gud i dag; det var min første Kirsten Thorup-anmeldelse, og snart er der ikke flere tilbage på listen over (nulevende!) forfattere, jeg beundrer betydeligt og ikke har anmeldt, sidste år fik jeg omsider sat kryds ved Bent Vinn (en helt anden liste, der ikke skal tales om her, er den onde, onde liste over forfattere, som jeg beundrer og som jeg har anmeldt fast (der er også dem jeg, rimeligt nok, anmelder zigzaggende, fx Rif), men mere eller mindre momentant eller permanent er blevet frastjålet); som jeg scanner reolerne bag mig, er der faktisk kun 2 tilbage på listen over betydeligt beundrede ikke-anmeldte, Vibeke Grønfeldt og Dorrit Willumsen, og de udsender begge nye bøger dette forår, Willumsen erindringsbind nr. 2, Pligten til lykke, i næste uge og Grønfeldt tredje og sidste bind, angiveligt en stenet moppedreng, i serien om Agate, til maj, jeg kan næsten ikke vente til MÅSKE og MULIGVIS at få anmelderfingre i dem, hep på dem, anmelderfingrene!

Tillykke til Dorrit W med de 2 x 35 i dag

Formel for nydelse:

I møntvasken med

4 mini-chokolademuffins og en flaske hyldeblomstsaft fra Emmery's og

prosamesteren Dorrit Willumsens erindringer Det søde med det sure,

bl.a. kapitlet "En datter vender hjem", der begynder så hjerteskærende skært:

En ung kvinde kommer ind i vores køkken.
Mormor rører hårdnakket i en gryde.
Kvinden taler hurtigt og stakåndet, som om hun lige har været ude i skarp blæst.
Vinden har presset klæderne ind om hendes krop. Maven står frem i en bule. Hun lægger sin lille håndtaske på køkkentaburetten. Ellers har hun ingen bagage.
Hun er meget bleg. Men stemmen er klangfuld og smuk.
"Fru Armin" er blevet sådan. Hun suger sine egne kinder ind. Og hendes hænder tegner en hulhed i luften.
Mormor svarer ikke.
Det er pigen på billeder. Barnet. Min mor er vendt hjem.

- hvis bare ikke det søde, men dybt forfjamskede dansk-amerikanske par, efter 40 år i Californien, skulle vejledes u-af-brudt.

Kasseret poesi indkasseret

Jeg skal huske at notere mig det, så poesien ikke bliver kasseret dobbelt: I forrige uge på Gentofte Hovedbibliotek, da jeg stod og ventede på at komme ind i foredragssalen og holde foredrag om nye bøger 2010, rodede jeg i bogkasserne med kasserede bøger og fanndt og købte to, som jeg startede mit fordrag med at læse op ad, så de forsamlede bibliotekarer lige kunne høre, hvad de smed ud, før de hørte, hvad de skulle indkøbe.

Den ene bog var et katalog til en udstilling med glaskunstneren Per-René Larsen, An Echo of Light fra 2005, med tidligere trykte digte af F.P. Jac og Jess Ørnsbo, og IKKE tideligere (eller siden ) trykte digte af Dorrit Willumsen, blandt andet dette, som jeg følsomt læste op for bibliotekarerne:

Askepot er træt - men nu er det hele overstået

Og var det det hele værd?
Den onde stedmors dans
I glødende jernsko
To blinde haltende søstre
Pludselig husker hun asken
Blødere end duernes fjer
Og forventningen
Mere strålende end festen
Og som tårer smelter skoene
Af hendes små fødder

Den anden bog er den spanske digter Carlo Alvarez' skrevet på murene, udkommet på Borgens Forlag 1963m oversat af Sven Skydsgaard og Ebbe Traberg og med forside - sgu! - af Ivan Malinovski, dette digt hedder

LILLE DIGT TIL MIT LOMMETØRKLÆDE

Jeg har vendt mine lommer
og i dem
har jeg hverken fundet åkander
eller guldpiroler
eller digte,
men derimod en gådefuld
billet
til en eller anden bus
(hvor vil den mon føre mig hen?)
et bundt nøgler som givetvis
ikke vil åbne mig dørene
ind til himmerige
og dette lommetørklæde som
til min skam
ikke er plettet af mit blod.

- dennne poesi er hermed privatiseret!